6 Priserne på digitalt røntgenudstyr har ikke ændret sig meget gennem de seneste 10 år, siger Ann Wenzel, der derfor mener, tiden til at investere i udstyret længe har været inde. (Arkivfoto: Thomas Arnbo).
Fagre nye tandplejeverden 7 Århus Tandlægeskole var den første uddannelsesinstitution i verden, der gik helt over til digitalt røntgen i 2000 - og det er der ingen, der har fortrudt. Det er nemmere at håndtere, det er bedre for miljøet og for sundheden, og det er billigere i længden. Og så er det spændende, mener Ann Wenzel, der har forsket i de elektroniske røntgenbilleder i snart 20 år. AF MAJA PLESNER, journalist, POUL FOLKE CHRISTENSEN, overtandlæge, Viborg Kommunale Tandpleje & ANN WENZEL, dr.odont., professor, Afdeling for Oral Radiologi på Aarhus Tandlægeskole. Computeren har ikke overraskende en central plads i Ann Wenzels lyse kontor. Med udsigt over Vennelystparken i Århus kalder hun røntgenbilleder frem på sin skærm for at undersøge dem nærmere og stille diagnoser både til brug i sit daglige arbejde og i forskningen. Ann Wenzel er professor på Afdeling for Oral Radiologi på Aarhus Tandlægeskole, der siden 2000 som det første uddannelsessted i verden har anvendt de elektroniske billeder. Hendes egen passion for at anvende computerteknologien i sit arbejde startede helt tilbage i 1984, og lige siden har digitalt røntgen været hendes forskningsområde. Vi er da heller ikke mere end få minutter inde i interviewet, før vi står samlet om netop computeren, og Ann Wenzel klikker ind på afdelingens hjemmeside. Hun begynder energisk at fortælle om, hvordan hun, hendes kolleger, de studerende og andre bruger teknologien i det daglige: - Her er alle mulige ting, man kunne have lyst til at orientere sig om inden for røntgen. Undervisningsmateriale for eksempel - det er materiale, vi lægger ud til de studerende, hver gang vi har holdt en forelæsning. Det hele ligger i Power Point, siger hun og klikker videre til knappen Direkte digitalt røntgen i Danmark. - Det er en "Hvem, hvad, hvorfor og hvordan" om, hvilke tandlæger der har digitalt røntgen i Danmark og hvordan. Så er der de kurser, vi udbyder. Og her er også en gratis konsulenttjeneste, RadConsult, som vi yder til folk, hvor de kan sende røntgenbilleder ind til os, så får de svar. Nu er det ikke så ofte TNL's medlemmer, vi får forespørgsler fra, men eksempelvis ortodontister og privatpraktiserende kolleger sender da af og til billeder. Vi gør nok mere det, at vi sender det ind til pædodontiafdelingerne, indskyder Poul Folke Christensen, overtandlæge i Viborg Kommunale Tandpleje. - Det er også fint nok, for ofte drejer problemet sig om hele patienten, og ikke bare "Hvad ser jeg lige på det her billede? Men man kan godt sende et billede til os. Og indtil videre svarer vi ganske gratis. De indsendte billeder er dog ikke tilgængelige for offentligheden, oplyser Ann Wenzel. For selv om de bliver indsendt uden patientidentifikation, er der ikke indhentet tilladelse fra patienterne og tandlægerne til at mangfoldiggøre dem. Lad computeren stille diagnosen Ann Wenzel fortsætter "rundvisningen" på hjemmesiden. Hun peger på linket Implementering: - Det er mest til vores internationale samarbejdspartnere, der følger med i, hvordan vi implementerer digitalt røntgen
8 på vores skole. Fordi vi var de første i verden, er vi dem, der har længst erfaring med det. I 1980'erne digitaliserede vi en traditionel film for at finde ud af, hvilke fordele det gav os at have et dynamisk billede, som vi kunne manipulere på forskellig vis. Senere kom de direkte digitale udstyr. Ann Wenzel fortæller om flere link på hjemmesiden, som hun mener er interessante for almindelige tandlæger. For eksempel ét, hvor man kan teste sin diagnostiske formåen via cases, som er lagt ud med tilladelse til offentligt brug. Endelig er der en udførlig beskrivelse af producenter af digitalt røntgenudstyr. - Og så er der den her. Den er interessant, den skal vi prøve, udbryder hun begejstret og klikker hen til linket Orad II. - Det er et diagnostisk støtteprogram, som er udviklet af en af mine gode kolleger, der hedder Stuart White. Han er en meget estimeret radiolog fra Californien, og redaktør på vores internationale lærebog. Ann Wenzel tager et par røntgenbilleder frem og lægger dem på et lysbord. Så beder hun Poul Folke Christensen kaste et grundigt blik på det ene af billederne (fig. 1). - Kan du se, hvad det er? Det kan I nemt komme ud for i den kommunale tandpleje, siger hun. Poul Folke Christensen kan godt se, at der er en læsion i knoglen, men han er i tvivl om, hvad det er. Tilbage ved computeren forklarer Ann Wenzel, hvordan man skal udfylde et elektronisk spørgeskema på web-siden Orad II for at få et forslag til en diagnose. - Man kan gå ind og læse sig til, hvordan man skal gøre, men det er altså ret nemt. Først skal man for eksempel svare på, hvad patientens køn er. Det her er en pige. Så vælger man det. Hvad er patientens race? Er det en nonblack? Ja, det er en ganske almindelig hvid dansker. Alderen er under 25. Er der smerter? Nej, det er der ikke. Er læsionen i molarregionen? Næ, den er i incicivregionen. Ligger den i forbindelse med en tand? Ja. Er tanden vital? Ja... Ann Wenzel gør skemaet færdigt og trykker på enter. Nu kommer resultatet frem: Computeren fortæller os, at der er 99 procents sandsynlighed for, at det, man kan se på røntgenbilledet, er periapikal cement dysplasi. - Og det er det! For det kan ikke være meget andet med det udseende hos en sådan patient, siger Ann Wenzel og smiler bredt. - Bagefter kan man få at vide, hvad man skal gøre ved læsionen. Man kan også få noget at vide om prævalenser. For eksempel kan du se, at 17 procent af tilfældene optræder hos unge og 90 procent hos kvinder. Så hvis vi havde skrevet, at det var en dreng, havde vi nok fået nogle differential-diagnostiske forslag. Flere forslag Det næste røntgenbillede får også en tur gennem spørgeskemaet (fig. 2). Her er der dog flere bud på, hvad problemet er, og forslag nr. tre er det rigtige, nemlig en kæmpecelle granulom. Men Ann Wenzel understreger, at man som regel hurtigt vil kunne udelukke mange af de diagnostiske forslag, fordi programmet alene er baseret på røntgenbilleder. - Som tandlæge har man jo en masse andre oplysninger om patienten, som man ikke bliver bedt om at taste ind. Og hvis det så er sådan, at det, der bliver foreslået, heller ikke er noget, man kender til, så har man da nogle forslag, når man skal sende sagen til Tandlægeskolen! For at finde de links, Ann Wenzel omtaler i artiklen, skal du klikke ind på Afdeling for Oral Radiologis hjemmeside www.odont.au.dk/rad/default.html. Hjemmesiden vedligeholdes af afdelingens webmaster Erik Gotfredsen. Vil du prøve spørgeskemaet på ORAD II, kan du enten klikke på Links, herefter på ORAD II, og herefter på "Begin ORAD" i bunden af sitet. Du kan også klikke direkte ind på www.orad.org/cgibin/orad/patient.pl Figur 1. Periapikal cement dysplasi på ung pige. Figur 2. Kæmpecelle granulom på ung mand.
Der skal altid være indikation 9 At tage fire bitewing på alle børn er at skyde langt over målet, mener Ann Wenzel, der ikke går ind for screening, men mener, at der skal være en indikation - en mistanke om, at noget ikke er, som det skal være - før enhver røntgenoptagelse. Diskussionen om, hvorvidt man skal røntgen-screene femårige for carieslæsioner eller hvorvidt man skal tage to eller fire bitewing, er de senere år bølget frem og tilbage. Men for Ann Wenzel er svaret helt enkelt: Der skal være en individuel indikation for enhver røntgenoptagelse - også bitewings. - Her på skolen tager vi stort set aldrig fire bite-wing, medmindre der er en helt speciel indikation, siger hun. - Hos patienter, som ikke har høj cariesprævalens, mener vi ikke, at der er nogen grund til at dække alle flader fra 3'er til 7'er, da uendeligt få har caries i 3'erens distalflade eller i 4'erens mesialflade. Det har lektor Hanne Hintze her på afdelingen også påvist i en undersøgelse. Så vi laver traditionelt kun to bitewing, én i hver side. Filmen placerer vi så på en bestemt måde. Ann Wenzel forklarer detaljeret hvordan: - Hvis der ikke er en visdomstand frembrudt i munden, sætter jeg filmen, så distalfladen af 7'eren lige akkurat ikke er med på billedet. For den kan man se i munden. Men hele okklusalfladen af 7'eren skal være med. Hvis 8'eren derimod er brudt frem og ikke har nogen fyldning, så skal okklusalfladen af den være dækket, og så får man altså kun dækket cirka til og med 5'eren. Hvis man observerer carieslæsioner både på 5'erens distalflade og på nogle molarflader, kan der være indikation for at tage et billede mere, som dækker begge præmolarer. Visdomstænder er ikke indikation Ann Wenzel mener ikke, at en bitewingundersøgelse skal kunne afdække, om patienten har en visdomstand. - Hvis der er indikation for at røntgenundersøge visdomstandsområdet, skal man lave en undersøgelse af visdomstænder. Og hvis der er indikation for at tage billede af alle fire visdomstænder, så er man bedre tjent med at tage en OP, siger hun. - Så ved jeg godt, at der er nogle, der synes, det er vigtigt, at man kan se 8'eren på en bitewing. Men en retineret 8'er får vi alligevel ikke helt med på en bitewing. Så hvis vores problemstilling er, om man skal fjerne eller lade 8'eren ligge, kræver det alligevel ordentlige visdomstandoptagelser. Så man kan altså sige, at hvis en 8'er er symptomfri, bør man egentlig kun tage en almindelig bitewing, der dækker 7'eren, og så er det det, spørger Poul Folke Christensen. - Ja, det synes jeg. Hvis man kan se i munden, at der er en semifrembrudt 8'er, der ligger forkert, eller der er symptomer fra 8'eren, kan det være rimeligt at udføre en visdomstandundersøgelse. Der skal være kliniske indikationer for undersøgelsen. Lang bitewing Hvad med lange bitewing? Jeg ved, at de stadig bliver solgt, siger Poul Folke Christensen. - Jeg troede faktisk ikke, de blev solgt mere. Billedkvaliteten bliver ikke god nok, fordi der vil være overlapninger i for mange approksimalrum, siger Ann Wenzel og henter et kranium ned fra reolen: - Hvis man nu skal dække hele det der med én bitewing, siger hun og peger langs kraniets ene side, vil man centrere ortoradialt i midten - mellem 6'eren og 7'eren eller 5'eren og 6'eren. Men så bliver de mellemrum, der ligger udenfor overlappede. Det gør de altid, for man kan ikke i én centrering få alle mellemrummene skudt fri. Desuden bør man jo indblænde strålefeltet med en rektangulær blænde, så det passer til den normale films størrelse, og
10 så bliver det svært at få strålefeltet til at ramme hele den lange bitewingfilm. Ingen screening I dag, hvor vi har en population med meget lidt caries, og hvor vi skal have en grund til at tage røntgenbilleder, der sker det jo, at vi synes, vi har taget for få? - Ingegerd Mejare (professor i pædodonti og klinikchef ved Eastman-instituttet i Stockholm, red.) går jo ind for, at man tager bitewing på bestemte tidspunkter. Hun siger, at en god del af de femårige faktisk kan have gavn af det. Men man skal stadig selektere. For der findes jo masser af fem-årige, der ikke har skyggen af en kridtning, og som er perfekte og flotte, så hvorfor skal vi tage røntgenbilleder af dem?, siger Ann Wenzel, der mener, at kridtning eller andet klinisk tegn på cariesaktivitet på nogle flader kan være en indikation. På spørgsmålet om, hvornår man så skal gøre det, svarer Ann Wenzel: - Ved tandskiftet sker der jo sjældent meget i starten, så vi skal hen efter 12-års alderen, før en god del vil have gavn af det, men igen skal der være individuelle indikationer. Det er altså ikke o.k. at sætte hele sjette klasse i stolen og røntgenfotografere fra en ende af. Det er screening, og det er ikke i overensstemmelse med Røntgenregulativets anvisninger. Er det en indikation, hvis børnene skal visiteres af en ortodontist, og det er vigtigt at finde ud af, om der er nogen, der har aplasier? Jeg tror ikke, det er usædvanligt, at præmolarerne enten skal være frembrudt, eller der skal foreligge dokumentation for, at de er der, inden visitation. - Det kommer an på, hvornår man visiterer. Hvis ortodontisten gerne vil have kendskab til eventuelle aplasier inden visitationen, og det er sikkert meget rimeligt, skal ortodontisten vente med at visitere til det tidspunkt, hvor der faktisk er et behandlingstilbud til patienten. Hvis man laver OR-visitationer i 3. klasse, er det klart, at man ikke kan vide, om der er aplasier, for der er de primære tænder sjældent fældet. Men hvis man ikke kan give et behandlingstilbud til barnet i 3. klasse, har det kun akademisk interesse at stille diagnosen aplasi på det tidspunkt. Hvis man først har et behandlingstilbud til et barn med aplasier i 5. klasse, er det vel ikke et urimeligt krav at udsætte visitationen til dette tidspunkt, for der vil mange have fældet deres primære tænder og de permanente vil være synlige, og de skal så ikke udsættes for røntgen. Man skal tænke selv Man screener jo ortodontisk - hvilket er fornuftigt nok, for det er nemmere. Men Diagnostik af okklusalcaries Det er blevet temmelig vanskeligt at diagnosticere okklusalcaries. Røntgen kan være en god måde at gøre det på. Men hvad med fiberoptik? - I de fleste undersøgelser, der er lavet, giver fiberoptik ikke helt så god en diagnostisk sikkerhed som røntgen, hvis hensigten er at finde dentinlæsioner. I okklusalflader ser man ikke emaljecarieslæsioner, hverken med røntgen eller fiberoptik. Så den er ikke helt så sikker, men det betyder ikke, at det i nogles hænder ikke er godt. Nogle kan have så god erfaring med det, at de ved præcis, hvad de finder, når de borer, hvis det ser sådan eller sådan ud. Det er lang tids opbygget empiri. - Så er der nogle klinikere, der siger, at vi ikke behøver noget billedskabende medie overhovedet! De pudser enormt grundigt af, og så kan de se, om der er cariesaktivitet i fissurerne og afgøre, om der er indikation for at lave fyldningsterapi. Men der er altså stadigvæk nogle okklusalflader, hvor det er vanskeligt, så man skal altid også se efter okklusale læsioner på bite-wing. En dentinlæsion set på røntgen er stadig efter min bedste overbevisning indikation for en fyldning. - Hvad med elektrometrisk test? - Ja, det er godt på vej, men de undersøgelser, der findes, viser, at det stadig er svært at skelne imellem, om der er demineralisering i dentin eller kun i emalje. Der er mange fejlkategoriseringer, og det har meget at gøre med, om fladen er helt tør, om den er en lille smule fugtig, eller om den er meget våd. Om det er en nyfrembrudt tand, eller om den har siddet i munden i fem år, ændrer alt sammen ledningsevnen. Og hvor i fissuren måler man den? Reproducerbarheden kan være dårlig. Så det er stadig ikke et redskab, hvor man kan sige, at det kan I bare bruge - desværre. Men det udvikler sig jo hele tiden.
der vil være en del af patienterne også i 5. klasse, der ikke har fældet deres præmolarer. - Ja, dem identificerer man så og laver en klinisk undersøgelse, inden man tager røntgen. Er mælketænderne raslende løse? Er der andre tegn på, at tandskiftet er i gang? Sidder mælketænderne helt fast, så er der formentlig indikation for en panoramaoptagelse. Men så er det heller ikke screening, så er børnene jo "sorteret" klinisk. Men man kan nogle gange få en mistanke om, at visitationen skal passe i ortodontistens "tidsplan", snarere end til barnets udvikling. - Hvis barnet så skal i ortodontisk behandling, fordi det har et behandlingsbehov, skal man naturligvis foretage de røntgenundersøgelser, der er nødvendige - det kunne for eksempel være billeder af rødderne i fronten for at undersøge for rodresorption osv. Men så er barnet i en behandlingssituation, og så er det nogle andre krav, man skal stille. - For 15-20 år siden tog man børnene ind klassevis, og så kørte man simpelthen panoramarøntgen fra A til Z, uden at nogen havde kigget børnene i munden først. Det var rutine, og vi så mange flotte OP'er af børn med fuldt frembrudt permanent tandsæt. Men jeg mener nu nok, at det har ændret sig i de fleste kommunale tandplejer, siger Ann Wenzel og tilføjer: - Jeg mener, man skal tænke selv hele tiden. Der skal ikke være noget, der bare er rutine. Man skal overveje for det enkelte individ. Samfundet i dag er meget individorienteret. Forældrene siger: "Mit barn er et individ og skal behandles individuelt", og det mener jeg faktisk er et rimeligt krav. 11
12 Tiden er moden Hvis man alligevel står og skal udskifte sit røntgenudstyr, er der god grund til at overveje at gå over til noget digitalt, mener Ann Wenzel. Men man kan i mange tilfælde godt bruge sit gamle udstyr - det kræver bare nogle småjusteringer. På trods af professor Ann Wenzels lovprisninger af digitalt røntgen, kan antallet af kommunale tandplejer, der har indført det, tælles på få hænder. Mange er tilbageholdende med at investere i udstyret, og et hyppigt argument for ikke at gøre det er, at "det sikkert bliver billigere om nogle år". Men spørger man Ann Wenzel, er det et argument, der ikke holder. - Priserne har faktisk ikke ændret sig meget de seneste 10 år, så jeg synes længe, tiden har været inde. Og det meste af det udstyr, vi bruger i dag, er så kvalitetssikret og i orden, at der ikke er noget problem med det. Og supporten her i Danmark - understøtningen fra mange af firmaerne - er virkelig god. De lader ikke folk i stikken. Ann Wenzel punkterer samtidig myten om, at man er nødt til at investere i helt nyt udstyr, hvis man vil gå over til digitalt. - Hvis ellers det udstyr, man allerede har, er godkendt og i orden, kan man nemt blive digital med det. Men der er også andre muligheder, siger Ann Wenzel og tager os med en tur rundt i Aarhus Tandlægeskoles "røntgen-maskinpark", for at forklare nærmere. Enorale og ekstraorale udstyr Det første, hun viser os, er et stort rønt- Ser vi det samme? Hvordan sikrer man optimal samscoring inden for røntgen? - Ja, det er jo sådan noget, man laver tv-programmer om, hvor den ene tandlæge siger det ene, og den anden siger noget andet - og hvorfor er vi ikke ens? Men der er jo mange faktorer at tage hensyn til hos en patient, og alle tandlæger vægter ikke nødvendigvis disse faktorer ens. Men derfor skal vi alligevel stedse forsøge at blive bedre diagnostikere. Den del af processen, som vi har evalueret her på afdelingen, er den rene radiologiske diagnostik. Bagefter kommer supplerende viden om patientens mundhuleforhold, patientens kulturelle og socio-økonomiske baggrund osv. Det hele er en del af den diagnostiske proces, der munder ud i en behandlingsovervejelse og til sidst en beslutning. Så hele processen skal optimeres i alle led, for at få optimal samscoring. Hanne Hintze og jeg har siddet op ad hinanden i mange år og lavet mange undersøgelser sammen om røntgenologiske carieslæsioner, så vi vurderer røntgenbilleder meget ens - og i al ubeskedenhed ser vi også de rigtige carieslæsioner. Så det handler simpelt hen om at øve sig og forbedre røntgenbillederne. Hvis de er for lyse eller grå, bliver diagnostikken mindre valid. Røntgenbilledernes kvalitet er et godt sted at starte.
genapparat, der med over 600 programmer kan klare alt fra kæbehuler til panoramabilleder. Apparatet koster ca. 800.000, men Ann Wenzel trøster med, at "lillebroderen" kun koster godt 200.000. Og den kan alligevel alt, hvad en almindelig tandlæge har brug for. Til begge maskiner kan man bruge fosforplader, som efterfølgende skannes i en dertilhørende skanner, men man kan også stadig bruge konventionelle røntgenfilm, fortæller Ann Wenzel. - Det er en super maskine. Det er nemt at indstille patienten i den, og den producerer utroligt gode billeder. Og det er jo ikke dyrt i forhold til andre konventionelle panoramamaskiner, indskyder Poul Folke Christensen. - Nej, og så du kan sige: Jeg vil ikke være digital lige nu, men jeg vil gerne have et godt udstyr, fordi mit gamle er slidt og ikke længere kan godkendes. Så køber jeg det her udstyr og kører videre med mit mørkekammer og mine film osv., og siden kan man så investere i skanner og fosforplader, hvis man vil være digital. Men hvis man virkelig vil digitaliseres, kan røntgenapparatet vel også være en del af det? - Ja, og det næste jeg vil vise jer, er et såkaldt CCD-sensorbaseret apparat. Det er en anden type digitalt udstyr. Det er "født" digitalt, hvilket vil sige, at man ikke kan bruge hverken film eller fosforplader i det. Røntgenstrålerne opfanges af den her sensor, siger hun og viser os sensoren. - Og så rejser strålernes energi gennem ledningen hen til computeren, som står dernede, og i løbet af et minuts tid er billedet på skærmen. Og hvis man ikke synes, det var helt godt første gang, kan man lige dreje den, og så få et andet billede. Man skal altså ikke skanne eller gøre andet bagefter, det er den store fordel ved den her teknik. Ulempen er, at CCD-apparaterne ikke kan så meget som de nye gode røntgenapparater, fordi CCDteknologien har visse begrænsninger. Kan man ikke komme ned på meget lave stråledoser med de digitale teknikker? - Det har du i princippet ret i, men det afhænger lidt af, om vi taler om enorale eller ekstraorale billeder, påpeger Ann Wenzel, inden hun indleder en længere forklaring: - Den traditionelle enorale film skal have en given stråledosis - lad os sige et kvart sekund - til en optagelse, og der kan man reducere med mindst 50 procent, når man bruger fosforplader. Fosforpladen er meget dynamisk. Man behøver i princippet kun at kalibrere skanneren én gang, og så aldrig mere tænke på, om det er et stort eller lille barn, man har i stolen, siger Ann Wenzel, og fortsætter: - CCD-sensorerne til enorale optagelser kan i varierende grad tåle en reduktion af stråledosis, nogle kan nøjes med 10 procent af filmens dosis, andre skal have samme dosis som film. De enorale CCD-sensorer har desuden den ulempe, at de er tykkere og mere klodsede end film, og at ledningen, som forbinder sensoren med computeren, jo nødvendigvis må med ind i munden. Det gør, at det er betydelig sværere at optage for eksempel bitewing med en sensor end med en fosforplade. - Men når vi taler om ekstraorale billeder, er det noget andet. Så kan man ikke gå ned i dosis, når man skifter fra film til fosforplader. Og det skyldes, at når man optager et ekstraoralt billede, anvender man film i en kassette. Under eksponeringen bliver røntgenstrålernes effekt forstærket ved hjælp af nogle forstærkerskærme, der er monteret i hver side af kassetten. Skærmene består af et stof, der lyser op, når det rammes af røntgenstråler og forstærker dermed røntgenstrålernes påvirkning af filmen op til 10-15 gange. Fosforpladerne derimod tåler ikke meget lys; det er netop lys, der afkoder pladen inde i skanneren, så lys ville tværtimod svække røntgenstrålernes effekt. Da pladen i sig selv er betydeligt mere følsom for røntgenstråler end filmen, men ikke har nogen "forstærkning" af effekten, betyder det i realiteten, at der skal bruges den samme dosis til fosforpladen som til filmen til en ekstraoral optagelse. I CCD-sensor-apparaterne er der en lille strålereduktion i forhold til film. Kobber i stedet for aluminium Til de enorale billeder - hvor filmen jo ingen forstærkning har - er der så en væsentlig dosisbesparelse ved de fleste digitale teknikker. Det kan betyde, at man skal sætte sin eksponeringstid meget ned for at udnytte den digitale receptors følsomhed, hvad enten det er en fosforplade eller en sensor. Og det kan medføre, at røntgenrøret yder en uhomogen energimængde ved eksponeringstider nede på for eksempel 0.06 sekund. Men Ann Wenzel hiver en kanin op af hatten: - Der er en anden ting, man kan gøre, i stedet for at nedsætte eksponeringstiden på sit gamle udstyr. Lige inden strålerne kommer ud af røntgenrøret, sidder der en aluminiumsplade, som filtrerer de blødeste røntgenstråler fra. Den kan man erstatte med en kobberplade. Kobber reducerer stråleenergimængden mere end aluminium, og så kan man beholde sin eksponeringstid på for eksempel et kvart sekund. Mange fordele Ann Wenzel kan ikke komme i tanker om en eneste ulempe ved at bruge digitalt røntgen. Det skulle da lige være, at det endnu ikke er alle, der har det. Det betyder nemlig, at man indimellem stadig er nødt til at lave almindelige røntgenbilleder, når man skal kommunikere med andre instanser om en patient. - I dag er vi digitale her på skolen med undtagelse af de billeder, der anvendes på Fællesklinikken. Og vi har heller ikke digitaliseret Børneafdelingen. Det er for besværligt, for billederne skal kunne sendes med barnet ud på den skole, hvor barnet hører til, og der er de endnu ikke digitale, siger hun og nævner så ellers i flæng de mange fordele, hun mener, der er ved det digitale udstyr: Man slipper for at fremkalde i våd kemi, som er giftigt, giver dårlige billeder, når kemien ikke vedligeholdes optimalt (og det 13
14 gør den ofte ikke), og kræver udsugning. Man forurener ikke naturen med kemikalier. På en 19-tommer skærm kan både tandlæge og patient se, hvad der tales om. Man får samme billedkvalitet ved hver eneste eksponering. Billederne er dynamiske: man kan manipulere med dem: Gøre dem lyse og se knogleniveauet, eller mørke, så man kan se carieslæsioner. Den stråledosis, der skal bruges til enorale billeder, er lavere end til film. Når man skal sende billeder til andre, mister man dem ikke. Man kan sende en digital kopi med en e-mail. Billederne bliver ikke væk fra journalen. Når man skal måle og tegne er det ufatteligt meget nemmere på digitale billeder. Afstande og vinkler beregnes med det rigtige software på få sekunder. Nogle tandlæger skanner den konventionelle film ind i en computer for at drage fordel af digitale måleprogrammer (specielt ortodontister). Endelig tjener udstyret sig hjem på trefem år i en rimeligt stor kommunal klinik - selv om man skal skifte pc med nogle års mellemrum. Ann Wenzel mener ikke, det er en kæmpe omstillingsproces at gå over til digitalt røntgen. - Inden man investerer i udstyret, kræver det selvfølgelig, at man sætter sig ind i det. Men hvis man køber det hos et anerkendt firma, får man også ordentlig instruktion. Jeg har aldrig hørt om, at nogen må give op, fordi det er for svært. Blokeringerne sker før dørtrinnet. Ikke når man først har fået det ind i huset, siger Ann Wenzel og kommer med et godt råd: Man skal altid kræve at få et system, eller gerne to på prøve, så man kan sammenligne kvaliteten. Kan man ikke få det på prøve, skal man ikke købe det, mener hun. Til december udkommer der en ny, opdateret udgave af lærebogen "Oral Radiology. Principles and interpretation" af White S & Pharoah M. Ann Wenzel har som den første ikke-amerikaner skrevet carieskapitlet: "Dental Caries". Referencer 1. Wenzel A. Digital radiography and caries diagnosis. Dentomaxillofac Radiol 1998; 27: 3-11. 2. Wenzel A. Computerautomatiserede diagnostiske støttesystemer. Tandlægebladet 1999; 103: 180-186. 3. Hintze H, Wenzel A. A two-film versus a four-film bitewing examination for caries diagnosis in adults. Caries Res 1999; 33: 280-386. 4. Wenzel A. Digital imaging for dental caries. Dent. Clinic North Am 2000; 44:310-338. 5. Wenzel A. Direkte digital røntgenteknik på tandklinikken. Tandlægebladet 2000; 4: 184-196 6. Wenzel A, Gotfredsen E. Interviewundersøgelse af danske tandlæger, der anvender direkte digital røntgenteknik. Tandlægebladet 2000; 3: 130-136. 7. Wenzel A. Møystad A. Experience of Norwegian general dental practitioners with solid state and storage phosphor detectors. Dentomaxillofac Radiol 2001; 30: 203-208. 8. Wenzel A, Gotfredsen E. Digital radiography for the orthodontist. Am J Orthod Dentofacial Orthop 2002; 121: 231-235. 9. Wenzel A. Two decades of computerized information technologies in dental radiography. J Dent Res 2002; 881: 590-593. 10. Wenzel A, Dental Caries. In: White S & Pharoah M: Oral Radiology. Principles and interpretation. Mosby 5th edition. 2003, pp. in press in december.