PARTIER I BEVÆGELSE Hovedtræk i det danske partisystems udvikling Tage Bild og Sigge Winther Nielsen Institut for Statskundskab Arbejdspapir 2008/05 ISSN nr.: 0906-1444 ISBN.nr.: 978-87-7393-578-1
Hvor kommer partierne fra og hvor er de på vej hen? Formålet med dette arbejdspapir er i grove træk at besvare disse spørgsmål ved at give læseren en indføring i den historiske baggrund for dannelsen af de danske partier og deres senere udvikling. På den baggrund stilles skarpt på de forventninger og manøvremuligheder partierne står over for i dag. Ved at præsentere partiernes dannelse, udvikling og eksistensbetingelser håber vi at skabe et fundament for at forstå nutidens partier. Arbejdspapiret søger i den optik at opstille en konceptuel ramme for at begribe moderne partiers handlemønstre i presset mellem de historiske brudflader, som har dannet baggrund for partisystemets opkomst, og den moderne vælgers svingende dispositioner, som i dag ser ud til at omforme partierne. Arbejdspapirets analyse falder i tre dele. Først afdækkes de historiske lag i det danske partisystem og udviklingen i partityper præsenteres. For det andet opstilles en konceptuel ramme inspireret af nyinstitutionel organisationsteori, som medtænker tre niveauer historien, partiet og vælgeren. Til slut giver vi en overordnet konklusion på analysen. 1. HISTORISKE LAG Grundloven af 5. juni 1849 tillagde ikke politiske partier nogen rolle. Faktisk blev muligheden for en sådan organisering af de folkevalgte slet ikke nævnt. Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at partierne heller ikke omtales i den nuværende Grundlov. Forklaringen på denne usynlighed kan være, at partier med deres lederskab og partidisciplin ikke passer ind i den liberale demokratimodel. I Grundlovens 56 står der: Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere eller partier kunne man tilføje. Man tog dette så alvorligt, at det i 1800-tallet blev påtalt, hvis man fra Rigsdagens talerstol brugte ordet parti. Man måtte nøjes med at sige jeg og mine venner eller lignende. Man mente hermed at kunne undgå, at tinget blev splittet i stridende partiklubber, som man kendte fra den franske revolution. (Hvidt 1990:61). Grundlovsfædrene har sikkert også villet markere at det
nye liberale folkestyre skulle betyde et afgørende brud med enevældens Stænderforsamlinger, hvor de valgte repræsenterede de tre samfundsklasser: bønderne, godsejerne og byernes grundejere. På trods af den forfatningsmæssige usynlighed må man sige, at partidannelse næsten fra starten blev et centralt organiserende princip i det repræsentative demokrati. Det er også vanskeligt at forestille sig, hvordan det politiske system skulle kunne fungere uden. I det følgende skal vi kort se på, hvordan det danske partisystem opstod, og hvordan partierne siden har udviklet sig. Det danske partisystems historie Danmark var i 1849 et bondeland. Kun omkring en femtedel af befolkningen levede i byerne. Det nyvundne demokrati, hvor begrænset det end var i starten, rummede løfter om, at den største samfundsklasse, bønderne, omsider kunne få reel politisk indflydelse. Med rødder tilbage til den politiske bondebevægelse fra 1840 erne (Skovmand 1978:186ff) begyndte de folkevalgte bønder og deres sympatisører allerede i de første år efter Junigrundloven at samles i politiske klubber, hvor man diskuterede tidens politiske spørgsmål og forsøgte at organisere sig om et fælles politisk program. Efter fransk forbillede blev der på døren til den første klub skrevet Venstre for at markere at man var mere yderliggående end de øvrige rigsdagsmedlemmer, der bestod af en blandet skare af embedsmænd, akademikere og godsejere. (Hvidt 1990:65). I de første årtier var de venstreorienterede opdelt i forskellige grupperinger, som ikke altid kunne blive enige, men efterhånden som modsætningsforholdet til godsejerne og andre konservative kræfter voksede, dannedes i 1870 Det forenede Venstre som et egentlig parti. (Dybdahl 1965:84ff). Under trykket fra Venstre samledes de øvrige medlemmer efterhånden i en fastere gruppering, der i pressen fik navnet Højre. Efter 1872 hvor Venstre fik flertal i Folketinget voksede de politiske modsætninger mellem Venstre og Højre til en kamp om forfatningen nærmere bestemt kongens ret til at udpege elitære højre-regeringer, der havde et flertal imod sig.
Venstre blev efterhånden en stærk folkelig bevægelse ved at forbinde sig med andelsbevægelsen, dele af højskolebevægelsen og friskolebevægelsen. Fra de Venstrestyrede skytte- og gymnastikforeninger udskiltes på et tidspunkt de såkaldte riffelforeninger, der kunne signalere risiko for borgerkrig, hvis Venstres vej til regeringsmagten fortsat blev blokeret af det reaktionære Højre. (Hvidt 1990:293f). Forfatningskampen blev lang og indædt. Den kulminerede da konseilspræsident Estrup i 1885-94 hjemsendte Folketinget og regerede med provisoriske love (Knudsen 2006:138ff). Efter en opblødning af modsætningerne fra midten af 1890 erne, hvor Estrup gik af, afsluttedes kampen med, at det parlamentariske princip blev knæsat ved Systemskiftet 1901, hvor Venstre for første gang dannede regering. I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Danmarks Industrialisering. Byerne voksede og en ny klasse af arbejdere voksede frem. Deres levevilkår var usle og adgangen til politisk indflydelse var spærret af den meget begrænsede valgret. Inspireret af kommunardopstanden i Paris 1871 stiftedes samme år den danske afdeling af Internationalen en revolutionær arbejderbevægelse, hvis mål det var at omstyrte kapitalismen og etablere et socialistisk samfund. I modsætning til Venstre og Højre opstod denne politiske bevægelse uden forbindelse til Rigsdagen. I starten var Internationalen både en faglig og politisk bevægelse. Efter Slaget på Fælleden i 1872 blev organisationen forbudt af politiet, og først da man i 1878 besluttede at adskille det faglige og politiske arbejde blev arbejderpartiet Socialdemokratisk Forbund dannet (Tjørnehøj 1998:58). Der var dog fortsat et nært samarbejde mellem den faglige og politiske gren i arbejderbevægelsen. I en resolution fra De samvirkende Fagforeninger fra 1886 anførtes det, at fagforeningerne ikke alene skulle kæmpe for højere løn og bedre arbejdsvilkår men også arbejde for, at arbejderne bliver politisk ligestillede med samfundets øvrige klasser (Jensen og Olsen 1981:26). Arbejderbevægelsen blev efterhånden en betydelig magtfaktor, idet den parallelt med bondebevægelsen ikke alene forbandt det politiske arbejde med fagbevægelsen men også den kooperative bevægelse (arbejdernes produktionsforeninger). Ved valget i 1887 fik Socialdemokratiet 3,5% af stemmerne og dermed det første mandat i Folketinget. I 1913 var
det med 29,8% af stemmerne vokset til landets største parti målt ved andelen af stemmer. (Christiansen 1990:255). Ved indgangen til det 20. århundrede var der således dannet tre partier. Venstre og Socialdemokratiet repræsenterede folkelige bevægelser blandt bønder og arbejdere, mens Højre efterhånden var svundet ind til at repræsentere en lille eksklusiv overklasse bestående af store jordejere, højere embedsmænd og selvstændige i byerhverv. Efter nogle interne konflikter i Venstre bl. a. om militæret og husmændenes vilkår udskiltes i 1905 Det radikale Venstre. Ud over husmændene, der ofte måtte ernære sig som daglejere på gårdene, vandt partiet også tilslutning blandt folk i liberale erhverv. (Dybdahl 1965:457f). Ved grundlovsændringen i 1915 tog Højre navneforandring til Det konservative Folkeparti, og hermed var der etableret det fireparti-system, der dominerede dansk politik frem til slutningen af 1950 erne. Da hvert parti drev sin egen presse, fik man parallelt med partisystemet et firebladssystem (Thomsen 1972:217ff ). I politologien har man generelt kunnet forklare demokratiernes tidlige partidannelser ved fire konflikt- eller skillelinier: Center periferi, stat kirke, land industri og ejer arbejder (Lipset og Rokkan 1967:47). Efter tabet af hertugdømmerne i 1864, som gjorde Danmark mere homogent, var det især de to sidste konfliktlinier, der fik betydning. Figur 1 viser hvordan de i grove træk kan beskrive partistrukturen, idet de Radikale dog er sat i parentes, fordi deres placering som nævnt ikke helt lader sig beskrive efter klasselinier. Ved siden af de løn-arbejdende husmænds vilkår var antimilitaristiske holdninger også af betydning. Ejer Arbejder Landbrug Venstre (Radikale) Byerhverv Konservative Socialdemokrater FIGUR 1: Firepartisystemet beskrevet efter klasselinier Ved siden af disse fire gamle partier opstod der i tiden frem til slutningen af 1950 erne forskellige småpartier f.eks. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), De Uafhængige og
Retsforbundet der dog alle fik forholdsvis korte perioder i Folketinget. Størst betydning fik DKP, der inspireret af den russiske revolution blev dannet af udbrydergrupper fra Socialdemokratiet i 1919-20. Efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1958 opstod der en stærk splittelse i partiet, der medførte dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF) året efter. Op gennem 1960 erne skete der store forandringer i det danske samfund. Industrialiseringen tog fart, landdistrikterne affolkedes og velfærdsstatens udvikling med den sideløbende vækst i antallet af offentligt ansatte begyndte at udviske de gamle klasseskel. Samtidig skabte ungdomsoprøret og optagelsen i EF i 1972 nye holdningsmæssige konfliktlinier. De gamle partier, inklusive SF, havde svært ved at tilpasse sig disse forandringer og Jordskredsvalget i 1973 betød et afgørende brud med det hidtil forholdsvis stabile partisystem. De fem gamle partier mistede i 1973 tilsammen 60 mandater og ved siden af småpartierne DKP, Kristeligt Folkeparti og Retsforbundet blev to helt nye partier, Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet, repræsenteret med i alt 42 mandater. (Pedersen 1991:55f). Siden har DKP, VS og andre små venstrefløjspartier sluttet sig sammen i Enhedslisten og Fremskridtspartiet er afløst af Dansk Folkeparti, mens Retsforbundet, Centrumdemokraterne og måske også Kristeligt Folkeparti (nu Kristdemokraterne) for altid synes forsvundet fra den politiske arena. Historiske partityper I moderne partiforskning skelner man mellem fire partityper, der i rendyrket form kan kaldes idealtyper (Weber 1982:199 ff). Selvom de historisk konkrete partier altid vil afvige mere eller mindre fra de teoretiske idealtyper og nogle gange rumme træk fra flere typer samtidig, kan de bruges som nyttige analytiske begreber, når man vil beskrive hvorledes partierne ændrer sig over tid. De fire almindeligt anvendte idealtyper er: Elitepartiet, massepartiet, catch-all partiet og kartelpartiet.
Elitepartiet er kendetegnet ved en løs organisering omkring nogle få fremtrædende og kendte personligheder, der formulerer partiets politik. Der findes ingen fastere partiorganisation, der forbinder vælgerne med partitoppen. Kontakten til vælgerne begrænses stort set til valgkampen, hvor man søger en så stor tilslutning som muligt (Bille 1997:24f). Denne partitype var almindelig i de første årtier efter Junigrundloven 1849. Især var Højre et tydeligt eliteparti helt frem til 1915, hvor det forsøgte at blive et folkeparti. Også Venstre var i begyndelsen en forholdsvis løs kreds af ligesindede, der samlede sig omkring nogle få lederskikkelser. I nutiden kan man finde træk af elite-typen i f.eks. Centrumdemokraterne, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, som alle kendetegnes ved svage partiorganisationer uden væsentlig indflydelse på partiets politik. Massepartiet eller klassepartiet, som det også er blevet kaldt, var den dominerende partitype i første halvdel af 1900-tallet. De fire gamle partier repræsenterede ret tydeligt forskellige klasseinteresser og organiserede sine tilhængere i lokale partiforeninger, der opstillede kandidater og valgte delegerede til landsdækkende partikongresser. Det demokratisk organiserede parti var bindeleddet mellem civilsamfundets befolkningsgrupper (klasser) og staten. Partiprogrammet var ideologisk funderet, og den konkrete politik blev formuleret i dialog mellem medlemmerne og partiledelsen (Bille 1997:26ff). I takt med valgrettens udbredelse voksede de fire partiers samlede medlemstal, der kulminerede i årene efter 2. Verdenskrig, hvor mere end hver fjerde vælger tilhørte en vælgerforening. Massepartiernes epoke var på mange måder det danske folkestyres storhedstid. Selvom partiernes medlemstal efter 1960 er raslet ned (Bille 1997:66ff), finder man i de gamle partier stadig træk, der kendetegner massepartiet, f.eks. når Socialdemokraterne vælger ny formand ved urafstemning blandt partiets medlemmer. Catch-all partiet som en ny partitype begyndte man at tale om i 1960 erne, hvor de gamle klassedelinger begyndte at tabe betydning (Kirchheimer 1966). I takt med serviceerhvervenes og den offentlige sektors vækst opstod der nye grupper af funktionærer, der ofte følte sig hjemløse i det gamle partisystem. De udenomsparlamentariske bevægelser begyndte at vokse frem. Samtidig reduceredes de gamle massepartiers traditionelle vælgerbasis, hvilket især tvang Venstre til at orientere sig mere mod potentielle vælgere i byerne. Men også de øvrige partier, inklusive SF, forsøgte at få tag i de voksende mellemlag, som funktionærerne blev kaldt. Resultatet blev en tydelig tendens til at partierne begyndte at overskride deres traditionelle klassebasis til fordel for en almen vælgerappel. For at fange
alle nedtonede man også de gamle ideologier. De borgerlige partier opgav deres kamp mod den socialistiske velfærdsstat. Den politiske midte blev en efterstræbt position. Resultatet blev, at forskellen mellem gammelpartierne, som Glistrup kaldte dem, gradvist blev mere utydelig. I lighed med at man talte om troløse vælgere, der skiftede parti fra valg til valg, kan man også tale om ideologisk troløse partier, der ofrer ideerne i deres kamp for stemmemaksimering. Kartelpartiet opstod som betegnelse for en mulig ny partitype i forbindelse med det stærkt faldende antal partimedlemmer, som svækkede forankringen i civilsamfundet og gav økonomiske problemer. Derfor havde partierne en fælles interesse i at koble sig tættere til staten og lovgive om statslig partistøtte (Katz og Mair 1995). I 1980 erne blev der i Danmark indført et fast støttebeløb pr. opnået stemme. For tiden (2008) ydes årligt 25,75 kr pr. stemme ved det sidst afholdte folketingsvalg (www.borger.dk). Det giver f.eks. Venstre ca. 23,4 mio kr. i 2008. Desuden ydes der støtte til de enkelte folketingsmedlemmer. Partierne modtager også mindre støttebeløb pr. stemme til kommunalvalg og regionsvalg. Grunden til at begrebet kartel kan være relevant til at karakterisere denne ordning er, at partierne gennem denne form for finansiering samarbejder om at gøre det sværere for nyopstillende partier at komme ind i varmen. Men da kartel jo egentlig betyder selvstændige virksomheders begrænsning af deres indbyrdes konkurrence, er betegnelsen mindre velvalgt. De i Folketinget repræsenterede partier er jo stadig i hård konkurrence om at opnå så mange stemmer som muligt. Konkurrencen sker primært gennem medierne, og derfor har man også talt om en tendens til at nutidens partier udvikler sig til professionelt styrede mediepartier (Pedersen 1989:276f). En alternativ og måske bedre betegnelse for den nye partitype er markedspartiet (Knudsen 2007:105 ff). Beskrevet som idealtype er det en ny form for eliteparti. Det styres af en eksklusiv gruppe fremtrædende politikere, der ikke levner den øvrige partigruppe eller partimedlemmerne megen indflydelse. Dansk Folkeparti er et godt eksempel på et elitært stramt styret parti, der bruger medierne til at brande sig og vinde tilslutning. Men tendensen findes også blandt de andre partier i form af øget topstyring, professionel markedsføring med reklamebureauer, fokusgrupper, spindoktorer osv. Selvom de gamle partier har bevaret nogle træk fra massepartiet, er der en generel tendens til at partierne i dag opfører sig som professionelle virksomheder, der på stemmemarkedet konkurrerer om økonomiske ressourcer og politisk indflydelse.
De tendenser, som catch-all partiet og markedspartiet peger på, må ikke misforstås derhen, at alle partier nu bare lægger sig på midten og konkurrerer om at sælge samme politik. De klassiske ideologier trækker stadig deres spor i partiernes positionering i forhold til hinanden, og den strategiske konkurrence mellem partierne handler i høj grad om, hvem der i forhold til tidens problemer kan formulere det mest sammenhængende og troværdige program for lederskab, der kan samle folket (Andersen 2007:33f). Et eksempel er den måde Venstre ved valget i 2001 inspireret af New Labour kombinerede liberalistiske positioner med socialdemokratisk velfærdspolitik tilsat en mere restriktiv indvandringspolitik. Ny Alliance kan være et eksempel på, at et parti, der baserer sig på en kompilation af alle gode holdninger uden indre sammenhæng, hurtigt splittes for alle vinde. 2. ET ANALYTISK BLIK PÅ HISTORIEN, PARTIERNE OG VÆLGERNE I forlængelse af dette korte rids af det danske partisystems historie vil vi i det følgende forsøge at løfte analysen fra det konkret historiske niveau og præsentere et analytisk blik, der ved hjælp af partiteoretiske begreber fra international politologisk litteratur har til formål at forene studiet af (i) politisk historie, (ii) partiernes strategiske handlinger og (iii) vælgernes navigering. Disse tre fundamentale dimensioner i moderne politologi kan indplaceres i et teoretisk perspektiv, der lægger op til at sammentænke de tre forskellige analyseniveauer. Makro-niveau Politisk historiske brudflader Meso-niveau Partiernes strategiske manøvrerum Individ-niveau Vælgernes navigering FIGUR 2: Analytisk blik på sammenkoblingen af politisk historie, partiernes strategier og vælgerne
Det er hensigten, at det analytiske blik kan hjælpe os til at begribe det enkelte analyseniveau samt dets relationer og kausalforhold til de andre niveauer. Makro-niveau Politisk historiske brudflader For det første omfatter det analytiske blik et makroniveau, der udpeger de underliggende historiske strømme, der gennemsyrer den aktuelle politik. Disse strømme repræsenterer historiske modsætninger i befolkningen, som derfor kløver vælgerne efter deres væsensforskellige holdninger til et problems natur og løsningsmodeller. Som berørt i første kapitel findes det teoretiske fundament for denne tilgang til partianalysen i Lipset og Rokkans makrosociologiske klassiker Party Systems and Voter Alignments: Cross-National Perspectives (Lipset og Rokkan 1967). Her introduceres cleavage-begrebet, som på dansk oversættes til skillelinjer. Disse skillelinjer er for Lipset og Rokkan et helt centralt værktøj når politologen skal analysere partiers og vælgeres ageren, fordi skillelinjerne kan forklare hvilke modsætninger, der fungerer som fikspunkter i et samfund. De forklaringsbærende modsætninger igangsættes af store brud i den politiske historie, der genererer en dominerende skillelinje, som vælgere og partier må forholde sig til. Et eksempel på en strøm, der har fremkaldt vitale skillelinjer, er som det er fremgået i kap. 1 den industrielle revolution, der skabte en klar skillelinje mellem arbejdere og kapitalister om fordelingspolitikken i samfundet. Et andet eksempel kunne være skillelinjen mellem land og by. Til brug for internationale partianalyser formulerede Lipset og Rokkan desuden skillelinjen kirke-stat og en skillelinje mellem center og periferi frembragt af den nationale revolution dvs. etableringen af nationalstater, der medførte en centralisering og konstruktion af et nationalt sprog, identitet og kultur, som stod over for minoriteternes krav om anerkendelse af deres særegne historie, religion og sprog. Ingen af de to sidste skillelinjer fik dog blivende betydning for det danske partisystem. I Danmark blev center-periferi skillelinjen naturligt afviklet, da vi tabte alle krige vi kom i nærheden af, hvorfor landet
svandt ind til et etnisk og sprogligt homogent nationalt territorium (Campbell, Hall og Pedersen 2006). Andre steder i verden er denne skillelinje dog stadig levende. I nyere tid har vi også i Danmark som det fremgik af den historiske oversigt oplevet at de gamle skillelinjer har tabt betydning. Men brud i den politiske historie, der kunne skabe nye dominerende skillelinjer, har vi dog ikke kunnet observere (Dalton 1989, Andersen 2007). Lipset og Rokkan betegnede i slutningen af 1960 erne partisystemet som fastfrosset. I den optik kan man tale om en sti-afhængighed i det politiske partisystem (Knudsen 2006; Pierson og Skocpol 2002), der medførte at parti-konflikterne i 1960 erne reelt baserede sig på gamle skillelinjer, der var mobiliseret flere årtier tidligere (Lipset og Rokkan 1967). De tilsyneladende fastfrosne partisystemer begyndte dog at smelte i 70 erne og siden 80 erne, hvor new left (Kitschelt 1988) og new right partier (Kitschelt 1995) blomstrede op. Nogle forfattere har senere kunnet observere konturer og effekter af alternative skillelinjer udpeget med begreber som globalisering, postindustrialisme, postmaterialisme og multikulturelle samfund (Bauman 1999; Bell 1976; Inglehart 1990; Togeby 2004). En god målestok for, om der er noget i gære i det politiske system er pludselige spring i partiernes vælgertilslutning eller deciderede oprettelser og nedlæggelser af partier. Når mange vælgere skifter parti og bliver troløse, eroderes den stabile partiidentifikation, hvor vælgerne stemmer ud fra om de er arbejdere, landmænd eller arbejdsgivere. Man taler her om en dealignment (Carmines et al. 1987:377), som Jordskredsvalget i Danmark i 1973 kan betragtes som udtryk for. Det skyldes at nye enkeltsagsorienterede partier uden ideologisk kant, som CD og Fremskridtpartiet, bliver valgt ind i Folketinget samtidig med at gamle partier som eksempelvis Socialdemokratiet mister store dele af deres faste vælgerbase. Et andet karakteristisk udviklingstræk er realignment, hvor partisystemet rammer en kritisk korsvej og vælgerne til gengæld finder nye stabile identifikationsrammer (Burnham 1970; Key 1955). Det skete for eksempel da briterne i 1979 pludselig orienterede sig mod De Konservative og deres økonomisk-monetaristiske paradigme og sagde farvel til Labours mere keynesianske tankegange. Realignment og dealignment er analytiske begreber, der er relevante, når vi vil forsøge at afgøre, om vi er vidne til nye fundamentale skillelinjer i dansk politik, eller om nye
vælgerbevægelser er udtryk for kortsigtede krusninger på overfladen. Især tre strømninger kunne kandidere til at blive opfattet som nye afgørende skillelinjer. Det første bud på en ny skillelinje i det danske politiske system, kan identificeres som en postmateriel bevægelse. Politologen Richard Inglehart har udviklet begrebet postmaterialisme, der kort sagt går ud på, at generationer, der er opvokset under fysisk sikkerhed og økonomisk fremgang, vil udvikle et værdisyn som retter sig mod bløde værdier såsom ligestilling, medbestemmelse, bæredygtighed og livskvalitet (Inglehart 1990). I sammenhæng hermed bygger Inglehart på socialiseringshypotesen, der slår fast, at mennesker grundlægger deres politiske holdninger i ungdommen og derefter fastholder deres fundamentale værdiorienteringer livet igennem. Som følge af denne tænkning kan man forudsige, om mennesker bliver materialister eller postmaterialister alt efter hvilken generation, de er opvokset i. I sine analyser kunne Inglehart observere, at mennesker født efter 2. verdenskrig tenderer mod at være postmaterialister, og det tolkede han som en stille revolution, der konstituerer en skillelinje, der deler befolkningen i materialister versus postmaterialister (Inglehart 1971). Det betød, at postmaterialisternes grønne syn på verden var radikalt forskelligt fra generationerne før 2. Verdenskrig, som i Ingleharts arbejde fremstod mere materialistisk anlagte, fordi de havde oplevet nød og usikkerhed. Ingleharts arbejde er meget udbredt og citeret, men han har dog også mødt en del kritik fra forfattere, der ikke mener at kunne spore denne stille revolution. En tysk undersøgelse fra 1990 erne konkluderede, at de unge i dag var mere materialistiske end postmaterialistiske når forskerne brugte Ingleharts metode til at analysere dagens unge (Klein og Pötschke 2000:214). En konstatering der går stik i mod Ingleharts tese. Ligeledes burde der i dag være et flertal af postmaterialister i Danmark, men det er der ikke noget der tyder på, når danskerne stemmer til folketingsvalg. Internationalisering er det andet bidrag til ræsonnementet om nye betydende skillelinjer i dansk politik. Når resten af verden kommer tættere på Danmark, åbner der sig en række nye muligheder hvad angår udflytning af arbejdsplader, indvandring og mere internationalt samarbejde i fx. EU. Flere har iagttaget, hvordan denne udvikling splitter moderne samfund. På den ene side opstår en veluddannet kosmopolitisk elite, der ikke kan få nok af den globale puls (Bauman 1999). På den anden side kobler de mindre veluddannede ud og bliver fremmedgjorte over for en internationaliseringsdynamik, de oplever, de ikke kan kontrollere eller være en del af (Betz 1994; Togeby 2004).
Det tredje og sidste bud på en ny skillelinje i dansk politik kan formuleres ud fra den postindustrielle optik. Daniel Bell præsenterede tilbage i 1971 en teori, der lagde vægt på, at vi ville se en udvikling i samfundet, hvor fremskridt ville basere sig på vidensudveksling og ikke bare nye teknikker ved samlebåndet. Bell pointerede det klassiske industrisamfunds opløsning og dermed også opgøret med den autoritære ledelsesstil, ideen om de uanede naturressourcer samt modsætningsforholdet mellem arbejdere og kapitalister (Bell 1976). Men spørgsmålet er, om den postindustrielle transformationskraft ikke er for bredt defineret og dermed ikke kan etablere en levedygtig skillelinje? Afviklingen af industrisamfundet skaber ganske vist nye modsætningsforhold mellem fx. dem, der har relevant viden, og dem, der ikke har, men samtidig faciliterer det postindustrielle samfund en individualisme, der snarere artikulerer subjekt positioner end kollektiv mobilisering. Der er ingen endegyldig konklusion på spørgsmålet om nye skillelinjer. Om de tre identificerede bud er udtryk for en ny realignment, hvor det politiske billede struktureres om helt nye skillelinjer fostret ved stille moderne revolutioner eller en omvendt version, hvor dealignment har mudret de gamle skillelinjes betydning, er i sidste ende et spørgsmål for fremtidens historikere. Samlet set kan de tre bevægelser dog kategoriseres som aktuelle delelementer i en ny værdipolitisk akse i dansk politik. Denne tolkning peger på, at den klassiske fordelingspolitiske skillelinje må suppleres med værdiorienteringer, der vedrører spørgsmål om miljø, ligestilling, ulandsbistand, indvandring, viden, teknologi etc. (Borre 2001; Borre 2007). Dette vender vi tilbage til i kap. 3. Den makro-teoretiske diskussion er vigtig, men man skal passe på ikke at tolke forbindelsen mellem skillelinjer og partier for deterministisk. Lipset og Rokkan (1967) understregede, at makro-niveauets skillelinjer altid skal oversættes af partier og andre kollektive samfundsaktører, før de kan omdannes til virkelighed. Med dette åbnes et tolkningsrum, hvor meget kan ændres i oversættelsen af makro-niveauet til hverdagspolitik. For eksempel kan enkelte partier have en interesse i at opdyrke en mindre dominerende skillelinje, mens andre partier kan have en interesse i at italesætte en stærk skillelinje, som dybt irrelevant (Petrocik 1996).
Det er denne tænkning vi nu vil tage op. I næste afsnit skal vi analysere partiernes måde at udfærdige strategier, der kan holde styr på både de makropolitiske skillelinjer, der kommer oppefra, og vælgernes ønsker, der presser sig på nedefra. Meso-niveau Partiernes strategiske manøvrerum Der er et kæmpe hul mellem den makrosociologiske analyses fokus på de historiske udviklinger og de individorienterede iagttagelser på vælgerniveau. I det lys er det væsentligt at indskyde et meso-niveau mellem struktur og individ, fordi det kan konceptualisere de processer, som medierer mellem vælgerne og historien. Makroniveauets skillelinjer er en form for pejlemærke, som fortæller partierne hvilke områder, der er vigtige, og hvor store modsætninger i samfundet kan lokaliseres. Men skillelinjerne er ikke en objektiv kraft, der mekanisk afspejler sig i partiernes gøren og laden. De kan snarere opfattes som en vind der presser aktørerne i en bestemt retning. På mesoniveauet kan partierne kæmpe imod vinden, snyde den, moderere den eller tilpasse sig den men ignoreres kan den ikke. Som vi beskrev i arbejdspapirets første kapitel, må partier i dag betragtes som strategiske aktører i modsætning til tidligere tiders faste ideologiske fundering. Det har som nævnt medført teorier om catch-all partiet, kartel-partiet, mediepartiet og markedspartiet. Fælles for disse partityper er, at de er strategiske organisationer, der kan og vil optimere alt lige fra politisk produkt til salgs- og marketingsfunktioner (Blumler et al. 1999:213, Lees-Marshment 2001). For det moderne parti kan presset fra makro-niveauets skillelinjer opfattes som institutionaliserede skillelinjer, der foreskriver, hvad der er de rigtige brudflader, partierne må adressere (DiMaggio og Powell 1983). Det betyder, at selve sammenknytningen af de institutionaliserede skillelinjers problemfelt og den vinkling eller framing, der lægges på dem i samfundsdebatten, foretages i en kamp mellem partierne. Eksempelvis kan miljøpolitik fremstilles både i økonomiske termer som tab af profit ved miljø-regulering eller i naturbeskyttelsestermer som opnåelse af bæredygtighed ved miljøregulering.
Det afgørende er altså, hvordan partierne oversætter de institutionaliserede skillelinjer, der formuleres i partiernes omgivelser og presser partierne til at respondere. Det dygtige strategiske parti vil derfor formå at vælge den rigtige strategi ud fra en vurdering af om partiet evner at bemægtige sig den eksisterende skillelinje til dets fordel eller i stedet må tilpasse sig en opportun position. Igen kan miljøpolitikken tjene som eksempel: Danmark har aldrig fået et genuint grønt parti, som det er sket i Sverige og Finland, og det kan forklares ved, at de socialistiske partier valgte en strategi, hvor de indoptog den institutionaliserede skillelinje om miljø i deres egne partiprogrammer under en parole, der kunne lyde som: vækst skal ikke sættes over bæredygtighed. Dermed blev et grønt parti overflødiggjort i Danmark, og miljøpolitikken funderet på en mere klassisk arbejderstager versus arbejdsgiver skillelinje og siden materiel versus postmateriel. Andre gange kan partierne foretage en oversættelse af makro-niveauets pres, således at de ophæver en skillelinje, der skader dem, ved at omklamre modstanderen og indoptage andre partiers politik. Det sker for eksempel når Venstre går ind for at lave meget brede forlig på velfærdsområdet, mens Socialdemokraterne vil lave meget brede forlig på skat og flygtninge/indvandrer området. For at få et mere uddybende billede af de muligheder som partierne står over for, vil vi opridse en typologi. Denne typologi påpeger fire idealtypiske strategier, som partierne kan vælge i mellem, når de prøver at mediere mellem de institutionaliserede skillelinjer og vælgernes dispositioner. Konkret tager typologien udgangspunkt i, hvilken strategisk respons et parti vil artikulere, når de konfronteres med skillelinjer, der splitter partiernes holdning til grundlæggende spørgsmål. De to dimensioner i typologien baserer sig henholdsvis på makro- og mikroniveauet i arbejdspapirets analytiske blik. Den første dimension behandler makroniveauets fokus på skillelinjer, der agerer som en vind, der presser partierne hen imod bestemte brudflader i samfundet. Her er det afgørende for strategivalget, om det enkelte partis tolkning af den konkrete skillelinje vurderes ud fra, om den repræsenterer en trussel eller en mulighed for partiet. Den anden dimension ekspliciterer partiernes vurdering af, om de kan påvirke vælgernes ståsted. Denne dimension retter altså opmærksomheden mod partiernes perception af deres evner til at italesætte en position, der er attraktiv over for store vælgergrupper. Det er udslagsgivende for partiets strategiske positionering om de analyserer sig frem til, at partiet kan flytte vælgerne eller omvendt at vælgerne ikke er til at rokke i relation til det konkrete issue.
MIKRO-DIMENSION Partiet vurderer at vælgernes holdning kan flyttes Partiet vurderer at vælgernes holdning ikke kan flyttes MAKRO- DIMENSION Skillelinje opfattes som mulighed for partiet Skillelinje opfattes som trussel for partiet Issue konkurrence strategien Dekoblings strategien Spejlbillede strategien Konformitets strategien FIGUR 3: Typologi over partiernes strategiske handlemuligheder Men hvorfor er netop disse to dimensioner essentielle for partiernes strategivalg? To begrundelser kan anføres. For det første repræsenterer de fire strategier implicit fire hypoteser om, hvordan partier vil handle når de monitorerer deres omverden. Det antages altså, at partier altid vil udfordre sig selv med spørgsmål, der retter sig mod den relevante skillelinies karakter og vælgernes position. Et overvejende flertal af artikler om politisk marketing og strategisk politisk kommunikation behandler netop som hovedvariable a) partiets vurdering af et dominerende issue som en trussel eller en mulighed for deres stemmetal b) og deres chancer for at påvirke vælgerne i en ny retning (Faucheux 2002; Henneberg 2002; Morris 1999; Powell og Cowart 2002). I den optik er det naturligt at arrangere de partistrategiske idealtyper rundt om de to valgte dimensioner, fordi de strukturerer det udsynsfelt partistrategerne opererer indenfor. For det andet viser flere studier indenfor organisationsteori, at ledelsen i en organisation, når de skal forholde sig til vitale makrostrømme i deres omverden, grupperer strømningerne efter om de opfattes som trusler eller muligheder (Chattopadhyay et al. 2001; Jackson og Dutton 1988). Omvendt i relation til mikro-dimensionen i typologien er det evident at partier (Lees-Marshment 2001) og organisationer (Pfeifer og Salancik 1978; Scott 1995) i nyere tid har fået et meget større fokus på betydningen af at konstituere og kontrollere deres egen omverden (Daft og Weick 1984). Derfor hober meningsmålingerne sig op i partikontorerne, og der ansættes flere og flere kommunikationsrådgivere med det formål at evaluere muligheden for at flytte vælgerne eller erkende at partiet må rette ind efter vælgernes behov (Betænkning 1443).
Hvis vi tager et kig ind i strategiernes maskinrum, kan man konkretisere de fire idealtypiske partistrategier ud fra en værdipolitiske akse, hvor vi tager udgangspunkt i den danske udlændingepolitik. Issue konkurrence strategien baserer sig på en analyse fra partiernes side, hvor de opfatter en specifik skillelinie som en guldåre, der kaster mange vælgere af sig. Samtidig vurderer partiet, at vælgerne er tilbøjelig til at flytte sig over til andre partier, hvis ikke der sættes en klar dagsorden med skillelinien i centrum (Petrocik 1996). For eksempel har Dansk Folkeparti siden dets dannelse i 1996 arbejdet intensivt for en offentlig debat om udlændingepolitik, fordi det ville favorisere deres position (Bredsgaard og Esbensen 2006). I den kontekst bliver en issue konkurrence strategi relevant, da den sætter fokus på, at partiet i denne situation skal stay on message og plante deres dagsorden i vælgernes hoveder (Begala og Carville 2002). Dekoblings strategien opstår i et spændingsfelt, hvor et parti perciperer en skillelinje som en trussel for partiet kombineret med at vælgerlandskabet betragtes som omskifteligt. Et illustrativt eksempel er Socialdemokraternes udlændingepolitik, som i slutningen af 90 erne på overfladen søgte at tilpasse sig en gruppe af arbejdervælgere, der var bange for indvandringen, ved at indsætte den populære Århus-borgmester Torkild Simonsen som indenrigsminister. Samtidig prøvede Socialdemokraterne at fastholde partiets mere traditionelle venstreorienterede vælgere ved ikke at tale for meget om udlændingepolitikken (Mortensen 2005). På den måde søgte partiet at ændre sit image på et politikområde, uden at der reelt skete store ændringer i policy-substansen (Andersen 2007:36). Denne strategi er den mest risikable, men ofte også den mest anvendte af kollektive aktører (Meyer og Rowan 1977; Rowan 1982), fordi eksempelvis partier ofte må navigere mellem divergerende krav fra de institutionelle omgivelser og de mudrede interne uoverensstemmelser i partiet. I den teoretiske litteratur taler man om hykleriske organisationer, da en dekoblingsstrategi er en organiseret form for hykleri, der søger at tilfredsstille modstridende krav (Brunsson 1989). Spejlbillede strategien er et valg, der kan foretages når et parti står i en yderst favorabel position. Det sker når et parti oplever en dominerende skillelinje i samfundet som meget positiv for deres stemmemaksimering, samtidig med at store vælgergrupper føler sig meget tiltrukket af partiets holdning i relation til skillelinjen. Her er det relevant at henvise til
Venstres valgkamp i 2001, som slog hårdt på at portrættere Venstre som strammere og Socialdemokraterne som slappere i udlændingepolitikken. På denne måde arbejdes der på at gennemtrumfe et politisk spejlbillede i offentligheden (Laclau og Mouffe 1985:105), der søger at afspore modstanderen og fremelske egne kvaliteter i relation til et bestemt issue, hvor vælgerne har præcise og konsekvente præferencer (Faucheux 2002). Konformitetsstrategien er kendetegnet ved en situation, hvor partiet ser en specifik skillelinie som en trussel for partiet og det vurderes, at vælgerne er stålfaste i deres syn på det bestemte issue skillelinjen afføder. Hvis vi for eksempel tager udlændingespørgsmålet i Danmark kan Socialdemokraternes forsøg på at stramme kursen over for udlændinge efter 2001 valget være et eksempel på en konformitetsstrategi, hvor man ønsker at transformere sin politik og tilpasse sig mikroniveauets stærke pres. Konformitetsstrategien repræsenterer derfor en handletype, der accepterer hvad der opfattes som den mest korrekte eller opportune løsning i forhold til omverden i håbet om at opnå legitimitet over for vælgerne (DiMaggio og Powell 1983). De fire idealtypiske strategier udtrykker de forskellige udtryksmuligheder, som partierne kan fremvise i deres daglige strategiske arbejde. Typologien fostrer dermed en konceptuel ramme, der for det første kan bidrage til en dybere forståelse for de enkelte partistrategiers anatomi og virkemåde. Og for det andet udvide vores forståelse af hvorfor det enkelte parti vælger at forfølge en bestemt strategi frem for en anden. Individ-niveau vælgernes navigering Generelt må man sige, at vælgerne siden midten af 1900-tallet er blevet langt mere mobile og flytbare end tidligere. Før Anden Verdenskrig var det for en arbejder næsten utænkeligt at stemme borgerligt. Den sociale mobilitet var lille, og var man født ind i arbejderbevægelsen, blev man dér og var socialdemokrat hele livet (Pedersen 1989:270ff). Det samme gjaldt bøndernes forhold til Venstre. Andelen af partiorganiserede var høj og partiernes kernevælgere, der trofast stemte det samme ved valg efter valg næsten uanset hvad partiet havde bedrevet udgjorde også en høj andel af stemmerne. Vi ved dog ikke hvor stor
andelen af kernevælgere var, fordi der dengang ikke blev lavet vælgeranalyser. I dag skifter helt op til en tredjedel af vælgerne parti fra valg til valg (Hansen et al. 2007). Set fra et sociologisk synspunkt har ændringerne i klassestrukturen været af afgørende betydning for opløsningen af det gamle partisystem og vælgernes troløshed. Øget uddannelsesniveau, velfærdsstatens vækst, indvandringen til byerne, øget social mobilitet og en voksende middelklasse har som tidligere beskrevet undermineret det gamle klassebaserede partisystem. Hvor vælgerne tidligere blev puffet ind i et parti qua deres klassetilhør og familietradition, skal de nu trækkes af de tilbud, partierne kan byde på. Tidligere var de fordelingsmæssige konflikter af stor betydning for vælgernes navigering. I vælgerforskningen opererede man ofte med en endimensional højre-venstre skala, der placerede partierne efter om de gik ind for økonomisk lighed eller ej. Den kunne se sådan ud: DKP --- SF --- SD --- RV --- V --- K Økonomisk lighed betød ikke bare lige muligheder på et liberalt marked. Det, der for alvor skilte, var de socialistiske partiers opfattelsen af, at lighed måtte sikres gennem statslig intervention, enten via velfærdsstatens omfordeling eller i yderste konsekvens gennem en nationalisering af produktionsmidlerne (DKP). Jo mere man gik ind for økonomisk lighed, jo længere til venstre stemte man. Denne orientering mod den økonomiske fordeling var dog ikke ensbetydende med, at vælgerne ikke også navigerede efter værdier og holdninger. De gamle partiers ideologier socialismen, social-liberalismen (RV), liberalismen og konservatismen var gennemsyret af værdier, der udpegede det gode liv og det gode samfund. Op igennem 1960 erne og især ved jordskredsvalget i 1973 blev det tydeligt, at flere end de klassiske ideologiske og materielle konflikter var på spil for vælgerne. Velfærdsstaten havde etableret en vis økonomisk tryghed, ideologierne falmede og folk begyndte at orientere sig efter nye værdier som miljø, national selvbestemmelse (EF-spørgsmålet), livskvalitet, atomkraft, øget demokratisering, ligestilling mellem kønnene, u-landsbistand og moralske spørgsmål om abort og porno. Det sidste blev bærende for Kristeligt Folkeparti i en periode.
Ofte formuleredes de nye værdier i græsrodsbevægelser, der opstod uden for partierne og anvendte nye udenomsparlamentariske metoder for at blive hørt. Og ofte medførte de interne konflikter i partierne, når de forsøgte at tage stilling til de nye spørgsmål. Et eksempel er Socialdemokratiets tilslutning til EF (EU), der medførte en afskalning til modstanderpartierne. Et nyere eksempel er holdningen til indvandrede og flygtninge, som har motiveret mange vælgere til at forlade S til fordel for DF. Ved siden af værdidifferentieringen har den økonomiske fremgang og velfærdsstatens vækst også frembragt nye fordelingskonflikter. Nu handler det ikke bare om hvorvidt man går ind for økonomisk lighed eller ej. Nu handler det snarere om det mere komplekse spørgsmål om fordelingens retfærdighed. Lønmodtagerne, som nu udgør langt hovedparten af befolkningen, er ikke længere nogen homogen klasse af arbejdere. I dag kan der være fordelingskonflikter mellem offentligt og privat ansatte, mellem lavt og højtuddannede (fra ufaglærte til akademikere) og mellem ejere og lejere. Den sidste fordelingspolitiske konfliktlinie trak mange vælgere væk fra Socialdemokratiet, da Erhard Jakobsen i 1973 brød ud og dannede partiet Centrumdemokraterne, der især talte bilisternes og parcelhusfolkets sag. Hvor man tidligere stemte pr. tradition eller ideologisk overbevisning, der kunne holde livet ud, er tendensen i dag, at man i højere grad stemmer efter hvilke holdninger, man har til enkeltsager. Som samlebetegnelse for denne måde at navigere på, har man brugt begrebet issue voting (Borre 2007). I moderne vælgerundersøgelser arbejder man således med to hoveddimensioner. Den ene er den traditionelle økonomiske eller fordelingspolitiske højre-venstre dimension der også kaldes old politics. Den anden er en værdipolitisk dimension, som til en vis grad korrelerer med uddannelse (Andersen 2007:29). På denne dimension, der måske lidt misvisende kaldes new politics, taler man i lighed med fordelingspolitikken om værdipolitiske højre-venstre holdninger. En analyse af folketingsvalget i 2005 illustrerer hvordan vælgernes stemmeafgivelse varierer med deres placering på de to dimensioner (Borre 2007:186).
5 Værdipolitisk-akse 4 * DF 3 *S *KD *SF *R 2 *EL *V *K 1 1 2 3 4 5 Fordelingspolitisk-akse FIGUR 3: Placering af de danske partier på den fordelingspolitiske og værdipolitisk akse Kilde Ole Borres bidrag i (Andersen et al. 2007:186). Fordelingspolitisk og værdipolitisk venstre har de laveste værdier på de to akser. Den fordelingspolitiske placering er bestemt af svar på nogle spørgsmål om holdning til velfærdsstatens sikring og økonomisk lighed. Den værdipolitiske højre-venstre placering er målt ved et indeks baseret på fire spørgsmål. (Se bilag A). Partiernes relative placering efter vælgerholdninger vil naturligvis variere afhængigt af, hvordan man konkret måler vælgernes holdninger. Men figuren kan i hvert fald illustrere, hvordan både fordelingspolitiske og værdipolitiske holdninger i dag bestemmer det rum, som partierne positionerer sig i, og som vælgerne orienterer sig efter. 3. KONKLUSION Arbejdspapiret viser at det danske partisystems udvikling kan opdeles i tre faser. Første fase var partiernes gründungsperiode i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor der efter en partiløs start langsomt udkrystalliseredes tre store klassepartier. Anden fase finder vi i første halvdel af 1900-tallet, som efter Venstres splittelse og dannelsen af Det Radikale Venstre blev domineret af det stabile fireparti-system. Tredje fase indvarsledes ved dannelsen af SF i 1950 erne og slog med al tydelighed igennem ved det gamle partisystems endelige sammenbrud i forbindelse med Jordskredsvalget i 1973.
Det nye i tredje fase er, at det gamle klassesamfund smuldrer væk og nye betydningsfulde skillelinier opstår. Det bevirker at både partier og vælgere frisættes fra traditionen og begynder at finde nye politiske ståsteder i det sociale landskab. For partierne betyder det, at de ikke mere kan orientere sig efter nogle stabile interessekonstellationer, som man f.eks. kunne i mellemkrigstiden, men hele tiden må positionere sig strategisk i forhold til de nye skillelinier. For vælgerne betyder det, at man i stadig mindre grad identificerer sig med et bestemt parti. Man stemmer på det parti, der i situationen virker mest tiltrækkende og troværdigt. I en nøddeskal betyder den seneste fase, at både partier og vælgere er sat i bevægelse. Ingen af dem vil nogensinde vende tilbage til en stabil placering i de gamle båse. Dette opbrud har også åbnet rum for helt nye partidannelser, som vi f.eks. har set det med Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Arbejdspapiret udleder også en konceptuel ramme der opstiller en typologi over fire idealtypiske partistrategier, som er dominerende i den tredje fase. Ved at inddrage nyinstitutionel organisationsteori i et forsøg på at afdække de moderne partiers strategiske operationer gør den konceptuelle ramme det muligt at nedfælde et nyt analytisk blik på de moderne partier. Dette analytiske blik har i arbejdspapiret accentueret potentialet for at indramme partiernes komplicerede livsbetingelser i navigeringen mellem struktur og aktør. Denne sammentænkning har savnet en eksplicitering indenfor den klassiske politologiske forskning, når det gælder struktur-baserede teorier om den generelle økonomis rolle eller vælgerdemografien og på den anden side aktør-baserede teorier om politisk kommunikation, issue voting og politisk marketing. Skulle man på basis af den historiske udvikling og arbejdspapirets konceptuelle ramme sige noget om fremtiden, kunne det være følgende: Så længe vi har et repræsentativt demokrati, vil vi altid have partier. Men partisystemet er blevet mere labilt. Hvilke nye partier, der opstår, og hvem der forgår, er svært at forudsige. Efter massepartiernes epoke vil en generel tendens formentlig være, at partierne fortsætter udviklingen mod topstyrede elitepartier, der med professionel støtte konkurrerer på et mediestyret marked. De partier der formår at lave strategier, som elegant sammenkobler en oversættelse af skillelinjerne fra makro-niveauet
med en afkodning af vælgernes dispositioner fra mikro-niveauet, ser ud til at have den længste holdbarhedstid. Litteraturliste Andersen, Jørgen Goul (2007): Samfundskonflikter, partier i bevægelse og vælgere med omtanke: Rids af en generel teoretisk ramme, i Andersen, Jørgen Goul et al.: Det nye politiske landskab, Folketingsvalget 2005 i perspektiv, pp 11-55. Århus: Forlaget Akademica Baumann, Z. (1999): Globalisering. De menneskelige konsekvenser. København: Hans Reitzels Forlag Begala, Paul and Carville, James (2002): Buck up, suck up-- and come back when you foul up: 12 winning secrets from the war. New York: Simon & Schuster. Bell, Daniel (1976): The cultural contradiction of capitalism. New York: Basic Books Betz, Hans-Georg (1994): Radical Right-wing Populism in Western Europe. New York: St. Martin s Press Betænkning 1443 (2002): Embedsmænds rådgivning og bistand. Albertslund: Schultz Information Bille, Lars (1997): Partier i Forandring. Odense: Odense Universitetsforlag Blumler, Jay and Kavanagh, Dennis (1999): The third ages of political communication: Influence and Features. Political Communication, Vol. 16, pp. 209 230 Borre, Ole (2001): Issue Voting. An Introduction. Århus: Århus University Press Borre, Ole (2007): Issue voting i Danmark 2001-2005, i Andersen, Jørgen Goul et al.: Det nye politiske landskab, Folketingsvalget 2005 i perspektiv, pp 177-194. Århus: Forlaget Akademica Bredsgaard Lund, Bo og Esbensen, Mads Christian (2006): Samtaler om spin - insiderberetninger om medier og politik. Haase & Søns Forlag Brunsson, N. (1989): The organization of hypocrisy: talk, decisions and actions in organizations. Chicchester: Wiley Burnham, D. Walter (1970): Critical Elections: And the Mainsprings of American Politics, New York: W. W. Norton & Company Campbell, John L., Hall, John A. and Pedersen, Ove K. (eds) (2006): National Identity and the Varieties of Capitalism: The Danish Experience. Montreal: McGill-Queen s University Press
Carmines, E., McIver, J. and Stimson, J.(1987): Unrealized Partisanship: A Theory of Dealignment, Journal of Politics, No. 49, pp. 376-400 Chattopadhyay, P., Glick, W. and Huber G. P. (2001): Organizational actions in response to threats and opportunities, Academy of Management Journal, Vol 44, pp. 937-955 Christiansen, N.F. (1990): Klassesamfundet organiseres 1900-1925. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bind 12, under red. af Olaf Olsen, København: Gyldendal og Politikens Forlag Daft, R. and Weick, K. (1984): Toward a model of organizations as interpersonal systems. Academy of Management Review, Vol. 9, pp 284-296 Dalton, Russel (1989) Citizen Politics in Western Democracies. Public Opinion and Political Parties in United States, Great Britain, West Germany and France. Chatham: Chatham House DiMaggio, P. and Powell, W. (1983): The iron-cage revisited: Institutional isomorphism and collective rationality in organizational fields, American Sociological Review vol. 48, no. 2, pp. 147-160 DiMaggio, P. and Powell, W. (1991): Introduction. In W. W. Powell an P. DiMaggio (Eds.) The new institutionalism in organizational analysis, pp. 1-33. Chicago: University of Chicago Press Dybdahl, Vagn (1965): De nye klasser 1870-1913. Danmarks Historie, bind 12, under red. af Danstrup J. og Koch H., København: Politikens Forlag Faucheux, Ron (2002) Running for Office : the strategies, techniques, and messages modern political candidates need to win elections. New York: M. Evans & Co. Hansen, Kasper Møller et al. (2007): Man har et parti, indtil man finder et nyt: Portræt af vælgeren, som skiftede parti, i Andersen, Jørgen Goul et al.: Det nye politiske landskab, Folketingsvalget 2005 i perspektiv, pp 67-87. Århus: Forlaget Akademica Henneberg, S. C. (2002): Understanding Political Marketing, in N. O Shaughnessy and S. C. Henneberg (Eds.): The Idea of Political Marketing, Praeger, Westport, pp. 93-142 Hvidt, Kristian (1990): Det folkelige gennembrud og dets mænd, 1850-1900. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, under red. af Olaf Olsen, København: Gyldendal og Politikens Forlag Inglehart, Ronald (1971): The Silent Revolution in Europe. American Political Science Review, Vol. 65, No. 4, pp. 991-1017 Inglehart, Ronald (1990): Culture Shift in Advanced Industrial Society. Princeton: Princeton University Press