Kapitel 48 - Kirken kommer ud af dunkelhed

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 48 - Kirken kommer ud af dunkelhed Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 12. mar. 1995 Gordon B. Hinckley blev indsat som Kirkens 15. præsident 23. sep. 1995 Proklamationen om familien blev præsenteret på Hjælpeforeningens årlige møde Feb. 1996 For første gang boede flere end halvdelen af Kirkens medlemmer uden for USA 7. apr. 1996 Præsident Hinckley blev interviewet i Tv-programmet 60 Minutes 26.-28. maj 1996 Templet i Hong Kong i Kina blev indviet; præsident Hinckley blev den første af Kirkens præsidenter til at besøge hovedlandet Kina 29. maj 1996 Cambodja og Vietnam blev indviet til evangeliets forkyndelse Nov. 1996 Apr. 1997 Præsident Hinckley talte til Religion Newswriters Association Nye halvfjerdser-områdeautoriteter blev organiseret i tre kvorummer 22. juli 1997 Rekonstruktionen af mormonpionerernes vogntog kørte ind i Salt Lake Valley i forbindelse med 150-års-festligholdelserne Okt. 1997 Nov. 1997 Feb. 1998 Præsident Hinckley bekendtgjorde planerne om at opføre mange mindre templer Kirkens medlemstal kommer over 10 millioner Præsident Hinckley blev den første af Kirkens præsidenter til at besøge fire lande i Afrika 26. juli 1998 Det første af de mindre templer blev indviet af præsident Hinckley i Monticello i Utah 1.-2. apr. 2000 Generalkonferencen blev for første gang afholdt i det nye konferencecenter Indledning Næppe har nogen præsident1 for Kirken fået dette embede med mere kirkeerfaring end Gordon B. Hinckley. Ved at bygge på sin erfaring hjalp præsident Hinckley kirken til at komme ud af dunkelhed, idet han mødtes med pressen og rejste flittigt rundt for at hilse på de hellige i hele verden. Nye fremskridt i Kirkens administration og tempelbyggeriet hjalp Kirken til at imødegå udfordringerne ved den hurtige vækst, efterhånden som evangeliet blev udbredt over hele kloden. En profet bliver forberedt Side 1 af 13

Gordon Bitner Hinckley blev født den 23. juni 1910 i Salt Lake City i Utah. I modsætning til den udholdenhed, han skulle lægge for dagen senere i livet, var han temmelig sart som dreng - han havde ørepine, astma, allergi og andre sygdomme. Den tykke kulrøg, der hang over Salt Lake City om vinteren, var ikke godt for ham, så familien besluttede at flytte ud på landet. På familiens gård i nærheden af Salt Lake City lærte den unge Gordon at arbejde hårdt og udviklede sine evner som tømrer og altmuligmand. Kort tid efter at den tolvårige Gordon B. Hinckley var blevet ordineret til diakon, deltog han i et præstedømmemøde i staven og sad på bageste række. Han blev rørt, da han hørte forsamlingen stå og synge: "Priser profeten, som skued' Jehova, Jesus har salvet den herlige seer."2 Han tænkte senere tilbage: "Der skete noget inden i mig, da jeg hørte disse troende mænd synge. Det greb mig om hjertet. Det gav mig en følelse, der var vanskelig at beskrive. Jeg følte en stor, bevægende kraft, både følelsesmæssigt og åndeligt. Jeg havde aldrig tidligere følt den i forbindelse med nogen oplevelse i Kirken. I hjertet fik jeg en overbevisning om, at den mand, som de sang om, virkelig var Guds profet."3 Ældste Boyd K. Packer påpegede senere, at "selv i dag... kan [præsident Hinckley] ikke fortælle om denne oplevelse uden lige at liste en finger ind under brilleglasset for at forhindre en tåre i at trille ned ad kinden."4 I 1928 begyndte Gordon B. Hinckley at læse engelsk på University of Utah. Efterhånden som den store lavkonjunktur bredte sig, bredte en atmosfære af kynisme sig ligeledes. Han satte spørgsmålstegn ved mange antagelser, endog "måske i nogen grad ved mine forældres tro." Ikke desto mindre erkendte han taknemmeligt det vidnesbyrd, som han havde fået under præstedømmemødet, og som "forblev hos mig og blev et bolværk, som jeg kunne klynge mig til i disse meget svære år."5 Efter at have taget eksamen fra University of Utah planlagde han at læse journalistik ved Columbia University i New York City. Disse planer ændrede han dog, da han tog imod et kald til at tage til Den Britiske Mission. Under lavkonjunkturen havde kun relativt få råd til at tage på mission. At tage imod denne kaldelse udgjorde et betydeligt offer for ham selv og for hans familie. Da han kom til England, fik han til opgave at tjene i området omkring Preston. Som ny missionær havde ældste Hinckley ikke megen succes, så han skrev hjem og fortalte sin familie, at han ikke ønskede at spilde sin egen tid eller sin fars penge. Hans far svarede: "Kære Gordon, jeg har fået dit seneste brev. Jeg har kun et forslag: Glem dig selv og kom i gang med arbejdet." Hans fars kloge råd fik ældste Hinckley til at gå i enrum og udøse sit hjerte for Herren. Flere år senere fortalte han følgende: "Den dag i juli 1933 var den dag, jeg tog min beslutning. Et nyt lys fandt vej ind i mit liv og en ny glæde ind i mit hjerte. Englands tåger syntes at lette, og jeg så solens lys. Alt godt, som er sket mig siden da, kan jeg spore tilbage til den beslutning, jeg tog den dag i Preston."6 Ældste Hinckley blev forflyttet til London, hvor han blev assistent til ældste Joseph F. Merrill fra De Tolv Apostles Kvorum, som dengang præsiderede over alle missionerne i Europa. Ved at arbejde tæt sammen med denne respekterede kirkeleder fik den unge missionær en værdifuld erfaring, som styrkede hans selvtillid. Ved at tale til skeptiske og nogle gange fjendtlige skarer i Hyde Park udviklede han sine evner som taler. Ældste Hinckley fik ansvaret for missionens tryksager og blev bedt om at udarbejde en serie filmstrimler, som missionærerne kunne bruge, når de underviste i evangeliet. Da ældste Hinckley blev afløst fra sin mission i 1935, gav præsident Merrill ham til opgave personligt at fortælle Det Første Præsidentskab om det presserende behov for undervisningsmaterialer til missioneringen. Som følge heraf mødtes den 25-årige ældste Side 2 af 13

Hinckley med præsident Heber J. Grant og hans rådgivere, J. Reuben Clark og David O. McKay, den 20. august 1935. Han fik et kvarter til at præsentere sit budskab, men da præsidentskabet stillede spørgsmål, blev samtalen forlænget med yderligere en time. Skønt han genoptog sin interesse for de videregående studier ved Columbia University, valgte han endnu engang at tilsidesætte sine planer. To dage efter sin samtale med Det Første Præsidentskab ringede præsident McKay og tilbød ham at arbejde for Kirkens nystiftede komité for radio, presseomtale og missioneringslitteratur. Som assistent skulle den unge hjemvendte missionær arbejde tæt sammen med komiteen, som bestod af seks medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Broder Hinckley fik til opgave at arbejde på et umøbleret kontor. En ven fra hans mission gav ham et udtjent bord med en bulet og revnet bordplade og et ben, der var for kort. Han tog sin egen skrivemaskine med hjemmefra og måtte begrunde sin ansøgning om et ris papir. Fra denne beskedne begyndelse voksede Kirkens omfattende medie- og informationsformidling. Broder Hinckley giftede sig med sin hjemegns kæreste, Marjorie Pay, i 1937, samme år som han blev kaldet til medlem af Søndagsskolens hovedbestyrelse. Han og Marjorie fik fem børn. I 1946 blev broder Hinckley kaldet til præsidentskabet i sin stav, hvor han tjente i tolv år, de sidste to som stavspræsident. Som ansat ved Kirkens hovedsæde i over to årtier skrev broder Hinckley manuskripter til radioprogrammer og andre præsentationer, fremstillede filmstrimler og organiserede kirkeudstillinger ved verdensudstillingerne. Da man planlagde at bygge templet i Bern, gav præsident David O. McKay broder Hinckley til opgave at finde ud at, hvordan man kunne præsentere tempelbegavelsen på mange sprog. Ved at mødes regelmæssigt med profeten udviklede broder Hinckley et system, der benyttede sig af levende billeder under tempelceremonien. I 1958 blev Gordon B. Hinckley kaldet til assistent til De Tolv. I denne egenskab fortsatte han med at føre tilsyn med Missionærafdelingen. Da verden blev opdelt i "områder", og hvert af disse blev tilset af en af generalautoriteterne, tog ældste Hinckley imod opgaven om at føre tilsyn med arbejdet i Asien. Han tjente også under ældste Harold B. Lee i Kirkens Præstedømmekomité, mens man planlagde det, der senere blev til Præstedømmets Samordning. I 1961 blev ældste Hinckley kaldet til at være en af Herrens "særlige vidner om Kristi navn i hele verden" (L&P 107:23) som medlem af De Tolvs Kvorum. Som apostel rejste ældste Hinckley mange kilometer, heriblandt på en jordomrejse i 1964. To år senere tog han til Saigon under Vietnamkrigen og indviede dette land til evangeliets forkyndelse. Under sine rejser mødtes han med verdensledere, afholdt konferencer, indviede kirkebygninger, besøgte missioner og arbejdede på andre måder med at "opbygge kirken og ordne alle dens anliggender i alle nationer" (L&P 107:33). I 1981 kaldte Spencer W. Kimball ældste Hinckley til tredjerådgiver i Det Første Præsidentskab. Eftersom præsident Kimball og begge de andre rådgivere havde dårligt helbred, faldt en tung byrde på præsident Hinckleys stærke skuldre. Denne situation blev gentaget i løbet af de næste 12 år og krævede, at præsident Hinckley stod for megen af den overordnede ledelse af Kirkens daglige arbejde. Selv inden Gordon B. Hinckley blev Kirkens præsident, indviede han flere templer end nogen anden i den nuværende uddeling. Ved oktoberkonferencen i 1985 glædede han sig over de oplevelser, han havde haft i forbindelse med tempelindvielserne det år: Side 3 af 13

"Jeg har set tusindvis af sidste dages hellige i øjnene. Deres hud har forskellig farver og nuancer. Men deres hjerter banker som ét med vidnesbyrd og overbevisning om sandheden i Guds gengivne værk. Jeg har hørt dem bære oprigtige vidnesbyrd. Jeg har lyttet til deres bønner. Jeg har hørt dem synge til Guds pris. Jeg har set deres taknemmelighedstårer. Jeg har kendt til deres ofre, som de bragte med taknemmelighed for de velsignelser, de har fået."7 Mange hellige over hele verden er blevet velsignet som følge af de templer, som præsident Hinckley har indviet. Da præsident Hinckley indviede templet i Manila i Filippinerne i 1984, var der over 100.000 hellige i Filippinerne. Blot 23 år tidligere, da ældste Hinckley havde påbegyndt missioneringen i det land, var der kun ét indfødt medlem. I Sydafrika sammenlignede præsident Hinckley de meget omtalte racespændinger i dette land med harmonien blandt de forskellige etniske grupper af trofaste hellige, som mødtes i templet. Ved indvielsen af templet i Freiberg glædede de hellige sig over, at en ny dag var gryet, og at solen skinnede både på det fysiske og politiske klima i deres land.8 Kirkens 15. præsident Derefter fik præsident Hinckley et endnu større ansvar. Den 12. marts 1995, efter præsident Howard W. Hunters død, blev han indsat som Kirkens 15. præsident i denne uddeling. Præsident Hinckley var bekymret over familiens opløsning i vor tid. I efteråret 1995 udsendte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd "Familien: En proklamation til verden". Ældste Henry B. Eyring bed mærke i, at dette kun var den femte proklamation, der var blevet udsendt i Kirkens historie (se ovenstående skema) og påpegede, at den hjalp os som kirke til at "forstå den betydning, som vor himmelske Fader tillægger familien."9 I en tid, hvor man satte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at forpligte sig i et formelt ægteskab, bekræftede proklamationen, at "ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for hans børns evige skæbne." Proklamationen angiver nogle nøgler til succes i familien: "Tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser." I modsætning til nedbrydningen af de moralske standarder i verden foreskriver proklamationen følgende: "Gud har befalet, at formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem mand og kvinde, der er lovligt viet som ægtemand og hustru." Proklamationen advarede om, at de, der bryder de hellige pagter eller ikke lever op til deres ansvar i familien, "en dag skal stå til ansvar over for Gud."10 Ved oktoberkonferencen 1996 beklagede præsident Hinckley, at der er nogle, som i vrede mishandler deres hustru og børn: "Ingen mand, som er involveret i en sådan ond og uværdig opførsel, er værdig til at bære Guds præstedømme. Ingen mand, som opfører sig således, er værdig til privilegierne i Herrens hus... Hvis der er en sådan mand, som kan høre mig, irettesætter jeg dig som Herrens tjener og kalder dig til omvendelse."11 Proklamationen om familien afsluttede ved at opfordre ledere inden for beslutningstagende organer overalt til at fremme skridt, der kunne styrke hjemmet og familien. Den 13. november, omkring to måneder efter at proklamationen var blevet offentliggjort, mødtes præsident Hinckley med William Jefferson Clinton, USA's Side 4 af 13

præsident, i det Hvide Hus i Washington D.C. Profeten overrakte ham et eksemplar af proklamationen, hvilket førte til en samtale om familien. "Det er vores opfattelse, at hvis man vil redde nationen," sagde præsident Hinckley, "må man begynde med at redde familien. Det er der, man skal begynde." Lederne drøftede "nødvendigheden af, at forældrene er aktivt engageret i deres børns liv." Præsident Hinckley gav præsident Clinton to indbundne eksemplarer af hans og hans hustrus slægtshistorie, beskrev Kirkens familieaftenprogram og foreslog, at nationens leder samlede sin familie og "satte sig med disse bøger og holdt familieaften."12 Evangeliets formidling For bedre at få verden til at forstå, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en kristen kirke, bestemte præsident Hinckley, at man skulle indføre et nyt kirkelogo i december 1995. Det blev designet således, at navnet Jesus Kristus blev det mest iøjnefaldende i Kirkens officielle navn. Med sine mange års erfaring med at samarbejde med medierne var præsident Hinckley meget vel klar over vigtigheden af at formidle Kirkens budskab klart. Han fik en usædvanlig mulighed, da han blev bedt om at være med i en portrætudsendelse i TV-programmet 60 Minutes. Mike Wallace, programmets vært, kom til Salt Lake City for at interviewe præsident Hinckley. I flere timer stillede Wallace vanskelige og dybtgående spørgsmål, og præsident Hinckley svarede uforbeholdent. Som svar på et spørgsmål om kvindens rolle gav præsident Hinckley denne forklaring: "Min hustru er min partner. I denne kirke går manden hverken foran sin hustru eller bag ved hende, men ved hendes side. De er jævnbyrdige partnere i et storslået værk." Da præsident Hinckley blev spurgt, hvordan han modtog åbenbaring, henviste han til Elias' oplevelse med den "stille, sagte stemme." Han tilføjede dernæst, at "det, der hører Gud til, kan kun forstås ved Guds Ånd, og det er nødvendigt, at man opnår, søger og dyrker den Ånd, og så kommer der en virkelig forståelse."13 Mike Wallace havde denne kommentar: "For at være ærlig, så har næsten alt ved denne opgave overrasket mig... Jeg blev overrasket over Gordon Hinckleys humor og åbenhed, som jeg ikke havde forventet. Vi bragte de emner op, som piner skeptikerne; han var villig til at svare på hvert eneste spørgsmål, og hans svar var fornuftige."14 Han tilføjede senere dette: "I den tid, mine kolleger på 60 Minutes og jeg tilbragte sammen med Gordon Hinckley og hans hustru, lærte vi af hans medarbejdere og af andre mormoner, som talte med os, at denne hjertelige og hensynsfulde og rare og optimistiske leder for mormonkirken fuldt ud fortjener den beundring, han nyder fra næsten alle."15 TV-programmet blev sendt påskedag den 7. april 1996. Mens præsident Hinckley afsluttede generalkonferencen tidligere den eftermiddag, fortalte han om nogle af sine følelser i forbindelse med oplevelsen: "Jeg erkendte, at hvis jeg ville deltage, ville Kirkens kritikere og nedrakkere også blive inviteret til at deltage. Jeg vidste, at vi ikke kunne forvente, at programmet ville være fuldstændig positivt for os. På den anden side følte jeg, at det gav os mulighed for at præsentere nogle positive sider af vores kultur og budskab til mange millioner af seere. Jeg konkluderede, at det er bedre at benytte sig af mulighederne selv i stiv modvind end blot at læne sig tilbage og intet gøre."16 Programmet blev vel modtaget og skabte en hel del positiv anerkendelse af Kirken. Efter denne oplevelse var præsident Hinckley villig til at tage imod andre opfordringer til at fortælle verden om den genoprettede kirke. I marts 1997 talte han til 2.300 tilhørere i Side 5 af 13

Los Angeles World Affairs Council. Og i september talte han ved den årlige kongres for Religion Newswriters Association. Den 8. september 1998 fik præsident Hinckley mulighed for at nå ud til seerne på CNN's internationale fjernsynsnetværk ved at medvirke i TV-programmet Larry King Live. Under programmet, der blev sendt direkte, sagde præsident Hinckley til Larry King og til hele verden: "Min rolle er at forkynde lærdommene... Min rolle er at stå som et eksempel for verden. Min rolle er at være en røst til forsvar for sandheden. Min rolle er at værne om de værdier, som er vigtige i vores civilisation og vores samfund. Min rolle er at lede mennesker."17 Præsident Gordon B. Hinckley benyttede med held medierne ved disse lejligheder til at være med til at gøre Kirkens navn mere kendt blandt mennesker over hele verden. Ud til de hellige Ved en generalkonference tidligt i sin forvaltning sagde præsident Gordon B. Hinckley: "Jeg har et ønske om at komme ud blandt de sidste dages hellige over hele verden, at se jer i øjnene, at give jer hånden, hvor det er muligt, samt på en mere personlig og fortrolig måde at fortælle jer om mine følelser om dette hellige værk; og at føle jeres ånd og jeres kærlighed til Herren og hans mægtige sag."18 I løbet af de første tre år som præsident for Kirken gjorde præsident Hinckley netop dette. Han besøgte sidste dages hellige på ethvert kontinent, bortset fra Antarktis. Han rejste til Vesteuropa to gange, til Israel, til Mexico fire gange, til Centralamerika, til Sydamerika to gange, til Asien, til Australien og New Zealand, til øerne i Polynesien og til Afrika. Det blev mere bekvemt at foretage disse internationale rejser, da en industrileder fra Utah stillede et personligt jetfly til rådighed for præsident Hinckley. Ingen anden præsident for Kirken havde rejst på langt omkring i løbet af en tilsvarende periode. Han kom ud til omkring 50 lande, afholdt mindst 350 møder og talte personligt til 1,5 millioner mennesker. Midt i maj 1996 tog præsident Hinckley på en to-ugers tur til Asien. Mens han var der, besøgte han mennesker, som han havde arbejdet tæt sammen med, siden han havde ansvaret for Orienten næsten fire årtier tidligere. Efter kort at have været i Japan, Korea og Taiwan ankom præsident Hinckley til Hong Kong i Kina, hvor han indviede Kirkens tempel nummer 48. Tidspunktet var vigtigt, for der var kun lidt over ét år til, at den britiske koloni Hong Kong vendte tilbage til kinesisk styre. I indvielsesbønnen sagde præsident Hinckley: "Måtte frihedens velsignelser fortsat kunne nydes af dem, som bor her, og vi beder især om, at fremtidige begivenheder må blive befordrende for dit værks vækst og styrke."19 Præsident Gordon B. Hinckley var også den første af Kirkens præsidenter, som besøgte hovedlandet Kina. Dagen efter indvielsen af templet i Hong Kong rejste han og hans følge over grænsen til Shenzhen for at se et kulturcenter med genopførelser af landsbyer fra forskellige områder af Kina. Ideen til dette center var kommet fra Kirkens Polynesian Cultural Center (PCC) på Hawaii, og folkene på PCC havde hjulpet deres kinesiske kolleger med at indrette dette tilsvarende center. Samme aften fløj præsident Hinckley til Cambodja, hvor han om aftenen i Phnom Penh talte ved en fireside med 439 tilstedeværende, hvoraf mere end halvdelen var besøgende. Næste morgen stod han på en skråning med udsigt over Mekongfloden og indviede Cambodja til evangeliets forkyndelse. Samme dag rejste han til Ho Chi Minh City Side 6 af 13

(det tidligere Saigon) og Hanoi i Vietnam. I Hanoi føjede præsident Hinckley et "tillæg" til sin indvielsesbøn fra 1966 og indviede nu hele Vietnam til evangeliets forkyndelse.20 I februar 1998 blev præsident Gordon B. Hinckley den første af Kirkens præsidenter, som besøgte Nigeria, Ghana, Kenya og Zimbabwe. På sit første stop, Nigeria, talte han til over tusind præstedømmebærere til ét møde og til 12.417 mennesker til en regionalkonference. Under mødet i Accra i Ghana blev hans bekendtgørelse om, at det første tempel i Vestafrika skulle bygges der, modtaget med store klapsalver. Han besøgte også Sydafrika, hvor han sagde til sine tilhørere, at de ikke skulle emigrere på grund af problemerne i deres land, men at "Kirken breder sig ud over hele jorden for at opbygge Zion, hvor som helst den vinder frem, for de mennesker, der bor der."21 Præsident Hinckley rejste i alt knap 40.000 kilometer på turen, næsten en hel jordomrejse. Tro i hvert et fodtrin I 1996 og 1997 fejrede de hellige 150-året for mormonpionerernes udvandring fra Nauvoo med temaet "tro i hvert et fodtrin". Den 4. februar 1996 trodsede en gruppe hellige frosten i Illinois for at påbegynde udvandringen. Derefter indviede præsident Gordon B. Hinckley det genopførte Kanesville Tabernacle den 13. juli. Det var dér, at det nyorganiserede Første Præsidentskab med Brigham Young som Kirkens anden præsident var blevet opretholdt af de hellige for første gang den 27. december 1847. Præsident Hinckley talte også til en gruppe, der var samlet for at rekonstruere, hvordan Mormonbataljonen blev hvervet og tog af sted. Den 18. april 1997 indviede præsident Hinckley det nye Mormon Trail Center i det historiske Winter Quarters. Han fortalte, hvor dybt rørt han blev ved at se Avard Fairbanks' statue (som står på kirkegården i Winter Quarters) af en pionerfamilie, der begraver deres lille barn: "Jeg tror, at jeg har en dybt rodfæstet respekt og kærlighed og påskønnelse for dem, som for 150 år siden rejste ad denne rute."22 Den følgende dag rullede et vogntog fra Omaha for at rekonstruere den over 1.600 kilometer lange vandring til Salt Lake Valley. I løbet af de næste tre måneder sluttede hundredvis af personer sig til vogntoget enten i overdækkede vogne, med håndkærrer eller til fods langs ruten fra 1847. Undervejs blev deltagerne hædret af statslige og lokale embedsmænd, som hyldede det, som de første mormonpionerer havde præsteret. Det var dog ikke alle 150-årets festligholdelser, der blev afholdt i USA. De 100 sidste dages hellige, som boede i Krasnojarsk i Sibirien, byggede selv to traditionelle håndkærrer. En iskold lørdag i februar 1997 skiftedes medlemmerne til at trække kærrerne gennem hovedgaderne i deres by. Kærrerne blev transporteret med tog fra den ene store by til den næste tværs gennem Rusland og Ukraine. Til sidst blev en af kærrerne fløjet til USA, hvor den blev en del af vogntoget på den sidste etape af dens rejse ind i Salt Lake Valley. Omkring 8.500 mennesker samledes på området uden for templet i Mexico City for at fejre det, som pionererne fra Utah og Mexico havde opnået. I løbet af sommeren 1997 var der også pionerparader i så forskellige steder som Rom samt Charleroi i Belgien. Det anslås, at 50.000 mennesker var samlet omkring monumentet "This Is the Place" for at hilse vogntoget velkommen, da det dukkede frem fra Emigration Canyon i Salt Lake Valley den 22. juli 1997. Præsident Hinckley så ud over disse "pionerer" og sagde spøgefuldt: "I ser ud som om, I har rejst flere tusinde kilometer."23 Side 7 af 13

Medierne, både de trykte og de elektroniske, viste stor interesse for 150-året for pionererne. De var især ivrige efter at følge de daglige oplevelser, som vogntoget kom ud for, mens man rekonstruerede de første pionerers rejse. "I 1997 fik Kirken mere national og international mediedækning end alle øvrige år af Kirkens historie tilsammen," sagde ældste M. Russell Ballard, formand for 150-årets festligholdelser.24 "Kan vi i dag lære noget af pionerernes erfaringer?" spurgte ældste Ballard. "Det tror jeg, vi kan. Den tro, der ansporede pionererne i 1847 såvel som pionerer i andre lande, var en enkel tro på det gengivne evangeliums grundlæggende lærdomme, som de vidste var sande. Det var det eneste, der betød noget for dem, og jeg mener, at det er det eneste, der burde betyde noget for os."25 Ledelsen og forvaltningen af en kirke I februar 1996 boede der for første gang flere medlemmer af Kirken uden for end i USA. Kirken voksede med omkring en million medlemmer hvert tredje år og nåede ti millioner i begyndelsen af november 1997. Præsident Hinckley blev ved med at understrege, at disse nyomvendte havde brug for at blive ført ind i fællesskabet, hvis de skulle forblive stærke og trofaste. Den første stav i Papua New Guinea blev organiseret den 22. oktober 1995. I begyndelsen af februar 1996 fik 80 brødre overdraget Det Melkisedekske Præstedømme i Kiribati, og Tarawa Stav blev organiseret der i august samme år. I november 1997 blev ældste Joseph B. Wirthlin det første medlem af De Tolvs Kvorum, som var i Vladivostok på den russiske stillehavskyst. For at kunne hjælpe til i ledelsen og forvaltningen af denne voksende medlemsskare blev der foretaget justeringer i organiseringen af Kirkens ledelse. I 1995 bekendtgjorde præsident Hinckley, at der ville blive udpeget områdeautoriteter som mellemmænd mellem generalautoriteterne og stavspræsidentskaberne. Præsident Hinckley forklarede, at områdeautoriteterne ville fortsætte deres karriere og bo i deres eget hjem. Disse nye ledere, som blev kaldet af Det Første Præsidentskab og arbejdede under områdepræsidentskabernes ledelse, kunne præsidere ved stavskonferencer, omorganisere stavspræsidentskaber, tjene som rådgivere i områdepræsidentskaber og undervise missionspræsidenter. Områdeautoriteterne skulle gøre kirketjeneste, dvs. fungere som frivillige, i en ikke fast afmålt periode, almindeligvis seks år.26 De gjorde det ud for De Tolvs regionalrepræsentanter, som alle blev afløst på dette tidspunkt. To år senere bekendtgjorde præsident Hinckley, at disse områdeautoriteter ville blive ordineret til embedet halvfjerdser. Dette gav dem "en tilknytning til kvorummer, som De Halvfjerds' præsidenter præsiderede over. De ville blive kendt som halvfjerdser-områdeautoriteter." Han bekendtgjorde også, der ville blive dannet tre nye kvorummer af De Halvfjerds: Det Tredje Kvorum for dem, der boede i Europa, Afrika, Asien, Australien og Stillehavet; Det Fjerde Kvorum for dem i Central- og Sydamerika; og Det Femte Kvorum af De Halvfjerds for dem i USA og Canada.27 Et nyt konferencecenter Endnu et tiltag i forbindelse med den hastige vækst i Kirken blev bekendtgjort ved indledning af aprilkonferencen i 1996. Præsident Hinckley beklagede, at man ikke længere var i stand til at få plads til de stadig større skarer, der ønskede at deltage i generalkonferencerne i Tabernaklet i Salt Lake City. Han bekendtgjorde planerne om på grunden nord for Tempelpladsen at bygge en forsamlingsbygning, der kunne rumme Side 8 af 13

21.000 mennesker og have plads til generalkonferencer såvel som andre store møder og aktiviteter. Det første spadestik til den nye bygning blev taget den 24. juli 1997 som en del af 150-års-festlighederne til ære for pionerernes 150-år. Under det sidste møde af oktoberkonferencen 1999 kom præsident Gordon B. Hinckley med denne bekendtgørelse: "Det er sidste gang, vi mødes i Tabernaklet til generalkonference." Tabernaklet, som blev brugt til generalkonference første gang i oktober 1867, "er blevet for lille til at dække vores behov," forklarede præsident Hinckley. Han gik videre med at sige: "Vi forventer, at vi til april næste år er samlet i en ny sal, når vi indleder et nyt århundrede og et nyt årtusind," og tilføjede, "måtte Guds velsignelser hvile over denne hellige og vidunderlige sal."28 Ved aprilkonferencen i år 2000 bød præsident Hinckley de hellige, som deltog i det første møde i det nye konferencecenter, velkommen: "Mine kære brødre og søstre, det er pragtfuldt at se jer, denne store forsamling af sidste dages hellige samlet i denne nye og storslåede sal."29 Præsident Hinckley fortalte forsamlingen, at ældste James E. Talmage i 1924 og måske også præsident Brigham Young i 1853 havde forudset, at den nuværende bygning ville blive opført. Præsident Hinckley satte sit personlige præg på konferencen ved at fortælle de hellige om talerstolen i den nye bygning: "For godt 36 år siden plantede jeg et valnøddetræ... Af en eller anden grund gik det ud for et år siden. Men valnød er et godt møbeltræ. Jeg ringede til broder Ben Banks fra De Halvfjerds, som før han gav sin fulde tid til Kirken, var i træbranchen. Han havde to af sine to sønner med... som driver firmaet nu... så de kunne se på træet. Så vidt de kunne se, var træet solidt, godt og pænt. En af dem foreslog, at det kunne bruges til en talerstol til denne sal. Jeg syntes rigtig godt om ideen... På Fetzers snedkerværksted... tegnede og byggede [dygtige håndværkere] denne storslåede talerstol af det træ... Og her står jeg og taler til jer fra det træ, som voksede op i min baghave, hvor mine børn legede og også voksede op."30 Alle konferencens fem møder blev holdt i den nye bygning. Under det sidste møde søndag eftermiddag sagde præsident Hinckley: "Der er noget vidunderligt og betydningsfuldt ved alt dette. Det er tid til at begynde noget nyt... Denne bygning er fyldt til randen. Jeg kan ikke se et tomt sæde noget sted. Det er et mirakel! Det er noget storslået og vidunderligt, som vi takker Herren for af hele vores hjerte."31 Den 23. juni 2000 fyldtes Konferencecentret af 21.000 gæster, som deltog i en festligholdelse af præsident Hinckleys 90-års fødselsdag. "Præsident Hinckley var vært for 'An Evening of Celebration', som på programmet havde fremtrædende musikere, Tabernakelkoret og orkestret på Tempelpladsen. Hans rådgivere i Det Første Præsidentskab, præsident Thomas S. Monson og præsident James E. Faust, bad henholdsvis indlednings- og afslutningsbønnen. Præsident Hinckley forklarede, at festen ikke var for ham, men at den i stedet var hans gave til dem, som havde gjort indtryk på ham. 'Denne aften,' sagde han, 'er min mulighed for at give noget tilbage til denne by, som jeg har tilbragt det meste af mit liv i, og til de mange vidunderlige mennesker her og overalt i verden, som i alle disse år har vist mig venlighed og gjort indtryk på mig med deres elskværdighed.'" Festligholdelsen blev sendt via satellit til de sidste dages helliges kirker over hele verden.32 Side 9 af 13

Mindre templer I oktober 1997 sagde præsident Gordon B. Hinckley: "Jeg mener ikke, at et medlem af Kirken har modtaget alt, hvad denne kirke tilbyder, før han eller hun har modtaget sine tempelvelsignelser i Herrens hus... Men der er mange områder i Kirken, som er fjerntliggende, og hvor antallet af medlemmer er beskedent og sandsynligvis ikke vil vokse ret meget i den umiddelbare fremtid. Skal de, der lever sådanne steder, for evigt nægtes velsignelserne ved tempelordinancerne?" Den løsning, som han bekendtgjorde ved generalkonferencen, var at bygge mindre templer i disse områder. De mindre skulle bygges efter tempelstandarderne og skulle have plads til at udføre dåb for afdøde, begavelsen, beseglinger og alle andre nødvendige ordinancer. Præsident Hinckley forklarede, at lokale hellige skulle præsidere over de mindre templer og bemande dem. Hvor det var muligt, skulle de lægges i tilknytning til stavscentre, så man kunne deles om de fælles faciliteter såsom parkeringspladser. Templerne blev konstrueret, så de kunne opføres på en rentabel måde på blot nogle få måneder. Man kunne bygge et mindre tempel for det, som det kostede at drive et stort tempel i et år. Præsident Hinckley bekendtgjorde, at man ville begynde at bygge disse mindre templer i Monticello i Utah, i Mormon Colonies i det nordlige Mexico og i Anchorage i Alaska.33 En måned efter bekendtgørelsen blev det første spadestik taget til templet i Monticello i Utah, det første af denne nye generation af templer. Templet blev bygget færdig på mindre end otte måneder, det hurtigste noget tempel er blevet opført i Kirkens historie. Den 650 kvadratmeter store bygning var Kirkens fungerende tempel nummer 53 og det 11. i Utah. Templet i Monticello blev indviet den 26. juli 1998.34 Tempel nummer 100, der blev bekendtgjort, står nu på det, der var den østlige del af familien Smiths gård i Palmyra i New York i nærheden af Smiths træhus og den hellige lund, hvor profeten Joseph Smith så sit første syn. Det står "på en svagt skrånende bakketop - kendt som en drumlin... Dele af et stengærde, som Joseph og hans brødre byggede, mens de ryddede jorden, så de kunne dyrke den, omgærder tempelområdet mod nord og mod øst."35 Præsident Gordon B. Hinckley indviede templet i Palmyra den 6. april 2000. Begivenheden blev sendt via TV og satellit til stavscentre i USA og Canada. Denne begivenhed faldt sammen med 170-årsdagen for grundlæggelsen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Templet i Nauvoo genopføres Templet i Nauvoo - det andet tempel, som blev bygget af Kirken, hvori de første dåb for afdøde blev udført og de første begavelser blev givet i et tempel - skal genopføres. Templet i Nauvoo blev ødelagt af brand og en tornado, efter at de hellige var blevet uddrevet af Nauvoo i Illinois i 1846. Præsident Hinckley sagde: "Jeg føler mig... tilskyndet til at bekendtgøre, at vi blandt alle de templer, som vi opfører, planlægger at genopbygge templet i Nauvoo. Et medlem af Kirken har sammen med sin familie ydet et meget væsentligt bidrag, som gør dette muligt. Vi er ham dybt taknemmelig... Denne nye bygning vil stå som et minde over dem, som byggede det første tempel der ved Mississippiflodens bredder."36 Det nye fungerende tempel bliver bygget på samme område som det originale historiske tempel og får samme udseende og dimensioner: Knap 27 meter bredt, 39 meter langt og med godt og vel 56 meter fra jorden til spiret. Side 10 af 13

"Vor tids lærdomme" Præsident Gordon B. Hinckley tog initiativ til visse ændringer i udformningen af Kirkens læseplan. I 1996 gav han ældste Dallin H. Oaks og ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum til opgave at føre tilsyn med udarbejdelsen af en ny læseplan for Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen. Målet var at fremme åndelighed, tjenstvillighed og ledelse og "at hjælpe medlemmer og ledere til mere effektivt at omsætte evangeliets sandheder til praksis."37 Den læseplan, som kom ud af det, anviste en ny struktur for Det Melkisedekske Præstedømmes og Hjælpeforeningens lektioner hver søndag i måneden. På den første søndag skulle Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer fokusere mere på at lære om deres præstedømmepligter, hjælpeforeningspræsidentskaberne skulle undervise om kvindernes pligter og Hjælpeforeningens arbejde. På den anden og tredje søndag i hver måned kom lektionerne fra de sidste dages profeters belæringer. Den fjerde søndags lektioner, der blev kaldt "Vor tids lærdomme", behandlede emner, som Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum skitserede, og som hovedsagelig byggede på aktuelle belæringer fra disse generalautoriteter. Både Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer og Hjælpeforeningen brugte de samme studievejledninger. Derudover kom stavens eller missionens ledere hvert år med oplæg til to lektioner. Medlemmer af biskoprådet eller grenspræsidentskabet underviste i lektionen på den femte søndag. Læseplanen satte ledere på både generalautoritetsniveau og lokalt niveau i stand til at henlede opmærksomheden på sager af aktuel relevans. Praktisk anvendelse var temaet for lektionerne i den nye læseplan. "Når undervisningen er effektiv, og lederne går foran," understregede ældsterne Oaks og Holland, "så motiveres medlemmerne til handling."38 Den nye læseplan hjalp de hellige til at fokusere på det, som de måtte gøre for at hjælpe Kirken nå dens profeterede mål. Ny musik fra Tempelpladsen Mormon Youth Symphony and Mormon Youth Chorus gav deres sidste koncert den 22. maj 1999. Efter 30 års optræden blev grupperne opløst for at gøre plads til et nyt kor, ved navn Temple Square Chorale, et kor til forberedelse til Tabernakelkoret. Der blev afholdt optagelseprøver til et nyt orkester ved navn The Orchestra at Temple Square. De tre optrædende grupper blev "forenet under en ulønnet præsident, assisteret af en fuldtidsleder."39 Grupperne optræder både enkeltvis og kombineret efter anvisning. Ricks College bliver til BYU - Idaho Den 13. juni 2000 bekendtgjorde præsident Gordon B. Hinckley, at Ricks College, et college med toårige studier, ville blive ændret til et universitet med fireårige studier og få navnet Brigham Young University - Idaho. Han sagde: "Denne ændring i status er i overensstemmelse med den vedvarende tradition med at evaluere og den fremgang, som har ført Ricks College frem fra dets spæde begyndelse til dens nuværende stilling som den største privatejede toårige læreanstalt for videregående uddannelse i Amerika." Han forklarede, at "skolen forsætter med at fokusere på undervisning med effektiv undervisning og rådgivning af de studerende som hovedansvar for lærerstaben, 'som har forpligtet sig til akademisk udmærkelse.' Institutionen vil lægge vægt på uddannelse af universitetsstuderende og vil tildele bachelorgrader."40 Side 11 af 13

Præsident Gordon B. Hinckleys begejstring, vid og udholdenhed førte Kirken frem, mens den nåede ud gennem medierne, gjorde templerne lettere tilgængelige og hjalp medlemmerne med at anvende de evangeliske principper. Slutnoter 1. Dette kapitel er skrevet til Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Richard O. Cowan, The Latter-day Saint Century (Salt Lake City: Bookcraft, 1999), s. 272-287, 298-299. 2. "Priser profeten," Salmer og Sange, nr. 17. 3. Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: The Biography of Gordon B. Hinckley (Salt Lake City: Deseret Book, 1996), s. 35. 4. "Præsident Gordon B. Hinckley, Førsterådgiver," Stjernen, nov. 1986, s. 9. 5. Dew, Go Forward with Faith, s. 47. 6. Dew, Go Forward with Faith, s. 64. 7. Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 43-44. 8. Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 44. 9. Stjernen, okt. 1998, s. 12. 10. "Familien: En proklamation til verden", Stjernen, okt. 1998, s. 24. 11. Stjernen, jan. 1997, s. 65. 12. Jocelyn Mann Denyer, "White House Visit", Church News, 18. nov. 1995, s. 3. 13. Stjernen, jan. 1997, s. 51, 52. 14. Dew, Go Forward with Faith, s. 543. 15. Gordon B. Hinckley, Standing for Something (Salt Lake City: Times Books, 2000), s. viii. 16. Stjernen, juli 1996, s. 85. 17. "President Hinckley Speaks Out on Live TV Show", Church News, 12. sept. 1998, s. 13. 18. Stjernen, jan. 1996, s. 70. 19. "'May Thy Watch Care Be over It'", Church News, 1. juni 1996, s. 4. 20. Se "President Hinckley Dedicates Cambodia", Church News, 8. juni 1996, s. 3. 21. Steve Fidel and John L. Hart, "Members Urged to Build Up Homeland", Church News, 28. feb. 1998, s. 5. 22. "President Hinckley Keeps Rapid Pace, Dedicates Visitor Facilities", Church News, 26. apr. 1997, s. 3. 23. Shaun D. Stahle, "Trail Ends with Triumphal Tears", Church News, 26. juli 1997, s. 3. 24. "The Year in Review", Church News, 27. dec. 1997, s. 8. 25. Stjernen, juli 1997, s. 60. 26. Stjernen, juli 1995, s. 55. 27. Stjernen, juli 1997, s. 5-6. 28. Liahona, jan. 2000, s. 108, 110. 29. Liahona, juli 2000, s. 4. 30. Liahona, juli 2000, s. 6. 31. Liahona, juli 2000, s. 106, 107. 32. Sarah Jane Weaver, "'An Evening of Celebration'", Church News, 1. juli 2000, p. 3. 33. Stjernen, jan. 1998, s. 50. 34. Se Dell Van Orden, "President Hinckley Dedicates the First of Smaller Temples", Church News, 1. aug. 1998, p. 3. 35. Shaun D. Stahle, "A Day of Sacred Significance", Church News, 15. apr. 2000, p. 3. 36. Liahona, juli 1999, s. 105. Side 12 af 13

37. Don L. Searle, "Store ændringer i præstedømmets og Hjælpeforeningens undervisningsplan", Stjernen, dec. 1997, s. 26. 38. Searle, "Store ændringer i præstedømmets og Hjælpeforeningens undervisningsplan", s. 28. 39. "Changes for Temple Square Music Groups", Church News, 2. jan. 1999, p. 3. 40. "Ricks College Graduates to 4-Year School", Church News, 24. juni 2000, p. 13. Side 13 af 13