dit hjem er der, hvor du bygger hus

nr. 2 / april 2011-73. årgang magasin for mindretal, sprog og kultur dit hjem er der, hvor du bygger hus Det danske mindretal i Argentina det levende sprog

2 nr. 2 / april 2011 indhold sprog og kultur dit hjem er der, hvor du bygger hus Musik skaber fællesskab på tværs af forskelle, fordi den binder øjeblikke sammen til en helhed. Sådan er budskabet fra fire unge sydslesvigere i indiepopgruppen LUDWIG VAN. side 4 1864-komplekset bearbejdes, fordi danmark er i krig Med Tom Buk-Swientys populære bøger kan danskerne få bearbejdet komplekserne fra 1864. Interessen for bøgerne skyldes bl.a., at Danmark igen oplever døde og sårede vende hjem fra slagmarken. side 14 Foto: Lars Salomonsen Foto: Scanpix det danske mindretal i argentina Fra 1850 til 1930 drog 13.000 danskere til Argentina for at finde jord, rigdom og lykke. De oprettede danske minisamfund i deres nye land, og deres efterkommere har dyrket dansk kultur og sprog helt frem til i dag. side 8 læs også side 12 kulturmøde som salatbowle eller smeltedigel side 20 dansk identitet og flydende kulturgrænser side 22 det levende sprog side 24 slesvig en navnestrid side 27 kort nyt side 32 bøger www.grænsen.dk Den 1. maj går GRÆNSEN online. Det blad, du nu sidder med, og som fortsat vil udkomme seks gange om året, bliver suppleret med GRÆNSEN.DK. GRÆNSEN.DK redigeres løbende og indeholder nyheder og aktualitet. Desuden vil siden rumme baggrundsartikler under flg. menuer: Sydslesvig. Grænselandet. Nationale mindretal. Kulturmøde. Sprog & Kultur. Aktuel debat. Bøger. el

nr. 2 / april 2011 3 leder danmark set fra syd af finn slumstrup, formand Den slesvig-holstenske regering er ved at udarbejde en såkaldt Danmark-strategi. Det officielle navn for det 18 sider tykke dokument er Mulige nøglepunkter i en fremtidig Danmark-strategi for delstatsregeringen 2010 2020. Forbeholdene signalerer, at man ikke er færdig. Papiret har i nogle måneder været ude i høring hos en række interesserede parter, som blev bedt om senest den 1. april at melde tilbage til Kiel. Allerede i høringsfasen er der kommet højlydte signaler i anledning af papiret. Regionsrådsformand Carl Holst meldte ud allerede den 10. januar i Flensborg Avis. Han satte fingeren lige ned i det ømme punkt. Den nye strategi ser nemlig Slesvig-Holstens fremtidige engagement mod Danmark baseret på to akser: Jyllands-ruten og Femern-ruten. Ved siden af det hidtidige engagement via det dansk-tyske grænseland kommer nu også Femern-forbindelsen til. Naturligvis gør den det. Men da det står klart i papiret, at den nye strategi ikke opererer med, at der skal tilføres nye penge, er det svært at være uenig med Carl Holst, når han fastslår, at uanset hvilke fine ord, man måtte knytte til den nye strategi, vil øget fokus på Femern Bælt blive på bekostning af det mangeårige dansktyske samarbejde over den landfaste grænse. En lignende bekymring gav SSV s gruppeformand i Landdagen, Anke Spoorendonk, udtryk for i marts, da hun krævede strategien på Landdagens dagsorden og hævdede, at landsregeringen har stirret sig blind på Femern Bælt-forbindelsen. Når man læser papiret, må man give Anke Spoorendonk ret i, at der nærmest er tale om en forelskelse i alle de muligheder, Femern-broen eller tunnelen vil lukke op for. Denne problematik har ikke kun regional interesse. Femern Bælt-forbindelsen vil få betydning både for Sveriges og det østlige Danmarks kontakter til Nordtyskland og omvendt. Det er fint nok. Men man må kæmpe for, at de nye muligheder ikke udnyttes på bekostning af de slesvigske relationer. Hvis ikke samarbejdet hen over den dansk-tyske landegrænse fortsat intensiveres, er der en overhængende fare for, at området synker ned i en tilstand som et dobbelt udkantsområde. Nemlig som Tysklands udkant mod nord og Danmarks udkant mod syd. Og da en sådan udvikling vil være til skade både for Sydslesvig og for det danske mindretals trivselsmuligheder, må vi naturligvis i Grænseforeningen advare imod den. Regeringen i Kiel har også inviteret Grænseforeningen til at kommentere udkastet til Danmark-strategi. Vi har i svaret lagt vægt på de uddannelsesmæssige og folkeoplysende sider af samarbejdet. Eller rettere: mangelen på samme. Grænseforeningen mener ikke, det er tilstrækkeligt at koncentrere samarbejdet om arbejdskraft, erhvervssamarbejde, turisme og sundhedsvæsen. Også på uddannelsesområdet er der en lang række blokeringer, som spærrer for, at mulighederne i grænselandets kulturelle mangfoldighed udnyttes. Hvorfor kan eksempelvis et ungt menneske i Kobbermølle hvis ikke samarbejdet hen over den dansk-tyske landegrænse fortsat intensiveres, er der en overhængende fare for, at området synker ned i en tilstand som et dobbelt udkantsområde: tysklands udkant mod nord og danmarks udkant mod syd ikke uden problemer blive tilmeldt Aabenraa Gymnasium, og hvorfor kan et ungt menneske i Kruså ikke uden komplikationer blive optaget på Duborg-Skolen? Vi har også fundet det nødvendigt at påpege, at der i Slesvig skal være respekt og fuld ligestilling mellem de nationale mindretals skoler og flertallets skoler. Den pinlige strid om besparelserne i den slesvig-holstenske finanslov over for de danske skoler viser, at en sådan respekt og ligestilling ikke er til stede for tiden.

4 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur dit hjem er der, hvor du bygger hus musik skaber fællesskab på tværs af forskelle, fordi den binder øjeblikke sammen til en helhed. sådan er budskabet fra de fire unge sydslesvigere i indiepopgruppen ludwig van. af erik lindsø

nr. 2 / april 2011 5

6 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur Jeg er i godt selskab, tænker jeg, da jeg sammen med de fire medlemmer af indiepopgruppen LUDWIG VAN falder ned i en hjørnesofa i et lummert kælderrum uden vinduer i Stengade 30 på Nørrebro et par velanrettede stenkast fra den byggetomt på Jagtvej, hvor der engang lå et ungdomshus. Stengade 30 er et musikspillested, som ligner en aflægger af det henfarne ungdomshus med spraymalede vægge og et rod og et anarki, som har sin egen orden, som man kender og føler sig hjemme i, når man er kendt på adressen. De sammenstød vi ser mellem kulturer, påvirker os, og måske vores baggrund får os til at reagere anderledes vi synes jo ikke, det burde være så svært Stengade 30 er et legendarisk spillested med en undergrund, hvorfra ny musik gennem årene er spillet frem i lyset. Det er fredag først på aftenen. Stengade 30 har slået dørene op. På et vaklende bord ved indgangen står en pengekasse og et stearinlys. Entréen er 40 kr. En ungdom i det spragledes mange varianter kommer dryssende til. En lang nats musikrejse mod dag er så småt begyndt. Nogle timer senere på den anden side af midnat klappes LUDWIG VAN på scenen. Blandt publikum er der mere end 100 sydslesvigere, som bor i København. I baren serveres der Fuglsang på fad. Det tyske mindretal sørger for noget i glassene, det danske mindretal for musikken. Og så bliver der festet igennem på Stengade. Det startede i Flensborg i 2005, da fire drenge finder sammen om musikken på Duborg-Skolen. Jesper Balling Jacobsen synger og spiller guitar, Hinnerk Brunk sidder bag trommerne, Lennart Dose spiller klaver og Pascal Flor lægger basgangen.ludwig VAN spiller indiepop en popmusik, der gør som den vil, og som ikke vil lade kunst og udfoldelse bestemme af kommercielle meninger om, hvad der sælger bedst. Indiepop er sammensat af independent og popular. Da de fire musikere sætter sig i sofaen, er det, hvad de er: independent helt deres egne. Fire identitetshistorier Hinnerk Brunk studerer i Århus. Han er opvokset i Nordfrisland i landsbyen Mønkebøl, der er så lille og så langt ude, at de andre joker med det, da han nævner landsbyens navn. Jeg er ikke familiemæssigt frisisk, men jeg er opvokset med det frisiske kan tale sproget, og har en tæt tilknytning til Nordfrisland og al det frisiske, forklarer Hinnerk. Begge hans forældre er tyskere, og på den måde har han også et tæt forhold til Tyskland og alt, der er tysk. Da mine forældre flyttede til Nordfrisland var det danske et tilvalg. De afprøvede både den tyske og den danske børnehave, men den danske var den bedste, fortæller Hinnerk. Han kom i Bredsted Danske Skole og siden hen på Duborg- Skolen. Mine forældre har altid været glade for valget, fordi vi på den måde har lært begge kulturer og begge sprog at kende. Det er en beslutning, som jeg tit tænker, var det bedste, der kunne ske for mig. Hvorfor ikke gå i en skole, hvor man kan lære den anden at kende og på den måde blive en del af en større sammenhæng? Jeg blev en del af det danske mindretal, og jeg er kommet meget i Danmark. Så når du spørger mig, hvem jeg er, så er jeg en blanding af frisisk, tysk og dansk, lyder det afklaret fra Hinnerk. Mange har svært ved at forstå det, men jeg har det virkelig fint med at være sådan en blanding. Lennart Dose studerer i København. Hans forældre stammer fra Neumünster og Hamborg, men arbejdet flyttede dem til Flensborg. Mine forældre har altid haft en kærlighed til Danmark, så jeg kom i dansk børnehave og skole i Lyksborg, fortæller Lennart. Siden studentereksamen fra Duborg-Skolen har han boet i både Hamborg, Berlin og København. På spørgsmålet om, hvad han er dansk eller tysk svarer han: Jeg er fra Flensborg! Og efter en tænksom pause: Måske også fordi, jeg synes, at Flensborg lige nøjagtig er der, hvor det danske og det tyske smelter sammen. Det rammer min identitet at sige, at jeg kommer fra Flensborg. Pascal Flor studerer i Berlin. Han er født i München, men som Lennart kom han til Sydslesvig, da forældrene flyttede til Husum for at arbejde. Forældrene satte Pascal i den danske børnehave og skole i Husum. Han har spillet cricket og gennem turneringer kommet meget til Danmark. Jeg er sådan en halv-halv, forklarer Pascal om sig selv. Jeg siger om mig selv, at jeg er halvdansker. Særlig nu, hvor jeg bor i Tyskland, betoner jeg det for jeg kan jo begge sprog, og kan tænke, føle og drømme på begge sprog. Jeg føler det virkelig helt naturligt at være begge dele. Men mine venner i Danmark kalder mig tysker, og i Berlin er jeg ikke en rigtig tysker, fordi jeg har gået i dansk skole. Jeg løber hele tiden ind i, at det er rigtig svært for andre at forstå, at man kan være sådan en halv-halv. Men det er jeg altså, fastslår Pascal, der i Berlin bor sammen med en dansk ven for at sikre sig, at han holder balancen som en halv-halv. Jeg er så den eneste rigtige dansker, lyder det fra Jesper Balling Jacobsen, da turen kommer til ham. Han er født i Tønder af ærkedanske forældre, men kom i den tyske børnehave, fordi der ikke var plads i den danske. Det blev hans fordel,

nr. 2 / april 2011 7 da faren fik arbejde i Østrig og Sydtyskland, hvor Jesper gik i 1.- 3. klasse. Siden flyttede familien til Flensborg, hvor Jesper blev en del af det danske mindretal. Jeg betragter mig selv som dansker, men jeg er samtidig stolt over, at jeg har det tyske med som en del af mig, og det vil være umuligt for mig at lægge det fra mig det fylder en stor del af mig. Mange af mine venner er tyske, forklarer han. Men altså da jeg gik på efterskole i Danmark, blev jeg kaldt tyskeren, fordi jeg kom fra Flensborg. Det siger noget om, hvor svært danskerne har det med os, der ikke er 100 procent danske. Hinnerk afbryder: Men vi er beviset på, at man godt som menneske kan være flere ting på samme tid. For andre, der kommer fra et bestemt sted, hvor alt er mere ensartet, opleves vi som ambivalente, og jeg tror, det er derfor, vi så ofte skal forklare os. Jesper: Ja, det er rigtigt. Da jeg var ude at hænge plakater op for vores koncert, mødte jeg en mand, der spurgte: Hvorfor taler du dansk? Når vi kommer fra Flensborg, må vi jo være et tysk band. Så forklarede jeg ham om det danske mindretal, men det havde han ikke hørt om. Home is where your house is De fire medlemmer af LUDWIG VAN boede et år sammen i Berlin efter studentereksamen i et forsøg på at slå igennem som band. Berlin er centrum for musik og er for musikken, hvad London var en gang. Det er den by, der bevæger sig mest det er simpelthen selve metropolen for musik, forklarer Jesper. Hinnerk supplerer: Tyskland er jo heller ikke udlandet for os. På grund af vores opvækst hører vi hjemme i et geografisk større område end både tyskere og danskere. Hjemme for os er Danmark og Tyskland. Vi bor i begge lande. Et gennembrud er så småt på vej i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor de er band on the run og på to år har givet omkring 200 koncerter. Det på trods af, at de synger på engelsk, der ikke på samme måde som i Skandinavien er slået igennem som pop- og rocksprog i tysktalende lande. Det tyske musikmarked kan leve af sig selv, de har ikke brug for nogen udefra, og derfor synger de stort set kun på tysk. Men der kommer vi så som den der blanding. Vi kunne godt synge på tysk, men det vil falde os unaturligt og på samme måde, hvis vi skulle synge på dansk. Det ville ikke være helt ærligt. Vi har en anden baggrund, og når vi laver musik, er engelsk det bedste sprog, forklarer Jesper. Når vi synger på engelsk slår vi bro, siger Lennart. Home Is Where Your House Is, er titlen på den CD, LUDWIG VAN er i Danmark for at lancere. Teksterne handler ikke om deres baggrund og alligevel. Den konflikt, vi der er spændt ud i, tror jeg godt, man kan mærke i musikken, siger Jesper Men vi laver musik, som dem vi er. Er der en konflikt har den mere at gøre med: hvordan bliver jeg den, jeg er, og hvor skal jeg hen? Sådan spørger alle unge. Vores baggrund giver måske anderledes svar. Måske. Men teksterne er ikke for at beskrive vores baggrund, siger Hinnerk selv om de alle medgiver, at barndommen i Flensborg er med i teksterne. F.eks. når de i titelnummeret synger om broken hearts on the reservoirs, så er det billeder hentet fra en nat langs havnekajen i Flensborg. På nummeret The Empty Walk får mødet med andre kulturer dem til at tænke på barndommen I ve been talking to several people Asian, Arabian and from all over this world ( ) Something that gets me to think of my childhood In phrases I return into myself De sammenstød, vi ser mellem kulturer, påvirker os, og måske vores baggrund får os til at reagere anderledes vi synes jo ikke, det burde være så svært, siger Lennart. Men jeg tror, at musikken kan nedbryde forskelle mellem mennesker, tilføjer Pascal. den er en udtryksform på tværs af forskelle. I musikken er vi alle ens, for der bliver musikken det sprog, vi taler sammen. Ja, i vores musik er udgangspunktet, at man skal have det godt sammen blive en enhed, et fællesskab på tværs af forskelle, når man er sammen om den, uddyber Hinnerk. Musikken binder øjeblikke sammen og broen mellem os skal bygges af øjeblikke, siger Jesper og kigger spørgende på de andre. De nikker. Læs mere om LUDWIG VAN på www.ludwigvan.net og www.snowhite.de/promotion/ludwigvan/

8 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur Udvandrerne Fra 1850 til 1930 drog 13.000 danskere hele 12.000 kilometer mod sydvest for at finde jord, rigdom og lykke. Immigranterne oprettede danske minisamfund i deres nye land, Argentina, og deres efterkommere har dyrket dansk kultur og sprog helt frem til i dag. Af Ebbe Fischer

nr. 2 / april 2011 9 57-årige Annelise Lund, der er tredjegenerationsindvandrer til Argentina og taler lidt dansk, sammen med datteren Ingrid, 20, som ikke taler dansk, under paraderne for indvandrersamfundene, som har opbygget det moderne Argentina ved 200-året for Argentinas uafhængighed i maj 2010. Træerne blæser blidt i vinden og en lille hund uden halsbånd løber over grusvejen, da taxaen svinger ned mod gravpladsen. En beskeden hvid kirke står i højre side af vejen og skærmer for nysgerrige blikke. Bag ved gitterporten ligger de. Ikke alle, men mange af de danskere, der udvandrede til Argentina for omkring 100 år siden. Lykken er at hvile efter vel udført gerning, står der på en gravsten. Tak for alt kære mama, lyder teksten på en anden med navnet Carolina Larsen indgraveret ovenover. Carolina blev født i Sandby den 30. januar 1879 og døde i Tres Arroyos den 15. oktober 1959. Hun hviler blandt hundredvis af andre danske på den velordnede danske kirkegård, hvor navne som Hansen, Rasmussen og Jensen dominerer totalt. Kirkegården ligger klods op ad de marker, som blev bearbejdet med stor flid. Det danske samfund var produktivt og derfor respekteret. Danskerne var afholdte indvandrere i deres nye hjemland. Et land så langt mod syd, at vinter er sommer og sommer vinter og et land så fremmed, at efterkommerne stadig har et behov for at samles under Dannebrog og danske traditioner. Barnedåb i Buenos Aires For 100 år siden var Argentina et fremgangsrigt land med et uendeligt skatkammer af uopdyrket frugtbar jord. En skatkiste, der tiltrak hundredetusinder af europæere til den nye verden i Sydamerika. Skibene lagde til havn syd for ækvator i et af verdens rigeste lande. De første danskere kom omkring 1850, og siden kom de i bølger frem til omkring 1930. Den europæiske indvandring forvandlede gradvist Argentina fra en sparsomt befolket spansk koloni til et fremgangsrigt landbrugsland befolket af arbejdsomme og dygtige europæere. Buenos Aires blomstrede, og mange af de nyankomne blev rige. Det gælder f.eks. Hans Fugl en driftig landmand, der blev en nøgleperson i udviklingen af området syd for Buenos Aires (se boks). Flere danske kirker blev bygget, og Sømandskirken i Buenos Aires blev indviet i 1931. En søndag i marts år 2011 er den klædt på til fest. Den lille sal er fyldt med et par hundrede sjæle, og de private videokameraer snurrer. Præsten er i gang med dåbsritualet på spansk. Men pludselig skifter han: Og så tager vi navnet på dansk, siger Pastor Andrés Albertsen. Præsten gentager navnet på den lille ny dansk-argentiner, mens familien følger opmærksomt med fra første parket. Endnu en dansk salme bliver sunget og efter den officielle seance går de forsamlede ned i kirkens kælder, hvor bordene

10 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur er dækket og klar. Kælderen blev i gamle dage ofte benyttet som refugium for udmattede indvandrere efter den ugelange tur over Atlanten i uhumske skibe. Et hjem væk fra dit hjem, lyder kirkens motto. Vel vidende, at de nyankomne havde behov for deres landsmænds assistance i højere grad, end de forestillede sig ved udrejsen mod det fjerne land. Langborde med sandwich og øl er stillet op, og de små kan slå katten af tønden under danske og argentinske flag. Ved et af bordene møder vi den stolte mor Camilla Brobjerg. Hun er født i Argentina og har været en del af det danske miljø, siden hun var helt lille. Hendes far var dansk, og han talte meget om Skandinavien, fortæller hun. De sidste 15 år har hun imidlertid boet i Danmark. Det danske er noget, du bærer inden i dig. Det er din historie, siger Margarita Clasen med et lidt vemodigt blik. Den ældre dame har aldrig været i Europa Derfor er det naturligt, at vores barn blev døbt i den danske kirke i Buenos Aires, siger Camilla Brobjerg. Jeg er protestant, og min argentinske familie er med til barnedåben i dag, forklarer den dansk-argentinske kvinde med et fast blik. Selvom hun altså er vokset op i et dansk miljø, er gift med en dansk mand og nu bor i Danmark, har opvæksten i Argentina sat sit præg, indrømmer hun. Jeg har altid følt mig meget dansk. Men da jeg flyttede til Danmark, opdagede jeg, at jeg er mere argentinsk, end jeg troede. Hverken det brune hår eller de brune øjne afslører ellers noget etnisk nordisk tilhørsforhold, men hun er lysere end gennemsnitsargentineren. Familierne ved bordene omkring hende er også lysere end på gaden uden for kirken og flere blonde toppe er på plads, men også mere typiske mørke argentinere. Det er en blandet forsamling De fire kirker Et par timer senere sidder Andrés Albertsen smilende på sit kontor oven over den gamle kirkesal. Dagen er gået godt. Den 46-årige præst blandt dansk-argentinerne i byen kaldet El Pastor er født og opvokset i det danske samfund i Tres Arroyos syd for Buenos Aires. Han begyndte at læse teologi, og i slutningen af firserne tog han til Fyn, hvor han fik et vikariat som præst i Horslev, inden han blev ordineret af biskop Vincent Lund i Odense Domkirke. Dernæst var han klar til at vende hjem til Argentina. Pastor Albertsen opdagede ligesom Camilla Brobjerg, at han er mere argentinsk, end han havde forestillet sig, da han rejste til Danmark for at bo. I 1992 overtog han ledelsen af kirken i Buenos Aires, og han har siden været en markant skikkelse i det danske samfund. Alle mine bedsteforældre er født i Danmark, men mine forældre blev født her, siger pastoren på flydende dansk, mens solens stråler skinner ind ad de brede vinduer. Uden for defilerer turisterne omkring i den gamle bydel San Telmo, hvor den danske sømandskirke er en af attraktionerne som et perfekt eksempel på argentinernes europæiske arv. Da jeg begyndte i skole i Tres Arroyos, forstod jeg ikke spansk. Det var typisk for de danske indvandreres børn, fortæller pastor Albertsen, som i dag er bedst til spansk. Den danske koloni i Argentina er fordelt på fire byer, der alle har en dansk kirke som samlingspunkt. Tres Arroyos udviklede sig til den største danske koloni. Lidt mod øst ligger Tandil, som i slutningen af 1800-tallet var en strategisk vigtig by. De fleste danskere kom igennem byen før eller siden, og mange slog sig ned der. Kirken er den ældste af alle kirker i området og er fra 1877. Længere mod syd ligger Necochea ud til kysten, og også her er det danske miljø intakt. Præsten arrangerede for et par år siden en indsamling, og det lykkedes at skrabe penge nok sammen til at opstille en argentinsk udgave af den lille havfrue. Menighederne i de fire byer er ikke store omkring 200 pr. kirke men mange dansk-relaterede ikke-medlemmer bruger desuden faciliteterne. Økonomisk får de fire kirker desuden et årligt bloktilskud på 20.000 US$ af foreningen Danske Sømands- og Udlandskirker, ligesom en række fonde spytter i kirkebøssen. Danskerne i Argentina begyndte at opbygge parallelle samfund tilbage i sidste halvdel af det 19. århundrede. Med tiden blev de integreret og siden assimileret i det argentinske samfund, men de har aldrig glemt, hvor de kommer fra. Pastor Albertsen påpeger, at danskheden i Argentina er forskelligartet. Den danske model i Argentina har mange ansigter, men helt grundlæggende handler det om at kende sine rødder, fastslår han. Immigranternes klub Kirken var og er altså samlingspunkt for de danske miljøer, et udgangspunkt for kontakter og arrangementer. Et par gange om måneden samles en flok damer, f.eks. til Reunión de damas i kirkens kælder i San Telmo. Vi træder ind ad døren til netop dét møde en almindelig torsdag eftermiddag. Kaffestellet er sat frem, og en håndfuld damer med nordisk tilknytning sidder og snakker. De kender tydeligvis hinanden godt. Vi bliver modtaget af Margarita Clasen, der har rundet de firs år. Den ældre dame er klædt i gul T-shirt, mørke bukser samt elegante hvide sko. Hun er født i Buenos Aires, men hendes far blev født i Køge; Otto Clasen ankom i 1924, og fra 1931 importerede han danske komfurer til Argentina. Han giftede sig med en engelsk

nr. 2 / april 2011 11 Sømandskirken i Buenos Aires blev indviet i 1931. En søndag i marts 2011 er den klædt op til fest. Den lille sal er fyldt med et par hundrede sjæle, og de private videokameraer snurrer. Præsten er i gang med dåbsritualet på spansk. Men pludselig skifter han. Og så tager vi navnene på dansk, siger Pastor Andrés Albertsen. pige og døde i 1963. Margarita voksede op i det pæne Martinez, lidt nord for den argentinske hovedstad, og hjemmet var et sandt blandingshjem, fortæller hun. Vi talte dansk derhjemme og engelsk, siger hun på dansk med et skævt smil. Vi lærte først spansk, da vi begyndte i skolen. Senere talte min far altid dansk til os børn, og vi svarede på spansk, forklarer hun. Hvad har din danske baggrund betydet for dig? Betydning? Margarita Clasen ser tankefuldt frem for sig, inden hun svarer. Det er noget, du bærer inden i dig. Det er din historie. Det er svært at forklare, siger hun med et lidt vemodigt blik. Den ældre dame har aldrig været i Europa. Den moderne bølge Selvom tiderne har ændret sig voldsomt, siden Hans Fugl bragte hvede til Tandil i 1800-tallet, så er indvandringen ikke kun historie. Argentinas tid som nyrig og global magtfaktor er passé, men historien gjorde Buenos Aires til en kulturel perle, der stadig tiltrækker tusindvis af europæere. En ny generation af unge danskere er flyttet til byen de senere år. Jess Smergel- Krog er en af de nyankomne. Han blev gift i den danske kirke i Buenos Aires i november sidste år, og hans kone Andrea har gået til dansk og har danset folkedans i kirken. Parret gør meget for at holde kontakt til det danske miljø. Den danske kirke i Buenos Aires var det første sted, jeg henvendte mig til, da jeg ankom i 2003 og skulle prøve at finde en hverdag i Argentina. Præsten Andrés har været en stor hjælp i min integrationsproces. Det at kunne komme i kirken og bruge den som dansk fristed med opslagstavle, bøger på dansk og sociale begivenheder gjorde det hele meget lettere, forklarer den 36-årige dansker. Andrea og Jess kender en række andre dansk-argentinske par, og de bruger hinanden aktivt, forklarer han. Vi har fået et godt socialt netværk; de fleste af vores venner er andre danskere i samme situation. Vi holder sammen og prøver at hjælpe hinanden undervejs. Nu hvor de fleste af os er ved at blive forældre, spekulerer vi også i, at vores børn skal bevare de danske aner ikke mindst sproget og børnene skal ses indbyrdes, siger han. Hvem var de? De danske indvandrere var for størstepartens vedkommende bønder, som så muligheder på den uendelige argentinske prærie, pampassen. De ankom i bølger mellem 1850 og 1930 pga. fattigdom i hjemlandet. I Argentina indrettede danskerne sig i minisamfund i og omkring Buenos Aires med egne skoler, kirker samt aviser og blade på dansk. Danskerne var vellidte som hårdtarbejdende og ærlige indvandrere i et land, hvor et ord sjældent var til at stole på. Litteratur En række bøger er skrevet om de danske indvandrere i Argentina. Erik Dybdal Møller: Danskere som indvandrere, Poul Kristensens Forlag 2007. En bog om indvandringens mytologi. Forfatteren er født i Argentina af danske forældre og har boet og arbejdet i sit fødeland. Lars Bækhøj: Danske i Argentina, Det Danske forlag 1948. En klassiker. Bogen er skrevet af en dansk indvandrer, som blev en nøglefigur i udviklingen af danskargentinske skoler. Jane Aamund: Udlængsel, De Grønne skove, Smeltediglen, People s Press 2004-2009. Den danske forfatter har skrevet en rost romantrilogi om de danske indvandrere i Argentina. Juan Fugl Hans Fugl Christensen er en historisk figur. Han var en af de første og den mest kendte danske indvandrer i Argentina. Han antog navnet Juan efter ankomsten til sit nye spansktalende hjemland i 1844. I 1848 tog han til Tandil syd for Buenos Aires, hvor han indførte hveden og blev en magtfuld mand i landbrugsindustrien. Hvede er i dag vigtig for områdets økonomi og en stor statue af Juan Fugl er rejst i Tandil.

12 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur salatbowle eller smeltedigle Nu mange år efter bliver jeg ved læsning af Torben Grøngaard Jeppesens bog Skandinaviske efterkommere i USA mindet om disse oplevelser. Bogen er lige udkommet på Forlaget Odense Bys Museer. Bogens første sætning lyder: Siden starten af 1800-tallet er op mod 3 mio. skandinaver udvandret til USA. Bogens mål er at beskrive og kortlægge efterkommere af de ca. 1.5 mio. skandinaviske indvandrere i USA i perioden 1840-1950, deres situation i USA i dag og undersøge, hvor langt de er nået i integrationen og assimileringen i det amerikanske samfund. En af bogens overraskende oplysninger er, at der er ca. 10 mio. nulevende efterkommere af skandinaviske immigranter i USA, hvilket svarer til ca. halvdelen af de tre landes indbyggertal. På baggrund af et omfangsrigt og detaljeret statistisk makulturmøde som salatbowle eller smeltedigel i dag lever der i usa ca. 10 mio. efterkommere af skandinaviske udvandrere. selv fire generationer efter er de endnu ikke totalt opslugt i det amerikanske samfund, konkluderer ny bog. bogen bidrager til en mere nuanceret forståelse af de processer, som omplantning af mennesker fra andre kulturer skaber. af knud-erik therkelsen For 10 år siden rejste min kone Birthe og jeg rundt i USA. Undervejs passerede vi nogle af de områder, hvor mange danske immigranter havde bosat sig i slutningen af 1800-tallet, bl.a. Solvang i Californien, Tyler i Minnesota og Elk Horn i Iowa. historien om nadeshka Solvang havde på trods af kopi af Rundetårn og en farvestrålende bagerforretning mistet enhver troværdighed. Det var en stor kliché forstået på den måde, at byen endnu foregav at være dansk, selv om alle dens indbyggere med dansk baggrund for længst var assimilerede. Byens præst var af finsk oprindelse og på det lokale alderdomshjem kunne vi ikke finde beboere, som talte dansk. I byen Tyler i det sydvestlige hjørne af staten Minnesota var der en mere levende tradition. Her havde danske immigranter i 1880 erne oprettet en luthersk menighed og i 1886 en folkehøjskole, der oprindeligt havde til formål at undervise danske immigranter i engelsk. Senere forsøgte skolen at sikre uddannelse af dansktalende præster, så danske andengenerationsindvandrere i USA kunne følge danske gudstjenester. Det viste sig dog at være et håbløst projekt de unge ønskede at lære engelsk, så de kunne uddanne sig og klare sig i USA. I Tyler var der stadig mennesker, der på dansk kunne fortælle om menighedens og kirkens historie og som værnede om den. I Elk Horn i Iowa kørte vi direkte til alderdomshjemmet for at høre, om der var dansktalende beboere. Personalet mente bestemt, at Nadeshka på Stue 102 talte dansk, hvilket vi betvivlede. Det navn lød mere russisk end dansk. Vi blev hjulpet hen til Stue 102 og ganske rigtigt, beboeren, den 95-årige Nadeshka, talte jysk, som mine oldeforældre må have gjort det i begyndelsen af 1900-tallet. Hun kunne fortælle, at hun var født i 1907 i Sibirien i Rusland. Hendes far var mejerist, og han var med den tids højteknologi emigreret til det fjerne Sibirien, hvor han drev et mejeri. Da Nadeshka skulle begynde i skole, besluttede familien at rejse til Danmark, men forældrene havde stadig udlængsel og ville gerne tilbage. Det kunne ikke lade sig gøre på grund af 1. Verdenskrig, og så kom den russiske revolution osv., så i stedet rejste familien til Amerika. Og her i Elk Horn, Iowa havde Nadeshka så levet sit liv, fået seks børn og været lærer ved siden af. På et lille bord lå en stak gamle aviser, deriblandt Bien, som er en dansksproget avis, der udkommer i danske indvandrerkredse i USA. I stakken gemte sig også en højskolesangbog, og Nadeshka indrømmede, at hun holdt af at synge. Skal vi synge sammen? Ja, det ville Nadeshka gerne. Jamen, hvad skal det være for en sang? Nadeshka svarede prompte: I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Og der sad vi så på alderdomshjemmet i Elk Horn, Iowa og sang H.C. Andersens fædrelandssang for 95-årige Nadeshka, som var født i Sibirien, men følte sig dansk.

nr. 2 / april 2011 13 Vindmøllen fra Nr. Snede står i dag i Elk Horn, Iowa Og der sad vi så på alderdomshjemmet i Elk Horn, Iowa og sang H.C. Andersens fædrelandssang for 95-årige Nadeshka, som var født i Sibirien, men følte sig dansk teriale undersøger bogen en lang række forhold om de skandinaviske efterkommere, herunder hvilke sociale og kulturelle grupper i det amerikanske samfund de knytter sig til, og om der stadig kan spores særlige træk i deres værdier, som kan henføres til deres skandinaviske oprindelse. Bogen har mange spændende bidrag til en mere nuanceret forståelse af de processer, som omplantning af store menneskemængder over store afstande skaber. Naturligvis kan der ikke generaliseres til andre etniske grupper, tider og steder, men de mange kurver og grafer giver et andet perspektiv. En af bogens konklusioner er, at efterkommerne af danske, norske og svenske immigranter til trods for at de fleste tilhører tredje-, fjerde- eller senere generationer ikke er totalt opslugt i det amerikanske samfund. De afviger stadig på målbare sociale og værdimæssige forhold. Efterkommere af danske og svenske immigranter afviger dog mindre end norske, som i processen ind mod det kerneamerikanske ofte valgte sammenholdet om det norske frem for tilpasning og dermed økonomisk fremgang. Bogen diskuterer, om USA skal være en salatbowle, præget af mangfoldighed, hvor kulturer nok blander sig, men alligevel bevarer deres særpræg, og hvor efterkommere fastholder deres immigranthistorie og dyrker den. Eller om USA udvikler sig til en smeltedigel, hvor andengenerationen i sin stræben efter at forbedre egen økonomiske og materielle situation hurtigst muligt lader sig assimilere og adopterer amerikanske værdier. Eller sagt på en anden måde: Skal globaliseringen ske på europæiske præmisser (salatbowlen) eller amerikanske præmisser (smeltedigelen)? Vores rejseerfaringer i USA viste, at den amerikanske globalisering handler om smeltedigel og assimilation og ender med vores vemodige fælles sang med 95-årige Nadeshka. Bogens sidste sætning lyder også lakonisk: Samtidig kan det konstateres, at et stykke immigranthistorie er ved at finde sin endelige afslutning. Torben Grøngaard Jeppesen: Skandinaviske efterkommere i USA. Etniske grupper eller kerneamerikanere? Forlaget Odense Bys Museer. 200 sider, illustreret. 168 kr.

14 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur 1864-komplekset bearbejdes, fordi Danmark er i krig Danskerne har aldrig fået bearbejdet komplekserne fra 1864. Først med journalisten og historikeren Tom Buk-Swientys populære bøger er der skabt mulighed for, at et bredt dansk publikum kan forstå nederlaget og dets konsekvenser. Interessen for bøgerne skyldes bl.a., at danskerne igen oplever døde og sårede vende hjem fra slagmarken. Det fører til overvejelser, om en militær aktivistisk udenrigspolitik er en god idé. Af Uffe Østergård Danmark og Tyskland er naboer i et efterhånden forenet Europa. Landene har ingen større problemer med hinanden. Ja, man kan sige at Danmark og dansk politisk kultur har et urimeligt godt ry i Tyskland. Grundlæggende skyldes det naturligvis det forhold, at de to lande befinder sig i helt forskellige vægtklasser, hvor Danmark overhovedet ikke er en udfordring eller trussel for Tyskland. Og slet ikke efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Når forskellen i størrelse ikke fører til større underlegenhedsfølelse i det lille Danmark skyldes det flere forhold. Dels at tyske politikere normalt tager høfligt hensyn til den lille nabo mod nord, at handelsforbindelserne fungerer godt med Tyskland som det vigtigste marked for Danmark, og at tyskerne har lagt mange penge som turister. Dertil kommer, at nok er størrelsesforskellen mellem de to lande enorm, men EU-samarbejdet fungerer på grundlag af nationale stater, hvor store og små i princippet er lige værdige. Det er de naturligvis ikke, når det kommer til virkeligt vigtige beslutninger. Men til daglig må man sige, at samarbejdet har været til størst fordel for de små og mindre lande. Og det har flertallet af danskerne indset, selv om det meget sjældent indrømmes. Danmark er i dag en homogen, eksemplarisk nationalstat. At det skyldes resultatet af fire hundrede års militære nederlag til naboerne, har danskerne næsten glemt lige med undtagelse af nederlagene til de tyske stater i 1800-tallet og besættelsen under 2. verdenskrig. Det har efterladt et dybt sår i den kollektive bevidsthed i Danmark. Dansk bearbejdelse af 1864-syndromet Skal det lykkes for danskerne at overvinde komplekserne fra 1800-tallet, skal de have bearbejdet historien fra 1864. Og det kan overraskende nok, trods den lange tid der er gået, ikke siges at være sket. Det er først med journalisten og historikeren Tom Buk-Swientys nye bøger om 1864, at det er blevet muligt for et bredt dansk publikum at forstå og bearbejde nederlaget. Bøgerne er skrevet i den bedste amerikanske tradition for dramatiseret og velskrevet historiefortælling med vægt på de enkelte personers skæbne. De har givet et dansk publikum, hvad det ikke vidste, det manglede og som flertallet af historikere ikke troede muligt. Ved anvendelse af nogle i og for sig ret enkle greb har han leveret en gribende og medrivende fortælling, der på samme tid analyserer den storpolitiske situation og beskriver de militære begivenheder såvel fra ledelsens side som fra de enkelte krigsdeltageres perspektiv. Det er helt fortjent. at begge bøger længe har ligget på bestseller-listerne. De eneste deltagere, der ikke kommer til deres ret i Buk-Swientys fremstilling, er de Foto: Polfoto

At man selv var skyld i nederlagets omfang og den elendige behandling af soldaterne efter krigen, er den egentlige tragedie ved nederlaget i 1864 nr. 2 / april 2011 15

16 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur nationalliberale ledere. Men det skyldes især, at det ikke er muligt at forsvare deres kombination af selvovervurdering, manglende realisme og angst for folkestemningen i København langt fra krigsskuepladsen. Det kom forbilledligt klart frem i det første bind fra 2008, som han gav titlen Slagtebænk Dybbøl. Med den titel fremhævede han brutalt de danske soldaters egen betegnelse for situationen i de sønderskudte skanser i foråret 1864, samtidig med at han klart redegjorde for inkompetencen hos den regering, der ikke lod hæren evakuere de sønderskudte stillinger. En rettidig dansk evakuering var nemlig, hvad den preussiske ledelse frygtede mest af alt. Langsomt er det dæmret for flertallet, at man skylder soldaterne en særlig anerkendelse og status En sådan evakuering ville i kraft af overlegenhed til søs have gjort det muligt for den danske side at have samlet sine styrker på ét sted og dermed opnået overlegenhed, akkurat som den havde gjort det i 1849. I stedet fik Danmarks 8. brigades heroiske og selvmorderiske modangreb som er bevaret i den kollektive erindring i form af et maleri uhyrlige omkostninger i form af døde, sårede og invalider et faktum, der siden hen blev ignoreret. I alt beløb de danske tab den 18. april 1864 inklusive fanger sig til 5.500 mand, dvs. omtrent hver anden dansker i skanserne. Et umådeligt tab for hæren og landet og en åreladning af især officerskorpset, som skulle vise sig skæbnesvanger i den næste runde af krigen, som den anden bog om erobringen af Als 29. juni 1864 med den velvalgte titel Dommedag Als behandler. Dommedag Als Hvor stormen på Dybbøl både i Danmark, men også i udlandet, er blevet husket som tapper og ærefuld for begge sider, var tabet af Als et ydmygende dansk nederlag med langt større tab hos forsvarerne end hos angriberne. Den preussiske hærledelse under prins Carl havde trods sin talmæssige overlegenhed før stormen 18. april været bange for, at danskerne ville påføre ham et nyt Sevastopol. Dermed hentydede han til det langvarige og seje forsvar, som den russiske hær havde ført på halvøen Krim mod britiske og franske tropper 1854-55. Situationen ved overgangen til Als var endda endnu vanskeligere for den preussiske hær, der ingen erfaringer havde med at angribe over vand, og slet ikke mod en modstander, der havde herredømmet til søs i hvert fald så længe den østrigske flåde ikke var nået frem i fuld styrke. Ganske vist var de danske krigsskibe udsatte i det snævre farvand mellem Als og Sundeved, men de preussiske soldater hvoraf kun få kunne svømme var fulde af angst og uro inden angrebet i den lune sommernat. Men denne gang sejrede de helt og holdent og ydmygede den danske hær totalt. Det er formentlig grunden til, at episoden stort set er glemt i den danske kollektive hukommelse i modsætning til den trods alt heroiske kamp ved Dybbøl. Med undtagelse af enkelte tapre indsatser efterlader Buk- Swientys minutiøse skildring indtrykket af en hær, der gik i opløsning, og hvor det kun var evakueringen fra halvøen Kegnæs, som forløb bedre end forventeligt. Ifølge den officielle danske statistik var der 3.100 døde, sårede og fanger ud af de 7.500 danskere altså næsten hver anden. Det er ikke blot store, men helt overvældene tabstal, især når de sammenlignes med de preussiske tab på 400 mand, døde og sårede. Nederlaget på Als var så stort, at det blev umuligt at opretholde det urealistiske håb i den danske befolkning om at kunne løse det slesvigske spørgsmål med krig et håb, der havde overlevet den endnu blodigere kamp i skanserne ved Dybbøl i foråret. Forhandling havde hele tiden været den eneste realistiske mulighed, men det tog altså den unødvendige anden omgang af kamphandlingerne at få den danske befolkning til at indse det. At man selv var skyld i nederlagets omfang fulgt op af den elendige behandling af soldaterne efter krigen, er den egentlige tragedie i nederlaget. De hjemvendende soldater blev, som Buk-Swienty skriver, i modsætning til den begejstrede modtagelse efter den snævre sejr i borgerkrigen ved Isted i juli 1850, modtaget med kulde, foragt, ja endog med hån hvis de overhovedet blev modtaget. Eftertiden har til gengæld fortabt sig i spekulationer, om hvorvidt panserskibet Rolf Krake svigtede sin opgave eller ej. Den grundige analyse af forløbet frikender imidlertid flåden og placerer i stedet ansvaret for nederlaget, hvor det hører hjemme: Hos den militære og politiske ledelse i København. Soldater skal anerkendes også når de har tabt Man kan roligt sige, at det danske skæbneår 1864 er blevet genindsat i den natio-

nr. 2 / april 2011 17 Foto: Scanpix Danskerne oplever igen døde og sårede vende hjem fra slagmarken og hermed overvejelser om en militær aktivistisk udenrigspolitik er en god idé.

18 nr. 2 / april 2011 sprog og kultur nale bevidsthed med Tom Buk-Swientys to mesterlige bøger. Bøgernes velfortjente succes skyldes først og fremmest deres kvaliteter. Men det spiller nok også en rolle, at den danske befolkning så småt er ved at komme i tvivl om, hvorvidt den militært aktivistiske udenrigspolitik er en god idé. Samtidig er der i en nutid, hvor Danmark er i krig, noget at lære af, hvor usselt landet i 1864 behandlede sine overlevende soldater. Forholdsvis var der næsten lige så mange veteraner i det lille Danmark efter 1864 som i Frankrig efter 1. verdenskrig og Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. Men de blev gemt væk, ignoreret som skamfulde mindelser om en kollektiv fejltagelse. Danmark er i disse år ved at indstille sig på at skulle føre en egentlig veteranpolitik, der anerkender de skader, som unge mænd og kvinder har pådraget sig i nationens tjeneste. Indtil nu har de sårede skullet stille op i køen i det almindelige behandlingssystem sammen med ofre Der er noget at lære af, hvor usselt landet i 1864 behandlede sine overlevende soldater for færdselsuheld, narkotikamisbrug og psykologiske skader. Men langsomt er det dæmret for flertallet, at man skylder soldaterne en særlig anerkendelse og status. Når det har taget så lang tid at se krigens menneskelige omkostninger i øjnene, skyldes det den manglende bearbejdelse af nederlagene i 1864, både det ved Dybbøl 18. april, men især nederlaget på Als 29. juni. Krigen reducerede Danmark til en småstat, som mange mente var for lille til at overleve. Denne småstat var til gengæld etnisk homogen. Danmark var nu helt overvejende beboet af danskere med landbrug som erhverv, efter at de industrialiserede hertugdømmer var tabt. Den tidligere udbredte flersprogethed gik i glemmebogen. Ich bin ein Däne. Ich will ein Däne sein, havde loyale tysktalende soldater sunget i skanserne på Dybbøl. Efter 1864 blev det at være dansker noget, man kun kunne være på dansk. Politisk, kulturelt og økonomisk markerede 1864 et skarpt skel. 1864 som fælles europæisk erindring i Danmark og Tyskland Nederlaget i 1864 skabte rammerne for det moderne Danmark. Derfor er krigen vigtig at beskæftige sig med i dag. Først og fremmest er fortællingen om nederlaget dog en god historie, som Tom Buk- Swienty har så megen ære af at have draget frem i lyset i sin moderne fortælling. Dramatisk, sørgelig og ind imellem absurd. Når man i dag går tur på skanserne ved Dybbøl eller ved kysten af Als, kan det være svært at forestille sig, at der her for kun halvandet hundrede år siden blev kæmpet på liv og død. Krigen i 1864 er tilsyneladende langt væk for mennesker, men stormen på Dybbøl og resten af krigen har stor betydning for såvel dansk identitet som sikkerhedspolitik sidenhen. Tabet af Slesvig, Holsten og Lauenburg reducerede Danmark fra en multinational Helstat til en etnisk ren nationalstat med kun ét sprog og én kultur. Måske er det godt, at det gik sådan. Hvis Helstaten havde overlevet med ca. to tredjedele dansktalende overfor en tredjedel tysktalende, kunne Danmark i dag have lignet Belgien. Et konfliktfyldt partnerskab mellem en industrialiseret sydlig del, hvis elite og sprog traditionelt længe dominerede, og en nordlig flertalsbefolkning med bondekultur, som i kraft af industrialiseringen efter 1945 blev rigere end dem i syd med deraf følgende overlegenhedsfølelse. Den etnisk homogene nationalstat gjorde det lettere at opbygge en velfærdsstat, fordi der her overføres penge til folk, der ligner i hvert fald indtil for nylig. Men den har også gjort det svært for Danmark at fungere i en moderne globaliseret og multietnisk virkelighed. For slesvigerne betød 1864, at de fra at have været en rig provins i et tilbagestående dansk rige blev til en fjern afkrog af det nye tyske kejserrige. Den særlige slesvigske identitet forsvandt med 1864, for kun i en kort periode at opstå efter 1945 da landsdelen blev oversvømmet af helt anderledes tyske flygtninge fra de østlige dele af det kæmpemæssige tyske rige. Mødet med disse fremmede landsmænd førte til en kortvarig opblomstring af danskheden og krav om revision af grænsen. Denne udgave af det danske mindretal er i dag stort set forsvundet og afløst af et dansksindet parti, SSW, der reelt er et tysk regionalt parti båret af mennesker, som har det fint med at leve på to sprog og med to pas. Og som måske kan fungere som rollemodel for rigtige danskere i omgangen med mindretal, som Grænseforeningen i dag forsøger at demonstrere. I 1800-tallet blev de dansksindede slesvigere tvunget til at definere sig som danskere, hvis de ikke ville være preussere. På linje med de polsktalende i Poznan og Østpreussen og de fransktænkende, men tysktalende i Alsace og Lorraine.

nr. 2 / april 2011 19 I 1920 blev de dansktalende genforenet med et land, de ikke havde været en del af i mange hundrede år. Det betød, at de kom tilbage som sønderjyder med ar på sjæl og krop undtagen de godt 5.000, som faldt i krigen. Samtidig udvandrede de mange tysktalende, der havde været offentligt ansatte, mens en stor gruppe af sønderjysktalende, der identificerede sig som tyske, blev som et mindretal i det danske Sønderjylland. Syd for grænsen havde de tysksindede 1866-70 måttet opgive håbet om et selvstændigt Schleswig-Holstein til fordel for et forenet, preussisk domineret Tyskland med stormagtsdrømme. Et lille dansktalende mindretal syd for grænsen, der levede i Weimar-republikken, var vidner til nazismens magtovertagelse, og led under 2. verdenskrig, hvor mændene måtte gøre tysk militærtjeneste. Et helt nyt Tyskland Nederlaget i 1. verdenskrig, nazismens katastrofe, det endnu større nederlag i 1945 og flygtningestrømmen samt foreningen af Øst- og Vesttyskland i 1990 har skabt et helt nyt Tyskland med udstrakt føderalt selvstyre: Forbundsrepublikken Tyskland. Landet Schleswig-Holstein blev ganske vist en relativt fattig periferi, og den tidligere så velhavende søfartsby Flensborg blev reduceret til en provinsby, hvis eneste forbundsinstitution er kontoret for betaling af trafikbøder. Til gengæld vover Flensborg at mindes dele af sin danske helstatshistorie, hvor byen blev rig på handel med slaver og sukker i dansk Vestindien. Byen har ikke noget museum for slavehandelen, men mindes importen af sukker og produktionen af rom meget bedre end København, der ellers rummer en lang række pragtfulde palæer, som blev finansieret af denne handel med resultaterne af slavernes arbejde. Grænsen mellem Danmark og Tyskland blev afdramatiseret med Bonn-København-aftalerne i 1955 og den gensidige ligebehandling af mindretallene. Begge lande er medlemmer af EU, og en skønne dag vil det sikkert blive nemt at leve på den ene side af grænsen og arbejde på den anden. Men det gamle Slesvig eller Sønderjylland er væk for altid. Tysk og dansk er takket være EU kommet til at leve i fred og næsten harmoni med hinanden. Det var nok heldigt, at det gik som det gjorde. Men danskerne har stadig et arbejde at gøre med den disciplin, som tyskerne efter 1945 har bedrevet så beundringsværdigt, at begrebet kun findes på tysk: Bewältigung der Vergangenheit. Istedløven historien, der ikke vil slutte Hvis danskerne får lyst til at bearbejde deres egen fortid på kritisk vis, har de fået et fremragende værktøj til det i form af Buk-Swientys to bøger. Til gengæld er det usikkert, hvad eksperimentet med at flytte det danske sejrsmonument over slaget ved Isted i 1850 fra København til Flensburg vil føre med sig. Istedløven, som statuen kaldes, blev af den sejrende preussiske hær ført fra Flensborg til Berlin Lichtenfelde efter 1864. Her druknede den imidlertid snart i mængden af sejrsmonumenter og førte en upåagtet tilværelse indtil maj 1945, hvor britiske og amerikanske soldater på dansk tilskyndelse tog den ned og transporterede den til København. Her vidste man til gengæld ikke rigtigt, hvad man skulle stille op med et sejrsmonument for et nederlag Danskerne har stadig et arbejde at gøre med den disciplin, som tyskerne efter 1945 har bedrevet så beundringsværdigt, at begrebet kun findes på tysk: Bewältigung der Vergangenheit og gemte statuen af vejen bag det danske militærmuseum, Tøjhusmuseet. Med udbygningen af Det kongelige Bibliotek omkring 2000 fik statuen imidlertid en fremtrædende plads overfor Bibliotekets modernistiske bygning på en plads, der lidt ironisk blev opkaldt efter filosoffen Søren Kierkegaard. Ironisk, fordi Kierkegaard afskyede den nationale ophidselse og kamp i 1840 erne og 1850 erne. Efter ønsker fra flertallet i byrådet i Flensborg blev det i 2010 besluttet at sende statuen tilbage for at blive opstillet på sin gamle plads fra 1850 erne på kirkegården i byens centrum. Hvor vidt denne flytning, der falder sammen med valget af en overborgmester fra det danske SSW, vil befordre en besindelse på den fælles danske og tyske historie i et post-nationalt europæisk samarbejde må fremtiden vise. Den vil i hvert fald blive savnet i København. Historien er langt fra slut, hverken for Istedløven eller virkningerne af 1864. Uffe Østergård er professor i europæisk historie, International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School.

20 nr. 2 / april 2011 dansk identitet sprog og kultur og flydende kulturgrænser Danmark, i dag brydes grænser ned mod et Europa i fred. Grænser du ikke kan standse ved. Hele din jord er med. Denne levende jord hvor syd, vest, øst og nord er tæt på hinanden! (Søren Eppler. Vindersang i Grænseforeningens konkurrence om en ny dansk sang 1990. Højskolesangbogen nr. 382) hvordan vil den danske selvforståelse, de danske værdier og nationalstaten udvikle sig i den globale landsby med flydende kulturgrænser? ender grænselandet som et randområde? kurset grænseland & globalisering på rødding højskole forsøger at give svar. af erik lindsø For fjerde gang byder Rødding Højskole og Grænseforeningen velkommen til GRÆN- SELAND & GLOBALISERING. Denne gang er Sydslesvigsk Forening medindbyder, og Danmark og danskheden, som mindretallet ser det, vil være et af omdrejningspunkterne på kurset. Den danske selvforståelse udfordres i disse år af flydende kulturgrænser. Grænsernes nedlæggelse og folkeslagenes bevægelse er et faktum. Indvandring og kulturmøde er blevet det emne, der mere end noget andet skiller vandene. Udviklingen har sat nationalstatstanken under pres og forandring. Derfor er det vigtigt for os at finde ud af, hvordan og i hvad den er forankret. Hvor har vi rod, når alt er under forandring? Mindretallene er forankrede i det flerkulturelle og det flersproglige. Kurset sætter fokus på de værdier og erfaringer, som nationale og etniske mindretal har at bidrage med. Vi inviterer markante personligheder, forskere og formidlere til at kaste lys over den danske udfordring i mødet med det fremmede. Vi byder velkommen til en uge med spændende foredrag, modsætninger, debat og meningsudveksling.