Henrik Kallesø-Hansen. Årskortnummer: Titel: Vejleder: Tonny Brems Knudsen. Antal ord:

Henrik Kallesø-Hansen Årskortnummer: 20042719 Titel: En analyse af det dansk-amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold under Fogh-regeringen 2001-2009. Vejleder: Tonny Brems Knudsen Antal ord: 35.885 1

1. Indledning...3 1.1 Metode til analysen af det dansk-amerikanske forhold...5 1.1.1 Vurdering af alliancetæthed...7 1.1.2. Skala over alliancetæthed...7 1.2 Metode til årsagsforklaringer...8 1.3 Metode til vurdering af konsekvenser...11 2. Danmarks forhold til USA under Den Kolde Krig...13 2.1 Marshall-planen...13 2.2. NATO...14 2.3. Grønlandstraktaten af 1951...16 2.4. Fredstidsstationering af allierede styrker i Danmark...18 2.5. Spørgsmålet om atomvåben i Danmark...19 2.6. H. C. Hansen-papiret...20 2.7. Økonomiske danske forbehold i 1950erne...22 2.8. Danmarks forhold til USA i 1960erne...23 2.9. Vietnam-krigen...24 2.10. Det dansk-amerikanske forhold i 1970erne og 1980erne...26 2.11. Sammenfatning...29 3. Danmarks forhold til USA efter 1989...32 3.1. Den første Irak-krig...32 3.2. Aktivisme i forståelse med USA...34 3.3. Danmark på Balkan...36 3.4. Danmark lægger pres på Irak...37 3.5. Svaret på 11. september...39 3.6. Den anden Irak-krig...41 3.7. Igaliku-aftalen...44 3.8. Sammenfatning...45 4. Historisk brud eller kontinuitet?...47 5. Årsagsforklaringer...51 5.1. Småstatsteori...51 5.2. Den udenrigspolitiske årsagsforklaring...54 5.3. Strukturelle forklaringer...55 5.3.1. Fravær af et alliancedilemma...56 5.3.2. Øget behov for positionering...59 5.3.3. USA som garant for Danmarks sikkerhed...64 5.3.4. Intern struktur...66 5.4. Individforklaringer...69 5.4.1. Historiske erfaringer...70 5.4.2. Tætte personlige kontakter...73 5.4.3. Fælles værdier...77 5.5. Delkonklusion...80 6. Det nye alliancedilemma...86 7. Konklusion...90 8. English summary...94 9. Litteraturliste...96 2

1. Indledning Danmark og USA har siden NATOs 1 oprettelse i 1949 og frem til i dag været i alliance med hinanden. De to lande har i perioden delt værdier som demokrati, frihed og markedsøkonomi. Under Den Kolde Krig havde Danmark og USA en fælles fjende i Sovjetunionen og kommunismen. På trods af fraværet af en fælles fjende efter Den Kolde Krigs ophør i 1989 har Danmark og USA fortsat en tæt alliance. Forholdet mellem Danmark og USA har dog været svingende i perioden, bl.a. fordi Danmark i en række tilfælde tog forbehold overfor dele af den amerikanske sikkerhedsstrategi under Den Kolde Krig. Men efter Den Kolde Krigs afslutning er Danmark i højere grad begyndt at tilnærme sig USA og støtte den amerikanske sikkerhedsstrategi. Et væsentligt træk ved 1990ernes danske udenrigs- og sikkerhedspolitik var, at Danmark blev mere og mere uforbeholden overfor USA. Efter Fogh-regeringens tiltrædelse i 2001 skete der en yderligere tilnærmelse til USA, hvor Danmark ukritisk fulgte og støttede den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Opbakningen til USA har bevirket, at det dansk-amerikanske forhold er blevet styrket. Danmarks statsminister fra 2001-2009 Anders Fogh Rasmussen vurderede allerede efter sit første møde med USAs præsident i februar 2002, at de bilaterale forbindelser mellem USA og Danmark var de bedste siden afslutningen af Anden Verdenskrig (Jyllands-Posten, 26/2 2002). I et interview med Politiken seks år senere gentog Anders Fogh Rasmussen sit synspunkt: Jeg vil godt understrege, at det selvfølgelig er et historisk godt forhold, vi har til USA i øjeblikket. Det er uden fortilfælde i dansk politisk historie (Politiken, 28/2 2008). Ovenstående udtalelser rejser en række spørgsmål. Først og fremmest er det interessant at undersøge om det dansk-amerikanske forhold under Fogh-regeringen var historisk godt. Med historisk godt menes der, om Danmarks forhold til USA var det bedste siden afslutningen på 2. Verdenskrig. Det er derfor relevant at analysere det dansk-amerikanske forhold siden 1945 for at vurdere, hvorvidt man kan karakterisere det dansk-amerikanske forhold mellem 2001-2009 som historisk godt. Det dansk-amerikanske forhold, der i denne sammenhæng vil blive analyseret, er det sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold mellem de to lande. Hvis det vurderes, at der var et 1 NATO hed ved oprettelsen i 1949 Atlantpagten (North Atlantic Treaty). I 1950 blev O et tilføjet, da alliancen fik en permanent militærorganisation med fælles integrerede styrker. Her i specialet vil der kun blive anvendt navnet NATO. 3

historisk godt og tæt forhold mellem Danmark og USA under Fogh-regeringen, er det så en markant forskel fra tidligere tider, eller er der i stedet blot tale om et led i en generel udvikling siden Den Kolde Krigs afslutning, hvor Danmark i stigende grad har nærmet sig USA? Dette spørgsmål fører til det andet emne, der er interessant at undersøge: Kan man tale om et historisk brud i forbindelse med Fogh-regeringens forhold til USA? Uanset om det dansk-amerikanske forhold kan vurderes til at være historisk godt, er der ikke tvivl om, at forholdet har været særdeles tæt i perioden 2001-2009. Det leder til det tredje spørgsmål: Hvad er årsagerne til den tætte alliance mellem Danmark og USA under Fogh-regeringen? Afslutningsvis er det spændende at se på, hvilke konsekvenser den tætte alliance mellem Danmark og USA i perioden 2001-2009 har haft og vil få for Danmark. Behandlingen af dette spørgsmål vil fylde mindst i specialet, da det kræver, at man tidsmæssigt kommer længere væk fra begivenhederne for at give en mere præcis vurdering af konsekvenserne. De ovenfor nævnte spørgsmål fører frem til specialets problemformulering: 1. Var forholdet mellem Danmark og USA under Fogh-regeringen historisk godt? 2. Kan man i givet fald tale om, at forholdet var et historisk brud i forhold til tidligere tiders forhold? 3. Hvad var årsagerne til, at der var en tæt alliance mellem Danmark og USA under Foghregeringen? 4. Hvilke konsekvenser havde den tætte alliance for Danmark? Specialets vil forsøge at bidrage til diskussionen, om Fogh-regeringens forhold til USA var specielt. I denne diskussion kan man inddrage historikeren Poul Villaumes synspunkt om, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ligeligt med de borgerlige partier har ansvaret for det skred, der er sket i den danske udenrigspolitiske profil efter Den Kolde Krig, hvor Danmark har tilpasset sig USAs førte udenrigs- og sikkerhedspolitik (Politiken, 24/9 2006). Specialets bidrag til forskningsdebatten er dog primært i forhold til årsagerne til Danmarks tætte forhold til USA. Debatten drejer sig om, hvad der forklarer et lands førte udenrigspolitik. Skal der anvendes strukturelle forklaringer eller forklaringer på individniveau, når man skal forstå, hvorfor et land som Danmark har valgt at føre en udenrigspolitik, der i så høj grad er bundet op på USA? Nikolaj Petersen inddrager forklaringer på både struktur og individniveau, når han forklarer Foghregeringens tætte forhold til Bush-administrationen (Weekendavisen, 28/9 2007). Dette speciale vil også anvende forklaringer på både struktur og individniveau. Men specialets ambition er at tage skridtet videre ved at forsøge at vurdere hvilken faktor, der har haft størst betydning for, at 4

Danmark har haft et så tæt forhold til USA mellem 2001-2009. Afslutningsvis vil specialet give et bidrag til debatten om, hvilke konsekvenser Danmarks tætte forhold til USA har. Deltagerne i debatten kan groft opdeles i to grupper: Dem, der mener, at Danmarks forhold til USA giver øget indflydelse og sikkerhed. Det er primært regeringens og dens støtter, der fremsætter disse argumenter. Den anden gruppe i debatten mener, at Danmarks tætte forhold til USA kan være farligt for danske interesser, da Danmark risikerer at få flere fjender ved det tætte parløb med amerikanerne. Her er det bl.a. Villaume og Nikolaj Petersen, der har peget på det farlige ved det udenrigs- og sikkerhedspolitiske parløb med USA. 1.1 Metode til analysen af det dansk-amerikanske forhold Vurderingen af, hvorvidt Fogh-regeringens forhold til USA har været historisk tæt vil blive foretaget på grundlag af en analyse af en række begivenheder og situationer i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold mellem Danmark og USA. Vurderingen afhænger selvfølgelig af, hvad man vælger at fokusere på i analysen af det dansk-amerikanske forhold, og hvilke træk man fremhæver. Ambitionen er dog, at man ved at udvælge et stort antal begivenheder og situationer, der er repræsentative for det dansk-amerikanske forhold, kan give et retvisende billede af det danskamerikanske forhold fra 1945 frem til i dag. Indholdsmæssigt fylder begivenhederne i 1940erne og 1950erne forholdsvist meget i analysen. Begrundelsen for at lade disse årtier fylde mest i analysen, er, at denne periode er vigtig i forståelsen af det dansk-amerikanske forhold. Det skyldes, at perioden kan karakteriseres som formativ i forhold til Danmarks relationer til NATO og USA. Sagt på en anden måde blev væsentlige rammer for det dansk-amerikanske forhold skabt i 1940erne og 1950erne, såsom indmeldelsen i NATO i 1949, Grønlandsoverenskomsten i 1951, nejet til stationering af fremmede styrker på dansk grund i 1953, afvisningen af atomvåben i Danmark i 1957 og H. C. Hansen-papiret i 1957. Alliancedilemmaet er det teoretiske holdepunkt for analysen af det dansk-amerikanske forhold under Den Kolde Krig. Danmark kom ved indtrædelsen i Atlantpagten i 1949 til at stå i et alliancedilemma mellem på den ene side loyalitet over for alliancens krav om tilpasnings- og integrationsskridt - integrationsaspektet - og på den anden side ønsket om at bevare størst mulig suverænitet og handlefrihed - afskærmningsaspektet. Danmarks alliancedilemma udspillede sig i stillingen mellem den primære trussel, der var Sovjetunionen og Østblokken, og den sekundære 5

trussel, som var USA og NATO. Årsagen, til at USA og NATO var den sekundære trussel, var, at de kunne tage skridt, som medførte en sovjetisk reaktion. Nedenfor er alliancedilemmaet skematisk fremstillet. Danmarks politik i forhold til Sovjetunionen/Østblokken Alliancepolitikkens Mulige konsekvenser af alliancepolitikken karakter Bør undgås Bør tilstræbes Integrationsskridt Provokationsskridt Afskrækkelse (Den primære trussel) Afskærmning Eftergivenhed Afspænding USA/NATO (Forbehold overfor USA/NATO) Integrationsskridt Indfangning Sikkerhed (Den sekundære trussel) Afskærmning (Forbehold overfor USA/NATO) Mindsket indflydelse (Risiko for at blive forladt af USA/NATO) Suverænitet og handlefrihed Figur 1: Danmarks alliancedilemma under Den Kolde Krig. 2 Integrationsskridt i alliancen havde til formål at øge alliancens afskrækkelseseffekt og Danmarks sikkerhed. Men samtidig skulle danske beslutningstagere være klar over, at integrationsskridt kunne resultere i, at Danmark blev indfanget i NATOs strukturer. En sådan indfangning i NATO kunne bevirke, at Danmark unødvendigt provokerede Sovjetunionen og Østblokken, hvilket kunne medføre øget spænding og derved lavere sikkerhed for Danmark. Afskærmning over for NATO tilfredsstillede ønsket om bevarelse af størst mulig suverænitet og handlefrihed. Samtidig kunne en afskærmning over for NATO virke som afspænding og beroligelse i forhold til Sovjetunionen og Østblokken. En for stærk dansk afskærmning over for NATO kunne dog resultere i, at Danmark mistede politisk indflydelse i alliancen og blev forladt militært af alliancen. Ligeledes kunne en for stærk afskærmning føre til en unødvendig eftergivenhed i forhold til Sovjetunionen og Østblokken (Villaume, 1995: 26-27). Den danske alliancepolitik under Den Kolde Krig var et forsøg på at finde en balancegang mellem integrationsskridt og afskærmning. Den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik var under Den Kolde Krig præget af denne balancegang, hvor Danmark både måtte lade sig integrere i alliancen for at opretholde afskrækkelseseffekten og samtidig til tider føre en afskærmningsstrategi overfor alliancen for ikke at provokere modstanderen. Afslutningen på Den Kolde Krig medførte en større frihed for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, da Danmark nu ikke længere skulle tage 2 Figuren er fra Poul Villaumes doktorafhandling Allieret med Forbehold side 27. 6

hensyn til, at integration i alliancen kunne virke provokerende overfor Sovjetunionen og Østblokken. Dermed forsvandt Danmarks alliancedilemma efter Den Kolde Krigs ophør. 1.1.1 Vurdering af alliancetæthed Graden af alliancetæthed mellem Danmark og USA vil blive operationaliseret for at følge udviklingen i det dansk-amerikanske forhold. Tiden efter 2. Verdenskrigs afslutning vil blive inddelt i perioder, og hver af disse vil få en indikator for, hvor stor graden af alliancetæthed mellem Danmark og USA har været. Periodens indikator er et gennemsnit af de begivenheder, der har indtruffet i perioden. En begivenhed vil få et tal, der udtrykker graden af alliancetæthed. Metoden kan være problematisk og har ikke ambition om at være et eksakt udtryk for forholdet mellem Danmark og USA på et givet tidspunkt. Det problematiske i metoden består i, at vurderingen af en begivenhed er et subjektivt valg, hvilket medfører, at graden af alliancetæthed mellem Danmark og USA kan vurderes forskelligt. Ligeledes er det et valg, hvilke begivenheder, der skal repræsentere en periode. På trods af metodens problemer, er det ambitionen, at det er muligt at finde en tendens i det dansk-amerikanske forhold over en årrække. Herunder fremgår skalaen over graden af alliancetæthed, der udtrykker tætheden i alliancen mellem Danmark og USA. 0 udtrykker den laveste grad af tæthed, mens 6 udtrykker den største grad. 1.1.2. Skala over alliancetæthed - 0: Danmark og USA er modstandere. - 1: Danmark er neutrale og indgår derved ikke i alliance med USA. - 2: Danmark og USA er allierede, men Danmark tager forbehold overfor USAs sikkerhedsstrategi. - 3: Danmark og USA er allierede, og Danmark støtter den amerikanske sikkerhedsstrategi. - 4: Danmark og USA er allierede, og Danmark støtter aktivt den amerikanske sikkerhedsstrategi med betingelser. 7

- 5: Danmark og USA er allierede, og Danmark støtter aktivt den amerikanske sikkerhedsstrategi med få betingelser. - 6: Danmark og USA er allierede og Danmark støtter den amerikanske sikkerhedsstrategi uden betingelser. Analysen afsluttes med en diskussion af resultaterne, og der vil blive givet en vurdering af, hvorvidt Danmark havde et historisk godt forhold til USA under Fogh-regeringen, og om det var et historisk brud. For at kunne besvare det sidste spørgsmål er det nødvendig først at definere, hvad der menes med et historisk brud. Begrebet et historisk brud er ikke veldefineret. Det betyder, at der ikke kan opsættes klare og objektive kriterier for, hvad et historisk brud er. Der kan dog argumenteres for, at et historisk brud skal indeholde, at en situation i et bestemt tidsrum adskiller sig væsentligt og tydeligt fra tidligere. Et bud på, hvordan begrebet et historisk brud kunne defineres, er således følgende: Det historiske brud skal repræsentere en relativ klar, tidsafgrænset og identificerbar forskel, hvor der er tale om, at en situation efter en eller flere bestemte begivenheder adskiller sig væsentligt fra tidligere. 1.2 Metode til årsagsforklaringer I analysen af årsagerne til, at Fogh-regeringen havde en tæt alliance med amerikanerne, vil der blive inddraget både strukturelle og individuelle årsagsforklaringer. De strukturelle forklaringer er både eksterne og interne. Under eksterne strukturelle årsager bliver der inddraget fraværet af et alliancedilemma og det unipolare internationale system. Den interne strukturelle forklaring er regeringssammensætningen i Danmark. De individuelle faktorer, der anvendes i analysen, er de danske beslutningstageres tolkning af historien, de personlige kontakter mellem beslutningstagerne i København og Washington og et oplevet værdifællesskab mellem Danmark og USA. Der vil blive vurderet, hvilken faktor, der bidrager med mest forklaringskraft til, hvorfor Danmark havde en tæt alliance med USA under Fogh-regeringen. For at prøve at forstå det tætte forhold Danmark har udviklet til USA under Fogh-regeringen, er det givende at inddrage forklaringer på både struktur- og individniveau. Den neorealistiske teoriretning i international politik forklarer adfærden i det internationale system ud fra systemets struktur, der i øjeblikket er kendetegnet ved unipolaritet (Kelstrup, Damgaard Petersen og Schou, 8

1990: 33). Unipolariteten i det internationale system kan givetvis bidrage med en forklaringskraft, når årsagerne til udenrigspolitiske beslutninger skal findes. Ligeledes er det sandsynligt, at strukturen i det interne politiske system har en påvirkning på den førte udenrigspolitik. Men det er ikke tilstrækkeligt kun at anvende eksterne og interne strukturelle forklaringer. Årsagen til dette er, at det er individer, der træffer de udenrigspolitiske beslutninger. Hvis man ved noget om individerne, der træffer de udenrigspolitiske beslutninger, kan man opnå en bedre forståelse af den førte udenrigspolitik. Det drejer sig med Margaret G. og Charles F. Hermanns ord om at åbne den sorte boks og se, hvad der foregår internt i staten i stedet for kun at fokusere på eksterne strukturer i det internationale system som forklaring på en stats førte udenrigspolitik (Hermann og Hermann, 1982: 1). I den nedenstående figur er det blevet forsøgt at give et overblik over, hvilke variabler, der påvirker beslutningstagerne, når der skal træffes udenrigspolitiske afgørelser. Tolkning af historien Eksterne strukturer Forholdet til udenlandske beslutningstag ere Beslutningstagerne Beslutning Fælles værdier Intern struktur Figur 2: Oversigt over variabler i den udenrigspolitiske beslutningsproces. Figuren har ikke til hensigt at kunne forudsige eller skabe lovmæssigheder for udenrigspolitiske beslutninger. Hensigten med figuren er derimod at skabe et overblik og en forståelse af hvilke variabler, der påvirker politikerne, som træffer de udenrigspolitiske beslutninger. Men variablerne, der inddrages i figuren er formentligt ikke fyldestgørende. Der kan 9

tænkes at være flere variabler, som påvirker beslutningstagerne. Derfor er et kendskab til variablerne i figuren ikke ensbetydende med, at de udenrigspolitiske beslutninger kan forudsiges. Den udenrigspolitiske beslutningsproces er en yderst kompliceret proces, hvor det er praktisk talt umuligt at udlede alle årsagsforklaringerne. Hensigten med at bruge figuren er at give et overblik over de variabler, der inddrages i analysen af årsagerne til Danmarks nuværende tætte forhold til USA. Beslutningstagerne i figuren er de danske toppolitikere, der i en given situation har magten til at træffe udenrigspolitiske beslutninger. Det vil typisk være statsministeren og udenrigsministeren. Den første variabel er eksterne strukturer, hvilket er det internationale system, der omgiver Danmark. Det internationale system har indflydelse på beslutningstagerne, da det sætter rammerne for de udenrigspolitiske beslutninger. Hvor stort råderum, Danmark på et givet tidspunkt har udenrigspolitisk, er i høj grad bestemt af, hvordan det internationale system er udformet. De danske beslutningstagere er derfor nødsaget til at tage de eksterne strukturer i betragtning, når de træffer udenrigspolitiske afgørelser. Den anden variabel er den interne struktur, som er defineret som regeringssammensætningen. Det kan have betydning for de udenrigspolitiske beslutninger, om det er en borgerlig eller socialdemokratisk regering, der besidder regeringsmagten. Den tredje variabel er beslutningstagernes fortolkning af historien. Den udenrigspolitiske historie bruges ofte af politikere, når de står i vanskelige situationer ved, at de søger inspiration og eksempler fra historien. De udenrigspolitiske beslutningstagere fortolker historien og kan bruge denne fortolkning i fremtidige udenrigspolitiske beslutninger. Den fjerde variabel er personlige relationer mellem beslutningstagerne i København og Washington. Det er væsentligt at undersøge de personlige relationer mellem danske og amerikanske beslutningstagere, når det dansk-amerikanske forhold analyseres. Gode personlige relationer mellem de ledende politikere i København og Washington kan formodes at påvirke det dansk-amerikanske forhold positivt. Den sidste variabel, der er medtaget i ovenstående figur, er fælles værdier. To lande kan dele værdier indenfor bl.a. kultur, politik og økonomi. Hvis beslutningstagerne i et land oplever at have et værdifællesskab med et andet land, kan det medføre et tættere samarbejde og forhold mellem landene. De eksterne strukturer, den interne struktur, de udenrigspolitiske beslutningstageres fortolkning af historien, danske og amerikanske beslutningstageres personlige relationer og fælles værdier har formentlig alle en påvirkning på den førte udenrigspolitik. Hvor stor påvirkningskraft, de enkelte variabler har, er vanskeligt at måle. Det er umuligt at foretage en præcis måling, der på et givet tidspunkt kan vise, hvor stor påvirkning hver enkelt variabel har på den førte udenrigspolitik. 10

Men derfor er det stadig muligt at fremkomme med en kvalificeret vurdering af hvilken faktor, der har den største betydning for den førte udenrigspolitik på et givet tidspunkt. Den kvalificerede vurdering skal bygge på en grundig gennemgang af faktorerne, der kan have betydning for den førte udenrigspolitik. 1.3 Metode til vurdering af konsekvenser Danmark var som ovenfor beskrevet under Den Kolde Krig i et alliancedilemma, hvor Sovjetunionen og Østblokken var den primære fjende. Dette alliancedilemma forsvandt ved Murens fald og Den Kolde Krigs afslutning. Men man kan argumentere for, at Danmark under Foghregeringen befandt sig i et nyt alliancedilemma. Denne gang var det ikke Sovjetunionen og Østblokken, der var den primære fjende men islamiske terrorgrupper som al-qaeda. Skematisk kan man opstille det nye alliancedilemma på følgende vis: Danmarks politik i forhold til Terrorgrupper (Den primære trussel) USA (Den sekundære trussel) Alliancepolitikkens karakter Figur 3: Danmarks nye alliancedilemma. Mulige konsekvenser af alliancepolitikken Bør undgås Bør tilstræbes Integrationsskridt Provokationsskridt Afskrækkelse Afskærmning Eftergivenhed Afspænding (Forbehold overfor USA) Integrationsskridt Indfangning Sikkerhed og indflydelse Afskærmning (Forbehold overfor USA) Mindsket indflydelse (Risiko for at blive forladt af USA) Suverænitet og handlefrihed Danmarks alliancepolitik kan enten have karakter af integrationsskridt eller afskærmning overfor USA. Politikkens karakter har betydning overfor den primære trussel, terrorgrupperne, og overfor den sekundære trussel, USA. Amerikanerne er den sekundære trussel, da de kan tage skridt, der medfører en reaktion fra terrorgrupperne rettet mod Danmark. Den optimale positive effekt ved integrationsskridt i alliancen er, at USA stiller sig som garant for Danmarks sikkerhed og afskrækker terrorgrupper fra at angribe Danmark. Danmarks nationale sikkerhed bliver derved øget ved integrationsskridt. Danmarks internationale indflydelse kan også øges ved at føre en politik, der bygger på integrationsskridt overfor USA. Ved at indgå i en tæt alliance med verdens eneste supermagt får Danmark mulighed for at påvirke denne, og det kan derved antages, at Danmarks 11

internationale indflydelse stiger. Integrationsskridt kan dog også medføre negative konsekvenser. Det kan provokere terrorgrupper, at Danmark er i en tæt alliance med USA. Denne provokation kan medføre terrorangreb mod Danmark og derved en formindskelse af den nationale sikkerhed. Integrationsskridt kan også have den negative effekt, at Danmark bliver indfanget i alliancen med USA og derved mister suverænitet og frihed. En dansk afskærmningspolitik overfor USA kan bevirke en form for afspænding til terrorgrupper. Danmark vil derved ikke være et oplagt mål for terrorangreb. Afskærmning kan også have den positive effekt, at Danmark ikke bliver indfanget i alliancen. Dansk suverænitet og handlefrihed kan derved blive maksimeret ved en afskærmningspolitik overfor USA. En negativ konsekvens ved at føre en afskærmningspolitik er, at den kan fremstå som en eftergivenhed overfor terrorgrupper. En anden negativ effekt ved afskærmningspolitikken er, at Danmark kan miste international indflydelse. Hvis Danmark ikke er i en tæt alliance med amerikanerne, må det formodes, at USA ikke i samme grad vil være lydhøre overfor Danmark. Dette nye alliancedilemma vil være det teoretiske holdepunkt i vurderingen af konsekvenserne for Danmark ved at køre et tæt udenrigs- og sikkerhedspolitisk parløb med USA. 12

2. Danmarks forhold til USA under Den Kolde Krig I det følgende vil det blive forsøgt at belyse Danmark og USAs forhold i tidsperioden 1945-1989. Med udgangspunkt i en række situationer og begivenheder vil det dansk-amerikanske forhold blive analyseret med henblik på at spore eventuelle udviklinger og tendenser. 2.1 Marshall-planen Danmark forsøgte i de første år efter 2. verdenskrig at undgå at tage stilling til den tiltagende konflikt mellem Sovjetunionen og USA. Officielt brugte de danske politikere ikke ordet neutralitet, da dette var for politisk belastet efter besættelsen. Det skyldtes, at der efter 2. Verdenskrig var indenrigspolitisk konsensus om, at neutralitetspolitikken havde fejlet ved Tysklands besættelse af Danmark. I stedet talte de danske politiker om ikke-blok -politik, hvis formål var, at Danmark skulle bidrage til fredelig konfliktmægling og international brobygning mellem Sovjetunionen og USA (Villaume, 2006: 4). Men denne ikke-blok -politik blev hurtig svær at praktisere i virkeligheden for Danmark. USAs udenrigsminister George Marshall formulerede i juni 1947 ideen om at give de europæiske lande økonomisk hjælp i form af tildelinger og lån (Borring Olesen og Villaume, 2006: 84). USA ønskede at give en økonomisk hjælp til Vesteuropa, fordi man frygtede, at de kommunistiske partier i Vesteuropa kunne få vind i sejlende, hvis ikke den økonomiske situation blev forbedret. Marshallplanen må dog forstås som en hjælp til selvhjælp ved, at det klart var i USAs interesse, at de kommunistiske partier ikke fik fodfæste i Vesteuropa. Rationalet bag Marshall-planen var derved ikke kun økonomisk men også politisk, da den var tænkt som et element i den politiske blokopdeling, der var i gang i Europa. Marshall-hjælpen blev dog formelt tilbudt alle europæiske lande inklusiv Sovjetunionen. Men det var helt efter den amerikanske plan, at Sovjetunionen og de østeuropæiske lande afslog at modtage den amerikanske hjælp. USA havde sammen med tilbuddet om økonomisk hjælp stillet krav om indseende og indflydelse på modtagerlandenes økonomi, hvilket selvfølgelig var uantagelige krav for Sovjetunionen og dets satellitstater i Østeuropa (Borring Olesen og Villaume, 2006: 84). 13

Alle partierne i Folketinget undtagen DKP 3 havde hurtigt i sommeren 1947 tilkendegivet overfor USA, at Danmark ønskede at modtage Marshall-hjælpen. Officielt lagde de ledende politikere vægt på, at Marshall-hjælpen ikke betød et brud med den hidtil førte ikke-blok - og brobygningspolitik, som Danmark havde forsøgt at føre. Argumentet for dette var, at alle lande i Europa inklusiv Østlandene havde fået tilbudt den amerikanske hjælp. De ledende danske politikere erkendte dog internt, at Danmark ved at modtage Marshall-hjælpen var på vej ind i den vestlige blok (Villaume, 2006: 4). Danmarks ja til Marshall-hjælpen markerede det første skridt mod en tilknytning til USA efter 2. Verdenskrig. Danmark havde hårdt brug for den amerikanske hjælp, og derfor ville det have været svært for de danske politikere at sige nej til Marshall-hjælpen. Men Danmark viste USA, at landet var ved at placere sig på den amerikanske og vestlige side i den stigende blokopdeling af Europa. Motivet for de danske politikere uanset partifarve til at modtage Marshall-hjælpen har formentlig ikke været at tilkendegive overfor USA, at man var på den amerikanske side i den spirende konflikt mellem Øst og Vest. De danske politikere havde et klart økonomisk motiv for at acceptere Marshall-hjælpen. Og særligt de socialdemokratiske politikere gjorde sig umage med at argumentere for, at Danmarks ja til Marshall-hjælpen på ingen måde var et signal om, at Danmark var på USAs side i den tiltagende Øst-Vest-konflikt (Borring Olesen og Villaume, 2006: 88). Begivenheden vurderes til 1,5 på skalaen over alliancetæthed. Argumentet for dette er, at Danmark understregede, at det ikke var et skridt mod den vestlige blok. Reelt må Danmarks tilslutning til at modtage Marshallhjælpen dog ses som et skridt mod den vestlige og amerikanske blok. 2.2. NATO Den politiske blok-opdeling af Europa tog til i slutningen af 1940erne. Sovjetunionen havde strammet grebet om Østeuropa bl.a. som en konsekvens af Marshall-planens politisk-økonomiske opdeling af Europa. Det førte til kuppet i Prag i februar 1948, hvor en demokratisk valgt tjekkoslovakisk regering blev væltet af kommunisterne. Kuppet i Prag gav bange anelser i Danmark, da Tjekkoslovakiet ligesom Danmark havde forsøgt at føre en ikke-blok -politik (Villaume, 2006: 4-5). I marts 1948 opstod den såkaldte Påskekrise i Danmark. Der var opstået rygter om en forestående sovjetisk invasion og Danmark reagerede ved at mobiliserede sit forsvar. 3 Danmarks Kommunistiske Parti. 14

Mobiliseringen var bl.a. et signal til USA og Vesten om, at Danmark havde i sinde at forsvare sig, hvis landet blev angrebet af Sovjetunionen. Men rygtedannelserne om en forestående sovjetisk/kommunistisk invasion medførte ikke, at Danmark ændrede sikkerhedspolitisk kurs. Danmark ønskede stadigvæk at føre en ikke-blok -politik, hvor landet hverken indgik i en alliance med Vest eller Øst. Sverige havde i sommeren 1948 taget initiativ til et nordisk forsvarsforbund. Den danske socialdemokratiske regering bifaldt det svenske initiativ og gik helhjertet ind i forhandlingerne om dannelsen af et forsvarsforbund mellem Sverige, Norge og Danmark, hvilket skyldtes det danske ønske om at føre ikke-blok -politik. Denne politik kunne realiseres ved et nordisk forsvarsforbund. Statsminister Hans Hedtoft havde klart det nordiske forsvarsforbund som førsteprioritet, men Danmark havde taget diskrete kontakter til USA og vestmagterne, der samtidig med de nordiske forhandlinger var i gang med at oprette en nordatlantisk forsvarsalliance. En nordatlantisk forsvarsalliance var en tilbagefaldsmulighed for Hedtoft og regeringen, hvis den nordiske forsvarsalliance ikke kunne blive realiseret. De nordiske forhandlinger viste sig at have svære vilkår. Dette skyldtes, at de svenske og norske positioner lå lagt fra hinanden. Sverige ønskede et forsvarsforbund, der ikke var knyttet til hverken Vest eller Øst. Norge ønskede derimod, at et nordisk forsvarsforbund fra starten skulle knyttes til USA og de øvrige vestmagter. Norge rykkede tættere mod en atlantisk løsning, da USA hentydede, at man kun ville sende våbenhjælp til et klart vestligt vendt nordisk forsvarsforbund. I februar 1949 brød de nordiske forsvarsforhandlinger sammen, og det stod klart, at Norge ville tilslutte sig den nye nordatlantiske alliance fra starten. Sverige afviste et dansk forsøg på at lave et svensk-dansk forsvarsforbund. Det betød, at Danmark nu havde valget mellem fortsat isoleret neutralitet eller medlemskab af NATO (Borring Olesen og Villaume, 2006: 105-111). Dette var ikke noget let valg for de socialdemokratiske ledere. Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, socialdemokraten Julius Bomholt, formulerede dilemmaet som et valg mellem to onder (Borring Olesen og Villaume, 2006: 111). Ledende socialdemokrater udtrykte internt en frygt for, at alliancen med USA og vestmagterne ville provokere Sovjetunionen og i værste fald medføre en sovjetisk militær aktion. På den anden side var de ledende socialdemokrater samt de borgerlige politikere også klar over, at Danmarks sikkerhed nu afhang af USAs atomare afskrækkelsesvåben. I kraft af Hedtofts overtalelsesevner og autoritet lykkedes det, at overbevise Socialdemokratiet om, at Danmark skulle tilslutte sig den nordatlantiske forsvarsalliance, og i april 1949 kunne 15

udenrigsminister Gustav Rasmussen underskrive den nordatlantiske forsvarstraktat på Danmarks vegne (Villaume, 2006: 6). Danmarks tilslutning til NATO markerede starten på en dansk sikkerheds- og militæralliance med de vestlige lande. I spidsen for denne alliance stod USA, der med dets atomare afskrækkelsesvåben stillede den ultimative garanti for medlemslandenes sikkerhed. Medlemskabet knyttede dermed Danmark sikkerhedspolitisk til USA. Men det er vigtigt at fastslå, at denne sikkerhedspolitiske alliance med USA ikke var Hedtoft-regeringens førsteprioritet. Hedtoft betegnede sammenbruddet i forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund som en tragedie og vor generations første store nederlag (Politiken, 4/12 1949). Socialdemokratiske toppolitikere nærede frygt for, at alliancen med USA ville provokere Sovjetunionen til at foretage et militært angreb mod Danmark. Den sikkerhedspolitiske og militære alliance, Danmark indgik med USA ved indtrædelsen i NATO, havde mere karakter af nødvendighed end af lyst. Den danske tilknytning til USA kan derfor ikke betegnes som helhjertet eller ønsket men derimod drevet af streng nødvendighed, da isoleret neutralitet, der var alternativet til alliancen, var værre. Begivenheden udløser 2 på alliancetæthedsskalaen, da Danmark allierede sig med USA, men alliancen var ikke førsteprioritet. 2.3. Grønlandstraktaten af 1951 Den danske ambassadør i Washington under 2. Verdenskrig, Henrik Kauffmann, havde på egne vegne forhandlet med amerikanerne i 1941 og ladet dem oprette militære baser i Grønland 4. Den amerikanske præsident Harry S. Truman og hans regering ønskede at udvide de amerikanske baserettigheder i Grønland efter 2. Verdenskrig. I starten af 1951 præsenterede USA deres ønsker angående baserettigheder i Grønland. Et af ønskerne var at etablere en ny og stor flybase ved Thule i det nordvestlige Grønland. Amerikanerne pressede den danske regering hårdt for hurtigt at indgå en aftale angående baserettighederne i Grønland. Den 27. april 1951 indgik Danmark og USA Overenskomst mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater om Grønlands forsvar (Borring Olesen og Villaume, 2006: 193-195). 4 Aftalen blev efter befrielsen i 1945 konfirmeret af samtlige partier undtagen DKP. 16

Traktaten om forsvaret af Grønland gav USA nærmest ubegrænset adgang til baseområderne. Endvidere gav traktaten amerikanerne ret til at ind- og udføre alle former for militært udstyr og materiale uden indblanding fra de danske myndigheder. (Villaume, 2006: 10). Et interessant spørgsmål er, om traktaten af forsvaret af Grønland gav USA ret til at placere atomvåben i Grønland? Traktaten blev bevidst formuleret tilpas uklart vedrørende dette emne. USA fik ret til at oplagre forsyninger. Hvad dette betød, blev helt bevidst fra dansk og amerikansk side ikke diskuteret og nærmere defineret under forhandlingerne. Danmark havde ikke interesse i at udspørge USA vedrørende dets planer om at placere atomvåben i Grønland, da det muligvis kunne belaste forholdet til den beskyttermagt, som Danmarks sikkerhed afhang af 5 (Borring Olesen og Villaume, 2006: 197). Traktaten om forsvaret af Grønland af 1951 viste, at Danmark gav USA særdeles frie hænder i Grønland. USA fik praktisk talt lov til at gøre, hvad de ville på baseområderne. Dette må have styrket forholdet mellem Danmark og USA samtidigt med, at det viste USA, at Danmark var en tæt allieret. Men spørgsmålet er, om Danmark kunne have sagt nej til traktaten eller have begrænset USAs handlemuligheder i Grønland? Det er ikke sandsynligt, at Danmark kunne have modstillet sig USAs ønsker vedrørende baserne i Grønland. Thulebasen var af så stor strategisk vigtighed for USA, at det er svært at forestille sig, at amerikanerne ville have slækket på deres krav overfor Danmark. Da det derfor var uundgåeligt, at USA fik udvidet deres baserettigheder i Grønland, var det fornuftigt, at Danmark accepterede de amerikanske ønsker. Det var i Danmarks interesse at imødekomme de amerikanske ønsker fuldt ud, da det for det første øgede Danmarks sikkerhed, at USA kunne begrænse flyveafstanden til det vestlige Sovjetunionen. For det andet betød de danske imødekommelser overfor USA, at den danske goodwill-konto i Washington efter alt at dømme blev forøget. Det må derfor konkluderes, at Danmark knyttede sig tættere til USA ved at indgå aftalen om forsvaret af Grønland i 1951. Der gives 2,5 på skalaen over alliancetæthed. Argumentet for ikke at give 3 er, at Danmark reelt ikke have mulighed for at nægte amerikanerne adgang til baserne. 5 USA ville heller ikke have givet Danmark et svar. Den amerikanske politik til spørgsmål angående placering af atomvåben konkrete steder var: Neither confirm nor deny. 17

2.4. Fredstidsstationering af allierede styrker i Danmark Inden Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949 havde udenrigsminister Gustav Rasmussen fået en forsikring fra sin amerikanske kollega Dean Acheson om, at et medlemskab af alliancen ikke automatisk betød, at der skulle være fremmede baser i fredstid i Danmark. Forsikringen blev brugt af Gustav Rasmussen og resten af regeringen i en beroligelsesstrategi overfor den hjemlige offentlighed, der var mindre begejstrede ved Danmarks tilslutning til Atlantpagten. Ligeledes brugte Danmark den amerikanske forsikring om, at landet ikke var forpligtet til at have fremmede baser i fredstid, i en ikke-provokationsstrategi i forhold til Sovjetunionen. Den danske VK-regering erfarede imidlertid i slutningen af 1951, at USA og NATO-ledelsen ønskede baser i Danmark i fredstid. De fremmede baser i Danmark skulle være et led i den massive militæropbygning, der var i gang i Vesteuropa (Borring Olesen og Villaume, 2006: 179-180). Den borgerlige mindretalsregering var principielt positive overfor USAs og NATO-ledelsens ønsker om at stationere fly og flyvesoldater i fredstid i Danmark. Den socialdemokratiske oppositionsledelse anført af Hedtoft og H. C. Hansen var også i starten åbne overfor ønskerne fra USA og NATO-ledelsen. Men efter sommeren i 1952 begyndte de socialdemokratiske ledere at stille en række betingelser for den amerikanske stationering af fly i Danmark. Opposition krævede bl.a., at USA ikke fik vidtgående rettigheder til baserne, der kunne skabe tvivl om Danmarks suverænitet. I december 1952 stillede socialdemokraterne ultimative krav til USA. Socialdemokratiet krævede bl.a., at USA skulle forsikre, at de amerikanske fly ikke måtte flyttes fra Danmark for at deltage i krige andre steder. Derudover stillede Socialdemokratiet det krav, at der skulle være dansk kommando over de amerikanske enheder i fredstid. Den borgerlige mindretalsregering var ikke uenig i de socialdemokratiske krav og gik mere eller mindre helhjertet med til at stille de ultimative krav til USA. I januar 1953 startede forhandlingerne mellem Danmark og USA vedrørende stationeringen af amerikanske fly i Danmark i fredstid. Forhandlingerne blev dog afbrudt hurtigt igen, da USA på ingen måde kunne acceptere de ultimative krav, der blev stillet af Socialdemokratiet (Borring og Villaume: 2006: 181-187). Årsagen til de ultimative krav fra Socialdemokratiets side kan bl.a. findes i valget af en ny præsident i USA. Dwight D. Eisenhower vandt det amerikanske præsidentvalg i 1952 og udnævnte John Foster Dulles til sin udenrigsminister. Foster Dulles havde under valgkampen argumenteret for, at USA skulle føre en aggressiv politik overfor Sovjetunionen. Den kommende udenrigsminister talte bl.a. om at ville tilbagerulle jerntæppet og befri de tilfangetagende 18

befolkninger i Østeuropa. Udtalelserne fra Foster Dulles har givetvis skræmt de ledende socialdemokrater, der kunne frygte, at amerikanske fly i Danmark ville blive brugt til sådanne angreb på Sovjetunionen (Villaume, 2006: 8). Der var desuden en udtalt bekymring i den socialdemokratiske ledelse om, at en stationering af amerikanske fly i Danmark kunne virke provokerende overfor Sovjetunionen. Den danske afvisning af det amerikanske ønske om at stationere fly i fredstid i Danmark viste, at Danmark var forbeholdne overfor dele af den amerikanske sikkerhedspolitiske strategi. Danmark kunne have knyttet sig tættere til USA ved at tillade den amerikanske stationering af fly i landet. Desuden kunne Danmark havde tilkendegivet overfor USA, at landet var en allieret, der ikke satte spørgsmålstegn ved den amerikanske sikkerhedsstrategi. Men Danmark afviste de amerikanske ønsker og viste dermed, at landet nok var en tæt allieret med USA i kampen mod Sovjetunionen og kommunismen, men at der var grænser for, hvor langt Danmark ville følge den amerikanske sikkerhedsstrategi. Det danske nej til stationeringen af amerikanske fly har givetvis ikke været fremmende for det dansk-amerikanske forhold. Begivenheden udløser 2 på skalaen over alliancetæthed, hvilket begrundes med, at Danmark tager afstand fra USAs ønske om at stationere amerikanske flystyrker i Danmark i fredstid. 2.5. Spørgsmålet om atomvåben i Danmark I december 1954 vedtog NATO en ny atomstrategi, der betød, at USAs atomare våben omgående og intensivt skulle anvendes i en eventuel krig mod Sovjetunionen og resten af Østblokken. Danmark støttede denne strategi, da den maksimerede afskrækkelseseffekten overfor Sovjetunionen, da et eventuelt sovjetisk angreb på Danmark ville medføre, at USA brugte atomvåben til at forsvare Danmark. På den anden side var Danmark også skeptisk overfor NATOs nye atomstrategi. En atomkrig kunne blive udløst ved en fejlvurdering eller en konflikt et helt andet sted i verden, hvilket med stor sandsynlighed ville medføre Danmarks fysiske tilintetgørelse (Borring Olesen og Villaume, 2006: 295-298). Udviklingen af den nye atomstrategi i NATO medførte, at Danmark blev tilbudt at bevæbne det danske forsvar med atomvåben. I december 1956 bekendtgjorde USA og NATO, at medlemslandene ville få tilbudt såkaldte dual capable taktiske raketter, der var beregnet til at anvende taktiske atomladninger. Raketterne kunne også anvende konventionelt ammunition. 19

Statsminister H. C. Hansen og forsvarsminister Poul Hansen understregede kraftigt, at raketterne ikke var et angrebsvåben, og at eventuelle tilbud om atomladninger af raketterne ikke ville blive modtaget. Op til folketingsvalget i maj 1957 formulerede H. C. Hansen en vending i Folketinget, der skulle blive en standardvending i de følgende år, når diskussionen handlede om et muligt tilbud af atomare våben. H. C. Hansen sagde, at et muligt tilbud om atomammunition ikke burde modtages ud fra de foreliggende forudsætninger (Borring Olesen og Villaume, 2006: 298-301). Årsagen til den danske afvisning af at modtage atomammunition skal bl.a. findes i ønsket om ikke at provokere Sovjetunionen unødvendigt. Den sovjetiske ministerpræsident Bulganin sendte i marts 1957 et brev til H. C. Hansen, der i bestemte vendinger bekendtgjorde, at et dansk ja til at modtage atomammunition ville skabe store spændinger i forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen. Ledende politikere fra både socialdemokratiet og den borgerlige opposition var klar over, at et dansk ja til atomammunition ville provokere Sovjetunionen og skabe spændinger, hvilket i betydelig grad var med til at motivere afvisningen af USAs og NATOs ønske om atomoplagring i Danmark (Borring Olesen og Villaume, 2006: 299-300). Det danske nej til oplagringen af atomammunition er endnu et eksempel på, at Danmark var forbeholden overfor NATOs og USAs sikkerhedsstrategi. Hensynet til ikke at provokere Sovjetunionen unødvendigt vejede tungere end hensynet til at lade sig integrere i NATOs og USAs forsvarsplaner af Europa. Den danske afvisning var ikke en indikation af, at Danmark var blevet en mindre loyal allieret. De ledende politikere var udmærket klar over, at Danmarks sikkerhed afhang af alliancen med USA. Derfor var der intet ønske fra de ledende politikere om, at Danmark skulle afbryde alliancen med USA. Afvisningen skal derimod ses som et eksempel på, at Danmark ikke var villig til at følge amerikanerne i alle dele af deres sikkerhedsstrategi. Begivenhedsforløbet viste, at Danmark ikke var et land, der betingelsesløst lod sig underkaste den sikkerhedspolitiske strategi, der blev lagt af amerikanerne. Det medfører, at der gives 2 på alliancetæthedsskalaen. 2.6. H. C. Hansen-papiret Det danske nej til at oplagre atomvåben i 1957 fik amerikanere til at søge en bekræftelse fra den danske stats- og udenrigsminister H. C. Hansen på, at afvisningen af atomvåben på dansk jord ikke også gjaldt for Grønland. I november 1957 fik den danske stats- og udenrigsminister H. C. Hansen en dybt fortrolig forespørgsel fra den amerikanske ambassade om, hvorvidt Danmark ønskede at 20

blive underrettet, hvis USA oplagrede atomvåben i Grønland (Borring Olesen og Villaume, 2006: 313). Svaret på den amerikanske henvendelse blev udformet på det såkaldte H. C. Hansen-papir, hvis eksistens først kom til offentlighedens kendskab i 1995. På papiret fremgår det, at H. C. Hansen tog den amerikanske fortolkning af aftalen om Grønlands forsvar til efterretning. Amerikanernes fortolkning af aftalen var, at de havde adgang til at indføre atomvåben i Grønland. H. C. Hansen konkluderede ligeledes i papiret, at den amerikanske henvendelse ikke gav anledning til nogen kommentarer fra stats- og udenrigsministerens side (Borring Olesen og Villaume, 2006: 314). H. C. Hansens svar på den amerikanske henvendelse kan nærmest betragtes som et ikke-svar på et ikke-spørgsmål forstået på den måde, at den amerikanske henvendelse ikke var et spørgsmål, om, hvorvidt USA måtte indføre atomvåben i Grønland men et spørgsmål om, hvorvidt H. C. Hansen ville informeres, hvis eller når der var atomvåben i Grønland. USA placerede de første atom- eller brintbomber på Thule-basen i februar 1958. I årene frem til 1965 blev der placeret atomvåben på Thule-basen (Borring Olesen og Villaume, 2006: 316). H. C. Hansen-papiret viste for det første, at der gjaldt forskellige sikkerhedspolitiske standarder for Grønland og resten af Danmark. Afvisningen af at oplagre atomvåben i Danmark i 1957 havde ikke gyldighed for Grønland. For det andet viste H. C. Hansen-papiret, at Danmark ikke tog forbehold overfor alle dele af den amerikanske sikkerhedspolitiske strategi. Danmark ønskede ikke at modsætte sig de amerikanske præferencer vedrørende opstillingen af atomvåben i Grønland. Men spørgsmålet er, om Danmark kunne havde forhindret amerikanerne i at oplagre atomvåben i Grønland, hvis de danske politikere havde ønsket det? Svaret er formentligt nej, da Grønland var af for stor strategisk vigtighed for USA til, at Danmark kunne have forhindret de amerikanske ønsker. Den danske anerkendelse af, at USA fik atomvåben i Grønland, kan ses som, at H. C. Hansen resignerede og helt bevidst undlod at protestere overfor USA, da han udmærket var klar over, at han ikke kunne forhindre amerikanerne i at oplagre atomvåben i Grønland. H. C. Hansen-papiret har med stor sandsynlighed forbedret det dansk-amerikanske forhold. Pentagon rapporterede til præsident Eisenhower, at den danske regering havde været meget samarbejdsvillig ved at give USA stort set frie hænder i Grønland. Den amerikanske udenrigsminister Foster Dulles udtrykte også personligt overfor H. C. Hansen sin taknemmelighed for, at Danmark havde været så hjælpsomme med hensyn til Grønland (Borring Olesen og Villaume, 2006: 316). På trods af, at Danmark reelt ikke havde noget valg i situationen, var H. C. Hansens stiltiende accept af, at USA opstillede atomvåben i Grønland, medvirkende til, at Danmark understregede sin loyalitet og forbedrede forholdet til USA. Danmark støtter den amerikanske 21

sikkerhedsstrategi men havde i realiteten ikke meget valg. Derfor gives der 2,5 og ikke 3 på alliancetæthedsskalaen. 2.7. Økonomiske danske forbehold i 1950erne Danmark tog også, hvad man kan kalde, økonomiske forbehold overfor USA og NATO i 1950erne. Disse forbehold handlede nok om økonomi men drejede sig i særdeleshed også om sikkerhedspolitik. Det første økonomiske forbehold angik forsvarsudgifter. Danmark befandt sig i bunden, når man sammenlignede medlemslandene i NATO på andelen af BNP, der blev anvendt til forsvaret (Villaume, 1995: 927). Dette forhold medvirkede til vedvarende kritik af Danmark fra USA og NATO op igennem 1950erne. Danmark forsvarede sig med, at oprustningen af forsvaret ikke måtte gå ud over sikringen af den sociale velfærd. Hvis dette skete, kunne man forringe den i forvejen beherskede opbakning til NATO, der var i befolkningen på dette tidspunkt. De danske politikere brugte også ikke-provokationshensynet overfor Sovjetunionen for at forsvare det danske forbehold mod at øge forsvarsudgifterne. Danmark skulle ikke have en høj militær profil, når landet lå som en frontlinjestat i Den Kolde Krig (Villaume, 2006: 6-7). Eksemplet viser endnu engang, at Danmark i 1950erne i nogle tilfælde vægtede hensynet til Sovjetunionen tungere end sikkerhedspolitiske ønsker fra USA og NATO. Det andet økonomiske forbehold var at deltage i den omfattende handelsembargo overfor Østblokken i 1950erne. Men forbeholdet var i mindst lige så høj grad motiveret af et sikkerhedspolitisk ønske om ikke at provokere Østblokken. Danmark var endnu en gang villig til at gå imod amerikanske sikkerhedspolitiske præferencer for ikke at provokere Sovjetunionen og Østblokken. Ovenstående to danske forbehold var motiveret af økonomiske hensyn. Men de var i lige så høj grad motiveret af hensynet til ikke at provokere Sovjetunionen og resten af Østblokken mere end højst nødvendigt, hvilket begrunder, at de også kan karakteriseres som sikkerhedspolitiske forbehold. Eksemplerne viser, at Danmark tog afstand fra dele af de sikkerhedspolitiske amerikanske præferencer. Danmark kunne ved at øge forsvarsudgifterne og deltage i handelsembargoen mod Østblokken have vist USA, at man var villig til at følge den amerikanske sikkerhedspolitiske kurs. Danmark viste derimod USA, at man nok var en fastforankret allieret men 22

ikke en allieret, der ukritisk fulgte USA. De to økonomiske forbehold udløser 2 på skalaen over alliancetæthed. 2.8. Danmarks forhold til USA i 1960erne I starten af 1960erne blev det dansk-amerikanske forhold forbedret i forhold til, hvad det havde været i 1950erne. Forbedringen skete omkring 1962, hvor Jens Otte Krag afløste Viggo Kampmann som statsminister. Krag valgte Per Hækkerup som udenrigsminister, og de to politikere udviste proamerikanske og pro-nato holdninger fra starten. De nye pro-amerikanske holdninger blev bemærket i USA. The New York Times korrespondent i København skrev i slutningen af 1962, at det virkede som om, at Danmark havde fået en helt ny regering pga. af den varme og højtprofilerede støtte til USA og NATO, som Krag-regeringen havde udvist 6. De danske politikere og den danske offentlighed havde et positivt syn på USAs politik i første halvdel af 1960erne, hvilket den afgående amerikanske ambassadør i Danmark McCormick Blair også vurderede i 1965. Ambassadøren mente, at der var blevet oparbejdet a tremendous reservoir of good will for USA i Danmark (Borring Olesen og Villaume, 2006: 611). Den første halvdel af 1960erne var således præget af, at det dansk-amerikanske forhold stort set var konfliktfrit. USA havde i begyndelsen af 1960erne affundet sig med, at de danske forbehold overfor stationering af amerikanske fly i Danmark og atomvåben på dansk jord ikke kunne fraviges. Det bilaterale forhold mellem USA og Danmark i første halvdel af 1960erne kan karakteriseres som det formentligt mest tætte og konfliktfri under hele Den Kolde Krig. Årsagen til det gode forhold mellem USA og Danmark i første halvdel af 1960erne kan bl.a. findes i de gode personlige relationer, som statsminister Krag og udenrigsminister Hækkerup udviklede til de amerikanske præsidenter, demokraterne John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson. Et udtryk for de gode relationer var bl.a., at Hækkerup mødtes med Kennedy i Det Hvide Hus i december 1962. En anden årsag til de forbedrede relationer mellem USA og Danmark i starten af 1960erne var, at der i Danmark var stor sympati for de sociale reformer for den farvede og fattige del af den amerikanske befolkning, der blev igangsat af præsident Johnsons regering (Villaume, 2006: 15). 6 Danmark fik en ny regering, men korrespondenten fra The New York Times har ment, at det virkede som om, at der var kommet et andet parti(er) til magten. 23