Forebyggelse af tandlægeangst hos børnetandlægen Nana Katrine Barkholt, 10/6-13 DKTE modul 1-3, år 2012-2013 Vejleder: Lektor, PhD Nuno Vibe Hermann, Pædodonti og Klinisk Genetik, Odontologisk Institut, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet.
Indholdsfortegnelse Indledning/ problemformulering s.3 Metodeafsnit s.3 Motivationen, historie fra hverdagen s.4 Frygt, angst og fobi: definition s.5 diskussion s.6 Behandlingsstrategier for forebyggelse af tandlægeangst s.8 Konklusion s.15 Litteraturliste s.16 2
Indledning/problemformulering I min opgave ønsker jeg at sætte fokus på, hvordan vi, i vores daglige virke som børnetandlæger, bedst muligt kan forebygge tandlægeangst. Jeg har en forestilling om at langt de fleste tandlæger, der arbejder specifikt med børn, allerede kender de grundlæggende teknikker og benytter dem hver eneste dag. Alligevel har jeg et ønske om at lære mere om forebyggelse af odontofobi og formidle min viden videre til mine kollegaer og medkursister via min opgave. I min opgave vil jeg inddrage personlige erfaringer fra klinikken, der har gjort indtryk på mig og inspireret mig til at beskæftige mig med netop dette emne. Jeg vil også se nærmere på definitionen af begreberne angst, frygt og fobi, og blive klogere hvordan disse tre fænomener eventuelt adskiller sig fra hinanden. Sidst, men ikke mindst, vil jeg beskæftige mig med forskellige tilgange til den gode tandbehandling, der sigter efter, så vidt muligt, at undgå udviklingen af tandlægeangst hos børn. Metodeafsnit Opgaven baserer sig primært på et litteraturstudie omfattende artikler og lærebøger, samt retningslinjerne udstukket i Aalborg kommunale tandpleje om Tryghed i Tandplejen. En mindre del af opgaven består af uddrag af personlige oplevelser på klinikken. Litteraturen er fundet ved at søge i PubMed og på Århus Statsbibliotek. Ud fra den læste litteratur har jeg herefter diskuteret og konkluderet på hvad man i sin dagligdag kan gøre for at forebygge tandlægeangst hos børn. 3
Motivationen, historie fra hverdagen Tematikken tandlægeangst er noget af det jeg synes der gør vores job allermest spændende og betydningsfuldt, men det udfordrende aspekt kan til tider gå hen og gøre arbejdet opslidende og drænende. Jeg har mange oplevelser med ængstelige børnepatienter, både gode og dårlige, så det er svært at vælge, MEN - - Én af de oplevelser, der har gjort stort indtryk på mig var behandlingen af Rebekka (R), en 16- årig pige jeg aldrig havde mødt før. R havde fået tid hos mig til cariesbehandling mesialt i +6 efter undersøgelse ved vores tandplejer. Allerede da R kom ind af døren kunne jeg mærke at denne behandling måske ville blive en udfordring. Sammen med R kom både hendes mor og mormor, begge var, efter eget udsagn, med for at støtte hende. Jeg bød indenfor på klinikken, præsenterede mig selv og min klinikassistent. Herefter bad jeg nu R sætte sig i tandlægestolen, og fortalte at jeg gerne ville starte med at snakke lidt sammen. R satte sig tøvende i stolen og udstrålede stor modvilje mod hele situationen. Jeg forsøgte at få øjenkontakt uden det store held og begyndte lige så stille at etablere kontakt ved at spørge ind til ufarlige ting, som skolen og den kommende ferie. Nu så R lidt mere afslappet ud, men da jeg spurgte om hun vidste hvad vi skulle lave i dag, gik hun hurtigt tilbage i forsvarsposition og sagde (næsten råbte), med tårer i øjnene, at hun skulle i hvert fald ikke bedøves!! Da hullet var af en vis størrelse og muligvis tæt på pulpa, var jeg ikke indstillet på at skulle gennemføre en behandling uden bedøvelse. Jeg forklarede R mine overvejelser og spurgte ind til hendes tidligere oplevelser ved tandlægen. Hun fortalte at hun lige siden hun var lille havde været bange, at det ofte havde gjort ondt ved tandlægen og at hun med tiden havde lært ikke at stole på os. Jeg fortalte R og hendes pårørende at jeg ikke ville lave tanden i dag alligevel, men i stedet bruge tiden på at forberede, og aftale hvordan behandlingen skulle foregå, næste gang. R virkede meget overrasket og lettet, og tog aktivt del i de forberedende faser herefter. Vi 4
brugte resten af tiden på at gennemgå og vise de forskellige faser af tandbehandlingen, med særligt fokus på bedøvelsen. Jeg sendte R hjem med en simpel vejrtrækningsøvelse og en ny tid til behandling. Ved næste møde, var der ikke længere noget aggressivt eller negativt i R s fremtoning, om end hun stadig var meget nervøs. Jeg spurgte ind til hvordan R havde det, beroligede hende med at det var helt normalt stadig at være nervøs og roste hende for at komme tilbage på klinikken, velvidende hvad der nu skulle ske. Ved hjælp af vejrtrækningsøvelser, pausetegn og løbende instruktion fra min side, lykkedes det at gennemføre behandlingen, til begges tilfredshed. Efter behandlingen udbrød R at det var første gang en tandlæge havde holdt sine løfter og ikke løjet for hende! For R var det en hjælp at få information og en pause derhjemme, hvor det måske kunne have haft den modsatte effekt på en anden patient, der ville vende tilbage endnu mere nervøs næste gang. Rebekka var en af solstrålehistorierne, hvor det gik godt uden den helt store indsats. Andre gange går det jo på ingen måde lige så nemt uden man altid ved hvorfor, eller hvor, det går galt Frygt, angst og fobi: Definitioner Frygt er en naturlig reaktion og følelse, som alle børn oplever. Frygten er med til at øge børnenes modstandskraft og styrke deres generelle udvikling. Frygt er alderssvarende, genstanden og udtrykket for frygten ændrer sig gennem barndommen. En grov inddeling af typiske årsager til frygt lyder som følger: 9 mdr.-2 år: høje lyde og separation fra forældre, 2-4 år: fantasifigurer og dyr, omkr. 4 år: begynder frygten for mørke at opstå, 5-6 år: sociale sammenhænge og skole. Fra 6 år og opefter kan den sociale frygt fortsætte og børnene kan begynde at opleve frygt for uheld, død, naturkatastrofer o. lign. (Weinstein and Nathan, 1988). 5
Angst er en form for ikke aldersvarende frygt. (Weinstein and Nathan, 1988). Angsten er ofte mere irrationel end frygt og følelsen er sværere at overkomme. Angst kan være specifik eller generel. Frygt kan nogle gange føre til udviklingen af angst (Huang et al., 2011). Fobi dækker over en tilstand, hvor angsten hæmmer almindelig udfoldelse af livet i dagligdagen og/eller er til skade for individet. (Weinstein and Nathan, 1988). Dette citat giver et eksempel på hvordan vi skelner mellem frygt og fobi. When a 3-year-old boy is greeted suddenly by an unfamiliar barking Saint Bernard dog and tries to hide behind his father s legs that, too is normal fear. But when an 11-year-old child refuses to get on an elevator or a 6-year-old refuses to leave the house because he or she might see a bird or a dog, that is a phobia (Dupont, 1983). Diskussion Angst og fobi kan i nogle tilfælde sidestilles, hvorimod dette ikke er tilfældet med begrebet frygt. Ikke desto mindre vil man i megen litteratur finde en tilfældig brug af ordene, og mange vil ikke skelne mellem de forskellige tilstande og deres ætiologi (Salem et al., 2012). Fobi for tandlæger, også kaldet odontofobi vil ofte medføre udeblivelse fra tandpleje og behandling. I sidste instans medfører dette risiko for skader på tænderne og eventuelt almen tilstand. Den forudgående angst alene kan medføre lavere smertetærskel og øget postoperativ smerte (Huang et al., 2011). Dette er vigtigt at holde sig for øje i arbejdet med utrygge patienter. (Huang et al., 2011). Ved vanskeligheder i behandlingen af yngre patienter er det altid værd at overveje om barnets reaktion kan skyldes almindelig udviklingsbetinget frygt. For mindre børn med separationsangst kan en pause på nogle måneder inden næste besøg på klinikken alene løse problemet. I andre tilfælde, vil der være behov for en aktiv bearbejdning af en angst eller fobi, der ikke automatisk vil gå i sig selv i takt med barnets udvikling. For nogle børn med 6
decideret angst, vil udskydelse af behandling ikke blot være nyttesløs, men ligefrem kunne forværre tilstanden. Hos disse patienter vil angsten bygges op i perioden op til behandlingen, og ventetiden opleves værre end selve behandlingen (Weinstein and Nathan, 1988). Nedenfor ses Klingbergs skematiske opdeling af de forskellige begreber knyttet til odontologien fra (Klingberg et al., 2009). Tandlægefrygt: Relaterer sig til et specifikt objekt. Repræsenterer reaktionen overfor specifikt eksternt truende stimulus. En normal følelsesmæssig reaktion Tandlægeangst: Ikke knyttet til en genstand, en mere non-specifik følelse af ængstelse. Repræsenterer en tilstand hvor individet er på vagt og forberedt på at der skal ske noget. Associeret med mere atypiske tilstande/reaktioner Odontofobi: En svær form for tandlægeangst. Karakteriseret ved en svær og vedvarende frygt for adskillige situationer/genstande. Resulterer i undgåelse af nødvendig tandbehandling, eller at disse kun gennemføres med en følelse af rædsel. Forstyrrer daglige rutiner og sociale liv i alvorlig grad Behandlingsvanskelighed (dental behavior management problems) Defineret som manglende kooperation og forstyrrende adfærd, der vanskeliggør, eller umuliggør, tandbehandling Det er vigtigt at huske at vanskelig adfærd ikke altid er udtryk for frygt/angst eller fobi, og at disse tilstande også kan være til stede hos børn, der ikke er vanskelige at behandle! (Klingberg et al. 2009). Den multifaktorelle tandlægeangst model. I Aalborg tandpleje arbejder vi ud fra en forståelse af at 1) tandlægeangst har man mere eller mindre skiftende over tid og at 2) tandlægeangst kan have mange årsager. Nogle faktorer har man som behandler selv indflydelse på, og andre faktorer ligger uden for behandlerens rækkevidde. Faktorerne inddeles i disponerende, 7
opretholdende, beskyttende og udløsende faktorer. (Bagger et al., 2007) En anden, og supplerende, måde at inddele årsagsfaktorer er i tre hovedgrupper: 1) Personlige: Modenhed/alder, temperament, psykiatriske problemer, dagsformen. 2) Eksterne/familiære: viden og holdning i familien, socioøkonomiske status. 3) Dentale: smertefuld behandling, tab af kontrol (Klingberg et al. 2009). Hvis man som behandler oplever et barn, hvor der er massive behandlingsproblemer kan det være nyttigt at danne sig et overblik over, hvilke faktorer der spiller ind i forhold til det enkelte barns behandlingsproblemer (Bagger et al., 2007). Behandlingsstrategier for forebyggelse af tandlægeangst En overordnet pointe vi skal huske på for at opnå vellykket børnetandpleje er at vi som behandlere altid skal huske at se hele barnet frem for hovedsageligt at have fokus på tanden eller behandlingen, der skal udføres. Det er vigtigt at huske at der nogle gange kan opnås kooperation til en behandling, uden at angsten er behandlet eller taget korrekt hånd om. Hvis ikke vi forholder os til dette risikerer at en eventuel angst vil være forstærket efter behandlingen er overstået. Dette sker højst sandsynligt som barnets reaktion på følelsen af tabt kontrol (Weinstein and Nathan, 1988). Jeg tror dette kan have været tilfældet med Emilie (E) på 11 år. Da jeg læste i journalen kunne jeg se at der var flere notater om at E var bange for at gå til tandlæge. For ca. 1 år siden blev det vurderet af en erfaren tandlæge af 03+03 skulle ekstraheres pga. risiko for resorption på 2+2. Forældrene og E blev informeret om dette og der blev givet ny tid. I mellemtiden ringede far og sagde at E var meget nervøs og derhjemme mente de måske at E havde brug for noget beroligende i forbindelse med ekstraktionerne. Der blev sat tid af til en snak om dette. Jeg kan ikke læse i journalen hvad man her kom frem til. Der bliver nu givet ny tid hos en anden tandlæge E ikke har mødt før. Da E og hendes forældre møder op til ekstraktion vurderer denne tandlæge at der ikke er brug for lattergas eller 8
præmedicinering og ekstraktionerne gennemføres med hiv og sving og nogen gråd. Da jeg et år senere møder E. til en kontrol af 3 ernes frembrud, har hun allerede ude i venteværelset helt røde øjne. Da vi når ind på klinikken bryder hun ud i gråd og vil ikke sætte sig i stolen. Far fortæller at E har haft ondt i maven og svært ved at sove flere dage op til besøget, og at de har været nødt til at aflyse flere gange op til i dag. Efter en lang snak og tilvænning svarende til den jeg normalt ville give en treårig, lykkes det E at sætte sig i stolen. Vi aftaler at E. skal komme igen og fortsætte herfra indtil hun igen får mod på at komme til tandlægen. Jeg er meget spændt på hvad der kommer til at ske med E. herfra, men håber det kan lykkes at gøre E. tryg ved tandplejen igen. Et besøg i tandplejen er altid en ny og individuel situation. Det er ikke muligt at anvise en standard metode til at kommunikere med alle børn. Tandplejeteamet vil derfor have stort udbytte af at benytte metoder, der kan tilpasses det enkelte barn (Bagger et al., 2007). Selvom vi ikke har en kogebog til garantere den optimale behandling hver eneste gang, har vi som behandlere et arsenal af mange forskellige redskaber og teknikker til vores rådighed. I det følgende afsnit vil jeg kort berøre nogle af disse. Det er i sidste instans altid op til den enkelte behandler at vurdere, hvad der fungerer bedst for ham eller hende, men jeg tror det er vigtigt i nogen grad at være bevidst om hvilke teknikker vi bruger, og på hvem. Aalborg kommunes tandpleje har siden 2006 arbejdet med projektet Tryghed i tandplejen (herefter forkortet TIT). I forbindelse med projektet blev der bl.a. foretaget to spørgeskemaundersøgelser. Her fandt forfatterne at 8 ud af ti børn er trygge ved at gå til tandlæge. Formålet med TIT-projektet er at øge dette tal så meget som muligt. I vores klinikbog, der er tilgængelig for alle ansatte via intranet, er nogle af grundstenene for god tandbehandling nedfældet. Som nyansat bliver man introduceret for materialet og tilskyndet til at holde sig opdateret. Målet er at den behandling vi hver især yder på klinikkerne, afspejler 9
den overordnede holdning i tandplejen, nemlig at besøg i tandplejen skal være en tryg oplevelse. Hele personalegruppen har derfor fokus på kontaktetablering med patienten, da dette er forudsætningen for et fortsat godt samspil under besøget. Hvis der ikke kan etableres kontakt, er det et uheldigt udgangspunkt for at fortsætte undersøgelsen eller behandlingen og det skal overvejes, om barnet hellere skal tilbydes et nyt besøg. Det er individuelt hvad der skal til for at etablere kontakten til barnet. Nogle behandlere har gode erfaringer med f.eks. at henvende kontakten til forældrene, hvis barnet er tilbageholdende. Andre har gode erfaringer med at kommentere barnets identitetsmarkører (Bagger et al., 2007). Kontaktetableringen fordrer et trygt miljø for barnet på klinikken. Det trygge miljø opstår både fysisk, fx i form af børnevenlige omgivelser med legetøj, men også som følge af brugen af stort set alle de teknikker jeg kommer ind på i afsnittet nedenfor. Fx kommunikation, ikke mindst den nonverbale i form af kropsprog, og udvisning af empati (Weinstein and Nathan, 1988) og (Klingberg et al., 2009). Det trygge miljø forstærkes ved at barnet har flere smertefrie besøg på klinikken, før en evt. ubehagelig behandling foretages. Nogle artikler beskriver ligefrem at barnet på denne måde vaccineres mod tandlægeangst og beskyttes mod at opleve/udvikle angst, hvis det skulle opleve smerte eller traumatiske oplevelser ved et senere besøg. Dette vaccinations -fænomen kaldes også latent hæmning. Et billede på dette kan være at opfatte barnets oplevelser i tandplejen som en bankbog. Positive experiences represents savings, while negative experiences are synonymous with withdrawals. When the day comes that the child must face an unpleasant experience in the dental chair, his or her coping ability depends on the account status (Klingberg et al., 2009). Fokus på tid og rytme er også en vigtigt faktor i samspillet. Vi ved at det fremmer trygheden under et tandlægebesøg, hvis der er god overensstemmelse mellem barnets og behandlerens tempo. Ofte er det en god ide at anvende turtagning når vi i dialog med barnet. Det er afgørende, men kan være svært, altid at vente på barnets svar eller 10
reaktion før vi fortsætter med det næste spørgsmål/punkt. I Aalborg arbejder vi også jævnligt med anerkendelse og anerkendende kommunikation. Allerede I kontaktetableringen kan vi fremme trygheden ved anerkendende at bemærke identitetsmarkører, så som de blinkende sko eller batman-trøjen. Anerkendelse kan også komme til udtryk som ros undervejs i besøget, som her beskrevet i kombination med instruktioner. Fear-related behaviors were lowest after the use of direction and reinforcement. Specific feedback resulted in less fear-related behavior than general positive behaviors should be reinforced, while negative behaviors are ignored (not criticized) (Weistein). I TIT-skriftet står der også at vi som behandler skal huske at have fokus på definitionsmagten, dvs. hvem der afgør hvad der skal ske i løbet af en konsultation, da det langt oftest, hvis ikke altid, bør være os. Hvis behandleren bruger definitionsmagten på en god og hensigtsmæssig måde kan det fremme trygheden under besøget. Et eksempel kan være at tandlægen har bestemt, at tandbehandlingen skal gennemføres samtidigt med at barnets behov for pauser bliver tilgodeset. Her er det samtidig en god ide at have fokus på afstemning af intentioner, så patient og forældre ved hvad de kan forvente - skal der laves flere huller samme dag, eller kun et (Bagger et al., 2007). Det er også en god ide at tænke over barnets følelse af kontrol, eller mangel på samme, særligt under den aktive del af besøget. Tandlægen kan beholde definitionsmagten og samtidig sikre at barnet har en følelse af kontrol ved at give præcist formulerede pseudovalg. Barnet kan fx få valget mellem selv at hoppe op i stolen overfor at lade en forælder hjælpe, eller om tandlægen først skal tælle tænderne i overmunden eller undermunden. Denne måde at formulere sig vil give barnet en følelse af at være medbestemmende og dermed føle øget kontrol over situationen. At tage stilling til pseudovalg vil ofte fremme barnets evne til at kooperere (Weinstein and Nathan, 1988). Det kan være en stor hjælp at lade barnet deltage aktivt i visse dele af behandlingen, fx holde spytsuget fast på maven. En lille ting som dette kan være med til at opfylde yngre børns behov for at vise hvad de kan og styrke deres vilje og evne til at samarbejde. Hos lidt ældre børn kan 11
det give følelsen af at være vigtig for behandlingen og at deltagelsen i denne er frivillig. Acknowledgement of the child s subjective experience is extremely important, perhaps more important than doing anything else when the child feels distressed. Recognition that the child is fearful is important (Weinstein and Nathan, 1988). Selvom vi som behandlere anerkender barnets på dets holdning, behøver det ikke betyde at vi nødvendigvis er, eller skal være, enige. Det vigtigste er at vi anerkender barnets ret til at have sin holdning og ikke blot affærdiger den eller dømmer den som usand, som det måske er sket her Han blev ked af det under lakeringen og græd. Tandlægen sagde han var pylret og at det ikke gjorde ondt (Bagger et al., 2007). Generelt skal man overveje både mængde og form af information, der gives, før, undervejs og afsluttende på ethvert besøg. Det er meget vigtigt at informationen gives på en alderssvarende, og aldrig på en nedladende, måde (Klingberg et al., 2009). I en undersøgelse lavet i 2007 af Davies på 62 engelske børn i alderen 9-11 år blev det fundet at information om kommende sanseindtryk (lyd, tryk, kilden mm) blev opfattet som angstnedsættende og beroligende. I like being warned if there s gonna be a loud noise cos I m scared of loud noises. Girl 10-years-old, high dental anxiety (Davies and Buchanan, 2007). En anden vigtig ting at informere barnet, og evt. ledsager, om er strukturen for besøget, især tidsperspektivet! Nogle gange vil den simple information om, hvor lang tid en given behandling vil vare, være nok til at hjælpe barnet med at kunne håndtere og gennemføre denne uden problemer (Weinstein and Nathan, 1988). Tell-show-do-teknikken (TSD) er et populært redskab til at give trinvis og let forståelig information om hvad der skal til at ske. Informationen foregår, som navnet antyder, både mundtligt, visuelt og fysisk. Davies undersøgelse viste at teknikken i høj grad blev vurderet positivt af børnene. Dog skal det tilføjes at nogle børn ikke mente at TSD var en hjælp, og ligefrem kunne forøge deres angstniveau; data fra deres interviews tydede på at dette mest knyttede sig til det at se 12
instrumenterne, snarere end den mundtlige information. Denne iagttagelse kan knytte sig til de to vidt forskellige karaktertræk meget tyder på, der findes hos patienter i alle aldre. Den ene gruppe kalder Davies for monitors og den anden for blunters. Monitors prefer receiving information regarding their treatment, whereas blunters avoid information and prefer distraction (Davies and Buchanan, 2007). Frit oversat kan de to karaktertyper på dansk kaldes overvåger og aflukker. En anden artikel beskriver det psykologiske aspekt bag disse begreber: Monitoring and blunting have been identified as two key psycological coping styles for dealing with health threats (Buchanan and Niven, 2003). Især børn af aflukker -typen vil have gavn af fx drømmerejser (og/eller hypnose), at der er detaljerige plakater i loftet eller spiller film/musik på klinikken. Dette er eksempler på redskaber der kan bruges til den teknik, der overordnet kaldes blunting eller distraheringsteknikken. Børn af aflukker -typen, vil muligvis hyppigere opleve en gavnlig effekt ved anvendelse af lattergas, i forhold til børn af overvåger typen, der meget gerne vil følge med i alt hvad der foregår (Davies and Buchanan, 2007). I samme undersøgelse svarede næsten halvdelen af børnene at muligheden for at give et pause-signal mindskede bekymringer, stress og ubehag. You feel really nervous, and sometimes it takes quite a long time. So it s just a lot better with a break. Girl 9 years, medium DA (Davies and Buchanan, 2007). Meget tyder på der i alle aldersgrupper er flere patienter, der er overvågere end aflukkere, og dette er fint i tråd med resultater fra en engelsk spørgeskemaundersøgelse, hvor 102 tandlæger svarede at de oftest brugte monitoring metoder som fx TSD frem for teknikker for blunting (Buchanan and Niven 2003). Desensibilisering er en overordnet term for det vi håber på at opnå ved fx at anvende TSD, empati, guidet vejrtrækning, distrahering og suggestion/drømmerejse (og/eller hypnose). I denne sammenhæng tjener alle disse redskaber til at gen-tilvænne barnet, når det er begyndt at blive utryg eller udvise angst. Med andre ord ønsker vi at mindske barnets 13
hypersensitivitet igen og undgå en permanent tilstand af angst eller udviklingen af en fobi. Alle teknikkerne kan naturligvis også anvendes præventivt i det daglige arbejde. Modelling er en anden teknik som mange børnetandlæger bruger. Metoden kan i nogle tilfælde fungere som en positiv del af et tilvænningsforløb, og medvirke til at forebygge, eller mindske, frygt for det ukendte. Teknikken går ud på at barnet inden behandling får lov at se en optagelse af et trygt barn, der koopererer til tandbehandling udført af en venligt udseende tandlæge. Til daglig foregår modelling også inddirekte, eller aktivt tilvalgt, ved at barnet ser en søskende eller kammerat (helst af samme køn) gennemføre en behandling (Moore, 1990) og (Weinstein and Nathan, 1988). Inden denne teknik anvendes skal man kraftigt overveje om barnet har udvist tegn på at være en overvåger eller en aflukker, hvis man har mistanke om sidstnævnte, skal man afholde sig fra modelling, da den kan give bagslag og resultere i øget angst inden barnets egen behandling (Moore, 1990). Farmakologisk behandling af tandlægeangst er et opgaveemne i sig selv og jeg vil derfor ikke gå i detaljer med det her. Blot vil jeg nævne at den farmakologiske behandling sjældent kan stå alene, da den ikke nødvendigvis fjerner årsagen til angsten eller ruster barnet til at kunne klare fremtidig tandpleje uden. Ved risiko for smerte under behandlingen bør farmakologisk behandling som lattergas og benzodiazepiner (næsten) ALTID bruges i kombination med lokalanalgetika. I samme åndedrag vil jeg afsluttende understrege vigtigheden af altid at forsøge at opnå smertekontrol! En af de hyppigst angivne årsager til tandlægeangst/frygt er tidligere smertefulde tandbehandlinger (Klingberg et al., 2009). 14
Konklusion I vores job har vi udfordringen med, og fornøjelsen af, at skulle navigere simultant på flere forskellige faglige felter. Det ene aspekt af vores arbejde er det rent tandfaglige, herunder diagnosticering, teknik, materialevalg mm. Det er dette er det aspekt vi traditionelt, og langt overvejende, trænes i, i løbet af vores uddannelse. Det andet, efter min mening, mindst lige så vigtige, aspekt er det menneskelige. Jeg tror især det er her vi kan rykke noget i forhold til at forebygge tandlægeangst. Inden for området med sociale kompetencer har vi mange forskellige teknikker at støtte os op af og ty til, men jeg tror det vigtigste er det er sværest at lære eller tilegne sig, nemlig empati over for vores patienter. Denne kan både fremmes ved ro og evnen til at bevare overblik, såvel som ved at benytte teknikkerne på så autentisk en måde som muligt. Jo flere gange vi øver os på en bestemt måde at formulere os eller gribe en vanskelig situation an, jo mere naturligt falder det. Med tiden vil tilgangen måske blive helt inkorporeret i vores væremåde, frem for at være noget vi skal tænke os til og huske på. Nutidens børn er ikke så autoritetstro som, jeg har indtrykket af at, de har været tidligere og deres opførsel kan på mange måder være krævende for os og for udførelsen af vores arbejde. Mit håb er at nutidens børns væremåde og opdragelse i realiteten er med til at mindske forekomsten af tandlægeangst og fobier fremover, fordi flere børn tør ytre deres mening og sige fra. Med dette in mente, mener jeg dog stadig der er mange børn, der har brug for tydelig struktur og faste rammer, det skal vi hjælpe med at give dem på en god måde, der hvor vi kan nemlig på tandklinikken! 15
Litteraturliste Bagger M, Bangsbo G, Binderup T, Broch U, Clemmensen P, Wogelius P, Ørtoft V. Tryghed i Tandplejen. In: Tit Håndbogen. 2007; 10.6:18-32 Buchanan H, Niven N. Self-report treatment techniques used by dentist to treat dentally anxious children: a preliminary investigation. Int Jour of paed dent, 2003; 13:9-12 Davies E.B, Buchanan H. An exploratory study investigation childrens s perceptions of dental behavior management techniques. Int Jour of paed dent, 2007; 1: 1-12 Dupont RL. Phobias in children. J Pediatr 1983; 6: 999-1002 Huang D, Wun E, Stern A. Current treatments and Advances in pain and anxiety management. Dent Clin N Am, 2011; 55: 609-618 Klingberg G, Raadal M, Arndrup K. Dental Fear and behaviour management problems. In: Ped Dentistry-A clinical approach. 2009; 32-43 Moore R. Tandlægeskræk Klinisk relevante behandlingsformer. Tandlægebladet 1990; 2: 58-60 Salem K, Kousha A, Anissian A, Shahabi A. Dental fear and concomitant Factors in 3-6 year old children. Jour Dent res Dent clin Dent pros, JODDD, 2012; 6: 70-74 Weinstein P, Nathan P E. The challenge of fearfull and phobic children. Dent Clin N Am, 1988; 32: 667-690 16