Humanitære interventioner og Den Engelske Skole Et studie af interventionen i Libyen i 2011 i lyset af pluralismen og solidarismen

Humanitære interventioner og Den Engelske Skole Et studie af interventionen i Libyen i 2011 i lyset af pluralismen og solidarismen!! Udarbejdet af---peter Bilgrav & Ulrich Haase Nielsen----

Billede på forside: Ochlik, R. (2011): Battle for Libya. World Press Photo. Sidst opdateret d. 11/03/11. Tilgængelig på: http://www.worldpressphoto.org/photo/2012-remi-ochlik-gns1- el?gallery=2634 (Set d. 02/06/13)! ii!!

Skolen for Statskundskab Standardtitelblad til seminaropgaver, praktikrapporter, projekter og specialer Titelbladet placeres i opgaven umiddelbart efter selvvalgt forside Til obligatorisk brug på alle ovennævnte opgavetyper på: BA - politik og administration BA samfundsfag som centralt fag og tilvalgsfag Kandidat politik og administration Kandidat samfundsfag som centralt fag og tilvalgsfag Cand. it i it-ledelse (Alle felter skal udfyldes) Uddannelse: Politik og Administration Udarbejdet af (Navn(e)) Semester: 6. Modul Peter Bilgrav 11 Ulrich Haase Nielsen 11 Opgavens art (seminaropgave, projekt, bachelorprojekt, praktikrapport eller speciale): Bachelorprojekt Titel på opgave: Humanitære interventioner og Den Engelske Skole. Et studie af interventionen i Libyen i 2011 i lyset af pluralismen og solidarismen. Vejleders navn: Bjørn Møller Afleveringsdato: Den 4. Juni 2013 Antal normalsider (excl. bilag, indholdsfortegnelse og litteraturliste): 61 Antal anslag (excl. bilag, indholdsfortegnelse og litteraturliste): 144.882 Tilladte normalsider jf. studieordning/formalia i moodle: 60 OBS! Hvis du overskrider de tilladte antal normalsider, kan din opgave afvises efter aflevering iii

Abstract There has long been disagreement in the international society about humanitarian interventions and, in fact, the subject truly divides the English School into pluralism and solidarism. The dilemmas are many, but the weighting and ranking of state sovereignty versus human rights is absolutely essential. On the one hand, states or others are not allowed to interfere in the internal affairs of other states, because of the norm of sovereignty. But on the other hand, we are not prepared to just observe a population being exposed to a massacre. This dilemma made the former UN Secretary-General Kofi Annan ask what we, as an international community, should do. The answer to this came in 2001 with the Responsibility to Protect (R2P). It was still the states responsibility to secure the population's safety, but if it failed to do so, the responsibility passed on to the international community. R2P was later adopted by the UN General Assembly in 2005 and endorsed by the UN Security Council in 2006; it was used for the first time in the intervention in Libya in 2011. The spring of 2011 was marked by citizens of several Arab states rebelling against their government and was later popularly called the Arab Spring. Libya was at that time the third country, after Tunisia and Egypt, where people rebelled against their regime. Peaceful demonstrations broke out and Moammar Mohammed Abu Minyar al-qadhafi (Gaddafi) responded with fierce brutality. This made the UN Security Council react and the first response was a peaceful approach through Resolution 1970. Since these did not stop the violence from Gaddafi, Resolution 1973 was later adopted. This resolution mandated the use of all necessary means to protect the civilians, which ultimately resulted in humanitarian intervention. Around eight months after the first demonstrations in February 2011, Gaddafi was captured in October 2011 and subsequently executed. Based on the humanitarian intervention in Libya, it is interesting to examine how it was made legal, but also, and possibly even more interesting, to what extent this intervention was legitimate. As regards legality, it is necessary to look at international law, including treaty law, customary law and ad hoc legislation in order to analyse whether there was a legal basis for the intervention. In this project, legitimacy will be examined, drawing on Hedley Bull and Nicholas Wheeler from the pluralistic and the solidaristic side, respectively. This approach will be used to assess the legitimacy of the intervention from a normative, theoretical standpoint. The analysis of the intervention has shown a number of factors that contributed to making the intervention both legal and legitimate. Based on the UN Charter, which in principle opposes warfare of any kind apart from the exceptions under Chapter VII, a mandate was legalized to protect civilians in the light of the threat to international peace and security, which the situation in Libya constituted. Next, the ad hoc legislative also made the intervention legal as a result of Res. 1973, which provided the authority to use all necessary means, with the exception of an occupying force, to protect civilians threatened by Gaddafi's regime. This paper also investigates whether intervention could be legalized from a customary law point of view, but this is proved to be impossible, despite the fact that there are great similarities between Res. 1973 and previous resolutions used to carry out humanitarian interventions. iv!!

Throughout the analysis of the legitimate basis for intervention, there are elements that speak both for and against the legitimacy of the intervention. Wheeler establishes some criteria which must be met before an intervention is legitimate; these are almost all fulfilled, but many with reservations. From a solidaristic point of view and based on the selected empirical data, the intervention was overall legitimate. From a pluralistic view and the selected data, the intervention was also legitimate in the sense that the situation in Libya threatened international peace and security, consistent with the pluralistic ranking of international order over justice. The UN Security Council s mandate to use all necessary means to protect civilians in Libya can be said to be legal and legitimate however with reservations! This conclusion will provide a normative theoretical stance in relation to the intervention in Libya as regards its legality and legitimacy, as well as contributing to the general discussion on humanitarian interventions.! v!

Forkortelser AL: AU: COI: EU: FN: FNSR: FNGF: HRC: HRW: ICC: ICISS: IISS: NATO: NTC: R2P: UNSMIL:! Den Arabiske Liga Den Afrikanske Union Commission of Inquiry Den Europæiske Union De Forenede Nationer De Forenede Nationers Sikkerhedsråd De Forenede Nationers Generalforsamling Human Rights Council Human Rights Watch International Criminal Court International Commission on Intervention and State Sovereignty International Institute for Strategic Studies North Atlantic Treaty Organization National Transition Council Responsibility to Protect United Nations Support Mission in Libya vi!

Indholdsfortegnelse 1. Indledning!...!1! 1.1 Introduktion!...!1! 1.2 Problemfelt!...!1! 1.2.1 Suverænitet og menneskerettigheder!...!1! 1.2.2 Humanitære interventioner!...!2! 1.2.3 Responsibility to Protect!...!3! 1.3 Libyen som case!...!4! 1.4 Problemformulering!...!4! 2. Teoretiske og metodiske overvejelser!...!5! 2.1 Teori!...!5! 2.2 Empiri!...!5! 2.3 Design og casens relevans!...!6! 3. Det legale fundament!...!7! 3.1 Internationale traktat-love!...!8! 3.2 Sædvaneret!...!9! 3.3 International ad hoc lovgivning!...!9! 3.4 Sammenfatning!...!9! 4. Teori Det legitime fundament!...!11! 4.1 Den Engelske Skole!...!11! 4.2 Pluralismen!...!12! 4.2.1 Pluralismen og realismens indsigelser overfor humanitære interventioner!...!14! 4.3 Solidaristisk teori om legitime humanitære interventioner!...!15! 4.4 R2P Fra legitimitet imod legalitet!...!17! 4.4.1 R2P som et solidaristisk projekt!...!20! 5. Empiri: Interventionen i Libyen i 2011!...!21! 6. Analyse 1: Interventionens legalitet!...!27! 6.1 Legalitet i forhold til FN-pagten!...!27! 6.2 Legalitet i forhold til sædvaneret!...!27! 6.3 Legalitet i forhold til internationale ad hoc lovgivning!...!29! 6.4 Opsummering!...!30! 7. Analyse 2: Interventionens legitimitet!...!31! 7.1 Analyse af Wheelers tærskel-kriterier!...!31! 7.1.1 Retfærdig årsag!...!31! 7.1.2 Sidste udvej!...!32! 7.1.3 Proportionalitet!...!33! 7.1.4 Sandsynligheden for et humanitært udfald!...!35! 7.2 Analyse af de fire kriterier over tærsklen!...!36! 7.2.1 Interventionens motiv og retfærdiggørelse i humanitære termer!...!36! 7.2.2 Legalitetens legitimitet!...!38! 7.2.3 Selektivitet!...!39! 7.3 Opsummering!...!39! 8. Konklusion!...!41! 9. Perspektivering!...!44! 10. Litteraturliste!...!46!

1. Indledning 1.1 Introduktion Der har længe været uenighed om humanitære interventioner i det internationale samfund og emnet er i sandheden det, der kan dele vandene inden for Den Engelske Skoles pluralister og solidarister. Dilemmaerne er mange, men helt essentielt er vægtningen og rangordningen af staters suverænitet kontra menneskerettigheder. På den ene side, skal stater eller andre ikke gribe ind i en anden stats interne anliggender, da suverænitetsnormen netop beskytter dette. På den anden side, vil der ikke blot ses på, mens befolkninger bliver udsat for massakrer. Netop dette dilemma fik tidligere FN generalsekretær Kofi Annan til at spørge hvad vi, som det internationale samfund, så skulle gøre. Svaret på dette kom i 2001 med Responsibility to Protect (R2P). Ansvaret for en befolknings sikkerhed lå stadig hos staten selv, men fejlede denne, blev ansvaret overdraget til det internationale samfund. Denne norm blev senere vedtaget af FN s Generalforsamling (FNGF) i 2005, samt bekræftet af FN s Sikkerhedsråd (FNSR) i 2006, og blev for første gang anvendt i forbindelse med interventionen i Libyen i 2011. Foråret 2011 var præget af flere arabiske stater, der gjorde oprør mod deres styreform og er senere populært kaldet Det Arabiske Forår. Libyen var således på dette tidspunkt det tredje land, efter Tunesien og Egypten, der gjorde oprør mod dets regime. Fredelige demonstrationer brød ud og Moammar Mohammed Abu Minyar Qadhafi (Gaddafi) svarede igen med en voldsom brutalitet. Dette fik FNSR til at reagere med flere fredelige tiltag igennem Res. 1970, og senere Res. 1973, som gav mandat til at anvende alle nødvendige midler, undtagen en besættelsesstyrke, for at beskytte befolkningen. Dette bemyndigede ultimativt en humanitær intervention. Godt otte måneder efter de første demonstrationer i februar 2011 blev Gaddafi taget til fange i oktober 2011 og døde efterfølgende. Med udgangspunkt i den humanitære intervention i Libyen er det interessant at undersøge hvorledes denne var legal men også, og muligt mere interessant, om den var legitim. Ved legaliteten vil det være nødvendigt, at kigge på international lovgivning, herunder traktatlove, sædvaneret og ad hoc lovgivning, for at kunne analysere hvorvidt der var hjemmel til FNSR s mandat. Ved legitimitet vil der i nærværende projekt trækkes på Hedley Bull og Nicholas Wheeler fra hhv. den pluralistiske og den solidaristiske retningen indenfor den Engelske Skole, samt forbundne realistiske indsigelser. Disse vil bruges som normative teoretiske referencepunkter hvorudfra legitimiteten kan analyseres og diskuteres. 1.2 Problemfelt 1.2.1 Suverænitet og menneskerettigheder Den Westfalske fred fra 1648 ændrede de europæiske territorier, til et system af suveræne stater, hvilket efterfølgende spredte sig til resten af verden. Heri anerkendte man en gensidig accept af staternes suverænitet, hvor magthaverne i en stat havde retten til, at bestemme over dets territorium (Weiss et al. 2004: xliii). Det kan argumenteres for at selve suverænitet nedstammer fra menneskets immanente rettigheder, da det er en befolknings ret, at være selvstyrende og selv bestemme dets kultur og styreform indenfor statens territorium. Det er kun når stater har suverænitet og en generel 1!!

accept af ikke-interventions normens eksistens, at stater reelt er selvstyrende (Bellamy 2009: 15-16). Staternes suverænitet er sidenhen blevet til international lovgivning i bl.a. FN-pagten fra 1945. Heri står det beskrevet hvordan magtanvendelse kun må ske i forbindelse med selvforsvar (Art. 51) eller for at sikre den internationale fred og sikkerhed (Art. 42). De suveræne stater bør ideelt beskytte deres befolkning og disses rettigheder og i øvrigt eksistere for befolkningens skyld, i stedet for omvendt. Når dette ikke sker, eller at staten selv overtræder befolkningens menneskerettigheder, har der været skiftende holdninger til hvorledes andre stater eller det internationale samfund burde reagere. Her har svaret tidligere, og måske igen med Libyen som eksempel, været humanitære interventioner. 1.2.2 Humanitære interventioner Idegrundlaget bag humanitære interventioner bliver ofte knyttet til naturretten og den tidlige folkeret, hvor Hugo Grotius ofte tilskrives som ophavsmand. Han udviklede den tidlige middelalders lære om retfærdig krig. Her fandt han, at krige godt kunne legitimeres hvis der var specifikke retlige grunde til disse. Rationalet bag dette var, at undersåtter havde en ret til at gøre oprør mod deres fyrste i tilfælde af ekstrem undertrykkelse. Hvis oprørerne bad om hjælp, var det legitimt for andre at intervenere. Grotius opfattelse af humanitær intervention, skal dog ses i lyset af tiden han levede i, hvor der ikke var egentlige stater. Ikke desto mindre er hans tanker videreført og mellem 1827-1908 fandt en række interventioner sted, med et humanitært udgangspunkt som den egentlige begrundelse (DUPI 1999: 11-12). I løbet af det 20. århundrede forsvandt denne praksis mere og mere. Efter to verdenskrige var det kun legitimt at gå i krig, hvis det var i selvforsvar eller for at sikre den internationale fred og sikkerhed. Dette blev skrevet ind i Paris-pagten, også kaldet Kellogg-Briand-pagten, efter Første Verdenskrig. Ved oprettelsen af FN efter Anden Verdenskrig i 1945 blev princippet gengivet i Art. 2(4) i FN-pagten om, at intet kunne give grundlag for at bryde med suverænitetsnormen, på nær de undtagelser i Kap. VII (jf. afsnit 3). Under den kolde krig var der ikke meget tilslutning til humanitære interventioner. Dette skyldes bl.a. at ingen ville risikere at starte en tredje verdenskrig, ved at intervenere i en anden stat. Ud over dette var den generelle retorik også markant anderledes dengang end den er i dag, da humanitære interventioner blev set som et levn fra kolonitiden og en naturlig afstandstagen fra det var selvsagt (ibid.: 12). Fraværet af humanitære interventioner betød ikke et fravær af grove overtrædelser af menneskerettigheder. Derfor var verdenen regelmæssigt vidne til grusomheder, som blev mødt af en passivitet fra det internationale samfund (ibid.: 36). Der var dog humanitære interventioner, men de var italesat anderledes. Vietnam intervenerede f.eks. i Cambodja på baggrund af FN-pagtens Art. 51, ang. selvforsvar, til trods for at der også var humanitære motiver i forbindelse med at beskytte Cambodjas befolkning fra Pol Pots Khmer Rouges brutalitet (Wheeler 2000: 78). Med Berlinmurens fald og opblødningen af den kolde krig var det internationale samfund blevet mere stabilt. Endvidere krævede de vestlige lande en demokratisering og en respekt for menneskerettigheder for at give udviklingsstøtte til ulandene. Globaliseringen af nyhedsmedierne gjorde det ligeledes muligt at få folkemord eller andre humanitære katastrofer ind i stuerne hos befolkningen i velstående lande. Dette var med til at ændrede holdningen i FN s medlemslande til at være mere positiv overfor interventionsmuligheden. Dette kunne ses i 1991 i Javier Perez de Cuellars, daværende FN general-! 2!

sekretær, årsrapport. Heri skrev han, at suverænitetsnormen ikke længere kunne ses som en mur bag hvilken man kunne begå folkemord eller grove overtrædelser af menneskerettigheder (DUPI 1999: 13). Den ændrede holdning førte til en række interventioner i 1990 erne, som senere er blevet kaldt for humanitære interventioners storhedstid (Bellamy & Wheeler 2011: 516). Til trods for de mere gunstige forhold i forbindelse med humanitære interventioner, var FN s effektivitet begrænset. Dette skyldes bl.a. at der ikke var en konsensus i FNSR om hvordan suverænitet og menneskerettigheder skulle forenes (DUPI 1999: 37). Pga. bl.a. dette, er humanitære interventioner til stadighed kilde til mange problemstillinger. 1.2.3 Responsibility to Protect I lyset af ovenstående diskussion af humanitære interventioner, og hvordan staternes suverænitet kan beskyttes samtidig med en beskyttelse af menneskerettigheder, skrev Annan i sin årsrapport, som FN s generalsekretær, ved årtusindeskiftet følgende spørgsmål: if humanitarian intervention is, indeed, an unacceptable assault on sovereignty, how should we respond to a Rwanda, to a Srebrenica to gross and systematic violations of human rights that offend every precept of our common humanity? (Annan 2000: 48) Spørgsmålet indeholdte hvorledes vi, det internationale samfund repræsenteret ved FN, burde handle ved kendskab til forbrydelser mod menneskeheden. Dette gav anledning til at arbejde med en ny forståelse af begrebet suverænitet. Annas spørgsmål blev taget op ved den canadiske regerings nedsættelse af kommissionen International Commission on Intervention and State Sovereignty (ICISS) i 2000. Opgaven var, som navnet antyder, atter at bringe løsningsforslag til problemet mellem interventioner på humanitær baggrund og statslig suverænitet. Resultatet var rapporten Responsibility to Protect (ICISS 2001) og deraf R2P-normen. Rapporten omhandlede den såkaldte ret til humanitær intervention og spørgsmålet om hvornår, hvis nogensinde, det er passende for en stat, at ty til tvangsindgreb, specielt militært, imod en anden stat, med det formål at beskytte folket i denne anden stat (ibid.: VII). R2P beskrives oftest som en spirende norm (Bellamy 2009). At R2P stadig siges at være på et udviklingsstadie, hænger sammen med at man kan argumentere for at den først nyligt er skabt, af bl.a. ICISS, siden vedtaget, af FNGF og FNSR, men stadig mangler faste regler for anvendelse i forbindelse med humanitære interventioner, samt efterfølgende kriterier for succes. Skabelsen af R2P skete igennem ICISS formuleringer af ideen om, at suveræne stater har et ansvar for at beskytte sine egne befolkninger fra massemord, over voldtægt til sult. Men når stater er uvillige eller ude af stand til dette, må ansvaret bæres af det bredere samfund af stater (ICISS 2001:VIII). Ligeledes var ønsket fra kommissionen, at give svar på de mulige spørgsmål omkring dette ansvar; som hvem der skulle udføre det, under hvis autoritet, samt hvornår, hvor og hvordan. Ligeledes var håbet at skabe international konsensus omkring emnet (ibid.). I 2005 samledes verdens respektive ledere til FN s verdenstopmøde. På dagsordenen var både FN s 60 årige jubilæum men også, mere alvorligt, et reformprogram møntet på en institution i krise pga. 1990 ernes handlingslammelse og overflødeligheden i hhv. Kosovo og Irak, hvor der blev handlet uden et FN mandat. Det var både en præstation at R2P indtil videre havde overlevet, men også at den nu, som svar på FN s generalsekretær Annans spørgsmål fra 2000, endelig blev vedta- 3!!

get i topmødeerklæringen, hvor den blev skrevet ind i to paragrafer (jf. afsnit 4.4). Det var langt fra alle dele af den udgave af R2P som ICISS havde formuleret, der blev skrevet ind i erklæringen, hvilket har fået nogle kommentatorer til at kalde FN generalforsamlings version for R2P-lite. FNSR bekræftede topmødeerklæringens to paragraffer i 2006 i Resolution 1674. 1.3 Libyen som case Foråret 2011 blev præget af det der senere er blevet kaldt det arabiske forår. Flere arabiske lande gjorde oprør mod deres regimer og efter Tunesien og Egypten stod Gaddafis Libyen for tur. Efter anholdelsen af advokat og menneskerettighedsforsvarer Fathi Terbil, brød de første demonstrationer ud den 15. februar. De efterfølgende dage spredtes og intensiverede demonstrationerne, hvilket blev mødt med en voldsom brutalitet fra Gaddafis sikkerhedsstyrker. Dette fik FNSR til at vedtage Res. 1970 i et forsøg på at stoppe brutaliteten. Dette lykkedes ikke og oprørerne tog våben til sig og en reel borgerkrig brød ud. I midten af marts havde Gaddafis styrker omringet Benghazi, som var oppositionens højborg, og en massakre var imminent. Pga. tidligere grusomheder begået af Gaddafis regime og den retorik hans søn og ikke mindst han selv, havde talt til befolkningen med, gjorde at FNSR havde god grund til, at tro på alvoren i situationen. FNSR vedtog derfor hurtigt Res. 1973, som gav mandat til en flyveforbudszone samt at alle midler måtte tages, for at beskytte civile. Efter flere måneders kampe blev Gaddafi fanget og døde efterfølgende, i oktober 2011. Libyens overgangsregering, National Transition Council (NTC), erklærede få dage efter Libyen for frit. Begivenhederne vedrørende den libyske borgerkrig er undersøgt nærmere i empiriafsnittet (jf. afsnit 5). 1.4 Problemformulering Ovenstående er problematikken ang. humanitære interventioner beskrevet. Udviklingen af diskussionerne omkring humanitære interventioner er gået fra hvorvidt der skal handles til hvordan, ikke mindst pga. advokeringen af R2P. I nærværende projekt, vil der derfor blive fokuseret på måden hvorpå det internationale samfund, herunder i særdeleshed FNSR, reagerede på situationen i Libyen. Problemformulering lyder derfor som følgende: Hvorvidt var interventionen i Libyen hhv. legal og legitim? Fokuseringen vil være todelt, da det både er relevant, at se på legalitetsdelen ud fra kilder til international lovgivning, herunder traktatlovgivning, sædvaneret og ad hoc lovgivning, men også legitimitetsdelen ud fra et normativt teoretisk standpunkt ift. Den Engelske Skole og herunder pluralismen og solidarismen.! 4!

2. Teoretiske og metodiske overvejelser Det følgende afsnit har til formål at gøre rede for nærværende projekts metodiske overvejelser mht. brug af teori, empiri, design og casens relevans. 2.1 Teori Dette studie adskiller sig fra så mange andre ved at der ikke er tale om nogen typisk undersøgelse med selvstændig empiriindsamling via de gængse kvantitative eller kvalitative metoder. Nærværende projekt har karakter af at være et teoretisk studie hvori divergerende teoretiske standpunkter anvendes til at analysere, diskutere samt udvide forståelsen for en empirisk case, nemlig den humanitære intervention i Libyen i 2011. På den ene side skal teorierne altså være behjælpelig som værktøj til undersøgelse af casen mens teoriens antagelser og anvendelighed i sig selv ligeledes skal holdes op i den forbindelse. Den valgte teori, hhv. pluralismen og solidarismen er undergrene af den overordnede teoriretning kaldet Den Engelske Skole. Dette vil sige at begge teoriretninger deler nogle fælles ontologiske antagelser og måder at beskue verden på. F.eks. deler begge den antagelse at der eksisterer et internationalt samfund, hvori hovedaktørerne er stater, som gensidigt anerkender hinanden men ligeledes deles om nogle fælles interesser og regler, som bestemmende for deres gensidige interaktion. En grundigere redegørelse for teorien foretages i teoriafsnittet. Meningen her er at forklare at teoriens ontologiske udgangspunkt ligeledes deles i dette projekt da teorien fungerer som de briller hvorigennem emnet beskues. Denne teoriretning er valgt pga. dens generelle beskæftigelse med emnet om humanitære interventioner og problemformuleringer der relaterer sig til dette projekt. Ligeledes er teorierne udvalgt pga. deres divergerende holdninger til de normative aspekter ved humanitære interventioner og herunder om disse overhovedet bør finde sted, hvilke konsekvenser de har for det internationale samfund og hvorvidt de kan legitimeres. Ud fra teorien diskuteres og analyseres casen og derfor er denne bestemmende for hvilken empiri, der bør indsamles således at dette lader sig gøre. Teorien er altså bestemmende for de specifikke aspekter ved interventionen der skal undersøges således at denne kan bringes i spil. Teorien operationaliserer ligeledes problemformuleringen. F.eks. giver den anvendte solidaristiske teori om legitime humanitære interventioner et bud på nogle kriterier hvorudfra en interventions legitimitet kan analyseres eller måles. Problemformuleringen og definitionerne af problemformuleringens begreber bliver altså defineret i forbindelse med teoriens normative standpunkt omkring legitimitet. 2.2 Empiri Hovedvægten i dette projekt er lagt på den teoretiske analyse og diskussion af casen. Dog er det hermed stadig nødvendigt at tilvejebringe en fyldig og objektiv beskrivelse af casen og herunder begivenhederne om interventionen i Libyen. Empirien er samlet igennem rapporteringer fra forskellige medier som aviser og nyhedsbureauer. Desuden er der anvendt undersøgelser fra NGO er, officielle statslige udmeldinger samt resolutioner og rapporter fra internationale organisationer som forskellige FN organer. 5!!

Den anvendte empiri til beskrivelse af casen er forsøgt baseret på de mest objektive og relevante kilder med et vist forbehold for eventuelle underliggende interesser. F.eks. har det vist sig relevant at anvende rapporter udformet af menneskerettighedsorganisationer til viden omkring begivenhederne under borgerkrigen. At tilvejebringe disse undersøgelser er på den ene side et af formålene med disse organisationer men på den anden side forstærkes relevansen og betydningen af disse organisationer af deres fund. Dette kan påvirke organisationens ivrighed for at påpege betydningen af dens arbejde. Når sekundære empirikilder således læses overvejes det hvilket formål, hensyn og dagsorden teksten måtte være skrevet ift. og om der måtte ligge et til- og fravalg og prioritering af fakta bag. 2.3 Design og casens relevans Dette projekt er lavet i et casedesign hvori interventionen i Libyen fungerer som casen. Denne begivenhed relaterer sig til en mere generel sammenhæng og et specifikt fænomen (Antoft & Salomonsen 2007: 31). Det overordnede fænomen er her humanitære interventioner og casen fungerer som et eksempel på dette. Interventionen i Libyen er relevant da det er et nyere eksempel på en humanitær intervention, som har været genstand for mange divergerende holdninger og tilvejebragt megen diskussion om humanitære interventioner fra forskellige lejre. Interventionen i Libyen bidrager til en diskussion om fremkomsten af nye normer i det internationale samfund. Hvor der før har været konsensus om normer som statslig suverænitet og ikke-intervention bliver disse nu udfordret af normer modsat om interventioner, retfærdiggjort af et fælles ansvar for beskyttelsen af det enkelte individ. Interventionen i Libyen og spørgsmålet om interventioners legalitet og legitimitet stiller sig helt centralt i denne diskussion. Alligevel har det ikke været muligt at finde eksempler på studier af casen med samme problemstilling og teoretiske indgangsvinkel. Problemformuleringen udgør således det videnshul der forsøges besvaret. Resultatet af dette projekt vil både bidrage til diskussionen om humanitære interventioner generelt samt tilføje et normativt standpunkt ift. diskussionen om den specifikke intervention i Libyen og dennes legalitet og legitimitet. Mht. til dette studies generaliserbarhed og eksterne validitet er der følgende komplikationer i kraft af studiets karakter af et teoretisk studie samt designet. Studiet er et casedesign og tager derfor afsæt i en specifik intervention. Der stilles spørgsmålstegn til om denne intervention var hhv. legal samt legitim ud fra de specifikke forhold og begivenheder denne intervention indeholdte. Disse konkrete spørgsmål kan derfor i sagens natur ikke besvares ift. andre interventioner. Dog kan begrundelserne og argumenterne formentligt anvendes i forbindelse med selvstændige vurderinger af andre både lignende og anderledes interventioner, samt fastslå deres divergerende karakteristika fra dette studies case.! 6!

3. Det legale fundament Begreberne legalitet og legitimitet har på trods af deres indbyrdes forbundenhed dog forskellige betydninger. Hvorvidt humanitære interventioner er legale dækker således over om de har hjemmel i forskellige lovgivningsmæssige kilder mens hvorvidt de er legitime stammer fra gældende normer på området. Dette analyseres senere i dette projekt. Målet med det følgende afsnit er at redegøre for de forskellige kilder hvorfra der kan findes lovmæssig hjemmel til interventionen i Libyen. I et senere kapitel (jf. afsnit 6) skal det således herudfra analyseres hvordan interventionen stemmer overens med lovgivning. Legalitet og legitimitet hænger ikke nødvendigvis sammen. Den positive ret, forstået som lov og regler skabt af mennesker, kan legalisere handlinger, som ikke nødvendigvis på samme tid ses som legitime. F.eks. kan den danske samarbejdspolitik med besættelsesmagten under 2. Verdenskrig ses som legal ift. den daværende danske lov, mens den samtidig på moralsk basis dengang og i dag ses som illegitim. Modsat var den danske modstandskamp illegal men legitim. Ligeledes er hvad der synes legitimt (f.eks. beskyttelse af civile) ikke nødvendigvis beskrevet i positiv lovgivning og dermed legalt. Overfor den positive ret står naturretten, som angiver regler der eksisterer uafhængigt af mennesker og andre levende væsener. Disse regler er rigtige i sig selv qua deres selvindlysende karakter samt sommetider i kraft af deres nedstamning fra Gud. Disse reglers gyldighed lader sig fremstå igennem fornuften og reglerne er derfor tilgængelige for ethvert rationelt menneske. Iflg. naturretten har mennesker bestemte moralske forpligtigelser i medfør af deres fælles menneskelighed (Holzgrefe 2003:45). Herunder nævnes ofte som eksempel at det er illegalt, samt moralsk forkasteligt, at slå et andet menneske ihjel. Der kan dog findes eksempler på regler, givet af gud, hvor der på samme tid hersker uenighed om legitimiteten (f.eks. sharia-lovgivningens afstraffelsesmetoder). I det moderne internationale legale system er det en norm, at stater giver deres samtykke ift. de gældende regler (Reus-Smit 2011: 284). Dette sker enten i form af underskrivelse eller ratifikation af traktater, konventioner etc. Ligeledes er dette et historisk karakteristika ved den positive ret, at denne kun har sin gyldighed, i det omfang at den er forfattet af de, som denne er gældende for (ibid.: 282). Dette er en vigtig forskel mellem naturretten og den positive ret til anvendelse i spørgsmålet om staters retmæssige handlen. Selvom samtykke til international lovgivning ikke er givet, kan naturretten stadig bruges til at argumentere for ulovlige handlinger. Dette gælder når forbrydelsen berører en ufravigelig norm (jus cogens), som f.eks. at det er ulovligt at forbryde sig mod menneskeheden. Ligeledes kan naturretten forbinde humanitære interventioner med en moralsk rettighed og kan derfor retfærdiggøre disse (Holzgrefe 2003: 25-26). Positiv lovgivning har, i modsætning til naturretten, ofte sin nedstamning fra en udvikling af normer og konsensus på forskellige områder. Dette er R2P-normen (jf. afsnit 4.4), først som norm og siden som påvirkende på international lovgivning, et glimrende eksempel på. Igennem denne udvikling opnår den positive lovgivning automatisk sin overensstemmelse med det legitime. For at besvare om interventionen i Libyen var legal må der altså ligeledes søges i den positive lovgivning på området og senere analysere om interventionen er overensstemmende med denne. Denne lovgivning kan siges at stamme fra forskellige kilder, hvoraf følgende vil blive brugt i nærværende projekt: 1) Internationale traktat-love 2) International sædvaneret 3) ad hoc internationale love (Møller 2012: 47). 7!!

3.1 Internationale traktat-love FN-pagten fra 1945 er et eksempel på international traktat-lovgivning hvis overholdelse er gældende for FN s medlemslande herunder Libyen samt de intervenerende lande i den gældende case. I pagtens indhold er det først og fremmest fremhævet, at medlemmerne af FN er suveræne stater, skal afstå fra brugen af magt, samt at intet i pagten tillader indblanding i suveræne staters affærer: Således siger pagtens Art. 2(4): Alle medlemmer, skal i deres mellemfolkelige forhold, afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål. Art. 2(4). Ligeledes fremstår det af Art. 2(7), at: Intet i nærværende pagt skal give de Forenede Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion, eller forpligte medlemmerne til at forelægge sådanne forhold til bilæggelse i henhold til nærværende pagt; denne grundsætning skal dog ikke være til hinder for anvendelse af tvangsforanstaltninger i henhold til kapitel VII. Art. 2(7). Indledningsvist i pagtens Kap. VII, omhandlende handlinger vedrørende trusler mod freden, overtrædelser af freden og angrebshandlinger står der, at FNSR må afgøre eksistensen af ovenstående og skal komme med anbefalinger. Ligeledes er det FNSR s opgave at beslutte hvilke midler der skal tages i brug. Disse skal være i overensstemmelse med Art. 41 og 42, som angår hhv. de fredeligeog væbnede midler, som står til anvendelse for FNSR i effektueringen af dets beslutninger. Det er altså vanskeligt, via FN-pagten, at finde lovmæssigt grundlag for interventioner med et humanitært sigte eller ligeledes interventioner på bagrund af R2P. På samme tid er der intet i FNpagten, som beskriver hvordan en sådan intervention i sig selv bør eller skal udføres. Dog har FNSR tidligere, især i 1990 erne, autoriseret interventioner med resolutioner indeholdende humanitære motiver. Dette er hver gang sket igennem refereringen af situationen som værende en trussel for den internationale fred og sikkerhed, hvilket tillader anvendelsen af militær magt under pagtens Kap. VII. Autoriseringen af interventionen i Libyen med mandatet igennem Res. 1973 er ligeledes et af de seneste eksempler herpå. Faktisk er brug af voldelige midler fra den ene stat overfor den anden ulovligt iflg. pagten. Dog med undtagelse af situationer hvor FNSR vurderer det som selvforsvar (Art. 51) eller som en trussel mod den internationale fred og sikkerhed (Art. 42). I modsætning til ovenstående, som repræsenterer nærværende rapports argument, er det ikke svært at finde positioner, der argumenterer for at FN-pagten alligevel kan legalisere humanitære interventioner. Således påstår counter-restriktionister, at FN-pagten forpligter stater ift. beskyttelse af fundamentale menneskerettigheder samt, at der iflg. international sædvaneret eksisterer en ret til humanitære interventioner (Bellamy & Wheeler 2011: 512-513). Begrundelsen ligger i FN-pagtens særlige fremhævelse af menneskerettigheder, både i sin præambel samt i Art. 1(3), 55 og 56. I Art. 1(3) benævnes endda beskyttelsen af menneskerettigheder som et af formålene ved FN. Iblandt fortalerne for denne position er der både de, som mener at der burde eksistere en undtagelse ift. Art. 2(4) samt de, som mener at humanitære interventioner ikke modstrider artiklens ordlyd og altså ikke kan benævnes som brug af ulovlig magt, der være sig mod nogen stats territoriale integritet eller! 8!

politiske uafhængighed (ibid.). Nærværende rapports argument er dog stadig at FN-pagten i sig selv ikke legaliserer humanitære interventioner. 3.2 Sædvaneret Den næste kilde til international lovgivning er den såkaldte internationale sædvaneret. Statutten for Den Internationale Domstol definerer sædvaneretten som Den mellemfolkelige sædvane som udtryk for en almindelig praksis, der er anerkendt som retsregel (Statutten for den mellemfolkelige domstol, Art. 38 styk 1b). En sædvane opstår altså når flere stater handler på samme måde pga. en overbevisning om en forpligtigelse hertil. Sædvane er efter etablering som udgangspunkt bindende for alle stater, ligegyldig hvorvidt en stat måske ikke har handlet således før. Som sagt ovenfor er humanitære interventioner således udført før, både unilateralt samt af interstatslige alliancer, som NATO. Disse interventioner er ligeledes udført både med og uden autorisering af FNSR. Humanitære interventioner bliver dog ikke automatisk lovlige ved at stater gentagne gange udfører dem. I stedet kræver det endvidere at 1) de, som udfører handlingen, benægter dens kriminelle natur samt 2) at dette synspunkt generelt accepteres af andre aktører (Møller 2012: 48). En konsensus omkring disse principper, fra hverken stater eller retslærte (opinio juris), synes dog ikke eksisterende i forbindelse med humanitære interventioner. Ligeledes er humanitære interventioner på nuværende tidspunkt ikke forbundet med en jus cogens, som er generelt accepteret og anerkendt af det internationale samfund (Holzgrefe 2003: 46) og som ville kunne legalisere humanitære interventioner i kraft af deres sædvane. Derimod er de situationer, hvori humanitære interventioner er nødvendige, ofte forbundet med forbrydelser, der har karakter af jus cogens (f.eks. folkemord) og derved er intervention en reaktion på disse. I legalitetsdelen af analysen i nærværende projekt, er det dog selve interventionens legalitet, der undersøges og ikke de forbrydelser der ofte gør den nødvendig. 3.3 International ad hoc lovgivning Den sidste anvendte kilde til international lovgivning er den såkaldte ad hoc internationale lov. Denne beskrives f.eks. som indholdet af de løbende resolutioner fra FNSR (Møller 2012: 48). Som nævnt ovenfor er der igennem tiden taget beslutninger i FNSR om kollektiv handling med humanitære begrundelser. Disse resulterer i resolutioner hvorudfra mandatet til handlingen findes, og således indeholder de en ad hoc legalisering af de specifikke handlinger i forbindelse med humanitære interventioner. I Libyens eksempel er det her først og fremmest Res. 1973, der fungerer som en ad hoc legalisering af interventionen. 3.4 Sammenfatning Naturretten kan på den ene side anvendes til at karakterisere handlinger som ulovlige qua deres selvindlysende karakter. På den anden side kan den ligeledes anvendes til en argumentation for den moralske retfærdighed af humanitære interventioner. International traktatlov, som FN-pagten, ulovliggør indblanding i suveræne staters anliggender og giver dermed ingen legal basis for anvendelse af militær magt, og herunder interventioner, dog med undtagelserne i forbindelse med selvforsvar og trusler for den internationale fred og sikkerhed. 9!!

Dog ses det på sædvanen og tidligere eksempler på humanitære interventioner, at FNSR autoriserer disse, selvom de ikke af alle stater ses som legale. Herigennem bliver interventioner lovliggjort, på ad hoc basis via FNSR s resolutioner. Herved bliver ad hoc lovgivning og FNSR s autorisering altså den hovedsagelige kilde til legalisering af humanitære interventioner. Den konkrete intervention i Libyen og dennes legale fundament ift. ovenstående kilder til international lovgivning analyseres senere (jf. afsnit 6).! 10!

4. Teori Det legitime fundament Formålet med det følgende afsnit er at redegøre for den teoretiske ramme hvorudfra interventionens legitimitet skal vurderes. Der vil således blive gjort rede for teorien af Den Engelske Skole. Dennes understrømninger, hhv. pluralismen og solidarismen, har divergerende synspunkter og argumenter hvilke vil bruges som argumenter, for en humanitær interventions legitimitet, samt mangel derpå. Sidst skal der kastes lys på R2P-normen ud fra de anvendte teorier samt skabes en kobling mellem legitimitets og legalitetsbegrebet. 4.1 Den Engelske Skole Formålet med Den Engelske Skole i nærvende projekt er, at det giver analytiske muligheder ift. humanitære interventioner. Det er muligt vha. Den Engelsk Skole netop, at: analysere internationale regler og institutioner, fundamentale internationale dilemmaer, verdensorden samt konkrete politiske problemstillinger, f.eks. i forbindelse med international magtanvendelse (Knudsen 2012: 107). Grunden til, at Den Engelske Skole er brugbar netop ift. til humanitære interventioner er, at konflikten mellem orden og retfærdighed i det internationale samfund her findes i den klareste form (Wheeler 1992: 463). Endvidere er den divergerende holdningen omkring humanitære interventioners legitimitet inden for Den Engelske Skoles forgreninger interessante og anvendelige ift. en diskussion omkring interventionen i Libyen. Inden for Den Engelske Skole ses den internationale sfære som et samfund frem for et anarkistisk system. Bull definerer et internationalt samfund som bestående af en gruppe af stater, bevidste om bestemte fælles interesser eller fælles værdier, der danner et samfund i den forstand at de forestiller sig, at de er bundet af et sæt af fælles regler når de er i relation med andre stater (Bull 1995: 13). Disse fælles interesser og værdier er først og fremmest den internationale fred og sikkerhed. Inden for denne retning er menneskerettigheder også en fælles værdi og denne kan sætte traditionelle værdier, som f.eks. suverænitet under pres. I det internationale samfund er der ligeledes nogle fælles regler og love, som tager afsæt i de fælles interesser og værdier, hvilket bl.a. ses i FN-pagten, hvor staters suverænitet er eksplicit udtrykt i Art. 2(4) (Knudsen 2012: 108-109). Det der deler Den Engelske Skole i pluralister og solidarister omkring humanitære interventioner, er tre essentielle spørgsmål; 1) er der en enighed om hvad der kan defineres som en absolut humanitær nødssituation 1? 2) hvis dette er tilfældet, kan en humanitær intervention så legitimeres? og 3) hvordan skal stater og militær agere når de intervenerer? (Bellamy 2003: 3). Pluralister mener her ikke, at der er eller bør være en konsensus om hvorledes en sådan situation defineres. Modsat mener solidaristerne, at der er en konsensus om hvad der definerer en sådan situation igennem forskellige menneskerettighedskonventioner. Dernæst, når disse grusomheder sker, er der udviklet en ret til at intervenere. Iflg. R. J. Vincent, skal stater sørge for et gulv af anstændighed overfor dens befolkning. Når dette mislykkes forsvinder retten til suverænitet. Der interveneres dog ikke altid når dette sker og det skyldes, at det ikke så meget er spørgsmålet om niveauet af gulvet, men om hvad der skal gøres når det bliver brudt (ibid.: 14). Solidarister står nem-!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! 1 Begrebet absolut humanitær nødsituation bliver forklaret senere (jf. afsnit 4.3) 11!!

lig overfor et dilemma; bliver der ikke eller i for lille et omfang interveneret bliver vi vidner til massakre, men hvis der bliver interveneret for omfattende vil det skabe modstand mod den interventionsnorm, de prøver at etablere (Knudsen 2012: 112). Denne norm mener solidaristerne, at der kom igennem FNSR Res. 688, som gav mandat til interventionen i det nordlige Irak under Golfkrigen. Heri antydes det, at menneskelig lidelse kunne udgøre en trussel mod den internationale fred og sikkerhed (Bellamy 2003: 3-4). I Res. 688 står der, at den massive undertrykkelse af civile irakere i mange dele af Irak, har ført til en massiv flygtningene strøm mod grænserne hvilket truer den internationale fred og sikkerhed i regionen (jf. afsnit 6.3). Derfor mente solidarister, at der var skabt præcedens for humanitære interventioner og man kunne herefter intervenere i Somalia, Bosnien og Rwanda på baggrund af denne norm (ibid.: 4). Ang. retten til intervention, mener solidarister, udover ovenstående ang. præcedens, at beskyttelsen af menneskerettigheder skal ligestilles med beskyttelsen af suveræniteten og at der ikke blot er en ret til at intervenere, men også en pligt (ibid.: 15). Der kan, iflg. solidarister, ikke være et internationalt samfund, hvis det ikke omfatter retten til humanitære interventioner (Knudsen 2012: 112). Ang. den tredje problemstilling, så mener solidarister, at der findes regler som styrer de intervenerende staters militære magt (jus in bello). Udviklingen efter den kolde krig gik i retning mod mere solidaristiske anbefalinger, men fremkomsten af BRIK-landene og en række tredjeverdenslande støtter den mere klassiske pluralisme, dvs. den westfalske fred, da de ser det som et værn mod neo-kolonialisme og neo-imperalisme (ibid.: 111). Den Engelske Skole deles altså i pluralister og solidarister. I det nedenstående vil en dybere forståelse af Bulls pluralisme gennemgås hvorefter solidarismen vil blive redegjort for igennem Wheelers teori om legitime humanitære teorier. 4.2 Pluralismen Orden er, i Bulls optik, ikke blot en tilstand eller en mulig tilstand i det internationale samfund. Det er også en værdi i sig selv. Dette kan læses ud af FN-pagten, hvori det fremgår, at den internationale fred og sikkerhed er behandlet som første prioriteter, mens andre værdier er behandlet som sekundære (Bull 1995: 74). Social orden forstås af Bull som et mønster af menneskelig aktivitet, som opretholder de elementære, primære eller universelle mål for det sociale liv. Disse mål er trefoldigt; 1) alle samfund forsøger at sikre sig imod vold med dødsfald eller menneskelig skade som følge, 2) at overholde de aftaler og forpligtigelser de er indgået i, og 3) at besiddelsen af ejendom til en hvis grad er stabile og ikke er genstand for udfordringer der er konstante eller uden grænser (ibid.: 4). En samling af personer eller grupper hvor netop disse tre mål ikke findes, kan dårligt, iflg. Bull, kaldes for et samfund og derfor anser han dem som elementære. Disse mål er også primære. Hvis mennesker ikke har en form for sikkerhed mod trusler om dødsfald eller vold, vil de ikke kunne dedikere nok energi til at efterfølge andre mål. Ligeledes, hvis der ikke er en norm om at indgåede aftaler efterleves, vil det ikke være muligt at opnå andre mål. Slutteligt, er det svært at forestille sig stabile sociale relationer hvis det ikke er muligt at opnå stabilitet i ejerskabet af ejendom, da mennesker er som de er og der er et begrænset antal af de ting de ønsker. Bull mener således, at disse mål er primære da ethvert andet mål i samfundet kun kan indfries ved en realisering af disse mål. Disse elementære, primære mål er også universelle i den forstand, at alle aktuelle samfund tilsyneladende tager disse mål til sig! 12!

(ibid.: 5). Således når Bull frem til en forståelse af social orden, som et mønster af menneskelig aktivitet, som sikrer disse elementære, primære eller universelle mål for det sociale liv. Disse mål for social orden er det fjerde mål i Bulls kriterier for international orden. Med international orden mener Bull det mønster af international aktivitet som opretholder de mål for samfundet af stater som er elementære, primære eller universelle. Her opstiller Bull fire mål: 1) en bevarelse af selve systemet og samfundet af stater. 2) en bevarelse af uafhængigheden og den eksterne suverænitet af individuelle stater. 3) et mål om fred, ikke som en vedvarende og universel fred, men som en normal tilstand i det internationale samfund, som kun i specielle situationer bliver brudt. Fjerde mål, er en social orden (ibid.: 16-18). I modsætning til orden, kan retfærdighed kun subjektivt vurderes (ibid.: 75). Bull skriver om flere former for rettigheder som han finder vigtige for stater i det internationale samfund. Således mener Bull, at en stats politik skal være retfærdig, som i at være moralsk korrekt (generel retfærdighed) og at en stat skal forlange lige behandling mellem den og andre stater (partikulær retfærdighed); staten bør også kræver en moralsk ret til suverænitet eller uafhængighed (substantiv retfærdighed), mens den også bør kræve at denne ret skal gælde for andre stater (formel retfærdighed); statens ret til lige behandling mellem den selv og andre stater i forbindelse med adgang til handelsmuligheder eller at stemme ved internationale forsamlinger (aritmetisk retfærdighed), mens stater også insisterer på, at dens finansielle bidrag til mellemstatslig organisation skal vægtes ud fra dens nationale produkt (proportionel retfærdighed); staten bør anerkende alle rettigheder der knytter sig ved en stat, disse rettigheder skal dog gensidigt respekteres (kommutativ retfærdighed), men den må også, om ikke andet retorisk, argumentere for ideen om fælles gode eller fælles interesse i et regionalt fællesskab eller i et på verdensplan (distributive retfærdighed) (ibid.: 78-79). Enhver af disse retfærdigheder kan kun findes i en kontekst af orden og derfor må orden prioriteres højere end retfærdighed (ibid.: 83). Fordi der ikke, iflg. Bull, er en konsensus om hvad retfærdighed er, vil det kunne underminere orden hvis der blev skabt tvivl omkring den hierarkiske prioritering af orden og retfærdighed. Han mener, at alle stater vil være villige til at se bort fra overtrædelser af menneskerettigheder og dermed retfærdigheden hvis alternativet er at sætte den internationale orden på spil. Derfor mener Bull igen, at kunne vise hvorledes orden prioriteres højere for det internationale samfunds stater end retfærdighed (ibid.: 85). Der findes, iflg. Bull, endnu en forhindring for retfærdighed i den nuværende samfundsstruktur. Fordi, når retfærdighed og menneskerettigheder kommer på den politiske dagsorden, skyldes det ikke nødvendigvis et oprigtigt ønske om bedre vilkår for de udsatte personer, men statens egne interesser. Denne selektivisme er et udtryk for at der ikke findes egentlige fælles interesser eller et fælles gode. Paradokset mellem orden og retfærdighed kan, iflg. Bull, anskues ud fra tre perspektiver: 1) den konservative 2) den revolutionerende og 3) den liberale. For førstnævnte er der en indgroet konflikt mellem de to og kan kun forenes i den mest minimale retfærdighed, nemlig sameksistensen. Det er med andre ord orden der hierarkisk vægtes højere end retfærdighed. Den revolutionerende tilgang accepterer konflikten som de konservative gør, men mener retfærdigheden skal vægtes højere. Således vil det skabe ustabilitet i en periode, men efterfølgende vil det være for det bed- 13!!

re. Den liberale tilgang anerkender ikke den konflikt eller, om ikke andet, det samme omfang af den, men mener i stedet, at orden godt kan forenes med retfærdighed (ibid.: 90). Pluralister mener, at staternes suverænitet er det den internationale fred og sikkerhed hviler på og derfor er enhver intervention både illegal og illegitim, da den bryder med den mest fundamentale norm i det internationale samfund (Bellamy 2003: 4). Dog vil nogle pluralister i dag gerne anerkende, at humanitære interventioner muligvis kan være legitime, hvis de er blevet godkendt af FNSR, da denne har juridisk magt og fået legitimitet tildelt af det internationale samfund. Denne anerkendelse går dog ikke længere end, at stabiliteten af det internationale samfund er langt vigtigere end beskyttelsen af menneskerettigheder i en enkelt stat, hvis der skal vælges mellem de to (ibid.: 12). Der kan opstilles tre generelle problemstillinger ved humanitære interventioner. Først, hvis der kommer en egentlig norm om, at humanitære interventioner er legitime, vil det skabe uorden og usikkerhed i det internationale samfund, da andre stater ikke vil kunne vide sig sikre på deres suverænitet. Dernæst, er der en frygt for, at retten til humanitære interventioner vil udnyttes til at varetage brede internationale eller nationale interesser og ikke de humanitære. Sidst, er der en problemstilling omkring operationaliseringen af en eventuel intervention (Knudsen 2012: 111-112). 4.2.1 Pluralismen og realismens indsigelser overfor humanitære interventioner Wheeler bygger sin solidaristiske teori om legitime interventioner som et modsvar på nogle klassiske pluralistiske samt realistiske indsigelser over humanitære interventioner. Pluralismen forsvarer samfundet af staters regler fordi de beskytter et flertal af opfattelser om det gode. Heroverfor er solidarismen optaget af den moralske behandling af disse regler (Wheeler 2000: 27). Wheeler spørger som suverænitetsreglen skal beskyttes når stater misbruger dens befolknings rettigheder samt, om den indeholder en ret for stater, til at undertrykke deres befolkninger (ibid.). Således argumenteres for at det internationale samfund bør have en pligt til indblanding hvis stater forbryder sig mod menneskerettighederne (ibid.: 28). Solidarister er altså her fortalere for interventioner. Pluralismen modstiller sig dette med argumentet, at stater har forskellige opfattelser af retfærdighed, hvilket problematiserer retfærdiggørelsen af humanitære interventioner. Så uden en international konsensus om reglerne omkring unilaterale humanitære interventioner, vil stater handle på baggrund af egne moralske opfattelser og derved svække den internationale orden bygget på reglerne om suverænitet, ikke-intervention samt afholdelse af magt. Selve disse regler ses altså af pluralismen som beskyttende for den individuelle (ibid.: 29). Udover den pluralistiske indsigelse imod humanitære interventioner oplister Wheeler yderligere fire indsigelser stammende fra den realistiske skole (ibid.: 29-31): Den første er at humanitære interventioner altid vil være et skalkeskjul for forfølgelsen af nationale egeninteresser og en legalisering af interventioner vil medfølge at stater misbruger dem. Humanitære interventioner ville blive et middel for de stærke stater imod de svage. Ligeledes vil sprog og retorik blot forklæde de reelle grunde til hvorfor stater handler. Næste indsigelse er at stater ikke vil intervenere, og derved risikere sine soldaters liv, samt bære omkostninger, desto mindre vitale interesser er på spil. Derfor er interventioner altså aldrig af rent humanitære grunde. Den bedste mulighed for humanitære interventioner er således et tilfælde hvor det, at forsvare menneskerettigheder, falder sammen med den nationale egeninteresse.! 14!