Voksendåben som førte til trosfrihed Pernille Andersen har fundet sin tro og skal døbes i Ringsted Baptistkirkes dåbsgrav. Dåben er central for baptisterne og så vigtig, at de første danskebaptister gik i fængsel for friheden til at blive døbt. Deres voksendåb blev set som undergravende. Kirsten Nilsson Journalist Hun rejser sig hun, som ellers har social angst. Blandt 91 mennesker, hvoraf mange er nogle, hun ikke kender. Hun ser det for sig og må sige det højt:»jeg skal døbes«. Baptistkirken er en af de største kirker i verden med mere end 100 millioner troende, og antallet stigerkirken er voksende. De første menigheder blev stiftet i Europa i 1500-tallet og i USA i 1600-tallet. Jimmy Carter og Bill Clinton er baptister, og de fleste gudstjenester, præsident Obama går til, foregår i baptistmenigheder. I Danmark er baptistkirken en af de største frikirker med over 5.000 medlemmer fordelt på mere end 50 menigheder. Omkring en femtedel af dem er såkaldte migrantkirker med en menighed af nydanskere. Gudstjenesterne er ikke bundet af en fælles liturgi, så de kan være meget forskellige. Også lægfolk kan prædike og stå for dele af gudstjenesten. Som folkekirken er baptistkirken en protestantisk kirke. Men hvor folkekirken mener, at barnet skal døbes for at blive Guds barn, døber baptister aldrig spædbørn, men kun personer, der selv ønsker at tage imod dåben. Det kaldes bekendelsesdåb. Det sker på et kristent kursus for baptister i Danmark en søndag, hvor der er besøg fra USA. De besøgende har fortalt en masse om,»hvordan vi lytter til Jesus, og hvordan han kan bruge os til helbredelse og til vækkelse i Danmark«, og hendes udbrud udløser stor begejstring, fortæller Pernille Andersen, som er 22 år.»jeg ved ikke, hvad der er den weekend. Men Jesus trækker mig til sig, og midt i en prædiken får jeg et billede i mit hoved af, at jeg bliver døbt i kirken i Ringsted«.
Pernille Andersen har været begyndt på et par uddannelser, men er i øjeblikket på kontanthjælp. Hun har ikke været aktivt troende før. Hun er døbt og konfirmeret i en almindelig folkekirke, men troen har ikke fyldt meget. Ikke før hendes mor for en tre-fire år siden begyndte at komme i baptistkirken i Ringsted. Moren, som har haft et hårdt liv med psykisk sygdom, følte sig også kaldet. Gud gav hende et syn, som gjorde, at hun fandt frem til nøjagtig det sted, hvor hendes voksne søn opholdt sig, engang hun vidste, at han var i problemer. Et sted, hun aldrig havde været før.»da hun begyndte at komme i kirken, troede jeg, at hun var skør i bolden. Men jeg var vidne til, at hun meget hurtigt blev helbredt for sine psykiske sygdomme, og at hendes liv blev lagt helt om. Og så blev jeg voldsomt nysgerrig«, siger Pernille Andersen. Hun har sønnen Liam på to år og kæresten Palle Andersen. Han er ikke troende, men var forstående, da Pernille Andersen begyndte at gå til kurser og prædikener i de lokale frikirker på Midtsjælland. Og det er her, på et Next Level-kursus, hvor unge kvinder taler om, hvordan de kommer tættere på Gud, at hun føler trangen til at blive døbt.»når man træder ind i et rum, som er fyldt med kærlighed, så er man ikke anderledes. Så længe vi priser Herren, er ingen forkerte«, fortæller Pernille Andersen om sin beslutning. Dåben er central for baptistkirken, som i år fylder 175 år i Danmark. Og Pernille Andersen har sit frie valg. Men sådan har det langtfra altid været. Baptistkirkens danske grundlæggere gik i fængsel for friheden til at blive døbt, og deres kamp, som i dag er glemt af mange, var stærkt medvirkende til, at Danmark fik religionsfrihed. De første 11 De første danske baptister gik ud gennem Nørreport en tidlig morgen, 27. oktober 1839. Det siges, at det var koldt og blæsende. De gik i ly af mørket og blandede sig med bønderne, som var på vej ind i byen med deres varer. Baptisterne gik en og en for ikke at vække opsigt. Dengang var det forbudt ved lov at blive voksendøbt eller gendøbt, som det hed. Det at være borger i Danmark var tæt forbundet med det at være del af statskirken, en kirke, som siden reformationen i 1536 var blevet knyttet tættere til kongemagten, og hvor der var regler og love for, hvordan undersåtterne måtte praktisere deres tro. Det gav slet ikke mening at tale om kirke og stat som to forskellige ting. Kirke og stat var det samme. Underkendte man kirken, underkendte man staten. Det siger loven Syv paragraffer Religiøse og kirkelige forhold er omtalt i syv paragraffer i den danske grundlov: 4 Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. 6 Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke. 66 Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. 67 Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. 68 Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen. 69 De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov. 70 Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Flere borgerrettigheder afhang af, at man var døbt og konfirmeret. Eksempelvis kunne man ikke indgå ægteskab, og der var en række stillinger, man var afskåret fra, hvis man ikke var blevet konfirmeret, når man fyldte 19 år. Modsatte man sig konfirmationen, blev man straffet med fængsel på vand og brød. De 11 vakte baptister, som gik ud den kolde oktobermorgen, blev anført af en københavnsk gravør ved navn Peter Christian Mønster. Han havde nærlæst Bibelen og var kommet frem til, at de første kristne menigheder bestod af voksne mennesker, der var nået frem til en personlig tro på Jesus Kristus, som de lod sig døbe på. Det stod i modstrid med den ellers lovpligtige dåb af spædbørn. Baptistkirken opstod i Europa i 1500-tallet og bredte sig til USA i 1600-tallet, og navnet kommer netop af, at baptister ikke anerkender barnedåben, men tror på, at den enkelte gennem dåben selv bevidst bekræfter sin tro på Gud og sit forhold til Jesus. Peter Christian Mønsters overbevisning lå på linje med den baptistiske vækkelse, og netop på den tid var den tyske prædikant Johann Gerhard Oncken, en af grundlæggerne af baptistvækkelsen i Tyskland, rejst til Danmark. I oktobermorgengryet mødtes de 11 vakte med den tyske præst ved Lersøen lidt uden for København det, som i dag er ydre Nørrebro. Dåben for baptister er ikke bare lidt vand i håret, men hele kroppen, som skal under vand. Man begraver sit tidligere liv og genopstår til et nyt. Således også i kulden ved søen, hvor skaren blev døbt af præsten. Og dagene efter dannede de en menighed, Dåbsmenigheden i København. Hovedstaden var lille. Rygtet om den nye, ulovlige menighed løb hurtigt. Mindre end en måned efter dåben blev vækkelsens leder, Peter Christian Mønster, afhørt, og kort efter blev han fængslet og sat på vand og brød. Danmark kendte meget lidt til andre trossamfund. Calvinister og jøder havde ganske vist fået religionsfrihed i Fredericia og i dele af København, men baptisterne kunne ikke accepteres. En konsekvens af baptisternes tro er, at Kristus og Gud ses som de sande ledere af menigheden og det kunne opfattes som ulydighed mod kongen, som var overhovedet i statskirken. Så at undergrave barnedåben er på sin vis at undergrave samfundets og den guddommelige orden. Sjællands biskop, Jakob Peter Mynster, advarede således om, at borgerkrigen ville komme til Danmark, hvis folk ikke»bevarede enigheden i troen«, forklarer kirkehistoriker Anders Holm.»Gendåben var farlig. Det var noget djævelskab, og man var bange for, hvad det kunne medføre af uroligheder. Og så var det underforstået, at hvis Gud skulle holde hånden over og forsvare staten Danmark, så krævedes der, at man troede på det samme. Så skulle alle være forpligtet på den samme tro. Og man skulle også praktisere trosforholdene på ordnede måder. Derfor kunne man ikke acceptere baptister, som døbte deres voksne i Lersøen«, fortæller Anders Holm, der er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet. Tidligere bankchef fik et kald»tak, Herre, for, at Pernille skal døbes i dag, så hun kan leve et liv uden bekymringer sammen med dig«. Knap en halv snes personer står i rundkreds i Ringsted Frikirkes køkken og takker Gud inden gudstjenesten. De skiftes til at tage ordet.»tak for dem, som gik forud for os og lod sig døbe«, siger præsten, Hans Ole Kofoed. Den hvidmalede bygning, hvor kirken er indrettet, var oprindelig et autoværksted, men en lang række frivillige har bygget det om til kirke. Bagest i rummet under et ovenlysvindue og en væg med et stort, enkelt kors er der klinker som i et badeværelse og en mandsstor dåbsgrav, som det meterlange hul i gulvet kaldes.
Kirken og dåbsgraven er indrettet i et tidligere autoværksted. Foto: Miriam Dalsgaard Pernille Andersens søn, Liam, er meget interesseret i karret, som er ved at blive fyldt, og hans far må holde godt fast i ham, for at han ikke skvatter i. Det er blot en uge siden, at Pernille Andersen besluttede, at hun ville døbes. Når man først er blevet omvendt, er det tradition fra gammel tid, at man hurtigt bliver døbt, fortæller Hans Ole Kofoed. Hans farmor var med til at grundlægge menigheden i Ringsted, og hun blev døbt i februar sidst i 1890 erne.»man ventede ikke. Så de gik i procession ud og huggede hul på isen. Dengang krævede det et godt helbred at blive døbt«, forklarer Hans Ole Kofoed. Han er ikke uddannet præst. I mange år var han chef i Danske Bank, men han måtte gå på pension tidligt af helbredsmæssige grunde. Så fik han et kald om, at han skulle lede kirken i det midtsjællandske, et kald, Gud har bekræftet flere gange siden, forklarer han. Pernille Andersen har langt løst nyredt hår og sort øjenmakeup. Traditionen tilsiger, at dåbskandidaten har lyst tøj på, og hun har taget lyse, stramme cowboybukser og en hvid, ærmeløs bluse med en flæse på.»jeg er nervøs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente«, siger hun ængsteligt, men vil ikke mærke på vandet, som hun har fået at vide er 22 grader varmt. Præsten har skiftet til hvidt tøj. Han ligner en bademester. En mand spiller på det hvide flygel ud over de 45 mennesker, der deltager i gudstjenesten i dag:»hvilken ven, vi har i Jesus«, synger de på en melodi, som minder om en schlager.»for 175 år siden lod 11 mennesker sig døbe. De blev de første baptister i Danmark og var med til at grundlægge vores kirkesamfund. I dag takker vi dem, som gik forud for os, og takker Gud for, at han lod frikirken bevare«, siger præsten, mens toårige Liam uanfægtet leger i baggrunden. Præsten taler om, at det alene er ved tro, at man finder frelse. At Gud elsker mennesker, og at man ikke behøver at gøre noget. At dåben følger af troen, og at den er en overgivelse til livet med Jesus. Og at man gennem dåben genopstår. Amen. Efter et par lovsange spørger Hans Ole Kofoed:»Hvorfor vil du døbes?«, og Pernille Andersen svarer fra talerstolen:»jeg har mærket Jesus kærlighed, mærket Jesus fred. Jeg har set hans mirakler, og jeg tror på Jesus. Jesus lever i mig«.
Hans Ole Kofoed går ned i dåbsgraven, hvor vandet går ham til omtrent midt på låret. Flere optager dåben med deres iphone. Det er kun få gange om året, der er en dåb her i kirken. Menigheden synger:»det er ikke længere mig, der lever«. Præsten har lagt sin arm rundt om Pernille Andersens skuldre og det blonde hår. Han fører hende bagover, så hun kommer ned i vandet med hele kroppen. Hun gisper lidt, da hun kommer op, og går dryppende ind og skifter tøj. Præst Hans Ole Kofoed døber Pernille Andersen. Foto: Miriam Dalsgaard Præst Hans Ole Kofoed døber Pernille Andersen. Foto: Miriam Dalsgaard»Se, her er vand, hvad hindrer dig i at blive døbt?«, spørger Hans Ole Kofoed ud i menigheden, et bibelcitat, som er blevet brugt fra gammel tid, og som er en invitation til, at andre kan lade sig døbe. Alle istemmer en lovsang med titlen Lad din vilje ske, lad dit rige komme, hvis tekst er blæst op på den hvide væg. Tvangsdåb og protest fra udlandet Baptisternes første leder, Peter Christian Mønster, var fængslet fem gange i løbet af 1840 erne. I alt sad han sammenlagt to år i fængsel for sin tro, noget, som gik hårdt ud over hans gravørvirksomhed. Men baptisterne fortsatte med at voksendøbe og med ikke at døbe de små børn.»de laae udøbte hen«, som det forarget lød fra kirkelige kredse, der frygtede for disse børn, som jo ifølge statskirken ikke ville modtage Guds frelse.
Peter Christian Mønster skrev flere breve til kong Christian VIII og til Roskilde Stænderforsamling, der var rådgivende for kongen. I brevene bad han blandt andet om, at baptisterne måtte gendøbe voksne og holde egne gudstjenester. Hans argumentation kan læses i et andragende, han gav til Roskilde Stænderforsamling i 1840. Her søger han om religionsfrihed for alle i Danmark. Han bedyrer, at han skriver af kærlighed til sit fædreland, og tilføjer, at han ikke selv trænger til religionsfriheden, da han som baptist allerede»har vovet at tage mig den«. Kundgjort Den offentlige meddelelse om»slutning af Sagen angaaende den baptistiske Sect«fra Collegial-Tidende, januar 1943. Her står, at baptisterne ikke får fuld religionsfrihed, men at de kan foretage voksendåb»paa et indelukket Sted«. Deres børn skal dog døbes uanset forældrenes tro. Sagen var dog langtfra slut med dette. Han henviser til trosfriheden i blandt andet England og Nordamerika, og han argumenterer med, at hvis der kun er én religiøs retning i et land, er det skidt for evangeliets udbredelse. Er der to kirkeretninger, ryger de i totterne på hinanden, men er der mange, skaber det»lykke og udbredt velsignelse«. Desuden fremhæver han, at pluralitet i det religiøse liv er et gode, der forebygger overgreb mod anderledes troende, et synspunkt, han citerer Voltaire for. Han mener ligefrem, at hele Nordamerikas storhed og velstand kan tilskrives den åndelige indbyrdes tolerance. Men Peter Christian Mønsters ansøgning blev end ikke behandlet. For den sjællandske biskop Jakob Peter Mynster var sekretær for stænderforsamlingen, og han holdt sig til statskirkens regler og brød sig ikke om de religiøse vækkelser, hvoraf baptisterne bare var en af flere. Han mente derfor ikke, at ansøgningen var vigtig nok til at skulle drøftes. Han ønskede ikke»at vidtløftiggjøre Forhandlingerne over disse som oftest ubetydelige Sager«, som det er noteret om sagen. Baptisterne fik altså ingen frihed, tværtimod. De fik lov til ligesom jøderne og calvinisterne at have en frikoloni i Fredericia, men det var ikke nok for dem. I december 1842 var der flere små baptistiske menigheder, og landets øverste administrative myndighed, kancelliet, udsendte en plakat, altså en bekendtgørelse, som kundgjorde, at præster og politi ville rykke ud og tvangsdøbe børn, der ikke var blevet døbt, når de var otte uger gamle. I hvert fald 30 børn blev tvangsdøbt i strid med deres forældres ønsker.
I Danmark udspandt der sig en mindre muhammedkrise, hvor udenlandske delegationer rejste til Danmark og protesterede mod behandlingen af baptisterne. Både engelske og amerikanske baptister rejste hertil og kom i audiens hos kongen og talte for trosfriheden. Også præsten N.F.S. Grundtvig talte for religionsfrihed. Han betragtede tvangsdåben som religionsforfølgelse og talte for rummelighed inden for statskirken. Sagen om baptisternes anderledes religiøse praksis udstillede, at loven og kirkens rummelighed da var utidssvarende. Også store dele af den liberale presse var på baptisternes og trosfrihedens side. I det hele taget var tankegangen i Danmark det tiår påvirket af udviklingen i resten af Europa og de politisk liberale tanker om individuel frihed, og i slutningen af 1840 erne var tiden løbet fra tvangsdåb. Ingen præster ville deltage. At finde en løsning på forholdet mellem stat og kirke var presserende. Så trods modstanden blev Peter Christian Mønsters ansøgninger medvirkende til, at baptisterne og resten af danskerne fik trosfrihed, da Danmark fik sin grundlov 5. juni 1849. Og selv om den evangelisk-lutherske kirke mange år efter beholdt store dele af sin magt, og selv om kirke og stat stadig i dag er knyttet sammen, kan man sige, at Danmark juridisk gik fra at have en statskirke til at have en folkekirke. For i grundloven slås det fast, at borgerne er frie til at dyrke Gud efter deres overbevisning, og at det ikke skal kunne påvirke ens politiske og borgerlige rettigheder. Knus, kaffe og kage og velsignelse Denne søndag er det præstens voksne datter, Stine Kofoed Møller, som står for prædikenen. Hun har lyst pagehår, høje hæle og lakerede negle. Hun har opsagt sit job som kundeservicechef i en bank for at gå på bibelskole. Hun fortæller i prædikenen om opdragelsen af sin adoptivdatter, om sit ægteskab og om, at Gud arbejder med os. Pernille Andersen kommer listende ind i tørt tøj og får et»hej, mor«fra Liam.
t Gudstjenesten afsluttes med, at præsten velsigner Pernille Andersen. Bagefter får sønnen Liam en svingtur af sin mor, mens kæresten Palle Andersen ser til. Foto: Miriam Dalsgaard Bagefter er der velsignelse. Og efter det kager, kaffe og knus til Pernille Andersen, nu er i stram nederdel og strømpesokker.»jeg er helt oppe og køre«, siger hun og får et langt kram af kæresten. Efter 1849 fik baptisterne efterhånden flere rettigheder. Dog var der fortsat forbud mod, at de bad, sang eller prædikede på Folkekirkens kirkegårde ved begravelser. Sognepræsterne så dog oftest gennem fingre med det, men ifølge Baptistkirken i Danmark blev en baptistpræst sat i fængsel så sent som i 1890 erne. Baptisterne søgte at blive et anerkendt trossamfund flere gange senere i 1800-tallet, men først i 1952 lykkedes det. Og faktisk var det ifølge kirken sådan indtil 1966, at en lærer, der var baptist, ikke kunne undervise i kristendom i folkeskolen. I dag har Baptistkirken i Danmark godt 5.000 medlemmer. Når vækkelsen ikke blev så stor i Danmark som andre vækkelser fra 1800-tallet eksempelvis Indre Mission og grundtvigianerne skyldes det blandet andet, at baptisterne organisatorisk tidligt blev en del af det tyske baptist-forbund. Forholdet til Tyskland blev mere og mere anspændt de år, og med krigen og nederlaget i 1864 var danske baptister i forbund med en kirke hos fjenden. På verdensplan er baptistkirken næst efter den katolske kirke et af de største kirkesamfund og den vokser stadig. Der er stater i USA, hvor baptistkirken er majoritetskirken, men heller ikke her er der tale om en statskirke. Baptistkirken er stadig stærk fortaler for en adskillelse af kirke og stat, for hverken monark eller parlament bør bestemme, hvad de kristne skal tro på. Baptister må imidlertid gerne være politiske og påvirke verden. Det er ikke tilfældigt, at de danske baptister i deres introduktionsfolder har et billede af Martin Luther King, som var baptistpræst, og et interview med en ung pige, som siger:»som baptist er jeg del af en tradition, der kræver mit engagement i kamp for det, jeg tror på også selv om det ikke er det, som statsmagten, kulturen eller naboen dikterer«.
Eller som Bent Hylleberg, kirkehistorier og leder af Baptistkirken i Danmark forklarer:»religionsfrihed er stadig en kamp, vi kæmper for os selv og alle andre. Det er som et dna, der ligger dybt i os«, siger han og henviser til forfølgelse af kristne i Mellemøsten. Som mange frikirker har baptisterne en konservativ teologi, hvor man kun undtagelsesvist vier par af samme køn. Kirken definerer sig ellers som luthersk ligesom folkekirken, men baptistkirkerne har mere vægt på den enkeltes åndelige vækst og det personlige forhold til Gud, ligesom man har en fri liturgi, og lægfolk ofte er med til at afvikle gudstjenesten. Og selv om dåben stadig er afgørende, har Baptistkirken i Danmark blødt op, så man kan blive medlem af kirken uden at være voksendøbt. De fleste danskere, der går i baptistkirker, er dog ikke medlemmer af folkekirken. Pernille Andersen har endnu ikke taget stilling til, om hun vil melde sig ud, men dåben har betydet meget for hende.»det var koldt!«, griner hun først, men bliver så alvorlig.»jeg ved ikke, hvad der er sket, men ordet bibelskole dukker hele tiden op hos mig. Når jeg vågner, og når jeg går i seng, gerne flere gange i løbet af en dag. Jeg har ikke økonomi til det lige nu, men måske en dag. Dåben førte en masse åndelig viden med sig, det var en helt særlig dag«. Publiceret 22. december 2014