Gråsten Slotskirke. Februar 2013

Gråsten Slotskirke Bygningshistorisk gennemgang Februar 2013

Gråsten Slotskirke Bygningshistorisk gennemgang Udarbejdet af Kent Alstrup Slotte og Kulturejendomme Februar 2013 2

Indholdsfortegnelse Indledning 4 Slottets bygningshistorie 5 Slotskirken 16 Malerierne 20 Inventar 22 Konklusion 27 Tidslinje 28 Kilder 29 Noter 30 3

Indledning Gråsten Slotskirke rummer mange gåder, som nærværende undersøgelse vil søge at belyse, så langt det kan lade sig gøre. Desværre er det meget begrænset hvad der kan fremdrages af vore arkiver. Da kirken byggedes af en privatmand, er der ikke som ved de andre kongelige slotte oplysninger at hente i den kongelige bygningsadministrations regnskaber, kongelige resolutioner etc. Bygherren, lensgreve Frederik Ahlefeldts efterkommere har på Tranekær Slot ganske vist et stort arkiv, men det går kun tilbage til 1720 erne hvor Gråsten afhændedes til hertugen af Augustenborg. Det ældste materiale må derfor søges i de augustenborgske godsarkiver i Rigsarkivet, i samtidige beskrivelser, samt iagtagelser gjort på stedet, f.eks. i Nationalmuseets storværk Danmarks kirker. Fig. 1. Gråsten Slot set fra Slotssøen. Nationalmuseet.

Slottets bygningshistorie Det første Gråsten byggedes syd for slotssøen, hvor byens bibliotek nu står. Det opførtes efter 1519, da de to brødre Frantz og Gregers Ahlefeldt arvede det store Søgård gods. De to brødre kunne ikke enes, som deres far i sin tid ikke kunne enes med sin bror. Faderen Benedikt og dennes bror Jørgen var så meget uvenner at de delte alt så lige som det kunne lade sig gøre. Selv Søgård blev delt i to lige store dele, med en mur tværs over borggården! Fig. 2. Gråsten Slot set fra luften. Øverst ses nordfløjen med Slotskirken. Det ældste Gråsten har formodentlig ikke været særligt stort, og måske heller ikke videre komfortabelt. I hvert fald boede Gregers Ahlefeldt altid i Flensborg om vinteren. I løbet af 1900-tallet stødte man flere gange på rester af dette ældste slot i forbindelse med nybyggerier, men resterne blev aldrig nærmere undersøgt. Gregers Ahlefeldts søn Gregers var den der gjorde Gråsten til slægtens hovedsæde. I 1603 nedbrændte den gamle herregård, og den nye opførtes på sin nuværende plads. Den nye avlsgård stod færdig allerede 1604, selve slottet i 1616. I stedets gartner, Hans Petersens, bevarede erindringer fra 1772 fortæller han, at Frederik Ahlefeldt lod kirken bygge på det sted hvor der tidligere havde været et ridehus og et aparte hus, kaldet Wandrath, der var så stort at køer heste stod deri, og alt kornet opbevaredes deri. Det har været gættet på at selve slottet har ligget parallelt med denne avlsgård, altså hvor den nuværende sydfløj ligger. Denne teori blev i 1986 fremsat af Poul Andersen

i hans bog Graasten et slot og et sogn. Undersøgelser i slotskirken har da også vist at nordfløjen er en ombygning af et ældre hus, der har haft et dæk mellem stue og første sal (1). Ydermere findes der gamle vinduesspor, der viser at etageinddelingen oprindeligt har været anderledes, idet at vinduerne i stuen har gået op til pulpiturernes nuværende underkant, mens vinduessporene på første sal når op over kirkens stukloft (2). At der skulle have været et ridehus, er dog noget overraskende. Det er ikke noget man ellers på dette tidspunkt finder på herregårdene, så Ahlefeldt skulle have været mere end almindeligt hesteglad, for at have sådan et. Umuligt er det selvfølgelig ikke, Kongen havde jo sit ridehus bag Københavns Slot. Ahlefeldt var ikke nogen helt almindelig godsejer, og Gråsten var ikke nogen helt almindelig herregård En anden fortolkning af slottets ældste historie er givet af Inge Adriansen og Vivi Jensen (3). Den går på, at gårdens oprindelige hovedhus lå hvor kirken i dag ligger, nærmere bestemt den del hvor kirkens fremspring på seks fag mod haven ses i dag. Denne tykkere mur har således dannet hovedfløjens nordside. Ved en gennemgang af murankrene i 2008, kunne man ud fra teglstenenes forskellige formater, konstatere at dette midterparti var ældre end resten af fløjen. Det trefags fremspring mod gården fortolker de som den oprindelige hovedbygnings indgangsparti. Sydfløjens midterste, meget svære tværmure, anses af Adriansen og Jensen ligeledes at være reminiscenser af det ældste byggeri. Murenes nuværende udnyttelse til installation af kaminer, mener de ikke er den oprindelige; så svære mure må have haft en bærende funktion. Det foreslås derfor, at der her har ligget et porthus. Det kunne understøttes af at de omtalte mure faktisk ligger næsten symmetrisk om den førnævnte hovedbygning. Dermed ville de to bygninger

have dannet et aksefast anlæg. At nordfløjens nuværende midtrisalit mod gården også skulle have været den gamle hovedbygnings, er derimod ikke helt så indlysende, da den ligger skævt i forhold til både selve hovedbygningen og det foreslåede porthus. Hvorom alting er, så kunne man forestille sig at stenhusene har været forbundet med lave bindingsværkslænger. Tilsvarende disposition ses andre steder, bl.a. det ældste Ledreborg fra 1660 erne. Men måske skal man være forsigtig med bare at feje gartnerens erindringer af bordet, han kan jo godt have sine oplysninger fra en velinformeret kilde på stedet, og kom jo faktisk til Gråsten så tidligt som i 1715. Fig. 3. Gråsten Slot, opstalt fra Den danske Vitruvius. Allerede anden generation på det nye Gråsten, måtte gå fra gården. I 1648 solgte Hans Ahlefeldt ejendommen til hertug Philip af Glücksborg, der dog atter måtte sælge i 1663. Dermed kom Gråsten tilbage i Ahlefeldternes eje, idet den nye ejer var Hans søstersøn Frederik (1623-86). Han var en mand med en stormende karriere. Inden længe var han lensgreve af Langeland, blev storkansler og tysk rigsgreve. Selv om hans stilling som storkansler ofte krævede hans tilstedeværelse i København, hvor han havde en gård på Slotsholmen, foretrak han at opholde sig på Gråsten. Her gik han formodentlig i gang med at bygge om og til, så hans slot kunne passe til hans høje position. Hvor langt han kom, er ikke til at sige, meget må være udført under sønnen, der forvirrende nok også hed Frederik (1662-1708). Nordøstre pavillon er med sikkerhed dateret til midten af 1600-årene (4). Den kan således godt være fra storkanslerens eller hertugens tid. Poul Andersen mente at den sydøstre pavillon må have været opført samtidigt med den nordøstre. Terrassefløjen med porttårn, som ses på et senere maleri, skulle så også være fra samme tid. Påfaldende er det dog, at den sydøstre pavillon er opført over en temmelig irregulær plan, idet den

nærmest ser ud til at være hægtet skævt på sydfløjen. Men hvis det er rigtigt at de to pavilloner og terrassefløjen opførtes samtidigt, må man næsten forestille sig at slottets overordnede idé har været planlagt fra starten. Nu har man ikke tilsvarende undersøgt den sydøstre pavillon, for at se om den er lige så gammel som den nordøstre, og selve hovedfløjen brændte i 1757. Til gengæld var de to vestre pavilloner ikke mere skadede, end at de sammen med kirken og de østre pavilloner efter branden kunne indgå i det restaurerede anlæg. Således ville en bygningsarkæologisk undersøgelse af de vestre pavilloner måske kunne kaste lys over hvor gammelt den del af slottet er. Det første man gjorde efter branden, var at opføre en beboelsesfløj mellem de to sydlige pavilloner. Den gamle sydfløj, der formodentligt gik tilbage til det oprindelige slot fra 1616 var antageligvis blevet nedrevet omkring 1730-40. Måske var den blevet overflødiggjort af den nye hovedfløj, og måske af samme grund dårligt vedligeholdt. I stedet for var slotsgården til denne side blevet lukket af en mur, den ses på plantegningen i Lauritz de Thuras Den Danske Vitruvius (fig. 5). Der har dog været fremsat tvivl om at fløjen, bortset fra gårdmuren, skulle have været fjernet. Det taler ihvert fald imod den teori, at sydfløjens kraftige tværmure går tilbage til et gammelt porthus. Men der findes faktisk et udsagn fra 1749 om at sydfløjen stod der ganske vist i fordums tider, men er nu derimod nedrevet, og ændringer foretaget i den allerede nævnte høje mur (5) Udsagnet er bemærkelsesværdigt nok fra samme år som Thuras plantegning, så de to udsagn understøtter unægteligt hinanden.

Muren er hos Thura angivet som værende meget tyk, men der tales jo også om en høj mur, måske har den endda været to stokværk høj, for at danne symmetri i gården. En så tyk mur ville det ellers være oplagt at udnytte til den nye beboelsesfløj efter branden, men hos Thura står den noget sydligere end den nuværende gårdmur. Det kunne derfor tyde på at den gamle gårdmur blev nedrevet da man byggede den nye sydfløj. Fløjen har da også de for midten af 1700-årene så karakteristiske ørelisener. Arkitekten var da også J.G. Rosenberg, der i 1750 erne havde arbejdet tæt sammen med hofbygmester N. Eigtved, hvis forkærlighed for ørelisener er velkendt (6). I stedet for den gamle hovedfløj, blev der opført en forbindelsesgang mellem nord- og sydfløj. Selv om branden ikke bredte sig til kirken, kan heden have gjort skade på facaden. I hvert fald blev alle vinduerne udskiftet på dette tidspunkt, måske fordi ruderne var lagt i bly, der smeltede i den kraftige varme. De nye vinduer kan naturligvis også have været tænkt at skulle passe til vinduerne i den nye sydfløj. Vilhelm Lorenzen skriver at man umiddelbart skulle tro, at Gråsten var bygget efter en samlet plan, måske endda helt tilbage fra 1660 erne (7). Men da der jo skulle have ligget en ladegård på stedet forekommer det ham alligevel usandsynligt. I dag ved vi, at det ældre anlæg indgik i det nye, så formodningen om at der har foreligget et overordnet projekt, er måske ikke så tosset endda. Hvornår kirken blev indrettet kan ikke siges med sikkerhed. Dog kan kirkeklokken give et praj, da den er dateret til 1698, hvoraf man kunne udlede at kirken må være fra omtrent samme tid. Også det udskårne årstal 1702 i pulpituret, peger på en datering omkring år 1700. Fig. 4. Gråsten Slot, plan fra Den danske Vitruvius. Det passer også med at der i et inventarium fra 1778 omtales en nu forsvunden sten som Frederik Ahlefeldt havde opsat som kirkens stifter (8). På stenen var samtlige Ahlefeldts titler opremsede. De to Frederik er, far og søn, havde de samme titler bortset fra en, nemlig storkanslertitlen. Da

denne ikke stod på stenen, må det være den yngre Frederik Ahlefeldt der er tale om. Ifølge stenens indsskrift havde greven bestemt at der ikke skulle oprettes en særlig stilling som præst i Gråsten, men at præsten i Adsbøl tillige skulle fungere som slotspræst. Denne, Frederik Brekling, omtales som værende i sin høje alder. Da Brekling døde i 1708 i en alder af 74, kan man udlede at kirken ikke kan være ret meget yngre end fra ca. 1700, hvilket passer fint med dateringen af kirkeklokken og pulpituret! Men faktisk har der været ansat slotspræster på Gråsten før Brekling. J. Pascius ansattes som slotspræst i 1695, og blev afskediget igen i 1702. Dermed var han præst da kirkeklokken blev støbt og pulpituret rejst, hvilket har ledt til den konklusion at det var Pascius der indviede kirken. Hvorom alting er, så ændrer det ikke meget ved kirkens datering, om det nu var den ene eller den anden præst der indviede den. Thura skriver at slottet var opført af storkansleren, men det passer umiddelbart dårligt på Slotskirkens datering. På den anden side kan Thura jo godt have talt med nogen, der kendte til stedets historie. Og ret beset kan det jo godt være rigtigt, at slottet er storkanslerens værk, selv om det blev sønnen der kom til at fuldføre det. Ikke mindst arbejdet med pragtinteriører, som for eksempel slotskirken, kan nemt have været længe undervejs. Hvorom alting er, så må det færdige anlæg have bestået af et firfløjet anlæg, som det ses på det bevarede maleri (fig. 6). Dispositionen med tre fløje og en lav portfløj var velkendt herjemme fra Frederiksborg Slot. Faktisk havde man en så stærk forkærlighed for motivet, at Nicodemus Tessin d.y. i 1680 erne blev stillet over for et absolut krav om at udforme sit forslag til Sophie Amalienborg efter samme skema. Gråsten skiller sig ud fra Frederiksborg ved at have pavilloner i hjørnerne, 10

der binder fløjene sammen. Heri minder det meget om Palais du Luxembourg i Paris, opført 1625-31, med sine tre fløje forbundne med hjørnepavilloner, og en lav terrassebygning på den fjerde side, med porttårn midt for. Samme tema blev senere benyttet til byggeriet af Hirschholm i 1730 erne. Med så fornemme slægtninge har vi allerede sporet os ind på noget væsentligt: Ahlefeldternes Gråsten var ikke nogen helt almindelig herregård. Der var tværtimod tale om et egentligt slotsanlæg, ikke bare på grund af hovedbygningens størrelse, men også fordi ladegården flyttedes væk fra slottet. Kun en ridestald nævnes i slottets umiddelbare nærhed. Fig. 5. Gråsten Slot ca. 1725. Maleri af ukendt kunstner. Nationalmuseet. Der har været gættet på at den var indrettet i de to lave forbygninger, der ses på et maleri fra ca. 1730 (fig. 7). De var langstrakte med ottekantede pavillontårne ved de yderste hjørner, mod indgangssiden ses små fremspringende, vagthus-agtige pavilloner, der via to buede murpartier forbandtes med porttårnet. På den måde dannedes en lille forplads, og anlægget fik dermed den klassiske franske opdeling af gårdene i en nedre, cour basse, og en øvre, cour d honneur. Selve hovedbygningen havde på hver fløj hvert sit valmtag, og pavillonerne ser på samtlige gengivelser fra før 1757 ud til at have pyramidetage, hvor de i dag har helvalme. Tagene var således med til at understrege husets overordnede idé med de fire fløje, med pavilloner i hjørnerne, der samler det hele i en harmonisk helhed. Selve hovedfløjen havde midt for en fem fag bred midtrisalit, der var halvanden etage højere end resten af huset. Foran midtrisalittens tre midterste fag var der en søjlebåret balkon i højde med beletagen. Over taget havde midtpartiet en slags lanterne, eller belvedere, med ottekantet spir og vindfløj. Fra slotsgården førte tre trapper op til en terrasse foran hovedfløjen. Terrassens spærremur kronedes af en balustrade med tolv gudestatuer. 11

Efter bogen skulle haven have ligget i slottets symmetriakse. Men hovedbygningen lå lige ud til slotssøen, så haven måtte lægges ud for sidefløjene. Den fornemste del anlagdes ud for kirkefløjen, i akse med et prægtigt orangeri. Det ovennævnte maleri findes ikke mere, men maleriet på Nationalmuseet viser ikke forgården med dens bygninger, så måske blev de aldrig opført, de ses heller ikke på stikkene i Pontoppidans Theatrum Daniæ og Thuras Den danske Vitruvius. I den sidste ses dog på plantegningen de buede spærremure foran porttårnet. Ellers er der stort set overensstemmelse mellem de fire forskellige fremstillinger af slottets facader. Dog ses der på de Thuras tegning, at der kun var blomsterguirlander mellem vinduerne i den del af midtpartiet, der rager op over taget, mens der på de øvrige fremstillinger også ses guirlander over vinduerne i beletagen (9). Netop guirlande-motivet peger entydigt mod Nederlandene. Det samme gør porttårnet, med sine fire pilastre, med trekantsfronton og ottekantet spir. På det forsvundne maleri fremstår slottet bemalet i en lys farve, der på Nationalmuseets ses at være grå med lysere gesimser. En sådan bemaling er ikke just karakteristisk for tidens nederlandske byggemåde, men vandt meget frem herhjemme, hvor også Charlottenborg sent i 1600-tallet blev pudset og malet. En grå farve observeredes ved renoveringen af Kirkefløjen i 2008 under den nuværende hvide. Under den grå farve ses en gul eller muligvis lyserød farve, der måske stammer fra det ældste hus, enten dette nu var hovedbygning eller avlsgård (10). En arkitekt nævnes ikke, men der har været gættet på Ewert Janssen (død ca. 1692), der med sin nederlandske baggrund godt kunne være ophavsmand til slottet, som det gengives i Thuras Vitruvius og på det bevarede maleri. Storkanslerens nye palæ på Kongens Nytorv, der opførtes i 1680 erne, var også stærkt nederlandsk inspireret. Også den tyske arkitekt 12

Francois Dieussart har været foreslået (11). Han vides at have bygget det ældste Sorgenfri for storkanslerens yngre søn Carl. Det er dog påfaldende at han i en ansøgning til Kongen i 1707 anfører at han har været bygmester for Carl Ahlefeldt, og opført Sorgenfri for denne (12). Havde han været arkitekt for Gråsten, ville det være nok så relevant at nævne det, da dette anlæg jo var et væsentligt mere omfattende og prestigefyldt byggeri end Sorgenfri. Oven i købet skulle byggeriet jo ifølge gartner Petersen først have været fuldført i 1709, og altså stadig være under opførelse, da Dieussart skrev til Kongen. (13). Ahlefeldternes Gråsten indgår i en større arkitektonisk bevægelse, kaldet den hollandske palladianisme (14). Heri ligger ikke bare, at Palladios idéer formidledes over Nederlandene, men også at der bag denne arkitektoniske bevægelse fandtes ideologiske og filosofiske forestillinger. Fig. 6. Gråsten Slot, ca. 1735. Efter nu forsvundet maleri af ukendt kunstner. Fra V. Lorenzen: Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden, København 1928. Arkitektonisk fik retningen sit gennembrud herhjemme omkring 1670 med bl.a. Sophie Amalienborg, Gyldenløves Palæ (nu Charlottenborg) og Nysø. De præges helt grundliggende af harmoni, soberhed, orden og symmetri, med en behersket brug af dekorative elementer, primært i form af pilastre i stor orden og trekantsfrontoner. Heri er der for så vidt ikke noget specielt nederlandsk, det er helt efter bogen (Palladios), det samme er klassiske indramninger af portaler og vinduer. Derimod er den udbredte anvendelse af blomsterguirlander et specielt nederlandsk træk. Et andet udpræget nederlandsk træk er den blanke mur, der dog herhjemme sent i 1600-tallet ofte måtte vige for pudsede og malede facader (15), antageligvis under påvirkning af den svenske arkitekt Nicodemus Tessin d.y. Denne, som havde sin baggrund i den italienske barok, agiterede voldsomt imod de nederlandske tendenser i dansk byggeri (16). Så firkantet som den hollandske palladianisme her er karakteriseret, blev 13

den dog ikke udformet i Danmark. Flere steder ses der f.eks. slet ikke pilastre, andre steder er trekantsfrontonen erstattet af af en balustrade, nogle steder steder ses trekantsfrontoner uden at være båret af pilastre etc. Den ideologiske baggrund for den hollandske palladianisme skal findes i dels udviklingen af den moderne stat, som den gav sig udtryk i enevældens bestræbelser mod et centraliseret forvaltningsapparat og en merkantilistisk opfattelse af handel og økonomi; dels i de lutherske og de kalvinistiske etikker. Der er ligefrem tale om en nederlandsk bevægelse, hvis idealer om fornuft, selvbeherskelse og mådehold er direkte beslægtede med den nye stil med dens enkle og sobre bygningslegemer, forædlet med klassiske tempelgavle og strammet op med de flade pilastres faste rytme (17). Også elitebevidstheden hos den nye hofadel må tages med i betragtning. Den indbefattede udover de nævnte religiøst-filosofiske idealer, en boglig og konverserende kultur, beregnet på at gøre sig i saloner. Gode manerer parret med selvbeherskelse og kultiveret dannelse var alfa og omega, hvis man ville lege med samfundets store. Til denne kreds kan man bestemt regne Ahlefeldterne. I Ditlev Ahlefeldt, der skrev sine erindringer, toner den perfekte hofmand frem. Og storkansleren selv betegnes af samtidige som en højt dannet polyhistor, der kunne føre diskussioner om teologiske og filosofiske emner (18). Hannibal Sehested (manden bag den nye enevældes magtapparat) sagde om ham, at han var den betydeligste og dygtigste Mand i Danmark, og den, hvis Raad høres mest. Han er meget lærd, og optaget af Studier, har rejst meget og er saare videbegjærlig han er arbejdsom, tapper og modig, heftig og løs paa Haanden, saa stivsindet i Udførelsen af sine Planer, at han endog kan yppe trætte i selve Conseillet, ja med Kongen selv, men da han kender denne sin Fejl, foretrækker han at blive i Holsten. 14

Han var højt værdsat af dronning Charlotte Amalie; det samme var i øvrigt sønnen Carl. Dronningen var selv en særdeles kultiveret dame, der som reformert, eller kalvinist, stod bag opførelsen af den reformerte kirke i Gothersgade, som stilistisk føjer sig smukt ind i rækken af bygninger i den nederlandske klassicisme herhjemme. Disse personlige egenskaber, kombineret med Palladios opfattelse af den gamle romerske bygningskunst, som hierarkisk graduerede strukturer, som rytmiske bygningslegemer med over- og underordnede dele samlet om en hovedakcent (19), kan stå som en passende karakteristik af Ahlefeldterne og deres Gråsten. Fig. 7. Gråsten Slotskirke, nedtagelsen af korset, detalje af altertavlen. Nationalmuseet. 15

Slotskirken Pontoppidan skrev i 1730 om slotskirken på Gråsten, at den var i samme manér som jesuitterkirken i Antwerpen (20). Udsagnet er umiddelbart ret så overraskende, for godt nok er der tale om en nederlandsk kirke, men den er katolsk. Oven i købet tilhørte kirken jesuitterordenen, hvis fornemste opgave var at genvinde nordeuropa for den katolske kirke efter reformationen - af pavekirken betegnet det store frafald. I øvrigt er der store ligheder mellem de to kirkerum. Begge har søjlebårne gallerier i to etager, og kirken i Antverpen havde loftsmalerier af Rubens i hvert fag over og under pulpituret, ganske som på Gråsten. Mesteren for malerierne på Gråsten må dog i al stilfærdighed siges at være i en noget anden liga. I dag er ligheden mellem de to kirkerum ikke helt så påfaldende, i og med at malerierne i jesuitterkirken senere er brændt. Pontoppidans udsagn kan ikke bare være grebet ud af luften, som når turisthåndbøger udnævner enhver kirke med kuppel til kopier af Peterskirken i Rom. Frederik Ahlefeldt vides jo at have opholdt sig en del i Nederlandene. Kirken kan have gjort indtryk på ham, så han har ytret et ønske om at få sin slotskirke indrettet i samme stil. Arkitektonisk er slotskirken barok på en måde der er sjældent set på vore breddegrader, med sit stærkt bevægede søjlebårne galleri. Selve rummets hovedidé går tilbage til Slotskirken i Torgau, som selveste Luther var med til at indrette. Typen blev hurtigt norm i slotskapeller i hele det lutherske område, herhjemmefra kendes den fra bl.a. Koldinghus, 16

Sønderborg, Kronborg og Frederiksborg slotskirker. Rummet er bygget op over både længde- og tværaksen. I længdeaksens poler ses henholdsvis alter og orgel, i tværaksens prædikestol og indgangsdør med herskabsstol over. I fløjens regulære firkant, står søjlerne som en installation. De søjlebårne gallerier skaber et stærkt bevæget rum i rummet. Foran hver langside bæres galleriet af seks korintiske søjler, fordelt med tre på hver side af tværaksen. Mellem de to midterste søjler buer entablementet konkavt, så der i rummets midte opstår en cirkulær udvidelse. Lige før de buede dele af entablementet møder muren, ses mod nord prædikestolen, mod syd herskabsstolen, begge ottekantede. Også i længdeaksen buer galleriet ind bag henholdsvis alter og orgel. Over entablementet ses en rigt udskåret brystning, hvis postamenter bærer kompositte søjler, og et entablement der gentager den bølgende bevægelse. Således får det bevægede rum i rummet karakter af en langskibet søjlehal, der midt på udvider sig over et cirkulært grundrids. Tilsvarende er det rige stukloft opdelt i en flad kuppel over midterpartiet, flankeret af to flade tøndehvælv. Fig. 8. Gråsten Slotskirke set mod alteret. Oprindeligt må der have været en anden ordning af kirkens vestende. Før fyrstestolen på gulvet indrettedes omkring 1760, må man forestille sig at også pulpiturets kortside har været båret af søjler. Ikke nok med det. Afstanden fra sidste søjle og hen til fyrstestolen er kun ca. 2/3 af den afstand der ellers er mellem søjlerne. Følgelig har maleriet under pulpituret kun 2/3 af den længde maleriet over pulpituret har. Ligeledes er akantusmotiverne tydeligt mere komprimerede end i felterne mellem de øvrige søjler. 17

Det ville derfor være oplagt at forestille sig pulpituret har sluttet noget vestligere end i dag, hvorved søjlerne ville have stået med samme afstand langs begge langsider. Dermed ville pulpituret over vestenden også have været en del smallere end i dag, og dermed have haft samme dybde som bag alteret, og rummet ville have stået perfekt symmetrisk. I kortsiden må der have været søjler, der korresponderede med postamenterne i brystningen. Ved ændringen i midten af 1700-tallet skulle man følgelig have forkortet malerierne under pulpituret, samt ændret brystningens træskærerarbejde, for at skabe plads til den nye fyrstestol. Fig. 9. Gråsten Slotskirke, plan af stueetagen. Fra Charles Christensen, Graasten Slot, 1939, i rækken af indenrigsministeriets protokoller, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme. Problemet ved den foreslåede vestligere afslutning af pulpituret, er at der ikke kan have været meget plads til organisten foran orgelet. Thuras tegning viser en helt anden indretning af vestenden med tre mindre loger, samt to søjler mere i østenden. Pontoppidan nævner 24 søjler, hvilket passer på kirkens nuværende antal. Måske vil fremtidige undersøgelser under fyrstestolens gulv kunne give nogle interessante bud på spørgsmålet. Virkningen af rummet i rummet understreges af, at søjlerne ikke korresponderer præcist med vinduestakten. Ganske vist er der en søjle pr. vinduespille, men de står ud for pillernes hjørner, hvilket er højst ureglementeret ud fra den klassiske tilgang til arkitekturen. Oven i købet udgøres tværaksens midtpunkt af en vinduespille, hvilket betyder at der heller ingen korrespondance er mellem det ydre og det indre. Som konsekvens heraf er den oprindelige indgangsdør forskudt mod vest. At søjlehallen i den grad ikke er tænkt sammen med husets vinduestakt, kunne være en indikation på at projektet til kirken er blevet ændret undervejs. Der kan ikke bare være tale om at vinduerne fra staldbygningens tid ikke passede til kirken, i og med at de var blevet muret om i anden halvdel af 1600-tallet. Måske skal det forstås sådan at man har ombygget fløjen, så facaderne svarede til slottets øvrige. Når man så kom til at skulle indrette 18

kirken, har man lavet den som man syntes den skulle være, uden at skele for meget til facaden. Det er i så fald ret bemærkelsesværdigt for sin tid. Barokken lagde vægt på at skabe overensstemmelse mellem ude og inde. På Thuras plan i Vitruvius ses rummets symmetri dog at tage udgangspunkt i indgangsdøren, der jo sidder i den udvendige facades midterste fag. Om det så er Thura, der ikke har kunnet nære sig for at forbedre planen, eller om der er tale om et ældre projekt, vides ikke. På Thuras plan er uoverensstemmelsen mellem vindues- og søjletakten endnu mere udtalt, hvilket understreger fornemmelsen af at kirkerummet ikke er tænkt sammen med fløjens ydre arkitektur. Dørens skæve placering ses dog ikke inde i kirken, da indgangen er kamufleret som en tredelt portal, hvor altså kun den vestligste del rent faktisk er en dør. Portalens fire pilastre kronet af en trekantfronton, vækker stærke mindelser om slottets oprindelige porthus. Set i sammenhæng med herskabsstolens karnap, er ligheden med porttårnet ligefrem frapperende (fig. 4 og 10). Fig. 10. Gråsten Slotskirke set mod orgelet og fyrstelogen fra midten af 1700-tallet. Fotograferet vinteren 2013 af Thomas Rahbek, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme. Oprindeligt har rummet fremstået anderledes farverigt end i dag. Farvearkæologiske undersøgelser har vist at marmoreringer i sort, hvidt og rødt har domineret, som det endnu ses på alteret. Således stod alle søjlerne rødmarmoreret på en hvid bund (fig. 13). Før restaureringen i 1940 erne stod de hvidmalede (fig. 12). Også den tredelte portal har stået i sort og rød marmorering. Om væggene altid har stået hvidtede vides ikke, en nærmere undersøgelse vil kunne vise om der har været malede dekorationer. Brystningens forgyldte træskærerarbejde i akantusbarok har oprindeligt haft en blå-grå baggrund, og sortmalet håndfang øverst. 19

Stukloftets stærke blå bundfarve er ikke den oprindelige, ligesom den sorte farve på motivet med flisegulvet over alteret formentlig heller ikke er det. Hele stukloftet har antageligvis stået hvidtet. Loftet har skullet svæve over rummet, ikke være en del af det (22). Tilsvarende har gesimser, samt bræddelofterne over og under pulpiturerne, stået hvidmalede, hvilket er ret usædvanligt for tiden. Men bræddelofterne skal forstås i sammenhæng med stukloftet. Oven i købet har de måske endda stået hvidkalkede. Lister og kapitæler, såvel som brystningens slyngværk, har altid stået forgyldt, om end forgyldningen mange steder fornyedes ved restaureringen i 1940 erne. Malerierne Kirken er ustyret med en overdådig malerisk udsmykning. Ifølge Pontoppidan var billederne udført af en berømt italiensk mester. Som nævnt ovenfor, var det nok så som så med berømmelsen. I øvrigt mener man nu at malerierne stammer fra fem forskellige værksteder, og er malede efter kobberstik, så om egentlige originale kunstværker er der ikke tale. Malerierne i lofterne under og over pulpituret er indfældede i et rammeværk, der relaterer sig til søjlestillingen. Derudover er malerierne placerede på vinduespillerne, på en sådan måde at de spænder ud mellem vinduerne. Kirken skal have haft 80 malerier, i dag er 76 bevarede, om end ikke alle på deres oprindelige pladser. Dels er der overordnet set en del uorden i kronologien, dels er billederne på vinduespillerne byttet om, således at de der oprindeligt hang øverst, nu hænger nederst. Rummets maleriske udsmykning er tilsyneladende skabt efter et overordnet program. Fig. 11. Gråsten Slotskirke. Undersiden af søndre pulpitur. Nationalmuseet. I loftet under pulpituret ses fremstillinger fra det gamle testamente, begyndende i nordøstre hjørne med verdens skabelse (fig. 14), syndefaldet, Kain og Abel, syndfloden (fig. 20) og Noahs ark, og slutter af i nordvestre hjørne med Noahs syndefald. Oprindeligt sekunderedes disse loftsbilleder af fremstillinger på vinduespillerne af gammeltestamentlige profeter; de er 20

senere flyttet ovenpå. Motiverne fra det nye testamente i loftet over pulpiturets nordøstlige hjørne starter med Mariæ bebudelse og fortsætter med Jesu fødsel, legenderne om Jesu barndom, dåb og fristelsen i ørkenen. Fra det sydvestlige hjørne fortsættes med Jesu liv og gerninger, efter han er trådt offentligt frem. Sidst i rækken ses indtoget i Jerusalem og uddrivelsen fra templet. Disse billeder er sandsynligvis fra 1800-tallet. De må have erstattet ældre malerier, da Pontoppidan udtrykkeligt nævner 80 malerier. Billedserien fortsættes med Jesu lidelseshistorie i billederne mellem vinduerne nede i kirken, der jo oprindeligt hang foroven, hvormed der var skabt logisk sammenhæng. (21). De er fra 1700-tallet, en nærmere datering vil man antageligvis kunne komme frem til i forbindelse med en restaurering af billederne (22). Fig. 12. Gråsten Slotskirke set mod orgelet. Fotografi fra før 1920. På pulpituret set den fremskudte væg, med loftsmalerier genbrugt som dørstykker. Nationalmuseet. I altertavlens tre billeder sluttes der af med en opsummering af Jesu død og opstandelse som vejen til frelse. Billedet af nadveren forneden minder om det blod der er udgydt af og for menneskene, og det fællesskab hvori frelsen kan findes, i sorgen over Jesu død, som illustreret ovenover, og i glæden over opstandelsen og himmelfarten, som vist øverst. På gamle fotos ses to store malerier hængende over døren til præste- og degnestolene. Hvornår de er forsvundne, vides vistnok ikke. Men kirken må oprindeligt have haft to vinduespiller mere i vestenden, før fyrstelogen på gulvet blev indrettet omkring 1760. Måske har de oprindeligt hængt her? Samlet set er billedprogrammet blevet karakteriseret som Guds tre tilbud til menneskene om at leve i kærlighed, og hvordan disse muligheder svigtes (23): Gud skaber himmel og jord, dyr og mennesker, men så sker syndefaldet og Kain dræber Abel. Guds andet tilbud kommer med syndfloden, og Noahs chance for at overleve på arken, men også han fejler til sidst. 21

Guds tredje tilbud består i at lade sin søn ofre for menneskenes synders skyld. I svigtet af dette tredje tilbud ligger imidlertid også frelsen, som den fremstilles på altertavlen, med nadveren, begrædelsen, opstandelsen og endelig himmelfarten. I stukloftet opsummeres Jesu liv og væsen i bebudelsen, treenigheden og dommedag. Denne tolkning understøttes af billedernes placering, og måden hvorpå maleriserien ved hvert hjørne skifter spor. Kirkens to sidste malerier falder uden for serien, men er ganske så væsentlige, nærmest som et fortolkningsredskab: Portrætterne over prædikestolen af reformatorerne Martin Luther og Philipp Melanchthon, den sidste indviede de første danske lutherske bisper og kronede Christian III. Fig. 14. Gråsten Slotskirke, verdens skabelse. Maleri af ukendt kunstner. Nationalmuseet. Inventar Altertavlen, der antageligvis er et værk af snedker og billedskærer Peter Petersen i Tønder, er bygget arkitektonisk op med søjleordner i to etager, korintisk forneden, og som sig hør og bør, komposit foroven (fig. 15). Underetagen leddeles over det sortmarmorerede fodstykke af fire søjler med forkrøppet entablement. I midterste intercolumnie ses malerier i pragtfulde, udskårne og forgyldte rammer. Sidepartierne har figurer af Moses og Aron på baggrund af forgyldt akantus i gennembrudt arbejde. Overetagens midterfelt flankeres også af søjler, mens der på postamenterne yderst står figurer af Jesus og Johannes Døberen. Foran den derimellem værende akantus ses figurer af evangelisterne. Over det øverste entablement udgøres topstykket af to engle der holder et rundt billede forestillende himmelfarten. På alle flader og friser ses forgyldt akantus; søjlerne henholdsvis rød og hvidmarmorerede. Gesimser er marmorerede i hvidt, sort og rødt. Alterskrankens fodstykke, postamenter og håndliste står sortmarmorerede, balustrene rødmarmorerede. 22

Alterbordet er muret, med en jernbeslået træluge bagpå. Bordet står dækket af glatte fyrrebrædder. På sydsiden ses primitive udskæringer, som man nok ville have betragtet som hærværk, hvis de ikke havde så historisk dokumentarisk værdi: Et dannebrogsflag, Frederik VII s monogram og en karikatur af hertug Friederich af Augustenborg henviser til treårskrigen 1848-50. Indskriften under karikaturen, Hertug Landsforræder, siger en hel del om, hvordan den lokale befolkning så på augustenborgernes valg af side i konflikten. Ifølge inventaret fra 1778 var der foran alteret to sølvplader med henholdsvis hertugens og hertuginde Frederikke Louises våben. I dag dækkes bordet af et antependium i rødt silke, broderet af Dronning Ingrid. Modsat alteret ses under orgelet en nyere herskabsstol, der dog i dag fungerer som våbenhus (fig. 16). Stolen er formentlig indrettet efter branden 1759; at den ikke kan være oprindelig, ses af at pilastrene ikke korresponderer med brystningens postamenter ovenover. Nu er der så vidt vides ikke blevet udført farveafdækninger, der kunne vise om de har haft den samme røde marmorering som søjlerne. I og med at stolen ikke er oprindelig, må man næsten forestille sig at der har været åbent under galleriet, og derfor forekommer det mest oplagt at galleriet har været båret af søjler. I øvrigt er det naturligt at forestille sig at der har været malerier i loftet under pulpituret. Der ville nemt være plads til de sidste fire malerier, der mangler for at nå op på de oprindeligt 80. Fig. 15. Gråsten Slotskirke. Alteret. Nationalmuseet. Orgelet er i hovedsagen originalt, hvad angår facaden, mens værket er fornyet to gange, første gang efter at det oprindelige var blevet ødelagt under treårskrigen (fig. 17). Facaden har halvrundt midttårn og to spidsvinklede sidetårne. Overalt på facaden ses forgyldt akantusløv på hvid bund, ligesom træværket i øvrigt står hvidmalet med forgyldte lister. De store vinger på siderne i form af forgyldt akantus i gennembrudt arbejde, endte førhen nederst i små draperier. De var senere tilføjelser, og blev ved 23

orgelets restaurering i 1964 taget ned og opsat på væggen bag orgelet. Den oprindelige passage bag om orgelet, forsvandt da bagvæggen på et tidspunkt rykkedes frem, måske fordi orgelhuset udvidedes bagud i forbindelse med udskiftningen af værket i 1852. Passagen retableredes i forbindelse med sidste restaurering. I samme forbindelse blev fire loftsmalerier opsat bag orgelet. I Kulturstyrelsens arkiv kan man læse at det skal undersøges om dørstykkerne på pulpituret oprindeligt har været loftsmalerier. Disse ses på gamle fotos over de to døre i den fremskudte væg, og de to sidste ses at have haft en tilsvarende placering i kirkens østende, selv om der ikke var nogen døre her. På de gamle fotografier ses de at have været rektangulære, hvor de nu har affasede hjørner(fig. 10 og 12). Måske er de oprindelige loftsmalerier blevet øgt, da de skulle bruges som dørstykker, og så har man ved fjernelsen af den fremskudte væg kunnet fjerne øgningerne igen. Fig 16. Gråsten Slotskirke. Detalje af fyrstestolens nordre sidefag. Nationalmuseet. Af prædikestolen er kun lydhimlen med det store krucifiks den oprindelige (fig. 18). Den har tre hele og to halve sider af en ottekantet plan. På ottekantens hjørner står der store akantusvolutter, der øverst bindes sammen af kraftige bladguirlander. Volutterne mødes omkring krucifiksets korsstamme. Imellem volutterne ses over ottekantens faser putti med lidelelsredskaber. Selve prædikestolen er i rokokostil, fra midten af det 18. århundrede. Dog er den indre træramme muligvis fra kirkens første tid, men er så omkring 1760 blevet pudset over. De fire fag er prydet med forgyldte stukornamenter. Hvert fag har i midten en stor cirkel, udformet i samme profil som den smalle ramme omkring faget. I hjørnerne ses rocailler, der også pryder opgangspanelet. Under panelerne er den buede underbaldakin, båret af en muret vægkonsol. Også underbaldakinen har forgyldte rocaille-ornamenter. 24

Kongestolens brystning har som galleriet i øvrigt akantusløv og putti på blå baggrund (fig. 19). Baldakinen som bæres af lodrette akantusprydede rammestykker, er hvælvet og er dækket med forgyldt akantus. Øverst står en forgyldt engel med palmegren. Oprindeligt har der været vinduer i stolens åbninger ud mod kirkerummet, der kunne sænkes ned i højde med brystningen. I siderne mod pulpituret var der døre; nu er der helt åbent, til skade for stolens fladevirkning. Ud over Kongestolen er der på pulpituret to andre lukkede stole på hver side af altertavlen. De har en uregelmæssig femkantet form, idet hjørnet ind mod kirken er faset af. Oprindeligt menes de at have siddet længere fremme i rummet, idet der har været skydevinduer i siderne. På gulvet findes helt lukkede stole beregnet på præsten og degnen. Som nævnt blev der midt i 1700-årene indrettet en ny fyrsteloge på gulvet under orglet. Den fik tre fag skydevinduer. Ved restaureringen i 1925 blev logen ændret til forhal, og det nederste vindue i midten erstattedes af en fløjdør, der står hvidmalet, ligesom sprodserne i vinduerne foroven og ved siden. Døbefontens kumme i rombeporfyr er den oprindelige fra omkring år 1700. Den balusterformede fod er i træ, malet som samme porfyr. Fig. 17. Gråsten Slotskirke, orgelet og detalje af stukloftets fremstilling af dommedag Nationalmuseet. Restaureringen i 1925 indbefattede også lægning af et nyt gulv. Hvor der før kun havde været Ølandsfliser i midtskibet, og klinker under pulpiturene, kom der nu Ølandsfliser i hele rummet. Hvorvidt rummet altid har haft Ølandsfliser vides ikke. Det er en besnærende tanke at forestille sig gulvet lagt med sorte og hvide marmorfliser, som indenfor knæfaldet. Det ville have klædt det mere farverige rum, med dets sorte og røde marmoreringer. Undersøgelser af gulvet, for eksempel under trappen til prædikestolen, vil måske i fremtiden kunne give et fingerpeg om rummets oprindelige belægning. 25

Allerede i 1935 blev slotskirken igen restaureret, denne gang i forbindelse med at kronprinsparret Frederik og Ingrid havde fået slottet overdraget til sommerresidens. I årene 1940-42 blev stukloftet restaureret, og fik i den forbindelse erstattet den meget kraftige ultramarinblå bundfarve med en mere afdæmpet lyseblå. Også pulpiturets brystninger fik ny bundfarve; den oprindelige blå-grå erstattedes af en mere blå. Meget af den skårne akantus, såvel som de fleste af englehovederne på postamenterne blev fornyede (24). I 1964 fik kirken som nævnt nyt orgel fra Marcussen og Søn i Åbenrå, og den gamle bagvæg og omgangen bag om orgelet retableredes (25). Af de løse stole på gulvet går de hvidmalede med stråsæder ifølge Danmarks Kirker tilbage til 1850 (26). På ældre fotgrafier fra før 1920 ses dog nogle helt andre stole. På pulpituret står der bænke, i inventaret fra 1861 nævnes der løse fyrrebænke. De nuværende er byggede ind i trinet nærmest brystningen. I 1976 blev der opsat forsatsrammer med profileringer som de gamle vinduer (27). Fig. 18. Gråsten Slotskirke. Prædikestolen. Over selve stolen ses portrætterne af Martin Luther og Philip Melanchton. Nationalmuseet. 26

Konklusion Skønt ombygget og restaureret i flere omgange står Gråsten Slotskirke endnu som et fornemt eksempel på barokkens rumkunst herhjemme. Selv om der ikke skabtes ret meget i den helt store stil herhjemme i enevældens første 40 år, rager Gråsten alligevel op som en kæmpe. Egentlig er det vel kun Charlottenborg og Vor Frelsers Kirke i København der overgår Ahlefeldternes Gråsten i monumentalitet og stilsikkerhed. I en tid hvor selv kongemagten, til trods for ny enevælde, ikke magtede at bygge passende rammer om hoflivet, var byggeriet af Gråsten noget af en bedrift. Det tog så også tre overhoveder af Ahlefeldtslægten at fuldføre værket. Fig. 19. Gråsten Slotskirke. Kongestolen. Nationalmuseet. Ganske vist mente storkansler Frederik Ahlefeldt selv at han i Livet altid havde været en Fjende af verdslig, overflødig Pragt. Nu skal udtrykket overflødig ikke forstås negativt, det kommer af overflod, og betyder pragtfuldt, overdådigt. Udsagnet kan være udtryk for den fromme kristnes sidste efterrationalisering på gravens rand, eller måske betyder det virkelig at Gråsten var efterkommernes værk - de efterkommere der satte alt over styr og til sidst måtte sælge fædrenegodset. 27

Tidslinje O. 1604-16 Den nuværende kirkefløjs midterste del opføres som enten Gråstens første hovedfløj, eller som stald og kornlager. O. 1700 Kirken står færdig, dog er det muligt at den maleriske udsmykning først afsluttes over de næste 25 år. 1757 Slottets hovedfløj brænder, kirken overlever branden, men der foretages mindre ændringer. Der indrettes en ny fyrsteloge på gulvet under pulpituret i vestenden, i stedet for den gamle på pulpituret overfor prædikestolen. Prædikestolen fornys. Der indsættes nye vinduer i årene efter branden. Fig. 20. Gråsten Slotskirke. Syndfloden. Maleri af ukendt kunstner. Nationalmuseet. 1851 Under treårskrigen (1848-50) har der været indkvarteret slesvig-holstenske tropper i kirken, hvilket efterfølgende kræver en større istandsættelse. Orgelet fornyedes og udvidedes bagud. I den forbindelse rykkes bagvæggen frem, således at der ikke længere var adgang bag om orgelet. De to nedtagne loftsmalerier placeres som dørstykker på den nye væg. Efter krigen overgår slottet til den danske stat og kirken bliver sognekirke. 1864 Preussiske tropper - med heste - er indkvarteret i kirken under krigen. 28

1925 Kirken restaureres, der lægges nye ølandsfliser i hele kirken, hvor der før kun var fliser i midtskibet, mens der under pulpiturene havde været klinker af nyere dato. Herskabsstolen indrettes til forhal. 1935 Slottet inkl. kirken restaureres til brug for kronprinsparret Frederik og Ingrid. Søjler gråmarmoreres, alterskranken får sort og rød marmorering, den blå farve på stukloft dæmpes. Meget af pulpiturets udskårne akantus fornyes. 1940-42 Stukloftet hovedrepareres. 1968 Kirken får nyt orgel, og omgangen bagom det genetableres, ligesom de gamle loftsmalerier genopsættes i loftet. O. 2000 Prædikestolen istandsættes. Kilder Adriansen, Inge og Jensen, Vivi: Gråsten Slot. En historisk gennemgang over Gråsten Slot og slotskapel, bygherre og slægter. Foreløbigt uddrag Redigeret af MAA Per Windeleff, Kjaer og Richter. 2011. Adriansen, Inge: Kirkerne på Als og Sundeved, værk under forberedelse, 2012. Andersen, Poul: Graasten et slot og et sogn. 1986. Barfod, Jens: Guide til billedfortællingen i Gråsten Slotskirke. 2008 Danmarks Kirker, bind 22, Åbenrå Amt, 1959. Josephson, Ragnar: Tessin i Danmark, Stockholm 1924. Kaspersen, Søren: Købmand Michelbeckers Palæ og den københavnske palladianisme, i Forblommet antik, 1988. Kjaer og Richter: Gråsten Slot. Istandsættelse af vestfacade, rygning m.v., 2008. Lorenzen, Vilhelm: Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden. 1928. Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen: Gråsten Slotskirke. Tilstandsvurdering og restaureringsforslag for kirkerummets historiske inventar. 2010. Paulsen, Jørgen: Graasten Slot, Danske slotte og herregårde, bind 16, side 153-174. København 1967. 29

Noter 1) Kjaer og Richter 2) Danmarks Kirker, side 259. 3) Adriansen og Jensen. 4) Andersen, side 33, Kjaer og Richter, Paulsen side 163. 5) Danmarks Kirker, side 273. 6) Adriansen og Jensen. 7) Lorenzen, side 86. 8) Rigsarkivet, Gråsten-Adsbøl, Sager angående Adsbøl kirkeinventarium 1648-1870. 9) På stikket ses guirlanderne over beletagens vinduer kun på hovedfløjen, på de to malerier også på de to tilstødende hjørnepavilloner. 10) Kjaer og Richter 11) Lorenzen, side 94-95. 12) Kaspersen, side 18-19. 13) Måske var han i familie med arkitekten Charles Philippe Dieussart, ca. 1625-96, der stammede fra Nederlandene, men arbejdede i Tyskland, bl.a. i Mecklenburg-Güstrow, hvor Frederik IV s dronning Louise kom fra. Måske er Francois Dieussart kommet til Danmark som resultater skabt i forbindelse med giftemålet? Meget vides der ikke om ham, end ikke fødsels- og dødsår. 14) Som i sin danske udgave er blevet betegnet Københavnsk Palladianisme, se Kaspersens artikel. 15) Bl.a. Charlottenborg og prins Jørgens palæ i Vordingborg. Dog var Sophie Amalienborg tilsyneladende oprindeligt fra starten pudset, og havde i øvrigt fladt tag med terrasse, meget atypisk for hollandsk, endsige dansk bygningskunst. 16) Josephson, side 13-19. 17) Kaspersen, side 35. 18) Ibid, side 43-44. 19) Ibid, side 33. 20) Danmarks Kirker, side 258. 21) Barfod mener det er sket i pietismen for at man bedre kunne leve med i Jesu lidelseshistorie. 22) Nationalmuseets rapport, side 30-32. 23) Barfod. 24) Danmarks Kirker, side 262. 25) Kulturstyrelsens arkiv, Gråsten Slot. 26) Danmarks Kirker, side 268. 27) Kulturstyrelsens arkiv, Gråsten Slot. 30

31

32 Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme H.C. Andersens Boulevard 2 1553 København V T 3395 4200 slke.dk