Effekt af intrauterin inseminering på hormonspejlet af prostaglandin hos danske søer

Effekt af intrauterin inseminering på hormonspejlet af prostaglandin hos danske søer Effect of intrauterine insemination on the hormone level of prostaglandin in Danish sows [ Charlotte Borg Alexandersen, Mattias Norrby, Andrzej Madej og Mads Thor Madsen ] Stud.med.vet. Charlotte Borg Alexandersen, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, ph.d.-stud Mattias Norrby, Sveriges Landbruksuniversitet, Uppsala, D.Sc. Andrzej Madej, Sveriges Landbruksuniversitet, Uppsala og fagdyrlæge Mads Thor Madsen Landsudvalget for Svin, Axelborg Artiklen er udarbejdet på baggrund af et speciale til erhvervelse af veterinærgraden. Indledning og baggrund Til inseminering af søer i Danmark bruges et dosisvolumen på ca. 80 ml fortyndet sæd indeholdende 2 x 10 9 motile sædceller [2]. Dette medfører, at et sejakulat kan fortyndes til ca. 30-35 insemineringsdoser. Hvis man kunne forbedre insemineringsteknikken således, at færre sædceller pr. dosis kunne anvendes uden at påvirke reproduktionsresultaterne negativt, ville man få en bedre udnyttelse af det bedste avlsmateriale indenfor primærproduktionen. Kontraktioner i uterus er vigtige for transport af sæd til ovidukten, hvor befrugtningen finder sted [3]. Kontraktionerne styres bl.a. af oxytocin, udskilt fra hypofysen ved sexuel stimulation inden og under inseminering/bedækning. Såvel en øgning som en hæmning af kontraktioner i uterus påvirker befrugtningen af æg negativt. En insemineringsteknik, hvor kontraktionerne virker optimalt for sædtransporten, vil give mindre retrograd transport af sæden og forbedret mulighed for sæden at passere til æggelederen [4]. PGF 2α påvirker også kontraktionerne i uterus [5]. Ved for høje koncentrationer af PGF 2α kan der opstå en krampetilstand i børen, hvilket påvirker sædtransporten negativt [6]. Tidligere forsøg har vist, at der bliver udskilt PGF 2α til blodbanen ved traditionel inseminering af søer, men ikke ved bedækning [1]. Om de udskilte mængder ved traditionel inseminering er store nok til at fremkalde krampetilstand mangler stadig at blive fastlagt. Der er flere hypoteser for denne forskel i PGF 2α udskillelse mellem traditionel inseminering og bedækning. Det kan være insemineringskateterets fysiske påvirkning af cervix, der medfører PGF 2α udskillelse, det kan være en reaktion på sædfortynderen enten ved kontakt med cervix eller med endometriet, eller der kan være en inhiberende faktor i ens sædplasma, der forhindrer udskillelsen. For at undersøge om der ved IUI (Intra Uterin Inseminering) af søer bliver udskilt PGF 2α ad modum traditionel inseminering, blev et forsøg med 37 søer Summary In the present study the release of PGF 2α in the sow during traditional insemination, intrauterine insemination (IUI) and mating was investigated, to find out if IUI leads to less release of PGF 2α than traditional insemination. A rise in PGF 2α has been seen earlier [1]. There were eleven sows in each of three groups in the experiment. The release of PGF 2α in sows inseminated traditionally with raw semen and in sows inseminated traditionally with EDTA-extender (Ethylene-diaminetetraacetic acid) was also investigated. In these two groups there were two sows in each group. The two small groups were included in the experiment to investigate the cause of a difference in PGF 2α release, if any, between the three other groups.for all sows in the experiment, blood samples were collected before, during and after insemination/mating. The samples were analysed for the metabolite 15-keto-13, 14-dihydroprostaglandin F 2α (PGFM). The analysis showed an increase in the concentration of PGFM in the blood of sows after traditional and intrauterine insemination but not after mating. Sows inseminated with EDTA-extender showed the same increase in PGFM as sows inseminated traditionally with extended semen. Sows inseminated with raw semen showed no immediate increase in PGFM. The increase in PGFM in these sows was delayed so the increase did not show until 40-50 minutes after the beginning of stimulation. The statistical analysis of the results showed no significant difference in PGFM release between the group of IUI and the group of traditional insemination. A significant difference was found between mating and IUI and between mating and traditional insemination. There was no significant difference between mating and insemination with raw semen, which indicate the presence of a factor in raw semen that inhibits the rise in prostaglandin. It is also possible that the extender elicits the rise when it comes into contact with the endometrium but due to the small number of observations in the group of raw semen and extender, and due to large individual variation among all the sows in the experiment, this result is questionable. 24 Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. december Nummer 23 Årgang 88

Gruppe Behandling Antal søer, stk. Antal insemineringer eller bedækninger, stk. Kontrol Traditionel inseminering med fortyndet sæd gennemført. Resultatet vil sammen med andre forsøg med IUI danne grundlag for en vurdering af IUI som fremtidig insemineringsteknik i dansk svineproduktion. PGF 2α i blodbanen har en halveringstid på 90 sekunder med primær nedbrydning ved passage gennem lungerne [7]. Måling af PGF 2α må derfor baseres på måling af nedbrydnings pro - duk tet 15-keto-13, 14-dihydroprostaglandin F 2α (PGFM). Formålet med forsøget var, at undersøge om stigningen i blodbanen af PGFM, som tidligere observeret ved traditionel inseminering, også indtræder ved anvendelse af IUI. Derudover søges årsagen til stigningen afklaret ved at inseminere traditionelt med og med ren sædfortynder (EDTA-fortynder). Materialer og metoder Forsøget blev gennemført på forsøgsstation Grønhøj i perioden juli - august 11 18 Forsøg IUI Intra uterin inseminering 11 14 med fortyndet sæd Forsøg bedæk Bedækning med orne 11 15 Forsøg Traditionel inseminering med 2 3 Forsøg fortynder Traditionel inseminering med 2 4 EDTA-fortynder Tabel 1. Grupper med angivelse af antal søer og antal insemineringer eller bedækninger. 2004. Forsøgsstation Grønhøj er en konventionel sobesætning bestående af ca. 600 årssøer. Besætningen bliver drevet med ugedrift, og således flyttes hver onsdag 20-25 søer fra farestalden til løbeafdelingen, hvor søerne står fikseret enkeltvis i bokse. Forsøget blev gennemført efter tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet (J.nr. 1999/561-234) til anvendelse af søer og fra Lægemiddelstyrelsen (J.nr. 2512-8435) til anvendelse af Stresnil. Forsøget bestod af tre hovedgrupper med 11 søer i hver gruppe. En gruppe blev insemineret traditionelt med 80 ml fortyndet sæd, en anden gruppe blev insemineret intrauterint med 80 ml fortyndet sæd, og den sidste gruppe blev bedækket. Desuden indgik to ekstragrupper, hvor den ene blev insemineret traditionelt med 80 ml, og den anden blev insemineret traditionelt med 80 ml ren sædfortynder. I de sidstnævnte grupper indgik to søer pr. gruppe. Antal søer, behandling og antal insemineringer/bedækninger fremgår af tabel 1. Søerne blev udvalgt tilfældigt blandt besætningens krydsningssøer dog under hensyntagen til, at ørevenerne var egnede til kateterisation. Kateterisation Hver fredag fik 6-8 fravænnede søer ilagt venekateter. Venekateteret (B Braun, Cavafix Certo, kateter: 0,8 x 1,4 mm/18 G, længde 45 cm, kanyle: 1,5 x 2,0 mm/16 G, længde 7 cm, 10 ml/min) blev ilagt vena jugularis externa via vena auricularis. Kateterisation blev foretaget efter sedation med Stresnil i.m. (Azaperone, Bayer, 0,5-1 ml pr. 20 kg) og ved anvendelse af trynebremse. Efter kateterisation blev venekateteret fyldt med saltvand iblandet heparin (1 ml heparin/100 ml isoton saltvand) for at forhindre koagulering. Den efterfølgende tirsdag blev venekateteret fjernet efter gennemført bedækning/inseminering. Inseminering/bedækning Der blev brunstkontrolleret to gange dagligt i løbet af weekenden, og der blev foretaget løbninger mandag og tirsdag og kun en gang dagligt. Således blev søer, der var i stående brunst både mandag og tirsdag, insemineret/bedækket to gange, mens søer, der kun var i stående brunst mandag eller tirsdag, blev insemineret/bedækket en gang. De søer, der var i stående brunst begge dage, fik samme behandling begge dage, og til- > Sammendrag I dette forsøg blev udskillelsen af PGF 2α hos søer i forbindelse med traditionel inseminering, intrauterin inseminering (IUI) og bedækning undersøgt. I forsøget indgik 11 søer i hver gruppe. Formålet med forsøget var, at undersøge om IUI medfører mindre PGF 2α udskillelse end traditionel inseminering. Tidligere undersøgelse har vist en stigning i PGF 2α ved traditionel inseminering men ikke ved bedækning [1]. Desuden blev udskillelse af PGF 2α hos søer insemineret traditionelt med og søer insemineret traditionelt med fortynder undersøgt. I disse to grupper indgik to søer i hver gruppe. De to små grupper indgik i forsøget for at undersøge årsagen til en eventuel forskel mellem de andre tre grupper. Der blev for alle søer udtaget blodprøver før, under og efter inseminering/bedækning. Blodprøverne blev analyseret for metabolitten 15-keto-13, 14-dihydroprostaglandin F 2α (PGFM). Blodprøveanalyserne viste, at koncentrationen af PGFM i blodet steg ved traditionel inseminering og IUI, men ikke ved bedækning. For søer insemineret med EDTA-fortynder sås den samme stigning i PGFM som for søer insemineret traditionelt med fortyndet sæd. For søer insemineret med sås ingen umiddelbar stigning i PGFM. Stigningen i PGFM hos disse søer blev forsinket, det vil sige, at stigningen først kom i tidsintervallet 40-50 minutter efter påbegyndt stimulation. Den statistiske analyse af forsøgets resultater viste, at der ikke var signifikant forskel mellem IUI og traditionel inseminering med hensyn til udskillelse af PGF 2α. Derimod var der signifikant forskel mellem bedækning og IUI og mellem bedækning og traditionel inseminering. Der var ikke signifikant forskel mellem bedækning og traditionel inseminering med, hvilket tyder på, at der er en inhiberende faktor i, der hæmmer stigningen i prostaglandin. Det er også muligt, at det er fortynderen, der ved kontakt med endometriet udløser stigningen, men på grund af meget få observationer med og ren fortynder og generelt stor individuel variation blandt alle søer i forsøget er dette resultat forbundet med stor usikkerhed. Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. december Nummer 23 Årgang 88 25

hørte soen gruppen bedækning, blev den bedækket med samme orne. Søer, der ikke viste stående brunst hverken mandag eller tirsdag, blev udelukket fra forsøget. Alle søer modtog stimulation til stående brunst. Første trin i stimuleringen bestod i aktivering af ornen, der gik i en ornesti foran soens boks, således at soen havde mulighed for trynekontakt med ornen. Herefter bestod stimulationen af følgende: stød i flanken med knyttet hånd, løft i lyskefolden, stød med knyttet hånd under vulva, krydsgreb hvor soens kryds bearbejdes med hænder og arme, samt rideprøve hvor inseminøren sætter sig på ryggen af soen. I gruppen traditionel inseminering blev et almindeligt insemineringskateter indført dorsalt i vagina og skruet mod urets retning fast i Billede 1. Deep Goldenpig. Insemineringskateter til intrauterin inseminering. cervix. Under inseminering (både traditionel og IUI) sad inseminøren baglæns på soens ryg og stimulerede soens skulderområde med den ene fod samtidig med, at den frie hånd blev brugt til at stimulere lyskeområdet. I grupperne Forsøg og Forsøg fortynder foregik insemineringen på samme måde som i gruppen insemineret traditionelt. Søer i gruppen Forsøg bedæk blev efter stimulering lukket ind til ornen i ornestien, hvor bedækningen fandt sted. Søer i gruppen Forsøg IUI blev efter stimulering insemineret med insemineringskateter af typen Deep Goldenpig (IMV Technologies, L Aigle, Frankrig) som vist på billede 1. Deep Goldenpig ligner et almindeligt insemineringskateter, hvor et tyndt indre rør (4 mm) føres igennem. Når det indre rør er ført helt igennem, er det 20 cm længere end det ydre kateter. Det ydre og indre kateter føres ind i soen samlet, men med det indre rør trukket tilbage. Når det ydre kateter er skruet fast i cervix, føres det indre kateter igennem cervix ind i corpus uteri, hvor sæden deponeres. Hos enkelte søer var det ikke muligt at indføre det indre kateter, og det blev derfor trukket helt ud, hvorefter det ydre kateter blev siddende og anvendt som traditionelt insemineringskateter. Soen overgik hermed til kontrolgruppen. I kontrolgruppen og grupperne Forsøg og Forsøg fortynder blev et almindeligt insemineringskateter anvendt. Ved alle insemineringer blev anvendt et dosisvolumen på ca. 80 ml. Blodprøveudtagning Blodprøverne blev udtaget med en 10 ml engangssprøjte, som blev tilsluttet venekateteret via en 30 cm forlængerslange. Forlængerslangen blev brugt for at minimere stresspåvirkning af soen. Inden blodprøveudtagning blev venekateteret tømt for saltvand med en engangssprøjte. Blodprøverne blev herefter overført til 10 ml hepa rin-blodprøveglas, hvori der forinden var blevet tilsat 0,5 ml Trasylol (Aprotinin, Bayer). Trasylol blev tilsat for at hæmme den enzymatiske nedbrydning af PGFM. Blodprøverne blev herefter lagt på isbad i op til 30 minutter før centrifugering ved 3.200 rpm (rounds per minute) svarende til 1000 G (gravitas s. centrifugalkraft) i 10 minutter ved 4 C. Blodplasma blev pipetteret over i polypropylen præparatrør, hvorefter de blev opbevaret ved -20 C. Højst 14 dage herefter blev plasmaprøverne overført til -80 C, hvor de blev opbevaret indtil analyse. For at bestemme basisniveauet af PGFM blev der for hver so taget to blodprøver dagligt i weekenden før inseminering/bedækning. Begge dage blev prøverne taget i dagtimerne med fem timers interval. Der blev udtaget 18 blodprøver før, under og efter inseminering/bedækning. Blodprøverne blev taget til følgende tider målt i minutter: -5, 0, 1, 2, 3, 4, 6, 8, 10, 15, 20, 25, 30, 35, 40, 45, 50, 55, hvor tiden 0 minutter var tidspunktet for påbegyndt stimulation. Analyse af PGFM Plasmaprøverne blev analyseret på Sveriges LantbruksUniversitet, Uppsala (SLU). Plasmaprøverne blev analyseret for PGFM ved hjælp af Radio Immuno Assay (RIA) som beskrevet af Granström og Kindahl [8]. Intra-assay variationskoefficienten varierede fra 3,4-7,6%, og inter-assay variationskoefficienten var 14%. Detektionsgrænsen for PGFM var 100 pmol/l. Databehandling Data blev opdelt i følgende tidsintervaller: -10-0, 0-10, 10-20, 20-30, 30-40, 40-50, 50-60 minutter, hvor første interval indeholdt prøver taget frem til og med tiden 0, andet interval indeholdt prøver taget senere end tiden 0 og frem til og med tiden 10 minutter osv. Søerne blev stimuleret i 3-5 minutter, hvorefter insemineringen blev udført. Gennemsnits PGFM-værdier med standard afvigelser blev beregnet for hvert interval. Udover deskriptiv statistik blev proceduren PROC MIXED i statistikprogrammet SAS anvendt [9]. Hver inseminering/bedækning blev antaget som værende en separat observation uden sammenhæng mellem de insemineringer/bedækninger, der var foretaget på samme so. Resultater og diskussion I alt blev 26 søer insemineret traditionelt eller IUI resulterende i 39 insemineringer, og 11 søer blev bedækket resulterende i 15 bedækninger. I tabel 2 ses data inddelt i tidsintervaller for alle fem grupper med gennemsnits PGFM-værdier samt standardafvigelser. Søernes alder udtrykt som gennemsnitsantal kuld pr. so var 3,7 med en spredning på 1,7. Der var ingen forskel i soalder mellem grupperne. Basisniveauet indenfor hver gruppe blev bestemt som gennemsnittet af alle målinger af PGFM foretaget i den forudgående weekend. PGFM i de angivne tidsintervaller er bestemt som gennemsnittet af alle målinger af PGFM foreta- 26 Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. december Nummer 23 Årgang 88

Tabel 2. PGFM-værdier i plasma (pmol/l), som gennemsnitsværdi, fordelt på tidsintervaller (minutter) hos søer før, under og efter stimulation ± SD. I alt 37 søer. Gruppe Kontrol Forsøg IUI Antal insemineringer eller bedækninger, stk. Basal koncentration (lørdag og søndag) 188,7 ± 79,8** 162,7 ± 78,2 Forsøg bedæk Forsøg 18 14 15 3 4 173,8 ± 67,3 Forsøg fortynder 215,6 ± 61,9 162,8 ± 84,0-10 0 226,8 ± 113,5 193,1 ± 80,1 208,3 ± 73,6 190,8± 54,7 141,4 ± 41,5 0 10 232,7 ± 102,3 229,2 ± 90,8 288,2 ± 92,8 215,0 ± 37,8 155,0 ± 50,0 10 20 316,0 ± 160,2a 318,5 ± 181,4a 292,5 ± 108,0b 200,5 ± 31,5b 322,4 ± 207,0a 20 30 500,8 ± 326,5a 440,2 ± 233,3a 249,0 ± 85,8b 212,7 ± 42,0b 409,9 ± 237,1a 30 40 527,0 ± 284,3a 432,1 ± 244,7a 224,9 ± 69,1b 263,2 ± 87,6b 352,0 ± 137,0a 40 50 555,6 ± 297,0a 489,2 ± 297,1a 222,8 ± 89,8b 383,3± 152,8a 396,1 ± 133,7a 50 60 558,8 ± 281,2a 475,3 ± 266,1a 240,5 ± 98,2b 396,3 ± 207,5a 420,3 ± 196,8a 60 70 -* 435,5 ± 201,2 -* -* -* * Ingen blodprøvning a,b:** Ingen blodprøvning Forskelligt bogstav indenfor række angiver statistisk sikker forskel (p<0,05) Spredning udregnet som SD= (( (y i -ỹ) 2 )/(n-1)), hvor y i er gennemsnittet af de målte PGFM koncentrationer for en given so i et givet tidsinterval, ỹ er gennemsnittet af de målte PGFM koncentrationer for alle søerne i dette tidsinterval, og n er antallet af søer hvorpå der er målt PGFM koncentrationer i dette tidsinterval. get i de respektive tidsperioder. Generelt skal det nævnes, at der er stor usikkerhed på de fundne værdier udtrykt ved den relative store spredning (SD). Som det ses af tabel 2, var der ingen forskel i basisniveauerne af PGFM hos søer i de fem grupper. Overordnet var basisniveauet 179,9 pmol pr. liter plasma med en spredning på 106,1 for weekendprøverne. Den første blodprøve, der blev taget 5 minutter før stimulationen, gav basiskoncentrationen af PGFM på insemineringstidspunktet. Generelt lå denne basisprøve nær basisniveauet udregnet fra weekenden forinden. For tidsintervallet 0-10 minutter ses en numerisk stigning i PGFM for alle grupper, sammenholdt med værdierne før stimulering. Stigningen er dog ikke signifikant. I intervallet 10-20 minutter ses en fortsat stigning for grupperne insemineret traditionelt, IUI og med fortynder. Stigningen er i dette interval signifikant forskellig fra grupperne bedækning og. Denne forskel er også at finde i intervallerne 20-30 og 30-40 minutter. Herefter begynder gruppen insemineret med at stige til et niveau, som ikke er forskellig fra gruppen insemineret traditionelt, mens gruppen bedækning holder sig på et lavt PGFM-niveau. Sammenholdes data fra dette forsøg [PGFM]/pmol/l 600 500 400 300 200 100 0 0 10 20 30 40 60 70 Tid/min. med tidligere målinger af PGFM hos danske søer [1], ses samstemmende resultater. I det tidligere forsøg steg PGFM-niveauet for de traditionelt inseminerede søer til 800-1.000 pmol pr. liter plasma ca. 30 minutter efter påbegyndt stimulation. Ved bedækning var der i det tidligere forsøg, ligesom i dette forsøg, ingen stigning i PGFM. Basisniveauet af PGFM var det samme for de to forsøg. Stigning i PGFM for de fem grupper er vist grafisk som figur 1. Resultaterne viser, at uanset insemineringsmetode (traditionel eller IUI) fås en stigning i PGFM, når der insemineres med EDTA-fortyndet sæd. Da der ved IUI ikke er kontakt mellem den fortyndede sæd og slimhinden i cervix, må den fundne stigning i PGFM sandsynligvis tilskrives den fortyndede sæds kontakt med slimhinden i corpus uteri. Dette underbygges af, at det er i slimhinden i corpus uteri (under soens brunst), at den største produktion af prostaglandiner finder sted [5]. Samme stigning i PGFM ses også, når der insemineres traditionelt med ren EDTA-fortynder. IUI traditionel bedækning fortynder Figur 1. Gennemsnitskurver for de fem forsøgsgrupper visende PGFM over tid. Tiden 0 er tidspunktet for påbegyndt stimulation af soen. > Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. december Nummer 23 Årgang 88 27

Hvis PGFM stigningen sker, når sædfortynder kommer i kontakt med endometriet, så burde stigningen helt udeblive i gruppen insemineret med, medmindre insemineringskateteret også spiller en rolle igennem den fysiske påvirkning af cervix. Eventuelt er PGFMstigningen et resultat af flere forskellige påvirkninger. Ved bedækning ses ingen stigning i PGFM. Sammenholdes dette med gruppen af søer som blev traditionelt insemineret med, hvilket gav en forsinket stigning i PGFM (forsinket ca. 30 minutter), tyder det på, at indeholder stoffer, som kan forhindre dannelsen eller udskillelsen af prostaglandin fra slimhinden i corpus uteri. Om PGFM-stigningen ved inseminering med kan forsinkes yderligere ved brug af større svolumen er endnu ikke undersøgt. Konklusion Kontraktioner i uterus er vigtige for transporten af sæden frem til æggene. Undersøgelser har vist, at prostaglandin udløser kontraktioner både i uterus og i ovidukten. Kontraktionerne er vigtige for sædtransporten, men for svage eller for stærke kontraktioner har en negativ indflydelse herpå. Det er tidligere vist, at der ved høje prostaglandinkoncentrationer kan opstå en krampetilstand, som ikke er gunstig for sædens transport. Formålet med dette forsøg var at undersøge, om IUI af søer medfører en stigning af prostaglandin i blodet, idet en stigning er observeret i et tidligere forsøg med traditionel inseminering. Udfra dette forsøg kan det konkluderes, at der ikke er signifikant forskel i prostaglandin frigivelse målt som PGFM mellem gruppen insemineret traditionelt og gruppen IUI, og at der i begge grupper blev udløst en ca. 2½ gange stigning i PGFM. Der var signifikant forskel i PGFM mellem gruppen insemineret traditionelt og gruppen bedækning. Ligeledes var der signifikant forskel i PGFM i gruppen IUI og gruppen bedækning. For yderligere at afdække årsagen til den fundne stigning i PGFM blev to søer insemineret traditionelt med og to søer insemineret traditionelt med ren EDTA-fortynder. For søer insemineret med EDTA-fortynderen sås den samme stigning i PGFM som for søer insemineret med almindelig fortyndet sæd, men for søer insemineret med sås ingen umiddelbar stigning. Stigningen i PGFM hos disse søer blev forsinket, således at stigningen først kom i tidsintervallet 40-50 minutter efter påbegyndt stimulation. Der var ingen statistisk forskel i PGFM stigning mellem gruppen insemineret traditionelt med og gruppen, der blev bedækket, selvom der i gruppen insemineret med fremkom den føromtalte forsinkede stigning i PGFM. Dette tyder på en inhiberende faktor i, der hæmmer stigningen i prostaglandin. Det er også muligt, at det er fortynderen, der ved kontakt med endometriet udløser stigningen. For at finde ud af om niveauet af prostaglandin udløst ved inseminering har en negativ indflydelse på sædtransporten med målbar effekt på reproduktionsresultaterne, er det nødvendigt at gennemføre flere forsøg på området. Litteratur [1] Madsen, M. T., Larsen, M., Mathiasen, J., Kindahl, H., Einarsson, S. & Madej, A.: Plasma levels of oxytocin and PGF 2α metabolite during AI and mating in multiparous sows. Reprod. Dom. Anim., 37, 242, 2002. [2] Hedeboe, A. M.: Reproduktion, inseminering og sæddoser, fremstilling af sæddoser. Landsudvalget for Svin. Info Svin Håndbogen, 2005. [3] Senger, P. L. Spermatozoa in the female tract transport, capacitation and fertilization. Pathways to pregnancy and parturition, pp. 206-218, 1997. [4] Langendijk, P., Bouwman, E. G., Soede, N. M., Taverne, M. A. M. & Kemp, B.: Myometrial activity around estrus in sows: spontaneous activity and effects of estrogens, cloprostenol, seminal plasma and clenbuterol. Theriogenology, 57, 1563-1577, 2002. [5] Willenburg, K. L., Knox, R. V., Kirkwood, R. N.: Effect of estrogen formulation and its site of deposition on serum PGFM concentrations, uterine contractility, and time of ovulation in artificially inseminated weaned sows. Animal Reproduction Science, 80, 147-156, 2004. [6] Langendijk, P., Bouwman, E. G., Kidson, A., Kirkwood, R. N., Soede, N. M. & Kemp, B.: Role of myometrial activity in sperm transport through the genital tract and in fertilization in sows. Reproduction, 123, 683-690, 2002. [7] Cunningham, J. G.: Control of ovulation and the corpus luteum. Textbook of veterinary physiology, second edition, pp. 457, 1992. [8] Granström, E. & Kindahl, H.: Radioimmunoassay of the major plasma metabolite of PGF 2α, 15-keto-13, 14-dihydro-PGF 2α. Methods in Enzymology, 86, 302-399, 1982. [9] SAS Institute Inc. SAS System for Elementary Statistical Analysis. Cary, NC: Version 8.2, 1999-2001. [10] 28 Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. december Nummer 23 Årgang 88