1978 Kina: Mao var død. Den såkaldte firebanden med bla. Maos enke var netop blevet styrtet, og Kina havde åbnet døren på klem for turismen. Venskabsforeningen Danmark - Kina havde dog allerede gennem nogle år haft tilladelse til at sende mindre grupper til Kina, og det var en sådan gruppe, jeg havde tilsluttet mig i sommeren 78. En af de mere pudsige oplevelser var et teaterbesøg i Shanghai. Normalt oplevede man kineserne som meget ensrettede og discplinerede, men jeg skal love for, at jeg ved teaterbesøget oplevede noget ganske andet Kineserne mødte op i almindeligt dagligtøj, mange af mændene i korte bukser. Det var jo ikke så mærkeligt endda. Lidt mere besynderligt var det, at de overhovedet ikke koncentrerede sig om stykket, men sad og småsnakkede med hinanden ind imellem, og tit skiftede plads midt under forestillingen. Nu var kinesernes udbud af teater og opera på den tid meget begrænset. Regimet tillod kun ganske bestemte stykker at blive spillet, så det er tænkeligt at folk har kendt det pågældende stykke til bevidstløshed, og mere kom for at hygge sig med vennerne. Det var i hvert fald den fornemmelse man fik. Lige før pausen begyndte der at blive lidt mere uro i salen, og da pausesignalet kom, forstod jeg hvorfor. Folk spænede ud for at nå at sikre sig en ispind. Det eneste der var til salg var en enkelt type is. Det var en kedelig grålig sodavandsis, men folk stod nærmest på nakken af hinanden for at nå at sikre sig en. Lige før stykket var slut begyndte folk så småt at rejse sig og søge mod udgangen, og da stykket var slut var der kun en lille desorienteret flok - hovedsageligt bestående af turister tilbage til at klappe lidt af de optrædende. Jeg må sige at mit billede af den ærbødige og pinligt korrekte kineser fik sig et alvorligt skud for boven ved denne oplevelse.
Jeg har ingen billeder fra operaen, men her et par gadebilleder fra Shanghai, som det så ud dengang.
Jeg har skrevet om et operabesøg i Shanghai, og jeg vil da gerne uddybe med et par bemærkninger om hvordan jeg oplevede Kina tilbage i 1978. Gruppen jeg rejste i havde ikke nogen dansk rejseleder, Et udvalg på tre personer (mig selv inklusive) tog sig af det praktiske med hensyn til ud- og hjemrejse, men så snart vi stod på kinesisk grund var alt arrangeret ned til mindste detalje. Vi blev slæbt med til en lang række fabrikker, skoler og ikke mindst børnehaver. Her ses en række disciplinerede børn, som sagtens kan vente på at det bliver deres tur til at spille bordtennis eller se på mens pædagogen leger..
Alle steder var der bagefter rundbordsdiskussion, og folkene i vores gruppe skiftedes til at tage notater. (Jeg tvivler dog på at det blev brugt til noget som helst fornuftigt bagefter). På gaden vrimlede det med cykler. Privatbilisme var nemlig ikke tilladt dengang. Cykellygter syntes imidlertid at være et ukendt begreb i Kina (og er det for øvrigt stadig), så man skulle passe godt på efter mørkets frembrud. Som det fremgår af billederne var påklædningen yderst ensartet. Hvide skjorter/bluser, mørke bukser.
Mens vi endnu var i Peking (som byen stadig kaldtes dengang) blev jeg og en anden voldsomt kritiseret af nogle af de andre danskere i selskabet, fordi vi tillod os at gå i korte bukser (mange steder var temperaturen oppe omkring de 40 grader). Da vi ankom til Shanghai forstummede kritikken. Der gik en stor del af mændene nemlig rundt i undertrøje og korte bukser.. Folk var de fleste steder overstrømmende venlige imod os, rejste sig op for os i busserne, smilede venligt, men ind imellem specielt da vi kom uden for Peking kunne de godt være lige lovligt nysgerrige. De var tydeligvis ikke vant til at se turister, så ind imellem stimlede de sammen og gloede vildt på os. En af dagene det var vist i Shanghai lykkedes det for nogle stykker af os at frigøre os fra selskabet og gå ud og spise på en lille lokal restaurant. Også her blev vi modtaget med åbne arme, fik rigelig med mad serveret af en storsmilende vært. Regningen nåede at løbe op i et beløb der svarede til fem danske kroner for os alle tre og det var inklusiv øl til maden!