Politisk Beretning 2009-2010 Forretningsudvalgets politiske beretning til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 30.-31. oktober 2010 på Jellebakkeskolen i Århus De sidste seks ugers valgkamp blev sat i gang på landsmødet sidste år. Her klipper Søren Søndergaard, Ditte Staun og Rina Ronja Kari symbolsk snoren over. Foto: Stephen Dupont Indhold 1. EU-parlamentsvalgkampen 2009 s. 2 2. EU sætter pres på danskernes hverdag s. 4 3. Lissabontraktaten - den nye virkelighed for Folkebevægelsen s. 5 4. Eurokrisen i 10 året for det danske nej s. 8 5. Afslutning s. 9
1. EU-parlamentsvalgkampen 2009 Der er selvfølgelig al mulig grund til at tænke tilbage til EU-parlamentsvalgkampen med glæde af mange forskellige grunde, først og fremmest pga. af Folkebevægelsens vælgermæssige fremgang og bevarelsen af mandatet. I den forbindelse skal det blot lige nævnes, at der var 70 000 flere, der satte kryds ved Folkebevægelsen ved dette EU-parlamentsvalg i forhold til det forrige. Alligevel er der mindst to forhold ved forløbet af valgkampen og resultatet af denne, som berettiger, at vi som bevægelse gør os nogle overvejelser også af politisk art. 1.1. Første forhold: Super-N blandt publikum på Københavns Rådhusplads grundlovsdag 2009. Finn Herman og Elisabeth Bergsøe på valgfremstød på torvet i Køge i maj 2009 Valgkampen kom faktisk til at omhandle politik og politiske EU-emner! Det burde i realiteten være ret logisk, men hvis man bare har lidt erfaring med tidligere EU-parlamentsvalg, så ved man, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Og den politiske dagsorden for de forskellige partier var i al væsentlighed EU-kritisk, i forskellige grader. Det handlede for næsten alle partier om at overbevise vælgerne om, at netop deres parti ville sætte grænser for EUs magt. Det var nærmest morsomt at overvære eksempelvis en Jens Rohde fra Venstre forsøge at markere, at han personligt ville begrænse det grænseløse EU-sygehusmarked. Det på trods af, at hans partifæller i EU-parlamentet havde været nogle af de mest hårdnakkede støtter af EU-direktivet. Ligeledes sprang den tidligere indre markedstilhænger Messerschmidt ud som indre markedskritiker. Det eneste parti, der markerede sig som et parti, der sagde ja og amen til EU, var de Radikale. De mistede også deres plads i EU-parlamentet. Det kan dog også til en vis grad forklares ved den almindelige vælgerkrise for partiet og den ukendte spidskandidat. Men det må også konstateres, at de Radikale i en eller anden grad befandt sig et andet sted end valgkampen. Umiddelbart skulle man tro, at den situation var vand på Folkebevægelsens valgkampsmølle. Og jo, Folkebevægelsens valgkampslogan Skal EU bestemme alt? blev vel modtaget rundt om i landet. Ligeledes havde vi også en række politiske succeser med vores valgtemaer. Eksempelvis at østeuropæiske arbejdere var velkomne i Danmark bare de arbejdede på danske vilkår. Det, der gav den kampagne ekstra tyngde, var også, at den blev ført ud i livet sammen med faglige aktive. Omvendt må vi også erkende en fare ved, at EU-partierne stjæler EU-skepsisen i valgkampene. Det er JuniBevægelsens skæbne et godt eksempel på. De blev simpelthen klemt politisk ihjel. Nu kan man mene, at det ikke gjorde noget, at en bevægelse, der var erklæret EU-skeptisk uden at være EU-modstandere, forsvandt, i og med at deres position var overtaget af så godt som alle (tidligere) EU-glade partier. Problemet med den opfattelse er, at vi allerede nu kan konstatere, at eksempelvis en Jens Rohde, nu når han er i EU-parlamentet, har glemt sin EU-kritik. Så vi har mistet en ægte EU-skeptiker til fordel for en række uægte EU-skeptikere. Omvendt må vi også overveje hvilken betydning det har, at de EU-positive partier i stigende omfang gør brug af en EU-kritisk retorik i forhold til de samme partiers mulighed for at vinde en evt. folkeafstemning om EU-forbeholdene og/eller en ny EU-traktat?
Først og fremmest er der næppe nogen tvivl om, at baggrunden for det skifte i partiernes retorik har bund i, at der i befolkningen er en stigende skepsis i forhold til EU-projektet. Det er klart, at det vil gøre det sværere for EU-tilhængerne at overbevise et flertal af vælgerne om det fornuftige ved eksempelvis at stemme ja til at opgive et eller flere af EU-forbeholdene. Vi kan også se i meningsmålingerne at støtten til alle forbehold er stigende. Men igen, er det vigtigt at Folkebevægelsen ikke opfatter sejren for givet, heller ikke her. Det er EU-tilhængerne der bestemmer tidspunktet for en evt. folkeafstemning og man kan frygte, at de vil benytte en argumentation, hvor de vil kombinere en kritisk retorik, hvor det handler om at tilslutte sig for at undgå noget der er værre. Eksempelvis, at vi må være med for at kunne bremse de mere integrationsivrige lande etc. 1.2. Andet forhold: En klar positiv tendens, vi kan udlede af vores valgresultat, er, at vi kan konstatere, at Folkebevægelsen henter stemmer relativt jævnt fra hele landet, og ligeledes har en relativ ligelig aldersfordeling blandt vores vælgere. Dog falder det lidt i øjnene, at vi er underrepræsenteret blandt de 30-39-årige og blandt vælgere over 60 år. Omvendt holder vi en vælgerandel på 16% blandt den yngste vælgergruppe (gennemsnittet er 18% for alle lister). I en situation, hvor SF rykker så kraftigt frem blandt den vælgergruppe, så må det siges at være tilfredsstillende. Ser vi lidt nærmere på den geografiske fordeling af Folkebevægelsens stemmer, fordelt på regionerne, ser vi, at Folkebevægelsen er overrepræsenteret i Region Hovedstaden, hvor vi hentede 36% af vores stemmer. Skulle vi have gennemsnittet for listerne, så skulle vi kun hente 31% af vores stemmer i hovedstadsregionen. Omvendt kan vi konstatere, at Folkebevægelsen kun hentede 15% af sine stemmer i Region Syddanmark, mens listegennemsnittet siger, at det burde være 22%. I de øvrige regioner følger vi enten fuldstændig gennemsnittet eller næsten. Ser vi på, hvilke partier Folkebevægelsen henter sine vælgere fra (i forhold til hvad disse stemte ved folketingsvalget i 2007), så kommer næsten 2/3 af Folkebevægelsens vælgere fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten næsten ligeligt fordelt mellem disse partier. Det betyder, måske ikke så overraskende, at en stor del/størstedelen af Enhedslistens vælgere valgte at stemme på Folkebevægelsen. Men, af langt større strategisk interesse, kan vi også konstatere, at Folkebevægelsen fortsat har fat i en stor del af SFs vælgere og det på trods af partiets store vækst ved folketingsvalget i 2007, samt partiets nye, ukritiske EU-begejstring. Faktisk stemte 22% af Folkebevægelsens vælgere i 2009 ved folketingsvalget i 2007 på SF! Og 21% af vores vælgere stemte på Socialdemokratiet i 2007. Den situation er særlig vigtig, da det ser ud til, at Socialdemokratiet og SF meget vel vil gennemføre en folkeafstemning om rets- og forsvarsforbeholdene, hvis/når der kommer en ny regering efter næste folketingsvalg. Eventuelt vil de to partier også inddrage en afstemning om euroen for at glæde de Radikale og som en form for betaling for de Radikales støtte til regeringsskiftet. Her bliver det essentielt, at Folkebevægelsen har en solid forbindelse til mange af de to måske kommende regeringspartiers vælgere, når vi skal vinde de afstemninger. Hans Hansen og en valgplakat i en lygtepæl i Ribe EP-kandidat Mette Langdal Kristiansen på fremstød ved Korskro Marked i Sønderjylland.
2. EU sætter pres på danskernes hverdag Som allerede nævnt i det ovenstående er EU i ubehagelig grad kommet tæt på mange borgere i Danmark, på mange forskellige måder inden for de sidste par år. Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU, taler ved faglig demonstration mod social dumping - underbetaling af polsk arbejdskraft - i Brønderslev. Blokade mod social dumping - underbetaling af østeuropæisk arbejdskraft i Trekronergade i Valby i september 2009. Aktion mod social dumping ved færgelejet for Polensfærgen. Foto: Martin Mounzer Mest markant ser vi det i forhold til den øgede brug af billig østeuropæisk arbejdskraft, specielt inden for byggeri og landbrug. Udnyttelsen af billig øst-arbejdskraft har jo godt nok eksisteret efterhånden en del år. Til en vis grad har de tidligere gode økonomiske år i det danske samfund nok kunnet skjule konsekvenserne af den situation. Men nu har vi krise, og den murer, der mister sit arbejde til en østeuropæisk kollega, der måske får en tredjedel mindre i løn, kan ikke realistisk set regne med, at han kan finde andet arbejde til en overenskomstmæssig løn. Ligeledes kan den håndværksmester, der driver sin virksomhed med en dansk overenskomst og med danske lønninger, heller ikke regne med, at han kan finde en ny entreprise, når han mister en kontrakt til et selskab, der opererer med billig østeuropæisk arbejdskraft. Derfor har vi nu oplevet, at både håndværksmestre og håndværkere er gået sammen i en blokade mod en byggevirksomhed, der er beskæftiget med et byggeri i Brønderslev. Kravet er, at der skabes ordnet løn- og arbejdsforhold for de østeuropæiske håndværkere via en dansk overenskomst. I øvrigt var Søren Søndergaard i Brønderslev for at vise sin og Folkebevægelsens støtte til blokaden. Netop som en yderligere understregning af, hvor alvorligt Folkebevægelsen opfatter denne aktuelle situation på arbejdsmarkedet, så er Folkebevægelsens faglige udvalg også medinitiativtager og medarrangør af en stor faglig konference den 2. december, der netop vil behandle spørgsmålet om social dumping. Hvis der skulle være nogle af Folkebevægelsens delegerede, der ikke er helt klar over, hvad det er for forhold, de østeuropæiske arbejdere bydes, når de arbejder i Danmark, så kan man gå ind på denne hjemmeside; www.arbejdsudlejere.dk og se, hvad udlejningsbureauet tilbyder de skruppelløse aftagere af den arbejdskraft. Nu er den ovenstående beskrevne situation selvfølgelig først og fremmest et problem for dem, der bliver arbejdsløse, eller som må se deres virksomhed lukke. Men det handler i virkeligheden om vores alles fremtidige velfærd. Når virksomheder i Danmark, der betaler skat i Danmark og har ansatte i Danmark, der ligeledes betaler skat i Danmark, udkonkurreres af østfirmaer, der med EUtraktatens bestemmelser kan underminere det danske arbejdsmarked, så bliver der i sidste ende færre offentlige midler til bl.a. børn, ældre og syge. Som et yderligere pres på de offentlige midler er det også kommet frem, at EU-borgere fra andre EU-lande, som kun opholder sig i Danmark mhp. eksempelvis kortvarigt sæsonarbejde kan være berettigede til en række offentlige ydelser. I den forbindelse har børnechecken været nævnt som eksempel. Netop den offentlige sektor er kommet voldsomt i EU-fokus, ikke bare i Danmark. EU-kommissionen har været ude at diktere massive offentlige besparelser. Den danske regering har så kvitteret med den såkaldte genopretningsplan. Det er første gang, at vi har set en så tydelig direkte forbindelse mellem et økonomisk EU-krav til de danske offentlige finanser og så den handling, det afstedkommer fra den danske regerings side. I den forbindelse er det også værd at bemærke, at Dansk Folkeparti velvilligt leverede de nødvendige sidste stemmer til genopretningsplanen i Folketinget.
Men apropos Folketinget, så har Folketinget også leveret en af de positive EUoplevelser. Det handler om, at et flertal i Folketinget uden om regeringen vedtog et forslag fra Enhedslisten, der skulle forbyde de meget omtalte giftsutter i Danmark, selvom de er tilladt i EU. Dette var et historisk øjeblik! For første gang vedtog det danske Folketing en regel, der direkte var i modstrid med EUs indre marked. Den courage fra Folketingets side i forhold til EU-urimeligheder kunne være en løsning i forhold til misbruget af østeuropæisk arbejdskraft i Danmark. Eksempelvis kunne Folketinget vedtage, at der er et kædeansvar i forhold til underentrepriser i forbindelse med byggeprojekter. Meget kort, hovedentreprenøren har et ansvar f.eks. i forhold til manglende skatteafregninger, manglende overholdelse af sikkerhedsregler osv. fra deres underentreprenørers side. Ligeledes fremsatte Folkebevægelsen under EU-parlamentsvalget et krav om, at alle udlændinge der arbejder i Danmark, skal være underlagt en dansk overenskomst. Disse forslagsvedtagelse i Folketinget vil være med til at lette EU-presset på mange danske borgeres hverdag. Søren Søndergaard taler ved aktion mod social dumping ved færgelejet for Polensfærgen i København 3. juni 2009. Foto: Martin Mounzer 3. Lissabon-traktaten - den nye virkelighed for Folkebevægelsen Forretningsudvalgets initiativ til en strategikonference for i januar dette år i Odense, der var første skridt i forhold til en ny strategi for Folkebevægelsen, der skal behandles på dette Landsmøde, afspejler den nye virkelighed, Lissabontraktatens ikrafttræden december 2009 har skabt. Den sidste forhindring, som EU-tilhængerne måtte overvinde, var omafstemningen i Irland. Det lykkedes for dem via en kombination af skræmmekampagne og udstedelse af gyldne løfter til et Irland der var/er ekstremt hårdt ramt af den økonomiske krise. De irske vælgere kan i dag med rette spørge om, hvor alle de nye job bliver af, som de blev lovet, hvis blot de stemte ja. Det er ikke kun irerne, der har mærket, hvor forbitret EU-tilhængerne har ønsket, at Lissabontraktaten skulle glide igennem. I Danmark har Folkeafstemningskomité 2010 oplevet noget, der kun kan betegnes som regulær chikane fra regeringens/rigsadvokatens side i forbindelse med ansøgningen om fri proces ved Højesteret, i sagen om den manglende folkeafstemning om Lissabontraktaten. Normalt bliver det betragtet som udtryk for almindelig fairness, at når der har været fri proces ved Landsretten, så går man ikke imod fri proces ved Højesteret men det har regeringen/rigsadvokaten gjort denne gang. Og efter at sagen havde været trukket helt urimeligt i langdrag, så endte det hele med et afslag om fri proces fra Domstolsstyrelsens side. En fuldstændig uforståelig afgørelse, hvis man altså ikke tager de politiske briller på Ikke blot har Lissabontraktaten medført, at vi nu har fået en EU-præsident, en EU-udenrigsminister med et kæmpestort korps af EU-diplomater under sig et korps, der nu med lynets hast er ved at blive etableret, og på over 50 nye områder kan der nu vedtages EU-direktiver med kvalificeret flertal. Som en lille forsmag på EUs fremtidige styrkede ageren på de internationale Tidl. MEP og juraprofessor Ole Krarup er front for retssagen mod regeringen for grundlovsbrud for manglende folkeafstemning om traktaten. 24. september 2009 deltog Folkebevægelsen i en markering af støtten til de irske traktatmodstandere foran den irske ambassade.
24. september 2009 deltog Folkebevægelsen i en markering af støtten til de irske traktatmodstandere foran den irske ambassade. bonede gulve så vi EU optræde som en del af problemet og ikke en del af løsningen under fiaskoklimatopmødet i København i december 2009. Folkebevægelsen valgte at deltage i de forskellige klimaarrangementer i perioden. Bl.a. anbefalede vi, at Danmark skulle støtte Norges forslag om en 40% reduktion i CO2-forureningen fra de rige landes side og at Danmark derfor skulle droppe den laveste fællesnævner, som EU, med hiv og sving kunne enes om, på umiddelbart 20%, der måske med tiden kunne blive en 30% reduktion. Pt. ser det ud til, at reduktionen nok kun bliver på 20%, selvom det retfærdigvis skal siges, at der er kræfter inden for EU, der arbejder for en større EUreduktion. I takt med at EU får udbygget sin udenrigstjeneste, vil vi opleve stadig flere forsøg fra EUs side på at sætte en international politisk dagsorden. Det kan ikke afvises, at der vil være gode og fornuftige initiativer iblandt det ser vi allerede i dag. Men problemet er, at EU-dagsordenen binder alle medlemslande, hver gang! Også når der er mere fornuftige ikke-eu-initiativer, som det enkelte medlemsland måske gerne ville støtte i forbindelse med forhandlinger om indgåelse af en international aftale i eksempelvis FN-regi. 3.1. Retsforbeholdet under pres! I terrorbekæmpelsens navn har EU indført et overvågningssamfund på kant med menneskerettighederne. Teleselskaber som TDC er forpligtet til at registrere og gemme alle oplysninger om alle EU-borgeres telefonopkald, sms er, emails og hjemmesidebesøg. Over 200 gange om dagen bliver dine aktiviteter registreret og arkiveret. Foto: Jørgen True / TDC Retsområdets (RIA) overgang til det overstatslige niveau fra det mellemstatslige har sat det danske retsforbehold under pres eller sagt på en anden måde det har nu fået betydning. I den forbindelse skal vi forberede os på, der vil komme et massivt pres på os fra EU-tilhængerne og fra hovedparten af mediernes side. Der vil givet dukke enkeltsager op i medierne om, at nu kan f.eks. en dansk borger ikke få lov til at se sine børn efter en skilsmisse, hvor denne var gift med en person fra et andet EU-land. Årsagen er, at Danmark takket være retsforbeholdet ikke kan være med i EUs civilretslige samarbejde. Nu kan man altid overveje, hvor meget kød der i realiteten vil være på den slags sager. Men realiteten er, at der kan opstå problemer, og at de i hvert fald vil kunne gå hen og blive mere kompliceret, hvis der ikke kan indgås bilaterale aftaler med EU i fremtiden. Et yderligere forhold, der kan komplicere vores kampagne mod en ophævelse af retsforbeholdet er, at visse kræfter på den EU-positive side arbejder for, at retsforbeholdet skal gøres til et opt-in retsforbehold. Det betyder, at Folketinget, hvis det bliver vedtaget, kan vælge de områder, hvor Danmark skal være en del af den overstatslige EU-retspolitik. Omvendt kan Danmark også vælge, hvilke områder Danmark ikke skal være med i. Det handler om, at vælgerne inden folkeafstemningen skal loves, at den nuværende udlændingepolitik skal kunne bevares. Hvis dette bliver vedtaget, så må man nok hævde, at EUtilhængerne har nået et hidtil uset moralsk-politisk lavpunkt i deres kampagne for EU-integrationen. Disse udfordringer skal vi bare være parat til at tackle, også ved en folkeafstemning om retsforbeholdet! Omvendt må vi også konstatere, at RIAs overgang til det overstatslige område også vil give os nogle yderligere positive kort at spille med. Det kan være i relation til Den europæiske arrestordre i forhold til den gensidige anerkendelse af de enkelte EU-landes retssystemer. Her kan vi ganske uproblematisk pege på flere EU-lande, der har mildt sagt problematiske forhold på retsområdet, eksempelvis i forhold til korruption, politisk pres på den dømmende magt osv. Og pointen er, at de problematiske forhold med en stadig stigende EU-har-
monisering også i stigende omfang kan blive virkelighedens problemer for danske borgere i mange forskellige sammenhænge, uden at danske myndigheder kan gribe ind faktisk vil danske myndigheder, hvis vi opgiver retsforbeholdet, være nødt til at understøtte eksempelvis et andet EU-lands korrupte retssystem i en sag mod en dansk borger. Og i det hele taget må vi fortsat gøre borgernes retssikkerhed til et tema, både i forhold til vores arbejde i EU-parlamentet og herhjemme og det gælder ikke mindst, hvis der skulle komme en folkeafstemning om retsforbeholdet. EUs forhold til borgernes retssikkerhed og i det hele taget til de internationale aftaler, der knytter sig til den, er ofte noget selektivt. Eksempelvis har EU ensidigt valgt at udvide FNs terrorliste med nye organisationer/medlemmer, også med mennesker, der har domstolenes ord for, at de ikke udøver terroristisk aktivitet.. Men det kan jo være, at det vil være ubekvemt at fjerne disse mennesker fra EUlisten af hensyn til visse EU-landes eksterne relationer, herunder de handelsmæssige, med lande uden for EU. 3.2. Mere magt til EU-parlamentet Ligeledes har EU-parlamentet fået markant mere indflydelse, ved at det på langt flere (de fleste) områder er blevet medlovgiver sammen med Ministerrådet. Den situation har på den ene side udfordret Folkebevægelsen, men det har samtidig også givet Folkebevægelsen nye muligheder. Allerede inden Lissabontraktatens ikrafttræden har vi set eksempler på, at Søren Søndergaards arbejde i EU-parlamentet og hans stemmeafgivning har haft politisk betydning. Et godt eksempel på dette er udsættelsen af godkendelsen af Rådets regnskab lige inden EU-parlamentsvalget. Vi må være klar over, at der i fremtiden vil blive større fokus på, hvad de danske EU-parlamentarikere stemmer til forskellige forslag til EU-lovgivning, i og med at deres stemme får stadig større betydning. Der kan faktisk opstå situationer, hvor Søren Søndergaards stemme kan blive afgørende for danske borgeres hverdag på godt og ondt. Den virkelighed må Folkebevægelsen forberede sig på og overveje, hvordan vi på bedst mulige vis kan forvalte den situation og herunder gavne EU-modstanden mest muligt både på kort og på langt sigt. Den herover beskrevne situation skal også ses i lyset af, at Lissabontraktaten har endnu en konsekvens for EU-modstanden og det er, at Lissabontraktaten gør det muligt at udvide EUs kompetencer uden en traktatændring. Det betyder på godt dansk, at EU-tilhængerne kan lave mere EU uden samtidig at udskrive en folkeafstemning! Derfor må Folkebevægelsen gennemtænke sin strategi for, hvordan vi når ud med vores budskaber. Den proces inkluderer ikke kun Folkebevægelsens parlamentarikers rolle men også hele resten af organisationens rolle. Her har vi allerede gjort os nogle erfaringer, der kan være værd at bygge videre på. Som tidligere nævnt havde vi et frugtbart samarbejde med faglige aktive under EU-parlamentsvalgkampagnen. Men efterfølgende har vi også haft en lille, men succesfuld aktion, hvor vi satte fokus på det EU-direktiv, der kræver, at velgørende organisationer, eksempelvis Røde Kors og Kirkens Korshær, der har genbrugsbutikker, nu skal betale moms af deres salg. Den aktion var i høj grad direkte rettet mod folk, der var aktive i de regí er. Det er efter sigende den kampagne inden for de seneste år, der har givet flest nye medlemmer til Folkebevægelsen. Pointen er, at vi i mangel af nye folkeafstemninger skal fokusere på et tyde- 11. februar brugte EU-parlamentet sin styrkede rolle til at afvise Rådets udkast til ny aftale om USAs adgang til personlige oplysninger i det privatejede bankselskab SWIFT. Desværre faldt parlamentet til patten allerede i juli og glemte stort set alt om databeskyttelse igen. Foto: SWIFT Med Lissabon-traktaten har EU-parlamentet fået en større rolle i beslutningsprocessen i EU, der dog fortsat er præget af et stort demokratisk underskud. Foto: EU-parlamentet
ligere samspil mellem EUs lovgivningsinitiativer, vores EU-parlamentarikers arbejde med disse initiativer og så kampagnerne i Danmark. Simpelthen for at fastholde et folkeligt fokus på EUs indflydelse på de danske borgeres hverdag. Dog skal vi, som tidligere nævnt, være opmærksomme på, at vi kan risikere en folkeafstemning, i hvert fald om rets- og forsvarsforbeholdene efter det kommende folketingsvalg. 4. Eurokrisen i 10-året for det danske euro-nej Folkebevægelsen markerede 10 året for det danske nej til euroen 28. september med delsuddeling af foldere og postkort over 20 steder i landet og dels en festlighed med champagne, lagkage og skåltaler af bl.a. Drude Dahlerup, Søren Søndergaard og Ditte Staun. Det er ikke altid rart at få ret! Men det må man jo i den grad konstatere, at Folkebevægelsen har fået, når det drejer sig om euroen. Folkebevægelsens argumenter fra eurofolkeafstemningskampagnen i 2000 holdt vand, mens eurotilhængernes argumenter har vist sig at bygge på det, man skaber dagdrømme med, når det gælder argumenterne for eurokonstruktionens kvalitet. Og hvad var Folkebevægelsens opfattelse i år 2000? At eurokonstruktionen ville komme i alvorlige problemer i tilfælde af en stor international økonomisk krise, og at de problemer ville blive forstærket af de interne strukturelle spændinger mellem de enkelte eurolandenes økonomier, spændinger som euroen ikke fjernede, tværtimod! Derfor valgte en række af Folkebevægelsens komitéer rundt om i landet at markere, hvilke fordele der er, ved at Danmark ikke har euroen. Nu betaler en masse almindelige mennesker rundt om i euroland og i resten af EU prisen for euroeksperimentet. Det sker via stigende skatter, faldende offentlig velfærd og stigende arbejdsløshed. Selvfølgelig skal eurokonstruktionen ikke have hele skylden for disse situationer. Men euroen, og ikke mindst den fælles rentepolitik, har på den ene side skjult de økonomiske problemer, de enkelte eurolande evt. har haft. Og på den anden side har den vanskeliggjort de mest kriseramte eurolandes muligheder for at forbedre deres muligheder for at rette op på deres økonomier. Det store spørgsmål i Folkebevægelse-regí er selvfølgelig, hvad eurokrisen betyder for EU-modstanden? Overordnet kan man forestille sig to scenarier som følge af eurokrisen, der vil få afgørende betydning for EU-modstanden i Danmark og i de øvrige EU-lande: Scenarie 1.: Krisen vil svække EU-integrationen Meget tyder på, at det er lykkedes eurolandenes - og de øvrige EU-landes regeringer at få stabiliseret situationen omkring særlig den græske, men også i forhold til andre eurolandes økonomier. Men prisen har været høj! Det gælder økonomisk der er brugt enorme offentlige summer i sikkerhedsgarantier m.m. Men politisk har prisen også været høj for eurotilhængerne/eu-tilhængerne. Forløbet i forbindelse med den krisepakke, som EU-landene har strikket sammen for at redde europrojektet, har tydeligt vist, at den folkelige opbakning til projektet er mildt sagt minimal. Det har særlig tydeligt vist sig i Tyskland, hvor euroen i forvejen altid har været dybt upopulær. Men utilfredsheden er udbredt i de fleste EU-lande. Vi kan jo også se, at der i dag er flertal i Danmark for at
fastholde euroforbeholdet. Og der har aldrig nogensinde før været et så stort flertal i den norske befolkning for at holde Norge ude af EU. Men den eurostabilitet, der tilsyneladende er skabt, kan meget vel være af midlertidig karakter. Hvad vil der ske, hvis der igen skal bruges nye hundredvis af mia. euro til nye krisepakker til eksempelvis Grækenland, Spanien og/eller et tredje og fjerde land? Vi skal gøre os klart, at de penge, der allerede er brugt, har Tyskland og for den sags skyld også Danmark måttet låne, og dermed har de forøget deres respektive statsgæld. Er det politisk realistisk, at de vil kunne gøre det igen? Scenarie 2.: Krisen vil sætte yderligere fut i EU-integrationen Det er den konsekvens, som EU-tilhængerne ønsker, der skal komme ud af eurokrisen. Her skal vi gøre os klart, at det er et realistisk scenarie. Eksempelvis opstod EU/EFs indre marked som en følge af den krise, EF var inde i i 70 erne. Medicinen for EU-tilhængerne på EU-kriser har traditionelt været yderligere EU-integration. Der er også klare tendenser til, at det er den løsningsvej, som EU-tilhængerne vil gå, også denne gang! I realiteten har man erkendt, at det ikke er holdbart at have en fælles valuta uden også en eller anden art af fælles finanspolitik. Derfor skal der i hvert fald en mere stram koordinering til. Eksempelvis har man etableret en støttefond, som medlemslandene skal betale ind til, og eurolandenes (også Danmark!) regeringer skal nu på forkant have deres finanslovsforslag til gennemsyn hos EUkommissionen, inden den kan fremsættes over for de nationale parlamenter! Der er flere problemer i alt dette her. For det første, er det tilstrækkeligt? Vil disse initiativer kunne kompensere for en egentlig føderal finanspolitik med et tilstrækkeligt stort føderalt budget, der vil kunne sikre en fornuftig balance mellem de forskellige eurolandes økonomier den aktuelle ubalance, der i dag er en væsentlig del af euroens problem? For det andet, er der grundlag i Lissabontraktaten for disse nye initiativer? På trods af at Lissabontraktaten giver meget vide rammer for nye EU-integrationsskridt inden for den eksisterende traktat, så kan det godt med rette diskuteres, om det vil holde i byretten, og mere præcist og i praksis ved den tyske forfatningsdomstol. Endelig, for det tredje, så bør det helt klart overvejes, om det er i overensstemmelse med det danske euroforbehold, og Grundloven for den sags skyld, at Danmark økonomisk skal bidrage til euroredningsfonden, samt at den danske regering først skal sende sit finanslovsforslag til gennemsyn hos EU-kommissionen. Folkebevægelsen uddeler materialer ved 10 året for euro nej et - i Hillerød (ovenfor) og ved Nørreport (nedenfor). 5. Afslutning Som det forhåbentlig er fremgået af de foregående afsnit i denne politiske beretning, så har det sidste halvandet år været både udbytterigt, vigtigt og travlt for Folkebevægelsen. Der har sikkert mere end én gang i Folkebevægelsens snart 40-årige historie været situationer, der er blevet udråbt som afgørende for EU-modstanden. Men de kommende år vil givet og med rette kunne holde til den betegnelse. EU-systemets evne til at overvinde den økonomiske krise og de økonomiskstrukturelle uligheder, der findes internt mellem eurolandene, vil meget vel Folkebevægelsen har bl.a. også deltaget i demonstration imod EUs flygtningepolitiklpolitik.
Hokus pokus - væk var folkeafstemningerne om traktaten. Merkel var arkitekten bag snyderiet - og det har Europabevægelsen takket hende for med prisen som året europæer... Foto: Rådet kunne få en altafgørende betydning for EU-modstanden, ikke bare i Danmark, men i hele EU. I den situation skal Folkebevægelsen fastholde sin position som den bevægelse, der værner om befolkningernes ret til selvbestemmelse og i det hele taget kæmper for, at borgerne skal have ret til at blive hørt, også i EUspørgsmål. Folkebevægelsen har ikke samme opfattelse af borgerne, som Europabevægelsen har. Europabevægelsen har jo netop i år udnævnt den tyske kansler Angela Merkel til årets europæer. Begrundelsen var bl.a. at hun havde udvist en forbilledlig vilje til at hoppe op og falde ned på sine egne borgeres negative holdning til euroen.