Bilag 2 Interviewer: Hvilke etiske overvejelser gør I jer, inden I påbegynder livshistoriearbejdet? Christina Mortensen: Der er rigtig mange måder at arbejde med livshistorie på, for vi har jo den del hvor det er det almindelig hverdags livshistorie, hvor vi snakker om hvad vi har lavet og kan du huske den gang? Nogen af vores børn har været her i mange år, jeg tror lige nu den vi har haft i længst tid har været her i syv år. Så der kan man jo sagtens inkorporere livshistorier fra den del i sig selv, og de hverdagstings er ikke sådan noget, det snakker man lidt om som i en almindelig familie, kan i huske den gang I var?. Men så er der jo de mere følsomme ting og så er der de ting som bliver brugt i vores behandlings planlægning. Vi bruger det ligesom på flere niveauer, og i vores behandlings planlægning kan det nogle gange være lidt svært. Vi har jo inddragelse af de unge, så der er jo også nogle gange hvor vi bliver nødt til at overvejer hvad vi skriver, fordi de ikke er klar til at få alt at vide. Når vi arbejder med behandlingsplanlægningen så har vi jo en adfærd vi ser på, som vi tænker er uhensigtsmæssig, eller her er der noget der er behov for at arbejde på, det kan være der er noget følelsesmæssigt et eller andet. Hvor vi så kigger på livshistorien sammen med den unge og snakker om det som er hændt, for at den unge forstår hvorfor han/hun agerer som han/hun gør. Der kan man sige, når vi så skriver udviklings planen så kan det være meget, den skal jo læses med den unge, det er meget vigtigt at få det hele med, men samtidigt er det også rigtig svært fordi det kan virke som et overgreb når man får læst et eller andet op, og det var de måske slet ikke klar til at vide. De er ikke på det punkt endnu, så man skal virkelig overveje sit ordvalg og om det er hensigtsmæssigt at snakke med den unge omkring det endnu, alt efter hvor de er, rent funktions-/niveaumæssigt og hvad de kan klare at få af vide af de her ting. Det kan godt være barsk, vi har nogle fra barske vilkår, mange af dem faktisk. Vi har i perioder, lidt mere intense forløb, forhåbentlig også med forældre inddragelse hvis vi kan få det. Hvor vi gennemgår sagsakter, hvad er det egentlig der er sket i din opvækst osv. Det er altså også meget vigtigt at være meget opmærksom på, hvordan bliver det fremstillet, hvor lang tidsperiode skal være over, hvordan kommer det her til at påvirke den unge, er det hensigtsmæssigt, er det ikke hensigtsmæssigt, er det noget vi kan gøre uden om forældrene, eller skal vi have forældre inddragelse, skal vi have inddraget sagsbehandleren osv. Der er rigtig mange overvejelser hele tiden om hvad vi skal, men på den anden side, så er det også gavnligt for de unge at få lavet deres
livshistorie, fordi den tit er præget af svigt og hemmeligheder og alt muligt. Der kan have været nogle misbrug, der kan have været mor og far der har været psykisk syge, der kan have været skilsmisse, der kan være alle mulige ting som spøger. Børnene ved noget af det, sommetider ved de mere end vi lige går og tror, men samtidig har de ikke fået fat i det hele, så den der med at få en sammenhæng i sig selv og forstå hvor man kommer fra, kan tit være rigtig gavnligt for de unge. Kan man få forældrene til at sidde og samtale med dem, sammen med os, måske ovenikøbet fortælle hvordan har de oplevet det ske, hvorfor er det du er anbragt her, så kan det give børnene en større ro. Men det er godt nok noget man hele tiden skal være opmærksom på. Og du skal hele tiden være opmærksom på hvor barnet er følelsesmæssigt når man sidder med det her. Nogle gange er de jo ret gode til at maskere deres følelser og det kan være vigtigt at tage nogle ting op undervejs, så de ikke går med dem selv, og på samme måde så følge op på det hele tiden. Interviewer: Spørg i de unge om de er interesseret i at få lavet deres livshistorie? Christina Mortensen: Alle får i en eller anden grad arbejdet med livshistorie, så er det mere eller mindre. Det kommer også an på hvad de anbragte har på. Men ja de bliver inddraget i det og de skal være klar til det, så de bliver spurgt, de bliver hørt og de bliver inddraget altid. De fleste er interesseret i det. De er meget nysgerrige, hvad er det her for noget, og hvor er jeg henne i det her. Men det gennemsyrer selvfølgelig vores arbejde. Hvis man er tvangsfjernet er man jo ofte meget interesseret i hvor er det egentlig jeg kommer fra, og hvem er det egentlig jeg er, hvem er min mor. Så mange gange så kan man mærke at begynder de at opsøge det, og så kommer de og siger, på den ene side så er jeg grønlænder, men jeg er jo også dansker, hvad betyder det. Hvad betyder det at jeg har boet ved en plejefamilie før. Det kan jo også bare været noget som de har fået af vide hele livet, de har ikke kunne noget fordi de har ADHD. Jeg er jo også bare sådan en med ADHD. Nå, jamen hvad er det så for noget? Så kan vi tage en samtale omkring det, det er jo også en vigtig del, hvad har det betydet for dig i din opvækst? Der er mange fokus punkter i en livshistorie der er mange ting man kan tage fat på, som betyder noget for hvordan de udvikler sig, hvordan de kommer til at se sig selv. Så der er virkelig mange steder man kan tage fat, og mange gange opsøger de til en hvis grad selv, og så vinkler man jo livshistorien ind. Interviewer: Hvis de unge ikke selv opsøger det, hvad gør i så for at starte det forløb her?
Christina Mortensen: Det helt automatisk med i vores behandlingsplanlægning. Og vi snakker om, ret tidligt hvad er det for en del af livshistorierne vi kan starte ud med at arbejde her på, hvad kan være relevant ved den her unge at tage fat i, hvad er en primær problematik hos den her unge. Og så arbejder man jo selvfølgelig efter det og så kan man gå ind og snakke med den unge, men det er jo ikke sådan så vi sætter os ned og laver stamtræ for alle de unge, det er slet ikke det. Nogle gange kan livshistorierne også handle om at se frem af, hvem er det så jeg gerne vil være. Nogle af de ældre vi får ind, så kalder vi det måske ikke livshistorier over for dem, vi ved det er livshistorier vi arbejder med, men så bliver det sådan noget som, hvad er dine ønsker, hvad er dine drømme. De doms anbragte, hvor mange af dem ryger hash, hvad skete der den gang du startede, hvad får det dig til at føle, hvad har det gjort ved dig som menneske, og så bliver det en anden samtale, de bliver ikke så bevidste om det er livshistorie man arbejder med, men så er det et eller andet sted, er det stadig det vi gør. Men det bliver helt automatisk en del af vores behandlingsarbejde den gennemsyrer den så meget, så man kommer et eller andet sted ind bagvejen ind. Vi kalder det bare ikke livshistorie kan man sige. Og det er heller ikke alle der får, hvis vi har en domsanbragt i et år laver vi ikke nødvendigvis stamtræ og alt muligt på dem, så er det den del af den, med hvor skal du hen af, hvad skal du nu hen til, hvad har du lært her, hvad har du fået ud af det her. Nogen af dem af måske rigtig dårlig selvtillid, der sker aldrig noget godt i ens liv, så kan de være noget meget nuværende og hvad er det du har gennemgået i det her forløb man illustrere i stedet for frem for at det bliver sådan det lange tilbageblik. Interviewer: Hvilken tilgang har I til ny ankommende børn i forhold til livshistoriearbejdet? Christina Mortensen: Vores overordnet er miljøterapi, hvor livshistorien bare gennemsyrer det, fordi det er en del af forståelses her. Selvfølgelig sammen med at forstå om de har nogle andre ting, nogle dispositioner osv. der gør at de kan udvikle sig, have forskellige vanskeligheder osv. så det bliver helt automatisk. Vi får jo en ung ind og så kan man sige første gang vi laver behandlingsplanlægning sådan virkelig rigtig, det er efter tre måneder, så har vi dem inde og kan lige observere lidt på dem og lærer dem at kende og se hvad det er for nogen. Vi har selvfølgelig sagsakter og sådan noget inden, dem vi nu kan få, og vi noget dokumentation vi har fået fra kommunerne af, og prøver i en eller anden grad at få tilrettelagt noget og tage hensyn til de ting. Altså ved du vi har en ung med f.eks. autisme, men så er der jo en værktøjskasse hvor vi
selvfølgelig ved, så er der nogle ting de gør og nogle ting de ikke gør. Men vi bliver i en eller anden grad lige nødt til at have dem i hænderne først og finde ud af, selvfølgelig hvem de er, inden vi sådan virkelig kan. Men så efter tre måneder så har vi sådan det første statusmøde hvor vi sådan snakker om, hvad er det så for nogle fokuspunkter vi skal have ved den her ung, hvor vi går ind og forstår dem på baggrund af deres historie og så går man ind og snakker, hvordan skal vi arbejde, hvordan foreslår vi indtil videre at vi arbejder historisk med den her ung. Hvad kan være relevant her, er det overhovedet relevant. Og det er meget forskelligt, men de fleste har et eller andet. Så har man en der er adoptivbarn som har nogle problemer i forhold til hvor de kommer fra og hvorfor mor gav barnet op i sin tid, har måske nogle problemer med adoptivforældre, men så er det, det man arbejder med. Det er meget forskelligt hvor livshistorie arbejdet ender. Interviewer: Vil du prøve at snakke om hvad fordele og ulemper, I ser der er i, at arbejde med livshistorier? Christina Mortensen: Man ser barnet i en større helhed. Tit giver det også en bedre forståelse af den unge vi har med at gøre, nogen af de unge vi har her, er utrolig udafreagerende. Mange gange kan deres adfærd minde om hinanden, de kan godt alle sammen reager på samme måde, så bliver de vrede over der f.eks. bliver sat et krav og så smadre de ting. Men det betyder ikke, at der er den samme årsag til hvorfor de gør det, det er ikke ligesom den samme ting der trigger dem. Det ikke det samme de ligger i de ord, du siger, så på den måde give det en større forståelse af den unge og hvordan kan du forebygge det. Det giver en måde at få dem til at lærer noget mere om sig selv, få en bedre identitetsdannelse, tit har de jo ikke engang nogen, når du spørger sådan en ung, så har de jo ikke engang en fornemmelse af hvad deres ynglings farve er. De har ikke den der indre fornemmelse af eget selv. Så det giver også dem noget at få arbejdet med det på den måde blive mere end bare. Mange af dem associerer sig selv med, jeg er også bare sådan en skidt en og der er ikke nogen der kan lide mig, jeg kan aldrig have en god adfærd og nederlag efter nederlag, den der forståelse af hvorfor og hvorfor er jeg anbragt det giver en større helhed og sammenhæng og måske også en kontinuitet i sådan deres liv og så kan man også begynde at arbejde med empati osv. Så på den måde så giver det helt sikkert noget både for den unge men også pædagogen fordi at man forstår den unge og nogen gange er det bare nemmere at håndtere det her med at, f.eks. stjæler. Vi havde en ung der gemte ting inde på værelset, mad og sådan noget, stjal det ude fra
køleskabet og gemte det under sengen. I starten tænkte man fint nok, og man prøver og, pædagogisk, at fortælle jamen det behøver du altså ikke, og du er tryg her, du kan jo bare gå i køleskabet altid, det står jo åbent. Nogen gange er det bare nemmere at forstå at, hvis man som ung har været sultet rigtig meget, så har man behov for at danne et forråd fordi man ved ikke hvornår man lige pludselig ikke får mad. Og det bliver den der med at så den her adfærd der ellers godt kan provokere rigtig meget, for det er jo provokerende i længden, det her med at de ikke retter ind, og hvorfor er det at de ikke bare gør det, kan hun ikke forstå det eller hvad? Jamen nej fordi det andet instinkt der sidder så dybt, nå men hvad gør man så, hvad kan vi så gøre for at hjælpe hende i stedet for, så det bliver mere hensigtsmæssigt. Og det giver en større tålmodighed og større sådan rumlighed for at kunne være sammen med de her unge der ellers.. Det er jo også vigtig ikke kun at se på livshistorien altså vi er også nødt til at se på alt det andet, mange af dem kan have et væld af diagnoser, men så gælder det om at adskille dem, hvad er diagnoser og hvad er livshistorie, hvad er oplevelser og hvad er alt muligt andet kan man sige, så der skal man have styr på nogle ting. Og nogle af diagnoserne kan være reelle diagnoser og andre af dem kan være symptomer der ligner diagnoser, og så får de så sat den diagnose på, så det er lige nogen gange om at holde tråde adskilt. Interviewer: Hvilke begrænsninger ser I i livshistoriearbejdet? Christina Mortensen: Man kan sige sådan noget som ADHD, vi har virkelig nogen der har ADHD, det er virkelig begrænsende for dem, så er der andre som har symptomer og de har fået diagnosen men er det helt sikkert når du er med de unge, så er det ikke nødvendigvis ikke diagnosen, men fordi at et omsorgssvigt i barndommen godt kan ligne en ADHD diagnose. Og du skal ikke nødvendigvis bruge den samme strategier til de to grupper, men dem af dem der har ADHD er det virkelig vigtigt at det ikke kun er livshistorie du arbejder med, fordi der er nogle basis ting som du bliver nødt til at holde for øje og som kan være vigtige at arbejde med. Her skal man ikke lade sig for blænde af med kun livshistorien der bliver man nødt til at have den anden del med. Interviewer: Ser i ikke diagnoserne som en del af livshistorien? Christina Mortensen: Jo, men det kan det også godt være. Men derfor er der stadig sådan, hvis du har et autistisk barn så er der nogen ting ved den diagnose, f.eks. de har meget svært ved at du
røre dem og sådan nogen ting. Hvor det ikke nødvendigvis er noget med livshistorien at gøre, det har også noget med diagnosen i sig selv at gøre, at der bliver noget i forhold til kontakt til andre mennesker, som bliver meget svært, det bliver man også nødt til at respektere i forhold til den gruppe af unge. Der er nogle ting du så må gå ind og arbejde med der, hvor man bruger de redskaber man har fra autisme - pædagogikken, fremfor at det bliver helt fokuseret omkring livshistorien, det betyder jo ikke at man ikke også har livshistorien med, men man bliver ligesom nødt til at holde fokus ved, at der er nogle ting man også skal have med. Interviewer: Hvordan kan i se hos de unge, at der er fremskridt i deres livshistorie? Christina Mortensen: Men vi kan selvfølgelig se udvikling, vi kan se at de bliver mere sammenhængene, man kan se en adfærd der aftager, nogen gange synes jeg det er sjovt, når de sådan kommer og siger, jeg er sådan en, der godt kan lide det her eller jeg har altid godt kunne tænke mig sådan og sådan de begynder at få en selvopfattelse, og sætte ord på sig selv. Kunne snakke om at der er sket noget i deres liv, det var også svært dengang jeg var lille da mor gjorde sådan og sådan Det kan godt være sådan nogle ting, det kan også være sådan noget som en adfærd aftager, det kan f.eks. være at der er blevet arbejdet med det her omkring at samle mad, og så aftager den adfærd, vi kan se det bliver mindre og mindre. Så ved man jo også at livshistories arbejdet har virket, den der identitetsforvirring, det er meget svært at sætte ord på, hvordan man sådan kan se det, det er jo ikke noget man kan måle, det er meget diffust, man kan sige, hvordan kan man se livshistorien udvikler sig, men det kan godt have en større fornemmelse, nogen gange kan de falde helt til ro når man har det. Fordi de har fået en større selvsammenhæng fordi de måske har fået en eller anden fornemmelse af hvorfor de er her. Måske har man også haft mor og far med, der sidder og siger du er her, det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig, men det er fordi jeg ikke kan tage mig af dig, fordi sådan og sådan. Kan du ikke godt se du skal være her? så kan de falde helt til ro i at være her, fordi de ikke skal spekulere så meget over det hele tiden, og der kan man mærke det på dem, at f.eks. en der har været enormt udadreagerende kan ændre adfærd, fordi man har haft de der samtaler. Så på den måde kan man godt se nogle ting, men det er meget sådan adfærds orienteret og nogen gange kan det være svært, hvad der lige er hvad. Interviewer: Kan i mærke at de unge begynder at fortælle mere om sig selv, og at de har behov for dette?
Christina Mortensen: Det kan man godt mærke. Livshistorie i arbejdet, er i høj grad relations arbejde, livshistorie er godt til at arbejde med relationer. Vi arbejder selvfølgelig alle sammen i livshistorien, men det er vigtigt, at vi som pædagoger er dem som har kontakten, og tager de svære snakke. Det kan også godt være en lære som har snakket, hvor det kan samtaler om misbrug i barndommen, osv. Det er ikke lang tid siden vi har haft en dreng nede i køkkenet, som fortalte om hans tiks. Sådan noget har han ikke kunne snakke om før, men da han nu stoler på mig, er det nemmere for ham at snakke om, da han har tiltro til jeg ved hvordan det skal håndteres. Interviewer: Gør i jer nogle overvejelser om hvad der skal snakkes om i forløbet? Eller er det de unges meninger og holdninger I tager udgangspunkt i? Christina Mortensen: Ja vi snakker rigtig meget på deres niveau, jeg supervisere rigtig meget, især pædagogerne og deres behandlings-planlægning/arbejde, men det er selvfølgelig svært at holde sige egne meninger/holdninger ude. Man er nødt til at tage det på deres niveau, hvor man kommer længere og længere ind. Man kan ikke starte en hastesamtale, hvor man ligger ud med at sige kan du ikke se det er forkert? Det dur ikke. Man bliver nødt til at interessere sig for den unge, og lade den unge fortælle livshistorie, hvad der sker, hvad jeg forstår ved det, hvad er det jeg gør, og så tager vi det tit som det kommer, når man kan mærke personen er klar til at snakke om det. Nogen gange har man planlagt noget for livhistorien, men så ændre man det undervejs, fordi jeg kan høre hvad der interesserer den unge.