ANALYSE Juni 2008 Æresmord forklaringer og bortforklaringer En del danske forskere har en længere tradition for at forklare fænomenet æresmord/drab med henvisning til individuel patologi, sociale problemer og integrationsproblemer. Man opfatter æresmord blot som eksempel på den universelle mands vold imod den universelle kvinde. En anden ofte gentaget påstand er, at der ikke er vigtige forskelle mellem æresmord og jalousimord.
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 2 Det er klart, at der er tale om en anden form for æresdrab end æresdrabene blandt synlige minoriteter, da der her er tale om en individuel mand, der handler som voldsmand og ikke en hel familie, der handler. Men det er alligevel værd at overveje, hvorfor vi ikke betragter disse (etnisk danske) drab som æresdrab skriver medie- og minorietetsforsker Rikke Andreassen. Synlige minoriteter er det udtryk, som Andreassen bruger for minoriteter med mørk hud. Disse to sætninger illustrerer godt en række problemer som Andreassens forklaringsmodel for æresdrab indebærer. For det første placerer hun de drab, som etniske danske mænd begår overfor deres ekskoner/kærester, i samme kategori, dvs. æresdrab, som de drab, etniske minoritetsfædre/brødre begår overfor deres døtre/søstre. Her begynder hendes teoretiske og empiriske problemer. I forskningen og i den offentlig debat har man allerede en betegnelse for mord, der begås af folk, der føler sig vraget og forsmået eller der mener, at konen/kæresten har været utro: jalousidrab eller affektdrab. Denne form for drab forekommer både i senmoderne samfund som det danske og i andre former for samfund, fx i Tyrkiet. Efter at have placeret de to former for drab under den samme kategori, fremfører hun, at der alligevel er forskel mellem et (dansk) jalousidrab og et æresdrab: Mens den første form (jalousidrab) er en individuel handling, er den anden kollektiv ( en hel familie ). Radikal forskel eller nuanceforskel I analytisk forstand kan man rimeligvis kalde dette en radikal og fundamental forskel. Den ene form (jalousidrab) foregår nemlig i et individualiseret univers, hvor man tager individets lyster og livsprojekt som udgangspunkt og hvor man herunder som regel forudsætter, at kvinden har retten til førægteskabelig sex og retten til selv at vælge sin kæreste/ægtemand uden familiens indblanding. Det, der går galt i denne sammenhæng, er at drabsmanden er frustreret over, at det netop ikke er ham, som er den udvalgte mand/kæreste og sexpartner. Men ved at anbringe de to former for drab i den samme kategori antyder Andreassen, at forskellen mellem dem ikke er væsentlig,, og at der er tale om en nuanceforskel. Derved banalisere hun forskellen. I den kulturelle kreds, hvori den anden form for drab (æresdrab) forekommer, anerkender man som princip ikke kvindens ret til at førægteskabelig sex
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 3 og social og intim omgang med det modsatte køn, og hendes ret til frit at vælge sin mand (relationstypen åbent og legitimt kæresteforhold eksisterer heller ikke). Et brud med disse regler ødelægger ikke kun pigens men familiens rygte og ære, som på en eller anden måde skal genoprettes i sjældne tilfælde med et æresmord. Andreassens problem at, hun efter at have konstateret, at der er forskel på drabsformerne ikke vil stille spørgsmålene: Hvor kommer denne forskel fra og hvorfor opstår den? Hvilke træk ved den kulturelle baggrund skaber disse forskelle og hvilke konsekvenser har denne forskel for de kvinder, som lever under drabstrussel? Hvorfor forekommer jalousidrab blandt (etniske) danskere, men aldrig æresmord. Mig bekendt har en (etnisk) dansk far eller bror aldrig myrdet sin datter/søster, fordi hun har dyrket førægteskabelig sex eller fordi hun selv har valgt sin mand. Grunden til at Andreassen ikke stiller disse helt oplagte spørgsmål, er sandsynligvis, at disse spørgsmål forstyrrer den teoretiske ramme hun opererer med. Disse spørgsmål og de mulige svar passer ikke den overordnede teori. Normalt ville en teoretiker enten se bort fra fænomener og sammenhænge, der ikke passer til teorien, eller også ville fortolke dem således at de alligevel passede til teorien, dvs. bortforklare dem. Andreassen forsøger ikke en gang at forklare de observerede forskelles baggrund. At der er forskelle fremsættes som om det er en indlysende kendsgerning. At påpege forskellene og at forsøge på at forklare, hvor de stammer fra, burde ellers være en sociolog eller antropologs kardinal-opgave. Hos en del akademikere er kulturforskelle et tabuemne, som de helst ikke vil tale om. Man må gerne nævne sociale, individuelle eller (som hos Andreassen) nationale forskelle, men endelig ikke kulturelle forskelle. Der er en ubegrundet angst over, at enhver henvisning til kulturforskelle forudsætter en essentialistisk, homogen, statisk, dvs. uforanderlig kultur opfattelse. Hvad er kultur? Kultur definerer jeg som enheden af en gruppes levevis og livsanskuelse i modsætning til andre gruppers. Denne definition læner sig op ad Raymond Williams definition, culture as a whole way of life. Den måde at bruge kulturbegrebet på orienterer sig efter det levede liv og dets former i en historisksamfundsmæssige kontekst. Det vil sige kultur er hverken diskurs eller en dybt-
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 4 liggende og uforanderlig essens i mennesket, der bestemmer, hvordan de skal tænke, føle og handle. Værdier og normer vedrørende seksualitet, kønnenes og generationernes rettigheder og pligter overfor hinanden, og spørgsmål så som hvorvidt man opfatter valget af ægtefælle som et individuelt eller familieanliggende er kernen i en hver kultur. Hvis disse forskelle ikke er kulturforskelle, hvad er de så? Hvis man nu en gang indrømmer at der er forskelle, som Andreassen gør, så kan man lige så godt være venlig og forklare hvad slags forskelle de er og hvor de kommer fra. Det er ikke svært at se, at en del akademikere i forsøget på at flygte fra kulturbegrebet begår overgreb på den sociale virkelighed. Men ikke mindst i forskningen og debatten om æresmord er denne bekymring relativt ubegrundet. Lad os kort kigge på de ofte gentagne tre beskyldninger: essentialisme, opfattelsen af kultur som homogen og som uforanderlig (statisk). Selv om vi forestiller os at en teoretiker, der begår alle fejl på en gang, er det for det første vanskeligt at opretholde essentialismen, da den pågældende ville have svært ved at forklare, hvorfor nogle medlemmer af en kulturkreds, for eksempel en del unge kvinder og mænd, ikke følger kulturens forskrifter og udsætter sig for fare, herunder æresmordstrussel. Hvis kultur er noget der ligger dybt i menneskernes gener, psyke eller blod, og hvis mennesker blot er kulturens bæremaskiner, hvordan kan det være en del unge mænd og kvinder kan gøre oprør og gå imod kulturen? Bifaldende publikum Den forskel, som Andreassen påpeger individuel kontra kollektiv handling - er vigtig, men der er en endnu vigtigere forskel: Mens der er tale om et bifaldende publikum vedrørende æresdrab er der angående jalousimord ikke tale om et bifaldende publikum. I den senmoderne danske kønskultur og regler, normer og værdier angående seksualitet er der ikke noget, der tilnærmelsesvis støtter et jalousimord. Morderen forventer heller ikke moralsk støtte fra sine omgivelser; nogle gange begår han faktisk selvmord. Men med hensyn til den anden form er der tale om et bifaldende publikum, som skal godkende, at familien har renset sin ære. Dette publikum består ikke af hele nationen, byen, landsbyen eller kvarteret, men en tilstrækkelige stor mængde mennesker, som direkte og indirekte forlanger fra den vanærede familie, at den skal redde sin ære.
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 5 Uanset hvordan man vender og drejer kan vi ikke løbe fra den kendsgerning, at æresmord er et importfænomen, importeret af en del muslimske indvandrere (jeg er ikke bekendt med et æresmord begået af en ikke-muslimsk indvandrer, selv om det er kendt, at fænomenet også forekommer blandt ikkemuslimer f.eks i Mellemøsten og Nordafrika). Udover og endnu vigtigere irritationen over, at der er nogle akademikere, der nærmest udsteder forbud imod at inddrage bestemte faktorer i et forklaringsforsøg på et bestemt fænomen, fordi det er racistisk, essentialistisk, orientalistisk, os-og-dem-skabende, nedgørende for andres kultur osv. er en af grundene for vigtigheden af denne skelnen er at benægtelsen af, at man er op imod et klassisk traditionelt æresmord er advokaternes forsvarslinje i en typisk æresmords retssag: Forsvarsadvokaterne påstår nemlig ofte at deres klienter ikke har planlagt mordet sammen med en række familiemedlemmer; det var en spontan, overilet, individuel handling. Den mordanklagede bror har angiveligt stødt på sin søster på gaden, blev provokeret af noget, hun eller hendes mand/kæreste har sagt og trak pistolen i affekt osv. En længere dansk tradition Rikke Andreassen skriver sig med disse synspunkter ind i en bestemt fortælling om æresmordsfænomenet, der er siden 1990erne blevet udviklet i Danmark. Denne teoretiske ramme kan opsummeres således: Kultur eller religion skal ikke blandes i en diskussion om æresmord; årsagerne til forbrydelsen skal søges i sindstilstanden og sociale forhold; æresmord og jalousimord tilhører samme kategori; der er ikke en fundamental forskel mellem et æresmord og et jalousimord; og endelig bør man ikke henvise til kultur for at forklare et æresmord, lige som man ikke bruger kultur til at forklare en danskers jalousimord. Lad os kigge på et par eksempler fra danske forskere. Tim O Connor i Medierne, minoriteterne og majoriteten (1997: 163) skriver: Mediernes ansvar i denne forbindelse ligger i at behandle det lige, i stedet for altid at føre debatten ind på race, kultur eller religion. Årsagerne til forbrydelser skal søges i fællesnævnere: Sindstilstanden, sociale forhold osv. Medierne giver ikke kulturen skylden, når en dansker begår et jalousidrab. Så hvorfor får kulturen pludselig en central rolle, når en nydansker begår et æresdrab?
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 6 O Connor gentog sin pointe med næsten samme ordlyd i det ene indlæg efter det andet i medierne (se f. eks. Berlingske Tidende, 2.7.1996, Weekendavisen, den 1. december 2000, Weekendavisen, 12.februar 2001). Den næste eksempel er fra Ferruh Yilmaz. Han hævder, at mange danskere antager en forskel, når de skal forklare forskellen mellem et æresmord og et jalousimord: Den antagede forskel går... på, hvorvidt individer handler ud fra kultur eller individuelle motiver. Hvis en dansker begår et jalousimord, forklares det i denne diskurs med de individuelle motiver, som aldrig forbindes med dansk kultur. (Yilmaz, 1997: 210) Denne måde at antage en forskel mellem danskere og indvandrere og at forklare henholdsvis jalousi- og æresmord på, er generaliserende, racialiserende, stereotypicerende og en række andre negative ting påstår Yilmaz. Det ligger implicit i Yilmazs kritik af danskerne, at der med hensyn til, hvorvidt der ligger individuelle eller kulturspecifikke motiver, ikke er nogen forskel mellem de to former for mord. Antropolog Peter Hervik, lektor ved afdelingen for International Migration og Etniske Relationer ved Malmø Højskole, hævder eksempelvis, at det enkelte individ fratages ansvaret, hvis man påpeger den kulturelle baggrund som faktor: Ved at gøre kulturen til forklaring skubber man fokus fra selve hændelsen og over på hele gruppen af personer med samme kulturelle baggrund. Man gør skylden til noget kollektivt... Når man vælger at kalde det for et æresdrab i stedet for bare at tale om et drab, er det med til at reproducere og cementere bestemte fordomme. I offentligheden opstår der så to opfattelser af årsagerne til kriminalitet, en for danskere og en for indvandrere. Vi lægger nogle bestemte motiver og kulturelle forklaringer ind i kriminalitet, hvis gerningsmanden har en bestemt baggrund, og dermed skaber vi en afstand til en hel befolkningsgruppe. (Kristeligt Dagblad 27. september 2005) Den pakistansk-dansk sociolog Mustafa Hussain siger til Berlingske Tidende (16.07.1996) i en artikel, som opsummerer Hussains pointe: Æresdrab ikke kultur. Sociolog Mustafa Hussain afviser, at det ligger i den pakistanske kultur at operere med de såkaldte æresdrab :
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 7 Derfor er det meget forkert, når både eksperter, politifolk og pressen taler om den slags drab som kulturelt begrundede - de har intet med hverken tyrkisk eller pakistansk kultur at gøre. Avisen gengiver Hussains synspunkter: Forklaringen på, at Danmark i de seneste år har oplevet flere drab i tyrkiske og pakistanske indvandrerfamilier, skal ifølge Mustafa Hussain findes i indvandrernes isolerede levevis og ikke i deres kulturelle baggrund. Uuddannede pakistanere eller tyrkere, der kommer til Danmark lever ofte uden nogen vedvarende kontakt til det omgivende samfund. Og hverken de danske medier, de offentlige myndigheder eller andre organer er gearet til at integrere indvandrerne i deres nye samfund. I flere avisindlæg og interviews gentog Hussain de samme synspunkter med næsten samme ordvalg (se f. eks. Kristeligt Dagblad, den 27. september 2005). Psykologiserende og generaliserende forklaringer I sin analyse af den svenske debat om æresmordet på den tyrkisk-kurdiske kvinde Fadime Sahindal i januar 2002 skriver den finske antropolog Kurkiala, at fortolkningerne af mordet tenderede at bevæge sig mellem to poler, dels en psykologiserende eller partikularistisk fortolkning som fremstillede morderen som syg og socialt afvigende, og dels, i den anden yderpol, en generaliserende eller universalistisk fortolkning, som søgte forklaringen til mordet i verdensomspændte patriarkalske strukturer. Ifølge Kuriakala advarede begge disse forklaringer imod en angivelig kulturalistisk fortolkning, som skulle placere i det mindste en del af forklaringen af tragedien til kulturspecifikke traditioner, I Danmark har forskere som Ferruh Yilmaz, Mustafa Hussain, Tim O Connor og Peter Hervik brugte mest psykologiserende eller partikularistiske fortolkninger. Ifølge dem savnede æresdrab lige som jalousimord i den danske sammenhæng, enhver legitimitet i kulturspecifikke traditioner. Der lå nemlig ikke en grobund af forestillinger, værdier og normer, og et overordnet mønster bag mordet, men det skal forklares med henvisning til et enkelt mentalt sygt menneskes, livshistorie, karakter, temperament, personlige egenskaber, og eventuelt
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 8 til dets marginalisering, isolering og manglende integration i det danske samfund. I Sverige har forskere som Åsa Eldén stået for den generaliserende eller universalistiske fortolkning. De universalistiske fortolkninger, på den anden side, påpeger Kurkiala, ligestillede mordet på Fadime med overgreb mod kvinder overalt. Fra dette perspektiv var der ikke noget særlig ved mordet på Fadime det var en tragedie blandt mange andre hvor kvinder mishandles eller myrdes af en nærstående mand. Mordet på Fadime var ikke en tragisk undtagelse men tværtimod et udslag af en universal patriarkalsk struktur. Universalistiske fortolkninger af ugerningen ville - ifølge Kurkiala - rette opmærksomheden mod visse strukturer som de mente var fælles i alle samfund verden over. Dette fokus førte til at man ikke skelnede æresrelateret vold fra andre former for vold. Denne fortolkning har ikke været så eksplicit og teoretisk udviklet som i Sverige, men har alligevel påvirket tænkningen al den stund en række forskere blev ved med at gentage, at æresmord ikke var væsentligt forskellige fra jalousimord. Et alvorligt problem med partikularisme og universalisme - påpeger Kurkiala - er, at de ikke forklarer noget: At reducere virkeligheden til en samling af partikulariteter er at holde op med at se et mønster. På den anden side at rette fokus på en alt for generel og abstrakt niveau hindrer os i at få blik for variationer og forskelle. Og det var netop disse forskelle som man anstrengte sig til enten at bagatellisere eller usynliggøre. (Kurkiala, p. 179) Litteratur Andreassen, Rikke: Der er et yndigt land. Medier, minoriteter og danskhed, København, Tiderne Skifter, 2007. O Connor, Tim: Læserbrev, Berlingske Tidende, 2.07.1996. Indvandrere er ofte isoleret, Interview med Mustafa Hussain, B.T., 16. juli 1996. Eldén, Åsa: Heder på liv och död. Voldsamma berättelser on rykten, oskyld och heder, Uppsala, Dissertations from the Faculty of Social Sciences, 2003. Quraishy, Bashy: Kronikken. B.T. 18. juli 1996.
Mehmet Ümit Necef: Æresmord forklaringer og bortforklaringer 9 Kurkiala, Mikael: I varje trumslag jordens puls. Om vår tids rädsla för skillnader, Stockholm, Ordfront, 2005. O Connor, Tim: Den moderne tids frådende mediepolitiske hav. I: Medierne, minoriteterne og majoriteten en undersøgelse af nyhedsmedier og den folkelige diskurs i Danmark, København, Nævnet for Etnisk Ligestilling, 1997, s. 109, 163. O Connor, Tim: Lone Nørgaards virkelighed, Aktuelt 12.02.2001, s. 11. O Connor, Tim: Læserbrev, Weekendavisen, 01.12.2000. Rasmussen, Morten: Fokus på æresdrab fastfryser parallelsamfund. Kristeligt Dagblad 27. september 2005, side 3. Yilmaz, Feruh: Medieforbrugernes opfattelse af den etniske virkelighed, i: Medierne, minoriteterne og majoriteten en undersøgelse af nyhedsmedier og den folkelige diskurs i Danmark, København, Nævnet for Etnisk Ligestilling, 1997.