Historien om Sha og hans hjemland Burma. Af Kristen Hofgaard Møller Europahøjskolen på Kalø November 2006 Side 1
Indholdsfortegnelse Forord... side 3 Kort over Burma... side 4 Kampen for uafhængighed... side 5 Shas rødder og opvækst...side 6 Politisk liv... side 8 Drømmen om demokrati fødes... side 9 Flugten fra hjemlandet... side 11 Burma i dag... side 12 Efterord... side15 Kildeangivelse... side 16 Sha i hans politiske teaterstykke opført på Europahøjskolen. I baggrunden ses hans kone Tin Win. Side 2
Forord Min personlige indgangsvinkel og motivation. I sommeren 2006 begyndte jeg på Europahøjskolen ved Rønde. Min motivation var at få et overblik over det politiske verdensbillede i dag. På den international skole fascinerede det mig, at mange af mine medstuderende kom fra lande, hvis navne kunne findes i dagens aviser. Det var også disse lande, som vi pga. politisk ustabile regimer talte om i politik undervisningen. Flygtningene gjorde emnerne vedkommende og nærværende. Blandt folk fra mange andre nationaliteter mødte jeg den burmesiske statsborger Sha. Sammen med sin familie var han i 2004 flygtet til Danmark. Ingen på skolen kunne undgå at lægge mærke til Shas engagement i Burmas lange kamp for demokrati. Til et kulturarrangement iscenesatte han et teaterstykke, som ud over at præsentere traditionelle danse fra Karenstaten i Burma, leverede en parodi på Burmas diktator Than Shwe i skikkelse af Adolf Hitler. Forargelsen blandt nogle af eleverne på skolen for portrætteringen af den tyske diktator, var ikke noget Sha tog så alvorligt. Hans sag var tydeligvis vigtigere; at fortælle verden den forfærdelige sandhed om Burmas regering, som undertrykker menneskerettigheder og ignorerer internationale konventioner. Min nysgerrighed for Burma, som militærjuntaen har omdøbt til Myanmar, voksede. I samtaler med Sha og nogle andre burmesiske flygtninge på skolen blev et virkelighedsbillede af det fjerne Asiatiske til. Da jeg spurgte Sha, om han ville stille op til interview, var det ikke første gang han måtte fortælle sin historie. Han havde, under den lange proces, før han og hans familie blev hjulpet til Danmark, været igennem et hav af interviews med myndigheder og hjælpeorganisationer. Han var dog glad for igen at fortælle og har også bidraget mit arbejde med interessant læsning. Sideløbende med Burmas historie fortæller jeg her om Shas liv, som begyndte samme år, landet fik sin uafhængighed. Side 3
Kort over Burma (1996) Kilde: University of Texas Libraries (www.lib.utexas.edu) Side 4
Kampen for uafhængighed Burmas historie til 1948. Karenfolkets forfædre var nogle af de første bosættere i det område, vi i dag kender som Burma. Monfolket er dog de første af Burmas mange tilflyttere, som man har tydelige spor efter. De opbyggede et mægtigt kongedømme hovedsageligt i det sydlige Burma. Monfolket bragte buddhismen til landet omkring år 500 e.kr. Senere kom burmanerne til fra det vestlige Kina. De underlagde landet et feudalistisk dynasti, som næsten komplet udryddede Karen- og Monfolket. Burma blev i 1886 underlagt britisk kongedømme og fungerede som en provins i Britisk Indien. Briterne mente, at den burmanske konge var blevet for grådig i sin stræben efter at udvide landet. Ved briternes indtog udskiftede man alle administrative poster, som før var besat af mindre prinser og fyrster med embedsmænd. Dette havde stor konsekvens for de tidligere civilisationers, især buddhistiske traditioner. Lokalområderne blev under koloniseringen mere centraliseret omkring regeringen. I 1930erne begyndte nationalistiske bevægelser at protestere mod det britiske styre. Det udmundede i omfattende studenterstrejker i 1936, som den universitetsuderende Aung San stod i spidsen for. Oprørerne var inspireret af buddhistiske tanker og marxistisk ideologi. Ved udbruddet af 2. verdenskrig overtalte japanerne Aung San, som på det tidspunkt bl.a. havde startet Burmas Kommunistiske Parti, til at hjælpe med at vælte den britiske regering. Aung San samlede Burmas Uafhængighedshær, BIA, som i en hemmelig lejr i Thailand blev oplært af japanerne. Med en hær på omkring 3.500 mand indtog japanerne og BIA hovedsædet i Rangoon i marts 1943. Japanerne erklærede Burma sin selvstændighed 1. august 1943, men uafhængigheden var dog kun at se på papiret. Japanerne viste sig at have andre intentioner med landet, og der opstod splid mellem dem og de socialistiske frihedskæmpere. Det medførte at BIA i 1945 vendte sig mod japanerne, men denne gang i samarbejde med briterne, som anerkendte Aung San og hans hær for deres patriotisme. Briterne og BIA sejrede, men nu med mere lovende fremtidsperspektiver for de burmesiske folk. Briterne var villige til at forhandle landets ønske om at blive en uafhængig stat. Vejen til uafhængighed skulle dog ikke gå så glat. Medlemmerne af den socialistiske fraktion, som sammen havde blandet blod for at symbolisere deres broderskab, blev uenige. Uafhængighedsbroderen U Saw havde andre meninger om dannelsen af et uafhængigt Burma. Han iværksatte et attentat Aung San mod Aung San og mange af hans partifæller, som alle blev brutalt myrdet under et møde kort inden forhandlingerne med briternes afslutning. U Saw mente, at Aung San havde været for eftergivende for de etniske mindretal, som fordelt i 135 større og mindre folkeslag udgør en trediedel af Burmas befolkning. Side 5
Henrettelsen var dog ikke tilstrækkelig for en omvæltning af forhandlingerne. Briterne tog afdøde Aung Sans parti og gennemførte uafhængighedsaftalen i samarbejde med hans partifælle U Nu, som ved en tilfældighed overlevede massakren. U Nu blev udnævnt som premierminister og den 4. januar 1948 erklærede landet sig selvstændigt. Shas rødder og opvækst Om Karenfolket og Shas tidlige år. Sha tilhører Karenfolket som udgør omkring 6 procent af Burmas samlede befolkning. Der bor i alt 7 millioner karenere i Burma og 400.000 i nabolandet Thailand. Under det burmanske dynasti blev Karenfolket stærkt undertrykt. De bosatte sig i isolerede bjergområder for at få fred, men da briterne, i midten af 1900-tallet, satte sig på magten, voksede velstanden for karenerne, som pludselig blev respekteret på ligefod med burmanere og andre etniske grupper. Under den japanske invasion, hjulpet af Burmas Uafhængighedshær (BIA), var karenerne derfor på briternes side. BIA havde for japanerne udpeget Karenfolket som værende spioner og marionetter for briterne. Den anklage kostede Karenfolket dyrt under invasionen, hvor det undertrykte folk igen led store tab. Briterne havde lovet Karenfolket, efter krigen, at gøre dem til en uafhængig nation, men de holdt aldrig deres løfte. 1948 var ud over året for Burmas uafhængighed det år, Sha Po Tan blev født i Karenstatens hovedstad Hpa-An. Shas moder var sygeplejerske på hospitalet i Hpa-An. Faderen var historielærer for 9. og 10. klassetrin. Sha erindrer svagt, at faderen lavede politisk arbejde i Aung Sans frihedskamp og senere støttede op om U Nu, som kom til at lede Burma de første 13 år af Shas liv. Han erindrer, hvordan han havde ligget på sofaen i faderens arbejdsværelse og lyttet med på radioen. Den politiske interesse var dog stadig minimal - leg og boldspil havde større interesse. Alligevel kunne han mærke en vigtighed i det, faderen foretog sig. Sha fik i 17-18 års alderen stor interesse for at tegne og male filmplakater. Disse evner skulle vise sig at spille en vigtig rolle senere i hans liv. Burma fungerede under U Nu med en parlamentarisk demokratisk styreform i 13 år. U Nu blev genvalgt to gange, men så vendte situationen. Ne Win, som havde været en af de øverst befalende under U Nu, stod i 1962 i spidsen for et militærkup. Kupmagerne afsatte regeringen og fængslede U Nu. Ne Win oprettede det Burmesiske Socialistiske Program Parti, BSPP, forbød Side 6
alle andre partier og iværksatte en knugende isolation af landet. Her stoppede en ellers blomstrende økonomi, som U Nu havde opbygget gennem 1950erne. Den nye militærregering, under Ne Wins kommando, lavede i 1967 nye prioriteringer og valgte at eksportere ris til nabolandene mens landet sultede. I Hpa-An kom familien også i problemer. Sha var 19 år og måtte rejse til Rangoon og tage sit sidste skole-år. Hans bror boede i byen og arbejdede i et taglægningsfirma. Sha fik også arbejde i firmaet, hvor han arbejdede efter skoletid. Det blev et langt skoleår. I takt med U Nu at regeringen fik mere og mere magt, gik landet i forfald. I flere måneder lukkede skolen pga. militær-uroligheder. Sha færdiggjorde sin skolegang i slutningen af 1968. Han arbejdede videre, fuldtid, i taglægningsfirmaet, men det var hårdt og nedslidende arbejde. Han sagde op efter et års tid og registrerede sig på arbejdsformidlingen. I perioder havde han kun utilfredsstillende småjobs, men i 1972 fik han mirakuløst et job som ekspedient i en bank. Sha arbejdede i banken og i fritiden tegnede han illustrationer, som han med mellemrum fik solgt til aviser og blade. Ved indgangen til 1973 var Sha og flere af hans kolleger, rejst til en nytårsfest hjemme i Karenstaten. Militærregimet brød sig langt fra om karenerne og mistænkte Sha og hans kolleger for at være indblandet i en politisk modstandbevægelse. Alle blev fængslet trods deres uskyld. Sha sad indespærret i 3 måneder. Side 7
Politisk liv Oprør ved U Thants begravelse i 1974. Sha fængsles. I 1961 blev den første ikke-vesterlænding valgt som FNs generalsekretær. Det var burmeseren U Thant, den tidligere premiereminister U Nus ven og kollega. U Thant var med sine 10 år som generalsekretær en stolthed for de burmesiske statsborgere. I 1974 døde han af lungekræft til stor sorg for sit hjemland. Ne Win, som regerede landet på tolvte år i Burma var jaloux på U Thants store popularitet. Han beordrede, at der ikke skulle arrangeres en officiel, fornem begravelse. Folket blev rasende og protesterede ved store demonstrationer mod regeringen. Tusinder af mennesker samledes i Rangoons universitetspark, som var blevet sønderbombet ved Ne Wins kup i 1962. U Thants kiste ankom med fly fra USA, hvor han befandt sig ved dødsfaldet. Regeringen havde planlagt at begrave kisten på en almindelig kirkegård, uden mindehøjtidelighed, og dermed forhindre det underkuede folk at vise deres respekt for den afdøde menneskerettighedsforkæmper. En flok studerende stjal dog kisten og bragte den til samlingsstedet ved universitetet, hvor man holdt en højtidelighedsfest. Hændelserne førte til en lang række demonstrationer uden for universitetet i de efterfølgende dage. Iblandt folkemængden var Sha som sammen med de tusinder andre følt uretfærdigheden for nær. Hans tidligere uskyldige illustrationer blev til politiske karikaturer, som afbildede det uretfærdige militærstyre. Tegningerne viste sig på partifoldere og plakater, skrigende om retfærdighed og demokrati. Det står i dag klart for Sha, at det var her hans politiske interesse for alvor vågnede. De store protester medførte omfangsrige anholdelser og likvideringer udført af militæret, som skød tilfældigt ind i folkemængderne. Sha fik flere skudsår. Blandt demonstranterne var spioner, som fotograferede talsmænd og andre bemærkelsesværdige personer. Sha blev opsporet og fængslet i 5 år. Under fangenskabet i Rangoon knuste militærfolk hans hænder, som straf for de politiske tegninger. Det skulle også forhindre ham i igen at kreere regeringsfjentlig propaganda. Sha var 26 år, da han blev U Thant fængslet. Side 8
Drømmen om demokrati fødes Læsning i boghandlen og oprørerne i 1988. Sha blev løsladt fra fængslet i 1979. Han giftede sig med Tin Win, som han kendte fra før fængslingen. Han drømte om at studere på universitetet, men hans ansøgning blev afvist pga. hans tidligere fængsling og politiske aktiviteter mod regimet. Sha fik job i en boghandel, hvor han fik lov til at låne alle de bøger han ville. På de ni år han var i butikken, fik han stillet sin nyvakte politiske nysgerrighed. Han læste om revolutionære og vigtige politiske personligheder som Che Guevara, Fidel Castro, Ho Chi Minh, Mao Tse-tung, Abraham Lincoln, Mahatma Gandhi og Aung San. Sha gjorde sig store overvejelser under sin læsning. Han havde tidligere været tilhænger af de socialistiske frihedskæmpere, men begyndte at se, hvordan der ofte i kommunistiske og socialistiske regeringsformer var ulighed og fattigdom. Hvor der var demokrati, så han tværtimod ligevægt og velstand. Økonomien i Burma styrtdykkede i 1987 så kraftigt at regeringen anmodede FN om at blive registreret 'et mindst udviklet land'. Denne titel gav adgang til bistand og særligt fordelagtige betingelser for lån. Ne Win erkendte på et krisemøde, at den politik, han havde ført de sidste 25 år, måtte revideres. Regeringen tog adskillige initiativer for at redde situationen, men fødevaremanglen forøgedes og urolighederne blandt folket tog til. Ne Win valgte at trække sig tilbage i 1988. Han foreslog på en kongres i juni sit parti BSPP at udskrive valg om geninførelse af flerpartisystemet, som han selv havde nedlagt femten år tidlige. BSPP afviste forslaget. Store studenteroprør og folkeopstandelser i kamp for demokrati fik i august 1988 historiske følger. Demonstrationerne medførte massedrab, hvor militærfolk skød tilfældigt ind i menneskemasserne for at holde protesterne tilbage. Ved en ekstraordinær kongres i BSPP i september blev besluttet at udskrive frie valg. Den beslutning og de heftige demonstrationer udløste, at militæret, ledet af general Saw Maung, kuppede magten 18. september 1988. Kupmagerne kaldte sig 'Det Statslige Råd for Genoprettelse af Lov og Orden', SLORC. De proklamerede, at de ville overtage magten og sørge for ro og orden indtil der var afholdt valg. Dette år, 1988, var frihedskæmperen Aung Sans datter, Aung San Suu Kyi, ved et tilfælde vendt hjem. Hun havde været bosat i England i en årrække, hvor hun havde startet familie. Den kaotiske situation i Burma fik hende til at begynde et nyt liv i sit hjemland. Med en baggrund som forhenværende medarbejder i FN i New York, hvor hun også havde taget sin uddannelse, dannede hun det parti, som i dag kendes som den Nationale Liga for Demokrati, NLD. Stærkt påvirket af Mahatma Gandhis ikkevolds-filosofi, startede hun med Side 9
sit parti en, til i dag, 18 år lang kamp for demokrati. Et demokrati, hvor også de etniske grupper, som hele tiden havde været undertrykt, også skulle have rettigheder og indflydelse. Valget i 1990 gav NLD en jordskredssejr. Partiet fik 396 af de 492 pladser, der skulle være i parlamentet. SLORCs parti, det Nationale Enhedsparti NUP, fik kun 10 pladser. Militærregeringen ville ikke acceptere disse resultater og bekendtgjorde, at det nye parlaments funktion skulle nedsættes til kun at virke som en forfatningsgivende forsamling under et nationalkonvent, som SLORC selv ville etablere. Alt hvad parlamentet besluttede, skulle dermed godkendes af SLORC som blev siddende ved magten. Aung San Suu Kyi Side 10
Flugten fra hjemlandet Shas flugt fra Burma i 1988. Bosættelse i Malaysia til senere at ende i Danmark i 2004. Sha deltog under optøjerne i Rangoon i 1988. Han arbejdede i boghandlen og demonstrerede efter arbejdstid. Han husker alt som et uendeligt kaos med brutale drab og fængslinger. Tusinder flygtede ud af landet over grænserne til Indien, Kina og Thailand. Uden at have tid til at tale med sin kone og deres tre børn, var Sha også nød til at flygte. Han rejste gennem junglen fra Karenstaten, over bjergene, mod øst til Thailand. Alle landeveje og grænseovergange var skarpt bevogtet, så turen gennem junglen foregik til fods og ad små stier. Efter at have overlevet den farefulde rejse gennem vildnisset, fik han husly i en kristen baptistkirke. Thailand var dog ikke et sikkert tilflugtssted. Den thailandske regering kendte alt til problemerne i Burma og dets økonomiske prioritering. De var langt fra interesserede i at modtage flygtningestrømmene fra nabolandet. Militærjuntaen i Burma har altid kun brugt usle beløb på sundhedsområdet, så flygtningene, der kom ind i Thailand medbragte mange smitsomme sygdomme. Sha kontaktede fra sit skjulested FNs menneskerettighedskomission UNHCR i håb om hjælp, men før han nåede at få svar var han nød til at fortsætte sin flugt. Han drog mod syd, hvor han ved nytåret 1989 nåede til Malaysia. Et buddhistisk tempel gav ham husly og omsorg, som han længe havde længtes efter. At få mad i munden og se folk smile føltes som et mirakel. Sha bosatte sig i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Han havde i nogle år forskellige jobs som snedker, svejser og avistrykker. I fritiden arbejdede han i to forskellige politiske sammenslutninger af flygtninge fra Burma; 'Burmas Demokratiske Forbund' og 'Karens Sociale Udviklingsstiftelse', som begge arbejdede for et demokratisk Burma. Sha fik via burmesiske venner kontakt til sin familie, som stadig boede i Burma. Det lykkedes hans kone Tin Win, de tre børn at slutte sig til Sha i 1996. De boede sammen i Malaysia indtil 2004. Det var hårde levevilkår i Malaysia uden opholdstilladelse. Jobmulighederne var yderst begrænsede og det var svært at finde et sted at bo, så Sha søgte i 2001 endnu engang FNs flygtningeafdeling om hjælp. Han anmodede, om at de kunne rejse til Canada, hvor Sha havde en niece. Det var en lang administrationsproces, at få svar på deres ansøgning. Tre år senere, i 2004, fik de, efter mange skriverier og samtaler med FN-folk i Malaysia, et konkret svar: De kunne få indrejsetilladelse til Canada, hvis de ventede yderligere tre år, men hvis de ville rejse med det samme, kunne de blive hjulpet til Danmark. Det tilbud tog de imod og rejste alle fem til Danmark i efteråret 2004. Danmark modtager en årlig kvote på 500 flygtninge igennem FNs flygtningehjælp. Sha og familien udgjorde dermed 5 af de såkaldte kvoteflygtninge i 2004. Sha og Tin Win blev sat i et integrationsprogram, som inkluderede tre dages sprogskole og to dages arbejde om ugen. De blev hver tildelt en månedlig bistand på 4300 kroner. Side 11
Burma i dag Hvordan ser landet ud i dag og hvad er fremtidsperspektiverne? Militærjuntaen har hængt tungt over Burma i over fyrre år. Umiddelbart lader det ikke til at diktaturet vil give efter for det internationalt pres for at landet skal indføre demokrati. I 2003 fremlagde juntaen et såkaldt "roadmap", som skulle vise vejen til demokrati. Vejkortet omfattede et nationalt konvent, som skulle komme med forslag til en ny forfatning. Initiativet tydede dog på kun at være en strategi for at få det til at se ud, som om juntaen reelt var interesserede i at lede vejen til demokrati. Burma har i dag, efter Afghanistan, verdens største opiumsproduktion. Denne produktion er påstået at være indtægtskilde for militærregimet. Påstanden kan bl.a. findes i en rapport fra organisationen ALTSEAN, som er et netværk af statsuafhængige organisationer, politikere og akademikere som arbejder for et demokratisk Burma. ALTSEAN rapporterer også, at Burma har den hurtigst voksende HIVspredning i Sydøst-Asien. Spredningen skyldes bl.a. det store narkotika marked. Da epidemien brød løs i starten af 1990erne, var der ingen reaktion fra SLORC, som først tog problemet op i 2000, men stadig kun med svag indsats. Det år rangerede Burma, ifølge en rapport fra WHO, næstsidst på en liste over verdens sundhed målt i 191 lande. Ifølge FN-statistiker bruger regimet 200 procent mere på militærudgifter end på uddannelse og sundhed. I 11 år har Burmas folkehelt og forkæmper for demokrati Aung San Suu Kyi været under skarp bevogtet husarrest. Siden hun og hendes parti, den Nationale Liga for Demokrati, vandt en jordskredsejr i 1990 har hun ikke været ude af Burma, af frygt for ikke at kunne vende tilbage. Selv da hendes mand, som boede i England, bukkede under for kræft, blev hun hos sit folk. Juntaen betegner hende som "samfundets fjende nummer et" og kalder hende en giftslange. Flere gange har hun, uden held, forsøgt at bevæge sig ud af sin bolig i Rangoon for at mødes med sine partifæller. Regeringen fører kraftigt modkampagne og har direkte truet med dødsstraf for at mødes med Suu Kyi. Aung San Suu Kyi er i manges øjne den, der kan lede Burma til demokrati. Uden hende vil de burmesiske statsborgere totalt miste håbet og troen på fremgang. Sanktioner I 1997 lagde USA under Bill Clinton hårdt økonomisk pres på Burma. Det blev ulovliggjort for alle firmaer i USA at oprette handelsforbindelser med landet. Sanktionerne inkluderede dog ikke USAs køb af olie fra Burmas reserver, da handelsaftalen blev startet før lovenes indførelse. Olie er blandt Burmas vigtigste indtægtskilder, men USA køber dog kun en lille procentdel. Side 12
Mange amerikanske koncerner, bl.a. PepsiCo, har efter kraftige kampagner fra menneskerettighedsorganisationer trukket sig ud af landet. Presset fra EU er mildere. Den europæiske union har ikke direkte lagt sanktioner mod handel med Burma, men de har forbudt salg af våben til militærstaten. Desuden er der lavet restriktioner i form af visaforbud mod juntaens medlemmer. Sammen med ASEAN-landene har EU også sat krav om, at de politiske fanger skal frigives, og begrænsningerne for de politiske partier skal ophæves. ASEAN-landene i Sydøst-Asien har haft svært ved at enes om indsatsen i Burma. Dog er ingen af landene i samarbejdsorganisationen interesseret i at lave økonomiske sanktioner pga. deres egne økonomiske interesser. Generelt synes indsatsen, på trods af de forskellige initiativer, ikke at gøre de store forskelle. Juntaen kryber udenom regulationerne og lukker munden på det internationale samfund ved at påstå, at de indvilliger i et samarbejde for at indføre demokrati. Kinas fremtidige indstilling til problemet er en vigtig faktor for Burmas fremtid. I mange år har Kina haft et tæt forhold til Burma og har bl.a. været militærstatens hovedleverandør af våben. De sidste års moderniseringspolitik hos den asiatiske stormagt har dog vist en større interesse for at samarbejde med vesten. Eksperter mener, at det i fremtiden kan betyde, at Kina vil stoppe samarbejdet med Burma. Økonomisk og politisk samarbejde Der er delte meninger om hvor vidt sanktioner mod Burma er den rigtige måde at hjælpe landet. Burmeseren Dr. Zarni, som var bosat i USA, grundlagde i 1995 paraplyorganisationen Free Burma Coalition. Bevægelsen var på det tidspunkt den største forkæmper i USA for et demokratisk Burma. Zarni skriver i den britiske avis The Independent, at sanktioner mod Burma kun svækker udviklingen. Vesten er for fokuseret på demokratisering og ser ikke situationens egentlige problematik, som startede allerede før kolonitiden med de etniske gruppers uenighed, som kun blev forværet under de britiske loves indførelse. Ved uafhængigheden i 1948 førte uoverensstemmelserne til et halvt århundredes indbyrdes stridigheder. De nationalistiske regeringslederes manglende intellektuelle og administrative kompetence hjalp heller Dr. Zarni ikke. Til sidst nævner Zarni årtiers selvpålagt isolation som problemfaktor. Udvikling i Burma kan kun ske ved et samarbejde med militærjuntaen. Side 13
Landet skal åbnes for handel, siger Zarni, med begrundelsen, at et åbent samfund ikke kan skabes under isolation. Han peger på Cuba, som har været under sanktioner fra vesten i over 40 år, uden at cubanerne har mærket politisk eller økonomisk fremgang. Zarni, som totalt ændrede holdning til Burma-situationen efter i flere år at have arbejdet for international boykot af landet, mener, der skal indføres en ny politik overfor Burma. Juntaen skal på alle niveauer inddrages i en dialog om 'nation building'. Menneskerettigheder skal diskuteres og der skal sættes kritisk fokus på militærstyrken landets stærkeste institution. Landet skal adoptere teknisk viden til at forbedre uddannelse og sundhed. Burma skal blive demokrati ved evolution, mener Zarni. FN og Burma Tidligere har FNs Sikkerhedsråd haft svært ved at udføre en intervention mod Burma pga. militærjuntaens gode forhold til Kina. Naboen mod nord, som er permanent medlem af Sikkerhedsrådet og derfor har vetoret, blokerer ethvert initiativ, som går imod deres interesser i Burma. Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel og den sydafrikanske ærkebiskop emeritus Desmond Tutu, som i 1984 vandt Nobels fredspris, offentliggjorde i 2005 en rapport, med et klart budskab til FNs sikkerhedsråd: "Verden må gribe ind i Burma nu." Rapporten, som er udarbejdet af et internationalt advokatfirma, tager udgangspunkt i FNs tidligere indgreb og konkluderer at samtlige tidligere argumenter for indgriben kan ses i Burmas nuværende situation. Udbredelsen af HIV er dog så drastisk at situationen i højere grad kræver en øjeblikkelig indgriben, mener rapporten. Problemet med Kinas fastholdenhed på militærjuntaens side, kan undgås ved at forholde sig til en bestemt regel i FNs charter (Kapitel 7, artikel 41), som gør det muligt for Sikkerhedsrådet akut at gribe ind overfor truslen i Burma. Rapporten foreslår at FNs Sikkerhedsråd skal vedtage en resolution, som kræver at regeringen i Burma indgår et samarbejde med FNs generalsekretær. De skal lægge en plan for et samarbejde, der skal etablere en demokratisk valgt regering. Desuden bør der også stilles omgående krav om uhindret adgang for FN og humanitære organisationer, som i øjeblikket er udelukket store områder af landet. Rapporten fastlår også at generalsekretæren bør holde opsyn med juntaens beskæftigelser og jævnligt informere Sikkerhedsrådet om udviklingen i Burma. Side 14
Efterord Hjælp til indførelse af demokrati. Burmas vej til demokrati er lang, men der bliver stadig taget flere og flere initiativer til løsningsmodeller. Opmærksomheden fra hovedaktørerne USA og EU har dog de seneste år været koncentreret i Mellemøsten. Burmas befolkning, inklusive de etniske grupper, er tydeligvis indstillet på systemskifte og er klar til indførelse af demokrati. Ved valget i 1990 deltog over 80 procent af de stemmeberettigede i landet. Hvor vidt sanktioner er den rigtige løsning, mener jeg, som Dr. Zarni, at landet ikke kan udvikle sig i total isolation. Der skal opmærksomhed og hjælp til udefra. FN må hurtigst muligt skabe dialog med juntaen om en handlingsplan, og som det bliver foreslået i Havel og Tutus rapport: Holde opsyn med juntaen, så den ikke bare sniger sig uden om aftalerne. Da jeg gik i gang med arbejdet på historien om Sha, vidste jeg kun meget lidt om Burma. Det var faktisk grunden til, at det netop var hans historie, jeg ville undersøge. Sådanne frygtelige ting bør i disse kommunikationstider vides af hele verden. Sha har taget opgaven på sig, at fortælle om hvad der sker i hans hjemland. Hvad skulle han ellers gøre? I dag bor Sha med sin familie i Mariager i Nordjylland. Hans kone Tin Win går på sprogskole i Randers, hvor de tre halvvoksne børn, to piger og en dreng, også går i skole. Familien lever trygt i Danmark, men de har deres hjerter i Burma. Den dag landet skifter til en demokratisk styreform, rejser de hjem. Sha Po Tan på hans værelse på Europahøjskolen. Side 15
Kildeangivelse Tegning: Forside: War and Peace af Sha Po Tan, Malaysia 2004. Bøger: "Hvor de 10 bud ikke gælder - Iagttagelser fra Burma" af Flemming Ytzen. Websider: wikipedia.org - Online leksikon. leksikon.org - Online leksikon. www.burmaissues.org/en/karen.html - The Peace Way Foundation www.karen.org/knu/knu.htm - Karen National Union www.aif.dk - Den Danske Burma komité. www.altsean.org/drug-report.html - ALTSEAN (Alternative Asean Network on Burma). www.cia.gov/cia/publications/factbook/geos/bm.html - CIAs The world factbook. www.independent.co.uk The Independent. www.freeburmacoalition.org Free Burma Coalition. Billeder: Side 2 og 15: Foto: Kristen Hofgaard Møller, 2006 (Se flere billeder på www.k82.dk) Side 4: Kilde: www.lib.utexas.edu Side 5: Kilde: wikipedia.org Side 7: Kilde: encarta.msn.com Side 8: Kilde: www.britannica.com Side 8: Kilde: www.vormen.org Side 14: Kilde: www.freeburmacoalition.org Side 16