Salpetermosen 10 Statusrapport over udgravningerne forud for anlæggelsen af supersygehus i Hillerød. November 2013 NFHA3070 KUAS j.nr.: 2012-7.24.02/NFH-0004 Af: Claudio Casati og Pernille Pantmann Folkemuseet - Frederiksgade 11, 3400 Hillerød - www.folkemuseet.dk Folkemuseet - Frederiksgade 11, 3400 Hillerød - www.folkemuseet.dk
Indledning Årets kampagne i Salpetermosen (NFHA3070-10) er i skrivende stund ikke afsluttet, resultaterne i nærværende rapport må anses for at være præliminære. Således mangler anlæg endnu at blive udgravet og prøver at blive sendt til analyse eller komme tilbage fra analyse. Ikke desto mindre er det allerede muligt på indeværende tidspunkt at afgøre, at udgravningen af felt 10, områdets arealmæssigt største felt, har leveret mange og meget varierede oplysninger og fund. Det udgravede bopladsområde ved Salpetermosen Syd 10 er beliggende sydvest for den egentlige Salpetermose. Området udgøres af en trekantet kile i det nordvestlige del af det udpegede område for opførelsen af supersygehuset ved Hillerød. Der er tale om et kuperet terræn med en række mindre forhøjninger og en række lavninger. Et klassisk billede af det landskab som den sidste istid har efterladt i denne del af Nordøstsjælland. Fig. 1 Oversigt over udgravningsfeltet i relation til topografien. Man fornemmer tydeligt at bosættelserne ligger på toppene omgivet af lavningerne. Udgravningsområdet markeret med rødt, moserne med brunt og bopladsområdet med gult. Vi var på forhånd bevidste om, at landskabets karakter med Salpetermose søen og de omkringliggende vådområder har haft afgørende betydning i oldtiden (Jf. følgeskrivelse til budget af 31. januar 2013). Det er tydeligt, at vådområderne har været en afgørende ressource ikke bare i 1
enkelte perioder, men igennem store dele af oldtiden. Det har derfor også været én af udgravningens omdrejningspunkter at få klarlagt forholdet imellem bopladser og vådområder. For bedst muligt at kunne belyse dette, har strategien så vidt muligt styret af fundspredning, fundkoncentrationer og evt. strukturer. Dertil kommer, at geologer fra GEUS udtaget pollenprøver, som kan bidrage til denne forståelse af det indbyrdes forhold imellem vådområder og bopladser. Det overordnede formål har været at opnå en dybere erkendelse af den nordsjællandske subsistensøkonomi i yngre romersk jernalder, da denne periode er markant repræsenteret i det område som felt 10 dækker. Vi har især været optaget af; dels hvordan vådområderne har været en integreret del af bopladsområderne og dels sammensætningen af knogler, der giver en direkte information om fødegrundlaget og brug af knogler og tak som redskabsmateriale. Desuden bidrager knoglerne med en indirekte information om landskabet, idet landskabet delvis afgør hvilken vægtning af husdyrhold man har haft (Kveiborg 2008). Bopladsområdet har givet mange strukturer; især er det værd at bemærke, at vi står over for sjældenheder i denne del af landet som eksempelvis hegnsforløb. Selvom det neolitiske indslag i dette område har været mere begrænset end først antaget, er det også netop forholdet imellem vådområde og boplads, der har været omdrejningspunktet, set i lyset af den tydelig forbindelse imellem boplads og vådområde jf. bopladsafsnit. Moserne På indeværende tidspunkt er der igangsat udgravning af tre ud af fem afdækkede moser, henholdsvis A450, A560 og A793 (sidstnævnte er dog kun sporadisk udgravet og skal således fortsættes næste år, idet denne mose fortsætter ind i udgravningsområde A3071). De to første ligger med en aflang forhøjning imellem sig, der rummer omfattende bopladsspor, som antageligt knytter sig til begge moser. Fig. 2 Dejligt gravevejr, men skidt for iagttagelserne. 2
Vejret har spillet en afgørende rolle for forløbet af udgravningen fra start indtil indeværende tidspunkt. Det har været en usædvanlig tør sommer efterfulgt af et ligeså tørt efterår, indtil ca. efterårsferien. Dette har betydet særdeles dårlige iagttagelsesforhold under muldafrømningen og stærkt udtørrede felter, der har vanskeliggjort både snitning af anlæg og efterfølgende registrering af anlæg/konstruktioner. Mange prioriteringer har derfor været foretaget på baggrund af vejret. Omvendt har vejret også betydet, at moserne ikke har været så fugtige, som de ellers ville have været, hvorved arbejdet her er blevet noget lettere. Inden vi påbegyndte selve muldafrømningen af moserne, soldede vi prøver fra jordbunkerne med henblik på at afgøre om soldning skulle indgå i vores metode. Pga. tørvekonsistensen tog det uforholdsvis lang tid, og vi besluttede derfor, at dette ikke skulle være en del af metoden fremadrettet. Samtidig gav soldeforsøget også en klar indikation af, at der ikke var fiskeben. Vi var i stand til at finde meget små fragmenter af brændt ben og de ubrændte ben var meget velbevarede. Manglen på fiskeben kan derfor ikke skyldes en grovkornet soldemetodik, men skal ses som udtryk for, at fiskeri må have spillet en meget underordnet rolle. Både A450 og A560 er blevet total fritlagt og dækker henholdsvis ca. 750 m 2 og ca. 520 m 2. På trods af intensive dræninger i begge moser var der i forundersøgelsen erkendt flere knogler fra dem begge. Hvilket understregede, at knogletilstanden var rimelig god på trods af denne dræning, hvilket også var årsag til at begge moser blev indstillet til udgravning. Ved fladeafrømningen blev fundrigdommen yderligere understreget af både knogler og keramik. Human påvirket flint er overraskende fraværende, forstået således, at der er fundet enkelte stykker, men langt fra i den mængde og af den sammensætning, vi ellers ofte finder i moserne. Disse moser adskiller sig således markant fra andre lokaliteter eks. NFHA 2616 Hareholm (Pantmann 2007). Begge moser er blevet udgravet simultant, hvorved vi har fået mulighed for løbende at studere forskelle og ligheder imellem de to. Og vi har hurtigt konstateret, at der er intensive fundhorisonter i begge moser. Visse steder er tale om egentlige kulturlag hen over tørvelagene. Disse kulturlag rummer tydeligt bopladsaffald, dvs. bearbejdede, knækkede eller skårede knogler i kombination med eksempelvis trækul, keramik, bearbejde benredskaber, glasperler etc. Fig. 3 En af flere meget fint bevarede glasperler. 3
Et fund af et helt, omend dårligt bevaret hundeskelet, satte alle disse fund i relief. Den hele hund viste sig at ligge på kanten af mosen og var ledsaget af et lerkar samt en svinekæbe og et kohorn. Fundet af en hund med ledsagende lerkar mm. har vi tolket som et sakralt fund, i lighed med andre fund af tilsvarende karakter fra samme periode (Becker 1971, Jennbert 2011). Desværre var hunden meget dårligt bevaret, men zoologisk bistand fra Statens Naturhistorisk Museum (SNM) i felten, kombineret med en hurtig analyse på SNM har allerede givet maksimale oplysninger, der gør, at vi fremadrettet kan sætte dette fund i relation til samtidige lignende fund. Moserne er udgravet i m 2 felter af hensyn til dokumentation af fundspredninger. Som tidligere omtalt har det været vigtigt at få afklaret mosernes relation til bopladsen, hvorfor profiler er udlagt flere steder for at kunne afklare dette spørgsmål. Det er lykkedes os at påvise den udstrakte brug af moserne, bl.a. via kulturlag, der visse steder overlejre tørvelagene, og dermed indikerer, at moserne på visse tidspunkter må have været rimelig tørre. Andre steder har vi iagttaget foranstaltninger, der skal tolkes som et forsøg på at stabilisere de sumpede områder ved, at man har lagt sten- eller gruslag. Således tyder et omfattende stenlag på en slags stenbro, hvor fundene ligger for enden, men ikke imellem stenene. Denne iagttagelse vil antageligt kunne sætte ældre tilsvarende fund af stensamlinger fra andre moser i relief. Størsteparten af fundene udgøres af den omfattende mængde dyreknogler, tilsyneladende fortrinsvis fra kvæg, men svin og får/ged er tilstede. Desuden er der et mindre indslag af jagt, i form af rådyr og mulig vildsvin. Disse foreløbige iagttagelser vil naturligvis blive zoologisk vurderet. Men fund af knogler fra de nordsjællandske jernalderbopladser er en sjældenhed (Aarsleff & Appel 2011: 52) og vi forventer os derfor store resultater, der vil kunne indgå i de samlede analyser af subsistensøkonomi og landskabsudnyttelse. Der er også en del keramik, men der er forskel på mængden og typen og derfor også på bevaringsgraden imellem de to moser. Især i A450 er keramikken generelt meget dårligt bevaret, hvilket til dels hænger sammen med, at det fortrinsvis er den grove og dårligt brændte bopladskeramik, der findes i denne mose. Benredskaber er ikke er helt så talrigt til stede i denne mose. Dog er der senest fremkommet et meget fint eksemplar af en ornamenteret tenvægt udført i knogle. I den sydøstlige ende af mosen er der et meget fundrigt og massivt mørk, gråligt sandet lag, der overlejrer moselagene. Et snit igennem tyder på en bred grøft med et muligt vegetationslag mod bunden, der kunne tyde på, at grøften i en periode har stået åben. Vi opererer nu med en teori om, at der kan være tale om et muligt Sarup anlæg. Der er ikke fund i grøften, men i et område op til er der gjort fund af flint, keramik, samt en slibesten, der kunne indikere neolitikum. Dette aspekt skal afklares inden for den nærmeste fremtid bl.a. med hjælp fra geologer fra GEUS, som har udtaget prøver fra grøften. Mose A560 har tydeligvis været meget knyttet til bopladsen, idet bopladsaktiviteterne ligger helt ned til kanten og visse steder overlejrer den, hvilket tyder på, at også denne mose har været delvis tørlagt i jernalderen. Dette understreges ved, at der i denne mose er fundhorisonter bestående af flere forskellige kulturlag, der overlejrer tørvelagene. Også denne mose har et klart sakralt fund, i 4
form af en lille, meget velorganiseret knogledynge, der indeholdt et hundehoved, samt nogle lemmeknogler også fra hund i kombination med en svinekæbe. Denne dynge er antageligt et udtryk for, at knoglerne har været indpakket i en bylt eller en pose ved nedlæggelsen. Selve det sakrale udtryk er anderledes end fra mose A450, men der alligevel ikke tvivl om den sakrale karakter, idet knoglerne ligger i en fin bunke, i stedet for at være spredt ud i laget, sådan som alle andre knogler er det. Men fælles for dem er, at de begge indikerer, at moserne har haft en praktisk hverdagsfunktion i kombination med den sakrale funktion, vel at mærke side om side. Fig. 4 Det sakrale fund af hundekranie, lemmeknogler og svinekæbe. Fig. 5 Eksempel på fint ornamenteret keramik Mosen A560 har rummet en mængde meget forskelligartede fund. Keramikken omfatter dels den dårligt brændte, uornamenterede og til dels dårligt bevarede type, men også den elegant formede, velbrændte og fint ornamenterede type. Der er i denne mose også fundet flere metalgenstande, herunder en fibel af endnu ukendt type og en romersk denar. Ravperler og bennåle samt fragmenter af 5-6 forskellige tre-lags kamme. Desuden har vi fundet en benskøjte, der ellers typisk dateres til vikingetid og middelalder. Endelig har vi i denne mose også en del lerklining, hvilket ikke er fremtrædende i A450. De to ovenfor omtalte moser er blevet gennemgribende undersøgt, om end de endnu ikke er afsluttede. Men dertil kommer mosen A793. Denne mose strækker sig over et meget langt forløb og 5
fortsætter derfor ind på et af de arealer, der først skal udgraves i 2014 (NFHA3071). Men den nordlige del har indtil videre givet mindst to meget fine knogledeponeringer af hver sin ko. Den ene ko er tydeligt opdelt i flere forskellige bunker og repræsenterer måske i virkeligheden flere køer (en zoologisk analyse skal be- eller afkræfte dette). Omkring nogle af bundterne ligger der i øvrigt sten. Fig.6 Den omtalte deponering af dyreknogler med sten omkring. Man aner en anden deponering i øverste venstre hjørne. Det er således tydeligt, at der er tale om en sortering og bundtning af knogler, der indikerer nogle overvejelser og handlinger, som man kan tolke som udtryk for ritualer. Dette forhold bliver yderligere understreget af en flækket træstamme, der ligger med den flade side opad og flugter med knoglerne med ca. 3 meters afstand, og med direkte kurs mod endnu en knoglebunke, (se nedenfor). Placeringen af den flækkede stamme kan tolkes som om den bevidst er placeret for at fungere som en bro i forbindelse med en deponering af knoglerne. Det skal indskydes, at der i denne mose er fantastiske bevaringsforhold for træ, og der således er mange naturlige grene og stammer. Men denne flækkede stamme, har ingen grene eller rodsystemer og ligger meget bevidst med den flade side opad. Desuden ligger den præcist helt op til kanten, hvor mosen begynder. Der er intet omkring knoglerne, der tyder på en datering, men i samme lag nogle meter mod vest er der fundet keramik af neolitisk karakter. I forlængelse af den omtalte flækkede stamme fremkom endnu en anden ko. Denne ligger dog i lidt lavereliggende, og må man antage, ældre lag. Den knogledeponering er også noget anderledes i sit udtryk, idet den ligger i en usorteret meget kompakt bunke, der tyder på, at knoglerne har været byltet og derefter smidt ud. Mange af knoglerne i denne knoglekoncentration er blevet flækket og /eller skåret. Om der her er tale om et sakralt fund eller om en måltidsrest er ikke umiddelbart til at afgøre. Netop dyreofringer/deponeringer på vådbund er et emne, som museet 6
påtænker at arbejde videre med i de kommende år, og derfor er fundene fra årets kampagne meget vigtige bidrag til disse studier. Heller ikke omkring denne knoglekoncentration er der fundet noget daterende, hvorfor vi i spænding afventer 14C dateringerne. Det skal dog tilføjes, at der i forundersøgelsen af den sydlige del af denne mose kom knogler, der er dateret til Maglemosekultur. Men ud over disse, har mosen vist et yderligere stort potentiale, som næste års udgravninger forhåbentlig vil kaste mere lys over, og forhåbentlig vil indslaget fra Maglemosekultur blive forøget. Fig. 7 Den flækkede stamme under udgravning. Flere af knogledeponeringerne ligger lige uden for billedet til venstre. Fig. 8 Den fjerde og muligvis ældre knogledeponering. Bopladsområdet. I det følgende gøres rede for de resultater, der indtil videre er opnået ved udgravningen af bopladsområderne. Per 01.11.2013 er der afrømmet og udgravet et areal på ca. 15.000 m2. Yderligere 2500 m2 bliver afrømmet og udgravet i løbet af november 2013, hvorefter bopladsområdet må anses for værende udgravet. Udgravningen har indtil videre frembragt en lang række vigtige resultater, som vil være med til at belyse bebyggelses mønsteret og ressource udnyttelsen i Nordøstsjælland. Der er påvist en lang række strukturer fortrinsvis fra yngre romersk jernalder og germansk jernalder, men der er også ældre strukturer i form af enkelte gruber fra neolitikum samt et enkelt to-skibet hus fra samme periode. Som allerede nævnt indledningsvis har udgravningen været hårdt plaget af tørke, hvilket har gjort iagttagelses- og udgravningsforholdene endog meget vanskelige. Dette til trods syntes der 7
at tegne sig et billede af et bosættelsesmønster som viser, at der på de små forhøjninger i landskabet har været placeret langhuse med tilhørende økonomibygninger. Vi har tidligere haft indikationer på at bebyggelsesmønsteret i Nordøstsjælland var således, (Aarsleff & Appel 2011, 51ff.), men denne udgravning er, blandt andet på grund af den større fladeafdækning og fundintensitet, med til at give os en ny viden om hvor mange samtidige gårdsenheder og hvor stort et ressourceområde der har været til rådighed. Generelt set er bevaringsforholdene på pladsen gode, men en mindre del af udgravningsfladen er stærkt nedpløjet og bevaringsforholdene i disse områder er derfor ikke optimale. Ligeledes har sommerens kraftige tørke og deraf følgende udtørring af fladen været til stor gene for afdækningen og udgravningen af fladen. Til trods for dette er der allerede fremkommet en del spændende resultater. Bebyggelsesstrukturer Det tidligste spor efter en bebyggelse i området, er fundet af en to-skibet konstruktion, på cirka 10 meters længde og 5 meters bredde. Der er tale om en to-skibet konstruktion med fire tagbærende stolper samt en del mindre stolper som udgør resterne af et vægforløb. Strukturen fremstod med lyse grå stolper som var meget diffuse hvorfor de da også først fremkom efter intensiv eftersøgning på den meget udtørrede udgravningsflade. Til trods for dette må vi anse huset for at være meget velbevaret med en del vægstolper. Fig. 9 en plan over det formodede neolitiske hus. Fra en tidligere udgravning i 2003, ved Lillevang, NFHA 1619, kender vi til en midt-sule konstruktion af samme type som den her omtalte. Udgraveren, Lea Meistrup-Larsen, angiver at huset havde en dimension på ca. 10 x 6 meter med fire tagbærende stolper langs midteraksen. En af 8
husets tagbærende stolper blev 14C dateret til 3348 f.kr. Indtil 14C dateringerne foreligger er det arbejdshypotesen, at huset fra Salpetermosen Syd 10 har samme datering. Inden for det udgravede område er der indtil videre ikke erkendt flere bygningsstrukturer fra neolitikum, men en egentlig udnyttelse af området i neolitikum giver sig til kende i det sydvestligste hjørne af udgravningsfeltet, hvor der i et område på cirka 40 x 20 meter blev afdækket et gråligt sandet lag med spredte fund af tildannede flintredskaber samt en del afslag og knuder. Der er tale om skiveskrabere samt skiveknive. I mosen A793 i den sydligste del af udgravningsområdet blev der, som tidligere omtalt fundet keramik af neolitisk karakter. Det kunne tyde på, at man skal eftersøge en neolitisk bosættelse i dette hjørne af området. Om dette område er en selvstændig lokalitet eller er en del af den lokalitet der blev erkendt sydøst for udgravningsområdet, Salpetermosens Syd 1, er endnu uklart, men vil forhåbentlig blive afklaret i 2014. Det neolitiske hus på Salpetermosen Syd 10 lå på kanten af et vådområde mod sydøst, (A337). Et træk som ikke kun kan tilskrives de neolitiske huse men også de udgravede jernalderhuse. Der er indtil videre erkendt 14 3-skibede jernalderhuse, alle med mellem 3 og 5 sæt tagbærende stolper. De er placeret på de små forhøjninger, som strækker sig fra den sydligste del af udgravningsfeltet til den nordligste del, dog med en mere intens bebyggelsesintensitet i det nordvestlige hjørne af udgravningsfeltet mellem moserne A450, A560 og A40, formodentlig på grund af nærheden til moserne i området. Fig. 10 Eksempel på et af de mange jernalderhuse. Her ses der flere gårdsenheder, som i mindst ét tilfælde sandsynligvis har været indhegnet. Der er tale om et hegnsforløb som løber nord/syd og som ser ud til at dreje mod øst i den nordlige del af udgravningsfeltet. Hegnsforløbet er dog i skrivende stund endnu ikke total udgravet, hvorfor dets forløb stadig må betragtes med en vis usikkerhed. Om der er tale om et enkelthegn eller et 9
dobbelthegn er ligeledes ikke fastslået endnu. Hegnsforløb i forbindelse med jernalderbebyggelser er meget sjældent erkendt i denne del af Nordøstsjælland hvorfor det er opsigtsvækkende, at vi har det her på lokaliteten. Lidt længere mod syd i Kroppedal- og Roskilde Museums ansvarsområde er der udgravet lokaliteter med enkelte hegnsforløb fra romersk jernalder. Det gælder f.eks. i Jyllinge ved Gundsø Stadion, (Kastholm 2012, 19ff), hvor Roskilde Museum udgravede en bebyggelse med gårdsenheder, der var delvist indhegnet. Her var hegnsforløbet dog lettere buet, hvorimod det på papiret i Salpetermosen Syd 10 forekommer mere rektangulært. En lang række af de udgravede huse overlapper, dog skærer stolpehullerne ikke som sådan hinanden, hvorfor det er vanskeligt at afgøre, hvilke der er samtidige. Dette forhold håber vi på, at 14C prøverne kan afhjælpe. Der er dog ingen umiddelbar tvivl om, at vi her står med flere gårdsenheder og økonomibygninger i flere faser samtidig med, at vi for første gang aner konturerne af en gårdstofte. Økonomibygninger Ud over enkelte små klassiske staklader på 2 sæt tagbærende stolper er der erkendt en særlig halvcirkelformet struktur, (A50), som gav sig til udtryk ved en mørkfarvning af jorden. Der er tale om en struktur på cirka 5 meter i diameter med en åbning på cirka 4,40 meter mod nord. Selve renden var cirka 40 cm bred. Renden viste sig under udgravningen at være bevaret i op til 10 cm dybde. Strukturtypen er tidligere fundet i vores område ved Skævinge på NFHA2936 Stisegård. Makrofossilprøverne fra renden i Stisegård anlægget frembragte et lille brændt benfragment som er blevet 14C dateret til førromersk jernalder. En parallel til denne strukturtype kendes endvidere fra Roskilde museums område. Den er ikke dateret men en datering til førromersk jernalder passer i dette tilfælde fint overens med bebyggelsen på lokaliteten, (pers. medd. O.Thirup Kastholm). Ved en litteraturgennemgang kan det endvidere konstateres, at de optræder på andre bopladser i det resterende Danmark samt Skåne hvor de relativt dateres til alt fra Neolitikum til Vikingetid. Generelt for strukturtypen er, at de er meget fundfattige, både med hensyn til oldsager samt makrofossiler hvorfor en tolkning kan være vanskelig. For at komme en tolkning nærmere har vi derfor taget fosfatprøver i et kvart kvadratmeternet i anlægget såvel som i en radius af 1,5-2 meter rundt om anlægget. De er i skrivende stund ved at blive analyseret i Tyskland. En tolkning som fold/indhegning til mindre dyr såsom får/ged forekommer indtil videre som en plausibel forklaring, da de muligvis kan sidestilles med de fårefolde, som man kender fra det nordatlantiske område. Aktivitetsområder Der er adskillige spor efter dagligdags aktiviteter på feltet i form af gruber, kogestensgruber og enkelte bålgruber. Især i den sydligste del af udgravningsfeltet er der en større koncentration af forskellige gruber. De er alle udgravede, og der er taget jordprøver med henblik på senere analyser, det være sig makrofossil og 14C. Udvalgte anlæg er vandsoldede. Der er fremkommet en del keramik i flere af gruberne, som viser, at de er samtidige med jernalderbebyggelsen, og forhåbentlig vil analysen af makrofossiler kunne være med til at funktionsbestemme deres anvendelse og derved 10
give et indblik i bopladsdynamikken. At opnå større forståelse af subsistensøkonomien i jernalderens Nordsjælland er en af målsætningerne med dette års kampagne. Interessant nok er ikke fundet kværnsten eller andre indikationer på agerbrug i gruberne, og ud fra landskabets topografi kan det være vanskeligt at forestille sig et egentlig agerbrug i området, men fund af forkullede korn på pladsen åbner alligevel op for, at der har været dyrket afgrøder i området. De overvældende mængder af knoglefund fra husdyr i moserne antyder samtidig, at området har været intensivt udnyttet til græsning i de formodede engområder. Vi har en unik mulighed for at belyse dette spørgsmål, når analyserne fra pollenprøverne, taget fra de nærliggende moser i kombination med makrofossilanalyserne fra anlæggene på pladsen og knogleanalyserne fra mosen foreligger. Fig. 11 Karside in situ. fra en af gruberne på aktivitetsområdet Udfordringen ligger dog i at finde bevarede pollen. Den vidstrakte udnyttelse af moserne, bl.a. til tørveskæring betyder, at de relevante horisonter er kraftigt nedbrudt. Men der er mulighed for, at der er bevarede pollen udvalgte steder. I samarbejde med geologerne gøres der en ihærdig indsats netop for at finde disse områder, hvor pollen kan være bevaret. 11
Formidling De omfattende fund har været oplagte at formidle på udgravningen. Desuden har udgravningen en meget stor lokal interesse, som derfor løbende er blevet imødegået. Således har vi haft lejlighed til at præsentere fundene ved Hillerøds Kulturnat i september. Vi holdt åbent hus med omkring 200 besøgende en søndag i oktober. Og vi havde rundvisninger alle hverdage i efterårsferien med et fint dagligt besøgstal. Desuden har der været en regionsrådsomvisning. Også de lokale medier har vist stor interesse med flere artikler og reportager i Hillerødposten og Frederiksborg Amtsavis samt flere indslag i Lorry. Desuden lægger vi jævnligt artikler ud på museets hjemmeside med løbende beskrivelser af fund og udgravningsresultater. Som en opfølgning på denne sæsons udgravningsresultater og som indledning til den næste sæson, påtænker vi at holde et større foredrag i Hillerød i februar, når en del af de naturvidenskabelige resultater foreligger. Fig. 12 Rundvisningerne i efterårsferien var populært, hvilket understreger den store lokale bevågenhed for udgravningerne. Konklusion Det er vores opfattelse, at udgravningen allerede nu har bidraget med fund og iagttagelser, der ikke bare lever op til vores forventninger men også indikerer spændende forskningsmæssige perspektiver ved udgravningernes afslutning. Moserne har i kombination med bopladsområderne bidraget med et 12
fundmateriale af et omfang og kvalitet, vi ikke ellers kender fra vores bopladser fra samme periode. Alene metalfundene findes i et antal, vi sjældent ser. Således er eksempelvis den samlede mængde af denarer på Folkemuseet, med denne udgravning, steget betragteligt. Det er vores klare opfattelse, at udgravningen især markerer sig ved kombinationen af den strukturrige boplads og de fundrige moser. Hver for sig havde de blot fremstillet enkelte facetter af livstilen på stedet. Men tilsammen giver de det mest helstøbte billede af yngre romersk jernalder, vi til dato har set i Nordsjælland. Dermed er årets etape et yderst vigtigt bidrag til at forstå og tolke bopladsmønstret og subsistensøkonomien i den yngre jernalders Nordsjælland, hvilket yderligere sætter området i perspektiv i forhold til resten af landet, hvor perioden er ganske godt defineret. Hillerød 11. november 2013 Pernille Pantmann & Claudio Casati Folkemuseet Litteratur Aarsleff, E. & Appel, L. 2011: From the Pre-Roman to the Early Germanic Iron Age. I Boye (ed.) The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives. S. 51 62. Becker, C. J. 1971: Mosepotter fra Danmarks Jernalder. Problemer omkring mosefundne lerkar og dees tolkning. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Histore 1971, s. 5-60 Jennbert, K. 2011: Animals and Humans. Recurrent symbiosis in Archaeology and Old Norse religion. Vägar till Midgård 14. Nordic Academic Press. Kastholm, O. T. 2012: Indhegnede romertidsgårde ved Jyllinge. ROMU 2011, s. 19-33 Kveiborg, J. 2008: Fårehyrder, kvægbønder eller svineavlere. En revurdering af jernalderens dyrehold. Kuml 2008. s. 59-97 Meistrup Larsen, L. & Kramer, F. 2004: Lillevang Beretning for arkæologisk prøveudgravninger og udgravninger i 2003 på matrikel 10a Asminderød By og sogn (NFHA1619/ KUAS j.nr 2003-2122-0088 og -0112 Pantmann, P. 2007: Det store offer i Skævinge. NoMus 2007/3, s. 14-17 13