International handel og vandel - WTO fra Marrakesh til Cancún DIIS - København - 2004 1
Det internationale handelsregime og landbrug Landbrug har alle dage været smertensbarnet i de internationale handelsforhandlinger. Efter Anden Verdenskrig indså de rige lande, at det stærkt protektionistiske handelsregime, der havde udmøntet sig som følge af hvert enkelt lands forsøg på at imødegå 1930ernes krise, måtte undgås. Allerede i 1944 under Bretton Woods-konferencen blev de første spadestik taget til at indføre internationale regler for samhandelen ved forsøget på oprettelse af en International Trade Organization (ITO). Denne blev dog afvist af den amerikanske kongres, hvorfor oprettelsen under navnet GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) måtte vente til konferencen i Genève 1947 og Havana 1948. GATT-aftalen var dog kun tænkt som provisorisk indtil oprettelsen af ITO. På trods af at amerikanerne havde været en drivende kraft i det charter for ITO, som blev underskrevet i Havana 1948, blev denne igen afvist af kongressen. GATT eksisterede derfor frem til oprettelsen af World Trade Organization (WTO) i 1995. Lige fra starten blev landbrug behandlet som en undtagelse. Hvor samhandelen for industrivarer blev mere og mere liberaliseret, toldsatser sænket, indenlandsk støtte stærkt begrænset, osv., under de forskellige forhandlingsrunder, så vedblev landbruget med at opretholde en særstilling. Der er flere grunde til denne forskelsbehandling. Under 1930ernes krise blev især de amerikanske landmænd ramt af en dyb krise, og i Europa var der i mange lande både under og i årene efter Anden Verdenskrig mangel på fødevarer. I den frygtelige hungervinter i Holland 1944/45 menes 30.000 mennesker at være døde af sult, og tusindvis af børn sat tilbage i væksten, ligesom sygdomme som tuberkulose spredte sig. Den kolde krig forstærkede disse oplevelser og lagde grunden til EU med de landbrugsordninger, vi kender. Det vel nok vigtigste mål med landbrugsordningerne var netop at opnå selvforsyning, så befolkningen kunne brødfødes i krise/krigstider et mål der i den grad er blevet opfyldt. Der er også andre grunde, som regionale hensyn, den stærke landbrugslobby, osv., men resultatet er det nuværende handelssystem, hvor de rige lande opretholder en stor landbrugs- 15
16 produktion og samtidig begrænser andre landes adgang til markederne. Dette protektionistiske handelssystem er især et problem for udviklingslandene, idet 51% af befolkningen i udviklingslandene får deres indkomst fra landbruget mod kun 7% i de industrialiserede lande. For de mindst udviklede lande er det mere end to tredjedele af befolkningen (69%), der får deres udkomme i landbruget. Ethvert forsøg på at løse de massive fattigdomsproblemer i verden er derfor tvunget til at inddrage landbruget. Dermed er hovedmålet for de igangværende handelsforhandlinger sat, nemlig at få gennemført reelle liberaliseringer, som giver udviklingslandene mulighed for at deltage i den stadigt stigende internationalisering, og dermed give et håb til de millioner af mennesker i de fattige lande, som er helt afhængige af landbrug. GATT-forhandlingerne sluttede i 1994 i Marrakesh med underskrivelsen af den nugældende aftale for det internationale handelsregime. I denne runde, den såkaldte Uruguay-runde, blev der taget hul på landbrugsproblemet. Landbrugsaftalen fastsætter restriktioner på handelsbarrierer og støtte. Aftalen opdeler landbrugsområdet i tre hovedkategorier: markedsadgang, indenlandsk støtte og eksportstøtte. Markedsadgang omhandler toldsatser og handelsbarrierer. Et stort fremskridt i Uruguay-aftalen var tarifficering omlæging af alle kvantitative restriktioner til toldsatser. Det fik dog nogle uhensigtsmæssige resultater, specielt oprettelsen af såkaldte toldkvoter, hvor import under disse kvoter har en særligt lav toldsats og import uden for kvoten en høj sats. Dette har skabt et stort bureaukratisk og uigennemskueligt system, som det kræver ekspertise og erfaring at kunne udnytte, hvilket er til ugunst for udviklingslandene. Et andet problem er, at den reduktion af satserne, som blev aftalt, var af de øverst tilladte satser og ikke de faktisk anvendte. Dette har betydet, at mange reduktioner ikke har haft nogen reel effekt, da den reducerede tilladte sats stadig ligger over den faktisk anvendte, som derfor ikke har skullet reduceres. En speciel anstødssten for udviklingslandene mht. toldsatser er den såkaldte toldeskalation. Denne indebærer, at jo højere forarbejdning en vare har indbygget, desto højere er toldsatsen. Som eksempel kan nævnes, at EU pålægger en importafgift på 10% på appelsiner fra Sydafrika. Men hvis disse presses og hældes på kartoner og således bliver til appelsinjuice, stiger afgifterne til 88%. Denne toldpolitik er dermed skadelig for udviklingslandenes forsøg på at udvikle en forarbejdningssektor, og bidrager til at fastholde dem som råvareleverandører. I Uruguay-aftalen blev der opsat regler for indenlandsk støtte til landbrugssektoren, men direkte reduktioner af den samlede støtte har ikke udmøntet sig. De forskellige støtteordninger, som altovervejende benyttes af de udviklede lande, der er de eneste, der har råd til at yde støtte, blev sorteret i bokse, efter graden af forvri-
dende effekter: en grøn boks til ikke-forvridende, og dermed tilladt, støtte; en blå boks til forvridende, men tilladt, støtte; og en gul boks til stærkt forvridende støtte, som principielt skal afvikles. Det tredje hovedområde i landbrugsaftalen, eksportstøtten, tillader subsidiering af landbrugsprodukter ved udførsel, da verdensmarkedspriserne oftest er lavere end i de beskyttede indenlandske markeder. Denne politik er mange udviklingslande specielt pikeret over. De oplever ofte, at deres eksportprodukter bliver pålagt antidumping told eller direkte bliver afvist med brug af den specielle sikkerhedsklausul med henvisning til, at det rige importlands indenlandske produktion kan lide skade ved for stor indførsel. Derfor er udviklingslandene opsatte på at få forbudt eksportstøtte, som de betragter som dumping, da denne støtte sænker verdensmarkedspriserne på deres produkter. Det internationale handelsregime og landbrug Derudover indeholder aftalen også regler mht. anti-dumping-initiativer, specielle sikkerhedsforhold og ikke mindst den såkaldte fredsklausul. Relateret til landbrugsaftalen er også aftalen om sanitære og phytosanitære forhold, hvorefter lande kan opstille standarder mht. sundheds- og sikkerhedsmål, som importvarer skal overholde. Et af de vigtigste resultater af Uruguay-aftalen og den efterfølgende oprettelse af WTO var indførelsen af et tvistbilæggelsessystem. Tvistbilæggelsessystemet giver lande adgang til at anlægge sager mod lande, som menes at have brudt aftalerne. I tilfælde af medhold kan der pålægges sanktioner over for de lande, som har forbrudt sig. Denne egenskab ved WTO er ganske unik i forhold til internationale organisationer og har bidraget til at give WTO slagkraft og en høj profil i det globale forum. Mange NGOer såvel som lande arbejder for at lægge flere områder ind under WTO, da tvistbilæggelsessystemet giver en mulighed for, at lande kan tvinges til at overholde de aftaler, som de selv har underskrevet. Specielt arbejdes der for, at miljø- og sociale minimumsstandarder indføres i WTO. Doha-udviklingsrunden På trods af de fremskridt, som Uruguay-aftalen medførte, blev det hurtigt erkendt, at landbrugsaftalen langt fra sikrer en fri og fair udveksling af landbrugsprodukter. Flere forsøg blev gjort på at sætte gang i en ny forhandlingsrunde, det mest ambitiøse på WTOs tredje ministerkonference i Seattle i 1999. På denne konference meldte udviklingslandene sig for første gang på banen som aktive deltagere i forhandlingerne. De såkaldte Quad-lande (USA, EU, Canada og Japan) forsøgte at aftale rammerne for en ny aftale, som de plejede. Men udviklingslandene nægtede at tiltræde en aftale, 17
som de ikke havde haft nogen indflydelse på. Denne skarpere profil for udviklingslandene er i høj grad et resultat af WTOs succes i den forstand, at antallet af lande, der har søgt medlemskab, er steget markant fra 76 ved WTOs start til 146 i dag. Og langt de fleste medlemslande er i dag udviklingslande. Op til Doha-mødet var der stor bekymring for, om det overhovedet skulle lykkes at få igangsat en ny forhandlingsrunde efter fiaskoen i Seattle. Forhandlingerne i Doha blev da også vanskelige og måtte forlænges med en dag. Dette skyldtes EUs modstand mod at forpligte sig til at afskaffe eksportsubsidier. I udspillene op til Doha-mødet havde EU gjort klart, at de ikke kunne underskrive en aftale, der indeholdt en sådan forpligtelse. Det lykkedes dog at nå frem til en formulering i ministerdeklarationen, som kunne tiltrædes:...; reductions of, with a view to phasing out, all forms of export subsidies;.... Men selv denne åbne formulering så EU det nødvendigt at lægge afstand til - så samme dag som deklarationen blev underskrevet, udsendte EU en pressemeddelelse: Phasing-out is simply an indication of direction, of hope, of ambition. Ministerdeklarationen fra Doha lægger vægt på, at denne forhandlingsrunde skal fokusere på at inddrage udviklingslandene i den internationale arbejdsdeling, og at reglerne for det internationale samhandelsregime skal tage hensyn til udviklingslandenes specielle behov. Denne runde kaldes da også officielt Doha-udviklingsrunden. 18 Op til Doha-mødet fremsatte langt de fleste medlemslande forslag til en ny aftale. De gamle Quad-lande fremsatte naturligvis alle adskillige forslag. I overskriftsform ønskede EU ikke de store ændringer i det nuværende handelsregime, USA pressede på for liberaliseringer, Japan ønskede at kunne opretholde sine eksorbitant høje toldsatser på især ris og Canada gik som Cairns-land 1 ind for et ganske liberalistisk handelsregime. Her bemærkes det dog, at Canada yderligere fremsatte sine egne lidt mere protektionistiske forslag. I modsætning til den forudgående handelsrunde var der nu nye grupper af lande, der fremsatte forslag. Specielt er det værd at lægge mærke til, at 41 afrikanske lande gik sammen om forslag op til Doha-mødet. I det hele taget var der en tendens til at danne grupper for at kunne samle forhandlingsstyrke og ekspertise, så de store landes fordele på disse områder i nogen grad kunne opvejes. På Doha-mødet blev det også klart, hvis det ikke var det før, at landbruget er den store knast i forhandlingerne. Andre emner var blevet bragt på banen op til mødet især patenter og intellektuelle ophavsrettigheder var et varmt emne, specielt med tanke på de massive problemer med hiv-smitte i mange udviklingslande. Men de såkaldte TRIPs-forhandlinger (se Stine Jessen Haakonssons artikel i dette nummer) blev afklaret i form af en separat deklaration
på Doha-mødet, hvor en aftale blev indgået. Tilbage står især, foruden landbrug, forhandlinger om handel med tjenester, investeringer og konkurrencepolitik. De sidste to emner er led i de såkaldte Singapore issues, som blev vedtaget på WTOs første ministerkonference i Singapore i 1996. Disse emner har dog især de rige landes interesse, hvorimod udviklingslandene næsten udelukkende fokuserer på landbrugsområdet. Der blev på Doha-mødet vedtaget en tidsplan for forhandlingerne. Første alvorlige deadline var 31. marts 2003. Her skulle de såkaldte modalities for landbrugsforhandlingerne være vedtaget. Disse omhandler regler og målsætninger for reduktioner i støtte og satser. Med vedtagelsen af modalities ville sporet for landbrugsforhandlingerne være lagt, og en skitse for en endelig aftale på landbrugsområdet ville kunne anes. For at fremme forhandlingerne fremsatte formanden for landbrugskomiteen under WTO, Stuart Harbinson, et kompromisforslag den 12. februar 2003 og et par uger senere et lidt revideret forslag. Dette forslag blev analyseret på Fødevareøkonomisk Institut, hvor vi sammen med International Food Policy Research Institute, Washington, D.C., har gennemført et forskningsprojekt finansieret af Danida, med det formål at følge og analysere WTO-forhandlingerne med særligt henblik på udviklingslandenes interesser. Udviklingslandene har en klar interesse i, at WTO-forhandlingerne får en succesfuld afslutning. Det er i høj grad de produkter, hvor udviklingslandene har komparative fordele, som holdes ude fra de rige landes markeder, og hvor verdensmarkedet presses af de rige landes overproduktion som følge af massive støtteordninger. Et særligt grelt eksempel er sukkerområdet. Her har både USA og EU høje beskyttelsesbarrierer og indviklede støttesystemer (Frandsen et al. 2001). Samtidig er sukker et vigtigt produkt i mange udviklingslande, og der kan i forhold til så mange andre sektorer rimeligt nemt skabes en eksport på dette område. Da Harbinsons kompromisforslag til en aftale om modalities blev fremsat, underkastede vi forslaget en analyse i forskningsprojektet (Frandsen et al. 2003). Analysen af forslagets placering i forhold til WTO-landenes positioner viser, at Harbinsons udkast faktisk lægger sig midt imellem landenes holdninger og i den forstand kan siges at udgøre et kompromis. I forslaget lægges der op til en reduktion af toldsatserne på omkring 50% for de rige lande, lidt mindre for udviklingslandene; eksportsubsidier skal elimineres og den forvridende støtte i de blå og gule bokse skal reduceres med omkring 60%. Der er således ikke tale om en fuldstændig liberalisering af verdenshandelen, men dog et væsentligt fremskridt. Samtidig forsøger forslaget at tage højde for nogle af de særlige problemer, som en friere verdenshandel skaber for udviklingslandene. USA og EU har ofte brugt fødevarehjælp til udviklingslande som en måde at komme af med overskudsproduktion på, hvilket har Det internationale handelsregime og landbrug 19
bidraget til at trykke priserne for landmændene i de modtagende lande. Ligeledes har de hidtidige landbrugsordninger medført, at der næsten konstant er oplagret store mængder af fødevarer, som dermed er til rådighed ved fødevarekriser. Harbinsons forslag søger at indføre regler for brugen af fødevarehjælp, så denne ikke skader udviklingslandenes bønder. En konsekvens af en afvikling af landbrugsstøtteordningerne er, at fødevarelagrene mindskes. Ydermere vil nettofødevareimporterende udviklingslande få en forværring af betalingsbalancerne, da fødevarepriserne generelt vil stige i et mere frit verdensmarked. Derfor er der behov for særlige regler og evt. nye institutioner, som kan træde til i tilfælde af fødevaremangel (Diaz-Bonilla et al. 2000). Et forslag til afhjælpning af disse problemer er oprettelsen af en international finansiel fond, som har til formål at opkøbe korn på det frie marked og stille det til rådighed i tilfælde af akutte fødevarekriser (Lind 2001). Beregninger viser, at Harbinson-forslaget vil medføre en gevinst på verdensplan i omegnen af 100 mia. USD, hvilket svarer til ca. det dobbelte af den årlige udviklingsbistand fra de rige til de fattige lande. 20% af gevinsten tilfalder udviklingslandene, mens langt størstedelen tilfalder de rige lande, da det er disses økonomier, der er udsat for de største forvridninger gennem de forbruger- og skatteyderbetalte landbrugsordninger. Forslaget blev dog med det samme afvist af især EU og Japan. EU mener, at de kommer til at skulle give det meste - hvilket heller ikke er forkert, da det er EU der har de højeste beskyttelsesordninger - og Japan vil ikke acceptere at skulle sænke toldsatserne på især ris med så meget. Harbinsons forslag blev derfor reelt forkastet, og tidsfristen for en aftale om modalities udskudt til WTOs femte ministerkonference i Cancún i september 2003. Langt de fleste udviklingslande antager en ganske liberalistisk position i forhandlingerne, omend de ofte også ønsker specielle forhold for udviklingslande i form af mulighed for at opretholde højere toldsatser og for at yde støtte til produktion. En analyse af Bjørnskov og Lind (2002) af 120 WTO-medlemslandes positioner op til og umiddelbart efter Doha-mødet viser, at udviklingslandene ønsker et langt friere verdensmarked. En overraskende konklusion er, at USA og langt de fleste udviklingslande, specielt den såkaldte Afrikanske Gruppe, ligger meget tæt på hinanden. Derimod er EU sammen med Israel isoleret i forhandlingerne i ønsket om så få ændringer som muligt. Cancún 20 Op til Cancún-mødet blev der kun fremsat få forslag. Dette var naturligvis en konsekvens af, at forhandlingerne nu var gået ind
i en mere intensiv fase, hvor der skulle gives og tages. Et par bemærkelsesværdige udspil kom der dog. EU og USA, som ellers står ganske langt fra hinanden i forhandlingerne, fremkom med en fælles erklæring om landbrugsforhandlingerne. Denne erklæring var uden konkrete forhandlingsudspil og skulle nok snarere ses som en hensigtserklæring. Det mest bemærkelsesværdige udspil kom fra en noget uventet kant: Brasilien, Indien og Kina gik sammen om et fælles udspil. Kina blev medlem af WTO omkring Doha-mødet og havde således ikke fremsat andre forslag endnu. Brasilien er medlem af Cairns-gruppen og advokerer som et stort landbrugseksportland for et meget liberalistisk og frit verdensmarked. Indien derimod havde op til Doha-mødet fremsat ganske protektionistiske udspil. Det var derfor overraskende at se disse lande sammen i et fælles udspil. Udspillet lå ikke langt fra Harbinsons forslag og kunne derfor karakteriseres som et moderat forhandlingsudspil. Dette fælles forslag fik straks støtte af Argentina, Bolivia, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Mexico, Paraguay, Peru, Filippinerne, Thailand og Sydafrika. Senere under Cancún-mødet fik gruppen opbakning af endnu flere udviklingslande og dannede den såkaldte G20-gruppe. G20-gruppen indtog straks en høj profil på mødet og insisterede på markante reduktioner i de rige landes landbrugsstøtte, væsentlige reduktioner i toldbarrierer og eliminering af eksportsubsidier. Dog krævede gruppen, at udviklingslandene får ret til at opretholde importbarrierer og tilladelse til at give landbrugsstøtte. USA holdt en lav profil på mødet og overlod det til EU og formanden for mødet, den mexicanske udenrigsminister Luis Ernesto Derbez, at tage slagsmålet. Formanden forsøgte at få parterne til at enes om en forhandlingstekst, som de videre forhandlinger kunne tage udgangspunkt i, den såkaldte Derbez-erklæring. Som betingelse for at gå videre med landbrugsforhandlingerne forlangte EU en aftale omkring Singapore-emnerne, omhandlende investeringer og konkurrencepolitik. Udviklingslandene, og specielt G20-gruppen, nægtede derimod at indgå aftaler på andre områder, før der var sket fremskridt på landbrugsområdet. Da formanden for mødet ikke kunne se nogen mulighed for kompromis, afsluttede han mødet. Cancún endte derfor resultatløst. En analyse af positionerne op til og under Cancún-mødet (Bjørnskov og Lind 2003) viser, at Harbinsons forslag stadig udgør et godt kompromisforslag, når alle landes positioner betragtes. Omend der har været en lille indsnævring af positionerne siden Doha-mødet, så er EU stadig isoleret, mens USA ligger tæt på de fleste udviklingslande. Kina og Canada ligger meget tæt på Harbinsons forslag sammen med en række andre befolkningsrige lande. Mere end en tredjedel af Jordens befolkning er samlet omkring denne midterposition, som derfor burde kunne bruges som udgangspunkt for et kompromis. Det internationale handelsregime og landbrug 21
22 Efter Cancún Efterfølgende har der været mange spekulationer over forløbet af mødet. Generelt har den mexicanske formand fået meget kritik for sin håndtering af forhandlingerne og den pludselige afslutning af mødet. Det er ellers ganske normalt, at disse møder løber ud over den fastsatte tidsfrist. Umiddelbart efter mødet var der en hel del pegen fingre ad hinanden fra de forskellige aktører, og der blev endog fremsat diverse konspirationsteorier. Det substantielle i mødet var dog, på trods af at det formelt var på de relativt marginale Singapore-emner, at mødet fejlede, at der ikke var vilje til at bevæge sig fremad på landbrugsområdet. Hvor langt USA i givet fald ville have været villig til at bevæge sig på landbrugsområdet, blev ikke klart på mødet, da de som sagt holdt ret lav profil. Derimod viste EU sig vanskelig at få til at afgive nogle bindende tilsagn på dette område. Det hænger sammen med, at EU for nylig har vedtaget en reform af landbrugspolitikken og er travlt optaget af andre emner, som f.eks. østudvidelsen og forhandlinger om en ny EU-traktat. Det er derfor vanskeligt for EU at afgive tilsagn, som ligger ud over den vedtagne reform, da dette kræver lange og vanskelige forhandlinger EU-landene imellem. Ligeledes er EU s forhandlingsorganisering i WTO-forhandlingerne en barriere. USA har det såkaldte fast track, hvorefter USAs chefforhandler kan give og tage i forhandlingerne. Derefter kan kongressen enten acceptere eller forkaste det samlede forhandlingsresultat. Kongressen kan således ikke blot udpege og acceptere de enkeltområder, de synes om, og forkaste resten. EU forhandler godt nok på vegne af medlemslandene, men kun inden for et snævert forhandlingsmandat, som er aftalt medlemslandene indbyrdes. Hvis der skal accepteres noget ud over mandatet, skal dette først afhandles medlemslandene indbyrdes. Derfor har hvert enkelt af EUs medlemslande sin egen delegation med på møderne foruden EU delegationen, for at der kan laves aftaler EU-landene imellem, dersom forhandlingerne kræver det. Men dette er naturligvis vanskeligt og kan kun ske på begrænsede områder, da der ellers skal laves en helt ny landbrugspolitik for EU. Der er ingen tvivl om, at hvis EU-landene kunne enes om at give EUs forhandlingsdelegation noget der ligner USAs fast track, så ville det være muligt at bevæge sig noget hurtigere fremad i forhandlingerne. Cancún-mødets fiasko er naturligvis umiddelbart et tilbageskridt for WTO-forhandlingerne. Men det skal erindres, at der i de foregående handelsrunder har været lignende hændelser. Uruguayrunden blev også adskillige år forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan, så forsinkelsen denne gang er ikke ud over det normale. Ligeledes er der en hel del forhandlingstaktik forbundet med disse møder og afbrydelser. Parterne forsøger hver især at få
hinanden til at bevæge sig, uden selv at give alt for meget, selv om man måske er villig til at gå længere. Der er en hel del pokerspil i disse store internationale forhandlinger. Og der står meget på spil især at udviklingslandene denne gang bliver givet reelle muligheder for at deltage i den internationale arbejdsdeling, og dermed høste en fair andel af de værdier, der skabes af globaliseringen og den internationale samhandel. Hvis der menes noget med alle de fine og højtstemte taler, som er en fast bestanddel af internationale sammenkomster, så er det bydende nødvendigt, at de rige lande giver de fattigere lande reel mulighed for at konkurrere på områder, hvor de har komparative fordele. Det skal erindres, at landbruget udgør en meget lille del af de rige landes økonomier, hvorfor det ikke er fair, at denne sektor holder en så stor del af klodens befolkning som gidsel. Det er muligt, hvis der er vilje til det, at finde en løsning, hvor de rige landes landmænd kan kompenseres for det tab, de får ved en liberalisering, men som ikke udelukker den fattige landmand i det fattige land. Det internationale handelsregime og landbrug Kim Martin Lind er seniorforsker ved Fødevareøkonomisk Institut. Noter 1. Argentina, Australien, Bolivia, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Indonesien, Malaysia, New Zealand, Paraguay, Filippinerne, Sydafrika, Thailand og Uruguay. Litteratur Bjønskov, C. & K.M. Lind. 2002. Where do developing countries go after Doha? An analysis of WTO positions and potential alliances. Journal of World Trade vol. 36, nr. 3, 543-562. Bjønskov, C. & K.M. Lind. 2003. Progress or retreat in the Doha round? Analysing underlying policies in the WTO and the Harbinson proposal. Research note. Frederiksberg: Fødevareøkonomisk Institut. Diaz-Bonilla, E., M. Thomas, S. Robinson & A. Cattaneo. 2000. Food security and trade negotiations in the World Trade Organization: A cluster analysis of country groups. TMD Discussion Paper no. 59. Washington, D.C.: International Food Policy Research Institute. Frandsen, S.E., H.G. Jensen, A. Walter-Jørgensen & W. Yu. 2001. Modelling the EU sugar policy. Working Paper 13/2001. Frederiksberg: Fødevareøkonomisk Institut. Frandsen, S.E., H.G. Jensen, K.M. Lind, P.P. Melgaard & W. Yu. 2003. Note on the Harbinson draft on modalities in the WTO agriculture negotiations. Frederiksberg: Fødevareøkonomisk Institut. 23
Lind, K.M. 2001. Food reserve stocks and critical food shortages a proposal based on the needs of Sub-Saharan Africa. Working Paper 15/2001. Frederiksberg: Fødevareøkonomisk Institut. 24