1. Redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg

Transkript

1 Side 1 af 7 1. Redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg Uddraget fra Daltons bog indskriver sig i en debat om ændrede værdier i de industrialiserede lande, som har hersket siden begyndelsen af 1970 erne. Daltons overordnede tese er, at den voksende heterogenitet, sekularisering og borgerliggørelse af samfundet generelt implicerer en svækkelse af betydningen af sociale bånd i vælgeradfærden klasse og religion er ikke længere i samme grad i stand til at præge vælgerne, når de stemmer. I stedet vinder en ny politik frem, som baserer sig på postmaterielle issues, fx miljø, atomkraft, ligestilling, forbrugerpolitik og menneskerettigheder. Dalton hævder, at disse værdipræferencer har fået mere betydning for partivalget, og i kølvandet på disse vil der opstå nye partier, som repræsenterer disse perspektiver. Overgangen til en ny politik betyder, at de politiske skillelinjer fra at have været organiseret efter sociale grupper (klasse og religion) nu i stedet er struktureret omkring løsere sammensatte issue-grupper. Før var de sociale grupper repræsenteret af fagforeninger og kirkelige organisationer, som var klart definerede og sammenhængende. Disse udviklede institutionelle bånd til partierne og gav klare anvisninger til medlemmerne om, hvad de skulle stemme. Således skabte klasse og religion en base for personlig identitet og bidrog med en tydelig politisk socialisering og mobilisering. Hverken klasse eller religion har imidlertid været i stand til at fastholde denne evne, og Dalton har svært ved at identificere tilsvarende sammenhængende socialiserende og mobiliserende grupper i den nye politik. Han mener at kunne se generationsbestemte forskelle i støtten til nypolitik-partier, men betegner det som et transitorisk fænomen. Lige så skeptisk er han over for forestillinger om, at uddannelse og nye klassekategoriseringer skulle fungere som bestemmende for partivalg. I stedet peger han på, at den politiske mobilisering vil foregå omkring enkeltsagsbevægelser (fx græsrodsbevægelser). Konsekvensen af denne det industrialiserede samfunds atomisering er, at interessemobiliseringen vil være karakteriseret ved dels mere komplekse, overlappende og krydsende netværk, dels mere flydende loyalitet over for institutioner og endelig mere egalitære organisationelle strukturer. Tesen hos Dalton er således, at identifikationen med sociale grupper (baseret på klasse eller religion) mister forklaringskraft i forhold til partivalget. I stedet bliver nypolitiske issues mere betydningsfulde.

2 Side 2 af 7 2. En diskussion af Daltons opfattelse af socioøkonomiske faktorers betydning for politisk adfærd Diskussion indledes med en applicering af Daltons tese i et teorihistorisk perspektiv, hvorefter den diskuteres i forhold til alternative teorier om vælgeradfærd. Teorihistorisk applicering af Daltons tese Daltons tese om en ny politisk kultur fremstår i et makroperspektiv som et frugtbart bidrag til analysen af ændringer i sociale og politiske strukturer i samfundet siden 1970 erne. Rokkans skillelinjeteori implicerer blandt andet den såkaldte fastfrysningstese, som går ud på, at de europæiske partisystemer fryser fast i løbet af 1920 erne. På dette tidspunkt er de europæiske demokratier etablerede, og industrisamfundets skillelinjer afspejles i de dannede partier. Rokkans tese møder imidlertid empirisk modstand i løbet af 1970 erne, hvor der opstår nye partier; i Danmark fremstår jordskredsvalget i 1973 som en klar falsifikation af fastfrysningstesen, og i Vesttyskland fremstår De Grønnes voksende tilslutning på samme måde. 1 Man kan imidlertid finde opbakning til fastfrysningstesen ved at inddrage teorien om en post-industriel revolution, der blandt andet fremstilles af henholdsvis Bell og Esping- Andersen. Revolutionen betyder en forandring af de politiske, økonomiske og sociale strukturer; den udgør en critical juncture. Det post-industrielle samfund er kendetegnet ved at de tertiære erhverv udgør en stadigt større del af arbejdet, og det betyder at viden og uddannelse bliver afgørende faktorer. Yderligere er det post-industrielle samfund kendetegnet ved en omfattende velfærdsstat, hvorfor skellet mellem offentligt og privat ansatte bliver en relevant skillelinje. Denne post-industrielle revolution betyder, at partisystemet rekonstitueres dog på en måde, så de etablerede partier fastholder en stor del af vælgertilslutningen, men der bliver med de nye skillelinjer også plads til nye partier; De Grønne i Tyskland og Fremskridtspartiet, som siden hen blev til Dansk Folkeparti fremstår som de mest vedholdende eksempler på denne udvikling. Daltons tese om en ny politisk kultur fremstår som en relevant mellemkommende forklaring i denne udvikling, som kan skitseres således: Den postindustrielle revolution Ny politisk kultur Nye politiske skillelinjer og partier 1 Det må indrømmes, at de gamle partier har udvist nogen grad af tilpasningsevne. Venstres transformation fra et bondeparti til et catch all parti for middelklassen i slutningen af 1980 erne fremstår som eksempel på de gamle partiers forsøg på at fastholde vælgertilslutningen under de betingelser, som den nye politiske kultur og de nye skillelinjer dikterer.

3 Side 3 af 7 Som et makrofænomen synes den nye politiske kultur at have noget for sig. Det er rimeligt at hæfte sig ved fremkomsten af nye politiske skillelinjer og nye partier, og det synes lige så rimeligt at se denne udvikling som en konsekvens af en forandret politisk kultur. Spørgsmålet er imidlertid, om partivalget frem for at kunne forklares af identifikationen med sociale grupper, kan forklares af en højere prioritering af nypolitiske issues. Dette vil være omdrejningspunktet for den videre diskussion. Daltons tese som en revision af traditionel klasseanalyse Daltons tese må først og fremmest ses som en udfordring af den traditionelle klasseanalyse, der i sin grundlæggende form anskuer politik som en interessekonflikt mellem arbejderklasse og kapitalistklasse. Stridsemnet er alene et spørgsmål om fordelingen af de økonomiske ressourcer. Klassestrukturen skaber ideologisk polarisering; arbejderklassens politiske interesser varetages af socialistiske/socialdemokratiske partier, mens liberale og konservative partier repræsenterer kapitalisterne. Daltons tese er, at klassernes tilknytning til partierne vil aftage med opkomsten af nye politiske issues. Tabel 8.1 i bilag 2 og tabel 1 i bilag 3 viser imidlertid, at der stadig er en forbindelse mellem arbejdere og venstreorienterede partier. I samtlige lande stemmer overvægten af arbejdere på socialdemokratiske eller socialistiske partier. Lavest tilslutning finder man i Danmark, hvor lige så mange arbejdere (48 pct.) stemmer på højrefløjspartier. Danmark må således i første omgang karakteriseres som en anomali i forhold til klasseanalysens tese. I USA er arbejderklassen delt på næsten tilsvarende vis, men dette kan til dels forklares af, at det amerikanske partisystem traditionelt har været præget af en mindre grad af ideologisering (jf. Wildavsky og McKay fra FLAPS-pensummet). I Tyskland, Frankrig og England er der en større tilslutning til venstreorienterede partier blandt arbejdere, ligesom særligt den gamle middelklasse støtter de borgerlige partier; dog må det bemærkes, at såvel i England som i Frankrig nyder venstreorienterede partier en pæn opbakning fra den gamle middelklasse (hhv. 36 pct. og 42 pct.). Således må fordelingen af stemmer blandt de forskellige klasser betragtes som mindre entydig, end den traditionelle klasseanalyse vil forudsige. Borre og Goul Andersen viser desuden, at der er sket en markant nedgang i klassebundet stemmeadfærd fra 1960 erne til 1990 erne; der er således tale om a decline of classvoting. De peger imidlertid på, at denne nedgang skyldes ændringer i klassestrukturen og ikke en generel nedgang i loyalitet til partierne i forhold til klassepositionen. I stedet er der tale om, at det konventionelle klassebegreb ikke længere leverer en dækkende beskrivelse af forholdet mellem klasse og politisk adfærd, selv om der faktisk eksisterer en sådan. Konklusionen hos Borre og Goul Andersen er, at klassebestemt stemmeadfærd stort set er uændret, når der kon-

4 Side 4 af 7 trolleres for en række strukturelle ændringer. Dog anerkender de, at der er sket en mindre borgerliggørelse af arbejderne. Olin Wright gør op med en simpel model, som hævder, at alle sociale fænomener kan forklares ud fra en klassetankegang. Denne form for reduktionisme afvises og i stedet peger han på, at klassetilhørsforholdet kan bidrage til en forklaring af sociale aktørers valg af politisk identitet. Således fastholder han et strukturelt perspektiv, men synes at anerkende, at andre faktorer kan spille ind, men dermed opgives også klasseanalysens parsimoniske karakter. Klasse kan bidrage til en forklaring af partivalg, men tilsyneladende må andre forhold tages i betragtning. Denne indsigelse holdes in mente, når diskussionen fortsættes i næste afsnit. En videre undersøgelse af betydningen af postmaterielle værdier Analysen af tabel 8.1 i bilag 2 og tabel 1 bilag 3 viste, at man om end måske i mindre grad end tidligere kan forklare partivalg ud fra klassetilhørsforhold. Vender man sig imidlertid mod tabel 8.4 i bilag 2 udstilles de svagheder, som klasseanalysen formodes at have. Her tegner der sig nemlig et mere tydeligt billede af, at partivalget kan forklares af vælgerens værdisæt materialistisk eller postmaterialistisk. Det er en generel tendens, at vælgere med et postmaterialistisk værdisæt stemmer på venstreorienterede partier, mens vælgere med materialistiske værdier stemmer borgerligt. I England stemmer 70 pct. af postmaterialisterne på Labour, mens en tilsvarende stor andel af materialisterne stemmer på De Konservative. Ligeledes i de tre andre lande er det op mod ¾ af de postmaterialistiske vælgere, som stemmer til venstre for midten, mens de materialistiske vælgere stemmer borgerligt (dog med undtagelse af Frankrig, hvor socialisterne også nyder pæn opbakning blandt materialisterne med 35 pct.). Den traditionelle klasseanalyse fokuserer alene på økonomiske fordelingsspørgsmål, og derfor er sondringen mellem materielle og postmaterielle værdier ikke relevant. Dette kan imidlertid betegnes som en svaghed ved teorien, hvis det viser sig, at vælgerens værdisæt har betydning for partivalget. Det ser nemlig ud som om, at der er større polarisering i tabel 8.4 end i tabel 8.1, og dermed må man konkludere, at værdier forklarer mere end klasse. Man kan imidlertid nuancere denne diskussion. Dalton lægger i tråd med Inglehart op til, at de postmaterielle, nypolitiske issues helt vil fortrænge materielle, gammelpolitiske emner fra dagsordenen. Dette synspunkt kritiseres dog i første omgang af Scott Flanagan, som hævder, at Inglehart blander to forskellige dimensioner sammen. 2 Flanagan skelner i stedet mellem old politics, som handler om økonomi og kun prioriteres højt af materialister, og new politics, der igen kan opdeles i henholdsvis et nyt venstre, som er libertært og postmaterialistisk, og 2 Flanagan, Scott C. (1987), Values in Industrial Societys, American Political Science Review, vol. 81, pp

5 Side 5 af 7 et autoritært nyt højre. Denne nuancering af Ingleharts oprindelige tese anvendes også af Ole Borre, som i pensumartiklen analyserer udviklingen af en ny politisk kultur i Danmark. Borre viser med en faktoranalyse, at der eksisterer to dimensioner, som hver for sig er internt kohærente. Således arbejder Borre ud fra en teoretisk begrundelse (jf. Flanagan) og en empirisk analyse med en todimensional model. Rune Stubager har på baggrund af vælgerundersøgelser fra 1979 og frem til 1998 analyseret betydningen af disse to dimensioner for stemmeadfærden. Tabel 1. Sammenhængen mellem placering på indeks for ny og gammel politik og partivalg, Eta. Undersøgelse Gammel Politik Ny politik 1979,599, ,605, , ,621, ,588, ,542, ,613,506 Kilde: Stubager, Rune (2000), Ny politik i Danmark, Økonomi og politik, vol. 73/3, p. 22. Tabellen viser, at den nye politiske kultur opnår en relativt stigende saliens i forhold til økonomiske issues. Gammelpolitikken er tilnærmelsesvis konstant over perioden, mens den nypolitiske dimension får større forklaringskraft som tiden går. Empirisk er der således delvis opbakning til Daltons tese nok vokser der i det post-industrielle samfund en ny politikdimension frem, men denne eksisterer parallelt med en gammelpolitisk. Socioøkonomiske baggrunde for ny og gammel politik Fremvæksten af en ny politikdimension skal ikke nødvendigvis betragtes som det endelige stød mod klasseanalysen. Viser det sig, at socioøkonomiske variable kan forklare vælgernes placering på den nye politikdimension, så betyder det, at klasseanalysen stadig har relevans. Det er imidlertid en del af tesen hos Dalton, at der netop ikke kan identificeres sådanne socioøkonomiske faktorer bag holdningen til nypolitiske issues. Tabel 2 og 3 i bilag 3 synes dog at korrigere Daltons hypotese. På den gammelpolitiske dimension fordeler klasserne sig, som klasseanalysen forudsiger. Arbejderklassen er mest venstreorienteret, den ny middelklasse indtager en midterposition, mens den gamle middelklasse er mest højreorienteret. Med hensyn til den ny politik er billedet tilsyneladende mere uklart hvilket er i overensstemmelse med Daltons tese: For det første er der ikke så stor polarisering; der er en spredning mellem klasserne på 15 procentpoint (mod 35 procentpoint på gammelpolitikken) dette kunne tyde på, at positioneringen er mere kompleks.

6 Side 6 af 7 Man kan måske finde en forklaring på dette ved at inddrage nyere klasseteori. Her arbejdes der med et udvidet begreb om middelklassen, eller mellemlagene, som Goul Andersen foretrækker det. Der er nemlig ikke tale om en homogen klasse, men i stedet for en heterogen samling af grupper, som ikke har nogen fælles interesser. I mellemlagene skelnes horisontalt mellem offentligt og privat ansatte og vertikalt efter graden af autonomi i arbejdet. Tesen er, at offentligt ansatte og arbejdere med en lav grad af autonomi vil stemme mere venstreorienteret end privat ansatte. Man kunne forestille sig, at vælgere med en høj grad af autonomi, som var offentligt ansatte, ville være mere venstreorienterede med hensyn til nypolitikken. Dermed ville man kunne identificere en del af middelklassen som mere libertær end andre dele af den. Dette må dog forblive på et hypotetisk plan, da bilagets datamateriale tillader ikke en empirisk test. I anden litteratur kan man til gengæld finde empiriske analyser af socioøkonomiske årsager til placering på de nye politikdimensioner. Borres resultater fra 1990 viser, at positionen på gammelpolitik forklares af klasse og køn, mens positionen på den nye dimension i høj grad forklares af uddannelse og alder. Dette er i fuldstændig overensstemmelse med tabel 3 i bilag 3. Endnu tydeligere belæg for uddannelsens betydning finder man i Stubagers analyse af tal fra Tabel 2. Effekten af udvalgte socioøkonomiske variable på indeks for gammel og ny politik (1998). Standardiserede regressionskoefficienter Gammel Politik Ny politik Generation,046,069** Skoleuddannelse,018 -,342*** Husstandsindkomst,138*** -,014 Arbejder -,086**,045 Selvstændig,129***,007 Beskæftigelsessektor,242***,161*** R2,126,171 ***: signifikant på,01-niveauet. ** Signifikant på,05-niveauet. For kodningen af variablerne, se: Stubager, Rune (2000), Ny politik i Danmark, Økonomi og politik, vol. 73/3, pp Tabellen viser, at indkomst og beskæftigelsessektor er af størst betydning for placeringen på den gamle dimension, hvilket ligger på linje med forudsigelsen i nyere klasseteori. På den nypolitiske dimension er det til gengæld uddannelsesvariablen, som leverer markant størst forklaringskraft. Således synes Daltons afvisning af uddannelsens betydning at være forhastet. Netop uddannelse er hos Olin Wright gjort til en del af klassebestemmelsen, så derfor må det konkluderes, at klasseanalysen stadig er relevant, når partivalg skal forklares, selv om de traditionelle økonomiske issues suppleres med nypolitiske issues på vælgerens dagsorden.

7 Side 7 af 7 Kritik og konklusion Man kan kritisere den positivistiske metode, som anvendes af Borre og Stubager for, at den nypolitiske dimension i deres operationalisering ikke reelt afspejler et postmaterialistisk værdisæt. Nypolitikken måles hos dem ud fra holdninger til ulandshjælp, immigration, miljø og spørgsmål om hårdere straffe for kriminalitet og vold. Særligt de tre første items synes at indeholde klare økonomiske aspekter, som man kan formode vil indgå i respondenternes stillingtagen til forskellige positioner. Dette implicerer et validitetsproblem for indekset for den nye politikdimension. Denne metodiske indvending virker i modsat retning i forhold til Daltons tese. For hvis det forholder sig sådan, at de postmaterielle issues alligevel udtrykker materielle holdninger, så er der endnu mindre empirisk belæg for hans afvisning af de materielle stridsemners relevans for partivalget. I forhold til problemstillingen hvordan forklarer man vælgeradfærd er det metodiske problem af mindre betydning. Konklusionen at socioøkonomiske faktorer har signifikant betydning for såvel gammel- som nypolitiske holdninger betyder jo netop, at de socioøkonomiske baggrundsvariable er relevante for partivalget. Klasseanalysen kan således ikke afvises, men den naive, reduktionistiske klasseanalyse må suppleres med nyere teori, som blandt andet inspireret af Max Weber inddrager uddannelsen i klassebegrebet, ligesom en sondring mellem offentligt og privat ansatte er relevant. Det fastholdes således, at der også i det post-industrielle samfund er en sammenhæng mellem sociale strukturer og politiske forhold.