Sidste søndag i kirkeåret. 2. Tekstrække Lemvig 10.30 og Herning kl. 15.30. 20. november 2016 Tekster: Mika 4, 1-5; 1. Kor 3,10-17; Matt 11,25-30. På den tid tog Jesus til orde og sagde: "Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let. Tema: At bygge kirke, mens man hviler Vi er kaldet til at komme til Jesus og hvile. På den måde bygges Kristi kirke. Kirken er altså en modkultur i forhold til samfundets hektige aktivitet. Bygget med god grund.
Den som kommer til Jesus finder hvile. Så klart og tydeligt siges det af Jesus selv. At relationen til Jesus giver hvile for sjælen. Jeg tror, at alle kristne kender til den erfaring af at have kæmpet med noget, været bekymret eller bange eller rådvild, men har man fundet hvile ved at komme til Jesus. Det kan være ved at bede eller ved at læse i bibelen eller en samtale med en kristen bror eller søster, hvor Jesus ligesom er trådt nærmere. Og jeg oplever, at jeg ikke behøver bære alting selv eller være bekymret mere, for Jesus er jo lige her og bærer mine byrder. Denne tros-erfaring af Jesu nærhed og den lettelse det giver at kunne lægge alting over til Ham, tror jeg at alle kristne kender til. Men er det nu altid sådan? Er det nu altid sandt, at relationen til Jesus giver hvile?
Nej, det kan faktisk godt være sådan, at det ikke er hvile man oplever, når man forholder sig til Jesus og det at være en kristen. Kristentro og relationen til Jesus kan i stedet handle om arbejde om alt det som der skal gøres og som der er brug for i Kirken og i Guds mission for verden. Og der er virkelig meget at gøre. Jesus har jo kaldet os til at være lys og salt i verden, som vi hørte om det for nogle søndage siden. Vi har en opgave i forhold til at bevare gode og sunde værdier i samfundet. Jesus har ikke mindst kaldet os til at bringe evangeliet til alle folkeslag og hvor er der mange, der endnu ikke har hørt det. I alt fald hørt det på en måde, så de er kommet til tro. Bare i vores eget lille land, så er der mange, der ikke aner, hvem Jesus er og hvis de fortsætter ud af den vej de er på, så vil de gå fortabt i evighed. Verden har brug for kristne og har brug for kirken til at afhjælpe fattigdom, hjælpe de syge og de svage.
Kaldet til aktivitet og arbejde for Jesus lyder måske så stærkt i vore ører, at vi næsten ikke orker at bede eller læse i vores bibel, for vi bliver hele tiden mindet om, hvor vigtigt det er at vi gør noget for at verden og menneskene i den møder Guds kærlighed. Netop dér, hvor vi skulle finde hvile, bliver vi jaget videre for Jesus ser på os, når vi skal til at sætte os ned, med mildt bebrejdende øjne, der siger: Kan du ikke se, at der er mennesker der har brug for dig, din kærlighed og dit vidnesbyrd?. Og i det kristne fællesskab, i kirken, er det ikke bedre. For der er så mange opgaver, der skal løses. Der er brug for frivillige til alle mulige opgaver og vi er jo nødt til at tage fat, for at få det hele til at fungere. Relationen til Jesus og til Guds menighed bliver arbejde, arbejde, arbejde. Hvad skal man gøre, hvis Jesus er blevet til den krævende arbejdsgiver?
Så skal man standse op. Med det samme. Med hvinende bremser og store bremsespor. For det som Jesus siger i dag er netop henvendt til dem, som slider sig trætte og bærer tunge byrder. Det vil Jesus befri os fra. Den relation, som han ønsker med os, skal ikke bygges på vores arbejde, vores tjeneste eller vores udholdenhed. Den kirke, som Jesus vil bygge, skal være en modkultur til denne verdens hektiske aktivitet og præstationsiver. Den kirke, som Jesus vil bygge, skal bygges, mens man hviler. 1. del Inden vi kommer til, hvordan det kan lade sig gøre at bygge og hvile på samme tid og hvordan kirken er mod-kultur, så skal vi først en lille omvej.
Vi skal nemlig grunde lidt over tiden og hvad det vil sige at have god tid. Vi mennesker har det med at måle alting ud i tid. Vi går alle rundt med tids-målere, ure, telefoner og vi holder styr på vores dagligdag ved hjælp af tiden. Vi sætter vækkeuret til en bestemt tid, hvor vi begynder dagen og vi går i seng (og putter vores børn) til en bestemt tid, så vi ved, at vi får nok søvn. Vi går på arbejde til en bestemt tid, hele dagen er opdelt i tidspunkter og denne gudstjeneste er endda begyndt til en bestemt tid. Vi sætter pris på punktlighed og bryder os ikke om at komme for sent. Vi lever i et samfund, hvor mange har travlt, hvor tiden ofte ikke slår til og dem der af forskellige grunde ikke har travlt, men har al for god tid, bliver ensomme og ved ikke, hvordan de skal slå tiden ihjel. Vi ser nostalgisk gamle danske film, hvor man bare kunne nyde solen og drikke kaffe.
På en eller anden måde er det gået sådan, at tiden er ikke vores ven. Med Gud er det anderledes. Gud er udenfor tiden. Han er evig. For ham er én dag som tusind år og tusind år, som én dag. Gud har altid god tid. Gud har aldrig travlt. Han kommer aldrig for sent. Gud er. Men hvad så, når Gud møder tiden når Gud bliver en del af denne verden? Det så vi, da Jesus blev menneske. Man skulle jo tro, at Gud ville have travlt med at frelse verden. Han elsker jo alle mennesker. Alligevel gik der flere tusind år fra løftet blev givet til Abraham om at hans slægt skulle blive til velsignelse for alle folkeslag og fra David og profeternes løfte om en frelser, der skulle fødes i Betlehem. Og da Jesus så endelig blev menneske, så tog det 30 år, før han begyndte at kalde disciple.
Og jeg tror ikke at det skyldes menneskers vantro og mangel på tjeneste af Gud, at det tog 1000 år før kristendommen nåede til Danmark. Det skete sikkert på den tid og på den måde, som Helligånden vejledte kirken til. Guds tid er en anden end vores. Jesus havde aldrig travlt. Han tog sig tid til børnene. Han tog sig tid til at bede og han underviste tålmodigt disciplene i 3 år. Jesus er livets brød - ikke livets fastfood. Det som er virkelig er vigtigt her i livet, haster ikke. Hvad betyder det? Det betyder, at når vi skal møde Gud, komme til Jesus og have en relation til ham, så sker det i øjeblikket. Livet leves hverken i fortiden, hvor vi tynges af det som vi ikke fik nået, eller i fremtiden i bekymring over, hvad vi skal nå. Livet leves i øjeblikket.
Troen er til i øjeblikket, for det er her og nu taler Gud sit ord til os. Han kalder os til at høre hans ord, for hans ord giver livet indhold, retning og betydning. Det er i dette troens Nu, at vi kan få et ægte møde med Jesus, så vi virkelig kan lære af ham. Jesus vil lære os, at vi skal lytte til Ham og søge Guds rige først. Hvad siger han? Han fortæller mig, at mit liv begyndte med, at Gud skabte mig engang fortiden og at mit liv i dag er helt afhængigt af, at han giver mig livet igen og igen. Hvert åndedræt er en gave fra Gud. Derfor skal mit åndedræt bringes i samklang med Guds. Så jeg ånder ind og ånder ud. Ånder hans kærlighed og kraft og glæde ind. Og ånder hans kærlighed og kraft og glæde ud i hvert trin, som jeg tager på jorden.
Enhver aktivitet og god gerning i denne verden, som Jesus kalder os til, er blot en udånding. Den er ikke en præstation eller vort eget ansvar eller vor egen byrde. Alt er et liv med Ham. At være en kristen er at være hos Jesus, i ham og han i mig. Derfor kan vi bygge Guds kirke, mens vi hviler. Derfor kan vi kun bygge Guds kirke, når vi hviler i Guds kærlighed og i hvert åndedræt modtager livet fra ham. Hvile og aktivitet er altså ikke modsætninger. Jesus taler jo også om, at når vi kommer til ham og finder hvile, så skal vi tage det åg på os, som han giver os. Åg er det, som en okse eller en hest har over sig, når den spændes for en vogn. Den aktivitet, som Jesus kalder os til, er at være spændt for Guds gode vogn, der bringer liv og godt budskab til verden.
Her skal vi ikke trække med vore egne kræfter, men med de kræfter, som Guds hellige ånd giver os. Og som jeg sagde til indledning: hvis vi føler os tynget af krav om at tjene og krav om at bringe evangeliet til verden og krav om at bidrage i kirken, så skal vi standse op. For så har vi spændt os selv for den forkerte vogn. Så har vi taget lovens åg på os og vi forsøger at trække tids-åndens vogn. Det åg vi får af Jesus er evangeliets åg. Men når vi lever i troen på Jesus, så er vi tilgivet for alle vore fejltrin. Vi er Guds elskede barn, som Han altid vil sørge for. Derfor er vi frie til at tage Jesu åg på os, som er Guds kraft, Guds styrke og Guds kærlighed. Som Paulus siger det: Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig. Jesu åg er ikke krav, men Åndens frugt.
2. del Men hvad så, hvis vi synes, at der ikke sker nok i verden eller i vores kirke! Så skal vi huske at Guds gode vogn ikke har travlt. Når der bygges i Guds rige, så er det ikke hastighed, men sandhed og trofasthed, som der er brug for. Når vi bygger kirke, så skal vi selvfølgelig ikke gøre det dovent eller sløset det skal gøres solidt, grundigt og med faglig dygtighed, men det hele skal nok stå færdigt i Guds time. Men hvordan bygger vi så solidt? Eller som Paulus skriver det: med guld, sølv og ædelsten. De tre ting kan være tro, sandhed og trofasthed. Tro det er at stole på Gud og have tillid til ham. Det havde Jesus. Han var det som han selv kalder for sagtmodig og ydmyg. Det er troens kendetegn, at vi ikke gør krav på at vide, hvor vi skal hen eller hvordan vi kommer derhen, men overlader det til Gud at føre os det rette sted hen.
Vi skal altså ikke sidde på passersædet og forklare Gud, at det altså var meget nemmere at tage den vej eller at han vist er ved at køre forkert. Gud har styr på det, også når vi ikke helt forstår den vej vi kommer ud på i vores liv. Vi bygger med tro i Guds rige, når vi er sagtmodige og ikke hele tiden kræver at vide, hvorfor noget sker eller hvorfor det hele ikke blev på en anden måde. Man kan have tillid til Gud, selv når krigen raser eller man rammes af forfølgelser eller sygdom eller hvad ondt, der tænkes kan. Der er ofte blevet bygget særligt solidt med tro i Guds rige, når mennesker har gennemgået svære tider og livet ikke har været let. Vi skal også bygge med sandhed i Guds rige. Der er mange forskellige, som siger kom i vor tid. Kom til mig siger materialismen og inviterer på Black Friday, Open by night. Bilka i Holstebro har åbent døgnet rundt den sidste måned op til jul.
Og der kommer hele tiden endnu flere tilbud og endnu større indkøbscentre. Kom og køb og bliv lykkelig, siger tidsånden, men man kan ikke købe sig til et godt liv. Kom til mig, siger individualismen og jeg vil gøre dig lykkelig. Tænk blot på dig selv. Historikeren Henrik Jensen har i Kristelig Dagblad formuleret de ti bud, som passer til vores individuelle tidsalder. Her får I lige de fire første: 1. Du må ikke have andre guder end dig selv. 2. Har du lys, har du lov. 3. Det er tilladt, hvis det ikke bliver opdaget. 4. Det er forbudt at forbyde. Og så tror man, at det er lykken: At kunne gøre det man vil, men desværre er det sjældent, at det vi mennesker vil er godt for de andre. Når alle vil være guder, så er Helvede begyndt. Derfor skal vi bygge med sandhed og sige: Der er kun frelse og evigt liv ved tro på Jesus Kristus.
Det er Ham alene, der kan give vores liv det rette indhold og mening. Alt det vi kan opnå og skaffe os i denne verden, dét vil forsvinde og gå op i røg vi kan ikke tage det med herfra. Den tredje materiale, som jeg vil nævne er trofasthed. Dét er det at holde fast og holde ud. Guds rige bygges ikke bare på én gang, men med tålmodighed og derfor er trofasthed nødvendigt. Det er ligesom når man putter en brændeknude i ilden. I den seneste månedstid, så har vi ofte tændt op i brændeovnen derhjemme. Vi har noget godt brænde og så tænder jeg op om morgenen, jeg har jo arbejdsplads derhjemme. I løbet af dagen, så skal der lægges nyt på og det hænder at det næsten er ved at gå ud, der er måske kun nogle gløder tilbage. Så hjælper det ikke ret meget at putte nogle aviser ind og sætte en tændstik til. Det som får gang i ilden igen er at lægge noget mere brænde på og lægge den tæt på gløderne, helst ovenpå.
Og så åbne for luften, så gløderne kan blusse op og stille og roligt kommer der ild i det stykke brænde, man har lagt på ilden. Kontakten med gløderne den langsomme overførsel af varme og energi fra de gløderne til brændet. Det får ilden til at flamme op. Når vi bygger i Guds rige, så er den trofaste nærhed til Gud og til Guds ord afgørende. Den kan sætte selv gamle brændeknuder i brand. Vi bygger kirke, mens vi hviler i Guds nåde. Afslutning. I dag afslutter vi et kirkeår og på søndag begynder et nyt. Det vil være i det nye år, at vi skal fejre 500 året for reformationens begyndelse. I 1517 slog Martin Luther 95 teser op på en kirkedør i Tyskland og det blev begyndelsen på det som senere førte til dannelsen af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark.
Dengang havde der allerede været en kirke i Danmark i over 500 år, men der var brug for fornyelse og en ny begyndelse, for at kirken kunne være tro mod Guds ord. Nu er der så gået knap 500 år siden reformationen og når vi ser os omkring i vores land og vores folkekirke, så er der endnu engang brug for fornyelse og en ny begyndelse. Denne frimenighed opstod for ca. 4 år siden, fordi den gamle kirke har flyttet sig fra det, som egentlig er dens grundlag, nemlig at bibelen er Guds ord og man har indført autoriserede ritualer, som har Guds ord direkte imod sig. Derfor er det mit håb og min vision, at der på et tidspunkt kan opstå en ny fri folkekirke i Danmark. En kirke af mange forskellige menigheder, som har det tilfælles, at de vil bygge kirke på evangeliet om Jesus Kristus og på profeternes og apostlenes vidnesbyrd.
Hvornår og hvordan det ved jeg ikke. I Guds rige er der ikke noget der haster. Det som vi er kaldet til i dag, er at komme til Jesus, finde hvile hos ham og hans nærhed. Så kan vi sammen bygge kirke, mens vi hviler i Guds nåde. Amen.