Heltens rejse. Joseph Campbell s mytologi-studier som grundlag for en dramaturgi.



Relaterede dokumenter
Den lille guide til Storytelling

Uddybende info til underviseren omkring dramaturgi.

En dag skinner solen også på en hunds røv Af Sanne Munk Jensen

Struktur. Den korte fortælling

4. Berettermodellen:

Selvkontrol. Annie Besant.

Kapitel 1: Begyndelsen

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?)

Luft fortællingen - Mental frihed

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41

Motion Comic - 3. Handling. 3. Handling:

Den Indre mand og kvinde

10 E N T O R N I K Ø D E T

Ild fortællingen - Fysisk Frihed

LEADING. Hvorfor skal du læse artiklen? Hvis du er klar til at blive udfordret på, hvordan du udvikler talent - så er det følgende din tid værd.

Prædiken. 12.s.e.trin.A Mark 7,31-37 Salmer: Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde

Udgivet af Susan Schvartz Larsen

Den besidderiske kærlighed 3. At spille den besidderiske kærlighed 6. Dine opgaver i løbet af scenariet 7

Folkeviser Folkeviserne er på én og samme tid både episk, lyrisk og dramatisk digtning:

Kend dig selv. Abraham Maslow ( ), amerikansk psykolog

Dag 2. Forstå, hvem du er, med Enneagrammet

Tekster: Sl 27,1-5, Rom 3,19-22a, Matt 2,13-23

OPVARMNINGSØVELSER & DRAMALEGE I DRAMA

Med sjælen som coach. vejen til dit drømmeliv

Det du skal til at læse nu, er det første kapitel i vores bog. Rigtig god oplevelse !!!!!! Hilsen. Kasper & Tobias. Side! 1 of! 9

Fag: Dansk Niveau: klasse

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til.

Den buddhistiske tilflugt

Sandhed del 1. Relativ eller absolut sandhed 1?

Når du undertrykker din kreativitet, dør noget i dig

Rosenkreuzet Symbol på en spirituel udviklingsvej

Livet giver dig chancer hver dag

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

Første kald: Sådan virker processen og hvorfor det er så vigtigt at følge den 100%

Skab plads til det gode arbejdsliv!

Du har mistet en af dine kære!

Star Wars Smartboard.notebook. January 22, og 33 år. Luke Skywalker. Sherlock Holmes. Simba. Bank Aqua forum. jan 6 18:57

Maj-juni serien Episode 4

13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373

Hjerl Hede 14.00: Lover den herre, Lille Guds barn hvad skader dig, Nu takker alle Gud

Tekster: 2 Mos 16,11-18, 2 Pet 1,3-11, Joh 6,24-35[36-37]

INDIREKTE GENTESTS PÅ FOSTRE MEDFØRER ETISKE PROBLEMER - BØR MAN KENDE SANDHEDEN?

Principperne om hvordan man opdager nye sandheder

SPØRGSMÅL MELLEM IDENTITET OG DIFFERENS

Passion For Unge! Første kapitel!

Skab kraft i fortællingen

Velkommen. Hvad er forandring?

Påstand: Et foster er ikke et menneske

At slå op med en 7-årig - Eksemplarisk læsning

Undervisningsmateriale klasse. Drømmen om en overvirkelighed. Engang mente man, at drømme havde en. stor betydning. At der var et budskab at

Hjerner i et kar - Hilary Putnam. noter af Mogens Lilleør, 1996

FORLØ B 1 s ide 1 Elefantens cykel

PROJICERING. Laurence J. Bendit.

Note fra forfatteren

BFO Rosenlund. fælleslege

6. s. e. Trin juli 2014 Haderslev Hertug Hans Kirke 8.30 & Domkirken / Christian de Fine Licht Dette hellige

21. søndag efter trinitatis

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

N. KOCHS SKOLE Skt. Johannes Allé Århus C Tlf.: Fax: kochs@kochs.dk

Sidste søndag efter H3K I 2017 Strellev 9.00, Ølgod /29 22/

Prædiken til 12. s. e. trin. 7. sept kl

Ja, sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud Faders små!

Spring ud i livet 8 veje mod et bevidst og værdifuldt liv

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716.

Prædiken 7. s.e. Trinitatis

1. søndag advent 2015, Hurup og Gettrup. Afskedsgudstjeneste Lukas 4, Herre Jesus Kristus, Guds Søn forbarm dig over mig synder.

Klods Hans, H. C. Andersen Genfortalt af Jens Andersen Målgruppe: klase

Det er det spændende ved livet på jorden, at der er ikke to dage, i vores liv, der er nøjagtig ens.

Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder. AMEN

det høje besøger os, kommer til os, og giver os, leder vore fødder ind på fredens vej.

Joh. 20,1-18; Sl. 16,5-11; 1 Kor. 15,12-20 Salmer: 227; 218; ; 241 (alterg.); 447; 123 v7; 240

Ikke vores, men Guds frugt!

GLÆDEN ER EN ALVORLIG SAG

Som allerede nævnt og oplevet i gudstjenesten, så har dagens gudstjeneste også lidt farve af bededag.

Sidste søndag hørte vi begyndelsen af det 17 kapitel i Johannesevangeliet, som vi nu i dag har hørt de sidste vers af.

Baggrunden for dilemmaspillet om folkedrab

Prædiken til nytårsaften kl i Engesvang

Analyse af værket What We Will

9 tips til din intuition Den ved præcis, hvor du skal hen for at blive glad

Forestil jer så, at der kom en mand og tilbød os frihed. Vi ville nok svare ham, at vi da allerede er frie.

Om metoden Kuren mod Stress

Rikke Heimark Coaching

Og så skal du igennem en guidet meditation, som hjælpe dig med at finde dine ønsker.

5 selvkærlige vaner. - en enkelt guide til mere overskud. Til dig, der gerne vil vide, hvordan selvkærlighed kan give dig mere overskud i hverdagen

12. søndag efter Trinitatis

Helle har dog også brugt sin vrede konstruktivt og er kommet

18.s.e.trinitatis Matt. 22,34-46; Es 40,18-25; 1. kor. 1,4-8 Salmer: 748, 422, 57 54, 192 (alterg.), 696

Gys og gru. Forforståelse. Hvad ved du om genren gys og gru?

Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.

Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/ Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING

Syv veje til kærligheden

Susanne Teglkamp Ledergruppen

Analysen er din, og skal kun bruges til, at du kan tænke over, hvordan du oplever dig selv som leder.

Opgaveskyen.dk. Kunsteventyr og folkeeventyr. Navn: Klasse:

Prædiken til 11. s. e. trin. 31. august 2014 kl

På egne veje og vegne

På en og samme tid drømmer man, og frygter, at man ikke kan indfri den andens drømme, eller for den sags skyld sine egne.

Suzettes Verden Test: Er du klar til date-med-succes?

Kommentar til Anne-Marie

Det er ikke altid chefens skyld

Transkript:

Heltens rejse Joseph Campbell s mytologi-studier som grundlag for en dramaturgi. Grenspecialisering Dramaturgen - Analyseopgave Henrik Vestergaard Nielsen Institut for Æstetiske Fag Afdeling for Dramaturgi Aarhus Universitet - juni 2004

0.0 Indholdsfortegnelse 0.0 Indholdsfortegnelse side 2 1.0 Indledning side 3 2.0 Monomytens funktion side 5 2.1 Den treleddede bevægelse side 6 2.2 Stationerne i heltens rejse side 9 2.3 Campbell s argumentation for monomyten side 14 2.4 Analyse af monomyten side 15 3.0 Monomyten og Propp s morfologi side 17 4.0 Vogler s adaption af monomyten side 21 5.0 Helten s rejse i The Matrix side 25 6.0 Lost in Translation side 29 7.0 Sammenfatning side 32 8.0 Litteraturliste side 33 2

1.0 Indledning I arbejdet med dramaturgiens strukturmodeller for dramatiske fortællinger er udgangspunktet, altings år 0, som oftest Aristoteles Poetik 1 fra ca. 350 f.kr. Men Aristoteles er alene beskrivende i forhold til sin tids dramatiske praksis og prøver alene, på baggrund af hvad der ansås for at virke eller ikke virke, at opstille en række regler for hvorledes den tids well-made play burde udfolde sig. Men dramatikken og fortællekunsten er ikke startet hos ham. Den er gammel som menneskeheden selv. Så i stedet for at tage udgangspunkt i en model, der er baseret på hvad der var moderne i antikken er der en idé i at trække perspektivet længere tilbage og udvide analyseobjekternes antal og art til også at inkludere fortællinger, der er ældre end Aristoteles og dermed ikke kun holde sig til det, der decideret er skrevet med henblik på at få dramatisk opførelse og blive fortalt via repræsentation, men at inkludere kernefortællinger og myter af enhver art og at udvide objekternes kulturelle tilhørsforhold til også at inkludere fortællinger fra kulturer, der ligger fjernt fra de vesterlandske. Et stort arbejde for at udarbejde en sådan enhedsstruktur, der i sig har inkorporeret et maksimalt antal fortællinger fra en mængde forskellige kulturer, finder vi hos den amerikanske myteforsker Joseph Campbell. Han opstiller i bogen The Hero with a thousand Faces 2 fra 1949 en sekvensstruktur, eller dramaturgisk model om man vil, for det han kalder monomyten. Monomyten er, ifølge Campbell, den grundlæggende kernefortælling i alle overleverede menneskelige myter. Grundlaget for Campbell s tese om monomyten er en jungiansk analyse af en stor mængde myter og eventyr fra hele verden. Med Jung s idéer om det kollektivt ubevidste som inspiration og udgangspunkt trækker han fællestræk fra disse analyser sammen til en række stadier og faser som han anser for at være gennemgående. Monomyten kan ifølge disse anskues som en Heltens rejse, hvor helten, hovedpersonen, i løbet af historien går igennem en række mere eller mindre faste stationer, der hver har en form for konstant funktion i forhold til den overordnede fortælling. Heri er han tæt på eksempelvis 1 Aristoteles: Poetik, Hans Reitzels Forlag A/S, København,1997 2 Campbell, Joseph : The Hero with a thousand Faces, Fontana Press, London, 1993 (herefter: Campbell) 3

den russiske strukturalist og litteraturforsker Vladimir Propp, der under inspiration fra de russiske formalister, gennemførte en lignende analyse af over 400 russiske folkeeventyr og fandt frem til at de som fællestræk havde 31 sekvenser, der godt nok ikke altid var tilstede alle sammen, men altid fastholdt den samme plads i strukturen 3. I denne opgave vil jeg se på en praktisk anvendelse af Joseph Campbell s arbejde, som den, under indflydelse af Vladimir Propp, kommer til udtryk hos Christopher Vogler, der med sin bog The Writers Journey 4 og gennem sit arbejde som udviklingschef hos store filmselskaber som Disney og Fox, har haft stor betydning for en massiv udbredelse af Heltens rejse som en bevidst dramaturgisk skabelon for vor tids folkeeventyr og myter: filmen. Vogler s bog er egentlig skrevet som en art kogebogsmodel for manuskriptforfattere. Den bygger dels på implementeringen af Joseph Campbell s mytestudier i en praktisk dramaturgisk model og dels på analyser af allerede succesfulde filmfortællinger, og er dermed resultatet af en dobbelt modsatrettet bevægelse, dog med hovedvægt på Campbell s konklusioner, idet hans egne analyser primært bruges til at argumentere for Campbell s fortræffeligheder og evigtgyldige konklusioner. Men The Writer s Journey kan, som alle manuskriptkogebøger, også ses som en moderne poetik, der opstiller regler, eller vejledninger, for hvorledes fortællinger på film bør afvikles for at være vellykkede. At Vogler s model er anvendelig, i hvert fald når der er tale om en bestemt type film, vil jeg vise gennem en strukturanalyse af et moderne filmeventyr, filmen The Matrix 5, der netop er en filmfortælling, der i sig har inkorporeret religiøse myter og filosofisk tankegods, og følger helten, Neo, som vores identifikationsobjekt på hans rejse gennem historien. Men hvis Christopher Vogler har ret i sine påstande om Campbell s monomyte som evig bør hans egen model, der bygger næsten slavisk på Campbell, også kunne udsige noget om de dramatiske motorer i film, der ikke umiddelbart er bygget over en skabelon vi kender fra de klassiske 3 Propp, Valdimir : Morphology of the Folk Tale, University of Texas Press, Austin, 1971 4 Vogler, Christopher : The Writer s Journey, Pan Books, London, 1999 5 Wachowski, Andy & Larry : The Matrix, Village Roadshow Films, 1999 (DVD) 4

fortællinger. Til afsøgelse af dette vil opgavens sidste del være en strukturanalyse af Sofia Coppola s poetiske mesterværk, filmen Lost in Translation 6. 2.0 Monomytens funktion Joseph Campbells udgangspunkt ved arbejdet med at definere monomytens bestanddele er den overbevisning, at alle menneskehedens myter netop er myter og har bestået op gennem tiden fordi vi gennem dem aner en større bagvedliggende sandhed, der er uforanderlig. It will always be the one, shapeshifting yet marvelously constant story that we find, together with a challengingly persistent suggestion of more remaining to be experienced than will ever be known or told. 7 Campbell s filosofiske overbevisning ligger tæt på Platons objektive idealisme og hulebillede-analogien, men den er nærmere en transcendental idealisme, hvor sandheden er en enhed, der ligger på den anden side af det, der kan begribes, men manifesterer sig som begribeligt fænomen i mytens uforanderlige grundfortælling. Denne sandhed er ikke bare noget vi gennem myterne kan søge i universet uden om os, men er en sandhed, der gennemsyrer hele kosmos, og derfor også er indbygget i menneskeheden som et kollektivt fællesskab, der eksisterer i menneskets sjæl. Måden sandheden spejles på i henholdsvis det ydre og det indre niveau er dog forskellig. Campbell s videnskabelig tilgang kommer først og fremmest fra psykoanalysen s drømmetydninger og C.G. Jung s tanker om det kollektivt ubevidste, og han mener at monomyten også kan findes som kernemyten i vores drømme, hvor den måske nok fremtræder mere springende og 6 Coppola, Sofia : Lost in Translation, Focus Features, 2003 (DVD) 7 Campbell, p. 3 5

usammenhængende, påvirket som den er af det den enkelte behandler i sine drømme, men dog grundlæggende er den samme: Dream is the personalized myth, myth is the depersonalized dream. 8 Både drøm og myte er fortællinger, der kan hjælpe os som mennesker med at forstå os selv og give svar på livets store spørgsmål, men drømmen er et udtryk for det enkelte menneskes personlige myter, og omhandler temaer og problemer som vi individuelt tumler med her og nu, hvorimod myten er det der er gældende for os alle sammen til hver en tid. En drømmenes fællesmængde, der samler os og peger på vores ensartethed frem for at skille os ad. Heraf følger at vi, jævnfør Joseph Campbell, i myterne finder den store fortælling, der går forud for de enkelte religioner og de forskelle, kulturelt, politisk og religiøst, der deler os. Myten er dermed nøglen til en evig metafortælling, monomyten, som konstant bliver videregivet og bekræftet i genfortællingen af de gamle myter og i fortællingen og skabelsen af nye fortællinger. 2.1 Den treleddede bevægelse Monomytens grundlæggende dramatiske motor er, ifølge Campbell, heltens rejse. Det er en klassisk hjem-ud-hjem-rejse, som kendes fra folkeeventyret, hvor de tre led også kan siges at angive henholdsvis begyndelse, midte og slutning på fortællingen. I Campbell s terminologi bliver dette til separation (adskillelse), initiation (indførelse) og return 9 ( hjemkomst), idet han mener at de enkelte stadier svarer til de stadier, der findes i primitive religioners manddomsprøver, hvor aspiranten indledningsvist adskilles fra det der binder ham til barndommen, typisk moderen, og så via en række prøver indføres i manddommen for slutteligt at vende hjem til stammen som mand. Kernehandlingen i monomyten beskriver Campbell på følgende måde: 8 Campbell, p. 19 9 Campbell, p. 30 6

A hero ventures forth from the world of common day into a region of supernatural wonder: fabulous forces are there encountered and a decisive victory is won: the hero comes back from this mysterious adventure with the power to bestow boons on his fellow man. 10 Bevægelsen i mytens handling er den samme som ved manddomsprøven, men barndommen er erstattet af et mere generelt billede på hverdagsverdenen, som forlades for at helten kan begive sig ud på eventyr i en fantastisk og overnaturlig verden, hvorfra han skal hjembringe en genstand eller en viden, der kan hjælpe og velsigne menneskene i hverdagsverdenen. Netop det at der ved manddomsprøven er tale om en religiøs initieringsproces, hvor ynglingen, typisk ved guddommelig indgriben, gennemgår en forvandling, der gør ham til mand og derved til en person som samfundet har brug for, som jæger, beskytter og fader til kommende generationer, gør at Campbell med den overordnede analogi mellem manddomsprøven og monomytens handling får understreget, at der ikke bare er tale om en evig, og dermed sagt: guddommelig, grundhistorie i monomyten, men også at der som en væsentlig og uomgængelig del af handlingen står heltens interaktion med det guddommelige, det der ligger uden for os selv og er mere end os selv. Denne interaktion med det guddommelige står centralt i Campbells analyse af mytologierne. Han peger selv på, at den religiøse metafortælling er borte og dermed har ændret vores opfattelse af heltens væsen og opgave 11, men netop af den grund mener han, at myterne er vigtigere i den moderne verden end nogensinde før, idet de nu ikke længere har som primært formål at komme med anvisninger på hvorledes livet skal leves, men først og fremmest kan medvirke til at vi får åbenbaret det guddommelige og dermed får det genindført i vores liv, hvor det vil hjælpe os i vores daglige kamp for identitet og selvforståelse. Men på samme måde som myterne overordnet set kan anskues gennem en tredeling, så kan hver af de tre led opdeles i mindre enheder med ligeså præcise 10 Campbell, p. 30 11 Campbell, p. 387 7

funktionsoverskrifter, der kan hjælpe os til at forstå, hvorledes fortællingen opfører sig i detaljer. 2.2 Stationerne i heltens rejse Hvis de tre led Joseph Campbell opdeler heltens rejse i læses som akt overskrifter, så kan de mindre enheder, som kunne kaldes sekvenser, anskues som akternes scener. Hver af dem har, på samme måde som de overordnede led, en bestemt funktion i myten, der skal medvirke til at skubbe handlingen og helten videre, så myten får en kausal udvikling. Den første del, adskillelsen (a), består hos Campbell af 1) The Call to adventure, 2) Refusal of the Call, 3) Supernatural aid, 4) The crossing of the first threshold og 5) The belly of the whale. Anden del, indførelsen (b), består af 1) the road of trials, 2) The meeting with the Goddess, 3) Woman as the temptress, 4) Atonement with the father, 5) Apotheosis og 6) The Ultimate Boon. Den tredje og sidste del, hjemkomsten (c), består af 1) Refusal of the return, 2) The magic flight, 3) Rescue from without, 4) The crossing of the return threshold, 5) Master of the two worlds og 6) Freedom to live 12. Alt I alt er der tale om 17 sekvensfunktioner, der ikke nødvendigvis alle er til stede i alle myter, men som, ifølge Campbell, må siges at være typiske for myterne. I det følgende vil jeg komme med en nærmere beskrivelse af indholdet i disse sekvensfunktioner. A.1. The Call to adventure The Call to adventure er det, der hos bl.a. Robert Mckee genfindes som The inciting Incident 13. En hændelse, der forstyrrer balancen i heltens hverdagsliv og tvinger ham, eller i hvert fald opfordrer ham, til at tage udfordringen op. Når eventyret kalder på helten fjernes hans rodfæste i hverdagsverdenen og han fokus skifter til den ukendte, magiske verden, som han står overfor at skulle betræde. 12 Campbell, pp. 36-37 13 Mckee, Robert : Story, Methuen, London, 1999, p. 189 8

A.2. Refusal of the Call The refusal of the call er heltens tøven med at kaste sig ud i eventyret. Det er i bund og grund et udtryk for en modvilje hos helten mod at forlade sin kendte verden med dets værdisæt og normer og begive sig ud i det ukendte. Om sekvensen er til stede i myten eller ej beror på typen af helt, men afvisningen af det ukendte og dets eventuelle farer er en normal menneskelig reaktion og sekvensen kan derfor siges at tjene til tilhørerens/læserens identifikation gennem en menneskeliggørelse af helten. A.3. Supernatural Aid Supernatural aid er sekvensfunktionen, der angiver heltens møde med en beskytter og hjælper, når beslutningen om at kaste sig ud i eventyret er taget. Såfremt helten har afvist eventyret vil denne beskytter og hjælper også tjene til at opbløde heltens afvisning af eventyret. Der er typisk tale om et møde med det guddommelige i form af indsigten hos en ældre og visere person end helten selv, der enten forærer helten en genstand, der kan hjælpe vedkommende, eller giver helten gode råd, der kan hjælpe helten under hans videre færd. A.4. The crossing of the first Threshold Når helten på den måde, efter mødet med beskytteren og hjælperen, er blevet klædt på til at kaste sig ud i eventyret vil han begive sig af sted og som det næste stå overfor den første store udfordring i form af en portvogter, der vogter indgangen ind til det ukendte og farefyldte land, hvor eventyret skal foregå. A.5. The Belly of the Whale Når den næste sekvensfunktion benævnes Belly of the Whale forklarer Campbell det på følgende måde: 9

The idea that the passage of the magical threshold is a transit into a sphere of rebirth is symbolized in the worldwide womb image of the belly of the whale. 14 Ved at bruge billedet med at helten bliver slugt af hvalen med henblik på at blive genfødt får Campbell også understreget at der er tale om en symbolsk død for helten, når tærsklen til det ukendte overskrides. De prøvelser han nu skal stå overfor kan kun overvindes, hvis han udsletter sig gamle selv og indstiller sig på de forhold, der gælder i den nye verden. B.1. The road of trials The road of trials er en række prøvelser, som helten skal gennemgå før han kan komme frem til mødet med den eller det, som er hans hovedmodstander i historien. Det er en fortsat kamp for at udslette det gamle jeg og blive genfødt i en form, der er tilpasset den nye, magiske verden, og prøvelserne har både til formål at lede helten frem til den nye verdens centrum og klargøre helten til mødet med hovedmodstanderen. Grundlæggende er der blot tale om en udvidelse af passagen af tærskelen (A4). B.2. The meeting with the Goddess Når alle forhindringer er passeret og helten ankommer til den nye verdens centrum står han ansigt til ansigt med det guddommelige, der både skal besejres og inkorporeres. Campbell bruger billedet af gudinden til at beskrive hovedmodstanderen, idet hun både indeholder de klassiske guders lunefuldhed, der gør hende til en frygtelig modstander, og det evigt kvindelige, der gør hendes kærlighed, i form af rituelt giftermål, til en pris helten kan vinde eller gøre sig fortjent til. 15 14 Campbell, p. 90 15 Campbell, p. 109 10

B.3. Woman as the Temptress Det rituelle giftermål med gudinden er den foreløbige kulmination for helten. Men som for Ødipus, der erkender at kvinden han har ægtet er hans moder, så må helten erkende, at den almægtighed han har tilkæmpet sig er flygtig, når gudinden åbenbarer sit sande ansigt. 16 B.4. Atonement with the Father Efter ophøjelsen med gudinden og erkendelsen af hendes sande jeg, som er den endelige frigørelse fra moderen og barndommen, hvis vi bliver i terminologien fra manddomsprøven, står helten tilbage styrket. Campbell beskriver det som: Ideally, the invested one has been divested of his mere humanity and is representative of an impersonal cosmic force. He is the twice-born: he has become himself the father. 17 Med den selvtillid som dette giver er helten klar til klimakset i mytens midterste del. B.5. Apotheosis Apotheosis er græsk og betyder menneskets guddommeliggørelse. Helten har befriet sig fra moderen og er blevet et med faderen, og han kan nu transcendere og selv blive guddommeliggjort. B.6. The Ultimate Boon Heltens guddommeliggørelse og den almægtighed, som den er et udtryk for, sætter ham i stand til at bemægtige sig det objekt, prisen, som eventyret har haft til formål at skaffe. Dette kan enten ske ved at objektet bliver givet som gave eller ved at helten stjæler det. Begge dele sker dog under forudsætning af at guddommeliggørelsen er gennemført og helten er blevet et med faderen, så helten er ligeværdig med den guddom, som besidder objektet. 16 Campbell, p. 122 17 Campbell, pp. 136-137 11

C.1. Refusal of the return Med eventyrets ønskede objekt i sin besiddelse er det nu på tide for helten at vende tilbage til hverdagsverdenen, hvor objektet skal bringes i anvendelse, så folket kan blive frelst. 18 Men det er ikke sikkert, at helten, som udgangspunkt, har lyst til overhovedet at vende tilbage. Ligesom helten kunne have en hvis modvilje mod at forlade sin kendte verden og begive sig ud på eventyr, så kan denne modvilje genopstå nu, hvor den eventyrets verden, der før var fremmed, er blevet hjemmebanen og den gammelkendte verden pludselig virker fremmed. C.2. The magic flight Når helten er blevet overbevist om at han trods alt bør vende hjem til sig egen verden, så følger The magic flight. Helten flygter fra eventyrets verden med objektet og assisteres undervejs af sin beskytter og hjælper, enten direkte eller i form af en genanvendelse af de råd og den hjælp han i sin tid modtog. Det guddommelige og overnaturlige, som objektet oprindeligt tilhørte, vil dog undervejs forsøge at lægge hindringer i vejen for ham. C.3. Rescue from without Det er dog ikke sikkert, at det er muligt for helten at vende tilbage uden hjælp fra hverdagsverdenen. Det kan være nødvendigt at den ligefrem kommer og henter ham. Dette sker, med Campbell s ord, fordi: Society is jealous of those who remain away from it and will come knocking at the door. 19 Det er en ny genfødsel, hvor helten først må dø i den specielle eventyrverden for så at kunne genfødes ind i hverdagsverdenen. C.4. The crossing of the return threshold Når helten nu overskrider tærskelen tilbage til hverdagsverdenen står han overfor et typisk problem for den hjemvendte. Han skal, ligesom det kendes fra soldater, 18 Campbell, p. 193 19 Campbell, p. 207 12

der vender hjem efter en krig, acceptere at de banale problemer, som folk i hverdagsverdenen tumler med, er reelle problemer, som han er nødt til at forholde sig til, og han skal leve med at folk ikke kan forholde sig til de ting han har oplevet under sit eventyr og måske endda stiller spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af hans oplevelser, fordi de ligger uden for begrebsverdenen for folk i hverdagsverdenen. 20 C.5. Master of the two worlds Heltens sidste store prøvelse er derfor at beherske sin eksistens i begge verdener. Han må bringe sig til at rumme det faktum, at han har været i eventyrverdenen og nu er tilbage i hverdagsverdenen. C.6. Freedom to live Når helten endeligt er i balance og har inkorporeret alle sine oplevelser i sit aktuelle liv er han fri. Han lever hverken bundet til fortidens oplevelser eller i ønsket om en bedre fremtid, men har netop derfor opnået en form for almægtighed i hverdagsverdenen fordi han har gennemskuet den og accepterer både den og sig selv. Han hviler i sig selv og er, med Joseph Campbell s ord: The Hero is the champion of the things becoming, not of things become, because he is. 21 Myten har nået sin naturlige slutning, idet bade folket og helten har fået det de dybest set efterstræbte. Folket er blevet reddet ved at helten har bragt dem objektet fra eventyrverdenen og ladet det komme almenvellet til gode, og helten har gennem sin rejse og sine oplevelser, og den afsluttende guddommeliggørelse, fundet den balance og hvilen i sig selv, som er det han dybest set har efterstræbt. Han er blevet et helt menneske. 20 Campbell, p. 218 21 Campbell, p. 243 13

2.3 Campbell s argumentation for monomyten Joseph Campbell s sigte med at definere monomytens bestanddele er ikke at skabe en enhedsdramaturgi for de store dramatiske fortællinger. På samme måde som psykoanalysen kan siges at have en semireligiøst aspekt, idet den forsøger på at frigøre folk indefra, i stil med de regulære religioner, der også har som defineret formål at frigøre menneskets sjæl, enten i dette liv eller i det næste, men via indførelse af det guddommelige udefra i form af hellige ord, ritualer eller handlinger, så er der noget metafysisk over Campbell s arbejde med monomyten. Hvis drømmen, som Campbell beskriver det, er den indre, personlige myte og myten den ydre, ikke-personlige drøm, der begge indeholder aspekter af en absolut sandhed, så kan forsøget på at analysere sig frem til mytens inderste og mindste bestanddel ses som et forsøg på at analysere sig frem til en enhedsreligion, der ligger bag de egentlige religioners hellige skrifter og overleveringer. Campbell s enhedsreligion har så som formål, i stil med psykoanalysen, at skabe et menneske i balance, der hviler i sig selv. Derfor bliver det ikke, som ved regulære dramaturgier, fortællingens dramatiske udvikling, der står i centrum, men de gentagne gange helten dør og genfødes for til sidst at ende i en tilstand, hvor moderbindinger, traumer og dødelighed er ophævet. Det gør dog ikke monomyten og dens sekvensfunktioner uanvendelige i arbejdet med dramatiske fortællinger, men man bør holde sig for øje, at analyserne af myteforlæggene er foretaget med et bestemt sigte. Problemet er i højere grad, at Campbell s argumentation for monomyten er grebet fra konstant skiftende myteforlæg, og det gør, at den klare gennemgående bevisførelse for monomytens rigtighed ikke gives. Der er i stedet tale om en argumentation, der sandsynliggør teorien udfra at de enkelte elementer i hvert fald er til stede i enkelte myter. Hvis man skal være grov kunne det måske være på sin plads at anklage Joseph Campbell for videnskabelig uredelighed, idet han ikke får givet fyldestgørende belæg for sine opdagelser, men hvis man i stedet går med på hans resultater med hensyn til monomytens udformning, så slipper man ikke for at underkaste den en nærmere undersøgelse. Da sigtet i denne opgave er 14

monomytens dramaturgiske anvendelighed vil det derfor her være en undersøgelse af monomytens relation til den klassiske dramaturgi. 2.4 Analyse af monomyten Hvis man, som ikke-metafysiker, vil prøve at forstå mekanismerne i monomyten udfra en dramaturgisk tilgangsvinkel, så må argumentationen for hvorfor den virker, hvis den gør, komme et andet sted fra. En mulighed ville være at udsætte monomyten for en analyse, hvor den udsættes for klassiske dramaturgiske greb. Som det allerede blev gennemgået i afsnittet om monomytens treleddede bevægelse, så består den af tre overordnede dele, der umiddelbart kan siges at kunne gøre det ud for en begyndelse, midte og slutning. Her stemmer den overens med Aristoteles krav til tragedien 22. Hvis Aristoteles bringes i anvendelse på indholdet, bør de tre led i monomyten kunne gives overskrifterne Desis (knuden strammes), Anagnorisis (genkendelse) og lysis (knuden løses) 23. Hvis vi tager udgangspunkt i Anagnorisis som det midterste dramatiske højdepunkt, så vil den skulle kunne læses som Woman as the Temptress, der indholdsmæssigt indeholder genkendelsen af gudinden som moderen og afvisningen af hende. Da desis og lysis er løst defineret, som henholdsvis en optakt og en udtoning, vil de uden videre kunne være dækkende, idet monomyten frem til denne fase omhandler heltens udvikling fra det han var i hverdagsverdenen og efter dette punkt handler om hans fortsatte udvikling tilbage mod denne. Det der måske i virkeligheden er mere interessant er, at Woman as the Temptress er den 8. sekvens ud af 17. Den befinder sig altså ikke bare i den midterste del af monomytens tre led, men er oven i købet den midterste sekvens. Da det er en forudsætning at monomyten handler om heltens udvikling følger at det kunne være interessant at undersøge hvorledes monomyten forholder sig til Gustav Freytag s videreudvikling af Aristoteles model, der netop handler om 22 Aristoteles, p. 23 23 Lehmann, Niels: Kompendium til dramaturgisk analyse, Institut for Dramaturgi, Århus, 1999, p. 3-5 15

heltens vej gennem fortællingen og i midten har placeret Das Höhepunkt, der angiver det skifte i fortællingen, hvor helten går fra at være den jagende til at være den jagede, hvilket i denne sammenhæng vil kunne oversættes som at han går fra aktivt at opsøge eventyret til at prøve på at frigøre sig fra det og vende hjem, hvilket netop er de overskrifter jeg lige har tillagt desis- og lysis-delen. Set gennem Freytag giver den første del ingen problemer 24. Freytags Einleitung, indledningen, kan sammenstilles med The Call to Adventure, Refusal of the Call og Supernatural Aid, der altsammen er sekvenser, der går forud for heltens indtræden i eventyrverdenen. Das Erregende Moment, som hos Freytag egentlig er der hvor konflikten præsenteres og man derfor kan argumentere for bør sidestilles med The Call to Adventure, på samme måde som jeg tidligere har sidestillet The Call to Adventure med Mckee s Inciting Incident, kan her anskues to-delt, i det første del falder under The Call to Adventure, hvor eventyret byder sig til, men frem til at helten begiver sig ud for at krydse tærsklen til eventyrlandet kan vi ikke være sikre på at han vælger eventyret frem for hverdagsverdenen, så The crossing of the first Threshold har som minimum indeholdt i sig en udvidelse af Das Erregende Moment. Det er stedet, hvor helten vækker eventyret efter at eventyret i The Call to Adventure har vækket ham. Dernæst følger en Steigerung, optrapningen af konflikten, der løber frem til mødet og ægteskabet med Gudinden, fulgt af skæbneomslaget, Höhepunkt, i Woman as the Temptress. De følgende sekvenser, Atonement with the father, Apotheosis og The Ultimate Boon er variationer over Höhepunkt, der altså trækkes i tid frem for at udgøres af et enkelt punkt. Her er det sandsynligvis Campbell s metafysiske og psykoanalytiske interesse, der skinner igennem. Dramatisk set bliver heltens skæbneomslag uinteressant, når det som her trækkes og varieres i en uendelighed. Men hvis man vælger at se bort fra Campbell s opdeling i enkeltpunkter, og dermed mulighed for at gå i dybden med hver enkelt af dem, og i stedet ser det som en række indsigter helten opnår simultant, så komprimeres påvirkningen af helten: han opnår indsigt og napper den skat han kom efter. Umiddelbart følger der hos Campbell et øjebliks limbo, hvor helten ikke helt kan bestemme sig for om han vil tage tilbage eller ej, 24 Dyfverman, Henrik : Dramats teknik, Natur Och Kultur, Stockholm, 1962, pp. 115-117 16

Refusal of the Return, men når han er overbevist, enten af indefra kommende argumenter eller af ydre påvirkning, så begynder vejen tilbage. Belsutningen om at tage tilbage kan ses som det Freytag kalder Beginnender Reaktion, hvorefter, der følger faldet, Fall, der for helten har den modsatte funktion af Steigerung, men som i fortællingen er en stigning i spændingen, nu blot med helten som den jagede. Faldet dækker The Magic Flight, Rescue from Without og The crossing of the return Threshold. Moment der Letzten Spannung er for Freytag heltens sidste opgør med modstanderen. Hos Campbell kan den ses som heltens afsluttende kamp for at blive hel: Master of the two Worlds. Før slutteligt helten opnår monomytens Freedom to live, der er den positive udgave af Freytags Katastrophe. Alt i alt ligger, der altså en velkendt struktur til grund for Joeseph Campbell s monomyte. Alt andet ville også være mærkeligt, da den netop er en destillation af et stort antal myter og fortællinger. Men Campbell kommer ikke udenom sin psykoanalytiske indgangsvinkel ved sin fokusering på moder/fader-opgøret i initations-delen. Hvis monomytens sekvensdeling fremtrådte 100% objektivt ved enhver analyse af myterne, eller i hvert fald ved analyse af et vist antal af dem, så burde den dramatiske model også fremtræde i sin ekspanderede udgave hos både Aristoteles og Freytag, men begge steder har omslaget midt i fortællingen karakter af et punkt, hvor Campbell har placeret en psykoanalytisk proces. 3.0 Monomyten og Propp s morfologi Tyve år før Joseph Campbell skrev sin afhandling om monomyten havde den russiske strukturalist og litteraturforsker Vladimir Propp i 1928 udgivet sin bog om folkeeventyrets morfologi 25. På grundlag af over 400 russiske folkeeventyr, alle af den type, der på dansk går under navnet trylleeventyr, fastlagde han 31 sekvensfunktioner og en håndfuld arketyper, som alle stort set var gennemgående for trylleeventyrene (se bilag 1). Propp var samtidig med og inspireret af de store russiske formalister, som f.eks. Roman Jakobson, hvis 25 Propp, Valdimir : Morphology of the Folk Tale, University of Texas Press, Austin, 1971 17

arbejde indenfor sprogforskningen inspirerede ham til strukturundersøgelsen af eventyrene, og Propp s eget arbejde dannede senere grundlag for Greimas udvikling af aktant-modellen. For Propp s sekvensfunktioner gælder det,at de langtfra er til stede alle sammen i alle trylleeventyr, men rækkefølgen de tilstedeværende sekvensfunktioner optræder i er konstant. Når Propp er interessant i forhold til Campbell er det dels fordi de et stykke ad vejen dækker det samme arbejdsområde, for så vidt, at klassiske folkeeventyr også kan siges at være overleverede myter, og dels fordi der er sammenfald mellem deres udledte sekvensfunktioner. Det siger sig selv, at Propp, med sine 31 sekvensfunktioner mod Campbell s 17, må være noget mere udspecificeret end Campbell, men det interessante er i virkeligheden at han er noget mere konkret og mindre højtravende og flyvsk end Joseph Campbell, så med det forbehold at vi sammenligner en destillation af en bestemt type myter, trylleeventyret, med en generel destillation af alle myter, kan Propp s sekvensfunktioner give os en praktisk, konkret nøgle til forståelsen af monomytens virkemidler. Ved sammensmeltning af de to modeller vil monomytens Call to Adventure kunne siges at dække Propp s punkt 1 og 2 26, der som det væsentligste indeholder at helten får et forbud. Refusal of the Call dækker så punkterne 3 til 7, hvor helten endnu ikke har taget helterollen på sig og det er modstanderens arbejde i det skjulte, der er i centrum for handlingen. Den første store forskel kommer i Campbell s tredje sekvens, Supernatural Aid, idet Propp først lader helten møde sin hjælper i punkt 12. Men hvis man anskuer Propp s punkt 8 som en genstart, en gentagelse af Call to Adventure, så går det pludselig op. I Propp s punkt 8 skader modstanderen en person i heltens familie eller en person i heltens familie savner noget. Dette kan ses som det kald, der leder helten ind i punkt 9, hvor han bliver bevidst om det der skete i punkt 8 og enten på eget initiativ eller fordi han bliver kontaktet anspores til at tage af sted på eventyret. Punkt 9 kan så læses som Refusal of the Call, fordi helten her endnu ikke har bestemt sig endeligt for hvad han gør (hvis han vil gøre noget). Propp s punkt 10 26 Punkterne refererer til nummereringen i Bilag 1. 18

og 11 er helten, der beslutter sig og tager af sted, og er en forløber for The crossing of the first Threshold, der falder sammen med Supernatural Aid i punkterne 12 til 14, hvor helten både testes og modtager uvurderlig hjælp fra portvagten, der bevogter tærsklen ind til eventyrverdenen. The road of trials, der til dels allerede er begyndt i Propp s punkt 12, genoptages og fortsætter i punkt 15, hvor helten begiver sig til modstanderens opholdsssted. The meeting with the Goddess kan sammenlignes med Propp s punkt 16, hvor helten og modstanderen mødes i kamp. I Propp s punkt 17 bliver helten mærket, hvad der kan sammenlignes med heltens lille nederlag i form af sin erkendelse af gudindens væsen i Woman as the temptress og endelig i punkt 18 overvinder helten modstanderen. Hos Campbell dækker dette, igen, to punkter Atonement with the Father og Apotheosis, før helten i Propp s punkt 18 retter op på den indledende uret og kan gøre krav på Campbell s Ultimate Boon. Hos Propp optræder der derpå ikke noget, der kan sammenlignes med Refusal of the Return, men helten begiver sig lystigt af sted og udsættes i punkt 20 og 21 for det Campbell kalder The magic Flight. Herefter følger Rescue from without, der har et direkte sammenfald i Propp s punkt 22, hvor helten reddes fra forfølgelse. Heltens tilbagevenden til hverdagsverdenen i The crossing of the return threshold er derefter Propp s punkt 23 til 26, der dog også inkluderer en usurpant, som skal overvindes. Noget, der sker delvist på baggrund af det mærke helten blev givet hos Propp og den nye erkendelse Campbell mener helten finder i Woman as the Temptress. Den endelige kamp og overvindelse af usurpanten finder sted i Propp s punkt 27 til 29, hvor Campbell s helt i Master of the two Worlds også kæmper sin sidste kamp for at blive et helt menneske med de guddommelige erfaringer fra eventyret inkorporeret i sig. Tilbage er så Propp og Campbell s respektive udgaver af de levede lykkeligt til deres dages ende. Hos Propp bliver helten gift og bestiger tronen i punkt 31, mens han hos Campbell opnår Freedom to live. Der er to ting, der springer i øjnene ved sammenligningen mellem de to sekvensfunktionsmodeller. Det første er den lange periode, hvor helten hos Propp er uvirksom, mens modstanderen bedriver sit spil i hans hjemområde. Det er en slags før-kald. En langtrukken eksposition af helten og hans verden, der 19

primært tjener til at etablere og udbygge modstanderens karakter og natur. At den ikke findes hos Campbell kan skyldes en af to ting. Den ene er at han ikke er stødt på den type indledning i sit arbejde, eller kun sjældent og så som en abnormalitet, og han derfor ikke har medtaget den blandt sine sekvensfunktioner. Det er sandsynligt. Propp mener selv at langt fra alle sekvensfunktioner altid er til stede, og at den virkelige konstant er den rækkefølge de tilstedeværende forekommer i 27. Men den anden mulighed, som det er svært ikke at overveje, henset til Campbell s metafysisk/psykoanalytiske dagsorden ved udarbejdelsen af monomyten, er at en storstilet opbygning af modstanderen, når denne hos Campbell i sin kerne blot forstås som en projektion af heltens indre kamp mod barndomstraumer og moderbindinger, er overflødig. Hvis heltens kamp dybest set er heltens kamp mod helten selv, så ville en storstilet eksposition, som ligeså godt kan løses med et kortere anslag og dernæst hen ad vejen, efterhånden som helten støder på hindringer, der er relevante projektioner af den ene eller den anden af heltens indre dæmoner, være spild af tid og dramatisk energi. Den anden store forskel, der er iøjnefaldende ved en sammenligning, er den, der også åbenbarede sig, da monomyten blev udsat for Freytag s analysemodel. I alle stadier af sammenligning gaber Monomytens sekvensfunktioner over en eller flere af Propp s sekvensfunktioner, men når det gælder den psykoanalytiske sammensmeltning med faderen og den metafysiske guddommeliggørelse af helten, så står to af monomytens centrale punkter overfor et enkelt af Propp s, med den prosaiske titel. The villain is defeated, modstanderen bliver overvundet. Det betyder ikke, at Joseph Campbell ikke har ret i sin observation, men alene at han breder noget ud til en omfattende metafysisk størrelse som på aktionsplan, de handlinger helten foretager sig, er forholdsvist simpelt og løses i et enkelt dramatisk greb. 27 Propp, pp. 20-25 20

4.0 Vogler s adaption af monomyten Christopher Vogler s bog The Writers Journey er en af halvfemsernes mest populære manuskriptkogebøger for filmmanuskriptforfattere. Den er først for alvor slået igennem i Danmark i løbet af de sidste 5-6 år, men er i øjeblikket en af de bøger, som det i filmmiljøet forventes at man har kendskab til, hvis man skal arbejde med manuskriptskrivning og manuskriptudvikling. I hvert fald er det en bog, som jeg gentagne gange, uafhængigt af hinanden, har fået anbefalet både af konsulenter ved Det danske Filminstitut, producere ved produktionsselskaberne og manuskriptforfattere og instruktører. Bogens klare fordel er at den er meget enkel at gå til. I den taler Vogler ikke om anslag, vendepunkter, motivation og subplot, som er fagudtryk, der har det med at skræmme den uindviede, fordi det bliver for svært at binde en kreativ proces op på tekniske termer, når man sidder midt i den. Vogler er langt mere konkret i sin vejledning. Hans model er en forenklet og konkretiseret udgave af Joseph Campbell s monomyte, som han kalder Heltens rejse. En udgave af monomyten, der er specielt målrettet mod filmiske fortællinger. Heltens rejse er monomyten kogt ned til 12 sekvensfunktioner. I det følgende vil jeg komme med en kort beskrivelse af hver af dem, samt komme ind på hvorledes de forholder sig til Joseph Campbell s monomyte. De 12 sekvensfunktioner i Heltens rejse er som følger 28 : The Hero s Journey 1: Ordinary World 2: Call to Adventure 3:Refusal of the Call 4: Meeting with the mentor 5: Crossing the first Threshold 6: Tests, Allies, Enemies 7: Approach to the inmost Cave 8: Ordeal 9: Reward (seizing the sword) 10: The road back 11: Resurrection 12: Return with the Elixir 28 Vogler, p. 14 21

I første omgang møder vi helten i Ordinary World, hans almindelige verden, hverdagsverdenen, hvor hans dagligliv og normalsituation introduceres. Sekvensfunktionen findes ikke direkte i monomyten, men nævnes af Campbell i hans beskrivelse af monomytens kernehandling 29. Det er en del af det, der i klassisk dramaturgi kaldes ekspositionen, og har en funktion i forhold til at få publikum til at identificere sig med helten, som eén, der ligeså godt kunne være dem selv. Anden sekvensfunktion er det Call to Adventure, eventyret der kalder, som vi også finder i monomyten. Her smides, der for første gang dramatisk grus i maskineriet og heltens normalsituation forstyrres. Det behøver ikke nødvendigvis, siger Vogler, være en ydre kraft, der påvirker situationen, men kaldet kan også være en åndelig vækkelse i heltens indre 30. Som i monomyten vil heltens første indskydelse være at fornægte kaldet, Refusal of the Call. Han vil sandsynligvis prøve på at undgå eventyret og komme med undskyldninger, der kan hjælpe han med at blive i den kendte verden og forhindre at han behøver at vove sig ud på eventyr i nyt ukendt land. Igen er det en sekvensfunktion, der skal få publikum til at identificere sig med helten. Det at helten frygter det ukendte vil for de fleste være en følelse de kan nikke genkendende til, og fortællingen benytter her endnu en chance til at gøre helten til en af os, en Jedermann. Monomytens Supernatural Aid bliver hos Vogler til det noget mere konkrete Meeting with the Mentor, mødet med en mentor. Funktionen er den samme, idet mentoren ikke behøver være en person, men kan være en hvilken som helst kraft helten rådspørger sig med før han tager eventyrets udfordring på sig. Såfremt helten endnu ikke har overvundet sine forbehold, så træder mentoren til og bliver den kraft, der giver ham det sidste skub. Vogler s Crossing the first Threshold, overskridelsen af den første tærskel ind mod eventyret, er en sammenfatning af monomytens punkt med samme navn og det efterfølgende The Belly of the Whale. Det er et afgørende punkt i 29 Campbell, p. 30 30 Vogler, p. 100 22

fortællingen. En portvogter skal typisk overvindes eller omvendes for at helten kan begive sig ind i eventyrets verden, og når tærsklen er overskredet er der ingen vej tilbage. Det er det sted, der ofte i filmdramaturgien benævnes første vendepunkt 31 eller point of no return 32. Når Belly of the Whale ikke er en sekvensfunktion for sig selv, så er det fordi den hos Vogler er inkorporeret som en generel følelse hos helten og publikum lige efter overskridelsen af tærsklen. En følelse, der fortsætter med ham ind i eventyrets verden og er et udtryk for den genfødsel, som sekvensen angiver hos Campbell. Men også fordi Vogler gemmer en del af funktionen til det han selv kalder Approach to the inmost Cave. Efter passagen af den første tærskel ind til eventyret vil helten skulle gennemgå en række prøvelser og han vil møde både allierede og fjender i sekvensfunktionen Tests, Allies, Enemies, der dækker den første del af det Campbell kalder The Road of Trials. Det er alt sammen prøvelser, der skal styrke ham før han skal stå overfor den ultimative prøvelse. Anden del af monomytens Road of Trials er Voglers Approach to the inmost Cave Her ved både helten og publikum at den store styrkeprøve er nær, og mørke skyer trækker sig sammen over dem. Det er en variation over monomytens Belly of the Whale, som Vogler lader sig udfolde løbende efter passagen af tærsklen indtil den kulminerer her, hvor helten igen står overfor at skulle passere en form for tærskel ind til hjertet af det onde. I stedet for billeder på kampen mod den indre moder og fader, anima og animus, som Campbell fortaber sig i, og som jeg tidligere har vist ikke umiddelbart tjener til opretholdelsen af en effektiv dramatisk opbygning, kalder Vogel helt enkelt den næste sekvensfunktion for Ordeal, prøvelsen. Den dækker over monomytens sekvensfunktioner fra Meeting with the Goddess til Apotheosis, og indeholder ligesom disse et element af død og genfødsel for helten. Når prøvelsen er overstået venter belønningen i sekvensfunktionen Reward (seizing of the sword). Den svarer til monomytens The Ultimate Boon. 31 Seger, Linda : Making a good script great, Samuel French, Hollywood, 1994, p. 20 32 Mckee, Robert : Story, Methuen, London, 1999, p. 208 23

Med belønningen i sin besiddelse begiver helten sig tilbage i The road back, der svarer til monomytens sekvensfunktioner fra Refusal of the Return til The crossing of the return Threshold. Alle eller nogen af elementerne fra Campbell s model er stadigt tilstede på indholdssiden, men samler dem i det vi kender fra Freytag som faldet, Fall. Det er en farlig tur tilbage og i slutningen af The road back venter der helten en prøvelse, en kamp mod modstanderen, som er endnu mere voldsom end den var i Ordeal, prøvelsen, og den slutter med heltens tilsyneladende død, noget Campbell har placeret i The rescue from without. Vogel gør sig i øvrigt i denne fase skyldig i en fejlcitering af Campbell og kalder Campbell s sekvensfunktion for The rescue from within, altså en redning gennem en indefra kommende handling frem for gennem en udefra kommende handling. Vogler understreger endda at det er vigtigt at der er tale om en aktiv helt, an active hero 33, fordi en redning udefra vil underminere heltens status og have karakter af den allerede hos Aristoteles så forhadte Deus ex Machina 34. Ændringen må være bevidst fra Vogler s side, da Campbell er meget klar på dette punkt 35, men Vogler vælger at fastholde den stærke, handlende Hollywoodhelt, der både er identifikationsobjekt og rollemodel for publikum, og mærkeligt nok gør Vogler på intet tidspunkt opmærksom på, at han her afviger fra Campbell. Det mest sandsynlige er at Vogler fastholder den kendte og virksomme model, der allerede er standard i filmsproget, uden at gøre læseren opmærksom på det, fordi enhver større afvigelse fra Campbell s model vil få hans egen model til at fremstå utroværdig efter at han har brugt tid og spalteplads på at redegøre for Campbell s fortræffeligheder. Ændringen er dog ikke uden betydning for den overordnede karaktertegning af helten, der ændrer sig fra en menneskeliggjort helt hos Campbell, på trods af den guddommeliggørelse som han også har været udsat for, til en omnipotent helt hos Vogler. Efter den allersidste prøvelse er endt med heltens tilsyneladende død følger nu hans genopstandelse, Resurrection. En sekvensfunktion, der svarer til monomytens Master of the two worlds. Helten rejser sig, selvom alle troede han 33 Vogler, p. 206 34 Aristoteles, p. 38 35 Campbell, pp. 207-216 24

var død og er styrket efter dette møde med døden. Stærkere end nogensinde før overvinder han endeligt modstanderen, og går sejrrig ud af eventyrets verden. Helten kan nu vende hjem med belønningen. Vogler kalder denne del: Return with the Elixir, fordi belønningen ikke er en personlig belønning, men en belønning, der har kraft til at hele hverdagsverdenen og gøre den til et bedre sted for alle dens indbyggere. At helten deler skatten fra eventyrverdenen med andre og bruger den uselvisk er endnu et udtryk for den omnipotens han har opnået i kraft af det han har været igennem. Den svarer til den sekvensfunktion Campbell kalder Freedom to live, og har også hos Vogler den gevinst for helten at hans uselviskhed gør ham fortjent til at kunne trække sig tilbage i hverdagsverdenen, fordi han har bevist sit værd i kraft af det overståede eventyr. Vogler s Heltens rejse viser sig som en dramatisk effektivisering af monomyten, hvor fokus fjernes fra det metafysiske og det psykoanalytiske og flyttes til sekvensfunktionernes dramatiske funktion. Med Vogler s insisteren på heltens handlende karakter og den lykkelige slutning, der tillader ham at leve lykkeligt efter eventyret, bliver der genremæssigt tale om en model, der dækker melodramaet, selvom Vogler påstår den er en dækkende beskrivelse af enhver filmisk fortælling 36. Vogler understreger dog, at enhver manuskriptforfatter skal have friheden til at konstruere sin historie udfra de krav historien stiller, og så anvende byggestenene fra Heltens rejse på sin egen måde til at løse dette. Deri ligger så også, at hvis man anvender Heltens Rejse som en poetik, så skal man ikke forvente at finde alle elementer hver gang og heller ikke altid i den samme rækkefølge, men elementer fra Heltens rejse vil, ifølge Voglers pointe, kunne bruges til at åbne op for en forståelse af det værk man skriver eller analyserer på. 5.0 Helten s rejse i The Matrix En oplagt film at afprøve Heltens rejse-modellen på er Waschowski-brødrene s The Matrix 37 fra 1999. Det er en historie med et klart mytisk præg og en enkelt, 36 Vogler, p. 13 37 Wachowski, Andy & Larry : The Matrix, Village Roadshow Films, 1999 (DVD) 25

stærk helt, så det må forventes at den, i hvert fald i et vist omfang, vil opføre sig som en Heltens rejse. Filmen åbner med lyden af en telefonsamtale henover billedet af binære talrækker, der suser forbi. I samtalen taler Morpheus og Trinity om at Morpheus tror, at han er the one. Den sekvens har ikke en funktion, der findes i Heltens rejse, men er et anslag 38, der i kraft af indhold og form slår filmens stemning og emne an. Derpå følger en sekvens med Trinity, der jages af politi og agenter,og vi får lov til at ane hendes og agenternes særlige evner. Denne sekvens er en prolog, en funktion, der heller ikke er dækket af Heltens rejse, men som har til formål at udvide anslaget og øge vores viden om og forventning til historien grundtemaer. Dette fører os frem til der hvor Heltens rejse starter i filmen. Vi introduceres for Neo i hans Ordinary world. Vi møder ham på hans værelse, foran computeren, der opfører sig sært (et forvarsel om det Call to adventure han snart skal opleve). Sideløbende med at historien udvider vores kendskab til Neo s hverdagsverden begynder Neo lidt efter lidt at modtage sit Call to adventure, der dog først træder helt i kraft, da Morpheus ringer til ham på hans arbejdsplads for at advare ham om at agenterne er på vej. I første omgang lytter Neo til Morpheus råd og kaster sig ud i eventyret, men da Morpheus vil have ham til at flygte ved at bevæge sig på afsatsen på ydersiden af skryskraberen kontoret ligger i kommer hans refusal of the call. Neo tør ikke gå ud på afsatsen, taber telefonen, der er forbindelsen til Morpheus og tages til fange af agenterne. Under sit forhør hos agenterne modtager Neo nu et call to adventure med omvendt fortegn, da agenterne prøver på at få ham til at gå i deres tjeneste, men Neo reagerer med en prompte refusal of the call, og resultatet er at agenterne giver Neo et glimt af The special world, da de får muren bag Neo til at gå i opløsning og får hans mund til at smelte sammen. Oplevelsen med agenterne er den faktor, der får Neo til at overvinde sit fornægtelse af kaldet. Senere hentes Neo af Switch og Trinity, der fører ham til et meeting with the mentor, Morpheus, i det forladte hus. Morpheus giver ham valget mellem den 38 Seger, p. 21 26

blå og den røde pille og giver han derved muligheden for at foretage en crossing of the first threshold og passere ind i the special world,der i The Matrix i virkeligheden er den virkelige verden. Portvagten møder han dog ikke før, men umiddelbart efter passagen af tærsklen mellem de to verdener i form af en maskine, der fjerner hans forbindelse til den kunstige livmoder han har ligget i, og Neo oplever sin første genfødsel, da han skylles ud af maskinen og fanges op af Morpheus besætning fra Nebuchadnezar. Herefter oplever vi et kort black-out, der både indikerer at Neo har været død, men er genfødt, og fungerer som en adskillelse mellem filmens 1. og 2. akt. I de følgende scener og sekvenser møder Neo besætningen på Nebuchadnezar, der er hans allierede, får forklaret at The Matrix og agenterne er fjenden og oplæres gennem en række tests til at kunne deltage i kampen. Det er den fase i Heltens rejse, der hedder Tests, Allies, Enemies. I næste sekvens begiver Neo og besætningen sig ind i The Matrix for at møde oraklet, men Cypher, hvis navn ikke uventet rimer på Lucifer, viser sig at være en forræder og han har fortalt agenterne at de kommer, så tilbagegangen til skibet forpurres. Det er approach to the inmost cave, samt mødet med endnu en mentor, oraklet. I the Ordeal har Cypher bemægtiget sig skibet og slået flere af besætningsmedlemmerne ihjel. Han skal også lige til at dræbe Neo, da Tank viser sig ikke at være død og redder Neo ved at slå Cypher ihjel. Denne prøvelsesfase er anormal, hvis vi skal holde os slavisk til Vogler. Neo oplever godt nok endnu en (nær)død og hans krop vækkes til live, da han vender tilbage fra The Matrix, men han er nødt til at blive reddet af en udefra, Tank, og er dermed ikke selv den aktivt handlende. Da prøvelsen er overstået er Neo genfødt som helt. Morpheus er taget til fange og Neo tager det på sine skuldre at befri ham. Det er reward -sekvensen, idet den belønning, der kan redde menneskeheden er selve det at Neo tager det på sig at være den udvalgte og dermed udfylder sin skæbnerolle. The road back er den voldsomme befrielse af Morpheus, der når sit klimaks ved Neo s kamp mod agent Smith i metrostationen. En kamp, der ender med at Smith 27