PETER GARDE. August Goll. - en shakespearesk kriminalist og hans tid. Jurist- og Økonomforbundets Forlag

PETER GARDE August Goll - en shakespearesk kriminalist og hans tid Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Herman Vedel: Rigsadvokat August Goll, 1926. Hos docent em. Svend Gram Jensen, Outrup Tilegnet Dansk Kriminalistforening

Peter Garde August Goll En shakespearesk kriminalist og hans tid Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2012

Peter Garde August Goll En shakespearesk kriminalist og hans tid 1. udgave, 1. oplag 2012 by Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan. Omslag: Bo Helsted Tryk: Narayana Press, Gylling Indbinding: Jysk Bogbind, Holstebro Printed in Denmark 2012 ISBN 978-87-574-2406-5 Jurist- og Økonomforbundets Forlag Gothersgade 137 1123 København K Telefon: 39 13 55 00 Telefax: 39 13 55 55 e-mail: forlag@djoef.dk www.djoef-forlag.dk

Forord Efter at jeg i januar 1999 af formanden for Dansk Kriminalistforening William Rentzmann blev bedt om at skrive foreningens historie i dens første hundrede år, blev jeg hjulper afgørende på vej ved, at foreningens æresmedlem, højesteretssagfører Jon Palle Buhl, lånte mig en samlet udgave af foreningens stenografisk nedfældede årsmødereferater for tiden 1899-1935. Ved disse levende øjebliksbilleder blev jeg mig hurtigt bevidst, at uanset Carl Torps autoritet som formand igennem de første 30 år kom de mest impulsive, ofte drastisk bramfri udtalelser fra August Goll. Jeg skrev, at netop han kunne fortjene en ordentlig levnedsskildring dækkende hele hans indsats, indbefattet hans banebrydende Shakespeareske studier. At jeg skulle skrive den selv, tænkte jeg ikke da, også fordi den juridiske biografi den gang var en forsømt genre, som vel kun Troels G. Jørgensen havde dyrket. Selv havde jeg også i mange år derefter meget andet at gøre både som kriminaldommer og med andre bøger. Men da jeg så, at Jens Ewald systematisk arbejdede sig ind i genren med sine fortjenstfulde værker om Ragnar Knoph, Frederik Vinding Kruse og Alf Ross, og at Jurist- og Økonomforbundets Forlag ikke frygtede for at udgive dem, fik jeg blod på tanden. Jeg forberedte mig ved systematisk at fremskaffe alle Golls værker, også de mange aviskronikker, ved hjælp af Svend Dahls bibliografi i mindeudgaven fra 1940, og da jeg havde afsluttet min anden samling historiske retssager og samtidig var gået på pension og havde lagt afstand til det belastende sagskompleks, der fyldte mine sidste år som dommer, vovede jeg at foreslå forlagets redaktionschef Vivi Antonsen et sådant værk, og hun greb ideen. Medens professorerne mest lever i deres værker, levede en kombineret forfatter og praktiker som Goll også i sine afgørelser, særlig gennem sit virke som rigsadvokat i den afgørende overgangsperiode mellem to straffelove. Netop for ham får treklangen i en heltdækkende biografi, liv, værker, samtid, sa vie, ses oeuvres, son temps, en særlig klang. Da jeg begyndte, opdagede jeg, at kilde- og dokumentmaterialet om Golls indsats er kolossalt, særlig for rigsadvokattiden 1925-1936, hvor så godt som alle journalsager er bevarede. Også for tiden som byfoged i Aarhus 1908-1919 og civildommer i Nordre Birk 1919-1925 er aktmaterialet stort, hvorimod hans indsats i Københavns politi 1887-1908, hvor han i størstedelen af perioden havde en underordnet stilling, er mere skjult. Vidnesbyrd om ham og de mennesker, han fik berøring med, findes også i de ti kommissioner, han var medlem af, i fem af disse som formand, og i de bind- 5

Forord stærke franske, i mindre grad tyske, akter fra de internationale kriminalistiske kongresser, han deltog i indtil kort før sin død. Goll kom i berøring med mange fremtrædende personligheder, der langtfra alle døde i deres seng. Den tyske gesandt i Danmark Herbert von Richthofen kom af dage i Ljubjankafængslet, Reichsgerichtspräsident Erwin Bumke begik selvmord på Hitlers sidste fødselsdag, og den sovjetiske hoveddelegerede ved kongressen i København 1935, hvor Goll var vært, Evgenij Pachoukanis, blev likvideret af Stalin. Men også lysere skikkelser som den rumænske idealist Vespasien Pella og Golls og Danmarks gode ven, den svenske justitsminister Schlyter, spiller en rolle i hans liv. Og så må vi ikke glemme de skiftende justitsministre, med hvem han fik berøring, Alberti, Steincke, Rytter, Zahle. Danmarks- og Verdenshistorien passerede således ikke blot forbi Golls vinduer, men fik også genklang i hans arbejde. Jeg valgte at gennemgå samtlige journalsager fra rigsadvokattiden og fremdrog 3-4 % af dem, både de største og en række af de tidstypiske, også kuriøse, herunder de tiltalefrafald, som spillede så stor en rolle i den daglige praksis. For Aarhustiden udtog jeg straffedommene i to perioder på tilsammen halvtredje år og de borgerlige domme for et enkelt år, og for Nordre Birk alle domme fra en tremånedersperiode. Fængselshjælpen, Aarhus Søndre Værgeraad, Aarhus Theater, Retsplejeudvalget, Jernbaneerstatningskommissionen og særlig Dansk Kriminalistforening er heller ikke glemt. Af Golls skrifter har jeg givet udførlige referater. Det meste er vanskeligt tilgængeligt, og jeg tror ikke, at mange af mine læsere vil have tålmodighed til at botanisere i de gamle mikrofilm af bl.a. Nationaltidende og Berlingske Aftenavis i 1920 erne og 1930 erne. Jeg har konsekvent anvendt samtidens retskrivning i alle citater, korte som lange. Særlig Golls kraftfulde sprog kræver det stærke skriftbillede med substantivernes store begyndelsesbogstaver. Måske lever Goll i dag mest i sine Shakespearestudier, særlig bogen Forbrydertyper hos Shakespeare fra 1907. Hele ti af Shakespeares værker gav han en grundig behandling, hvortil kommer foredrag og artikler. Efterhånden som jeg kom ind i Shakespearelitteraturen, mest de talløse studier om retsproblemerne i Købmanden i Venedig, blev det mig klart, at Goll ikke skrev i et vakuum, men var led i en kæde, og at det lønnede sig at læse og drøfte nogle af de forfattere, som Goll selv har læst og eventuelt debatteret med, eller som har arbejdet videre med disse spørgsmål, herunder danske forfattere som Brandes og Heiberg. Bogens tredje hovedafsnit Shakespeare er derfor svulmet op. Jeg håber dog, at den juridiske læser ikke vil gå på harefod hen over dette afsnit. Der henstår kun den kærkomne pligt at takke for god hjælp undervejs. Forlaget har opmuntret mig på alle stadier og inddækket alle udgifter, særlig til mine jydske rejser, herunder til Landsarkivet i Viborg, og produktionsche- 6

Forord ferne Per Kjæmpe og Christian Søltoft har udvist stor hjælpsomhed, særlig ved fremskaffelse af illustrationer. Golls datterdatter Kirsten (Kitte) Jessen, dattersøn Ole Goll og grandnevø Ole Rafn har bistået med åbenhjertige familieminder, fotografier og særlig en fortræffelig slægtsbog. Rigsadvokat, senere ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har som den første læst det færdige manuskript. Docent emeritus Svend Gram Jensen, i hvis hjem jeg også har haft lejlighed til at se Herman Vedels store portræt af Goll, har læst og kommenteret brudstykker, især om Goll og dødsstraffen og om de upåvirkelige. Lilo Skaarup, Det Kongelige Teaters arkiv, har hjulpet med anmeldelser og især scenefotografier til Shakespeareforestillingerne. Alice Bryrup Heje har henledt min opmærksomhed på Macbeth på Gladsaxe Teater. Advokat Birgitte Schack har stillet gamle årgange af Ugeskrift for Retsvæsen til rådighed for mig. Peter Fransen har givet mig adgang til sit arbejde om ungdomsfængslet på Søbysøgaard for mig på manuskriptstadiet. Arkiverne, særlig Rigsarkivet, men også arkivar Karl Peder Pedersen, Landsarkivet for Sjælland, Aarhus lokalhistoriske arkiv og Landsarkivet for Nørrejylland har udvist stor venlighed. Hillerød folkebibliotek har med hjælp fra Statsbiblioteket i Aarhus fremskaffet bøger bogstavelig talt fra hele verden og kopier af et stort antal af Golls artikler. De væsentlige konferenceakter fra Berlin 1935 blev udlånt fra Lausanne, og den vigtigste artikel om Macbeth (Helen Gardner) kom fra Washington & Lee University i Virginia, U.S.A.! Min hustru Kristine, som har nok at fylde sin tid med i sin retsteologiske forskning, har måttet tåle at leve med Goll i de sidste to år og har udvist engleagtig tålmodighed. Goll var medstifter af og i 37 år bestyrelsesmedlem, senest formand i kriminalistforeningen, hvor han også havde sin sidste offentlige fremtræden inden sin død. Selv har jeg været medlem af foreningen i 40 år, jeg har mødt en stor del af mine juridiske venner der og i de andre nordiske kriminalistforeninger, og gennem den er jeg kommet ind på dette arbejde. I taknemlighed og venskab tilegner jeg derfor Dansk Kriminalistforening denne bog. Peter Garde 7

Indholdsfortegnelse Første del. Den unge Goll 1866-1892.......................... 15 Slægten.................................................. 15 Barndomshjemmet.......................................... 22 Haderslev Læreres Skole..................................... 26 Strafferet på Frue Plads...................................... 36 Ministerskifte og professorrokade.............................. 44 Bryllup, slægterne Kaper og Branner........................... 48 Anden del. I Københavns politis tjeneste 1887-1908............ 55 Karriere.................................................. 55 Den unge debattør.......................................... 60 Intermezzo i Skjern......................................... 67 Dansk Kriminalistforenings grundlæggelse og første år............ 72 Albertis pryglelov.......................................... 79 Forfatteren................................................ 91 Forbrydelse og Straf........................................ 97 Børnene.................................................. 103 Dødsstraffen og de danske storforbrydere....................... 109 Familie og privatliv......................................... 118 Rigets flag og udnævnelse til Aarhus........................... 121 Tredje del. Goll og Shakespeare 1907-1934.................... 127 Forbrydertyper hos Shakespeare; Kohler og Brandes.............. 127 Brutus og Cassius og mordet i senatet.......................... 134 Macbeth og Lady Macbeth, la coppia delinquente................. 148 Richard den Tredje og prinserne i Tower........................ 165 Den impotente eksperimentator Jago og Moren af Venedig......... 180 9

Indholdsfortegnelse Bacon eller Shakespeare?.................................... 191 En foreløbig efterskrift...................................... 194»Men de saa dog Gud«...................................... 195 Shylock og Portia.......................................... 204 Drengepigen og melankolikeren i Ardennerskoven................ 223 Prinsessen, lureren i kisten, de bortførte prinser og krigen mod Rom.. 231 Vismanden og vildmanden................................... 237 Patriciere, plebejere og en højforræder.......................... 250 Fjerde del. Byfoged i Aarhus 1908-1919....................... 263 Politimesteren............................................. 263 Aarhus Søndre Værgeraad.................................... 272 Personale og samarbejdspartnere.............................. 275 Dommeren................................................ 286 Den internationale Kriminalistforenings kongres i København 1913.. 292 Verdenskrigen og Slaget på Store Torv.......................... 297 Teater, levende billeder og cirkus.............................. 305 Forfatteren................................................ 311 Goll og retsreformen; politikommissionen....................... 316 Familie og privatliv, afsked med Aarhus........................ 322 Femte del. Civildommer i Københavns Amts Nordre Birk 1919-1925................................................ 327 Dommeren................................................ 327 Straffelovskommissionen af 1917 og udkastet af 1923............. 332 Modtagelsen af straffelovsudkastet og lovforslagene............... 340 Sterilisation (kastration) af forbrydere.......................... 345 Sterilisation, kastration og racehygiejne indtil loven af 1929........ 351 Debattør, forfatter og teateranmelder........................... 355 Familie og privatliv; udnævnelse til rigsadvokat.................. 366 Sjette del. De første år som rigsadvokat 1925-1929.............. 371 Et statsligt enhedspoliti?..................................... 371 Retsplejeudvalget.......................................... 374 10

Indholdsfortegnelse Lex Berning............................................... 380 Stort og småt i rigsadvokaturen (Steincke minister)................ 383 Inkvisitionsdommeren og børskommissæren..................... 392 Nogle sønderjydske sager.................................... 400 Bondeføreren og røverkaptajnen............................... 408 Justitias tjenere i stormvejr................................... 419 Stort og småt i rigsadvokaturen (Rytter minister).................. 425»Islands Falk«og de norske Grønlandsfiskere.................... 432 Fængselshjælpen, jubilæum og formandsskifte................... 438 Jernbaneerstatningskommissionen............................. 443 Stort og småt i rigsadvokaturen (Rytter minister, fortsat)........... 446 Debattør og forfatter........................................ 454 Familie og privatliv, sangerinden.............................. 458 Torps død................................................. 464 Syvende del. De midterste år som rigsadvokat 1929-1933........ 469 Stort og småt i rigsadvokaturen (Zahle minister).................. 469 Olajdag i Thorshavn........................................ 477 Prag 1930, en international straffelovskodifikation?............... 481 Formand for Dansk Kriminalistforening; Kohlrausch og grev Gleispach................................ 486 Forfatteren................................................ 491 Ungdomsfængslets etablering på Søbysøgaard................... 495 Psykopaterne på Herstedvester................................ 500 Omordning og forøgelse af Københavns politi.................... 503 Mensen contra politimestrene................................. 505 Peter Kürten, vampyren fra Düsseldorf......................... 510 Maria Stuart og kassettebrevene............................... 514 Stort og småt i rigsadvokatnren (Zahle minister, fortsat)............ 521 Straffelovens gennemførelse.................................. 531 Ottende del. De sidste år som rigsadvokat 1933-1936............ 539 Hagekorsflaget, den nidkære gesandt og Horst Wessel-sangen....... 539 Stort og småt i rigsadvokaturen (Zahle minister, fortsat)............ 547 De upåvirkelige............................................ 555 Debatten om de arvesyge og lovene af 1934 og 1935.............. 558 11

Indholdsfortegnelse Forfatteren; Goll og det Tredje Rige........................... 564 Stavisky og Prince.......................................... 567 Stort og småt i rigsadvokaturen (Zahle minister, sluttet)............ 575 Fannerupsagen............................................. 582 En skandalesag............................................ 586 Berlin 1935, et lavpunkt i det internationale kriminalistiske samarbejde. 592 København 1935, forsøg på en terrorismekonvention.............. 600 Kriminalistforeningen og det nordiske samarbejde................ 604 Svangerskabskommissionen og den sociale indikation............. 606 Rebellen Leunbach......................................... 614 Stort og småt i rigsadvokaturen (Steincke på ny minister)........... 618 Familie og privatliv; apoteose................................. 621 Den sidste kamp........................................... 628 Sygdom, død og eftermæle................................... 633 Efterskrift I: De efterladte.................................... 640 Efterskrift II: Forsøg på en afsluttende vurdering.................. 643 Kilder og litteratur........................................ 647 Bibliografi over August Golls forfatterskab...................... 647 Utrykte kilder.............................................. 653 Litteratur, bortset fra tredje del................................ 654 Litteratur, tredje del, Shakespeare.............................. 668 Personregister............................................ 675 12

FØRSTE DEL Den unge Goll 1866-1892 Første del. Den unge Goll 1866-1892 Slægten Midtvejs på kirkefløjen på min bys stolthed, Frederiksborg Slot, hæver klokketårnet sig. I dette, der kun er tilgængeligt, når der åbnes direkte adgang til riddersalen i andet stokværk, hænger våbenskjoldene for de storkorsriddere, der ikke længere er plads til i selve kirkerummet, hvorfra der altid må fjernes et af de ældste skjolde, hver gang der skal skabes plads til et nyt. Lidt nedenfor indgangen til riddersalen hænger våbenskjoldet for storkorsridder nr. 2173 regnet fra Christian den Femtes oprettelse af ordenen, denne beretnings hovedperson, rigsadvokat August (udtalt med tryk på anden stavelse ifølge familien) Goll eller Bernt August Goll, hans fulde navn ingen bergenser efter Holberg har gjort større karriere i Danmark. Over skjoldet ses den nye ridders selvvalgte motto Libertas in legibus, Frihed i (eller under) lovene. Skjoldet er firdelt med søfarerens anker rødt på sølvfarvet grund og en hånd med retfærdighedens sværd på rød grund i hver to felter. I midten ses en hættemåge, der letter fra en fjeldtop. Mågen går igen på den lukkede ridderhjelm over skjoldet. Ifølge Golls hustrus erindringer 1 troede han, at slægten stammede fra Holland eller muligt England, og mågen på fjeldtoppen symboliserede da slægtens seneste flytning fra Norge til Danmark (seagull, engelsk for måge). Våbenskjoldet er udformet i samarbejde med museumsdirektør Otto Andrup, Frederiksborgmuseet, der for 10 kr., pengene var mere værd i 1936, fremskaffede en tegning med mågen,»ankeret som Tegn paa Familiens Udspring og Uniformsarmen med Rettens Sværd som Tegn paa Deres Indsats.«2 Andrup tilføjede, at der heraldisk kunne indvendes småting mod tegningen, hvad det så end kan være. 1. Vera Goll 1943 pag. 44. Med sine begrænsninger er dette værk en uundværlig kilde for Golls personlige liv. Hvor ingen kilde er angivet for Golls ikke-embedsmæssige liv, er kilden Vera Goll. 2. Brev af 2. december 1936. Frederiksborgmuseets arkiv. 15

Første del Den forbilledlige slægtsbog 3 nævner ingen hollænder eller englænder, men en døbt jøde Abraham Goll, født nær Zürich i 1734, optaget blandt herrnhuterne og begravet i Christiansfeld af andre mulige jødiske indslag i slægten ses alene fornavnet Israel i Kalmar omkring 1750 og en professor Jaroslav Goll i Prag omkring 1900. Den første sikre ane er August Golls tiptipoldefader Augustus Goll, 1695(1697)-1755, født på Øland, død i Kalmar, hvor han virkede som»hantlangare«ved artillerietaten. Kan hans fader eller farfader være fulgt med den svenske hær fra en af de mange krige i det tyske? Hans søn, Augusts tipoldefader, Mathias Goll, blev født 1720-25 i Kalmar og døde 1775 under et midlertidigt ophold i Stockholm. Han virkede som købmand og skipper. Hans beskedne dødsbo viser aktiver for 63 speciedaler og gæld for 157 speciedaler, så der blev hverken beregnet»gifterett«til hustruen eller arv til de seks overlevende børn (af otte). Hans næstældste søn Andreas (Anders) Madsen Goll, Augusts oldefader, var en vild krabat, der er meget vanskelig at få arkivmæssigt styr på. Født ca. 1750 i Kalmar finder vi ham som voksen i både Christianssand og Bergen, begge steder indrulleret blandt matroserne og nok deserteret fra den ene tjeneste. Han avancerede til styrmand, men blev slettet af rullen, da han i 1796 blev arresteret for tyveri af»vognhamp«. Slægtsforskere risikerer artige overraskelser. Han afsonede kun tre måneder i Bergenshus fæstning, så forseelsen har næppe været stor. Efter løsladelsen forsvandt han. Ved folketællingen 1801 var han bortrejst, og 1804 havde han været borte i 7 år. Hans forladte hustru Karen Nielsdatter blev i Bergen og ikke blot ernærede sig hæderligt ved opfostring af børn for fattigvæsenet, men bragte sine to sønner i vej, en hverdagens heltinde. Den ældste søn Niels Christian Andersen Goll, nu er vi nået til Augusts farfader, er født 1769-70, der er næsten hundrede år mellem bedstefader og sønnesøn: Han boede i Bergen, var udlært som bødker, men tog borgerskab som høker. Efter et langt og barnløst ægteskab giftede han sig i 1827 på ny med den kun halvt så gamle Berthe Margrethe Matzau (1797-1889), af gammel mestervæverslægt, der kan føres tilbage til 1640, et slægtled længere end slægten Goll, oprindelig fra Hamborg, Bergen er en kosmopolitisk by. Hun var enke efter en søkaptajn, der druknede på rejse fra Bilbao, og søster til en overretsprokurator, senere sorenskriver i Øvre Telemarken, familiens første jurist. I det nye ægteskab var der en søn og en datter. Niels Goll døde allerede 1831 i dette slægtled var der et beskedent overskud i skiftet, fordelt med to tredjedele til sønnen, broderlod, og en tredjedel til datteren og enken giftede sig tredje gang med skolelærer, klokker ved Korskirken Andreas Quisling, det hed han 3. Lise Lock 1997, hovedkilden til dette kapitel. Forfatteren er datterdatter af August Golls ældre broder. 16

Den unge Goll 1866-1892 virkelig. Da han døde i 1846 og gjorde hende velstående, hun arvede en gård uden for Bergen, sagde en til hende, at hun da sagtens kunne nå at slide endnu en mand op, men så blev hun vred. Hun sparede sig ikke, men drev en ludfiskhandel. Hun var livsglad og gæstfri, der var altid plads til en til, men der må have været en skrækkelig hørm i hendes lille hus. Åbnede nogen for et vindue, sagde hun straks, at hun ikke fyrede for kragerne. Sønnen, Bernt Jacobsen Goll, født 1829 og opkaldt efter moderens første mand, gik til søs, ikke mærkeligt i en by som Bergen. 1855 var han allerede kaptajn og førte for firmaet Krüger en last torsk fra Finmarken til Bodø, hvor han gik i land for at tørre fisken til klipfisk på et fladbjerg overladt ham af storkøbmanden Melchior Koch. Medens tørringen gik sin langsomme gang, var den unge kaptajns kurmageri i købmandens hus anderledes effektivt, han blev forlovet og i 1857 gift med købmandens yngste datter Johanna Augusta Lorentze Koch og tog hende med til Bergen. Familien Koch kan føres hele syv generationer tilbage fra August Goll, to mere end slægten Goll. Stamfaderen i Norge Peder Jacobsen Koch der ikke var kok født 1630, kom fra Fyn til Sulen (i dag skrevet Sula), en lille ø nær den større ø Hitteren eller Hitra ud for Trondhjemsfjorden. De næste generationer i rækkefølge Jens Pedersen Koch (1660-1697), Peder Jensen Koch (1695-1759) og Melchior Pedersen Koch (1722-1785) blev på Sulen, men femte generation Jens Melchiorsen Koch (1757-1832) blev holdt til bogen og blev præst i Kjøllefjord på Nordkinnhalvøen øst for Nordkap, senere tillige provst for Østfinmarkens provsti, fjernere kunne det ikke blive. 1801 forflyttedes han dog til Rørstad lidt nordøst for det sted, hvor købstaden Bodø senere opstod. Hans svigerfader, den lærde præst Hans Hagerup Krogh, tidligere rektor i Bergen, hvis store bibliotek han arvede, havde været hovedperson i en skrækkelig skandale. Han blev nemlig af sin hustru Abigaels broder, der også var præst, anmeldt for at have overtrådt den nylige forordning af 28. oktober 1770 4 om afskaffelse af tredjehelligdagene gennemført af Struensee, men oprindelig foreslået af Overskattedirektionen for at formindske lediggangen idet han fortsat prædikede disse dage (mon for at oppebære offer?). Straffen for denne, som det synes, beskedne overtrædelse var hård. Krogh afsattes fra sit gode kald i Sand i Ryfylke nær Stavanger, og angiveren udnævntes i hans sted. Klemt mellem mand og broder rejste Abigael ifølge familieoverleveringen til kongen i København i norsk tradition var en klage til kongen selv et ikke sjældent anvendt middel, som ofte faldt heldigt ud. Skiftende danske konger havde meget svært ved at sige nej til norske ansøgere. Krogh blev da også genansat, om end i det ringere kald i Ibestad i Lofoten. Han druknede i 1785. 4. Edvard Holm pag. 104 f. 17

Første del Jens Koch og hans hustru Maren fik fire sønner og to døtre. Af sønnerne druknede den ene som ung, havet var den evige risiko i det gamle Norge, en blev sorenskriver, den anden jurist vi møder i disse slægter, og den yngste blev præst. Den mest fængslende løbebane fik den fjerde, Melchior Koch (1795-1866), senere August Golls morfader. Efter praktisk kontoruddannelse blev han i 1818 fuldmægtig hos finlænderen Carl Johan Gerss i Bodø, og da englænderen Blackhall købte Gerss ejendom i Bodø, tog han Koch med til London, hvor Koch bl.a. lærte så godt engelsk, at han under de senere forhør i Bodøsagen kom på tale som tolk, men dog af sorenskriveren blev afvist som inhabil, måske et held for ham, så han ikke indblandedes i dette penible anliggende. Bodøsagen 5 er den store skandale i det nye Norge efter 1814. Særlig fra England pågik groft smugleri i Nordnorge, her med Gerss og hans engelske medskyldige Everth som hovedmænd. Da øvrigheden i vinteren 1818-19 havde beslaglagt en mængde smuglergods og fængslet Everth, rømmede denne, lokkede vagtmandskabet om bord på et af sine skibe og indespærrede dem, brød ind i statens pakhuse og bemægtigede sig de beslaglagte varer, satte sejl og kastede et stykke fra land fangerne ned i en elendig båd, som med nød og næppe bjergede sig i land. Jeg overlader til den juridiske læser at sætte paragrafnumre på Everths forbrydelser. Der forberedtes en sag mod Everth og Gerss, da en engelsk advokat Denovan, der som gift med en dansk komtesse von Platen- Hallermund beherskede dansk, overbeviste gesandten i Stockholm lord Strangford om, at englænderne var den forurettede part, hvilket han bestyrkede ved, at han i Christiania besnakkede (bestak?) en norsk embedsmand til at låne ham sagens akter, som han derpå forfalskede til brug for de engelske forhandlere. Da den engelske udenrigsminister lord Castlereagh stod over for en kraftig opposition, som nok ville vide at bebrejde ham lunkenhed ved forsvar af engelske undersåtters interesser, greb også han ind, og Norge truedes med voldsomme repressalier. Den svensk-norske udenrigsminister grev Engeström som alle udenrigsministre i unionstiden en svensk mand gennemførte, at sagen løstes ved forlig, hvorunder Denovan repræsenterede smuglerne. Det endte med, at tiltale mod smuglerne frafaldtes, som fik samtlige varer tilbage og fribrev for toldafgifter for de næste fire år, og Denovan fik et honorar på 2.500. De samlede norske tab androg 120.000 speciedaler, ca. ottendedelen af dette års statsbudget. Om det er sandt, som hævdet af Sejersted, at den svenske regerings angivelige svigten skyldtes Bernadottekongen Carl Johans interesse netop da i venskab med England, er usikkert Coldevin bedømmer Engeström mildt, da denne energisk forsvarede de norske krav og alene bøjede sig for englændernes magtsprog men med rette eller urette bidrog sagen til at vække norsk misnøje med det påtvungne fællesskab i udenrigssager; der går en lige linie fra 1818 til 1905. Måske kan man også føre Knut Hamsuns frenetiske anglofobi i 1940 tilbage til sagen. Hamsun, født i 1859, var jo selv fra Nordnorge. 6 5. Jeg følger Hammer og især Coldevin (norske). Se også Sejersted (norsk) pag. 52 f. og Clason (svensk) pag. 385 f., der frifinder det svenske diplomati og placerer skylden hos den engelske regering og en bestukket norsk embedsmand. 6. Ferguson pag. 21 f. 18

Heldigvis for Melchior Kochs 7 senere stilling i Bodø var han fraværende, da forbrydelserne blev begået, så han kunne skabe en stor fremtid for sig selv i byen, hvor man ikke så skævt til ham. 1823 fik han efter eksamen købmandsborgerskab i byen som den tredje i byens historie den første var Gerss! Samme år købte han for 1.600 Den unge Goll 1866-1892 Golls morforældre Melchior Koch og Johanna Brønlund Koch, født Sverdrup. Mormoderen var en kær gæst i August Golls barndomshjem (Coldevin: Bodø bys historie). speciedaler Blackhalls ejendom, bestående af et stort beboelseshus, kostald, hestestald, lade, bryghus, lager ved stranden, hvor han lod bygge kaj samt den store bronzemadklokke, der kaldte tjenestefolkene til måltid og 1824 giftede han sig med Johanna Brønlund Sverdrup (1805-1889), datter af købmand i Bodø Christen Lorentzen Sverdrup (1771-1829) og Bolette Cathrine Dreyer (1770-1850), præstedatter. 1823 fik han livsvarig bevilling til salg af brændevin, hvilket først i 1845 blev afskaffet.»livsvarigt«omfattede også enken, først 1885 opgav Johanna Koch bevillingen. Han sendte hvert år fiskefartøjer til Lofoten og eksporterede fisk til Sydeuropa, men handlede desuden med korn og andre varer, selvfølgelig også brændevin. Han nød i høj grad lokal tillid. Da kommunalt selvstyre indførtes i Norge i 1839, var han blandt de tre mænd, der udgjorde det første formandskab, og han blev viceordfører, i 1851 endog ordfører. Han blev byens branddirektør uden at have noget brandvæsen at styre, han fik sæde i den nye havnekommission, og i 1857 blev han en af de første revisorer i bystyret. Den eneste mislyd er, at han og to andre af byens fremmeste mænd i 1858 fik en mulkt på en speciedaler hver for udeblivelse fra bystyrets møde, man mærker skadefryden. Da Bernt Goll i 1857 giftede sig med hans datter, var han en af byens rigeste mænd ved den første skatteligning i 1854 var han næstrigest blandt de erhvervsdrivende men få år før sin død ramtes han af den samme katastrofe som Antonio i Købmanden i Venedig, nemlig at to af hans 7. Om ham og sønnen Jens Cornelius Koch se i det hele Coldevin. 19

Første del skibe forliste med hele deres last. Nok var søassurance mulig, men forsikring skulle tegnes for hvert skib, assuranceselskaberne lå i Bergen, og den søværts postgang var langsom, så fristelsen for at sejle ud, inden assurancen var tegnet, var nærliggende, hvilket fik ødelæggende konsekvenser. I 1815 havde den sene ankomst af assurancebestillinger været et af Bergens argumenter imod, at der overhovedet anlagdes by i Bodø. 8 Ud over et barn, der døde som spæd, fik Melchior Koch to døtre, herunder Johanna, og fire sønner. Den anden datter var krøbling, efter at en barnepige havde tabt hende i kulspanden. To sønner blev købmænd i Bodø, mest fremtrædende Jens Cornelius Koch (1833-1914), der som sin fader fik en stor position i byen, siden 1860 som dansk vicekonsul og senere ridder af Dannebrog, medlem (også ordførende) af bystyret samt grundlægger af banker og andre institutioner. Som venstremand siges han at være den første i Bodø, der hejste det»rene«flag, d.v.s. norsk flag uden unionsmærke. En tredje søn forsvandt i Frankrig; den yngste Rikard Alexander Koch oplevede som sømand Krimkrigen og det store indiske sepoyoprør, gravede guld, desværre forgæves, i Australien og Californien og sejlede som kaptajn i det samme danske firma som sin svoger, inden han som en anden Niels Klim vendte tilbage til fødebyen og blev fyrpasser i Bodø, hvor han døde i 1906. Som August Golls farmoder overlevede også hans mormoder Johanna Koch sin mand i mange år. Hun var højt elsket af sin familie og af bønderne på egnen. Mindst tre gange aflagde hun familien Goll hun synes at have haft det samme lyse humør som sin svigersøn månedlange besøg i København, en noget strabadserende rejse, Nordlandsbanen blev jo først ført igennem til Bodø i 1961. Hendes barnebarn Peter Koch fortæller veloplagt om hendes årlige geburtsdagskalas 28. marts: Fra kl. 11 formiddag fik man chokolade og kager, efterfulgt af vin og petits fours. Ca. ti af de nærmeste blev til middagen kl. 2, ikke mange retter, men solide og velsmagende. Efter kaffen en kort og tiltrængt pause og derefter thé, kager og syltetøj, indtil man sluttede med at spise»aftens«, kulminerende med rømmegrød (»rømme«, norsk for sur fløde). Der skulle solid appetit til for at undgå at stikke til maden, når rømmegrøden kom på bordet. Bernt Jacobsen Goll sejlede nogle år med fisk fra Bergen til København og Østersøen og tilbage med korn til Norge, for ordre af det danske firma Frantz Th. Adolphs Enke, hvor også hans svoger Rikard en årrække var kaptajn, og hvis indehaver Johan Adolph efter Treårskrigen havde grundlagt en betydelig eksport til Norge af landbrugsprodukter og grovvarer. Da Johan Adolph i 1865 grundlagde en rute mellem Stettin, København og vestnorske havne helt op til 8. Coldevin pag. 65. 20

Den unge Goll 1866-1892 Trondhjem, forlangte han Bernt Goll som øverste skibsfører for denne rute, og i 1867 flyttede Goll med hustru og fire børn, et femte blev født efter flytningen, til København, hvor de bosatte sig på Brogade nr. 1 på Christianshavn. 1887 trak»gamle Adolph«sig tilbage, og året efter overdrog hans to sønner ruten til DFDS, Det Forenede Dampskibsselskab. Bernt Goll var da kaptajn på S/S AXELHUUS, det største af de tre med ruten overtagne skibe, et todækkers kombineret passager- og fragtskib med plads til 90 passagerer, 9 de 54 dækspladser har sikkert gjort god nytte på strækningen mellem de norske havne, og fortsatte indtil 27. november 1894, hvor han bragtes i land som syg. 10 Han døde 27. oktober 1895, hans enke overlevede ham til 12. juli 1915. Et par breve i slægtsbogen afslører på én gang pligtfølelse og godt lune. 15. december 1888 beklager han, at han på grund af afsejling ikke kunne overvære sin ældste søns ordination og sandsynligvis også må forsømme julen i hjemmet og farmoderens 91-års fødselsdag hendes sidste, som det viste sig og den 16. januar 1889 beklager hans hustru, at der ikke blev spillet»halvtolv«i juledagene, da papa jo i reglen var den, der fik det i stand, men Nytårsdag kom han hjem,»og saa kom der lidt Liv i Huset«. Alle Bernt Golls og hans hustrus fem børn forblev i Danmark. Ældst var Melchior Koch Goll (1859-1933) opkaldt efter morfaderen. 1879 blev han student fra Haderslev Læreres Skole, samme skole som senere broderen, og 1887 blev han cand.theol. Han havde et mere tungt sind end sin broder, når han blev bedt ud, sukkede han:»hvad har jeg dog gjort de Mennesker?«1891 blev han sognepræst i Øls-Hørby-Døstrup nær Hobro og forblev der til sin pensionering i 1924. Der var 7 km fra Øls præstegård til Hørby kirke og derfra yderligere 7 km til Døstrup, og i hvert fald om sommeren gik han til fods til annekskirkerne med præstekjolen i en voksdugspose over sin stok, så små var forholdene. Da de første gang var bedt til bryllup i sognet, blev hans sky hustru Marentine rædselsslagen over, at suppeterrin og steg anbragtes foran hende, da det efter egnens skik var præstefruens opgave at øse op og skære for. Han, der var ultrakonservativ, var desuagtet særdeles vellidt blandt sognets venstrebønder. Ærgerrighed lå ham fjernt, han afslog et tilbud om at blive provst og foretrak studerekammerets ro. Næstældst var Bertha Margrethe Goll, gift Lassen (1861-1941). Hun var energisk og initiativrig, hvilket særlig viste sig ved, at hun, da hendes mand blev træt af at være prokurist, fandt på at købe broderiforretningen Oehlen- 9. De to andre, lidt mindre, var S/S BERGENHUUS og S/S CHRISTIANSSUND. Thorsøe pag. 205 f. 10. Oplysninger fra Peter Simonsen, der har undersøgt DFDS s fortrolige protokoller over skibsofficerer. 21