Ministerielle skrivelser m.m. Om opkrævning af depositum ved vejsyn har Vejdirektoratet i brev af 18. marts 2010 udtalt: Morsø Kommune spurgte: Vi har en del anmodninger om afholdelse af vejsyn på private fællesveje på landet. Vejsynene er for os meget tidskrævende. Er det lovmedholdeligt at opkræve et deposi tum på f.eks. 3.000 kr. i forbindelse med en lodsejers anmodning om vejsyn? Vejdirektoratet svarede: Privatvejslovens kap. 6, 15-20, om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet indeholder ikke hjemmel for kommunen til at opkræve et depositum i forbindelse med en lodsejers anmodning om vejsyn. I privatvejslovens 16, stk. 3, nr. 5, har kommunen en hjemmel til at fordele udgifterne ved vejsynet. Normalt vil disse udgifter blive fordelt på samme måde, som udgifterne til de istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejder, som kommunen fastsætter i forbindelse med eller umiddelbart efter vejsynet. Men der er mulighed for at fordele udgifterne på en anden måde, fx pålægge den grundejer, der har krævet vejsynet, at betale udgifterne hertil. Det bør kun ske undtagelsesvist. Se nærmere Vejdirektoratets Orientering om Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet (Se www.vejsektoren.dk, Love og Regler). Vejdirektoratet 19. april 2010 (Dok. 10/03541) Denne myndighedsopgave kan I således ikke regulere ved krav om depositum. Kommunens pligt til at indkalde til vejsyn er nærmere fastlagt i lovens 15, stk. 1. Om tilladelse til opstilling af telt har Vejdirektoratet i afgørelse af 19. marts 2010 afgjort: Ved telefonisk henvendelse den 11. oktober 2009 til Vejdirektoratet har du klaget over, at Syddjurs Kommune den 4. juni 2009 har givet tilladelse til, at der opstilles et stort telt på Torvet i E i forbindelse med arrangementet Live i dagene fra den 29. juli til 2. august 2009. Du har oplyst, at adgangen til dine ejendomme Torvet x/a-gade y har været spærret og parkeringsfaciliteter været inddraget. Vi har nu behandlet klagen. Vejdirektoratets afgørelse Syddjurs Kommunes afgørelse er ikke lovlig, allerede fordi vi ikke kan udelukke, at kommunens manglende partshøring af dig har haft betydning for afgørelsen. Da arrangementet har været afholdt, finder vi ikke grundlag for at bede kommunen om at tilbagekalde afgørelsen og træffe en ny afgørelse. Begrundelse for vores afgørelse følger nedenfor. Baggrunden for klagen Du har bl.a. anført, at du ikke er blevet partshørt eller orienteret, inden kommunen gav sin tilladelse, at du ikke er blevet orienteret om afgørelsen, at dine 4 lejere har været stærkt generet af den stærkt begrænsede adgang til ejendommene, og at spærringen blev foretaget uden varsel. Vejarealet/Torvet ud for dine ejendomme Torvet x/a-gade y er offentlig vej. Det er Syddjurs Kommune, der er vejbestyrelse. Syddjurs Kommunes afgørelse af 4. juni 2009 er meddelt på baggrund af reglen i vejlovens 102, stk. 1 (jf. vejlovens 2, stk. 6 jf. stk. 5). maj 2010 23
Kommunen har oplyst, at der ikke blev givet tilladelse til spærring af vejadgang, derfor var det kommunens oprindelige vurdering, at du ikke var part i sagen og derfor ikke skulle partshøres. Af ansøgningen til kommunen ses dog, at vejad gangen til ejendomme Torvet x/a-gade y vil blive spærret/ væsentligt forringet. Det fremgår endvidere af fotos du har fremsendt af det opstillede telt, betondragere, jerngitre, barduner m.m., at vejadgangen reelt har været spærret for kørende adgang til dine ejendomme, og adgangen har været meget vanskelig for gående færdsel. Det fremgår af sagen, at Syddjurs Kommune ved behandlingen af sagen ikke var opmærksom på, at porten til Torvet x/a-gade y er til kørende adgang, og da det har vist sig at være tilfældet, har kommunen oplyst, at kommunen burde have partshørt de berørte lodsejere. Du har anført, at det ved fremtidige tilladelser til arrangementer på Torvet skal fremgå, at tilladelse til arrangementet ikke indbefatter tilladelse til nogen form for spærring af vejadgang til ejendomme langs Torvet. Hvad kan vi tage stilling til Vi kan tage stilling til, om Syddjurs Kommune har truffet en lovlig afgørelse efter vejlovens (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) 4, stk. 1. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurdering) inden for lovens rammer. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen har fulgt vejlovenes (vejloven, vejbidragsloven. privatvejsloven og vintervedligeholdelsesloven) og forvaltningslovens (lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007) procedurer og krav. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder om kommunen har overholdt god forvaltningsskik. Regelgrundlaget Vejlovens regler om særlig råden over vejareal Det areal, der hører til en offentlig vej, må ikke anvendes til varig eller midlertidig anbringelse af genstande som eksempelvis telte uden vejbestyrelsens tilladelse. Dette fremgår af vejlovens 102, stk. 1, nr. 1. Vejbestyrelsen skal forhandle med politiet, inden den kan meddele tilladelse til anbringelse af genstande på vejarealet. Dette fremgår af vejlovens 105. Bestemmelsen i 102, stk. 1, nr. 1, angiver ikke hvilke hensyn, der skal indgå i kommunens vurdering af, hvorvidt der skal meddeles tilladelse til en særlig råden over vejareal. Bestemmelsens formål er at sikre, at vejarealer hovedsageligt anvendes til vejformål. Vejbestyrelsen skal derfor ved sin vurdering tage hensyn til arealets færdselsmæssige anvendelse, men også til de andre funktioner som arealet almindeligvis anvendes til. Partsbegrebet og reglerne om partshøring Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, hvilket fremgår af lovens 1, stk. 1. Loven gælder for behandlingen af alle sager, hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse. Det fremgår af lovens 2, stk. 1. For at en person er omfattet af reglerne om partshøring i forvaltningslovens 19, er det et krav, at vedkommende er part i sagen. Det betyder, at vedkommende har en væsentlig, individuel og direkte interesse i sagens afgørelse og udfald. At interessen skal være individuel betyder, at personen skal have en anderledes og mere speciel interesse i afgørelsen end fx naboer til vejen i almindelighed. At interessen skal være direkte gør, at der normalt skal være et vist direkte forhold mellem klager og afgørelsen. En afledet interesse er således ikke tilstrækkelig. Det kommer altid an på en konkret vurdering, om en borger er part i en sag. Hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må kommunen ikke træffe afgørelse, før den har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at udtale sig. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Det fremgår af forvaltningslovens 19, stk. 1. Hvis en part ikke i forvejen er blevet oplyst om, at kommunen vil træffe en afgørelse i forhold til den pågældende, skal kommunen orientere vedkommende om sagen og give vedkommende adgang til at udtale sig, før den træffer afgørelse. Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. En sådan oplysning kan fx være givet ved en partshøring. Forvaltningslovens 19, stk. 2 indeholder undtagelser til partshøringspligten. Disse undtagelser anvendes kun sjældent, og hovedreglen er derfor, at en kommune altid skal partshøre inden den træffer en afgørelse. Forvaltningslovens regler om partshøring har karakter af garantiforskrifter, der skal sikre, at en forvaltningsmyndighed træffer en lovlig og rigtig afgørelse. Manglende partshøring vil derfor som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ulovlig. Undersøgelsesprincippet Kommunen skal oplyse og undersøge en sag så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe 24 maj 2010
en forsvarlig og lovlig afgørelse. Dette fremgår af dansk forvaltningsrets almindelige princip, undersøgelsesprincippet. Vores afgørelse Om part og partshøring Vi finder, at du har en væsentlig, individuel og direkte interesse i sagens afgørelse og udfald og derfor er part i sagen. Vi har lagt vægt på, at adgangen til dine ejendomme berøres væsentligt, hvis der gives tilladelse til det ansøgte. Vi finder derfor, at kommunen skulle have parthørt dig i henhold til reglerne i forvaltningsloven 19, stk., 1, hvilket kommunen også efterfølgende har erklæret sig enig i. Vi kan ikke udelukke, at kommunens manglende partshøring af dig har haft betydning for sagens afgørelse. Vi finder derfor, at kommunens afgørelse ikke er lovlig. Da tilladelsen imidlertid blev givet for perioden fra den 29. juli til 2. august 2009, mener vi ikke, at der er grundlag for, at bede kommunen om at foretage den manglende partshøring og træffe en ny afgørelse i sagen. Til orientering kan oplyses, at vi har gjort kommunen opmærksom på, at den ved eventuelle fremtidige afgørelser konkret skal vurdere, om lejerne også er parter og skal partshøres. Om undersøgelsesprincippet Af ansøgningen til kommunen om tilladelsen til arrangementet ses, at vejadgangen til ejendomme Torvet x/agade y vil blive spærret/væsentligt forringet. Vi finder, at det følger af undersøgelsesprincippet, at kommunen nærmere burde have undersøgt, hvilken færdsel der er til og fra ejendommen inden der blev truffet afgørelse. Dette har vi gjort kommunen opmærksom på. Om forhandling med politiet Vejbestyrelsen skal forhandle med politiet, inden den kan meddele tilladelse til anbringelse af genstande på vejarealet. Dette fremgår af vejlovens 105. Kommunen har ikke iagttaget denne regel i den foreliggende sag, og vi har henstillet til kommunen at den følger procedurereglen. Om fremtidige afgørelser Du har anført, at det ved fremtidige tilladelser til arrangementer på Torvet skal fremgå, at tilladelse til arrangementet ikke indbefatter tilladelse til nogen form for spærring af vejadgang til ejendomme langs Torvet. Vi tager stilling til konkrete afgørelser truffet af kommunen, se eventuelt afsnittet Hvad vi kan tage stilling til, og vi kan ikke pålægge kommunen at anføre et bestemt indhold i eventuelle fremtidige afgørelser. Vejdirektoratet, 19. marts 2010 (Dok. 09/13380-20) Om ekspropriation til vej mellem to råstofgrave har Vejdirektoratet i afgørelse af 9. april 2010 afgjort: Vejdirektoratet har behandlet en klage fra advokat C på vegne af N over Rebild Kommunes afgørelse af 28. maj 2009 om ekspropriation af del af ejendommen matr.nr. x B By, V, til offentlig vej med henblik på at skabe adgangsvej mellem råstofgravene etape 1 og 2 på ejendommene matr.nr. y og z smst. ved B-vej. Klager skriver blandt andet, at der ikke er hjemmel til at ekspropriere, fordi der sker ekspropriation til en privat/offentlig vej mellem 2 private jordstykker det ikke fremgår af afgørelsen, om der er tale om en offentlig eller privat vej ekspropriationen ikke er foretaget ud fra almene samfundshensyn, men alene af hensyn til private interesser etablering af et transportbånd på det eksproprierede areal vil bevirke, at klager ikke kan udnytte sin ejendom nord for transportbåndet til græsning. Vores afgørelse Der er ikke hjemmel i vejlovens (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) 43 til at ekspropriere til offentlig vej, når denne vej alene skal forbinde 2 private ejendomme hen over tredjemands ejendom. En sådan vej er ikke offentlig, allerede fordi den ikke vil være åben for almindelig færdsel, jf. definitionen på offentlige veje, vej lovens 1, stk. 1. Vejlovens 43, stk. 1, indeholder heller ikke hjemmel til at ekspropriere til privat vej i den foreliggende situation. maj 2010 25
Vi tilsidesætter derfor kommunens ekspropriationsbeslutning af 28. maj 2009 som ulovlig og skal anmode kommunen om at trække afgørelsen tilbage. Baggrund Rebild Kommune meddelte den 16. juni 2009 N, at kommunen den 28. maj 2009 havde truffet afgørelse om, at den havde foretaget ekspropriation til adgangsvej mellem råstofgravene etape 1 og etape 2 ved B-vej. Ekspropriationen omfatter 2665 m2 af matr. nr. 5 af. Det fremgår af sagen, at råstofområderne på ejendommene, matr.nr. y og z, er ejet af et privat firma A A/S. Råstofområderne er placeret uden for bymæssig bebyggelse (i landzone). Det fremgår af notat af 7. maj 2009, at ekspropriationen er gennemført til anlæg af en privat vej. Kommunen har bekræftet dette ved telefonsamtale den 29. september 2009. Hvad Vejdirektoratet kan tage stilling til Vi kan tage stilling til klager over en ekspropriation og i forbindelse hermed tilsidesætte en vejbestyrelses beslutning om ekspropriation fra en ejendom. Dette fremgår af vejlovens 4, stk. 2. Vejlovens bestemmelser om ekspropriation Det er vejbestyrelsen, der beslutter, om en ekspropriation skal ske. Dette fremgår af vejlovens 49, stk. 1. Vejbestyrelsen kan iværksætte en ekspropriation til offentlige vej- og stianlæg, når almenvellet kræver det. Det fremgår af lovens 43, stk. 1. Ved offentlige veje forstås veje m.m., der er åbne for almindelig færdsel, og som bliver administreret af stat eller kommunen efter vejlovens bestemmelser. Det fremgår af vejlovens 1. Vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven) indeholder i enkelte tilfælde hjemmel til at ekspropriere til anlæg af private fællesveje i landzone. Ved private fællesveje forstås veje m.m., der uden at være offentlige (jf. vejlovens og privatvejslovens 1), tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som vejen ligger på. Det fremgår af privatvejslovens (lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) 2, stk. 2. I henhold til vejlovens 43 er der hjemmel til at ekspropriere til private (fælles) veje og stianlæg, når disse er nødvendiggjort af anlægsarbejder m.v. på offentlig vej, jf. lovens 43 stk. 2 og 69, beslutning eller bestemmelse om oprettelse eller benyttelse af adgange til offentlig vej, jf. lovens 78 79, eller beslutning om tilvejebringelse af vejadgang i forbindelse med nedlæggelse af offentlige og almene veje, jf. vejlovens kapitel 9. I forbindelse med nedlæggelse af en privat fællesvej, kan kommunen fremskaffe anden vejadgang ved ekspropriation efter reglerne i vejlovens kapitel 5. Det fremgår af lovens 53, stk. 3. Bestemmelsen gælder også i forbindelse med nedlæggelse af private fællesvej på landet, jf. henvisning til kap. 9 i lovens 14, stk. 5. Herudover indeholder vejlovgivningen ikke hjemmel til at ekspropriere til anlæg af private fællesvej eller rent private veje på landet. Vejlovens 69 om adgangsforhold i forbindelse med anlæg eller ombygning af offentlige veje Ved nye vejanlæg og ombygning af veje skal vejbestyrelsen tage stilling til, om eksisterende adgange, herunder overkørsler, skal opretholdes. Afbryder vejanlægget en ejendoms hidtidige adgang til det offentlige vejnet, skal vejbestyrelsen så vidt muligt sikre ejendommen anden fornøden vejadgang. Det fremgår af vejlovens 69, stk. 1. Hvis ikke der bliver etableret fornøden forbindelse til offentlig vej eller til afskårne dele af ejendommen, har ejendommens ejer eller bruger ret til erstatning efter reglerne i vejlovens 51-58. Dette fremgår af vejlovens 69, stk. 2. Vores vurdering Kommunens argumenter Kommunen har som begrundelse for, at der kan ske ekspropriation blandt andet anført, at der er hjemmel i vejlovens 43, stk. 1, nr. 2, til at ekspropriere til private vejanlæg, når disse er nødvendiggjort af en beslutning om opretholdelse eller benyttelse af adgange til offentlig vej Støvring (nu Rebild) Kommune besluttede, at adgangen til råstofområdet (begge etaper) skulle ske ad en overkørsel til V-vej for at undgå udbygning af områdets smalle veje og for at gøre transportvejen i forbindelse med kørsel til og fra råstofgraven kortere ekspropriationen kan foretages ud fra almene samfundshensyn, idet det herved sikres, at råstofplanlægningen kan sikres og for at sikre, at vejnettet kan benyttes hensigtsmæssigt at en overkørsel til B-vej og A-vej fra råstofområdet vil være til gene for beboerne på de omkringliggende 26 maj 2010
ejendomme på grund af en øget kørsel med lastbiler den tvangsrute som udvindingstilladelse er underlagt vil blive forlænget (500 meter), og at det er mest hensigtsmæssigt med kun én over kørsel som adgangsvej til råstofområdet. Hvis der skulle etableres overkørsel til B-vej ville der være 2 overkørsler med tung transport inden for 200 meter. Vores begrundelse Ekspropriation En offentlig vej, der kun har forbindelse med det øvrige offentlige vejnet ad en privat fællesvej på landet eller privat vej, kan efter vores opfattelse ikke anses for at være åben for almindelig færdsel, da en sådan privat fællesvej/privat vej kan afspærres for almindelig færdsel på privat retligt grundlag, og nedlægges uden vejmyndighedens samtykke. Vi forstår sagen således, at det alene er A A/S som råstofudvinder, der vil få adgang til at udnytte og kan udnytte det areal, som kommunen har eksproprieret til, blandt andet ved at opsætte et transportbånd. Der vil således ikke være adgang for offentligheden til vejarealet, da vejarealet ikke tjener som hverken offentlig eller privat fællesvej. Vi mener derfor ikke, at vej adgangen mellem de to råstofområder kan anses for at tjene almenvellets interesser, jf. vejlovens 43, stk. 1. Det fremgår af sagen, at Rebild Kommune i brev af 14. februar 2008, over for A A/S, har indvilliget i at tilvejebringe adgangsvej mellem to råstofområder (matr. nr. y og z) om nødvendigt ved ekspropriation under forudsætning af, at A A/S ville fraskrive sig retten til i øvrigt at ansøge om udkørsel til A-vej og B-vej. Overkørsel Nye overkørsler fra en ejendom til en offentlig vej må kun etableres med vejbestyrelsens godkendelse. Det fremgår af vejlovens 70, stk. 1. Benyttelse af eksisterende overkørsler for anden ejendom, end den overkørslen er godkendt for, må kun ske med vejbestyrelsens tilladelse, jf. vejlovens 71, stk. 1 og 3. Ved en ejendom forstås det matrikulerede grundareal, jf. punkt 1 i privatvejslovscirkulæret (ministeriet for offentlige arbejders nu Transportministeriets cirkulære nr. 134 af 6. december 1985 om lov om private fællesveje). Vejlovgivningens ejendomsbegreb er således identisk med udstykningslovens (lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 494 af 12. juni 2003, med senere ændringer) ejendomsbegreb, jf. udstykningslovens 2. I denne sag er der ikke grundlag for at antage, at de eksisterende overkørsler fra ejendommene, matr.nr. y og z, kræver ny godkendelse efter vejlovens 71. Der er heller ikke oplysninger om ombygning af de offentlige veje, hvortil disse ejendomme hidtil har haft vejadgang. Allerede derfor ses der ikke at være grundlag for at træffe afgørelse om adgangsforholdene efter bestemmelsen i vejlovens 69, stk. 1. Der er i henhold til vejlovens bestemmelser ikke hjemmel til, at der kan ske ekspropriation til en privat vej, uanset at kommunen har begrundet sin afgørelse i hensyn til de omkringliggende vejes størrelse eller hensynet til færdselsmæssige gener for tilgrænsende naboer som følge af en forøget trafik fra råstofområderne. I forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding kan kommunalbestyrelsen fastsætte særlige vilkår bl.a. med henblik på at varetage hensyn til miljø og infrastuktur. Det fremgår af råstoflovens (lovbekendtgørelse nr. 950 af 24. september 2009. Administreres af Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen. Klageadgang til Naturklagenævnet) 7 og 10. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse træffe bestemmelse om adgangen fra råstofindvindingen til offentlig vej. Hvis en sådan bestemmelse indebærer etablering af en ny vejadgang, skal denne godkendes særskilt efter vejlovens regler. Vi er ikke bekendt med, om råstofloven indeholder ekspropriationsbestemmelser til gennemførelse af et vilkår om vejadgangen til råstofindvindingen. Konklusion Der er ikke hjemmel i vejlovens 43 til at ekspropriere til offentlig vej, når denne vej alene skal forbinde 2 private ejendomme hen over tredjemands ejendom. En sådan vej er ikke offentlig, allerede fordi den ikke vil være åben for almindelig færdsel, jf. definitionen på offentlige veje, vejlovens 1, stk. 1. Vejlovens 43, stk. 1, indeholder heller ikke hjemmel til at ekspropriere til privat vej i den foreliggende situation. Vi tilsidesætter derfor kommunens ekspropriationsbeslutning af 28. maj 2009 som ulovlig og skal anmode kommunen om at trække afgørelsen tilbage. Om nedklassificering af en offentlig vej efter ekspropriation Vi kan oplyse, at der efter vores opfattelse ikke er noget til hinder for, at en offentlig vej, hvor arealerne er erhvervet ved ekspropriation, senere kan nedklassificeres til privat fællesvej. Vi mener dog, at hvis det allerede på tidspunktet for ekspropriationen er hensigten at nedklassificere vejen til maj 2010 27
privat fællesvej efter dens anlæg, vil en sådan ekspropriation kunne tilsidesættes som ulovlig efter de uskrevne regler om forbud imod magtfordrejning. Om Vejdirektoratets udtalelse af 5. marts 2004 Vi har forstået sagen således, at Rebild Kommune som begrundelse for sin beslutning om at gennemføre den konkrete ekspropriation blandt andet har henvist til to udtalelser fra Vejdirektoratet fra 5. marts 2004 og 9. september 2005 (Vejdirektoratets j.nr. A01-D0301-41). Det fremgår af et referat fra møde i Støvring (nu Rebild) Kommune den 25. maj 2004, at kommunen forstod vores udtalelse af 5. marts 2004 således, at den fornødne hjemmel for tilvejebringelse af vejadgang mellem de to råstofområder forelå, og at kommunen kunne risikere et erstatningskrav fra ejeren af råstofområderne, hvis kommunen afslog at give tilladelse til etablering af vejadgang til A-vej og B-vej, og ejeren derved blev afskåret fra at udnytte råstofområderne. For god ordens skyld skal vi hertil oplyse, at vi i vores udtalelser ikke har taget stilling til lovligheden af en eventuel ekspropriation, men alene har udtalt os generelt om vejlovens bestemmelser. For så vidt angår hjemlen for en ekspropriation til offentlig eller privat fællevej, oplyste vi i vores udtalelse af 5. marts 2004 oplyst, at: Som oplyst af kommunen kan vejbestyrelsen med hjemmel i 43, stk. 1, og 2, ekspropriere til anlæg af nye offentlige veje, når almenvellet kræver det. Udtrykket, når almenvellet kræver det, er en gentagelse af det tilsvarende krav i Grundlovens 73. Dette er udtryk for, at ekspropriationen skal varetage almene samfundshensyn og ikke må gå videre end nødvendigt for at varetage disse hensyn. Det må som udgangspunkt være Vejdirektoratets opfattelse, at ekspropriation til nye veje af hensyn til gennemførelse af den for et område fastsatte planlægning varetager almene samfundshensyn. Spørgsmålet, om en konkret ekspropriation er nødvendig for at varetage denne interesse, beror på et skøn, som Vejdirektoratet eventuelt skal tage stilling til i forbindelse med en eventuel klage over ekspropriationen. Vi tager i vores udtales således ikke stilling til, om kommunen lovligt kan ekspropriere til en vej, hvor der ikke er offentlig adgang. Derimod oplyste vi, at hjemlen til tilvejebringelse af anden vejadgang ved ekspropriation i form af offentlig vej og privat (fælles) vej findes i vejlovens 43, stk. 1, nr. 2 og stk. 2. For så vidt angår spørgsmålet om kommunens erstatningspligt, har vi i vores udtalelse af 5. marts 2004 oplyst, at I det omfang kommunen efter nævnte bestemmelse eller i forbindelse med kommende matrikulære ændringer kan nægte adgang til de offentlige veje A-vej og B- vej, kan ejeren kræve, at kommunen som vejbestyrelse overtager arealerne, hvis ejeren afskæres fra en udnyttelse af arealet, der er økonomisk rimelig og forsvarlig under hensyn til ejendommens beliggenhed og øvrige beskaffenhed, og som svarer til den udnyttelse, der finder sted af andre tilgrænsende eller omliggende arealer, medmindre vejbestyrelsen kan anvise anden fornøden adgang til arealet. Spørgsmålet, om betingelserne for overtagelse er til stede, henhører under lovens taksationsmyndigheder, der tillige kan tage stilling til, om det af vejbestyrelsen eventuelt fremsatte forslag til ændrede adgangsforhold er tilfredsstillende, jf. lovens 79. Om kommunen er erstatningspligtig over for ejeren af råstofområdet, hvis der ikke kan meddeles adgang til B- vej/a-vej, og ejeren af området på den baggrund mener at få et tab, er et erstatningsretligt spørgsmål, som skal afgøres af domstolen, hvis det ikke er muligt at opnå enighed mellem parterne. Om kommunen er erstatningspligtig over for ejeren af råstofområderne, fordi der tidligere er indgået aftaler mellem kommunen og ejeren, er også et privat retligt spørgsmål, der skal løses af domstolene, hvis det ikke er muligt komme til en forståelse om fortolkningen af aftalerne mellem parterne. Vejdirektoratet, 9. april 2010 (Dok. 09/07866-20) 28 maj 2010