Medlemsblad for AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER AARHUSIANERSAMFUNDET

Medlemsblad for AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER AARHUSIANERSAMFUNDET

Lille Wubbe fortæller Otto Christiansen (1914-2010) blev klassisksproglig student fra Aarhus Katedralskole i 1932 og senere amtslæge i Aarhus. Han var søn af den navnkundige Wubbe, Laurits Christiansen, der var rektor for skolen i årene 1924-1947. De følgende sider er et uddrag af Otto Christiansens private erindringer. I efteråret 1924 blev min far, der var lærer på Ribe Katedralskole, udnævnt til rektor i Aarhus. Jeg anede ikke noget om, hvad der var i gære og blev derfor noget forundret, da vores fysiklærerinde, frk. Mortensen, pludselig midt i fysiktimen kom hen til mig og sagde:»nu bliver skolens flag hejst til ære for din far«, og ganske rigtigt så jeg, at skolens flag blev hejst. Det var en lørdag, hvor skolens elever plejede at forsamles til fællessang, inden de gik hjem. Denne lørdag formede det sig som en højtidelighed til ære for min far. Rektor Willumsen holdt en lille tale, og min far holdt en takketale. Min far skulle tiltræde ret omgående og indlogerede sig på et pensionat i Aarhus, mens resten af familien blev i Ribe til april det følgende år. Da vi kom til Aarhus, blev vi afhentet ved toget af min far. Banegården var på det tidspunkt nærmest et skur, fordi den nye banegård var ved at blive bygget. Vi marcherede igennem byen til domkirken, hvorfra der gik en bus til Risskov. Her blev vi for første gang præsenteret for vores nye hjem, Havfryd. Det var lidt af en åbenbaring: en stor prægtig villa direkte ud til stranden (egen strandret) med to altaner, glasveranda og stor have med masser af frugttræer. Huset var bygget en halv snes år tidligere af en gullaschbaron, og derfor var der ikke sparet på de ydre attributter, for eksempel flankeredes indgangen af to sfinkser. omgav skolen og rektoren, var, at der i domkirken var en speciel plads til rektoren. Dette privilegium ønskede min far dog ikke opretholdt. At både lærere og elever altid tiltalte rektoren i tredje person, var en selvfølge. Jeg begyndte selv i skolen i 1. mellem i august 1925 i en klasse med 30 elever. I tysk havde vi en lærerinde, som hed frk. Engell. Hun var ikke cand.mag. og blev derfor aldrig mere end adjunkt. Hun var datter af en for længst afgået lektor Engell og var formentlig blevet ansat i kraft heraf. Imidlertid var hun en fremragende lærer, en af de bedste, jeg har haft. Hun var sikkert meget gammeldags i sin pædagogik, men vi fik lært den tyske grammatik med alle dens bøjninger og remser, som vi gentog i det uendelige. Hun kunne være meget hård, når hun blev vred, for eksempel husker jeg, at hun til min senere gode ven Keld Pihl, der var ret lille og tyk og ikke særlig gæv til tysk, sagde:»du sidder der og koger i dit eget fedt i stedet for at følge med«. I øvrigt var hun skolens inspektrice, dvs. at hun skulle sørge for, at de kvindelige elever ikke skejede ud ved for eksempel at gå udfordrende klædt eller bruge kosmetik. Dette hverv passede hun med stor nidkærhed. I matematik havde vi lektor Otto Larsen, der var lidt af en original. Han gik rundt med et fjernt blik, og man havde indtryk af, at han altid tumlede med tal og matematiske problemer. Men han var en inciterende lærer. Han kom gerne farende ind i klas- Undervisning ved rektor Laurits Christiansen. Aarhus Katedralskole blev, da min far overtog rektoratet, anset for en fin gammel skole. Den foregående rektor, Vaupell, var af den gamle skole. Han havde været lærer for Christian X, og det levede han vist stadig højt på. Der var ret strenge disciplinære regler, for eksempel måtte drengene ikke gå med knæstrømper (som det i øvrigt var skik dengang). Straks ved min fars tiltræden mødte en deputation fra eleverne op for at få denne regel ophævet, hvilket også skete. Når min far kom ind i gymnastiksalen i et eller andet ærinde, blev der straks kommanderet retstilling til eleverne, og øvelserne blev ikke genoptaget, før min far havde givet tilladelse til det. Et andet eksempel på den nimbus, der 2

Lille Wubbe fortæller sen, og uden et ord begyndte han at skrive regneopgaver op på tavlen. Hans begejstring var smittende, når han ad tankens vej kunne løse et eller andet matematisk eller geometrisk problem. Han var en nær ven af mine forældre og deltog i alle vore familiefester. Til min konfirmation holdt han en smuk tale til mig, hvori han med stor indfølingsevne omtalte de problemer, det kunne give at være rektors søn. For selvfølgelig var det ikke helt problemfrit. På den ene side var der risiko for, at lærerne ville give mig en positiv særbehandling, hvad de måske også somme tider gjorde, for eksempel har jeg aldrig været udsat for korporlig afstraffelse, hvad der ellers var meget almindeligt hos visse lærere. På den anden side måtte jeg jo ofte høre kammeraterne gøre sig lystige over min far når de for eksempel i al godmodighed efterabede hans særlige dialekt og hans mange pudsige talemåder. Min fars kælenavn blandt eleverne var Wubbe, og jeg fik naturligt nok navnet Lille Wubbe, der dog senere blev forkortet til Vop, og det hed jeg faktisk resten af tiden også en enkelt af lærerne brugte dette navn. Men mit største problem var faktisk, at min far også var rektor, når han kom hjem, og jeg skulle ikke skeje ret meget ud, før det gav anledning til bemærkninger ved middagsbordet. Da jeg i 1929 skulle begynde i 1. g, valgte jeg at blive gammelsproglig. Det var der flere grunde til. En af dem var, at min bror Heinrich, som jeg beundrede meget, var gammelsproglig student. En anden var, at flere af mine gode kammerater valgte den retning: Den var det år af en eller anden grund nærmest på mode. En tredje grund var, at jeg godt kunne lide faget latin, som vi jo havde haft i 4. mellem. Vi var i alt 12 elever i min klasse. Det var første gang i skolens nyere historie, at der var så mange gammelsproglige, tidligere var der kun 4-6 elever. Det medførte, at vi blev en helt selvstændig klasse og ikke, som det ellers havde været tilfældet, skulle have flere af fagene fælles med de nysproglige. I latin havde vi en fremragende lærer, lektor Strehle. Jeg mindes hans timer som umådelig hyggelige og lærerige. Han brugte aldrig katederet, hvad de fleste af de andre lærere gjorde, men satte sig på en stol midt imellem skolebordene. Vi fik faktisk lært den latinske grammatik uden tårer og krydret med talrige latinske sentenser. I græsk havde vi den første tid lektor Hammer. Han var gammel og grå, indbegrebet af en støvet gymnasielærer. Han sad ved katederet, og der var ikke noget, der hed udenomssnak. Han var en nær ven af min far og var vist et udmærket menneske men morsom var han ikke. Det i vore øjne mest interessante ved ham var, at hans datter var gift med Ib Schønberg. Efter nogle måneder døde han imidlertid af en kræftsygdom, og vi fik efter nogen tid Per Krarup i stedet for. Det var lidt af en omvæltning, og han kom til at betyde meget for hele ånden blandt eleverne. Han var kun 23 år, da han startede, og vi betragtede ham nærmest som jævnaldrende og vice versa. Hans kælenavn blev hurtigt Lille Per. Han manglede selvfølgelig Strehles erfaring og autoritet, men noget græsk fik vi da lært. Der gik dog også megen tid med snak om alt muligt andet. I en periode syntes min sidekammerat, Max Knudsen, og jeg, at det blev lidt for meget af det gode, og det bevirkede, at vi stiftede en forening, som blev døbt Labor (latin: arbejde). Foreningen havde i starten kun to medlemmer. Vi udarbejdede love, hvoraf det fremgik, at foreningens formål var at fremme medlemmernes flid og opmærksomhed i skolen. Der valgtes en formand og en næstformand for en måned ad gangen, og der blev autoriseret en foreningsprotokol, hvorigennem medlemmerne kunne kommunikere med hinanden. Det blev faktisk til adskillige tætskrevne protokoller. Vi titulerede altid hinanden med henholdsvis formanden og næstformanden, alt efter vores øjeblikkelige status. Både Max og jeg havde som man i dag ville kalde det en kæreste. Det var dog på det helt platoniske plan. Max udkårne hed Adda. Hun gik en klasse under os, men var også gammelsproglig. Hun var en klassisk skønhed og havde lange fletninger. Dertil kom, at hun var overmåde intelligent og musikalsk. Straks da hun kom ind i skolen, vakte hun opmærksomhed hos drengene, men der var ikke nogen, der rigtig turde gøre tilnærmelser. Max og jeg vedtog for dog at gøre noget at optage hende som æresmedlem i vores tomandsforening, naturligvis uden at fortælle hende selv noget om det, og i den første tid nøjedes vi med at lovprise hende i foreningens protokol. Gennembruddet kom en forårsdag, da jeg tog mod til mig og inviterede hende og Max ud til Havfryd. Vi havde en dejlig dag sammen alle tre, og fra da af blev hun og Max gode venner. Min veninde hed Kamma. Hun var ligesom Adda smuk og intelligent, men en 3

Lille Wubbe fortæller mere jordnær og livlig type. Vi havde mange fælles interesser, hun læste meget skønlitteratur og var dygtig med sine hænder, syede al sit tøj selv (og lampeskærme og lyseduge til mig). Vi havde faktisk i al uskyldighed en dejlig tid i det halvandet år, det varede. Vi sejlede, cyklede og spadserede, gik til baller og i biografen. Igennem hele 3. g var vi sammen to-tre aftener om ugen. Kamma, der var ret ærgerrig, havde lidt svært ved latin, og vi fandt ud af, at jeg kunne gennemgå latinlektien med hende. Det forgik enten på hendes eller mit værelse, hvor vore respektive mødre så serverede te. Hun var enebarn og kom fra ret små kår. Efter studentereksamen ebbede vores forhold ud. Den måde, gymnasieelever festede på, var meget forskellig fra nutidens gymnasiefester. Den største begivenhed var det årlige skolebal. Det foregik i Vennelyst, og alle mødte op i deres fineste puds, de fleste med deres forældre (i kjole og hvidt). Festen indledtes med opførelse af årets skolekomedie, og selve ballet startede med indmarch i en polonaise, som man havde øvet sig på i gymnastiktimerne i flere uger. På et vist tidspunkt formedes polonaisen i en opstilling foran min mor (skolens førstedame ). Hun trådte så frem og holdt en altid meget smuk og varmt følt tale til de unge. Efter polonaisen begyndte dansen. Man var lang tid før ballet blevet udstyret med balkort, som det jo så gjaldt om at få udfyldt med de rigtige navne. Det var udelukket, at nogen drak for meget, og jeg har aldrig hverken ved skoleballer eller andre fester været ude for, at nogen af kammeraterne blev berusede heller ikke, når vi festede under private former. Skoleballet var nok lidt af en snobbefest. Jeg har senere tænkt på, at der nok var en del, som holdt sig væk af økonomiske grunde, eller fordi forældrene ikke følte sig tilpas blandt de kjoleklædte herrer. I 3. g blev jeg valgt til formand for Heimdal, der var gymnasieforeningen for de to ældste klassers mandlige elever. Møderne blev holdt lørdag aften kl. 20-22 og indledtes med oplæsning af Gjallarhornet og Sprøjten, hvori medlemmernes henholdsvis seriøse og humoristiske produkter blev publicewret. Dengang skrev mange gymnasieelever digte (gør de stadig det?). Jeg bidrog selv med adskillige digte i begge organer, mest Gjallarhornet. Ved hvert møde blev der derefter holdt et foredrag. Min forgænger som formand var Johannes Rosendahl, Klassisksproglige studenter 1932. Otto Christiansen ses i ringen. senere kendt højskolemand. Han var allerede dengang politisk engageret og en fremragende foredragsholder og debattør. Det niveau kunne foreningen ikke leve op til i min formandstid. I min tid skulle man op i samtlige fag til studentereksamen, så det var lidt af et slid. Jeg klarede mig rimeligt godt, men kan stadig ærgre mig over, at jeg ved eksamen i astronomi ikke kunne svare på spørgsmålet om, i hvilket verdenshjørne midnatssolen står! Det kostede mig faktisk nogle point. Det var i øvrigt komplet ligegyldigt, hvordan ens resultat blev. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig om eksamensresultater. Hverken for studentereksamen eller embedseksamen. Hvad havde jeg så fået ud af de tre år i gymnasiet? Lidt almindelig dannelse, lidt overfladisk kendskab til græsk, engelsk og fransk og et lidt dybere kendskab til latin, minimal blivende historisk viden og nogenlunde kendskab til den klassiske danske litteratur. Men aktuelle politiske og sociale problemer kendte vi ikke meget til, og udvikling af evnen til personlig stillingtagen var der ingen, der interesserede sig for. Man må nok betegne mig som en noget umoden, selvoptaget student med en ret snæver horisont. Jeg tror nok, at vore dages studenter er langt mere modne og har en videre horisont, end jeg havde. 4

Mindebiblioteket i nyt lokale I forbindelse med en større omrokering af skolens faglokaler udløst af Arbejdstilsynets krav om bedre ventilationsforhold er Mindebiblioteket endnu en gang flyttet til et nyt lokale. Denne gang i sidebygningen til Mejlgade 8 på 1. sal. Flytningen har givet anledning til en vis sanering af bibliotekets samling. Her tænkes først og fremmest på beholdningen af audiovisuelt materiale. De gamle vhsbånd, kassettebånd, lydbånd og dias er blevet overført til dvd og cd. Dels fylder de mindre, dels var det i sidste øjeblik, at visse af båndene kunne reddes. En anden større ting er et stort udlån til Grundvig Centeret af Mindebibliotekets samling af 1.-udgaver af Grundtvigskrifter, der i øvrigt var udgangspunkt for Mindebibliotekets oprettelse, idet skolens bibliotek overførte sin eksklusive samling til Mindebiblioteket. Udlånet, som nu befinder sig hos forskerne i Vartov i København, fylder to stopfyldte flyttekasser af den store størrelse. Desuden har skolen ønsket, at Mindebiblioteket i fremtiden også skulle rumme udvalgte bøger fra skolebibliotekets depotsamling. Denne samling bestod ved årets begyndelse af cirka 8.000 registrerede titler, som for den største dels vedkommende sidste sommer var blevet pakket ned i 260 flyttekasser i forbindelse med indretning af ventilationsanlæg i det største depotrum. Mindebibliotekaren har så i det forløbne halvår fået carte blanche til at få hold på samlingen og udvælge eksemplarer til det nye 'klenodiebibliotek'. Med de indskrænkede pladsforhold og de beskedne muligheder for hyldeplads i Mindebiblioteket har opgaven været at indskrænke depotbibliotekets omfang i fortsættelse af den politik rektor Spure Nielsen i 1992 iværksatte. Her kan henvises til skriftet. Overført fra Aarhus Katedralskoles Bibliotek, (1995). Som tiden er gået, og som de fleste, der har søgt at afvikle egne bogsamlinger, ved, er det i dag ikke let at finde aftagere til selv de bøger, man selv skatter højt. Statsbibliotekaren aflagde besøg og kunne formås til at skaffe 'hjem' for syv titler. Nobelbiblioteket, som er det nye fusionerede bibliotek på Aarhus Universitet, afviste at tage stilling til yderligere overførsler. Heldigvis opstod der god kontakt til det ovennævnte Grundtvig Center, som blev meget begejstret for en samling af Grundtvig - 'materie' dvs. uindbundne tryk direkte fra bogtrykkeren 1818 og 1823, som i årenes løb er blevet flyttet fra loft til loft med fare for at ende i papircontaineren. Centeret har desuden ønsket at låne en større del af depotbiblioteket for at genskabe Grundtvigs bibliotek, som blev sat på auktion efter hans død. Her kunne vi hjælpe med cirka 1.000 titler, som dækker bøger inden for forskelligartede fagområder, trykt i perioden 1600 til 1872. De fylder 12 hele flyttekasser og skulle hittes i flytterodet. Den største aftager blev imidlertid Syddansk Universitetsbibliotek, der tidligere havde overtaget samlingerne med emneområderne: filosofi, religion og pædagogik. Nu var de blevet mere kritiske og ville kun udvælge bestemte titler fra depotlisten med de 8.000 titler; og det resulterede i hen ved 65 flyttekasser. Hermed var depotbiblioteket indskrænket så meget, at det kunne opstilles på den resterende plads og udvælgelsen af klenodier foregå. Der mangler dog et overblik over de endnu ikke registrerede fagbibliotekers depotbøger, hvor også klenodier kan forefindes. Arbejdet med den endelige indretning af Mindebiblioteket plus klenodiebiblioteket er således ikke endeligt afsluttet, men der tegner sig et billede i det nye lokale. Blandt de ypperste titler i klenodiebiblioteket er selvsagt skolens ældste bog fra 1518: Alle Epistler oc Evangelia som lesiss alle Søndage om Aared, sammeledis Jule dag : Paaske Dagh : Pingetz dag : meth deriss udtydning oc glose oc eth Jertegn til huer dag meth flere artickle som alle menniske nyttelige ere : [Christiern Pedersen] (Jærtegnspostil) og Diderot og d`alembert: Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des Sciences, des Arts et des Métiers fra 1777. Bjarne Falch Olesen, mindebibliotekar 5

Stedet Aarhus Katedralskoles Venner har igen i år udfordret elevernes fantasi og kreativitet ved at udskrive henholdsvis en billed- og en tekstkonkurrence. Efterfølgende har en jury bestående af Aarhus Katedralskoles Venners bestyrelse suppleret med dansk- og billedkunstlærere valgt vinderne, tre i hver konkurrence, som blev belønnet med henholdsvis 1.000 kr., 500 kr. og 300 kr. Præmierne blev overrakt ved dimissionen. Opgaverne lød: Billedkonkurrencen Lav et billede med titlen Stedet. Din inspiration kan være af mere konkret eller mental karakter. Billedet kan være realistisk eller mere abstrakt. Der ønskes en kort redegørelse for ideen bag værket, der afleveres sammen med billedet. Tekstkonkurrencen Skriv et essay, der handler om et sted, der er vigtigt for dig. Et essay kan defineres som en tekst, der på en personlig måde udtrykker nogle holdninger og overvejelser af almen interesse. Du skal altså få læseren af din tekst til at fornemme at din opfattelse af det sted, du skildrer, også er interessant for ham eller hende, enten fordi det vækker genklang, eller fordi det slår nogle ukendte strenge an. Eva Victoria Krause-Jensen, 2.r 6

Vinderen af tekstkonkurrencen Vindere af teksstkonkurrencen: Kjolerne hang fra bøjlerne øverst. De var blomstrede, og stribede, og ternede, røde, gule og grønne. Det var trygt at kigge på. Træpladen under mig knirkede. Det slog mig af og til, at den måske ikke kunne holde til min vægt. Men det tog jeg mig ikke af. Det havde været helt mørkt i det lille rum, var det ikke for den lille sprække mellem lågerne, hvor lyset udefra slap igennem. For selvom jeg havde mine ben presset godt ind til min krop, kunne de ikke helt være der, og lågen måtte altid stå en smule åben. Mit hoved lå på mine knæ, mens mine tanker fløj hist og pist. Og vidt omkring fløj de. De kunne flyve fra den nære hverdag, som planlægning af, hvordan jeg bedst muligt kunne drille min bror, og helt til langt ud i de underligt uforståelige, som hvor langt ud i universet jeg skulle gå for at møde min farfar. Nogle gange kunne jeg også simpelt søge dertil for at finde trøst. Trygheden, stilheden og mørket trøstede mig. Herinde kunne mine tanker og jeg være i fred, uforstyrret af omverdenen. Min helt egen lille verden, til når jeg blev lidt træt af den gamle. Hævede stemmer, vrede ord, snedige hentydninger eller snigende mistanker, alt sammen blev herinde visket bort. Herinde fandtes de ikke længere. For alt det hørte den anden verden til, ikke til min verden, nej.»ingen voksne, drenge eller dumme«havde jeg skrevet på et hvidt stykke papir med en rød tusch, engang jeg var blevet ked af, at min mor havde råbt af mig i Dagli Brugsen. Det stykke papir hang nydeligt på den anden side af lågen og repræsenterede en lille piges trang til fred. Fred! Det er et fremragende kodeord. Det var ikke ofte, jeg besøgte mit lille gemmested, men når jeg gjorde, var det ikke kun tryghed, trøst, stilhed og udfoldelse, jeg behøvede. Men også for at finde fred. I høj grad. Barndommens tendens til at Vindere af billedkonkurrencen: 1. præmie: 1. præmie: Mathilde Damgaard Lempert, 1.d Eva Victoria Krause-Jensen, 2.r 2. præmie: 2. præmie: Joachim Kahr Rasmussen, 2.d Ellen Wolf, 3.r 3. præmie: 3. præmie: Amalie Lykke Baadsgaard, 1.d Oda Sødal Krogh, 2.e Joachim Amalie Oda Ellen Eva kræve opmærksomhed alle steder fra kunne let stresse mig. Jeg druknede i de andre børns, og min egen, iver efter opmærksomhed. Specielt som den yngste i en søskende flok på tre følte jeg en vis uforklarlig trang til at være i centrum så meget som muligt. Hvorfor kan jeg hverken huske, eller regne ud, men forklaringen er ganske vis. Et skab på et værelse. Bag den ene låge lå tøj foldet og lagt pænt ind på hylderne. Bag den anden lå en hemmelig portal. Skabet var gammelt og slidt. Brunt med massevis af knaster. Det var ikke særlig flot, men det havde sin egen charme, hvis man endelig ville. For mig var det ikke bare et skab. Det var mit helt eget Narnia. Men i stedet for en fantasiverden fyldt med sjove fabeldyr i alle former var det bare mine tanker. Når jeg sad inde i det lille rum til højre i skabet, var det ikke for at opleve en anden verden, det var bare for at tage afstand fra den virkelige verden. Jeg søgte noget, som ikke var at finde andre steder. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg dengang var klar over. Dengang kunne jeg bare få en pludselig lyst til at hoppe ind i mit skab og forestille mig en masse spøjse ting eller for at gemme mig for verden. Rummet, jeg sad i, var meget lille, selv dengang da jeg ikke fyldte mere end en tændstikæske. Jeg kunne akkurat være under kjolerne, som hang højt oppe. Lugten var markant. En gang imellem forestillede jeg mig, mens jeg med min grønne sprittusch tegnede på væggene i det lille rum, at nogen langt ud i fremtiden ville finde netop dette og se, hvad jeg havde skrevet. Mange ting stod skrevet.»fy py for brokli«,»harry potter er den beste«og»jeg gidder ikk i seng!!!«var nogle af de tidligst 7

skrevne sætninger på væggen. Ak ja, jeg ser tydeligt for mig nu, hvilket fantastisk fund det ville være om 200 år. Men den dybtliggende, stærkt filosoferende og reneste poesi til side; pointen er, at her fik jeg lov til at udfolde mig, som jeg lystede, uden at nogen dømte mig. Hvis en pige havde revet mit i håret i børnehaven en dag, og jeg fortvivlet var brudt ud i gråd, kunne jeg samme nat hoppe ind i mit skab. Her kunne jeg prøve at glemme dagens trælse hændelser og komme ud med min gråd i fred og ro. Og når jeg var kommet på bedre tanker, kunne jeg sagtens blive en time mere, eller to. En gang imellem, mens jeg sad derinde, kom min mor eller far ind på mit værelse. Så var det bare med at holde vejret og være stille som en mus. Tænk, hvis de opdagede mig? Tænk, hvis de kunne komme ind i min personlige flygtningelejr for at finde mig, som oftest var flygtet fra netop dem! Senere gik det dog op for mig, at de selvfølgelig vidste, jeg var derinde, men at de samtidig vidste, at jeg ville være i fred. Jeg mener: Hvor diskret var den seddel, jeg havde hængt på lågen? Men måske havde jeg i virkeligheden også dengang en anelse om det, men det var lige så meget spændingen! Det var lidt spændende at gemme sig derinde, under mine kjoler og med det ene Oda Sødal Krogh, 2.e øje presset hen mod den lille sprække, hvor jeg kun lige akkurat kunne ane min forældres silhuet ude i rummet. Da de så var gået igen, smilte jeg altid for mig selv. De havde ikke fundet min lille verden. Mindet om dette skab, som jeg evig og altid kunne vende tilbage til for at finde trøst og fred, er soleklart. Selvom skabet blev solgt for en 50 er på en losseplads, efter vi havde sprittet hele indersiden af for sprittusch, kan jeg stadig godt føle trang til at hoppe derind nok en gang. Jeg ville genfinde følelsen. Den naive følelse af alle mine problemer, der kunne fejes bort. Den trygge følelse. Følelsen af at kunne grave sig langt væk i et par timer. I mit skab. Stedet, der emmede af barndom. Mathilde Damgaard Lempert Ellen Wolf, 3.r 8

Rejseberetning KulTUR-legatet Blandt årets modtagere var 2.r og 2.d, der som kvittering har sendt de nedenstående rejseberetninger. De øvrige legatmodtageres rejseberetninger kan læses på www.akat. dk under Gl. elever. til vores italienske familier hver især med et smil på læben. Hjemme ventede vores italienske mamma med stor gæstfrihed og lækker mad. Alt i alt havde vi en uforglemmelig tur med masser af gode oplevelser: både kulturelt og som klasse. Nanna Helbo og Simone Due La vita italiana To dage efter 2. r s ankomst til Verona stod den på endnu en udflugt til en spændende by i Veneto: Vicenza. Efter en skoledag på det italienske gymnasium Liceo Ginnasio Statale Scipione Maffei fra 8 til 14 tog vi bussen sammen med vores italienske værter. Efter en timelang tur gennem det smukke landskab nåede vi frem til Vicenza, hvor programmet stod på byrundtur og besøg på det berømte teater Teatro Olimpico. Her fik vi en private tour, hvor både teateransatte og vores italienske venner fortalte alt, der er værd at vide om teateret. Trods teatrets alder og antikke udseende havde de formået at modernisere det med lys og lyd i en imponerende grad, hvilket blev demonstreret med et lysshow, som kun italienerne kan lave det. Mens vi var på vej videre, slappede vi af og nød den italienske atmosfære. Der blev snakket lystigt om alle vores personlige og fælles oplevelser med de familier, vi var blevet indlogeret hos. Der var delte meninger om, hvorvidt privat indlogering var oplagt til en klassetur, men det var i hvert fald at prøve noget nyt; vi fik alle mange anderledes og gode oplevelser ud af det. Det næste stop var et af turens højdepunkter: La Villa Rotonda. Villaen er tegnet af Andrea Palladio i 1550 og indbegrebet af italiensk renæssance. Karakteristisk ved villaens udseende er dens kvadratiske form med fire ens facader, som omringer et domeformet centralrum. Bygningen er præget af en harmonisk symmetri, og den ligger med udsyn over det bakkede Venetoområde. Da vi stod udenfor og betragtede bygningen, var der en naturlig forventning om et interiør, der afspejlede det unikke ydre. Denne forventning blev opfyldt i stor stil, da vi trådte ind og så de udsmykkede vægge, som var prydet med græsk mytologi, bellissimo! Også her fik vi en guidet rundtur, hvorefter der var tid til at udforske selv og nyde den friske italienske luft i godt selskab. Efter en lang dag fyldt med kulturelle indtryk tog vi hjem 9

Rejseberetning 2.d i Istanbul Dampende æblete, snørklede bazarstræder, dyttende taxaer og høje minerater, hvorfra der bliver kaldt til bøn. Vi befinder os i hjertet af Tyrkiet det kulørte og stemningsfulde Istanbul, hvor der er noget for alle sanser. Solen er knap stået op, når imamen hver morgen kalder til dagens første bøn. Vi kan stadig nå at sove lidt længere, men har også et stramt program. Vi skal bl.a. besøge moskeer, basarer, et tyrkisk bad og en high school så vi har travlt. I Istanbul ligger der moskeer på hvert gadehjørne, den ene større og smukkere end den anden. De to mest berømte moskeer er den Blå Moske og Aya Sofia. De ligger over for hinanden i Istanbuls gamle bydel. Lige meget hvor man står, er det umuligt at bedømme, hvad for en der er smukkest. Både deres ydre og indre imponerede os. Når man kommer fra den rungende stilhed, der præger de store moskeer, til den travle og til tider larmende basar, oplever man Istanbuls kulturelle forskellighed. Basaren er fyldt med alt, hvad hjertet begærer. Der er alt fra håndmalet blomstret keramik, duftende krydderier og farverige lamper til falske Gucci tasker. Der er i Tyrkiet tradition for at afslutte eller starte dagen i et såkaldt hamam også kendt som tyrkisk bad. Man træder ind i et varmt og dampende rum og lægger sig på en kæmpe marmorsten, hvor man bliver skrubbet og vasket. Vi forlod rummet som nyfødte babyer, og følelsen varede ved resten af dagen. Vi besøgte Vefa, der er en tyrkisk highschool. De serverede skolens traditionelle drik. Ikke alle nød den grynede væske, og for os er ingredienserne stadig ukendte. Dagen endte dog stadig som en succes efter en spændende basketturnering, som eleverne havde arrangeret, da det er en af skolens spidskompetencer. Det var en kæmpe oplevelse at tale med de meget åbne tyrkiske elever, der havde en masse på hjerte. Alt i alt bød studieturen til Istanbul på en masse store oplevelser; både faglige og sociale. Turen har gjort os kloge på et samfund, der langtfra ligner vores, og som har en helt anden historie. Vores klasse blev på turen rystet endnu bedre sammen, hvilket efterfølgende har kunne mærkes herhjemme. Tak for en fantastisk tur! Asta Reedtz Husted og Anna Victoria Bach 10

Årets jubilartale 2012 Vi er mange, der er kommet som gæster til skolen i dag. Alle er vi kommet for at fejre jer, der nu ikke længere er 3. g ere, men rigtige studenter, forhåbentlig med stort mod på at gå i gang med næste fase af jeres liv, hvad enten I så følger regeringen og skynder jer i gang med at gennemføre en uddannelse med beskæftigelsesgaranti på rekordtid, eller I følger traditionen for lige at tage et halvt år i Netto og et halvt år i Nepal. Jeg har hørt, at det er blevet svært at få plads i Netto, men under alle omstændigheder: Stort tillykke og de bedste ønsker for fremtiden til jer fra alle os gæster. Nogle af os nøjes dog ikke med at fejre jer. Vi er også kommet her for at fejre os selv, fordi det i disse dage er et rundt antal år siden, at vi selv holdt op med at være 3. g ere og blev rigtige studenter. Vi er i hvert fald 25-års, 40-års, 50-års og 60-års jubilarer og måske flere. Selv er jeg blandt 50-års jubilarerne. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvor mange vi er i alt, men vi er i hvert fald 16 ud af 22 mulige fra den 3. x, der fik overrakt eksamensbeviser i højt solskin i skolegården i juni 1962 og med alle piger i nye hvide kjoler og drengene i smoking eller mørkt tøj. Dengang var der også jubilarer, der holdt tale. En spændstig 25-års jubilar og en syntes vi temmelig gammel 50-års jubilar, der fortalte om, hvordan det var at gå på skolen i årene før 1912. Det er godt at tænke på, at når I, der nu bliver studenter, fejrer jeres 50-års jubilæum i 2062, kan en af jer måske Steffen holde en tale og nævne, at der i 2012 var en temmelig gammel mand, der fortalte om, at der i 1962 var en temmelig gammel mand, der fortalte om skolen i 1912. Så vil de nye studenter i 2062 kunne mærke, at de er led i en kæde, som går helt tilbage til Morten Børup og In vernalis temporis og alt det. For 50 år siden var jeg blevet valgt til at tale på mine kammeraters vegne. Det blev ikke nogen særlig god tale. Jeg var ikke fri for at have tømmermænd efter flere dages fester. Jeg kan huske, at jeg sammenlignede os med et kuld nyudrugede kyllinger, der løb lidt forvirrede rundt, stadig med en lille stump hvid æggeskal liggende oven på hovedet. Jeg skulle også sige tak til skolen og begyndte med, at vi egentlig godt vidste, at vi først og fremmest skulle være taknemmelige over alt det, vi havde lært integralregning, latinsk grammatik og meget andet nyttigt men at vi nok umiddelbart følte mest lyst til at sige tak for alt det i skolens liv, der havde ligget ud over, hvad der foregik i timerne. De kunstekskursioner og rejser, vi havde været på, sportsstævner, vi havde deltaget i (AKI var dengang i den jyske 1. division i basketball), de skolekomedier og revyer, vi havde opført, hele musiklivet med musiklejrskoler og koncerter ikke pop og rock, men f.eks. en meget ambitiøst opsat engelsk 1700- tals opera. Det var alt sammen noget, engagerede lærere havde organiseret uden for skoletiden, og vi havde selv organiseret et meget omfattende mødeprogram i Heimdal, bl.a. med Thorkild 11

Bjørnvig, som blev udnævnt til æresmedlem af foreningen. Og så selvfølgelig fester af enhver art. Det kom vistnok til at lyde, som om jeg mest takkede for, at lærerne ikke havde forstyrret os mere end højst nødvendigt med deres undervisning. Og det var ikke helt meningen. Når jeg nu taler med venner fra dengang, er der godt nok enkelte, der hævder, at de har glemt alt, hvad de havde lært. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Rigtig mange af os fik et meget solidt udgangspunkt for det, vi gik videre med. Så hvis jeg ikke fik sagt ordentligt tak for det dengang, vil jeg gerne bruge lejligheden nu til at sige tak med tilbagevirkende kraft. Skolen var meget mindre dengang både i elevtal og bygningsareal. Nogle af os begyndte på skolen allerede i 1955 i det, der dengang hed mellemskolen de fire år før gymnasiet. Da vi begyndte på skolen, var de grå bygninger slet ikke bygget. Der var kun den røde og den hvide bygning på hver side af den forreste skolegård, og der var højst fem parallelklasser i gymnasiet. Vi havde mærkværdige og mindeværdige lærere som Sorte Ole, Strut, Stjane, Vagno, Nysse, Julle P., Lade P., og hvad vi ellers kaldte dem. Dem ville jeg kunne tale om i timevis, men det har rektor sagt, at jeg ikke må, så jeg vil nøjes med at sende en hilsen en nærmest kærlig hilsen til vores rektor, Aage Bertelsen. Han var en stor personlighed, der prægede skolen stærkt med synspunkter og holdninger, der lå langt til venstre for det ellers ret konservative lærerværelse. Han gjorde, at der var højt til loftet på skolen. Og det har vi nydt godt af lige siden. Jeg vil slutte med at udbringe et leve. Det kunne være for de nye studenter, det kunne være for alle jubilarerne, det kunne være for skolen og det er det på en måde også. Jeg mener, at de nye studenter, jubilarerne og lærerne må kunne samles om at råbe et hurra for dem, som fra i dag ikke længere er 2. g ere, men som efter sommerferien vil få det store privilegium, det er at være 3. g er på Katedralskolen. Der er noget helt særligt ved at gå i den ældste klasse på en skole, og så endda på denne skole. Få så meget ud af det som muligt. Det er også op til jer selv. Men det er under alle omstændigheder en kæmpechance for jer, sådan som det har været det for alle, der har prøvet at være 3. g ere på Aarhus Katedralskole i hvert fald siden 1912. Hans Fink Leth nyt... I foråret 2011 besøgte filmmanden m.m. Jørgen Leth skolen og fortalte om sin seneste film, Det erotiske menneske. Som det fremgik af sidste sommers Arosia, var det en aften, der gjorde indtryk på deltagerne. Tilsyneladende gjorde den også indtryk på gæsten det tyder følgende passage fra hans seneste erindringsbog, Det uperfekte menneske/3, på: Det har været givende og positivt at se den [Det erotiske menneske, red.] med forskelligt publikum og diskutere den med folk. For mig var det et højdepunkt, da den blev vist på Roskildefestivalen, mens jeg var på Tour de France. Efter filmen talte jeg på Skype med et fuldt hus i teltet. Her kunne man tale om fans, hyldestråb, begejstring. Tilsvarende har jeg oplevet flere fyldte sale på gymnasier med 5-600 unge mennesker, vilde med filmen. Hvorfor er de unge mennesker mit publikum? [ ] Det må have noget at gøre med min ærlighed. Det kan være, de værdsætter min ligefremhed. Det havde været mit mål at lave en ligefrem og spontan film om et stort emne. Jeg ville have, at det skulle være ekstremt enkel. Jeg ved, at dens grundstemning er melankolsk. Det er for mig interessant, at den kan berøre unge mennesker. 12

Aarhus Katedralskoles Venner Invitation Aarhus Katedralskoles Venner inviterer til en hyggelig aften mandag den 25. september kl. 19.00 i drengenes gymnastiksal. Foto: AGF Fanclub Aarhus. Aftenens program omfatter: Velkomst v. rektor Lars Scheibel. Peter Graulund, fodboldspiller i AGF, fortæller om livet som professionel fodboldspiller og livet uden for banen, hvor Peter Graulund bl.a. har startet egen virksomhed med import af øl fra Ibiza. En forfriskning undervejs. Afslutningsvis afholdes Vennernes generalforsamling. Kære Katedralskolevenner! Bidrag til Arosia modtages med kyshånd. Kontakt redaktionen, hvis du har materiale eller bare har en god idé. Indkaldelse til generalforsamling i Aarhus Katedralskoles Venner mandag 25. september kl. 19.00 i drengenes gymnastiksal Dagsorden: 1. Valg af dirigent. 2. Formanden aflægger beretning. 3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab. 4. Fastsættelse af kontingent. 5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Efter tur afgår Maiken Løsmar, Per Lykke og Frederik Gammelgaard. 7. Valg af revisor. 8. Eventuelt. Frederik Gammelgaard, formand Tak Til statsautoriseret revisor Henrik Myhre, Qurios, for revisionen af årsregnskabet. Medlemskort/kontingent Som en service for vores nuværende og kommende medlemmer har vi valgt, at tilbyde muligheden for betalingsservice. Denne mulighed vil være tilgængelig fra september 2012. Sådan gør du: Du kan tilmelde dit medlemskab til Betalingsservice via netbank eller ved at gå ned i dit pengeinstitut. Du kan også tilmelde dig med anvendelse af NemID på skolens hjemmeside under Gamle elever >Aarhus Katedralskoles Venner > Medlemsskab ved at klikke på linket og udfylde skemaet. Husk, at du skal betale vores opkrævninger som normalt, indtil det fremgår af din betalingsoversigt, at de betales over Betalingsservice. Har du brug for hjælp kan du kontakte foreningens kasserer, Maiken Baltzer Løsmar. 13

Referat af generalforsamlingen 29. september 2011 1. Valg af dirigent Bjarne Falch Olesen vælges. 2. Formanden aflægger beretning»foreningens formål er at yde støtte til aktiviteter på skolen til gavn for de nuværende elever og samtidig være et holdepunkt for tidligere elever. Bestyrelsen er kendetegnet ved et ønske om at gøre uegennyttig indsats, hvor drivkraften er lyst. En stor tak til Lars, Marianne og Maiken, som med deres daglige gang på skolen har ydet en uvurderlig indsats i bestyrelsen og tør jeg godt sige uden at fornærme nogen har været væsentlige drivkræfter i de aktiviteter, som foreningen har stået for. Og lad mig nævne de vigtigste aktiviteter i det forgangne år: 1. Elevkonkurrencer I 2010 søsatte foreningen for første gang to elevkonkurrencer først og fremmest for at understøtte den kreative udfoldelse på Katedralskolen. Efter en lidt svær fødsel må man sige, at konkurrencen hurtigt er vokset op og i år for alvor har bevist sin levedygtighed. Overskriften på begge konkurrencer var Mødet med det fremmede. Vi modtog et overvældende flot antal noveller og billeder fra eleverne. I betragtning af at eleverne jo også er meget travle mennesker med et hav af aktiviteter i og uden for skolen sammenholdt med de forholdsvis beskedne præmiebeløb, vidner konkurrencerne om elevernes meget store engagement. H.C. Elers Koch, trofast deltager ved den årlige generalforsamling. 2. Arosia Vindernes produkter kan læses i Arosia foreningens medlemsblad, som Per Lykke og Arne Frier er primus motorer for. En tak til dem for endnu en gang at have redigeret og layoutet to blade af meget høj kvalitet. 3. KulTUR-legater Foreningen har traditionen tro uddelt kulturlegater til 2.g-klasser og dermed understøttet, at klasserne kunne få nogle særlige oplevelser på deres studieture. 2.k var med bus til en historisk perle, Segovia, 2.h. var til en spektakulær teaterforestilling i Berlin, mens 2.r oplevede en guidet tur i en Londons meget anderledes bydele, Hackney. Bestyrelsen vil selvfølgelig også det kommende år bidrage til, at en række elever kan få ekstraordinære oplevelser. 4. Mindebiblioteket Oplevelser får man også ved et kig i Katedralskolens Mindebibliotek. Biblioteket rummer en stor mængde lokalhistorisk materiale om både skolen og byen. Biblioteket er veletableret i rød bygning, men er heldigvis stadig i Bjarne Falch Olesens sikre varetægt. Der er også elektronisk adgang til biblioteket fra skolens hjemmeside. En tak til Bjarne for stor trofasthed, som foreningen værdsætter meget. 5. Jørgen Leth Endelig vil jeg nævne årets foredragsaften, som vi stod bag sammen med Heimdal. Jørgen Leth var aftenens hovedperson, og med overskriften Det erotiske menneske var der lagt op til en mindeværdig aften og det blev det. Eleverne tog meget vel 14

imod initiativet og med skarpe spørgsmål, og det er mit indtryk, at det var inspirerende at opleve«. Formandsberetningen blev godkendt. 3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab Kasserer Maiken Balzer Løsmar redegjorde for foreningens regnskab, jf. regnskabet i Arosia i skolens årsskrift 2011. Regnskabet blev godkendt. 4. Fastsættelse af kontingent Kontingentet er fortsat kr. 150. 5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne Der var ikke indkommet forslag. 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer Efter tur afgik Christian Homilius, Marianne Ladegaard og Ole Viborg. Ingen nye meldte sig på banen, og de tre nævnte var parate til at tage endnu en tørn. 7. Valg af revisor Henrik Myhre fra revisionsfirmaet Qurios havde accepteret at fortsætte. Han blev genvalgt. 8. Eventuelt Maiken Balzer Løsmar gennemgik linket til Vennernes afdeling på skolens hjemmeside. Bjarne Falch Olesen opfordrer medlemmerne til at bidrage til Mindebiblioteket. Der blev gjort opmærksom på annoncering af generalforsamlingen. Marianne Ladegaard Efter generalforsamlingen kunne vi høre vores tidligere elev Mikkel Rønnov fortælle om sit spændende musicalliv, lige fra han i sin gymnasietid var aktivt med i skolens store musicals, som han viste videoklip fra. Med brændende hjerte for musik og teater er han sprunget et traditionelt uddannelsesforløb over, i stedet har han med masser af initiativer som pianist, dirigent og organisator været med til at skabe et aktivt musicalmiljø. Han er nu ansat på Aarhus Teater som teaterproducent og kapelmester og er bl.a. kapelmester på teatrets forestilling Chess i 2012. Vores nuværende elever er også ved at sætte musicalen op på skolen, og det store kor gav et par flotte numre herfra. 15

Regnskab 2011/2012 Resultatopgorelse 1. april-31. marts Kontingenter og gaver Renter af bankkonti Bogsalg Sponsorbidrag Indtægter i alt Boggaver Legater og præmier Gaver Radighedsbe1øb til rektor Girobank, service- og debiteringsgebyr Årsskrift Porto og gebyrer Æbleskiver og juice til eleverne Diverse Fortæring Ekskusioner Udgifter i alt Overskud 85.380 10.495 2.215 15.000 113.090 2.700 20.000 2.174 5.000 250 9.205 16.742 17.094 6.746 4.302 24.075 108.888 4.202 Balance pr. 31. marts Aktiver Aarhus Lokalbank, kt. 7270 1167164 Aarhus Lokalbank, kt. 7270 4055283 Danske Bank, kt. 209-7222 Kassebeholdning Aktiver i alt Passiver Legatmidler Saldo pr. 1. april 2011 Kapitalkonto Saldo pr. 1. april 2011 Overskud ifølge resultatopgørelse Passiver i alt Horsens, den 19. april 2012 QURIOS Statsautoriseret Revisionspartnerselskab Henrik Myhre, statsautoriseret revisor 28.982 184.635 31.020 890 245.527 81.857 159.468 4.202 163.670 245.527 Aarhus, den 19. april 2012 Maiken Baltzer Løsmar, kasserer 16