Niels Lynnerup Hovedstyrelse med afsæt i skolens hverdag. 44 år Lærer på 21. år på Haderup Skole Tillidsrepræsentant fra 1999-2008 Medlem af kredsstyrelsen i Herningegnens Lærerforening fra 2003 Medlem af DLF s hovedstyrelse fra 2008 Næstformand for Hoved MED i Herning Gode arbejdsvilkår skaber god undervisning Overskriften beskriver ret præcist, hvad jeg vil have som mål for mit arbejde i hovedstyrelsen, hvis jeg bliver genvalgt. I det sidste 8 år har mit arbejdsliv primært været det fagpolitiske virke i hovedstyrelsen, men med to dage om ugen med undervisning på min egen skole i Haderup, har jeg de nuværende arbejdsforhold inde under huden og kan se og mærke, hvor stor betydning arbejdsforholdene har for arbejdsmiljøet og kvaliteten af undervisningen. På mine kolleger kan jeg tydeligt mærke ambitionen om at levere undervisning af høj kvalitet, men lov 409 har sat sine spor, og det kræver forbedringer af arbejdsvilkårene, hvis ambitionerne skal indfries. Jeg vil arbejde stenhårdt for, at det bliver en realitet, hvis jeg bliver genvalgt. Snuptags-løsninger findes de? Ja det gør de måske nok, men det er sjældent, at de er holdbare og det gælder også i fagpolitik. Jeg tror på, at det akkurat som i undervisningen er det lange seje træk, som i sidste ende giver de bedste resultater. OK 15 var første skridt til at forbedre vores arbejdstidsforhold efter lockouten. Det, vi opnåede, var ikke guldrandet - det var og er ikke nok, men det er dog et skridt væk fra lov 409. Det er ikke alle steder, at de 15 punkter om arbejdstid har slået igennem, men i såvel
kredsene som i hovedstyrelsen arbejdes der konstant på at holde kommuner og skoleledere op på, at de 15 punkter IKKE er et frivilligt inspirationsnotat, men et overenskomstresultat som skal udmøntes. Heldigvis har man i mange kommuner taget forpligtelsen på sig, og på baggrund af de 15 punkter om arbejdstid skabt bedre arbejdsvilkår. I de sidste 8 år har jeg haft plads i overenskomstudvalget. I den kommende periode vil jeg se det som min fornemste opgave at bygge ovenpå, så rammerne for lærerarbejdet forbedres. Det skaber nemlig god undervisning. Ja eller nej til OK 15 Selvom jeg anbefalede et ja ved OK 15, har jeg stor forståelse for de medlemmer, som stemte nej. Deres frustrationer over de nuværende forhold skal ikke blive glemt. Tværtimod er det for mig et yderligere afsæt til at lægge pres på vores forhandlingsparter om, at der SKAL ske ændringer i de nuværende rammer. Samtidig siger jeg også, at det er forhandlingsvejen, vi skal gå. Strejkevåbnet skal kunne bruges, men det skal bruges med stor omtanke. Perspektivet skal være, at vi kan få noget ud af det. Det ville vi efter min bedste overbevisning ikke have fået i 2015. Folketinget ville efter al sandsynlighed bare have stadfæstet lov 409. Det var jo nøjagtigt det samme folketing, som to år tidligere havde vedtaget samme lov. Forberedelse lærerens afgørende fundament. Igennem de sidste par år har flere og flere lærere ufrivilligt stået i den situation, at de er mødt op til dagens arbejde og været delvist uforberedt. Så har man skullet trylle et eller andet frem på rekordtid og i mange tilfælde ved man som lærer godt, at kvaliteten ikke er på højde med det, som man ellers gerne ville stå på mål for. For enhver lærer er den individuelle forberedelse det helt afgørende fundament for at kunne skabe kvalitet i undervisningen.
Derfor vil det for mig også være ganske afgørende, at vi i den kommende periode bevarer fokus på at forbedre rammerne om den individuelle forberedelsestid. Det er ikke sikkert, at det kan lykkes at skaffe mere bruttotid til forberedelse, men så må vi skabe mere nettotid. Jeg finder det f.eks. ganske uhensigtsmæssigt, at nogle lærere pålægges en rigid form for læringsmålstyret undervisning, hvor tiden bruges på form og metoder frem for at forberede en reel undervisningslektion, som kommer eleverne til gode. Enhver lærer skal sætte mål for sin undervisning, og jeg har ingen aversion mod læringsmålstyret undervisning, hvis den enkelte lærer finder det brugbart. Men hvis det trækkes ned over et helt lærerværelse eller sågar en hel kommunes lærere, så er det en afprofessionalisering af lærerrollen og et eklatant brud med lærerens metodefrihed og dansk skolekultur i det hele taget. Vel at mærke et brud, der ikke er nogen forskningsmæssig belæg for, øger kvaliteten af undervisningen. Det at stå uforberedt i timerne er fra en faglig synsvinkel utilfredsstillende, men hvis det går hen og bliver mere reglen end undtagelsen, er det fra et arbejdsmiljømæssigt perspektiv direkte skadeligt. Landet over har man oplevet et markant stigende sygefravær blandt lærerne - ofte begrundet i det pres, der ligger i, at man ikke kan nå sine opgaver og må gå uforberedt til timerne. For DLF skal forbedring af arbejdsmiljøet være en overligger for hele det fagpolitiske arbejde. Man må ikke kunne blive syg af at gå på arbejde. Et lønsystem der passer til professionen De sidste år har arbejdstid været det, der har fyldt mest i såvel organisationen som blandt medlemmerne, men vi skal stadig have fokus på at forbedre og udvikle vores lønsystem. Jeg vil arbejde for, at vi bevarer så stærk en kollektiv lønprofil som overhovedet muligt. Lærerarbejdet er kendetegnet ved, at vi arbejder i teams og løfter i flok. Derfor passer et individualiseret lønsystem ikke til vores profession, og det må for mig at se aldrig blive sådan, at den enkelte lærer skal forhandle løn med sin skoleleder. Af samme grund er det helt afgørende, at kredsene bevarer den lokale aftaleret, så evt. lokale lønmidler bliver udmøntet efter objektive kriterier.
Hvor er vi på vej hen med folkeskolen? På dette års kongres var der en delegeret, som gav sin uforbeholdne mening om reformen, og sluttede sit indlæg med ord i retning af: Uanset hvordan de pakker den ind, kan de da så ikke forstå, at vi overhovedet ikke vil ha den reform. Jeg kan have alt mulig sympati for udsagnet, som giver udtryk for de frustrationer, som en totalt underfinansieret reform har givet på lærerværelserne.. Men fakta er bare, at reformen er vedtaget med et solidt og meget bredt flertal i folketinget, og vores medlemmer skal arbejde under den. Her tjener vi vores medlemmers interesser bedst ved til stadighed at gøre opmærksom på, at de nuværende styringsmekanismer stærkt inspireret af en revitaliseret New Public Management er ødelæggende for folkeskolens virke. Vi vil også i den kommende periode blive beskyldt for at have nej-hatten på, men det må vi tage med. Vi køber os ikke til popularitet på bekostning af vores troværdighed, sagde formanden i sin beretning på kongressen. Det er jeg helt enig i. Folkeskolen er under forandring og vi skal bruge vores faglighed og viden fra praksis og forskning til at dreje udviklingen i den rigtige retning. Jeg ser det som vores opgave, at folkeskolens brede formål dannelsen - igen kommer i centrum. Folkeskolens succes kan og skal ikke kun afgøres af prøver og test. Inklusion vi går forrest også når der skal siges fra. Pudsigt nok er inklusion ikke nævnt med et eneste ord i den nye reform. Formentlig fordi det er et ømtåligt emne, som reelt dækker over, at den enkelte kommune skal spare penge. Vi skal gå forrest og fastholde, at inklusion kun kan ske meningsfuldt, hvis der på den enkelte skole tilføres ressourcer og udformes en handleplan for, hvordan
inklusionen kan ske. Først og fremmest handler det om, at lærerne sikres efteruddannelse, så de kan erhverve sig værktøjer, som hjælper til at håndtere en meget kompleks opgave. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tydeligt markerer, at ikke alle elever kan inkluderes, og at grænsen går, der hvor klassens fællesskab er i fare, og hvor man som lærer forhindres i at gennemføre undervisningen. Ingen kan være tjent med det sidste. Hverken de elever, som partout skal inkluderes, og som oplever en enorm frustration i deres skoledag eller klassens andre elever, som oplever en alt for stor grad af uro og manglende kvalitet i undervisningen. Det er urealistisk at forestille sig, at en lærer eller børnehaveklasseleder kan stå alene med f.eks. 26 elever og 2 ekstra, der skal inkluderes. Der SKAL mere mandskab til. Allerhelst uddannede lærer med de rette kompetencer. Men i en tid med kommunal økonomisk smalhals kan en assistent for læreren også være en løsning. Jeg er optaget af, at vi sikrer både den inkluderede såvel som de andre elever kvalitet i undervisningen, men jeg er mindst ligeså optaget af, at vi sikrer, at man som lærer har et godt arbejdsmiljø, og det kan sidstnævnte mulighed være med til at forbedre. Inklusion uden handleplan og ekstra personale er efter min mening en af de største trusler mod et godt lærerliv. Vi skal i højere grad gøre opmærksom på de kvaliteter, der er i vores specialskoler. Det er for enkelt at sige, at elever, der går på specialskole, oplever at være ekskluderet. Tværtimod oplever mange forældre, at deres børn her befinder sig i et fællesskab, hvor de modtager et kvalificeret undervisningstilbud. Det skyldes, at der her er lærere, som gennem årene har erhvervet sig uvurderlig ekspertise i at tage sig af undervisningen af børn med særlige behov og diagnoser. I øjeblikket hjemtager kommuner af økonomiske årsager i stor stil de elever, der er visiteret til specialtilbud. Jeg tænker, at det er en overvejelse værd, om vi kan sikre disse tilbud og arbejdspladser, ved at komme med forslag til at nytænke finansieringen. I mange tilfælde er det ikke selve udgiften til undervisningen, der er mest bekostelig, men derimod udgifter til transport mm. Det er ikke vores hovedopgave at anvise finansieringen, men sandheden er, at der skal tænkes utraditionelt, hvis vi skal bevare arbejdspladserne og ekspertisen på specialskolerne.
Indflydelse gennem alliancer: Vores mål er at være en troværdig aktør i den skolepolitiske debat. Det skal fremgå tydeligt, at vi er eksperterne, når det gælder forberedelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Det er indlysende for mange heldigvis - men vi må også erkende, at det ikke altid er nok at have ret, man skal også få ret. Vi vil stå langt stærkere i den offentlige debat, hvis vi bliver bedre til at indgå alliancer, så vi ikke bliver alene om at bære de pædagogiske og didaktiske argumenter til torvs. Et eksempel på det kunne være efterårets debat om de lange skoledage. Her får de fleste lærere formentlig lyst til at udbryde: Jamen for pokker da det har vi da sagt til bevidstløshed både før, under og efter skolereformens vedtagelse. Desværre er det for elever og forældre først, når de direkte mærker det, at virkeligheden går op for dem. I stedet for at ærgre os over, at der ikke blev lyttet, skal vi benytte os af, at Skole og Forældre faktisk her taler den samme sag som os. Skolelederforeningen er også en alliancepartner. Jeg er helt klar over, at der er nogle spor fra 2013, der skræmmer, men der har tydeligvis været en vis selverkendelse fra Skolelederne - gående fra, at stort set alt ville blive godt, når bare de fik lov at lede og fordele..til aktuelle meldinger om, at skolereformen er underfinansieret, og at lærerne skal have mere fleksibilitet i jobbet. Jeg tror, at mange skoleledere er på vej til en erkendelse af, at de har fået en meget vanskelig opgave, som kun kan løses i et samarbejde med tillidsrepræsentanten og lærerne. Et godt samarbejde mellem skoleledere og lærere skaber ikke nødvendigvis en god skole, for de økonomiske vilkår for at drive skole kan være så ringe, at det ikke er muligt. Til gengæld vil jeg næsten garantere, at det giver en dårlig skole, hvis samarbejdet ikke fungerer..
Hovedstyrelsen i de kommende 4 år: Hovedstyrelsen er et fagpolitisk valg, men jeg synes det er helt afgørende, at sammensætningen er så bred som mulig, og at hele landet er repræsenteret i hovedstyrelsen. Hvis jeg opnår genvalg, vil jeg fortsat lægge mig i selen for at være den stemme, der bringer den midt- og vestjyske virkelighed ind i hovedstyrelsen.