Kølstrup kirke indhold: 1: Beliggenhed 2: Byggeriet 3: Apsis 4: Det indre 5: Nyt byggeri 6: Epitafierne 7: Ny indgang 8: Sankt Nikolaus 9: Begravelser i kirken 10: Gravsten på kirkens mure 11: Konsekrationskorset 12: Døbefont 13: Krucifikser 14: Regnskabsbog fra 1547 15: 1600 tallet og Christian den IV 16: Frederik den III 17: Opblomstring i 1700 tallet 18: Altertavle 19: Pulpiturer 20: Kapellet 21: Bænke 22: Orgler 23: Lysekroner 24: Kirkeskibe 25: Alterstager 26: Ejendomsforhold 27: 1900 tallet 28: Kalkmalerier? 29: Kirkegården 30: Restaurering 2003 31: Præster i Kølstrup Tillæg: Kølstrup Præstegård 1: Beliggenhed Her, hvor nu Kølstrup Kirke ligger, lige ud til Kertinge Nor, omgivet af kirkegårdsdiget og præstegårdens gamle ladelænge, har der rimeligvis i før-kristen tid ligget en skov eller en lund med overvejende asketræer. I hvert fald noterer Biskop Jakob Madsen i sin visitatsbog, at der endnu i 1589 befandt sig mange asketræer på kirkejorden. (Note 1). 2: Byggeriet På dette sted er så rejst den første kristne kirke: En kirkebygning af træ. Den har rimeligvis ikke haft lang levetid. Og i årene 1150-1200 er så kernen i den nuværende kirkebygning opført. Er den opført af én stormand i sognet? Eller er den opført af den samlede befolkning i sognet? Vi ved det ikke. Den ældste del i kirken er skib, kor og apsis. Skibet med indgang for mændene mod syd og en
kvindeindgang mod nord. Kvindeindgangen blev muret til igen, da sidekapellet til Karen von Heinen, født Brüggemann og hendes mand Frederik, blev bygget. 3: Apsis Apsis har heller ikke haft lang levetid. Den er rimeligvis allerede nedrevet 50 år efter kirkens opbygning, siger eksperter. Hvorfor? Ingen kan sige det. Måske har den været for dårlig bygget. I østgavlen kan vi stadig se granitsokkelen fra apsissen med den svagt buede forside. Denne slags kirke med apsis, kor og skib har der været bygget omkring 1200 af - i en 100 års periode fra 1150 til 1250. Altså indviet ca. 1 pr. måned i snit. Disse kirker blev kaldt for romanske kirker. 4: Det indre Gulvet herinde har været lerstampet, visse steder har der dog været bænke - langs syd og nordvæggen. Ellers har man stået op. Så kunne man bedre bevæge sig lidt rundt og holde varmen, når præsten som dengang ofte kunne prædike i 3-4 timer. Det oprindelige loft herinde har, som i de fleste andre kirker fra den tid, været træloft. Det var før hvælvingernes tid. Vinduerne var oprindelig små højtsiddende og rundbuede. Der kan ses rester af dem i korets nordvæg og på østgavlens yderside. Murene er opført af tilhuggede kampesten, som man har taget fra markerne her omkring. Der er rigelig af dem. Hjørnerne er dog kvadresten. 5: Nyt byggeri Omkring år 1400 skete der igen noget bygningsmæssigt med kirken. Nu var det ikke længere nok med kun en almindelig indgang til kirken fra sydsiden. Der blev bygget våbenhus. Dette våbenhus holdt dog ikke til i dag. Det blev revet ned engang i 1820 erne, måske har det også været for dårligt bygget. Vi kan endnu se rester af det her på sydvæggen. Omkring år 1400 blev der også bygget tårn her til kirken. Egentlig et mægtigt tårn, lige så bredt som selve kirken, hvilket er noget usædvanligt. Og nu man var i gang, så fjernede man træloftet og fik lavet hvælvinger, som jo er en genial opfindelse, der næsten ikke kan forgå, idet stenene i hvælvingerne holder på hinanden. Til hvælvingerne og tårnet brugte man det dengang moderne byggemateriale, nemlig munkesten, de lidt større mursten. For at få plads til hvælvingerne også oppe i koret, har man været nødt til at forhøje korets murværk ganske betragteligt. Det kan stadig ses både indefra og især udefra. Da tårnet var blevet bygget blev gulvrummet i nogle hundrede år benyttet til åbenbegravelser - altså kister der stod på gulvet. Det var familierne fra Herregårdene heromkring: Skinnerup, som senere kom til at hedde Ulriksholm, Hundslev Skovgård, Kejrup og Kielsgård, det senere Østergård. To gravminder ses endnu i tårnets vægge. Det er Gotsche Hans von Brüggemanns to hustruer. 6: Epitafierne På nord og sydvæggen lige efter indgangen i kirken hænger to epitafier (i muren indsatte gravstene) over to hustruer, som Ejeren til Ulriksholm var gift med, Margareta, født 1686, gift 1703 og død 1717. Dorothea, født 1701, gift 1722 og død 1728. (I Note 2 findes afskrift fra begge epitafier). 7: Ny indgang Næste store ombygning var i 1820 erne, da våbenhuset blev revet ned. I stedet fik man indgang gennem tårnet. Og adgangen blev lavet ved, at man tilhuggede denne lidt skæve bue i kirkens oprindelige vestgavl. 8: Sankt Nikolaus Kirken var jo som alle andre før reformationen, katolsk. Kølstrup kirke er viet til en helgen St. Nikolaus, der levede i Myra i Lilleasien, og døde ca. år 350. St. Nikolaus hedder på engelsk Santa
Claus, og det er ham vi på dansk kender som julemanden. Og forhistorien er den, at St. Nikolaus var helgen for alle børn. Men St. Nikolaus var også sømændenes skytshelgen, og det er nok årsagen til at Kølstrup kirke er viet til ham, da der i tidernes morgen har været en del skibstrafik og derfor også sømænd her i Kertinge Nor. Foruden højaltret til St. Nikolaus har der været to mindre altre. Et jomfru Marie alter og et St. Dorothea alter. Disse altre er forsvundet kort efter reformationen i 1536. 9: Begravelser i kirken Som i mange andre kirker fra den tid har der også her i Kølstrup kirke været mange præstebegravelser i gulvet inde i kirken. Hvor de befinder sig ved ingen nu. Af andre personer, der er begravet herinde er den mest berømte jo nok Vibeke Kruse. Hun var gift til venstre hånd med Christian den IV, og sammen fik de sønnen Ulrik Christian Gyldenløve. Da Christian den IV døde i 1648 gik Vibeke Kruse en kummerlig tid i møde, og hun døde få år efter. Og traditionen vil vide, at hun blev fragtet udenfor Københavns volde på en renovationsvogn for at blive begravet på en fattigkirkegård. I 1652 fik sønnen, Ulrik Christian Gyldenløve på Ulriksholm hende fragtet hertil Kølstrup efter særlig indhentet tilladelse fra hans halvbror Frederik den III. 10: Gravsten på kirkens mure Ved de forskellige tilbygninger og ombygninger er der tilføjet kirken noget ekstra. Det er nogle gravstene muligvis fra nogle af kirkens første præster. På tårnets vest og sydmur er der sådanne. Og inde i kirken er der et dobbelt kors på sydmuren. Korset er et såkaldt Malteserkors eller Johanniterkors, efter Johanniterordnen der blev grundlagt på øen Malta. Malteserridderne ville beskytte pilgrimme til og fra de hellige steder i Palæstina. De oprettede også hospitaler. Korsets 8 udadvendte takker kan symbolisere de 8 ridderdyder: Trofasthed, fromhed, gavmildhed, tapperhed, hæder & ære, dødsforagt, hjælpsomhed mod fattige og syge samt til sidst omsorg for kirken. 11: Konsekrationskorset Konsekrationskorset oppe ved prædikestolen er et indvielseskors. Når kirken i en periode havde været lukket, f.eks. som i 1713, da der kom nyt alter, kom biskoppen og stænkede vievand 12 forskellige steder i kirken. Bagefter er stederne så udfyldt med maling. 12: Døbefont Det ældste inventar i kirken er uden tvivl døbefonten. Den er, hvad der er meget usædvanligt, udhugget af én stor granitsten, som er hentet på en mark her i sognet. Normalt er de gamle døbefonte udhugget af to kampesten, én til fundament og én til selve kummen. Af samme slags som her i Kølstrup skulle der kun være nogle ganske få stykker i hele Danmark. 13: Krucifikser Kirkens klenodie er Krucifikset, og den har fået sin plads i koret på dets sydvæg. Krucifikset er fra ca. 1200 og er en overgangsform mellem det romanske og det gotiske krucifiks. Men mest det romanske. Det romanske er sejrskrucifikset. Kristus er kongen, der har sejret. Han står mere, end han hænger, og han står på en fodstøtte. Han bærer en kongekrone og har øjnene åbne. Det er den triumferende Kristus. Det gotiske krucifiks kan vi se på alteret. Det er et lidelseskrucifiks, idet Kristus hænger på korset, lidende ansigtsudtryk, øjnene lukkede, tornekrone og sidesår. Det er en gave fra grevinde Danneskjold - Samsøe på Ulriksholm i 1899. 14: Regnskabsbog fra 1547 Kølstrup kirke har fra gammel tid været en rig kirke. Der findes en regnskabsbog fra 1547, hvor inventarlisten fylder 2 hele A4-sider. Den har messehagler, sølvting, lysestager osv. Men 1600 tallet
blev hård for kirken. Og hovedårsagen er såmænd den danske konge Christian den IV. Det begyndte allerede den 17. marts i 1602, da kirkens to klokker på kongens ordre blev taget ned og ført bort for at blive omsmeltet til kanoner og kugler. 15: 1600 tallet og Christian den IV Dog inden det bliver helt tragiske, kommer der dog noget nyt herind i kirken. Det er prædikestolen i 1610. Den er bekostet af provst Laurits Jespersen Stampe, hvis visitkort ses forneden til venstre. "Her Lavers", fynsk udtale af Laurits. Dens bemaling er bekostet af kirkens midler i den efterfølgende præsts tid, hvilket han ikke har villet undgå at bemærke. Det står på lydhimlen. Prædikestolen er et smukt renæssance arbejde af Odense billedskæreren Jens Asmussen. Han har også lavet prædikestole til Munkebo kirke, og vores ligner disse ganske meget. Men tilbage til det, for kirken, tragiske 1600 tal. Som nogen kan huske er de første 50 år præget af Christian den IV på godt og ondt. Hans vældige bygningsværker kan vi glæde os over den dag i dag, og herunder også Ulriksholm Slot, der er bygget i 1636. Foruden at bygge sloges Christian den IV også. Som regel med ganske uheldige følger. Han medvirkede uheldigt i trediveårskrigen 1618-48 og de uheldige svenskekrige. Kalmar-krigen 1611-13 og især krigen 1643-45 endte med store nederlag. Christian den IV døde i 1648 fra et forgældet og krigsødelagt land. Men også et land med mange, flotte bygningsværker! 16: Frederik den III Sønnen Frederik den III søgte nu revanche for disse nederlag i krigene mod Karl den X Gustav i 1657-60. Men det resulterede i tabet af Skåne, Halland og Blekinge, som vi ikke siden har været i besiddelse af. Under krigen hærgede svenskerne voldsomt heromkring. Især da de erfarede, at præsten i Kølstrup, Povl Olufsen Bagger, i nattens mulm og mørke var gået til Kerteminde for at informere General Schack om svenskernes styrke. Det gav i første omgang sejr til danskerne, der fordrev svenskerne mod Nyborg. Men svenskerne vendte tilbage og blev så rasende, at de fjernede alt af værdi fra kirken og fra præstegården. Så man har på fornemmelsen, at der kun stod de nøgne kirkemure tilbage. Og det er nok korrekt. 17: Opblomstring i 1700 tallet Efter de sørgelige år i 1600 tallet kom der en opblomstring for kirken i 1700 tallet. Ved skæbnens ironi eller Guds forsyn kan man med lidt fantasi takke Christian den IV for det. Han byggede jo Ulriksholm til sin søn Ulrik Christian Gyldenløve, og han byggede så stort og flot, at Ulriksholm sandsynligvis har været en eftertragtet herregård. Omkring år 1700 blev slottet overtaget af en mand ved navn Gotsche Hans von Brüggemann, der blev kirken en god og trofast ejer. Han er muligvis i familie med den Brüggemann, der har lavet den enestående altertavle i Slesvig Domkirke. I hvert fald var Brüggemann meget interesseret i at vedligeholde kirken og han sørgede for en masse nyt inventar til den. 18: Altertavle Altertavlen er blevet fremstillet i 1713 af Mikael Turish, der havde værksted i Odense. Turish var født i Riga, men fik borgerskab i 1710 og døde i 1725. Malerierne er sandsynligvis af mesteren Hans Poulsen fra Odense. Det store maleri foreviger Jesus i sit livs dage, Skærtorsdag aften, den sidste aften, han var sammen med sine disciple, inden den skæbnesvangre nat. Billedet, der er hyppigt anvendt på altertavler er tydelig nok inspireret af Leonardo da Vinci og viser netop det dramatiske øjeblik, da Jesus siger: Én af jer vil forråde mig. Judas ses foran med ansigtet vendt bort og med pengepungen i hånden, han var disciplenes kasserer. Mærkeligt nok, at man har valgt netop dette øjeblik, da der helt gik panik i disciplene og de spørger: Herre, er det mig? Maleriet i ovalen er Jesus i sin død på korset. Kristus udskåret helt øverst. Kristus i sin sejr levende efter opstandelsen
og himmelfarten, med sejrsfane i venstre hånd og højre hånd løftet til velsignelse af menigheden. Muslingeskallen over det ovale maleri symboliserer dåben. De to engle symboliserer nadveren. De har en kalk og en patene i den ene hånd. Patenen er dog forsvundet. 19: Pulpiturer I 1717 blev der opstillet et pulpitur for unge mennesker på kirkens oprindelige vestgavl. Da vestgavlen blev gennembrudt i 1820 erne er den flyttet mod vest, hvor den nu befinder sig. I 1739 blev den store balkon bygget til Herremanden på Ulriksholm og hans familie. Her kunne de sidde og betragte menigheden gennem en slags persiennelignende vinduer, hvor man kunne kikke ud, men ikke kikke ind. Samtidig blev der lavet separat udvendig trappeopgang, så de slet ikke behøvede at komme i forbindelse med den øvrige del af menigheden. 20: Kapellet Omkring 1740 blev kapellet også bygget. Der har før været 5 kister i kapellet, men der er nu kun to tilbage. Nemlig Brüggemanns datter og svigersøn, von Heinen, der overtog kirken og Ulriksholm efter den gamle Brüggemanns død. De hviler nu i et par enormt store sandstens sarkofager. 21: Bænke I 1747 blev der sat nye bænke herind i kirken. Vi har endnu resterne af dem, nemlig endestykkerne, mens resten er fra nyere tid. Der er numre på bænkene. Nu er de sat i vilkårlig række, men indtil midten af 1800 tallet var de i rækkefølge. Og det var finest at sidde så højt oppe som muligt, så tjente man mest, mens Maren i kæret måtte sidde allernederst. Den menneskelige forfængelighed har ikke fornægtet sig, og der opstod engang stridigheder om de øverste pladser. Det resulterede i, at Herremanden til Østergård fik lagt sin gård ind under Munkebo kirke, så han i den kirke kunne sidde øverst, i stedet som her sidde bag Ulriksholmfolkene. 22: Orgler Omkring 1750 fik kirken sit første orgel. Degnen monsør Laurits Falde lovede skriftligt at ville føre et sobert liv og beflitte sig på at betjene det nye instrument. Om det sobre liv ved vi intet, men han lærte aldrig at spille ordentligt på orglet, der hurtigt blev pillet ned igen. Det næste orgel kom først i 1899, og det blev afløst af det nuværende Marcussen orgel fra 1968, med 7 stemmer, et manual og pedal. 23: Lysekroner Kirkens øverste lysekrone i malm er skænket af birkedommer Christensen i 1760. Den blev pillet ned i 1850 erne, men kom til ære og værdighed igen ca. 20 år efter. De to øvrige lysekroner er efterligninger af denne i messing, udført af elektrikersvend Jensen fra Brørup. 24: Kirkeskibe Et kirkeskib fra 1760 skænket af nogle sømænd er forsvundet. Det nuværende er fremstillet af en skrædder, Illemoseskrædderen, der boede i nabosognet Rynkeby. I 1989 udgav Henning Thalund en bog om Fynske Kirkeskibe, hvor også kirkeskibet i Kølstrup får en del omtale. Mere fordi den er speciel end netop smuk og flot. Der hedder bl.a.: Af mere særprægede navne på kirkeskibe kan nævnes Ovale i Kølstrup kirke. Om dette navn fortælles der i sognet, at da menighedsrådet i Kølstrup bad Anders Madsen fra Rynkeby kaldet Illemoseskrædderen om at lave et kirkeskib til kirken, fik han frie hænder til at bygge det, som han ville. Den eneste betingelse, som man stillede, var, at skibsskroget skulle være ovalt. Anders Madsen byggede skibet med et ovalt skrog, men for alle tilfældes skyld malede han ordet Ovale på skibsstævn og agterende, og således fik kirkeskibet sit navn." I øvrigt er skibet en femmastet bark, som var det største sejlskib, der fandtes.
25: Alterstager Som man kan se, har kirken 4 alterstager. Messingstagerne er fra de gyldne tider i 1700 tallet, mens sølvstagerne er skænket i 1936 fra et ældre ægtepar i sognet. 26: Ejendomsforhold Kølstrup kirke har i hovedparten af dens levetid været ejet af Herremanden på Ulriksholm. Kammerherre Poul Rosenørn, der ligger begravet lige nord for kirken, og som for øvrigt gav navn til to gårde her i sognet: Ørnfeldt og Rosenlund, solgte kirken i 1829 til herredsfogeden og sognefogeden for 5800 rigsdaler. De solgte den dog hurtigt igen, for i 1831 købte godsejer Hvenegård Lassen fra Selleberg kirken, sammen med annekskirken i Agedrup. I 1915 blev kirken selvstændig. Det vil sige, at den nu ejes af samtlige folkekirkemedlemmer her i Kølstrup Sogn. 27: 1900 tallet I 1920erne blev kirken gennemrestaureret. Den brune egetræsmaling, der var overalt herinde blev erstattet af de nuværende, synes vi, kønne farver. I kirkens tidligere tider har der ikke været varme herinde. Man stod op og kunne gå lidt rundt for at holde kulden lidt fra kroppen. I 1869 kom der rigtig varme herind. Der blev opstillet to kakkelovne i hver side, midt i skibet. Samtidig blev så prædikestolen flyttet til sin nuværende plads. De øverste dobbeltbænke skyldes prædikestolens oprindelige placering. der var lidt længere nede i kirken I slutningen af 1940 erne kom et nyt varmesystem, og det blev igen afløst af det nye varmeværk i 1968. I 1986 gik vi over til gasfyring af kirken. 28: Kalkmalerier? Er der kalkmalerier i Kølstrup kirke? Ja, det er der højst sandsynligt. Kirken har været rig og stor, og har givet haft kalkmalerier. Men ingen er afdækket. Ved en indvendig kalkning i 1949 opdagede en murer, at der under adskillige lag kalk befandt sig noget, der tydeligvis var kalkmalerier. Mureren spurgte sin mester, hvad han skulle gøre. Og mesteren svarede: Kalk det hurtigt over igen, ellers bliver vi aldrig færdig. Og der skal jo også være noget for de kommende slægtled. 29: Kirkegården Kirkegården blev udvidet i 1930. Den gamle kirkegård var inddelt efter bylavene: Kertinge, Kølstrup, Ladby, Hundslev og Nymarken. 30: Restaurering 2003 Fra midten af juni måned og indtil 30. november, 1. søndag i advent 2004, var kirken lukket for en tiltrængt indvendig renovering. Året i forvejen var der kommet nyt tag på Skibet, og nu trængte det indre. Den gamle løber blev smidt ud, gulvet blev lagt om, tæppet foran altret fjernet og gulvet afhøvlet. Epitafierne blev opfrisket. Og hele kirkerummet, vægge og hvælvinger fik flere lag tiltrængt kalk. Da vi skulle til at tage mål til et nyt forhæng til altret, opdagede vi, at der inde bag en ussel masonitplade gemte sig et gammelt alterbord. Efter at sømhuller og lignende var blevet ordnet, fremtræder altret nu, som det har set ud i tidligere tid også med farver, som passer til prædikestolen, der blev malet i begyndelsen af 1600 tallet. Bænkene er blevet malede i lidt lysere farver. Beboerne i Kølstrup har taget vel i mod renoveringen og de forandringer, som det har medført. Og vi håber, at det varer mange år, inden kirken igen står og kalder efter en renovering. 31: Præster i Kølstrup
Der er det ret specielle ved Kølstrup kirke og dens præster, at de næsten alle er blevet på stedet, til de er blevet pensioneret eller er døde i embedet. Kun Arne Møller har som den eneste siden reformationen i 1536 forladt embedet i utide. Da der i 2007 blev embedsledighed i nabosognet Munkebo, besluttede Kirkeministeriet efter indstilling fra Kølstrup Menighedsråd, Munkebo Menighedsråd, Provst Lone Wellner Jensen og Biskop Kresten Drejergaard, at Kølstrup og Munkebo blev slået sammen til et pastorat med to præster. Den ene bosiddende i Munkebo og den anden med bopæl i Kølstrup. Præster ved Kølstrup kirke, siden reformationen i 1536: Nr. År for indsættelse Navn Antal præsteår 1 1536 Laurits Halager 24 2 1560 Anders Lauritsen 24 3 1584 Laurits Stampe 49 4 1633 Povl Olufsen Bagger 39 5 1672 Peder Povlsen Bagger 42 6 1704 Peder Toldorph 10 7 1714 Anders Samsing 37 8 1751 Frederik Samuelsen Jahn 30 9 1781 Peder Kryssing Thingberg 37 10 1818 Otto Engelstad Friis 48 11 1866 Erik Høyer Møller 26 12 1892 Peter Agerskov 27 13 1919 Arne Møller 10 14 1929 Johannes Monrad 18 15 1947 Holger Køster 36 16 1983 Knud Erik Kristensen 17 2007 Eva Fischer Boel (Et gennemsnit i antal præsteår på 30) Noter. 1. Citat fra Biskop Jakob Madsens visitatsbog 16. marts 1589: Jakob Madsen skriver bl.a. i sin visitatsbog: Kirken met Holesten paa; Tornet saa vit som Kerken. Mange Eske paa Kerkigorden. Kerkigords Muer vel fardige met Kamp oc Kalck. 4 Huellinger inden vdj. 1 Pulpetur i Tornet for vngt Folck. 2 skøne Cloker. Muret Kirkelade. Tafflen paa Alteret vdgrafuen; Kristi Korsfæstelse og Lidelse, Begravelse og Opstandelse. Degnestolen vdgraffuen. 4 Liusestage. I denne lund eller skov har så sognets gudehus befundet sig, udstyret med gudebilleder og offeraltre. I lundens træer har der hængt ofrede trælle eller krigsfanger. 2. Afskrift af Epitafierne (Epitafien på Kirkens sydvæg): Margareta Wilhlmina Hans Exellence Hr. Geheimraad Hausmans datter Fød til verden, anno 1686, den 8. october Kom i Ægteskab med welbaarne Gosche Hans von Brüggemann Herre til Ulrichsholm og Østergaard
D. 30. mai, anno 1703. Bortsof salig i Herren D. 22. august, anno 1717. Har fød til verden to sønner og frie døtre af hvilke den første søn døde straks efter fødslen Anno 1704 salige er de døde i Herren. Aanden siger de hvile af deris arbeide men deris gierninger følge med dem Apoc 14.V.13 (Epitafien på Kirkens nordvæg): Dorothea Hedevig Høyædle og velbaarne H. Obristarent Krags datter født til verden 5. december Anno 1701 Kom i Egteskab Med velbaarne Oberstleutnant Gosche Hans von Brüggemann Herre til Ulrichsholm og Østergaard Den 1. august, Anno 1722 Bortsof salig i Herren Den 22. august 1728 Har fød til verden tvende døtre som begge sørgeligen efterlever Apoc 14.V.13 Salige ere de som døe i Herren, Thi Aanden siger at de skulle hvile af deris arbeide Kølstrup Præstegård I bogen Præstegårdsliv, minder fra gamle Præstegårde, skriver J.H. Monrad bl.a. følgende om Kølstrup Præstegård: Kølstrup Idyl fra 1949: Bygningerne samler sig i en tætsluttet, men skæv firkant om gårdspladsen. De virker statelige og festlige med deres høje stråtage og røde bindingsværk, afstolpet i den særlige røde farve, hvorom det hed sig, at den var forbeholdt præste og herregårde. Taget over beboelsen er dog af tegl. Præstegården virker velholdt. Menighedsrådet har haft, og har stadig interesse for det nette og har ikke været bange for at ofre noget på præstens bolig. Gennem strandporten ser vi som et indrammet maleri et glimt af Kertinge Nor mod Ulriksholm. Over porten en vindfløj, bærende årstallet 1785. Og inskriptionen PKT for Peder Kryssing Tingberg, der var præst netop i 1785, hvor præstegården fik sin nuværende udstrækning. Gårdspladsen ligger der med sin skæve firkant hverken rektangel eller kvadrat, som den har gjort i mangfoldig år. En lind plantet midt i gårdspladsen pynter mere end det i 1930 flyttede møddingssted. Præstegården svarede til embedet. Over 100 tønder land, dertil skov og bygninger, der svarede til hartkornet. Fra vejen svinger vi ind mellem de store stendiger. Den gamle porthammer, der i tidens løb forsvandt, blev af præstesønnerne Stefan og Aage Friis fornyet i 1930. Indskriften lyder:
Hvad er vort hus et lidet laan hvad er vort liv og lykke. Det står alt udi Herrens hånd vil han sit Forsyn ryke. En liden Gnist et øjeblik Og være kan i Grunde hvad mange aar med Møjsomhed tilforn samle kunde. Hold derfor Vagt og god Opagt. O Gud din engleskar fra Ildebrand og Tyvehand du dette Sted bevar. Pastor Friis har lavet indskriften og var den sidste af stedets store bygherrer. Den fromme bøn på porthammeren om at holde ildebrand væk fra præstegården, har været opfyldt, bortset fra den brand, der opstod i Pastor Monrads studereværelse den 18. oktober 1935. Selvom branden var voldsom nok der, ødelagde den kun en lille del af præstegården. Men hvad der var nok så ærgerligt, så blev alle gamle papirer og optegnelser om præstegården ødelagt, så det er sandsynligvis kun en lille bid af præstegårdens lange historie, man i dag har kendskab til. Østfløjen, ud mod markerne, er det ældste i præstegården. Den stammer fra ca. 1590-1610, og det skal fremgå af bindingsværket særlige udseende. Denne fløj har muligvis været kapellanbolig. Under Svenskekrigen 1659 led præstegården stor overlast, men brændtes åbenbart ikke af. Præsten dengang Poul Bagger (1633-1672) havde fulgt de svenske troppers bevægelse, da de flygtede fra Kerteminde egnen efter den danske invasion af det besatte Fyn. Præsten erfarede fjendens planer omoverrumpling af de danske styrker i Kerteminde og på Hindsholm ved et flankeangreb vesten om Kertinge Nor, Hvorfor jeg straks udaf en ret patriotisk affektion forlod hus og hjem og vovede mit liv, og på mine ben uden nogen præstelig habit begav mit til Kerteminde natten mellem den 2. og den 3. november. I købstaden fik han foretræde for general Hans Schack, der tog sine forholdsregler. Baggers indsats førte til den afgørende sejr over svenskerne i området nord for Nyborg. Men der fjenden spurgte mig at være gangen til vor armé, blev han mig så gram, at han ej aleneste ruinerede min præstegård, forbrændte alle trævarer, men endog skilte mig af med alt mit gods og formue og overlydt råbte, som mit folk hørte, at ingen i den gård nogen nåde skulle bevises, så at så sandt hjælpe mig Gud og Hans hellige evangelium der jeg kom til mit hus igen, da havde hverken sølv eller guld, uldent eller linned, i jorden eller over jorden uden aleneste de gamle daglige klæder, som jeg havde på mit legeme hedder det i Baggers ansøgning til kongen om økonomisk forbedring af sin stilling, hvilket han opnåede, nemlig kongetiendet af annekssognet Agedrup. Trods kongelig begunstigelse gik restaureringen af præstegården dog kun langsomt. Poul Baggers efterfølger, sønnen Peder (1672-1704) skriver i 1690: Præstegården er endnu formedelst disse sørgelige tiders tilstande endnu ikke indløst. Den var forfalden og fast øde, da jeg kom til kaldet i 1669, og derfor ej estimeret højere end 100 rigsdaler, dog den siden med stor bekostning og fast med mit fattige huses ruin på min egen bekostning af nyt igen ladet opbygge.
Men derefter begyndte det at gå fremad for præstegården. Hvor hurtigt kender man ikke så meget til. Først fra tiden omkring 1785 er der mere sikker viden. Da blev syd og vestlængen bygget. Det var præsten Peder Kryssing Tingberg (1781-1818), der stod for denne nybygning og istandsættelse af det øvrige. I 1795 blev præstegården takseret til 3.600 rigsdaler, og det er jo adskilligt mere end de 100 rigsdaler i 1690. I taksationen lyder det bl.a.: Dagligstue med dobbelt kvist og værelse i kvisten, engelske døre og vindueskarme. Fjælgulv overalt, undtagen i bryggers og køkken, lergulve. I 1819 ansættes præstegården til 5.100 rigsdaler. Præsten Friis (1818-1864) satte skik på en mængde ting i sognet også hvad kirke, præstegård og præstegårdshaven angik. Friis anlagde i 1820 den store have med stendige hele vejen rundt, så den fik den nuværende størrelse på knap 2 tdr. land. I 1829 indberettede Friis: Kjølstrup Præstegård har en yndig beliggenhed ved en vig af Kjerteminde Fjord., hvis modsatte bredder bekranses af herregården Ulriksholm Slot, store frugthaver og skønne vejrmøller, frugtbare, bakkede marker og kirkebyen Munkebo. Og så tilføjer han: Stuehuset er gammelt og hverken bekvemt indrettet eller rummeligt for en familie med børn, men ret smukt. I 1830 lod Friis nyopføre 24 fag bindingsværk i præstegården, deriblandt 8 fag til forpagterboligen i forlængelse af stuehuset mod øst. Endelig fik, efter århundredes midte, de 8 østligste fag af det egentlig stuehus større dybte, og blev, til erstatning for den oprindelige dobbeltkvist, ført op i to etagers højde og teglhængt. I 1855 meddeler Friis: Bygningerne meget overflødige (alt for store). Vaaninghus udvendig meget usymmetrisk, men indvendigt meget rummeligt og bekvemt, hvad baade økonomi og beboelseslejligheden angaar. (Men nu var de fleste af hans 13 børn og så fløjet fra reden.) Havefronten er på 114 alen ca. 73 meter, og det skulle én af de længste på en landbobygning i Danmark, når man undtager herregårdene. Friis var den sidste, der lod bygge noget nyt her i præstegården. Efterfølgeren Høyer Møller (1866-1892) skrev her i præstegården under pseudonymet: En gammel Festpræst. Han var også i en periode medlem af rigsdagen, ligesom han de sidste år var provst. Som tiden gik, gik præstegården mere og mere i forfald, og man ønskede fra flere sider, at den skulle nedrives, og en mindre opføres. Men Arne Møller (1919-1929) kom så betids, at præstegårdsudstykningsloven, først kunne træde i kraft ved næste præsteskifte. Gården blev istandsat og jorderne forblev samlede indtil 1930, da højskoleforstanderen fra Ryslinge Johannes Monrad blev sin svogers efterfølger. Dette år blev jorderne udstykkede, og præstegården fik atter en større restaurering. Nye stalde blev indrettet, og den gamle kostald blev indrettet til den smukke mødesal, som igen i 1985 blev grundigt restaureret. I 16 år ferierede 40 københavnske børnehavebørn i præstegården og sov i mødelokalet. Under krigen var der soldaterhjem, og det har også været udlånt til skolen, som har haft både klasselokale og sløjdlokale i rummet. Ved det første af kirkeministeriets forordnede Provstesyn af præstegården i sommeren 1959 indførtes i protokollen følgende: Der udarbejdes en plan til restaurering af præstebolig og forpagterbolig. Nok var der foretaget flere forbedringer af boligen og avlsbygningerne. Men nu var tiden inde til en radikal sanering, og det skete i de næste år. Bindingsværk blev udskiftet adskillige
steder. Portoverbygning og 3 gavle blev fornyet fuldt ud. Forpagterboligen helt ombygget. 13 kakkelovne blev fjernet og oliefyr indsat. Nye gulve i de to stuer, hvor gulvene var fra 1790erne. I 1965 udtaler provstesynet: Synet udtaler, at præstegården efter den gennemgribende restaurering fremtræder i særdeles smuk skikkelse. Boligerne er velindrettede og arbejderne er solidt udført. Den smukke præstegård kan nu forventelig tjene sit formål i en lang årrække. Samtidig er den en pryd for egnen og et værdifuldt kulturminde. Ved præsteskiftet 1982-83 blev præstegården igen istandsat. Gulve blev høvlet af, der blev isoleret, malet og tapetseret overalt, så den kom til at fremtræde i rigtig god stand. En fedt embede har det være, her blev præsterne gamle. Så vidt vides har kun en enkelt præst fra reformationen og indtil i dag forladt embedet, uden at være pensioneret eller død i embedet. Indenfor går de gamle mure livet videre i det væsentlig som i hundrede af år før. Prædikenen til søndagen skal skrives, begravelses og bryllupstaler skal skrives. Somme tider er det nemt, andre tider umådeligt svært. Der skal undervises konfirmander som førhen. Der skal tales sorg med efterladte, glæde med brudepar og nybagte forældre. Der skal laves kaffe og snakkes med folk, der lige kommer forbi. Meget har været sat ind på at bevare præstegården og den bliver smukt bevaret. Skiftende menighedsråd har hele tiden sat en ære i, at Kølstrup Præstegård skulle være velholdt. Fra alle sider erkender man, at de gamle præstegårde, som vi efterhånden ikke har så mange af, stadig indtager en plads i kulturlivet. Noget væsentligt ville gå tabt, hvis de forsvandt. Jeg begyndte med Monrad, lad mig slutte med ham: I præstegården bor stadig en præst, og der er gudstjeneste hver søndag. Præsten ved godt, at han bor i en idyl, men for ham kan det idylliske netop virke som en tilskyndelse. I gamle dage, da præsten lønnedes med et større eller mindre jordtilliggende, betød de store præstegårde en rigdom. I vore dage kan de være en ekstra byrde for mangen en præst, som for at kunne bevare sin og sin kones agtelse, må kunne håndtere en kulspand, viskestykke og støvsuger med samme færdighed som sin fyldepen og computer. Sammenfattet og nedskrevet af Sognepræst Knud Erik Kristensen, Kølstrup, juni 2008.