Computer Tomografi (CT) Foreløbige resultater og erfaringer fra billeddiagostisk service ved Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme (IMHS) [ F.J. McEvoy, J. Arnbjerg og E. Svalastoga ] Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, KVL Computer tomografi er en af de billeddannende teknikker, der fremstiller tværsnit af de objekter, som undersøges. Ultralyds- og MRI-udersøgelser (magnetisk resonans) er også tværsnitsbilleder. Det er i CT fundamentalt vigtigt at forstå, at de billeder, som dannes enten på en skærm eller en film af et tomograferet område, er helt fri for overlappende strukturer. Filmen eller Sammendrag Klinisk institut anskaffede en CT scanner (spiral (helix) røntgen-computertomografisk billedenhed ), som blev taget i fuld drift i februar 2004. Enheden drives af Sektion for Billeddiagnostik på Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme. Udstyret er blevet brugt til forskning og til kliniske undersøgelser. Vi har modtaget patienter direkte via henvisning fra andre hospitaler og klinikker foruden patienter fra KVL s hospitaler. Dette arbejde beskriver den billeddiaskærmen er todimensional, og billedet vil derfor normalt vise en skive af objektet. En meget vigtig egenskab ved denne skive er, at den relative position af alle de anatomiske strukturer, som gennemskæres, bliver afbilledet meget præcist. CT bruger røntgenstråler til at generere billeder. Teknikken medfører, at et givet punkt kan defineres i forskellige planer, dette opnås ved at computeren bearbejder informationerne fra røntgenrøret. Informationer opfanges af sensorer, der sidder i den ring, som kører rundt om objektet. Informationerne bearbejdes og vises digitalt som en skive, men med så stor sikkerhed, at man senere digitalt kan ændre både snittykkelse og -retning på de lagrede data, hvis dette er ønskværdigt for diagnostikeren. Fra konventionelle røntgenundersøgelser ved vi, at knoglevæv bremser røntgenstrålerne anderledes end bløddelsvæv, tilsvarende forholder det sig også ved CT. Den afgørende forskel er, at der ved CT-optagelserne ikke er nogen overlappende strukturer. Vi kan billedigt talt se hjernevævet inde i det osseøse kranium. Der er yderligere en anden stor forskel, og det er, at hver skive af objektet, som undersøges, er af samme tykkelse og at skivetykkelsen og planet kan bestemmes før selve undersøgelsen. Ovenstående samt det digitale billedfor- Summary The former Clinical Institute acquired a helical X-Ray Computed Tomographic imaging unit (CT), which became operational in February 2004. This has been run by the Diagnostic Imaging section of the recently formed Department of Small Animal Clinical Sciences. The unit has been used to provide data for primary research and for clinical use, taking patients from the KVL hospitals and also via direct referral from private veterinary hospitals and clinics. This paper describes this imaging technique and our initial clinical experiences with the unit. The records of the cases seen in the 12-month period from the unit s commissioning in February 2004 were reviewed in order to describe the type of caseload and the nature of the investigations performed. Examples of examination from the areas examined are used to illustrate the capabilities of this imaging procedure. A total of 179 animals were examined in the period, the number of dogs, cats and other animals (horses, zoo animals, and exotics) examined was 140, 19 and 11 respectively. Regions examined were brain (45%), nasal cavity, paranasal sinuses and ear (17%), spine (19%), thorax (10%), abdomen (2%) and joints (7%). The age distribution of patients examined was 43% under 4 yrs, 29% between 4 and 8 yrs and 28% greater than 8 years. Brain lesions seen include those associated with contrast enhancement, mass effects, local bone destruction and bleeding. CT images of the nasal cavity and paranasal sinuses provided clear image data of turbinate alterations, paranasal sinus involvement and associated bone alterations. Spinal diseases included intradural /intramedullary swellings, fibrocartilaginous embolus, intervertebral disease and diseases of the vertebral bodies. Thoracic examinations were used in the evaluation of lungs for the presence of pulmonary metastasic and other infiltrates and in the evaluation of the mediastinum. Abdominal scans included evaluation for urinary incontinence/ectopic ureters and adrenal disease. The caseload seen by the unit is clearly biased towards patients with neurological diseases. This likely reflects the lack of alternative diagnostic imaging aids in this area. Nasal and paranasal disease is also well represented. The suitability of CT in the investigation of these diseases is beyond dispute. Other areas such as the thorax and abdomen in small animals and the skull, middle ear and joints in both small and large animals are also well suited to imaging by CT. It is clear that in many cases these areas can be imaged by conventional radiology, however it is also clear that even in areas conventionally imaged by radiography, CT can provide additional data which can be critical in case management. As understanding of the capabilities of the technique develops within our referring community it is likely and desirable, that the range of areas examined by CT will increase. 12 Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. oktober Nummer 19 Årgang 88
mat og måden hvorpå data opsamles og vises, betyder, at selv meget små forskelle i vævs indvirkning på røntgenstrålerne kan ses. Således vil indholdet i for eksempel galdeblæren kunne erkendes som forskelligt fra det omliggende levervæv. Som andre eksempler kan nævnes, at fedtvævet, som omgiver rygmarven, let kan erkendes, og at cerebrospinalvæsken i ventrikelsystemet i hjernen klart kan adskilles fra de omkringliggende væv. Disse egenskaber er grundlæggende i alle CT-billeddiagnostiske systemer. Dette principielle grundlag for teknikken har været kendt i mange år. En virkelig banebrydende udvikling i nyere tid har været udviklingen af den såkaldte Helix CT-scanner. Det var i sandhed en lille revolution, hvor man tidligere med en såkaldt sequentiel CT-scanner (ikke Helix) måtte nøjes med at optage en enkelt skive af patienten, ved at røntgenrøret og sensorerne kørte rundt om patienter, mens bordet holdt stille. Når denne optagelse så var afsluttet, kunne man flytte bordet frem et trin og gentage processen. Selve optagelsesteknikken kunne kræve mere end 100 start og stop af lejet, så det var ikke alene meget tidskrævende, og i bedste fald upraktisk, men især begrænsende for teknikkens anvendelighed i områder, hvor der naturligt er en høj grad af bevægelse, for eksempel ved undersøgelser af thorax og abdomen. Med Helix CT-scannere er det helt anderledes, idet lejet bevæger sig kontinuerligt frem og synkront med røntgenrørets rotation om åbningen (gantry). Røntgenrørets rotation foregår med en ensartet høj hastighed, i en cirkulær bevægelse med en konstant radius omkring lejet. Rotationshastigheden er normalt ca. 1 sekund. Lejet med patienten bevæger sig samtidig gennem gantry åbningen. Resultatet er en meget lavere scanningtid, hele thorax eller abdomen kan scannes i løbet af 10 30 sekunder. Der er samtidig tale om en scanning, hvor der ikke er store forandringer i positioneringen i forløbet af undersøgelsen, derfor kan man rekonstruere informationen fra de mange snit til at sammensætte et egentligt 3D-billede. De tekniske problemer, som skulle løses i forbindelse med udviklingen af Helix CT-scannere, var store, ikke mindst mekaniske og relateret til transformation af data i et gantry, hvor røret roterer kontinuerligt med en omgangshastighed på under 1 sekund. Samtidig skal der skal sikres såvel højspænding til røret gennem lang tid og tilstrækkeligt køling af røret, samt at data fra den ligeledes roterende detektor kan transmitteres til computersystemet. Yderligere har det været en betydelig opgave at udvikle software, der kan konstruere tværsnit fra et scanningplan, som i virkeligheden er spiralformet. Det CT-udstyr som findes på Billeddiagnostisk Sektion, Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, KVL er en single slice, helix eller spiral CT-enhed. > gnostiske teknik og vore foreløbige erfaringer med udstyret. Journalmaterialet fra de undersøgelser, vi har foretaget i de første 12 måneder, efter at udstyret blev taget i brug, blev gennemgået for at beskrive, hvilken type af patienter vi har scannet og karakteren af de undersøgelser, der er foretaget. Forskellige eksempler vil blive brugt til at illustrere mulighederne i denne billeddiagnostiske procedure. I alt blev 179 patienter undersøgt i perioden, antallet af hunde, katte og andre dyr (heste, eksotiske dyr mv.) var henholdsvis 140, 19 og 11. Regionerne, som blev undersøgt, var hjernen (45 %), næsehulen, paranasale sinus og øregangene (17 %), columna (19 %), thorax (10 %), abdomen (2 %) og led (7 %). Patienternes alder fordelte sig således, at 43 % var under 4 år, 29 % var mellem 4 og 8 år og 28 % mere end 8 år gamle. Forandringer i hjernen omfattede sådanne som var associerede med et af følgende radiologiske tegn; 1) kontrastopladning, 2) masseeffekt, 3) lokal knogledestruktion og 4) blødning. CT-optagelser af næsehulen giver et godt billede af turbinale forandringer og eventuel involvering af paranasale sinus, ligesom tilhørende knogleforandringer kan observeres. CT-undersøgelse er blevet anvendt til at diagnosticere spinale forandringer omfattede intradurale/intramedullære udfyldninger, fibrocartilaginøse emboli, diskusforandringer og lidelser i selve ryghvirvlerne. Thoraxundersøgelserne blev anvendt til at evaluere lungerne for tilstedeværelse af metastaser eller andre infiltrater og til at evaluere mediastinum. Abdominale CT-scanninger omfattede evalueringer for urininkontinens/ektopiske ureteres og sygdomme i binyrerne. Der er i patientmaterialet en klar overvægt af patienter med neurologiske sygdomme. Dette reflekterer mest sandsynligt mangel på alternative billeddiagnostiske muligheder inden for netop dette område. Nasale og paranasale undersøgelser er også vel repræsenteret. Anvendeligheden af CT i undersøgelsen af disse lidelsers udbredelse og natur er uomtvistelig. Andre områder som thorax og abdomen hos mindre husdyr og hovedet, mellemøret, øje og led hos både små og store dyr er også meget velegnet til at blive undersøgt ved hjælp af CT. Disse områder vil også kunne undersøges ved anvendelse af konventionelle røntgenoptagelser, men det er også åbenbart, at selv for de regioner, som almindeligvis undersøges ved hjælp af mere konventionelle radiografiske metoder, vil CT kunne tilvejebringe yderligere information, som kan være vigtig for den enkelte patient, specielt fordi man kan fremstille 3D-billeder af de ofte komplekse strukturer. I takt med at vores henvisende klinikker og hospitaler opnår øget forståelse for mulighederne ved anvendelse af denne billeddiagnostiske teknik i deres diagnostiske arbejde, er det vores håb, at vi vil øge ikke blot antallet af undersøgelser, men også at der i stigende grad undersøges andre anatomiske regioner af patienten i et større omfang end i dag, hvor hovedparten af patienterne er henvist til CT af hjernen. På den anden side er det af vital betydning at forstå, at man ikke blot kan rekvirere et oversigts-skan og så få at vide, hvad patienten fejler. En betydelig indskrænkning af det anatomiske område, der skal undersøges, bør foregå dels for at få besvaret de relevante kliniske spørgsmål, dels også for at man kan foretage de relevante optagelser og procedurer i relation til den specifikke lidelse, der ønskes behandlet. Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. oktober Nummer 19 Årgang 88 13
Materiale Materialet omfatter alle patienter, der var henvist til Billeddiagnostisk Sektion med henblik på en CT-scanning. Patienterne kan være henvist enten fra et af KVL s to hospitaler eller fra praktiserende dyrlæger i Danmark og det sydlige Sverige. På vores hjemmeside er der standardsæt af CT-protokoller, som er tilgængelige, så den henvisende dyrlæge kan vælge den region, som man er interesseret i at få undersøgt. Disse områder er grupperet således: hjerne, ryg, næsehule/ører/sinus/kranium, thorax, abdomen og led (appendikulære skelet). Journaler for de første 12 måneder, hvor CT-enheden har været i brug som henvisningsservice, er blevet gennemgået for at opgøre antallet af dyr, der var undersøgt, samt for at finde hyppigheden af de regioner, der har været undersøgt. Billeder fra disse patienter er blevet gennemgået og udvalgt til at illustrere, hvilke typer af forandringer og sygdomme der er blevet observeret, og for at vise nogle at denne billeddiagnostiske tekniks mange muligheder. Resultater I alt blev 179 patienter undersøgt i perioden. Antallet af hunde, katte og andre dyr (heste, eksotiske dyr mv.) var henholdsvis 140, 19 og 11. Regionerne som blev undersøgt var hjernen (45 %), næsehulen, paranasale sinus og ører (17 %), columna (19 %), thorax (10 %), abdomen (2 %) og led (7 %). På 27 patienter blev der undersøgt mere end én region. Patienternes alder fordelte sig således, at 43 % var under 4 år, 29 % var mellem 4 og 8 år og 28 % mere end 8 år gamle. Generelle informationer og individuelle kasuistikker fra de enkelte regioner beskrives efterfølgende i relation til figurerne 1 til 6. Kranie og hjerne (trauma og neoplasi) Man kan ikke undersøge selve hjernen ved en almindelig radiologisk undersøgelse, fordi den er indkapslet i knoglevæv. Udelukket er også brugen af ultralyd til billeddannelse, med mindre der er tale om åbne fontaneller. MRI (Magnetic Resonance Imaging) og CT er de teknikker, der er egnet til hjernescanning. Anvendelse af kontrastmedier har haft en ganske speciel rolle ved scanning af hjernen, idet kontrastens fordeling kan visualisere patologiske forandringer. I den normale hjerne forbliver kontrasten i karrene. På grund af den specielle natur af kapilærsystemet i hjernen ses ikke en parenkymal fase ved distribution af kontrastmidlet, således som det kan observeres ved f.eks. kontrastundersøgelse af nyrerne. Ved lidelser i hjernen kan karvæggen blive kompromitteret, hvilket resulterer i lækage af kontrastmidlet over blod-hjernebarrieren og kapilærvæggene. Denne kontrastovergang til hjernevævet erkendes tydeligt på en CT-optagelse. I figur 1 ses et tilfælde, hvor der ses et meningiom i hjernen. Her erkendes Antal undersøgelser % hvor der stilles en diagnose ved CT undersøgelsen Kranium/hjerne 81 66 Øre, Næse og para- nasale sinus 31 72 Ryg 35 57 Thorax 17 57 Abdomen 3 66 Led 12 85 Total 206 a. b. Tabel 1. Hyppigheden af undersøgte, anatomiske regioner, samt hvor hyppigt (i procent) der blev observeret signifikante forandringer ved CT-scanning. Figur 1. Tværsnitsoptagelser af en hjerne før a) og efter b) kontrastindgift. Nativoptagelsen viser en sfærisk masse i den venstre side af hjernen i tæt relation til hjernehinderne. Post kontrastoptagelserne (B) viser en markeret kontrastophobning. Forandringerne er typiske for et meningiom. denne form for øget kontrastoptag i parenkymet (figur 1). Grundig inspektion af den højre øverste kvadrant på nativbillederne giver en opfattelse af, at der er et område med afvigende morfologi og densitet. Efter kontrastindgift er det endog meget tydeligt at se, hvorledes blodforsyningen i dette område er helt forskellig fra det, der findes i det omgivende hjernevæv. I figur 1 både før og efter kontrastindgift illustreres også displacering af den normale midtliniestruktur i hjernen, falx cerebri. Hos dette dyr er den unormalt kurvet med den konkave side mod massen. Displaceringen af anatomiske strukturer forårsaget af en læsion kaldes i den radiologiske terminologi en masseeffekt. Hvis en læsion ikke giver anledning til kontrastophobning i forhold til den omkringliggende hjerne, og det er der desværre mange hjernelæsioner, der ikke gør på CT-optagelser, så kan denne masseeffekt være det eneste radiologiske tegn på tilstedeværelse af en tumor, som kan være neoplasi, inflammatorisk proces, blodkoagel eller lignende. CT-optagelser er meget velegnet til at fremstille flotte rekonstruktioner ved brug af forskellige skyggeeffekter, og på en computer-monitor kan det give iagttageren indtryk af 3-dimensionale billeder. Figur 2 viser en hund, som har været involveret i en trafikulykke, der har forårsaget et alvorligt hovedtraume. Tværsnit af hjernen viser højt attenuerende materiale i hjerneparenkymet (høj/stor absorption af røntgenstråler), hvilket kan indikere en blødning. Tværsnit på højde med sinus frontalis af samme patient viser en komminut kompressionsfraktur og tilstedeværelse af væske i sinus. En 3D-optagelse viser overfladerne hvide. Man kan vælge som her kun at se knoglevæv og kun overflader, hvilket giver et godt indtryk af den anatomiske udstrækning af og lokalisationen af knoglefrakturen. 14 Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. oktober Nummer 19 Årgang 88
A B C der kan bruges som naturligt tilstedeværende kontrast til medulla. Således vil en kompression eller en ekspansion af rygmarven kunne erkendes ved at observere formen og placeringen af rygmarven, som den forløber i spinalkanalen omgivet af det epidurale fedtvæv. Hvis det drejer sig om et simpelt tilfælde af diskusprolaps vil diskusmaterialet i sig selv tilvejebringe tilstrækkelig kontrast og dislokation/formændring for detektion (figur 3). Thorax (mediastinal masse og pulmonære infiltrater) CT-optagelser af thorax giver meget detaljerede oplysninger om lungeparenkymet, og det er den mest sensitive billeddiagnostiske teknik til at erkende lungemetastaser. Andre områder for eksempel pleura og mediastium er også synlige på CT-optagelserne. Dette gælder også for akkumulation af fedt i mediastinum. I figur 5 vises noget af det, CT kan bidrage til i diagnostikken af brysthulelidelser. Der ses en stor masse af fedt/ fedtvæv i mediastinum til højre for hjertet, denne forårsager en displacering af de højre lungelapper. Disse højre lungelapper viser normal lungeparenkymtegning, selvom de er displaceret. De venstre lungelapper er unormale og viser plettede fortætninger i et interstitielt mønster. Figur 3. Tværsnitsbilleder af rygmarven i niveau T13/L1, under anvendelse af et såkaldt bløddelsvindue. Der er et hyperattenuerende område (pil) i ekstradural position i den ventrale midtlinie. Dette giver en dorsoventral affladning af rygmarven. Figur 2. Billeder fra hovedet af en hund som fornylig var blevet påkørt af en bil (a) Tværsnit. En stærkt altenuerende læsion er synlig i hjernen (hvidt område).yderligere ses venstreforskydning af falx cerebri (Pile). (b) Tværsnitsoptagelser i niveau med frontalsinus. Der iagttages en kompressionsfraktur i højre os frontale med væskeansamling i sinus frontalis. (c) Overflade. 3D-konstruktion viser lokalisationen og karakteren af kompressionsfrakturen. Ryg (diskuslidelser) Den benede dele af ryggen (de enkelte hvirvler) er komplekst opbygget med mange overlappende knoglestrukturer og er derfor særdeles egnet til at blive undersøgt ved CT-scanning. Bløddelsvævet (rygmarven) er meget ensartet i bremsningen af røntgenstrålerne, hvorfor forskelle mellem for eksempel hvid og grå substans og mellem nogle intradurale/intramedullære masser og det omgivende normale væv ikke kan påvises ved hjælp af CT. Et myelogram introducerer kontrastmiddel i subaraknoidalrummet, således at der kan opnås differentiering mellem subaraknoidalrummet og rygmarven. Da en CT-undersøgelse er meget følsom, kræves der mindre forskelle i røntgenabsorptionsevnen i de enkelte vævselementer i og omkring subaraknoidalrummet. Derfor fokuseres på det epidurale fedtvæv, Led (osteochondrose) På almindelige røntgenoptagelser vil overlap af overflader i led, specielt i komplekse led, hvor der indgår 3 eller flere knogler, gøre erkendelse af små forandringer vanskelige. I figur 4 ses tarsus med en irregulær artikulationsflade og et knoglefragment i den proksimale del af trochlea tali. Figur 4 viser positionen for denne læsion. Billederne er optaget i dorsalplanet. Det ligner lidt en konventionel AP-røntgenoptagelse, men billedet er fra en kun 2 mm tyk skive, og der er ingen data fra områder uden for denne skive. På denne måde kan leddet undersøges i mange forskellige planer snit efter snit, hvilket giver en helt unik mulighed for en minutiøs gennemgang af de anatomiske forhold, men ledbåndene kan være vanskelige at skelne fra de øvrige bløddele. Figur 4. Tarsus. Dorsal optagelse. Der ses en fragmentering af den proksimale del af den laterale rullekam på talus (pil). Figur 5. Tværsnitsoptagelse af thorax, som viser en masse i mediastinum som displacerer de højre lungelapper. Massen attenurerer strålerne svarende til fedtvæv. Der ses bronchointerstitielt infiltrat i de venstre lungelapper. Abdomen (ektopisk ureter) Abdomen er meget velegnet til at blive undersøgt ved hjælp af CT. Dette kan fx illustreres med en kasuistik fra en 7 måneder gammel hund med urininkontinens. Et vandopløseligt røntgenkontrastmiddel blev administreret intravenøst. Billederne i figur 6 er optaget 3 minutter efter kontrastindgift med dyret i brystleje. Billedsekvensen fra diafragma til urether/vagina indeholder 180 billeder, som blev optaget på mindre end 2 minutter. Billederne viser venstre nyre, nyrebækken sammen med en ektopisk venstre urether, som følger den dorsale del af blærevæggen før den terminerer i den pelvine urethra. Der var ingen højre nyre hos denne hund. Konklusion En af de store fordele med moderne CT er, at undersøgelsen kan gennemføres > Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. oktober Nummer 19 Årgang 88 15
Figur 6. Tværsnitsoptagelser af en hund, under gennemførelse af en intravenøs urografi. (a) Opladning i venstre nyre erkendes. (b) Venstre ureter (pil) ses tydeligt over urinblæren med dens indhold af kontrastmiddel (pil). (c) Den venstre ureter (pil) har en ektopisk udmunding og ses adskilt fra urethra i bækkenet i niveau med foramen obturatorium. ved lidelser i næsten en hvilken som helst region af legemet. Det er et oplagt valg frem for konventionel røntgenundersøgelse og ultralyd i områder som for eksempel hjerne og spinalkanal, hvor disse konventionelle teknikker enten ikke er velegnede eller kun giver særdeles begrænset information. De tilfælde, der er beskrevet her, illustrerer klart, at denne teknik også er meget velegnet til undersøgelse af områder, der i dag rutinemæssigt undersøges ved konventionel røntgenfotografering og ultralyd. I hvert af de tilfælde, der er beskrevet ovenfor har CT-undersøgelsen givet ny information, som har kunnet indgå som en vigtig del af grundlaget for beslutninger om behandling. Antallet af positive diagnoser, altså det faktum at der er fundet forandringer, fremgår af tabel 1, hvor man kan se, at det varierer mellem de forskellige regioner fra 57-85 %. Denne fremstilling af data er selvfølgelig ikke dækkende, fordi et manglende fund i sig selv kan være en del af diagnosen. Et eksempel kunne være, at der er mistanke om at CNSsymptomer er udløst af en tumor, hvilket ikke bekræftes ved CT-scanningen. Hvorefter behandlingen rettes mod symptomerne på epilepsi. De forandringer, der forårsager de kliniske symptomer, må da antages enten ikke at være relateret til centralnervesystemet eller at disse ikke forårsager forandringer, som vi kan erkende ved hjælp af CT, idet det primært er morfologiske forandringer, man kan erkende. En negativ diagnose er derfor ikke altid et meget utilfredsstillende resultat ved en CT-undersøgelse, idet vi i høj grad kan benytte det til at udelukke årsager til sygdom. På den anden side kan en positiv radiologisk diagnose være fuldstændig uspecifik og ikke nødvendigvis relateret til de kliniske symptomer. Den forskellighed, der kan observeres i raten af positive diagnoser, kan også have sin årsag i, hvorledes patienterne er udvalgt til de enkelte undersøgelser. Hvis CT bruges til at tilvejebringe yderligere information vedrørende en læsion, der allerede er blevet illustreret på anden vis, vil det naturligvis påvirke raten af diagnostisk positive fund ved anvendelse af CT. Hvor meget og hvad der bør indgå som diagnostisk grundlag i den såkaldte minimum database i forbindelse med klinisk udredning, og hvorvidt denne skal indeholde en CT-undersøgelse beror på en vurdering af flere forhold. Vi vil pege på nogle, som må inkluderes i overvejelserne: Diagnostisk sikkerhed, undersøgelsens varighed og omkostninger, samt dyrevelfærdsmæssige implikationer samt mulighed for andre behandlingsformer. Det er klart, at dyrlægens erfaring og forventninger spiller en betydelig rolle. Det har også betydning, at undersøgelsen er smertefri, og at den i mange tilfælde kan give en præcis diagnose, der kan bruges i den prognostiske vurdering. Et ganske specielt forhold er, at ejere i almindelighed godt kan lide billeddannende teknikker, idet de er relativt non-invasive og producerer billeder, som de fleste kan forstå med nødvendig assistance fra deres dyrlæge. Det er vores opfattelse, at dyreejeres erkendelse og forståelse af forandringer, der kan ses på et røntgenbillede, er meget høj. For at hjælpe de henvisende dyrlæger med at forklare ejerne, hvilke forandringer der er fundet ved CT-undersøgelsen, fremsender vi en CD, som indeholder alle de billeddata, vi har optaget, samt et pro- gram, der gør det muligt for den henvisende dyrlæge, at gennemlæse serien. Håndtering og læsning af snitbilleder, der kan indeholde mere end 500 billeder tager tid, ikke kun for forståelse af forandringerne, men også når de skal benyttes til at illustrere disse forandringer over for ejeren. Vi har også mulighed for at printe en almindelig fotografisk film, som kan vises på en normal lyskasse. Kommunikationen mellem Billeddiagnostisk Sektion ved KVL og den henvisende dyrlæge er absolut vigtig. Den service, som vi tilbyder, er kun billeddiagnostisk. Det er den henvisende dyrlæge, som har lokaliseret, hvad der skal undersøges, og det er den henvisende dyrlæge, som modtager vores journalmateriale. Det er først, når disse forandringer sættes ind i den samlede kontekst, som omfatter anamnese og kliniske fund og resultater fra andre parakliniske undersøgelser, at det bedste slutresultat for dyr og ejer opnås. Derfor bliver de patienter, som er henvist til billeddiagnostisk undersøgelse udelukkende scannet. Det er helt forskelligt fra de patienter, der er henvist til KVL s hospitaler, som i hele forløbet håndteres af klinikere, som vil optage anamnese og gennemføre klinisk undersøgelse og bruge hvilke diagnostiske hjælpemidler, de skønner nødvendige i det pågældende tilfælde. Distinktionen mellem disse to typer af henvisninger er vigtig, dels for at dyrlæger, men så sandelig også for at ejere ikke bliver forvirrede over den dobbelte funktion, der finder sted på Billeddiagnostik Sektion på IMHS. Vi er meget glade for den interesse, de praktiserende dyrlæger har vist for vores CT-service. Intentionen har været, at dette tilbud skulle være bredt tilgængelig, og vi håber, at den nuværende interesse i undersøgelsesmetoden vil fortsætte og udvikle sig, således at vi kan bidrage til at sikre en fortsat god udvikling til fælles bedste for dyr og ejer. Tak CT-enheden er købt og betalt for sponsormidler (>50%), og vi er særlig taknemmelige for at have modtaget støtte fra Dyrenes Dags Kommite og Kruuse/ Hills som visionært og uselvisk har gjort dette apparatindkøb mulig. En ganske særlig tak til veterinærsygeplejerske C. Due Sørensen, som har opgjort materialet, ordnet alle filerne med billeder og gjort vores ulæselige noter til tekst. Endvidere har hun sammen med radiograf B. R. Nilsson stået for optagelserne. 16 Dansk Veterinærtidsskrift 2005 1. oktober Nummer 19 Årgang 88