Æresdrab skyldes ikke kultur

Transkript

1 ANALYSE Marts 2009 Æresdrab skyldes ikke kultur Mehmet Ümit Necef Æresdrab skyldes ikke kultur, fastslår Nur Beier i en kronik i Weekendavisen den 17. december I kronikken hersker en begrebslig totalforvirring, og hverken æresdrab eller kultur defineres. Denne artikel gennemgår argumenterne imod at bruge kultur som forklaringsmodel og forsøger at afklare begreberne. I artiklen bruges begreberne æresmord og -drab synonymt.

2 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 2 Lad os se på de argumenter, der i den nævnte kronik fremføres for at for at argumentere for, at kultur ikke spiller en rolle, når vi skal forstå et fænomen som æresmord. Det første argument er, at antallet af æresdrab stiger i takt med, at uddannelsesniveauet falder, hvilket angiveligt fremgår af to tyrkiske rapporter: Statsministeriets Menneskerettighedspræsidiums Rapport for 2008 og en TUBITAK-støttet undersøgelse. TUBITAK er forkortelse for Tyrkiets videnskabelige Forskningsråd. Beier drager på den baggrund uden videre argumentation, den konklusion, at det betyder, at vi ikke kan forklare æresdrab med, at det er kulturelt betinget. Man kunne imidlertid også drage den stik modsatte konklusion, nemlig at den omstændighed, at antallet af æresdrab falder i takt med, at uddannelsesniveauet stiger, netop tyder på, at kulturen spiller en vis rolle: Uddannelse kan nemlig introducere folk til nye og mere abstrakte måder at tænke på, hvilket kan gøre dem mere selvreflekterende og kritiske over for deres kulturelle udgangspunkt. Uddannelse kan også give folk en økonomisk uafhængighed til at gå egne veje og eventuelt gøre oprør imod familiens eller slægtens kontrol. I den ovenstående argumentation bliver Beiers kulturbegreb til en uforanderlig, nærmest genetisk, størrelse, som ikke kan påvirkes af hverken interne eller eksterne faktorer såsom uddannelse eller kontakt med andre kulturer gennem udvandring til en storby eller til udlandet. Med andre ord gør det ingen forskel, at folk tager en uddannelse, da folks tankegang er prædetermineret af deres kulturelle baggrund. Det angives ofte at folk, der forklarer æresmord med henvisning til kultur, er essentialister eller kulturdeterminister, men som ovenstående illustrerer, opererer folk, der påstår det modsatte, også ofte med et essentialistisk kulturbegreb, selv når de beskylder andre for at gøre det samme. Derfor er det problematisk, når de ikke klart tilkendegiver, hvad de mener med begrebet kultur. Kultur og æresmord Kultur definerer jeg som enheden af en gruppes levevis og livsanskuelse i modsætning til andre gruppers. Denne definition læner sig op ad Raymond Williams definition, culture as a whole way of life. Den måde at bruge kulturbegrebet på orienterer sig efter det levede liv og dets former i en historisk-samfundsmæssig kontekst. Det vil sige kultur er hverken diskurs eller en dybtliggende og uforanderlig essens i mennesket, der bestemmer, hvordan de skal tænke, føle og handle. Værdier og normer vedrørende seksualitet, kønnenes og generationernes rettigheder og pligter overfor hinanden og spørgsmål så som, hvorvidt man opfatter valget af ægtefælle som et individuelt eller familieanliggende, er kernen i en hver kultur. Hvis disse forskelle ikke er kulturforskelle, hvad er de så? Hvis man nu en gang indrømmer, at der er forskelle, så kan man lige så godt være venlig og forklare hvilke slags forskel-

3 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 3 le, der er, og hvor de kommer fra. Det er ikke svært at se, at en del akademikere i forsøget på at flygte fra kulturbegrebet begår overgreb på den sociale virkelighed. Et æresmord definerer jeg som et mord begået af et nært familiemedlem (typisk en lille- eller storbror eller en far) på en søster/datter, som er løbet hjemmefra med en mand udenom familiens kontrol og accept, og som eventuelt har været i seng med sin udkårne. En anden typisk situation, der kan fremprovokere et æresmord er, at pigen har haft social omgang med en fremmed mand, og/ eller at der går rygter om, at der foregår noget usømmeligt mellem de to. Før et æresmord er der meget ofte tale om en familiebeslutning, som udpeger gerningsmanden. Nogle gange kan familien desuden søge om en religiøs tilladelse, noget man kalder en fetva eller fatwa i Tyrkiet. De vigtigste kulturelle elementer, der danner baggrund for et æresmord, er de følgende: Ægteskab betragtes ikke som et individuelt ærinde men som et familie- eller stammeanliggende; førægteskabelig sex for kvinder er forbudt, hun skal være jomfru og hun skal defloreres af sin mand; ikke kun sex, men også relativt intim social omgang med ikke familierelaterede mænd er forbudt; når en ung kvinde opfører sig usømmeligt kaster det vanære over hele familien. Når en ung kvinde har et skjult forhold til en mand, når forholdet kommer andre for øre, og ikke mindst når hun går i seng med ham eller løber hjemmefra med ham, bryder hun alle tre ovennævnte regler. Hvis man skal have et klassisk æresmord, skal det foregå i et samfund eller i et mini-samfund, der lever i dette førmoderne univers eller kultur. Dermed ikke sagt at denne kultur gælder for eksempelvis alle tyrkere i Tyrkiet eller i Danmark. Eller at denne kultur er uforanderlig, og folk blot er kulturens bæremaskiner og zombier. Eller at mange gradvist ikke kan udvikle en kritisk og reflekterende holdning til kulturens vigtigste principper. Men det betyder, at der tilsyneladende er tilstrækkeligt mange mennesker i bestemte lande og blandt en del indvandrergrupper, der stadig lever i dette førmoderne univers og er parat på at begå mord for at opretholde den gamle kultur. Og hvis vi støder på sådan en type mord, uanset om det er begået i oprindelseslandet eller i et vestligt land, som man er indvandret til, kan man ikke undgå at inddrage kulturen som den vigtigste faktor eller i det mindste som en vigtig faktor. Begreberne på tyrkisk Da forskellen mellem jalousimord og æresdrab er vigtig, vil jeg kort præsentere den måde, relevante ord og udtryk anvendes på tyrkisk. Tyrkerne skelner også mellem jalousimord og æresdrab, men de bruger andre og i danske ører - forvirrende betegnelser. Det, vi på dansk kalder æresdrab, kalder de traditionsmord ( töre cinayeti, dvs. et mord som traditionen påbyder), og det, vi kalder jalousimord, kalder de æresdrab ( namus cinayeti ). Den tyrkiske måde at anvende begreberne på, skelner mellem

4 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 4 et mord, der begås i affekt (lige efter, at man har set eller har fået fortalt, at ens kone bedrager en, eller at ens datter har sex med en mand), og hvor man ikke er i stand til at tænke på, hvorvidt ens handling vil blive bifaldet eller ej, og et mord, som besluttes, planlægges og udføres i fællesskab. I en tyrkisk sammenhæng er det af central betydning at lave denne skelnen i affekt eller overlagt og planlagt da de ægte æresmordere, dvs. folk, der handler efter en familie- og slægtbeslutning, forsvarer sig i retten med henvisning til, at de har handlet i affekt, og at der ikke er tale om en familiebeslutning for at benytte sig af lovens bestemmelser vedrørende de formildende omstændigheder. Det er netop det, som Ghazala Khans storbror gjorde, i retten i den berømte sag fra Han påstod, at han tilfældigvis stødte på Ghazala og hendes mand foran Slagelse banegård, de provokerede ham, og han trak pistolen. Økonomisk eller kulturel motivation Det andet argument, som Beier fremfører som et modargument imod kulturforklaringerne, er at æresdrab (er) et socialt fænomen med henvisning til økonomiske incitamenter. Dette er hendes egen bifaldende fortolkning af to tyrkiske rapporters konklusioner. Senere gentages pointen med en tendentiøs fortolkning af de samme rapporters konklusioner: at *forklaringen på+ æresdrabene først og fremmes skal søges i storfamiliens livsvilkår, her især det indbyrdes afhængighedsforhold og en snærende økonomi. Men henvisningen til livslang forsørgelse kan ikke forklare, hvorfor der også forekommer æresmord i velhavende familier og hvorfor fænomenet også forekommer i skandinaviske lande, hvor folk ikke ligefrem sulter eller mangler offentlig forsørgelse. Forsøget på at forklare et fænomen med henvisning til økonomi er en typisk vulgærmarxistisk slutning, hvor man ofte kommer til at overse kulturelle aspekter, der blot anses for at være overbygningsfænomener af mindre betydning. Her er et godt eksempel på, hvordan Beier beskriver det økonomiske incitament, der angiveligt skulle ligge bag en del af æresmordene: Over 50 procent af de interviewede drabsmænd forsørges af ofrets familie og erklærer, at de ikke har vanskeligheder med det økonomiske resten af deres liv. Ofrets familie er i mange tilfælde drabsmandens svigerforældre, og det vil sige, at»livslang forsørgelse«indgår som et underforstået krav for udførelse af æresdrabet. Et æresdrab kan for en del af de mandlige morderes vedkommende altså også forklares som et praktisk redskab til en livslang overførselsindkomst bestående af dagpenge plus alderdomspension.

5 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 5 I sin iver efter at undertrykke det kulturelle aspekt overdriver Beier det eventuelle økonomiske incitament, og hendes forklaring virker mere som et forsøg på at tvinge teorien ( Kultur spiller ikke nogen rolle ) ned over empirien end en fornuftig forklaring på mændenes motivation til at myrde deres (eks)koner. Beier glemmer nemlig det faktum, at den forsørgelse, der er tale om, foregår i fængsler. Og tyrkiske fængsler udmærker sig altså ikke ved deres bekvemlighed. Det, at så mange mødre og fædre støtter mordet på deres egen datter og opildner datterens mand eller eksmand til at udføre æresdrabet, tyder på, at sådanne handlinger bunder i stærke og dybtliggende kulturelle værdier i dele af den tyrkiske befolkning, som ikke kan bortforklares med ønsket om en livslang forsørgelse i fængslet. Tyrkere og kurdere Det tredje argument, der fremføres imod at bruge kultur som en forklaringsfaktor er, at der ikke kan ses forskel mellem tyrkere og kurdere i Tyrkiet angående hyppigheden af æresmord: TUBITAK-undersøgelsen viser også, at æresdrab ikke kan forklares som et fænomen, der skyldes kultur eller etnicitet, og som er særegent for den kurdiske del af Tyrkiet, sådan som tyrkiske forskere som oftest har gjort det. Dette argument kan være indviklet for en dansk læser, da der kræves en del viden om forskellige etniske grupper i landet og om landets moderne politiske historie. I kronikken oplyses det, at antallet af æresdrab er steget støt siden 2003, at det især er i Tyrkiets vestlige storbyer - Istanbul, Ankara, Izmir, Bursa og Antalya - at stigningen er foregået, og at dette kan relateres til den store indvandring til byerne. Skribenten giver også en tidsmæssig ramme for denne store migration til Istanbul og andre storbyer: De er flyttet i løbet af de sidste 18 år. Her kræves en lyngennemgang af moderne tyrkisk historie. Borgerkrigen mellem PKK og den tyrkiske stat var på sit højeste mellem 1990 og 1994, hvor ca kurdiske landsbyer blev enten brændt ned eller tømt for deres befolkning. Beboerne i disse landsbyer fik at vide, at de skulle forlade deres landsbyer i løbet af et par dage, og mange flygtede enten til de nærmeste kurdiske byer såsom Diyarbakir og Batman eller til storbyerne i Vesttyrkiet. Millioner af andre kurdere i de berørte områder flygtede for at undgå at blive fanget mellem kæmpende parter. Ligesom kronikøren skriver, foregik denne store og uplanlagte ind- og udvandring de sidste 18 år. Kurderne medbragte diverse aspekter af deres landlige og provinsielle kultur til de store byer i Vesttyrkiet, herunder æresmordstraditionen. En del af stigningen i antallet af æresmord i Istanbul og i de store byer kan altså forklares med denne store kurdiske indvandring, da der er en del, der peger på, at

6 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 6 æresmord som jeg har defineret det er mere udbredt blandt kurdere end blandt tyrkere. Samtidig har jeg selv haft en række samtaler med kurdiske kvinder og mænd i forskellige alder og i forskellige egne af det tyrkiske Kurdistan og i tyrkiske storbyer med henblik på at afdække eventuelle differentieringer mellem kurdere angående holdningen til æresmord, og meget tyder på, at kurderne selv skelner mellem stammekurdere (asiret Kürtleri), dvs. kurdere, der er medlemmer af en stamme (asiret) og for hvilke stammebånd er vigtige, og kurdere, der er blevet frigjort af stammebånd eller aldrig har været i en stamme, og som er relativt individualiserede. Mine informanter fremførte, at det var ikke mindst blandt stammekurderne, at æresmord forekommer, da stammen lægger pres på den enkelte, for at han skal rense sin ære. I modsætning til kurderne er stammer og stammebånd ikke noget, der præger etniske tyrkere i Tyrkiet. Medieomtale og diverse undersøgelser tyder på, at jalousimord findes blandt etniske tyrkere, men mord på en søster, som er besluttet af en families ældre mænd og kvinder og udført af et udpeget mandligt, men aldrig af et kvindeligt, medlem af familien, er ikke udbredt. Sådanne fænomener bør undersøges og ikke fejes af bordet af skræk for at komme til at dæmonisere kurderne eller stammekurderne. Forskningens opgave er ikke at virke som apologeter for en etnisk eller religiøs gruppe, men at forklare fænomenerne så godt som muligt. Hvis man vil kæmpe for kurdernes rettigheder og anseelse, er der mange andre måder at gøre det på end ved at bortforklare æresmordfænomenet blandt dem. Faktisk har kurderne selv fokus på denne problematiske, og PKKs aviser er fyldt med nyheder og kritiske artikler om æresmord blandt kurdere både i den kurdiske del af Tyrkiet og i de store byer. Kvinde- og menneskeretsorganisationer, der på en eller anden måde er tilknyttet PKK, fører en krystalklar kulturkritisk linje imod den del af kurdisk kultur. Og selv de mest nationalistiske kurdere har mig bekendt aldrig beskyldt tyrkiske forskere for at fremføre, at æresmordsfænomenet er forbeholdt kurdere. Derfor kan denne diskussion ikke gøres til en debat mellem kurderfjendtlige og nationalistiske tyrkiske forskere på den ene side og anti-nationalistiske kurdervenlige tyrkiske forskere på den anden. I rapporten fra Statsministeriets Menneskerettighedspræsidium, hvorfra Beier tager sine tal fra, står der faktisk sort på hvidt, at kurderne er overrepræsenteret blandt de gerningsmænd, der har begået traditions- og æresmord: Traditions- og æresmord bliver for det meste begået i İstanbul, Ankara, İzmir, Bursa, Diyarbakır og Antalya, og af ikke mindst borgere, der stammer fra østog sydøsttyrkiet. Det faktum, at disse byer har modtaget de allerfleste indvandrere fra disse områder forøger, antallet af ofrene i disse byer (Referans og Güncel Haber, ). Beier har enten overset denne oplysning, da den ikke passer til hendes overordnede a priori accepteret præmis ( Æresdrab skyldes ikke kultur ), eller hun kender ikke til

7 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 7 eufemismen, borgere, der stammer fra øst- og sydøsttyrkiet, som de tyrkiske myndigheder bruger for at undgå det kontroversielle ord kurder. Indtil for nylig har man nemlig benægtet eksistensen af kurdere i landet. Et andet problem med denne argumentation er, at det ikke nytter noget at henvise til, at der er i perioden [blev] registreret 350 æresdrabssager i nordlige og centralanatolske byer som Trabzon, Zonguldak, Cankiri og Amasya, og 24 procent af drabsmændene er født og opvokset i de pågældende byer. Der hersker nemlig total begrebsforvirring i den nævnte TUBITAK-undersøgelse: Alle slags mord, hvor morderen henviser til sin krænkede ære kategoriseres under æresmord : En kvinde, der myrder sin mand, fordi manden bedrager hende med mørkhårede kvinder lige som hende selv (hun kunne til nød acceptere, at han bedrog hende med blondiner), storeeller småbrødre og fædre, der myrder familiens unge pige, fordi hun er løbet hjemmefra, har været i seng med en mand eller er blevet set i en biograf eller cafe med en mand; en mand, der mistænker sin kone for at have forhold til en anden mand; en mand, der ikke kan leve med, at hans kone går fra ham og forlanger skilsmisse; en mand, der myrder sin kone flere år efter skilsmissen osv. Samtidig skriver Beier: Ifølge rapporten kan kun 30 procent af æresdrabene siges at henhøre under en snæver forståelse af»ære«, det vil sige den patriarkalske forståelse af kvindens seksuelle ærbarhed som markør for mandens sociale status. Definerer man»ære«bredere og inkluderer førægteskabelige seksuelle forhold, (Beier lister otte andre fænomener - mün),... med mere, bliver over 50 procent omfattet. Men hvis æresdrab ikke hovedsagligt handler om familiens ødelagte ry på grund af en ung kvindes førægteskabelig seksualitet, hvad handler det så om? Hvad er så definitionen på æresmord? At overføre begreber mellem Danmark og Tyrkiet Med hensyn til sexmoral er der store forskelle mellem det danske samfund og ikke mindst landlige og mindre uddannede dele af Tyrkiets befolkning. Det betyder, at alle slags mord der har noget at gøre med forholdet mellem mænd og kvinder (kønsforhold), så som seksualitet, ægteskab, jalousi, skilsmisse osv. udspiller sig på en radikalt anderledes baggrund. Mens ordet namus (ære) spille en stor rolle i forskellige dele af tyrkisk kultur i forbindelse med kønsforhold og seksualitet, spiller dette begreb en mindre eller i hvert fald en anden rolle i en dansk sammenhæng. Beier er da også klar over, at det er problematisk at sammenligne æresmordsfænomenet henholdsvis i Danmark og i Tyrkiet:

8 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 8 Der kan umiddelbart være en række svagheder i en sammenligning mellem Danmark og Tyrkiet. For det første taler man om to vidt forskellige kulturer og økonomier. For det andet forekommer æresdrab i Danmark i forskellige medborgergrupper, ikke kun blandt tyrkerne, og der kan være tale om varierende nuancer grupperne imellem. Beier gør ikke rede for, hvad disse to vidt forskellige kulturer består af, og hvad denne store kulturelle forskel mellem Danmark og Tyrkiet går ude på. Og endnu vigtigere ignorerer hun det mest oplagte spørgsmål: Hvorfor forekommer æresmord ikke blandt danskerne? Det gør hun, fordi der kun er ét logisk svar på spørgsmålet: Der er tale om store kulturelle forskelle. Tyrkerne og andre grupper såsom pakistanere og arabere begår æresmord, da der er noget i deres kultur, der skaber grobund for fænomenet, og danskerne begår ikke æresmord, da der ikke er noget i dansk kultur, der skaber grobund for den type af mord. Jalousimord forekommer, men der er ikke noget i dansk kultur, der gør det muligt at bifalde og støtte et jalousimord. Til forskel fra æresmordere skammer de allerfleste jalousimordere sig, og mange begår selvmord efter ugerningen. Der er desuden et teoretisk problem ved ovenstående citat: Hvis der er tale om store kulturelle forskelle, hvorfor skulle de så ikke komme til udtryk på et så centralt område som kønsforhold og seksualitet og det forbundne fænomen æresmord? Iveren efter at fremføre en bestemt teori ( Æresdrab skyldes ikke kultur ) gør Beier blind over for den empiri, som hun selv præsenterer. Signalværdi I Danmark har man en tradition for at debattere, hvorvidt æresdrab skyldes de involveredes kultur eller de sociale problemer indvandrere har i Danmark samt de almenmenneskelige psykiske mekanismer. Folk, der afviser kulturens rolle operer ofte med en teoretisk ramme, som nærmest forbyder dem at inddrage kultur som en forklaringsfaktor, da det angiveligt er essentialistisk, nedladende og næsten racistisk at påpege kultur som en faktor. Beiers kronik er foreløbig det sidste skud i stammen. Grunden til, at denne påstand gentages så ofte, kan vel være, at de pågældende debattører og forskere tror på det, de fremfører. Men der kan også være en anden grund: En afvisning af andres kultur som kilde til noget negativt så som æresdrab eller tvangsægteskab kan også signalere, at man ikke er nationalistisk, snæversynet og provinsiel, men derimod er kosmopolit, globetrodder, multikulturel og ikke mindst magtkritisk. Man vil helst ikke lyde som en snæversynet provinsbo, der lovpriser sin egen provinsby, og som kigger ned på andres skikke.

9 Mehmet Ümit Necef: Æresdrab skyldes ikke kultur 9 Men man må ikke glemme, at danskernes interesse i fænomenet ikke er grebet ud af den blå luft, men er et resultat af reelle æresdrab, der er blevet begået i Danmark. Påstanden, som bliver fremført af flere forskere og debattører, om, at danskernes interesse i fænomenet skyldes ønsket om at konstruere en identitet som frigjort, er uoverbevisende. Interessen kan velsagtens skyldes, at nogle indvandrere har i fuld offentlighed koldblodigt dræbt deres søstre. Benægtelsen af kulturens rolle i æresdrab kan eventuelt forøge signalværdien af en tekst, hvori påstanden fremsættes, men ikke dens forklaringskraft. Kilder: Bagli, Mazhar: Töre ve/ veya namus adina cinayet isleyen suclu ve zanlilarin sahip olduklari toplumsal deger yapilari, aile iliskileri ve kisilik özellikleri ile bunlarin sosyo-ekonomik analizine iliskin arastirma. Projekt Nr. 106K360. Diyarbakir, Beier, Nur: Æresdrab skyldes ikke kultur, Weekendavisen, Referans, Traditionsmord er også de vestlige byers problem ( Töre cinayetleri batı illerinin de sorunu ), Anadolu Ajansı, , Güncel Haber, Traditionsmord er også de vestlige byers problem ( Töre cinayetleri batı illerinin de sorunu ), , Kategori: analyse. Emneord: æresdrab, æresmord. Lande: Danmark, Tyrkiet