Psykosociale konsekvenser af arbejdsmarkedsmarginalisering RESUMÉ

RESUMÉ Dette bachelorprojekt handler om, hvilke psykosociale konsekvenser arbejdsmarkedsmarginalisering kan have for den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager i et samfund hvor arbejdsnormen hersker, som vil sige, at alle arbejdsføre mænd og kvinder skal forsørge sig og sine. Vi har gennem de seneste måneder erfaret, at medierne har sat øget fokus på, at det for mennesker på kontanthjælp ikke kan betale sig at arbejde, og at der skal gøres op med krævementaliteten. Fokus er på det manglende økonomiske incitament for at påtage sig et arbejde, og altså ikke på de menneskelige omkostninger, - det at være sat udenfor arbejdsmarkedet eventuelt måtte medføre. Vi har valgt at anlægge et borgerperspektiv, der giver os mulighed for at øge vores forståelse for de mennesker vi som kommende socialrådgiver kan komme til at sidde overfor. For hvordan skulle vi kunne hjælpe dem, hvis ikke vi forstår dem. Vi har valgt at anlægge et perspektiv, der fokuserer på interaktionen, det vil sige samspillet mellem individ og samfund snarere end personen i sig selv, eller samfundet i sig selv. Individet er altså under konstant påvirkning af samfundets strukturer og normer, såvel som denne påvirker sine omgivelser. Vi har i opgaven taget udgangspunkt i de fire temaer: stigmatisering, skam, identitet og tidsstruktur. Til at belyse disse, har vi primært valgt at tage udgangspunkt i den sociologiske undersøgelse fra Marienthal omkring effekter af langtidsledighed i 1930ernes Østrig, Erving Goffmans Stigma, Thomas Scheff og Bengt Starrins kapitel Skamfølelse og sociale bånd samt Alfred Schütz teori Hverdagsliv og tid om de strategier mennesker bruger for at integrere sig i hverdagslivet. Vi har ikke været i stand til at finde litteratur der har beskæftiget sig med begreberne skam og stigma i forhold til arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere. De valgte teorier anvender vi i vores analyse af vores indhentede empiri, bestående af fem kvalitative interviews med arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere. Vi fandt i vores analyse frem til, at arbejdsmarkedsmarginalisering for disse mennesker har flere psykosociale konsekvenser. Herunder fandt vi ved alle vores informanter tegn på stigmatisering, skam og ændring af tidsopfattelse. Desuden viste det sig for alle vores informanter, at være af væsentlig betydning for deres identitet at have et arbejde og ikke Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 1

kun som et materielt ønske, men også som et middel til at opnå andre menneskers anerkendelse. Vi finder, at den viden vi har tilegnet os, er med til at øge vores indsigt i disse menneskers situation, hvorved vi kan skabe en bedre relation og på denne måde tilrettelægge et forløb, der er tilpasset den enkelte og dennes behov. Vi er også med til at sætte fokus på et område, der for os at se, ikke tidligere har været belyst, nemlig om følelser som stigmatisering og skam, opleves af ledige kontanthjælpsmodtagere. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 2

INDHOLDSFORTEGNELSE Resumé... 1 Indholdsfortegnelse... 3 1. Indledning... 5 1.1. Baggrund for aktivlinjen samt det herskende syn på arbejde og ledige i dag... 9 1.2. Problemfelt og problemformulering... 10 1.3. Begrebsdefinition... 11 1.4. Afgrænsning... 12 2. Metode... 13 2.1. Videnskabsteoretisk tilgang... 13 2.2. Kvalitativt interview... 14 2.3. Rekruttering af informanter... 15 2.4. Vores roller i forbindelse med interviewene... 16 2.5. Etiske overvejelser ift. interviewsituationen... 17 2.6. Transskribering og optagelse... 18 2.7. Verificering... 18 2.7.1. Reliabilitet... 18 2.7.2. Validitet... 19 2.7.3. Generaliserbarhed... 20 2.8. Analysemetode... 20 2.9. Sekundær empiri... 21 2.10. Præsentation af informanter... 21 3. Teorivalg og analyse... 23 3.1. Stigmatisering Gitte (afsnit 3.1.-3.1.3.)... 27 Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 3

3.1.1. Stigma og normer... 27 3.1.2. Reaktion og håndtering af stigma... 29 3.1.2.1. Den potentielt miskrediterede... 29 3.1.2.2. Den miskrediterede... 30 3.1.3. Delkonklusion... 32 3.2. Skam... 33 3.2.1. Undertrykkelse og diskriminering... 34 3.2.2. Selvoplevelse... 35 3.2.3. Delkonklusion... 37 3.3. Identitet Pernille (afsnit 3.3-3.3.4.)... 38 3.3.1. Social identitet og kategorisering... 40 3.3.2. Personlig identitet og relationer... 43 3.3.3. Jeg-identitet... 44 3.3.4. Delkonklusion... 45 3.4. Tidsstrukturen Mette (afsnit 3.4.-3.4.2.)... 46 3.4.1. Indre og ydre tid... 47 3.4.2. Delkonklusion... 53 4. Konklusion... 55 5. Socialrådgiver relevans... 57 6. Perspektivering... 60 7. Litteraturliste... 62 7.1. Bøger... 62 7.2. Artikler, tidsskrifter og publikationer... 64 7.3. Hjemmesider... 65 7.4. Love... 65 Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 4

1. INDLEDNING I medierne har der i de forgangne måneder været stor fokus på ledige kontanthjælpsmodtagere. Tonerne lyder, at der ikke er nogen økonomisk gevinst for mange af disse mennesker ved at påtage sig et arbejde. Socialminister Karen Hækkerup (S) opfordrer på tv2 news 1 i december 2011 til opgør mod krævementaliteten. Statsminister Helle Thorning-Smidt (S) har i samme ombæring talt om et normskred, hvor mennesker bare tror, at de kan få af samfundet. (Hækkerup & Thorning-Smidt, 2011). Marianne Jelved (Radikale) har til tv2news i november 2011 understreget, at postbuddet, der passer sit arbejde og tjener sit brød, selvfølgelig skal kunne se, at der er en fordel ved at gå på arbejde frem for at være på kontanthjælp. Brian Nielsen, postbud fra Svendborg fortæller i samme interview, at han gerne vil bidrage til samfundet og ikke bare sidde derhjemme og kukkelure. Et andet postbud, Flemming Mikkelsen har ligeledes i samme interview udtalt, at langt de fleste jo rigtig godt kan lide at komme på arbejde. Han finder ikke, at det alene handler om kroner og ører, men også om at have noget at stå op til. (Jelved, Nielsen & Mikkelsen, 2011) Den ufaglærte gartneriarbejder Karina, har ligeledes udtalt til tv2 news i november 2011, at hun føler sig snydt over, at en enlig kontanthjælpsmodtager kan få mere udbetalt end hende, trods det at hun selv knokler 37 timer om ugen. Hun pointerer, at hun er meget glad for sit arbejde; hun er glad for at have noget at stå op til hver dag og komme af sted. Karina mener, at den høje ydelse gør, at kontanthjælpsmodtagere ikke gider tage et arbejde. Kontorbetjent Renè Cromefeldt-Bie har i samme interview som Karina udtalt, at hans liv ville blive langt og kedeligt, hvis ikke han havde sit arbejde, og i så fald ville han nok vænne sig til at ligge hjemme på sofaen og lave ingenting. Han finder, at det er vigtigt, at der bliver taget hånd om de svageste, så de får et nogenlunde godt liv, men ikke på en måde så de får det bedre, end dem der skal forsørge dem. (Esbensen & Cromefeldt-Bie, 2011) Mediernes budskab synes at fokusere på, at kontanthjælpsmodtagere ikke ønsker at arbejde; den økonomiske gevinst er simpelthen ikke stor nok. Derfor foretrækker de at 1 Tv 2 news er en selvejende institution Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 5

være på kontanthjælp. Blandt de interviews tv2 news har foretaget, deles denne opfattelse, men med den nuance, at de fremhæver deres egen glæde ved at have et arbejde, og en mulighed for at bidrage til samfundet og at have noget at stå op til. Under vores uddannelse har vi lært, at det er nødvendigt at helheds se for at kunne helhedshandle. Væsentlige elementer i at helheds se er at være bevidst om, at mennesker bliver påvirket fra flere områder, for eksempel samfundet, institutioner, familien/netværket og mennesket med dets medfødte og siden erhvervede personlige forudsætninger 2. (Egelund & Hillgaard, 2006, s.138ff) Med dette menes, at for at forstå det enkelte menneske, er det nødvendigt at vide, at der kan være mange årsager og grunde til, at et menneske befinder sig i en given situation. En situation eller et problem kan ofte afføde mange følger. Disse følger kan for borgerne være bevidste og andre ubevidste, som her at være ledig kontanthjælpsmodtager, der tilsyneladende ikke ønsker at arbejde grundet manglende økonomisk incitament. Ligeledes har et gennemgående begreb i de forskellige temaer, vi har beskæftiget os med, været marginalisering. Marginalisering betegnes af Jørgen Elm Larsen 3 og Niels Mortensen 4 som: En social tilstand, hvor den marginaliserede befinder sig i yderkanten af det, der er normalt eller gængs i et givent samfund. Denne marginale tilstand kan være frivillig eller påtvungen, men det kan ofte være svært at skelne entydigt mellem det frivillige og det påtvungne. (Larsen & Mortensen, 2009, s. 7) Ifølge Medicinsk sociologi 5 anfægter marginalisering den personlige identitet og selvrespekt, økonomi og sociale status og udgør en eksistentiel trussel og et tab af indflydelse på vigtige dele af tilværelsen. Som følge heraf kan der opstå følelser som mistillid, skam og vrede, og det vil kunne sætte det enkelte individ i en kronisk stresstilstand. Marginalisering er derfor en stressbelastning, der truer helbredet. (Iversen, Kristensen, Holstein, & Due, 2008, s. 129ff) 2 Se figur 6 på side 141 i Social rådgivning og social behandling af Tine Egelund og Lis Hillgaard 3 Mag. scient. soc. ph.d. lektor på Sociologisk Institut, Københavns Universitet 4 Dr. scient. soc. og lektor emeritus ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 5 Medicinsk sociologi er en af folkesundhedsvidenskabens grunddiscipliner og handler om en lang række centrale aspekter af forholdet mellem samfund og sygdom. Den bygger på videnskabelige teorier, begreber og empiri (Iversen et al., 2008, s. 11) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 6

Marginalisering kan blandt andet bestå af, - og opstå på baggrund af ringe eller ingen uddannelse, social afvigelse, fysiske og psykiske problemer, og/eller et begrænset socialt netværk med videre. En anden type marginalisering kan ses i forhold til arbejdsmarkedet, og det er de mekanismer, der her affødes, vi fremadrettet vil se på. Jørgen Elm Larsen og Iver Hornemann Møller 6 præsenterer marginalisering fra lønarbejde (og andet indtægtsgivende arbejde) som: vor tids største socialpolitiske 7 problem. Et problem for skatteyderne, for nationalproduktet, for de marginaliserede selv og endelig et problem for det samfundsmæssige sammenhold [Egen kursiv] (Larsen & Møller, 2004, s. 15). Beskæftigelsesministeriet finder, at et menneske er arbejdsmæssigt marginaliseret, når man i tre på hinanden følgende år har været ledig i 80% af tiden eller mere. (Beskæftigelsesministeriet, 2009) Jørgen Elm Larsen og Nils Mortensen bruger udtrykket sneboldeffekt om de følger, som marginalisering fra arbejdsmarkedet vil kunne antages at medføre. Denne effekt kan være i form af dalende indkomst og forbrug, der vil begrænse et menneskes muligheder for at købe og gøre det samme som mennesker i arbejde. (Larsen & Mortensen, 2009, s. 8). I 1930erne blev der i den Østrigske by Marienthal foretaget en større sociologisk undersøgelse af langtidsarbejdsløshed. De fandt dengang, at der var en klar sammenhæng mellem indbyggernes stemningsleje og deres økonomiske situation 8. Forskerne fra Marienthal undersøgelsen ønskede at undersøge, om arbejdsløse blev revolutionære eller apatiske under deres ledighedsperiode. Undersøgelsens konklusion var tydelig; arbejdsløshed førte til passivitet og apati, ikke aktivitet og oprør. (Johada, Lazersfeld & Zeisel, 1997, s. 12ff). 6 Dansk cand. polit. og dr. merc. 7 Der findes mange forskellige definitioner af socialpolitik. Med udgangspunkt i den danske cand. adm. pol. og socialforsker Claus B. Olsen og den danske cand. polit. Niels Rasmussens lyder deres bud på en definition af socialpolitik: de politikker, der tematiserer den samfundsmæssige forståelse af sociale problemer, og som tematiserer, hvorledes myndigheder og offentlige institutioner eventuelt efter aftale med eller i samarbejde med andre aktører kan handle for at afhjælpe, løse eller forebygge sociale problemer i forhold til individer, familier, bestemte grupper eller boligområder [Egen kursiv] (Olsen & Rasmussen, 2004, s. 71) 8 Vi er klar over, at der er rejst kritik af Marienthal, herunder at de svar forskerne er fremkommet med, beror på en periode der var præget af absolut fattigdom. I dag handler det oftere om relativ fattigdom og ikke absolut fattigdom. Relativ fattigdom defineres som: Relativ fattigdom er knyttet til eksistens i moderne rige, men ulige vestlige velfærdssamfund. De grundlæggende behov dækkes som regel, men det er ikke muligt at indfri de sociale forventninger og udfylde de sociale roller, som er almindelige i samfundet. [Egen kursiv] Absolut fattigdom defineres: Absolut fattigdom handler om eksistensminimum, dvs. at man ikke har nok til at indfri grundlæggende basale behov for bolig, tøj, mad m.m.( ) [Egen kursiv] (Andersen & Larsen, 2004, s. 185) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 7

I arbejde, aktivering og arbejdsløshed, beskrives en undersøgelse foretaget i perioden 1998-1999 med henblik på at afdække betydningen af, ikke alene vores arbejdsliv, men også vores sociale liv, forbrugs liv, politiske liv og vores fritidsliv, når vi er i henholdsvis arbejde, aktivering eller er arbejdsløse. (Hansen, 2001, s. 97) Der viste det sig, som i Marienthal, at en følge af arbejdsmarkedsmarginalisering var dalende deltagelse indenfor områder som sport, religion og politik. Af Marienthal undersøgelsen fremgik det desuden, at det generelle energiniveau dalede, indbyggerne blev langsomme og alt syntes at tage længere tid. (Johada et al., 1997, s. 67ff) Ifølge Medicinsk sociologi har det vist sig, at de marginaliseredes helbredstilstand på alle områder er dårligere end beskæftigedes. Dette kan skyldes, at de i forvejen har helbredsproblemer, eller at de som følge af marginaliseringen har fået det. Yderligere er dødeligheden blandt ikke erhvervsaktive i alderen 20-65 år i gennemsnit 2-3 gange højere end dødeligheden blandt erhvervsaktive. Hertil kommer at kontanthjælpsmodtagere ligeledes har en betydelig højere dødelighed end de erhvervsaktive. (Iversen et al., 2008, s. 110 ff.) Endnu en følge har vist, at mennesker i beskæftigelse oftere lever i kernefamilier 9 end aktiverede og arbejdsløse. (Larsen & Møller, 2009, s. 79). Dette følges op af en undersøgelse foretaget af SFI fra 1997. De fandt, at ledighed over et år øger en families sandsynlighed for at gå i opløsning. (Christoffersen, 1997, s. 10) Det forekommer os, at marginalisering er mange facetteret og kan afføde en lang række af sociale problemer; ikke alene for den ledige, men også for dennes familie og samfundet. Ifølge Niels Mortensen viser den empiriske forskning, at der ikke er tale om automatikker, men sandsynligheder for marginalisering (Larsen & Mortensen, 2009, s. 28ff). De mulige følger af marginalisering fra arbejdsmarkedet, som vi her har nævnt, har været med til at give et billede af den alvor, der, hvad enten der er tale om automatikker eller sandsynligheder bag arbejdsløshed, ikke synes at blive præsenteret i medierne. Richard G. Wilkinson 10 henviser i sin artikel forbindelse mellem sociale strukturer og individuel sårbarhed til, at hvis livet præges af eksempelvis angst, en form for 9 Kernefamilie defineres på Wikipedia som: Er et udtryk, der bruges om en familieenhed, som består af far, mor og et eller flere børn. Kernefamilien er et fællesskab, hvor parterne er afhængige af hinanden. [Egen kursiv] 10 Britisk professor i social epidemiologi Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 8

håbløshed, vrede, social isolation, altså en følelse af at være fanget og set ned på, så dominerer dette hele ens oplevelse af livet og betyder utvivlsomt langt mere end forkortelsen af livet i sig selv. Han mener, at de vigtigste psykosociale risikofaktorer for ringe sundhed i moderne befolkningsgrupper, kan gå under tre overskrifter: Lav social status, svage sociale netværk og stress tidligt i livet. Endvidere siger han, at når vi taler om mennesker som sociale væsner, så mener vi blandt andet, at vi er refleksive væsner som kender os selv og erfarer os selv gennem hinandens øjne. Nervøsitet i forhold til, hvilket indtryk man gør på andre, forstærkes sandsynligvis idet vi ikke længere lever i samfund, hvor vi kender de samme mennesker og de kender os hele livet igennem. Vi føler os akavet og er ubeskyttet i forhold til pinligheder og skam, vi bekymre os om hvordan vi bliver opfattet, om vi kan "stå distancen", om folk synes godt om os osv. Som sociale væsner er det af stor betydning, at vi kan vide hvordan folk reagerer, så vi kan ændre vores opførelse i tråd hermed, og for at vi kan gøre det, har vi brug for følsomme "sociale antenner". 1.1. BAGGRUND FOR AKTIVLINJEN SAMT DET HERSKENDE SYN PÅ ARBEJDE OG LEDIGE I DAG Den danske arbejdsløshedspolitik var i 1970erne og 1980erne kendetegnet ved at være relativ passiv. I 1990erne blev denne passivlinje erstattet af en aktivlinje. Her blev der opstillet en tidsbegrænsning for, hvor længe det var muligt at oppebære dagpenge. - Ret og pligt princippet blev fremhævet, hvilket indebar, at de ledige havde ret, men også pligt til at deltage i de tilbud, de blev givet. I modsat fald kunne de risikere at miste deres ret til dagpenge eller kontanthjælp. Som følge af denne ændring i arbejdsmarkedspolitikken, fra passiv til aktiv forsørgelse, er der i den offentlige debat i dag oftest fokus på, som det også kan ses i vores indledning, at ordinær beskæftigelse er det eneste gældende, og ikke om hvordan vi har det i vores følelses -, sociale -, forbrugs -, politiske eller fritidsliv. (Hansen, 2001, s. 7ff.) Det kan synes som om, at der i Danmark er sket en ændring i holdningen til hvem der bærer ansvaret for et givent problem, eksempelvis ledighed. I 1800tallets filantropiske fattighjælp handlede det om den fattiges indre kvaliteter, og der blev set på den gode og den dårlige vilje og på at vække den fattiges selv-ansvar; - hjælpen skulle altså komme indefra. Enhver materiel hjælp blev betragtet som potentiel Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 9

afhængigheds skabende og nedbrydende for det enkelte menneske. Derfor fandt man, at åndelig bearbejdning var nødvendig, når det blev ydet materiel hjælp. Årsagerne til et problem skulle ikke findes i samfundet, men i den enkeltes hjem. I perioden 1950-1980 blev dette afløst af et syn, hvor fokus var på borgeres evne og ikke en god eller mindre god vilje. Borgerne blev fremstillet som sårbare og rådvilde med brug for professionel hjælp. Målet var at gøre disse mennesker funktionsdygtige i et samfund med meget hurtigt accelererende tilpasningskrav. Samfundet bar en stor del af ansvaret for disse mennesker, og problemer udsprang også fra samfundet. Siden 1980erne og frem til i dag, er blikket, som i 1800 tallet, atter rettet mod borgerens selvopfattelse. Kasper Villadsen 11 kalder dette neo filantropi, hvor filantropien genindskrives i en ny kontekst. Ansvaret blev atter, - og er fortsat, placeret hos borgeren og ikke samfundet. Sociale problemer skyldes selvforholds-problemer og borgerens indrestyrede handlekraft sættes i fokus. I forhold til arbejdsløshed handler det således om at ændre sin holdning og at se positivt på sine muligheder. Borgeren er nu i langt mindre grad determineret af sociologiske eller psykologiske kræfter, men snarere et autonomt individ. (Villadsen, 2006, s. 42ff) Vores arbejdsnorm siger os således, at alle arbejdsføre mennesker skal forsørge sig og sine (hvilket også er beskrevet i Lov om aktiv socialpolitik (LAS) 2), og vi skal alle have et arbejde som bidrager til at holde samfundsøkonomien i gang. I dag skal du altså yde, før du kan nyde. 1.2. PROBLEMFELT OG PROBLEMFORMULERING Den ledighed der i medierne tales om kan ud fra den fremstillede retorik, og ud fra ovennævnte definition af Jørgen Elm Larsen og Iver Hornemann Møller synes som frivillig. Med mediernes fremstilling er incitamentet for arbejde udelukkende økonomisk, og vi hører ikke megen tale om, hvilken betydning arbejde, foruden økonomien, må have for det enkelte menneske. Hvis det er frivilligt, betyder det vel ikke noget? Hvad er så problemet? Inspireret af at samfundet har bevæget sig fra welfare til workfare 12 og med den nutidige 11 Dansk lektor og Ph.d. 12 Definition af welfare og workfare : Fokus på pligten til at arbejde i de sidste par årtiers velfærdspolitik er kendetegnet ved begreberne fra welfare til workfare. Welfare defineres i denne forbindelse som passiv forsørgelse, hvor arbejdsløse har krav på bestemte ydelser og hvor staten stiller meget få krav til gengæld. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 10

samfundsdebat i tankerne, finder vi, at det er af afgørende betydning for os som kommende socialrådgivere at få en indsigt i, hvad der gør sig gældende for disse mennesker. Skal vores tilgang til borgerne være præget alene af det neo-filantropiske menneskesyn og den politiske diskurs? Eller vælger vi at helheds se; hvor mennesket ikke er løsrevet fra samfundets normer og regler, og hvor manglende økonomisk incitament ikke er eneste årsag til at disse mennesker ikke er i arbejde. Den baggrundsviden, vi har erhvervet os om emnet, har gjort os i stand til at udpege huller heri og har ført os frem til nedenstående problemformulering: Hvilke psykosociale konsekvenser kan arbejdsmarkedsmarginalisering have for den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager i et samfund hvor arbejdsnormen hersker? For at kunne besvare vores problemformulering har vi inden udarbejdelsen af vores interviewguide opstillet fire, for os, relevante temaer. Disse lyder som følgende. Hvilke konsekvenser kan arbejdsmarkedsmarginalisering have i forhold til: 1) Stigmatisering 2) Skam 3) Identitet 4) Tidsstruktur 1.3. BEGREBSDEFINITION Vi har her valgt at definere de begreber vi anvender i problemformuleringen. Andre relevante definitioner fremgår løbende i teksten. Psykosocial: Vi forstår begrebet som noget, der har både psykisk og social baggrund, orientering eller årsag. For eksempel omgivelserne, herunder opvækst, miljø, socialt netværk med videre. For individet handler det om sårbarhed, personlighed, køn og Workfare er et udtryk der kom på banen i 1980erne og er kendetegnet ved, at der nu stilles krav som modydelse for understøttelse; til at påtage sig arbejde og arbejdslignende opgaver, som det offentlige anviser. Siges der nej, bortfalder eller reduceres ydelsen [Egen kursiv] (Jensen, 2011, s. 47) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 11

alder. (Iversen et al., 2008, s. 40) Begrebet psykosocial bruges ofte af læger om alt det der ikke har en biologisk eller medicinsk baggrund. Arbejdsmarkedsmarginalisering: Langtidsledige opgøres som ledige, der har modtaget dagpenge eller kontanthjælp i 80 pct. af tiden det seneste år. Langtidsledige opgøres som helårsbruttoledige, det vil sige ledige og aktiverede dagpengemodtagere og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. (Beskæftigelsesministeriet, 2009) Arbejdsnorm: I Danmark hersker der, som tidligere nævnt, en arbejdsnorm der siger, at alle arbejdsføre kvinder og mænd i den produktive alder skal udføre lønarbejde for herved at bidrage til egen og samfundets reproduktion. Arbejdsmæssig marginalitet opstår, når der trods vilje og evne til at leve op til denne norm ikke er arbejde at finde. Herved er det ikke muligt for arbejdsstyrken at leve op til denne arbejdsnorm. 1.4. AFGRÆNSNING Vores teorivalg i denne opgave, er med udgangspunkt i vores forforståelse omkring det at være arbejdsløs. Disse bærer derfor præg af, at vi opfatter mennesket som værende et individ, der er under konstant påvirkning af samfundets strukturer og normer. Samtidig påvirkes individet af de grupper, som befinder sig i dennes nærhed i dagligdagen, eksempelvis skolen, arbejde og familien. Slutteligt at individet påvirker sine omgivelser. Dette er i tråd med den interaktionistiske tankegang. (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 89ff) Ydermere er vores valg af teori og forståelse præget af, at vi ser ord og begreber som konstrueret; skabt af samfundet igennem menneskers tanker og sprog. Det kan være ord begreber - som arbejdsløshed, marginalitet og stigmatisering. Disse ord er altså ikke absolutte, men foranderlige og kan ofte opfattes forskelligt af forskellige mennesker, i samtiden men også gennem historien. (Thurén, 2008, s. 162ff) Under vores forberedelser til denne bacheloropgave har vi søgt efter litteratur, der kunne fortælle os noget om de følelser, der efter vores forforståelse 13 måtte røre sig i disse mennesker. Vi tænkte især på begreberne stigmatisering og skam som følge af 13 Forforståelse er den formulerede og uformulerede viden, som sagsbehandleren møder borgeren med. Den er bestemt af en lang række faktorer, b.la. uddannelse, socialfaglige teorier, praksiserfaringer, personlige værdier, politiske opfattelser, lovgivningen, målgruppeinddelinger, opgavernes organisering, forvaltningskultur og generelle informationer. (Arbejdsevnemetoden: Metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne, 2001, s. 24) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 12

ledighed. Det har dog ikke været muligt for os at finde materiale, der har beskæftiget sig med disse to begreber i forhold til ledige kontanthjælpsmodtagere. Vi stillede som et krav, at vores interviewpersoner tidligere skulle have været i arbejde, idet de fleste af vores spørgsmål omhandlede forskellen mellem det at have og ikke at have et arbejde. Ydermere valgte vi, at vores interviewpersoner skulle være på kontanthjælp og ikke arbejdsløshedsunderstøttelse, idet dette mere er vores målgruppe som socialrådgivere. Endvidere valgte vi, at vores informanter skulle være arbejdsmarkedsmarginaliseret jf. vores definition. Vi var bevidste om, vores informant, Sonja, kun havde været på kontanthjælp en 1 ½ uge, da vi foretog interviewet, men da vi havde lavet aftalen og at hun seks måneder tidligere havde været ledig i et halvt år, valgte vi at inddrage hende i vores interview. Desuden havde Jens aldrig været på arbejdsmarkedet, men vi vurderede, på baggrund af hans besvarelse, og idet han var marginaliseret fra arbejdsmarekdet, at han var en egnet informant til brug af vores analyse. Vi valgte at tale med vores informanter enkeltvis ud fra vores interviewguide 14, hvorfor vi var bevidste om, at de ord der kom ud af interviewene er ord, som bygger på det enkelte menneskes forståelse og oplevelse. Vi fravalgte at observere samtaler mennesker imellem, hvilket kunne have været relevant, da temaerne omkring stigma, skam og identitet ofte er ubeviste temaer, der udspiller sig i interaktionen mennesker imellem. 2. METODE Vi har valgt at anlægge en deduktiv tilgang i vores opgave. Kendetegnet ved denne er, at der her tages udgangspunkt i generelle principper, teorier og herfra drages slutninger om enkelte hændelser (Andersen, 2002, s. 39). Vi har i denne opgave valgt at opbygge vores interviewguide og videre analyse på baggrund af foreliggende teori og empiri. Vi havde altså allerede fra starten af projektet forsøgt at sammentænke teori, metode og analyse, idet dette har betydning for det empiriske materiale, som indhentes. Vi havde i vores interviewguide opstillet fem punkter, men fravalgte på grund af pladsmangel det sidste punkt som omhandlede informanternes møde med systemet. 2.1. VIDENSKABSTEORETISK TILGANG 14 Se bilag 6 Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 13

Som det fremgår af vores afgrænsning er vores hovedfokus i denne opgave, ud fra et borgerperspektiv, at se på, hvilke konsekvenser det kan have at være udenfor arbejdsmarkedet i en længere periode. For at belyse denne problemformulering, er det muligt at anvende to forskellige tilgange til indsamling af empiri. Ved den positivistiske tilgang indhentes data eksempelvis gennem sammenlignelige, kvantitative spørgeskemaer. Den anden tilgang, kaldet hermeneutikken, er kendetegnet ved sine kvalitative interviews. I dette perspektiv er der, fra interviewerens side, plads til fortolkninger og forforståelser af den interviewedes verden. Når vi indsamler, analyserer og tolker på vores indsamlede kvalitative data, skal vi sørge for at være så åbne som mulig. Dette forstærkes yderligere af, at fortolkning altid afhænger af den, der fortolker, og vi kan ikke fortolke uafhængig af vores forforståelser, forventninger og den pågældende kontekst. Vi skal derfor være opmærksomme på, at vi ikke nødvendigvis deler vores informanters forforståelse. I hermeneutisk fortolkning er vores forståelse dybere end hvad vi umiddelbar iagttager (Thurén, 2008, s. 106ff). Der tales i denne forbindelse om en hermeneutisk cirkel, eller spiral. Her handler det om, at vi gennem interviews, som vi i denne opgave har foretaget fem af, har os selv med, med hver vores habitus 15, vores livs-historie-baggage, og denne kan vi ikke se bort fra. Den indgår altså i vores interview, i relationen, måden hvorpå vi forstår det sagte, og ikke mindst måden hvorpå vi analyserer vores empiri. Vi har, som Kvale beskriver det, som følge af den hermeneutiske cirkel, tilstræbt at veksle mellem del og helhed. Hver gang vi har erhvervet os en ny viden omkring ledighed, og den betydning det har for den enkelte, har det ændret vores forståelse af den større sammenhæng (Kvale, 2001 s. 57). For at begrænse at vi farvede de resultater, som viste sig under vores interviews, var det for os vigtigt, at vi blev bevidste om vores forforståelser og hvordan disse kunne påvirke, eksempelvis de stillede spørgsmål og hvordan vi tolkede svarene (Kvale, 2009, s. 233). 2.2. KVALITATIVT INTERVIEW 15 Definition af habitus: Habitus er et sæt erhvervede, i betydningen tillærte, dispositioner for at handle på bestemte måder. Disse dispositioner er i det væsentligste ubevidste, de er blevet inkorporerede, indgroede, kropslige. Dispositioner kan forståes som noget der er til disposition, altså noget, der kan benyttes, men ikke nødvendigvis benyttes. En form for handlemåder der kan aktiveres og sættes på spil på en kreativ måde i nye situationer [Egen kursiv] (Prieur & Sestoft, 2006, s. 38) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 14

Som tidligere nævnt, valgte vi at foretage et kvalitativt forskningsinterview. Vores formål med dette var at indhente beskrivelser fra vore informanters verden med henblik på kunne fortolke meningen med de beskrevne tilsyneladelser. Vores ønske var at få et indblik i de interviewedes verden, og deres eget forhold hertil, dette for at beskrive og forstå de centrale temaer vi i vores opgave arbejder med, altså hvilke psykosociale konsekvenser arbejdsmarkedsmarginalisering kan have for vores interviewpersoner i forhold til stigmatisering, skam, identitet og tidsstrukturen. (Kvale, 2001, s. 40-41) Vi valgte at udfærdige den halvstrukturerede interviewform og gav herved plads til åbenhed og til at forfølge de svar og historier som interviewpersonerne fortalte. Samtidig var vi hele tiden bevidste om interviewets på forhånd bestemte formål og temaer, som var vigtige for os, for at sikre, at vi fik besvaret vores problemformulering, men samtidig også for, at vi kunne anvende svarene i vores videre analyse. (Kvale, 2001, s. 129) Vi forsøgte i vores interview at gå deskreptivt til værks ved at indhente ufortolkede beskrivelser, så vi fik et relevant og præcist materiale at fortolke ud fra. Dette gjorde vi ved at stille spørgsmål til deres oplevelser og følelser omkring det at være arbejdsløs. Altså ikke ved at stille direkte spørgsmål som føler du dig stigmatiseret. Eller som Kvale eksemplificerer: Lægen begynder ikke med at spørge patienten, hvorfor han er syg, men spørger patienten, hvad der er galt, hvordan han har det, og hvilke symptomer han har. På grundlag af den indhentede information kan lægen derpå formulere en hypotese om, hvilken sygdom der kan være tale om. (Kvale, 2001, s. 43) 2.3. REKRUTTERING AF INFORMANTER Kontakten til vores informanter blev etableret igennem to forskellige jobcentre i Jylland. Vi valgte to forskellige kommuner, idet vi har erfaret fra tidligere interviews, at der kan være risiko for afbud. To af vores interviews blev arrangeret gennem en af gruppemedlemmernes kontakter i X kommune. Her fik vi aftale med fem interviewpersoner, hvorefter tre sprang fra. Kontakten til Y kommune blev etableret telefonisk, hvorigennem vi fik skabt kontakt til fire informanter. Her sprang en fra og vi endte derfor med i alt fem interviews. Vi aftalte tid og sted for interviewene direkte med den enkelte person. Alle vore interviews fandt sted på det jobcenter personerne tilhørte, Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 15

idet de selv foretrak dette. Vi valgte at anvende de samme interviewguides til alle vore interviewpersoner for at sikre et godt sammenligningsgrundlag. Vi gjorde os inden vores interviews store overvejelser om, hvorvidt vi skulle sende vores interviewguide ud. Dette kunne både være en fordel og en ulempe. Vi fandt, at fordelene var, at informanterne herved kunne gøre sig grundige overvejelser omkring deres svar. Vi fandt samtidig, at dette kunne vise sig som en ulempe; idet de herved kunne ind-studere deres svar, måske nå at overveje hvad vi gerne ville høre eller om det var svar, de overhovedet ville give os. Idet vi vægtede og ønskede deres umiddelbare og autentiske svar og reaktion, valgte vi derfor ikke at sende dem ud. 2.4. VORES ROLLER I FORBINDELSE MED INTERVIEWENE Vi var under vores interviews bevidste om, at vi skulle være åbne over for nye og uventede oplysninger. Vi forsøgte at være nysgerrige og aktivt lyttende over for det, der blev sagt, men også overfor det der ikke blev sagt, herunder at være kritiske i forhold til vores egne forforståelser og hypoteser under interviewet. (Kvale, 2001, s. 44) Inden vi udførte vores kvalitative interviews foretog vi en pilotundersøgelse, ved at øve os i at interviewe på nogle testpersoner. Derudover lavede vi selv rollespil, hvor vi afprøvede vores interviewguide på hinanden, - hvor informanten både skulle prøve at være den tavse, den snaksaglige og den magtsyge, som ville overtage styringen af interviewet. På denne måde har vi forsøgt at gøre os selv bedre i stand til at udføre vores interview og være forberedte på, at vi kunne møde interviewpersoner, der ville svare og opføre sig på vidt forskellige måder. Vi øvede os i, at vi hele tiden skulle træffe hurtige beslutninger, - hvad vi skulle spørge om og hvordan, herunder hvilke svar vi skulle følge op på og omvendt. Vi havde inden interviewene derfor også sat os godt ind i vores emne for at kunne udarbejde de rigtige spørgsmål. (Kvale, 2001, s. 151) Ydermere var vi opmærksomme på, at intervieweren ikke var den samme. Dette kan have betydning for variationen af, hvordan spørgsmålene er stillet. Men omvendt, hvis det der fordrer en optimal interviewsituation også har med den gensidige relation/interaktion at gøre, da er det heller ikke sikkert, at den samme interviewer ville have fået ens svar, da det igen afhænger af kemien. Inden vi udarbejdede vores interviewguide var vi inspireret af metoden forskerne anvendte i Marienthal undersøgelsen. De formåede at få så nær en kontakt med befolkningen, at de kunne erfare de mindste detaljer i deres liv. Måden hvorpå de gjorde Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 16

dette, var blandt andet at leve sammen med de arbejdsløse og deltage i deres dagligdag. Idet vores ønske var at se på hvilke psykosociale konsekvenser det har at være arbejdsmarkedsmarginaliseret i dag, ville det have været meget givende, hvis vi i vores opgave havde benyttet os af samme metode. Grundet opgavens tilgængelige ressourcer, herunder især tidsdimensionen er vi bevidste om, at nogle af oplysningerne kan være svære at indhente i samme dybde/omfang som den oprindelige undersøgelse. 2.5. ETISKE OVERVEJELSER IFT. INTERVIEWSITUATIONEN Kvale opstiller i Interview nogle etiske spørgsmål, som er relevante at stille sig selv, før, under og efter at man foretager et interview. Disse omhandler blandt andet spørgsmål omkring fortroligheden. De private oplysninger, der kan identificere vores interviewpersoner, har vi i løbet af hele opgaven anonymiseret, hvilket vores interviewpersoner blev informeret om før påbegyndelsen af selve interviewet. I vores transskription valgte vi ligeledes at anonymisere personer, navne, steder med mere, så ingen af vores interviews ville kunne føre til genkendelighed. Nogle af informanterne havde i deres tidligere beskæftigelse og praktik, desuden arbejdet indenfor nogle lidt atypiske områder, så for yderligere at sikre dem fuld anonymitet, valgte vi ikke at skrive hvor og med hvad de tidligere var i arbejde og aktivering. Dernæst valgte vi at skrive interviewet ordret ned, hvilket kan føre til, at talen i skriftsprog kan virke usammenhængende, gentagende og forvirrende. I den levende samtalekontekst med mimik, kropssprog med mere hænger det dog godt og naturligt sammen. Vi er opmærksomme på, at dette kunne føre til en uetisk stigmatisering af vores interviewpersoner, hvis ikke vi var eksplicitte omkring denne forskel på tale og skriftsprog. (Kvale, 2001, s. 167) Ligeledes har vi sikret os informeret samtykke, ved inden interviewets påbegyndelse at oplyse vores informanter omkring det generelle formål med vores interview, herunder at sikre at deres deltagelse er frivillig, og at de til enhver tid kunne trække sig ud af undersøgelsen. Interviewpersonernes citater er i denne rapport dermed anonymiseret, og alle har fået nyt navn. Vi er bevidste om at et interview er en interaktion, hvor vi gensidigt påvirker hinanden, og vi var derfor meget bevidste om, at vores interviews ikke skulle udvikle sig til en terapeutisk samtale, da dette ikke var vores formål, og især fordi vi ikke har de nødvendige kompetencer her til. (Kvale, 2001, s. 117-120) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 17

2.6. TRANSSKRIBERING OG OPTAGELSE At transkribere betyder at transformere, altså at skifte fra en form til en anden. Den levende samtale, der bliver ført mellem to mennesker, bliver transskriberet og abstraherer dermed fra den sociale interaktion. Enhver transskription fra en kontekst til en anden indebærer derfor en række vurderinger og beslutninger (Kvale, 2001, s. 163-167) Den almindelige måde at registrere interview på i dag er med en diktafon. Intervieweren kan så koncentrere sig om interviewets emne og dynamik. Ordene og deres tonefald, pauser og lignende optages i permanent form, som man igen og igen kan vende tilbage og lytte til på ny. Diktafonen giver imidlertid en dekontekstualiseret version af interviewet. Det rummer ikke de visuelle aspekter af situationen, hverken den fysiske placering eller deltagernes mimik og gestus. (Kvale, 2001, s. 161) Inden interviewet diskuterede vi, om vi i stedet for diktafon skulle anvende videooptagelser, idet vi også ønskede at fokusere på det nonverbale altså kropssprog og ansigtsudtryk. Videooptagelser indfanger netop disse visuelle aspekter af interviewet, som giver righoldige kontekster at fortolke ud fra. Dog er denne metode en meget tidskrævende proces, og da vores hovedfokus mere er på indholdet, af det der siges, ville denne metode blive for besværlig både i forhold til analyse, og herunder tidsdimensionen. (Kvale, 2001, s. 161-162). Vi var desuden bekymret for, om et videokamera ville forstyrre vores interviewpersonernes fokus, og at de dermed ville fokusere for meget på kameraet og blive for bevidste om deres kropssprog samt udtalelser. Slutteligt diskuterede vi, om brug af videooptagelser helt ville få vores informanter til at afstå fra at lade sig interviewe. Vi valgte på baggrund af en samlet vurdering at frastå denne mulighed, og i stedet prioritere, at en af os under interviewet fokuserede på det nonverbale, og løbende tog notater her til. 2.7. VERIFICERING I det følgende vil vi forsøge at verificere vores indsamlede empiri ved at fastslå reliabiliteten, validiteten samt generaliserbarheden. 2.7.1. RELIABILITET Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 18

Reliabilitet kan oversættes til pålidelighed. Reliabiliteten er vigtig at tage højde for i forbindelse med transskriberingen af vores interviews, idet en transskription, som tidligere beskrevet, er en konstruktion fra mundtlig til skriftlige kommunikation. Vi er bevidste om, at vi arbejder forskelligt, og dermed kan den selv samme interviewoptagelse bliver transskriberet på tre forskellige måder. Vi har dog forsøgt at forbedre reliabiliteten ved at gøre os klart, hvordan transskriptionsprocedurerne/konventionerne skulle foregå, således at vi var enige om, hvordan vi angav fx pauser, latter osv. Pauser har vi valgt at markere som:... og vi har anvendt: (...) for at markere der, hvor dele af citatet ikke er anvendt. Den registrerede nonverbale kommunikation samt latter er skrevet i parentes. Som sagt, da valgte vi at transskribere alle vore 5 interviews. Dette netop for at sikre reliabiliteten, og samtidig også for at sikre en bedre analyse. På denne måde bliver det mere pålideligt, at man kan gå ind og se sammenhængen i det sagte. Ligeledes har vi som tidligere nævnt af etiske årsager, valgt at anonymisere vores informanter både i transskriptionerne samt i opgaven. Anonymiteten, vurderer vi, har gjort at vores informanter muligvis har besvaret vores spørgsmål mere ærligt, da de ikke kan genkendes og dermed heller ikke stilles ansvarlige for det de har sagt. (Kvale, 2001, s. 164ff) 2.7.2. VALIDITET Validitet betyder gyldighed; om der er overensstemmelse mellem teori og empiri og hvor relevant vores indhentede empiri er for vores problemformulering. Validitet refererer til et udsagns sandhed og korrekthed. Det drejer sig altså om, hvorvidt metoden undersøger det den har til formål at undersøge. (Kvale, 2001, s. 233) Transskriptioner er ikke kopier eller repræsentationer af en oprindelig virkelighed, men fortolkningsmæssige konstruktioner, der er nyttige redskaber til givne formål. [Egen kursiv] (Kvale, 2001, s. 166) Som det fremgår af vores afgrænsning, da opfylder to ud af vores fem informanter ikke vores kriterier som gyldig informant. For den ene gælder, at hun ikke havde været ledig i minimum 80% af tiden i de forgange tre år og for den sidste, at han ikke tidligere havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Som tidligere nævnt har vi til vores interview valgt at anvende den halvstrukturerede interviewform. Vores bevæggrund for at vælge netop denne form, beroede på at give os mulighed for åbent at forfølge de svar der måtte vise sig, og samtidig givet plads til, at Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 19

vores informanter frit kunne fortælle om de tanker og følelser de måtte have i forhold til de temaer, vi spurgte ind til. Samtidig var vi bevidste om, at vi ikke kunne forvente, at vores informanter var fuldstændig ærlige i deres svar, idet vi ikke havde en tæt relation til dem. Desuden finder vi, at mange mennesker er mere påvirket af samfundets holdninger og normer, end de selv er klar over. Dette betyder, at vi ikke kunne forvente at få et svar, hvor informanterne har adskilt deres egen holdninger fra de gængse holdninger i samfundet. Ovenstående gør, at vi derfor kan stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af informanternes svar. 2.7.3. GENERALISERBARHED Ifølge Kvale, da afhænger antallet af interviewpersoner af, hvad formålet med undersøgelsen er. Idet formålet med vores undersøgelse var at forstå den enkeltes verden, holdning og oplevelse, da fandt vi det vigtigt at gå i dybden med et mindre antal interviewpersoner. (Kvale, 2001, s. 108). Vi vurderer derfor, at fem interviewpersoner i dette tilfælde er et repræsentativt udsnit. Vore informanters subjektive holdninger og meninger omkring det at være arbejdsløs kan dog være svære at generalisere, da det er på baggrund af deres individuelle oplevelser og erfaringer, og afhængig af hvilken samfundsmæssig kontekst de er i. Vi forsøgte allerede fra starten af projektet at sammentænke teori og metode, idet dette har betydning for det empiriske materiale som indhentes. Vi udnyttede altså den teoretiske viden, der var på området, og brugte det til at kunne handle og fortolke i de enkelte interviews. (Kvale, 2001, s. 227ff) Vi vil her afstå fra at vurdere på generaliserbarheden, men vi finder dog, at der er en vis grad af sammenfald i den indsamlede empiri. 2.8. ANALYSEMETODE Efter at den indhentede empiri blev transskriberet, samlede vi os og gik i fællesskab interviewene igennem på baggrund af de fire temaer. Herefter fortolkede vi selve meningsindholdet i de svar de gav i interviewsituationen for at få en mere dyb og kritisk forståelse af det sagte. Det vil sige, at vi gik ud over det, der blev sagt og fandt frem til en mening, der ikke umiddelbart fremtrådte i teksten, men i informanternes udsagn. For eksempel stillede vi ikke spørgsmålet: føler du skam og stigmatisering, men forsøgte Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 20

indirekte på baggrund af teorien at uddrage en mening. Vores analyse metode er hvad Kvale betegner som meningsfortolkning. (Kvale, 2009, s. 230) 2.9. SEKUNDÆR EMPIRI Vi har som supplerende empiri valgt at inddrage den tidligere nævnte sociologiske undersøgelse fra Marienthal. Undersøgelsens resultater menes også i dag at have stor gyldighed. Som forskerne siger: Det ville jo være yderst mærkværdigt om ikke dagens arbejdsløse i mere eller mindre udviklede velfærdsstater skulle opleve arbejdsløsheden anderledes end dengang. [Egen kursiv] (Johada et al., 1997, s. 11) Der udover har vi også valgt at inddrage Morten Andersens analyse fra år 2001 arbejde, aktivering og arbejdsløshed. Den har undersøgt mange af de samme områder, som vi har valgt at gøre og ligeledes med udgangspunkt i den lediges oplevelse. Slutteligt har vi valgt at inddrage de mange undersøgelser, som er indeholdt i Medicinsk sociologi. Vi har vurderet, at den sekundære empiri har været med til at kvantificere og verificere vores undersøgelse. 2.10. PRÆSENTATION AF INFORMANTER Følgende er en kort præsentation af vores 5 interviewpersoner: Jens er 29 år og er vokset op sammen med sin mor, far og lillesøster. Jens forældre og lillesøster har alle en uddannelse og er alle i arbejde. Jens forældre blev skilt, da han var omkring 17 år. Jens har efterfølgende boet skiftevis ved både sin mor og far, senest ved sin mor, hvor han flyttede hjemmefra, da han var 27 år. Jens har ikke nogen uddannelse ud over 10. klasse. Jens har en kæreste, som også er i arbejde. Jens bor alene i en lejlighed. Jens er på kontanthjælp, og har været det siden han fyldte 18 år, afbrudt af forsøg på at fuldføre gymnasiet, som han aldrig gennemførte. Jens beskriver, at han lider af noget, han selv kalder før-angst. Jens fortæller, at hans far også har en mild form for, det han kalder før-angst. Jens er pt. i erhvervspraktik som X. (Bilag 1) Ida er 42 år og er vokset op sammen med begge sine forældre, indtil de blev skilt da hun var ca. 14 år. Herefter boede Ida hos sin mor. Idas forældre har begge en uddannelse, og har tidligere været i beskæftigelse. Idas far er nu på efterløn, og Idas mor har fået en førtidspension grundet dårligt hjerte. Ida har en storesøster, og en lillebror. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 21

De er begge i beskæftigelse eller under uddannelse. Ida bor med sin kæreste igennem de sidste seks år. Idas kæreste er i fleksjob. Ida har en dreng på 13 år, som bor fast ved dem. Idas kæreste har en dreng og en pige på henholdsvis 17 og 15 år, som er ved dem hver onsdag og hver anden weekend. Ida har afsluttet 10. klasse. Ida har ikke efterfølgende taget nogen uddannelse. Ida blev for 9 år siden sygemeldt grundet piskesmæld efter et trafikuheld. Ida har siden været på kontanthjælp. (Bilag 2) Bo er 34 år og vokset op sammen med begge sine forældre. Bos forældre blev skilt, da han var ca. 22 år gammel. Bo har ingen søskende. Bos forældre har begge en uddannelse og var i beskæftigelse indtil de gik på efterløn. Bo gik ud af 9. klasse i 1993. Han er efterfølgende blevet sproglig student, og har en 1årig højere handelseksamen og er siden hen X uddannet. Bo bor sammen med sin kone, som er under uddannelse. Bo har været sammen med sin kone i 11 år. De har tilsammen tre børn på 3, 5 og 7 år. Bo har gået ledig i seks år, men har førhen altid været i beskæftigelse afbrudt af meget korte ledighedsperioder. Bo er nu på kontanthjælp og lider af social- og panikangst. (Bilag 3) Sonja er 21 år og er vokset op sammen med sin mor, far og storesøster. Sonjas forældre blev skilt da Sonja var 15 år. Sonjas far har siden hen fået en søn. Sonjas forældre og storesøster har alle en uddannelse og er alle i arbejde. Sonja bor i hus sammen med sin kæreste, som også er i arbejde. Sonja afsluttede HF eksamen i 2008. Sonja er nu på kontanthjælp og har været det i 1½ uge, men har tidligere haft et par ledighedsperioder på cirka 2 måneder og op til et halvt år. Sonja er p.t. i aktivering. (Bilag 4) Lone er 27 år og er vokset op sammen med begge sine forældre indtil de blev skilt da hun var 7 år. Herefter boede hun sammen med sin mor. Lones far har altid været i beskæftigelse, og hendes mor har været hjemmegående, men er nu uddannet og i arbejde. Lone har tre søskende, som er i henholdsvis arbejde eller under uddannelse. Lone har tre børn mellem et og fire år. Lone er ikke længere sammen med faderen. Lone afsluttede 9. klasse i 1998, og har efterfølgende taget en HG2. Hun har siden hen påbegyndt en HF, som hun måtte afbryde, idet hun som 17årige blev syg. Lone har siden da ikke været i beskæftigelse, dog afbrudt af ordinært arbejde i fire måneder i et selvstændigt firma. Lone har i mange år gået sygemeldt (red. en fysisk sygdom), men hendes symptomer er nu væk, hvorfor hun blev raskmeldt og har siden været på kontanthjælp. (Bilag 5) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 22

3. TEORIVALG OG ANALYSE Vi har her valgt at lave et afsnit hvori vi præsenterer de teorier, vi i opgaven primært gør brug af. Ønsket med dette var at skabe en forståelse for, hvad disse teorier indebærer, og hvorfor vi har valgt disse. Vi har efterfølgende opdelt vores analyse ud fra vores fire temaer. Disse har vi, som tidligere nævnt, fundet relevante for at forstå hvilke konsekvenser det for den enkelte kan have at være marginaliseret fra arbejdsmarkedet og hvordan vi som kommende socialrådgivere kan anvende denne merviden i vores daglige praksis. I vores analyse har vi valgt at lave en løbende uddybning af teorien sammenholdt med vores primære og sekundære empiri. Det vil sige, at vi ikke har fremstillet separate teoriafsnit. Vi har dog valgt at uddybe Erving Goffmans teori omkring Stigma, for at gøre hans teori mere tilgængelig, da vi finder, at han kan være svær at forstå. Hvert analyseafsnit sluttes af med en delkonklusion og disse samler vi i en endelig konklusion. Stigmatisering: Som tidligere nævnt, var vi ikke i stand til at finde materiale, der knyttede ledige til begrebet stigma, og vi valgte derfor, inden udarbejdelsen af vores interviewguide, at læse Erving Goffmans 16 bog Stigma. Goffmans teori er banebrydende og synes på mange måder at være tidløs, hvilket var årsagen til, at vi valgte at anvende ham i denne opgave. Han formåede at se bagom den trivielle facade og satte ord på menneskers oplevelse af det almindelige hverdagsliv, som vi ellers ikke ligger mærke til, fordi vi har vænnet os til, at sådan ser verden bare ud. Herved var vores håb, om vi, med udgangspunkt i Goffmans overordnede stigmabegreb, kunne afdække, og opnå en øget forståelse for, om oplevelsen af stigmatisering var til stede blandt vores ledige informanter. Skam: Under analysen af skam, har vi primært valgt at anvende et uddrag skrevet af Thomas Scheff 17 og Bengt Starrin 18 i bogen Perspektiver på sociale problemer omkring skam. 16 Canadisk sociolog og socialantropolog 17 Amerikansk professor i sociologi 18 Norsk professor i socialt arbejde og socialpolitik Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 23

Som de siger i bogen, da ligger roden til mange sociale problemer i manglende viden om emotioner, det vil sige følelser, og deres påvirkning af menneskelige relationer. Vi har heller ikke her været i stand til at finde litteratur, der kobler skam og ledighed, hvorfor vi har valgt at tage udgangspunkt i Scheff og Starrins meget velbeskrevne teori omkring skamfølelse. Dette ligeledes for at se om der er en sammenhæng mellem ledighed og, som følge her af, oplevelsen af skam. Identitet: Vi har til afsnittet omkring identitet valgt at arbejde ud fra Goffmans beskrivelse af identiteten som en social konstruktion. Han mener, at identitet ikke er noget naturgivent, uforanderligt, men noget der hele tiden skabes, krænkes, ødelægges og genopbygges i en social kontekst. Idet vi i vores problemformulering ville se på hvilke psykosociale konsekvenser arbejdsmarkedsmarginalisering kan have for den enkelte, fandt vi det relevant at inddrage Goffman, idet han indtænker både de psykologiske og sociale aspekter i menneskets identitet. Tidsstrukturen: Det sidste tema er inspireret af Marienthal undersøgelsen, som fandt, at langtidsarbejdsløshed blandt andet medførte en svækket tidsopfattelse og apati. Vi var derfor interesseret i at analysere på hvilke konsekvenser marginalisering fra arbejdsmarkedet kan have i forhold til tidsstrukturen og hverdagslivet anno 2011. Dette primært på baggrund af Alfred Schütz 19 begreber om handling, mening og tid, idet vi har fundet, at disse kan være med til at forklare, hvad der kan ske indeni i et menneske, der har gået ledig i en længere periode. Præsentation af Goffmans teori om stigmatisering: Goffmans sociologi beskæftiger sig blandt andet med alt det, der ofte tages for givet, og som vi er tilbøjelige til at overse, fordi det udspiller sig lige foran os: Møder med fremmede i det offentlige rum, forsøg på at opretholde facader og spille skuespil for hinanden, kampen for anerkendelse, og bekræftelse som et menneske der ligner alle andre. 19 Østrigske samfundsforsker Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 24

Goffman mener, at samfundet er muligt, fordi mennesker i deres ansigt til ansigt kontakt med hinanden udviser en passende og høflig respekt for hinanden som repræsentanter for samfundet, og at de derfor i deres samhandling i al almindelighed undgår at krænke hinandens intimsfærer eller ødelægge hinandens identiteter. Han finder, at det er en nødvendig forudsætning for at kunne omgås andre mennesker, i det han kalder det sociale liv, at alle deltagerne er fælles om et enkelt sæt normative forventninger, - det vil sige, hvordan noget bør gøres. På denne måde opretholdes samfundets normer. Der findes normer, der af samfundet er så underforstået, eksempelvis at alle mennesker skal kunne læse og skrive. Disse normative regler opfyldes fuldt tilfredsstillende af langt de fleste mennesker i samfundet. Der findes dog andre normer, eksempelvis dem der har at gøre med vores fysiske udseende, og som i form af idealer udgør en standard, eksempelvis det at møde op til bryllup i shorts og bare tæer, som bryder med de normale idealer. Mange mennesker kommer før eller siden til kort over for disse gængse normer. (Goffman, 2009, s. 7ff) Andre normer og forventninger lader sig ikke umiddelbart vise, men er, hvad Goffman kalder, påtrængende. Dette kunne for eksempel være det at have eller bare holdningen til det at arbejde. Eksempelvis det ikke at have den rette holdning til, at arbejde kan have afgørende betydning for det enkelte menneske i kommunikationen med andre. Hvis man bryder disse normer, eksempelvis ved at tilkendegive at man ikke ønsker at arbejde, eller at andre mennesker tænker, at man ikke gider, da kan dette have afgørende betydning for, hvordan man accepteres af det øvrige samfund Goffman menter ikke, at menneskets selv 20 er en isoleret og selvopretholdende størrelse. Hans menneskesyn er, at selvet mere er et resultat, end en forudsætning for det sociale samvær. Goffman taler om tre former for identitet: social identitet herunder den faktiske og den tilsyneladende sociale identitet, personlig identitet og jeg identitet. Den sociale og den personlige identitet er det perspektiv, hvor andre ser en, det vil sige udefra-ind perspektiv, hvorimod jeg-identiteten er, hvordan jeg ser på mig selv, altså et indefra-ud perspektiv. Dette præsenterer og analyserer vi i afsnit 3.3. om identitet. Samfundet opstiller og inddeler mennesker i kategorier og det beslutter, hvilke egenskaber der skal opfattes som sædvanlige og naturlige for medlemmerne af hver af disse kategorier. Det sociale miljø, altså det miljø hvori du færdes, det værende sig 20 Vi har ikke formået at finde Goffmans definition af selv og vi ved derfor ikke, om han har forholdt sig til eventuelle biologiske egenskaber eller at selvet alene er socialkonstuktivistisk, det vil sige at et selv opstår på baggrund af samfundets normer og alene i relationen med andre mennesker Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 25

familien, arbejdspladsen med videre, fastlægger hvilke kategorier af mennesker, man kan forvente at finde det pågældende sted. De etablerede miljøers sociale spilleregler gør det muligt for os uden særlig opmærksomhed eller eftertanke at forholde os til de mennesker, som vi rent faktisk kan forvente at møde. Man forventer eksempelvis ikke at møde direktøren siddende sammen med alkoholikeren på bænken. Så når vi taler om stigma ifølge Goffman, er det, der er på spil, en social proces, hvorigennem nogle menneskers normale sociale identitet ødelægges som følge af omgivelsernes reaktion, kategorisering og bedømmelse. (Goffman, 2009, s. 12ff) Det vil sige, at når Goffman taler om normale mennesker, menes der de personer, som ikke er bærer af stigmaet. Goffman indførte en skelen mellem tre forskellige former for stigma: 1) For det første er der de kropslige vederstyggeligheder (fysiske deformiteter) 2) Karaktermæssige fejl (manglende vilje, overdrevne lidenskaber, uhæderlighed eller lignende) 3) Tribale eller slægtsbetingede stigma (race, religion eller nationalt tilhørsforhold) Goffman skelner mellem om et stigma er synligt eller ej. Der hvor stigmaet ikke er synligt som hos arbejdsløse taler han om den potentiel miskrediterede. Hvor stigmaet er synlig eksempelvis en blind, og denne bærer briller og/eller stok taler ham om den miskrediterede. Når man som menneske er bærer af et stigma, synligt eller ikke synligt, kan man forsøge at omgås dette ved hjælp af det, Goffman betegner håndtering af stigma. Dette kan gøres på forskellige måder. Blandt andet ved at passere, hvilket betyder at man forsøger at skjule sit stigma, altså i dette tilfælde, at man er arbejdsløs. Vedkommende skal her gøre sig store anstrengelser i mødet med andre mennesker, således at de ikke opdager, at han 21 er arbejdsløs. Den arbejdsløse kan også vælge at fortælle, at han er arbejdsløs og gå fra potentiel miskrediteret til miskrediteret, altså gøre sit stigma synligt. For at håndtere den spænding der opstår mellem den normale og den arbejdsløse, kan den arbejdsløse anvende den gode tilpasning. Således forsøger han at blive accepteret og herved opnå det Goffman kalder skinaccept; han tegner altså et billede af sig selv, hvor han forsøger at fremstå normal uden dog at opnå den fulde accept. (Goffman, 2009, s. 164) 21 Goffman anvender igennem bogen stigma ordet han om individet. Vi har derfor valgt her at gøre det samme Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 26

Som Goffman nævner i sin bog, Stigma, er det moderne stigmabegreb i høj grad betegnet ved personlig skam og vanære, trods det at stigma ikke er en iboende, personlig og kontekstuafhængig kvalitet; det vil sige at stigma opstår gennem bestemte sociale processer og i sociale situationer, men som ovenfor vist er det individet der bærer den tunge byrde. 3.1. STIGMATISERING GITTE (AFSNIT 3.1.-3.1.3.) Som tidligere nævnt, da opfatter vi mennesket som værende under konstant påvirkning af samfundet. Vi vil med Goffmans teori omkring stigmatisering i det efterfølgende analysere på baggrund af den indsamlede empiri. Vi vil behandle stigmabegrebet i forhold til, hvorledes vores informanter har besvaret vores spørgsmål og dermed komme omkring reaktionsmåder og håndteringen af et stigma, og se på hvilke reaktionsmåder den pågældende kan benytte sig af, hvis man med Goffmans ord er miskrediteret og/eller potentielt miskrediteret. 3.1.1. STIGMA OG NORMER Goffman siger, at et stigma opstår i den sociale proces hvor omgivelsernes reaktion, kategorisering og bedømmelse er med til at ødelægge en persons normale sociale identitet. (Goffman, 2009, s. 20). Herved forstås, at mennesker bliver placeret i en kategori - eksempelvis i kategorien, "at den arbejdsløse ikke gider arbejde" - hvor samfundet mener han hører hjemme. Dette er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med hans egen oplevelse af sig selv. Under vores interviews fortalte alle vores informanter, at de følte sig set ned på og sat i bås med folk, som ikke gider arbejde og som nasser på samfundet. Som alle interviewpersonerne fortalte, følte de, at andre tænkte negativt om det at være arbejdsløs og specielt omkring det at være på kontanthjælp. De oplevede sig ofte sat i bås som dovne og ugidelige og fortalte også, at de selv, nu eller tidligere, har haft samme syn på andre arbejdsløse. Lone fortalte blandt andet, at hun nogle gange følte, at andre tænkte, at hun skulle tage og komme i gang og finde ud af, hvad hun ville. Dette af både venner, familie og systemet (bilag). Ifølge Goffman, er afvigelser noget som samfundet ikke finder i orden. Dette kunne for eksempel være det at være på kontanthjælp, at møde op til et bryllup iført shorts med videre. Dette er ikke et iboende karaktertræk hos de stigmatiserede mennesker, men er Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 27

en social konstruktion. Disse konstruktioner bygger blandt andet på normer og sociale konventioner - de fastlagte regler, kutymer og love, der er i et samfund og som gør det muligt for mennesker at kende rigtigt fra forkert. (Goffman, 2009, s. 17) En undersøgelse foretaget af ASE 22 tilkendegiver, at befolkningens respekt for ledige påvirkes voldsomt af, om man er på kontanthjælp eller dagpenge. Næsten hver fjerde dansker nærer mindre respekt for kontanthjælpsmodtagere end for folk i arbejde. (ASE, 2011) Interviewpersonerne gav også udtryk for overvejelser omkring deres eget syn og holdning om arbejdsløse, for eksempel sagde Bo: Før jeg selv blev syg og arbejdsløs, da havde jeg den holdning, at enhver var sin egen lykkes smed, og ville man arbejde, så kunne man også komme det og den har jeg til dels også stadig, men med den modifikation at, som jeg lige tilføjede, også kan være nogle fysiske eller psykiske grunde til at man ikke kan. (Citat Bo, bilag 3) Og Ida sagde Øhh Altså pt. som situationen er på arbejdsmarkedet i dag, så er det jo svært for dem, der er ledige, at få noget. Men altså min holdning er også til det, at vil man arbejde, så kan man også få arbejde. (Citat Ida, bilag 2) Stigmatisering omhandler ikke kun mennesker med synlige fysiske skavanker, psykiske problemer eller uhensigtsmæssig adfærds- og karaktermæssige træk, men knytter an til ens status i samfundet i almindelighed. Så for eksempel hjemløse, narkomaner, arbejdsløs eller andre, der befinder sig eller bevæger sig på samfundets skyggeside, kan også føle, at de er bærere af tydelige tegn på deres menneskelige mindreværd eller deres marginaliserede status. (Goffman, 2009, s. 28) Som Ida fortalte om det at blive arbejdsløs: Det tog mig et par år at acceptere, at sådan var tingene, og dengang jeg skulle på kommunen, da kravlede jeg faktisk op af væggen. Der var altså ikke nogen, der skulle se, at jeg gik derind. ( ) jeg synes, det var pinligt, men altså mad på bordet skulle man jo ha (sænker stemmen) (Citat Ida, bilag 2) Begrebet stigma rører altså ved vores frygt for at blive afsløret og ønsket om at blive anerkendt, samtidig med at den beskriver stigmatiserede menneskers daglige, men ofte 22 ASE er en af Danmarks største, uafhængige a-kasser for selvstændige og lønmodtagere Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 28

stille kamp for at blive betragtet som normal. (Goffman, 2009, s. 14) Som Scheff og Starrin skriver i Perspektiver på sociale problemer har personer fra højere sociale klasser historisk betragtet mennesker fra lavere klasser med nedladenhed og eksempelvis anset dem for umoralske og dovne. Om de fattige og arbejdsløse har der eksisteret, og gør det stadig, fordomme og myter. Richard Sennett 23 berører dette forhold i sin bog "Det fleksible menneske". Han mener, at afhængighed i det moderne samfund betragtes som noget skamfuldt. Folk, der er afhængige af samfundets velfærdsydelser, eksempelvis kontanthjælpsmodtagere, betragtes med mistænksomhed, som om de var samfundssnyltere og ikke havde virkeligt brug for hjælp. (Sheff & Starrin, 2004, s. 170) Bo fortalte, hvordan han tror, at andre (samfundet) ser på det at være arbejdsløs: Andre mennesker, som jeg også selv har gjort i tidens løb, før jeg blev arbejdsløs, mange andre mennesker, vi skal passe på ikke at generalisere- se på arbejdsløse som tabere, folk som ikke gider, folk som er for dovne, folk som er for dumme. Det er meget, meget få der har et nuanceret billede af at der kan være en grund til, at man er arbejdsløs ud over det jeg lige har nævnt (Citat Bo, bilag 3) Dette er et eksempel på, hvordan vores interviewpersoner syntes at opleve, at andre mennesker ser ned på det at være arbejdsløs, og hvilken holdning de selv, nu som tidligere, har haft omkring arbejdsløse. Det næste vi vil beskæftige os med, er måden hvorpå det er muligt at håndtere sit stigma. 3.1.2. REAKTION OG HÅNDTERING AF STIGMA Goffman skelner mellem forskellige måder at reagere og håndtere et stigma på. Disse afhænger af om afvigelsen lader sig skjule eller ej. Han opererer her med det han kalder den potentielt miskrediterede og den miskrediterede. 3.1.2.1. DEN POTENTIELT MISKREDITEREDE Er en person potentielt miskrediteret, er stigmaet endnu ikke afsløret og handler i Goffmans analyse om, hvordan sådanne personer forsøger at håndtere og formidle deres 23 Amerikansk forfatter og professor i sociologi. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 29

identitet. Dette kan personen gøre ved for eksempel at holde visse ting hemmelige eller kun vælge at fortælle dele om sig selv. Ifølge interviewpersonerne har flere af dem ikke afsløret, at de er arbejdsløse, og vælger de at fortælle, at de er arbejdsløse, ønsker de ikke at sige, at de er på kontanthjælp. Denne måde at håndtere informationen om sig selv kalder Goffman at passere. At passere betyder, at det lykkes for den enkelte at hemmeligholde sit stigma (for eksempel at holde det hemmeligt, at man er arbejdsløs). Dette er måden hvorpå mennesket forsøger at fremstå som værdig til samfundets respekt og accept. Man forsøger altså at begrænse risikoen for at blive opdaget. (Goffman, 2009, s. 22-23). Som Jens fortalte: ( ) altså hvis folk spørger, hvad jeg laver, så... er jeg i erhvervspraktik og X hver dag, så er det det, jeg siger, at jeg laver. (Citat Jens, bilag 1) Ligeledes ville Lone heller ikke fortælle, at hun er på kontanthjælp. Hvis folk spurgte direkte, ville hun sige, at hun skulle i gang med en uddannelse. Det menneske der passerer føler sig ofte splittet, da han vil føle sig lidt fremmed over for sin nye gruppe, - i dette tilfælde de arbejdsløse. Det kan være svært for ham, at identificere sig fuldt ud til de arbejdendes indstilling til de arbejdsløse den gruppe, som han selv ved, at han kan påvise at tilhøre. Han vil formentlig også plages af illoyalitetsfølelser og selvforagt, når han ikke længere kan reagere mod den nye kategoris stødende udtalelser om den kategori, han oprindeligt tilhører, især når han ikke tør lade være med at tage del i denne nedrakning. Når han som arbejdsløs er blandt mennesker, der arbejder, vil han måske tage del i deres negative holdning til denne kategori (de arbejdsløse) og dermed opleve, at han selv rakker denne gruppe ned. Ovenstående forklarer Goffman med følgende eksempel: Når man fortalte bøssevittigheder, var jeg nødt til at le med de andre, og når samtalen faldt på kvinder, var jeg nødt til at bidrage med egne erobringer. Da hadede jeg mig selv, men jeg syntes ikke at have noget valg. Hele mit liv blev til én stor løgn. (Goffman, 2009, s. 128) At afsløre sin hemmelighed kan som ovenfor nævnt øge risikoen for yderligere marginalisering og eventuel isolation. 3.1.2.2. DEN MISKREDITEREDE Ved den miskrediterede er stigmaet kendt og påvirker det enkelte menneske og de Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 30

sociale omgivelser. Sådanne miskrediterende egenskaber forsøges nogle gange ignoreret af andre mennesker, hvilket kan gøre situationen særdeles spændingsfyldt. Her taler Goffman om, hvordan de normale skal forholde sig, hvordan de normale håndterer den spænding, der her kan opstå. Omvendt kan den stigmatiserede også opleve en usikkerhed omkring, hvordan de tilstedeværende i virkeligheden opfatter ham. (Goffman, 2009, s. 21ff) Vi vil i nærværende analyse ikke gå mere ind i de normales håndtering, da vi har fokus på det enkelte menneske og dennes oplevelser og følelser omkring det at være arbejdsløs, herunder hvordan de oplevede, at blive stigmatiseret. Vi har derfor valgt at beskæftige os med det som Goffman kalder den gode tilpasning og skinaccept. Ved den gode tilpasning formår den stigmatiserede at præsentere et selvbillede eller en identitet som normal uden at opnå fuld accept, som i Goffmans teori benævnes skinaccept. Bo fortalte for eksempel, at han, for at undgå at oplyse om sin ledighed, ville vælge at fortælle, at han var hjemmegående husfar. Lone sagde: Altså, jeg siger, at jeg ikke laver noget lige pt. Men at jeg har planer om at læse videre, eller læse (Citat Lone, bilag 5) Det handler om den undertrykkelse eller måske endda symbolske vold 24, hvor de ledige kontanthjælpsmodtagere, tvinges til at agere og forstå sig selv ud fra andre gruppers perspektiv. Samfundets normative struktur opretholdes og bekræftes altså, og i dette tilfælde oplever de ledige kun en ringe og ofte forbeholden anerkendelse. (Goffman, 2009, s. 24). Når et stigmatiseret individ passere, med eller uden sin vilje, er det muligt, at han bliver miskrediteret på grund af det, som ufrivilligt kommer frem om ham. Herved opstår det som Goffman kalder en pinlig hændelse. Den stigmatiserede kan også vælge frivilligt at afsløre sig selv og dermed radikalt forandre sin situation; - fra at være et individ, som må holde styr på bestemte oplysninger om sig selv, bliver han i stedet til en person, som må holde styr på bestemte ubehagelige sociale situationer, hvor pinlige hændelser kan forekomme. Fra at være et potentielt miskrediteret menneske, bliver han i stedet til et miskrediteret menneske. I det øjeblik en person med et hemmeligt stigma videregiver information om sig selv, bliver det straks muligt for ham at anvende de tilpasningsteknikker, som er tilgængelige 24 Symbolsk vold defineres ifølge Goffman som: bestemte degraderede grupper tvinges til at agere og forstå sig selv ud fra andre gruppers perspektiv og herigennem bekræfte den selvsamme normalitet, som i første omgang udgrænser dem. Samfundets normative struktur opretholdes. (Goffman, 2009, s. 24) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 31

for dem, hvis stigmaet er kendt. En tilpasningsteknik kunne eksempelvis være ved at aflede, ved at dreje samtalen over på noget andet, så man er fri for at tale om det at være arbejdsløs. (Goffman, 2009, s. 125) Eller som Sonja, der valgte at tale om det, som var det en naturlighed: Ja det er det mere eller mindre, men det bliver også lidt hverdagsagtigt efterhånden, at sige nå men jeg er arbejdsløs, for der er simpelthen så mange der er det. (Citat Sonja, bilag 4) Ved at anvende disse tilpasningsteknikker gør personen sig anstrengelser for at forhindre, at stigmaet bliver for tydeligt og den stigmatiserede bestræber sig på at reducere spændingen, det vil sige at gøre det lettere for sig selv og andre at aflede opmærksomheden fra stigmaet, som ovenfor nævnt, det at være arbejdsløs. 3.1.3. DELKONKLUSION At befinde sig i en rolle som arbejdsløs betyder, ifølge Goffman, at man befinder sig på samfundets skyggeside. Det enkelte menneske kan opleve at være bærer af tydelig tegn på deres mindreværd og deres marginaliserede status, som ses i eksempelet med Ida, da hun fortalte, at hun kravlede op ad væggen, første gang hun skulle på jobcentret og søge kontanthjælp. De følte alle, at andre så ned på arbejdsløse, og de erkendte også, at de selv havde samme syn, da de var på arbejdsmarkedet. Dette er meget i tråd med, hvad Richard Sennett mener når han forklarer, at det at være afhængig af velfærdsydelser opleves som noget skamfuldt, og den enkelte betragtes med mistænksomhed, og som en samfundssnylter der ikke har virkelig brug for hjælp. Vores informanter oplevede alle, at være underlagt de fastsatte normer og regler som hersker i samfundet, idet de alle tilkendegav, at de var bekymrede for at blive sat i bås med den del af arbejdsløse, som ikke gider arbejde. I deres optræden i forhold til andre mennesker valgte de som oftest at forsøge at passere, for at fremstå værdige og respektfulde. Dette gjorde de blandt andet ved ikke at fortælle, at de var arbejdsløse og på kontanthjælp, eller at omgå dette ved kun at fortælle dele af deres virkelighed. For eksempel, at de var hjemmegående, arbejdede som X eller skulle i gang med at læse. Ligeledes forsøgte de med dette også at anvende den gode tilpasning, for eksempel ved at tale udenom eller blot nævne at de var arbejdsløse for derefter at tale om noget andet. Dette for at opnå en accept fra omgivelserne, men de vil dog, ifølge Goffman, her aldrig opnår den fulde accept, men det han betegner som skinaccept. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 32

3.2. SKAM Scheff og Starrin betragter skamfølelse som en hoved emotion, altså en følelse med flere sociale og psykologiske funktioner end andre følelser. Vi vil i følgende anvende teorien omkring skam til at belyse om vores informanter oplevede dette i forbindelse med deres arbejdsløshed. Anthony Giddens 25 fortæller, at skamfølelse er direkte forbundet med selvidentitet. Skamfølelsen er en grundlæggende angst for, at den fortælling hvorved individet her den arbejdsløse opretholder en sammenhængende biografi, er tilstrækkelig. (Giddens 1991, s. 82) Den arbejdsløse oplever skam ved at være arbejdsløs, og er bange for at omgivelserne kun får den del af hans historie, og derved får et forkert billede af ham. Han vil herved føle utilstrækkelighed og ydmygelse. Skamfølelse er for det første afgørende for samvittigheden og moralopfattelsen, fordi skammen signalerer moralsk overtrædelse, uden at der nødvendigvis bruges tanker eller ord. Skammen er derved vores moralske kompas, det vil sige, at skammen hjælper os til at vurdere, hvad der er rigtig og forkert i en given situation, og kompasset hjælper os med at håndtere situationen. Den amerikanske psykiater Donald Nathanson beskriver skammens kompas ved hjælp af nedenstående model: Tilbagetrækning: Midlertidig tilbagetrækning indgår altid i skamreaktionen. Tilbagetrækningen omfatter blandt andet et ønske om at blive usynlig, holde lav profil eller helt undgå kontakt med andre mennesker. I tilbagetrækningen ses ofte at man vender ansigtet bort og slår blikket ned. Tilstanden følges ofte af angst og uro. Angreb på selvet: Her fremkalder skamfølelsen et øjebliks oplevelse af at blive udelukket eller forladt af andre - at være adskilt fra gruppen. Mennesker, der oplever denne forladthed betydelig svære end andre, er nødt til at gøre noget ved denne oplevelse af at føle sig udenfor. En måde at gøre dette på, kan være at optræde ydmygt, underdanigt og føjeligt, dvs. at personen hele tiden forsøger at gøre andre tilpas. Mennesket reducer her sit eget værd 25 Britisk sociolog Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 33

og nedtoner sine behov og optræder samtidig med overdreven beundring og respekt for andre. Blot for at føle en slags tilknytning til andre mennesker, altså at være en del af en gruppe. Den følelse der ledsager angreb på selvet er selvforagt. Omgåelse: Skamfølelsen bliver for nogle mennesker så pinagtig, at den for enhver pris må undgås. Menneskets selvbillede må holdes intakt, koste hvad det vil. Den mest radikale måde at undgå skammen på er at ignorere den. Dette gøres typisk ved at sørge for ikke at udsætte sig selv for det der opfattes som risikofyldte situationer, altså alle de situationer hvor man kan risikere at vække skamfølelsen. Det kræver her, at man hele tiden er på vagt og resulterer ofte i et overdrevent behov for kontrol. En anden strategi er altid og i alle situationer at fremhæve sig selv for at vække beundring og misundelse. Der er flere måder at undgå skamfølelse på. For eksempel har alkohol ofte været anvendt for at dulme skamfølelsen. Følelser, der ledsager omgåelse, er spænding og vrede. Angreb på andre: Den fjerde og sidste retning i skamkompasset kan betegnes som angreb på andre. Skam, hvor følelsen af personlig underlegenhed opleves, håndteres her ved at angribe andre, som er svagere end en selv. Dette kan ske ved hjælp af fysiske og/eller verbale angreb som for eksempel vold, vandalisme, foragt, nedgørelse og krænkelse. Er man mere sofistikeret kan man anvende hånlatteren eller en overlegen tone i kommunikationen. Den ekstreme variant ser vi blandt personer, der går til angreb med rigtige våben i hånden. Følelser der ledsager angreb på andre er vrede og afsky. (Scheff & Starrin, 2004, s. 163ff) 3.2.1. UNDERTRYKKELSE OG DISKRIMINERING Mennesker, der udsættes for undertrykkelse, diskriminering og uretfærdighed, undlader som oftest at protestere og gøre oprør, hvilket er i tråd med Marienthal undersøgelsen. Tilsyneladende vælger man ligefrem at tolererer et uretfærdigt system. Som Sonja sagde efter en periode med længerevarende arbejdsløshed: Nej det var nok fordi jeg ikke orkede at gøre noget. Det stiger en lidt til hovedet til sidst, at man ik har noget arbejde, og man opgiver faktisk lidt når man kommer for langt hen (Citat Sonja, bilag 4) Man ikke bare finder sig i forholdene, man kan endda begynde at betragte sig selv i Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 34

overensstemmelse med de fordomme, der rettes mod den gruppe man selv tilhører, altså gruppen af arbejdsløse, og begynde at betragte sig selv som eksempelvis samfundsnasser, doven og ugidelig. Skamfølelse er pinefuld for alle uanset social status. Men det er især underordnede grupper, der udsættes eftersom skamfølelsen genereres såvel udefra (hån og foragt fra omgivelserne) som indefra gennem individets eget referencesystem. (Scheff & Starrin, 2004, s. 172) Arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere udvikler forskellige strategier for at tackle omgivelsernes negative holdninger, - og for at undgå møder der vil kunne vække ubehag. En måde at gøre dette på, er at holde det, at man er arbejdsløs og/eller på kontanthjælp, hemmeligt. En anden måde er at minimere kontakten med omgivelserne, og en tredje måde er at forsøge at distancere sig fra billedet af hvad man opfatter som en typisk arbejdsløs og kontanthjælpsmodtager. (Scheff & Starrin, 2004, s. 172) Jens valgte at holde det hemmeligt. Når andre spurgte, hvad han lavede, ville han svare: Altså hvis folk spørger, hvad jeg laver, så er jeg i erhvervspraktik og X hver dag, så er det det jeg siger, at jeg laver (Citat Jens, bilag 1) Ida ville sige: Så ville jeg sige, at jeg er arbejdsløs. Ja. Men jeg ville ikke fortælle dem, at jeg er på kontanthjælp (latter). Det ville jeg stadigvæk ikke gøre (Citat Ida, bilag 2) Mennesker, der befinder sig i en social underlegen position, for eksempel arbejdsløse og fattige mennesker, savner ikke alene omgivelsernes respekt, - de er også tilbøjelige til at overtage samfundets holdninger og således se sig selv gennem andres øjne og derved se ned på sig selv. Dette gør de ifølge Scheff og Starrin for at klare hverdagen. Hvis mennesker, der befinder sig langt nede i det sociale hierarki, skammer sig over deres egenskaber, og hvis skamfølelsen ikke erkendes og bearbejdes, kan det føre til en permanent undervurdering af deres egen person og overvurdering af personer højere oppe i det sociale hierarki. På den måde kan ubearbejdet skamfølelse medvirke til at reproducere samfundets uligheder. (Scheff & Starrin, 2004, s. 173) 3.2.2. SELVOPLEVELSE Lige som Scheff og Starrin er inde på, så mener Charles H. Cooley 26, at såvel stolthed som skamfølelse opstår som følge af, at man ser sig selv med den andens øjne. Individets spejl-jeg rummer ifølge Cooley tre hovedelementer; for det første forestillingen om hvordan vi fremstår for den anden person, for det andet forestillingen 26 Amerikansk Sociolog Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 35

om den andens bedømmelse og for det tredje, en form for selvoplevelse som for eksempel stolthed eller ydmygelse. (Scheff & Starrin, 2004, s. 160) Som Sonja sagde: Der er da også lidt stolthed i det, ej, selvfølgelig har man da ikke lyst til at rende rundt nede på kommunen og skal sige jeg skal ha kontanthjælp. Og så skal man udfylde de her papirer, og så er man ligesom nummer 70 i køen i dag ej det er ik sjovt, overhovedet ik. (Citat Sonja, bilag 4) Jens fortalte, hvordan han oplevede, at andres holdning var til det at være arbejdsløs: Altså det er dem man nogen gange bliver sat i bås med, altså folk der ikke gider samfundet. (Citat Jens, bilag 1) Skamfølelse optræder oftere rutinemæssigt i fantasiverdenen og kommer til udtryk i form af beskedenhed, generthed, lav selvfølelse, dårlig samvittighed. Som Bo sagde: ( ) Der er da ingen tvivl om, at tiden kommer hvor børnene kommer og spørger: hvorfor laver du ikke noget far. Hvorfor går du hjemme, og det er da en tanke, jeg frygter, det er en tanke jeg ikke har lyst til at tænke særlig meget over. Fordi der vil skammen komme op i mig. Det er der ingen tvivl om. Der vil jeg være flov, er til dels flov, men altså, jeg undskylder trods alt over for mig selv, at jeg jo ikke selv har valgt at være syg. (Citat Bo, bilag 3) Goffman viser, hvordan undgåelse af forlegenhed og skam er den centrale drivkraft i mellemmenneskelig adfærd. Goffmans gennemsnitsmenneske er desperat og urolig over hvilket billeder andre har af ham, og forsøger hele tiden af vise sig fra sin bedste side for at undgå skam. Jens fortalte: Altså hvis folk spørger hvad jeg laver, så. er jeg i erhvervspraktik og X hver dag, så er det det jeg siger at jeg laver (Citat Jens, bilag 1) Bo sagde det på en lidt anden måde: Så ville jeg svare, at jeg gik hjemme, jeg var hjemmegående husfar, det tror jeg mit standard svar ville være (Citat Bo, bilag 3) Alle mennesker er ekstremt følsomme over for hvor megen respekt de nyder og derfor er undgåelse af skamfølelse en vigtig følelse i menneskelig interaktion. (Scheff & Starrin, 2004, s. 161ff) Som når Jens fortalte: Altså, det gør en kæmpe forskel for mig at kunne sige nu, at jeg arbejder med et eller andet. Så er det sådan set lige meget for mig om det er erhvervspraktik eller om det er en stor stilling, det er bare det at kunne sige, at jeg arbejder for det. Det betyder meget for mig, også selvom det er de samme penge jeg modtager. (Citat Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 36

Jens, bilag 1) Hvis udtryk for skam undertrykkes eller overses, bliver det et problem at fornemme, hvordan relationen til den anden i virkeligheden er. Det bliver vanskeligt at afgøre, om man befinder sig på rette afstand i forhold til den anden. Markører for følelser kan spores i adfærden, i sproget og i kropslige udtryk. Hvis vi lærer disse udtryk for skamfølelse at kende, kan temperaturen i en given relation analyseres omtrent, som man bruger et termometer til at måle feber. Ved udtryk for skam bliver dialogen stiv og formel. Sproget fyldes med udtryk, der giver en antydning af at den enkelte føler sig afvist, overset, reduceret, mindreværdig eller utilstrækkelig. Udtryk for skam kan som tidligere nævnt også spores i ansigtsudtryk som for eksempel nedslagne øjne, fraværende blik, rødme og bøjet nakke. (Scheff & Starrin, 2004, s. 162) For at observere ovennævnte, altså det verbale og nonverbale i deres kommunikation, skulle vi have været til stede, når de interviewede optrådte i forskellige sammenhænge. Ifølge Scheffs og Starrins opfattelse kan forskellige følelsesytringer give information om de sociale bånd mellem mennesker. Udtryk for ægte stolthed peger på trygge og sikre sociale bånd (solidaritet), og udtryk for skam tyder på truede eller usikre sociale bånd. Vrede er ofte forbundet med undertrykt skamfølelse. Dette udtrykte Bo således: Jamen det hænger jo igen sammen med, at man jo dybest set føler sig lidt som en taber, og det har man da ikke lyst til at udbasunere til gud og hver mand, hvis man kan slippe for det. ( ) Det kommer nok lidt an på hvem jeg taler med. Hvis det var en jeg følte jeg brød mig om ville jeg formodentlig fortælle at jeg var syg. Men hvis det var et menneske hvor jeg følte arbejdsløse, de er tabere, så ville jeg nok bare sige at jeg var ledig ( ) (Citat Bo, bilag 3) Ifølge Scheff, Starrin og Giddens er skam således et begreb, der har stor betydning både for det enkelte menneske og i dennes samspil med sine omgivelser. 3.2.3. DELKONKLUSION For vores interviewpersoner var det af stor betydning, at relationerne til andre mennesker fortsat bar præg af, at de af andre opfattes som normale og ikke kategoriseres som samfundsnassere. At de kunne bevare det samme syn på sig selv som tidligere, da de var i arbejde, og hermed fortælle en næsten enslydende historie, nemlig den at de var i arbejde eller på vej til det. Eller at de selv havde valgt at gå Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 37

hjemme som eksempelvis husfar. Dette da både ens egen og andre menneskers syn på det enkelte menneske, har betydningen for selvidentiteten. Informanterne anvendte det moralske kompas, hvilket betyder at de i en given situation, fornemmer hvad der er rigtig og forkert i forhold til de relationer, de befinder sig i, og herved evner de at håndtere situationen ved at involvere eller ikke involvere modparten i deres historie. For eksempel valgte Jens at lyve om, at han havde et arbejde. Dette for at undgå at vække skamfølelse, hvilket Donald Nathanson med skammens kompas beskriver som omgåelse. At holde arbejdsløsheden - eller det at være på kontanthjælp hemmelig, syntes at være nærmest naturligt for de interviewede. De nævnte, at det var pinligt, og at de ikke ville sættes i bås som samfundsnassere. Dette må ses som en strategi for at håndtere omgivelsernes negative holdninger og på den måde undgå at vække ubehag og følelser som forlegenhed og skam. Som tidligere nævnt, da er en anden måde at håndtere skamfølelsen på, det Nathanson beskriver som tilbagetrækning. Her minimeres kontakten til omgivelserne. Dette er ikke en strategi vores informanter har brugt, da de alle svarede, at de fortsat kom lige så meget ud og så de samme mennesker som inden de blev arbejdsløse. Dog ser vi, at kompasset er mest anvendeligt i analysen af samspillet mennesker imellem, men som vi har beskrevet under afgrænsning og metode, da har vi ikke valgt denne mulighed, omend det kunne have været interessant. Alle vores informanter gav udtryk for, at de, specielt før de selv blev arbejdsløse, havde det samme syn, som svarer til det herskende samfundssyn omkring arbejdsløshed. På den måde er informanterne medvirkende til at fastholde normerne og holdningerne i samfundet om, at arbejdsløse ikke gider arbejde. Dog gav de ikke udtryk for at de betragtede sig selv med samme fordomme som samfundet. Det vil sige, at de ikke vendte skammen indad og betragtede sig selv som samfundsnasser, og som nogle der ikke gider arbejde. Vi ser dog, at de i forhold til Cooleys spejljeg både oplever ydmygelse og bedømmelse. For eksempel blev både Sonja og Jens selvoplevelse påvirket af, at de følte sig ydmyget og kategoriseret af omgivelserne. Som Sonja, der oplevede ydmygelse ved at skulle søge kontanthjælp og bare være et nummer, og Jens der gav udtryk for, at han ikke ville sættes i bås, da det betød noget for ham, hvordan han fremstår over for andre. 3.3. IDENTITET PERNILLE (AFSNIT 3.3-3.3.4.) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 38

I problemfeltet stillede vi os selv spørgsmålet: Hvilken betydning har arbejdsmarkedsmarginalisering i forhold til identitet? Vi vil i det følgende forsøge at analysere dette, primært på baggrund af Goffmans teori omkring social identitet, personlige identitet og jeg-identitet. Disse identiteter vil danne overskrifterne i det følgende. Først vil vi give nogle generelle definitioner på, hvordan vi forstår identitet, især set ud fra en socialpsykologisk 27 vinkel, herunder identiteten som en social konstruktion 28. Identitet betyder overensstemmelser eller lighed (ordet stammer fra det latinske idem, som betyder det samme ), det vil sige, at man oplever, at man er den samme i går, i dag, sidste år og så videre. Det vi her især vil beskæftige os med er den sociale identitet. At man oplever, at der er en overensstemmelse og lighed med de andre, men også at de andre ser en på samme måde og tillægger en de samme egenskaber som man selv mener at have. Sagt på en anden måde, da ser man sig selv igennem andres øjne. Sker der et skift i ens sociale position, for eksempel at man bliver arbejdsløs, da vil den sociale identitet også forandres. (Koester & Frandsen, 2009, s. 390) Den pågældende person kan her opleve at blive stigmatiseret, idet der sker en identitetsforvirring, altså der sker en uoverensstemmelse og en ulighed med de andre. (Dem der arbejder). Som Goffman siger med sin socialkonstruktivistiske opfattelse af identitet, da er selvet et resultat af den sociale samhandling. Han mener, at identitet ikke er noget naturgivent, uforanderligt, men noget der hele tiden skabes, krænkes, ødelægges og genopbygges i en social kontekst. Som han siger ordret: Vores følelse af at være en bestemt person stammer fra, at vi inddrages i en større social sammenhæng; vores fornemmelse for vores selv opstår fra alle de tilsyneladende ubetydelige måder, hvorpå vi modstår presset udefra. Vores status understøttes af verdens mest solide bygninger, mens følelsen af personlig identitet mest ligger i sprækkerne. (Goffman, 2009, s. 16) Det at have et arbejde, og indgå i sociale sammenhænge, er derfor en væsentlig identitetsgiver. Bliver man spurgt om, hvad man laver, da besvarer man som regel dette 27 Socialpsykologi er den del af psykologien, der udforsker, hvordan det enkelte individ påvirker og påvirkes af de sociale omgivelser, det er en del af. Samtidig kan det enkelte individ igennem handlinger og sprog påvirke sine omgivelser og derigennem skabe forandring og udvikling. (Koester & Frandsen, 2009, s. 367) 28 Den sociale identitet konstrueres af personens interaktion med omverden. Konstruktionen finder sted på sociale betingelser, der er knyttet til både tid, sted, sociale rammer, tradition, køn og alder. (Koester & Frandsen, 2009, s. 393) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 39

spørgsmål med navnet på et erhverv. (Brørup, Hauge & Thomsen, 2003, s. 244) Som Jens Lind 29 i bogen Socialpolitik skriver, er arbejdet nødvendigt for det enkelte individ, idet det er den væsentligste kilde til personlig udvikling og dannelse af en social identitet. (Lind, 2004, s. 281) Vi vil derfor, på baggrund af vores indsamlede empiri, analysere hvilken betydningen marginalisering fra arbejdsmarkedet kan have i forhold til vores interviewpersonernes identitet. 3.3.1. SOCIAL IDENTITET OG KATEGORISERING Goffman skelner mellem tre identitetsformer - social identitet, personlig identitet og jegidentitet. I forhold til det Goffman betegner som social identitet, kan der skelnes mellem den tilsyneladende sociale identitet og den faktiske sociale identitet. Den sociale identitet skal forstås som et udefra-ind perspektiv. Som George Herbert Mead 30 ville sige det, så ser man sig selv og sine handlinger igennem andres øjne - det han ville kalde den generaliserede anden. (Som jeg ses af man ) (Hutchinson & Oltedal, 2006, s. 99) Den tilsyneladende sociale identitet indebærer de forhåndsforestillinger, kategoriseringer og normative forventninger vi har om en person, altså hvordan pågældende bør være. Dette skal forstås på baggrund af, at samfundet inddeler mennesker i kategorier og samtidig beslutter, hvilke egenskaber der skal opfattes som naturlige for medlemmerne af hver af disse kategorier. Samfundets syn på det at være arbejdsløs, har stor betydning for den pågældendes tilsyneladende sociale identitet. Som Jens Lind siger, da har synet på arbejdsløsheden også ændret sig fra, at man engang så det som noget ufrivilligt, og noget som den enkelte ikke har nogen indflydelse på, til i dag i højere grad at stille krav til de arbejdsløse og se det som noget selvforskyldt. (Lind, 2004, s.291) Den offentlige debat er også medvirkende til at styre vores syn på de arbejdsløse og på arbejdsløsheden generelt. Som det fremgår af en artikel under navnet: Arbejdsløse lider under folkets moral fra december 2008 da beskrives holdningen sådan:... der er arbejde nok at få, hvis man gider at arbejde. Arbejdsløshed bliver opfattet som selvforskyldt, og derfor bliver man, hvis man er ledig, betragtet som en nasser; som en der kun tager, men ikke selv bidrager til samfundet. 29 Cand.rer.soc. og ph.d., lektor ved Aalborg Universitet. Beskæftiger sig med arbejdsmarkedsforhold og arbejdsmarkedspolitik 30 Amerikansk filosof, psykolog og sociolog Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 40

[Egen kursiv] (Sørensen, 2008) Denne holdning synes alle vore interviewpersoner også at have. Bo fortalte om sin holdning til arbejdsløse, inden det ramte ham selv: Før jeg selv blev syg og arbejdsløs da havde jeg den holdning at enhver var sin egen lykkes smed og ville man arbejde så kunne man også komme det og den har jeg til dels også stadig, men med den modifikation at, som jeg lige tilføjede, også kan være nogle fysiske eller psykiske grunde til at man ikke kan (...)Vi skal passe på ikke at generalisere - se på arbejdsløse som tabere, folk som ikke gider, folk som er for dovne, folk som er for dumme. Det er meget, meget få der har et nuanceret billede af, at der kan være en grund til at man er arbejdsløs ud over det jeg lige har nævnt. (Citat Bo, bilag 3) Sonja fortalte også om, hvordan hun oplevede, at folk tænkte om det at være arbejdsløs: (...) man føler sig jo lidt som en samfundsnasser. Selvom der er så mange ting ud af din løn, som du betaler til. Så alligevel så synes jeg ik det er sjovt at skulle være på kontanthjælp. For du føler dig dum - sådan en: jamen jeg skal bare ned og have penge af kommunen, altså, sådan en følelse får man da af det, og det er da ik sjovt og tænke over. (Citat Sonja, bilag 4) Ovenstående holdninger og fordomme omkring arbejdsløse, er med til at opbygge den tilsyneladende sociale identitet. Som Goffman siger, da spiller vores fordomme en afgørende rolle, idet den modvilje, de stigmatiserede bliver mødt med, ikke beror på et kendskab til vedkommende, men på negative opfattelser begrundet i konstaterede forskelle eller afvigelser. (Goffman, 2009, s. 22). Et vist kendskab og relation til en person, der er arbejdsløs, kan være medvirkende til, at vi alligevel kan ændre på disse stereotype forestillinger og fordomme. Dette leder os hen til det Goffman betegner som den faktiske sociale identitet, som er de egenskaber personen besidder og den kategori pågældende rent faktisk kan henvises til. (Goffman, 2009, s. 44) Marienthal undersøgelsen modbeviser mange af de fordomme, der hersker omkring arbejdsløse. De studerede virkningen af langtidsarbejdsløshed og kom frem til følgende resultat: Arbejdsløshed fører til reducerede krav, reduceret aktivitet, svækket tidsopfattelse og udglidning af holdninger. Undersøgelsen viste også, at det største ønske de arbejdsløse i Marienthal havde, var at de kunne komme i arbejde igen. Dette ikke alene som et rent materielt ønske, men også hvis de så bort for pengene. Trods den merbelastning arbejdet på fabrikken medførte, da ville de ønske, at de kunne komme Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 41

tilbage her til. Fabrikken gav dem nemlig også øget udfoldelsesmuligheder, og det indebar også mere social kontakt, som var noget de savnede meget. (Johada et al. 1997, s. 15) Som der endvidere står på side 33: Den eneste virkelige hjælp for Marienthalerne havde været et arbejde. Hvis der dukker et fabriksarbejde op hvor som helst i nærheden, griber man grådigt efter det. Til trods for abnorm dårlig løn, rejser de ofte timevis til en af de omkringliggende fabrikker for at arbejde, og mod små naturalydelser gør man hvad som helst af arbejde for bønderne. En anden undersøgelse af arbejdsløse, aktiverede og beskæftigede har også fundet, at det at have et arbejde tilsyneladende har en større betydning end blot at være et middel til at tjene penge. Det sociale miljø betyder så meget, at flere lægger større vægt på fællesskabet end lønnens størrelse. (Hansen, 2001, s. 35) Som vores interviewperson Lone fortalte os: (...) jeg synes også det bliver kedeligt i længden at gå hjemme. Jeg kan godt li det der med at komme ud og se andre folk, end bare at gå derhjemme. (...) du kan ikke blive ved med at finde på noget at lave og så den der kontakt med andre mennesker, den har man også bare brug for (...) det giver mig bare en tilfredshed, altså, jeg bliver gladere i hverdagen af at høre hvordan andre har det og se hvad der sker ude i verden (...) Det er jo lige præcis den kontakt med mennesker som jeg sætter meget pris på og så det der bliver lavet. (Citat Lone, bilag 5) Vi spurgte Jens i interviewet, hvad det betød for ham at have et arbejde. Til dette svarede han: Altså det er flere ting. Altså, det er både pengene, men det er også noget med social status og ens selvværd. Det har også rigtig meget at sige. (Citat Jens, bilag 1). Endvidere fortalte han, at han altid ville vælge at være ude i noget (aktivering for eksempel) end at gå hjemme. Sker der i det sociale møde en uoverensstemmelse mellem den faktiske og tilsyneladende identitet, vil personen opleve at blive stigmatiseret idet det skaber mangel på tillid og tiltro. Individets selvpræsentation og identitet kan dermed krakelere. (Goffman, 2009, s. 43ff) De fleste af vores interviewpersoner undlader at fortælle andre, at de er på kontanthjælp. Enten direkte lyver de om hvad de laver, eller også prøver de at gøre det acceptabelt og Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 42

komme med en forklaring på, hvorfor netop jeg er på kontanthjælp. Jens sagde for eksempel, at han ikke ville fortælle folk, at han var på kontanthjælp, men sige at han er X. (Som er det han er i erhvervspraktik som).: Altså, det gør en kæmpe forskel for mig at kunne sige nu, at jeg arbejder med et eller andet. Så er det sådan set lige meget for mig om det er erhvervspraktik eller om det er en stor stilling, det er bare det at kunne sige at jeg arbejder for det. Det betyder meget for mig, også selvom det er de samme penge jeg modtager. (Citat Jens, bilag 1) Bo som prøvede at forklarer sig med, at han var hjemmegående husfar. Lone som ville sige til folk, at hun var arbejdsløs, men skulle i gang med en uddannelse. Dette er eksempler på det vi tidligere i analysen beskrev, med Goffmans ord, som at passere. 3.3.2. PERSONLIG IDENTITET OG RELATIONER Den næste identitetsform, vi vil beskrive her, er det Goffman betegner som den personlige identitet det unikke ved det enkelte individ som gør, at vi kan adskille individet fra andre. Med personlig identitet tænkes her kun på de to førstnævnte forestillinger, nemlig positive mærker eller identitetsknager, samt den enestående kombination af personhistoriske data, som tilknyttes individet ved hjælp af disse knager, hvorpå hans identitet kan hænges. (Goffman, 2009, s. 97) Måden hvorpå vi ser og håndtere personer, afhænger altså af vores forhold og vores relation til den pågældende. (Goffman, 2009, s. 92ff) Der er her stadig tale om et udefra-ind perspektiv, men hvor der her er en personlig relation. Altså hvordan jeg ses af dig (den signifikante anden). Vores egen forforståelse og menneskesyn har stor indvirkning på, hvordan vi oplever og forstår en person. Hvis ikke vi har en relation til pågældende, kan vi nemmere dømme dem, putte dem i bås i nogle kategorier, som de ikke selv mener at tilhøre. Som Nils Christie 31 (1928) beskriver det i sin bog Hinsides institution og ensomhed : 31 Norsk sociolog og samfundsdebattør Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 43

Mennesker vi kender dårligt, kan let klassificeres, placeres i bås... Fremmede kan klassificeres. Enten skyldes fremmedheden geografisk eller social afstand... Men jo mere vi ved om folk, jo nærmere kommer vi dem, - jo mere ubrugelige bliver de enkelte kategorier. (Christie, 2002, s. 30) Som vores interviewperson, Jens, sagde i interviewet: Det er lidt lige som med racisme. Hvis man snakker med folk som ikke kan li indvandrere, men de har nogle indvandrer venner... altså dem de kender de er altid gode nok, men alle de andre, - de er ikke gode nok. Det er lidt det samme her, kontanthjælpsmodtagere generelt, dem kan de ikke lide, men hvis de kender nogen som er på kontanthjælp, så er det et eller andet sted retfærdigt af en eller anden grund. (Citat Jens, bilag 1) Som det også står beskrevet i Dansk Socialrådgiverforenings Etikvejledning, skal vi i vores arbejde være bevidste om, at klienterne selv er de bedste kilder til forståelse af deres ståsted og livshistorie. Etikvejledningen siger dermed, at vi skal arbejde med en ikke diskriminerende holdning og anerkende dem, som de er, med respekt for de forskelligheder de repræsenterer både hvad angår køn, alder, hudfarve, social klasse, religion med mere. For netop at undgå at diskriminere de arbejdsløse, skal vi forstå deres situation, sådan som de selv forstår den. I interviewet med Jens spurgte vi: Så hvis man kender folk, så har man en helt anden forståelse for dem? Til dette svarede Jens: Så gider man at forstå dem, og det gør altså en kæmpe forskel. (Citat Jens, bilag 1) Har man en upersonlige kontakt med en fremmede, da er man mere udsat for de stereotype reaktioner og kategoriseringer. Denne indstilling svækkes efterhånden som folk lærer hinanden bedre at kende, for til sidst at blive erstattet af sympati, forståelse og en realistisk bedømmelse af den pågældendes personlige egenskaber. (Goffman, 2009. s. 92) 3.3.3. JEG-IDENTITET Den sidste form for identitet er det Goffman kalder for jeg-identitet, som er individets subjektive og refleksive oplevelse af sin egen personlighed og livssituation. Her er det et indefra-ud perspektiv, personens selvoplevelse hvordan jeg ses af jeg. Den enkelte opbygger sit eget selvbillede ud fra de samme materialer, som andre benytter til Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 44

at opbygge deres sociale og personlige identifikation af ham. Det enkelte individ er dog betydeligt mere frit stillet med hensyn til selve udformningen. (Goffman, 2009, s. 147) Som en person udtaler i bogen Stigma : Man kan ikke være ærlig over for sig selv, før man har fundet ud af, hvad man er, og måske begynder at tænke på, hvad samfundet mener, man er eller burde være. [Egen kursiv] Som Goffman endvidere skriver, da befinder den stigmatiserede person sig altså i en ambivalent følelse hvordan han bør se på sig selv, det vil sige på sin jeg-identitet. Ud over de bekymringer han i forvejen måtte have, må han samtidig finde sig i at blive skubbet i flere forskellige retninger på samme tid af andre, som fortæller ham, hvad han bør mene om det, han helholdsvis er og ikke er. (Goffman, 2009, s. 164ff) Den stigmatiserede må altså derfor være helt indforstået med den opfattelse af jeget, som i vores samfund anses for normalt. Vi har i vores interviews ikke spurgt ind til vore informanters egen oplevelse af deres egen identitet, altså hvordan de ses af jeg. Det er derfor ikke muligt at knytte empiri på denne del af analysen, men vi vælger alligevel at tage afsnittet om jeg-identitet med, da det er vigtigt for at forstå hele Goffmans opfattelse af identiteten, og hvordan denne hele tiden påvirkes af det omgivende samfund. I stedet vil vi i delkonklusionen forsøge at konkludere, hvorledes det herskende syn på de arbejdsløse kan være medvirkende til, at vores informanter på et tidspunkt selv kan begynde at opfatte sig i overensstemmelse med hvorledes de andre opfatter dem. 3.3.4. DELKONKLUSION I analysen ses det, at der for vores informanter skete en uoverensstemmelse mellem den faktiske og den tilsyneladende sociale identitet. Dette da de herskende fordomme og kategoriseringer omkring de arbejdsløse viste sig i vores interviews ikke at holde stik. De var ikke dovne, ugidelige og samfundsnassere, men havde tværtimod alle sammen et stort ønske om at kunne bidrage til samfundet, og det var, - som ovenfor beskrevet, ikke kun som et materielt ønske, men også fordi det at have et arbejde er af væsentlig betydning for den enkelte og dennes identitet altså at kunne fortælle andre hvad man laver. Som det ses i analysen, da enten undskylder eller direkte lyver vores interviewpersoner om hvad de laver. Dette for at få en accept fra andre, og for at undgå at blive kategoriseret som en person der ikke vil, og som bare nasser på samfundet. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 45

Endvidere sås det også tydeligt hos vores informanter, at relationer og kendskab til mennesker var vigtige for dem, da måden hvorpå vi ser og håndterer en person afhænger af vores forhold og relation til denne i tråd med hvad Goffman og Christie siger. Den dominerende holdning og kategoriseringer har den konsekvens, at man selv vil begynde at opfatte sig anderledes, hvilket kan ændre ens egen opfattelse af jegidentiteten. Som eksemplet fra Stigma også viste, da kan man ikke være ærlig over for sig selv, hvis ikke man finder ud af, hvad samfundet mener, at man er eller bør være. Der kan opstå en form for ambivalens, hvis den arbejdsløse bliver tvunget til at overtage de normales syn på arbejdsløse. Som nævnt, da har vi ikke knyttet empiri på teorien omkring jeg-identiteten, da vi ikke har taget udgangspunkt i den enkeltes egen opfattelse af hvordan de oplever sig selv; altså deres identitet. Vi har i stedet for spurgt ind til, hvordan de selv ser på andre arbejdsløse, og hvordan de oplever og føler, at andre ser på arbejdsløse og på arbejdsløshed generelt. Det vil sige at vi tager udgangspunkt i den enkeltes subjektive holdninger og oplevelser, som vi finder, er socialt konstrueret. 3.4. TIDSSTRUKTUREN METTE (AFSNIT 3.4.-3.4.2.) Den indflydelse arbejdsløshed kan have på et menneskes identitet og selvfølelse har været centralt i forskningen om arbejdsløshedens socialpsykologiske konsekvenser. Marie Jahoda 32, som deltog i Marienthal undersøgelsen, har opstillet en teori om, at arbejdslivet opfylder en række latente psykologiske behov hos et menneske. En arbejdsdag strukturer således dagtimerne, giver mulighed for en bekendt og regelmæssig hverdag, hvor det er muligt for den enkelte at skabe sig nye erfaringer og opbygge sociale kontakter udenfor familien (Iversen et al., 2008, s. 142). I vores problemfelt stillede vi spørgsmålet, hvilken betydning arbejdsmarkedsmarginalisering kan have i forhold til tid og struktur hos det enkelte menneske. I det følgende vil vi, primært på baggrund af Marienthal undersøgelsen, samt Alfred Schütz begreber, forsøge at analysere hvilke konsekvenser arbejdsmarkedsmarginalisering kan have for den lediges tidsstruktur. 32 Østrigsk - Britiske dr. psykolog Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 46

3.4.1. INDRE OG YDRE TID I hverdagsliv og tid præsenterer Birte Bech-Jørgensen 33 Alfreds Schütz begreber om handling, mening og tid. Disse, finder hun, kan være med til at beskrive de strategier udstødte 34 mennesker bruger for at integrere sig i hverdagslivet. Hun har iagttaget disse strategier blandt langvarigt arbejdsløse kvinder, og vi vælger at inddrager dem her, da vi finder dem relevante for at forstå, hvad der kan ske indeni mennesker der har gået ledige i en længere periode. Schütz har opstillet begrebet den naturlige indstilling, som er kendetegnet for hans teori om hverdagslivet, der er vores altoverskyggende virkelighed hvori et menneskes omverden forekommer givet og naturligt. Vi kan her stole på vores erfaringer uden at tvivle på os selv, og når vi reflekterer over noget af det der ellers synes så naturligt, sætter vi disse selvfølgeligheder på pause. Hverdagslivets handlinger er tidsmæssigt organiseret, og med de erfaringer vi gør os, ved at leve i et givent samfund med dets historie, økonomiske, sociale og kulturelle betingelser, opbygger vi en praktisk sans for, hvordan vi skal håndtere de præmisser, altså det der sker og opstår i hverdagslivet. Denne praktiske sans gør, at vi kan leve i overensstemmelse med hvad Goffman kalder de sociale konventioner, altså landets love og regler. (Goffman, 2009, s. 17) Et eksempel på en sådan præmis kan være, at skolegang kræver fremmøde og når dette ikke efterleves, da kan det give vedkommende problemer. Som Jens sagde Altså, kommer jeg ikke i skolen så bliver jeg smidt ud ( ). (Citat Jens, bilag 1) En anden præmis beror på de forestillinger der er i samfundet om, at vi alle bør arbejde 37 timer og møde op på de forventede mødetidspunkter. Sker det ikke, da er det et brud på denne præmis. Ida fortalte under interviewet, at hun, på grund af sin sygdom, aldrig kunne vide om hun ville være i stand til at møde op den pågældende dag, og sagde i denne forbindelse: ( )Og så vil det jo automatisk være sådan, at så kan de ikke regne med mig, ergo vil de hellere ansætte dig, for dig kan de regne med( ). (Citat Ida, bilag 2) 33 Mag. art. i kultursociologi og dr. scient. soc 34 Definition af social udstødte: Socialt udstødte er som kategori ikke let at afgrænse, og der er ofte uenighed om hvem der skal inkluderes. Nogle af de kategorier der nævnes er langvarige kontanthjælpsmodtagere, gadebørn, hjemløse med videre. Tidligere beroede socialt udstødte primært på gruppen af hjemløse. Fridberg definerer dem personer der mere end forbigående er ude af stand til at forsørge sig selv på en for samfundet eller for den enkelte acceptabel måde [Egen kursiv] (Järvinen, 2004, s. 207-209) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 47

Denne praktiske sans kan yderligere risikere at blive suspenderet, når vi kommer til at stå i uventede situationer; når det vi plejer at gøre ikke længere gælder og den nye situation kræver andre handlinger (Schütz, 2004, s. 209ff). Bo fortalte, at han havde vænnet sig til at gå hjemme, men sagde samtidig: ( )men der er da ingen tvivl om, at da jeg startede med at være arbejdsløs i sin tid, da var min holdning da ikke sådan, det er den blevet hen ad årene; at det at gå på arbejde egentlig vil gribe utrolig forstyrrende ind i vores livsførelse. (Citat Bo, bilag 3) Schütz beskriver også, hvordan der findes forskellige lag af tidsmæssigheder. Disse kalder han indre- og ydre tid. Den indre tid kalder Schütz durré 35, som er forskellige indre begivenheder, eksempelvis drømme og fantasier, der smelter ind i hinanden. Det er i denne tid, at vi kan føle, at tiden flyver af sted, eller står stille når man ikke har lavet noget. Der er ingen kronologi i den indre tid, men den kan, ved hjælp af refleksion, projiceres over i den ydre tid. Det kan for eksempel være gennem ritualer; hvor den ledige som befinder sig meget i den indre tid, laver nogle praktiske strukturer for sig selv, eksempelvis ved hjælp af kalender, huskesedler eller et vækkeur, som påmindelse om aftaler og gøremål. På denne måde kan en person opnå kontakt med den ydre tid. Når et menneske giver sig hen til den indre tid, som det gerne sker, når vi holder ferie, eller et menneske af forskellige årsager, eksempelvis gennem ledighed, sættes udenfor den ydre klokketids dikteren, da må vedkommende selv finde måder at forbinde sig til samfundet. Når denne tid styrer, kan det synes mere end almindeligt svært, at huske sine aftaler (Schütz, 2004, s. 215ff). Den ydre tid er modsat den indre tid, struktureret og her skelnes der mellem de forskellige begivenheder. Disse tidsmæssige segmenter kan måles i tid, det vil sige timer, dage, uger med videre. Dette betegner Schütz som klokketiden. Det er denne tid og fornemmelsen herfor, der gør det muligt for mennesker blandt andet at mødes, gå på arbejde og overholde tidsfrister. I Marienthal viste et af resultaterne, at de aftaler, der blev indgået, ikke blev nøjagtigt overholdt; punktlighed havde således mistet sin betydning, idet der ikke længere var nogen verdens ting at gøre. 35 Schütz anvender her den franske fænomenolog Henri Bergsons begreb Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 48

Vi har til alle vores informanter stillet spørgsmålet, om de husker deres aftaler og hertil har ingen givet udtryk for at have problemer. Hvad angår måder at forbinde sig til samfundet fortalte Sonja, at hun, som tilfældet var på interviewtidspunktet, stod op omkring klokken 6.30 for at møde 1 ½ time senere i aktivering. Til spørgsmålet om, hvordan hendes dag ville se ud, hvis hun ikke var i aktivering, svarede hun da tror jeg nok, at jeg stadigvæk sov på det her tidspunkt. (klokken er på interviewtidspunktet cirka 10.30). (Lille latter). (Citat Sonja, bilag 4) Ida, Bo og Lone var de af vores informanter, der havde børn. De fortalte alle, at de stod tidligt op om morgnen og sørgede for at få deres børn afleveret eller sendt af sted til henholdsvis daginstitution og skole (bilag 2, 3 og 5). Lone svarede dog, til spørgsmålet om hun stod op samme tid, inden hun fik børn: Nej overhovedet ikke. Der var der ikke nogen fast rutine. (Citat Lone, bilag 5) Hvad resten af dagen angår, svarede Lone, at det ville være svært at skabe en struktur, hvis hun gik derhjemme. Til spørgsmålet om hvorvidt den store forskel for hende ligger i at lave noget, kontra ikke at lave noget, og om hendes struktur ligger heri, svarede hun ja. I forlængelse af ovennævnte kunne det i Marienthal ses at 88 ud af 100 mennesker ikke gik med ur, og det blev observeret, hvordan mændene kunne blive hængende et sted i timevis og indbyggernes gang blev generelt langsommere. Adspurgt huskede de arbejdsløse kun få begivenheder fra deres hverdag. Det at gøre ingenting syntes for både observatørerne og de arbejdsløse, som værende svært at beskrive. (Johada et al., 1997, s. 68f) Ida fortalte om sit energiniveau: Ja, altså, man kan egentlig sige, at det man ikke når i dag, når man nok i morgen. Og det tror jeg egentlig ville være uanset om man er blevet ledig på grund af sygdom. Jeg tror egentlig bare at generelt så når man er ledig, så det du ikke når i dag, det når du nok i morgen. (Citat Ida, bilag 2) Lone svarede, på spørgsmålet om hun altid husker hvad dag, uge eller måned det er ja det synes jeg. Altså, da jeg ikke lavede noget, da kunne jeg godt gud, er det onsdag i dag ( ) (latter). (Citat Lone, bilag 5) Lone fortalte også, at hun, inden hun fik børn for fire år siden og dengang også var på kontanthjælp, ( ) var rigtig god til at sove ( ) nok allermest fordi jeg ik havde noget at stå op til. (Citat Lone, bilag 5) Hun fortalte også, at fjernsynet var tændt fra morgen til aften, at hun ikke spiste regelmæssigt og ingen rutiner havde overhovedet. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 49

Lone fortalte følgende om sin hverdag, når hun ikke var i aktivering: jamen så tror jeg, at jeg ville sidde og rydde op i mine papirer eller se noget fjernsyn eller jamen så bliver det sådan noget lidt ensformigt noget. Det bliver nok mest fjernsynet. (Citat Lone, bilag 5) Sonja fortalte: ( ) jeg ved selv, at det halve år jeg gik hjemme, øhh, faktisk bare lavede ingenting( ) det er kun de første 14 dage, at det føles som om man bare har lidt ferie, men så bliver der hverdagsagtigt, og så bliver det ikke sjovt at være derhjemme. Du bliver doven, du sover længe, du går sent i seng, du ser meget fjernsyn og øhh laver faktisk ik rigtig noget ( ) og det kan jeg høre på mange, som er på kontanthjælp som egentlig ik er i aktivering. ( ) (Citat Sonja, bilag 4) Hun havde også i sine ledighedsperioder uden aktivering oplevet, hen ad vejen, at miste sin struktur med hensyn til spisetidspunkter og vaner. Marienthal undersøgelsen fandt, at for en person i arbejde bestod dagen af cirka 17 timer. Modsat gjaldt det for de arbejdsløse mænd i Marienthal. Deres dag varede omkring 13 timer og kvindernes 14 ½ time. Forskel på længden af kvindernes og mændenes hverdag skyldtes, at kvinderne passede hus og hjem; de gjorde rent, lavede mad, lappede tøj og lavede budget, og disse gøremål kunne beskæftige dem hovedparten af dagen. Sådanne handlinger med en bestemt mening gav dem, modsat mændene som ikke deltog i disse opgaver, nogle flere orienteringspunkter, funktioner og faste forpligtelser (Johada et al., 1997, s. 69ff). Sonja og Lone var de to af vores informanter, der var i aktivering (samme sted). Sonja var kritisk overfor aktiveringsstedet, men ville alligevel vælge denne aktivering frem for at gå derhjemme: Ja, for så kommer du op om morgnen, du får noget tøj på, og du kommer i bad og så ud af døren (...) Det er ikke sådan, at man mister hjerneceller af det (red. at gå hjemme), men man bliver lidt dum af at være derhjemme. Det gør man. (Citat Sonja, bilag 4) Lone fortalte også, at hun godt kunne lide at være i aktivering, idet stedet, foruden at give hende struktur, var med henblik på at få hende videre, hun opnåede social kontakt og laver noget meningsfuldt arbejde. Hun fortalte også, at havde hun valget mellem at være i aktivering eller blive hjemme, så ville hun vælge aktivering. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 50

Vores informant Jens, som led af det han selv kaldte før-angst, var på interviewtidspunktet i erhvervspraktik, men arbejdede hjemmefra. Han gav også udtryk for at foretrække at være i aktivering frem for bare at gå hjemme og lave ingenting. Han fandt dog, at aktiveringen skulle være meningsgivende. Bo var den af vores informanter, der gav udtryk for ikke at have problemer med at fylde tiden ud. Han fandt heller ikke sit energiniveau ændret, som følge af sin ledighed og han ønskede heller ikke at komme i aktivering. Forskerne bag Marienthal fandt i deres undersøgelse, at indbyggerne kunne deles op i fire grupper. I den ene gruppe kunne ses dem, som ikke var knækket. De formåede at opretholde deres husholdning og passe deres børn. De var aktive og fandt selv, at de havde det godt. De havde planer og håb for fremtiden, havde bevaret livslysten og forsøgte stadigvæk at finde arbejde. Sonja som på interviewtidspunktet havde været på kontanthjælp i to uger, gav undervejs i interviewet udtryk for, at have en stor tro på fremtiden. Hun havde søgt ind på en uddannelse og søgte nyt arbejde. Hun var i aktivering og følte af den grund, at hun havde struktur i sin hverdag. Jens havde, inden han fandt ud af hvad der var galt med ham, lidt mange nederlag. Han fandt, at den bedste løsning for ham ville være at få noget professionelt hjælp, og hvad arbejde angik, var det vigtigt for ham, at have fleksible arbejdstider. Han var i erhvervspraktik i eget hjem og arbejdede på at skabe sig tilstrækkeligt med erfaring til at bringe ham ud på arbejdsmarkedet. Jens havde ikke planer om at tage en uddannelse. Han begrundede dette med, at der i mange stillingsopslag blev lagt større vægt på erfaring end uddannelse. Lone, der foruden sine fire måneder som selvstændig, havde været på kontanthjælp siden hun fyldte 18 år, fortalte, at hun ikke kunne klare flere nederlag. Hun ville gerne have en uddannelse og havde under sin ledighedsperiode også søgt arbejde. Hun fortalte, at der økonomisk ikke var den store gevinst for hende ved at få et arbejde. Derfor skulle et sådant have hendes interesse. Lone var også i aktivering og følte, at dette var med til at give hendes hverdag struktur. I en anden gruppe bestående af de resignerede, befandt 48 % af indbyggerne sig. Her kunne der opleves en generel og stabil holdning til et liv uden forventninger, hvor indstillingen var, at det jo ikke var muligt at gøre noget ved arbejdsløsheden. Sindsstemningen var ligeledes stabil og med tilbagevende glædelige øjeblikke over de Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 51

afkald fremtiden bød på. Forskerne fandt, at dette var tegn på resignation; hvor indbyggerne trods opretholdelse af husholdningen, pleje af børnene og en følelse af relativ velbefindende, var uden planer for fremtiden, uden håb og med absolut indskrænkelse af deres behov, foruden det mest nødvendige. (Johada et al., 1997, s. 56-57). Bo, der led af angst, havde været på kontanthjælp i 6 år og havde igennem denne periode ændret sin holdning til at gå hjemme. Tidligere var fokus på at blive rask og at vende tilbage til arbejdsmarkedet, - arbejde han holdt meget af. I dag foretrak han at gå hjemme. Bo ønskede ikke at komme i aktivering. Han har ikke søgt arbejde under sin ledighedsperiode. Bo formåede at opretholde sit hjem og husholdning. Om sine fremtidsplaner sagde han: (sukker ) jeg tror, at hvis jeg skal være helt ærlig og jeg kunne få det som jeg ville have det, så ville min fremtid være jamen selvfølgelig ønsker jeg at blive rask og selvfølgelig altså, jeg tror at hvis jeg kunne få det fuldstændig som jeg ville have det, så ville jeg være rask og jeg ville få lov at være i fred (Citat Bo, bilag 3) Heller ikke Bo fandt, at der var meget økonomisk vundet ved at få et arbejde, og han sagde i denne forbindelse: ( )så jeg ville føle at min tid blev betydelig bedre brugt derhjemme på at passe huset og børnene og min kone og mig selv, frem for at gå på arbejde. (Citat Bo, bilag 3) I en tredje gruppe; de fortvivlede, som tegnede sig for 11 % af indbyggerne i Marienthal, var de præget af depression, de var forhåbningsløse, og havde en følelse af at enhver bestræbelse var forgæves, og at det derfor ikke nyttede at søge arbejde. De drømte tit om den bedre fremtid, men gjorde ingen forsøg på at forbedre deres situation. Vores informant Ida havde været på kontanthjælp i 9 år. Hun led af kronisk piskesmæld og havde selv tidligere opsøgt forskellige alternative behandlere. Hun havde ikke længere troen på, at hendes fysiske situation kunne bedres eller at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hun så pension som eneste udvej. Ida var ikke i aktivering. Den sidste gruppe, som forskerne fandt og som dækkede over de 25 % af indbyggerne, kunne betegnes som apatisk. Her var de energiløse, uvirksomme og passive. Deres hjem og børn var beskidte og usle og stemningen bar ikke præg af fortvivlelse, men snarere ligegyldig. De lagde ikke planer, og der fandtes intet håb. I denne gruppe finder vi Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 52

drankerne. I familier som disse er der tegn på opløsning, alkoholmisbrug, tiggeri og tyveri. (Johada et al., 1997, s. 57-59) En kritik der er rejst af Jahodas teori er, at den, i stedet for at se mennesket som et selvstændigt, reflekterende, agerende og handlende individ, ser denne som en passiv modtager af omgivelsernes påvirkning. For at understøtte dette perspektiv, da blev den engelske forsker David Fryer inddraget. Han foretog en undersøgelse i England i 1980erne, hvor det fremgik, at de arbejdsledige ikke fik et dårligere psykisk helbred trods deres ledighed. Dette skyldes at de gennem en række aktiviteter, herunder frivilligt arbejde, var i stand til at engagere sig og skabe en meningsfuld hverdag (Iversen et al., 2008, s. 143). Forskere ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet har offentliggjort en undersøgelse, hvis data er fra år 2000. I undersøgelsen indgik 9000 danskere hvoraf ca. 1850 enten var længerevarende arbejdsløse eller på førtidspension. Undersøgelsen viste, at i gruppen af længerevarende ledige, led 12,4% af mændene og 10,4% af kvinderne af svær depression. Blev de lette depressioner medregnet, var tallet 22,5% af alle mænd, og 17,6% af alle kvinder. (la Cour, 2009, s. 5) 3.4.2. DELKONKLUSION De af vores informanter der tidligere havde været i længere tids beskæftigelse, det vil sige Ida, Bo og Sonja, gav alle udtryk for, at de havde oplevet en forandring i hvad Schütz beskriver som den naturlige indstilling. Deres naturlige rytme som de havde og fulgte, da de var i beskæftigelse, forsvandt således da de blev ledige, og de skulle herefter selv skabe en ny rytme og finde andre ting at udfylde deres tid med, for så vidt de kunne. Altså skabe sig en ny indstilling. Jens og Lone oplevede ligeledes, at deres naturlige indstilling blev sat på pause, når de ikke var i aktivering og som følge heraf mistede den samme rytme, som de arbejdende gjorde, da de blev ramt af ledighed og også de måtte skabe sig en ny naturlig indstilling. Ingen af vores informanter fik dog påvirket deres tidsstruktur på en sådan måde, at de glemte deres aftaler, som undersøgelsen fra Marienthal fandt. Vi kunne ud fra informanternes svar se, at de der var i aktivering, alle havde gavn af den struktur mødetidspunktet gav dem og at de i perioder uden aktivering, blev sat udenfor den ydre klokketids dikteren og havde herved sværere ved at forbinde sig til samfundet. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 53

For de tre informanter med børn, herunder Bo, gav børnenes mødetid og afhentningstidspunkt i skole eller børnehave, yderligere struktur, men hjalp dem ikke med at bidrage til indholdet af selve dagen. Denne måtte de selv skabe. Hertil fremgik det, at alle vores informanter, foruden Bo, havde svært ved at få tiden til at gå, når de gik ledige og vores informanter syntes at befinde sig en del i, hvad Schütz betegner som den indre tid. På baggrund af de fire grupper som forskerne bag Marienthal noterede, at indbyggerne befandt sig i, fandt vi, at Jens, Sonja og Lone befandt sig i gruppen af de ikke knækkede. Dette, da de alle gav udtryk for at se positivt på fremtiden og aktivt tog del i at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Af Marienthalere i denne gruppe var der 16 %. De samme kendetegn som sås i den resignerede gruppe; den stabile sindsstemning med glædelige øjeblikke over fremtidens afkald, en følelse af relativ velbefindende og uden planer for fremtiden, kunne også ses ved Bo, og vi fandt som følge heraf, at han tilhørte gruppen af de resignerede, som i undersøgelsen omfattede 48 % af indbyggerne. Den sidste af vores informanter, Ida, fandt vi tilhørende gruppen af de fortvivlede, idet hendes præsentation af sig selv var enslydende med de tegn der blev fundet i denne gruppe, blandt andet at bestræbelser på at forbedre sin situation nu var forgæves, og at der ikke blev gjort nogen forsøg på at forbedre sin situation. Denne gruppe omfattede 11 % af Marienthalerne. Ingen af vores informanters fortællinger var enslydende med den apatiske gruppe. Som nævnt i vores indledning ønskede forskerne i Marienthal at undersøge, om arbejdsløse blev revolutionære eller apatiske under deres ledighedsperiode og de var i undersøgelsens konklusion tydelige; arbejdsløshed førte til passivitet og apati, ikke aktivitet og oprør. (Johada et al., 1997, s. 12ff). Vi fandt ikke blandt vores informanter tegn på oprør. Derimod tegnede der sig for os et tydeligt billede af, at aktivering og børn var med til at skabe en sammenhæng mellem den indre og ydre tid for vores ledige informanter. Når de ikke havde disse holdepunkter, kunne der ses en tydelig ændring i deres aktivitetsniveau. Vi fandt altså ikke tegn på, som kritikken rejst af Jahodas teori sagde, at mennesket ubetinget skal ses som et selvstændigt, reflekterende, agerende og handlende individ, der ikke bare passivt modtager omgivelsernes påvirkning. Vi så derimod, at disse mennesker havde meget svært ved at holde fast i deres ydre tid, let gled ind i den indre og blev mere passive. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 54

Jens og Lone gav begge udtryk for at have lidt mange nederlag, Bo var resigneret og havde tilpasset sig et liv som hjemmegående, noget han ikke altid har følt for, Ida var fortvivlet og så for fremtiden ikke anden udvej end en førtidspension. Vi finder, at dette er tegn på, at fire ud af vores fem informanter psykisk og socialt er påvirket af deres ledighed. 4. KONKLUSION Vi har i opgaven forsøgt at undersøge de psykosociale konsekvenser arbejdsmarkedsmarginalisering kan have for den enkelte i et samfund, hvor arbejdsnormen hersker. Vi kan ikke komme med et endegyldigt svar på dette, men vi kan pege på nogle af de ofte forekomne konsekvenser vi på baggrund af vores fire opstillede temaer, har fundet frem til. Vi vil altså i det følgende forsøge at besvare vores problemformulering set i forhold til hvilke konsekvenser arbejdsmarkedsmarginalisering kan have i forhold til oplevelsen af stigmatisering og skam samt hvilken indvirkning det kan have på den enkeltes identitet og tidsstruktur. Ved hjælp af marginaliseringsbegrebet har vi forsøgt at påpege, at der kan være mange følger af at være marginaliseret fra arbejdsmarkedet, og at dette på mange niveauer udgør både personlige og samfundsmæssige problemer. Den forforståelse vi havde inden vi foretog vores interview fortalte os, primært på baggrund af Marienthal undersøgelsen, at hvis en person er langtidsarbejdsløs og dermed arbejdsmæssigt marginaliseret, da ville dette også medføre marginalisering på andre områder i livet, så som uddannelse, sociale og familiære netværk, politisk aktivitet, sport med videre. Dog fandt vi frem til, at der ikke var tale om automatikker for dette, men snarere sandsynligheder, idet vores informanter ikke oplevede, at de grundet deres arbejdsløshed havde mindre socialt samvær, glemte aftaler, var mindre aktive med mere. Vi vil dog her påpege, at dette kan skyldes, at i og med at de var i aktivering, havde børn eller var i praktik, da opretholdte de deres tidsstruktur og faste rutiner og kom hermed også ud blandt andre mennesker og fik den sociale kontakt, som for flere af vore informanter var af stor betydning. Som de selv udtalte, da dalede deres energiniveau og humør kraftigt i perioder uden aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende indsats og medførte, at de brugte store dele af deres tid på sofaen foran fjernsynet. De oplevede altså en forandring i det Schütz beskriver som Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 55

den naturlige indstilling. Endvidere fandt vi heller ikke, at arbejdsløsheden og den deraf følgende marginalisering medførte, at vores informanter kunne påvises at tilhøre den gruppe af resignerede og fortvivlede, som de i Marienthal undersøgelsen beskriver. Tre ud af vores fem informanter befandt sig modsat i gruppen af ikke knækkede, idet de havde et positivt syn på fremtiden samt deltog aktivt i at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi vil her igen påpege, at dette ligeledes kan skyldes, at fire ud af vores fem informanter var i aktivering eller praktik, hvilket vi vurderer i disse tilfælde har haft positiv indvirkning på, at den arbejdsmæssige marginalisering ikke medført yderligere marginalisering. Vi siger hermed ikke, at vi ikke vurderer, at den arbejdsmæssige marginalisering ikke har nogle psykosociale konsekvenser. På baggrund af ovenstående vurderes det, at arbejdsløshed har betydning for den enkeltes tidsstruktur, idet det for den enkelte kan være svært selv at skabe en sammenhæng i hverdagen uden den ydre tidsstruktur, som blandt andet aktiveringen og børn kan være med til at diktere. I kraft af at vi i vores samfund er gået fra wellfare til workfare, er der i medierne kommet et øget fokus på, at man skal yde for at kunne nyde. Den generelle holdning i samfundet synes at være, at arbejdsløse ikke gider arbejde, og bare nasser på samfundet. Fokus er især på det økonomiske incitament for at arbejde, og ikke så meget hvilken betydning det har for det enkelte menneske, at være uden et arbejde. Altså at der kan være andre konsekvenser udover det rent økonomiske. Vi kan på baggrund af vores analyser konkludere, at vores interviewpersoner føler sig stigmatiseret; de følte skam, og der skete en uoverensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktisk sociale identitet. For at undgå at blive kategoriseret og sat i bås som personer, der ikke gider arbejde og bare er samfundssnyltere, gjorde vores informanter brug af det Goffman kalder at passere, ved direkte at lyve om, at de er i arbejde. Ligeledes forsøgte de at anvende den gode tilpasning, ved for eksempel at tale udenom. Dette for at opnå accept fra andre og for at fremstå værdige og respektfulde, men de vil dog aldrig opnå den fulde accept, men blot skinaccept. Dette analyseres også under afsnittet om skam, hvor skammen kan siges at være vores moralske kompas, som kan hjælpe den enkelte til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert og dermed håndtere den givne situation. Vi så, at vores informanter oplevede en følelse af skam ved at være arbejdsløse. De forsøgte, som Donald Nathanson beskriver, at omgå at involvere andre i, at de er arbejdsløse og Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 56

på kontanthjælp. Dette for at undgå at vække ubehag som følelser af forlegenhed og skam. Som Scheff og Starrin og også Cooley er inde på, da opstår skamfølelsen som følge af, at man ser sig selv igennem andres øjne. I kraft af dette spejl-jeg oplevede vores informanter en form for ydmygelse og fordømmelse de oplevede, at blive sat i bås med folk som ikke gider at arbejde. De havde alle brug for, at andre mennesker kendte dem som hele mennesker med hele deres historie. Vores informanter fandt det altså af stor betydning at have en relation og/eller et kendskab til mennesker, da måden vi håndterer og oplever en person på, er afhængig af vores forhold og relation til denne, hvilket er i god tråd med hvad Goffman og Christie også siger. Vi så, at det for vores informanter var af væsentlige betydning for den enkelte og dennes identitet, at have et arbejde og derfor ikke kun som et materielt ønske. Det var vigtigt for dem at kunne fortælle andre, hvad de lavede samt at kunne sige, at de gjorde noget for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi ser hermed, at samfundets regler og normer påvirker den enkelte mere end vi tror, og at de dominerende holdninger kan gøre, at mennesket efterhånden begynder at tage disse normer og holdninger til sig og herved ændrer sin egen opfattelse af jeg-identiteten. Overordnet kan vi derfor konkludere, at arbejdsmarkedsmarginalisering har psykosociale konsekvenser især i et samfund, hvor vi har en arbejdsnorm som siger, at vi skal forsørge os selv og bidrage til samfundet. For os som kommende socialrådgivere, synes den neo filantropiske tilgang, hvor årsagerne til problemerne hidhører borgeren, og dermed ikke beror på noget udefra kommende, ikke at være en gangbar tilgang til disse mennesker. Et problem som marginalisering fra arbejdsmarkedet kan således have mange afskygninger og mange årsager, og vi finder, at de konklusioner vi er kommet frem til viser, at der er mange følger af arbejdsmarkedsmarginalisering, - nogle som ikke belyses i medierne. For at vi som kommende socialrådgivere skal kunne møde borgeren hvor borgeren er, da finder vi, at det er nødvendigt at helheds se; hvor vi altså ikke ser mennesket som løsrevet fra samfundets normer og regler. Dette vil vi uddybe i det kommende afsnit. 5. SOCIALRÅDGIVER RELEVANS I det følgende vil vi forsøge at perspektivere vores problemformulering i forhold til socialrådgiver relevansen. Dette især på baggrund af begrebet at helhedsse. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 57

Egelund & Hillgaard anlægger i deres bog social rådgivning og social behandling, i omskrevet form, Erik Allardts klassificering af velfærdsgoder. I At have, som er den første af de tre overskrifter 36, fremhæves arbejde som et af de vigtigste goder til blandt andet at sikre sig økonomiske ressourcer. Vi har i Danmark, som tidligere nævnt, et arbejdsbegreb der er snævert forbundet med lønnet erhvervsarbejde til alle, og arbejdsløshed ses som en skændsel. Arbejdsløshed, og især det store mindretal som er marginaliseret og på langvarig offentlig forsørgelse, ses af Hillgaard og Egelund som den mest problem skabende faktor i dag. En stor gruppe af mennesker bliver hermed sat udenfor samfundet; ringere stillet og udelukket fra mange af de goder, der er nødvendige for at opretholde et liv på lige fod med andre. (Egelund & Hillgaard, 2006, s. 143ff). Socialt arbejde foregår i mødet mellem mennesker inden for en organisatorisk ramme. Mødet finder sted mellem den, der skal hjælpe, og den der skal hjælpes. (Egelund & Hillgaard, 2004, s. 62ff) Tom Behnke, konservativ socialordfører, siger i bladet socialrådgiveren nr. 17 af 10. november 2011: Vi skal stoppe med at rode rundt i folks liv og fortid, når vi skal finde ud af, hvad der kan få folk i job. Der er for meget udredningsarbejde, og det, mener jeg, er noget pjat, som jeg gerne tager et opgør med [Egen kursiv] (Behnke, 2011, s. 9) Socialt arbejde handler, som vi skrev i indledningen om at helheds se, og vi er gennem vores uddannelse blevet undervist i, at der ikke er en enkelt årsag til en given social situation. Vi har lært vigtigheden i ikke at se mennesket som isoleret fra samfundet, men at se bagom, efter de påvirkninger der er årsag til det givne sociale problem 37 ; altså at helheds se. Helhedssynet er med til at give os en forståelse af de mennesker, vi møder i vores virke som socialrådgivere. Men det er ikke nok bare at forstå. Vi skal også 36 Erik Allardts klassificering af velfærdsgoder: At have! i form af uddannelse, arbejde, penge, mad, en bolig, et godt helbred og sundhed i krop og sjæl. At elske! ; at have et netværk; venner og bekendte, en livsledsager til at dele oplevelser med, tale med og som kender en på godt og på ondt. Også familie har en god påvirkning på den enkelte. At være! er vigtigt for det enkelte individ. At føle sig som nogen med en identitet og indre sikkerhed, at føle sig noget værd, at føle sig uerstattelig. At have nogle egenskaber hvormed, det er muligt at hjælpe andre. At kunne udfolde sig i sin fritid, privat eller sammen med andre. At have et valg i forhold til forskellige muligheder i sit liv. Allardt mener, at dette er den vigtigste faktor for et menneske. [Egen kursiv] (Egelund & Hillgaard, 2006, s. 143ff) 37 Definition af et socialt problem: Et socialt problem kan bedst defineres ved at se på begrebet i dets to dele: problemet og det der gør det SOCIALT. Hvis et problem ( eller noget andet) skal være socialt, skal det omfatte SOCIALE SYSTEMER og/eller folks deltagelse i dem på en eller anden måde(.) Kort sagt, noget kan kun defineres, som et socialt problem hvis det anfægter eller forstyrrer kulturelle VÆRDIER der definerer hvad der er godt, vigtigt og ønskværdigt i et SYSTEM [Egen kursiv] (Meuwisse & Swärd, 2004, s. 32) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 58

kunne analysere denne viden til det punkt, hvor vi har tilstrækkelig belæg for at kunne helhedshandle. Denne helhedshandling fremgår desuden i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (RTL) 5. Jf. denne paragraf skal kommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Som det også er beskrevet i dansk socialrådgiverforenings etikvejledning, har det sociale arbejde blandt andet som formål at fremme ligestilling, solidaritet og sammenhold mellem mennesker. Dette indebærer blandt andet at fremme kompenserende ressourcer til mennesker, der har behov herfor for at kunne deltage på lige for med andre i samfundet. Kompenserende ressourcer er en forudsætning for lighed og solidaritet. Princippet om særlig kompensation til visse grupper kaldes også princippet om positiv diskriminering. For at fremme lighedsidealer og solidaritet er det nødvendigt at erkende, at folks udgangspunkt for at få tildelt lige muligheder er forskellige. Retfærdig fordeling af ressourcer kan derfor godt betyde forskelsbehandling, så de, der har mest behov, også får mest hjælp for at fremme deres muligheder for at deltage på lige vilkår med andre i samfundet. (Dansk Socialrådgiverforenings Etikvejledning, 2000). Som kommende socialrådgivere skal vi, som vi tidligere har været omkring, være bevidste om vores fordomme, idet disse udgør vores forforståelse på godt og ondt i den forstand, at vi altid fortolker det, vi ikke kender eller forstår ud fra det vi kender. (Højlund & Juul, 2005, s. 13) Denne forforståelse udgør en forståelseshorisont, der revideres hver gang vi får en ny forståelse af noget. Vores grundliggende antagelser om mennesker og samfundet, - hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, vil styre vores forståelse af et givet socialt problem og være bestemmende for valg af metode, arbejdsmodel og redskab i indsatsen, altså for, hvordan vi tænker og handler i den konkrete praksis. Sådan som vi opfatter mennesker, sådan handler vi også i forhold til dem. (Det rummelige arbejdsmarked: I teori og praksis, 2001, s. 20) Samspillet 38 synes at være af afgørende betydning for, om det lykkes at skabe nogle løsninger, som også bærer igennem i hverdagen på en eventuel kommende arbejdsplads 38 Når vi nænver ordet samspil tænker vi her på relation/interaktion, kommunikation, lovgivningsmæssige rammer, krydspres som socialrådgiveren befinder sig i og som Bourdieu kalder det som en lus mellem to negle, som statens repræsentant i randzonerne, og endda som velfærdsstatens Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 59

og i hjemmet. De spilleregler, som borgeren skal leve op til jf. RTL 11 stk. 2 er, at han skal medvirke og informere systemet om alle relevante forhold. For systemet gælder, at dette skal ske i samarbejde med borgeren. At systemet informerer borgeren om alle relevante forhold, lytter til borgeren, samtaler med borgeren og giver ham mulighed for at tage ansvar for eget liv. (Det rummelige arbejdsmarked: I teori og praksis, 2001, s. 67-68) Herved lever vi som socialrådgivere ligeledes op til de retskrav, der ligger på området, blandt andet i RTL 4, hvori det er beskrevet, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Borgerens retssikkerhed tilgodeses ved, at bestemte formkrav skal være opfyldt, når systemet træffer afgørelser i hans sag. Forvaltningen er, - jf. RTL 3 også kaldet hurtighedsprincippet, forpligtet til at træffe hurtige og begrundede afgørelser, som borgeren kan forstå og tage stilling til. Forvaltningen er, jf. Forvaltningsloven (FVL) 19, forpligtet til at foretage en partshøring af borgeren inden beslutninger træffes, og endelig skal borgeren have mulighed for at klage over en ugunstig afgørelse jf. FVL 25. Når disse principper skal omsættes til konkrete handlinger er det nødvendigt at inddrage systematisk tænkning, planlægning og handling. (Trine Egelund og Lis Hillgaard, 2002, s 196-232) Vi er derfor ikke enige med Tom Behnke om, at socialrådgivere ikke skal se tilbage eller foretage så megen udredning. Dette begrunder vi ud fra vores socialfaglige optik, hvori det i al sin tydelighed fremgår at vi skal helheds se for at kunne helhedshandle. Vi finder det derfor væsentligt, at vi i vores arbejde som socialrådgivere har indsigt i og kendskab til den enkelte borger, hvor denne og dennes hverdag er i fokus, for på den baggrund at skabe løsninger, der åbner op for nye muligheder og oplevelser. Så når vi taler om mødet mellem det enkelte menneske og socialrådgiveren finder vi det væsentligt at vi i vores praksis inddrager de fire fælleselementer, etik, helhedssyn, kommunikation og systematisk sags arbejde. 6. PERSPEKTIVERING Et af vores ønsker for denne opgave var, at få en indsigt i nogle af de konsekvenser vores forforståelser sagde os, var forbundet med marginalisering som følge af ledighed. Vi valgte at anlægge et borger perspektiv, da vi gerne ville opnå en indsigt i disse menneskers psykosociale oplevelser af at være arbejdsmæssig marginaliseret. Vi fandt forsvarer. (Hvor socialrådgiveren altså både skal indordne sig under de politikse og økonomiske regler samt hjælpe borgeren på baggrund af helhedssynet) (Henriksen & Prieur, 2004, s. 104) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 60

ikke, at et socialrådgiverperspektiv i denne opgave ville have relevans med udgangspunkt i vores problemstilling. Ønsket med at høre disse menneskers historie var, set ud fra et interaktionistisk perspektiv, at blive i stand til at forstå dem ud fra et helhedsbillede; et som medierne ikke stiller op. Hvordan vil vi som socialrådgivere blive stillet, hvis ikke vi er i stand til at forstå det menneske der står foran os? Hvis vi ikke er i stand til at forstå, som Thomas-teoremet 39 forklarer; hvad der er det pågældende menneskes virkelighed. Det handler altså om at forstå verden, som den fremstår set fra individets ståsted. Vi finder at dette er kernen i al socialt arbejde og menneskelig samhandlen. Kan jeg ikke forstå den borger jeg sidder overfor, da kan jeg ikke hjælp ham. Vi skal som socialrådgivere udvikle en relation med borgeren, hvor vi i fællesskab kan forhandle os frem til, hvad samspilssituationen skal handle om. Og det kan vi ikke, hvis ikke vi forstår, hvad disse borgere må føle (Hutchinson & Oltehal, 2006, s. 89ff) Vi har gennem vores proces med at lave denne opgave fået et dybere og meget vigtigt kendskab til dette lille område. Ikke alene er denne indsigt uovertruffen og yderst værdifuld for os som kommende socialrådgivere, men vi vil også rent politisk, organisatorisk og for den brede befolkning, kunne bidrage med, hvad vi finder er en hidtil manglende indsigt i, hvad der rører sig i disse mennesker. Med en sådan merviden, kan vi være med til at fremme og skabe fokus på det stigma, den skam og manglende tidsstuktur der følger i kølvandet på arbejdsløshed og som påvirker den enkeltes identitet. I forlængelser heraf ville et andet interessant og relevant perspektiv på samme problemstilling have været, om vi havde valgt at dykke ned i Goffmans Jeg identitet. Vi har i denne undersøgelse, som tidligere nævnt ikke undersøgt dette, om end det kunne have givet os en vigtig indsigt i, ikke blot hvordan andre ser denne (borgeren), men også hvordan denne, ser sig selv. 39 Thomas-teoremet: Når mennesket definerer en situation som virkelig, så er den virkelig i sine konsekvenser. [Egen kursiv] (Hutchinson & Oltehal, 2006, s. 91) Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 61

7. LITTERATURLISTE Kildehenvisninger, citater og litteraturlisten er udarbejdet med inspiration fra APAstandarden. 7.1. BØGER Andersen, I. (2002) Den skinbarlige virkelighed: Vidensproduktion inden for samfundsvidenskaberne. Samfundslitteratur Andersen, J. & Larsen, J. E. (2004) Fattigdom og social eksklusion. Larsen, J. E. & Hornemann M. (red.) Socialpolitik. (2. udgave) Hans Reitzels Forlag. Arbejdsevnemetode: Metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne. (2001) Socialministeriet. Brørup, M., Hauge, L. & Thomsen, U. L. (red.) (2003) (2. udgave) Den nye psykologi håndbog. Gyldendal. Christie, N. (2002) Hinsides institution og ensomhed: Om landsbyer for usædvanlige mennekser, om socialfilosofi og pædagogik. Forlaget Klim. Det rummelige arbejdsmarked: I teori og praksis. (2001) Den Sociale Højskole i Esbjerg Egelund, T. & Hillgaard, L. (2004) Social rådgivning og social behandling. Hans Reitzels Forlag Giddens, A. (2003) Modernitet og selvidentitet. Hans Reitzels Forlag Goffman, E. (2009) (2. udgave) Stigma: Om afvigernes sociale identitet, på dansk af Bian Gooseman. Samfundslitteratur. Hansen, H. (2001) Arbejde, aktivering og arbejdsløshed: Integration i det hele liv. Samfundslitteratur. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 62

Henriksen, L. S. & Prieur, A. (2004) Et nyt perspektiv på magt i det sociale arbejde. Dansk sociologi nr. 3/15. Hutchinson, G. S., & Oltedal, S. (2006) (2. udgave) Modeller i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag. Højlund, P. & Juul, S. (2005) Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag. Iversen, L., Kristensen, T. S., Holstein, B. E. & Due, P. (2008) Medicinsk sociologi: Samfund, Sundhed og sygdom. Munksgaard Danmark. Jensen, C. (2011) Velfærdsstaten: En introduktion. Hans Reitzels Forlag. Johada, M., Lazarsfeld, P. & Zeisel, H. (1997) De arbeidsløse fra Marienthal: En sosiologisk undersøkelse av langtidsarbeidsledighet. Tano Aschehoug Järvinen, M. (2004) Socialt udstødte. Larsen, J. E. & Hornemann M. (red.) Socialpolitik. (2. udgave) Hans Reitzels Forlag. Koester T. & Frandsen K. (red.) (2009) (2. udgave) Introduktion til psykologi. Frydenlund. Kvale, S. (2001) Interview: En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag Kvale, S. (2009) Interview: En introduktion til et håndværk. (2. udgave) Hans Reitzels Forlag Larsen, J. E. & Mortensen, N. (red.) (2009) Udenfor eller indenfor: Sociale marginaliseringsprocessers mangfoldighed. Hans Reitzels Forlag Larsen, J. E. & Møller, I. H. (2004) Marginalisering som det største socialpolitiske problem. Aktivering som et socialpolitisk svar. Larsen, J. E. & Hornemann M. (red.) Socialpolitik. (2. udgave) Hans Reitzels Forlag. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 63

Lind, J. (2004) Socialpolitik og arbejde. Larsen, J. E. & Hornemann M. (red.) Socialpolitik. (2. udgave) Hans Reitzels Forlag. Meeuwisse, A. & Swärd, H. (2004) Perspektiver på sociale problemer. Hans Reitzels Forlag. Olsen, C. B. & Rasmussen, N. (2004) Socialpolitik et bud på en definition. Larsen, J. E. & Hornemann M. (red.) Socialpolitik. (2. udgave) Hans Reitzels Forlag. Prieur, A. & Sestoft, C. (2006) En introduktion til Pierre Bourdieu. Hans Reitzels Forlag. Scheff, T. Starrin B. (2004) Skamfølelse og sociale band: Om social underordning og langvarige konflikter. Meeuwisse, A. & Swärd, H. (red.) Perspektiver på sociale problemer. Hans Reitzels Forlag. Schütz, A. (2006) Hverdagsliv og tid. Jacobsen, M. H., Carleheden, M. & Kristiansen, S. (red.) Tradition og fornyelse: En problemorienteret tidshistorie for sociologen. Aalborg Universitetsforlag. Thurén, T. (2008) Videnskabsteori for begyndere. Rosinante. 7.2. ARTIKLER, TIDSSKRIFTER OG PUBLIKATIONER Behnke, T. (2011) Socialrådgivere og politikere til angreb på en gordisk grund. Socialrådgiveren nr. 17 Christoffersen, M. N. (1997) Opvækst med arbejdsløshed. Socialforskningsinstituttet (SFI) La Cour, D. (2009) Arbejde eller ikke arbejde. Psykolognyt nr. 18 Sørensen, H. U. (2008) Arbejdsløse lider under folkets moral. Informationen. Lokaliseret på: http://www.information.dk/178230 Villadsen, K. (2006) Den indrestyrede borger Socialpolitikkens nye styringsproblem. Nordisk administrativt tidsskrift. Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 64

Wilkinson, R. G. (2005) Forbindelsen mellem sociale strukturer og individuel sårbarhed. Kritisk debat. Lokaliseret på: http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=170 7.3. HJEMMESIDER 11/Danskernes-syn-paa-ledige.aspx Beskæftigelsesministeriet (2009). Lokaliseret på: http://www.bm.dk/tal%20og%20tendenser/ugens%20tema/arkiv/2009/uge%2051.asp x Dansk Socialrådgiverforenings Etikvejledning. (2002). www.socialrdg.dk. Lokaliseret på: http://www.socialrdg.dk/default.aspx?id=1009 Esbensen, K. & Cromefeldt-Bie, R. (2011) TV2 News. Lokaliseret på: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-46228879:karina-jeg-føler-mig-snydt.html Hækkerup, K. & Thorning-Schmidt, H. (2011). TV2 News. Lokaliseret på: Jelved, M., Nielsen, B. & Mikkelsen, M. (2011) TV2 News. Lokaliseret på: ASE (2011). Lokaliseret på: http://www.ase.dk/ase/nyhedsbrev/ledige/ledige-maj- http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-46186674:socialministeren-danskere-glemmerpligter.html http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-46244027:det-handler-ikke-kun-om-kronerog-%c3%b8re.html Wikipedia. Lokaliseret på: https://www.wikipedia.dk 7.4. LOVE Forvaltningsloven, LBK nr. 1365 af 07/12/2007. Lokaliseret op http://www.retsinfo.dk Lov om aktiv socialpolitik, LBK nr 946 af 01/10/2009. Lokaliseret på: http://www.retsinfo.dk Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 65

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, LBK nr 656 af 15/06/2011. Lokaliseret på: http://www.retsinfo.dk Gitte Lykke Clausen, Mette Nielsen & Pernille Hummelshøj Haunstrup 66