Søndag d. 19. juni 4. søndag efter trinitatis Lemvig Bykirke kl. 10.30 Thisted kl. 14.00 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»i har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Kender I den om den gamle mand der sagde til sin søn. Min søn, nu er jeg blevet gammel og der er tre ting, som jeg ikke kan på samme måde, som da jeg var ung. Jeg husker ikke så godt mere. Jeg går ikke så godt mere og jeg husker ikke så godt mere. Ja, det er jo sådan, at når vi kommer op i årene, så sker der noget med hukommelsen. Vi bliver lidt glemsomme og husker måske bedre det som skete for 30 år siden end det som skete for 1 uge siden. På et tidspunkt bliver det nødvendigt at spørge om den man snakker med har hørt den historie før, som man er ved at fortælle, for man har selv glemt, hvem man har fortalt den til. Jeg tror altid jeg har haft en gammel hukommelse eller måske er det en selektiv hukommelse. For jeg er god til at huske årstal og vidste heldigvis nok til lige at bestå indfødsretsprøven. Dog vidste jeg ikke om Olsenbandens første film var indspillet i 1969 eller 70 eller 71 men det lever jeg med.
Til gengæld har jeg aldrig været god til at huske begivenheder eller personer eller om jeg har brugt en eller anden anekdote i en prædiken før. Men det er altså ikke fordi jeg bare vender bunken og genbruger gamle prædikener, men fordi jeg har glemt at jeg har brugt det samme før. Men det er ikke kun negativt, hvis man ikke husker så godt. Gamle krimier kan f.eks. ses igen med stor fornøjelse, hvis man ikke kan huske, hvem morderen er! Men noget af det, som jeg husker er et nyt ord, som en af vore børn en gang opfandt på vej hjem fra en ferie i Italien. Ferien havde været rigtig god og derfor var der brug for en nyt ord. Ferien var huskebar. Jeg ved ikke om inspirationen kom fra ord som dyrebar, bærbar eller kostbar, men det er jo ligetil, hvad ordet betyder: Her var noget, som var værd at huske. Det var gode oplevelser, som vi kunne tage med os hjem og tænke tilbage på og se på billeder fra.
Det var noget som skabte fællesskab i familien og knyttede os tættere sammen. Huskebart. Moses stod på Moabs sletter øst for Jordanfloden og holdt en tale for folket. Hele 5. mosebog er et tilbageblik på ørkenvandringen og det som var sket i den tid, hvor Moses havde ledt folket og rigtig mange dele af den lov, som Gud havde givet folket blev gentaget. Vi har hørt en lille bid af det som Moses gentager for folket, nemlig om hvordan de skal sørge for at den fremmede, faderløse og enken får mulighed for at finde mad på markerne, når der høstes. Og det vi skal lægge mærke til er begrundelsen for denne barmhjertighed. Husk, at du selv var træl i Egypten. Gud var barmhjertig mod Israels folk, derfor skal de også være barmhjertige. Gud tog sig af dem, da de var svage og hjælpeløse og derfor skal de tage sig af dem, der nu er svage og hjælpeløse.
Men vi skal også lægge mærke til, at dem, som Moses taler til ikke selv har været slaver der er gået 40 år siden de kom ud af Egypten. De, der var voksne dengang er døde, for som I måske husker, så var israelitterne ulydige mod Gud. Landet flød med mælk og honning og spejderne kom tilbage med kæmpestore drueklaser, men det var kun Josva og Kaleb, der ikke var bange for at erobre Israel. De andre ville tilbage til Egypten og derfor kom de til at vandre i ørkenen i 40 år. Det som Moses taler om er altså ikke den enkeltes hukommelse: Husk nu, hvordan det var, det har de kun fået fortalt om. I stedet taler han til Israel som folk og minder dem om, hvad Gud har gjort for folket, i Guds folks historie, for det han gjorde dengang, nyder de jo godt af i dag. De er frie, fordi Gud førte folket ud af Egypten. Det er huskebart. Og de havde brug for at høre det og blive mindet om det, for deres hukommelse viste sig at være forbavsende kort.
Det er noget der går igen og igen i Israels historie det glemte Guds velgerninger og hvem Gud er. 1. del Hvad er huskebart for os Israelitterne skulle huske hvad Gud havde gjort for dem. Men hvad har Gud gjort for os? Er der også noget, som vi skal huske på? også selv om vi ikke selv kan huske det, men har fået det fortalt? Ja, først og fremmest skal vi huske, hvad Gud har gjort for os i vores dåb. Da jeg blev døbt, så fik jeg syndernes forladelse og blev genfødt til et nyt liv. Det ny Testamente er fyldt med herlige beskrivelser af, hvor fantastisk det er at Gud ved dåben skænker mig et liv, som døden ikke har magt over. Vi som er døbt, er blevet ført fra mørket ind i lyset, vi er blevet genfødt, født på ny til at være Guds barn. Det gjorde Gud ganske gratis, fordi han elsker os og han gav os også Helligånden til at bo, leve og være i os. Husk, hvad Gud har givet dig i dåben.
Et evigt liv. Fællesskab med Ham. Del i guddommelig natur. Jeg var med i et debatpanel i den forløbne uge, hvor vi bl.a. talte om hvad det er der sker ved dåben og vi talte om, at det barn som bliver båret ud af kirken ikke var den samme, som vi bærer ind i kirken. (Her er det så Vincent og Josefine Kronprins Frederik og Mary s børn) Der var sket noget. Det var ikke kun i Guds himmel, der sker noget ved at barnet får sit navn skrevet i Livets bog, det er også her på jorden. Gud skaber nyt i det menneske, der fødes på ny, får Helligånden til vejledning, tro, kraft og kærlighed. Ved dåben tegnes der korstegn for ansigt og bryst fra den dag er der sat et mærke på os. Et tegn på at vi tilhører Herren, er Jesu discipel. Korsets tegn skal få os til at huske, at Jesus gav sit liv af kærlighed til os. For at frelse os fra synd, død og djævel.
Det som skete i vores dåb er huskebart. Men det er ikke kun det vi skal huske. Der er mere. For hver eneste dag, som jeg kan tænke tilbage på er givet mig af Gud. Hvert øjeblik, hver time, dag og år, som jeg har levet er en gave fra Gud. Husk på, at du og jeg intet har gjort for at vores hjerte slår og for at vi vågner op efter søvnen til en ny dag. Det er alene Guds nåde og Guds gave. Jamen, jeg synes nu nok, at jeg gør noget for at holde mig i live, spise godt, leve sundt, dyrke motion og arbejde for dagen og vejen. Ja, men det er Gud, som har givet mig forstand og krop at bruge og et frit land at leve i. Husk at livet er fra Gud. Og husk, så også på, hvordan Gud har givet os troen på Ham. For at vi kan tro på ham, så har vi fået Guds ord givet i bibelen.
Han har givet os mennesker i vores liv, som har fortalt os om Jesus og hvad det vil sige at tro på ham. Gud har givet os kirken, hvor vi kan samles og dele Ordet. Og jeg kan slet ikke tælle alle de gange, hvor han har hørt min bøn og ledt mig og hjulpet mig. Hvor er der meget at huske på. Hvor er Gud forunderlig rig og stor og god. Og vi må være hans børn. Vi skal huske, hvem vi er: Guds børn 2. del Vi tilhører Herren. Det er præcis det som Paulus minder menigheden i Rom om i sit brev til dem. Vi er Guds børn. Det er vores identitet. Vi er en del af Guds familie på jord. Vi er ikke bare os selv. Frie. Selvstændige. Uafhængige. Nej, vi tilhører Gud. Vi er kaldet til at leve, sådan som Gud vil det. Befalingen som Jesus gav sine disciple på bjerget var, at de skulle gøre folkeslagene til hans disciple ved at
døbe dem og ved at lære dem at holde hans befalinger, altså hvad der er Guds vilje med vores liv. Det betyder for det første den første befaling, som Jesus gav at vi skal tro på Jesus og komme til ham. For det er ham alene der kan frelse os og derfor skal vi komme til ham med vores synder, med vores skyld og med vores smerter, sår og knuste drømme. Som sønnen der vender hjem, som fåret der bliver fundet. Vi skal komme og lade Jesus helbrede os i sjæl og sind og krop. Han kan hele os. Give os fred. Tage frygten og uroen fra os. At vi tilhører Gud betyder, at Gud ikke er ligeglad med os, men han har omsorg for os og han ønsker at vi altid og hele tiden skal søge fællesskabet med ham. Sådan er det jo at tilhøre en familie eller være nære venner.
Hvis jeg ringede hjem til min gamle far og fik at vide at han for resten havde været på sygehuset tre dage i sidste uge, men nu var han kommet hjem igen, så ville jeg blev både bekymret og vred på én gang. Bekymret, fordi der var sket ham noget og vred over at jeg først fik det at vide flere dage efter. Jeg vil vide, hvis min far kommer på sygehuset, så jeg kan besøge ham. For et par uger siden var en af vore gode venner impliceret i et trafikuheld. Der skete heldigvis ikke noget alvorligt, men det var mærkeligt først at høre om det nogle dage efter. For selvom der godt kan få flere måneder mellem at vi snakker sammen, så er det sådan noget man gerne vil vide. Hvis dem vi holder af ikke har det godt, så vil vi vide det, så vi kan ringe eller besøge og bede for at de må få det godt igen. Det er helt naturligt. Sådan er det også med Gud. Sådan har Gud det også med os.
Vi er hans børn og han bekymrer sig om os. Han vil trøste, hjælpe og være der for os, når vi har det svært. Derfor skal vi komme til ham med vores synd og skyld når vi falder, og med vores brudte sjæle og hjerter og han vil hele os. Ikke først når det er overstået eller flere dage efter. Nej, han vil høre det med det samme. Det er det første, som Jesus befaler os at gøre. Det andet han befaler os, som sine disciple er, at vi skal ligne Ham. Altså at vi skal leve det ud, som vi er vi tilhører Herren og er Guds børn, der har modtaget Guds kærlighed og lever i Guds kærlighed. Det skal vi gøre på en sådan måde, at Helligånden renser synden ud og gør os mere lig Jesus. Jamen, er det ikke gerningsretfærdighed? Vi kan jo alligevel ikke ligne Jesus. Det er rigtigt. På denne jord bliver vi aldrig sådan som Jesus var og er men vi skal prøve på det alligevel.
Vi skal elske vore fjender, vende den anden kind til, være trofaste, tålmodige og venlige. Måske klarer vi det ligeså ubehjælpeligt som et barn, der prøver på at stave, men vi skal ikke være bange for at prøve eller vi føler, at vi er som et barn, der kun har lært at kravle. Vi går lige et par usikre skridt, men så falder vi igen. Men som Guds børn og Jesus disciple er vi i gang med at lære og så er det tilladt at stave forkert eller falde på næsen. Men hvordan kommer vi til at ligne Jesus? Jeg hørte for nylig en prædiken, hvor præsten stillede spørgsmålet: Hvordan lærer vi vores børn, at de ikke må lyve? Og så brugte han et par eksempler. Vi kunne sige til dem, at hvis man løj, så ville andre ikke stole på os og man kunne også blive afsløret i en løgn. Altså ved hjælp af frygt. De ville lære ikke at lyve, hvis de frygtede konsekvensen.
En anden metode kunne være at sige: I vores familie er vi ikke sådan nogen der lyver det gør man måske i andre familier og der er andre børn, der gør det, men du er jo ikke sådan én, der går og lyver. Metoden var altså at tale til deres stolthed. Jeg tror ikke nogen af de to metoder er særlig gode. Der er en anden, der er bedre. Hvis forældre elsker deres børn og lader dem opleve et fællesskab af tryghed og tillid, så bliver der mindre plads til løgn. For så tør jeg være den jeg er og være glad for det så bliver barnet klar over, at jeg ikke er elsket, fordi jeg opfører mig på en bestemt måde eller siger det rigtige og så er det lettere at sige sandheden. Forældre skal være forbilleder i sandhed, godhed, trofasthed og respekt det er den bedste måde, at børn selv kan lære være sådan.
Så når vi skal lære at ligne Jesus, så er det ikke ved hjælp af frygt fordi vi frygter konsekvenserne, hvis vi ikke gør det eller af stolthed, fordi vi ikke vil være som dem, der ikke tror på Jesus. Nej, den eneste måde er at leve sammen med Gud og vide sig elsket ubetinget af ham. Ved at læse Guds ord, tygge på det, grunde over det. Ved at bede og tale med Gud om mit liv, om det der sker. Også om de følelser som jeg får, når nogen træder på mig eller jeg er utålmodig eller får lyst til at bagtale for så får synden mindre plads. - Når jeg får lyst til at træde tilbage, så siger Guds stemme tilgiv. Og det kan jeg, når jeg oplever selv at være tilgivet. - Og når jeg er utålmodig, så siger Guds stemme: Giv tid du har et helt liv at leve og en evighed med. Du skal nok nå det som du skal nå. - Og hvis jeg vil bagtale, så siger Guds stemme: Tal godt om din næste og vær ydmyg. Døm ikke.
Det er ved at leve mit liv sammen med Jesus, at jeg kan få et sindelag som ham. Og det er ikke mig, der gør det, men Helligånden, der bor i mig. Jamen, er der ikke nogen gange, hvor man også må beslutte sig for at gøre det gode? Hvor det ikke bare springer ud af livet med Gud. Jo. Nogle gange, så skal jeg vælge at gøre det gode. Beslutte mig for at give flere af mine penge til Guds riges arbejde eller til dem der trænger. Eller jeg skal bruge min vilje til at standse mig selv, når jeg er ved at synde med min mund eller min hånd. Vi tilhører Herren, men synden bor i os og derfor er der nogle gange, hvor vi må beslutte os for at gøre det gode. Jeg er så glad for de her vers fra Fillipperbrevet: I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.
Vi skal satse på det som er ret og rent, det som det er værd at tale godt om. Det er de ting vi skal drøfte rundt om kaffebordene og i når vi mødes i Netto eller i Kvickly. Det som er ret og rent skaber sjældent de store overskrifter i medierne, men når vi taler sammen, så lad vores samtaler være fyldt af alt det som det er værd at tale godt om. Afslutning I de sidste dage har der været folkemøde på Bornholm en politisk festival for hele landet med næsten 3000 events, som har sat fokus på mange forskellige spørgsmål. Det er glædelig at se, at der også er kirkelige foreninger og kirker, som er til stede for at tage del i samfundsdebatten og være med til at præge udviklingen i Danmark. Kirken i Danmark er en del af folket.
Det gælder ikke bare Den danske Folkekirke, men sådan skal vi også se på os selv som menighed her i Lemvig. Som en del af folket. Selvom vi som samfund på mange områder har bevæget os væk fra den kristne tro og den kristne kultur i de seneste 200 år, så vil jeg mene, at vi stadig kan kalde Danmark for et kristent land. Det er godt for Danmark og vi skal passe på som kirke, at vi ikke marginaliserer os selv. Vi kan føle os trængte fra forskellig side og der er forsøg på at marginalisere kirken altså at gøre kirke og tro til noget særligt eller eksotisk, der er ovre i en eller anden hjørne og som man kan gå hen og kigge på og blive forarget eller forundret over. Men det skal vi ikke finde os i og vi skal i altfald ikke marginalisere os selv. Vi har nemlig ret og pligt til at være en del af det danske folk. Vi er kaldet til at være lys og salt og det skal vi være. For vi skal hjælpe vort folk til at huske huske alt det gode Gud har gjort for os. Husk Guds godhed. Husk at Gud har lært os at vi skal være barmhjertige.
Med rank ryg og uden at skamme os, skal vi løfte evangeliet om Jesus frem og vi skal elske Lemvig og elske Danmark og alle menneskene der bor her. Danmark har brug for os. Lemvig har brug for os. Derfor glæder jeg mig også til at holde havnegudstjeneste den sidste søndag i august. For vi er en menighed i byen og vi har det mest fantastiske budskab at dele med alle dem, der bor i den. Vi skal huske, hvad Gud har gjort for os og med os og der er mange, mange flere, der skal høre og opleve, hvad det betyder. Amen.