1

Cheth. Bogstavet Cheth betyder hæk eller hegn. Ifølge Isaac Luria (1534-1572), er Cheth konstrueret ved at kombinere de to tidligere bogstaver, Vau og Zayin, med en tyk linje, kaldet pukkelryggen, som en bro imellem sig. Kabbalisterne sammenligner bogstavet med en ørn, der svæver over sin unge i reden for ikke at knuse den under sin vægt. Ørnen er en metafor for Gud i forhold til sine børn, til sin skabelse i almindelighed, og til menneskene i særdeleshed. Ville Gud enten afsløre sin ultimative tilstedeværelse eller tilbagekalde sin magt til at genskabe verden, da ville den omgående ophøre med at eksistere. Ligesom ørnen, svæver Gud over den skabte virkelighed, og forsætter med at opretholde og nære sin Skabelse. Samtidig gives alle skabninger evnen til at vokse og udvikle sig selvstændigt. Den højeste form for velgørenhed, fortæller kabbalisterne, er den, hvor giveren er skjult for modtageren, sådan at modtageren ikke er forpligtiget til at betale tilbage men i stedet fri til at sprede sin egen velstand om sig og fremad i skaberværket. Dette fænomen er allerede tænkt ind i forholdet mellem Gimel og Daleth, men her, i bogstavet Cheth, manifesterer det sig i et udtryk. Ved sin konstruktion er Cheth et billede på den hårfine balance mellem åbenbaringen af Guds nærvær ud til os, illustreret ved de småord, der kan dannes af bogstaverne Cheth og Chets højre ben Vau, og fortielsen af den samme evige kreative strøm ud i hans Skabelse, der skjuler sig bag betydningen af de småord, der kan dannes af Cheth og Chets venstre ben Zayin. Modsat symboliserer bogstavet også mennesket, der lytter efter Guds stemme overalt og igennem alt. I Sepher Yetzirah fortælles der: Han skabte Cheth, fremherskende i Syn, kronede det, forenede og formede med det Krebsen i Universet, måneden Tamuz og menneskets højre hånd. Fænomenet Syn er gemt i Cheth som en del af bogstavets indre betydning, hvor det hentyder til sin tilstedeværelse gennem ordene chava, dannet af Cheth og Vau, der betyder at bekendtgøre eller kundgøre og choze, dannet af Cheth og Zayin, der betyder profet eller seer. Kobler vi de tre bogstaver, Cheth, Vau og Zayin sammen og tilfører dem et Tau, som er alfabetets omega, får vi ordet chatzoth, der betyder åbenbaring eller afsløring. Cheth, der er åbent i bunden, er et billede på det åbne øre, der er årvågent for alverdens lyde. Herved illustrerer det et meditationstrin kaldet det lyttendes 2

univers, der er en tilstand, hvori selvet er opløst, indtil man kun er ét øre, der giver genlyd af lyde. Baal Shem Tov, det Hellige Navns Mester, tilskyndede sine studenter til at lytte med en stærkt fokuseret opmærksomhed og henlede denne lige meget på fuglesang, regn eller et råb på gaden som på bøn. Maggiden fra Mezerich sagde, at den bedste måde at praktisere det at lytte på, var ved helt at glemme sig selv: Du bør ikke være andet end et øre, der hører, at Ordets univers konstant taler til dig. I det øjeblik du igen kan høre, hvad du selv siger, må du stoppe. Det lyttendes univers er den højest mulige form for sanseoptagelse i nephesh instinktmæssige sjæl, og det er en måde, hvorpå Rafael gør os opmærksom på den rolige, tavse Guds stemme, som giver genlyd gennem hele Skabelsen. Cheth er det 8. Bogstav med den numeriske værdi 8. Her ved er bogstavet forbundet med Den kosmiske ligevægt, der gemmer sig bag tallet 8 - symbolet for den evige bevægelse - der forbinder himmel adskilt fra jord i en uendelig metafysik; en todelt enhed og en mangfoldig virkelighed. Symbolet for tallet 8 tallet er en figur, der er sat sammen af to cirkler ovenpå hinanden. Dette skal illustrere den kosmiske lovmæssighed, at hvad der end eksisterer, så er det et udtryk for åndelig energi, og enhver form for åndelig energi er underkastet kontrol og vejledning fra den form, som er over den. Det bevidste billede af mennesket er også en form for åndelig energi. Alle former for energi under menneskets plan er underlagt dets kontrol. Omvendt er både mennesket og de lavere vibrerende planer underlagt vejledningen fra overbevidste planer af energi. Disse flyder ned i de underbevidste planer gennem virksomheden i menneskets bevidste sind, der virker som forbindelsesled mellem det, som er foroven og det, som er forneden. I menneskets psykologi skaber 8 tallet det midterste led af den tredje cyklus. Hvor 7 handler om sjælen set i en kontekst af tid, handler 8 om sjælens forbindelse til det jordiske, der giver individet sans for det, der ligger uden for tid. Erkendelsen af sjælens og evighedens eksistens. For at tilegne sig denne erkendelse, må otterens arbejde aktivt på at regulere forholdet mellem det åndelige og det fysiske ved konstant at bevæge sig frem og tilbage mellem himmel og jord, årsag og virkning, tid og rum og fødsel og død. I starten af processen kræver dette en bevidst og disciplineret indsats, ikke mindst i den mentale del af sindet, men efterhånden skabes der en bane for bevægelsen, der munder ud i en fuldt ud automatiseret og selvnærende proces, der kører i et metafysisk ottetal, et möbiusbånd, på en måde, der kan lignes med oceanernes havstrømme. 3

De forskelle der er mellem de fænomener, vi kalder 'kausale', 'astrale' og 'psykiske' er til for, at vi skal kunne skelne mellem dem. Set i et større perspektiv, er der snarere tale om effekten af materielle kræfter stillet overfor åndelige. Og set i et endnu større perspektiv, er den del af de materielle kræfter, som vi kalder stof, heller ikke virkelig i sig selv, men en effekt af eller et udtryk for den måde som åndelig energi opfører sig på indenfor det menneskelige sanseapparats verden. Så længe vi bliver ved med at tænke på stof som noget virkeligt - som om det har sin egen uafhængige eksistens så længe er vi i fare for at blive begrænset af denne vildfarelse. Sandheden er, at fysiske kræfter og alle andre kræfter, essentielt er åndelige fordi deres rødder er det guddommelige liv bag alle ting. Vore legemer er åndelige kendsgerninger. Den faste jord er en anden åndelig kendsgerning. Det er solen, månen og stjernerne også. Når vi forstår dette, er den største barriere mod at nå til fremskridt i praktisk mystik fjernet. Cheth korresponderer med højre hånd i mennesket, ligesom Yod knytter sig til den venstre. Til sammen danner de to ordet chay, der betyder liv, livlighed eller, om egenskaber, at være energisk, robust og livskraftig. Disse henleder alle til et andet ord, navnet Chevvah, Eva, der betyder liv. Chevvah, Cheth, Vau, He, er en variation af en anden stavemåde for Eva navn, nemlig: He, Vau, He, Havvah, som vi fortalte om i kapitlet om He. En forklaring på denne forskel kunne være, at Havvah bliver til Chevvah, efter hun har udspillet sin syndige natur og derved forårsaget uddrivelsen fra Paradis. Efter Syndefaldet fratages Eva det første He i sit navn, og mister derved en af sine guddommelige egenskaber, men hun gives en anden gave i dets sted, nemlig bogstavet Cheth, og med det en række kvaliteter, der snart skal vise sig nyttige i den lavere del af verden, som hun nu må gøre til sit hjem i eksil. Ifølge den kabbalistiske tradition er sjælen formet i Edens Have ved, at de fire vinde, der udstrømmede fra Nord, Syd, Øst og Vest, mødte hinanden og flød sammen til en. Det er Vestenvinden, mener man, som er det skabende åndedrag, der står for selve udformningen af sjælen ud af bevægelsen i vindenes forening. Denne aktivitet udspillede sig i nøjagtig samme øjeblik, som det første menneske blev formet ud af de fire elementer, der var blevet bragt sammen fra de fire verdenshjørner på jorden, ligesom vindene var blevet det i himlen. Da disse to handlinger er fuldført, bliver formen vækket til live ved, at foreningen af de fire vinde og den fysiske form, bliver forbundet med hinanden. Det er af denne grund, at kabbalisterne siger, at mennesket er sammensat af substansen af to verdener - fire fra oven, fire fra neden, otte i alt og derfor korresponderer dette fænomen med 4

Cheth og tallet 8. Endvidere fortælles det, at de fire elementer ild, luft, jord og vand er rødderne og kilden til alting - for oven som forneden. Zohar modificerer denne påstand ved at fastslå, at de fire vinde, som var samlet i Edens Have for at skabe sjælen også indeholdt elementerne, hvor ild var i Nordenvinden, luft i Østenvinden, vand i Søndenvinden og jord i Vestenvinden. Menneskets legeme var sammensat af det støv, der var i den lavere verden, og hans sjæl af det støv, der var i den øvre verden. Da sjælen rejste sig for første gang i form af Adam, var det erkendt, at fordi hvert menneske, som skulle komme efter var skabelse efter dette mønster, måtte alle mennesker også af natur være forenet med det Guddommelige. På det tidspunkt af skabelsen, hvor den første sjæl blev skabt og givet til Adam, blev der også skabt andre sjæle. Ifølge Den Større Forsamling er sjælene til alle de, der skal fødes indeholdt i Adam. Neschamah-sjælen er alene indeholdt i ham. Vi må derfor formode, at de sjæle der blev skabt af Gud, kun var sammensat af Nephesh og Ruach, hvor Neschamah blev tilkendt i overensstemmelse dermed. Zohar fortæller os, at da Gud ønskede at skabe universet, formede Han alle sjælene, som var bestemt for menneskets legemer, og fik dem alle til at gå foran sig i en forberedende dom. Hver sjæl ankom i den form, hvori den eventuelt skulle lægges, og stod foran Gud, hvor den bønfaldt Ham om, at den måtte forblive i de højere himle. I hvert tilfælde beroligede Gud sjælen ved at hviske dens opgaver og formål til den, inden Han ledte den til det sted på jorden, hvor dens nyligt formede legeme ventede den. Før sjælen steg helt ned til denne verden fortælles vi, at den fik lov til at stige op fra det jordiske paradis, som er dens hjem, indtil Tronen. Tronen, der her henvises til, er helt klart Merkabah, Guds Tronstridsvogn. Når sjælen først har forbundet sig med den, drager den sit væsen fra tronen og ikke fra den nedre del af verden. Som der står i teksten: Den drager sit væsen fra de fire søjler, hvorpå Tronen sidder. Dette kunne være en hentydning til, hvordan der er skabt en mulighed for, banet en vej til, at den enkelte kan møde og drage sin sjæls Neschamah aspekt til sig. Vi må formode, at tronens fire sider eller fire søjler, henviser til de fire elementer, som alting er baseret på, og hvorfra Adam modtog sin åndelige og legemlige form. Det er her, at den skabte sjæl forberedes til, at træde ind i verdenen. Selv nu, er der endnu en handling tilbage som skal udføres, næsten i det sidste øjeblik før den træder ind i livet. Gud omfatter både det evig mandlige og det evig kvindelige i sit navn og i sit væsen, ligesådan rummer sjælen både mand og kvinde i ét, men i 5

mennesket og menneskenes verden lever de som to dele, to køn, og to hænder, side om side men adskilt. I hvilken verden skal vi mødes?... Der er øjeblikke hvor jeg tror at føle, gennem tidsaldre og al mørkets tilsynekomster, vores hemmelige forbindelse. Scener af noget som skete længe førend mennesket fremstod på jorden, kommer tilbage til min hukommelse og jeg ser mig selv under Edens gyldne gren, siddende ved siden af hende. (citat af Gerard de Nerval 1808-1855) Myten fortæller: Alle de sjæle der blev skabt ved Guds aktivitet var oprindeligt én, hvor den mandlige og kvindelige del endnu ikke var adskilt og levede i lyksalig forening. Da de først begyndte deres rejse nedad til denne jord, gjorde de dette som mand og kvinde tilsammen. Først da de ankom, blev de adskilt, og kun Gud ved, hvor de to halvdele fra den oprindelige sjæl er. Ifølge Zohar kan et menneske kun finde sin anden halvdel ved at vandre ad sandhedens vej. Kun da har han en chance for en fuldførelse. Når sjælene forlader helligdommen for deres oprindelige helhed, placeres de i nattens hænder, som er pålagt undfangelsen og slutteligt bestemmer, hvem af de to, der først skal fødes. Når og hvis disse to sjæle mødes igen i samme liv, svarer de til det skriftsted, som siger at der intet nyt er under solen, for deres forening var forudbestemt fordi de oprindeligt var én. Men der er ingen garanti for dette. Et menneske kan blive fordærvet på sin vej, og hvis han bliver det, bliver hans sande mage overført til en anden. Han vil aldrig kende hende her i livet, medmindre han, ved sine egne anstrengelser, retter op på sin vej. Hvis dette ikke lykkes for ham, vil han først blive genforenet med hende ved sin død, og på dette tidspunkt vil den anden, som var hendes mage i livet, blive taget bort. Alt dette er, ifølge Zohar, en skændig handling i Guds øjne, men den er ikke desto mindre ordineret af Ham. Her fortælles også, at en mand af god karakter altid vil være villig til at opgive alt for at blive gift med datteren af en mand, der er lærd udi Toraen. Det underforståede her er, at visdom og fuldkommengørelse er genetisk overført fra faderen til datteren, og at dette værdifulde arvemateriale kun kan bringes videre til den næste generation gennem dem, som er nært knyttet til Gud. Det er kun pålagt manden, som den opsøgende part, at finde den manglende halvdel af sin sjæl. Kvinden får, som den tiltrækkende eller modtagende part, under alle 6

omstændigheder sin halvdel, det som tilkommer hende i ægteskabet, uanset hvor glædeligt eller smertelig forløbet måtte være for hende. Vi nævnte tidligere, at man oprindeligt tænkte på Shekinah som Guds nærvær, og at kabbalisterne senere tog idéen om nærværelse op ved at opleve Shekinah som en feminin del af Gud. De lagde stor vægt på, at da den bibelske påstand blev skrevet om virkningen af, at Guds Shekinah drog i eksil med Israel, da mentes der, i bogstaveligste forstand, at Gud gennem denne del også selv drog i eksil. Dermed handler forløsningen af denne feminine medhjælper i virkeligheden om forløsningen af et aspekt af Gud Selv. Det som man dermed forsøger at forklare er, at Gud i sin hele tilstand er androgyn og, at Han i sin nuværende tilstand er ufuldkommen. Fordi dette er tilfældet, går man videre med at sige, at fordi mennesket er skabt i Guds billede, er det også i sin grundtilstand androgynt, hvilket også menes at ligge i betydningen bag den måde, hvorpå Eva er skabt. Det er af denne grund, at man over alt finder argumenter for den påstand, at virkningerne af Gud i mennesket altid er en afbalancering af mand /kvinde, maskulin /feminin, altså at en mand for at være rettroende altid må forblive i kontakt med denne feminine side i sig selv. På en enkel sociologisk måde betyder dette, at manden ikke skulle være uden hustru. Dette har sikkert meget at gøre med idéen om, at et menneskes sjæl ikke kan forløses, medmindre han har bragt børn til verden. Men bag det står også tanken om, at Shekinah er repræsenteret ved enhver levende kvinde. Det er af denne grund, at Zohar fortæller os, at når en mand rejser væk fra sit hjem og sin hustru, må han først bede til Gud om, at Han vil tillade Shekinah at komme til ham og hvile ved ham således, at han må forblive mand og kvinde. Som et tillæg advares han om, at når han endelig er på rejse med Shekinah hvilende ved sin side, da må han bestræbe sig på ikke at gøre noget der kan støde hende. Hvis han på nogen måde skulle forbryde sig, vil Shekinah opgive ham og efterlade ham ufuldstændig. Når han igen vender hjem efter sin rejse, er det hans pligt, at fornøje sin hustru, for nu er det atter i gennem hende, at Shekinah kommer til ham og knytter sine bånd til ham, herom fortæller Mester: Båndene er silkebånd og knuderne er silkeknuder. De bindes let og løses let. Ved det mindste skridt, der trædes bagud, den mindste tanke, det mindste Ord den mindste bevægelse væk, løses knuden og det stærke bånd. Ved det mindste skridt, der trædes fremad, den mindste tanke, det mindste Ord den mindste bevægelse for, da knyttes de igen, båndene og knuderne af silke. 7

Cheth og 8 tallet arbejder aktivt på at regulere forholdet mellem det åndelige og det fysiske ved konstant at bevæge sig frem og tilbage mellem himmel og jord, årsag og virkning, tid og rum og fødsel og død. Således skabes der en bane, et flow i bevægelsen, der munder ud i en fuldt ud automatiseret og selvnærende proces, der kører i et metafysisk ottetal, et möbiusbånd, på en måde, der kan lignes med oceanernes havstrømme. 8

Hvis kvindens far eller et andet mandligt familiemedlem har valgt hendes jordiske gom, står hun automatisk under dennes beskyttelse, hvis hendes mand skulle vise sig ikke at have fanget betydningen i dette budskab eller han viser sig for hård og urimelig over for hende. Dernæst har hun mulighed for at søge hjælp og rådgivning hos familiens rabbi, og endelig kan hun søge styrke og hjælp ved at appellere til Shekinah, der i hendes indre som i det ydre anses som Guds feminine modpart og alle kvinders beskytter. Men faktum er, at hun i praksis i høj grad lever sit liv på sin ægtefælles og andre mænds nåde. Kvindens svage sociale stilling i Zohar, og mange andre kabbalistiske tekster, skal ikke ses som et sådan er det, og sådan bør det være, men i lyset af, at den er skrevet i en helt anden tid og kultur end vores. Det er et verdensbillede, hvori barnet rangerer under den voksne, kvinden under manden, individet under fællesskabet og fællesskabet under Gud. Derfor er det også mandens kærlighed til Gud, og det ansvar og privilegium det er, at bidrage til den guddommelige genetiske arv, der er den primære drivkraft bag hans ønske om ægteskab, forelskelse i eller en personlig kærlighed til kvinden selv er og bør være sekundær for begge parter. Hænderne, i hvilke Guds maskuline navneaspekt, Yod, er præget i den venstre og hans feminine, Cheth (underforstået He, Vau, He) i den højre, er hyppigt anvendte allegorier både i det nye og gamle testamente. Nogle gange er hænderne omtalt specifikt som højre og venstre hånd, andre gange får vi ikke at vide, hvilken hånd, der er brug, men uanset hvad, er det vigtigt at huske, at ordvalget i skrifterne altid er velovervejet, præcist og tilsigtet. Derfor er det lige så vigtigt at hæfte sig ved, hvilken hånd, der bliver brugt som ved hvem og til hvad, den bruges, når vi skal afdække den del af tekstens budskab, der skjuler sig under det bogstavelige og letforståelige niveau. For hænderne henviser til de konkrete energier, der arbejder enten alene eller sammen; gennem Yod eller Cheth eller foreningen af Yod og Cheth, venstre hånd eller højre hånd eller dem begge to som personificerende symboler for Guds handlinger, eller som billeder på de skjulte eller komplicerede forhold, der gør sig gældende i menneskets ydre og indre liv. Måske er det derfor, at Jesus hentyder, hyppigt indirekte og ofte direkte, netop til hænderne i sine flertydige og dobbeltbundede lignelser. Dette ses for eksempel i: Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. (Matt. 6, 3-4) Hvis man associerer ud fra navnet, Cheth, der betyder hegn eller hæk, kunne man forestille sig, at det henleder til et metafysisk fænomen, en energi fra eller vibration af Cheth, der har til formål at virke som en skelsættende og afbalancerende faktor, 9

der gør det muligt for modsætninger eller modsatrettede energier at mødes hen over hækken og arbejde sammen, uden at de annullerer eller neutraliserer hinanden og uden, at de bliver rodet sammen og ind i hinanden. Et billede på Cheth i denne betydning kunne være det skel, der deler en motorvej på midten og sikrer, at de modsatrettede trafikstrømme ikke kolliderer med hinanden. Det kunne også være den grænse, der deler en magnet, så det positivt ladede finder sin pol i den ene side, mens det negativt ladede søger mod den anden. Eller det kunne udtrykke sig ved balancepunktet mellem to sider af samme sag, det, som er på den ene vægtskål fra det, som er på den anden eller det, som er på den ene side af hegnet fra det, som er på den anden. Den fold, der på en gang rummer hele flokken, og på samme tid sætter skel mellem bukke og får. I kraft af dette fænomen er der skabt basis for et andet; skabelsen at det isogyne væsen. Et væsen der nok nærmere må forstås som en tilstand eller en midlertidig form, der adskiller sig fra den androgyne skabning ved, at der her og helt ned under celleplanet er sat skel mellem det maskuline og det feminine aspekt. Det androgyne væsen er produktet af noget frugtbart, men selv er det bundet til en fast form, der er ude af stand til at forandre eller forplante sig. Det isogyne væsen er i realiteten uden form, en proces eller en enhed bestående af to uafhængige energistrømme, der kan mødes, tage form, bære frugt og skilles igen i det uendelige. 18. sti: På den 18. sti ligger bogstavet Cheth mellem Binah og Geburah, og kabbalisterne kalder denne sti for Intelligensens eller Velstandens Hus. Et andet navn for denne sti er Indflydelsens hus, da den er en kilde hvorfra gode ting i stigende grad tilstrømmer de skabte væsner. Fra denne kilde drages hemmelighederne og de skjulte sanser, som svøber sig i dens skygge - fra Årsagen til alle Årsager. En sidste betegnelse, der i særlig grad forbinder Chets sti til menneskets udvikling er Aflægningens eller Fordelingens nødvendighed. For at noget nyt kan tilkommes, må noget gammelt aflægges, og for at skibet kan sejle og kursen følges, må lasten fordeles med omtanke. På det personlige plan vil man her forsøge at opnå en højere grad af autonomi. Ideelt set stræber man efter at tilegne sig den bevægelige stabilitet der udtrykker sig i Cheth og den energi eller vibration, der udstrømmer fra det i form af det selvreflekterende, selv-skabende 8 tal. Det eneste tal, der ikke ændrer sin form, når det spejles i noget uden for det selv. En guddommelig cirkel, der bryder ud af sig selv 10

for at finde tilbage til sig selv, for at bryde ud af sig selv - symbolet for evigheden. I den græske mytologi får vi fortalt den smukke historie om Narcisos. Han fanger sit eget spejlbillede i det genspejlende vand og da han ikke ved at det er ham selv, der er skaber det smukke spejlbillede, vender han tilbage, igen og igen, for at betragte denne skønne fremmede. På samme måde er det med menneskets skæbne i den ydre verden. Vi ser ikke, at den blot er en genspejling af vort eget Selv, af vores ånd. Ligesom 8 tallet løber uendeligt i sig selv, således bevæger mennesket sig ud af sin underbevidsthed og ind i sin bevidsthed, for at bringe former fra længst svundne, glemte og muligvis fortrængte erfaringer frem i lyset. Vi lærer at alt, hvad vi tilsyneladende har erfaret i den ydre verden, vores hele skæbne, ikke kommer fra noget, der eksisterer uden for os, men fra noget, som eksisterer inden i os selv. Hvis vi ikke kan lide vores skæbne, må vi selv forandre den. Tidligere erfaringer vejes, registrerer og bedømmes indtil, der, ud af dette kaos, er skabt orden i det indre væsen. Og målet for denne proces er, at vi gennem indre orden, også må finde en dybere kærlighed og tillid til jorden og livet på den. At vi ikke længere flygter fra den, men vover og evner at grave vores rødder dybt ned i den sorte muld uden at lade os begrave af den, sådan at vores træ vil næres og vokse sig så stort, at det kan yde de skiftende vinde modstand, og give ly for himmelens fugle. 11