DATO DOKUMENT SAGSBEHANDLER MAIL TELEFON 29. januar 2014 13/14833-12 x x x AFGØRELSE I SAGEN OM NEDLÆGGELSE AF DELE AF VEJ Vejdirektoratet har behandlet Os klage af den 15. juli 2013 over, at kommunen har givet tilladelse til, at beboerne på L vej 1 og 2 kan plante en hæk, hvor der tidligere var parkeringsareal. O, der ejer L vej 3 og 4, har anført, at arealet er en del af den private fællesvej, og at han derfor er uforstående overfor, at arealet er blevet nedlagt. Vi har ved e-mail af den 17. januar 2014 fremsendt vores udkast til afgørelse. Kommunen har ved e-mail af den 29. januar 2014 oplyst, at kommunen ikke har bemærkninger til vores udkast til afgørelse. Vejdirektoratets afgørelse Idet kommunen ikke har fulgt privatvejslovens procedurebestemmelser i forbindelse med nedlæggelse af parkeringspladserne ud for L vej 1 og 2, mener vi, at afgørelsen er ulovlig. På den baggrund skal vi bede kommunen om at genoptage sagen og følge procedurebestemmelserne i privatvejslovens kapitel 11. For så vidt angår om ejerne af L vej 3 og 4 har vejret til den omhandlede del af L vej, kan vi på baggrund af sagens oplysninger ikke afvise, at dette er tilfældet. I forbindelse med sagens genoptagelse skal vi derfor bede kommunen om at undersøge nærmere, om disse skal partshøres i forbindelse med vurderingen af nedlæggelse af det omhandlede vejareal. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen 1, her privatvejsloven 2. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens 87, stk. 2. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen, forvaltningsloven 3 og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. God forvaltningsskik omfatter blandt andet, hvordan kommunen tilrettelægger et sagsforløb, herunder sagsbehandlingstiden, og hvordan kommunen besvarer borgernes henvendelser. Definition på en privat fællesvej og udlæg/anlæg Ved private fællesveje forstås veje, gader, broer og pladser, der ikke er offentlige veje, jf. lovens 10, nr. 1, der tjener som færdselsareal for en anden ejendom end den ejendom, som vejen ligger på. Det er endvidere en betingelse, at ejendommene ikke ejes af samme person/personkreds, jf. privatvejslovens 10, nr. 3. 1 Vejloven, privatvejsloven, vejbidragsloven og vintervedligeholdelsesloven 2 Lov om private fællesveje, jf. lov nr. 1537 af 21. december 2010 3 Lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 Niels Juels Gade 13 1022 København vd@vd.dk EAN 5798000893450 Postboks 9018 Telefon 7244 3333 vejdirektoratet.dk SE 60729018
2 af 6 En vejret er den ret, som ejeren af en ejendom har over en privat fællesvej, der tjener som færdselsareal for ejendommen, jf. lovens 10, nr. 5. Ejeren kan have vejret til mere end én privat fællesvej eller kan have direkte adgang til en offentlig vej. Det er uden betydning for vejrettens eksistens, om vejretten udnyttes eller kan udnyttes, og om der er etableret en overkørsel til vejen. En vejret stiftes typisk ved en privat aftale mellem ejerne af de berørte ejendomme. Men den kan også erhverves ved hævd, eller være tildelt af en myndighed efter bestemmelser i lovgivningen, f.eks. ved udlæg efter privatvejslovens 26, stk. 2, eller ved ekspropriation. Dokumentation for vejret kan foreligge som en tinglyst servitut på den tjenende (vejejerens) ejendom, ved vejejerens anerkendelse af vejretten, eller være fastslået i en dom. Hvorvidt sådanne servitutrettigheder eksisterer, er derfor som udgangspunkt et privatretligt anliggende mellem ejeren af den ejendom, vejen ligger på, og ejeren af den ejendom, der ønsker at bruge eller faktisk bruger vejen som adgangsvej til sin ejendom. Hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan tage stilling til dette spørgsmål. I tilfælde af uenighed mellem sagens parter må sagen afgøres ved domstolene. Kommunalbestyrelsen skal godkende udlæg af nye private fællesveje i byer og bymæssige områder. Det fremgår af privatvejslovens 27, stk. 1. Udlagte private fællesveje må ikke tages i brug som private fællesveje uden kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. privatvejslovens 41. Kommunalbestyrelsen udarbejder en fortegnelse over private fællesveje og udlagte private fællesveje, jf. privatvejslovens 25. Det er herefter som udgangspunkt kun de udlæg 4, som kommunalbestyrelsen har godkendt, eller som er fastlagt på andet offentligretligt grundlag, der kan administreres af kommunalbestyrelsen som private fællesveje. Reglerne om nedlæggelse af private fællesveje i by En privat fællesvej er en vej, som ligger på en ejendom, der ejes af én ejer, og som ejeren af en anden ejendom har ret til at bruge som færdselsareal. Den ret, som ejeren af denne anden ejendom har til sådan en vej, er en vejret. Og den, der har en vejret, er vejberettiget. Det fremgår af privatvejslovens 10, nr. 3, 5 og 6. Om en grundejer har en sådan vejret, er et spørgsmål om fortolkning af skriftlige eller mundtlige aftaler. Hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan efter privatvejsloven tage stilling hertil. En privat fællesvej må ikke nedlægges uden kommunens tilladelse, jf. privatvejslovens 71. 4 Ved udlæg forstås er reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti, jf. privatvejslovens 10, nr. 7.
3 af 6 Kommunen skal tage stilling til, om en privat fællesvej kan nedlægges, hvis en grundejer med den fornødne interesse i spørgsmålet beder kommunen om det. Det fremgår af privatvejslovens 72, stk. 1. Spørgsmålet, om der efter lovens 72, stk. 1, konkret skal gives tilladelse til hel eller delvis nedlæggelse af en privat fællesvej, afhænger af kommunens skøn. Ved denne vurdering skal kommunen varetage almene offentligretlige hensyn, først og fremmest af færdselsmæssig og vejteknisk art. Herunder kan kommunen vurdere, om nedlæggelsen vil være uhensigtsmæssig eller til gene for visse grupper af trafikanter. Hvis ingen almene offentligretlige hensyn taler imod nedlæggelsen, skal kommunen vurdere, om den private fællesvej er eneste adgangsvej til en ejendom eller er af vigtighed for en ejendom. En privat fællesvej skal således helt eller delvist opretholdes, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang. Den skal også helt eller delvist opretholdes, hvis den i øvrigt er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen. Dette fremgår af privatvejslovens 72, stk. 2. I tilfælde hvor vejen hverken er eneste adgangsvej eller af vigtighed for en ejendom eller dens lodder, skal kommunen foretage en konkret afvejning af parternes interesser dels i at bevare vejen og dels i at nedlægge den. En tilladelse til at nedlægge en privat fællesvej efter lovens 71, medfører, at eventuelle rettigheder, herunder hævdsvundne rettigheder, bortfalder, hvis tilladelsen udnyttes. Partshøring og undersøgelsesprincippet Partshøring En myndighed må ikke træffe afgørelse, før den har gjort parterne i sagen bekendt med det faktiske oplysningsgrundlag i sagen og har givet parterne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis parterne ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Det er endvidere en betingelse, at disse oplysninger skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part. Dette fremgår af forvaltningslovens 19, stk. 1. Reglerne i forvaltningslovens 19 indebærer, at partshøring skal foretages i alle tilfælde, hvor parten skønnes at kunne have en interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere afgørelsesgrundlaget, med mindre hensynet til offentlige eller andre privates interesser taler imod det. Reglerne skal således på den ene side sikre, at der foreligger et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at træffe en lovlig og forsvarlig afgørelse, samt tjene det retssikkerhedsmæssige hensyn, at ingen bliver pålagt nye byrder, uden at være hørt forinden. Manglende partshøring er en fejl, der i almindelighed medfører, at en afgørelse tilsidesættes som ulovlig. Det gælder dog ikke, hvis fejlen ikke har haft betydning for afgørelsens indhold. Undersøgelsesprincippet
4 af 6 Ifølge dansk forvaltningsret skal en sag oplyses og undersøges af den kompetente forvaltning så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig og lovlig afgørelse. Det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysninger om den foreliggende sag eller at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning, således at der kan træffes den materielt rigtige afgørelse. Baggrund L vej er en 39 meter lang privat fællesvej i byzone. Dette fremgår af Den Centrale vej- og stifortegnelse. Dog fremgår det af en deklaration af den 20. juli 1887, at vejen kun er 21 meter lang. L vej er omgivet af 4 ejendomme hhv. L vej 1, 2, 3 og 4. Det fremgår af sagen, at kommunen ved brev af den 15. september 1988 har godkendt et detailprojekt til vejlauget ved ejeren af L vej 3 (T vej 19) til at etablere opholds- og legeområde på vejen. Tilladelsen er givet på flere vilkår. Deriblandt et vilkår om, at der udføres p-afmærkning til 2 biler. Kommunen bemærker, at parkeringspladserne er anlagt på vejareal og ikke kan reserveres til ejendommenes eget brug, men at de skal være offentlige tilgængelige. Det fremgår yderligere af ansøgningen, at der forsat skal være et færdselsareal, således at det er muligt at tilkøre parkeringspladserne. Ved e-mail af den 20. juni 2012 ansøgte ejerne af L vej 1 og 2 om nedlæggelse af dele af den private fællesvej. Inden denne e-mail havde ansøger og kommunen dialog omkring vejens størrelse. Kommunen oplyste her flere gange, at kommunen har betragtet hele stykket som privat fællesvej inklusiv parkeringspladserne på opholds- og legeområdet. Ved e-mail af den 27. august 2012 meddelte kommunen, at kommunen ikke anser arealet som vejareal, og at kommunen derfor ikke agter at følge nedlæggelsesproceduren i privatvejsloven. Kommunen har efterfølgende sendt en erklæring om vejret til ansøgeren. Det fremgår heraf, at ejerne af L vej 1 og 2 ikke mener, at ejerne af andre ejendommen har vejret til den af vejen, der er vist på det gule areal på skitsen af den 30. juli 2012. Kommunen har på denne baggrund konkluderet, at ejerne af L vej 3 og 4 ikke har vejret til det sidste stykke af den private fællesvej inkluderende parkeringspladserne på opholds- og legeområdet. Kommunen har den 2. august 2012 udarbejdet et besigtigelsesnotat, hvoraf det fremgår, at kommunen har delt vejen op i to dele. Del 1 dækker arealet der fremgår af en deklaration fra 1887, mens del 2 dækker det resterende vejareal, hvor der tidligere var etableret to parkeringspladser. Kommunen skriver i notatet, at der på del 2 af vejen ikke er tinglyst nogle vejrettigheder, her må det antages at matr.nr. 6if og 6ig har tildelt hinanden en stilsigende vejret til færdsel over hinandens grundarealer i kraft af vejanlægget.. Endvidere fremgår det, at kommunen vurderer, at arealet (ikke) er af en så trafikal betydning, at vi kan påberåbe os, at det er privat fællesvej ud over det areal som er nævnt i deklarationen.. Som sagen er oplyst er parkeringspladserne er en del af vejarealet, da kommunen tidligere har ment, at det stykke hvorpå parkeringspladserne var etableret, er en del af den private fællesvej.
5 af 6 Vores vurdering Vejens status Det fremgår af sagen, at det er Vejlauget for L vej, der ansøgte om at få godkendt et detailprojekt til omdannelse af L vej til opholds- og legeområde i 1988. Kommunen godkendte dette ved sin afgørelse af 15. september 1988. Det afgørende for, om privatvejslovens bestemmelser om nedlæggelse og omlægning finder anvendelse, er, at vejen er taget lovligt i brug som privat fællesvej. Som sagen er oplyst, må vi lægge til grund, at det omhandlede vejareal har været taget i brug som privat fællesvej, og at kommunen har godkendt dette ved til sin tilladelse af 15. september 1988. Kommune skulle derfor have fulgt procedurebestemmelserne i privatvejslovens kapitel 11, 71-78 for nedlæggelse af private fællesveje. Hvem er vejberettigede Godkendelsen til etablering af opholds- og legeområde blev meddelt til ejeren af T vej 19 (L vej 3). Vi må forstå dette således, at medlemmerne af Vejlauget L vej på tidspunktet for tilladelsen af 15. september 1988 - havde vejret til L vej. Om andre end ejerne af L vej 1 og 2 i dag har vejret til det omhandlede område er som nævnt ovenfor et privatretligt spørgsmål, som hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan tage stilling til. At kommunen har indhentet en udtalelse fra ejerne af L vej 1 og 2, om at disse ikke anerkender, at andre har vejret til denne del af vejen, er et indicium for, at dette ikke er tilfældet. Spørgsmålet kan dog ved uenighed kun besvares endegyldigt af domstolene. Kommunen burde derfor have inddraget ejerne af L vej 3 og 4 inden den traf sin afgørelse om forholdene på den private fællesvej. Som sagen er oplyst, mener vi, at kommunen burde have undersøgt sagen yderligere og i den forbindelse have partshørt ejerne af L vej 3 og 4, idet disse ejendomme tidligere har været parter i forbindelse med ændringer på hele L vej. Konklusion Idet kommunen ikke har fulgt privatvejslovens procedurebestemmelser i forbindelse med nedlæggelse af parkeringspladserne ud for L vej 1 og 2, mener vi, at afgørelsen er ulovlig. På den baggrund skal vi bede kommunen om at genoptage sagen og følge procedurebestemmelserne i privatvejslovens kapitel 11. For så vidt angår om ejerne af L vej 3 og 4 har vejret til den omhandlede del af L vej, kan vi på baggrund af sagens oplysninger ikke afvise, at dette er tilfældet.
I forbindelse med sagens genoptagelse skal vi derfor bede kommunen om at undersøge nærmere, om disse skal partshøres i forbindelse med vurderingen af nedlæggelse af det omhandlede vejareal. SIDE 6 af 6