UKLASSIFICERET. Oberstleutnant i.g. Dr. F. Akaltin Kaptajnløjtnant L.P.M. Johannessen Kaptajn K.E. Knudsen OKT 2002

UKLASSIFICERET Forsvarsakademiet Fakultet for Højere Militær Uddannelse VUT II/L-STK 2002/2003 Oberstleutnant i.g. Dr. F. Akaltin Kaptajnløjtnant L.P.M. Johannessen Kaptajn K.E. Knudsen OKT 2002 STRATEGISK OMRÅDESTUDIE FILIPPINERNE På baggrund af en redegørelse for Filippinernes strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af landets sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Filippinernes fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. UKLASSIFICERET

RESUME I Filippinernes historie findes mange af årsagerne til den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Særligt den spanske koloniperiode har sat sig væsentlige spor, herunder den katolske kirkes indflydelse og opdelingen af samfundet i en rig overklasse og et fattigt befolkningsflertal. Også det historiske forhold til USA spiller en stor rolle i Filippinernes selvopfattelse. Samtidigt med at landets forfatning og skolesystem er en kopi af det amerikanske, er der et udbredt ønske i befolkningen om at komme ud af den amerikanske skygge. Filippinerne er geografisk placeret mellem Stillehavet og det Kinesiske Hav, hvilket giver landet en forholdsmæssig vigtig strategisk betydning. Filippinerne er et ørige placeret relativt langt fra nabolandene Kina, Taiwan, Vietnam, Indonesien og Malaysia, hvilket overordnet mindsker sandsynligheden for territoriale konflikter med nabolande, med undtagelse af det uafklarede spørgsmål om retten til Spratlyøerne. Et andet fysiskgeografisk aspekt er et klima med risiko for naturkatastrofer, særligt i form af jordskred. Analysen af den kommunikationsmæssige faktor underbygger opfattelsen af en geografisk skævdeling af landet, hvor der dog er en udbygning af infrastrukturen i provinsen undervejs. Under den Sociologiske faktor er hovedproblemerne den store befolkningstilvækst, med stigende udgifter til uddannelse og social understøttelse til følge, samt det stigende antal mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen. Endvidere er det en væsentlig sikkerhedspolitisk risiko, at det muslimske mindretal i Filippinerne ikke er en integreret del af det filippinske samfund. Trods vanskelige tider for asiatisk økonomi viser analysen af den økonomisk-videnskabelige faktor, at Filippinerne må vurderes at have gode muligheder for en stabil økonomisk udvikling. Hovedproblemerne vurderes at være en manglende fordelingspolitik, som fortsat udbygger skellet mellem rig og fattig, samt den filippinske økonomis afhængighed af den generelle asiatiske økonomiske udvikling, samt påvirkningen fra naturkatastrofer. Analysen af den indenrigspolitiske faktor bekræfter vurderingerne fra ovennævnte faktorer: Hovedproblemerne i Filippinerne er den omfattende fattigdom, og afledt heraf problemerne med det muslimske mindretal på øen Mindanao. Samtidigt er en væsentlig faktor i filippinsk indenrigspolitik modstanden mod amerikansk indblanding. Udenrigspolitisk er afhængigheden af USA til sikring af filippinsk territorial integritet, herunder konflikten om Spratlyøerne, et væsentligt tema. Kampen mod international terrorisme har bragt USA og Filippinerne tættere sammen, med tiltrængt amerikansk støtte til følge. Analysen af den militære faktor viser, at de militære styrker primært har kapacitet til indenrigs sikkerhedsrelaterede opgaver, hvilket underbygger behovet for amerikansk garanti for Filippinernes ydre sikkerhed. Sammenfattende vurderes det at Filippinernes indenrigs- og udenrigsproblemer er nært forbundne. Man er økonomisk og sikkerhedsmæssigt afhængig af amerikansk støtte, men samtidigt ønsker en stor del af befolkningen ikke amerikansk tilstedeværelse i Filippinerne. Sammenfattende vurderes den sikkerhedspolitiske situation i Filippinerne at være stabil. Det vurderes på baggrund heraf at der er gode muligheder for en stabil sikkerhedspolitisk udvikling, men samtidigt at der er potentiale til konflikter såfremt en fortsat demokratisering og forbedring af levevilkår ikke kan gennemføres, herunder: En eskalering af den muslimske kamp mod centralregeringen. En oprør mod den eksisterende regering forårsaget af fordeling af goder. En eskalering af konflikten om Spratlyøerne. 2

INDHOLDSFORTEGNELSE RESUME... 1 INDHOLDSFORTEGNELSE... 3 1. INDLEDNING... 6 1.1. Opgave... 6 1.2. Opgavediskussion... 6 1.3. Vægtning.... 6 1.4. Metode.... 7 1.5. Kilder... 7 2. REDEGØRELSE OG ANALYSE... 8 2.1. DEN HISTORISKE FAKTOR... 8 2.1.1. Historiens betydning for Filippinernes sikkerhedspolitiske situation... 8 2.1.2. Vurdering.... 9 2.2. DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR... 10 2.2.1. Beliggenhed, grænser, form og størrelse.... 10 2.2.2. Land-, sø- og luftadgangsveje... 10 2.2.3. Nøgleområder... 10 2.2.4. Fremtrædende terrænelementer.... 10 2.2.5. Klima og vejr.... 11 2.2.6. Vurdering.... 11 2.3. DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR... 12 2.3.1. Transportsystemer.... 12 2.3.2. Telekommunikationssystemer.... 12 2.3.3. Systemers militære, politiske og administrative aspekter.... 12 2.3.4. Vurdering.... 12 3

2.4. DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR... 14 2.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske placering... 14 2.4.2. Religiøse og etniske grupperinger... 14 2.4.3. Sundhed... 14 2.4.4. Levestandard og uddannelsesniveau... 14 2.4.5. Vurdering.... 15 2.5. DEN ØKONOMISKE OG VIDENSKABELIGE FAKTOR... 16 2.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer.... 16 2.5.2. Energiproduktion og ressourcer... 16 2.5.3. Råmaterialer til industrien.... 17 2.5.4. Industriproduktion... 17 2.5.5. Handel.... 17 2.5.6. Arbejdskraft... 17 2.5.7. Økonomisk struktur og finanser.... 17 2.5.8. Vurdering.... 18 2.6. DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR... 19 2.6.1. Politisk målsætning... 19 2.6.2. National holdning og selvopfattelse... 19 2.6.3. Regering og administration.... 19 2.6.4. Politiske partier og grupper... 19 2.6.5. Lov og orden.... 21 2.6.6. Den aktuelle indenrigspolitiske situation... 21 2.6.7. Vurdering.... 22 2.7. DEN UDENRIGSPOLITISKE FAKTOR... 23 2.7.1. Udenrigspolitisk målsætning.... 23 2.7.2. Forholdet til relevante eksterne aktører.... 23 2.7.3. Vurdering.... 24 4

2.8. DEN MILITÆRE FAKTOR... 25 2.8.1. Generelt.... 25 2.8.2. Opgaver for de væbnede styrker.... 25 2.8.3. Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau... 25 2.8.4. Størrelse, organisation og materiel.... 26 2.8.5. Uddannelsesmæssige og logistiske forhold... 27 2.8.6. Oprørsstyrker... 27 2.8.7. Private hære.... 27 2.8.8. Vurdering.... 27 2.9. SAMMENFATNING.... 27 3. VURDERING... 28 3.1. Sammenhængen mellem sikkerhedspolitiske faktorer.... 29 3.2. Opstilling af fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder... 30 3.3. Konklusion.... 30 Tillæg: BIBLIOGRAFI Bilag: 1. Kort over Filippinerne samt regionen. 2. Den kommunikationsmæssige faktor. 3. Den sociologiske faktor. 4. Den økonomisk-videnskabelige faktor. 5. Den indenrigspolitiske faktor. 6. Den militære faktor. 5

1. INDLEDNING 1.1. Opgave. Den strategiske områdestudie om Filippinerne er udarbejdet i henhold til Fakultet for Højere Militær Uddannelse Vejledningssamling (FHMUVEJSAM), med følgende problemformulering: På baggrund af en redegørelse for Filippinernes strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af landets sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Filippinernes fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. 1.2. Opgavediskussion. Af problemformuleringen kan der udledes følgende tre opgaver: En redegørelse for Filippinernes strategiske kapacitet. En analyse af Filippinernes sikkerhedspolitiske situation. En vurdering af Filippinernes fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Den strategiske kapacitet udspringer jf. FHMUVEJSAM af nedenstående 8 faktorer, som alle skal behandles: Den historiske faktor. Den fysisk-geografiske faktor. Den kommunikationsmæssige faktor. Den økonomisk-videnskabelige faktor. Den sociologiske faktor. Den militære faktor. Den indenrigspolitiske faktor. Den udenrigspolitiske faktor. Da den historiske faktor har haft stor betydning for Filippinernes nuværende sociologiske, økonomisk-videnskabelige og til dels fysisk-geografiske forhold, samt ikke mindst den nationale selvforståelse, vælges det at behandle denne faktor først. Efterfølgende vil den fysisk-geografiske faktor behandles, da den vurderes at danne den naturlige ramme for den kommunikationsmæssige, den økonomisk-videnskabelige og den sociologiske faktor, som derfor behandles i umiddelbar forlængelse heraf. Den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske faktor behandles herefter i nævnte rækkefølge, da de tilsammen danner grundlaget for den militære faktor, herunder anvendelsen af Filippinernes militære styrker. Den militære faktor behandles således sidst, som et produkt af såvel indenrigs- som udenrigspolitikken. 1.3. Vægtning. Efter gennemgang af kildematerialet vurderes det, at Filippinerne står over for store indenrigspolitiske udfordringer. Da analysen behandler Filippinernes aktuelle sikkerhedspolitiske situation, hvor indenrigspolitiske problemer med oprørsbevægelser og terrorisme er de altoverskyggende temaer, vægtes den indenrigspolitiske faktor, og i tilknytning hertil den økonomisk-videnskabelige og den sociologiske faktor, som begge influerer på den indenrigspolitiske faktor. 6

1.4. Metode. Områdestudiet struktureres i en indledning, en redegørende analyse af de 8 sikkerhedspolitiske faktorer, samt en vurdering af Filippinernes fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Efter analysen af de 8 sikkerhedspolitiske faktorer, afsluttes hver med en vurdering af den enkelte faktor. Efterfølgende sammenfattes vurderingerne af de enkelte faktorer, med henblik på at afdække disses indbyrdes afhængighed og påvirkning. På baggrund heraf identificeres hvilke elementer, som vurderes at være afgørende for de fremtidige sikkerhedspolitiske perspektiver for Filippinerne. Afslutningsvis vurderes perspektiverne for den fremtidige sikkerhedspolitiske udvikling i Filippinerne gennem opstilling af en række scenarier. Opgaven er lavet i fællesskab af OL(i.G.) F. Akaltin, KL L.P.M. Johannessen og KN K.E. Knudsen. 1.5. Kilder. Kildematerialet kan i overvejende grad opdeles i to grupper. Den ene gruppe indeholder i hovedtræk baggrundsmateriale for områdestudiets redegørelse. Den anden gruppe, der bl.a. indeholder artikler, bøger og tv-programmer, betragtes som værende mere subjektive. Disse kilder er brugt i forbindelse med analysedelen, og er kun anvendt, såfremt de respektive oplysninger bekræftes af andre kilder fra den skrevne presse. Kildeindsamlingen er afsluttet den 1. oktober 2002, hvorfor områdestudiet er begrænset til at medtage hændelser, som er foregået frem til denne dato. 7

2. REDEGØRELSE OG ANALYSE 2.1. DEN HISTORISKE FAKTOR 1. 2.1.1. Historiens betydning for Filippinernes sikkerhedspolitiske situation. Filippinerne var oprindeligt beboet af indvandrere fra Indonesien og Malaysia. Den første historiske beskrivelse af Filippinerne stammer fra år 1380, hvor arabiske missionærer gik i land på øerne. I midten af det 15. århundrede blev det første sultanat grundlagt på Suluøerne, efterfulgt af et på øen Mindanao i det 16. århundrede. I 1521 landede Spanierne under ledelse af Magellan i Filippinerne og påbegyndte en kolonisering. I 1543 blev Samarøgruppen omdøbt til Filippinerne, til ære for den senere spanske konge Phillip II af Spanien. I 1646 kunne spanierne efter sejren over hollænderne ved slaget ved Corregidor endegyldigt tage øerne i besiddelse. Først i 1872 kom det til en opstand mod det spanske herredømme og i 1892 grundlagde Andres Bonifacio den antikoloniale Katipunan-bevægelse. I 1896 blev en fornyet opstand blodigt slået ned. Det er under den spanske periode, at den feudale opdeling af det filippinske samfund, med få meget rige familier, grundlægges. 1. maj 1898 blev den spanske flåde sænket af den amerikanske flåde i Manila-bugten. Forsøget fra antikoloniale kræfter på at skabe et uafhængigt Filippinerne mislykkedes efter at USA ved Parisfredstraktaten overtog herredømmet over Filippinerne, og i 1902 var den sidste modstand i hovedsagen knækket. I 1934 fik øerne dominion-status og forsikring om selvstændighed i 1944 (Tydings McDuffy Act). Manuel Quezon blev det efterfølgende år den første præsident for Filippinerne. Efter den Japanske besættelse i december 1941 og den efterfølgende generobring i februar 1945, erklærede præsident Truman 4. juli 1946 Filippinerne for en uafhængig stat, og Manuel Roxas blev valgt som Filippinernes første folkevalgte præsident. Efter at amerikanerne forlod landet beholdte Filippinerne den amerikanske jordlov, hvilket indebar, at såfremt man ikke havde skøder på den jord man anvendte, tilfaldt jorden staten. Muslimer uden kendskab til loven mistede således deres jord, hvilket er medvirkende til den nuværende udstrakte fattigdom blandt muslimerne på Mindanao 2. Tiden efter 2. verdenskrig var præget af kampe mod den kommunistiske oprørsbevægelse HUK, som indtil 1954 kæmpede mod de store sociale uligevægte i landet. Filippinerne indgik i 1947 en base-aftale med USA over 99 år, som i 1959 blev ændret til 25 år. USA beholdt dog efter aftalens udløb baser i Filippinerne frem til 1992. I 1965 blev valget af Ferdinand Marcos 3 til præsident årsagen til en indenrigs- og udenrigspolitisk omvæltning. I 1972 blev der udråbt krigstilstand og parlamentet opløst. Herefter fulgte en udenrigspolitisk tilnærmelse til Kina og Sovjetunionen, hvilket førte til et brud med Taiwan. Forhandlinger med muslimske rebeller på Mindanao (Mindanao National Liberation Front, MNLF) førte til at de 14 sydligste provinser på Mindanao fik vidtgående uafhængighed. I realiteten fortsatte krigen mod MNLF til trods for at regeringen i 1980 erklærede sig klar til videre fredsforhandlinger. Først i 1986 blev det korrupte og totalitære Marcos-regime styrtet, hvorefter såvel generalstabschefen Fidel Ramos og forsvarsministeren Juan Ponce Enrile sluttede sig til oppositionslederen Corazon Aquino 4. Herefter fulgte en tid med statslige og demokratiske reformer, herunder en afstemning i 1989 om selvstyre for den sydlige del 1 Constantino, R.; History of the Philippines. Zaide, Gregorio, F.; Documentary Sources of Philippine History. 2 Petermanns Geographische Mitteilungen; nr. 144, 2000/4, pp. 14-19, p. 18. 3 Mc Donald; Charles C.; The Marcos File. 4 Abueva, José; The Aquino Administration. Foth, Hans-Peter; Landreformpolitik auf den Philippinen, Die Ära Aquino. 8

af Filippinerne, som med 72% flertal blev afvist af de berørte provinser. I 1992 blev den tidligere generalstabschef general Fidel Ramos valgt til præsident. Under hans ledelse forstærkedes bestræbelserne for en fredsaftale med MNLF, og efter våbenhvileaftale i 1994 blev en fredsaftale underskrevet 2. september 1996, hvorefter chefen for MNLF Nur Misuari sejrede ved de efterfølgende lokalvalg. Konflikten i det sydlige Filippinerne havde indtil da kostet op til 200.000 mennesker livet. Også med en udbrydergruppe fra MNLF, Moro Islamic Liberation Front (MILF), lykkedes det regeringen at slutte fred i 1997. Efter valget af Joseph Estradas til Præsident i 1998, kom det til fornyede fjendtligheder, efter MILF erklærede regeringen krig. 24. april 2000 nåede modsætningerne et foreløbigt højdepunkt da terrorgruppen Abu Sayyaf Group (ASG), som i 1991 var brudt ud af MNLF og havde slået sig ned på øen Basilan, bortførte 21 turister til øen Jolo. Gidseldramaet endte 9. september 2001 efter Libyske forhandlinger, hvor gidslerne blev frigivet. Libyen nægtede i den forbindelse at have betalt den forlangte løsesum. I slutningen af 2000 indledte parlamentet efter tungtvejende mistanke om korruption en undersøgelse af Estrada. Efter mistillid fra sit kabinet mistede han sin post, og blev efterfulgt af den nuværende præsident Macapagal-Arroyo. 2.1.2. Vurdering. Filippinerne er en ung stat, der som så mange andre tidligere kolonistater måtte igennem en periode med totalitært styre, under hvilken de etablerede rige familier sad på magten. Siden midten af firserne har en demokratiseringsproces medvirket til at Filippinerne har udviklet sig til en efter asiatisk målestok veludviklet stat. Rødderne til konflikten mellem den kristne befolkningsmajoritet og det muslimske mindretal findes i middelalderens kolonisering og den nyere historie, herunder særligt inddragelse af muslimernes jord på Mindanao, og må forventes også at få indflydelse på den fremtidige udvikling. Gensidig mistro præger forholdet mellem disse befolkningsgrupper, og den vil fortsat være en trussel mod fredelig sameksistens. Sammenfattende vurderes den historiske faktor at være destabiliserende for den sikkerhedspolitiske situation i Filippinerne. 9

2.2. DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR 5 2.2.1. Beliggenhed, grænser, form og størrelse. Filippinerne er et ørige beliggende i Sydøstasien i det vestlige Stillehav, og er omgivet af følgende lande: Taiwan: ca. 400 km. mod nord. Kina: ca. 800 km. mod nordvest. Vietnam: ca. 1200 km. mod vest. Malaysia og Indonesien mod sydvest. I Stillehavet øst for Filippinerne findes kun en række mindre øer. Filippinerne består af ca. 7100 øer, hvoraf de ca. 1000 er beboede. De elleve største øer udgør tilsammen 92 % af landarealet. De Filippinske øer fordeler sig over 3 geografiske områder, mod nord Luzon med hovedstaden Manila, centralt øgruppen Visayas og mod syd Mindanao med omliggende øer (se bilag 1). Mod nord og vest omgives Filippinerne af det Sydkinesiske Hav og mod øst af Stillehavet. Ca. 500 km.vest for Filippinerne befinder Spratlyøerne sig, med omkring 235 små øer udstrakt over 1000 km fra nord til syd. Øerne ligger ca. 650 km. øst for Vietnam, 750 km. syd for Parceløerne og ca. 200 km. nordvest for Malaysia. Filippinernes samlede udstrækning er: Areal: 300.000 km² (7 gange danmark) Udstrækning nord-syd: ca. 1.850 km. Udstrækning øst-vest: ca. 1.000 km. 2.2.2. Land-, sø- og luftadgangsveje Filippinerne har ingen landadgangsveje. I 1995 var der ca. 1230 havne. Hovedhavne udgøres af Manila, Cebu, Iloilo, Cagayan de Oro, Zamboanga og Davao. Der er 212 lufthavne i Filippinerne, hvoraf de væsentligste er Manila og Cebu. Hertil kommer 129 primitive landingsbaner (græsbaner). 2.2.3. Nøgleområder. Hovedstaden Manila og regionen der omgiver denne udgør ikke blot regeringscentrum, men er tillige Filippinernes handelscentrum. Også store dele af elektro- og tekstilindustrien hører hjemme i dette nøgleområde. 2.2.4. Fremtrædende terrænelementer. Filippinerne udgør den nordøstlige del af de Malayiske Archipeller, en langstrakt vulkansk bjergkæde, som løber fra nord til syd i op til 2500 meters højde. Landet er bjergrigt med smalle kystzoner, hvor der findes mangrovesumpe, langstrakte dale med moser og savanne samt store sletter. Der er 12 aktive vulkaner. Højeste punkt er det 2.954 m. høje Mount Apo på øen Luzon. De største øer er Luzon (104.688 km²) i nord og Mindanao (94.630 km²) i syd. Herimellem større øer som Samar (13.080 km²), Negros (12.700 km²), Palawan (11.800 km²), Panay (11.500 km²) og Mindoro (9.700 km²). Floder: Cagayan og Pampango på Luzon og Agusan på Mindanao. Arealudnyttelse: Landbrugsareal 46 %, regnskov 48 %, Øvrige 6 %. De 48 % regnskov er under stadig reduktion som følge af skovhugst. 5 National Statistical Coordination Board; Philippine Statistical Yearbook 1994 og 1995. Statistisches Bundesamt; Länderbericht Philippinen 1992. Hanisch, Rolf; Philippinen. Brogner, Dirk; Die Phillipinen. Bilag 2. 10

2.2.5. Klima og vejr. Filippinernes klima er tropisk, præget af sommerens monsun fra sydvest og af den nordøstlige passatvind i vinterhalvåret. Gennemsnitlig nedbørsmængde på 2.000 mm om året, med op til 4.000 mm på østkysten i hovedsagen under vinterens passatvind, er stærkt medvirkende til omfattende jorderosion, ikke mindst som en følge af omfattende fældning af regnskov. Til trods for den store udstrækning fra nord til syd er der ingen temperaturforskelle mellem nord og syd. Den årlige gennemsnitstemperatur er på 27 C, og svinger fra 18 C til 36 C. Under monsunen optræder kraftige tropiske hvirvelstorme kaldet tyfoner (efter japansk taifun). 2.2.6. Vurdering. Filippinerne indtager en strategisk placering med sin beliggenhed ved adgangen fra Stillehavet til det Sydkinesiske Hav. Lufthavne og havne har kapacitet til at udgøre potentielle strategiske nøgleområder for den, der ønsker at beherske adgangen mellem Stillehavet og det Sydkinesiske Hav. Filippinernes relativt isolerede placering medfører at nabostridigheder, herunder territoriale stridigheder, generelt ikke er sandsynlige. Undtaget herfra er Spratlyøerne, som Kina, Vietnam, Taiwan, Brunei og Indonesien gør krav på. Samtidigt er Filippinerne som østat i stort omfang afhængig af sø- og lufttransportveje. Klimaet på Filippinerne er med tyfoner og monsunen særdeles udsat for naturkatastrofer. Dette forstærkes af en tiltagende jorderosion, som følge af fældningen af tropisk regnskov, som bevirker at der ofte følger store jordskred med regnperioderne. Herudover udgør vulkansk aktivitet en konstant risiko for naturkatastrofer. Uden en omfattende forbedring af beskyttelse mod jorderosion vil Filippinerne i fremtiden opleve at regnperioderne i stadig højere grad vil udvikle sig til naturkatastrofer, med katastrofale følger for industri og infrastruktur og således følger for landets samlede produktion. Specielt vil en naturkatastrofe i hovedstadsregionen Manila medføre alvorlige vanskeligheder for den filippinske økonomi. Filippinernes terræn og klima vurderes at vanskeliggøre store landoperationer, men tilgodeser lette og mobile enheder. Et egentlig angreb på Filippinerne vil kræve en betydelig amfibiekapacitet og større flådestyrker samt beherskelse af luftrummet. Den fysisk-geografiske faktor vurderes at have en overvejende destabiliserende indflydelse på Filippinernes sikkerhedspolitiske situation. 11

2.3. DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR 6 2.3.1. Transportsystemer. 2.3.1.1. Vejnet: Det offentlige vejnet har en samlet længde af 199.950 km, hvoraf ca. 40.000 udgøres af asfalteret vej 7. Resterende vejnet er grus- og jordveje. I 2001 var ca. 4 mio. køretøjer indregistreret. 2.3.1.2. Jernbaner: Den væsentligste del af jernbanenettet befinder sig på øerne Luzon og Panay og udgjorde i 1996 kun 850 km 8. Banenettet er i stærkt forfald, og med omkring 321.000 passagerer og mindre end 2000 tons fragt i 2001, er anvendelsen af nettet reduceret til 1/8 henholdsvis 1/70 i forhold til tallene fra 1980, hvortil kommer at kun 492 km er i anvendelse. Imidlertid har Filippinerne projekteret modernisering af eksisterende jernbaner, samt udbygning af jernbanenettet, især vil Mindanao nyde godt af dette, idet en ca. 1435 km lang enkeltsporsline er planlagt 9. 2.3.1.3. Skibsfart: Tilsammen udgjorde den interne skibstrafik i 1995 ca. 200.000 skibe med tilsammen 72.700 mio. NRT og den oversøiske skibsfart omkring 10.000 skibe med 59.400 mio. NRT. Den betydeligste havn er Manila, hvorfra ca. 25% af trafikken foregår. I 1998 udgjorde den samlede filippinske handelsflåde 1.866.000 BRT, heraf 544.000 BRT egentlige last- og containerskibe. 2.3.1.4. Luftfart: Det nationale Filippinske flyselskab Philippine Airlines (PAL) er 2/3 privatejet og befordrede i 1995 4,7 mio. passagerer og 85.000 tons fragt på indenrigsruter og 2,5 mio. passagerer og 60.300 tons fragt på udenrigsruter. Herudover er der en række mindre luftfartsselskaber. Fra 1999 faldt passagertallet til omkring 5 mio. om året, indikerende omlægninger og konkurrence på området. 2.3.2. Telekommunikationssystemer. I telefonsektoren er der omkring 1,9 mio. fastnettilslutninger (1997) og omkring 2 mio. mobiltelefoner (1998). Mere end 650 radiostationer (1999) sender til omkring 31 mio. radiomodtagere (1997). 3,7 mio. fjernsynsapparater (1997) modtager fra 31 større TVstationer (1997). I år 2000 var der herudover en halv million internetbrugere. 2.3.3. Systemers militære, politiske og administrative aspekter. Filippinernes infrastruktur vanskeliggør militære operationer. Den frie presse og udbredelse af telekommunikationssystemer tillader formidling af såvel militære, politiske som administrative budskaber til selv fjerne egne af Filippinerne. 2.3.4. Vurdering. Det vurderes at infrastrukturen på Filippinerne generelt er mangelfuld og kræver udbygning. Filippinernes opmærksomhed på udbygning/modernisering af især jernbanenettet vil forbedre dette forhold, og især prioriteringen af moderne jernbane på Mindanao vil skabe grundlag for øget vækst i en betrængt region. 6 Munzlinger Archiv; Philippinen 2/2001 samt bilag 2. 7 Til sammenligning findes omtrent dobbelt så meget asfalteret vej i Danmark. 8 I Danmark forefindes tre gange så meget jernbane. 9 JDW, infrastructure, p.3. Broad, Robin; Cavanagh, John; Plundring Paradise. 12

Terrænet og den eksisterende infrastruktur vanskeliggør militære operationer, idet bl.a. vej og jernbanenet er relativt begrænset. Det store antal lufthavne (landingsbaner) og havne opvejer dog i nogen omfang manglen på landforbindelser, således vil sø- og luftmobile enheder være en forudsætning for succes i militære operationer. Den kommunikationsmæssige faktor vurderes overordnet at være en stabiliserende faktor. 13

2.4. DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR 10 2.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske placering 11. Filippinerne har ca. 82,8 mio. indbyggere. Som det fremgår af bilag 3 er Filippinernes befolkning mere end fordoblet siden 1970, og med en konstant befolkningstilvækst på over 2,3% vil denne udvikling fortsætte. Regeringen har forsøgt at nedbringe befolkningstilvæksten, men den katolske kirke har indtil nu forhindret dette grundet modstand mod prævention. Hele 36% af befolkningen er under 15 år, og gennemsnitslevealderen er betragteligt højere end i øvrige lande i regionen, idet den for mænd er ca. 65 år og for kvinder ca. 71 år. Ca. 60% af befolkningen bor i byer, heraf ca. 10 mio. indbyggere (2000) i hovedstadsregionen. 2.4.2. Religiøse og etniske grupperinger. 2.4.2.1. Religion: Den mest udbredte religion i Filippinerne er katolicisme med 84,1% (1991). Øvrige religioner fordeler sig med 6,2% uafhængige Filippinske kirke (Aglipayan), 4,6% muslimer og 3,9% protestanter, naturreligion og buddhister. 2.4.2.2. Etnicitet: Den største befolkningsgruppe i Filippinerne er ungmalaiske filippinere med 40%. Øvrige befolkningsgrupper fordeler sig med 30% indonesere/polynesere, 10% gammelmalaier/negritos, 10% kinesere, 5% indere og under 5% andre. 2.4.2.3. Sprog 12 : Filippino (afledt af tagalog) er hovedsproget og tales af 55% af befolkningen. Øvrige sprog er 27,9% tagalog, 24,3% cebuano, 9,8% ilocano, 9,3% panay-hiligaynon, 5,8% bicol og ca. 3% spansk, kinesisk og engelsk. 2.4.3. Sundhed 13. Filippinerne har et for regionen veludbygget sundhedssystem, som imidlertid bliver stadig mere utilstrækkeligt til at betjene den voksende befolkning. Desuden er det koncentret om byområder, hvilket medfører at der i landregionerne er mangel på lægehjælp. Regeringen har gennem de seneste år øget bestræbelserne for at give for den dårligere stillede del af befolkningen adgang til sundhedssystemet. Den hyppigste dødsårsag i 1992 var diarre (1,03 mio.), bronkitis (770.000), forkølelse (510.000), lungebetændelse (401.000) og tuberkulose (137.000). I 1995 var der 1700 sygehuse (heraf halvdelen i hovedstadsområdet), hvoraf ca. 1100 var private, med tilsammen 80.800 senge (heraf 37.500 på private kliniker), hvilket tilsammen udgør 11,5 senge per 10.000 indbyggere. 2.4.4. Levestandard og uddannelsesniveau. Filippinerne har skolepligt og hovedparten af børn modtager undervisning. Hertil kommer muligheden for en skoleforberedende uddannelse fra det tredje leveår. Den grundlæggende skoleuddannelse begynder ved det syvende leveår og omfatter seks skoleår. Derefter følger en ikke obligatorisk overskole, som ca. 60% af eleverne fortsætter i. Ca. 35% af eleverne fortsætter med en college eller universitetsuddannelse. Dette er i praksis udtryk for at næsten alle i hovedstadsregionen afslutter den grundlæggende skoleuddannelse, hvorimod der i de fattigste områder kun er ca. 30% som fuldfører den 6-årige grundskole. 10 Munzlinger Archiv; Philippinen 2/2001. 11 Balisacan, Arsenio M.; Poverty, Urbanisation and Development Policy. 12 En større procentdel er egentlig tosprogede. 13 NEDA; Social development in the Philippines og EIU country profile 2002, p. 19. 14

Universitetsuddannelsen er stærkt udviklet og af høj kvalitet. I 1995/96 var der ca. 400.000 lærere og mere end 40.000 skoler, heraf 6.300 overskoler. Herudover var der samme år omkring 2.500 højere læreanstalter med omkring 1,6 mio. studenter. Det relativt høje uddannelsesniveau afspejler sig i et relativt lavt antal analfabeter med 5,4% (mænd 5,0%, Kvinder 5,7%). Det høje uddannelsesniveau står i umiddelbar kontrast til levestandarden. Forskellen på fattig og rig er stor. I 2000 levede 39% af befolkningen under fattigdomsgrænsen. 2.4.5. Vurdering. Den fortsatte befolkningstilvækst og den katolske kirkes modstand mod enhver form for svangerskabsforebyggelse indebærer en lang række sociale risici og problemer. Selv med en positiv industriel udvikling, sendes der hvert år flere unge mennesker ud på arbejdsmarkedet, end dette kan bære. Samtidigt stiger de statslige udgifter til uddannelse, sundhedsvæsenet og den sociale sektor i et omfang staten ikke kan overkomme. Som en følge heraf lever et stadigt stigende antal mennesker under fattigdomsgrænsen, hvilket har medført en stigende social utilfredshed i store samfundsgrupper. Dette vurderes i fremtiden at ville være en destabiliserende faktor i indenrigspolitikken og en begrænsning i regeringens handlefrihed. Det muslimske mindretal i Filippinerne er ikke en integreret del af samfundet, og søger mod et vidtgående selvstyre. Denne utilfredsstillende sociale situation, særligt i den muslimsk dominerede sydlige del af landet, vil fremtidigt medføre en endnu større modsætning mellem det kristne befolkningsflertal og det muslimske mindretal. Den etnisk-religiøse problematik vil med denne baggrund være et vigtigt aspekt i den videre analyse af økonomiske og indenrigspolitiske forhold. 15

2.5. DEN ØKONOMISKE OG VIDENSKABELIGE FAKTOR En positiv udvikling, med en øget liberalisering, prægede den økonomiske udvikling frem til afslutningen af 1997, hvor den økonomiske krise i Asien indtraf. Filippinerne har dog i sammenligning med andre lande i regionen klaret sig hæderligt gennem krisen, primært pga. at præsident Ramos først i 90 erne gennemførte en målrettet indsats for økonomisk vækst, der siden 1994 blev støttet af Extended Fund facility under IMF 14. 2.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer 15. 2.5.1.1. Landbrug: Landbrug, fiskeri og skovbrug udgør stadig hovederhvervene i Filippinerne med ca. 33 % af arbejdsstyrken beskæftiget her, men udgør i forhold til tidligere en mindre andel af BNP, grundet lav produktivitet og nedslidt produktionsapparat. Sektoren har de seneste 5 år udgjort ca. 20% af det samlede BNP. Filippinerne er generelt selvforsynende med hovedparten af fødevarer, undtaget oksekød og mælkeprodukter som må importeres. Uheldige vejrforhold, som eksempelvis El Ninõ i 1998/99, kan dog medføre at forsyningen af især ris ikke er tilstrækkelig. Ris, majs og kokospalmer er hovedafgrøderne i Filippinerne, og især kokosolie udgør en stor eksport. 2.5.1.2. Fiskeri: Fiskeri er et traditionelt erhverv i Filippinerne, og er en væsentlig industri med 1,8 mio. beskæftigede, der udgør en stigende del af eksporten. Til trods for at kommercielt fiskeri generelt er øget med 10% siden 1994, er det samlede fiskeri gået tilbage, bl.a. som følge af overfiskeri af indre filippinske farvande, herunder fremmede fiskeflåders udnyttelse af disse farvande. Særligt farvandene omkring Spratly-øerne er særdeles rige på fisk. 2.5.1.3. Skovbrug: Skovbrug udgør en stadig mindre andel af produktionen, idet regeringen har indført restriktioner mod skovbrug, bl.a. for at mindske jorderosionsproblemer. Ulovlig skovhugst er fortsat et stort problem, som regeringen har svært ved at komme til livs. 2.5.1.4. Minedrift: Minedriften har været præget af en konstant nedgang siden 1980 erne, og udgør i dag kun omkring 1 % af BNP. 2.5.1.5. Turisme: Indtægter fra turisme beløb sig i 1998 til 2,4 mia. US US$. Det samlede antal turister var i 1995 1,8 mio. Filippinernes dårlige omdømme pga. omfattende kriminalitet og terroristvirksomhed har ramt turismen relativt hårdt. 2.5.2. Energiproduktion og ressourcer. Filippinerne er i høj grad afhængig af energiimport, særligt olie og kul, da disse kun i begrænset omfang produceres. Regeringen forsøger at imødegå den store afhængighed ved at investere i geotermiske og hydroelektriske anlæg, som i fremtiden forventes at kunne dække en større andel det samlede energibehov. Energiforsyning var tidligere statsmonopoliseret, men er løbende blevet privatiseret. Dette har medført at energiproduktionen fra 1992-99 er øget fra 6649 til 12341 MW, og forventes frem til 2011 at blive forøget med yderligere 990 MW. Priserne på energi er steget i Filippinerne som følge af privatiseringen, hvilket har medført at det er blevet vanskeligere for den fattige befolkningsgruppe at købe energi. 14 IMF; Philippines, p.2. 15 Kramer, Markus; Effective Protectio of Agricultural Products. 16

2.5.3. Råmaterialer til industrien. Filippinerne var tidligere en af verdens førende kobberproducenter, men har i dag kun en andel på 0.2 % af den verdens produktion. Råmaterialerne forefindes spredt udover Filippinerne. Ca. ¼ af det filippinske område mangler dog at blive kortlagt. Andre råstoffer er jern, bly, guld, sølv, zink og kobolt. 2.5.4. Industriproduktion. Ca. ¼ af Filippinerne BNP stammer fra industriproduktion. Strukturen af industriproduktionen hælder mest mod forbrugsvarer til hjemmemarkedet på trods af den medarbejdertunge eksportorienterede elektronikindustri. Hovedparten af udenlandske investeringer i Filippinerne er i industriproduktionen, hvilket skyldes tiltag fra regeringen til at oprette eksportproduktionszoner med skattefrihed. Den regionale krise dæmpede investeringslysten i 1998 og 1999, men denne har dog igen rettet sig. En undtagelse er elektronikindustrien, der oplevede en generel nedgang i 2001, men hvor der på længere sigt forventes vækst. 2.5.5. Handel 16. Filippinerne har efter et konstant underskud på omkring 10 mia. US$ på handelsbalancen op gennem halvfemserne vendt udviklingen til et overskud på mere end 5 mia. fra 1999 og fremefter. Fra at landbrugsvarer udgjorde hovedparten af eksportindtægter, udgør det i dag kun 5 % af den samlede eksport. Hovedparten af eksporten udgøres af elektronisk udstyr, maskiner og tekstilvarer, som alle er kendetegnet ved at være forarbejdede varer, produceret for multinationale selskaber. I 2001 var der en markant nedgang til et samlet overskud på ca. 2.8 mia. US$, som en følge af den generelle økonomiske afmatning på verdensmarkedet. Det forventes at overskuddet på handelsbalancen langsomt vil nærme sig nul, for derefter at balancere. Enkelte observatører forventer endda en let tilbagegang i erhvervssektoren for 2002 Væsentligste import- og eksportvarer samt vigtigste handelspartnere fremgår af bilag 4. 2.5.6. Arbejdskraft. Arbejdskraften i Filippinerne er forholdsmæssig billig og veluddannet, hvilket har medført at talrige industrilande, herunder Japan og USA, har henlagt en stor del af produktionen indenfor tekstil- og elektronikindustrien til Filippinerne. Arbejdsløsheden har siden 1998 ligget stabilt omkring 10%, men da den samlede arbejdsstyrke er voksende, er antallet af arbejdsløse stigende fra ca. 2.4 mio. i 1998 til 3.3 mio. i 2001. 2.5.7. Økonomisk struktur og finanser 17. Filippinerne havde i 2001 et samlet BNP på 71,3 mia. US$ 18, med en gennemsnitlig BNP per indbygger på ca. 888 US$ 19. Dette tal dækker over den fordelingsmæssige skævhed, at hovedstadsregionen med 15% af befolkningen producerer ca. 1/3 af det samlede BNP. I år 2000 var indkomsten per indbygger i hovedstadsregionen ca. 9 gange så stor, som i den fattige muslimske autonome region på Mindanao, samtidigt med at de 10% rigeste i Filippinerne tjente 23 gange så meget som de 10% fattigste. En medvirkende årsag hertil er at 20 særdeles rige familier er i besiddelse af enorme formuer. Filippinernes udenlandsgæld har været støt stigende til 53 mia. US$ i 1999, men vurderes per juni 2002 at ville være nedbragt til omkring 50,3 mia. US$med udgangen af 2002. Inflationen er samtidigt reduceret fra et gennemsnit på 6,5% i 16 IMF 2000 p. 66 og EIU Country Report August, p.6. 17 EIU Country profile 2002, pp. 23-24. 18 Omtrent 40 % af Danmarks BNP. 19 Omtrent 40 gange mindre end i Danmark. 17

perioden 1997-2000 til 6,1 % i 2001. En anden væsentlig faktor for den dårlige filippinske økonomi er et dårligt skattegrundlag, som begrænser statens indtægter. Økonomisk vækst forventes ikke før i 2003. 2.5.8. Vurdering. Den filippinske økonomi står over for et vanskeligt år 2002, hvor den relativt høje udlandsgæld og inflation kun kan nedbringes væsentligt ved en fortsat målrettet indsats. Den samlede industriproduktion vil formentlig fortsat være i vækst, på trods af stigende konkurrence fra lavomkostningsproducenter som bl.a. Kina, hvilket vurderes at ville skabe gode muligheder for en stabil økonomisk udvikling. En økonomisk vækst er ligeledes påkrævet for at bekæmpe det stigende arbejdsløshedsproblem, og den dertil hørende fattigdom. Såfremt Filippinernes satsning på alternative energiformer lykkes, vil behovet for importeret energi falde. Det vil resultere i en bedre handelsbalance, med mindre afhængighed af omverdenen til følge. Sammenfattende vurderes den økonomisk-videnskabelige faktor at være en stabiliserende sikkerhedspolitisk faktor, idet Filippinerne vurderes at have det fornødne grundlag for økonomisk vækst. 18

2.6. DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR 20 2.6.1. Politisk målsætning. Filippinerne ønsker at skabe intern stabilitet, for herigennem at kunne skabe tilstrækkelig økonomisk vækst, til at udvikle sig til en moderne industrination. Bekæmpelsen af fattigdom er en væsentlig målsætning for regeringen, hvor en væsentlig hindring er omfattende korruption på endog ledelsesniveau og den dybe opdeling mellem fattig og rig 21. 2.6.2. National holdning og selvopfattelse. Filippinernes nationale selvopfattelse er præget af ønsket om uafhængighed, som et resultat af mange års kolonisering og besættelse, hvilket ikke mindst afspejler sig i uviljen mod den fortsatte amerikanske tilstedeværelse i Filippinerne. Den indenrigpolitiske struktur i Filippinerne er særdeles heterogen, med enorm rigdom og dyb fattigdom ved siden af hinanden. En rig overklasse, hovedsageligt bestående af katolikker uddannet i USA, udgør landets magtelite, og er koncentreret omkring hovedstaden Manila på øen Luzon. Hoveddelen af befolkningen udgøres af et fattigt katolsk flertal og et særdeles fattigt muslimsk mindretal. Det filippinske samfund er generelt præget af stor arbejdsløshed, primitivt landbrug, omfattende kriminalitet, herunder narkotika- og smuglerkriminalitet, samt religionsmodsætninger mellem katolikker og muslimer, herunder et antal etniske seperatistbevægelser. 2.6.3. Regering og administration. Efter afsættelsen af Ferdinand Marcos i 1986, fik Filippinerne 11. februar 1987 en demokratisk forfatning efter amerikansk model, og er i dag en demokratisk republik. Dette har medført en udpræget ytrings- og pressefrihed, og ved sidste valg var der en valg-deltagelse på over 85%. Filippinernes regeringen består af en præsident valgt for en 6 års periode, samt en kongres bestående af et senat og repræsentanternes hus. Senatet har 24 medlemmer valgt for en 6 års periode og kongressen består af 209 medlemmer valgt for en 3 års periode. Præsidenten har beføjelser til at erklære krigstilstand i op til 60 dage, uden kongressens godkendelse. Den nuværende præsident er Gloria Macapagal-Arroyo, som overtog posten efter den korruptionsmistænkte Estrada 20. juni 2001. Den filippinske administration er stærk centralistisk, med begrænset handlefrihed for de 76 provinser, som er samlet i 12 regioner. Undtaget herfra er Cordillera Autonomous Region og Autonomous Region of Muslim Mindanao (ARMM), hvor et udstrakt selvstyre er etableret (se bilag 5). Guvernøren i ARMM er omgivet af en rådgivende forsamling med 81 medlemmer, hvoraf 44 tilhører MNLF. MILF er dog med sine ca. 15.000 medlemmer fortsat en usikkerhedsfaktor i det muslimske selvstyreområde. 2.6.4. Politiske partier og grupper. Det politiske system i Filippinerne er præget af den historiske opdeling mellem den rige magtelite og et fattigt befolkningsflertal. Filippinerne har siden kolonitiden været præget af 20 indflydelsesrige familier, med kolossale formuer 22. 20 JDV. Möller, Kaj & Schütt, Niels; Südostasien 2001. 21 Timmermann, David; A Changeless Land. 22 Guiterez, Eric; The Ties that Bind. Catholic Institute for International Relations; Politics and military power. Rivera, Temario C.; Landlords and Capitalists. 19

De væsentligste politiske partier er: EDSA: Den nationale union af kristelige demokrater, ledet af den tidligere general og præsident Fidel Ramos. DP: Democratic Philippines ledet af den tidligere præsident Aquino. NPC: Nationalist Peoples Coalition som er partiet skabt af den tidligere diktator Marcos. PMP: Partido Marsung Pilipino ledet af den afsatte præsident Joseph Estrada. CPP: Communist Party of the Philippines, som er stærkt imod amerikansk indflydelse i Filippinerne, og som er den politiske fløj af den kommunistiske oprørsbevægelse NPA. UMDP: United Muslim Demokratic Party. Herudover findes der i Filippinerne en lang række mindre politiske partier og grupper, herunder følgende væbnede politiske oprørsgrupper: NPA: Oprettet i 1969 som den militante fløj af Filippinernes Kommunistparti (CPP), med det formål at styrte regeringen gennem opbygning af en bondeguerilla, der skulle omringe og udsulte byerne. Mest udbredt i det centrale og sydlige Luzon og Visayas Islands. Kulminerede i midt-80'erne med omkring 25.000 våbenføre, men efter Corazon Aquino væltede Ferdinand Marcos svandt tilslutningen. NPA har levet en omskiftelig tilværelse op gennem 90'erne, men råder over betragtelige lagre af moderne håndvåben og morterer. MNLF: Moro National Liberation Front og deres militante fløj Bangsa Moro Army er den primære guerillaorganisation, der stræber efter islamisk overherredømme på Mindanao og andre sydlige øer. I august 1996 opnåedes via forhandlinger selvstyre i en del af Mindanao. Medlemmerne hævdede ultimo 2001 at deres leder, Nur Misuari, var korrupt, hvorfor han blev afsat 23. Som reaktion på dette beordrede Misuari angreb på en regeringsbygning i Jolo i december 2001, hvor ca. 100 mennesker blev dræbt. MILF: Moro Islamic Liberation Front dannedes I 1984 af udbrydere fra MNLF. Meget tyder på nære forbindelser til Al-Qaeda 24. MILF råder over flere deciderede træningslejre. Våbenarsenalet omfatter moderne håndvåben, maskingeværer, raketlaunchere og andre anti-tank våben og morterer. Endvidere hævdes MILF også at råde over jord-til-luft missiler. ASG: Abu Sayyaf Group (ASG) udspringer ligeledes fra MNLF. Deres oprindelige mål var at overtage MNLF's revolutionære kamp og tiltrække opmærksomhed fra muslimske lande således at disse landes tilskud ville gå til ASG frem for MNLF. ASG's fatwa er en rabiat fundamentalistisk tolkning af koranens budskab. ASG har specialiseret sig i kidnapninger, og er i denne egenskab ofte fremme i de globale medier. ASG primære operationsområde er Basilan. Mange spekulerer i svækkelse af ASG's politiske bevidsthed, og en transformering af gruppen til egentlige terrorister uden klare opnåelige politiske mål 25. Nogle medlemmer er samtidigt medlemmer af MILF, hvilket medfører at ASG-medlemmer, såfremt de opholder sig i MILF-kontrolleret område, er vanskelige for regeringen at bekæmpe. 23 Retssag pågår fortsat. 24 JDV (Security and Foreign Forces). 25 JDV (Security and Foreign Forces). 20

Den manglende demokratiske tradition i Filippinerne medfører at politiske tilhørsforhold, herunder stemmer ved præsidentvalg, i højere grad er et valg om personer end politisk overbevisning. 2.6.5. Lov og orden. Filippinernes Nationale Politi (FNP) tæller 42.500 mand. Disse kan forstærkes af yderligere 62.500 reservister. FNP er sammensat af det tidligere Filippinernes Politikorps, der oprindeligt udspringer fra Det Filippinske Forsvar og det tidligere Nationale Politi. FNP er jævnligt repræsenteret i bl.a. FN relaterede politisamarbejder i globale brændpunkter, herunder Vest-Sahara, Kosovo, Øst-Timor og Haiti. 2.6.6. Den aktuelle indenrigspolitiske situation 26. Hovedtemaerne i Filippinernes indenrigspolitiske situation er bekæmpelsen af den enorme fattigdom, samt en yderligere stabilisering af forholdet til det muslimske mindretal på øen Mindanao. Regeringen under den nu afsatte præsident Ramos blev valgt på løfter om at bekæmpe den udstrakte fattigdom, og diverse programmer er iværksat på dette område. Den nuværende præsident Arroyo har overtaget løfterne fra sin forgænger. Den politiske fredning af de muslimske oprørsbevægelser på Mindanao, har efter flere års forhandlinger i det såkaldte Organisation Islamic Conference (OIC), medført den første afspænding i forholdet mellem centralregeringen og det muslimske mindretal på øen. Med fredsaftalen 2. september 1996 mellem den daværende regering og MNLF, og den deraf følgende oprettelse af en zone for fred og udvikling (Zone of Peace and Development, ZOPAD) i den sydlige del af Mindanao, har Filippinerne søgt at erstatte en militær løsning med integrationspolitik. Arroyo-regeringen har søgt at afvikle problemerne med den islamiske separatistbevægelse MILF, og den årti-lange kamp mod den kommunistiske modstandsbevægelse National Democratic Front (NDF) og den bevæbnede del af det kommunistiske parti (CPP) New Peoples Army (NPA). Fredsforhandlingerne mellem regeringen og MILF blev indledt i Juni 2001, og forventes at bringe fredsprocessen til en afslutning med udgangen af 2002. Det har dog vist sig vanskeligt at opretholde momentum i fredsprocessen, særligt på grund af den stadigt uafklarede situation omkring den landbrugsjord, som det muslimske mindretal mener at regeringen berøvede dem efter oprettelsen af Filippinerne i 1946. Ydermere er kristelige paramilitære grupper dannet som reaktion på frygten for at komme under muslimsk overherredømme, såfremt muslimerne får succes med indførelse af egentligt systemskifte på Mindanao 27. Den seneste udvikling er at MNLF og MILF den 3. august 2001 blev sammensluttet i Bangsamoro Islamic National Solidarity (BINS). Hovedproblemet synes nu at være udbrydergrupper som Abu Sayyaf-gruppen, som er utilfredse med den igangværende fredsprocess, da deres erklærede mål er en selvstændig islamisk stat i regionen. 31. juli 2002 forlod en amerikansk styrke på 650 mand Filippinerne efter i seks måneder at have deltaget i øvelse Balikatan 2002, der havde til formål at træne og assistere det Filippinske Forsvar (AFP) i bekæmpelse af primært Abu Sayyaf Group (ASG). Selvom der ikke var tale om en officiel anti-terror operation, blev denne øvelse forstærket med ca. 20 amerikanske anti-terror specialister, med henblik på at befri et amerikansk ægtepar, som var kidnappet af ASG. Ultimo juni 2002 blev det bekendtgjort at USA ville fortsætte denne type øvelser sidst på året og 8 måneder frem. 4000 amerikanere forventes til Filippinerne til indsættelse i den fortsatte kamp mod oprørsstyrkerne. Der siges at være informationer om forbindelse mellem 26 The economist Intelligence Unit; Country Report Philippines. 27 Munzlinger Archiv; Philippinen 2/2001. 21

ASG og Al-Qaida, men et egentligt samarbejde om internationale terroraktioner synes ikke at være sandsynligt. Regeringens aktive bekæmpelse af ASG medfører endvidere tiltagende modstand fra den muslimske befolkning, da særligt den amerikanske deltagelse i rammen af kampen mod terrorisme, af mange muslimer bliver betragtet som en egentlig kamp mod det muslimske mindretal. Endvidere er tilstedeværelsen af amerikanske soldater for mange filippinere endnu et tilbageskridt fra ønsket om et selvstændigt og uafhængigt Filippinerne 28. Under optakten til øvelsen BALTIKAN 2002 opstod der en indenrigspolitisk krise, idet udenrigsministeren (tillige vicepræsident) Guingona ikke ville underskrive aftale om tilstedeværelse af udenlandske tropper (MOU), fordi han var af den opfattelse, at det var i modstrid med filippinsk grundlov. Således måtte departementchefen underskrive MOU en. 2.6.7. Vurdering. Den indenrigspolitiske situation i Filippinerne vurderes at være i en positiv udvikling og en videre demokratisering og liberalisering vil medvirke til en fortsat fredelig indenrigspolitisk udvikling, som dog kan forstyrres af problemerne med det religiøse mindretal i syd. Fredsaftalerne med det muslimske mindretal på Mindanao, og den deraf følgende aftale om udstrakt muslimsk selvstyre, synes at have øget muligheden for en fredelig udvikling i Filippinerne. Den seneste udvikling med sammenslutningen af MNLF und MILF den 3. august 2001 i Bangsamoro Islamic National Solidarity (BINS), tyder på en fortsat positiv udvikling på dette område. Der synes dog at være en risiko for at regeringens bekæmpelse af mindre muslimske militante grupper vil møde stigende modstand fra det muslimske mindretal, ikke mindst i lyset af den amerikanske deltagelse i bekæmpelsen. Det er endvidere problematisk at nogle ASG-medlemmer tillige er MILF-medlemmer og trækker sig tilbage til MILF-territorium, og således forhindrer forfølgelse, idet regeringen ikke vil bringe det relativt gode forhold til MILF i fare. Så længe der er amerikansk tilstedeværelse i Filippinerne vil dette være et tema i den indenrigspolitiske debat, idet befolkningsflertallet generelt er imod denne tilstedeværelse. En yderligere trussel mod en stabil udvikling vurderes at være den fortsatte fattigdom, særligt blandt det muslimske mindretal, hvor en stigende utilfredshed medfører øget opslutning bag mere ekstreme grupper. Meget vil afhænge af regeringens evne til at gennemføre en retfærdig fordeling af goder. Overordnet vurderes den indenrigspolitiske faktor at være en stabiliserende faktor for den sikkerhedspolitiske udvikling i Filippinerne. Denne stabilitet vurderes dog at være at være afhængig af en fortsat økonomisk udvikling og omfordeling af goderne i det filippinske samfund, samt en løsning af problemerne med det muslimske mindretal. 28 Che Man, W.K.; Muslim Separatism. Petermanns geographische Mitteilungen4/2000. 22