Oldtidens veje Vej af grene eller ris, markeret med hasselkæppe langs siderne. Plankevej af egetømmer. Lodrette stolper af eg langs siderne skulle vise, hvor vejen lå, hvis vandet stod højt, eller når der lå sne. Trampesti gennem skoven i stenalderen. På fugtige steder, i moser og enge, hvor hjulene ofte sad fast i pløre, begyndte man allerede i stenalderen at lægge grene eller planker ud. Fra bronzealderen er der fundet plankeveje i ådale på flere hundrede meters længde. Stier De første veje var stier, som opstod, når oldtidens mennesker gik eller red på deres heste gennem landskabet. Stierne kunne være svære at bruge især i regnvejr eller når sneen smeltede om foråret. Hjulspor Der er fundet rester af oksekærrer fra bondestenalderen. Vognene kom bedst fremad på faste og jævne overflader. Der, hvor man kørte mest, blev der dannet hjulspor lige som på nutidens markveje. Træveje I moser og enge var der stor risiko for at hjulene sank i, så her forstærkede oldtidsfolkene deres veje med tynde grene og planker. Mange veje i oldtiden og middelalderen og nogle steder op i 1800-tallet, for eksempel i Vestjylland, bestod af flere hjulspor ved siden af hinanden. Når et hjulspor blev for dybt eller for pløret til at køre i, flyttede man vejen og skabte nye hjulspor. Hjulsporene dannede i århundreder færdselsårer gennem landet både for vogne og folk til fods. Et eksempel er Hærvejen, som gik ned gennem Midtjylland og forbandt Danmark med Europa. Stenveje I ældre jernalder lavede man nogle gange stenveje ved vadestederne. Stenene lå på et fundament af grene med større randsten uden om. Længere sydpå i Romerriget var teknikken længere fremme. Her anlagde man veje med flere lag af store sten, skærver, grus og ofte med Tværsnit af en romervej. Nederst var der et eller to lag store sten og derover et tykt lag skærver eller grus. De fineste romerveje var som vist her brolagt med et lag flade sten øverst. brolægning. Romervejene blev bygget fra 300 f.kr. til ca. 500 e.kr. I alt havde romerne cirka 80.000 km veje det er lidt mere, end vi har i Danmark i dag. Romervejene blev kopieret i Danmark. En vej fra romersk jernalder ved Broskov på Sjælland var brolagt med fint tilpassede, flade sten ligesom en romervej.
De ældste veje har været trampede stier.
Nær Gudenåens kilder bugter Hærvejen sig stadig gennem landskabet-
Vejbroer før og nu De første broer var trædesten og træstammer. De ældste broer De ældste broer var kun til folk, der gik til fods. Broerne var trædesten eller træstammer lagt hen over vandet. De fleste steder har man bare vadet over mindre vandløb det vidner stednavne, som f.eks. Immervad om. Større vandløb var man nødt til at sejle over. Vogne og hære krævede broer Vogne og dyr kunne dårligt komme over en simpel træstamme så hvis vandet var dybt, måtte man bygge egentlige broer til dem. Behovet for at få både varer og soldater hurtigt frem var også med til at sætte gang i bygningen af de første broer. Plantegning til træbro fra 1772. Broen blev bygget sammen med Roskildevejen i 1770 erne. Langt de fleste broer i middelalderen og op i 1800-tallet var bygget af træ. Træbroer Ved flere vadesteder er der fundet rester af plankebroer fra vikingetiden. De fleste broer i Middelalderen var også af træ. Der har for eksempel været store træbroer over Gudenåen i Randers og over Varde Å ved Varde. Helt op i 1700- og 1800-tallet blev mange vejbroer bygget i træ. Stenbroer I 1600- til 1800-tallet blev der også bygget stenbroer over mange af de små vandløb f.eks. langs Hærvejen. Man kan stadig opleve nogle af de gamle stenbroer f.eks. Gejlå Bro og Immervad Bro i Sønderjylland. Sønderbro i Kolding er et eksempel på en stenbro med en spændvidde på næsten 10 m. I England er der stenbroer med spændvidder op til 50-60 m. På den gamle Lillebæltsbro fra 1935 valgte man at bygge fagene i stål, mens bropillerne er af jernbeton. Det største spænd mellem pillerne er 220 m. Jern, stål og beton Jern, stål og beton betyder, at vi i dag kan bygge broer, som er meget stærkere og længere end de gamle sten- og træbroer. Den første jernbro i verden blev bygget i England i 1779. Broen er 30 meter lang og den er stadig så solid, at den kan holde til, at biler kører på den. I dag bruger vi mest beton forstærket med et indstøbt net af stål til broer. Jernbeton eller armeret beton er meget stærkt og holdbart, og det er nemt at forme, som arkitekterne ønsker det. Alle de broer, som vi bygger langs motorvejen mellem Funder og Låsby, er af jernbeton. Det gælder både bropillerne og vejbanen hen over broerne. Ravningbroen i Vejle Ådal er fra i vikingetiden. Broen var bygget af træ og gik hen over et stort moseområde. Det er sandsynligt, at den blev bygget, for at krigere kunne komme hurtigt frem. Stenbroerne, som blev bygget i middelalderen og op i 1800-tallet, var stærkere og mere holdbare end træbroer. Her ses Gejlå Bro sydvest for Kliplev. Den nye Gudenåbro et smukt eksempel på en bro bygget udelukkende i jernbeton.
Immervad Bro er en stenbro, der blev bygget i 1786. Den ligger ved Hærvejen nær Haderslev. Åen, som den gik over, er i dag udtørret.
Hovedvejsnettet Danmarks første plan for hovedvejsnettet vist med rødt på kortet lå klar i 1793. De tynde sorte streger viser de hovedveje, der var bygget i 1864. I det store og hele fulgte man planerne fra 1793. Dog har man tilføjet nogle ekstra veje f.eks. til Frederikshavn og Thisted og mellem Aarhus og Ringkøbing. De fleste af de gamle hovedveje er stadig grundlag for de hovedveje, vi har i dag. Mange blev allerede dengang anlagt som lige strækninger gennem landskabet. Langs hovedvejene blev der opsat milepæle. Milepælen på billedet er fra Frederik d. VII s regeringstid (1848-1863). Den står stadig langs hovedlandevejen mellem Skanderborg og Aarhus. Middelalderens veje I 1521 indskærpede Christian III for første gang, at vejene skulle vedligeholdes. Han ville formentlig gerne have, at både han selv og hæren hurtigt kunne komme frem gennem landet. Kongeveje Efter 1584 anlagde Frederik II de første planlagte veje i Danmark. altså veje, som ikke bare var opstået tilfældigt. Han lavede helt nye veje mellem København og Kronborg, Roskilde og Korsør og i Jylland mellem Kolding og Jelling. Men vejene var lukket med bomme. De var kun lavet til kongen og hæren. Hovedvejene I 1600-tallet satte Christian V gang i opmåling og planlægning af et vejnet i Danmark, men selve arbejdet kom ikke i gang. Først i 1761 befalede Frederik V, at der skulle anlægges et samlet hovedvejsnet. Meget fremsynet står der i befalingen, at vejene skulle fremme både agerdyrkning, handel og den almindelige færdsel samt være til Beqvemmelighed for de Reisende. Hovedvejsnettet blev først færdigt omkring 1867 efter mere end 100 års arbejde. Vejbom ved Hørsholm omkring 1800. Overfor bommen ligger bomhuset, hvor man skulle betale bompenge. I 1773 blev der indført bompenge på hovedlandevejene på Sjælland og Fyn. For hver mil (ca. 7,5 km) var der en bom, hvor man betalte 1-8 skilling. I 1800-tallet blev protesterne over bompengene så store, at de blev afskaffet. Det skete i 1854. Ved København skulle man dog stadig betale for at bruge vejene frem til 1915. Hørsholm Egns Museums lokalarkiv
Hvem har bygget vejene? Arbejdskraften Da Frederik V i 1761 besluttede at bygge de nye hovedveje, kunne han ikke bare tvinge bønderne til at gøre arbejdet. Bønderne skulle i forvejen vedligeholde de veje, der lå på deres jorder, gennem vejhoveri. De skulle have tid til at passe deres marker og i mange tilfælde også herremandens. Og så var det vanskeligt at flytte bønderne rundt til de steder, hvor kongen ønskede at bygge de nye veje før stavnsbåndet blev ophævet i 1788. I byerne var der heller ikke nok arbejdskraft. Den eneste udvej var at kommandere soldater til at bygge vejene ledet af ingeniørofficerer og kun bruge bønderne som en del af arbejdskraften. Menige soldater graver ud til en vej under opsyn af en officer i 1700-tallet. Først fra 1841 begyndte staten at betale entreprenører for at bygge veje med lønnet arbejdskraft, og vejhoveriet blev efterhånden afskaffet. I 1867 blev Ingeniørkorpsets Vejtjeneste nedlagt, men helt frem til 1949 var Overvejinspektørerne stadig ingeniørofficerer. Styring af vejbyggeriet I Danmark vidste man ikke meget om at bygge veje. Derfor indkaldte Frederik V tre franske vejingeniører til at planlægge og overvåge arbejdet med at bygge hovedvejene. De franske vejingeniører forlod landet i 1776, og i 1778 nedsatte man Generalvejkommissionen, som herefter stod for de nye veje. I 1793 udstedte kommissionen Danmarks første vejlov, der opdelte vejene i hovedlandeveje, amtslandeveje og biveje. Ifølge loven måtte man ikke grave i vejene og døde dyr på vejene skulle straks fjernes og begraves! Under Napoleonskrigene først i 1800-tallet lå vejbyggeriet næsten stille, og efter krigen i 1864 var der heller ikke meget overskud til at tænke på vejene. Desuden troede man, at jernbanerne ville overtage al trafik mellem byerne. Da der igen kom gang i vejbyggeriet, blandt andet fordi bilerne blev opfundet, blev ansvaret delt mellem staten, amterne og kommunerne. Vejdirektoratet Vejdirektoratet blev oprettet i 1949 for at samle den statslige planlægning og drift af vejene. Frem til kommunalreformen i 2007 delte vi opgaven med at bygge og drive de store offentlige veje i Danmark med amterne. I dag, hvor amterne er nedlagt, har vi ansvaret for statsvejnettet, mens kommunerne står for de øvrige offentlige veje. Ligesom det var målet for middelalderens konger, arbejder vi i Vejdirektoratet også på at bringe folk og varer hurtigt frem overalt i landet på et velfungerende net af overordnede veje. Vores mål er at fremme et effektivt og sikkert vejog transportsystem under hensyntagen til miljøet og omgivelserne. Nutidens motorvejsbyggeri bliver udført i et samarbejde mellem bygherre Vejdirektoratet og entrepenører med store maskiner, kraner og andet udstyr.
Chaussé og makadam Chaussévej En chaussévej består af en udgravet vejkasse med et lag store sten i bunden. Oven på er der et eller flere lag skærver eller grus og øverst endnu et lag grus eller brosten til at køre på. Vejen er hvælvet og langs kanten var der grøfter, så overfladevand kunne løbe væk. Makadamvej Jens Vejmand, der slår skærver til at reparere vejen. Bag ham var der en skærm, så forbipasserende ikke blev ramt af stenflis. Det var mest fattige daglejere, der slog skærver, mens amternes vejmænd stod for selve reparationen af vejene. En makadamvej er opbygget med en vejkasse, hvor der i bunden er fyldt jord op til at danne en afrundet profil. Herover er lagt flere lag skærver, som ved tromling og kørsel kiler sig ind i hinanden og danner en stabil vejbane. Øverst lægges eventuelt et lag mindre skærver eller grus. Befæstede veje Der skulle gå helt til 1700-tallet, før man begyndte at bygge befæstede veje. Det vil sige veje med en udgravet vejkasse fyldt op med grus eller sten og med grøfter til dræning langs siderne. Chaussé De første danske hovedveje fra 1761 og frem blev bygget efter chaussé-metoden. Teknikken kom fra Frankrig, hvor den var udviklet med inspiration fra romervejene. Chausséen består af store bundsten med et eller flere lag skærver eller grus oven på. Chausséveje blev bygget i Danmark helt frem til 1890. Makadam I 1820 fandt skotten Mac Adam ud af, at man kunne få en stærkere og billigere vej ved at bygge den af 3 lag skærver, der hver især blev tromlet og uden de store sten i bunden. Metoden kaldes i Danmark makadam, og den blev efterhånden den mest brugte teknik ved bygning af nye veje sidst i 1800-tallet. Makadam blev benyttet frem til ca. 1920, hvorefter man begynte at bruge stabilgrus som underlag for vejene. Små brosten, der lægges i mønstre, kaldes chaussébrosten. Navnet skyldes måske, at stenene først blev brugt på nogle af de gamle chaussélandeveje. Men chaussébrolægning blev ikke udbredt i Danmark før efter 1910. Navnet har derfor ikke noget at gøre med de gamle chausséers oprindelige overflade, der mest bestod af grus og skærver.
Hestevogn med rejsende på landevej i 1800-tallet.
Skærver, sten og asfalt Grus Grus er småsten mellem 0,2 cm og 2 cm. På grund af erosion har grus mere eller mindre afrundede kanter. Man bruger ofte grus til det øverste lag over en skærvevej. Skærver Skærver fås ved at slå større sten til stumper på mellem 2 og 8 cm. Skærverne har skarpe kanter, så de holder bedre sammen end glat grus. Man kan stadig opleve brolagte veje enkelte steder i gamle kvarterer i byerne. Km landevej 8000 7000 6000 5000 4000 3000 2000 Km landevej 1000 8000 Grus og Asfalt Cement Brolægn Makadamvejene blev anlagt ved, at man tromlede skærvelagene gerne med store damptromler for at sammenkitte skærverne. For at vejene ikke blev for hurtigt slidt, var det forbudt at køre på dem med smalle hjul. Betonvej stadig i brug i 2013 i Thy. 7000 0 1923 1928 1933 1938 1943 6000 Fra 5000 1920 erne til 1940 erne blev næsten alle de danske landeveje asfalteret. Ud over 4000 landevejene var der mange biveje, som stadig ikke 3000 havde fået asfalt frem til 1940 erne. Grus og skærver Asfalt Cement og beton Brolægning 2000 Biler og støv Da bilerne blev opfundet, viste det sig, at de ødelagde skærvevejene. På grund af farten rev bilernes hjul de små partikler mellem skærver og grus op som en støvsky. Det skabte hulrum mellem skærverne, så vejene smuldrede. Især i byerne dæmpede man støvplagen fra bilerne ved at køre med en vandvogn, der spredte vand ud over kørebanen. En skærvevej er beregnet til rolig kørsel med vogne. En asfaltspreder udlægger asfalt i 1935. Brolægning Siden middelalderen har man brolagt mange veje i byer og enkelte på landet med stærk trafik. Brolægning er meget holdbar, men den er dyr at lave, og stenene bliver meget glatte i regn. Cementbeton Cementbetonveje er holdbare, men meget arbejdskrævende at lave. Vejene støbes på stedet i adskilte dele med mellemrum, der bumper, når man kører på dem. Vejene bliver også glatte i regnvejr. Der blev lavet en del veje med beton i 1920-1945, især tæt ved byerne. 1000 0 1923 1928 1933 1938 1943 Asfalt Asfalt blev allerede benyttet enkelte steder i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Men asfalt var dyrt. I løbet af 1920-1930 blev asfalten bedre og billigere, og i dag er langt de fleste veje belagt med asfalt. Hvad er tjære? Tjære er en tyktflydende sort væske, der blandt andet opstår som et biprodukt ved fremstilling af gas fra kul. Derfor kunne man få det billigt fra gasværkerne. Tjære består af en blanding af kulstofforbindelser. Når tjære spredes ud på en vej, størkner tjæren og bindes til underlaget hvis underlaget er tørt. Tjære kan derfor kun spredes i tørt vejr. Hurtige biler hvirvler små partikler op som støv. Det løsner skærverne, så der opstår huller i vejen. Tjære For at dæmpe støvet spredte man i 1920 erne og 1930 erne tjære ud over vejene. Efter tjæring skulle vejen gruses. Man kunne kun tjære, når det var varmt og tørt, og vejens overflade blev ikke ret stærk. Mange veje skulle tjæres hvert år. Hvad er asfalt? Det, vi i daglig tale kalder asfalt, er i virkeligheden asfaltbeton, det vil sige asfalt i forbindelse med sten og grus. Selve asfalten er en tyktflydende klæbrig masse, bitumen som er en blanding af forskellige kulbrinter. Asfalt findes naturligt blandt andet på Trinidad i asfaltsøer, men langt det meste laves i dag ved raffinering af råolie.
Føl forskellen!? Skærverne har uregelmæssige former med skarpe kanter. Brosten består som regel af granit. De små brosten kaldes chaussésten. Her kan du se og røre ved nogle af de forskellige materialer, man har brugt til veje i tidens løb. Kan du mærke, at skærverne er skarpe og ru? Skærver er bedre til at kitte sig sammen end grus. Derfor blev skærver mest brugt til at bygge veje af. Grus er mindre end skærver. De har afrundede, og ret bløde kanter. Asfalt består af småsten og grus klæbet sammen af et sort bindemiddel som i virkeligheden er det, der er selve asfalten! Den ru overflade, giver bilernes dæk et godt greb på vejen.