NYHEDER FRA PLESNER JULI 2009 KONFLIKTLØSNING Ret til at føre vidne - trods generel formuleret begæring... 1 Alternativer til adcitation... 3 Ret til at føre vidne - trods generel formuleret begæring Af advokat Michala Bylov Rath og advokatfuldmægtig Mette Hygum Clausen Vestre Landsret gav for nylig sagsøger ret til at føre to vidner efter princippet om "først til mølle", på trods af at sagsøger alene var kommet med en generelt formuleret begæring om at afhøre (ikke navngivne) kollegaer, der arbejdede sammen med ham på ulykkestidspunktet. Kendelsen synes dermed at udvide anvendelsesområdet for princippet om "først til mølle". I retspraksis har der udviklet sig et "først til mølle" princip, hvorefter retten til at anse et vidne for sit tilkommer den part, der først har begæret vidnet ført. Dette er udgangspunktet til trods for, at parterne normalt vil have en forventning om, at vidner, der tilhører partens sfære som f.eks. nuværende eller tidligere medarbejdere, vil være partens vidner. Retten til at føre et vidne giver parten ret til at kontakte vidnet inden hovedforhandlingen og ret til at afhøre vidnet først under hovedforhandlingen. Hvorvidt modparten tillige har ret til at kontakte vidnet inden hovedforhandlingen er omdiskuteret, og holdningerne blandt advokater er delte. Praksis fra Advokatnævnet bekræfter, at henvendelse til et vidne er i overensstemmelse med de advokatetiske regler, hvis der inden henvendelsen er givet meddelelse til den part, som kan anse vidnet som sit. Kravet om forudgående underretning modificeres i de tilfælde, hvor vidnet har en særlig tilknytning til den anden part, og undtagelsen ligger således i høj grad på linje med undtagelsen til princippet om "først til mølle". Vores tidligere orientering om udviklingen i retspraksis på dette område har navnlig beskæftiget sig med, på hvilket tidspunkt i sagen princippet om "først til mølle" fandt anvendelse og dermed, hvor "tidligt" en part kunne begære et vidne ført og stadig opnå ret til vidnet, samt hvilke forhold og undtagelser, der eventuelt modificerer princippet. Med 195 jurister og en samlet medarbejderstab på 345 er Plesner et af landets førende internationale advokatfirmaer med specialer inden for alle erhvervs- og offentligretlige områder. Plesners vision er at være Danmarks bedste advokatfirma det naturlige valg for enhver dansk og udenlandsk virksomhed med behov for erhvervsjuridisk rådgivning. 1
Sø- og Handelsretten fandt således i en kendelse af 27. november 2007, at "først til mølle"-princippet også fandt anvendelse i den situation, hvor vidnet var angivet allerede i stævningen. Kendelsen bekræftede også, at vidnet kunne have en sådan partslignende status, at vidnet måtte betragtes som den anden parts vidne - uanset princippet om "først til mølle". Vestre Landsret har netop præciseret denne praksis. I en kendelse af 4. februar 2009 fandt Landsretten - i modsætning til byretten - at en tidligere senior vice præsident ikke havde partslignende status, idet vidnet ikke længere var ansat hos parten. Landsretten fandt derfor ikke, at der var baggrund for at fravige princippet om "først til mølle", uanset at vidnet qua sin ledelsesfunktion havde deltaget på vegne af parten i de for sagen afgørende drøftelser og beslutninger. Et forbehold i et processkrift om at ville føre et vidne ligestilles efter praksis med en egentlig begæring. Det er åbenbart, at forbeholdet må være relativt klart. Der kan således ikke tages forbehold om at føre en større ubestemt kreds af personer som vidner, hvorved modparten i realiteten ville blive afskåret fra at indkalde vidner. Trykt retspraksis på dette område er begrænset, men Vestre Landsret har netop beskæftiget sig med spørgsmålet i en kendelse i en arbejdsskadesag fra marts 2009 (foreløbigt utrykt). Arbejdstageren havde i stævningen opfordret arbejdsgiveren til at oplyse navne og adresser på de personer, der arbejdede sammen med arbejdstageren på ulykkesdagen og havde fremsat begæring om at afhøre kollegaer, hvis navne ville blive nærmere bestemt efter, at arbejdsgiveren havde besvaret opfordringen. Arbejdsgiveren oplyste navnene i sit svarskrift, men anførte samtidig, at han betragtede vidnerne som sine vidner, idet han bestred, at arbejdstageren ved at tage et generelt forbehold i stævningen kunne indkalde de personer, som arbejdsgiveren ønskede at afhøre. Ved kendelse af 20. marts 2009 lagde Vestre Landsret til grund, at arbejdstageren på ulykkestidspunktet kun havde arbejdet sammen med et begrænset antal kollegaer. Landsretten fandt endvidere, at det ikke kunne afvises, at arbejdstageren inden sagsanlægget ikke selv havde været i stand til over for sin advokat at angive, hvem der havde været på arbejde, da uheldet skete. Under disse omstændigheder fandt Landsretten, at arbejdstageren måtte anses som den, der havde fremsat anmodning om at føre vidnerne først, hvorfor arbejdstageren kunne føre de pågældende vidner. Afgørelsen er konkret begrundet og angiver ikke nærmere, hvorfor Landsretten finder, at arbejdstageren ikke selv havde været i stand til at oplyse navnene på de kollegaer, der var til stede på tidspunktet for ulykken. Kravene til de "undskyldelige omstændigheder" er så- 2
ledes ikke nærmere præciseret i kendelsen, men der skal dog formentlig en del til, før retten vil godtage en generelt formuleret begæring om førelse af vidner. Det er heller ikke nærmere præciseret, hvor bred en kreds af mulige vidner, som kan tillades, idet Landsretten blot anfører, at der var tale om et "begrænset antal". Kendelsen rejser umiddelbart flere spørgsmål, end den besvarer, men udvider formentlig anvendelsesområdet for princippet om "først til mølle". Parterne bør derfor på et meget tidligt tidspunkt i sagen overveje muligheden for at begære relevante vidner ført, uanset at disse ikke umiddelbart kan identificeres endeligt. Alternativer til adcitation Af advokat Mikael Delin og advokatfuldmægtig Mette Hygum Clausen Vurderingen af hvem, der i en konkret sag bliver pålagt at bære sagsomkostninger til adciterede er forbundet med betydelig usikkerhed. Retspraksis har alene i begrænset omfang bidraget til afklaring heraf. Det er derfor væsentligt i hver enkel sag at overveje alternativer til adcitation. Udgangspunktet i dansk ret er, at den part ("adcitanten"), der inddrager tredjemand ("adciterede") i en retssag, selv må afholde sagsomkostninger forbundet med adcitationssagen, uanset om adcitanten bliver frifundet i hovedsagen, jf. U.2006.2052H. Som anført i artiklen, Adcitation og sagsomkostninger fra juni 2008 læs artiklen her, gælder der visse modifikationer til dette udgangspunkt. Seneste afgørelse på området - Højesterets dom af 9. maj 2009 - er i overensstemmelse med udgangspunktet, men bidrager herudover kun i begrænset omfang til en nærmere afklaring af praksis. Vurderingen - ikke mindst den indledende vurdering på tidspunktet for adcitationen - af hvem, der i en konkret sag vil blive pålagt at betale sagsomkostninger til adciterede, er derfor forbundet med betydelig usikkerhed. Som følge af denne usikkerhed og de betydelige omkostninger, der kan være forbundet med at inddrage en ekstra part i en sag, selv hvis sagen vindes, er det væsentligt at overveje alternativer til adcitation i den konkrete sag. 3
Afgørelse af enkelte retlige spørgsmål (delafgørelse) inden adcitation: Kan behandlingen af et enkelt retligt spørgsmål afslutte sagen, vil en delafgørelse være hensigtsmæssig. Er der således tale om en sag, hvor adcitation alene er relevant, hvis retten når frem til, at et forhold ikke kan gøres gældende (f.eks. forældelse mv.), vil det ofte være muligt at anmode retten om, at forberedelse og afgørelse foreløbigt begrænses til den del af sagen, jf. Retsplejelovens 253, stk. 1 og stk. 2. Afsluttes sagen ikke herved, kan adcitationsstævning om nødvendigt indgives efterfølgende. Hvis sagen afsluttes ved afgørelse af delspørgsmålet spares udgifterne til adciterede. Underretning om sagen (procesunderretning): Underretning til tredjemand om, at sagen mellem sagsøger og sagsøgte verserer, samt en opfordring til at varetage sine interesser i sagen, er et muligt alternativ til adcitation. Herved opnår sagsøgte imidlertid ikke en endelig afgørelse af mellemværendet mellem sagsøgte og tredjemand, eller at mellemværendet vil blive afgjort i overensstemmelse med dommen i sagen mellem sagsøger og sagsøgte. Virkningen af procesunderretningen er derimod, at den underrettede ikke i en senere sag kan komme med faktiske oplysninger, som han kunne have fremkommet med i sagen, hvor denne var procesunderrettet, og som må antages at kunne have en betydning for afgørelsen heraf. Påberåbelsen af oplysninger afskæres dog formentlig alene, såfremt undladelsen af at komme med oplysninger har afskåret parten fra at benytte disse oplysninger i den første sag. Den procesunderrettede vil derfor i nogle tilfælde kunne nægte at bidrage til blandt andet oplysningen af sagen, hvorfor anden sagkyndig bistand for eksempel kan være nødvendig. En sagkyndig erklæring - for eksempel en skønserklæring indhentet i den oprindelige sag mellem sagsøger og sagsøgte - vil normalt blive tilladt fremlagt i en efterfølgende sag mod den procesunderrettede, idet denne har haft mulighed for at få indflydelse herpå. En procesunderrettet kan vælge at indtræde i sagen som biintervenient til støtte for en parts standpunkt for eksempelvis at formindske sin egen risiko for at blive mødt af et efterfølgende regressøgsmål. En biintervenient er i modsætning til adciterede ikke part i sagen, hvorfor udgangspunktet er, at biintervenienten ikke tillægges eller pålægges sagsomkostninger. Også på dette område er retspraksis forsat præget af betydelig usikkerhed i forhold til hvilke forhold, der kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet. Denne praksis er gennemgået nærmere i artiklen U.2009B.74 af advokat Rasmus Mandøe Jensen, Plesner. Læs artiklen om biintervenientens omkostningsmæssige retsstilling her. 4
Procesaftaler: Kan en potentiel adcitant og adciteret blive enige om at indgå en procesaftale, er ovennævnte tiltag overflødige. Procesaftaler er således langt at foretrække. Herved sikres, at sagsøgte får adgang til tredjemands oplysninger og sagkundskab, og at forholdet mellem sagsøgte og tredjemand afgøres endeligt med dommen mellem sagsøger og sagsøgte. Spørgsmålet om omkostningerne forbundet med sagens behandling aftales direkte mellem parterne og vil typisk kunne begrænses, idet selve sagens forberedelse og forhandling ofte i høj grad vil kunne varetages af en advokat på vegne af begge parter. En procesaftale - og navnlig en aftale om omkostninger - vil være i både den potentielle adcitant og adciteredes interesse. Som nævnt ovenfor er udgangspunktet, at adcitanten selv skal afholde omkostninger forbundet med adcitationen, uanset om adcitanten bliver frifundet i hovedsagen, jf. U.2006.2052H. De omkostninger, som adcitanten måtte blive tilkendt, skal som udgangspunkt sendes - typisk fuldt ud - videre til adciterede. Adcitanten risikerer således at skulle afholde egne omkostninger til advokatbistand fuldt ud, selvom han reelt vinder retssagen. Dømmes adcitanten og frifindes adciterede, vil adcitanten blive pålagt at betale omkostninger til både sagsøger og adciterede. Også adciterede påtager sig imidlertid en stor risiko. Dømmes adciterede og finder retten, at en af undtagelserne til ovennævnte udgangspunkt finder anvendelse (hvilket typisk vil være tilfældet i produktansvarssager, hvor sagen vedrører det samme mangelfulde produkt i alle led), vil adciterede blive pålagt at afholde omkostninger både til sagsøger og adcitanten samt eventuelt øvrige adciterede før ham (hvis hele kæden dømmes), jf. FED 1994.906V og FED 2007.290. Antallet af parter i sagen vil kunne have stor betydning for behovet for udveksling af (flere) processkrifter, antal retsdage mv. Det bør derfor yderligere overvejes, om indgåelsen af en procesaftale kan være med til at begrænse størrelsen af de omkostninger, som parterne kan risikere at blive pålagt at betale til modparten. Procesaftalerne skal udformes klart og præcist, så der ikke efterfølgende opstår tvivl om rækkevidden heraf. Hvilke alternativer til adcitation, der er relevante, afhænger af den konkrete sag og blandt andet af, i hvor høj grad tredjemand er samarbejdsvillig. Nægter tredjemand at samar- 5
bejde, er adcitation ofte hensigtsmæssig, men bør i hvert enkelt tilfælde sammenholdes med risikoen for at blive pålagt at betale forøgede omkostninger. Kontakt vores advokater på telefon 33 12 11 33, eller på nedenstående e-mail adresser: Partner, Advokat Torben Bondrop Partner, Advokat Peter Fogh Partner, Advokat Peter Wengler-Jørgensen Partner, Advokat Jens Jordahn Partner, Advokat Peter Schradieck Associeret partner, Advokat Søren Vagner Nielsen Advokat Mikael Delin Advokat Charlotte Hasseris Iversen Advokat Michala Bylov Rath Advokat Jakob Skram-Jensen Advokat Niklas Korsgaard Christensen Advokat Marie-Louise Fahrner Advokat Maygan Mike Lundgaarde Advokat Klint Klingberg-Jensen tbo@plesner.com pfo@plesner.com pwj@plesner.com jjo@plesner.com psc@plesner.com svn@plesner.com mde@plesner.com chi@plesner.com mra@plesner.com jsj@plesner.com nkc@plesner.com mlf@plesner.com mlp@plesner.com kkj@plesner.com 6