Medlemsprofiler. Anders Mit navn er Anders Chr. Enevoldsen og jeg er født 1957. Jeg er gift og har fire børn med hende, der stadig elsker mig. Jeg er også bedstefar. Af uddannelse er jeg socialpædagog og diakon. Har arbejdet som gruppeleder/sagsbehandler for mennesker med alkoholproblemer og psykiske lidelser. Har arbejdet 4 år inden for hjemløseområdet. Har siden 1989 arbejdet som pædagog i daginstitutioner; siden 2004 i en kanongod institution (0-6 års børn), hvor jeg har introduceret udvidet sang og musik i hverdagen. Jeg er affektiv bipolar lidende. Min sygdom har været i udbrud i 1982, 1988 og 1993. Jeg har været manisk alle tre gange men har også oplevet depressionen. Jeg har været rask siden 1993 men har stor respekt for min lidelse, så jeg passer på mig selv. Jeg er også foredragsholder samt forfatter bl.a. til bogen Det gule snit - som handler om en dreng, hvis far bliver manisk første gang. Min foredragsvirksomhed, hvad angår min psykiske lidelse og causerier omkring emnet i det hele taget, går tilbage til omkring midten af halvfemserne. Jeg har oplevet mange positive responser på min åbenhed og mærker, at det gør en forskel. Jeg holder foredrag i både studiemiljøer, sociale tiltag og patientforeninger. Mit eget forhold til det psykiatriske system er sundt kritisk, men kritikken retter sig også mod den lovgivning, som er et spejl af de værdier, vi bygger på i vort land. Hvem skal have en chance mere? Jeg har personligt oplevet en god behandling i systemet. Anne Marie Mit navn er Anne Marie Geisler Andersen. Jeg tror at alle mennesker kan blive ramt af en psykisk sygdom, hvis de bliver udsat for tilstrækkelig hård belastning. Imidlertid er vi nogle, der er mere sårbare end andre. Sådan er jeg. Jeg er vokset op med en far, der lider af depressioner. I perioder har han været meget syg så syg, at han har været indlagt på den lukkede og har forsøgt selvmord. Selv har jeg arvet min fars sind og har flere gange været ramt af stress. Jeg har også haft to depressioner. Min første depression førte til, at jeg flyttede og startede på en ny uddannelse, hvilket jeg er rigtig glad for den dag i dag. Jeg startede på statskundskab, fordi jeg havde et ønske om at ændre verden og ikke mindst at forbedre vilkårene for mennesker med psykisk sygdom. Min egen sygdom har gjort, at jeg har fundet mening med livet. Jeg vil to ting jeg vil min familie, og jeg vil gerne være i politik. Skulle jeg en dag ryge ud af Folketinget, så går verden dog ikke under af den grund. Jeg er sikker på, at jeg finder en anden måde, hvorpå jeg fortsat kan være med til at arbejde med eller inden for psykiatrien. Ikke blot har min sygdom betydet, at jeg har fundet mening med mit liv. Jeg føler
også, at jeg har vendt sygdommen til min styrke. Jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg udtaler mig som psykiatriordfører for Radikale Venstre for jeg har selv prøvet det. Jeg er psykisk sårbar, og jeg er glad for det. Egentlig er jeg også lidt stolt af at være nået dertil, hvor jeg holder til livet på Christiansborg trods min sårbarhed. Og hvor jeg åbent tør fortælle om min sygdom. Jeg håber, at andre vil følge trop, og at vi sammen kan få brudt det tabu, der hersker omkring psykisk sygdom og dermed få taget hul på den udfordring, vi står overfor, med hensyn til at få skabt bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom. Carina Jeg er 35 år, har to piger på 7 og 9 år og er fraskilt siden 2008 efter 6 års ægteskab. Jeg bor på Københavns Vestegn. Jeg er selv skilsmissebarn og er vokset op med en alkoholiseret mor. Jeg er enebarn. I min familie blev der lagt meget vægt på at holde facaden. Er uddannet kontorassistent og ernæringskonsulent. Har lidt af svær - og desværre ubehandlet - anoreksi fra jeg var 13 til jeg var 26 år. Kom første gang for alvor i kontakt med psykiatrien, efter jeg havde født mit andet barn. En slags efterfødselsreaktion startede det hele, fik stress over ikke at kunne opretholde hus, have, orden (OCD!) samtidig med to små børn. Blev indlagt første gang i december 2003 med voldsom angst. Den satte sig som kropslige symptomer, der gav endnu mere angst. Har siden været indlagt 13 gange af kortere og længere varighed og har prøvet snart al slags medicin, flere former for terapi samt ECT. Jeg har en del diagnoser og er på grund af min sygehistorie og de mange afprøvede behandlingsformer tilkendt førtidspension. Hoveddiagnoser er skizotypisk sindslidelse, posttraumatisk belastningsreaktion og emotionel ustabil personlighedsstruktur (Borderline). Jeg går stadig i intensiv psykoterapi hos min psykiater er dog pt. medicinfri da intet rigtigt virker på mig. Jeg ser mine børn i det omfang, jeg magter. Jeg har altid været glad for at hjælpe og lytte til andre og har førhen brugt meget tid på frivilligt socialt arbejde. Lars Mit navn er Lars Christensen og jeg er 50 år. Jeg bor i Rønne på Bornholm. Jeg er førtidspensionist og arbejder som telefoninterviewer ved siden af pensionen. Jeg blev født med en urinvejslidelse, der krævede mange operationer i min barndom, og som følge deraf fik jeg en meget svær skolegang. De mange indlæggelser gjorde at jeg havde svært ved at begå mig blandt andre mennesker, og derved også som voksen stort besvær med at holde på mine jobs. Til trods for at jeg selv kæmpede for at gøre opmærksom på mine personlige problemer, fik jeg lov at gå rundt på bistandshjælp i 16 år uden at få hjælp eller støtte. Først i 1997 fik jeg i forbindelse med tildeling af førtidspension stillet diagnosen personlighedsforstyrrelse, hvilket bevirkede at jeg kom under socialpsykiatrien i Frederiksværk. Det blev min redning. Jeg kom herigennem i kontakt med det lokale værested for sindslidende. Jeg har altid været god til at få idéer, planlægge og
tilrettelægge, og personalet gav mig nærmest frie hænder til at arrangere udflugter og fester for brugerne. I 2006 stiftede jeg en lokalforening under Landsforeningen SIND i Halsnæs kommune og blev formand for denne. I 2008 flyttede jeg til Bornholm, hvor jeg er aktiv i SIND Bornholms Kredsforening som næstformand i bestyrelsen. Sidder som Bornholms repræsentant i SINDs Regionsforum, er valgt ind i SINDs Hovedbestyrelse og er også medlem af PR-udvalget. Det er mit håb, at jeg kan arbejde mig ud af pensionisttilværelsen og få et liv i normal beskæftigelse. Samtidig vil jeg fortsætte mit engagement til fordel for sindslidende og skabe større og mere positiv opmærksomhed omkring sindslidelse, idet der desværre stadig er meget tabu og mange fordomme omkring dette handicap. Martin Jeg er 27 år og uddannet landmand. Jeg er i 2010 gået i gang med en pædagoguddannelse. I landbruget havde jeg svært ved at finde nogen, jeg deler værdier med, men jeg elsker stadigvæk erhvervet. Jeg har et stort behov for at bearbejde og reflektere over mit liv. Der er flere af mine nære familiemedlemmer, som er ramt af forskellige psykiske lidelser. Nogle er født med dem, og det har haft en stærk indflydelse på mig og udformningen af min barndom. I skolen havde jeg svært ved at begå mig socialt og kunne ikke finde ud af, hvordan jeg kunne deltage i lege og aktiviteter. Dette har fulgt mig ind i mit unge og voksne liv, hvor det har været en svær og lang proces at tilegne mig sociale kompetencer. Selvværd er ikke en selvfølge. Det er noget, jeg selv er i gang med at opbygge. Der er sikkert mange årsager til manglende selvværd og selvtillid, men en af dem er uden tvivl al den psykiske sygdom, der er og har været i familien. Det har levnet mindre plads til mig, der så ud til at fungere godt. Jeg skal lære at leve med, at mine nærmeste er ramt af dette, for de bliver ikke raske, så det skal de også lære at leve med. Nu er familien gået igennem en lang proces, hvor alle tilsyneladende har opnået erkendelse af deres egen situation, så vi alle kan komme videre. Michael J. Jeg er 48 år, født og opvokset i Brøndby. Jeg bor nu i Augustenborg på Als. Min opvækst har været meget præget af børneepilepsi og de efterfølgende problemer med mobning, lavt selvværd etc. gjorde at jeg i 1992 fik en svær depression, der blandt andet medførte et selvmordsforsøg og 3 måneders indlæggelse. Det kostede mig mit ægteskab, mit job og adskillige års kamp for at komme på fode. I 2002 afsluttede jeg en uddannelse som kunsthåndværkslærer og blev ansat som værkstedsassistent på Værkstedshuset Alssund, som var beskæftigelsestilbuddet på Augustenborg Psykiatriske Sygehus jeg var selv bruger af samme værksted under min indlæggelse - efter 1½ måned blev jeg konstitueret institutionsleder, herefter souschef, og i 2004 fik jeg af Sønderjyllands Amt til opgave at udvikle et beskæftigelsestilbud til psykisk sårbare borgere, beliggende i Aabenraa.
I forbindelse med kommunalreformen overgik det nye værksted (Montagen, Aabenraa) pr. 1. januar til Aabenraa Kommune, og jeg fulgte med som institutionsleder og driver det stadig. Ud over mit daglige arbejde, bruger jeg en del tid på at holde foredrag, undervise, og lave oplysningsarbejde i medierne omkring det at være psykisk sårbar, om psykisk sårbare og arbejdsmarkedet, og ikke mindst om hvordan man bør forholde sig som pårørende, arbejdsgiver, kollega, sagsbehandler m.v. i forhold til mennesker der er blevet ramt af en sindslidelse. Michael Jeg er 37 år, uddannet pædagog i sommeren 2006 og arbejder lige nu på et socialpsykiatrisk botilbud. I efteråret 2004 gik jeg ned med en svær depression, og efter 11 måneder med medicinsk behandling (som dog fortsatte i 4 år), kognitiv terapi, aktiv i en selvhjælpsgruppe, samt et kursus for depressionsramte og pårørende, vendte jeg tilbage til livet og fuldførte min uddannelse. I efteråret 2007 fik jeg igen en depression, heldigvis kun en let depression og med det, jeg havde lært fra tidligere og et par psykologbesøg, kom jeg forholdsvis hurtigt på benene igen. I forbindelse med behandlingen af den svære depression fandt jeg ud af, at det ikke var den første, de 2 andre gange var bare lettere. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad der udløste depressionen, og det betyder heller ikke noget nu. Det vigtigste er, at jeg kender mine faresignaler og ved, hvordan jeg skal reagere, hvis jeg kan mærke nogle depressive tanker og handlinger. En depression eller anden psykisk lidelse rammer ikke kun den syge men også venner og familie. For mig har det betydet, at min vennekreds er blevet mindre, nogle forsvandt mens jeg var syg, andre efter, da jeg har fået andre værdier og holdninger; men der kom også nye til. Per Jeg er en mand på 40 år, bosiddende i Viborg. Jeg havde allerede holdt nogle foredrag, før jeg kom med i gruppen. Det har givet mig en smule øvelse i at holde foredrag, ligesom det har givet mig mulighed for løbende at udbygge og forbedre mit foredrag. I en alder af 18 år blev jeg anset for at være uhelbredelig psykisk syg og indstillet til førtidspension. I dag er jeg uddannet pædagog og arbejder indenfor psykiatri og socialpsykiatri under almindelige vilkår. Jeg har fra en alder af 19 år haft en række stærke åndelige oplevelser, som har haft afgørende indflydelse på mit liv. De har været medvirkende til at give mig troen, håbet og styrken til at kæmpe mig ud på den anden side. Den historie kommer jeg også ind omkring i mit foredrag. Jeg har en kritisk holdning til psykiatrien som dels skyldes mine personlige erfaringer som psykiatribruger dels mine erfaringer som medarbejder i psykiatrien. I mit foredrag beskriver jeg mig selv som psykiatrioverlever, da jeg ikke tilskriver psykiatrien æren for at jeg er kommet mig. Ifølge min mening gør psykiatrien ofte mere skade end gavn. Det
synspunkt argumenterer jeg for i mit foredrag, ligesom jeg, med udgangspunkt i min egen historie, forsøger at komme med nogle bud på, hvad man kunne gøre i stedet. Jeg har erfaring for, at det er god idé, så vidt det er muligt, at engagere publikum lige fra starten, så de bliver aktive medvirkende i stedet for passive lyttere. Det øger sandsynligheden for, at de bagefter husker mit foredrag. Petrine Jeg hedder Petrine Louise Bröchmann, jeg er født i 1971, og psykiatribruger. Min sygdomshistorie strækker sig over flere år men eskalerede, da jeg i 2008 blev indlagt akut på psykiatrisk afdeling i Brøndby med voldsom angst, tvangstanker og paranoide forestillinger. Jeg havde inden da været i on/off-behandling hos egen læge i nogle år og var på 4. omgang af antidepressiver, da jeg blev indlagt. Først mente de, at der var tale om angst/depression, men efter nogle samtaler blev diagnosen ændret til mulig skizofreni og derefter til akut paranoid psykose. Dem har jeg haft flere af, kan jeg regne ud. Jeg var indlagt i en måned, fik særlig fysioterapi i et år efter udskrivelsen og er stadig i psykoterapi. Jeg har nok altid haft et skrøbeligt sind men ikke tænkt over det, da der var grunde nok i min opvækst til at være ude af balance. Desuden har jeg altid været meget stærk (de to ting udelukker ikke hinanden) og har aldrig fortalt nogen, hvordan jeg havde det. Mit sind er arvet, min mor er også psykisk sårbar, og det samme er flere slægtninge. Jeg færdiggjorde min kandidatgrad i klassisk latin, oldgræsk og oldtidskundskab, da jeg blev udskrevet og bruger den i det omfang, jeg har lyst. Jeg har og har altid haft fuldtidsarbejde; jeg er rengøringsassistent og kan lide mit arbejde. Jeg har holdt flere foredrag om, hvordan det føles at være psykotisk, en slags guidet tour igennem mit inferno, og hvordan jeg lever med den skrøbelighed, jeg nu accepterer som en del af min personlighed. Jeg lægger vægt på at bryde tabuer ned og vise, at vi alle kan blive syge, men at det ikke betyder et dårligt liv. Der kan læses mere om mig på min profil på Facebook. Sebastian Jeg hedder Sebastian, er 34 år og bor i Odense. Jeg har igennem 20 år haft psykiske og sociale barrierer, som har givet mig mange sår i livet. Har haft depressioner, angst og selvskadende adfærd, som har gjort mig ensom og bange for at være menneske. Men efter mange år med behandling har jeg fundet kærligheden for mig selv og accepteret mig med de forhindringer, som min sygdom kan give mig. Jeg er blevet glad for livet og føler, at jeg har en del at kunne give videre til andre mennesker: tilliden til livet, lysten til at leve, bede om hjælp og give andre lysten til at gøre noget ved deres liv. Tina Jeg hedder Tina Christensen, er 38 år, bor i København og er psykisk sårbar.
Min sygdom begyndte at manifestere sig, da jeg læste medicin på Århus Universitet i 1990 erne. Jeg kom ret hurtigt i medicinsk behandling og holdt samtidig fast i mit studie. Det var ekstremt hårdt. Jeg bestod 5½ års studier af det dengang 6½ år lange lægestudie inden jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Jeg flyttede til København hvor jeg blev indlagt i 1½ år med førtidspension og bolig på døgndækkende bocenter til følge. I dag bor jeg i egen bolig og har et deltidsjob på normale vilkår i Idrætsforeningen Kæmperne (IFK98). Vi er Danmarks største idrætsforening for psykisk syge og har klubhus på Nørrebro. Jeg er stadig i behandling for min skizofrenisygdom på mit distriktspsykiatriske center. Man kan godt komme sig med medicin! Jeg tager ud og fortæller min historie om at være medicinstuderende og psykisk syg, om mobning i barndommen og om recovery. Min hjemmeside kan ses på www.tinachristensen.dk.