SLOBODAN MILOSEVIC & DET JUGOSLAVISKE PROJEKT EN FORFEJLET FORESTILLING?

SLOBODAN MILOSEVIC & DET JUGOSLAVISKE PROJEKT EN FORFEJLET FORESTILLING? Billedkilde: Signs of The Times Roskilde Universitet Modulniveau: Bachelorprojekt Humanistisk Bacheloruddannelse Sprog: Dansk Historie Eksamen på tværs af sprogskel: Nej 6. semester 2016 : Vejleder: Chris Holmsted Larsen Tegn m. mellemrum: 119.680 Alexander Leicht Rygaard (51759) Roar Rehardt Hemmingsen Knudsen (52554) Torsdag d. 19/5-2016 Søren Duvander (53121) 1 af 57

This crisis is going to produce a great uproar about the question of unity or separatism. In such a crisis, separatism will not prevail, because the people have accepted unity. Those leaders incapable of seeing this will lose the people s confidence. If separatism is not opposed, our country will have no prospects for the future. It can only disintegrate. Slobodan Milosevic, 1984 (Ramet 2002:16). 2 af 57

Abstract This project examines the difference between the two former Yugoslav leaders Josip Broz Tito and Slobodan Milosevic by emphasizing the actions of the latter. Furthermore the term nation is explained by historian Benedict Anderson, who defines a nation as an imagined community with elastic borders. By the use of scholars such as Lenard J. Cohen, Sabrina Petra Ramet, Robert Bideleux and Ian Jeffries a full-frame picture of the Serb Yugoslav history is provided to explain the ever-changing nature of the Yugoslav rule and its ideological battle with nationalism and communism. This picture most importantly shows that the Yugoslav state has been ruled very different in its existence. Throughout an analysis of two preselected speeches from 1987 and 1989 by Slobodan Milosevic it is clarified how the Serb initially broke the political line established by Tito. Afterwards a discussion is raised on whether the Yugoslav project in any way succeed in creating of a Yugoslav self-knowledge. Furthermore the use of communism and nationalism is discussed to show how the Yugoslav rule used the communist ideology as an internationalism. Finally it is concluded that Milosevic used both communism and nationalism to fulfill his agenda of establishing a Serbian-ruled Yugoslavia. 3 af 57

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 7 1.1. Motivation for det valgte projekt... 7 1.2. Problemfelt... 8 1.3. Problemformulering... 9 1.4. Afgrænsning... 9 1.4.1. Krigshandlinger... 10 1.4.2. Det Internationale Samfund og Jugoslavien... 10 1.4.3. Det religiøse og etniske aspekt... 11 2. Redegørelse og Teori... 12 2.1. Den serbisk jugoslaviske historie... 12 2.1.1. Det sydslaviske folk... 12 2.1.2. Den serbiske forhistorie... 13 2.1.3. Jugoslavismen og dens oprindelse... 13 2.1.4. Verdenskrigen en afgørende mulighed for jugoslavismen... 15 2.1.5. Det første Jugoslavien en ny stat mellem to krige... 16 2.1.6. Opløsning og genfødsel - Jugoslavien under 2. verdenskrig... 17 2.1.7. Titos Jugoslavien en ny start... 18 2.2. Fra Tito til Milosevic, 1980-1986... 19 2.2.1. Forfald og polarisering... 19 2.2.2. Serbien tager teten... 20 2.2.3. Begyndelsen på enden... 21 2.3. Et serbisk jugoslavisk projekt... 21 2.3.1. Serbisk nationalisme og dens effekter... 23 2.4. Forestillede fællesskaber... 24 2.4.1. Nationen som forestillet... 25 4 af 57

2.4.2. Nationens kulturelle rødder... 25 3. Metode... 27 3.1. Projektets geografiske udgangspunkt... 27 3.2. Metodisk tilgang... 27 3.3. Historiografiens rolle... 28 3.3.1. De inddragede taler... 28 3.3.2. Hvorfor to taler, og hvorfor lige netop de to?... 30 3.4. Bag kulissen - om brugen af BBC-dokumentaren... 30 4. Analyse... 31 4.1. Kosovo Polje 1987... 31 4.1.1. Jugoslavien - et skalkeskjul... 31 4.1.2. Det serbiske folk i førersædet... 32 4.1.3. Kosovoalbanerne skaber problemer... 33 4.2. Gazimestan 1989... 34 4.2.1. Et genrejst Serbien... 34 4.2.2. Kosovo og den symbolske betydning... 36 4.2.3. De historiske traumer... 36 4.2.4. Det serbiske Jugoslavien... 38 4.2.5. Den sammenhængende historie... 40 4.3. Bag kulissen... 41 4.3.1. De mobiliserede og opildnede serbiske masser... 41 4.3.2. Milosevic overtager... 42 4.4. Delkonklusion... 44 5. Diskussion... 46 5.1. Jugoslavien - et forestillet fællesskab... 46 5.1.1. Forestillingen om fællesskabet - forenet eller hver for sig... 47 5 af 57

5.1.2. Kommunisme og jugoslavisme som overnationalisme... 48 5.1.3. De politiske traditioners vigtighed... 49 5.1.4. Milosevic og de nødvendige forhold... 50 6. Konklusion... 52 7. Perspektivering... 54 8. Litteraturliste... 55 8.1. Bøger... 55 8.2. Videnskabelige artikler... 55 8.3. Internetsider... 55 8.4. Video... 57 6 af 57

1. Indledning 1.1. Motivation for det valgte projekt En lummer tirsdag aften i Beograd slår forholdet mellem Serbien og Albanien revner. Det sker mere præcist d. 14. oktober 2014, da den tidligere jugoslaviske hovedstad er centrum for en EMkvalifikationskamp mellem det serbiske fodboldlandshold og rivalerne fra Albanien på Partizan Stadium, der ligger i byens østlige del. Klokken 20.45 bliver kampen fløjtet i gang, og stemningen blandt tilskuerne har for længst nået kogepunktet. Ifølge engelske The Mirror synger flere serbiske fans sange om at slå albanerne ihjel, og amerikanske The Washington Post har observeret, at en række serbiske fans satte ild til flere NATO-flag på tribunerne (The Mirror 2014, The Washington Post 2014). Undervejs i kampen må dommeren, engelske Martin Atkinson, stoppe spillet, da de serbiske fans kaster ting ind på banen rettet mod de albanske spillere. Det er akkurat, hvad der sker i det 40. minut, og dommeren afbryder midlertidigt kampen. Netop i dét øjeblik fanger en genstand i luften hele stadionets opmærksomhed. En drone er fløjet ind over banens midte, og den er udstyret med et flag. På flaget er det såkaldte Storalbanien afbilledet, og da fans og spillere opdager dette, er fanden løs. Serbiske Stefan Mitrovic reagerer prompte og flår med et højt hop og en udstrakt arm flaget væk fra dronen. Som reaktion på dette angriber albanske Andi Lila og Taulant Xhaka serberen og forsøger på voldsom vis at fjerne flaget fra hans hænder. Situationen eskalerer yderligere, da en række serbiske fans har skaffet sig adgang til banen. En slåskamp opstår, og efter flere minutters tumult, hvor militæret og politiet forsøger at stabilisere situationen, beslutter det albanske hold sig for at udvandre, men bliver bombarderet med alverdens genstande og er sågar nødt til at løbe for at undgå at blive ramt af de serbisk fans kasteskyts. Efter denne indledning må det være på sin plads at fastslå, at dette projekt ikke er et fodboldprojekt. Det er et projekt, der har sit udgangspunkt på Balkan, særligt med Serbien i fokus. Ovenstående beskrivelse har til formål at vise, at der stadigvæk i 2014 eksisterede etniske spændinger på Balkanhalvøen. Ovenstående begivenhed udgør denne projektgruppes motivation, og vi ønsker i dette projekt at dykke ned i Serbiens historie for at finde ud af, hvorfor et storalbansk flag udgjorde en så heftig provokation. For at komme nøjere ind på dette er det yderst nærliggende at undersøge Jugoslavien, som Serbien var en del af i størstedelen af det 20. århundrede. 7 af 57

1.2. Problemfelt Da Slobodan Milosevic i 1987 besøgte den autonome provins Kosovo, brød han med idéen om det Titoiske Jugoslavien. Det skete, da han d. 24. april 1987 lyttede til det serbiske mindretals protester og lovede at forbedre deres situation. Ved at gøre dette lagde Milosevic vægt på en mindretalskonflikt, hvilket var direkte imod den politiske linje, som den kommunistiske leder, Josip Broz Tito, havde lagt for at holde Jugoslavien samlet (Cohen 1994:29). Her havde parolen været Broderskab og Enhed, og gennem undertrykkelse af etniske konflikter og større selvstyring for de involverede republikker var det lykkedes for kroaten Tito at undgå alvorlige konflikter, som de, der skulle få Jugoslavien til at implodere i 1990 erne. I 1980 døde Tito, og det banede vejen for andre forståelser af jugoslavismen. Serbiske Milosevic var oprindeligt sendt til Kosovo af den daværende serbiske præsident, Ivan Stambolic, for at dæmpe etniske spændinger mellem kommunistiske kosovoalbanere og nationalistiske serbere. Det var dog det stik modsatte, som fandt sted, og som følge af Milosevics handlinger eskalerede spændingerne yderligere, og for de fleste historikere står april 1987 markeret som det øjeblik, hvor Milosevic for alvor brød med den herskende kommunistiske ideologi (Cohen 1994:52). Gennem størstedelen af sin eksistens har Serbien kæmpet imod udefrakommende magter, og særligt kampene mod osmannerne fylder meget i serbisk historie og var med til at antænde den serbiske nationalisme. Her er årstallet 1389 yderst vigtigt i den serbiske historieforståelse, da dette var året, hvor den serbiske koalition samlede sine sidste styrker og desperat forsøgte at uddrive osmannerne fra de serbiske områder. Resultatet blev dog et skæbnesvangert nederlag, der stadig stod klart i den serbiske erindring, da Milosevic banede sig vej til magten (Wiberg 1994:9-10). I BBC-dokumentaren The Death of Yugoslavia (1995) klargjorde Milosevic sin holdning til Kosovo og udtalte således, at Kosovo udgør hjertet af Serbien (BBC 1995:5:35-5:40). På den måde blev den enhedsfokuserede kommunisme tilsidesat for nye, nationalistiske mål. Men hvordan lykkedes det egentligt den kommunistiske Tito at holde sammen på Jugoslavien, når landet blot et årti senere endte i en blodig, etnisk krig, der var antændt af en glødende serbisk nationalisme? Særligt spørgsmålet vedrørende Kosovo er med til at illustrere den forskel, der var mellem Milosevics forståelse af det jugoslaviske koncept og Titos forståelse af samme. Hvor Tito i oprettelsen af Jugoslavien inkluderede Kosovo og gav provinsen større selvstyre under albansk kontrol, ønskede Milosevic i stedet serbiske hænder på det historisk vigtige område (Cohen 1994:25, Ramet 2002:28-29). 8 af 57

Dette projekt tilsigter at undersøge de to førnævnte jugoslaviske ledere og deres forståelse af jugoslavismen. Hvad ønskede de, og hvordan fungerede dette i praksis? Et sådant projekt kræver dog en vis afgrænsning, og her vælger vi at fokusere udelukkende på Slobodan Milosevic i de analyserende afsnit, særligt dennes forholdsvist korte, men stormfulde tid som serbisk præsident under et samlet Jugoslavien. Titos jugoslaviske vision og praksis vil således blive præsenteret i det redegørende afsnit. 1.3. Problemformulering På baggrund af ovenstående problemfelt har gruppen udarbejdet følgende problemformulering. I hvor høj en grad adskiller serbiske Slobodan Milosevics forestilling om Jugoslavien sig fra kroatiske Josip Broz Titos forståelse af samme, og hvorledes kommer dette til udtryk i førstnævntes taler til det serbiske folk i slutningen af 1980 erne. Det er således denne projektgruppes tese, at Milosevic direkte brød med Titos konceptuelle forståelse af Jugoslavien, da han tonede frem i det politiske landskab i 1980 erne. Vi ønsker derfor at fremlægge den serbisk jugoslaviske historie for at illustrere Jugoslaviens varierende sammensætning. Samtidigt tilsigter vi at dykke ned i to håndgribelige Milosevic-taler fra henholdsvis 1987 og 1989 for at analysere, hvordan han forstod det jugoslaviske projekt. 1.4. Afgrænsning I overensstemmelse med projektets problemformulering er det yderst vigtigt at holde for øje, at fokusset i dette projekt er Serbiens rolle i det omskiftelige Jugoslavien, som gennemgik en vis udvikling fra dets grundlæggelse i 1918 over Titos samling af staten i kølvandet på 2. verdenskrig til og med Milosevic kom til magten i slutningen af 1980 erne. Da vores analyseobjekt blot dækker en lille del af den enorme historie af konflikter, regionen har været præget af gennem århundreder, har det været essentielt at stille forstørrelsesglasset skarpt ind på Serbiens rolle. Herigennem afgrænser vi os fra at medtage øvrige hændelser i et forsøg på isoleret set at fremlægge to vidt forskellige forståelser af Jugoslavien, og hvilke måder hvorpå disse ideologier blev ført ud i livet af henholdsvis Tito og Milosevic. Derfor omhandler det følgende afsnit de afgrænsninger, vi har valgt for at kunne bibeholde det nødvendige fokus. 9 af 57

1.4.1. Krigshandlinger Uafhængighedskrigene mod Det Osmanniske Rige i 1912-13 vil kort blive uddybet i projektets redegørende afsnit, der fokuserer udelukkende på udfaldet af krigene set fra et serbisk synspunkt (Bideleux & Jeffries 2007:236, Cohen 1994:14) og udelader derfor deciderede krigshandlinger, da disse er mindre relevante i dette projekts kontekst. I en bredere kontekst ville det virke relevant at medtage hændelser fra både 1. og 2. verdenskrig, da disse, uanset hvilket perspektiv der benyttes, ændrede både datidige såvel som nutidige opfattelser af verden. I dette projekts kontekst er krigshandlinger og dertil hørende hændelser dog udeladt, da disse er uvedkommende for vores problemformulering. Dog inddrages enkelte elementer, der relaterer sig til krigenes udfald, hvilket vi vender tilbage til i det redegørende afsnit. Krigene i Jugoslavien i 1990 erne var en yderst blodig affære, der endnu en gang vendte op og ned på den etablerede orden i regionen. Men i forhold til vores problemformulering er krigene imidlertid ikke vigtige i dette projekt, da det som beskrevet tidligere nærmere er den ideologiske idé om Jugoslavien, der har vores interesse, hvilket eliminerer nødvendigheden af at gå i dybden med krigene. 1.4.2. Det Internationale Samfund og Jugoslavien Analyseobjektet er som beskrevet centraliseret omkring Jugoslavien og nærmere bestemt Serbiens rolle heri. Derfor afgrænser vi os fra, for så vidt det er muligt, at medtage al form for indblanding fra det internationale samfund. Hermed menes, at vi ikke medtager diverse interventioner eller forhandlinger orkestreret eller dirigeret fra hverken NATO, FN og EU, da dette i vores projekts tilfælde blot ville udvide analyseobjektet frem for at bidrage til en besvarelse af problemformuleringen. Hvad angår Jugoslaviens, eller de enkelte stater i regionens, ageren i den internationale arena, har vi ligeledes afholdt os fra at gå nærmere i dybden med. Denne afgrænsning bunder ligesom den ovenfor nævnte i ønsket om at bibeholde fokus for projektet. Endvidere inddrager følgende projekt ikke de internationale omstændigheder, der blandt andet manifesterer sig i, at vores afgrænsede tidsperiode foregår i en koldkrigspræget verden. Der er således ikke taget højde for, hvilken indflydelse for eksempel kommunismens tilbagegang i Sovjetunionen havde for den kommunistiske ideologi i Jugoslavien. 10 af 57

1.4.3. Det religiøse og etniske aspekt Vi undlader desuden at give os i kast med den religiøse og etniske side af konflikten. Dette gøres i et ønske om ikke at skulle redegøre for, hverken diversiteten i tilhørsforhold eller den overbevisning befolkningsgrupperne har i regionen, da omfanget heraf ville fjerne fokus fra projektets valgte analyseobjekt. 11 af 57

2. Redegørelse og Teori Følgende afsnit har til formål at forklare, hvordan jugoslavismen opstod, og hvordan denne grundidé udviklede sig til en politisk ideologi, der gennem det 20. århundrede prægede Serbien og resten af Balkan-halvøen mere end noget andet. Afslutningsvis bliver Benedict Andersons definitioner af nation og nationalisme præsenteret. I 1981 blev den sidste, nogenlunde valide, folketælling gennemført i Jugoslavien. Her viste resultatet, at serbere udgjorde 36,3%, kroatere 19,8%, bosniske muslimer 8,9%, slovenere 7,8%, albanere 7,7%, makedonere 6,0%, jugoslavere 5,4%, montenegrinere 2,6%, ungarere 1,9% og romaer 0,7% (Wiberg 1994:22). Endvidere viste folketællingen, at Serbien var udgjort af 85% serbere med muslimer og albanere som de største mindretal. Kosovo bestod af 77% albanere og 13% serbere, og i Vojvodina var der 54% serbere og 19% ungarere med jugoslavere og kroatere som de største mindretalsgrupper. I Slovenien var der 91% slovenere og ingen andre større grupperinger, og i Kroatien udgjorde kroatere 75% og serbere 12%. I Bosnien-Hercegovina var 40% muslimer, 32% serbere og 19% kroatere. I Makedonien udgjorde makedonere 67%, albanere 20% og tyrkere 5%, mens der i Montenegro var 69% montenegrinere, 13% muslimer og 7% albanere (Wiberg 1994:23). Jugoslavien var altså udgjort af en lang række dispergerede folkefærd, og netop disse mindretalsproblematikker udgjorde den senere krigs kerneproblematik. Tallene skal selvfølgelig tages med et gran salt, men det viser på håndgribelig manér det daværende Jugoslaviens multietnicitet. 2.1. Den serbisk jugoslaviske historie 2.1.1. Det sydslaviske folk Fra det 5. århundrede til det 10. århundrede begyndte de slaviske stammer fra det østlige Europa at trænge sydpå. Således fik sydslaverne deres navn, og middelalderens serbiske kejserrige var i mange år centreret om det område, der i dag udgør Kosovo (Wiberg 1994:8). Det væsentlige, der er at vide om det tidligere Jugoslaviens forhistorie, er, at grænsen mellem Vest- og Østeuropa allerede fra omkring 1000-tallet blev trukket gennem de sydslaviske områder, der senere skulle udgøre Kroatien og Slovenien på den ene side og med Serbien på den anden side. Slovenien og Kroatien var fra begyndelsen af det 11. århundrede frem til 1. verdenskrig en del af forskellige romerskkatolske imperier, hovedsageligt det Østrig-ungarske. Til forskel var Serbien i mange år under ortodoks, byzantinsk indflydelse, indtil osmannerne i 1300-tallet overtog magten frem til 180012 af 57

tallet, hvor serberne teoretisk set fik selvstyre (Wiberg 1994:9). Således blev det forholdsvist ens folkefærd adskilt som følge af udefrakommende kulturer. Her består den vigtigste del af den osmanniske arv i, at serberne gentagne gange gjorde oprør imod osmannerne, hvilket var med til at skabe historien om den nationalistiske serbiske befolkning i konfliktoptrapningerne i 1980 erne (Wiberg 1994:10). 2.1.2. Den serbiske forhistorie I 1355 var Det Osmanniske Rige begyndt at nærme sig en magtovertagelse, da den serbiske konge Stefan Dusan Den Store døde, alt imens Det Byzantinske Rige oplevede stor tilbagegang. I 1389 faldt det middelalderlige serbiske kongerige endegyldigt sammen, og serbisk nationalistisk historieskrivning fortæller til stadighed om, hvordan osmannerne d. 28. juni 1389 definitivt besejrede alliancen bestående af serbere og andre ortodokse kristne styrker i Slaget på Solsortesletten i Kosovo (Bideleux & Jeffries 2007:234). I løbet af de næste 400 år under osmannisk styre foregik der en udflytning af serbere fra Kosovo til blandt andet Kroatien og Ungarn. Ifølge Bideleux og Jeffries fandt der dog ikke storstilede forfølgelser og religiøs omvendelse af serberne sted, og osmannerne tog ikke fuldbyrdet kontrol over serberne og bosatte sig ikke i Serbien. Dermed formåede den serbiske ortodokse kirke at forblive intakt (Bideleux & Jeffries 2007: 235). De osmanniske styrker var i disse fire århundreder kendt for deres uregerlige og aggressive adfærd, hvilket førte til, at serberne i flere omgange forsøgte at genopvække hukommelsen omkring slaget i 1389 for at befri Serbien og Kosovo. Dette lykkedes dog aldrig helt, men denne serbiske ukuelighed var med til at skabe en usammenhængende serbisk nationalidentitet, der for alvor begyndte at vokse frem i 1820 erne og 30 erne. En, der forsøgte at mobilisere serberne i denne periode, var den forbryderiske grisehandler Karadjordje Petrovic. Sammen med rivalen Milos Obrenovic var Petrovic med til at definere det serbiske kongerige under osmannisk styre, og de tos efterfølgere udgjorde da også på skiftende vis på den serbiske royale familie. Ligeledes blev det serbiske styre særligt defineret gennem forholdet til Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige (Bideleux & Jeffries 2007:235-36). 2.1.3. Jugoslavismen og dens oprindelse Det anslås, at de første tanker om en samlet, sydslavisk stat opstod i første halvdel af 1800-tallet blandt kroatiske intellektuelle og forfattere, der mente, at de sydslaviske befolkninger særligt 13 af 57

kroatere, serbere og slovenere - som følge af etnisk arv og lingvistiske bånd burde samarbejde og eventuelt forene sig politisk i en samlet stat. Denne tankegang havde udgangspunkt i de sydslaviske områder i Sydøsteuropa og blev således kaldt for jugoslavismen, da jugo er slavisk for syd. Jugoslavismen appellerede på dette tidspunkt kun til det kroatiske borgerskab og opnåede ingen særlig støtte i Serbien, hvilket i særlig grad skyldtes, at den jugoslaviske ideologi ikke var den eneste ideologi, der søgte at mobilisere de sydslaviske masser i 1800-tallet. Særligt de mere simple, nationalistiske ideologier formåede mere effektivt at mobilisere befolkningen end den overnationale og delvist romantiske jugoslavisme. Gennem 1800-tallet var det således nationalismen frem for jugoslavismen, der var styrende i det serbiske folks opgør mod Det Osmanniske Rige og det kroatiske folks opgør mod det Østrig-ungarske dobbeltmonarki (Cohen 1994:4-5). Yderligere havde mange blandt de serbiske intellektuelle svært ved at se fordelen ved et samarbejde med Kroatien. Grunden til dette skal ifølge Cohen findes i forskellen på de to folkefærds selvopfattelser. Kroaterne var på denne tid en minoritet uden egen regering eller repræsentation i det Østrig-ungarske dobbeltmonarki. Serberne havde på den anden side opnået større og større uafhængighed fra osmannerne, og man forventede derfor, at den komplette uafhængighed var inden for rækkevidde. Derfor var den bærende politiske idé blandt den serbiske elite at danne et Storserbien, der samlede alle serbere i Balkan-regionen i en serbisk storstat den såkaldte Greater Serbianism. Dele af de intellektuelle serbiske kredse mente dog, at jugoslavismen kunne fungere som en effektiv måde til at fremme Serbiens egne nationale og territoriale mål. Mange kroatere, borgere såvel som politikere, begyndte da også at mistænke Serbien for at udnytte den jugoslaviske idé som et skalkeskjul for egne territoriale gevinster. Derfor mente mange kroatere, at det sydslaviske samarbejde skulle foregå inden for rammerne af det Østrig-ungarske dobbeltmonarki (Cohen 1994:6-8). Det er netop her, at de første varierende forståelser af jugoslavismen opstår, som skulle vise sig at leve videre blandt de politiske eliter helt frem til Jugoslaviens endeligt i 1990 erne. To begivenheder, der var afgørende for jugoslavismens politiske udbredelse, var Østrig-Ungarns anneksion af Bosnien-Hercegovina i 1908 og den første Balkan-krig i 1912. Førstnævnte begivenhed viste endegyldigt, at det habsburgske imperium ikke havde nogle ambitioner om at give mere selvstændighed til sydslaverne. Balkan-krigen i 1912, hvor de fire Balkan-lande Grækenland, Montenegro, Bulgarien og Serbien med sidstnævnte i front søgte at frigøre sig af de sidste rester af Det Osmanniske Rige i Balkan-regionen, viste på den anden side Serbiens politiske og militære styrke. Krigen endte således med en overraskende sejr til de fire lande, og mange kroatere og 14 af 57

slovenere begyndte derfor at anse Serbien som den centrale faktor i en eventuel jugoslavisk enhed (Cohen 1994:9). I Serbien var det dog stadigvæk nationalismen, der gennemsyrede den politiske top, og som følge af den overraskende krigssejr havde Serbien genvundet Kosovo-provinsen og dele af Makedonien, der før havde været domineret af albansk bosætning (Bideleux & Jeffries 2007:236). Kort før 1. verdenskrig var mange unge serbiske aktivister gennemsyret af en blanding af jugoslavismen og Greater Serbianism i håbet om at forene sydslaverne i én stat. Her anså man Østrig-Ungarn som værende den største modstander til en sådan stat, og med blandt andet den bosniske serber Gavrilo Princip i front planlagde man et angreb på dobbeltmonarkiet. Resten er, som man siger, historie, og med skuddet i Sarajevo var de radikale aktivister med til at starte en verdenskrig (Cohen 1994:10). 2.1.4. Verdenskrigen en afgørende mulighed for jugoslavismen Under 1. verdenskrig var den vigtigste politiske interessegruppe The Yugoslav Committee, der bestod af kroatiske og slovenske politikere samt jugoslavisk-orienterede serbere. Gruppen arbejdede for etableringen af en ny sydslavisk stat og modsatte sig den serbiske nationalisme, hvilket gjorde gruppen upopulær hos den serbiske regering og dens leder, Nikola Pasic (Cohen 1994:11). I slutningen af 1915 resulterede en række krigshandlinger i, at den serbiske hær, regering og royale familie måtte flygte til den græske ø Korfu, hvilket gjorde, at Pasic i væsentlig grad havde brug for sydslavernes støtte. Derfor lobbyede den jugoslaviske komité gennem hele krigen for at få Pasic overbevist om fordelene i en samlet sydslavisk stat. Angiveligt havde jugoslavismen vundet indpas blandt serberne som følge af krigen. Dialogen mellem komiteen og Pasic førte i juli 1917 til Korfu Deklarationen, der var officielt set sikrede oprettelsen af en sydslavisk stat på demokratisk og parlamentarisk vis, når krigen sluttede. Som Cohen skriver, blev det dog ikke besluttet, hvorvidt en sådan stat skulle være en enhedsstat eller en føderal stat (Cohen 1994:11, Bideleux & Jeffries 2007:236-237?). Pasic havde således intet tilovers for den jugoslaviske komités føderale model, der ifølge Pasic blot isolerede og svækkede Serbien. På trods af uenighederne om den sydslaviske stats udseende og sammenstøbning blev det multinationale Kingdom of The Serbs, Croats and Slovenes grundlagt i 1918. Dette skete blandt andet som følge af kroatiske og slovenske politikeres frygt for en italiensk invasion efter dobbeltmonarkiets sammenbrud. Man søgte derfor Serbiens hjælp og bad den serbiske regering om at tage føringen i skabelsen af en jugoslavisk stat med Beograd som hovedstad (Cohen 1994:12, Bideleux & Jeffries 2007:237). 15 af 57

2.1.5. Det første Jugoslavien en ny stat mellem to krige Oprettelsen af den nye stat i 1918 involverede den formelle sammenlægning af yderst forskellige og historisk fragmenterede territorier og mennesker, der alle havde været underlagt eksterne regimer. Staten inkluderede således områderne Serbien, Montenegro, Makedonien, Slovenien, Dalmatien, Vojvodina, Kroatien, Slavonien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, hvor serbere, kroatere og slovenere udgjorde de største etniske grupper. Derudover var den nye stat multireligiøs og inkluderede tre store og historisk splittede religiøse samfund ortodokse (46,7%), katolikker (39,3%) og muslimer (11,2%) (Cohen 1994:13). Ifølge Cohen bestod det politiske lederskabs største og vigtigste udfordring nu i at etablere en legitimitet og bevare samhørigheden i en stat bestående af så forskelligartede historiske traditioner og subkulturelle grupperinger. Første kontrovers opstod dog allerede under de konstitutionelle møder i 1920-21, hvor de serbiske ledere, der havde været vant til at regere alene i det uafhængige Serbien, ikke var villige til indgå kompromisser (Cohen 1994:13). De afslog derfor alle forslag fremlagt af de kroatiske og slovenske ledere om, at Jugoslavien skulle være en føderation eller en konføderation. Den mest indflydelsesrige serber, Nikola Pasic, udtrykte dog flere gange, at han ikke var imod en føderation som princip, men han var ikke villig til at indgå i enhver form for aftale, der opdelte de omkring to millioner dispergerede serbere, der levede i Vojvodina, Kroatien, Slavonien, Dalmatien og Bosnien & Hercegovina i flere føderale enheder. Pasic fik trumfet sin vilje igennem med det resultat, at Jugoslavien blev en centraliseret enhedsstat, og at den færdiggjorte forfatning fra 1921 allerede fra sin dåb blev anklaget for at være illegitim af særligt kroaterne. Teoretisk set var magten delt mellem serberne, kroaterne og slovenerne, men i virkeligheden var magten blevet plantet i et centraliseret kongerige, der havde sit hovedsæde i Beograd. Magten var altså delt mellem den serbiske royale familie og den serbiske regering (Cohen 1994:14). Jugoslavien var fra sin grundlæggelse præget af politisk ustabilitet, og særligt serberne og kroaterne havde svært ved at nå til enighed, hvilket gjorde det umådeligt svært for den nye stat at udvikle nogen form for politisk legitimitet samt forbedre økonomien (Cohen 1994:15). Især kroaterne begyndte i stigende grad at være utilfredse med den måde Serbien både politisk og militært fik Jugoslavien til at fungere som et Storserbien (Bideleux & Jeffries 2007:237). I juni 1928 kulminerede disse uenigheder, da lederen af det største kroatiske parti, Stjepan Radic, der siden de konstitutionelle møder i 1920-21 havde forsøgt at modarbejde serbernes dominans, blev fundet død - myrdet af en serbisk terroristgruppe (Cohen 1994:16). 16 af 57

Dette førte til, at den serbiske konge følte sig nødsaget til at bryde ind, og fra 1929-34 var Jugoslavien reelt et royalt diktatur, da alle politiske partier, der havde til formål at fremme religiøse, regionale eller etniske mål blev kriminaliseret. Kongen omdøbte statens navn til Kongeriget Jugoslavien og gennemførte i denne periode en heftig jugoslavisering i et forsøg på at udslette etniske og territoriale tilhørsforhold, hvilket i sidste ende førte til, at medlemmer af antijugoslaviske terrorgruppe i 1934 myrdede kongen. Hans død afslørede for alvor, at den etniske ekstremisme i høj grad eksisterende lige under regimets konstruerede og overfladiske jugoslavisme (Cohen 1994:17, Bideleux & Jeffries 2007:237-238). Frem mod 2. verdenskrig oplevede styret dog en vis form for stabilitet, på trods af at det serbiske hegemoni var uforandret. Fornyelsen kom alligevel i august 1939, da serbiske Dragoljub Cvetkovic blev udnævnt som ny jugoslavisk premierminister. Han var ivrig efter at skabe ro i de kroatiske områder og imødekom derfor det største kroatiske parti, der havde Vladko Macek i spidsen, og deres ønsker om, at Kroatien skulle have mere selvstændighed (Cohen 1994:17). Det udmundede i Cvetkovic-Macek-aftalen, der etablerede en decideret autonom kroatisk provins, som specifikt havde til formål at inkludere så mange etniske kroatere som muligt og effektivt skabte en kroatisk substat i Jugoslavien (Cohen 1994:18). 2.1.6. Opløsning og genfødsel - Jugoslavien under 2. verdenskrig Hvor 1. verdenskrig i et sydslavisk perspektiv endte med oprettelsen af en jugoslavisk stat, skulle 2. verdenskrig vise sig at ende på næsten samme facon. 1939-aftalen løb ud i sandet, da NaziTyskland i 1941 invaderede Jugoslavien og oprettede marionetstater i både Kroatien og Serbien. I Kroatien overtog den fascistiske gruppe Ustasa magten og udførte undervejs i krigen folkemord på serbere, jøder og andre ikke-kroatere (Cohen 1994:21). I Serbien skabte krigsudbruddet en nationalistisk genopvækkelse i befolkningen, og særligt modstandsgruppen Chetnik tiltrak mange unge. Det skulle dog blive det jugoslaviske kommunistparti (KPJ), der for alvor tog teten i denne periode som den største modstandsgruppe. Under ledelse af den kroatiske general Josep Broz Tito kæmpede partiet og dets hær en brav kamp for at modstå besættelsesmagtens indflydelse i krigstiden (Cohen 1994:22). Under den kommunistiske parole Brotherhood and Unity Broderskab og Enhed - var Tito og KPJ fortalere for en føderal jugoslavisk stat, der havde fokus på etnisk lighed, hvilket gjorde gruppen populær hos både store og små etniske grupperinger. Yderligere drog den kommunistiske bevægelse fordel af at have et multietnisk lederskab, der gennem et effektivt organisationsnetværk i hele regionen opnåede støtte fra massevis af 17 af 57

entusiastiske unge. I 1944 valgte Winston Churchill og briterne at støtte Titos kommunistoprører, hvilket gjorde, at Tito og KPJ for alvor kunne gå i front som den absolut største politiske og militære gruppe og dermed påbegynde reetableringen af Jugoslavien, i takt med at 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning (Cohen 1994:23). 2.1.7. Titos Jugoslavien en ny start Som krigen nærmede sig sin afslutning, havde Tito og KPJ travlt med både udarbejdelsen af den nye stat og afslutningen af de egentlige krigshandlinger. Man havde derfor ifølge Cohen ikke meget tålmodighed med lange debatter om, hvilke regioner de nyoprettede republikker og etniske grupper skulle styre (Cohen 1994:24). Særligt Kosovo-regionen, der i 1945 bestod af 70% albanere, som ønskede en forening med Albanien, og de serbisk-beboede områder i Kroatien, der havde oplevet forfølgelse og folkemord under krigen, voldte problemer. Det nye styre valgte imidlertid at negligere de kroatiske serbere samt at indlemme Kosovo i den jugoslaviske føderation som en autonom provins, da man vidste, at området havde enorm symbolsk værdi for Serbien. KPJs taktik bestod i, at man satsede på, at den kommunistiske ideologi og regimets reformpakke ville eliminere landets etniske problemer og medfødte skrøbelighed. Helt konkret betød dette, at man i de første år efter 2. Verdenskrig blandt andet styrede landet gennem en centralisering af magt og overførte midler fra de økonomisk stærke områder til de mindre udviklede områder (Cohen 1994:26-28). I den første periode efter krigen havde regimet håndteret alle etniske konflikter ved, som Cohen kalder det, at feje problemerne ind under gulvtæppet, eller ved at KPJ, der i 1952 skiftede navn til The League of Yugoslav Communists (LCY), havde håndteret konflikterne bag lukkede døre. I slutningen af 1960 erne begyndte man dog i stigende grad at anerkende, at forskellige og modstridende interesser var normale og et fænomen, der ikke kunne løses på kort sigt. Som et resultat af mentalitetsændringen vedrørende de samfundsmæssige konflikter og etniske relationer hos den politiske elite begyndte de forskellige republikker og provinser i slutningen af 1960 erne at fremstå som vigtige centre for politisk autoritet og magt, og Jugoslavien fremstod således væsentligt mere decentraliseret end tidligere (Cohen 1994:27-30). Titos reformer formåede i 1950 erne og 1960 erne at skabe en vis økonomisk succes, og på kun to årtier var det lykkedes at forvandle Jugoslavien fra et underudviklet landbrugssamfund til et moderat udviklet industrisamfund med øget økonomisk kapacitet (Cohen 1994:30). I slutningen af 1960 erne samt første del af 1970 erne blev Titos autoritative sider dog mere synlige for offentligheden, da regimet flere gange anvendte militær magt for at kvæle nationalistiske oprører. 18 af 57

Derudover reorganiserede han statspartiet på decentraliserende vis i 1967, mens han gennem forfatningsændringer i 1968-71 overdrog mere autoritet til republikkerne og provinserne. I slutningen af 1971 og i begyndelsen af 1972 udrensede og arresterede Tito således en større mængde nationalistisk-orienterede, kommunistiske kroatere samt andre liberale politiske grupperinger, hvilket beviste, at etpartistaten reelt set var et diktatur (Cohen 1994:31). Den jugoslaviske elite beviste dog flere gange sin innovative tilgang til det at regere, hvilket var tilfældet ved den nye forfatning i 1974. Forfatningen fra 1974 gav teoretisk set alle republikker og provinser selvstændighed, samtidigt med at øvrige mekanismer i etpartistaten blev styrket. Fokus var nu på at skabe enstemmighed blandt alle republikker og provinser i den føderale politikskabende proces, der ofte var langvarig og frugtesløs. På trods af Titos reformer begyndte de tidligere etniske spændinger langsomt at blive genopvækket, og Jugoslavien, der nu bestod af seks republikker og to selvstyrende provinser, som langsomt decentraliserede statens autoritet til fordel for deres egne snæversynede interesser, viste nu for alvor tegn på interne stridigheder (Cohen 1994:32-33). Gennem slutningen af 1970 erne havde regimet store økonomiske problemer, hvilket truede regimets sammenhængskraft voldsomt. Regimets teori om økonomisk selvstyring i republikkerne reducerede konkurrencen og var medvirkende til at fragmentere den jugoslaviske økonomi i selvforsynende, regionale markeder. Samtidigt var der stor økonomisk ulighed internt i Jugoslavien, hvilket var med til at skabe spændinger mellem befolkningerne, og da Tito døde i 1980, kunne ingen forudse, hvad Jugoslaviens skæbne skulle ende med (Cohen 1994:34-38). 2.2. Fra Tito til Milosevic, 1980-1986 2.2.1. Forfald og polarisering Det system, Tito efterlod sig, lagde op til et kollektivt-styret Jugoslavien uden en decideret lederskikkelse. Meningen var, at staten skulle styres af valgte fra alle landets republikker og herigennem bibeholde en bred decentraliseret repræsentation. Problemet var imidlertid, at Titos plan ikke lykkedes. Det kollektive lederskab kollapsede ikke med øjeblikkeligt virkning, men Titos død var startskuddet, til at fundamentet smuldrede. Dermed blev Titos død begyndelsen på en kritisk diskurs, der stillede spørgsmål ved republikkens sammensætning -et scenarie, som var utænkeligt under Tito. Af disse årsager begyndte de enkelte regioner at fokusere på interne problemstillinger frem for det større billede, som Tito havde plæderet for (Ramet 2002:7-8). 19 af 57

Da Tito afgik ved døden var den parlamentariske kontrol med landet styret af LCY. I LCY sad således repræsentanter fra de otte føderale enheder, der udgjorde landet - de seks republikker i form af Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Makedonien og Serbien samt de selvstyrende provinser Vojvodina og Kosovo. Problemet med dette var, at de institutioner, der skulle styre landet, ikke fungerede og gradvist medførte flere problemer end løsninger og med et manglende engagement fra de føderale enheder. Eksempelvis blev der i 1984 afholdt kongres i centralkomitéen, hvor ingen af enhederne dukkede op, hvilket var et klart signal om den manglende tiltro til det jugoslaviske projekt (Ramet 2002:8-10). Den økonomiske situation blev i perioden efter Titos død værre, hvilket medførte større splittelse internt. Inflationen steg og ligeledes gjorde statsgælden, hvilket forværrede en polarisering af de føderale enheder, der ikke kunne enes om en fælles løsning på problemerne. Serbien ønskede en liberal centralisering af økonomien, Vojvodina gik ind for en liberal decentralisering. Lande som Bosnien og Montenegro ønskede en konservativ centralisering, imens Kroatien, Makedonien og Kosovo var fortalere for en konservativ decentralisering. I Slovenien førtes en blanding af de ovennævnte (Ramet 2002:10-11). Der var i perioden flere forsøg på at genoprette de interne politiske uenigheder, hvor både forslag om en mere liberal model og et flerpartistyre skulle erstatte det ineffektive LCY. Fælles for tiltagene var dog, at der ikke kunne findes konsensus blandt de jugoslaviske stater, hvilket bevirkede, at tilstanden forblev den samme (Ramet 2002:12-14). 2.2.2. Serbien tager teten I oktober 1984 fremlagde Serbien en firepunktsplan, der blandt andet skulle styrke økonomien gennem investeringer i private virksomheder og begrænse selvstændigheden for de to selvstyre provinser Vojvodina og Kosovo. Af forslagene var det særligt punktet om at begrænse provinsernes selvstændighed, der fyldte mest for etniske serbere, da man mente, at provinserne obstruerede forslag i centralkomitéen og dermed umuliggjorde beslutningsprocesser i Jugoslavien. Det var ikke blot Vojvodina og Kosovo, der blev forargede over det serbiske forslag, også Kroatien og Slovenien fandt det problematisk. De to førstnævnte havde problemer nok med at opretholde deres selvstyre samt at modstå albanske optøjer, der havde skabt problemer i Kosovo siden starten af 1981. De to øvrige følte, at forslaget truede deres selvstændighed (Ramet 2002:15). Da den jugoslaviske centralkomité mødtes i oktober i 1986 stod det klart, at det fundament, Jugoslavien var bygget på, smuldrede. Den serbiske repræsentant og præsident for komiteen, Dragoslav Markovic, gik verbalt til angreb på de slovenske udsendinge på grund af deres modvilje 20 af 57

til det serbiske forslag. Yderligere stillede han spørgsmålstegn ved, hvorvidt der fremover skulle stemmes entydigt ja, hvis forslag skulle føres ud i livet. Slovenernes respons lød på, at en fælles konsensus var grundstenen i LCY, og at en ændring af systemet ville forværre den politiske krise (Ramet 2002:15-16). 2.2.3. Begyndelsen på enden I oktober 1984 blev en kommission nedsat, der havde til formål at undersøge det politiske systems opbygning for fejl og mangler og komme med forslag til forbedringer. Problemets kerne lå i den brede uenighed om, hvorvidt 1974-konstitutionen havde medført en decentralisering af landet, og om dette var gavnligt eller direkte var med til at nedbryde sammenhængskraften i republikken. Kommissionen skulle præsentere sine implementeringer til den trettende partikongres, men i takt med at kongressen nærmede sig stod det klart, at Jugoslaviens fremtidige opbygning igen delte vandene med idéer og forslag, der gik i hver sin retning. Udfaldet af partikongressen blev en blanding af de ovennævnte. De seks republikker og selvstyre provinserne kunne på demokratisk vis vælge de medlemmer, der skulle repræsenteres i LCY, og på den måde blev man stadig hørt. LCYs centralkomité havde dog stadig den overordnede magt over landet, men det stod klart, at LCY havde mistet mere magt sammenlignet med tidligere (Ramet 2002:16-18). Serbiske historikere var fra starten af 1980 erne begyndt at føre en diskurs, der pegede i retningen af, at den jugoslaviske styreform var undertrykkende for det serbiske folk. En kommission af serbiske intellektuelle nedsatte i forlængelse af dette i maj 1985 en kommission, som havde navnet Memorandum, der skulle illustrere problemstillingerne det serbiske folk havde som følge heraf. Den 24. og 25. september 1986 blev brudstykker af kommissionens arbejde trykt i en lokal Beograd-avis med artikler, der pegede på, at Tito og det kommunistiske styre var skyld i serbisk undertrykkelse, og at specielt kroatere og albanere stod bag folkedrab på etniske serbere (Ramet 2002:19-20). 2.3. Et serbisk jugoslavisk projekt Slobodan Milosevic blev født i Serbien i 1941, hvor den tyske besættelsesmagt kontrollerede landet med hård hånd. I 1959 blev Milosevic en del af kommunistpartiet, og i 1964 blev han færdiguddannet fra Beograd Universitets juridiske fakultet. I 1982 blev han politiker på fuldtid og fra 1984-86 fungerede Milosevic som leder af partiorganisationen i Beograd. Det var her, at han for alvor opnåede et rygte som en stærk fortaler for nødvendigheden af økonomiske reformer i Serbien 21 af 57

(Cohen 1994:51-52). Netop Milosevic, og dennes retorik om nationen som en enhed, vil blive en central del i den senere analyse, da hans person, som Ramet skriver, spillede en enorm rolle i de hændelser, der fandt sted i slutningen af 1980 erne og frem, som resulterede i sammenbruddet af den jugoslaviske stat (Ramet 2002:7). I 1987 ændrede det politiske billede sig fra den ene dag til den anden. Slobodan Milosevic blev i maj 1986 præsident for det serbiske kommunistiske parti på baggrund af hans ven og mentor Ivan Stambolics anbefaling. Milosevic vendte dog sin ven ryggen og begik i september 1987 justitsmord på Stambolic, og det serbiske kommunistpartis hidtidige strategi, der havde fungeret siden Tito, var nu ophørt. Magtovertagelsen mindede mest af alt om et internt kup, og Milosevic var nu i kontrol og opgav LCY og den serbiske partiorganisations længerevarende strategier og undertrykte autonome provinser og placerede dem under serbisk kontrol i et forsøg på at centralisere systemet. Han genetablerede den serbiske kirke og ville bruge den som omdrejningspunktet i genoplivelsen af serbisk nationalisme (Ramet 2002:26). Milosevic førte en politik, der ødelagde enhver form enighed, som var tilbage i systemet og i slutningen af 1989 havde Jugoslavien nærmest ophørt med at eksistere. Det blev erstattede af fire spirende nationale miljøer, der alle hævdede sin loyalitet til deres borgere i form af Slovenien, Serbien, Kroatien og Makedonien samt de autonome provinser Kosovo og Vojvodina og republikken Montenegro. De fire regioner isolerede sig fra hinanden, og den kulturelle kontakt mellem landene var overfladisk. Den serbiske nationalisme blomstrede, mens man i Kroatien oplevede stigende fjendtlighed over for serbere. Den serbisk-kroatiske konflikt havde været den centrale del af de politiske stridigheder i landet og blev samtidig sat i forbindelse med Milosevics opstand i Serbien og blev nu igen omdrejningspunktet i konflikterne i Jugoslavien (Ramet 2002:26). Mytteriet mod Stambolic var det første af to afgørende kup. Det andet kup var mere kompliceret, og Milosevic brugte en kombination af presset fra organiserede gadedemonstrationer og reformuleringen af forfatningsmæssige og retslige dokumenter til at tage fuld kontrol over Kosovo, Vojvodina og Montenegro. Milosevic reagerede ekstremt hurtigt og med et klart formål. Den serbiske forsamling begyndte i starten af 1988 at revidere den serbiske forfatning med det formål at nedgradere Kosovo og Vojvodinas selvstændige magt, hvilket skabte et opråb om modstand i de to provinser. Milosevics mål var at sætte en stopper for denne modstand og fjernede i maj 1988 formanden for det ledende parti i Kosovo Azem Vllasi, hvilket sendte et klart signal til Kosovopartiet om Milosevics fremtidige planer med Kosovo (Ramet 2002:28-29). 22 af 57

Milosevics næste træk var at mobilisere et par hundrede serbere fra Kosovo i byen Novi Sad, Vojvodina og afholdte protester mod regeringen fra d. 7 juli til 8. juli 1988. De lokale ledere var påvirket af protesterne, men nægtede at bukke under for presset. LCY-præsidiet ledet af kroaten Stipe Suvar valgte til stor forbavselse d. 30. juli at udstede en godkendelse af Milosevics position og modsatte sig godkendelsen af Vojvodinas ledelse. Efter flere måneders organiserede demonstrationer, primært under deltagelse af serbere fra Kosovo, formåede Milosevic at tvinge lederne af Vojvodina til at trække sig tilbage og han placerede tilhængere på vigtige politiske positioner og overtog dermed magten over retsvæsenet, politiet, den sociale og finansielle planlægning og andre sektorer i provinsen (Ramet 2002:29-30). Efter overtagelsen af magten i Vojvodina forsøgte Milosevic d. 7. oktober 1988 på lignende facon at vælte den montenegrinske ledelse, men blev mødt af mere markant modstand i form af ledernes udsending af politiet, der kæmpede for at splitte demonstranterne ad. Kosovo var i november måned samme år præget af store demonstrationer fra albanerne ovenpå på Kosovos ledende partis tilbagetrækning, men Milosevic fik afværget demonstrationerne gennem en massiv politiaktion. Både Kosovo og Vojvodina var nu under nogenlunde kontrol og blikket blev igen rettet mod Montenegro. Milosevics følgere iscenesatte store demonstrationer i Montenegros hovedstad Titograd (i dag Podgorica red.), og man formåede denne gang at tvinge de montenegrinske ledere til at trække sig d. 11 januar 1989. Milosevic formåede at berettige pacificeringen af provinserne ved at appellere til ideen om en forenet republik i Serbien, men dette kunne dog ikke berettige erobringen af Montenegro. Det andet kup var næsten gennemført (Ramet 2002:30). Efter flere måneders politisk tovtrækkeri erklærede den serbiske regering i begyndelsen af juli 1990 opløsningen af provins-parlamentet og truede dets medlemmer med retsforfølgelse på grund af deres modstand overfor serbere. Dette var det andets kups endelige færdiggørelse (Ramet 2002:31) 2.3.1. Serbisk nationalisme og dens effekter Milosevic var opsat på at komme til magten i Serbien og tilskynde sig den gennem udnyttelsen af de interetniske spændinger i områderne. Et af de mere dominerende værktøjer i Milosevics opstigning til magten var brugen af den serbiske nationalisme og stolthed. Et eksempel på dette var introduktionen til brugen af det kyrilliske alfabet, selvom landet i flere år havde skiftet mere over til det latinske. Desuden fik den serbisk-ortodokse kirke tilladelse til at bygge nye kirker og renovere de gamle, hvilket var med til at skabe en dårlig opfattelse af ikke-religiøse serbere. Disse tiltag stod dog i skyggen af selve Milosevics plan om at nedbryde provinserne Kosovo og Vojvodinas 23 af 57

selvbestemmelse, der skabte stor opbakning fra mange serbere og gjorde Milosevic aldeles populær. Milosevic var dog en dybt forhadt mand i Jugoslavien generelt, og specielt i Kroatien og Slovenien frygtede man for, hvad serberen kunne finde på. På denne måde blev Serbien styrket, i takt med at Jugoslavien blev splittet. Efter at have samlet serberne forsøgte Milosevic i løbet af 1989 at tiltrække støtte fra ikke-serbere. Han kaldte sit program for en antibureaukratisk revolution, men reaktionen udenfor Serbien var primært domineret af mistillid. Især kroaterne var pessimistiske overfor Milosevic og serbernes angreb på Titos arv (Ramet 2002:36-37). I Serbien begyndte man at tage ejerskabet af Kosovo til sig og fejre generobringen, blandt andet ved at fylde bibliotekerne op med bøger om Kosovo, musikere dedikerede sange til Kosovo, og parfumen Miss 1389 blev lanceret med henblik på at mindes Slaget på Solsortesletten (Ramet 2002:37). Generelt foregik der en national genoplivning i Jugoslavien. En fornyet interesse i fortiden blomstrede med særligt fokus på den nationale historie og litteratur. Kendetegnet var dog, at denne genoplivning kun foregik blandt de lokale nationaliteter, mens idéen om en samlet jugoslavisk nationalitet ikke fandt sted, hvilket resulterede i en endnu større splittelse. Ifølge Ramet mistede det jugoslaviske folk altså evnen til at forstå hinanden på tværs af republikkerne og provinserne (Ramet 2002:38). En afgørende effekt af nationalismen blev i 1989 fremlagt af musikeren Goran Bregovic, der mente, at den jugoslaviske idé var blevet upopulær, og at ingen stræbte efter denne. I stedet for at være jugoslaver ville man være serbisk, kroatisk eller slovensk. Jugoslavien havde altså ingen betydning (Ramet 2002:39). 2.4. Forestillede fællesskaber Det følgende afsnit vil på baggrund af Benedict Andersons værk Forestillede Fællesskaber (2001) uddybe dele af Andersons definitioner af fællesskabets opståen, og hvad der kendetegner en nation og nationalismen. Andersons definitioner af nationen og forestillingen herom bliver i dette projekt benyttet til at få nærmere indsigt i, hvorledes man kan forstå Jugoslavien som forestillet. Dette er essentielt, da landets fragmenterede historie ikke afslører en fælles historie, men nærmere er defineret af diverse etniske egenfortællinger. Yderligere bliver definitionerne appliceret på de værdier, Milosevic betoner, hvilket illustrerer, hvordan han fremmer den serbiske nationalisme frem for det jugoslaviske fællesprojekt. 24 af 57