Louise Ariesen Rams - - Juni 2012 1 Vietnameseres oplevelse af vesterlændinge I dag er det et særligt regnfuldt vejr i Sapa. En af de slags dage som nærmest kan minde om en decemberdag i Danmark, hvor alt er gråt og kedeligt, og man mest af alt har lyst til at skutte sig ved en pejs. Hvis dagen var min hund, ville den ligge sig foran radiatoren, krybe sammen og gemme snuden i sin egen varme pels. Det regner ikke, men her er så tåget og alt føles fugtigt. Personalet i de små butikker har overtøj på indenfor, lige ledes har de mennesker som har fundet vejen til cafeerne. Her har vi Thien, som altid travlt optaget med at tale i telefon og spise samtidigt! Diu, uden hende vil vi have lavet mange flere fejl. Her er hun sammen med os på tur til Bac Ha. Man ser nogle minoritetskvinder krybe sammen over et lille hjemmelavet varmeap- parat, som består af nogle glødende kul i en blikspand. Gaderne er beskidte og mud- rede, og det er koldt at køre på scooter. Og ligeså trist her er i tåge, ligeså fortryllende er det, når solen lige pludselig bryder frem, og gør horisonten klar, så man kan øjne Fansipan - den højeste bjergkæde i Vietnam - som jeg stadig mangler at bestige. Jeg har sat to tidligere samarbejdspartnere stævne på en af de små nye moderne ca- feer, som skyder op i Sapa med jævne mellemrum. Jeg har arbejdet sammen med, og lært meget af dem. Vi sætter os ovenpå i de bløde sofaer for at være lidt i fred for de andre gæster, og vi bestiller en varm kakao, som gerne skulle give lidt varme i den medtagne krop. Det er nu to et halvt år siden, vi er vendt hjem fra Vietnam, og vi er kommet på besøg igen for at hilse på alle vores gamle venner og opfriske minderne. Det er særligt bevægende for os, og det er som at få en tur i en følelseskarussel. Jeg er godt i gang med at nedfælde mine minder fra Vietnam i bogform, og i dag har jeg et særligt ærinde. Jeg kunne godt tænke mig at interviewe dem om, hvordan viet- namesere egentlig ser på os danskere? Jeg har gjort mig mange tanker om mødet med vietnamesisk kultur og arbejdsform, men hvorfor ikke vende bøtten rundt og høre det fra dem, som har erfaring med os udlændinge i deres land? Hvad har de lært, hvilke udfordringer har de mødt, og hvad kan vi lære af dem?
2 Thien er søn af Houng familien. Han har været med til at bygge lodgen og har i den grad haft en masse pres og stress ved at stå mellem en utålmodige dansk direktør, en ambitiøs byggeleder, samt sin mors (som er den vietnamesiske formelle samarbejds- partner for Topas efter mandens død) spørgsmål og indvendinger og sidst men i vir- keligheden allermest: de bureaukratiske vietnamesiske lokale og regionale myndig- heder (en danskers fortolkning som Thien er enig i). Han tog sit kørekort i en jeep på byggepladsen, da udgravningerne til Ecolodgen startede, og er i dag leder af Topas Ecolodge og sidder i bestyrelsen. Han er en meget kløgtig ung mand, som jeg beun- drer dybt. Diu er en ung pige, som stammer fra en meget fattig Tay- minoritet. Hun arbejder på det operative kontor i Sapa, hvor hun står for det administrative omkring forsyninger til lodgen, sørger for skemaplanlægning og administration af vognmanden for Topas Ecolodges busser, og er desuden assistent i forhold til at ekspedere trekkings, og de ture der ellers bliver arrangeret fra Sapa kontoret. Hun har en daglig kontakt til 12 sprælske og ind imellem nedladende guider. Nogle af dem kan være ret arrogante, for der er status i at være god til engelsk eller fransk. Det har krævet sin kvinde, og Dui har lagt øre til lidt af hvert. Hun er netop ved at afslutte en engelskuddannelse, som hun har taget online, samtidig med at hun har passet sit job i Sapa. Diu tager mit ærinde meget alvorligt, og jeg kan se, at hun får lidt kulør i ansigtet og på halsen, da jeg beder hende fortælle om sit arbejde, jeg tror hun nærmest er helt beæret over sådan at skulle interviewes. Og min fine mp3 diktafon understreger situ- ationen og bevidner, at det hun kommer til sige bliver foreviget. Jeg har arbejdet med danskere siden 2005, hvor jeg kom på kontoret og ikke kunne meget engelsk. Jeg arbejder på Topas rejsekontor i Sapa, og mit job består i at tage mig af alt vedrørende de ture, vi sælger, både ser- vice og problemerne. Det tager lang tid for os danskere at vænne sig til at arbejde i Vietnam, mon ikke vi først er indarbejdet efter et halvt år? Hvem leder hvem? Thien: Det er svært at komme fra en hel anden kultur, en hel anden må- de at arbejde på. Mange danskere, som jeg har arbejdet med, har kun brugt et par måneder til at lære og til at vænne sig til at arbejde her i Vietnam. I starten, når man arbejder sammen, vil vietnamesere holde sig i baggrunden og afvente, hvad du siger, og hvad de skal gøre. Det mindst tager fire- fem måneder, før du virkelig har opbygget en relation, og I kan stole på hinanden. Hvad er forskellen på at have en dansk og vietnamesisk leder? Du arbejder i et vietnamesisk firma men med en dansk leder. Thien: Det er nemt at arbejde med en udenlandsk manager eller dan- skere i det hele taget. Vi forstår hinanden, og de meget nemme at arbejde sammen med og er meget venlige. Det er det første. Der er meget tæt
3 kommunikation, og den måde at lede på, gør medarbejderne mere flek- sible. Den måde de leder på er meget straight, og de er ærlige, men der er og- så en slags fleksibilitet, og det gør, at folk er glade for at arbejde med dem. Vietnamesere er ikke altid lige tydelige, og der kan være forvirring om forventninger, og om hvor- dan arbejdet skal gøres. De kan have svært ved at gøre det tydeligt over- for personalet, om arbejdet skal gøres. Og det kan gøre, at medarbejdere kan blive ret forvirrede og ikke altid respekterer dem. Diu: Jeg ledte efter at arbejde for et udenlandsk firma. Fordi vi lærer nye ting og lærer om lande udenfor Vietnam, og jeg ved, at den måde, der bli- ver arbejder på i Europa, er meget professionelt, derfor vil jeg gerne ar- bejde for et udenlandsk firma. Vi kender jo allerede til den vietnamesiske måde at arbejde på. Jeg er meget glad for at arbejde med danskere, og jeg synes de er meget venlige, hjælpsomme, også hvis du har problemer udenfor jobbet i fami- lien eller i dit privatliv. Du kan snakke med dem, og de vil lytte til dig for- stå dig og hjælpe dig med, hvordan du kan løse problemet. Det gør, at medarbejderne føler sig glade og meget trygge ved lederen. Det er meget karakteristisk for danskere, at de er meget direkte som Thien sagde. De spørger dig direkte: Vil du gøre det og det?, og det gør det nemmere for mig at gøre arbejdet. Nogle gange kan vietnamesere have tendens til at snakke omkring problemet, så du selv skal regne ud, hvad det egentlige problem er. Jeg kan huske en episode, hvor køkkenchefen bad mig sige til restaurantlederen om at informere køkkenet noget mere. Jeg tænkte ved mig selv, hvorfor beder han mig om det, hvorfor beder han ikke hende selv? Peter fortalte mig senere, at det er en vietnamesisk ting. Hans job er i køkkenet, hendes i restauranten og kommunikationen må gå gennem Walter eller mig, når den handler om en slags kritik. Thien: Ja, når vietnamesere arbejder sammen, er det meget vigtigt, at man har respekt for arbejdet og viser andres arbejde respekt. Og hvis det, du vil sige, ikke er godt eller er kritik, så kan det være svært at sige. Hvis lederen siger det, vil det virke bedre. I firmaer er det nemmere, men hvis du arbejder for det offentlige, så er det meget vigtigt, hvordan du samarbejder og henvender dig til andre. Og det kan være derfor folk ikke vil henvende sig direkte. Okay, jeg forstår, det kan være vanskeligt at få forskellige afdelinger til at snakke sammen, hvis det der skal kommunikeres kan opfattes som kritik. Det vil nok være en form for ansigtstab for den, det går ud over. Nogle gange får de samme dårlige proce- durer lov til at gentage sig selv mange gange, fordi jeg tolker, at vietnamesere ofte undgår direkte konfrontationer. Jeg kan huske, der også var ting Walter og jeg gjorde forkert med hensyn til administration og bilag, hvor regnskabschefen ikke selv hen- vendte sig til os, men lod det gå gennem Peter.
4 Det lyder jo som om Diu og Thien er ret så glade for at arbejde med danskere. Og det er jo ganske dejligt, selvom man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor ærlige de egent- lig vil være overfor mig, idet jeg er en tidligere arbejdsrelation. Jeg havde troet, at de ville have mere kritik. Jeg har lovet dem, at jeg ikke skriver om noget, de ikke vil have. Jeg mærker, at de begge rigtig gerne ville sige noget godt. Men jeg fisker lidt for at høre ind til, hvad der virkelig har været svært for dem, for det ved jeg, at det ind imel- lem har været. Der må da være noget, vi danskere kan gøre bedre og må lære? Er vi nogen gange for direkte og dermed ikke respektfulde overfor jer? Diu, du har engang fortalt mig, at vi kan være meget direkte og ærlige, og du kunne føle dig meget såret. Kan du huske det? Diu: Ja på det tidspunkt havde jeg ikke så megen erfaring med at arbejde med udlændinge, og jeg undrede mig over, hvordan kan de være så di- rekte? Vietnamesere ville aldrig være så direkte. Efter et stykke tid lærte jeg det, og hvis jeg kom ud for det nu, ville jeg ikke blive så forskrækket, fordi jeg har mere erfaring med at arbejde med udlændinge. Og nu kan jeg gå ind i et rum væk fra de andre og sige: Ok, du kan være ærlig over- for mig, og jeg kan være ærlig overfor dem, men med en ny tager det længere tid. Har I nogle gode råd, hvis man skulle starte med at arbejde sammen, og man ingen erfaring har, måske kan I huske det fra jeres egen start? De er ret tøvende overfor det her spørgsmål, men endelig siger Thien: Det er svært, for det lærer du hen ad vejen. Det er svært at finde ud af, hvordan de er, dem du arbejder med, men hvis I lærer hinanden at ken- de, vil der være mange fordele ved at lære noget om hinandens liv også den familiære og private situation, fordi hvis der er problemer senere, kan det være nemmere at arbejde sammen og forstå hinanden. Diu: Jeg kan huske, da jeg var ny på kontoret, og jeg tænkte: ok, det her er så manageren, og han er anderledes end vietnamesere. Jeg prøvede, at forstå hvordan de gjorde, og hvorfor de handlede, som de gjorde. Nu synes jeg, at det er meget vigtigt, at hvis der kommer nyt personale, så skal de tage sig mere tid til at lære noget om den vietnamesiske kultur, for den daglige snak i Vietnam er meget anderledes, tror jeg, end i Euro- pa og Danmark. Man har jo en forhåndsviden, hvis man arbejder sam- men med dansker, og man selv er dansker. Man lærer hinanden at kende, hvis man har tid til at tale roligt sammen. Og det er også vigtigt, hvis man skal sige noget som er godt eller ikke godt. Det er ikke godt at sige: det der er ikke godt nok foran andre. For vietnamesere lærer meget hurtigt, og de vil virkelig forbedre sig, hvis du tager dem væk fra de andre, når du skal give kritik. Thien: Man skal ikke ydmyge nogen ved at skælde dem ud foran andre.
5 Det er vigtigt først at lære hver enkelt medarbejder at kende, hvad de gerne vil, hvad deres drømme er, deres familier, hvor og hvordan de bor, så er det nemmere senere, hvis der sker noget. Så ved du, hvorfor de re- agerer, som de gør. Diu: Nogen gange skal de virkelig tage sig tid til at høre, hvad problemet er, hvad der er galt. Men kun nogle få gange har jeg haft det problem. Det er næsten altid sådan, at vi har det godt med hinanden, og vi kan gå fra kontoret og gå ud og snakke og få kaffe sammen, og så er alt ovre, når kontoret er lukket. Ved nogle ting har man virkelig brug for sin tålmodighed ved byggeprojekter og lignende. Men andre ting oplever jeg, kan arrangeres utrolig hurtigt, for eksempel det at skaffe en bil eller en guide. Thien: Jeg tror, personalet har lært det i vores firma. De har lært at tage aktion på ting meget hurtigt. Og de er meget hurtige, og de VED hvordan problemer skal løses. Det tror jeg, vi har lært af jer danskere. Vietname- sere tager tingene mere med en vis ro. Hvad er jeres værste erfaringer? Thien: Det er ikke så længe siden, men det er løst nu. Min danske chef i Hanoi og jeg diskuterede, fordi han vil have mig til at finde noget perso- nale til lodgen. Du ved, det er svært at finde nogle, der er gode til engelsk. Og vi skulle skynde os med det. Så jeg havde fundet en pige, og jeg havde lovet hende, at hun kunne få et arbejde, og hun skulle stoppe med det daværende job i Sapa. Det viste sig så, at hendes engelsk ikke var så godt alligevel, så hun kunne ikke arbejde der. Jeg stod i den situation, at ma- nageren på lodgen ikke ville ansætte hende, men hun var allerede stop- pet på sit arbejde, fordi jeg havde sagt, at hun kunne få job her. Jeg havde sagt, at vi virkelig havde brug for folk. På det tidspunkt var min chef her, og han sagde: det er dit problem ikke mit. Jeg bad dig finde en til at arbejde, der var god til engelsk. Jeg var virkelig vred, og vi skulle stadig have fundet folk, og mens han hoppede ind i bilen, så spurgte jeg ham: jamen hvad skal jeg gøre?. Han sagde det er dit ansvar, fix it, please find en anden. Det var meget svært at stå der i den situation, jeg kunne ikke gøre noget, og jeg var meget flov over- for den pige, så jeg stod der midt på kontoret og skændtes med ham. Jeg sagde, jeg ikke ville gøre det, og at han selv kunne finde en. På det tids- punkt var jeg så sur, at jeg bare ville have det ud, jeg havde stået i det problem i nogle dage. Så tog min chef mig med ind til et andet rum, hvor vi snakkede og han sagde til mig, at min attitude ikke var god, og at jeg ikke kunne tale til ham sådan foran andre ansatte. Men det er den eneste gang i den tid, jeg har arbejdet med danskere. Efterfølgende har vi talt i telefonen og jeg kan forstå ham nu, grunden, til at han sagde det, er, at jeg er jo også er med ledelsen. Det er jo også mit ansvar. Jeg synes, jeg har lært af det. Han lod mig løse det problem, jeg havde skabt. Jeg skulle
6 selvfølgelig ikke havde lovet hende jobbet, inden jeg vidste, om manage- ren på lodgen ville ansætte hende. Hvis det havde været en vietnameser, så ville han sige ok har du lovet hende et job, så må vi hellere tage hende, men jeg har lært af, at mana- geren og min danske chef ikke synes, hun var god nok til engelsk. Så det er godt, det er det, jeg mener med, at I er meget straight direkte. Okay, han kunne måske nok lige have hjulpet dig med at finde en løsning, nu hvor du stod i det, synes jeg nok. Vil vi lære? Diu: Da jeg var ny på kontoret, og jeg arbejdede med Peter, talte jeg ik- ke så godt engelsk. Jeg havde bedt mine kollega om at sige til ham, at jeg havde fri i 5 dage. Og jeg ved ikke, om de havde sagt det til ham, eller om min chef afprøvede mig. Han bad mig om en stor opgave og at afslutte den inden ferien. Jeg var meget forvirret og kunne ikke nå det. Jeg troede, han vidste, jeg havde fri næste dag. Jeg prøvede at tale med ham, selvom mit engelsk var dårligt, og han sagde, hvis du vil noget, så sig det til mig direkte, ikke sig det igennem de andre, for det kan give problemer. Og jeg sad hele aftenen for at lave det, som han havde bedt mig om, og jeg lærte hans pointe om, at man må selv kommunikere det, man vil have igennem, og ikke gå igennem andre. Jeg var meget ked af det på det tidspunkt, jeg græd på kontoret og tænk- te, hvordan kunne han gøre det, han er ikke fair og ikke hjælpsom. Men jeg kan se nu, at han prøvede at lære mig at forbedre mig i mit arbejde. Det fik jeg megen erfaring af. Og da han vendte hjem til Danmark, sagde han til mig: Jeg er meget stolt af alt det, du har lært, så jeg ved, at den situation var en slags eksamen for mig, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg har lært meget af det, og jeg har fået mere erfaring nu til at takle problemer. Jeg har lært mere, det er derfor, jeg stadig arbejder her og ikke har skiftet job. Synes I, vi er villige til at ville lære af jer? Thien: jeg har nogle venner som arbejder med andre udlændinge, og de siger at de er svære at arbejde sammen med, de er ikke så åbne overfor vietnamesere. De er ikke så venskabelige, Danskere er det specielt, og de er meget hjælpsomme. De springer til og løser problemet. De respekterer dig meget, hvis du arbejder godt. Jeg har selv lavet fejl med at ville ændre ting for hurtigt. Selvom jeg ud fra et ledelsesmæssigt synspunkt måske nok havde ret, så havde jeg altså et større problem, hvis ikke restaurantchefen eksempelvis syntes, jeg respekterede hende og hendes arbejde. For hun havde jo indflydelse på mange ansatte.
7 Diu Ja nogen gange kan personalet få et chok, når der kommer ny leder, for nu skal de til at gøre alt ting anderledes, og de kan ikke forstå, hvad og hvorfor du vil, som du vil. Det kan give mange frustrationer. Den nye leder presser dem til at gøre tingene anderledes, og så kan man som medarbejder tænke: du er ny og du ved ikke, hvordan tingene skal gø- res. Du skal have mere tid for at vinde de ansatte til dig. Jeg har prøvet det samme med en ny chef. Den første måned var jeg meget skuffet, og jeg talte med mine kolleger om det. Jeg følte, jeg blev nødt til at tale ud om det for at få kontrol over mig selv. Men mange af dem der arbejder på lodgen kommer fra små landsbyer og har kun levet deres liv der og har fulgt familiens regler. Det er nødven- digt at give dem megen tid. Thien: Vietnamesere siger ikke, hvad de vil, men ofte viser de det på en anden, mere indirekte måde. Hvad er din bedste oplevelse? Når Vest møder Øst Thien Vi havde en vanskelig økonomisk situation i vores familie, og Pe- ter sprang til og hjalp os, for vi kunne ikke finde ud af at løse det pro- blem, jeg tror hvis ikke vi havde fået den hjælp fra Peter, så havde vi ikke haft det så godt, som vi har i dag, så tror jeg, vi vil have haft en del pro- blemer. Det er den bedste situation. At det er vigtigt at bygge relationen op gælder ikke kun for ansatte for samme firma. Det gælder også andre samarbejdspartnere. For eksempel de lokale myndigheder og politiet. Derfor er det så vigtigt, at imødekomme de invitationer der kommer hvert år omkring TET, hvor det kinesiske nytår bliver fejret. Selvom man kan frygte, den pligt der ligger i at bunde den obligatoriske risvin, som er en tro følgesvend til politiets og de lokale myndigheders TET- fest, så er det med at gennemføre. TET er så utrolig vig- tigt for vietnamesere. Der bliver ikke nødvendigvis talt forretning, man sidder kun sammen og spiser og drikker, og det har en kæmpe symbolværdi, som ikke kan blive understreget nok. Jeg har ladet mig fortælle af forrige medarbejdere herude, at det kan være afgørende for det næste års samarbejde, om man har vist ansigt omkring TET. Walter og jeg har fået mange erfaringer og gjort os mange tanker om at arbejde sam- men med vietnamesere, hvilket har været en meget stor glæde og til megen læring. I det hele taget tror jeg, der er mange vesterlændinge, der kommer med bud på, hvor- dan det er for vesterlændinge at arbejde i Asien, og alt det vi ikke kan forstå hos de andre, ynder vi at kalde for kulturforskelle. Og kulturforskelle kan så blive den kasse, der kan stoppes en masse ting ned i, og som kan være med til at distancere os fra hin- anden. Ja, der er kæmpe forskelle. Men alligevel. Når alt kommer til at, så er det men- nesker, vi arbejder med. Og jeg tror at herude selv under de meget primitive forhold - så har vi lært at vi alle uanset alder, højde, uddannelse og sprog har rigtig rigtig mange ting til fælles. Vi har alle brug for at blive respekteret, anerkendt for vores ar- bejdsindsats. OG det er vigtigt at tale sammen. Det er vigtigt at være helt tydelig i sin
8 kommunikation, om hvad man forventer, så der ikke er nogen tvivl. Kun ved at sikre sig at den anden har forstået hvad man mener, kan man forvente at opgaverne bliver udført. Mange af de ting her har jeg næppe gjort hele tiden, men jo længere tid vi var i Viet- nam jo mere fandt jeg ud af disse simple ting, som bare ikke altid bliver husket. Når man trevler problemer og fejl op, er tingene altid meget mere komplekse end ved før- ste øjekast. Og mon ikke der altid er en god grund til, at folk handler, som de gør? Selvom det måske ikke altid, er det rigtige, de gør. Regler er selvfølgelig gode, men regler er også til for at brydes. Hvad gør man, når man opdager, at en god arbejdskraft har stjålet flere tusinde kroner af kassen, og man ved, hendes søster ligger på et hos- pital, hvilket ruinerer deres familie? Hvad gør man, når man opdager, en der ikke kunne modstå fristelsen og stjal fra en gæst, og man bare ikke vil undvære vedkom- mende. Handler det ikke om at omgås ens egne regler? Indimellem ser man gennem fingre med noget, man ved foregår. Men det kræver klogskab og mod. Vi havde engang besøg af en mand, som havde arbejdet som konsulent for udenrigs- ministeriet i mange år. Han havde i sin ungdom boet i Sulsted, hvor vi bor, og Walter og han fandt ud af, at de havde samme uddannelse fra Ålborg universitet. Nu sad vi så sammen på den anden side af kloden, og vi snakkede om dilemmaerne ved at være så tæt på vores medarbejdere. Vi bor nærmest sammen her, det har mange fordele men kan være svært. Han sagde: Lov mig, at du vælger at drive forretningen. Hvis ikke den er der, er der ingenting for dem! Et godt råd. Men jeg vil vove den påstand, at begge ting kan lade sig gøre. I hvert fald var det en læresætning for Walter og jeg, at vi ville kunne se os selv i øjnene. Tit når vreden og frustrationen fyldte mest, kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre, og vi lavede mange fejl. Men i det store hele føler vi, at vi havde både virksomheden, hovedet og hjertet med. I interviewet spurgte jeg til, om de synes, vi danskere er villige til at lære af dem. De flakkede lidt med øjnene og sagde stille ja. Der kom en bemærkning om, at nogen gange lytter vi. Jeg tolker, at de nogen gange kan føle sig talt ned til og i værste fald ind imellem latterliggjort. Min egen forestilling og erfaring er, at der kan være en vis arrogance blandt vestlige, der arbejder i Vietnam. Nogle gange kommer vi og føler os bedrevidende på mange felter, og det kan ikke undgås at vietnamesere føler sig talt ned til eller ikke respekteret på den måde, som de fortjener. Den fejl tror jeg, rigtig mange udlændinge gør. Det er let at tage til Østen for at gøre karriere og føle sig superior. Mon ikke du i første omgang, sagtens kan trumfe ting igennem, hvis du er leder, i kraft af din formelle sta- tus, uden den store modstand? I det vietnamesere hele deres liv har indlært at have respekt for ældre, forældre eller højerestående autoriteter (lærere, ledere osv.), så de vil ikke gå imod dig, men gøre hvad du siger. Jeg tror, hvis du virkelig vil være dygtig i Vietnam, så må du lytte og lære. Mon ikke arbejdet lettes, mange problemer og misforståelser forhindres, hvis man virkelig åbner sig for den vietnamesiske måde og forstår tankegangen og den bagved-
9 liggende årsag til, hvorfor nogle ting fungerer, som de gør? I stedet for at fortælle hvordan tingene skal være efter en vestlig målestok. Lad mig tage et eksempel fra trafikken for at udfolde min pointe. Når man kommer til Hanoi som vesterlænding, så synes trafikken som et stort kaos. Motorcykler kommer fra alle retninger. Ligesom man synes man kører på en stor vej, der går i en retning, kan der lige pludselig være en motorcykel som langsomt drejer rundt og begynder at begynder at køre den anden vej (hvis det skete i Danmark, ville der opstå kaos, og det ville blive meddelt i lokalradioen, at der er en spøgelsesbilist, og vedkommende ville høste en bøde eller dom). Når du skal over en gade begynder den uerfarne Hanoitu- rist at vente på, at der skal blive fri adgang altså så der ingen køretøjer kommer, og man kan krydse over gaden. Den erfarne i Hanoi ved at således kan man stå, indtil håret bliver gråt. For der er aldrig fri adgang. Man må bare kaste sig ud i det. Men er det det samme, som at der er trafikkaos? Ved nærmere eftersyn er det faktisk sådan, at trafikken kører på sin egen organiske måde. I et roligt tempo hvor der er en regel og den regel hedder: at du altid skal holde øje med de andre trafikanter. De store horder af køretøjer sidder ikke fastlåst for rødt lys, for det karakteristiske ved den vietnamesiske trafik er, at tingene glider. Stille og roligt kører alle i den retning, de skal og for det utrænede vestlige øje kan det ligne kaos, men der er en orden i det ka- os, og den orden går ud på ikke at gøre uforudsigelige bevægelser. Alle kører forudsi- geligt, og det er også den måde, du krydser en meget trafikeret vej på i Hanoi. Du star- ter simpelthen bare med at gå over vejen stille og roligt. Det der så sker er, at alle de kørende ser dig og vurderer, hvis du forsætter i det samme tempo, om de skal køre den ene eller anden vej omkring dig. Du skal ikke begynde at løbe pludseligt og du skal heller ikke gå i stå. For hvis du gør det, er det først at der er risiko for ulykker. Hvis du lader dig glide med i trafikken, så fungerer det faktisk. Trafikken glider og alle holder øje med alle. Hvad ville der ske, hvis vi forsøgte at lave vestlige trafikregler i Hanois smalle gader? Eller begynder at lave vestlige regler for hvordan man skal styre en meget lokal virk- somhed? Mon ikke det ville være et stort kaos? Hvis der var lyskryds overalt, og alle skulle holde for rødt ved hvert gadehjørne, ville trafikken så ikke være et stort stille- stående udstødningshelvede? Så hvis vi kunne have samme tilgang til arbejdet med vietnamesere, som vi er nødsaget til i trafikken, tror jeg, vi vil være godt hjulpet. Af- vent, og observer, hvordan tingene foregår. Mon ikke vi skal se hvad vietnameserne gør, og først forstå hvorfor de gør, som de gør? Ved at tænke i individualistiske baner og kæmpe for ens egen vinding (læs: ego) tror jeg, man får en hård tid i Vietnam. Men hvis du har hjertet, din sunde fornuft og re- spekten med og samtidig holder fast i dine egne gode ideer, visioner og integritet, vil du ikke bare få nogle gode samarbejdspartnere, men kan faktisk være så heldig at få nogle dyrebare venskaber som vil holde hele livet. Hvis du først har bevist, at du er til at regne med, ikke er til salg, eller til at løbe om hjørner med, men omvendt er villig til at hjælpe og viser personen og personens familie respekt og ærbødighed, så har du måske ikke bare fået nogle rigtig gode samarbejdsrelationer, men måske ligefrem fundet en plads i de vietnamesiske hjerter. Og det er vist, mildt sagt, ikke det værste sted at være.