Fritstillet Af Anonym UDE Lukket stillet frit En psykolog løber på sin arbejdsplads ind i en mur af modstand, men kan ikke få at vide, hvad der er galt. Langsomt dukker tvivlen på eget værd op, siden også panikken indtil det ender i fritstilling, mistrøstighed og lettelse. Lysten til at mure mig inde og gem - me mig for omverdenen greb mig, da jeg for nylig blev fritstillet. Om morgenen sneg jeg mig ud og hentede min avis, når jeg var sikker på, at der ikke var nogen travle mennesker på vej til arbejdet. Jeg sørgede også for at vente med mine indkøb til sent på eftermiddagen, hvor jeg selv plejede at købe ind, da jeg endnu havde mit arbejde. Jeg følte, der var noget i vejen med mig, da jeg nu tilhørte gruppen uden arbejde. Det var skuffende, at ingen fra mit tidligere arbejde ringede til mig og spurgte om, hvordan jeg havde det. En dag ringede et par af mine kolleger fra andre institutioner. Min telefonsvarer var slået til. Jeg blev glad og rørt over at høre deres stemmer. Alligevel tog jeg ikke røret og ringede heller ikke tilbage til dem. Jeg orkede ikke at skulle forklare min situation. Det kunne ikke gøres kort, og ville der ikke være risiko for, at de ikke ville tro mig, hvis jeg gav dem den korte version? Ville de over- 6 Nr. 8. 2003
hovedet tro på, at jeg havde ladet mig presse ud af mit arbejde? De vidste jo, hvor glad jeg var for det, og hvor meget energi jeg brugte på det. Når jeg så andre arbejdende mennesker i fjernsynet, tænkte jeg i begyndelsen: Det må være nogle særlige mennesker, siden de havde et arbejde og kunne beholde det. Men lige meget, hvor meget jeg kiggede, kunne jeg ikke se på dem, hvad der gjorde dem mere i stand til at have et arbejde end jeg. Hvad sker der? Jeg har altså indtil for kort tid siden været ansat på en behandlingsinstitution med et klientel lige fra psykisk skrøbelige til voldsomt udadreagerende unge. De 20-30 børn boede og gik i skole på institutionen. Personalet var socialpædagoger, lærere, håndværkere, en socialrådgiver og mig selv som eneste psykolog. Mit arbejde bestod i at udføre psykologisk undersøgelse, terapi, undervisning og supervision af personalet. Sidstnævnte funktion blev delt mellem mig og socialrådgiveren. I begyndelsen af januar i år sagde en afdelingsleder til mig: Mit personale vil ikke længere have dig som supervisor. Du fylder for meget og spørger ikke ordentlig ind. Han selv og flere af hans ansatte havde de sidste ni måneder udtrykt tilfredshed med de løbende justeringer af supervisionen, så jeg foreslog, at vi holdt et møde med personalet for at finde ud af, hvad der lå bag deres holdning. Det var han enig i: Selvfølgelig bør du vide, hvad det handler om. Hvad sker der? Hvorfor vil man af med mig som supervisor, når man ikke tidligere har udtrykt utilfredshed? Har jeg overset et eller andet? Disse og andre spørgsmål meldte sig. Der må være tale om en misforståelse, tænker jeg, og sådan noget gælder det om at få talt ud om face to face. Dagen efter beder jeg afdelingslederen uddybe det, han har sagt til mig. Ikke hvem der har sagt hvad, bare generelt hvad kritikken går på. Det kan jeg ikke, svarer han, for så vil jeg være illoyal over for mit personale. Afdelingslederens pludselige lukkethed undrede mig. Det var, som om jeg løb panden imod en mur. Var der nogen, spurgte jeg mig selv, der ikke ville have, at jeg fik at vide, hvad man gik og talte om omme på den anden side af muren? Havde nogen ondt i sinde og gik mere efter manden end bolden? Der var noget i gære. Hvad, vidste jeg jo ikke. Langsomt begyndte jeg at se på mine interne samarbejdspartnere som potentielle fjender. Fornuften må sejre Fjorten dage senere fortalte afdelingslederen mig, at hans personale ikke ville mødes med mig: De havde taget stilling. Supervisionen skulle ophøre. Derfor fandt de et møde med mig helt overflødigt. Jeg blev forundret og skuffet over, at en hel personalegruppe ikke ville tale med mig, og at afdelingslederen ikke havde slået i bordet og sagt: Manden har da krav på at vide, hvad I kritiserer ham for. Kunne jeg virkelig være så slem, at jeg havde skræmt livet af dem? Således svingede jeg mellem at synes, at personalet var urimeligt, og at det måske var mig, der var noget i vejen med. Afdelingslederen og forstanderen aftalte nu, at personalet skulle skrive deres kritik ned på et stykke papir. Forstanderen lovede mig, at jeg ville få udleveret den skriftlige kritik i god tid, så at jeg kunne nå at forberede mig or- ILLUSTRATION: BIRGITTE AHLMANN Nr. 8. 2003 7
dentligt til et møde med forstanderen og afdelingslederen. Vi var nu midt i januar. Jeg forudså, at der kunne blive tale om at bruge megen tid på at finde ud af, hvad afdelingen mente med det, man havde skrevet. Samtidig forestillede jeg mig, at den manglende direkte dialog kunne indebære, at noget kunne forblive uafklaret. For at have en til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad der foregik, og sikre, at jeg ikke blev grebet af forvirring og panik, henvendte jeg mig til Dansk Psykolog Forening. Det viste sig at være en god ting at have en udenforstående til at støtte mig. Jeg var jo den eneste af min faggruppe på en stor institution. Uden støtte fra fagforeningens konsulent havde jeg givet op og næppe været i stand til at bevare overblikket. Da jeg ikke modtog den ventede skriftlige klage, begyndte jeg at tro, at det hele var ved at gå i sig selv igen. Fornuften må da sejre, mente jeg. Imens gjorde jeg, hvad jeg kunne for at passe mit arbejde med børnene og deltage i møderne med afdelingen. Børnene kunne jo ikke gøre for, at de voksne åbenbart havde nogle problemer indbyrdes. Det ville også være synd for dem, at de endnu engang i deres liv skulle være ofre for, at de voksne tilsyneladende ikke kunne finde ud af det sammen. Samtidig følte jeg, at jeg skulle holde gode miner til slet spil, når jeg deltog i møder med den afdelingen. Samarbejder de, eller forsøger de bare at finde et eller andet at snigløbe mig med? tænkte jeg. På randen af panik I begyndelsen af februar indkaldte forstanderen mig til en tjenstlig samtale, som skulle finde sted i midten af samme måned. I brevet fra forstanderen blev jeg bl.a. opfordret til at tage en repræsentant fra fagforeningen med. Tilsyneladende fornemmede han, at jeg blev urolig, hvorfor han sagde: Du skal ikke være nervøs. Vi holder mødet, og så ser vi, hvordan vi kommer videre derfra. Jeg er ny som forstander, og jeg vil helst gøre tingene så rigtigt som muligt. Forstanderen tilføjede, at han havde talt med afdelingslederne fra de to afdelinger, hvor socialrådgiveren superviserede alene: Personalet dér vil ikke have dig som supervisor, sagde han. Hvorfor? spurgte jeg. Jeg har jo ikke superviseret dem, og de har kun været tilfredse med mit samarbejde med dem. Det vil jeg ikke sige noget om nu. Du må vente til den tjenstlige samtale, lød hans svar. Nu er de da ude på at fyre mig, tænkte jeg, mens min omverden langsomt blev til et jeg og dem. Det kan da ikke passe, for jeg har hele tiden inviteret til dialog og stillet mig åben 8 Nr. 8. 2003
Jeg følte, at jeg skulle holde gode miner til slet spil, når jeg deltog i møder med den afdelingen. Samarbejder de, eller forsøger de bare at finde et eller andet at snigløbe mig med? tænkte jeg. over for eventuel kritik. Jeg var rystet i min grundvold og på randen af panik. Alle havde jo udtrykt deres tilfredshed, jeg holdt meget af mit arbejde, fik at forstanderen at vide, jeg var rigtig god til det og forestillede mig, at jeg skulle blive på institutionen, til jeg en dag gik på pension. Uroen voksede inden i mig og jeg vidste ikke mine levende råd. Men forstanderen havde jo sagt, jeg ikke behøvede at være nervøs? Jeg troede, at han altså var interesseret i at løse problemerne. Det pinte mig dog, at han fortsat ville holde mig i uvidenhed om anklagerne mod mig, og hvad der kunne blive min skæbne. På et tidspunkt tænkte jeg på en flygtning, jeg engang havde talt med. Hans beskrivelse af at blive holdt hen i uvished om, hvorvidt han skulle skydes eller ej, begyndte at minde om min egen situation. Det er psykisk terror, havde jeg dengang sagt til min klient. Nu følte jeg, at de samme ord kunne bruges på min situation: Jeg vidste ikke, om jeg blev skudt og i givet fald hvornår eller hvorfor. Min nattesøvn blev enten kortere eller meget urolig. Ofte stod jeg op midt om natten og betroede mig til min computer. Hvem kan jeg stole på? Hvem taler sandt, og hvem taler usandt? Lyver de alle sammen? Jeg beg yndte at føle mig ret alene og måtte med sorg konstatere, at der åbenbart ikke var nogen i institutionen, der ville komme mig til hjælp Kringsatt av fiender Få dage efter indkaldelsen til tjenstlig samtale erfarede jeg, at forstanderen ikke havde talt sandt: Afdelingslederne fra de to afdelinger fortalte mig, at de ikke havde givet udtryk for, at de ikke ville have mig som supervisor! De samme meldinger fik jeg fra flere ansatte. Samtidig erfarede jeg, at der ikke var nogen planer om, at socialrådgiveren skulle holde op med at supervisere de pågældende afdelinger. Hvem kan jeg stole på? Hvem taler sandt, og hvem taler usandt? Lyver de alle sammen? Jeg begyndte at føle mig ret alene og måtte med sorg konstatere, at der åbenbart ikke var nogen i institutionen, der ville komme mig til hjælp ved fx at korrigere forstanderens misforståelser. Også selv om flere fandt kritikken af mig helt hen i vejret. Jeg følte mig kringsatt av fiender. Flere gange greb jeg knoglen og ringede til min konsulent i Dansk Psykolog Forening. Det var rart, at der var en, der ikke blot lagde øre til, men også kunne rumme min stigende nervøsitet. Få dage før den tjenstlige samtale ville viceforstanderen vide, hvordan jeg havde det med hele situationen. Hertil svarede jeg, at jeg stadig meget gerne ville kende til indholdet af kritikken. Har du ikke fået udtalelsen fra afdelingen? spurgte viceforstanderen. Mit svar var et klart nej. Så skal du da have den, sagde en tydeligvis forundret viceforstander og tog straks en kopi. Men brevet var overfladisk, uden konkrete eksempler og indeholdt ikke andet, end hvad afdelingslederen allerede havde fortalt mig. Reelt bragte det mig ikke nærmere en viden om, hvad kritikken gik på. Dagen efter gav viceforstanderen mig et brev, hvori han meddelte fra Nr. 8. 2003 9
forstanderen, at jeg to gange tidligere var blevet tilbudt at få udtalelsen fra afdelingen, men at jeg havde nægtet at tage imod skrivelsen! Ren Kafka! Hvorfor i alverden skulle jeg have interesse i at afvise denne udtalelse, når jeg netop hele tiden havde forsøgt at få en dialog i gang, sagde jeg til viceforstanderen. Jeg havde jo hele tiden udtrykt min parathed til at foretage de nødvendige ændringer af min måde at supervisere på. Den tjenstlige samtale Fra mødets begyndelse stod det klart, at forstanderen ikke havde til hensigt at drøfte problemer og finde en løsning af dem. Flere forsøg fra fagforeningskonsulenten på at få forstanderen til at give konkrete eksempler på den fremførte kritik eller fremkomme med eventuelt nye oplysninger blev reelt ikke besvaret. Forstanderen ville eller kunne heller ikke forklare, hvorfor han anså spørgsmålet om supervision for at være et kardinalpunkt, når supervision kun udgjorde godt en procent af min samlede arbejdsindsats. De sidste to år havde hovedvægten af mit arbejde ligget på terapi og undersøgelse. Forstanderen forholdt sig tavs, da han blev mindet om, at han for nylig havde bevilget mig et kursus til over 22.000 kr. og da havde sagt, at jeg skulle opfatte det som et udtryk for institutionens værdsættelse af min indsats. Det var altså tydeligt, at jeg ikke ville få nogen som helst støtte fra forstanderens side. Det kunne blive mere end svært, når og hvis jeg skulle supervisere de to andre afdelinger. Det kunne altså heller ikke udelukkes, at nogle ville forsøge at slagte mig ved først givne lejlighed. Det var meget ubehageligt at være vidne til, at forstanderen ikke stod ved sine løfter om at tale tingene igennem og finde en løsning. Og det var ubehageligt at sidde med en følelse af, at lige meget hvor mange gode argumenter jeg havde, så ville det ikke nytte noget. Havde jeg ikke haft min konsulent ved min side, ville jeg sandsynligvis have rejst mig og smækket døren voldsomt i efter mig. Jeg følte mig magtesløs og forundret over, at forstanderens ros var forvandlet til en kniv i ryggen. Jeg måtte nu tage stilling til, om jeg mente at kunne stå til det psykiske pres, når jeg samtidig skulle klare det almindelige arbejdspres. Det sidste var i sig selv til tider umenneskeligt stort. Samtidig havde jeg i længere tid haft begyndende symptomer på stress, dvs. søvnproblemer og stigende irritabilitet samt mindre og mindre overskud til mit liv uden for arbejdspladsen. Selv om jeg med mig selv ved, at jeg var dygtig til mit arbejde, stod det mig nu klart, hvad jeg måtte vælge nemlig at give efter for presset og tage mod muligheden for fritstilling. I modsat fald ville jeg før eller senere bryde sammen og ikke kunne gøre mit arbejde som psykolog ordentligt. Eftertanke Hvordan kan det mon være, at det kom så vidt? Hvordan kan det være, at ikke blot en afdeling, men også en forstander nægtede at indgå i en dialog med mig og i stedet ville af med mig? Hvordan kan det være, at så lille en del af mit arbejdsområde pludselig skulle få en så afgørende en rolle? Spørgsmål som disse har jeg tumlet voldsomt med. Noget har jeg kunnet finde en slags svar på, andet bestemt ikke. Hvad så? Jeg havde i over halvanden måned svævet i en konstant uvished om min fremtid. En uvished, der mest af alt minder mig om psykisk terror. Der har været flere måder, hvorpå det har lykkedes mig at overleve: Hyppige samtaler med fagforeningen, min familie og min kæreste. Afgørende for mig var, at jeg kan lide at skrive, og at jeg derigennem kunne få luft for min vrede og skuffelse. Nu er jeg altså uden arbejde. Set ud fra min familiemæssige baggrund, hvor mine forældre alle har været håndens arbejdere (håndværksmaler, rengøringskone) var jeg kommet i den værst tænkelige situation: Mine hænder er ledige, og jeg blev en del af de udstødte og overflødige. Set i forhold til min lange uddannelse og det, at jeg sagtens kunne have løst de forskellige arbejdsopgaver på min arbejdsplads, er det også meningsløst, at jeg nu er uden arbejde. På den anden side følte jeg en enorm lettelse, og at det ikke er helt så slemt: Nu fik jeg oceaner af tid til at skrive. Jeg har før skrevet digte, noveller og romaner. Al den tid og mere til, som jeg gennem min ansættelse havde måttet se forsvinde ud i det blå... På den måde har det altså været vidunderligt at blive fritstillet. Samtidig har det bestemt ikke været i orden at blive kritiseret og frataget muligheden for at få kendskab til kritikkens konkrete indhold eller deltage i en drøftelse af, hvad man kunne gøre for at løse problemerne. Ofte har jeg også været plaget af tanker om børnene: Hvordan havde de det, og hvordan ville det være endnu engang for dem at miste kontakten til en voksen? Ville de nogen sinde kunne få tilliden til de voksne tilbage, når en for dem vigtig person bare pludselig forsvinder? Jo, der har været mange søvnløse nætter, hvor jeg har tænkt på det, der 10 Nr. 8. 2003
førte frem til min fritstilling. Jeg er glad for, at jeg i dag kan man sige til mig selv: Du gjorde det, du kunne, så længe du havde mulighed for det. At du ikke længere kan gøre gavn med din faglighed over for børnene og de voksne omkring dem på denne institution, er ikke et resultat af din beslutning. I dag har jeg stadig brug for at afklare med mig selv, hvad jeg vil med min fremtid. På den ene side har jeg en enorm stor lyst til bare at skrive og drømmer om at kunne leve af det helt eller delvis en dag. På den anden side er jeg overbevist om, at jeg er en dygtig og ansvarlig psykolog og at jeg langsomt er blevet stærkere og endnu dygtigere på trods af de sidste to måneders hårde strabadser. Måske kan det hele gå op i en højere enhed en dag, så at jeg fortsat kan gøre mine medmennesker noget godt og bruge mine ressourcer til gavn for dem, der måtte have brug for det... Anonym. Redaktionen er bekendt med skribentens identitet. Sagen endt Den beskrevne sag endte, som man kan læse, med en fritstilling. Psykologen modtog en løngodtgørelse ud over opsigelsesperioden. - Da arbejdsgiveren ikke kunne eller ønskede at præcisere problemet, var der klart tale om en usaglig afskedigelse. På den anden side ville det for psykologen ikke give mening at forsøge at blive på arbejdspladsen, hvor klimaet ville have været køligt uden ledelsens opbakning. Han kunne have valgt at føre sagen gennem det retlige system, men det har ofte store menneskelige omkostninger og kan tage flere år. Derfor støttede vi ham i at søge kompromis et, oplyser faglig konsulent Jørgen Andersen, Dansk Psykolog Forening. - Sagen er nu lukket, og psykologen har med fritstillingen mulighed for at finde sig selv og søge andre job uden fx at skulle bede om fri til at gå til samtale. Som fritstillet er han formelt stadig ansat, hvad der også kan gavne hans position, når han skal søge nyt job. Nr. 8. 2003 11