Er det muligt at sælge eller selskabsudskille offentligt ejede deponeringsanlæg?

112 55 Er det muligt at sælge eller selskabsudskille offentligt ejede deponeringsanlæg? Af advokat Jeppe Lefevre Olsen, Kromann Reumerts Miljøgruppe og studerende på Master of Environmental and Energy Law (MEEL) Reguleringen af vand- og spildevandssektoren har de senere år gennemgået markante ændringer, herunder ved krav om en ny organisering. Aktiviteterne har traditionelt været placeret i kommunerne, men fra 2010 skal de placeres i selvstændige selskaber. Enkelte kommuner nåede at frasælge deres aktiviteter inden den såkaldte stoplov trådte i kraft og kunne dermed lægge et provenu i kommunekassen. En ny organisering af affaldssektoren er så småt sat i gang, og man kunne derfor forestille sig, at en række kommuner kunne få den idé at sælge ud af eller selskabsudskille deres affaldsaktiver. I denne kontekst behandles i det følgende miljøbeskyttelseslovens 50 om offentligt ejerskab af affaldsdeponeringsanlæg. Indledning Genanvendelse og nyttiggørelse er de miljømæssige og politisk mest populære måder at håndtere affald på. Den mest upopulære men fortsat nødvendige måde er den traditionelle deponering på specielt udpegede områder, bedst kendt som lossepladser eller affaldsdepoter. Sådanne områder betegnes i dag som deponeringsanlæg, der retligt defineres som affaldsbortskaffelsesanlæg til deponering af affald på eller i jorden. 1 Da noget affald slet ikke kan bruges igen, vil der også i fremtiden været et behov for deponeringsanlæg. I halen på et behov for at kunne deponere affald vil følge en økonomisk interesse i at drive deponeringsanlæg både i kraft af de gebyrer og afgifter, der er knyttet til deponeringen, og selve ejerskabet til og driften af et deponeringsanlæg. Et anlæg vil således udgøre et forretningsmæssigt gode, der i sig selv vil kunne handles. Også uanset eventuelle indtjeningsbegrænsninger i hvile-i-sig-selv-princippet eller regulerede prisloftsmekanismer. Trængte kommunekasser eller lokalpolitiske ønsker om øget liberalisering kunne således anspore kommunerne til at søge at sælge deres deponeringsanlæg for derved at optimere det kommunale budget. Helt på tilsvarende vis som enkelte kommuner solgte ud af deres vandaktiviteter forud for vedtagelsen af den såkaldte stoplov, 2 der efter sin vedtagelse indførte en ordning, hvor provenuet fra et salg af ejerandele i vandeller spildevandsaktiviteter medførte en reduktion i kommunernes statstilskud. Ligesom affaldsreguleringen i øvrigt har baggrund i EU-forskrifter, er størstedelen af reglerne for deponeringsanlæg implementeret i Danmark på baggrund af forpligtelserne i deponeringsdirektivet. 3 Baggrunden for en harmonisering af regler omkring affaldsdeponering var grundlæggende at sikre, at deponeringen skete mindst muligt miljøbelastende både i relation til et deponeringsteknisk niveau og i overensstemmelse med nærhedsprincippet, hvorefter affald skal bortskaffes så nært som muligt ved det sted, hvor det er produceret. 4 Reguleringen af deponeringsanlæg er derfor miljøretligt kendetegnet ved visse særlige og skærpende forhold, f.eks. i relation til lokaliseringen og vilkårsfastsættelsen i forbindelse med miljøgodkendelse. 5 Det skærpende element bekræftes i den danske regulering af, at deponeringsanlæg som den eneste godkendelsespligtige aktivitet efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 end ikke kan påbegynde bygge- og anlægsarbejde i overensstemmelse med en lokalplan, før miljøgodkendelse er meddelt, jf. lovens 33, stk. 2. En yderligere særlig regulering findes i miljøbeskyttelseslovens 50, der stiller krav til ejerskabet af deponeringsanlæg. Et ejerskabskrav kan i sagens natur udgøre en hindring for en overdragelse, og udstrækningen heraf vil blive

113 nærmere belyst i det følgende i relation til overdragelse af offentligt ejede deponeringsanlæg. Regulering af ejerforhold Det almindelige udgangspunkt i dansk ret er, at ejerforholdet til en ejendom eller et anlæg ikke er underlagt regulering, 6 hvorimod anvendelsen af ejendomme eller de aktiviteter, der udøves på en fast ejendom, ofte reguleres. Staten blander sig som udgangspunkt således ikke i, hvem der ejer et anlæg, men derimod i, hvorledes anlægget anvendes. Eksemplerne herpå er talrige i form af f.eks. anvendelsesbegrænsninger i lokal- eller kommuneplaner efter planloven, miljøgodkendelser og tilladelser efter miljøbeskyttelsesloven m.fl. Anvendelsesregulering kan for så vidt også følge af anlæggets faktiske placering, idet bl.a. naturbeskyttelseslovens kapitel 2 indeholder regler om beskyttelseslinjer, og kapitel 6 indeholder regler om fredninger. Både den generelle og konkrete naturbeskyttelsesregulering kan således indebære begrænsninger for anvendelsen af og aktiviteten på en ejendom eller et anlæg. En undtagelse til udgangspunktet findes i miljøbeskyttelseslovens 50, stk. 1, der direkte regulerer ejerskabet til nye anlæg for deponering af affald. Bestemmelsen lyder: nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af offentlige myndigheder. Formålet med bestemmelsen er ud fra devisen om, at f.eks. private selskaber vil kunne likvideres at sikre, at der også, efter driften af deponeringsanlægget er ophørt, vil være en ansvarlig ejer, som vil kunne bære omkostningerne til eventuelle afværgeforanstaltninger i forhold til en potentiel (fortsat) forureningsfare. 7 Bestemmelsen blev indført i miljøbeskyttelsesloven med virkning fra den 1/1 1992. Ved nye anlæg forstås således anlæg, der etableres eller opnår miljøgodkendelse efter denne dato. 8 Bestemmelsen er indført i dansk ret forud for deponeringsdirektivet, og der findes ingen tilsvarende krav om ejerskabet til anlæg for deponering af affald i direktivet. Derfor kan bestemmelsen i 50 anskues som en tidlig og særlig dansk måske endda streng miljømæssig beskyttelsesregulering for nye deponeringsanlæg. Som følge heraf er det med skæringsdato den 1/1 1992 nødvendigt at sondre mellem nye anlæg og eksisterende anlæg 9 i forhold til spørgsmålet om ejerskab og i forhold til spørgsmålet om eventuelt heraf følgende begrænsninger i overdragelsesmulighederne. Hertil kan tilføjes ophørte anlæg, dvs. deponeringsanlæg, hvor deponeringen er ophørt, anlægget er behørigt nedlukket og efterbehandling afsluttet, hvorefter der (i hvert fald) ikke længere er tale om et affaldsdeponeringsanlæg. Nye anlæg En offentlig myndighed som ejer Loven definerer ikke, hvorledes den potentielle ejerkreds offentlige myndigheder skal afgrænses, ligesom forarbejderne er tavse herom. 10 Henset til beskyttelsesformålet skal den potentielle ejerkreds af nye deponeringsanlæg fortolkes indskrænkende, dvs. offentlige myndigheder i snæver forstand. Kredsen kan derfor afgrænses til staten, regionerne og kommunerne, herunder kommunale fællesskaber også betegnet særkommuner efter kommunestyrelseslovens 60. Miljøstyrelsen har således afvist, at A/S Øresundsforbindelsen, der ellers i henhold til lov nr. 590 af 19/8 1991 om anlæg af fast forbindelse over Øresund er et offentlig selskab, kunne udgøre en offentlig myndighed i miljøbeskyttelseslovens 50 s forstand. 11 Den snævre forståelse kombineret med formålet bag 50 medfører også, at myndigheden f.eks. ikke kan udskille ejerskabet i et aktie- eller anpartsselskab, heller ikke selv om det er fast tilsynspraksis, at kommuner kan etablere sig i selskabsform inden for det forsyningsretlige område. Dermed hindrer miljøbeskyttelseslovens 50, at nye deponeringsanlæg indgår i den kommunale koncernetablering og selskabsudskillelse af særligt forsyningsaktiviteter, som liberaliseringen af elsektoren og omstruktureringen af vandsektoren har afstedkommet. Regeringens udmelding fra februar 2007 omkring Den nye affaldssektor, hvoraf det blandt andet fremgår, at forbrændings- og deponeringsanlæg af gennemsigtighedsmæssige hensyn skal gøres til selvstændige selskaber, men fortsat være offentligt ejet, forudsætter således en ny hjemmel til, at ejerskabet kan ske gennem et aktieselskab. Tidsskrift for Miljø, Marts 2010 TfM 2010, 55

114 Derimod vil ejerskabet kunne udøves gennem et I/S, f.eks. i forbindelse med et fælleskommunalt selskab efter kommunestyrelseslovens 60. 12 Kravet om offentligt ejerskab er ikke til hinder for, at selve driften eller opførelsen af anlægget kan overlades til private, ligesom anlægget kan etableres på en fast ejendom ejet af tredjemand. Sidstnævnte forudsætter, at den offentlige myndighed har sikret sig en sådan rådighed over tredjemands ejendom, at myndigheden fortsat kan holdes ansvarlig for deponeringsanlæggets miljømæssige følger og vil kunne sikre nedlukning og efterbehandling i henhold til anlæggets miljøgodkendelse. 13 Hvis det offentligt ejede anlæg således drives på lejet grund, skal myndigheden sikre sig rådighed over arealet f.eks. i form af en uopsigelig lejekontrakt eller en tinglyst servitut frem til efterbehandlingen af deponeringsanlægget er afsluttet, idet formålet bag ejerskabsreguleringen af de nye anlæg i miljøbeskyttelseslovens 50 ellers vil forspildes. Dispensation fra ejerskabskravet til nye deponeringsanlæg Lovens 50, stk. 3 indeholder en konkret dispensationsmulighed, hvorefter en virksomhed kan opnå tilladelse til at etablere et anlæg bestemt til deponering af specielle affaldstyper fra virksomheden. 14 Kompetencen til at meddele dispensation fra kravet om offentligt ejerskab ligger hos godkendelsesmyndigheden for den ansøgende virksomhed, hvilket for listevirksomheder efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 som udgangspunkt vil være kommunalbestyrelsen. 15 Der er tale om en snæver dispensationsmulighed, som efter sin ordlyd alene kan anvendes i forhold til specielle affaldstyper produceret af den dispensationsansøgende virksomhed, og alene i en situation, hvor virksomheden ønsker tilladelse til at etablere et (nyt) deponeringsanlæg til det specielle affald. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for dispensation til etablering af et almindeligt deponeringsanlæg med henblik på bortskaffelseskapacitet af affaldstyper fra forskellige affaldsproducenter. Dog kan der, hvor der er tale om restprodukter fra forbrænding på anlæg, der producerer elektricitet eller varme, også gives dispensation til deponering af affald fra andre tilsvarende anlæg. I praksis er bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens 50, stk. 3, anvendt i forbindelse med A/S Øresundsforbindelsens deponering af lettere forurenet jord ved Kastrup. Miljøstyrelsen gav her tilladelse til, at A/S Øresundsforbindelsen kunne etablere og eje et deponeringsanlæg med lettere forurenet jord fra anlæggelsen af broen over Øresund, hvor mængden af jord og jordens sammensætning ikke kunne indgå i den almindelige løbende affaldsbortskaffelse. Dispensationen blev nøje afgrænset til deponering af forurenet jord opgravet af A/S Øresundsforbindelsen med henblik på etablering af broforbindelsens landanlæg, og jord fra andre bygherrer eller byggepladser kunne således ikke deponeres på anlægget. 16 Overdragelsesmuligheder ved nye deponeringsanlæg? Miljøbeskyttelseslovens 50 giver anledning til udfordringer, hvis et nyt affaldsdeponeringsanlæg ønskes overdraget, idet kredsen af mulige erhververe vil være ganske begrænset. Et nyt deponeringsanlæg etableret med dispensation efter 50, stk. 3, vil kunne overdrages til erhververe, der på tilsvarende vis opfylder de samme betingelser, f.eks. i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse, eller på anden vis godtgør selvstændig opfyldelse af forudsætningerne for opnåelse af dispensation. Dispensationsmuligheden i 50, stk. 3, rummer efter sin ordlyd klart ikke adgang til at dispensere til privat ejerskab af et nyt, offentligt ejet anlæg, hvor den ejende myndighed f.eks. ønsker at sælge i forbindelse med intern omstrukturering eller anden frasalg af sine forsyningsaktiviteter. Der er heller ikke i øvrigt bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, der giver mulighed for dispensation fra 50, stk. 1. Dermed vil et aktivt, nyt deponeringsanlæg kun kunne overdrages til en offentlig myndighed. Denne mulighed består naturligvis. Et nyt deponeringsanlæg er imidlertid ikke underlagt et krav om offentligt ejerskab i al evighed. Godkendelsen af et deponeringsanlæg skal bl.a. indeholde vilkår om nedlukning og efterbehandling, og når efterbehandlingen må anses for at være afsluttet, vil der ikke længere

115 være tale om et deponeringsanlæg. Affaldsdeponiet er således på vej til at blive et ophørt anlæg. Når det offentlige deponeringsanlæg har opnået denne status, vil det kunne sælges også til private. Det kunne overvejes, om arealet vil kunne overdrages efter deponeringsaktiviteten er ophørt, og nedlukning og efterbehandling i overensstemmelse med miljøgodkendelsen er igangsat altså i mellemperioden fra aktivt til ophørt anlæg. Denne mulighed er imidlertid udtrykkelig udelukket gennem deponeringsbekendtgørelsens 8, stk. 6, hvorefter en miljøgodkendelse skal indeholde oplysninger om, at overdragelse af et deponeringsanlæg omfattet af miljøbeskyttelsesloven 50 kun må ske til en anden offentlig myndighed, så længe efterbehandlingen ikke er afsluttet og godkendt af tilsynsmyndigheden for anlægget. Det fører til den konklusion, at overdragelse af et nyt deponeringsanlæg omfattet af miljøbeskyttelseslovens 50 således alene kan ske til (andre) offentlige myndigheder eller må afvente, at endelig efterbehandling er afsluttet og godkendt, og anlægget derfor har fået status af et ophørt deponeringsanlæg. Såfremt en kommune er fast fokuseret på at sælge ud af sine aktiver, må kommunen i stedet for en fuld overdragelse af sit deponeringsanlæg til en privat erhverver kunne gøre det mindre, nemlig nøjes med at sælge den faste ejendom, hvorpå deponeringsanlægget er beliggende naturligvis under iagttagelse af bestemmelsen i kommunestyrelseslovens 68. Ejendomssalget vil skulle suppleres af en aftale, der sikrer tilstrækkelig rådighed over ejendommen til opfyldelse af de til deponeringsanlægget hørende miljømæssige forpligtelser. Samtidig vil kommunen kunne overlade driften af deponeringsanlægget til f.eks. en entreprenør eller et renovationsselskab efter en procedure i overensstemmelse med udbudsreglerne. Herved vil kommunen alene stå tilbage med de miljøretlige forpligtelser og ansvaret for eventuelle forureningsfarer. Eksisterende anlæg Den retlige regulering af ejerskab Bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens 50 gælder som nævnt alene ved etablering af nye deponeringsanlæg, hvilket Miljøklagenævnet har bekræftet så sent som i 2008 i en sag omkring Risø Losseplads. 17 Et i bestemmelsens forstand eksisterende anlæg er således ikke underlagt ejerskabsbegrænsninger og kan dermed ejes af andre end offentlige myndigheder selv om størstedelen af alle eksisterende anlæg faktisk er kommunalt ejede. Som konsekvens er eksisterende anlæg ikke omfattet af den yderligere, danske miljømæssige beskyttelse, der var baggrunden for indførelsen af miljøbeskyttelseslovens 50. Det betyder i sagens natur ikke, at der ikke inddrages beskyttelseshensyn i forbindelse med reguleringen af deponeringsaktiviteten. Eksisterende deponeringsanlæg er fortsat omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og dermed underlagt vilkårsregulering efter bl.a. godkendelsesbekendtgørelsen og deponeringsbekendtgørelsen, der som nævnt gennemfører deponeringsdirektivet i Danmark. Direktivets regler om f.eks. nedlukning, efterbehandling og sikkerhedsstillelse samt i øvrigt også kravene til udledning af perkolat og gasemissioner skulle være gennemført for alle aktive nye som eksisterende deponeringsanlæg i Danmark inden den 16/7 2009. Efter direktivet er eksisterende og nye anlæg dermed reguleret på tilsvarende vis. Eftersom begrænsningerne i miljøbeskyttelseslovens 50 ikke gælder for eksisterende deponeringsanlæg, må det som konsekvens heraf følge, at der ikke ud fra en miljøretlig betragtning er samme snævre rammer for den ejerform, som en offentlig myndighed kan udøve sit ejerskab på. Det betyder, at en kommune i forbindelse med omstrukturering af sine forsyningsaktiviteter formentlig vil kunne placere et eksisterende deponeringsanlæg i f.eks. et aktieselskab og dermed lade et sådant anlæg indgå i en kommunal forsyningskoncern. Det miljøretlige værn sikres ved anlæggets miljøgodkendelse. 18 Tidsskrift for Miljø, Marts 2010 TfM 2010, 55

116 Overdragelsesmuligheder ved eksisterende deponeringsanlæg? Når ejerkredsen for eksisterende deponeringsanlæg ikke er reguleret, vil et anlæg, der pr. 1/1 1992 var privatejet, således kunne overdrages til både en anden privat og til en offentlig myndighed, der f.eks. måtte have et ønske om eller behov for at udvide sin deponeringskapacitet uden at skulle etablere et helt nyt anlæg. Det mere komplicerede spørgsmål er imidlertid, om overdragelse af et eksisterende anlæg, der var offentligt ejet før 1/1 1992 hvor det utvivlsomt kunne have været privatejet nu kan overdrages til en privat? Hvis spørgsmålet besvares benægtende, vil ingen offentlige deponeringsanlæg kunne overdrages til private før efterbehandlingen er afsluttet, og anlægget overgået til at være et ophørt anlæg. Hvis spørgsmålet derimod besvares bekræftende, vil provenuet fra salget af et sådan kommunalt ejet deponeringsanlæg kunne indgå fuldt ud i det kommunale budget, hvor en kommune måtte have et ønske om at sælge anlægget, idet der (endnu) ikke på affaldsområdet er vedtaget en såkaldt stoplov, jf. herom i indledningen. Miljøbeskyttelsesloven 50 s ordlyd, bemærkningerne til lovforslaget og det heraf følgende anvendelsesområde taler imod, at en sådan overdragelsesmulighed skulle kunne hindres med henvisning til bestemmelsen. Den regulerer således alene etablering af nye anlæg, hvilket som nævnt tillige er bekræftet af Miljøklagenævnet i afgørelsen om Risø Losseplads. Til gengæld taler beskyttelseshensynet bag lovens 50 for en sådan hindring, idet det offentlige ejerskab skulle være miljøets garant for bl.a. det økonomiske ansvar i forbindelse med eventuelle afværgeforanstaltninger. Forholdet har ikke umiddelbart været behandlet i praksis. Henset til at 50 netop ikke var tiltænkt at skulle have tilbagevirkende kraft, synes noget at tale for, at en overdragelse af et eksisterende anlæg ejet af offentlige myndigheder også (nu) vil kunne ske til private. Dette underbygges af, at hovedhensynet bag indførelsen af miljøbeskyttelseslovens 50, der i bemærkningerne 19 er angivet som, at fortsat kontrol med depotet og gennemførelse af eventuelle afværgeforanstaltninger kun kan sikres, såfremt en offentlig myndighed er ansvarlig for driften af anlægget, efter gennemførelsen af deponeringsdirektivet nu kan imødekommes på anden vis. Direktivet og reglerne i deponeringsbekendtgørelsen opstiller således krav til indretning, nedlukning, efterbehandling og ikke mindst betryggende, økonomisk sikkerhedsstillelse i typisk 30 år efter driftsophør. Disse regler gælder både for nye og eksisterende anlæg. Endvidere vil tilsynet hermed på samme måde som tilsynet med driften i øvrigt fortsat ligge hos myndighederne. Hertil kommer, at deponeringsbekendtgørelsens 17 udtrykkeligt bestemmer, at ved overdragelse af et deponeringsanlæg, før efterbehandlingen er afsluttet, skal erhververen netop stille samme sikkerhed, som den tidligere ejer var forpligtet til, før den hidtidige sikkerhedsstillelse frigives. Derved er eventuelle afværgeforanstaltninger sikret på anden vis end ved ejerskabets placering hos en offentlig myndighed. Hensynet til at sikre tilstrækkelig kommunal deponeringskapacitet kan i øvrigt ikke føre til et andet resultat, idet et sådan behov vil blive modsvaret af forhold knyttet til økonomiske interesser som beskrevet i indledningen. Endvidere er et faktuelt behov ikke et validt juridisk argument til at afskære en overdragelse. Miljøklagenævnet har endelig udtalt sig om muligheden for at indsætte et vilkår i en miljøgodkendelse om, at overdragelse af et kontrolog monitoreringsansvar alene kunne ske til en offentlig myndighed. 20 Dette havde Roskilde Amt forsøgt at påbyde Risø Losseplads der var et eksisterende deponeringsanlæg etableret i 1973 i forbindelse med reviderede vilkår om bl.a. monitorering af perkolatudsivning. Ved klagesagens behandling ønskede Risø Losseplads en afklaring af, hvad et sådan overdragelsesbegrænsende vilkår indebar. Nævnet understregede, at deponeringsbekendtgørelsens bestemmelse om, at overdragelse af et deponeringsanlæg omfattet af miljøbeskyttelsesloven 50, stk. 1, kun må ske til en anden offentlig myndighed, så længe efterbehandlingen ikke er afsluttet, alene gjaldt for nye deponeringsanlæg. Nævnets opfattelse var herudover, at der ikke i lovgivningen i øvrigt var hjemmel til at indsætte et krav om, at overdragelse af ansvar for et deponeringsanlæg kun

117 måtte ske til offentlige myndigheder, hvorfor Roskilde Amts vilkår herom var uhjemlet. Afgørelsen støtter forudsætningsvist, at overdragelse af et eksisterende deponeringsanlæg i sin helhed kan ske til andre end offentlige myndigheder. Hvis overdragelse generelt alene kunne ske til offentlige myndigheder, ville det ikke være nødvendigt at behandle spørgsmålet om hjemmel til vilkårsfastsættelsen omkring overdragelse af ansvaret for efterbehandlingen. På denne baggrund må det derfor konkluderes, at offentligt ejede eksisterende deponeringsanlæg både vil kunne udskilles i selskabsform og overdrages til private, idet ingen af situationerne er omfattet af miljøbeskyttelseslovens 50. Konklusion Den danske regulering af deponeringsanlæg indebærer blandt andet et krav om, at anlæg etableret efter 1/1 1992 skal ejes af offentlige myndigheder i snæver forstand også uanset, at de miljømæssige hensyn, der oprindeligt lå bag indførelsen af bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens 50, nu i al væsentlighed er sikret på anden vis gennem deponeringsdirektivets regler om bl.a. nedlukning, efterbehandling og økonomisk sikkerhedsstillelse. Ejerskabskravet begrænser kommunernes muligheder for at overdrage nye deponeringsanlæg, idet en sådan overdragelse kun fuldt ud vil kunne ske til (andre) offentlige myndigheder. Ejerskabskravet hindrer endvidere, at kommunerne kan udskille deponeringsanlæg i f.eks. et aktieselskab, og dermed kan sådanne anlæg heller ikke indgå i de kommunale koncernstruktureringer, som blandt andet er gennemført inden for vandsektoren, og som har været fremme også at skulle gennemføres inden for affaldssektoren. Dette vil i givet fald kræve en ændring af miljøbeskyttelseslovens 50. Først når deponeringsanlægget overgår til at være et ophørt anlæg, vil kommunen kunne sælge til private. 50 hindrer til gengæld ikke muligheden for at sælge den faste ejendom, hvorpå deponeringsanlægget er placeret, forudsat at myndigheden fortsat har sikret sig rådighed over arealet med henblik på at kunne opfylde sine miljøretlige forpligtelser til bl.a. nedlukning og efterbehandling. Ligeledes hindrer 50 ikke muligheden for at udlicitere selve driften. Derimod regulerer miljøbeskyttelseslovens 50 ikke eksisterende anlæg og meget taler for, at sådanne anlæg ejet af offentlige myndigheder både kan indskydes i aktieselskaber og i øvrigt også overdrages til private. Eftersom der ikke er indført en såkaldt stoplov inden for affaldssektoren, vil provenuet fra et eventuelt salg således kunne indgå fuldt ud i det kommunale budget. Noter 1) Deponeringsbekendtgørelsens 3, nr. 10, jf. bekendtgørelse nr. 252 af 31/3 2009 om deponeringsanlæg, der bl.a. implementerer deponeringsdirektivets art. 2, litra g. 2) Lovbekendtgørelse nr. 931 af 24/9 2009 om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger. 3) Rådets direktiv 1999/31/EF af 25/4 1999 om deponering af affald. Se generelt om direktivet Birgitte Egelund Olsen i Miljøretten 4 Forurenende anlæg og processer, 2007, side 548-562. 4) Se Ellen Margrethe Basse og Helle Tegner Anker i Miljøretten 1 Almindelige emner, 2006, side 131. Uden at forholdet skal forfølges nærmere kan der stilles spørgsmålstegn ved, om den seneste lovændring om afgift på farligt affald er i overensstemmelse med disse intentioner. 5) Ud over vilkårsfastsættelse i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og godkendelsesbekendtgørelsen suppleres ordningen i øvrigt af deponeringsbekendtgørelsens regler, jf. dennes 1, stk. 2. Godkendelse af danske deponeringsanlæg er uddybende behandlet af Birgitte Egelund Olsen i Miljøretten 4 Forurenende anlæg og processer, 2007, side 583-586. 6) Der ses her bort fra rent offentlige forhold som f.eks. infrastrukturanlæg m.v., der har karakter af monopoliserede områder, og dermed adskiller sig fra det almindelige udgangspunkt. Peter Pagh giver i U 1994B. 27 udtryk for, at den eksklusive adgang for offentlige virksomheder til at eje lossepladser efter Mbl. 50 fortjener nok også en nærmere konkurrenceretlig analyse. Behovet for en sådan analyse er nok ikke blevet mindre efter implementeringen af deponeringsdirektivet, hvis regulering gælder for alle aktive deponeringsanlæg og bl.a. fastsætter krav til nedlukning, efterbehandling og sikkerhedsstillelse også efter driften er ophørt, og dermed kan siges at udhule baggrunden for og formålet med miljøbeskyttelseslovens 50, jf. herom nedenfor. Se herom Birgitte Egelund Olsen i Miljøretten 4 Forurenende anlæg og processer, 2007, side 586-587 med henvisninger. 7) Jf. bemærkningerne trykt i Folketingstidende 1990-91, (1. samling) tillæg A, spalte 610. Se også Birgitte Ege- Tidsskrift for Miljø, Marts 2010 TfM 2010, 55

118 lund Olsen i Miljøretten 4 Forurenende anlæg og processer, 2007, side 587. 8) Jørgen Bjerring og Gorm Møller i Miljøbeskyttelsesloven af 1991 med kommentarer, 1998 side 554. Det er et selvstændigt spørgsmål, om udvidelsen af et deponeringsanlæg herunder ved deponeringsenheder og celler vil kunne fanges af bestemmelsen i 50. 9) Begrebet eksisterende deponeringsanlæg er valgt for ikke at forveksle med deponeringsbekendtgørelsens definition af bestående deponeringsanlæg, jf. 3, nr. 7), der omhandler deponeringsanlæg, som modtog affald forud for og er fortsat hermed efter den 1/7 2001, hvor deponeringsdirektivet blev implementeret i Danmark. 10)Heller ikke Miljøstyrelsens vejledning nr. 9 fra 1997 om affaldsdeponering bidrager hertil. 11)Se Miljøstyrelsens afgørelse trykt i MAD 1996.716. Miljøklagenævnet tog ikke stilling hertil. I MAD 2001.726 bekræfter Styrelsen, at en kommunal selvstyrehavn opfylder betingelsen i 50. 12)Birgitte Egelund Olsen i Miljøretten 4 Forurenende anlæg og processer, 2007, side 586. 13)Se Miljøstyrelsens vejledende udtalelse vedrørende ejerskab og driftsansvar for affaldsdeponeringsanlæg på fremmed grund trykt i MAD 2001.1036. Se også bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, jf. note 7, samt MAD 1997.196 om tinglysningsmæssig sikring. 14)Bestemmelsens stk. 2 indeholder i øvrigt en hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte (generelle) regler om, at virksomheder skal etablere anlæg til deponering af specielle affaldstyper. Så vidt ses er hjemlen ikke udnyttet, men det kunne f.eks. være i relation til kraftværkers mellemdeponering af flyveaske og lignende. 15)Affaldsdeponeringsanlæg er omfattet af pkt. K102, K105, K207 og K208, jf. bilagene til godkendelsesbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1640 af 13/12 2006 om godkendelse af listevirksomhed med senere ændringer, og er som følge heraf underlagt kommunalbestyrelsens kompetenceområde. 16)Se Miljøklagenævnets afgørelse trykt i MAD 196.716 og i KFE 1996.360. A/S Øresundsforbindelse fik endnu en dispensation til at eje, etablere og drive et deponeringsanlæg med jord kategoriseret som farligt affald ved Miljøklagenævnets afgørelse trykt i KFE 2000.484. 17)Miljøklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende Risø Losseplads trykt i MAD 2008.273 og KFE 2008.461. 18)Om retsstillingen ved aktivoverdragelse af en godkendelsespligtig aktivitet efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 kan i øvrigt henvises til Kim Trenskow i U 2003B. 193. 19)Folketingstidende 1990-91, (1. samling) tillæg A, spalte 610. 20)KFE 2008.461. For god ordens skyld gøres opmærksom på, at afgørelsen henviser til den tidligere deponeringsbekendtgørelses bestemmelser.