I N S T I T U T F O R I D R Æ T O G E R N Æ R I N G K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T ET Kandidatafhandling Christine Marie Topp Idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri Et fokus på socialarbejderes oplevelser med projekt Bevægelse, Krop & Sind Vejleder: Reinhard Stelter Afleveret den: 3. juni 2013
Resumé Nærværende afhandling er udarbejdet som afsluttende kandidatafhandling ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, den humanistisk-samfunds videnskabelige overbygning. Denne undersøgelse har til formål at undersøge, beskrive og forstå, hvilke muligheder og barrierer socialarbejdere oplever ved at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. Hensigten er endvidere at skabe en indsigt i det socialpsykiatriske arbejde og en forståelse for, hvordan forskellige aspekter af dette arbejde har betydning for projekter, der søger at udvikle idrætsaktiviteter for psykisk sårbare. Undersøgelsen bygger på et kvalitativt casestudie af projekt Bevægelse, Krop & Sind. Formålet med dette projekt er at styrke det tværkommunale og tværsektorielt samarbejde omkring implementering af idræt og fysisk aktivitet i henholdsvis socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien. Der er foretaget 5 kvalitative interviews med forskellige personer, der på hver deres måde er tilknyttet projektet. Der er desuden foretaget et par observationer af enkelte begivenheder i forbindelse med projektet. Undersøgelsens hovedbestanddel er en fyldestgørende analyse af interviewpersonernes oplevelser, som tager udgangspunkt i en fænomenologisk og hermeneutisk tilgang. På baggrund af analysen er der fremkommet forskellige eksempler på muligheder og udfordringer ved at udvikle og implementere idræt og fysik aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. Der er fremkommet eksempler på, hvorledes idrættens kvaliteter i form fysisk og psykisk velvære - personlig udvikling succesoplevelser oplevet handlekompetence - fællesskab og sociale relationer kan relateres til de værdier, der ligger til grund for de socialpsykiatriske kerneopgaver omkring rehabilitering og recovery. På modsatte side så viser undersøgelsen også, at der eksisterer en række barrierer i forhold til at tænke idræt og fysisk aktivitet ind i den socialpsykiatriske indsat til borgere med sindslidelser. 2
INDHOLDSFORTEGNELSE RESUMÉ... 2 INDLEDNING... 5 Problemstilling... 5 Problemformulering... 6 Undersøgelsens formål... 7 Læsevejledning... 7 PRÆSENTATION AF FORSKNINGSFELTET... 8 Det socialpsykiatriske område... 8 Case beskrivelse af Projekt Bevægelse, Krop & Sind... 10 Afgrænsning af forskningsfeltet... 12 METODE TIL INDSAMLING AF DATA... 12 Videnskabsteoretisk tilgang... 12 Forskningsdesign... 13 Indledende observation af projektgruppemøde... 14 Interview... 15 Valg og rekruttering af interviewpersoner... 15 Interviewguide... 16 Interviewene i praksis... 17 Observation af uddannelsesdag på Gerlev Idrætshøjskole... 17 Transskribering af interviews... 18 Analyse og fortolkningsstrategi... 18 PRÆSENTATION AF ANALYSE... 20 Kort præsentation af de interviewedes baggrund og livssituation... 20 OPLEVELSER AF DET SOCIALPSYKIATRISKE ARBEJDE... 22 Det er meningsfuldt at kunne gøre en forskel... 23 Den professionelle relation at bruge sig selv i det socialpsykiatriske arbejde... 25 3
Opsummerende delkonklusion... 28 OPLEVELSER AF PROJEKTARBEJDET OG IDRÆTTENS BETYDNING... 29 Interviewpersonernes egne erfaringer og holdninger omkring idræt og fysisk aktivitet... 30 De positive oplevelser af idrættens kvaliteter i det socialpsykiatriske arbejde... 35 Opsummerende delkonklusion... 39 OPLEVELSER AF PROJEKTETS BARRIERER... 39 Borgernes barrierer om motivation og samarbejde... 40 At tænke idræt ind i det socialpsykiatriske arbejde... 44 De idrætsforskrækkede kollegaer... 44 Et behov for en kulturel holdningsændring... 47 Opsummerende delkonklusion... 50 OPLEVELSER AF PROJEKTETS VIRKEMIDLER EN OPSAMLENDE PERSPEKTIVERING... 51 Projektarbejdernes engagement... 51 Anbefaling 1:... 54 Fællesskab og sociale relationer... 54 Anbefaling 2... 55 IFS-foreninger et motiverende og åbent idrætsfællesskab... 55 Anbefaling 3... 60 Italesættelse af idrætsoplevelser og vidensdeling at udbrede den gode historie... 60 Vidensdeling og samarbejdet på kryds og tværs... 63 Anbefaling 4... 66 Anbefaling 5... 66 DISKUSSION AF DEN ANVENDTE METODE... 67 Reliabiliteten... 67 Validitet... 67 Generaliserbarhed... 68 KONKLUSION... 69 ENGLISH SUMMARY... 71 LITTERATURLISTE... 72 4
Indledning Inspirationen til dette speciale kommer først og fremmest fra en grundlæggende interesse for sammenhængen mellem krop og psyke og hvorledes disse gensidigt påvirker hinanden. Det er en interesse, der er vokset løbende gennem mit idrætsstudie, og som har udviklet sig mere og mere i takt med min faglige viden og praktiske erfaringer. Jeg er af den overbevisning, at der eksisterer en uløselig sammenhæng mellem kropslige oplevelser og psykiske selvrepræsentationer. Gennem det meste af mit liv har jeg været aktiv idrætsudøver og har således selv erfaret på egen krop, hvorledes mine kropslige udfoldelser kan have indflydelse på min selvopfattelse, humør og generelle velbefindende i det hele taget. Dette var blandt andet årsagen til, at jeg valgte at supplere min uddannelse med et tilvalg i psykologi. Herigennem erfarede jeg dog, at undervisningen på de forskellige obligatoriske kurser stort set ikke, hvis overhovedet, beskæftiger sig med betydningen af fysisk aktivitet i forhold til psykisk sundhed eller sygdom, selvom denne sammenhæng ellers belyses jævnligt i medierne, gennem generelle oplysningskampagner og i forskningsøjemed. Dette vagte min undren, og jeg valgte derfor at undersøge området nærmere. Problemstilling I dag er der et stort fokus på idrættens sundhedsfremmende egenskaber, både i forbindelse med forebyggelse og behandling af livsstilsygdomme, men også i forhold til generel psykisk velvære og livskvalitet. På trods af diverse rapporter med råd og anbefalinger indenfor sundhedsområdet, eksisterer der dog fortsat en række udfordringer og barrierer omkring, hvilke indsatser der skal til, for at fremme en aktiv livsstil og derved forebygge og behandle livsstilssygdomme på bedst mulig vis. Dette gør sig ikke mindst gældende i forbindelse med implementering af idræt og fysisk aktivitet, der tager højde for differentiering i forhold til særlige målgrupper (Gerlach, 2005; Sundhedsstyrelsen, 2011). Socialt udsatte og sårbare samfundsgrupper udgør en særlig udfordring, da de ofte har en ophobning af risikofaktorer i forhold til livsstilssygdomme, og det kan samtidig være svært at nå dem. Det kræver en særlig målrettet og helhedsorienteret indsats, som forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde, ikke mindst i forhold til forskning, vidensdeling, undervisning og implementering i praksis (Den nationale sundhedsprofil, 2010). Med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne det samlede myndigheds- og finansieringsansvar for socialpsykiatrien, og det skaber yderligere et behov for at styrke sammenhængen i indsatsen til socialt udsatte og psykisk 5
sårbare borgere internt i den enkelte kommune, og et behov for at udvikle samarbejdet mellem kommuner, regioner og de forskellige sektorer på sundhedsområdet (KL, 2012). I specialet vil jeg fokusere på implementering af idræt og fysisk aktivitet i forhold til psykisk sårbare som målgruppe. Dette er valgt på baggrund af et øget fokus på og stigende dokumentation for, at idræt og fysisk aktivitet kan have en positiv indvirkning på en række psykiske lidelser ved siden af medicinering og samtale (Sundhedsstyrelsen, 2006, 2009; Kousgaard, 2011; Toft, 2011). Samtidig ses der desuden en højere dødelighed hos sindslidende, der til dels skyldes en højere belastning af risikofaktorer for udvikling af livsstilssygdomme på grund af uhensigtsmæssig livsstil og fysisk inaktivitet (Gerlach, 2005; Sundhedsstyrelsen 2011). På denne baggrund antager jeg derfor, at det vil være meget udbytterigt at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri, som har til opgave at varetage den sociale indsats og offentlige tilbud, for at støtte psykisk sårbare, der ellers ikke ville kunne få opfyldt deres grundlæggende rettigheder i samfundet (Herhein, 2003). I den forbindelse stilles den kommunale socialpsykiatri over for en række udfordringer i forbindelse med udvikling og implementering af tiltag, som har til hensigt at fremme en fysisk livsstil og psykisk velbefindende for psykisk sårbare gennem idræt, og der skal gøres noget særligt i forhold til at motivere borgere og socialarbejdere. Behovet for at integrere idræt og fysisk aktivitet i forebyggelsen og behandlingen af psykiske lidelser er ligeledes både dokumenteret i forskellige evalueringsrapporter (Sundhedsstyrelsen, 2006, 2009; Kousgaard, 2011) og anerkendt som led i den nationale og kommunale sundhedspolitik. Men på trods af den entydige evidens om effekten af idræt og fysisk aktivitet på en række psykiske lidelser, mangler der stadig viden om, hvordan man bedst muligt udvikler idrætstilbud i forhold til denne målgruppe, og hvilke muligheder og barrierer, der eksisterer i forbindelse med implementeringen af idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. Problemformulering På baggrund af overstående er min hensigt med dette speciale, at undersøge og klarlægge: Hvilke barrierer og muligheder findes i forbindelse med implementering af idræt og fysisk aktivitet indenfor den kommunale socialpsykiatri? 6
Undersøgelsens formål Formålet med undersøgelsen er at få en indsigt i det socialpsykiatriske arbejde og en forståelse for, hvordan forskellige aspekter af dette arbejde spiller en afgørende rolle i forbindelse implementeringen af idrætsprojekter for psykisk sårbare, og hvordan det tværkommunale samarbejde kan styrke indsatsen. Hensigten er at undersøge, beskrive og forstå, hvordan forskellige personer, der arbejder med sådanne socialpsykiatriske idrætstiltag, selv oplever dette arbejde. I sidste ende er specialets målsætning at sætte fokus på og åbne op for nogle perspektiver, der kan agerer inspirationsgrundlag for andre praktikere inden for socialpsykiatrien og idrætsområdet generelt. For at få et nuanceret indblik og forståelse for problemstillingen arbejder denne undersøgelse ud fra følgende tre forskningsspørgsmål: Hvilke fordele og muligheder oplever medarbejdere indenfor socialpsykiatrien i forbindelse med at udvikle idrætstilbud for psykisk syge? Hvilke udfordringer og barrierer oplever medarbejdere indenfor socialpsykiatrien i forhold til at gøre idræt og fysisk aktivitet til en del af det socialpsykiatriske arbejde? Og hvordan løses dette på bedst mulig vis? Hvori består fordelen ved det tværkommunale samarbejde omkring idrætsprojekter i socialpsykiatrien? I overensstemmelse med overstående og for at gøre en undersøgelse af de nævnte problemstillinger mulig, har jeg til dette speciale valgt at foretage et kvalitativt casestudie af Projekt Bevægelse, Krop og Sind. Projektet har til hensigt at udvikle og etablere flere tilbud om idræt og fysisk aktivitet for sindslidende, og dette gøres gennem tværkommunalt og tværsektorielt samarbejde mellem socialpsykiatrien i de tre kommuner Slagelse, Sorø og Ringsted samt Distrikt Slagelse i Region Sjælland (En nærmere beskrivelse af projektet præsenteres i det efterfølgende). Læsevejledning Specialet er bygget op i forskellige kapitler med hver deres hovedoverskrift. Læseren har derved mulighed for selv at vælge kapitler ud på baggrund af vedkommendes interesser, da de metodologiske betragtninger angiveligt vil være interessante for nogle, mens analyse og fortolkning er mere spændende for andre. 7
Undersøgelsesprocessen afspejles i specialets opbygning, og mine metodiske overvejelser og valg omkring empiriindsamling, analyse og fortolkning præsenteres således løbende gennem hele rapporten. Jeg anbefaler derfor, at specialet læses i sin helhed og i kronologiske rækkefølge. Kapitel 2 indeholder en præsentation af forskningsfeltet, som for denne undersøgelses vedkommende udgøres af socialpsykiatrien og Projekt Bevægelse, krop & Sind. Kapitel 3 er en gennemgang og beskrivelse af de metodiske overvejelser, som ligger til grund for undersøgelsens indsamling og bearbejdning af empirien. I kapitel 4 gives der et overblik over analysens opbygning samt en introduktion af interviewpersonerne. Herefter følger den egentlige analyse i Kapitel 5, som er opdelt i 4 sammenhængende dele. Kapitel 6 indeholder en diskussion af den anvendte metode, og kapitel 7 er undersøgelsens konklusion. Præsentation af forskningsfeltet De følgende afsnit har overvejende en beskrivende karakter og indeholder en række faktuelle informationer, som har til hensigt at skabe et overblik over forskningsfeltet. Det vil give læseren den fornødne baggrundsviden og en god forudsætning for at kunne forholde sig åbent og kritisk til de resterende dele af undersøgelsen. Det socialpsykiatriske område Begrebet socialpsykiatri dækker over flere ting. I lægevidenskabelig forstand omhandler socialpsykiatrien sammenhængen mellem en psykisk lidelse og sociale livsomstændigheder, det vil sige, de sociale faktorer, der kan have betydning for udviklingen og vedligeholdelsen af en psykisk lidelse. Set ud fra en klinisk forståelsesramme indebærer socialpsykiatrien nogle behandlingsstrategier, hvor psykosociale interventioner har afgørende betydning (Blinkenberg, 2010). I overensstemmelse med dette kan socialpsykiatrien defineres som den sociale indsats, behandling og omsorg, der ydes, for at støtte mennesker, der som følge af psykiske funktionsnedsættelser ikke kan få opfyldt deres grundlæggende rettigheder i almindelige sociale tilbud (Herheim, 2003). Inden kommunalreformen i 2007 var den kommunale socialpsykiatris tilbudsvifte primært kendetegnet ved støtte- og aktivitetstilbud og midlertidige botilbud. De fleste længerevarende botilbud og mange beskyttede værksteder var i amtsligt regi. Der var også stor variation 8
kommunerne imellem. Nogle kommuner havde mange og specialiserede tilbud. Andre mindre kommuner havde primært grundlæggende støttetilbud (KL, 2012). Efter den nye kommunalreform overtog kommunerne det samlede myndigheds- og finansieringsansvar for socialpsykiatrien. Det indebærer, at den enkelte kommunalbestyrelse har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om borgerens visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante sociale tilbud til borgerne, samt ansvar for finansieringen af tilbuddene. 1 Samtidig betyder den nye kommunalreform også at psykisk sårbare borgere har fået bedre betingelser end tidligere for at modtage en samlet social indsats ud fra principper om nærhed, helhed og inklusion (KL, 2012). Dette er en vigtig udvikling set i lyset af eksisterende samfundsmæssige udviklingstendenser, som har medvirket til, at den kommunale socialpsykiatris opgaver generelt er blevet flere og mere komplekse. Dette skyldes blandt andet en øget diagnosticering af psykiske lidelser, samtidig med at indlæggelsesforløbet er afkortet, hvilket resulterer i at borgere udskrives med flere problemstillinger end tidligere. Antallet af borgere med psykiske lidelser er således steget markant (Ibid.). I den forbindelse er det endvidere nødvendigt at styrke samarbejdet på tværs af kommuner, regioner og de forskellige sektorer på sundhedsområdet, for at kunne tilbyde en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsat overfor den enkelte borger. Den kommunale socialpsykiatriske indsats er hovedsageligt reguleret af loven om social service (serviceloven), der udstikker retningslinjer for tildeling af sociale ydelser 2. Formålet med serviceloven er at styrke en forebyggende indsats med fokus på at tilgodese svagtstillede og sårbare gruppers behov, som følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Herudover skal indsatsen tilrettelægges på baggrund af den enkelte borgers behov og forudsætninger og ligeledes i samarbejde med den denne (Blinkenberg, 2010; Herheim, 2003). I overensstemmelse med det ovenstående har to centrale tilgange omhandlende rehabilitering og recovery i stigende grad vundet indpas i den kommunale socialpsykiatri. Rehabilitering betyder at genoprette og skal forstås som at vende tilbage til et tidligere niveau af kompetence (Herheim, 2003). I socialpsykiatrisk sammenhæng betragtes rehabilitering som den indsats, professionelle stiller til rådighed for at understøtte borgerens recoveryproces. Definitionen af recovery henviser til 1 Information hentet fra Social og Integrationsministeriet hjemmeside: www.sm.dk 2 For interesserede læsere henvises endvidere til Bekendtgørelse af lov om social service på: www.retsindformation.dk 9
den proces, hvormed mennesker bliver i stand til at leve og deltage fuldt ud i samfundet på lige fod med andre (Blinkenberg, 2010). I den forbindelse skelnes der ofte mellem dem, der kommer sig helt og dem, der kommer sig socialt. Sidstnævnte betyder, at personen stadig kan have kliniske tegn på psykisk lidelse, men symptomerne forhindrer ikke, at personen deltager i det sociale liv (KL, 2012). Arbejdet med rehabilitering går i grove træk ud på at støtte psykisk sårbare borgere i at leve et for dem meningsfuldt liv. Udgangspunktet er et humanistisk og helhedsorienteret menneskesyn med fokus på autonomi gennem brugerinddragelse og brugerdeltagelse, ligeværdighed og anerkendelse. Der lægges samtidig vægt på at mennesket er et socialt væsen, og borgeren støttes og motiveres således i at skabe og opretholde sociale relationer (Herheim, 2003). Case beskrivelse af Projekt Bevægelse, Krop & Sind I dette afsnit præsentereres omdrejningspunktet for denne undersøgelse, som er projekt Bevægelse, Krop & Sind. Kun de aspekter, der er væsentlige for denne undersøgelse vil blive beskrevet her i dette afsnit, så som projektets organisering og formål. Andre interessante pointer vil blive taget op løbende gennem analyseafsnittet. Projekt Bevægelse, Krop & Sind 3 er et tværkommunalt og tværsektorielt partnerskabsprojekt mellem den kommunale socialpsykiatri i Slagelse, Sorø og Ringsted og behandlingspsykiatrien i Distrikt Slagelse i Region Sjælland. Projektet blev søsat i januar 2012 og løber indtil maj 2015. Projektets overordnede formål er, at mennesker med psykiske vanskeligheder udvikler en ny livsstil med henblik på forbedret sundhedstilstand, styrket mestringstro og øget ansvar for eget liv. For at gøre dette muligt arbejder projektet på at styrke det tværsektorielle samarbejde ved at udvikle og etablere flere tilbud omkring idræt og fysisk aktivitet for sindslidende i den behandlingsmæssige og socialpsykiatriske indsats. Hensigten er at skabe et mere sammenhængende forløb, så borgeren oplever en rød tråd i forhold til indsatsen omkring idræt og fysisk aktivitet uanset, om dette foregår i den kommunale socialpsykiatri eller i distriktspsykiatrien. Projektet består af en styregruppe på 4 personer bestående af lederne fra socialpsykiatrien i hver af de tre kommuner Sorø, Ringsted og Slagelse samt en repræsentant fra Region Sjælland. Selve projektgruppen består af 5 idrætskoordinatorer fordelt på de tre kommuner. Hver kommune har fået tildelt 20 timer om ugen til idrætskoordinatorerne. Der er ansat to 3 En mere fyldestgørende projektbeskrivelse findes som bilag. 10
idrætskoordinatorer i både Sorø og Ringsted, de 20 timer er således fordelt, så begge har 10 timer om ugen til projekt- og idrætsaktiviteter. I Slagelse er der kun en idrætskoordinator, som råder over alle 20 timer. Psykolog og psykoterapeut Jim Toft er projektets leder, og fungerer som tovholder og bindeled mellem styregruppen og projektgruppen. Han har endvidere et stort kendskab til idræt og fysisk aktivitets betydning for psykisk sårbare i kraft af hans phd-afhandling Fysisk aktivitet som behandlingsmetode for skizofrene patienter (2011). De følgende 5 punkter afspejler projektets indsatsområder. Da denne undersøgelse hovedsageligt berører punkt 1 og 2, er det således kun disse, der uddybes nærmere her. 1. Modning og udvikling af idræt for sindslidende foreninger 4 (IFS-foreninger herefter) Før projektet startede fandtes en IFS-forening i både Slagelse og Ringsted og sidenhen har projektet været med til at stifte en ny i Sorø. Projektet støtter disse tre foreninger ved at idrætskoordinatorerne sidder med i bestyrelserne samt ved at rekruttere flere medlemmer, uddanne instruktører og øge tilbudsviften. På sigt søger projektet ligeledes at bygge bro mellem IFSforeningerne og de ordinære foreninger. 2. Bevægelsesambassadøruddannelse Her er der tale om projektets interne uddannelse, der har til formål at øge socialarbejderes viden og kompetencer til at udvikle nye metoder og løsninger i forhold til implementering af idræt og fysisk aktivitet i det socialpsykiatriske arbejde. Bevægelsesambassadørerne har endvidere en vigtig opgave i at videreformidle deres viden og erfaringer samt udbrede kendskabet til de konkrete IFSforeninger til kollegaer, ledelse og borgere, for derigennem at inspirere og motivere dem til at tænke idræt ind i det socialpsykiatriske arbejde. 5 3. Tværfagligt modul for studerende på sundhedsfaglige og socialfaglige professionsuddannelser på UCSJ. 4. Et stærkt kendskab til projektet i egne organisationer, hos relevante samarbejdsparter og i civilsamfundet. 5. Udvikling af det tværsektorielle samarbejde om inddragelse af arbejdet med krop og motion / KRAM i både behandlingspsykiatri og socialpsykiatri 4 Idræt for sindslidende IFS er en underafdeling af DAI (Dansk Arbejder idrætsforbund) 5 For en nærmere beskrivelse af bevægelsesambassadøruddannelse henvises til bilag 11
Afgrænsning af forskningsfeltet Denne undersøgelse afgrænses til kun at omhandle projektets tværkommunale samarbejde og samarbejdet omkring de frivillige IFS-foreninger. Projektets fokus på samarbejdet på tværs af sektorer og mellem kommune og region vil således ikke indgå i denne undersøgelse. For nærmere beskrivelse af projekt Bevægelse, Krop & Sind. henvises endvidere til bilag. Metode til indsamling af data De følgende afsnit omhandler undersøgelsens metodiske overvejelser, der ligger til grund for indsamlingen af det empiriske materiale. Valget af metoder til indsamlingen af data beskrives ligeledes. Løbende vil der endvidere indgå beskrivelser af processen i forbindelse med undersøgelsesarbejdet, da denne er betydningsfuld for udviklingen og forståelsen af de metodiske valg, den analytiske tilgang og ikke mindst min egen indsigt, og de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs. Videnskabsteoretisk tilgang Formålet med undersøgelsen er at klarlægge og forstå, hvilke muligheder og barrierer kommunalt ansatte socialarbejdere i socialpsykiatrien oplever i forbindelse med idrætsprojekter for psykisk sårbare. Dette formål stiller nogle krav til den anvendte metode og dataindsamlingsproces, fordi hensigten er, at opnå viden gennem en forståelse af de bevidsthedsfænomener, der opleves af socialarbejderne. En sådan viden kan, ifølge den fænomenologiske tankegang, ikke opnås uden en nærhed til feltet og en indlevelse i aktørernes livsverden (Kvale & Brinkmann, 2009; Birkler, 2007). I modsætning til det positivistiske paradigme har fænomenologien en anden epistemologisk grundantagelse, der betoner oplevelsen frem for tanken om at finde den reale og endegyldige sandhed om virkeligheden. Verden og subjektet kan ikke adskilles fra hinanden. Mennesket er en kropslig eksistens (Thøgersen, 2010), det vil sige at den menneskelige væren kendetegnes ved, at bevidstheden er kropsligt forankret, og tilsvarende præger vores kropslighed den måde, som verden fremtræder for os på. Fænomenologien afviser derved den objektivisme, som hævder, at en forståelse af virkeligheden og verden skal gennemføres under total abstraktion fra den subjektive bevidsthed. Det vil ikke være muligt for videnskaben at beskrive virkeligheden som absolut og objektivt, da enhver objektivitet, forklaring og forståelse forudsætter et subjektivt perspektiv (Birkler, 2007; Thøgersen, 2010). 12
Fænomenologien arbejder videnskabeligt ud fra et mål om at indfange den menneskelige erfaring, som den viser sig i den konkrete verden. Sagt på en anden måde er fokus rettet mod den umiddelbart levede verden. En livsverden, vi alle udlever og erfarer, men som er særegen for hver enkelt af os (Birkler, 2007). Hensigten med den fænomenologiske metode er at beskrive livsverdenen, som den opleves af informanterne ud fra en antagelse om, at den vigtige virkelighed er den, mennesker opfatter. Det handler derfor om at genfinde den verden, der er givet for mennesket, før refleksionen træder på banen (Thøgersen, 2010 s. 21) og om at opnå en forståelse af det bevidsthedsindhold, som de studerede aktører oplever. Oplevelse skal dog ikke opfattes som noget rent subjektivt. Det er netop i fænomenologiens interesse at overskride dualismen mellem subjekt og objekt, og der er således tale om en oplevelse, der placerer sig i en relation, hvor både menneske og verden bidrager til oplevelsen (Ibid.). Bevidstheden kan ikke reduceres objektive forhold, da det tænkende subjekt ikke kan eller bør adskilles fra den objektive virkelighed. Med begrebet intentionalitet henvises til bevidsthedens kropslige rettethed mod fænomenerne, og det er i fænomenologiens interesse, at undersøge den måde, hvorpå bevidstheden viser sig som relation til noget. Fænomenologi betyder læren om fænomener, og ordet fænomen betyder det der viser sig. Et fænomen eksisterer ikke uafhængigt af en bevidsthed. Det vil altid vise sig for nogen og tilføres samtidig mening i kraft af den sammenhæng, det indgår i. Skal man forstå, hvordan et fænomen kan fremtræde på forskellige måder, bliver man således nød til at medtænke det subjekt, som fænomenet fremtræder for, idet bevidstheden består af den konstante relation mellem den, der oplever og det oplevede (Birkler, 2007; Thøgersen, 2004). At forstå kræver, at vi får indsigt i, hvilke omstændigheder andre befinder sig i, og hvad det, de gør, betyder for dem selv (Maaløe, 2002 s.15). På denne baggrund er betydningen af at fange menneskers oplevelse og tolkning af deres egen situation således både en nødvendighed og et valg. Det er nødvendigt, fordi intet viser sig for os som sig selv, men altid i relation til noget. Metodologisk er det også et valg, da det leder undersøgeren frem til en eksplorativ, dimensionsrig søgen efter menneskers ytringer og refleksioner over, hvordan de opfatter det, der viser sig for dem, og hvad det betyder for dem, personligt såvel som socialt (Maaløe, 2002). Forskningsdesign I overensstemmelse med den fænomenologiske tankegang udarbejdes denne undersøgelse indenfor det kvalitative forskningsparadigme. Specialets empiriske del bygger på et kvalitativt casestudie af 13
projekt Bevægelse, krop og sind bestående af 5 semistrukturerede forskningsinterviews med forskellige personer, der på hver sin måde er tilknyttet projektet. Der er desuden foretaget et par observationer af enkelte begivenheder i forbindelse med projektet (projektgruppemøde og en uddannelsesdag på Gerlev Idrætshøjskole). Denne metodiske tilgang er valgt, da det kvalitative casestudie netop er kendetegnet ved en dybdegående undersøgelse af, hvordan mennesker opfatter og handler med og mod hinanden i arbejdsfælleskaber (Maaløe, 2002). Ved at benytte en kombination af observation og kvalitative forskningsinterviews opnår jeg unik mulighed for at anskue projektpersonerne som aktører, der agerer og interagerer med hinanden inden for projektets kontekst, og hvorledes de samtidig er medskabere af denne kontekst. Metodisk betegnes denne kombination af kvalitative interviews og observationsdata for metodetriangulering (Andersen, 2010). Fordelen ved denne fremgangsmåde er, at det bliver muligt at trænge ind i og lukke verdener op, ikke kun for undersøgeren selv, men også for de enkelte informanter. På den måde opnås en mangfoldig og kontekstnær empiriindsamling, ved at fokusere på beskrivelse og forståelse af sociale fænomener ud fra aktørernes egne perspektiver. Derudover skaber flere kilder et bedre grundlag for analyse og fortolkning, da dette ikke kun bygges på en enkelt dimension, hvilket i sidste ende styrker empiriens validitet (Maaløe, 2002; Kvale & Brinkmann 2009). Indledende observation af projektgruppemøde Jeg valgte indledningsvis at foretage en observation af et projektgruppemøde med alle 5 idrætskoordinatorer fra de tre kommuner og projektlederen. Ifølge Andersen (2010) benyttes kvalitative observationsteknikker ofte til at få et indblik i de fænomener, der skal undersøges. På denne måde fik jeg således et bedre kendskab til og fortrolighed med undersøgelsesemnet samt et mere nuanceret billede af, hvorledes projekt Bevægelse, Krop og Sind er organiseret. Desuden gav det mulighed for at etablere en kontakt mellem mig og idrætskoordinatorerne. Denne kontakt anså jeg for særdeles vigtigt, da tre af idrætskoordinatorerne senere skulle være mine interviewpersoner, og samtidig skulle de hjælpe mig med at etablere kontakten til yderligere to interviewpersoner (hhv. en fra styregruppen og en socialarbejder, der er ved at uddanne sig til bevægelsesambassadør). Inden mødet gik i gang præsenterede jeg kort specialets problemformulering, hensigten med min observation samt ønsket om at foretage nogle interviews med forskellige personer fra projektet på et senere tidspunkt. Herefter forløb mødet som planlagt, og jeg deltog på sidelinjen som passiv 14
observatør. Min observation bærer således præg af at være åben og direkte, hvilket betyder at deltagerne på forhånd er kendt med observationen og dens formål. Observationen er endvidere ustruktureret, idet jeg ikke på forhånd har begrænset mig til at observere bestemte aktiviteter. Dette valgte jeg for at opnå en helhedsfornemmelse og være åben overfor forskellige temaer, der måtte komme til udtryk (Andersen, 2010). Herudover forventede jeg at observationen ville medvirke til, at jeg som forsker blev indført i den lokale jargon, de lokale rutiner og magtstrukturer indenfor projektets organisering, og at jeg på den måde kunne få en fornemmelse af, hvad interviewepersonerne gerne ville snakke om under de efterfølgende interviews (Kvale & Brinkmann, 2009). Interview Det kvalitative forskningsinterview gør det muligt at sætte fokus på den oplevede betydning af interviewpersonernes livsverden. Hensigten med denne form for interview er at indhente beskrivelser omkring fænomener og temaer fra den daglige livsverden ud fra interviewpersonernes egne perspektiver, hvilket danner grundlaget for den senere analyse og fortolkning af interviewpersonernes oplevelser (Kvale & Brinkmann, 2009). Jeg valgte at benytte det kvalitative forskningsinterview som undersøgelsesmetode for at få mulighed for at opnå viden om interviewpersonernes egne subjektive oplevelser og erfaringer med projekt Bevægelse, Krop & Sind og de meninger, som udtrykkes på baggrund af disse oplevelser og erfaringer i forbindelse med det socialpsykiatriske arbejde i praksis. Metoden er således et oplagt valg, da den komplementerer undersøgelsen eksplorative formål. Valg og rekruttering af interviewpersoner Under føromtalte indledende observation af projektgruppemødet udvalgte jeg i samråd med idrætskoordinatorerne og projektlederen, hvilke personer jeg skulle interviewe i forbindelse med denne undersøgelse. Jeg havde følgende kriterier: Interviewpersonerne skulle fordeles blandt de tre kommuner. Jeg ønskede derfor at interviewe tre idrætskoordinatorer, en fra hver af de tre kommuner Sorø, Ringsted og Slagelse. På denne måde ville jeg få et fint indblik i projektets tværkommunale samarbejde og samarbejdet med IFSforeningerne. 15
Interviewpersonerne skulle udfylde forskellige roller i forhold til projektarbejdet. Jeg ønskede derfor at interviewe en leder fra styregruppen samt en socialarbejder, der via projektet, er ved at uddanne sig til bevægelseskoordinator. Dette ville give mig mulighed for at belyse projektet og det socialpsykiatriske arbejde fra flere vinkler. Antallet af interviewpersoner afhænger af formålet med undersøgelsen, og samtidig er det også en kombination af den tid og de ressourcer, der er til rådighed. I overensstemmelse med anbefalinger fra Kvale & Brinkmann (2009) valgte jeg således et forholdsvist lille antal interviewpersoner, for i stedet at kunne bruge mere tid på at forberede og analyserer interviewene. Interviewguide Den valgte interviewform er semistruktureret og udføres i overensstemmelse med en interviewguide (bilag), som tager udgangspunkt i specialets overordnede problemformulering (jf. indledningen). Ud fra problemformuleringen er der udarbejdet nogle forskningsspørgsmål, som er fremkommet på baggrund af egne antagelser og forforståelser. Disse forskningsspørgsmål afspejler endvidere overordnede temaer, der ønskes belyst i interviewene. I tråd med anbefalinger fra Kale & Brinkmann (2009) er interviewguiden udformet så der er mulighed for at forfølge de svar, historier og oplevelser, som interviewpersonerne giver udtryk for. Denne åbenhed er ligeledes hensigtsmæssigt i forhold til undersøgelsens eksplorative formål, idet den giver mulighed for at forfølge interessante aspekter ved interviewpersonernes udsagn i selve interviewsituationen, hvilket kan åbne op for nye dimensioner ved undersøgelsesemnet (Kvale & Brinkmann, 2009; Andersen, 2010). Spørgsmålene er skrevet meget konkret, men der lægges således op til, at interviewpersonen primært selv fører ordet. Jeg lader interviewpersonen styre samtalen indenfor de forskellige emner, men følger samtidig aktivt op på interviewpersonens svar, for at søge at afklare og nuancere udtalelserne i interviewet og derved sikre, at de vigtigste spørgsmål bliver besvaret. Rækkefølgen af spørgsmålene skal ikke betragtes som en fast struktur, og der lægges vægt på en vis formuleringsfrihed. Denne frihed er netop vigtig, fordi samme spørgsmål betyder noget forskelligt for forskellige personer (Kvale & Brinkmann, 2009). Jeg valgte endvidere at tilpasse interviewguiden til den enkelte type af interviewperson. Således benyttes samme interviewguide til interviewene med de tre idrætskoordinatorer og lederen, mens interviewguiden, som benyttes til bevægelsesambassadøren er tilpasset, så spørgsmålene passer til personens rolle i forhold til projektet. Samtidig har jeg løbende 16
ændret i de andre interviewguides i takt med undersøgelsesprocessen skred frem og nye perspektiver åbnede sig. I overensstemmelse med et fænomenologisk og hermeneutisk perspektiv er det ligeledes vigtigt, at jeg som interviewer bevarer en åbenhed og sensitivitet overfor de beskrevne fænomener, ligesom jeg har bestræbt mig på at sætte min egne forforståelser i parentes, for at lade interviewpersonernes oplevelser træde i forgrunden (Kvale & Brinkmann 2009). Interviewene i praksis Alle interviews startede med at interviewpersoner skrev under på en informeret samtykkeerklæring (Bilag). Herefter fulgte en kort introduktion af undersøgelsens formål, og interviewpersoner fik samtidig mulighed for at stille eventuelle spørgsmål. De fem interviews tog i gennemsnit 45 minutter og efter hvert interview blev interviewpersonerne bedt om at udfylde et kort spørgeskema vedrørende generelle baggrundsoplysninger (Bilag). Et interview skilte sig ud, og det var interviewet med bevægelsesambassadøren, som blev foretaget i forbindelse med min observation af en uddannelsesdag på Gerlev Idrætshøjskole. Dette beskrives i det følgende afsnit Observation af uddannelsesdag på Gerlev Idrætshøjskole På det indledende møde blev jeg tilbudt at deltage på en uddannelsesdag på Gerlev Idrætshøjskole i forbindelse med projektets Bevægelsesambassadøruddannelse (bilag), der henvender sig til socialarbejdere fra de tre kommuner tilknyttet projektet. Selve uddannelsen er opdelt i 6 moduler af en dags varighed. Den pågældende dag var det 3. modul, som blev afholdt af 2 idrætskonsulenter fra DAI. Jeg så dette tilbud som en oplagt mulighed for at få en indblik i, hvordan et af projektets tiltag fungerer i praksis. Min deltagelse gjorde det endvidere muligt for mig at interviewe en socialarbejder, der er ved at uddanne sig til bevægelsesambassadør. Udover de forskellige socialarbejdere, som var ved at uddanne sig til bevægelsesambassadører, var projektets 5 idrætskoordinatorer og projektlederen også tilstede. Selve dagen startede med et teoretisk oplæg efterfulgt af en praktisk del med fysisk aktivitet i hallen. Efter frokost fulgte endnu en praktisk del i hallen, og dagen sluttede af med et teoretisk oplæg og en generel opsamling og evaluering. Jeg deltog på lige fod med de andre socialarbejdere indtil frokost, og det var således kun de 5 idrætskoordinatorer, projektlederen og den pågældende bevægelsesambassadør, jeg skulle 17
interviewe i løbet af dagen 6, der på forhånd havde kendskab til mig som person og formålet med min deltagelse og observation. Min observation var således skjult og indirekte for de fleste af deltagerne, hvilket mest af alt var et tilfælde, idet jeg ikke fik mulighed for at præsenterer mig selv inden dagen startede 7. Det valgte jeg dog at se som en fordel, idet samtalerne og diskussionerne mellem socialarbejderne kunne få frit løb uden hensyntagen til mig. Observationsteknikken var som ved den indledende observation ustruktureret (se tidligere afsnit). Fælles for de to observationer var, at jeg undervejs blev opmærksom på interessante temaer og problematikker, som jeg med fordel kunne drage nytte af og spørge nærmere ind til ved de efterfølgende interviews. Ved begge observationer blev der foretaget feltnoter (bilag), som kunne agere inspirationsgrundlag for udformningen af mine interviewguides. Transskribering af interviews Alle interviews blev, med interviewpersonernes tilladelse, optaget på en diktafon. Jeg valgte at transskribere alle interview, for at få så rige oplevelsesbeskrivelser som muligt, og fordi den skrevne tekst er væsentligt lettere at arbejde. Dette viste sig at være en tidskrævende proces, men samtidig også meget nyttig, idet analyseprocessen allerede startede på dette trin (Kvale & Brinkmann, 2009). Analyse og fortolkningsstrategi Hensigten med dette afsnit er at klarlægge undersøgelsens analytiske proces samt hvilke overvejelser og valg, der ligger til grund for bearbejdningen af det empiriske materiale. Som tidligere nævnt er formålet med denne undersøgelse eksplorativt, og det sætter ikke kun krav til den anvendte metode i dataindsamlingsprocessen, men også til analysen og fortolkningen af den indsamlede empiri. Andersen (2010) påpeger, ligesom Kvale & Brinkmann (2009) vigtigheden i, at forskeren forholder sig så åben som muligt og bygger materialet op trin for trin. Heraf følger at, dataindsamling, analyse, fortolkning er gensidigt samhørende (Andersen, 2010). 6 Jeg foretog interviewet med den ene bevægelsesambassadør efter frokost, mens de andre var i gang med den anden praktiske del i hallen. 7 Inden dagen sluttede, fik jeg mulighed for at præsentere mig selv, så jeg kort kunne fortælle de andre om min undersøgelse. 18
Denne undersøgelse har ikke til hensigt at be- eller afkræfte forskellige teorier, men i stedet åbne op for nye perspektiver i forbindelse med implementering af idræt i den kommunale socialpsykiatri. I den forbindelse anser jeg det ikke som en fordel at tage udgangspunkt i på forhånd fastlagte kategorier bestemt af teori, men i stedet fokuserer på et praksisnært helhedsindtryk. Til dette formål synes en fænomenologisk og hermeneutisk analysestrategi at være en fordel. Jeg har derfor valgt at tage udgangspunkt i Kvale & Brinkmann s (2009) analyseværktøjer omhandlende meningskodning og meningskondensering samt hermeneutiske fortolkningsprincipper. I overensstemmelse med den fænomenologiske tankegang, som blev beskrevet tidligere, vil forskellige personer opleve og erfare samme fænomener og begivenheder forskelligt, fordi de har hver deres subjektive udgangspunkt. Det er således hensigten med analysen at tage udgangspunkt i interviewpersonernes oplevelser, for at nå frem til en forståelse af det oplevede. Meningskondensering indebærer en analyse i 5 trin. 1)Først læses hele interviewet igennem for at opnå en helhedsfornemmelse. 2)Herefter identificeres naturlige meningsenheder, som udtrykkes af interviewpersonerne. 3)De temaer, som dominerer en meningsbærende enhed omformuleres så kort og præcist som muligt, så udsagnene tematiseres ud fra interviewpersonens synspunkt, sådan som forskeren forstår det. 4) Der stilles spørgsmål til meningsenhederne ud fra undersøgelsen specifikke formål. 5) Sidst bliver de væsentligste temaer i interviewet som helhed knyttet sammen i et deskriptivt udsagt. Det handler med andre ord om at identificere de naturlige meningsenheder og udlægge deres hovedtemaer (Kvale & Brinkman, 2009). Disse temaer kan så gøres til genstand for analyse og fortolkning. Proceduren blev gentaget for hvert interview, men jeg tog også udgangspunkt i de temaer, som allerede er fremkommet i de forrige interviews. På den måde kan der tilføjes nye meningsenheder til allerede eksisterende temaer, lige såvel som nye temaer kan opstå. Tematiseringsprocessen er således hele tiden en vekselvirkning mellem helheden af de enkelte interviews og de tematiske enkeltdele. Dette kan relateres til den hermeneutiske cirkel, som beskriver et cirkulært forhold mellem helhedsforståelse og delforståelse, hvor delene kun kan forstås, hvis helheden inddrages, og omvendt kan helheden kun forstås i kraft af delene (Birkler, 2007). De temaer, som fremkom, blev efterfølgende stillet op mod hinanden for at finde forskelle og ligheder. Målet med dette var at samle temaerne i nogle kategorier, som er en fuldstændig, righoldig og nuanceret beskrivelse af interviewpersonernes oplevelser. 19
Under analyse og fortolkningsprocessen ser jeg ikke bort fra relevant teori og litteratur, hvis dette kan kædes sammen med de temaer og kategorier, jeg er kommet frem til. På denne måde har jeg både mulighed for at lade mine empiriske fund tale for sig selv, og for at understøtte dem med eksisterende forskning på området. Præsentation af analyse Medarbejderne indenfor det socialpsykiatriske område tilhører flere forskellige medarbejdergrupper, der hver især kommer med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og teoretiske såvel som praktiske erfaringer. Denne undersøgelse blev netop tilrettelagt ud fra et ønske om at belyse ligheder og forskelle mellem interviewpersonernes oplevelser og erfaringer med udvikling og implementering af idræt og fysisk aktivitet i socialpsykiatrien. På baggrund af de transskriberede interview er der fremkommet en række temaer, som har været med til at strukturere analysen. Disse temaer er samlet i fire kategorier med tilhørerne hovedtemaer og undertemaer, og den efterfølgende analyse består således af 4 overordnede dele. Udgangspunktet for analysen er kategorien Oplevelser af det socialpsykiatriske arbejde, som ligeledes udgør grundlaget for de to efterfølgende kategorier Oplevelser af projektarbejdet og idrættens betydning samt Oplevelser af projektets barrierer. Til sidst findes kategorien Oplevelser af projektets virkemidler, der samtidig udgør en opsamlende perspektivering. Forskningsfeltet og projekt Bevægelse, krop og sind er tidligere blevet præsenteret. For at give læseren en bedre baggrundsviden og et helhedsindtryk af undersøgelsen indeholder det efterfølgende afsnit en overordnet introduktion af de 5 interviewpersoner, som udgør grundlaget for analysen. Kort præsentation af de interviewedes baggrund og livssituation I undersøgelsen deltog to kvinder: Linda og Pia og tre mænd: Niels, Klaus og den interviewede leder. Disse navne er fiktive af hensyn til deltagernes anonymitet. Af samme grund har jeg ikke valgt at tildele den interviewede leder et navn, da det har været nødvendigt for forståelsen at drage sammenligninger mellem projektets lederrolle og de andre interviewpersoners oplevelser. Karakteristiske oplysninger, der kan føre til genkendelse af de 4 andre interviewpersoner, er ligeledes ændret. Dette indebærer, at deres specifikke rolle som enten idrætskoordinator eller 20
bevægelsesambassadør samt, hvilken kommune de tilhører, ikke tilkendegives i analysen. Af samme årsag introduceres interviewpersonerne i en samlet beskrivelse og ikke hver for sig. Fælles for interviewpersonerne er, at de alle har børn. To har tre børn, to har to børn og en har et barn. Derudover er en af interviewpersonerne alene forsørger, mens de fire andre er gifte. På tidpunktet for interviewene er interviewpersonerne mellem 32 år og 56 år. De har alle haft tilknytning til socialpsykiatrien før projektets start i 2012, og har således arbejdet inden for det socialpsykiatriske område i en årrække varierende fra ca. 4 år til over 10 år. Tre af interviewpersonerne er ansat som idrætskoordinator i en af de tre kommuner, Ringsted, Sorø eller Slagelse i tilknytning til projekt Bevægelse, krop og sind. En er leder af socialpsykiatrien i en af de nævnte kommuner 8 og sidder samtidig med i projektets styregruppe, og den sidste interviewperson er socialpsykiatrisk medarbejder og deltager i projektets bevægelsesambassadøruddannelse. Således kommer det til udtryk, at de 5 interviewpersoner har forskellig tilknytning til projektet og det socialpsykiatriske arbejde. Stillingen som idrætskoordinator hænger i øvrigt sammen med personens overordnede stilling indenfor socialpsykiatrien i den pågældende kommune, som i dette tilfælde spænder mellem pædagog, hjemmevejleder og væresteds medarbejder. I den forbindelse har interviewpersonerne ligeledes forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Tre af personerne er uddannet pædagog, en er socionom og MPM (Master of Public Management) og en er uddannet plejer og miljøterapeut. Interviewpersonerne har to væsentlige ting til fælles. De alle har valgt at arbejde med den samme målgruppe, nemlig de psykisk og sårbare, og der er alle i et eller andet omfang er tilknyttet til projektet Bevægelse krop & sind og har således også stiftet bekendtskab med idræt og fysisk aktivitet i forhold til målgruppen. Disse to ting er omdrejningspunktet for analysens to første dele, hvor der overordnet set lægges vægt på interviewpersonernes motivation, engagement og holdninger både set i forhold til det socialpsykiatriske arbejde generelt, men også i relation til projektet og arbejdet med idræt og fysisk aktivitet for sindslidende. Gennem analysen er det blevet klart at temaerne i disse to dele spiller en væsentlig rolle i forhold til analysens to efterfølgende dele, da de udgør baggrunden for de barrierer og virkemidler, som interviewpersonerne oplever 8 Hvilken kommune nævnes ikke af hensyn til personens anonymitet. 21
gennem projektarbejdet og implementering af idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. Oplevelser af det socialpsykiatriske arbejde Med et fokus på interviewpersonernes oplevelser er det gennem arbejdet med det empiriske materiale blevet muligt at identificere forskellige aspekter ved det socialpsykiatriske arbejde, som har stor betydning for interviewpersonerne og deres motivation for at arbejde med sindslidende. Disse aspekter udgør temaerne i denne kategori og er med til at beskrive, hvad det er, der driver interviewpersonerne, hvad de lægger vægt på, og hvilke holdninger de har i forhold til psykisk lidelse. Under interviewet lægger Pia ud med at fortælle, at hun gennem sin uddannelse ikke har stiftet særligt bekendtskab med psykisk sårbare eller socialpsykiatrien. Da hun skulle vælge sin specialepraktik var det derfor lidt tilfældigt, at hun endte i et bofællesskab. Pia: Og det var faktisk der, hvor jeg tænkte okay, jamen så prøver vi det der skulle være mit speciale. Og jo mere jeg var i det felt, jo mere tænkte jeg bare ej, jeg har bare fundet min rigtige plads. (Int. Pia s. 1). Det, som startede lidt tilfældigt endte dog med at komme til at betyde rigtig meget for Pia. Hun fortsætter med at udtrykke, hvor spændende hun synes arbejdet i socialpsykiatrien er ikke mindst på grund af de mennesker, som hun beskæftiger sig med: Pia: hver dag jeg kommer på arbejde, der synes jeg jo bare, at der er jo aldrig to dage, der ens. Aldrig jeg kan jo godt have et sindssygt fyldt program, når jeg starter kl. 8 om morgenen, men det ændrer sig faktisk nogen gange til, at så sidder jeg faktisk bare og skriver, for så enten har de afmeldt mig, eller der er sket et eller andet (Int. Pia s. 1). ( ) Det er bare socialpsykiatrien, det er bare der, jeg skal arbejde, jeg synes, det er så fedt. Jeg synes det er sindssygt spændende, og det kan jo både ske for dig og mig i morgen, fordi at det er jo handicap er du ofte født med, men en psykisk lidelse er jo noget man udvikler. Det kan godt være, at det ligger i starten, men det er noget man udvikler Så bare der, da synes jeg at det var helt vildt spændende (Int. Pia s. 1). Af citaterne fremgår det, at Pia finder sit arbejde spændende, fordi det er så alsidigt og afvekslende. Det hænger hovedsageligt sammen med den målgruppe, som socialpsykiatrien beskæftiger sig med, idet aftaler med brugerne hurtigt kan ændre sig. Det kan der være flere årsager til, men det er 22
karakteristisk, at netop denne type borgere er meget svingende i deres følelser, adfærd og handlinger. Psykisk sygdom er ofte præget af stor kompleksitet, og det vil følgelig gøre arbejdet tilsvarende komplekst. Med en psykisk lidelse er man ofte udsat for store udsving i, hvordan man har det psykisk, og dermed hvordan man oplever sine relationer. Derfor kan støttende aktiviteter ændre sig til at blive krævende (Blinkenberg, 2010 s. 646). Denne pointe kommer ligeledes til udtryk i interviewet med Niels, når han siger: Niels: Altså der er jo nogen, der siger, at selvfølgelig kræver det ret meget at arbejde inden for psykiatrien. Det gør det også, det kræver nogle andre ting nogen gange så er jeg en kæmpe idiot, og andre gange, så er jeg verdens bedste Det er jo det jeg er i (Int. Niels s. 3). ( ) og det at motivere folk til at komme med. Altså en ting, det er, at sige ja og blive ved med at sig ja altså ikke mig, men borgerne, ikke. Og så den dag vi skal af sted - der blev stadig sagt ja, men så lige 5 minutter før, måske har de lige nået at sætte sig ind i bilen, men så ej jeg skal noget andet eller et eller andet, ikke. Så så det kan vende inden for 10 sekunder, ikke. Ja, om de vil med eller om de ikke vil med. Og det synes jeg da, det er enormt spændende (Int. Niels s. 5) Ligesom Pia fremhæver Niels også det alsidige ved arbejdet. Han giver samtidig udtryk for, at det er spændende at arbejde med borgernes skiftende adfærd, fordi det skaber udfordringer i forhold til at motivere dem. Den sidste pointe omkring borgernes motivation behandles senere i analysen i forbindelse med interviewpersonernes oplevelser af projektets barrierer. Endnu en interessant betragtning kommer til syne i det ene citat fra interviewet med Pia. Med udtalelsen det kan jo både ske for dig og mig i morgen giver hun udtryk for, at de mennesker hun beskæftiger sig med, ikke er så anderledes end hende selv. Det er således ikke kun er det alsidige og komplekse ved arbejdet, der er tiltalende for hende, men i særdeleshed også psykiske sygdom som fænomen. Med Hun pointerer blandt andet, at alle mennesker kan rammes af en psykisk lidelse. Dette syn på psykisk sygdom viser sig at hænge sammen med hendes tilgang til det socialpsykiatriske arbejde og opfattelsen af arbejdet som værende meningsfuldt, hvilket også er et gennemgående træk hos de andre af interviewpersoner. Det er meningsfuldt at kunne gøre en forskel Gennem arbejdet med analysen fremkom et interessant tema omhandlende interviewpersonernes oplevelse af det meningsfulde ved at arbejde med psykisk sårbare. Det viser sig tydeligt, at en vigtig motivationsfaktor for de socialpsykiatriske medarbejdere er, når de oplever deres arbejde som meningsfuldt. Interviewpersonerne udtrykker dette på forskellig vis, men alligevel fremtræder en 23
væsentlig faktor, og det er oplevelsen af at kunne hjælpe et andet menneske at kunne gøre en forskel. Hos Pia kommer denne oplevelse til udtryk ved, at hun kan se at borgerne rykker sig : Pia: men det jeg synes, der er det fede ved det [arbejdet], det er når man kan se det rykker. ( ) Og når jeg kan se, at de [borgerne] rykker sig, og jeg kan se Jeg havde en periode, hvor jeg kom hos en ung mand, som havde været syg i mange år, og jeg havde ham om fredagen, og hver gang jeg kom, der rykkede han sig lidt, så jeg gik hjem ind imellem med en total solskinshistorie og hænderne over hovedet og kunne sige YES nu har vi bare rykket igen - Og det var bare sådan en fed måde at holde weekend på (Int. Pia s. 2) ( )Altså det er bare det der, når jeg ved, at jeg kan rykke dem, og det, at jeg kan sige i dag har jeg gjort en forskel, i dag har jeg fået at vide, at bare du [Pia] kommer, så rykker jeg mig ( ) men bare det, at man kan se, at de rykker sig lidt. Det er bare så ikke livsbekræftende, men det bekræfter bare en i, at det giver mening at man kommer. Og det er det, der er fedt. - fordi hvis man kommer et sted, hvor det ikke giver mening Jamen okay, hvorfor er det så, jeg kommer her?... Så når jeg kan se, at jeg gør noget, der giver mening for den ældre eller for borgeren, og at det giver mening, at jeg kommer her så er det bare sådan yes, så er jeg bare jamen så yder jeg noget, så er mit arbejde bare fedt!...( ) det er bare så fedt, for jeg kan bare mærke, at jeg gør en forskel. Og det at jeg kan mærke, at jeg gør en forskel, så elsker jeg bare mit job endnu mere (Int.Pia s. 3) Når Pia bruger udtrykket at rykke sig, så henviser hun til, at hun kan se fremskridt hos borgeren i forhold til dennes handleplan. Handleplanerne udarbejdes i samråd med den enkelte borger, og beskriver nogle aftalte mål, som han eller hun har for sit liv eller sin hverdag (Simonsen & Møhl, 2010; Herheim, 2003). For Pia betyder det meget, at hun kan se fremskridt hos de borgere, hun arbejder med. Det er disse fremskridt, der er med til at gøre hendes arbejde meningsfyldt, fordi det ikke kun har betydning for borgeren, men samtidig også bekræfter Pias professionelle identitet og rolle som socialarbejder. Det samme gør sig gældende for Klaus: Klaus: Jamen jeg lægger vægt på at kunne gøre en forskel. men også at, det de selv kan, skal de selvfølgelig også gøre. Det er jo vigtig - den der recovery-tanke - at det de kan, skal de gøre! Og det har jeg meget i baghovedet jeg skal ikke gøre tingene for dem vel (Int. Klaus s.2). Her kommer det ligeledes til udtryk, at det har betydning for Klaus, når han kan gøre en forskel i et andet menneskes liv. Af citatet fremgår det endvidere, at dette hænger sammen hans opfattelse af sin egen rolle i forhold til borgeren; - jeg skal ikke gøre tingene for dem vel, siger han. Klaus er sig bevidst om, at hans arbejde ikke bør handle om at overtage borgernes liv og gøre tingene for dem. I stedet tager han udgangspunkt i deres kompetencer og arbejder ud fra det. Denne opfattelse afspejler et humanistisk menneskesyn, som lægger vægt på, at det er medarbejderens opgave at hjælpe brugeren til at udøve sin autonomi - et menneskesyn, som på mange områder udgør 24
socialpsykiatriens værdigrundlag (Herheim, 2003). Dette kommer blandt andet også klart til udtryk hos de andre interviewpersoner i form af udtalelser omkring anerkendelse, samarbejde og relationer med borgerne, hvilket uddybes nærmere i det efterfølgende afsnit. Den professionelle relation at bruge sig selv i det socialpsykiatriske arbejde Ovenfor blev det beskrevet, hvorledes Niels finder det socialpsykiatriske arbejde spændende, fordi borgerne er så forskellige, hvilket gør arbejdet udfordrende. I forlængelse af dette beskriver han endvidere, hvordan han bruger samtaler med borgene som redskab i sit arbejde: Niels: Jamen jeg synes jo det er spændende, at arbejde med forskellige personligheder ( )Men her kan jeg virkelig have nogle rigtig dybe diskussioner samtaler og sådan noget med beboerne. Der er jo nogen af dem, de har jo en kæmpe intelligens, der er helt vildt Så det er nogle andre ting Altså man skal jo engang imellem have en tyk bog med på arbejde, for at være med på nogle af samtalerne (små griner). Og det synes jeg, giver mig enormt meget (Int.med Niels s. 1). ( ) Altså det er jo sådan nogen [samtalerne], at jeg faktisk føler er mest til gode for borgeren. Og ikke så meget mig, men altså hvis der er nogen, der bare har behov for at snakke, så er man der, og man lytter og taler med og sådan noget (Int.med Niels s. 1). ( ) Altså jeg har jo spottet ind, efterhånden, hvad der interesserer de forskellige, og så kan man jo ligeså godt køre i deres interessespor, fremfor i mit interessespor. Men det er jo også med til at udvide min horisont helt vildt, for hvad deres interesser er, og alt muligt. Det kan være at at der er en, der interesserer sig for musik, og sådan noget jamen så udvider jeg jo også min musikhorisont med det, ikke.( ) Og de er jo også rigtig glade for, at jeg gerne vil høre på det jo (Int. Niels s. 2). Niels oplever samtalerne med borgerne som meningsfulde. Gennem diskussioner og samtaler om al verdens ting og sager udvider Niels sin egen horisont, som han kalder det. Men samtidig oplever han også, at disse samtaler har stor betydning for borgerne, fordi At de føler sig anerkendt på den måde, ikke. (Int. Niels s. 2). Han beskriver eksempelvis, hvorledes han tager udgangspunkt i borgernes egne interesser og lytter til dem, hvis de har behov for at snakke. Ifølge Hermansen et al. (2004), er det vigtigt, at den professionelle møder sin samarbejdspartner, i dette tilfælde borgeren, på en anerkendende måde for at skabe en kontakt, der gør samarbejdet muligt. I den forbindelse argumenterer Herheim (2003) for, at samtalen er det redskab vi overordnet bruger for at få konktakt med hinanden, og i Niels tilfælde kommer det netop til udtryk, hvorledes han bruger samtalerne til at skabe en anerkendende og ligeværdig relation til den enkelte borger. Hos flere af de andre interviewpersoner kommer det også til udtryk, at kontakt og relation til den enkelte borger spiller en afgørende rolle i det socialpsykiatriske arbejde. Vi så 25
tidligere, hvordan Pia understreger, at alle mennesker kan rammes af en psykisk sygdom. Fra hendes perspektiv, anses brugeren ikke primært som psykisk syg, men som et individ lige som hende selv. Således giver Pia også udtryk for en anerkendende tilgang til borgerne, hvor der lægges vægt på en ligeværdig relation. Følgende citat kommer det lidt nærmere: Pia: Jeg sørger meget for at vi er lige. at jeg er ikke den der, der kommer fra kommunen og siger nu skal jeg fortælle dig, hvad du skal gøre. Jeg er ikke deres mor, jeg kommer ikke og opdrager på dem nu er det de unge jeg har. Øhm, men jeg er heller ikke deres ven. Altså de er jo også jeg er jo en en professionel relation. ( ) Men det er vigtigt for mig, at vi er lige fordi jeg tror, at man rykker mere med dem, hvis man er lige øh, i alt hvad jeg gør Jeg er også den, når vi står i øh angående sport så er jeg også den, der selv hopper i tøjet og er med. Jeg gør dumme ting, også foran dem. Jeg gør ikke udtryk for, at jeg ved bedre Nogen gange kan jeg også sige det ved jeg fandeme ikke det ved jeg sgu ikke (Int Pia s. 4). Af citat fremgår det, at Pia lægger vægt på at skabe en relation til den enkelte borger, hvor de sammen kan løse de opgaver og problemer, der måtte være. Dette kan sammenlignes med citatet fra interviewet med Klaus i foregående afsnit, hvor han ligeledes understreger samarbejdet med borgerne fremfor at gøre tingene for dem. Der er således enighed mellem Pias og Klaus opfattelse af deres professionelle rolle i forhold til det socialpsykiatriske arbejde, idet de begge understreger vigtigheden ved at støtte borgeren ved at anerkende og værdsætte hans eller hendes egne kompetencer. Pia understreger endvidere, at relationen til borgeren udmærker sig ved at være en professionel relation. En professionel relation betragtes som en hjælperelation, hvor begreber som afhængighed og sårbarhed også kommer på tale. Der er således tale om en asymmetrisk magtrelation mellem socialarbejder og borger, idet deres roller definerer, at det er borgeren, som er den sårbare, og den som har brug for hjælp, mens socialarbejderen stiller sig selv til rådighed og er ansvarlig for processen (Herheim, 2003; Hermansen, et al., 2004). I forhold til det humanistiske menneskesyn, som det socialpsykiatriske arbejde bygger på, stilles socialarbejderen overfor en stor udfordring, idet medarbejderen skal se borgeren som ligeværdig, på trods af, at dette står i kontrast til den asymmetriske relation mellem dem (Herheim, 2003). En måde, hvorpå medarbejderne kan møde borgeren med en anerkendende og ligeværdig tilgang, er ved at give noget af sig selv eller bruge sig selv i arbejdet, hvilket både pointeres af Pia og Lene: Linda: Altså jeg bruger også gerne mig selv. Fordi jeg er jo også kun et menneske. Jeg kan jo også have dage (Int. Linda s. 6) 26
Interviewer: men hvad tror du, det gør, at du har de referencer til dig selv, når du snakker med brugerne? Linda: Det tror jeg da er vigtigt. Det tror jeg da er vigtigt. Altså, fordi at man kan jo kun dele ud af de erfaringer, som man nu engang har. ( ) altså det er jo også en måde, man kan bruge det på, og det synes jeg da også er okay, at italesætte (Int. Linda s. 8). ( ) Når jeg er sammen med borgerne, så er det jo ikke mig, der skal fylde, altså ( ) - Det er jo mig, der skal rumme dem, de skal ikke rumme mig. Men det her med, at man en gang imellem godt kan sige som -jeg kan bare sige en sætning i går, hvor jeg kan sige; Hold da kæft, det var sgu fedt. Nu er dagen i dag blevet meget bedre. For da jeg kom ind af døren, der gad jeg faktisk heller ikke. Jeg kan jo også have dage, hvor jeg ikke gider, altså eller ikke lige er motiveret for det, fordi der er noget andet, der fylder. Men det er der, hvor jeg bare kan sige en sætning, og så sige men hold kæft, når vi er færdige, så er det der, virkningen kommer, ikke. - Men det giver også noget til borgerne, at jeg også kan sige Hold kæft man. Det er da fedt, at i lige kan trække mig op i dag, for i dag er det ikke lige mig, der gider, altså - Så vi kan bruge hinanden, så det ikke altid er mig, der skal være den, der trækker, ikke. (Int. Linda s. 8) Linda beskriver, hvordan hun bruger sig selv, fordi det er med til at give noget til borgerne. Ligesom hos Pia kan man også tydeligt se, hvordan Lindas tilgang og holdninger er præget af et humanistisk menneskesyn. Når Linda siger: Fordi jeg er jo også kun et menneske. Jeg kan jo også have dage, svarer det til, at hun sammenligner og ligestiller sig selv med de psykisk syge. Det humanistiske menneskesyn er dog også med til at mindske afstanden mellem borger og medarbejder, og samtidig er grænserne for det sociale samvær og den professionelle relation mere uklare i socialpsykiatrisk arbejde, end det for eksempel er i en terapeutisk situation. Det hænger blandt andet sammen med at samværet mellem socialarbejder og borger ofte foregår i hverdagslige og social situationer (Herheim, 2003). Selvom Linda fortæller, at hun bruger sig selv i arbejdet, giver hun samtidig også udtryk for den asymmetriske relation, der eksisterer mellem hende og brugeren. Hun pointerer netop, at det er hende, der skal rumme dem og ikke omvendt. Dermed mener hun dog ikke, at man som socialarbejder helt skal undgå at dele personlige oplevelser og erfaringer med brugerne. Ifølge Linda kan dette både komme borgerne og hende selv til gode. På samme måde giver Pia ligeledes udtryk for, at hun deler personlige oplysninger om sig selv med borgerne, men til en vis grænse: Pia: Jeg forlanger meget, at de giver af dem, og så føler jeg ikke, at jeg kan sidde og sige jamen jeg giver ikke noget af mig. Så de ved egentlig en masse ting om mig, selvfølgelig til en vis grænse. Det er jo ikke hele mit kærlighedsforløb, eller et eller andet men spørger de om nogle ting, så siger jeg ikke Ej, det vil jeg ikke udtale mig om. Så giver jeg lidt af mig selv, men jeg giver dem ikke mere af mig selv, end hvad jeg vil, vel (Int. Pia s. 4). 27
( ) Jeg tror det giver dem en nemmere relation. Det er lettere for dem og ikke at føle sig nedværdiget, ikke føle sig mindre værd og sådan nogle ting. Og det tror jeg bare er rigtig rigtig vigtigt. At sige - jamen okay vi to skal lave et samarbejde, men det er vigtigt, at vi er lige i det her samarbejde (Int. Pia s. 4). Pia mener, at det er med til at skabe en bedre relation til den enkelte borger, når hun vælger at fortælle om sig selv en opfattelse, som på mange måder kan ligestilles med Lindas bemærkning; Men det giver også noget til borgerne ( ), fordi, at ordet noget kan tolkes som egenskaber ved det sociale samvær og relationen mellem hende og borgerne. Af overstående kommer det udtryk, hvorledes der eksisterer en fin balance mellem at være personlig og professionel, og det er vigtigt, at den enkelte socialarbejder gør sig bevidst om og reflekterer over sin egen rolle i forhold til brugeren. Herudover kommer det også til syne, hvorledes flere af interviewpersonerne både opfatter den professionelle relation som et middel og et mål i det socialpsykiatriske arbejde. Relationen er et middel der har som mål at bedre brugernes evne til at indgå i relationer i almindelighed (Herheim, 2003 s. 60). Opsummerende delkonklusion Overstående viser, at interviewpersonerne udtrykker interesse for deres arbejde i socialpsykiatrien. På hver deres måde fortæller de om, hvornår de oplever glæde ved deres arbejde, og hvad der i den forbindelse er betydningsfuldt for dem. Dette viser sig blandt andet at hænge sammen med, at arbejdet opfattes som spændende, alsidigt og ikke mindst meningsfuldt. Arbejdet opleves som meningsfuldt, når brugerne gør fremskridt. Medarbejderne motiveres derved af den bekræftelse, de oplever ved, at de som professionelle kan gøre en forskel i brugernes liv. I den forbindelse spiller den professionelle relation en vigtig rolle, fordi den udgør grundlaget for et godt samarbejde med den enkelte borger. Interviewpersonerne fortæller således, hvordan de lægger vægt på en anerkende tilgang ved at tage udgangspunkt i borgernes egne ønsker og kompetencer. Samtidig fremhæves betydningen af, at den enkelte socialarbejder giver noget af sig selv og udviser engagement, for at skabe en social og ligeværdig relation til borgeren. Disse aspekter må alle siges, at ligge i tråd med socialpsykiatriens værdiggrundlag, som bygger på et menneskesyn bestående af tre væsentlige elementer; humanisme, socialt fokus og helhedssyn, der tilsammen udgør rammerne for socialpsykiatriens opgaver relateret til recovery og rehabilitering (Herheim, 2003). Gennem arbejdet med det empiriske materiale er det endvidere blevet klart, at flere af de pointer, holdninger og synspunkter, som interviewpersonerne udtrykker i relation til deres arbejde i 28
socialpsykiatrien, også ligger til grund for deres engagement og motivation for at arbejde med projekt Bevægelse, krop & sind. Dette ser vi nærmere på i det følgende afsnit. Oplevelser af projektarbejdet og idrættens betydning Inden påbegyndelse af denne undersøgelse havde jeg en forventning om, at interviewpersonerne måtte have en række forestillinger omkring idræt og fysisk aktivitet, siden de har valgt at arbejde med at implementere dette i det socialpsykiatriske arbejde. Derfor var det interessant at undersøge, hvilke oplevelser og holdninger interviewpersonerne selv har eller har haft i forhold til idræt og fysisk aktivitet, og hvad de mener, dette kan biddrage med i forhold til socialpsykiatriens målgruppe. Disse oplevelser er samlet i to hovedtemaer, som begge hører under den overordnede kategori Oplevelser af projektarbejdet og idrættens betydning, og vil blive behandlet i det følgende. Det er en generel opfattelse blandt interviewpersonerne, at projektet kan være med til at udvikle det socialpsykiatriske arbejde. Projektet skaber en alternativ mulighed for at efterleve de krav og det værdiggrundlag, der ligger til grund for socialpsykiatriens opgaver i forbindelse med rehabilitering og recovery. Dette kommer blandt andet til udtryk i følgende citat fra interviewet med en af projektets ledere, som siger: Leder: En mulighed er jo, at det her [projektet] meget fint understøtter den omstilling kommunernes socialpsykiatri er i gang med. Fra at være en pædagogisk holde-i-hånd ting vi åbner lige din post og så støtter vi lige lidt op om dig, og så passer vi på dig altså sådan en passiviserende social hjælp, der lukker huller - til at være en forløbsorienteret, procesorienteret, recovery orienteret socialpsykiatri (Int. leder s. 11). ( ) Det mest interessante ved det projekt - Det er at oprette kurser, hvor borgerne og personalet tager sammen af sted ( ) Altså der er nogen indenfor recovery tilgangen, der siger, at det egentlig er klienten, der har forstand, - og det er klienten, der skal have ejerskab over sin udvikling (Int. Leder s. 2). ( ) Det er også interessant for mig at få medarbejderinddragelse på en anden måde. Altså at bryde lidt med en klassisk professionel rolleforståelse - og [idrætskoordinatorerne] gør det på idrætsinstruktøruddannelse sammen med borgerne så ændrer det deres rolleforståelse og det ændrer det skaber en mere levende organisme fra professionelle til borger-inddragelse (Int. Leder s. 3) ( ) At man opløser den her - tydelig rollefordeling - det gør to ting. - Det får de professionelle op på dupperne i forhold til at holde fat i kernekompetencerne, for hvis du siger, at som udgangspunkt er der jo ikke defineret en forskel mellem dig som bruger og dig som personale. - Så det gør, at personalet skal være opmærksom på deres professionalitet, og skal blive skarp på 29
metodisk tilgang - Det andet er, at det er en effektiv måde at bruge kommunens penge på Altså helt banalt ligger der jo også det i det, at lave moderne socialt arbejde på en billig måde. ( ) Men helt jordnær altså de psykiske lidelser og den støtte de har ret til, borgerne der er tilknyttet, den kan ydes på mange effektive måder via hjælp-til-selvhjælp ( ) Idræt kan være en af dem (Int. Leder s. 3). Her er der tale om helt overordnede betragtninger og argumenter for projektets relevans i forhold til det socialpsykiatriske arbejde. Det må antages, at dette mest af alt hænger sammen med interviewpersonens rolle i projektet, idet der er tale om en leder af socialpsykiatrien i en af projektets tre kommuner, som samtidig er en del af projektets styregruppe og derfor har været med til at oprette og udvikle projektet. Ikke desto mindre er der tale om betragtninger, der kan relateres til de temaer, som fremkom i foregående afsnit på baggrund af de andre interviewpersoners oplevelser af det socialpsykiatriske arbejde. Her tænkes især på betydningen af den professionelle relation og socialarbejdernes rolleforståelse i forhold til det meningsfulde ved at kunne gøre en forskel for brugerne. I de følgende afsnit belyses oplevelsen af projektarbejdet samt idræt og fysisk aktivitet ud fra mere konkrete og praksisnære oplevelser og erfaringer set fra de andre interviewpersonernes perspektiv. Formålet med dette er, at underbygge lederens påstand om, at projektet meget fint understøtter den omstilling kommunernes socialpsykiatri er i gang med. Fra at være en pædagogisk holde-i-hånd ting( )- til at være en forløbsorienteret, procesorienteret, recovery orienteret socialpsykiatri. Interviewpersonernes egne erfaringer og holdninger omkring idræt og fysisk aktivitet Under kodningen af det empiriske materiale viste det sig, at flere af interviewpersonerne selv har oplevet positive effekter ved idrætten, og nogle har desuden tidligere stiftet bekendtskab med idræt og fysisk aktivitet for psykisk sårbare og socialt udsatte. Disse oplevelser viser sig endvidere at have en overvejende betydning i forhold til interviewpersonernes interesse og begrundelse for, hvorfor de valgte at arbejde med projektet. Klaus fortæller, at han sammen med sin kollega (den anden idrætskoordinator i kommunen) lavede idrætsaktiviteter for borgerne, før de blev en del af projektet. I den forbindelse har han oplevet, at det kan gøre en stor forskel i borgernes liv, og projektet var derfor en oplagt mulighed for, at forbedre deres vilkår og få mere tid til at dyrke idræt og fysisk aktivitet: 30
Klaus: Det er den betydning det er mit arbejde, det at jeg kan gøre en forskel. Og at jeg også kan se, at de får det psykisk bedre ved, at de dyrker sport eller fysisk aktivitet på den ene eller anden måde. (Int. Klaus s. 2). ( ) Inden projektet startede havde vi jo hver onsdag. [Den anden idrætskoordinator] var over i motionscenteret ( ) Og jeg har så gymnastiksalen ( ) I starten var vi bare de der 4, og hvis vi var 4 så kunne vi spille badminton eller fodbold to og to. Så det var begrænset, ikke. Men efter vi kom ind i projektet, har det i hvert fald gjort, at vi har fået mere tid til vores idræt Så det er vi glade for (Int. Klaus s. 4). ( ) men det er jo klart, at jeg har erfaring med dem, som jeg har haft med at gøre, som er glade for det. De kom punktligt Og hvis jeg pludselig skulle noget andet, og var nød til at melde afbud, og ikke kunne få nogle af mine kolleger til at komme, så blev de [borgerne] jo kede af det, og de blev også irriteret over jamen hvorfor skal vi holde fri om onsdagen og så ramte det jo også min dårlige samvittighed. Så jeg prøvede ligesom at planlægge mig ud af det, og det kunne vi ikke altid vel. Der kommer også nogle møder man skal til og sådan nogle ting Så - og det var derfor jeg tænkte, da jeg hørte om det her projekt første gang, yes, det skal vi med til (Int. Klaus s. 4-5). Af citaterne fremgår det, at Klaus har oplevet, at borgerne får det psykisk bedre ved at dyrke idræt og fysisk aktivitet, og at de er glade for det. Han fortæller endda, at de bliver irriterede og kede af det, hvis der er aflysninger af de faste idrætsaktiviteter. For Klaus er det derfor vigtigt at bruge tid på idræt i arbejdet. Han siger ligefrem; og så ramte det jo også min dårlige samvittighed, hvis han blev nød til at aflyse, og det er blandt en væsentlig årsag til, at han har valgt at arbejde med projektet. På samme måde fortæller Linda, at hun også tidligere har brugt idræt i sit arbejde. Hun har før været ansat i Socialpsykiatrisk Center, hvor hun i en periode arbejdede med nogle drenge med ADHD 9 på en skole i forbindelse med et andet projekt i kommunen. Linda: Og der brugte vi idræt utroligt meget. ( )Og der havde jeg virkelig den her oplevelse af, hvordan det virkede. Øhm og man kan godt sige lidt, hvor afhængige børnene blev af at dyrke idræt ( )Og det var egentlig der, jeg blev nysgerrig ved det der idræt, for så startede jeg i Socialpsykiatrisk Center og jeg brændte meget for det her - så jeg var jo ret hurtig til at sige, at det er virkelig noget, jeg brænder for, for det er noget jeg har set virkningen af, og det er noget, jeg synes er super interessant, og har altid brugt fysisk aktivitet rigtig meget ( ) Så det var egentlig derfor altså fordi jeg synes, at jeg oplever, at det virker, så.. Nu havde jeg jo set det virkede. En ting er, man altid har haft interesse for det, men nu havde man ligesom igennem ja, de her ADHD drenge set, at det virkede (Int. Linda s. 4). 9 ADHD står for attention deficit hyperactivity disorder. Det er en neuropsykiatrisk lidelse, som karakteriseres af overaktivitet, impulsivitet og manglende koncentrationsevne eller uopmærksomhed (Carr, 2006; Simonsen & Møhl, 2010). 31
I overstående citat kommer det tydligt til udtryk, at Linda tillægger idrættens en stor betydning i forhold til det socialpsykiatriske arbejde, fordi hun tidligere har erfaret, at det virker. Det samme viser sig at være tilfældet i forhold til interviewpersonernes personlige oplevelser og erfaringer med idræt og fysisk aktivitet. Et af spørgsmålene på det spørgeskema omkring baggrundsoplysninger, som interviewpersonerne blev bedt om at udfylde direkte efter interviewet, gik på, om interviewpersonerne dyrker idræt eller anden form for fysisk aktivitet i deres fritid. På tidspunktet for interviewet siger de alle på nær én, at de dyrker idræt eller fysisk aktivitet i deres fritid 10. Under interviewene kommer det endvidere til udtryk, at de alle har dyrket en eller anden form idræt eller på anden måde været fysisk aktiv tidligere i deres liv. For nogle af interviewpersonerne er der tale om perioder med fysisk aktivitet, mens det for andre har været mere eller mindre vedvarende. De følgende citater giver nogle eksempler på, hvilken betydning idræt og fysisk aktivitet har for dem i deres hverdag: Niels: Jeg kan godt lide at blive rørt. Jeg kan godt lide at være øm dagen efter Det synes er fedt. - Jeg kæmper meget med Endomondo Fordi, det er jo personlig udvikling, og det er meget mig, jeg kæmper imod. ( ) Og så er det jo rigtig rigtig fedt, når man en gang imellem får lavet nogle fede tider (Int. Niels s. 4). ( ) jamen [fysisk aktivitet] gør da, for det første, at jeg får brændt en masse energi, sover bedre om natten, og har det bedre med sig selv, og jeg kan spise det jeg gør (griner) ja og men at, det nok giver mig overskud i hverdagen. ( )når jeg er aktiv i idræt, så har jeg ikke en indebrændt energi, hvis man kan sige det sådan i min krop. Ja, Den kan brænde ud, ved for eksempel at løbe, som jeg gør nu. (Int.Niels s. 4-5). Niels lægger således vægt på at kunne se resultater, når han kæmper med sig selv. Det er med til at motivere ham. Derudover oplever han, at han får det bedre med sig selv, kan komme af med noget indebrændt energi, og at han får mere overskud i hverdagen. Klaus udtrykker noget lignende: Klaus: hvis jeg har haft sådan en dag som i dag, ikke og nu skal jeg til møde bagefter så cykler jeg hjem, så tager jeg mine løbesko på og løber en tur fordi mine frustrationer og alle de her ting, hvor man tænker skulle jeg have gjort det her anderledes, for at forhindre det der skete? ud og få luftet igennem, og så tilbage igen, ellers går det ud over familien, ikke, og det er der ingen grund til, det har de ikke fortjent. - Så det bruger jeg meget Jeg elsker at røre min krop, og det er også det, der holder mig vågen ( ) Jeg kan ikke undvære det det giver mig noget ( ) Det er, at jeg får det godt bagefter, ikke Og så kan jeg godt lide at være i fysisk form (Int. Klaus s. 6). 10 Idræt og fysisk aktivitet var ikke defineret af mig på forhånd, så interviewpersonerne kunne frit nævne det, som de forbinder med idræt og fysisk aktivitet. Der blev nævnt: Badminton, fodbold, tennis, løbetræning, cykling, volley, zumba og fitness. 32
Niels og Klaus udtrykker således begge, at de bruger idræt og fysisk aktivitet i deres hverdag, fordi de opnår nogle positive effekter, som de mærker på egen krop. På et fysisk niveau relaterer dette sig til en forbedring af præstationen og en oplevelse af at være i bedre fysisk form. Samtidig oplever de også psykiske forandringer i form af mere overskud og færre frustrationer samt en følelse af succes og velvære. En anden ting, som Niels og Klaus har tilfælles er, at de begge giver udtryk for, at projektet er interessant, fordi det også giver mulighed for personlig kompetenceudvikling og læring. Klaus: Og der er mange rigtig gode ting i det, ikke også Der er også noget udvikling for os.( )Der er jo mulighed for, at vi kan få nogle forskellige kompetencer Altså bl.a. ambassadøruddannelsen, den får vi jo også. Vi har mulighed for at komme ind og læse idræt også det er ikke helt færdig endnu, men det har jeg også planer om, at jeg godt kunne tænke mig ( ) En ting er, at man ved hvad det fysisk gør, men jeg kunne godt tænke mig den mere teoretiske del af det, for at have det med. Det har jeg jo ikke med jo jeg har jo læst noget, men det er ikke det samme. Det kunne jeg godt tænke mig at gå mere i dybden med (Int. Klaus s. 5). Niels: tænkt at kunne gå på arbejde, og få løn for at røre sig samtidig med. Det er jo helt vidt ( )der var en enorm kæmpe energi af, at folk gerne ville det her. Det var enormt stort, og sådan noget der. Og de snakkede uddannelser og sådan noget. Og der tænkte jeg, jamen altså, jeg har ikke så mange uddannelser på mit CV, så jeg tænkte på, at de ville være rigtig rigtig fedt - Og så oven i købet, at det er med idræt ( )Idræt det kan du jo sådan set bruge inden for alle grene Altså dyrke på arbejdet og sådan noget, ikke. Så den her viden - at få den er jo helt fuldstændig unik (Int. Niels s. 3) Det kommer således til udtryk, at Klaus og Niels begge ønsker at tilegne sig viden omkring mulighederne og fordelene ved at udvikle og implementerer idrætsaktiviteter inden for socialpsykiatrien. Dette formodes at hænge sammen med deres egne oplevelser og erfaringer med idræt og fysisk aktivitet. For Klaus vedkommende spiller det også en rolle, at han tidligere selv har oplevet positive forandringer hos borgerne i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet. Han er derfor interesseret i at få et teoretisk perspektiv på hans praktiske erfaringer, for som han siger: det vil jo gøre at jeg at jeg ved hvad jeg snakker om. For det teoretiske det synes jeg er vigtigt, det har jeg jo ikke haft med i min uddannelse (Int. Klaus s. 5). I den forbindelse beskriver Niels og Linda, at en væsentlig del af projektarbejdet også handler om tilegnelsen og udbredelsen af viden, fordi: Niels: Det skal ikke bare være nogen metaforer, der hænger ude i luften, som jeg kommer og siger, og som jeg jo egentlig reelt aldrig kan vide en dyt om (griner) (Int. Niels s. 10). Linda: fordi at jo mere viden man får, jo mere kendskab, jo mere interesseret bliver man jo også i det (Int. Linda s. 10). 33
Senere i afsnittet Oplevelser af projektets virkemidler en opsamlende perspektivering uddybes flere af interviewpersonernes perspektiver omkring vidensdeling nærmere. Dette afsnit fortsætter således med endnu et par eksempler på, hvilken betydning idræt og fysisk aktivitet har for interviewpersonerne. Både Pia og Linda fremhæver nogle sociale gevinster ved at dyrke idræt og fysisk. Under interviewet beskriver Pia sig selv som sportsmenneske, og da hun bliver bedt om at fortælle om en betydningsfuld oplevelse, som hun har haft i forbindelse med idræt, siger hun følgende: Pia: Jeg flyttede herop for 5 år siden. Og kendte ikke et øje ( ) og så havde jeg det sådan lidt - Okay, jeg kommer jo ikke sådan lige ud, fordi jeg også sidder med det her barn, som skal i seng kl. 8, og så jeg tænkte okay, hvordan lærer jeg så nogle mennesker at kende? Så tænkte jeg til volleyball det spillede jeg som teenager. ( ) Jeg tager så kontakt til den nærmeste volleyballklub, og en to tre, så var jeg træner, og en to tre, så spiller jeg med på hold, og en to tre nu er jeg med i bestyrelsen og størstedelen af mit netværk, det er jo i volleyballklubben. Og det er jo det, der har været en kæmpe betydning for mig - at jeg har overlevet [at flytte hertil]. ( ) det har foreningslivet gjort, for det er der, jeg har mit netværk ( ) så det har en kæmpe stor betydning for mig, og det har gjort, at jeg er blevet i [byen] (Int. Pia s. 5-6). Her kommer det tydeligt til udtryk, at Pias tidligere erfaringer med volley som teenager var medvirkende til, at hun opsøgte den nærmeste volleyballklub. Dette hænger formodentlig sammen med, at Pia tidligere har haft et socialt netværk via sin idræt, og at hun samtidig oplever sig selv som sportsmenneske. Da hun flyttede til en ny by, hvor hun ikke kendte nogle, var det derfor naturligt for hende at opsøge en lignende kontekst for at opbygge nye relationer, som kunne bekræfte hendes selvopfattelse. I den forbindelse nævner Stelter (1995) begrebet selvkonfirmerende feedback, hvilket referer til at personen målrettet opsøger et bestemt socialt miljø i forsøget på at bekræfte sin selvopfattelse. Pia lægger i særdeleshed vægt på, at idrætten og foreningslivet har en stor betydning for hende på grund af det netværksdannende aspekt. Dette gør sig også gældende for Linda, som fortæller, at hun tidligere har spillet håndbold på højt plan. Det fyldte meget i hendes liv og kom samtidig til at få en stor betydning for hende, ikke mindst på grund af det sociale fællesskab, hvilket også er noget hun stadig lægger vægt på. På spørgsmålet om, hvad hun synes, der er sjovt ved at dyrke idræt og fysisk aktivitet, siger hun følgende: Linda: Altså, det er jo nok alle tingede i det. Det er vel både konkurrencen og det er jo det sociale, og det jo det, at få bevæget mig. Det er intensiteten i det, ikke. ( )altså så synes jeg jo, at det er en fed måde at være sammen på. Men det er jo de værdier jeg har med mig, kan man sige. ( ) 34
Og [idrætten] skaber noget fællesskab, ikke. Altså, det synes jeg da, at det gør vi er fælles om noget. Og Jeg dyrker ikke noget på noget højt plan nu, men derfor synes jeg stadigvæk, det giver et fællesskab. Jeg kan jo også mærke, at når jeg er ude, og jeg er sammen med de andre [borgere] det giver jo også mig noget (Int. Linda s. 5). Linda oplever fællesskabet som en vigtig egenskab ved idræt og fysisk aktivitet. Det skaber en ramme, hvor vi er fælles om noget siger hun. Under interviewet kommer det ligeledes til syne, at netop sociale relationer og fællesskabsfølelse er gennemgående træk i Lindas fortællinger. Dette relaterer sig både til hendes oplevelser i forhold til samarbejdet i projektgruppen, hvilket beskrives nærmere i analysens del 3 Oplevelser af projektets virkemidler, men samtidig er det også noget, hun oplever i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet sammen med brugerne. Hun siger blandt andet: Linda: ( ) jeg kan jo også mærke, når jeg er fysisk aktiv. Det gør jo også noget ved mig. Og jeg får jo også, altså man kan sige, at. min fællesskabsfølelse i at være sammen med [borgerne], og være på det plan det giver jo også mig noget socialt ( ) altså vi har det rart sammen. Det er jo lige meget for mig, hvem det er jo også et fællesskab for mig (Int. Linda s. 7). For Linda er det således ligegyldigt, hvem hun dyrker idræt med idrætten vil stadig skabe sociale relationer og en oplevelse af, at have noget til fælles. Denne holdning ligger i tråd med et humanistisk udgangspunkt, hvor socialarbejder og borger opfattes som ligeværdige, og samtidig understreger det også et socialt fokus, idet fællesskabet vægtes højt. Som det blev beskrevet tidligere, så kan disse aspekter relateres til socialpsykiatriens værdigrundlag. I det følgende afsnit sættes yderligere fokus på interviewpersonernes oplevelser af idrættens kvaliteter i forbindelse med projektet og det socialpsykiatriske arbejde. De positive oplevelser af idrættens kvaliteter i det socialpsykiatriske arbejde Interviewguidens åbne stuktur gjorde det muligt for interviewpersonerne at tale frit om deres oplevelser i forbindelse med projektet og det socialpsykiatriske arbejde. På denne baggrund er der fremkommet nogle meget fyldestgørende oplevelsesbeskrivelser. Jeg har valgt en af disse ud, da det er en god fortælling, som på mange områder indfanger flere af de andre interviewpersoners oplevelser i forbindelse med idrættens kvaliteter i det socialpsykiatriske arbejde. Den følgende oplevelsesbeskrivelse er en narrativ gengivelse af Lindas svar på mit indledende spørgsmål Kan du give mit et eksempel på en situation for nylig, hvor du havde en rigtig god kontakt til en borger? - Hvor du blev rigtig glad for dit arbejde? Det er fortælling om oplevelsen 35
af en positiv forandring hos en OCD 11 -præget kvinde, da hun var med i svømmehallen for første gang: I tirsdags lykkedes det en studerende social og sundhedsassistent at få en borger til at tage med i svømmehallen. De havde arbejdet rigtig meget på at få hende til at tage med, og havde spurgt hende flere gange, hvor hun ikke ville. De havde så fået hende overtalt til at tage med, og hun havde sagt; Jeg vil også i vandet og være sammen. Det er en kvinde sidst i 30 erne, og hun er meget OCD præget. Det er sådan noget med, at hun skal tælle måske 80 gange inden hun overhovedet kan få lagt bukserne ind i skabet, og hun er sådan meget stigmatiseret, hun har ikke rigtig nogen kontakt i ansigtet og kigger meget lige ud. Hendes fysiske niveau var egentlig også sådan, at hun dårligt kunne komme ind i bilen, da jeg hentede hende, for vi havde aftalt, at jeg skulle hente hende. Vi kommer så ud til svømmehallen, og hun er laaang tid om at komme ind, og jeg tænker; hold nu op man, hun kommer aldrig ind i den svømmehal, fordi hun var så præget af hendes OCD. Men da hun så først kommer ind i svømmehallen, og hun kommer ned i det her vand, så ændrer hun fuldstændig personlighed. Hun svømmer bare, og det er jo altså sådan en lidt stor dame. Hun svømmer i en halv time uafbrudt. Hun svømmer bare frem og tilbage, frem og tilbage. Hendes ansigt stråler bare af glæde, og jeg spørger hende så; Hva, hvad siger du til det? Er det okay?, og hun griner bare. Hun griner, og siger simpelthen, at det er den fedeste oplevelse, og den studerende hun står bare What? Når hun så engang imellem havde pause, og når hun snakkede til os, så var hun utroligt nærværende, og hendes dialog med os var helt anderledes. Hendes kontakt til os, den var bare ændret fra, at det egentlig var en kvinde vi faktisk ikke rigtig kunne føre en samtale med, til at hun stråler og siger: Hvornår skal vi i svømmehallen igen, det er den fedeste oplevelse, ej hvor det bare fedt, at jeg kan mærke mig, og jeg bliver forpustet og jeg svømmer. Da vi så skulle ud af svømmehallen igen, da tænkte jeg lidt på tiden, for jeg skulle egentlig videre til fitness. Jeg tænkte bare; ej jeg kommer aldrig ud til tiden, for hun var jo så OCD-præget, da vi skulle ind. Den studerende kunne godt se, at jeg var sådan lidt tidspresset, så hun gav udtryk for, at hun nok skulle forsøge at skynde på kvinden. -Men da hun så skulle ud og tage tøjet på, var hun færdig i løbet af 10 minutter, så hun var egentlig ikke særlig OCD-præget, måske en lille bitte smule, og det var bare sådan helt - Og da jeg så gik derfra, tænkte jeg; hold kæft en fed oplevelse - hold kæft, hvor er det fedt at gå på arbejde! Fra interview med Linda s. 1-2 Lindas fortælling beskriver en oplevelse af en positiv forandring hos en kvindelig borger med OCD. Hun oplever at kvinden vågner op, da hun kommer ned i vandet og bruger kroppen. Hendes ansigtsudtryk ændrer sig, hun stråler og udviser glæde ved at være i vandet. Linda oplevede desuden en ændring i forhold til kvindens OCD-prægede adfærd i omklædningsrummet efter svømningen, og blev meget overrasket over, at det kun tog hende 10 minutter at få tøj på. For Linda kommer forandringen dog stærkest til udtryk gennem en ændring af kvindens evne og lyst til at 11 OCD står for obsessive-compulsive disorder og er karakteriseret ved tilstedeværelsen af tvangstanker og/eller tvangshandlinger/ritualer. Der er ofte tale om overdrevne, urimelige og angstprovokerende tanker, der søges afværget gennem tvangsmæssige handlinger og ritualer (Carr, 2006; Simonsen & Møhl, 2010). 36
kommunikere. Dialogen var pludselig anderledes og kvinden er meget mere nærværende og kontaktsøgende. Under interviewet fortæller Linda desuden, at denne oplevelse fortsætter i bilen på vej hjem fra svømmehallen. Hun siger blandt andet: Linda: Og allerede på vej hjem, så fordi jeg går faktisk i fitness om tirsdagen og det åbnede så også for, at hun[borgeren] havde egentlig gået i et andet fitnesscenter, og så var hun blevet syg, og egentlig kunne hun ikke rigtig overskue, at skulle tilbage til et nyt.. fitnesscenter. Men da hun er på vej ud af bilen, så siger hun Er det det fitnesscenter, der ligger derude, hvor du er? - så vores kontakt og relation havde jo også åbnet sig op med nye muligheder øhh så hun - og det har personalet også sagt efterfølgende, hvor hun faktisk har været interesseret i at skulle med ud i fitnessdk i det andet fitnesscenter. Fordi at, nu havde vi et eller andet, altså.. jeg havde på en eller anden måde givet hende en oplevelse ved at.. at jeg så valgte at køre ud og hente hende den dag, ikke. (Int. Linda s. 3) Det nærvær som Linda oplevede med borgeren i svømmehallen har tilsyneladende åbnet op for en bedre relation mellem dem. Kvinden udtrykker blandt andet en interesse for at begynde i det samme fitnesscenter som Linda. Dette tyder på, at kvinden føler sig anerkendt og tryg i sin relation til Linda. Af citatet fremgår det endvidere, at Linda selv føler, at hun har været med til at skabe en bedre relation til kvinden i og med, at hun valgte at køre hende til og fra svømmehallen. Dette også siger noget om Lindas engagement i forhold til projektet og i forhold til at give brugerne nogle positive oplevelser i forbindelse med fysisk aktivitet. Som vi så forrige afsnit, så sætter Linda stor pris på fællesskabsfølelse og dannelsen af sociale relationer, og det er noget hun mener at idræt og fysisk aktivitet kan være med til at skabe. Interviewguidens indledende spørgsmål, der gav anledning til den overstående oplevelsesbeskrivelse, får også Klaus til at fortælle om en positiv forandring hos en borger, som han begyndte at arbejde sammen med for 6 år siden. Det er en borger, som har været indlagt flere gange, og den sidste indlæggelse varede i 9 måneder. Under indlæggelsen havde borgeren deltaget i en løbegruppe og var blevet rigtig glad for det. Men efter indlæggelsen var der ingen, der tog over og borgeren fortsatte ikke med at løbe selv, derfor endte det med at Klaus begyndte at løbe sammen med ham. Klaus: Og vi har løbet to-tre gange om ugen og det har gjort, at i den periode, hvor jeg har haft ham, har han ikke været indlagt og han er blevet så glad afhængig af den fysiske aktivitet, ikke. Han mærker en forskel fra før og efter. Han har det meget bedre efter at han har været ude og løbe og sådan nogle ting.( ) -Han glemmer ligesom at lytte efter, hvad der sker inde i hans hoved Han er meget hallucineret, ikke. Specielt i starten. Men det glemmer han lidt, når han dyrker sporten Han har fået et meget bedre forhold til sine forældre, fordi de ikke skal snakke omkring 37
sygdom med ham. I starten snakkede de en del omkring sygdommen, men efterhånden, så var det ikke det, der var behov for. ( )og så var det naturligt for ham, at skulle dyrke sport minimum 3 gange om ugen Og langsomt er han også begyndt at komme i et motionscenter - hvor han selv er nede Og det var svært for ham, at skulle skride ind over den der grænse (Int. Klaus s. 1). ( ) Og jeg kan så sige at han gennemførte et halvmaraton i sommers sammen med mig og han var rigtig stolt, ikke. Og jeg var stolt på hans vegne, ikke. Det var ligesom prikken over i et. Han har også været med til at danne den her idrætsforening og er en del af bestyrelsen Og da vi havde den store idrætsdag på Gerlev, lige da vi startede projektet, var det ham, der holdt åbningstalen. Med et udgangspunkt om, hvordan det ligesom er at være psykisk syg og hvad, der gør, at han får det bedre. Og da gav han klart udtryk for, at jeg havde været en stor støtte for ham, ikke også - sammen med, at vi havde løbet sammen (Int. Klaus s. 2). Af citatet fremgår det, at borgeren er blevet meget glad for den fysiske aktivitet, og at borgeren selv oplever en forandring i forhold til hans symptomer, hvilket har været medvirkende til, at hans sygdom træder i baggrunden. I den forbindelse beskriver Klaus, at borgeren har fået et bedre forhold til sine forældre, fordi sygdommen ikke længere fylder. Citatet er også et eksempel på, hvorledes positive kropsoplevelser kan være med til at fastholde borgeren i at dyrke motion og åbne op for nye muligheder. Klaus fortæller således, at borgeren på eget initiativ er begyndt at træne i motionscenter. Det kan således tolkes som om, at borgerens positive kropsoplevelser i forbindelse med løb har været med til at give ham en følelse af handlekompetence, en tro på sig selv og en lyst til deltage i idrætsaktiviteter fremadrettet. Herudover giver citatet endvidere et indtryk af, hvordan projektet arbejder med borgerinddragelse. Den nævnte borger har således både været med til at danne den lokale IFSforening, hvor han også sidder i bestyrelsen, og det ham, der holdt åbningstalen ved projektets opstart. Som afsluttende bemærkning skal nævnes, at den interviewede leder ligeledes fortalte om denne borger, som havde gjort et stort indtryk på ham. Ifølge lederen kan forandringen hos borgeren sidestilles med socialpsykiatriens opgave omkring recovery: Leder: Men det at han kunne italesætte, og at han er del af projektet, det har jo betydning for hans velvære på lang sigt Og ikke kun, at han som rollemodel smitter af, men også at det løfter ham i sit velvære og i sit ansvar på et andet niveau. ( )Hans selvopfattelse og ikke kun i idræt, men også at kunne italesætte sig anderledes, som løber kondiløber det giver jo en anden identitet, som giver overskud i forhold til at takle de udfordringer -Min oplevelse, det er sådan en klassisk recovery tilgang, hvor man kan sige, at han bliver mere og mere aktør i sit eget liv (Int. Leder s. 2). I det borgeren inddrages i forenings- og projektarbejdet bliver han en del af et fællesskab, som han samtidig har mulighed for at øve indflydelse på. Som pointeret af den interviewede leder, så er dette med til at styrke borgerens recoveryproces, idet han får mulighed for at definere sig selv som andet 38
end værende psykisk syg og samtidig får han mulighed for skabe sit eget liv. Dette ligger tæt op ad begrebet empowerment set fra et communitypsykologisk perspektiv på intervention, hvilket uddybes senere i den opsamlende perspektivering omkring projektets virkemidler. Opsummerende delkonklusion I dette afsnit er der sat fokus på interviewpersonernes nuværende og tidligere oplevelser og erfaringer med idræt og fysisk aktivitet. Dette fokus har været med til at fremhæve egenskaber ved idræt og fysisk aktivitet, som interviewpersonerne tillægger særlig betydning, og meget tyder på, at dette også ligger til grund for deres engagement og motivation for at arbejde med projekt Bevægelse, krop & sind. De oplevede kvaliteter ved idræt og fysisk aktivitet i forbindelse med projektet og det socialpsykiatriske arbejde omhandler; Fysisk og psykisk velvære - personlig udvikling succesoplevelser oplevet handlekompetence - fællesskab og sociale relationer aspekter, som på mange områder kan relateres til de værdier, der ligger til grund for det socialpsykiatriske arbejde i praksis. På denne baggrund kan det med rette konkluderes, at projekt Bevægelse, krop & Sind skaber en alternativ mulighed for at efterleve de krav og det værdiggrundlag, der ligger til grund for socialpsykiatriens opgaver i forbindelse med rehabilitering og recovery. Oplevelser af projektets barrierer I forbindelse med denne undersøgelse havde jeg på forhånd en forventning om, at interviewpersonerne måtte opleve nogle barrierer i forhold til at udvikle idrætsaktiviteter for psykisk syge. Eksisterende litteratur og undersøgelser viser da også, at socialt udsatte og psykisk sårbare samfundsgrupper er mindre fysisk aktive end resten af befolkningen (Gerlach, 2005; Moltke, 2010), hvilket jeg antog hang sammen med manglende lyst og motivation. Under empiriindsamlingen og gennem arbejdet med analysen er det dog blevet klart, at de oplevede barrierer ikke kun handler om motivation af brugerne. Samarbejdet mellem projektarbejderne og de restende medarbejdere (personalet), samt deres motivation og holdning til idræt og fysisk aktivitet udgør også en væsentlig del af projektarbejdets udfordringer. Det samme gør sig gældende på et organisatorisk plan i forhold til timeantal, planlægning og samarbejdet med ledelsen i de enkelte kommuner. 39
De temaer, som er fremkommet under kategorien Oplevelser af projektets barrierer, og som vil blive behandlet i det følgende, er: Borgernes barrierer om samarbejde og motivation, De idrætsforskrækkede kollegaer og Et behov for en kulturel holdningsændring. Borgernes barrierer om motivation og samarbejde Interviewpersonerne udtrykker alle, at de oplever forskellige barrierer forbundet med borgernes motivation og holdninger til idræt. Dette hænger naturligvis sammen med, at brugerne af socialpsykiatrien er meget forskellige. De har forskellige interesser, holdninger, oplevelser og erfaringer i forhold idræt og fysisk aktivitet, og dette har således også indflydelse på, hvad der skal til for at motivere dem. Derudover er psykisk sårbare ofte præget af ambivalente følelser og opfattelser, som tilsvarende påvirker deres lyst og motivation. Som vi så det i analysens første del, er dette noget, som Niels kan nikke genkendende til. Under interviewet siger han blandt andet: Niels: Og så den dag vi skal af sted - der blev stadig sagt ja, men så lige 5 minutter før, måske har de lige nået at sætte sig ind i bilen, men så ej jeg skal noget andet eller et eller andet, ikke. Så så det kan vende inden for 10 sekunder, ikke. Ja, om de vil med eller om de ikke vil med (Int. Niels s. 5) I dette citat kommer det til udtryk, hvorledes Niels oplever, at brugerne pludselig kan ændre mening i forhold til, om de vil med eller ej. Selvom brugerne fra start giver udtryk for, at de gerne vil med, kan deres lyst og motivation pludselig ændre sig. Ifølge Niels kommer brugerne selv med mange gode undskyldninger for ikke at tage med. Om dette siger han: Niels: At.. ohh jamen - og så har man [brugerne] ikke sovet i løbet af natten, og eller også, så har man fået noget forkert at spise, eller så er der komme myrer i lejligheden, eller så har det været stemmer. Der kan være al verdens andre gode grunde og ting og sager. ( ) der er jo en milliard undskyldninger (Int. Niels s. 5). Interviewer: Ja, hvordan arbejder du så med at løse det her Niels: Jeg prøver jo selvfølgelig på at motivere til, at de skal tage af sted, og det kan man gøre på mange måder. Men jeg har ikke de gyldne sten til, hvordan man lige gør, for hvis jeg havde det, så var der nok mere idræt i [kommunen] jo (Int. Niels s. 5). I forhold til det sidste citat, giver Niels udtryk for, at han prøver på at motivere borgerne til at tage med til idrætsaktiviteter. Det fremkommer også, at han ikke mener, der er én bestemt måde, man 40
skal motivere på, og han siger samtidig, at han ikke har de gyldne sten til hvordan det skal gøres. Spørgsmålet er så om, Niels mener, at der ikke findes gyldne sten? Citatet kunne nemlig også tyde på, at han måske mangler nogle værktøjer eller strategier til at motivere borgerne, idet han siger, at der måske ville være mere idræt i den pågældende kommune, hvis han havde. Senere i interviewet nævner Niels også, at han har nogle forventninger til den instruktøruddannelse, som har får gennem projektet i samarbejde med DAI. I den forbindelse efterlyser han således alternative måder at dyrke idræt på, som kan tilgodese de skiftende omstændigheder i forhold borgernes deltagelse (Int. Niels s. 13-14). I forlængelse af overstående giver Pia også udtryk for, at hun er bevidst om, at der eksisterer nogle barrierer hos borgerne, som kan relateres til deres psykiske velbefindende. Da hun bliver spurgt om, hvad der afholder borgerne fra at dyrke idræt, siger hun følgende: Pia: Jeg tror, at det der med at få rejst sig op af sofaen, og faktisk komme af sted tage sig sammen til at komme af sted, det kan være rigtig rigtig svært. Og det kan være endnu mere svært, hvis man har angst, eller hvis man ikke rigtig kan overskue resten af sin hverdag, eller Så det tror Det er overskud til at komme af sted. Det tror jeg, det er det. Og så er det økonomi bestemt Især -i hvert fald for os, som har de unge, hvor mange af dem er på kontanthjælp, ikke (Int. Pia s. 12). Ifølge citatet så mener Pia, at manglende overskud spiller en væsentlig rolle i forhold til, om borgerne kommer af sted til idrætsaktiviteter. Hun nævner blandt at borgerne kan have svært ved at tage sig sammen, fordi de måske har angst eller mangler overskud i hverdagen, hvilket også understøttes i litteratturen (Simonsen & Møhl, 2010; Moltke, 2010; Gerlach, 2005). Flere af interviewpersonerne giver endvidere udtryk for, at borgernes manglede lyst kan relateres til tidligere dårlige oplevelser i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet. Niels siger blandt andet: Niels: Jeg tror mange af dem har været idrætsforskrækkede og har haft dårlige oplevelser fra idrætshallerne. Det kun en idé, jeg har. Jeg kan jo ikke vide det, men det er det, vi hører. Det er jo at, så står de sidst tilbage, når der skal vælges hold, og der er ikke nogen, der vil være sammen med dem, og de har måske været overvægtige eller et eller andet (Int. Niels s. 7). Som det fremgår af citatet, så mener Niels at nogle af brugerne er idrætsforskrækkede. Dette hænger ifølge Niels sammen med, at tidligere dårlige oplevelser i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet kan få nogle brugere til helt at fravælge eller undgå dette. Omvendt så må det også betyde, at positive oplevelser kan være med til at fremme borgernes motivation. 41
Dette kom tidligere til udtryk i afsnittet De positive oplevelser af idrættens kvaliteter i det socialpsykiatriske arbejde. Her blev der sat fokus på Lindas og Klaus fortællinger om en positiv forandring hos to forskellige borgere i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet. For begge borgeres vedkommende kan forandringen blandt andet tilskrives de positive oplevelser, som idrætten har givet dem. Eksempelvis beskrev Linda, hvor svært det havde været at overtale den OCD prægede kvinde til at tage med i svømmehallen. På trods af det, havde kvinden en positiv oplevelse, da hun endelig kom med ned i vandet og fik lyst til at gentage successen: hvornår skal vi i svømmehallen igen, det er den fedeste oplevelse. Ej hvor det bare fedt at jeg kan mærke mig selv og jeg bliver forpustet og jeg svømmer (se tidligere oplevelsesbeskrivelse). Desuden fortalte Linda, at kvinden efterfølgende ytrede ønske om at starte til fitness. Eksemplet er et udtryk for, at succesoplevelser kan manifesterer sig hos den enkelte borger i form af øget velvære, fællesskabsfølelse og oplevet handlekompetence, hvilket er medvirkende til at øge lysten og motivationen til at indgå i idrætssammenhænge efterfølgende. Under interviewet udtrykker Niels overstående mere direkte, da han bliver spurgt om, hvornår han oplever, at brugerne har lyst til at dyrke idræt og fysisk aktivitet. Han svarer: Niels: Det er når de har været af sted ( ) Ja, det er timen efter, at de har været af sted at de Ej [Niels], kan vi ikke noget mere af sådan noget?, og skal vi ikke det?, og sådan noget, og Det er fedt ( )men næste gang, så kan billedet altså have ændret sig 380 grader (Int. Niels s. 5). I overensstemmelse med overstående, oplever Niels, at brugerne er mere motiverede efter de har været af sted. Det vil sige, når de først har fået en positiv oplevelse i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet, så er de mere velstemte overfor at prøve det igen. På trods af dette fortsætter Niels dog med at understrege, at brugerne hurtigt kan ændre mening og holdning. I den forbindelse giver Klaus udtryk for en anden væsentlig udfordring, som han oplever, er med til at påvirke borgernes motivation: Klaus: dem som jeg har med at gøre nu, de er meget trofaste. Der hvor der kan være en udfordring nogen gange, det er fx, hvis at [den anden idrætskoordinator] og jeg skal på kursus, og vi to fredage i træk ikke kan komme, og ikke kan få nogle af vores kolleger til det, så er der en udfordring, for så skal man ligesom ikke starte forfra men man skal ligesom have fat i nogle af dem igen. Så går der to fredage, og så laver de bare noget andet, ikke. Og det er ikke fordi de ikke vil, men så tænker de ikke lige over hov vi plejer at være her om fredagen (Int. Klaus s. 7). Af citatet fremgår, at flere aflysninger i træk kan være medvirkende til, at brugerne ikke møder op efterfølgende. Klaus giver således udtryk for, at faste rutiner omkring idræt og fysisk aktivitet er 42
vigtige i forhold til at vedligeholde borgernes interesse. Han mener desuden, at man kun bør aflyse, hvis der ikke er mulighed for at finde en afløser - og det er uanset, hvor mange borgere, der dukker op. Jeg har stået med én derover og så spillede vi badminton. Det var ligesom det vi kunne. Og han havde det hyggeligt, og vi havde det hyggeligt (Int. Klaus s. 12). Dette betones endvidere af Moltke (2010), som i forbindelse med en undersøgelse af unge skizofrenes erfaringer med fysisk aktivitet erfarede at, planlægning og struktur i flere tilfælde var en forudsætning for, at deltagerne dukkede op. Gennem analysen er den social relation mellem borger og professionel flere gange blevet fremhævet som betydningsfuld. Ifølge Linda har relationer netop også stor betydning for borgernes lyst og motivation: Linda: Det er jo meget relationen. Altså, man kan sige, der hvor de bliver sårbare, det er jo der, hvor personalet eller medarbejderne på mange af de andre steder, ikke får fulgt på vej ( ). Fordi der er jo rigtig mange, der egentlig gerne vil det, men ( ) det her med, at man ikke lige helt kender nogen, de første gange man kommer, det kan da være rigtig vanskeligt. Så jeg tror, det er her, vi skal sætte ind. ( ) Altså det er båret på relation. Så for at man så kommer af sted, så skal man skabe nogle nye relationer, der gør at det er okay at komme, ikke (Int. Linda s. 8-9). Niels giver ligeledes udtryk for, at det er vigtigt med støtte fra en, som borgeren kender og føler sig tryg ved: Niels: hvis man nu lige pludselig hører stemmer og alt muligt, så er det måske meget rart, at der er en. Eller hvis nu man begynder at mærke sin krop, som har fået medicin imod de sidste 20 år, og så er der lige pludselig noget, der føles anderledes, fordi man har rørt sig. Det vil der jo være. (Int. Niels s. 10) ( ) Det er meget meget vigtigt, at personalet i hvert fald er med i en startperiode altså det lokale personale.( ) - en motivator, hvis man kan sige det sådan. Altså, have en med, et genkendeligt ansigt, der bare er i rummet og så forhåbentlig helst også er med. - Som enten går foran eller ved siden af, eller.. bare er i rummet og så helst også med på gulvet. (Int. Niels s. 10-11) De overstående eksempler udtrykker alle interviewpersonernes oplevelser omkring borgernes barrierer. Det er kommet til syne, at borgernes motivation og lyst til at dyrke idræt og fysisk aktivitet i høj grad påvirkes af deres ambivalente oplevelser, følelser og holdninger, som ofte er væsentlige følgevirkninger ved en psykisk lidelse (Moltke, 2010). I den forbindelse kommer socialarbejderen således til at spille en stor rolle i forhold til at motivere og støtte den enkelte borger til at deltage i forskellige idrætsaktiviteter, og dette er med til at stille krav om et godt samarbejdet 43
mellem projektets idrætskoordinatorer, resten af medarbejdergruppen og ikke mindst ledelsen. Næste afsnit handler således om, hvilke barrierer interviewpersonerne oplever i forhold til at gøre idræt og fysisk aktivitet til en del af det socialpsykiatriske arbejde. At tænke idræt ind i det socialpsykiatriske arbejde Allerede tidligt i undersøgelsen fremkom et væsentlig tema i forhold til interviewpersonernes oplevelser omkring projektets barrierer. Det overordnede tema, som bearbejdes i dette afsnit, omhandler de udfordringer, som interviewpersonerne oplever i forhold til at gøre idræt og fysisk aktivitet til en anerkendt og acceptabel del af det socialpsykiatriske arbejde. Dette kommer blandt andet til udtryk i form af barrierer omkring samarbejdet med de andre socialarbejdere, som ikke er en del af projektet, ledelsesopbakning samt overordnede organisatoriske barrierer (timeantal, planlægning og kommunale retningslinjer). De idrætsforskrækkede kollegaer Tidliere i analysen blev det klart, at alle interviewpersonerne giver udtryk for en positiv opfattelse af idrættens kvaliteter i forhold til det socialpsykiatriske arbejde. Dette viste sig primært at hænge sammen med deres egne erfaringer og oplevelser i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet, og det kom endvidere til udtryk, hvorledes dette har væsentlig indflydelse på deres interesse og engagement i forhold til projektarbejdet. I modsætning til hertil giver flere af interviewpersonerne udtryk for, at det kan være svært at få deres kollegaer til at samarbejde og tage del i projektet. Nogle af dem går endda så langt som til at sige, at deres kollegaer er idrætsforskrækkede. Da Niels under interviewet bliver bedt om at fortælle, hvilke udfordringer han oplever i forhold til at bruge idræt i det socialpsykiatriske arbejde, siger han følgende: Niels: Jamen jeg har masser af udfordringer. Jeg har hele personalegruppen som en udfordring, og det er hele socialpsykiatrien i [pågældende kommune], jeg har som udfordring... (små griner)(int. Niels s. 8) I den forlængelse af dette fortæller han også, at det kan være svært at nå ud til det socialpsykiatriske personale i den kommune, hvor han arbejder, og han begrunder det med følgende kommentarer: Niels: Jamen det fordi, jeg tror at mange af mine kolleger også er idrætsforskrækkede. Eller tænker nej, men det er måske ikke lige min borger. altså vi skal ud og have solgt varen bedre end vi gør nu og vi prøver også på det. (Int. Niels s. 8). 44
( ) Det kræver næsten et projekt i projektet, ikke Men det er jo lidt imponerende, at det faktisk er professionelle folk, der er en barriere for, at de psykisk lidende skal komme ud og dyrke idræt. Og det må du godt citere mig for (griner) (Int. Niels s. 16). Niels oplever således at socialarbejderne ikke viser den store interesse for projektet, fordi de enten selv er idrætsforskrækkede, eller fordi de ikke tror, at idræt og fysisk aktivitet vil være noget, som deres borgere er interesserede i. Dette skaber store udfordringer for projektet, da de socialpsykiatriske medarbejdere i den enkelte kommune fungerer som bindeled mellem projektets idrætsaktiviteter og borgerne. Borgerne bliver tilsvarende sværere at motivere uden opbakning fra det personale, som arbejder med dem til dagligt. Denne oplevelse kommer ligeledes udtryk under interviewet med Klaus: Klaus: Det er også en udfordring at få ens kolleger med til at motivere deres borgere, og få dem til at sige, at det er en vigtig del, at de kommer ud og rører sig og sådan nogle ting, ikke. Og lige som også fortæller, hvis der sker nogle ting, nogle ændringer.( ) Der er nogle kolleger, de hører hvad vi siger, men de glemmer at aflevere sedlen til vedkommende, ikke også. Det er jo en udfordring for os Så det er nok den største barrikade det er nogle af vores kolleger, som ikke regner det her for noget (Int. Klaus s. 7) Interviewer: Hvorfor tror du det er sådan? Klaus: fordi de ikke selv dyrker fysisk aktivitet. Det tror jeg er den primære årsag til det. Og ikke kan se en mening med det at det gør en forskel (Int. Klaus s. 8). Ligesom Niels, så giver Klaus udtryk for, at det kan være svært at få kollegaerne til at motivere borgerne. Det er således ikke kun borgerne, der skal motiveres men også socialarbejderne. Klaus mener endvidere at den manglende interesse fra medarbejdernes side, kan hænge sammen med, at de ikke selv dyrker fysisk aktivitet, og derfor ikke har oplevet, hvilke kvaliteter idrætten kan give. Derfor mener han også, at projektets idrætskoordinatorer og bevægelsesambassadørerne har en opgave i at udbrede den gode historie, så de andre medarbejdere kan se at det gør en forskel. I overensstemmelse med overstående giver den interviewede leder udtryk for, at han kan relatere til medarbejdernes manglende motivation til idræt og fysisk aktivitet. Leder: men jeg er ikke sportsmenneske. Det er jeg ikke Så jeg hører med til de idrætsforskrækkede. Så jeg sniger mig da også langsomt hen til billard. Og så kan jeg heldigvis altid snige mig udenom ved at sige jamen jeg er jo leder, jeg har ikke tid! Så hvis du spørger mine kolleger de er mere idrætsmennesker end mig, ikke så for dem er det nemmere. Apropos personalets egne barrierer. Det tror jeg har en stor betydning (Int. Leder s. 12). 45
Lederen giver således Klaus og Niels ret i, at medarbejdernes manglende interesse og motivation kan hænge sammen med, at de er idrætsforskrækkede. I den forbindelse nævner han endvidere en anden vigtig pointe, som relaterer sig til den professionelle relation i det socialpsykiatriske arbejde: Leder: Nu kommer hele kroppen på arbejde og så rammer du også medarbejdernes blufærdighed (Int. Leder s. 4). Citatet giver udtryk for, at der kan være nogle barrierer forbundet med at få de idrætsforskrækkede kollegaer til at indgå i et kropsligt samspil med borgerne, da dette kan virke grænseoverskridende, især hvis man ikke er vant til at dyrke idræt eller fysisk aktivitet. Under interviewet giver Pia dog udtryk for noget lignende på trods af, at hun faktisk tidligere i interviewet har beskrevet sig selv som sportsmenneske, og at hun godt kan lide, at være aktiv sammen med borgerne. Ifølge hende afhænger barriererne af, hvilken sportsgren, der er tale om: Pia: Altså lad mig sige det sådan Svømning er ikke mig. Og jeg hader klor og jeg hader at proppe mig ned i en badedragt Og det vil være sindssygt grænseoverskridende for mig, at skulle sætte mig ned i en badedragt sammen med en masse borgere ( ) men jeg kan godt køre med dem ud og kigge, men jeg går ikke i svømmehallen Og det øhh - så har vi så nogle andre - Så dem, der står for svømning, er jo så motiveret og går med i og det er det, jeg tror, er vigtig. Det er, at dem, der skal lave sporten skal være motiveret til selv at ville (Int. Linda s. 15-16). Pia beskriver her, hvorledes hun selv kan opfatte det som grænseoverskridende at skulle i svømmehallen med borgerne. Hun vælger så i stedet at stå på sidelinjen, men er stadig med til at motivere borgerne til at tage af sted. I den forbindelse viser det sig også, at en generel holdning blandt interviewpersonerne er, at det ikke kan forventes af medarbejderne, at de deltager aktivt i idrætsaktiviteterne. I forhold til relationens betydning for borgernes motivation, er det dog stadig vigtigt, at de følger deres borgere på vej. I dette afsnit er det kommet til udtryk, hvorledes de socialpsykiatriske medarbejdere i de enkelte kommuner spiller en afgørende rolle i forhold til implementeringen af idræt og fysisk aktivitet. Set, men det dog samtidig også netop personalet, som udgør en af projektets største barrierer. Dette hænger ifølge flere af interviewpersonerne sammen med, at mange af deres kolleager har en anden erfaring og holdning til idræt og fysisk aktivitet, eller at de ikke har den fornødne viden om, hvilke positive effekter det kan have for borgerne. Medarbejderne kan derfor have svært ved at se meningen med det hele, hvilke også påpeges af den interviewede leder: 46
Leder: En anden barriere hos os, eller hos kollegerne og medarbejderne, er Jamen er det ikke bare noget moderne noget, der er lige nu? altså, det der med - Er det ikke bare et projekt, og så kommer det næste projekt?(int. Leder s. 4) Ifølge lederen opstår der en barrierer ved, at nogle medarbejdere måske ikke regner projektet for andet end et projekt for projektets skyld, fordi det er blevet moderne at inddrage projektarbejde i socialpsykiatrien som helhed. I den forbindelse bliver projektarbejdet et spørgsmål om, at italesætte, hvordan du omsætter værdierne om lighed og deltagelse i hverdagen (Int. Leder s. 12). Sagt på en anden måde, vil det sige, at idrættens kvaliteter skal kunne relateres til socialpsykiatriens værdiggrundlag og opgaverne omkring rehabilitering og recovery. Et behov for en kulturel holdningsændring I forhold til overnævnte barrierer, giver flere af interviewpersonerne udtryk for, at de oplever et behov for en holdningsændring eller en ændring af kulturen, så det bliver acceptabelt at bruge tid og ressourcer på idrætsaktiviteter i forhold til de andre opgaver, som den kommunale socialpsykiatri ellers varetager. Om dette siger Linda: Linda: Altså, jeg føler, at idræt har været sat lidt ud ( ) I forhold til den måde som vi skal støtte borgerne i deres recoveryproces, oplever jeg ikke, at folk de tænker, at idræt er ligeså vigtig som alt muligt andet altså, hvor jeg jo tænker, at idræt det er jo sindssygt vigtigt, for at man kan gøre alt det andet også. og der synes jeg jo, at det er rigtig spændende at være med til at ændre folks tankegang og kultur i forhold til at tænke idræt ind (Int. Linda s. 3). ( )selvom man siger fysisk sundhed, så har folk ikke tænkt det ind, fordi folk - altså de tænker, jamen så skal de det, og så er det joborienteret, og så skal vi sørge for, at deres [borgernes] lejlighed ser pæn ud vi skal også sørge for, at de har noget mad i køleskabet. - Det skal vi også! men vi kan også tænke idræt ind i det, som en vigtig del af det (Int. Linda s. 3). I overensstemmelse med forrige afsnit er det en klar oplevelse hos Linda, at de andre medarbejdere ikke tænker idræt og fysisk aktivitet ind i det socialpsykiatriske arbejde i forhold til at støtte borgernes i deres recoveryproces. Linda giver udtryk for, at hun selv synes, at det er spændende at være med til at ændre tankegangen hos de andre socialarbejdere. Senere i interviewet fortæller hun dog, at hun nok har været for ivrig og måske forventede for meget fra starten af. I den forbindelse har hun erfaret at: Linda: Man må acceptere, at ting tager lang tid ( ) Det tager bare lang tid, at få implementeret en ny kultur, og en ny tænkning, og folk skal med ind over, folk skal have noget viden. Folk skal se at det virker. Altså, folk rundt omkring skal begynde at få nogle små oplevelser og sige Ej, det giver egentlig noget (Int. Linda s. 10). 47
I forlængelse af dette er det en generel opfattelse blandt interviewpersonerne, at et godt samarbejde med og opbakning fra deres ledelse i den pågældende kommune spiller en afgørende rolle for projektets succes. Det kommer blandt andet til udtryk, at flere af interviewpersoner oplever nogle udfordringer forbundet med timeantal, personaleressourcer og planlægning, som endvidere kan relateres til de krav og retningslinjer, der kommer fra den kommunale myndigheds side. Under interviewet kommer Niels med et konkret eksempel på, at den tidsmæssige planlægning af idrætsaktiviteter kan være en udfordring, hvis ledelsen ikke bakker nok op og er villig til at foretage ændringer i personaleressourcerne. Om dette siger han: Niels: min centerleder har jo skrevet under på, at de gerne vil være med i projektet, og vil også gerne det der idræt men det koster jo penge og det koster ressourcer og sådan noget. Og vi har ikke fået lavet en rigtig god plan endnu for noget som helst af det og det udspiller sig jo i en masse frustrationer fra både mig og [og den anden idrætskoordinator] at øhh, jamen vi har jo for eksempel døgndækning, der skal passes ved siden af. Fordi mig og [den anden idrætskoordinator] er på hvert sit sted, så arbejder vi i hver vores døgndækning samtidig med Plus vi har 10 timer hver til idræt - og jeg får da tit af vide af min leder, at de der 10 timers idræt, de holder ingen steder men det er jo fordi, at det er kurser, og det er møder. Men den konkrete idræt er der jo ikke frygtelig meget af på grund af alt det (Int. Niels s. 12). ( ) jeg er jo i dialog med min leder hele tiden, og og der er meget af det, der lykkes, men så er det lige som om, at så når det ikke længere, så løber det i vand imellem der, ikke. Men det er et kæmpe problem (Int. Niels s. 13) Overstående eksempel viser, at Niels giver udtryk for, at han mangler en overordnet plan for, hvordan han kan planlægge projektet og idrætsaktiviteterne ind i forhold hans andet arbejde. Udfordringen består ifølge Niels i, at ham og den anden idrætskoordinator begge arbejder et sted, hvor der er døgndækning. De er derfor ofte på arbejde weekenderne i stedet for i hverdagene, hvilket besværliggør planlægningen af idrætsaktiviteterne, idet disse ifølge Niels helst skal ligge i hverdagene. Dertil kommer de møder og kurser, som idrætskoordinatorerne skal deltage i, og derfor kan det være svært at få brugt de 10 timer, som er stillet til rådighed i forhold til projektarbejdet, på konkrete idrætsaktiviteter. Under interviewet fortæller han endvidere, at han overfor ledelsen har ytret ønske om, at arbejde et sted uden døgndækning, men det er ikke blevet til noget endnu. Niels giver udtryk for, at han føler der er lidt meget modvind på (Int. Niels s. 12). Som modsætning hertil skal det dog nævnes, at selvom flere af de andre interviewpersoner ligeledes giver udtryk for, at der eksisterer nogle udfordringer i forhold til timeantal og planlægning, så har de generelt en positiv oplevelse af samarbejdet med deres ledere i de tre kommuner. Da den interviewede leder bliver spurgt omkring udfordringerne med hensyn til timeantal og planlægning siger han følgende: 48
Leder: men engagerede medarbejdere vil jo gerne have mere tid men der ligger jo begrænsninger i, at vi også har nogle andre opgaver (Int. Leder s. 10). Disse begrænsninger er blandt et spørgsmål om finansiering og økonomi, men afhænger også af de krav og retningslinjer, som fastsættes fra myndighedens side i overensstemmelse med serviceloven af 2012. I relation til dette siger Linda følgende: Linda: der er en pakke, som myndigheden [kommunen] forlanger i forhold til, hvad man skal gøre, så begynder man at gøre noget andet, frem for det, så skal der jo også være et eller andet frirum til det i forhold til myndighedsafdelingen, - Er det okay, at vi sætter ind her i stedet for, eller for man kan sige, at folk har jo kun 37 eller 32 eller 28 timer om ugen, så der er selvfølgelig også grænser for, hvad man kan putte ind, ( ) men hvordan vi får skabt det ind, det skal [projektgruppen] selvfølgelig tale om. Hvordan får vi ændret kulturen i forhold til, at det er okay, at man bruger noget tid og tager af sted? (Int. Lindas. 9). ( ) men jeg ved ikke helt, altså der er jo ikke nogen af os, der har løsningen på det - Og det er jo også enormt vigtigt her, at vi ikke kommer med nogen løftet pegefinger, for det er jo ikke det, der er meningen i det Meningen er jo, at vi på en eller anden måde skal have ændret kulturen, så det bliver legalt og det bliver okay Men der tror jeg også at ledelsen skal med ind over, ikke. Ledelsen skal med ind over, og se hvor vigtigt det er, ikke (Int. Linda s. 10). Af citaterne fremgår det, at Linda udtrykker et behov for frirum fra myndighedens side i forhold til at implementere idrætsaktiviteterne i hverdagens arbejde med borgerne. Hun mener, at projektgruppen har en væsentlig opgave i at finde ud af, hvordan de bedst muligt kan ændre kulturen, så det bliver okay, at bruge tiden på idræt og fysisk aktivitet. I den forbindelse mener Klaus, at det ville være lettere at overkomme en del af udfordringerne, hvis idræt og fysisk blev en del af servicelovens 85 12 : Klaus: Jeg kunne godt tænke mig at myndighedsdelen af den fysiske aktivitet blev en del af 85, ( )Mange af mine kollegaer, som gør noget sammen med deres borgere, det står ikke altid lige i handleplanen i 141 ( ) hvis myndigheden ligesom var en del af det, så ville det jo være meget nemmere( ) Og specielt ude hos borgerne er det vigtigt, at man så har myndighedsdelen med, så man fik det flettet ind ( ) det skal bare være et tilbud. Det kan jeg se, når der kommer et møde med myndighedsdelen og den enkelte borger, så skal man jo finde ud af, hvorfor skal du have 85, så er der nogle ting, man skal hjælpe borgeren med og så kunne det være sådan et tilbud... hvad ville du få ud af, at der blev sat tid af til, at fx dig og Pernille kan gå en halv time hver dag? (Int. Klaus s. 13). 12 Ifølge Servicelovens 85 skal Kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer (www.retsinformation.dk). 49
Klaus mener således at idræt og fysisk aktivitet med fordel kan indgå som et tilbud i forhold til at imødekomme de målsætninger, der beskrives i den enkelte borgers handleplan jf. servicelovens 141 13. Dette ville ifølge Klaus være en fordel for projektet, for på den måde bliver idrætten og den fysiske aktivitet flettet ind i det socialpsykiatriske arbejde på lige fod med andre tilbud og tiltag. Det vil samtidig være med til at synliggøre projektet over for socialarbejderne og derved bliver idrætstilbuddene lettere tilgængelige for borgerne. I forhold til projektets barrierer nævner den interviewede leder, at en af de største udfordringer findes i forbindelse med den gængse opfattelse af det socialpsykiatriske arbejde. Linda var inde på det samme, da hun gav udtryk for, at medarbejderne ikke tænker idræt og fysisk aktivitet ind i forhold til at støtte borgernes i deres recoveryproces. I den forbindelse siger lederen: Leder: altså, jeg kunne ønske, at der var sådan en naturlig tilgang til, at idræt er en del af det, vi gør. Og der kan man sige, jamen hvorfor skal medarbejderne dyrke idræt i deres arbejdstid kan de ikke gør det derhjemme? Er det fint nok, bare at dyrke sport? er det metodisk nok? Er der nok empiri om det og de handlinger, så vi kan kaste penge efter det?... Og det er jo forestillinger, hvor jeg tænker viden om det her er jo godt nok, så man kan jo bare gå i gang (Int. Leder s 4). Opsummerende delkonklusion I denne del af analysen har vi set eksempler på, hvilke barrierer og udfordringer, som interviewpersonerne oplever i forbindelse med at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet for psykisk sårbare. Her kom det til udtryk, hvorledes interviewpersonerne oplever nogle barrierer i forhold til borgernes lyst og motivation til at deltage i idrætsaktiviteterne. En række af disse barrierer skyldes følgevirkninger af psykisk sygdom, såsom manglende overskud, angst eller ambivalente følelser, men noget tyder også på, at borgernes manglende motivation kan hænge sammen med, at de tidligere har oplevet nederlag i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet. Socialarbejderen spiller derfor en stor rolle i forhold til at motivere og støtte den enkelte borger til at deltage i forskellige idrætsaktiviteter, og en af idrætskoordinatorernes største udfordringer bunder da også i manglende opbakning fra deres kollegaer. I forlængelse af dette udtrykkes et behov for en kulturel holdningsændring, så idræt og fysisk aktivitet bliver en anerkendt del af det 13 Ifølge Serviceloven 141 skal Kommunalbestyrelsen tilbyde at udarbejde en handleplan, når hjælpen ydes til 1) personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller 2) personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder. Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. (www.retsinformation.dk) 50
socialpsykiatriske arbejde omkring recovery på lige fod med de andre opgaver, som den kommunale socialpsykiatri ellers varetager. De barrierer, som projektet står overfor, handler derfor ikke kun om at motivere borgerne. Kollegaerne skal ligeledes kunne se en fordel ved at benytte idræt og fysisk aktivitet i deres samarbejde med borgerne. I den forbindelse bliver idrætskoordinatorernes og bevægelsesambassadørernes vigtigste opgave, at dele ud af deres viden og erfaringer omkring idræt og fysisk aktivitet for psykisk sårbare. Oplevelser af projektets virkemidler en opsamlende perspektivering Denne del af undersøgelsen omhandler de oplevelser og erfaringer, interviewpersoner har gjort sig i forhold til at håndtere projektets barrierer og udfordringer, som blev præsenteret i analysens tredje del. Dette sammenholdes med perspektiver fra analysens to første dele omhandlende Oplevelser af det socialpsykiatriske arbejde og Oplevelser af projektarbejdet og idrættens betydning, og underbygges endvidere med relevant litteratur og teori, der hvor det findes relevant. Hvert afsnit opsamles desuden i en eller flere overordnede anbefalinger, og kan således betragtes som delkonklusioner. Projektarbejdernes engagement Tidligere i analysen blev interviewpersonernes oplevelser omkring det socialpsykiatriske arbejde præsenteret. Et væsentligt tema, som dukkede op i den forbindelse, omhandlede det meningsfulde ved at arbejde med sindslidende, og det kom til udtryk, at interviewpersonerne lægger vægt på, at det er meningsfuldt at kunne gøre en forskel for borgerne. Gennem analysen er det endvidere kommet til udtryk, at de positive egenskaber og kvaliteter ved idræt og fysisk aktivitet, som interviewpersonerne tillægger særlig betydning, også kan relateres til de aspekter, der lægges vægt på i forhold til det socialpsykiatriske arbejde. Projektarbejdernes engagement og motivation i forhold til projekt Bevægelse, krop & sind, hænger således sammen med, at de kan se en række fordele og muligheder ved at benytte idræt og fysisk aktivitet i deres arbejde, da det efterlever socialpsykiatriens værdiggrundlag og samtidig er med til at understøtte borgernes rehabilitering og recoveryproces. 51
Flere af interviewpersonerne pointerer da også, at deres engagement er vigtigt for projektet og i forhold til at motivere brugerne. Pia og Niels udtrykker blandt andet dette på følgende måde: Pia: jeg tror, at min passion for volleyball smitter af hos de andre Hvis du sidder og er hende, som egentlig ikke kender til volleyball, og egentlig ikke synes, at det er ret fedt Så smitter det jo af, det vil det jo næsten gøre.( ) Men idet at jeg rigtig gerne vil, så tror jeg også at det smitter af på, at mine borgere gerne vil ( ) og det er det, jeg tror, at betydningen meget er i sport, at hvis træneren vil, og hvis instruktøren eller hvad man er, brænder for det her og har en motivation og virkelig virkelig gerne vil, så tror jeg også godt, at man kan få borgerne til det. Og det tror jeg, er den vigtigste del af det Niels: Jamen hvis jeg ikke er motiveret for at skulle være med, så kan jeg jo heller ikke motivere nogle af de andre, for at skulle være med til idræt. Altså hvis jeg ikke springer i vandet foran dem ( ) det er også med at gå i bad til svømning. Selvfølgelig så gå man i bad inden man går i vandet, og selvfølgelig er man nøgen. Var jeg ikke det, så var de det nok heller ikke. Nej hvis jeg stod med shorts på, så stod de nok også med shorts på inde under bruseren Så det vil være demotiverende, hvis jeg ikke måske ikke går forrest, for det skal man heller ikke altid, men så i hvert fald ved siden af, eller bagved (Int. Niels. s 8). Pia og Niels mener begge, at deres passion og engagement i forhold til idrætsaktiviteterne kan være med til at motivere brugerne til også at ville deltage, og meget tyder da også på, at socialarbejderen får mulighed for at skabe en bedre kontakt og relation til borgerne, hvis han eller hun deltager i idrætsaktiviteterne på lige fod med borgerne. I forbindelse med den tidligere omtalte undersøgelse af, hvilke erfaringer unge med skizofreni har med fysisk aktivitet, kom Moltke endvidere frem til, at den professionelle relation har en væsentlig betydning for deltagernes lyst og motivation. Relationen mellem mig som støtteperson og deltageren blev flere gange fremhævet som en positiv drivkraft, der skabte motivation og bidrog til at overvinde ubehag og barrierer (Moltke, 2010 s. 164). I relation til dette fremhæver Klaus ligeledes sit eget engagement i forhold til at motivere borgerne. Ifølge ham så betyder det noget, når borgerne kan se, at han er aktiv og går op i idrætten: Klaus: Og så ser de mig, jeg fiser jo rundt og det påvirker dem også, så det gør de også selv. - Når man ser den der bold, så sker der et eller andet, og det tror jeg, at der gør ved alle (Int. Klaus s. 11). Klaus giver endvidere udtryk for, at det er vigtigt for ham at sætte et godt eksempel overfor borgerne, hvilket følgende citat viser: 52
Klaus: Og så kan jeg godt lide at være i fysisk form, ikke. Og jeg synes også ift. de her borgere det kan ikke hjælpe noget, at jeg puster - Og jeg skal ligesom overtale dem til, at de skal gøre nogle ting, for at de skal udvikle sig, og der skal jeg ligesom gå foran som et godt eksempel, ikke. Altså jeg har det sådan, at hvis vi skulle ansætte nogle nye, så skal de gerne kunne dyrke noget sport. Jeg siger ikke at man skal veje 50 kg, eller at man skal kunne løbe en 5 km på 25 minutter, men man skal i hvert fald være rørig, ikke også. For det sender et forkert signal for mig, hvis man vejer 100 kg og puster, når man står og bare skal holde talen, ikke (Int. Klaus s. 6). Med denne udtalelse skiller Klaus sig lidt ud fra de andre interviewpersoner, idet han lægger mere vægt på fysiske og kropslige kompetencer som en motiverende egenskab, hvor de andre nærmere lægger vægt på en mere relationel og social form for motivation. Ikke desto mindre er det dog fælles for dem alle, at det udtrykker deres vilje og engagement i forhold til at motivere borgerne til at deltage i idrætsaktiviteterne. Om engagement i forhold til motivationsarbejde siger Revstedt: Det er en meget stærk positiv bekræftelse (Revstedt, 2004 s. 100). Med dette mener han, at motivationsarbejderen gennem sit engagement viser, at klienten har betydning og værdi som menneske. Herudover argumenterer han også for, at et engagement, som kommer til udtryk gennem handlinger vil være med til at vise yderligere interesse for klienten, idet handlinger er vanskeligere at se bort fra end ord og følelser (Revstedt, 2004). I den forbindelse kan projektets idrætskoordinatorer og bevægelsesambassadørerne betragtes som motivationsarbejdere, og der kan argumenteres for, at deres engagement i forhold til idræt og fysisk aktivitet vil være med til at motivere borgerne. Det er dog også sandsynligt at deres engagement kan sætte et godt eksempel over for de andre socialarbejdere, så de ligeledes får lyst til at tage del i projektet. Dette må siges at være en stor fordel, for som det kom til udtryk tidligere i analysen, så anses kollegaernes manglende lyst og motivation for en af projektets mest udfordrende barrierer. Som nævnt i starten af dette afsnit, så hænger interviewpersonernes engagement og motivation for at arbejde med projektet sammen med, at de kan overføre mange af idrættens kvaliteter til det socialpsykiatriske arbejde, og det gør samtidig, at de opfatter deres arbejde som meningsfyldt. På baggrund af dette og de andre pointer, som er fremkommet i dette afsnit, kan det konstateres, at projektets idrætskoordinatorer og bevægelsesambassadører og ikke mindst det engagement, de udviser, har en afgørende rolle i forhold til projektets succes og overlevelse i det hele taget. 53
Anbefaling 1: For at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri er det nødvendigt at tiltrække de rigtige medarbejdere (projektarbejdere). Disse skal kunne se en mening med at lave idrætsaktiviteter for psykisk sårbare og samtidig udvise interesse og engagement i forhold til at motivere borgere og socialarbejdere. Fællesskab og sociale relationer Et gennemgående træk for hele analysen er det fokus, som interviewpersonerne har i forhold den sociale relations betydning for socialpsykiatriens brugere. Hverdagen for psykisk sårbare er ofte præget af ensomhed og social isolation. Mennesker med en psykisk lidelse har ofte store sociale vanskeligheder og har typisk ikke noget stort socialt netværk (Simonsen & Møhl, 2010; Svensson, 2005; Nordentoft, 2005; Herheim, 2003). Grundantagelsen bag socialpsykiatriske tilbud er at det at mestre hverdagslivet og deltage i samfundet som en social medborger er et essentielt grundlag for livskvalitet og psykisk velvære (Herheim, 2003 s. 30). En af socialpsykiatriens væsentligste opgaver er derfor at styrke den enkelte borgers livsvilkår og muligheder for socialt samvær, for derigennem at forbedre livskvaliteten. I den forbindelse kan socialarbejderen i nogle tilfælde udgøre en af de vigtigste personer i forhold til borgerens sociale samvær og sociale netværk (Herheim, 2003). I analysens del 2 fremhæves et eksempel på, at idræt og fysisk aktivitet kan fremme relationen mellem socialarbejder og borger, fordi idrætten er med til at skabe et rum for et fælles tredje (Svensson, 2005). Dette kom til udtryk i forbindelse med Lindas beskrivelse af en positiv forandring hos en kvinde med OCD. Senere i analysen fremkom endvidere, at flere af interviewpersonerne oplever den sociale relation mellem borger og socialarbejder som en vigtig motivationsfaktor i forhold til at få borgerne til at deltage i idrætsaktiviteterne. Niels sagde blandt andet, at det er vigtigt for borgeren at have et genkendeligt ansigt med, som kan yde støtte og skabe tryghed. I relation til det tilføjede Linda også, at: for at man [borgeren] så kommer af sted, så skal man skabe nogle nye relationer, der gør at det er okay at komme, og det er derfor vigtigt at socialarbejderen får fulgt [borgerne]på vej. I overensstemmelse med ovenstående må det endnu engang konstateres, at socialarbejderne i de tre kommuner spiller en afgørende rolle i forhold til borgernes motivation til at deltage i idræt og fysisk aktivitet. Socialarbejderne kan derfor betragtes som et af projektets vigtigste redskaber, idet de udgør bindeledet mellem borgerne og projektets idrætsaktiviteter. 54
Derfor er det heller ikke så underligt, at interviewpersonerne netop oplever de andre socialarbejderes manglende motivation som en af projektets største udfordringer. Et lignende dilemma viser sig at være tilfældet for DAI s udviklingsprojekt Idræt også for sindslidende 14. I forbindelse med en evalueringsrapport af projektet kommer det til udtryk, at lige under 70 % af projektets idrætskoordinatorer oplever daglige udfordringer og barrierer i samarbejdet med tætte kollegaer og øvrige medarbejdere i socialpsykiatrien. I den forbindelse udtrykker 36 % procent af idrætskoordinatorerne, at disse udfordringer skyldes manglende opbakning og positive holdninger til idræt for sindslidende (Kousgaard, 2011), hvilket også påpeges af interviewpersonerne i nærværende undersøgelse. Desuden refererer Moltke (2010), i forbindelse med hendes undersøgelse, ligeledes til personalets manglende lyst som en barriere for fysisk aktivitet, og hun pointerer endvidere, at det er relevant at rejse spørgsmålet om: Hvordan personalet kan involveres i fysisk aktivitet, også i en længere tidshorisont (Moltke, 2010 s. 183). Anbefaling 2 Idrætstiltag i kommunal socialpsykiatrisk regi må medtænke socialarbejderens manglende motivation og forståelse for at dyrke idræt og fysisk aktivitet i forbindelse med det socialpsykiatriske arbejde og strategier til, hvordan motivationen og forståelsen fremmes bør overvejes. IFS-foreninger et motiverende og åbent idrætsfællesskab I analysens anden del blev der sat fokus på idrættens kvaliteter, både i forbindelse med interviewpersonernes personlige erfaringer og i forhold til deres oplevelser med idræt og fysisk aktivitet for sindslidende. I den forbindelse kom det til udtryk, hvorledes foreningslivet og idrætten anses som socialt netværksdannende. Et fremtrædende tema, som dukkede op gennem arbejdet med det empiriske materiale, omhandlede således også projektets samarbejde med IFS-foreningerne i de tre kommuner. Det er fælles for alle interviewpersonerne, at de oplever IFS-foreningerne som en fælleskabsdannende idrætskontekst, der kommer brugerne til gavn på flere forskellige områder. 14 Projekt Idræt også for sindslidende er et udviklingsprojekt placeret i Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI). Projektet har givet DAI mulighed for at udvikle en langsigtet strategi om udbredelse og forankring af idræt for sindslidende (IFS) (Kousgaard, 2011 s. 6). 55
Grundet borgernes ustabile og ambivalente adfærd betragtes de som en målgruppe med særlige behov, som tilsvarende forudsætter, at der tages særlige hensyn til dem. Dette viser sig at være IFSforeningernes særlige force. Niels og Linda angiver følgende om foreningens betydning for borgerne: Niels: De [borgerne] kan se, at der er andre, der har det ligesom dem, der også er overvægtige ( ) at de er mellem ligestillede og sådan noget der (Int. Niels s. 7). Linda: [den lokale IFS-forening] er jo på mange måder lidt en beskyttet forening i forhold til, at der er nogle andre rammer, der gør, at man kan trække sig. ( )På en eller anden måde er det mere legaliseret, at man er, som man er, ikke. Eller hvis man har brug for at trække sig, eller gå 5 minutter, eller gøre et eller andet - nå men, så gør man det, uden at der er nogen, der stiller spørgsmålstegn.( )Jeg tror bare, de føler en tryghed i, at de ved, at vi kan rumme det, på en eller anden måde. Eller hvad kan man sige - at foreningen er bygget op omkring, at det er okay, altså (Int. Linda s. 7). Af citaterne kommer det til udtryk, at foreningen danner rammerne om et støttende og anerkendende idrætsfællesskab. Borgerne kan komme som de er, og med de problemer de har. Linda mener, at det er med til at skabe en tryghed, fordi borgerne ved, at foreningen kan tolerere og rumme dem. Borgerne får endvidere mulighed for at danne sociale relationer og identificere sig med andre ligesindede og derved føle sig som en del af et fællesskab. Dette er med til at fremme deres psykiske velbefindende i form af øget livskvalitet, idet: Vores sociale aktivitet giver os indhold i tilværelsen, engagementet optager os og afleder vore tanker (Blinkenberg, 2010 s. 647). I forlængelse af overstående fremhæver Linda endvidere, at hun oplever det fælleskabsdannende aspekt kan være med til at motivere borgerne. Under interviewet kommer hun blandt andet med et konkret eksempel på dette: Linda: Men ja i onsdags var der faktisk en [borger], der skulle til fitnessdans, og hun kom faktisk for sent også ( ) og hun var sådan lidt da hun kom: Ej, men der er jo kun en halv time tilbage, så det er måske lige meget, om jeg er med men, hvor vi sagde: Ej, tag noget tøj på, og kom med ind og vær med. Og bagefter så sagde hun også: Hold kæft hvor er det fedt, at i hiver i mig (Int. Linda s. 6). ( ) da hun så var færdig [med træningen], som hun sagde, da kunne hun egentlig grine og hun havde det jo egentlig sjovt, og der havde hun fået den her følelse - fælleskabsfølelse i at være sammen med os andre også, og det syntes hun var ret fedt - at hun så var kommet ind, og havde været med, selvom hun egentlig helst bare havde valgt at ville sidde og kigge på ( ) Altså motivationen gjorde jo, som hun sagde: Ej, jeg skal nok huske at komme næste gang (Int. Linda s. 6). 56
Citatet er et eksempel på, hvorledes opbakningen fra fællesskabet, kan være med til at overvinde de barrierer, som ligger til grund for borgernes manglende motivation til at deltage i idrætsaktiviteterne. At den kvindelige borger har taget sig sammen til at tage af sted på trods af en manglende lyst til at deltage, skal dog også ses i lyset af, at hun tidligere har oplevet, at det sociale samvær er udbytterigt og givende, hvilket Moltke (2010) også påpeger i forbindelse med hendes undersøgelse. Kousgaard (2011) fremhæver et andet særligt kendetegn ved IFS-foreninger, nemlig at målgruppen udgør en meget uhomogen gruppe af mennesker. Som i alle andre idrætsforeninger er der både yngre og ældre udøvere, men IFS foreninger adskiller sig ved, at aktiviteterne ikke er aldersopdelt. Under interviewet giver Pia udtryk for, at hun anser dette som en væsentlig fordel for borgerne, idet hun har erfaret, at de unge og ældre kan støtte hinanden på forskellig vis: Pia: Det er ligesom en gammel hund, som kommer sammen med en hvalp. Så lever den gamle op. ( ) Det lyder forkert men det er lidt det samme, at de unge kan faktisk hive de ældre op ( ) Og de unge viser også hensyn, altså virkelig, hvor de ligesom går ind og tager en del af trænerrollen, og siger: Prøv at gøre sådan her - og der nogle stykker, der er rigtig gode til det ( ) Og omvendt så kan de gamle snakke med de unge om så mange andre ting ( ) De gamle, de lærer jo deres system og deres symptomer ( ) de kan jo give nogle fifs ( ) jamen okay, når jeg har det sådan, så er det fordi sådan og sådan ( ) for de har bare været syge rigtig rigtig længe, hvor de unge, de er nye i det og måske ikke kender den der reaktion på - hvorfor reagerer [kroppen sådan] og hvorfor er det sådan?(int. Pia s. 13-14). Overstående citater er gode eksempler på, hvorledes projektets samarbejde med IFS-foreningerne kan betragtes i et communitypsykologisk perspektiv. Communitypsykologi drejer sig om sammenhængen mellem mental sundhed og social livssituation. Der lægges vægt på personen-ilivssammenhængen (Berliner et al, 2009), og det handler derfor ikke kun om at se på det enkelte individ, men også på det fællesskab, som individet er en del af. Derfor drejer ( ) community aspektet sig om at se de fænomener og dynamikker, vi traditionelt placerer >>indeni<< den enkelte person, som en helhed af person og omgivelser (Berliner & Refby, 2004 s. 19). I et anvendt perspektiv vil en communitypsykologisk intervention lægge vægt på, at fremme den mentale sundhed ved at skabe støtte til udviklingen af fællesskaber, som den enkelte person kan tage del i. Dette gøres ved at fokusere på de ressourcer, som allerede eksisterer inden for fællesskabet. Det vil med andre ord sige, at for at styrke fællesskabet, er det nødvendigt at inddrage dets medlemmer i interventionen, så de opnår en reel indflydelse og en følelse af kontrol over eget liv og fælles livsbetingelser (Berliner et al, 2009; Berliner & Refby, 2004). 57
Set i forhold til en communitypsykologisk tilgang er projektets samarbejde med IFS-foreningerne med til at skabe et åbent og anerkendende fællesskab, hvor der er mulighed for at tage højde for borgernes forskellige interesser og forudsætninger for at dyrke idræt og fysisk aktivitet. Nogle er måske fysisk inaktive, motionsuvante eller svært overvægtige, mens andre er i god fysisk form (Kousgaard, 2011). Herudover er ovenstående citat fra Pia, omhandlende de unge og ældre borgeres sociale samspil et eksempel på, hvorledes projektet arbejder med medindflydelse og borgerinddragelse. Citatet viser tydeligt, hvorledes borgernes forskellige ressourcer kan inddrages i forhold til at styrke fællesskabet som helhed, hvilket samtidig fremmer den enkeltes sociale identitet. På baggrund af ovenstående betragtninger tyder meget på, at projektets indsats i forhold til at udvikle, modne og samarbejde med IFS-foreningerne i de tre kommuner har afgørende betydning for at motivere socialpsykiatriens borgere til at deltage i idrætsaktiviteterne. På trods af dette viste der sig at være en spændende uenighed mellem et par af interviewpersonerne omkring IFS-foreningernes rolle på længere sigt. Uenigheden består i, hvorvidt IFS-foreningerne er med til at ekskludere de psykisk sårbare yderligere, og om indsatsen i stedet bør have fokus på en brobrygning mellem IFS-foreningerne og de ordinære foreninger. Denne holdning tilslutter Pia sig, idet hun siger: Pia: Jeg tror jo at det er godt i en periode at man har nogle beskyttede foreninger. Bestemt! For som sagt så kan der være nogle, der aldrig har dyrket idræt. Det kan være et stort skridt, bare at komme ud i en hal og stå Men når det så er sagt, så tror jeg også at det er vigtigt, at vi ikke fastholder dem i de foreninger (Int. Pia s. 9) ( )jeg tænker, det er rigtig rigtig vigtigt, at vi ikke lukker dem ind i en kasse, og siger: okay, nu skal i være her, og her skal i være i jeres eget lille beskyttet miljø jo det skal de måske være i en periode til de kommer i gang, men målet er da for pokker, at få dem sluset ud i verden igen ( ) Jeg synes det er rigtig vigtigt, at vi får dem ud i [ordinær]foreningerne, og det er rigtig vigtigt at vi får [ordinær]foreningerne med (Int. Pia s. 10-11). Grundet de to observationer, der er foretaget indledningsvis i forbindelse med denne undersøgelse, var jeg på forhånd klar over, at alle interviewpersonerne ikke deler Pias holdning. Da Klaus under interviewet selv bringer emnet på banen omkring de forskellige holdninger på tværs af kommunerne, valgte jeg derfor at spørge nærmere ind til, hvordan han oplever dette. I den forbindelse svarer han følgende: 58
Klaus: Det er jo, at de [en af de andre kommuner] har en holdning, at nogle tror vi sætter dem [borgerne] i bås og det er jo ikke det vi gør, fordi man danner en idrætsforening for psykisk sårbare. ( ) Og jeg bliver provokeret når man har den holdning ( ) at man ligesom fortæller, at vi sætter i bås, og at alle bare kan deltage, ikke også. Det kan alle altså ikke fordi hvad hvis nu den ildsjæl, som har med det at gøre, ikke er der? Hvad tror du så der sker? Så kommer de jo ikke, vel! (Int. Klaus s. 3). ( ) Og jeg vil gerne tro på det, jeg vil gerne være med til, at man skal skubbe dem videre ud til de ordinære, men med den erfaring jeg har, og de borgere jeg kender, der kan jeg ikke forestille mig, at der er nogle af dem, der kan lige nu og her - Og de er nød til at have en støtte (Int. Klaus s. 4). ( ) Vi sætter dem ikke i bås. Vi er sammen med dem og det er en forening for psykisk sårbare i fællesskabet og er meget opmærksomme på, at hvis der er nogle, der har evner og har lyst til det, så kan vi sluse dem ud, så skal de ikke være hos os, men de kan også være begge steder. Det tror jeg er vigtigt (Int. Klaus s. 4). Af citaterne kommer det tydeligt til udtryk, at Pia og Klaus har hver deres opfattelse af IFSforeningerne. Pia mener, at de kan være med til at fastholde borgerne som en marginaliseret samfundsgruppe, og at fokus i stedet bør være at få dem sluset ud i verden igen. Dermed udtrykker hun et direkte behov for, at projektet arbejder hen imod at få borgerne ind i de ordinære foreninger, for at undgå marginalisering. Selvom Klaus er enig med Pia i, at IFS-foreningen kan fungere som et skridt på vejen mod deltagelse i den ordinære forening, så ser han det blot som en mulighed og ikke som en direkte nødvendighed. Modsat Pia så mener Klaus nemlig ikke, at IFSforeningen er med til at ekskludere målgruppen. De uoverensstemmelser, som fremhæves ovenfor, begrunder sig i modsætningsforholdet inklusion vs. eksklusion. Der er ingen tvivl om at socialpsykiatriens borgere ofte anses som en ekskluderet samfundsgruppe. Spørgsmålet bliver om idræt og fysisk aktivitet kan være med til at modvirke dette. Det er der meget, der tyder på. Set ud fra et communitypsykologisk perspektiv vil der altid eksisterer bestemte diskurser inden for en given kontekst, som betinger den måde individet og fællesskabet definerer sig selv på (Berliner & Refby, 2004). Begrebet empowerment er en flittig brugt strategi inden for community psykologien, hvor formålet med interventionen netop er at opstille et modbillede til de diskurser, som den enkelte, med omgivelsernes hjælp, er med til at danne (Berthelsen, 2006). Empowerment kan på mange måder ligestilles med de socialpsykiatriske begreber rehabilitering og recovery. I den forbindelse kan der argumenteres for, at projektets idrætsaktiviteter og samarbejde 59
med IFS-foreningerne kan være med til at skabe et modbillede til borgerenes psykiske lidelser. Den interviewede leder begrunder dette ganske fint med følgende udsagn: Leder: Når du deltager i idræt, så er du ikke defineret af din psykiske lidelse, men du er defineret af idræt. Og det i sig selv, giver øvelse til at gå udenfor idrætsforeningen og tage din identitet som idrætsudøver med dig (Int. Leder s. 6). ( ) Inklusion er jo allerede, når du ikke definerer rammen som psykisk behandling men som idræt godt nok er det en speciel idrætsforening, men det er idræt vi taler om. Det er jo et trappetrin ( ) Jeg tror at det er fair nok at sige, at vi har noget fælles, og det er vores psykiske lidelse, så derfor laver vi en idrætsforening her. Så jo, det er inklusion i en subkultur som et skridt på vejen til endelig inklusion (Int. Leder s. 6). Dette understøttes endvidere fra flere sider. Både Moltke (2010) og Nordentoft (2005) fremhæver blandt andet, at idræt og fysisk aktivitet er med til at gøre mennesker med sindslidelser synlige for det omkringliggende samfund, og kan derved bidrage til at bryde den samfundsmæssige stigmatisering. De pointer, som er fremkommet i dette afsnit opsamles i følgende anbefaling: Anbefaling 3 For at motivere psykisk sårbare til at dyrke fysisk aktivitet skal der skabes et åbent og anerkendende fællesskab (fx IFS-forening), hvor der er mulighed for at indgå i et socialt samspil med andre ligesindede. For at imødekomme forskellige interesser og forudsætninger, bør målgruppen inddrages og have medindflydelse. Fællesskabet skal desuden understøttes af en velkendt professionel (fx socialarbejder). Italesættelse af idrætsoplevelser og vidensdeling at udbrede den gode historie Tredje del af analysen omhandlede de udfordringer og barrierer, som interviewpersonerne oplever i for hold til at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet i socialpsykiatrien. I forlængelse af dette sættes der her fokus på de metoder, strategier og behov, som interviewpersonerne selv oplever som nødvendige og virkningsfulde i forhold til at overkomme disse barrierer. Gennem analysen er det blevet klart, at det til tider kan være svært at motivere borgerne til at deltage i idrætsaktiviteterne. Det er endvidere kommet til udtryk, at interviewpersonerne lægger meget vægt på at skabe en anerkendende og ligeværdig relation til borgerne, fordi det er med til styrke samarbejdet mellem dem. I den forbindelse kom det tidligere til udtryk, at flere af interviewpersonerne oplever en bedre kontakt og relation til den enkelte borger 60
ved brug af anerkendende samtaler, hvor der samtidig deles ud af egne erfaringer. Ifølge Linda kan disse samtaler også bruges til at motivere borgerne til at dyrke idræt og fysisk aktivitet. Hun fortæller blandt andet om en situation, hvor en pige henvender sig til hende, fordi hun er usikker på, om hun kan deltage: Linda: For eksempel kom der en pige nu kom hun så og kiggede i 5 minutter, og regner med at hun kommer næste gang. Men hvor hun sagde Det er rigtig svært for mig. Jeg har rigtig meget angst og jeg ved ikke om jeg kan fuldføre, jeg ved ikke om jeg kan være her hele tiden. Hvor vi snakkede om det - at det er okay at gå - der er ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved det (Int. Linda s. 7). At pigen dukker op, men alligevel ikke helt er sikker på, om hun kan deltage er et typisk eksempel på den ambivalens psykisk sårbare kan opleve i forbindelse med idræt og fysisk aktivitet. Ambivalens er, ifølge Moltke (2010), et udtryk for det dilemma, der opstår, når en person ønsker at ændre sine vaner, idet der altid vil være forbehold, som taler for og imod en forandring. For at fremme sindslidendes lyst til at deltage i idrætsaktiviteter, er det således nødvendigt at tage høje for den ambivalens, som den enkelte måtte opleve. En forståelse og afklaring af oplevede barrierer, ulyst og ambivalens kan paradoksalt nok være med at motivere til forandring (Moltke, 2010 s. 153). Citatet ovenfor viser, hvorledes Linda anerkender pigens usikkerhed ved at snakke med hende om, at det er helt okay at trække sig, hvis der er behov for det. I den forbindelse fortæller Linda også, at hun lægger meget vægt på tale med borgerne om deres oplevelser efter træningen, hvilket kommer til udtryk i følgende citat: Linda: Blandt andet når vi er til fitnessdans. Der er nogle damer, der har det rigtig svært, og vi taler om det her med - jeg prøver virkelig at få dem til at sætte ord på ( ) altså fordi jeg prøver jo også lidt at italesætte, hvad det er, der sker bagefter. Fordi at jeg tror, at selvfølgelig har de en god fornemmelse af det, men det er jo også, det her med at finde ud af vigtigheden i, at Hov det var egentlig det, der skete! Så man også bliver bevidst om det, for jeg tror også, at der er nogle, der ikke er helt så bevidste om det - Nå men så kommer vi, fordi nu har vi lavet en aftale om det, og så går vi hjem igen og sætter os i sofaen. - Så jeg prøver også på den her måde, at skubbe lidt mere idræt på og jeg oplever egentlig, at det hjælper lidt, ikke (Int. Linda s. 6). Dette eksempel viser klart, at Linda oplever det som virkningsfuldt, når borgerne får mulighed for at italesætte deres idrætsoplevelser. Hermed øges borgernes bevidsthed omkring, hvilken betydning idræt og fysisk aktivitet har for dem, og det vil give dem mere lyst til at vedligeholde deltagelsen. Ifølge Hermansen et al (2004) handler det om at sætte fokus på de små positive eller vellykkede situationer, så de bliver mere iøjnefaldende. Dette vil styrke borgerens tro på, at en forandring er 61
mulig, og Moltke (2010) påpeger da også at Motivationssamtalen kan være en virkningsfuld verbal tilgang og metode, der fremmer bevidstgørelse, lyst, parathed og vilje (Moltke, 2010 s. 158). På baggrund af overstående tyder meget på, at italesættelse af de positive idrætsoplevelser kan medvirke til, at borgerne begynder at deltage fast i idrætsaktiviteterne, som derved bliver en naturlig del af deres hverdag. Ifølge flere af interviewpersonerne har italesættelsen af de positive oplevelser dog også en anden vigtig funktion, nemlig at den gode historie kan fortælles videre. I den forbindelse er der stor enighed om, at det er nødvendigt at udbrede de gode historier, fordi det både er med til at motivere andre borgere, og samtidig skaber det også en mulighed for, at socialarbejderne ser en fordel ved at tænke idræt og fysisk aktivitet ind i det socialpsykiatriske arbejde. Klaus udtrykker det på følgende måde: Klaus: De [kollegaerne] arbejder jo med nogle andre ting, ikke også. Så de arbejder ikke med den del vi gør, og der synes jeg også at vi har en opgave, at fortælle alle de her gode historier hver gang vi har mulighed for det. - Så de kan se, at vi gør en forskel. Også specielt det, at borgerne fortæller dem. De er meget gode til at fortælle hinanden. Og jeg tror da også at, når nogle at mine kollegaer har vagt, så fortæller de det til dem og så lytter de (Int. Klaus s.8). Klaus understreger således, at det er vigtigt, at de andre kollegaer hører de gode historier, så de kan se, at den fysiske aktivitet kan gøre en forskel for borgerne. I den forbindelse giver han udtryk for, at det har en væsentlig effekt, når det er borgerne, der fortæller de gode historier videre. Samtidig understreger han også, at de socialarbejdere, som allerede tager del i projektet, har en vigtig opgave i forhold til at fortælle deres viden og erfaringer videre til kolleager. Dette gælder især for projektets idrætskoordinatorer og bevægelsesambassadørerne. Tidligere viste det sig, at der eksisterer nogle udfordringer i forhold til at tænke idræt og fysisk aktivitet ind i det socialpsykiatriske arbejde. Disse udfordringer kommer hovedsageligt til udtryk i form af manglende forståelse og opbakning fra kollegaerne, men også i forhold til timeantal, planlægning samt overordnede retningslinjer og krav. For at overkomme disse barrierer mener flere af interviewpersonerne, at det er nødvendigt med kulturel holdningsændring, så idræt og fysisk aktivitet bliver en anerkendt del af det socialpsykiatriske arbejde. Derfor bliver det nødvendigt at medtænke vidensdeling som en del af projektopgaverne, hvilket Klaus også gav udtryk for. Denne holdning understøttes endvidere i bogen Vidensdeling perspektiver, problemer 62
og praksis af Christensen (2004). Heri fremhæves det, at den eksisterende viden udnyttes bedst ved bevidst at praktisere vidensdeling. Vidensdeling og samarbejdet på kryds og tværs Hele vejen igennem analysen er der fremkommet flere forskellige perspektiver, der alle kan relateres til aspekter omkring samarbejdet i forhold til at udvikle og implementere af idræt i den kommunale socialpsykiatri. Det være sig både det socialpsykiatriske samarbejde mellem socialarbejder og borger, samarbejde borgerne imellem, og projektarbejdernes samarbejde med ledelse og kolleager. I forlængelse af dette, er der fremkommet endnu et tema i forhold til interviewpersonernes oplevelser af projektets virkemidler. Temaet omhandler projektets overordnede tværkommunale samarbejde mellem de tre kommuner Sorø, Ringsted og Slagelse, som viser sig at have stor betydning i forhold til muligheder for vidensdeling. Projektets bevægelsesambassadøruddannelse kan betragtes som en måde, hvorpå projektet bevidst arbejder med vidensdeling på tværs af de tre kommuner. De følgende citater giver et indtryk af, hvordan bevægelsesambassadøruddannelsen opleves set fra Pias perspektiv: Pia: Jamen jeg synes jo, at det er fedt at komme og få nogle idéer til, hvordan man egentlig kan få idræt ind i tilbuddene Fordi vi kører jo meget med, at vi har de her handleplaner, og det er jo det, vi skal nå, og det er det, vi skal gøre, og det er det, vi skal udrette Ja og så skal vi jo egentlig ikke mere. Men jeg synes jo at det er fedt, hvis man kan få noget bevægelse ind over (Int. Pia s. 4). ( )Jeg synes, der er fedt, at man kan videregive en masse viden, man har til at sige okay, jamen hvordan får I så folk med til volleyball i Ringsted? Hvordan får I det i Sorø? og sådan her gør vi det i Slagelse, og hvordan gør de det så der? ( ) Men jeg synes jo, at det er fedt at give noget af det, jeg ved, til de andre [bevægelsesambassadører] og det er også fedt at få - jamen okay, hvordan kan jeg måske gøre volleyball på et mindre stadie?...så det synes jeg sparring iblandt hinanden, synes jeg rigtig rigtig fedt. Det er en rigtig det synes jeg, er en rigtig god oplevelse (Int. Pia s. 5). Af citaterne kommer det udtryk, at Pia oplever det som en stor fordel, at hun gennem uddannelsen til bevægelsesambassadør, kan få nogle idéer til, hvordan idræt og fysisk aktivitet kan tænkes ind i borgernes handleplaner. Tidligere så vi da også, hvorledes Klaus netop udtrykte en utilfredshed over, at den fysiske aktivitet ikke indgår som en del af serviceloven 85. Herudover har Pia en god oplevelse af den måde som bevægelsesambassadørerne i de tre kommuner kan sparre med hinanden på. Ifølge hende er det fedt at kunne dele ud af sine egne erfaringer og så samtidig få ny viden med sig tilbage til egen kommune. I forlængelse af dette har 63
bevægelsesambassadørerne også et ansvar for at udbrede den nyerhvervede viden og de nye idéer hjemme blandt kollegaer, ledelse og borgere i egen kommune, for derigennem at inspirere og motivere dem til at tænke idræt ind. Dette kommer også til udtryk under interviewet med lederen. Han siger blandt andet: Leder: Og det er jo et kollegialt problem - altså er kollegerne nok interesseret i det her projekt?... Får de nok ejerskab? Og der prøver vi jo at lægge de her ambassadøruddannelser, så vi får lidt ringe i vandet der (Int. Leder s. 5). Bevægelsesambassadøruddannelsen er således en metode til at inddrage de tre kommuners socialarbejderne i processen omkring udviklingen af idrætsaktiviteter i socialpsykiatrien. På den måde øges deres interesse og ejerskab for projektet, så de kan motivere andre borgere og socialarbejdere. Det er det lederen refererer til, når han siger: så får vi lidt ringe i vandet der. I den forbindelse giver flere af interviewpersonerne også udtryk for, at de oplever, at projektet er blevet mere synligt og at folk begynder at vise interesse, hvilket Linda beskriver på følgende måde: Linda: Men det her med, at det begynder at blive talt om, og der bliver summet lidt rundt omkring, og folk siger Ej, men der er også de her muligheder. -Og flere borgere begynder også at være nysgerrig på det nu, og så begynder de også at stille krav til medarbejderne omkring, at der også er de her muligheder Og så begynder folk også at kontakte mig, så jeg synes egentlig ( ) Jeg synes, at folk begynder at virke nysgerrige og interesserede og vil rigtig gerne. Altså, og borgerne er virkelig interesserede. Det synes jeg er fedt! ( ) Det er min generelle oplevelse, at ja, at folk egentlig gerne vil det. Folk vil gerne skubbe det på vej. Altså, og være med til at skabe en ny kultur om det (Int. Linda s. 10-11). På baggrund af ovenstående tyder meget altså på, at det kan være en fordelagtig metode at uddanne socialarbejdere på tværs af de tre kommuner, for at udbrede viden omkring idræt og fysisk aktivitet for psykisk sårbare inden for den kommunale socialpsykiatri. Projektets tværkommunale indsats udmærker sig også ved, at projektgruppens 5 idrætskoordinatorer er fordelt på tværs af de tre kommuner, hvoraf én fra hver kommune blev interviewet til denne undersøgelse. Der viser sig at være en generel enighed blandt interviewpersonerne omkring styrken og fordelen ved denne organisering på tværs af kommunegrænser. De følgende citater beskriver, hvorledes Niels og Klaus oplever samarbejdet i projektgruppen: Klaus: Det som jeg synes, er rigtig godt, det er det der samarbejde, der er på kryds og tværs mellem de tre kommuner. Jeg ved godt at vi er meget forskellige i forhold til de holdninger vi har men det der samarbejde, og specielt dem, jeg sidder i projektgruppen med, der har vi et rigtig godt 64
samarbejde. Og ligesom at man kan lære af hinanden ( ) Altså jeg vil sige, det er ikke altid, at vi er enige, men vi taler pænt til hinanden og vi har en god dialog, og det synes jeg er rigtig givtigt (Int. Klaus s. 9). Niels: Jeg vil ikke sige, at vi er uenige, altså, fordi det er jo ikke altid vi skal være enige. Og det er jo tre forskellige kommuner men der er da nogle ting, der ikke kører ens ( ) Vi deler rigtig mange holdninger i hvert fald i projektgruppen. Og snakker rigtig meget holdninger til det Det gør vi ikke så meget kollegamæssigt, det synes jeg ikke. Måske lige med et par enkelte (Int. Niels s. 17). Både Klaus og Niels giver udtryk for, at det tværkommunale samarbejde er en fordel, fordi det muliggør erfarings- og holdningsudvekling mellem idrætskoordinatorerne. De forskelle, der måtte være mellem kommunerne, anses således ikke som barrierer, men som en mulighed for vidensdeling. Det antages, at det samme gør sig gældende for de uenigheder, der kom til udtryk tidligere i forbindelse med IFS-foreningernes betydning og rolle i projektet. Idrætskoordinatorerne har også en anden væsentlig funktion. De sidder alle med i bestyrelsen i den pågældende kommunes IFS-forening, og udgør således et bindeled mellem projektet og foreningerne. På den måde kan projektet og IFS-foreningerne samarbejde om at tilrettelægge fælles idrætsaktiviteter og arrangementer på tværs af de tre kommuner. Hermed samles flere borgere, så muligheden for at lave forskellige idrætsaktiviteter forbedres. Samtidig så mener Niels også, at det kommer borgerne til gode: Niels: Mange af borgerne, selvom det er tre forskellige kommuner, har jo været indlagt forskellige steder samtidig, og sådan noget. Og det at møde et kendt gammelt ansigt, det er jo også dejligt, ikke. Men det er også dejligt, at gå til svømning og så lære nogle nye bekendtskaber, for det er jo altså mange af vores borgere er jo ikke frygtelig sociale. Så det at vide, at man er sammen med ligesindede, og at der er andre, der har det ligesom dem, det kan godt være rigtig godt for dem (Int. Niels s. 15). Som det kommer til udtryk, så oplever Niels, at flere af borgerne fra de tre kommuner kender hinanden fra tidligere indlæggelser. Ved at oprette idrætsaktiviteter på tværs af kommunerne får borgerne således mulighed for at skabe sociale relationer med et kendt gammelt ansigt, som Niels udtrykker, hvilket formodes at styrke borgernes fællesskabsfølelse og sociale identitet yderligere. Hvis sådanne idrætstiltag koordineres ydereligere og finder oftere sted, kan det muligvis være med til at skabe et mere sammenhængende behandlingsforløb for den enkelte borger, idet overgangen fra behandlingspsykiatrien til den kommunale socialpsykiatriske indsats bliver mere glidende. Dette må siges at være en væsentlig fordel ved projektets tværkommunale samarbejde, da et helhedsorienteret og sammenhængende forløb er essentiel for et menneske med en sindslidelse. Dette kræver netop 65
koordinering og vidensdeling (KL s strategiske pejlemærker for den kommunale socialpsykiatri, 2012). Desuden skal det endvidere bemærkes, at projekt Bevægelse, Krop & Sind også har til formål at styrke det tværsektorielle samarbejde mellem regionens behandlingspsykiatri og den kommunale socialpsykiatri, for at skabe et mere helhedsorienteret og sammenhængende behandlingsforløb for den enkelte borger med henblik på idræt og fysisk aktivitet. Dette har dog ikke været fokus for denne undersøgelse Dette afsnit har sat fokus på, hvilke metoder og strategier interviewpersonerne finder virkningsfulde eller nødvendige i forhold til at håndterer de udfordringer og barrierer, som projektet står overfor. Overordnet set så fokuserer projektet på vidensdeling omkring idrættens kvaliteter i forhold til psykisk sårbare, fordi det øger muligheden for at idræt og fysisk aktivitet kan blive en anerkendt del af det socialpsykiatriske arbejde, hvilket i sidste ende støtter borgerne i deres recoveryproces. Denne form for vidensdeling kan på mange områder relateres til det, som Christensen (2004) kalder for vidensdeling som socialt bytteforhold. Følgende citat udtrykker dette ganske klart: Som gode hjælpere deler vi altså viden fordi vi er sikre på, at dette også gør dem vi deler viden med til gode hjælpere. Med andre ord forpligtiger vi hinanden til at hjælpe (Christensen, 2004, s. 46). På baggrunder af overstående kan følgende anbefalinger udledes: Anbefaling 4 Det er en fordel at udvikle samtale strategier for at motiverer de psykisk sårbare til at dyrke idræt og fysisk aktivitet. De psykisk sårbare skal støttes til at italesætte deres idrætsoplevelser og reflekterer over, hvilken betydning idræt og fysisk aktivitet har for dem, og her er en anerkendende tilgang altafgørende. Anbefaling 5 For at idræt og fysisk aktivitet bliver en anerkendt og acceptabel del af det socialpsykiatriske arbejde, skal socialarbejderne kunne relatere idrættens kvaliteter til opgaverne omkring rehabilitering og recovery. Der bør derfor være en bevidst strategi for vidensdeling og en mulighed for at udbrede de positive historier her er tværkommunalt samarbejde en væsentlig fordel. 66
Diskussion af den anvendte metode I dette afsnit reflekteres over undersøgelsens metodiske overvejelser med henblik på at vurdere empiriens og undersøgelsesresultaternes reliabilitet, validitet og generaliserbarhed. Reliabiliteten Reliabiliteten henviser til konsistensen og pålideligheden af en undersøgelses resultater og er ofte et spørgsmål om, hvorvidt disse resultater kan reproduceres på et senere tidspunkt af en anden forsker (Kvale & Brinkmann, 2009). Den viden, som rapporteres i analysen, er produceret i et unikt socialt samspil mellem mig som interviewer og de 5 interviewpersoner. Herudover er interviewudsagnene samtidig et udtryk for interviewpersonernes her-og-nu oplevelser med et projekt Bevægelse, Krop & Sind, som endnu ikke er afsluttet, og det er derfor meget muligt, at interviewpersoner vil ændre deres oplevelser og erfaringer i takt med projektets udvikling. På den baggrund er det ikke relevant at vurdere reliabiliteten af undersøgelsen resultater i forhold til reproducerbarhed. Det bliver i stedet et spørgsmål om undersøgelsen er udført konsistent. Dette er blandt andet efterlevet ved, at der har været en vedvarende opmærksomhed på undersøgelsens overordnede problemstilling og eksplorative formål igennem hele undersøgelsesforløbet. Validitet Indenfor kvalitativ forskning drejer validitet sig om, hvorvidt en metode undersøger det, den har til formål at undersøge, og det bliver således et spørgsmål om håndværksmæssig kvalitet i undersøgelsen. I forlængelse af dette pointerer (Kvale & Brinkmank, 2009) endvidere, at validering ikke bør begrænses til en bestemt fase i en interviewundersøgelsen, men i stedet bør foregå som kvalitetskontrol af alle undersøgelsen faser. I den forbindelse består validiteten af denne undersøgelse i, at jeg løbende har redegjort for mine metodiske overvejelser og de valg, der er truffet undervejs. Jeg har eksempelvis argumenteret for sammenhængen mellem undersøgelsens eksplorative formål og valget af indsamlingsmetode og analysestrategi. Jeg mener netop, at den fænomenologiske tilgang med fokus på oplevelsesdimensionen fremfor tanken om en reel og endegyldig sandhed, har været nødvendig for at åbne op for perspektiver inden for undersøgelens forskningsfelt idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. For at sikre validiteten af interviewpersonernes udsagn og dermed også efterfølgende analyse og fortolkning, blev der undervejs i interviewene stillet opfølgende og fortolkende spørgsmål, lige såvel som interviewpersonerne blev bedt om at uddybe nærmere eller give et 67
eksempel. For at gøre dette muligt er det nødvendigt med et godt forhåndskendskab til interviewemnet (Kvale & Brinkmann, 2009). Der kan således argumenteres for, at validiteten af undersøgelsens fund styrkes yderligere, idet jeg valgte at foretage to observationer i starten af undersøgelsesprocessen. På denne måde havde jeg bedre forudsætninger for at analysere og fortolke interviewpersonernes oplevelser efterfølgende. Tilsvarende ville det ligeledes have været en fordel, hvis jeg havde foretaget yderligere observationer. Det kunne blandt andet have været interessant at se, hvorledes interviewpersonernes oplevelser af projektets barrierer og virkemidler i forhold til idræt og fysisk aktivitet med de psykisk sårbare udspiller sig praksis. Herudover ville det også kunne styrke validiteten at geninterviewe interviewpersonerne, blandt andet fordi, det ville kunne verificere analysen og fortolkningen. Dette har dog ikke været muligt grundet planlægnings- og tidsmæssige årsager. På trods af dette mener jeg dog, at validiteten af de belyste perspektiver samt de 5 anbefalinger er høj, blandt andet på grund af interviewguidens åbne karakter, som har gjort det muligt at indsamle detaljerede og indsigtsrige oplevelsesbeskriver. Herudover inddrages eksisterende teori, litteratur og forskning ligeledes, hvilket er med til at verificere analysen. Generaliserbarhed Et af de spørgsmål, der oftest stilles i forbindelse med interviewundersøgelser, er, om resultaterne kan generaliseres. Set i forhold til kvantitative undersøgelser, så handler gerneraliserbarhed om statistisk repræsentativitet, men dette kan selvsagt ikke lade sig gøre i en kvalitativ undersøgelse baseret på 5 interviews. I forhold til kvalitative undersøgelser taler man i stedet om analytisk generalisering, hvilket ifølge Kvale & Brinkmann (2009) omhandler en velovervejet bedømmelse af: i hvilken grad resultaterne fra én undersøgelse kan være vejledende for, hvad der kan ske i en anden situation (Kvale & Brinkmann, 2009 s. 289). Det drejer sig med andre ord om, hvorvidt de fremkomne perspektiver og anbefalinger fra denne undersøgelse rækker udover det undersøgte forskningsfelt, som i dette tilfælde udgøres af projekt Bevægelse, Krop & Sind og den kommunale socialpsykiatri. Jeg mener at kunne argumentere for, at der er tale om analytisk generalisering i forhold til denne undersøgelses resultater. Hovedsageligt fordi jeg valgte at interviewe personer, der udfylder forskellige roller i et fælles projekt omhandlende implementering af idræt og fysisk aktivitet for psykisk sårbare. Samtidig er alle interviewpersoner ansat i kommunalt regi, og er i kraft af deres forskellige 68
uddannelsesbaggrund og stillinger med til at repræsentere det socialpsykiatriske arbejdes tværfaglighed. Det har således været muligt at indsamle detaljerede oplevelsesbeskrivelser indenfor samme referenceramme, for herigennem at identificere nogle fælles kategorier og temaer. Jeg mener derfor, at undersøgelsens perspektiver og anbefalinger med stor sandsynlighed kan overføres til andre praktikere, der ønsker at arbejde med idrætsprojekter rettet mod sindslidende, både i og uden for den kommunale socialpsykiatri. Konklusion Gennem en grundig analyse med udgangspunkt fire overordnede kategorier har det været muligt at identificere flere forskellige perspektiver på muligheder og barrierer ved at implementere idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. Vi har således set eksempler på, at samarbejdet mellem socialarbejder og borger udspiller sig som en professionel relation, der udgør en betydningsfuld del af det socialpsykiatriske arbejde. Relationen og samarbejdet kan betragtes som et redskab, der motiverer og støtter borgeren til at indgå nye sociale relationer, og dette kan understøttes gennem fælles deltagelse i idrætsaktiviteter. Det viser sig endvidere, at deltagelse i idræt og fysisk aktivitet med andre ligesindede er med til at styrke fællesskabet indbyrdes blandt borgerne, idet de får mulighed for at samarbejde og støtte hinanden. I forhold til at udvikle idrætstiltag i den kommunale socialpsykiatri har vi set eksempler på forskellige barrierer, som blandt andet bunder i en manglende viden og forståelse for, hvorledes idrættens kvaliteter kan relateres til de socialpsykiatriske opgaver omkring rehabilitering og recovery. I den forbindelse er det blevet fremhævet flere gange, at den enkelte socialarbejder udgør et bindeled mellem borger og dennes deltagelse i idrætsaktiviteter. En væsentlig barriere opstår således, når socialarbejderen ikke er motiveret eller ikke kan se meningen med idræt og fysisk aktivitet for psykisk sårbare. Socialarbejderen skal være motiveret og engageret for at kunne motivere den enkelte borger. Vidensdeling i form af gode historier kan både være med til at motivere borgere og socialarbejdere. Det handler om at gøre idræt og fysisk aktivitet mere synligt, så den generelle holdning kan ændres. I den forbindelse så har vi set eksempler på, at vidensdeling på tværs af kommuner kan være en væsentlig fordel i forhold til udbredelsen af kendskabet til idrættens kvaliteter for psykisk sårbare. 69
Løbende gennem analysen er der inddraget righoldige og nuancerede oplevelsesbeskrivelser fra personer, der til dagligt arbejder med at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri. Dette speciale har således skabt en indsigt i det socialpsykiatriske arbejde og en forståelse for, hvordan forskellige aspekter af dette arbejde spiller en afgørende rolle i forbindelse implementeringen af idrætsprojekter for psykisk sårbare. På denne baggrund har det været muligt at åbne op for nogle perspektiver, der sammenfattes i følgende anbefalinger: Anbefaling 1 For at udvikle og implementere idræt og fysisk aktivitet i den kommunale socialpsykiatri er det nødvendigt at tiltrække de rigtige medarbejdere (projektarbejdere). Disse skal kunne se en mening med at lave idrætsaktiviteter for psykisk sårbare og samtidig udvise interesse og engagement i forhold til at motivere borgere og socialarbejdere. Anbefaling 2 Idrætstiltag i kommunal socialpsykiatrisk regi må medtænke socialarbejderens manglende motivation og forståelse for at dyrke idræt og fysisk aktivitet i forbindelse med det socialpsykiatriske arbejde og strategier til, hvordan motivationen og forståelsen fremmes bør overvejes. Anbefaling 3 For at motivere psykisk sårbare til at dyrke fysisk aktivitet skal der skabes et åbent og anerkendende fællesskab (fx IFS-forening), hvor der er mulighed for at indgå i et socialt samspil med andre ligesindede. For at imødekomme forskellige interesser og forudsætninger, bør målgruppen inddrages og have medindflydelse. Fællesskabet skal desuden understøttes af en velkendt professionel relation (fx socialarbejder). Anbefaling 4 Det er en fordel at udvikle samtale strategier for at motiverer de psykisk sårbare til at dyrke idræt og fysisk aktivitet. De psykisk sårbare skal støttes til at italesætte deres idrætsoplevelser og reflektere over, hvilken betydning idræt og fysisk aktivitet har for dem, og her er en anerkendende tilgang altafgørende. Anbefaling 5 For at idræt og fysisk aktivitet bliver en anerkendt og acceptabel del af det socialpsykiatriske arbejde, skal socialarbejderne kunne relatere idrættens kvaliteter til opgaverne omkring rehabilitering og recovery. Der bør derfor være en bevidst strategi for vidensdeling og en mulighed for at udbrede de positive historier her er tværkommunalt samarbejde en væsentlig fordel. 70
English Summary This thesis has the title: Sports and Physical activity in municipal health service A focus on social workers experiences with project Movement, Body & Mind This study aims to explore, describe and understand the opportunities and barriers social workers experience by developing and implementing sport and physical activity in the municipal health service. The intention is to provide an insight into the social psychiatric work and an understanding of how different aspects of this work are important for projects that seek to develop sports activities for people with a mental illness. The study is based on a qualitative case study of the project "Movement, Body & Mind." The purpose of this project is to strengthen the inter-municipal and inter-sectoral collaboration on the implementation of sports and physical activity respectively in social psychiatry and psychiatric treatment. 5 qualitative interviews were conducted with different individuals who each have their role in the project. 2 observations have also been made in relation to events in the project. The study's main component is an adequate analysis of the interviewees' experiences, which is based on a phenomenological and hermeneutical approach. Based on the analysis, this thesis shows various examples of opportunities and challenges of developing and implementing sport and physical activity in the municipal health service. Findings show examples of how the qualities of sport through physical and mental wellbeing - personal development - successful experiences self efficacy - community and social relations can be related to the values that underlie the social psychiatric tasks around rehabilitation and recovery. On the opposite side so the study also shows that there are a number of barriers in relation to implementing sport and physical activity for people with a mental illness. This is mainly barriers related to social worker s lack of knowledge about the benefits of sport and physical activity for the mentally ill. 71
Litteraturliste Andersen, I (2010). Den Skinbarlige Virkelighed vidensproduktion inden for samfundsvidenskaberne. Forlaget Samfundslitteratur. Berliner, P. & Refby, M. (2004). Community psykologi en introduktion. I: Berliner, P. (red.). Fællesskaber. En antologi om community psykologi. København. Frydenlund, Grafisk. s. 17-36. Berliner, P., Feldman, M., Hejazi, F.,(2009) Samhørighed og livsudfoldelse Et communitypsykologisk perspektiv på intervention. I Bro, K., Løw, O., Svanholt, J. (red.) Psykologiske perspektiver på intervention i pædagogiske kontekster. Dansk Psykologisk Forlag Berthelsen, J. (2006). Empowerment gennem dilemmapædagogik. I: Elle, B., Nielsen, K. & Nissen, M. (red.). Pædagogisk psykologi Positioner og Perspektiver. København. Roskilde Universitetsforlag. s. 169-187. Birkler, J. (2007). Videnskabsteori en grundbog. 1. Udgave, 4. Oplag. Munksgaar Danmark, København. Blinkenberg, S. (2010) Socialpsykiatri I: Simonsen, E., Møhl, B. (red.) Grundbog i Psykiatri. Hans Reitzels Forlag Carr, A. (2006). The hanbook of Child and Adolescent Clinical psychology A Contextual Approach. Routledge, London. Christensen, P. H., (2004). Vidensdeling perspektiver, problemer og praksis. Handelshøjskolens Forlag, 1. udgave, 1. oplag Gerlach, J. (2005). Motion og psyke. Psykiatrifondens Forlag Herheim, Å. (2003) Socialpsykiatri en lærebog. 1. udgave, 1 oplag Systime Hermansen, M., Løw, O., Petersen, V. (2004) Kommunikation og samarbejde i professionellse relationer. Alina, København KL s strategiske pejlemærker for den kommunale socialpsykiatri (2012) Kousgaard, S.L., (2011) Projekt Idræt også for sindslidende Evalueringsrapport. Dansk Arbejder Idrætsforbund. Kvale, S., Brinkmann, S. (2009). Interview Introduktion til et håndværk. Hans Reitzels Forlag, København. Maaløe, E. (2002). Casestudier Af og om mennesker i organisationer. Akademisk Forlag A/S 72
Moltke, A. (2010) Kroppens ambivalens skizofreni, fysisk aktivitet og motivation. 1. udgave, 1. oplag. Frydenlund Nordentoft, M. (2005) Fysisk aktivitet i Psykiatrien. I: Gerlach, J. (2005). Motion og psyke. Psykiatrifondens Forlag Revstedt, P. (2004). Motivationsarbejde. 3. udgave, 2. oplag. Hans Reitzels Forlag, København. Simonsen, E., Møhl, B. (2010). Grundbog i Psykiatri. Hans Reitzels Forlag. Stelter, R. (1995). Oplevelse & iscenesættelse identitetsudvikling i idrætten. København: DHL s forlag. Herning: Forlaget systime a/s. Sundhedsstyrelsen (2006). Fysisk aktivitet i Psykiatrien. Undervisningsmateriale Sundhedsstyrelsen (2009) Fysisk aktivitet i Psykiatrien. Erfaringer fra et landsdækkende implementeringsprojekt. Sundhedsstyrelsen (2010) Den nationale sundhedsprofil Sundhedsstyrelsen (2011) Fysisk aktivitet håndbog om forebyggelse og behandling Svensson, J. (2005) Psykiatrien i bevægelse. I: Gerlach, J. (2005). Motion og psyke. Psykiatrifondens Forlag Thøgersen, U. (2010). Krop og Fænomenologi En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi. 1. udgave, 2. Oplag. Academica Toft, J (2011) Fysisk aktivitet som behandlingsmetode for skizofrene patienter. Phd-afhandling 73