12. s. e. Trin. Højmesse i Herfølge kirke, søndag d. 14. august, 2016, kl. 10.00 Tag de store sko på! Det lyder måske som en lidt underlig begyndelse her i dag. Vel, det har været sommerferie, og nu starter vi maskinerne op igen. Så skal man jo begynde et sted. Og hvorfor ikke tale om sko? Det leder tankerne hen på de fødder, som har haft det så godt i det saftige, grønne sommergræs. Fødderne som blev varmet i sandet på stranden, hvor de var nøgne og fri. Men når arbejdet begynder igen skal man jo have sko på, og det er som om en del af ens krop kommer i fængsel, når fødderne bliver lukket inde. Det kommer meget hurtigt til at blive varmt på den sure måde. Men når vi nu skal til at have sko på igen, så se til, at overgangen ikke bliver alt for brat. Læg forsigtigt ud med en blød sandal noget med huller i, så fødderne kan ånde. Ånd er ikke kun noget, vi har i lungerne og vejrtrækningen. Det er hele kroppen, der skal kunne ånde og måske ikke mindst fødderne. Der er jo det ved det, at føddernes velbefindende let kan give sig udslag i hvordan man virker udadtil. Særligt, hvis man går i for små sko. Man mærker det tydeligt på folk, der har tæerne i klemme. De har ligesom ikke det livsrum omkring sig som gør det rart at være i selskab med dem. De er måske i bund og grund kommet lidt for hurtigt i arbejdstøjet, her efter ferien, og når pligtfølelsen snærer som et stramt bånd, så skal andre heller ikke gå og dandere den og være slappe i koderne. Men jo det er måske i virkeligheden præcis det, vi skal: være slappe i koderne! Lade den fantastiske, fredfyldte stemning, som sommeren og ferietiden har skænket os, brede sig og række så langt som overhovedet muligt ikke bare tidsmæssigt ind i det arbejdsår, der nu tager sin begyndelse, men også ud til de mennesker, vi færdes iblandt. Måske har vi et godt budskab til dem, der går i for små sko? Det er en overvejelse værd Måske er det op til os at vise dem, der går i små sko, hvad det vil sige at gå i nogle sko, der er lidt større.
I kristendommen er det Gud, der er den store giver. Er der nogen, der går i store sko, så er det ham. Men det udelukker ikke, at vi som glæder os over al hans gavmildhed, også vedkender os at troen på ham får os til at se verden og tilværelsen i et helt bestemt lys. Tag de store sko på. Det var min indledende opfordring. Og den angår som I nok har regnet ud ikke kun det legemlige, men også det åndelige, eller den ånd, som vi bærer med os overalt hvor vi står og går. De store sko! Det er ikke kun når vi tager på os at være lidt gode ved andre, men også, når vi lader afsenderen af gaverne i vores liv blive kaldt ved rette navn, Gud. Det var det, de afstod fra de farisæere, som Jesus hidser sig op over i dagens tekst. Jesus havde netop helbredt én, der var døvstum. Det hører vi godt nok ikke så meget om i evangeliet, men det er det, der går forud for det vredesudbrud, han kommer med, hvor han kalder sine modstandere for øgleyngel og siger, at de er onde. Han havde udført en helbredelse, men de nægtede at kalde det et Guds under. Tvært imod, så gav de sig til at spørge, om det nu ikke lige så godt kunne have været Djævelen, eller Beelzebul som han også kaldes nogle steder i det gamle testamente, som havde drevet den døvstumme ånd ud. Som slangen, der hviskede til Eva i Paradisets Have, spørger de: Kan det nu virkelig passe, at Gud blander sig i sådan en helbredelse som den, du lige har lavet dér? Mon ikke det bare var et tilfælde? Rent held? Sådan ser Jesus farisæerne og de skriftkloge stå foran sig, som vrangvillige, stædige teenagere, der både kan se, høre og tale, men som nægter at se Guds kraft, når den folder sig ud, og kalde den ved rette navn. De går i for små sko åndeligt talt. Derfor bliver han vred og lægger afstand. Det, Jesus vil forsvare, er Guds magt til at virke i verden som det nu er sket: igennem ham. For de ved det jo godt, at når en døvstum bliver givet evnen til at høre og tale rigtigt tilbage når et forkrøblet liv rettes ud og befries for sine hæmninger, så kan det ikke være andre end Skaberen som er på spil. Derfor skulle de fremfor at stå og snerre mistroisk ad Jesus langt hellere bryde ud det sidste vers af Op al den ting : O Gud, hvor er din visdom stor din godhed, kraft og rige! Men den salme var der ingen, der havde lært dem. Og Jesus kaster vrede ord tilbage i hovedet på dem: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!
Men løbe over - det kan den jo så også gøre på flere måder. Sæt nu hjertet er fuldt af gode ting En boblende livsglæde. En taknemmelighed over livets og naturens mangfoldighed, som er her, lige for øjnene af os. Alt for ofte har vi travlt med at finde fejl og nedgøre det, vi ser. Men er det dé små sko, vi har på, så vægrer vi os imod det gode og dybest set imod den tanke og den tro, at verden er Guds. Det handler altså om menneskers reaktioner, når der sker noget, som er godt. Ved at nedgøre eller nedskrive det godes betydning, lukker man jo på én eller anden måde sig selv ude fra det. Det gælder i mødet med Kristus og det gælder også i mødet med de hændelser i vores liv, som vi på den ene eller anden måde kan karakteriseres som evangelie-hændelser. For selvom evangeliet jo i bogstavelig forstand er de tekster om Kristus, vi læser i det nye testamente, så er det ikke det eneste sted, vi møder Kristus. Han er alle steder, hvor godt vinder over ondt, fangenskab afløses af frisættelse, og liv vinder over død. For nylig blev der vist en genudsendelse af et TV-program, som fik stor betydning for mange. Det var programmet om de to unge fyre, Morten og Peter Palland, som begge har Downs syndrom, og deres veninde, Anna. Mennesker som nok aldrig er blevet skildret så nærgående og portrætteret så fint på TV. Jeg er muligvis en lille smule påvirket af mine egne, private forhold, men jeg tror at den udsendelse var et gennembrud. Før programmet blev vist ville mange nok begræde en tilværelse som deres, og synes at det var synd for dem, de skulle leve på den måde. Men set med journalisten Nick Horups øjne var situationen jo en anden. Hans programmer og samtaler med de 3 unge viste jo, at det er de samme ting, som er på færde i deres liv som hos alle andre unge. Samme optagethed af dem selv, samme trang til at konkurrere og måle sig med andre. Samme stolthed og humor, heldigvis. Samme ømhed, følelser og forelskelser. De blev set som mennesker. Af en journalist, som bestemt ikke går i små sko, og som jeg er tilbøjelig til at mene udførte en slags Kristus-gerning. Skulle vi føre parallellen helt igennem, så kan vi sige at journalisten, Nick Horup, med sin fine måde at samtale på åbenbarer det sande menneske inde under den lidt særlige fremtoning. Og det minder lidt om en helbredelse. En frisættelse, i hvert fald. Men befrielsen gjaldt jo i lige så høj grad dem, som så med. Som pludselig kunne se nogle mennesker, der lever et lidt sjældnere liv, som medmennesker, holde op med at synes det er synd og i stedet glæde sig over og med dem.
Det handler om os og vores reaktioner, når der sker noget godt. Ja, det handler om os, og vores måde at være i verden på. Når det forkrøblede liv rettes ud og befries for sine hæmninger, så kan det ikke være andre end Skaberen, som er på færde. Og som kristen menighed er det op til os at vise dem, der går i for små sko, hvad det vil sige at gå i nogle, der er lidt større. Vel er vi ikke blinde for verdens problemer og udfordringer. At være kristen er ikke at være naiv, men at tro om end på trods på Guds magt til at virke helbredende, frisættende og forløsende i tilværelsen. Med Kristus som tegn. Og så bekende den tro åbenhjertigt, lade dem, der går i små sko høre noget, som de åbenbart aldrig har hørt før. Derfor skal vores stemmer i dag løses op, så vi synger den lovsang der tilkommer Gud. Som det folk, der ved Helligåndens hjælp har fået øre for klang ovenfra, og som ved Jesus Kristus er blevet givet Åndens store sko at gå i. Lov og tak og evig ære Være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd, Du som var, er og bliver Én sand, treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, Nu og i al evighed, Amen. Vor Gud og Fader i himlen Tak fordi du sendte din Søn til vor verden, for at han skulle gøre fælles sag med os mod alle dødens og ondskabens kræfter. Herre Jesus, Guds søn. Tak fordi du kommer til os i vor magtesløshed og vantro for at dele det, som er vort, og give os del i det, som tilhører dig: din tro, din sejerrige opstandelse og dit liv hos Gud. Tilgiv os, når vi tvivler og svigter. Gud Helligånd. Bær med på vor tro og vort håb, Gør kærligheden ny og levende hos os. Lad Kristi liv og kærlighed til os leve i vores liv og kærlighed til andre. Hjælp os til at dele med
andre, det, vi har fået givet. Brug også os som redskaber for dit herredømme. Brug også vor mund, vore hænder og fødder. Vi beder dig, vor Gud, for alle der har mørke sind og tunge tanker. Vær med patienterne på vore sygehuse. Vi beder om helbredelse for vore syge. Vi kender selv deres navne. Så beder vi for det land, som er vort. For dronningen og hendes hus, for regering og folketing, for vor biskop og for alle som har myndighed at øve i kirke og samfund. Lad dit rige udbredes og vokse med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Amen. 12. s. e. Trin. Højmesse i Herfølge kirke, søndag d. 14. august, 2016, kl. 10.00 Klokkeringning & bedeslag Præludium Indgangsbøn 10 Alt hvad som fuglevinger fik Hilsen & bøn Læsning fra GT/epistel 414 Den Mægtige finder vi ikke Evangelium Trosbekendelse 42 I underværkers land jeg bor Prædiken & lovprisning Kirkebøn, meddelelser & apostolsk hilsen 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang Altergang Under/efter altergangen synges: 320 Midt iblandt os er Guds rige Afslutningskollekt Velsignelse 15 Op, al den ting, som Gud har gjort Udgangsbøn Postludium