Mettes rejsebrev fra Australien udvekslingsperiode 21. Sep. 27. Nov. 2009

Mettes rejsebrev fra Australien udvekslingsperiode 21. Sep. 27. Nov. 2009 Udveksling til: Australien Navn: Mette Wenzelsen Evt. rejsekammerat: Cecilie Bangshøj Hjem-institution: UCSJ, campus Næstved Holdnummer: F-2007-N Værts-institution/Universitet: University of Tasmania Praktikplads/Hospital: Concord Hospital Speciale: Neurologisk afd. 5 North og intensiv (ICU) Hvorfor valgte du at tage på udveksling? På 3. Semester sad Cecilie, min rejsekammerat, og jeg til intro omkring mulighederne for udveksling på 4. eller 6. semester. Jeg ville gerne på udveksling til Grønland, hvilket dog ikke var en mulighed, da der ikke er noget samarbejde mellem de danske og grønlandske skoler. Cecilie sagde så, at vi gerne ville til Australien og, ja, det kom vi så. I min ansøgning til DSR skrev jeg bl.a., at jeg valgte at tage på udveksling fordi jeg gerne ville udforske min egen og den sygepleje vi lærer i DK. Desuden lever vi i et land, der er i konstant udvikling, hvorfor jeg synes, det er vigtigt at se sygepleje som et globalt fænomen, hvor vi bl.a. kan udvikle den ved at søge inspiration fra andre lande. Herudover har jeg altid gerne ville se vores fag med andre briller på: både i U-lande, krigszoner og hvad der ellers er, så jeg fandt muligheden for udveksling god, idet jeg føler, at man er mere på sikker grund, når jeg kun er studerende og ikke på samme måde bare kastes ud i sygeplejen, som hvis jeg havde været udlært. Hvorfor valgte du det specifikke sted? Jeg har altid fundet Australien spændende: kulturen, mentaliteten, det anderledes dyreliv og det at man kan flyve fra det tøre nord til frodige syd og se vidt forskellige landskaber. Da vi fik at vide at Australien var en mulighed, var der ingen tvivl om, at hvis jeg skulle på udveksling, så skulle det være til Australien. Vi fik mulighederne for at tage på RPA eller Concord. Valgte Concord (billede), da sygehuset lå tættest på vores accommodation og det samtidig lå lidt ude for byen. Din forberedelse til udvekslingsopholdet Fra tidligere rejsebreve havde jeg læst, at ansøgningsprocessen var meget lang og hård at komme igennem, men det fandt jeg den egentlig ikke. Vi fik at vide, at vores ansøgning var godkendt i slutningen af marts og så startede vi faktisk op allerede dér med at få ordnet papirerne i den rækkefølge det anbefales fra Silkeborgs hjemmeside (er siden ændret til Sygeplejerskeuddannelsen i VIAs hjemmeside), som vi fandt meget brugbar. Når jeg skriver vi, så er det fordi Cecilie og jeg hele vejen igennem har hjulpet hinanden igennem med forberedelsesprocessen, da man godt kan tabe overblik med alle de dokumenter, der skal udfyldes og sendes de rigtige steder. Vi lavede en liste over alle de ting, som skulle udfyldes og gik igennem dem slavisk. I midten af maj var der infomøde i Århus med koordinatorerne og alle de andre piger, der også skulle på udveksling til

AU. Vi mødte dér en, der netop var kommet hjem fra AU og som gav os lidt tips som vi bl.a. skulle være obs. på mht. ansøgningerne. Visumet gik hurtigt igennem man skal blot følge de trin, der er lagt ind fra Silkeborgs hjemmeside og vælge turistvisum. Det er overstået inden for en times tid, hvor man også modtager sit visum. Vaccinerne blev foretaget over 6 mdr., da der skal gå nogle mdr. mellem den 2. Og 3. Hepatitisvaccine så start i god tid med disse. Da alt var overstået sendte vi tingene afsted til Chris O Neal, som er koordinatoren i AU. Hun sendte en mail til Louise, hvori der bl.a. stod at vores pas, vacciner og forsikringer ikke var kommet i orden. Selvfølgelig panikkede vi lidt, da der kun var 1 mdr. til afrejse, da vi fik denne melding, så vi skrev til hende uden svar. Vi kontaktede forsikringsselskabet og bad om en engelsk udgave af forsikringspapirerne og måtte på kommunen for at få kopi af vores pas. Alt blev sendt tilbage og gik i orden. Jeg arbejdede hele min sommerferie væk for at kunne få en masse penge til turen, da det selvfølgelig ikke kun er for faglighedens skyld, at man vælger at udveksle i AU Jeg havde ansøgt om at få legat fra UCSJ og DSR, som jeg var meget heldig at få som en af de to, der skulle afsted fik. Legatene var på hhv. 7000 og 2000.-, så via disse betalte jeg min flybillet, som vi købte via kilroy til ca. 9000.- t/r med stop i Bangkok og ellers direkte fly, hvilket vi var meget glade for, at vi gjorde efter at have hørt, hvor meget ventetid de andre piger havde haft i de forskellige lufthavne for at spare ca. 1500.-. Men undersøg markedet i god tid i forvejen billetterne bliver dyrere jo længere tid man venter. Vær desuden opmærksom på, at Bautas rejseforsikring ikke dækker studieture, så man skal tegne en hos et andet selskab som fx. Gauda, som vi valgte og gav 1500.- for for en Super. Fagligt udbytte Hvordan arbejdede du med læringsmål? Vi fik udleveret en portfolio indeholdende 20 gøremål som skulle vurderes med en karakter fra 1-5, hvoraf 4, for vores vedkommende, betød at gøremålet var bestået. Min educator på praktikstedet havde allerede sat sig ind i min portfolio, hvilket den ene af mine to RN er også havde, så de var klare over, at jeg skulle udfylde portfolioen med i alt 20 aktive gøremål. Dette hjalp mig meget til at kunne arbejde videre med målet og gjorde samtidig at jeg ikke bare blev hende fra DK der ikke ved noget -agtigt, men i stedet blev pålagt lidt opgaver, så jeg kunne få udfyldt mine papir og få dem bestået. Hvordan var kontakten til vejledere? Jeg havde to RN er og en educator. Educatoren havde jeg ikke så meget kontakt til han var der mere af praktiske årsager for mit vedkommende. Jeg blev tildelt to RN er, som jeg skulle følge i deres vagter og arbejde. De havde begge rigtig travlt, så de første par dage løb jeg bogstavelig talt i hælene på den ene bare for at kunne følge med. Synes at det var rigtig ærgerligt, at de ikke havde tiden til at sætte sig ned med mig og forklare mig rutinerne i afdelingen, hvordan den var bygget op og lige sætte mig lidt ind i deres speciale, så det blev til megen spørgen og knap så mange svar. Ofte

blev det til, at jeg den første uge blev overladt lidt til mig selv: dvs. jeg blev lidt væk fra dem og endte med bare at stå og kigge i en times tid i det tidsrum, hvor patienterne sov. Af natur er jeg ellers ikke en, der affinder mig med sådanne ting, men i en ny sygeplejekultur i et nyt land fandt jeg hurtigt ud af, at man skal træde varsomt og ikke på samme måde skal stille spøgsmål og spørgsmålstegn ved det, de gør, hvilket jeg gjorde en aften i forbindelse med sårpleje og blev sat på plads med et jeg ved godt, at du er fra DK, men sådan gør vi altså hér! Efter 4. uge følte jeg mig stadig ikke velkommen eller taget imod fagligt såvelt som kollegialt (dvs. følte ikke at de havde tiden eller overskuddet til mig eller nogle af de andre studerende), så tog kontakt til Chris O Neal, der skaffede mig alletiders praktikplads på ICU/intensiv efter vores ferieuge i den 6. uge. Blev modtaget med åbne arme på ICU fra day one: de var meget bevidste om mine læringsmål, at jeg var studerende og at jeg meget gerne ville have noget fagligt ud af det. De var utrolig dygtige og meget faglige, så alle mine spørgsmål blev besvaret med kyshånd og jeg fik hurtigt superviseret ansvar for den patient, som vi plejede den pågældende dag. De fire uger, som jeg havde på ICU, har overskygget de 5 kedelige og ikke så faglige første uger. Hvordan var kontakten til patienter? Patienterne var meget søde og imødekommende og spurgte alle ind til, hvorfor jeg havde hvid og ikke blå kittel på, så uniformsforskellene blev en åbningsreplik for mange patienter. Patienterne var alle meget forstående over for, at jeg var i et nyt sted og ikke altid var vant til at gøre tingene på den måde, hvorpå man gør det hernede. De fleste spurgte indtil Kronprinsesse Mary og tennisspilleren Caroline W. Herudover gav de ideer til ting, vi kunne opleve på vores fridage og var glade for at høre og snakke om kulturforskellene mellem DK og AU. Der var rigtig mange asiatiske patienter på min afdeling ja, på hele sygehuset, så de kunne lettere lave en refleksion over det australske sundhedsvæsen end australierne selv ville/kunne. Desuden oplevede jeg, at sygeplejerskerne ikke var så humanistiske og ikke havde tid til at snakke med patienterne, så de var kun glade for at jeg kom ind og snakkede med dem, når jeg alligevel ikke havde meget andet at lave. På ICU var patientkontakten ikke-eksisterende, idet de patienter jeg havde var sederet, men pårørendekontakten var rigtig god og de var alle meget interesseret i min opfattelse af det danske sundhedsvæsen kontra det australske, så det blev til nogle små debatter. Kulturelt udbytte Hvad lærte du om landets kultur Australien er i den grad et multikulturelt samfund. Min første tanke, da vi ankom til Sydney efter at have mellemlandet i Bangkok, var: Hov, skulle vi ikke til Australien? Der er rigtig mange asiatere i gadebilledet og på sygehusene. Det er til tider svært at forstå, hvad asiaterne siger pga. deres meget asiatikpræget engelske accent. Desuden er der generelt mange mennesker fra udlandet, der arbejder og bor i Australien/Sydney på 5N var der 4 real Aussies resten af personalet var fra enten Asien eller UK. Australierne er meget lidt fordomsfrie mennesker og ser derfor asiaterne og europæerne som australiere og ikke som nyaustraliere, som vi måske gør det i DK med nytilkommere.

Om kulturen i landets sundhedsvæsen Vi har det vist ikke så slemt i DK, som vi går og tror. Her tænker jeg ikke kun på os, som sygeplejersker, men også patienterne og de goder som vi i DK har ifht. højere skatter, men gratis hospitalsindlæggelser, lægebehandling, etc. Patienterne blev, som nævnt, betragtet som vare der skulle igennem systemet og ikke som individer de er meget naturvidenskablige og ikke så humanistiske hernede, så da en patient, for mig viste symptomer på angst ifht. tilbagevendende cancer, kiggede min vejleder på mig, da jeg nævnte det og sagde, at sådan var hans personlighed nok bare. Om sygeplejekulturen Sygeplejekulturen er meget anderledes end jeg var vant til i DK. Her kan både nævnes hygiejnen og måden hvorpå man omgås patienterne. Jeg følte, at sygeplejerskerne og lægerne så på patienterne som værende en sygdom, der skulle kureres eller en vare, der skulle repereres og ikke som det menneske med tanker, følelser ogbrug for omsorg, som en patient jo også er. Efter morgenbriefing gik man ud i grupper og gik nærmest ind på én lang række for at hilse på patienterne og opsumere deres sygdomsforløb. De blev hurtigt hilst godmorgen og så gik rapporten igang. Dette synes jeg var ubehageligt ikke kun fordi de andre 3-4 patienter på stuen kunne høre, hvad der blev sagt, men der var ikke så mange menneskelige aspekter i det. Endvidere oplevede jeg, at der ikke er det samme samarbejde, som jeg har erfaret i DK, læger-sygeplejersker-terapeuter i mellem. Oftest var lægen inde at se på patienten uden sygeplejersken, lægen skrev ned i journalen, hvad status var og så skulle sygeplejersken se, hvad der var næste plan. Fx. fandt min RN ud af, at vores pt. skulle til operation en time efter at lægen havde været der, da han ikke havde informeret hende, eller patienten, om dette, men blot skrevet det i journalen. På ICU var det lidt anderledes, men sygeplejen bar stadig præg af ovenstående. Hver sygepleje havde én patient at se efter i løbet af sin vagt. Der var medicinsk konference med den enkelte sygepleje om den enkelte patient med efterfølgende stuegang. Det tværfaglige samarbejde på ICU var mere eksisterende end det var på 5N og sygeplejerskernes viden kom meget til udtryk, idet reserve- og overlægerne ofte spurgte sygeplejerskerne til råds ang. behandling. Social erfaring Hvordan blev du modtaget af kolleger Den første dag kom jeg op på afdelingen, 5N, hvor min educator og RN og lidt andet personale sad i nurse s station og vendtede på handoveren/rapportgivningen. Hilste og præsenterede mig selv, hvortil educatoren præsenterede alt personalet på 5 sek. stod tilbage som et stort spørgsmålstegn, hvilket de alle grinede af. Synes ikke at der er blevet gjort den store forskel på mig og de andre studerende eller taget hensyn til, at jeg ikke var engelsktalende på samme måde som de. Vi gik til morgenpause og frokost sammen i hold, så det var denne sociale erfaring, jeg fik med personalet. Men jeg skulle selv være meget på banen og snakke meget for ellers blev jeg hurtigt glemt, da de i personalegruppen var godt sammenrustet og lidt grupperet ifht. hvem man snakker og ikke snakker med. På ICU var personalet meget åben og varmt modtagende. En af sygeplejerskerne, som jeg kun

havde snakket med i 5 min., inviterede alle 4 Concord-piger på frokost, så vi kunne smage det australske køkken, så hun havde lavet krokodille, kænguru og et hav af andre retter for at vi kunne smage det. Det var rigtig dejligt at blive modtaget så varmt af en kollega og et andet menneske, som man ikke kender, men som åbner sit hjem for en. Havde du kontakt til lokalbefolkningen Nej, ikke udover de mennesker, vi mødte i busserne, forretningerne og på turerne, som var meget nysgerrige over vores sprog, som vi snakkede individuelt og som gerne ville høre om det danske kongehus og den lille havfrue. Vigtige erfaringer gjort under udvekslingsopholdet Når man vælge udveksling, skal man være forberedt på at skulle bruge en del ressourcer og energi på at holde styr på alle de papirer, der skal udfyldes samt vaccinationer. En god ide kan være, at man i god tid får udfyldt alt det man kan og prøve så vidt det er muligt at være lidt på forkant med det hele, så der ikke opstår stress. Vi lavede fx. en liste over alle de ting, vi skulle have styr på, som vi senere krydsede ud på, så vi vidste, hvor i processen, vi var. Vi ankom fredag aften, hvor selve klinikken først begyndte om tirsdagen, så vi havde et par dage til at falde ind i deres dagrytmer. Jeg havde i starten en tendens til at sammenligne deres sygeplejeprocesser med de danske og indledte nogle gange en sætning med sådan gør vi i DK, hvorfor gør i sådan? eller hvorfor gør du sådan? Bemærkede straks, at de blev lidt irriteret på mig som om jeg kom og ville lave om på dem eller lære dem bedre sygepleje, hvilket ikke var min hensigt ville blot lære og forstå, hvorfor de gjorde/gør som de gør. Derfor blev det hurtigt til refleksioner i hovedet og ikke så mange vejleder og jeg i mellem. Jeg snakkede med de tre andre danske piger, som også boede på Concord, og de havde alle haft denne erfaring og oplevelse og havde også tiet stille med spørgsmålene, som vi fra DK er vant til at stille vores vejledere for at udvilke vores egen sygepleje og forståelse herfor. Vi boede, som sagt, fire danske sygepl.stud. på Concord og vi brugte hinanden rigtig meget ifht. refleksioner og samtaler omkring sygehusvæsnet hernede. Endvidere oplevede vi meget sammen og tog en del ture i lokalområdet sammen også. Vi boede sammen med tre koreanske piger, som vi ikke havde kontakt til, og to tasmanske piger, som vi havde en rigtig god kontakt til og som også tog med os på ture. Vi havde hjemmefra sat os ind i landet dvs. hvor vi gerne ville rejse hen og hvad vi ville opleve, mens vi var i AU, så vi havde udarbejdet en kalender for vores weekender, så vi vidste, hvad vi havde at gøre godt med. Vi endte med at opleve Sydney, selvfølgelig, Hunter Valley, Blue Mountains, Cairns, Alice Springs, Ayers Rock samt Melbourne alle er varmt at anbefale. Cairns, Alice og Ayers Rock tog vi på vores 6. ferieuge. Herudover kan jeg anbefale at man tager nogle hyggeting med til sit værelse, da værelserne, hvis man bor på Concord, er slidte og gamle (billedet viser mit værelse). Havde selv billeder

af familie og venner (postkort og danske souvenirs til gaver til afdelingen) med hjemmefra og købte lidt i den nærliggende Ikea, så det blev lidt mere beboeligt end da jeg kom. Jeg har i mit udvekslingsforløb udviklet mig meget både personligt og fagligt. Jeg er blevet mere opmærksom på min egen sygepleje og blevet bedre til at reflektere over sygeplejesituationer og til at læse patienternes signaler. Selvom opholdet rent fagligt har været en rutsjebane, hvor der har været dage, hvor alt bare har været perfekt og de triste dage er glemt og dage, hvor alt bare har været ligemeget, så har jeg nydt det og kan virkelig kun anbefale dem, der har mulighederne og overskuddet til, at tage afsted og få en god faglig og social oplevelse ud af det. Afslutningsvis vil jeg ønske alle, der skal på udveksling en rigtig god tur til det australske land og sundhedsvæsen og varmt anbefale andre, der overvejer det, om at springe ud i det og gøre det: det er en oplevelse for livet!