I: Okay. Hvad betyder rigtig meget for dig i din hverdag?

Bilag F Navn: Janne Alder: 27 I: Interviewer P: Interviewperson I: Hvad laver du i din hverdag? P: Jeg er retorikstuderende, og så er jeg frivillig i Center for Konfliktløsning. Så det bruger jeg også noget tid på. Så arbejder jeg også i en børnetøjsbutik. Så er jeg uddannet skuespiller, så nogle gange laver jeg det også. I: Okay, så det bliver der også lidt tid til? P: Ja. Men ikke så meget skuespil. I: Okay. Hvad betyder rigtig meget for dig i din hverdag? P: Det gør tid. Jeg har ikke nok tid. Tid betyder rigtig meget. Og venner og familie og... Ja, at have det sjovt. I: Hvordan kan det være at tid betyder meget for dig? P: Fordi jeg ikke har nok af den. Og fordi jeg er pisset stresset, eller har tendens til at blive... pisse stresset og jeg er... Lige nu er der også en masse. Jeg er på halv tid på studiet, fordi at jeg røg lige ned i et hul... Med stress. I: Ja, okay. Der er meget at se til? 118/201

P: Ja, der er rigtig meget, og jeg har rigtig rigtig mange mennesker i mit liv. Og jeg har sindssygt svært ved at sige nej. Så derfor er... Det er også noget af det, jeg øver mig på lige nu, ikke? Men tid i hvert fald. I: Også tid til sådan at være altså.. dig selv? P: Mig selv... ja. Det har jeg ikke fået prioriteret nok sådan det sidste stykke tid, og det bliver jeg ikke særlig sjov af, hvis jeg ikke får den tid. I: Hvordan har du det, altså når du så har den tid til og være for dig selv? P: Så tror jeg, at jeg har Så tror jeg faktisk, at jeg er mer nærværende, når jeg sådan er sammen med andre. Det... jeg tror, at jeg er sjovere. Jeg har det også sjovere. Jeg tror... Det der tit sker er, at jeg føler at jeg er totalt bagud. At livet bare løber af sted med mig. At jeg slet ikke kan følge med. At jeg ligesom ikke får taget nogen... altså kontrollen selv. På en eller anden måde. Beslutningerne selv. At det bare sådan... I: At det kører bare... P: Det kører bare, og jeg skal bare følge med. Og det kan jeg ikke. Eller sådan... hvor... Ja, jeg tror at det der med at når jeg også får tid til sådan mig selv, så får jeg tid til at mærke efter, hvad det egentlig er jeg har brug for, lyst til, og alt sådan noget. Og så ja så føler jeg lidt mere at det er mig, der styrer mit liv, i stedet for livet der styrer mig agtigt. Tror jeg. Giver det mening? I: Ja. Du nævner også at venner betyder meget for dig. Hvordan har du det så, når du er sammen med dine nære venner? Altså dine gode venner? 119/201

P: Der har jeg det godt. Altså hvis jeg Jeg har det bedst, når jeg ikke er stresset, ikke? Men jeg har det generelt godt. Og altså så har jeg det sjovt og så griner jeg og så laver jeg ting og snakker og jeg bruger mine venner rigtig meget, tror jeg Jeg ser dem meget, men ja... Nogle gange er det sådan lidt for meget. Jeg tror, det jeg er god til er, at jeg er rigtig god til at være til stede, hvor jeg er, men det gør så også bare at, at så har jeg sådan altså f.eks. emails og sms er og sådan noget kan stresse mig sådan helt sindssygt. Fordi så skal jeg være alle mulige steder I: Du nævner også din familie, der betyder rigtig meget for dig. Hvordan har du det, når du er sammen med dem? P: Der føler jeg, at jeg kan slappe sådan 100 procent af, ikke? Og altså... Jeg er fra København. Altså... min far bor lige herinde ved Søerne, min mor bor lige herinde, lidt længere ude. Østerbro. Så bor... Og så på den måde kan jeg bruge dem ret meget. Jeg kan bare komme hen og ligge på sofaen eller hvad fanden det er... og bare være der. Så har vi det også ret sjovt og har mange sådan familiemiddage, hvor... Så drikker vi lidt og spiller spil. Min søster hun bor i New York lige nu, men ellers så plejer hun at bo lige derovre ikke? Og vi er ret tætte og har sådan fælles venner og går i byen sammen og spiser morgenmad sammen. I: Er i på alder sammen? P: Hun er fire år yngre end mig, ja... I: Men det betyder meget for dig, at de er i nærheden? P: Ja I: Og du kan snakke med dem 120/201

P: Jeg bruger dem ret meget, ja... I: Hvad med... du nævnte at du er retorikstuderende... Hvad betyder dit studie for dig i din hverdag? P: Hvad betyder det? Jeg synes det er pisse spændende. Altså.. Gud hvor jeg dog bander. Det kommer i til at høre P: Jeg syntes det er rigtig spændende, og lige nu har jeg så kul... hvad hedder det... kulturformidling, og det synes jeg også er virkelig spændende. For det er meget... Fordi retorik og også kulturformidling det er.. det er meget praktisk Det vil sige, at det er meget kreativt og det er selvstændigt. Og nu her tager vi i teater. Vi tager på du ved. På Information. Vi har været på litteraturhouse, Gyldendal og alt muligt Vi sådan... institutionsbesøg. Som er fedt at komme ud af huset. Og så skriver vi artikler, som er ret kreative. Og på retorik er det sådan at vi også har fortællinger og oplæsninger, skriver taler, både til hinanden og til os selv og så det der med at det er praktisk og at jeg hele tiden er i gang, det er vigtigt for mig. Altså det. Eller det.. synes jeg er vildt spændende, ik? I: At der sker noget? P: At der sker noget, og at jeg hele tiden sådan øver mig. Og at jeg hele tiden øver mig. Det er vigtigt for mig når jeg en eller anden gang kommer ud, at jeg ikke kun har en hel masse tunge teorier, men at jeg faktisk har nogle redskaber jeg kan bruge lige, når jeg kommer ud. I: Og du ved hvordan du bruger dem? P: Ja... men jeg er ikke, jeg vil sige... Nu er jeg uddannet skuespiller og der Der kan jeg da godt mærke, at der var min disciplin Altså 121/201

selvdisciplin, noget helt andet. Der var.. der lavede jeg alt. Det gør jeg ikke nu. Overhovedet. Og jeg er blevet meget mere... Jeg tror også, det med at jeg er lidt ældre. Jeg er ældre end alle på mit studie. gør at jeg har prøvet nogle ting, har en anden uddannelse. Jeg ved mere... sådan... hvordan jeg skal... Hvad er det jeg egentlig har lyst til at bruge krudt på, og hvad er det jeg sådan... gerne vil bruge.. hvad for en retning jeg gerne vil tage det med.. altså så det ikke sådan.. Så har jeg det sådan, der er nogle ting, jeg... Det behøver jeg ikke lære. I: Nogle ting prioriterer du højere end andre. P: Også fordi netop at jeg ikke har tiden... Og nu er retorik ikke en af de sådan... de tungeste fag. Altså der... Vi har ikke sådan kæmpe læsebøger og vi har ikke så mange timer. Så på den måde kan man have tid til andre ting, ikke? Og det er sindssygt vigtigt for mig. Så det er vigtigt for mig at have et studie, der ja... Hvor jeg kan prioritere lidt selv og hvor jeg også kan være kreativ. I: Du har det, altså rigtig godt, når du er i skole eller? P: Ja, når jeg.. De fag der sådan lige tænder mig. Der er noget af det jeg synes der fuldstændig altså som ikke siger mig noget som helst. Men som jeg jo godt altså jeg kan godt se pointen i at jeg skal have det med, f.eks. der er jo mange der også bruger retorik til politisk rådgivning og sådan noget. Det siger mig f.eks. ikke det er ikke den retning, jeg vil tage. Der er mange der er sådan meget... der er nogle altså meget anale med grammatik og sådan... du ved på en anden måde.. og det er heller ikke lige der jeg er måske. I: Så det kommer an på hvilke fag du har? 122/201

P: Ja det kommer altså mest performance orienteret fag. Dem jeg sådan syntes er sjovest. Også de skrive-fagene. Der er nogle rigtig gode skrive fag. I: Hvordan er dit humør når du sådan er afsted til undervisning? I skole, studiegrupper, forelæsninger? P: Altså jeg synes generelt at jeg sådan er OK glad Men jeg kan godt... Altså jeg kan godt være rigtig træt, når jeg er i skole. Jeg kan godt være sådan især hvis jeg har læst. Sådan.. at det bare er noget, der skal overstås. Nogle gange. I: Føler du at du har... har du overskud? Til at være der til de fag, som du finder interessante? P: Det har jeg ikke følt at jeg har haft fordi at det... Jeg har haft for meget. Altså at jeg ikke har kunne... Og lige nu... der sådan... der prøver jeg og få sådan noget af overskuddet tilbage, ik? I forhold til at jeg har sådan virkelig følt at jeg har haft det overskud. Og at jeg... Der var faktisk nogle ting jeg gerne ville have læst, som jeg ikke fik læst... og der var nogle Det ærgrer mig, ik? Men altså men tit så, ja så får jeg det læst, det hele op til eksamen, ik? Alt det jeg egentlig ku have læst i løbet af året. I: Føler du så, at det går og gnaver i dig, fordi du ikke har fået det læst, som du egentlig gerne ville have læst? P: Ja jeg kan tit have dårlig samvittighed. Og der er tit den der altså jeg kan huske da jeg gik ud i gymnasiet, hvor befriende det var at få sådan et fuldtidsjob... Når man havde fri havde man fri at der ikke ligesom lå den der altså den der.. 123/201

I: Du burde lave? P: Præcis. Jeg burde, burde alt muligt. Og der er bare så mange ting, jeg burde. I princippet. og jeg hader ordet burde Jeg syntes slet ikke der er noget man burde. Men så det tror jeg er sådan noget der fylder. Det er det der: Åh, jeg burde lave det der, plus jeg har lidt sådan noget skriveangst. Hvilket jo gør at så går der rigtig lang tid hvor jeg egentlig går og har sådan lidt ondt i maven over noget, som jeg så ikke får lavet. Og så er det først sådan i sidste øjeblik. Og så altså... Så nu så når jeg nu laver det. Så er det faktisk sjovt nok. Især fordi det kan være sjovt at skrive noget reportage, hvor jeg kan lege med sproget eller et eller andet. Men altså jeg er ikke sådan.. Jeg er ikke den, der laver det en uge før. I: Nej okay. Du nævnte at du godt kan lide de... sådan de lidt mere kreative fag og sådan noget. Det er der du har det aller bedst. Blandt andet fordi du har lavet noget skuespil tidligere. Det føler du, at du kan relatere mere til? P: Ja I: Altså det er der du har det bedst, når du har de undervisningsfag? I forhold til de andre. P: Ja, det er korrekt. I: Okay. Hvad så når du har de fag her, som du finder interessante? Altså når du er af sted til undervisning og forelæsning. Er det sådan så du.. Kigger du på tiden? Holder du øje med den? Nå, nu må vi være ved at være færdige. Eller flyver tiden af sted? P: Det kommer virkelig an på hvilket fag. Men det er meget sjovt. Lige nu har jeg to fag. Det ene fag er... det er en pakkeløsning der hedder kulturformidling. Det ene hedder kultur journalistisk, det andet hedder 124/201

kulturlivsinstitutioner. Og KJ er hver mandag eftermiddag tre timer og det er virkelig tungt. Der tror jeg... Jeg var der i går og jeg kiggede på uret sådan... ej men hele tiden... Men det er virkelig tungt, men det har også noget med underviseren at gøre. At han er lidt tungere og sådan... i betrækket. End den anden. Og det går... det er sådan Der er ikke rigtigt sådan diskussioner i klassen og der er ikke nok dynamik, så det bliver meget sådan... I: Tørt? P: Ja, tørt. Tre timer hvor vi sidder sådan her.. ik? Og det er sådan, tungt. Og så tror jeg, hvor mine onsdagstimer som er KL er meget. Altså de går sindssygt stærkt, der lægger jeg overhovedet ikke mærke til Sådan Shit er vi færdige?!, fordi underviseren er meget mere sådan... hendes energi er hurtigere, der er en bedre dynamik, vi laver gruppearbejde, vi laver altså... hun er sjov og man tør sådan... mere kaste sig ud i diskussioner. Så det går bare stærkere, fordi man er aktiv på en anden måde, end man er i de andre, ikke? Og fordi at teksterne kan være voldsomt tunge i KJ. Det er meget mere sådan noget Habermas og whatever. Hvor kulturjournalistik er sådan mere... Så det har meget med faget at gøre Ja, og underviseren. I: Og underviser selvfølgelig. Har du en kæreste eller? P: Ja, vi er lige fået fra hinanden. I: Nå det er jeg ked af. P: For to måneder siden, så... eller... Det er lidt tid siden. I: Ja, så vil jeg gerne spørge til noget med negativitet i din hverdag. Føler du, at du bliver påvirket af andres negativitet? 125/201

P: Ja, det kan jeg sagtens blive. Det bliver mere sådan... altså det er mere sådan hvis folk er meget sådan energien er tung eller sådan noget. Det kan jeg blive sådan lidt.. virkelig sådan hive mig ned. Jeg har en veninde, der har haft det rigtig svært, hvor det var sådan... Så sås vi og så var det sådan.. Alt var bare noget lort, men hun... Det var ligesom mig, der skulle underholde eller det der med at det kræver noget ekstra på min kappe måske, hvis... Og så bruger jeg endnu mere energi, som jeg måske ikke har, fordi jeg... og sådan negligeret mig selv. Så det kan godt gøre, at jeg bruger for meget energi på andre, med sådan negativitet. Også brok og sådan noget. Folk der brokker sig, brokker sig eller brokker sig over andre folk, der brokker sig. Så det bliver jeg bliver påvirket af det. Det gør jeg, ja. I: Du siger, at du gør meget for og få din veninde til at have det godt, når i er sammen. Hvad med folk måske bare fra dit studie, som du føler har den her negative energi, føler du, at du har behov for at påvirke dem til at være mere positive? Eller er det ikke noget du.. P: Jeg har aldrig tænkt over det. Det kan da godt være. Men det er også det... det der er nu med mit studie... dem kender jeg ikke. Fordi det er tilvalgsfag. Så det er helt nyt, og der har jeg virkelig med vilje prøvet at være sådan nærmest asocial, fordi at jeg har tænkt Ej nu skal du ikke have flere venner, eller Nu skal du lige holde styr på, hvor mange der lige er i dit liv. Så der har jeg faktisk været virkelig sådan... nærmest første gang i mit liv. Jeg går i skole og så... har ikke lagt mærke til det sådan meget her. Men sådan tidligere... det ved jeg faktisk ikke. Om det... altså ja, det er da irriterende at være sammen med folk der brokker sig hele tiden. Så kan jeg da godt gøre et eller andet. Især hvis det sådan er gruppearbejde. Så er det da klart, at hvis der er nogle der er negative at 126/201

så går det ud over os andre, og så har jeg tænkt mig at sige noget omkring det, ik? I: Ja, hvad hvis det er dine venner. Du sagde, at din veninde, hun havde det lidt hårdt. Det føler du at du sådan.. altså... bliver nødt til og hive hende lidt op? P: Ja I: Gør hende lidt gladere? P: Ja... Nu har jeg fået snakket lidt med hende om f.eks. at jeg synes at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med hende, når hun er sådan der. Altså jeg bliver bare tynget ned af det, og vi sidder bare der og kigger ud i luften. Og så er det hele noget... men og det kunne jeg godt have taget tidligere på en eller anden måde, og det har jeg ikke... jeg tror at nogle gange bliver man... det ved jeg ikke... Så har jeg været lidt konfliktsky... og så har jeg sådan lidt... Jeg tror mere at jeg hiver ud efter folk, når jeg er hjemme hos mig selv. Og jeg har ikke været særlig meget hjemme hos mig selv. Sådan... hen over sommeren og hele foråret og vinteren... så... Til ligesom sådan at sige: Hey! Det her gider jeg ikke være en del af. Hvor her tror jeg bare, at jeg i lang tid: nå nu skal jeg være sammen med hende og så tror jeg egentlig bare at jeg har undgået hende lidt... I: Det er også nemmere, hvis det er udenfor.. P: Ja.. præcis. Og jeg er egentlig ikke så konfliktsky normalt, men tror bare, at jeg ikke ku overskue og ikke ku finde ud af... Ikke gidet sætte mig ind i, hvad der egentlig foregår. Fordi der har været så meget andet. Så tror bare at jeg sådan... ja... 127/201

I: Det var nemmest at trække sig? P: Ja, jeg har bare sådan trukket mig. I: Hvad nu hvis du sidder sammen med sådan nogle lidt fremmede folk? Ligesom når vi sidder her, og vi måske siger: Ej, det er også irriterende, når dit og dat, og det er også dårligt vejr. Føler du, at du ville træde ind med en kommentar og sige: Ej det der da okay, det er ikke så slemt, det bliver sikkert bedre i morgen. Eller påvirker det dig, hvis vi sidder... P: Hvis I sidder og brokker jer? I: Ja, hvordan ville du forholde dig til det? Hvis det er nogle du ikke kender? P: Jeg tror også, at jeg har en eller anden knap, hvor jeg bare kan lade være med at høre efter. Altså for jeg har også en anden veninde, der brokker sig helt sindssygt meget. Og hun brokker sig over, at hendes kollegaer brokker sig. Hele tiden. Og alle brokker sig. Og så kommer jeg bare til sådan et punkt, når jeg har lyttet til nok brok, så slukker jeg og lader som om at jeg hører efter, men jeg hører overhovedet ikke efter. Men fremmede, hvis de sidder og er negative. Det kommer egentlig an på, hvad det er de snakker om. Hvis de er pisse sure over at vejret er dårligt, nå, jamen så er de pisse sure over det. Altså, det kan jeg ligesom ikke tage mig af... så det... Men det er mere hvis jeg er uenige i det de siger, eller hvis jeg synes, at de er sådan lidt grove i deres holdninger eller omkring nogle ting og sådan, at jeg tror, at jeg ville sige noget. Eller sådan... jeg tror ikke, at jeg ville gå ind og sige direkte til folk: Hey skal vi ikke tale om noget sjovere?. Så tror jeg bare, at jeg ville begynde på det. Og prøve at se om vi sådan ikke kunne få samtalen vendt til noget andet. Men det kan jo også være nemt nok at hoppe med på den og sige: Ja det er 128/201

fandme også lorte vejr, og hvor har det været en nederen vinter, og den har bare fortsat indtil Roskilde. Eller et eller andet... Du ved, altså, nogle gange kan jeg også tage mig selv i at sådan hoppe med på den. I: Ja, det forstå jeg. P: Altså jeg er ikke sådan en evig glad. I: Hvad så med dine egne tanker sådan indeni dig selv. Føler du, at du kan vende dine negative tanker til noget positivt? Uden at have en relation til folk, men hvis du går sådan og har en dårlig følelse indeni? P: Mmh ja. I: Føler du at du sådan kan... P: Kan vende det? I: Ja P: Nogle gange. Nogle gange kan jeg godt. Jeg tror det er.. Altså det kræver også øvelse og sådan... Jeg er udmærket godt klar over, hvor meget magt jeg selv har omkring, hvordan jeg har det, eller om hvordan jeg tænker om tingene... Jeg prøver at undgå... Det er også det der med ikke at tænke offer. Du ved, sådan, jeg kan ikke gøre noget. Men jeg prøver at øve mig i, hvor meget jeg kan gøre selv. Altså sådan, et eksempel: Altså jeg har boet i Paris, og jeg kan huske at jeg kom hjem fra Paris, der havde jeg været halvandet år efter gymnasiet. Jeg kom hjem og jeg var bare sådan: Lorte København. Og nærmest sådan halv-depri uden at være det. Og var sådan, hvor passer jeg ind? Jeg kan ikke... du ved.. Jeg har altid sådan hadet København lidt, også når man er født og opvokset her. Man kender for mange og sådan. Jeg følte: Der er ikke plads til mig, hvor skal jeg 129/201

være. Jeg er uddannet i New York, skuespiller, og så da jeg kom hjem fra New York havde jeg det meget mere sådan... altså jeg gider ikke ligge på den sofa mere. Sådan i stedet for at tænke, hvordan passer jeg ind, var det mere, hvordan vil jeg have, at det skal være. Altså... Og skabe min rolle i stedet for at prøve at finde den. Og det var for mig en meget mere aktiv måde... og komme hjem på, som krævede mere arbejde. Men jeg lå ikke på sofaen og havde ondt af mig selv. Og det gjorde, at jeg aldrig har sat mere pris på at bo i København på en eller anden måde. At jeg har ligesom fået skabt mig en plads her, som jeg egentlig er meget godt tilfreds med. Altså ligesom på en eller anden måde det der med, at jeg aktivt går ind og gør nogle ting, at jeg aktivt går ind og siger: Det er sådan her, jeg vil have det. Og så er det sådan det bliver. I: Altså i stedet for at lade det falde ind over en? P: Præcis. Og det er lidt det med de der negative tanker. At man sådan ligesom vender den og vælger at sige: Det er sådan her, jeg vil kigge på det. Jeg kan huske engang hvor, da jeg var yngre, hvor jeg sådan følte at alle i København kiggede sådan surt på mig. Og jeg så sådan... du ved... Folk der sådan snakkede om mig og var helt paranoid. Sådan teenageagtig. Og det syntes jeg, at jeg så over det hele. Og så kan jeg huske efter en eller anden... Jeg tror det var en tur til Rom... eller også var det Paris eller... Hvor jeg havde fået slappet lidt af fra alle de der Københavnere, som jeg hadede dengang. Og lige pludselig var der en, der smilede til mig i subway, eller sådan noget... Eller hvad hedder det Metroen, ik? Og jeg var sådan... Arrh, det er bare noget, du ved, folk er jo sure. Men så lige pludselig var det sådan: Ej okay, han smiler faktisk til mig. Og da jeg tillod mig ligesom at lukke op for hele den verden, så var det lige pludselig som om at alle smilede til mig. Og så så jeg det positive i stedet 130/201

for det negative. Og i stedet for at tænkte det der med, at så sidder der en eller anden og ser sådan underligt på mig, så tænker jeg: Ej det kan altså også bare være, at han sidder, og tænker på, hvad fanden han skal købe ind i aften. Og hele den der med at når... når du begynder at se efter det positive, så er der ligesom bare mere af det. Og når du kigger efter det negative, så er der jo mere af det. Og din egen måde at navigere i det, som jeg tror... I: Altså hvilke briller man tager på? P: Ja, præcis. Så det er sådan... Det er sådan nogle ting jeg øver mig i. I: Jeg kan høre at du nævner meget med, at du har været uden for Danmark. P: Ja. I: At du har oplevet noget andet. Som om at du så får et andet syn på det/danmark, når du kommer hjem. Altså påvirker det dig meget, når du har været ude og rejse? Er det sådan selve rejsen, eller er det mere, hvad du laver på turen? Er det om du har haft en rigtig god tur eller om den har været knapt så god? P: Det handler rigtig meget om, at jeg slapper af på en anden måde. At i København... Altså, som sagt så bor jeg her på Nørrebro, altså, alle mine venner bor her. Eller jeg kender rigtig mange og hele det der med at vi skal være så unikke alle sammen, men i virkeligheden ligner folk bare hinanden. Eller sådan... hvor det er sådan... Man er også bange for at skille sig ud, så det der med, at hvis jeg skal ned og købe ind, hvordan fokus så bliver... Altså hvis jeg nu møder nogle, ser jeg så okay ud, eller... Eller hvordan man føler, at folk hele tiden tager stilling til en... Så derfor gør man det også selv. Så mit fokus bliver meget sådan indadvendt på 131/201

mig selv, altså i forhold til, hvad tænker andre... Hvor at når jeg kommer til en større by, hvor der er mange flere forskellige mennesker, og der ikke er nogle, der kender mig... Altså i New York står der altid en eller anden freak på et hjørne, men det gør der også på det næste hjørne. Altså du kigger ikke sådan rigtig... Fordi der er alle mulige mennesker. Eller sådan... Det gør at mit fokus ikke er herinde i mig selv hele tiden, fordi at jeg ikke sådan hele tiden tænker på, hvad folk tænker om mig. Så jeg kan meget mere, sådan, få fokus udad. Kigge ud. Og så den der anonymitet, der ligesom er i en storby gør, ja, at jeg bare kan være... Og ikke tage stilling til mig selv hele tiden. Men bare kan være... Og tage folk ind på en anden måde, og det gør, at jeg på en eller anden måde - underligt nok er mere til stede i min krop, fordi jeg ikke er sådan oppe i mit hoved hele tiden. Mere bare til stede og tage indtryk ind. Og kan nyde, at på en eller anden måde slappe af. Altså det er sådan lidt break på en eller anden måde. Ja. P: Den følelse som du så har, altså på den måde, som når du er af sted at du føler, at du kan vende blikket mere udad, fordi du måske ikke kender så mange og fordi at der er en masse andre... Altså du føler, at du kan nyde det mere? Fordi du ikke går og skal tænke på, hvordan du skal se ud, og hvordan du skal være og hvordan du skal gøre. Kommer den følelse med hjem igen? Nogensinde? I: Ja, altså mere og mere. Jeg lærer mere og mere at tage den med hjem. Og også, som jeg siger, altså, da jeg kom hjem fra Paris kunne jeg overhovedet ikke... Altså jeg har aldrig følt mig så fri... Altså jeg følte mig helt som prinsessen af Paris, da jeg boede der. Jeg følte mig virkelig fri, da jeg var der på en helt anden måde, og gav mig plads til at være mig. Og det var svært at tage med hjem... Men da jeg var i New York 132/201

følte jeg alligevel, at jeg godt kunne tage noget af det med hjem. Nej altså, der SKULLE være plads til mig. For det er meget det der med, at der skal være plads til mig. Og det føler jeg, at jeg får nemmere og nemmere ved og jeg bliver også mere og mere... mindre usikker. Hvilket jo også er det, der spiller ind... Altså jeg bliver mere sådan: Jeg er faktisk ligeglad med, hvad han tænker... Eller altså sådan, du ved, ikke at gå så meget op i alle mulige andre, men mere sådan, hvad er vigtigt for mig, og hvad betyder noget for mig. Jeg synes: øvelse, øvelse, øvelse, øvelse. Det der med at være opmærksom på det. Det jeg også kan se er, altså jeg har jo arbejdet med det og med alle mulige ting, hvor jeg har arbejdet med mig selv, og skuespils-studiet er nærmest sådan terapi for det 24/7, ik? Så altså... Jeg er sådan trænet i det, men jeg kan også godt se, hvad der sker når jeg ikke får holdt det ved lige, for det er ligesom at træne noget eller whatever det nu kan være. For man skal altså holde det der ved lige, for ellers kan man godt blive sådan... EJ, nu har jeg det godt. Og så kan man pludselig blive sådan, ej nu har jeg det ikke så godt, fordi, du ved, fordi man ikke har holdt det ved lige. Det kan være, at jeg begynder at meditere nu her hver dag og så på et eller andet tidspunkt tænker, at NU er jeg bare helt i sinde, eller hvad det kan være, og så holder jeg op. Og så har jeg ligesom ikke den der daglige kontakt med hvad det nu skal være. I: Og så går det tilbage igen? P: Ja, det gør. Så det handler også om at... at blive ved. Og se det mere som noget du træner. Ligesom du gør nogle andre ting, ik? I: Så det bliver en del af din hverdag? P: Ja. Frem for, at nu gør jeg det her, indtil jeg har det godt. I: Ja, så det ikke kun er helbredende, men også... 133/201

P: Ja, præventivt eller hvad man nu siger. I: Den følelse, som du får, når du sådan er ude og rejse, har du den følelse, når du er sammen med nogle eller når du laver noget herhjemme? Altså den følelse, hvor du ikke tænker på, hvad andre tænker om dig, altså kigger indad, men hvor du sådan mere kan rette blikket udad. Får du den følelse nogensinde herhjemme? P: Ja det gør jeg. Den følelse har jeg for det meste, når jeg har det godt. Det er sådan... jeg kan ikke helt forklare... det er sådan en helt speciel følelse indeni, som om jeg bare sådan giver slip på et eller andet og måske også kontrollen. At jeg bare sådan giver slip, og bare er mig selv og bare har en fest. Det har været... Jamen det har altid været de aftener, hvor jeg har haft det sjovest... I byen f.eks. hvor alt kan ske. I: Så det kan både være sammen med dine venner og din familie? P: Ja, og altså i trygge omgivelser er jeg ret sådan... Jeg har et lille entertainer-gen, så jeg kan godt sådan i familie- og venne-sammenhænge, så er jeg altid sådan ret afslappet og kan også godt fylde ret meget, tror jeg... Men altså jeg kan også give plads til andre. Men det er mere... der tænker jeg IKKE så meget over mig selv. Det er mere sådan i forhold til alle mulige, jeg egentlig ikke kender. Men altså nogle gange kan jeg have et helt selskab af rigtig mange mennesker, hvor jeg egentlig ikke kender dem, men hvor jeg er ligeglad. Så har jeg bare en fest, og så synes folk også, at jeg er en fest, ik? Men andre gange så har jeg også... men altså... Det er sådan en underlig balance. Jeg har også vildt meget præstationsangst, og jeg har også prøvet at have haft angstanfald og angst alt muligt halløj, ik? Som selvfølgelig også fylder. Samtidig med at jeg 134/201

er sådan meget fremme... Jeg kan ikke engang huske, hvad du spurgte om lige nu? Jo, det der med, om jeg også have følelsen herhjemme... Jo, når jeg har det godt, når jeg har det rigtig godt, så der bare sådan en følelse inde i mig, hvor jeg pisseligeglad med alt. Sådan... Uden at jeg er ligeglad med mennesker. I: Når du så f.eks. sidder til et selskab, og ikke føler dig så ovenpå nu, som du gør til andre selskaber, gør du så noget, for ikke bare at være sådan en stillemus, eller lader du det bare være, og sidder og er lidt passiv? P: Det tror jeg er lidt forskelligt... Tror godt jeg kan sidde og være lidt stillemus, når jeg er usikker, men det sjovt at folk godt kan tro, at jeg er lidt arrogant, og det tror folk altid når jeg er lidt genert og usikker. Jeg tror også nogen gange mine øjenbryn kan gøre et eller andet... Så der har jeg egentlig øvet mig i at være mere imødekommende og omfavnende, som jeg egentlig føler jeg er indeni, måske så at jeg udsender nogle signaler, men er jeg først blevet usikker, så det ligesom sværere at bryde igennem, men det er ikke, fordi jeg har behov for at underholde, men det der med, at bare kunne være mig selv... Det er et meget godt spørgsmål... Ved egentlig ikke hvad jeg gør, men pludselig kommer præsentations angsten, fordi jeg ved ikke hvordan jeg skal være, fordi jeg ved ikke hvad de andre synes er sjovt og spændende, og så ligeså snart jeg har en ide om at jeg skal være et eller andet, som jeg ikke er, så kan jeg gå helt kold over det... Men jeg prøver da sådan at se om man ikke kan se interessant ud... Jeg ved det ikke... I: Du snakkede også om, at du har fået rigtig meget glæde med skuespil, hvordan har du det, når du står på scenen, og er inden i det? 135/201

P: Så føler jeg mig meget... at hvis jeg er der hvor jeg helst vil være... hvor jeg er i min krop og ikke i mit hoved, så føler jeg mig meget levende, fordi så jeg der 100% og føler ikke at jeg er nogen andre steder, så føler jeg, at jeg lever... Jeg ved godt det lyder lidt.. men der føler jeg mig virkelig lidt... Jeg er ikke nogen som helst andre steder end lige der, hvor jeg er. Der kan jeg mærke hele min krop, og er fuldstændig i kontakt med publikum. Jeg kan blive fuldstændig høj af den der fælleskabsfølelse, der nogen gange kan kommer. Den der magi... Også til koncerter, til Roskilde, hvor man kan mærke det der... hvor man næsten kan få tårer i øjnene... Det ikke noget jeg mærker tit... Men lige der, føler jeg det virkelig, lige der tænker jeg ikke over mig selv... Jeg får mit ego væk, og formår at være meget mere tilstede, og er meget mere den jeg er, hvis det gir mening. I: Og det føler du tit du kan, når du spiller skuespil? P: Ja, det handler ik om mig, det pisse ligegyldigt... Også når jeg kan træne andre i det, og snakke med andre. Ligesom hvis man skal til en jobsamtale eller eksamen... Eller holde en tale og kunne øve sig i at sige det her. Det handler altså ikke om mig, det handler om det, vi snakker om, på en anden måde, det handler om den tale, det handler om det her budskab... Det handler om noget helt andet, så man ikke er helt inde i sig selv, så man ikke tænker: Åh nej, får jeg jobbet?. Eller bliver nervøs over at man står foran så mange mennesker... Hvis man på en eller anden måde kan fjerne, det ligegyldigt hvordan du har det. Uden jeg skal lyde hård. Du skal selvfølgelig... Men det er mere det der... men når jeg formår at fjerne mig selv, det ego og hvad tænker folk, så jeg tilstede og så får de mig, og så har jeg det godt. 136/201

I: Påvirker det let hinanden, når du nu har haft en rigtig god aften med skuespil, påvirker det så dit humør i relation med andet, f.eks. relation med familie, studie eller arbejde? P: Jeg tror det giver selvtillid på en eller anden måde. Jeg tror... Det er der, er at jeg har altid været sådan: Jeg VED, at jeg er en rigtig dygtig skuespiller, jeg ved at jeg er rigtig dygtig til en masse ting, jeg ved jeg er et godt menneske, og en masse ting. Jeg tror ikke på det... Altså jeg ved ikke om det er den bedste måde at forklare det på... Jeg ved godt, jeg er god, men jeg tror ikke på det... Selvværdet er der... selvtilliden slacker nogle gange... Jeg ved ikke om det er det samme. Og jeg tror, når jeg får de der oplevelser og det kører, begynder jeg at tro mere på det, og det hjælper min tro på mig selv. I: Nu vil vi gerne gå lidt tilbage i tiden. Vi har tænkt lidt over, hvordan du så har haft det inden du begyndte at træne dig til at have det lidt bedre eller tænke positivt. Nu vil vi høre, hvad der betød noget den gang. Altså inden du startede. Om du havde det på præcis samme måde, eller om du føler der er sket en forskel? Er det de samme ting der betød meget for dig dengang... Dine venner, din familie? P: Venner og familie har altid betydet rigtig meget... Jeg tror bare forskellen er en bevidsthed, min bevidsthed er blevet meget meget større i forhold til hvad den var før... Jeg har altid været interesseret i at arbejde med mig selv og arbejde med mennesket, hvad vi kan og ikke kan... Jeg har også en mor, hun arbejder med ledelse og med alle mulige andre ting... stress... Hun er meget også nysgerrig på en eller anden måde, så jeg har meget af det hjemmefra. Men før jeg begyndte, jeg tror bare, at jeg var mere... 137/201

bange... Altså jeg ved ikke præcist... Jeg var mere usikker og bange, og turde ikke rigtig... og vise verden hvem jeg var. I: Når du var i relation til folk. kunne du så mærke... P: Ikke i forhold til familie og ikke i forhold til venner på den måde... men det kunne da godt være i skolen... men jeg tror det har været tydeligst i forhold til mænd... At det var det første, hvor jeg sådan kunne se tydligt skiftet... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det... I: Hvordan havde du det inden du startede? Dit forhold til mænd, var det svært? P: Ja, første gang jeg var i terapi, det var da jeg var da jeg kom hjem fra Paris... Det var pga. at der kom en fyr mellem mig og min søster. En fyr jeg havde været forelsket i, i 4 år. Det var MEGET dramatisk. Og mig og min søster endte i sådan en parterapi, og snakked ikke sammen i flere måneder, og sådan. Og det var sådan første gang, hvor jeg havde sådan seriøst brug for at snakke med en eller anden, for jeg kan ikke overskue alt det her selv. Plus at jeg var kommet hjem fra Paris og havde det af helvede til over at jeg skulle være i København, og følte meget at folk var efter mig i Danmark, som de egentlig ikke var... Tror jeg.. Og så fordi jeg har altid været stor, og så tror jeg, at da jeg var lille så så var jeg sådan at når man var stor, så bliver man jo mobbet ligesom i film, men jeg er aldrig blevet mobbet, aldrig været upopulær... Så gik det op for mig, måske har det noget at gøre med, hvem jeg er, og hvad jeg udsender og hvor meget magt jeg selv har over det eller sådan... hvis jeg kommer ind af en dør og siger: Hej, jeg er et mobbeoffer.. Så bliver jeg det også på en eller anden måde, ik? Så tror jeg bare... i forhold til mænd, at det bare 138/201

blev... eller det ved jeg ikke... Der tror jeg også bare mere, jeg fandt ud af, hvor meget jeg selv havde at skulle have sagt... jeg ved ikke... I: Hvad med på dit studie? Inden du startede på alt det her, følte du det var mere uoverskueligt end det er nu eller var det, det samme? P: Jeg startede med det her før jeg startede på studiet. Altså jeg startede det her tilbage da jeg var 19... Nej 21, fordi da jeg kom hjem fra Paris. I: Men nu ved jeg godt gymnasiet og universitet ikke er det samme, men kunne du prøve at sammenligne, hvordan du håndterede fag og situationer dengang med studie i forhold til nu? P: Det er meget forskelligt, men det er også fordi jeg gad ikke gå i skole, da jeg gik i gymnasiet... Jeg røg fede og spillede bordfodbold i 3 år nærmest. Og så havde jeg drama, og det syntes jeg var fantastisk. Så det var meget... jeg havde for højt skriftligt fravær, jeg har et lorte snit jeg har 7,7 på den gamle, ik? Det sociale var sjovt og sådan noget... men jeg var ved at droppe ud os kan jeg huske... fordi jeg ikke havde det så godt... Så det er svært at sammenligne i forhold til dengang og nu, fordi jeg gad ikke og nu gider jeg godt på en anden måde. Selvom jeg ikke altid gider. Altså jeg har aldrig synes det var vildt sjovt at lave lektier. Det har jeg bare ikke... Nogen ting ik? Men ikke det hele. I: Hvad med arbejde, havde du arbejde dengang? Nu det frivilligt arbejde du har og børnetøjsbutik, hvad med inden du startede terapi? Det er noget tid siden, men havde du arbejde der? P: Ja, der lavede jeg mad i Paris. I: Glædede du dig til det eller? 139/201

P: Ja, fordi jeg havde gode kollegaer, og synes det var sjovt at være i køkkenet, når der var sådan mega drøn på og det var mig der bestemte. I: Så det har mest noget med arbejdsformen at gøre? P: Ja, men jeg tror... Jeg kan da godt mærke at jeg har... Nu f.eks. kan jeg da godt se det i timerne... Så tør jeg f.eks. ikke sige noget.. kan sidde og blive helt i tvivl om handler teksten om en mand eller dame? Og jeg ved det jo godt, at det handler om en dame, for jeg har jo læst teksten, og fordi det handler om... bryster eller sådan noget... et eller andet... Jeg kan sidde sådan og begynde og tvivle så meget på mig selv, at så siger jeg ik noget. I: Føler du det hjælper, når du så ja... P: Ja. Eller så føler jeg, der må også godt være plads til mig. Det føler jeg hjælper. I: Sådan på studie og arbejde? P: Ja, men også bare nu her, hvor jeg kan se... Altså for så har jeg haft en lang periode, hvor jeg ikke rigtig synes, hvor jeg har holdt sådan... Jeg har ikke været inde hos mig selv i hvert fald, og har ikke rigtigt fået holdt det ved lige. Og hvor jeg godt kan se, at så har jeg crashet lidt. Og nu, hvor jeg er begyndt sådan at finde tid til mig selv, og har også gået til akupunktur... Det har egentligt gjort at jeg har turde sige noget mere i timerne. I: Hvad mener du når du siger: Inde hos dig selv? P: At det er derinde hvor jeg kan mærke, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg ikke har lyst til, hvad jeg har brug for, og hvad jeg ikke har brug for. Når jeg lytter til mig selv og lige tjekker ind og sådan noget ik? Og det var 140/201

også det der skete, da jeg røg helt ned med stress. Altså jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg havde lyst til... Altså du kunne have spurgt mig om jeg ville have en bøf eller en banan, og der havde slet ikke været nogen forskel. Eller sådan... det var sådan... Når folk spurgte om jeg ville det eller det eller det. Jeg ku slet i overskue det, og fordi at jeg ikke havde mærket efter rigtigt, hvad jeg havde haft lyst til i lang tid, ik? At jeg sådan lidt havde... den der naturlige: det vil jeg, det vil jeg ik. Jeg ku slet ikke mærke mig selv, you know? I: Hvad med, de folk du var sammen med dengang, de relationer, har det ændret sig fra nu? Du sagde på et tidspunkt, du var meget nærværende nu, var du også det dengang på samme måde? P: Altså helt tilbage? Jeg har altid været... en ret god ven.. men... Jeg tror at det, at jeg er mere tilstede hos mig, selv gør mig til en endnu bedre ven på en eller anden måde. Og så kan jeg godt se på det sidste stykke tid har jeg måske ikke været en lige så god ven, fordi der simpelthen har været så mange mennesker, altså jeg er meget omfavnende og jeg... Jeg har svært ved IKKE at tage en masse mennesker ind. Men så er det også svært for mig at, jeg kan ikke gi alle de mennesker det hele, altså det kan jeg bare ikke, så glemmer man sig selv. Så der har jeg heller ikke været en lige så god ved overfor dem, der er sådan aller tættest. I: Det påvirker dig også meget, når du så har det godt inden i dig selv, så kan du også bedre ha det godt sammen med folk? P: Ja. Også det der med, når jeg sådan... Altså det der med, at lære at sige nej... fordi når jeg siger ja, så siger jeg ja, og så er jeg tilstede. Så det også det der, når man har kunne mærke efter: nå, men jeg har ikke lyst til det her eller jeg kan ikke. Det er også okay... 141/201

I: Ja, hellere det end så ikke at være til stede. P: Ja, og så ikke rigtig ha lyst... og ha dårlig samvittighed. I: Så det synes du, du er blevet bedre til? P: Ja, altså det er jo det jeg øver mig på. Men jeg synes i hvert fald, at jeg er blevet bedre. I: Jeg skulle måske ha spurgt om det noget før, det jo tunge emner, men du nævner selv skriveangst og kærestesorg. Altså nu har du været igennem en proces, så slår det dig helt ud stadigvæk? P: Altså jeg vil sige... altså jeg synes det har været nogle sindssyg hårde måneder... altså det er jo en sorg periode, så jeg har sådan sørget, og jeg sørger over, at ha mistet en mand, som jeg faktisk elsker helt vildt højt, og han elsker mig, men lige nu ska vi ik være sammen. Og det er sindssygt hårdt. Så det synes jeg er vildt svært. Men... Det er jo også bare at sige: Prøv at hør her, det gør pisse ondt... og det gør det... det forsvinder ikke... det gør det med tiden.. men jeg ka ik... det gør bar nas', og det gør det, og det må man bare acceptere. Så tror jeg, at jeg er blevet bedre til... at være sådan... bedre mod mig selv... Eller være sådan mere, ja, omsorgsfuld og sådan anerkende også at det her ikke er sjovt, og det er en sorg. Det har på en eller anden måde gjort det nemmere og sige nej, fordi nu har jeg en grund til, at jeg godt må sige nej... det har gjort det nemmere i øvelsen til at ku sige nej. Jeg tror bare, at jeg er meget sådan: jamen når der sker noget, så tager du den der og ikke meget senere, eller så den ikke ligger og nager og sådan... I: Kunne du godt gøre det før i tiden? 142/201

P: Ja. Altså jeg altid været meget sådan, hvad hedder det... føle føle - mange følelser... men jeg tror da måske, at jeg har gået med flere ting inde i mig selv sådan... det kan være at være vred... Men bare sige: Sådan er det, og der er ikke nogle følelser, der er forkerte. Det kommer an på hvordan man håndterer det... Sorgperioden har været pisse hård, men den har også gjort, at min stress har været mindre, fordi man lige sådan bliver slået omkuld... Så ligger man ned og ikke kan stresse på samme måde. Så der er nogen ting der er også er blevet positive... Så man kan jo sige, at jeg også er blevet god til at se, hvordan jeg kan få noget positivt ud af det. I: Så du bekymrer dig mindre, og er bedre til at ligge låg på, eller bare sige: Nu er det sådan det er, og jeg kan ikke gøre så meget ved det.? P: Jeg tror... det der bekymring, det er virkelig sådan et *'**word for mig, fordi jeg bekymrer mig alt for meget, og det er det der har gjort... Ja altså sådan, det sidste lange lange stykke tid har jeg bekymret mig for sindssygt om fremtiden, kæreste og familie... Jeg har været her ude hele tiden, og netop ikke hjemme hos mig selv. Og det er det der med... At bekymringerne... man kan fandme blive syg af bekymringer! Eller sådan... Og det er det, jeg er blevet. For jeg tror virkelig, det er bekymringerne, der har gjort at jeg har fået alt det der angst, panik, dødsangst eller hvad fanden man kalder det. Og det er noget af det, hvor jeg prøver at sige til mig selv rigtig meget, hver dag nærmest... Jeg er begyndt med psykolog, hvor at vi leder ligesom efter letheden i mit liv, fordi det er den jeg savner, og når letheden er der, altså forstået på den måde, når det hele er lettere og mit sind er lettere, så er jeg sådan... så har jeg det godt, og så er jeg ik så bekymret, sådan No worries. Og så er jeg tilstede, og jeg er hjemme hos mig selv og sådan noget. Så den øver 143/201

jeg mig faktisk på, at finde den der lethed. Men det er netop bekymringerne, som altså, er det jeg kæmper imod rigtig meget. I: Så synes jeg, det er oplagt at gå videre til, den metode du bruger eller har brugt for at få det bedre. Nu har vi været inde på nogen af dem, men kan du ikke fortælle, hvilke metoder du har brugt, og hvilke der har fungeret for dig, og hvilke der måske har fungeret knap så godt? P: Altså jeg har jo gået til psykolog... og terapeut... Ej, jeg lyder jo som sådan en... Jeg ser det egentlig bare, som en ting man skal holde ved lige, samme måde som andre ting. Så har jeg lavet sådan nogle energy classes, hvor man arbejder med energier og chakra. Det var et fag jeg tog i New York - noget der var forbundet med skuespil - hvor man arbejder ud fra nogle farver og din chakra, hvor man hurtigere kan komme hen til følelsen, uden at du skal sidde og tænke dig til nogen af tingene, eller man skal forestille sig... Det er sådan mere en skuespilteknik, hvor jeg fik lukket top for en hel masse ting... Altså jeg sådan meget... Altså jeg tror, jeg er blevet sådan lidt spirituel med årene, men jeg gider ikke putte nogen mærkater på noget, fordi tar hvad jeg kan bruge af hvad som helst, og der er rigtig mange ting, hvor... jeg behøver ikke forstå præcis, hvad det er, men hvis det hjælper, så hjælper det. Og så gider jeg ikke sådan dissekere det for at forstå det... Det er bare sådan okay. Jeg var f.eks. hos en spåkone i New York som var FULDSTÆNDIG vild. Altså... hvor hun sige alle mulige ting.. hun var meget sådan med tidligere liv, og sådan noget ik? Som jeg er blevet sådan lidt optaget af... Hun nævnte jeg kunne bruge nogle energier jeg kunne finde frem til - om jeg tror på det eller ej, ved jeg ikke... men jeg er ligeglad, om det er rigtigt eller ej, for det er noget jeg kan bruge - tilbage i Shakespeare tid, så var jeg sådan en... en der kom ud og underholdte før stykket kom på... sådan hoffnar agtigt... 144/201

Og jeg var åbenbart rigtig rigtig dårlig til det, men folk kunne vildt godt lide mig, fordi jeg selv syntes at jeg var helt fantastisk, og havde en fest... Det lyder helt vildt langt ud, og sige jeg var en hoffnar tilbage i Shakespeare tid, men tænkte det er sgu ligegyldigt. Du skal ikke tænke på om du er god eller ej. Hvis du virkelig synes det er fantastisk, så har jeg brugt det til at tage med videre. I: Så det er ikke så firkantet for dig? P: Nej overhovedet ikke. Jeg tager alt hvad jeg kan bruge... Så sagde hun også at jeg også har en engel. Og så var jeg sådan helt, ej hvad hedder min engel? Og den hed John. Og først så blev jeg sådan sindssygt skuffet over at han hed John... og efterfølgende var det bar ligesom om jeg kunne mærke noget her... og var ligeglad med om det var en følelse eller en tanke eller hvad det var, at det faktisk var John, der sidder der... Og så har jeg fået tatoveret John her faktisk, fordi det var sådan... så er det ligesom om man kan sige: Hey john, er du der?, hvis jeg lige er sådan lidt nervøs, inden jeg går på scenen eller sådan noget. Så sidder John lige og siger: Yo, jeg er her. Det er ligegyldigt hvem han er, men sådan nogle underlige ting har jeg brugt og taget til mig. Især sådan noget med, mit indre barn, som er sådan typisk... bliver brugt rigtig meget... men det der med, at det er meget nemmere at fatte omsorg for sig selv når man var lille og for et barn, og skulle passe på det, end det er at fatte omsorg... altså tage hånd om mig selv nu, så er det meget nemmere for mig, sådan altså... når jeg får den der kontakt til mit indre barn, så er det for mig et meget stærkt billede, og så bliver jeg sådan: NU skal du fandme passe på hende, og det er en god måde at passe på mig selv. En huskeregel. Og det er når jeg ikke har kontakt der, så passer jeg ikke ordenlig nok på mig selv... Jeg øver mig rigtig meget i ik og slå mig selv i hovedet, fordi det 145/201

er spild af tid, men det er vildt svært ik at gøre. Det var også noget, der virkelig blev slået ind i hovederne på os i New York: hvis der er noget der er går dårligt, så skal i ikke slå jer selv i hovederne, i får ikke en skid ud af det, videre videre. Så det har jeg sådan ligesom fået at vide hver dag i det der år. Altså... det er en anden ting jeg virkelig prøver... Altså jeg havde store frustrationer lige da jeg var startet på studiet... Det der med læsegruppen. Hvor jeg var kommet sammen med nogle piger, som er mine veninder, og altså, de er rigtig søde, men de var meget sådan: Ej, det er bare ikke godt nok, vi kan bare ikke finde ud af noget, ej, ej..., og hvor vi brugte SÅ meget energi og så meget tid på det der, hvor vi faktisk kunne have haft brugt tiden på at skrive noget eller sådan... Og jeg kunne mærke... det påvirkede mig helt vildt, fordi jeg kæmper så meget i mod, fordi det i forvejen er svært for mig ikke at slå mig selv i hovedet... Alle negative tanker på den måde... Den der: Kom vi slår os selv i hovedet. Det prøver jeg rigtig meget at kæmpe imod. I: Så det er ikke kun når du har været i terapi eller til psykolog eller til de der kurser, det er ikke kun der, eller metoder der fra du bruger, det er også i din hverdag? Når du finder noget, f.eks. sagde du at det med skuespil, at du ikke skulle slå dig selv i hovedet hele tiden. P: Ja. Og også det der med, at jeg ikke behøver at forstå hvorfor jeg lige er ked af det.. eller være sådan: HVAD handler det om? Er det noget der er sket i min barndom?, og gå sådan tilbage... Men bare det der med, at sige: Nogen gange, så er der bare ting der skal ud, og så får de lov til at komme ud. Nogle gange griner vi det ud og nogen gange græder vi det ud, råbe det ud eller løbe en tur for at komme ud... Du ved... Alt det der med, at vi har en masse lort i os, og jeg har det meget sådan... det skal ryddes ud. Og når jeg græder eller når det er noget... Så kommer det ud og 146/201

det der kommer ud, det kommer aldrig igen. Så der på en eller anden måde kommer der plads til nyt lort man skal sådan rydde ud i. Men de der ting... det er en måde at rydde op, og det er meget sådan visuelt for mig, jeg kan se hvordan.. det er også alt det der sådan kan få lov til at fylde for at jeg sådan kan få lov til at sådan... gøre mit skær fedtet eller smudset, så jeg ikke kan få lov til at stråle eller lyse igennem. Eller du ved... og som jeg tror alle mennesker, altså det er jo ikke kun mig, men det der med, at jeg prøver at gøre plads til det, og det behøver jeg ikke at sidde og være meget inde i mig selv og sidde og finde ud af, hvad handler det her om. Nogen gange siger jeg også bare: "Nu græder du det her ud", og så er det det, eller: "Nu hører du den her sang", eller hvad det kan være. Bare det at man rydder op. I: Jeg skal lige forstå det rigtigt. Du startede på terapi for første gang, da du kom hjem fra Paris? P: Mmhh... I: Hvad var det, der triggede det? P: Det var det med min søster... Og jeg havde længe haft lyst til det. Jeg har altid været sådan nysgerrig omkring det. Og jeg har altid været rigtig rigtig god til at være sådan: Jeg er sådan her, fordi det her og det her er sket, og det var den gang, og så sagde min far til mig, og så var min farmor sådan her, og så var whatever den her dreng sådan... Og derfor er jeg den jeg er. Du ved, meget behov for at finde ud af, hvorfor man var som man var. Eller et eller andet... Og der var det fede, da jeg kom i terapi der blev der vendt fuldstændig op og ned på det hele. Sådan: Ej men det er fint nok at du har brygget denne her lille livshistorie, men... det er overhoved ikke rigtigt. Eller sådan... Og der blev der åbnet en helt masse 147/201