IMMATERIALRETTIGHEDER I. IMMATERIALRETTIGHEDER Immaterialret er en samlebetegnelse for en række lovbestemte enerettigheder til såvel praktisk som økonomisk betydningsfulde immaterielle goder. At noget er immaterielt betyder, at det hviler på en åndelig virksomhed - modsat det håndgribelige, det materielle. Som eksempler på lovgivning, der regulerer de immaterielle enerettigheder kan nævnes: Ophavsretsloven, der beskytter litterære og kunstneriske frembringelser, Varemærkeloven, der beskytter forretningskendetegn, Patentloven, der beskytter tekniske opfindelser, Brugsmodelloven, der beskytter enhver frembringelse, der kan udnyttes industrielt og indebærer en løsning på et teknisk problem, og Mønsterloven, der beskytter industrielt design - udseende. For de nævnte love gælder, at de er baseret på et omfattende internationalt samarbejde. Uden et sådant samarbejde ville det være illusorisk at lovgive på området, da nationale grænser med de informationsmængder, der i dag er tilgængelige for en bred offentlighed, ikke udgør nogen effektiv stopper for vidensudbredelse. II. OPHAVSRET Ophavsretsloven beskytter den, som frembringer litterære eller kunstneriske værker, hvad enten de fremtræder i tale eller skrift, som musikværk eller sceneværk, som film eller fotografisk værk, som billedkunst, bygningskunst, brugskunst eller kommer til udtryk på anden måde. Det er en betingelse, at der er tale om en vis "værkshøjde", hvilket skal forstås således, at værket skal udtrykke en selvstændig, skabende indsats. Der skal være tale om noget originalt for at eneret hertil kan beskyttes. En oversætter kan fx ikke opnå ophavsret til det oversatte værk, da han ikke selvstændigt har skabt værket, men han kan erhverve ophavsretten til oversættelsen. Et EU-direktiv fastslår om ophavsretten til EDB-programmer, at sådanne nyder ophavsretlig beskyttelse, hvis de er originale i den forstand, at de er ophavsmandens eget intellektuelle produkt. Ophavsretten beskytter den, der frembringer værket. Sker frembringelsen som led i et ansættelsesforhold, har arbejdsgiveren som udgangspunkt dog ret til at udnytte værket inden for de rammer, der knytter sig til sædvanlig drift af virksomheden. Ved udvikling af EDB-programmer, der er udviklet af en arbejdstager i arbejdstiden efter arbejdsgiverens instrukser, overgår ophavsretten til arbejdsgiveren, 59. 2. Ophavsrettens indhold Ophavsretten, der stiftes ved selve skabelsen af det pågældende værk, sikrer ophavsmanden eneret til at fremstille eksemplarer af værket og ret til at gøre det tilgængeligt for offentligheden. Eneretten giver 1
ophavsmanden en eksemplar-, en sprednings-, en visnings- eller en fremførelsesret. Disse rettigheder kan ophavsmanden naturligvis afhænde til andre. Ophavsretten til fx en lærebog i erhvervsret tilhører således forfatteren eller forfatterne, dog er det tilladt at fremstille enkelte eksemplarer til sit private brug, 12, stk.1, hvilket erfaringsmæssigt også flittigt benyttes på landets læreanstalter. Der er derfor tale om en krænkelse af ophavsretten, hvis der fremstilles eksemplarer til omdeling eller salg uden forudgående aftale med ophavsmanden/ophavsmændene. 3. Ophavsrettens varighed Ophavsretten til et værk varer, indtil der er forløbet 70 år efter ophavsmandens dødsår. Er der flere ophavsmænd regnes perioden efter den længstlevendes dødsår. Skulle man komme i den situation, at et værk ikke tidligere har været udgivet, og det er mere end 70 år siden ophavsmanden døde, har den, der første gang lovligt offentliggør værket, fx et musikværk, de økonomiske rettigheder hertil de næste 25 år, 64. 4. Krænkelse ved efterligning Når der skal tages stilling til, om der har fundet krænkelse af ophavsretten sted, skal bedømmelsen bero på en konkret helhedsbedømmelse for her igennem at vurdere, om der er gået så tæt på et beskyttet værk, at der er tale om en decideret efterligning, eller om der blot er tale om en "fri" benyttelse, 4, stk. 2. En "fri" benyttelse af et oprindeligt eksisterende værk er tilladt. Krænkelse forudsætter, at den påståede krænker har haft kendskab til det værk, der påstås krænket, og at pågældende har benyttet dette kendskab i sin påståede krænkelse. Er der tale om en krænkelse, kan der, efter at der er gjort påtale om krænkelsen, idømmes bøde, 76. Har krænkeren handlet forsætligt eller uagtsomt, har han samtidig pligt til at udrede et rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført, 83. III. VAREMÆRKERET Varemærkeloven beskytter brugen af særlige forretningskendetegn, hvorved der forstås: ord og ordforbindelser, slogans, person- og familienavne, bogstaver og tal, figurer og afbildninger samt varens form, udstyr og emballage. Som eksempler kan i flæng nævnes: "B&O", "Coca Cola", "4711", "McDonald's", "A. P. Møller", "Sig det med blomster" osv. Eksemplernes række er på det nærmeste uendelig. 2. Krav til varemærket For at opnå eneret til brug af et varemærke, kræves tre betingelser opfyldt: mærket skal have et sådant særpræg, at det er egnet som adskillelsessymbol fra andre mærker, der benyttes kommercielt, mærket må ikke kunne forveksles med et andet retsbeskyttet mærke, og mærket må ikke have beskrivende karakter, hvorved skal forstås, at det ikke udelukkende må bestå af tegn eller angivelser, der betegner varens art, beskaffenhed, værdi osv., fx "luxus", "bondegårdsferie" og "prima". 2
3. Stiftelse af en varemærkeret En varemærkeret kan erhverves på to måder. Den mest enkle måde er ved at tage varemærket i brug, men herudover kan en varemærkeret også erhverves efter ansøgning til Patentdirektoratet, der registrerer og offentliggør mærket. Det gør ingen forskel på den ret, der stiftes, om den stiftes ved ibrugtagning eller registrering. I tilfælde af konflikt mellem to konkurrerende varemærker, tilfalder varemærkeretten det først ibrugtagne eller registrerede mærke. Det kan derfor rent bevismæssigt have sine fordele med et registreret varemærke. 4. Varemærkerettens varighed Er der tale om et registreret varemærke, gælder eneretten til det pågældende mærke 10 år fra registreringsdagen, 26, stk.1. Der er mulighed for en forlængelse med yderligere 10 år ad gangen ved fornyede ansøgninger. Der er således ikke nogen absolut tidsgrænse, blot indehaveren vedvarende fornyer sin registrering. Er varemærkeretten stiftet ved ibrugtagning, er den gældende, så længe varemærket benyttes. 5. Krænkelse af varemærkeretten Forsætlig krænkelse af en varemærkeret straffes med bøde og under særligt skærpende omstændigheder med fængsel i indtil 1 år. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens varemærkeret, skal betale indehaveren af varemærkeretten et rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den eventuelle skade, krænkelsen måtte have medført. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, er krænkeren pligtig til at betale varemærkets indehaver vederlag og erstatning i det omfang, det skønnes rimeligt. IV. PATENTRET Den, der har gjort en opfindelse, der kan udnyttes industrielt, eller den der har overtaget en sådan opfindelse fra opfinderen, kan efter ansøgning få patent på opfindelsen og derved opnå eneret til at udnytte denne erhvervsmæssigt. Det er som udgangspunkt den, der har gjort opfindelsen, der kan udtage patent herpå, 1. I et ansættelsesforhold er det udgangspunktet, at det er arbejdstageren, der har retten til en af ham gjort opfindelse, men er denne gjort i forbindelse med arbejdets udførelse, kan arbejdsgiveren kræve ret til opfindelsen, hvis udnyttelse heraf falder inden for den pågældende virksomheds arbejdsområde. Patent søges i Patentdirektoratet. Det er en betingelse for at opnå patent, at opfindelsen er beskrivelig, og at den pågældende opfindelse skal have teknisk karakter og teknisk virken, samt være reproducerbar, fx et rundt foliestykke, der sammenrullet kan placeres i halsen af en vinflaske og herved forhindre, at der ved opskænkning dryppes på dugen. 2. Krav om opfindelseshøjde 3
For at opnå patent på en opfindelse skal der være tale om en konstruktiv opfindelse og ikke blot en konstaterende opdagelse. Opfindelsen skal være ny i forhold til, hvad der var kendt før patentansøgningens indlevering, og opfindelsen skal adskille sig væsentligt fra, hvad der hidtil har været kendt, 2. En opfinder kan således udelukke sig selv fra at opnå patent på opfindelsen, hvis han offentliggør artikler el. lign. om opfindelsen, inden han indsender patentansøgning. Det menneskelige legeme på alle de forskellige stadier af dets opståen og udvikling og den blotte opdagelse af en del af det, herunder en sekvens eller delsekvens af et gen, kan ikke udgøre patenterbare opfindelser. Der kan heller ikke meddeles patent på 1) fremgangsmåder til kloning af mennesker, 2) fremgangsmåder til ændring af den genetiske identitet hos menneskets kønsceller, 3) anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål og 4) fremgangsmåder til ændring af dyrs genetiske identitet, som kan påføre dem lidelser, der ikke er begrundet i en væsentlig medicinsk nytteværdi for mennesker eller dyr, samt dyr frembragt ved sådanne fremgangsmåder. 3. Patentets omfang En patenthaver har en eneret til erhvervsmæssig udnyttelse af patentet, 1. Denne eneret gælder som udgangspunkt alene i Danmark. Har man gjort en opfindelse af en vis betydning, og ønsker man at patentere denne opfindelse i udlandet, må man gå den tunge gang og søge patent i hvert enkelt land, eller gå til hver enkelt organisation, hvori man ønsker eneretlig beskyttelse. Man kan ikke med en enkelt patentansøgning opnå verdenspatent, og der findes ikke nogen fælles patentprocedure. Ønsker man fx at patentere opfindelsen af en bestemt plastikbyggeklods over hele verden, er der tale om en lang, besværlig og kostbar proces. I EU-regi har man arbejdet - og arbejder fortsat - på udstedelse af grænseoverskridende patenter på europæisk plan. EU's betingelser for at meddele patent svarer stort set til betingelserne i den danske patentlov. For at opnå og vedligeholde et patent og dermed eneretlig beskyttelse skal der betales et årsgebyr. 4. Patentets varighed Hvis der ikke indbetales årsgebyr, bortfalder patentet af sig selv. Så længe patenthaver betaler årsgebyr, kan patentet opretholdes i 20 år regnet fra den dag, patentansøgningen blev indleveret. 5. Krænkelse af patentet Ved forsætlig krænkelse af et patent straffes der med bøde, og hvis der foreligger skærpende omstændigheder, kan der idømmes fængsel i indtil 1 år, 57. 4
Den, der forsætligt eller uagtsomt krænker en andens patentrettigheder, er endvidere pligtig til at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen samt erstatte den yderligere skade, krænkelsen måtte have medført, 58. V. BRUGSMODELRET Som nævnt i afsnittet om patenter er der krav om en vis opfindelseshøjde, for at der kan opnås patent. En opfindelse, som ikke lever op til kravene om opfindelseshøjde, kan muligvis opnå beskyttelse efter Brugsmodelloven, der beskytter enhver frembringelse, som kan udnyttes industrielt, og som indebærer en løsning på et teknisk problem, 1. For at blive omfattet af Brugsmodelloven er kravene ikke så strenge som Patentlovens, hvilket hænger sammen med, at Brugsmodelloven er tænkt som en beskyttelse af småopfindelser. Der er ellers betydelige ligheder mellem Brugsmodelloven og Patentloven, fx skal den frembringelse, der ønskes beskyttet efter Brugsmodelloven også være ny i forhold til, hvad der hidtil har været kendt. 2. Brugsmodelrettens omfang En brugsmodelrettighed kan opnås efter ansøgning til Patentdirektoratet, der mod gebyr registrerer rettigheden. Brugsmodelretten giver indehaveren en eneret til at udnytte modellen industrielt i forbindelse med løsningen af et teknisk problem. Fremgangsmåder falder uden for loven, der således kun giver beskyttelse, hvis anvendelsen knytter sig til produkter og apparater, 2. 3. Brugsmodelrettens varighed En brugsmodelrettighed løber i 3 år fra ansøgningsdagen. Efter fornyede ansøgninger kan rettigheden forlænges med henholdsvis en 3 års og en 4 års periode. Der kan altså maksimalt ydes beskyttelse i 10 år. 4. Krænkelse af brugsmodelretten Også ved brugsmodelrettigheder straffes forsætlige indgreb i rettighederne med bøde og under skærpende omstændigheder med fængsel i indtil 1 år. Krænkeren skal endvidere betale et rimeligt vederlag for udnyttelsen af brugsmodellen samt erstatning, hvis der ved krænkelsen er påført skade. Domstolene kan yderligere bestemme, at de krænkende produkter tilintetgøres, udleveres eller ændres. VI. MØNSTERRET I henhold til Mønsterlovens 1 sikrer denne enerettighederne til "forbilledet for en vares udseende eller for et ornament". Det er altså varens udseende, der beskyttes, ikke det tekniske i selve udformningen. Loven skal forhindre konkurrenter i at fremstille plagiater af det mønsterbeskyttede. Der kan fx være tale om mønsterbeskyttelse af fodformede sko af specielt design. Mønsterbeskyttelse kan kombineres med ophavsretlig beskyttelse, Ophavsretsloven 10, stk.1. 5
For at opnå mønsterbeskyttelse skal der ansøges i Patentdirektoratet, hvortil der skal betales gebyr for enerettigheden. For at opnå beskyttelse er det et krav, at designet skal være nyt og adskille sig væsentligt fra, hvad der ellers er kendt ved ansøgningens indgivelse. 2. Mønsterrettens varighed Mønsterretten er en eneret til at udnytte det pågældende design erhvervsmæssigt. Registreringen gælder for en periode af 5 år fra ansøgningens indgivelse, men der er mulighed for forlængelse med yderligere to femårsperioder, således at den maksimale beskyttelsesperiode er 15 år, 24. 3. Krænkelse af mønsterrettigheder Som det er tilfældet med krænkelse af patentrettighederne, straffes forsætlig krænkelse af mønsterrettighederne med bøde, og er der tale om skærpende omstændigheder, kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Er der tale om et forsætligt eller uagtsomt indgreb, skal den, der har foretaget indgrebet, betale et rimeligt vederlag for udnyttelsen af mønstret samt erstatning for den yderligere skade, som indgrebet måtte have medført. Er indgrebet sket, uden at det har været hverken forsætligt eller uagtsomt, skal den, der har foretaget indgrebet, betale vederlag og erstatning til indehaveren af mønsterretten, hvis indgrebet har givet indgriberen økonomisk vinding. Erstatningen kan dog aldrig overstige den økonomiske vinding, som indgriberen må antages at have haft. 6