sådan holder de danske udsendte jul i felten. se hvorfor hospitaler er noget man puster op.

journalen magasin fra læger uden Grænser i Danmark 96 november 2013 sådan holder de danske udsendte jul i felten. side 14 se hvorfor hospitaler er noget man puster op. side 10 Afghanistan: Vejen til hospitalet er lang og fuld af forhindringer sikkerhedssituationen i afghanistan betyder, at mange patienter ofte kommer så sent, at de ikke kan reddes. Det har danske læger og sygeplejersker oplevet i afghanistan. læs DEn DanskE sygeplejerske adriana kleivans beretning Fra borgerkrigen i syrien på side 12

leder Danmarks ansvar Henover sommeren forlod de sidste danske kamptropper Helmand-provinsen i Afghanistan. Siden det internationale samfund med USA i spidsen efter terrorangrebet den 11. september 2001 invaderede landet, har Danmark været militært og politisk engageret i Afghanistan. På de 12 år, der er gået, har indsatsen i Afghanistan haft enorme menneskelige og økonomiske omkostninger. Tilbagetrækningen af størstedelen af de danske styrker gav herhjemme anledning til at vurdere resultaterne og konsekvenserne af 12 års krigsførelse. Var det det hele værd? Fik man de resultater, man ville? Hos Læger uden Grænser blandede vi os i debatten ikke for at vurdere, om krigen i Afghanistan har været en succes eller fiasko. Vi har ikke og skal ikke have en holdning til politiske eller militære beslutninger. Vi blandede os på vegne af vores patienter. De lever i dag i et Afghanistan, hvor hvert tiende barn dør, inden det fylder fem år, hvor kun 36 procent af fødslerne foregår med uddannet hjælp, og hvor folk skal ud på lange, farlige rejser for at få behandling, der kan redde deres liv. Som du kan læse i Journalen, oplever mange af vores danske udsendte ofte, at det er for sent, når patienterne kommer frem. Deres frygt for vejsidebomber og kampe betyder, at vores udsendte læger og sygeplejersker aldrig får chancen for at redde de patienter, der kommer for sent ind på vores ker. klinik- En del af den medicinske hjælp, der har været tilgængelig, har været et led i en strategi om at vinde hearts & minds hos almindelige afghanere. Men nogle af dem har undgået at tage imod hjælp, af frygt for repressalier. Alligevel betyder bagetrækningen, at antallet af tilsundhedstilbud bliver endnu mere begrænset. Efter 12 år med krig og konflikt har vi i Danmark også et medansvar for at sikre, at afghanske børn ikke skal dø, inden de fylder fem, at afghanske kvinder kan føde med uddannet hjælp, og at mennesker, der har brug for livsnødvendig hjælp, får den. Derfor er Læger uden Grænser stadig i Afghanistan. Jesper H.L. Jørgensen Formand, Læger uden Grænser 4 6 12 4 6 10 12 14 Der Verden rundt Få overblik fra projekter verden over. Jeg har aldrig set så fattige mennesker I Vesten handler historien om Afghanistan mest om bomber og krige, men for afghanerne selv handler det mindst lige så meget om overlevelse i et land, der har nogle af verdens værste sundhedsstatistikker. et hospital er da noget man puster op Når krige bryder ud, og naturkatastrofer rammer, er Læger uden Grænser klar til at rykke ud. Oppustelige hospitaler gør det muligt at have en fuldt funktionsdygtig operationsstue klar på fire dage, selvom sundhedssystemet er brudt sammen. syrerne er trætte og desillusionerede Situationen i Syrien forværres hele tiden, og vinteren betyder raturer under frysepunktet og børn i klipklapper, fortæller sygeplejer- tempeske Adriana Kleivan, der har været udsendt til Syrien to gange inden for det seneste år. Jul i felten Der er behov for vores hjælp året rundt. Derfor holder mange af Læger uden Grænsers udsendte jul i felten. Se her, hvordan de planlægger at fejre den. Udgives af Læger uden Grænser Dronningensgade 68, 3. 1420 København K. Telefon: 39 77 56 00 info@msf.dk giro 008-1000 Ansvarshavende redaktør Michael Gylling Nielsen Redaktion og tekst Anne Witthøft Anne Larsen Tina Fogelberg Trine Buch Rix Tina Christel Kristensen Sune Juul-Sørensen Design og layout Mediegruppen as - 1364 Repro og tryk Formula Redaktionen er afsluttet den 28. oktober 2013. ISSN 1904-4895 Oplag 53.000 stk. Forside Sygeplejerske Jomar Stavelokk tilser en afghansk dreng, der har været involveret i en trafikulykke, på den døgnåbne skadestue på Boost hospital i byen Lashkargah i det sydlige Afghanistan. Foto: Peter Casaer 2 journalen 96 / november 2013

Navn: Sedra Alder: 8 måneder patienten Land: Syrien Diagnose: Født for tidligt. Fødselsvægt 1.200 gram. Behandling: På grund af krigen i Syrien er der hverken børnelæger, mulighed for kuvøse eller den rigtige medicin til at behandle meget for tidligt fødte børn i det nordlige Syrien. Status: Sedra blev født som den ene af to tvillinger i april måned i Syrien på et hospital, der drives af Læger uden Grænser. Hendes tvilling døde kort tid efter fødslen. Sedra blev pakket i et overlevelsestæppe, fik to saltvandposer, der var opvarmet i mikroovn, lagt ved siden af sig og derefter endnu et tæppe viklet om sig. Derefter kørte Læger uden Grænser Sedra og hendes mor til grænsen, hvor Sedra blev løftet over pigtråden og overgivet til et lægehold. I dag er Sedra og hendes mor tilbage i Syrien og har det efter omstændighederne godt. Foto: Mario Travaini journalen 96 / november 2013 3

VErDEn rundt VerDen 300 flygtninge drukner ud for lampedusa I oktober sank en båd med 500 flygtninge, asylansøgere og immigranter ud for den italienske ø Lampedusa. Flere end 300 af dem druknede. EU-landene kan ikke længere ignorere omkostningerne af deres politik. En restriktiv og undertrykkende udlændingelovgivning gør bare konsekvenserne for de mennesker, der er flygtet fra konflikter, større, sagde Freya Raddi, operationel koordinator hos Læger uden Grænser. Foto: Mattia Insolera alarmerende malariaudbrud i tchad alene i august blev der registreret 14.021 nye malariatilfælde. Siden august har Læger uden Grænser oplevet en stor stigning i malariatilfælde i det sydøstlige Tchad. De mest alvorlige malariatilfælde ses blandt børn under fem år. Læger uden Grænser støtter lokale sundhedsklinikker med diagnosticeringstest og behandling og træner også personale i lokale sundhedscentre og i sundhedsministeriet i at overvåge epidemier. Alene i august blev der registreret 14.021 nye malariatilfælde. Foto: Læger uden Grænser Civile under angreb i ny voldsbølge i Car Foto: Læger uden Grænser En ny bølge af vold er udbrudt i byen Bouca, 325 km nord for hovedstaden Bangui i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Læger uden Grænser har behandlet 26 mennesker, der er blevet såret af macheter eller skud heriblandt otte kvinder og seks børn. Læger uden Grænser har oplevet en eskalering af volden flere steder i landet civile er gentagne gange blevet tvunget til at forlade deres hjem, der har været henrettelser, og huse er blevet brændt ned. 4 journalen 96 / november 2013

rundt 355 patienter døde, med symptomer på at have været udsat for giftgas lampedusa syrien tchad Foto: Robert Meldrum Car sydsudan etiopien kemiske våben i syrien Den 21. august meldte tre hospitaler i Damaskusområdet, som Læger uden Grænser støtter, at de i løbet morgentimerne havde modtaget 3.600 patienter, hvoraf 355 døde, med symptomer på at have været udsat for giftgas. Efterfølgende har FN sendt våbeninspektører, der har bekræftet brugen af giftgas i området. Samtidig fortsætter den humanitære katastrofe i landet, hvor store områder stadig er afskåret fra humanitær hjælp, og over to millioner syrere er flygtet til nabolandene. læger uden Grænser behandler fejlernærede i etiopien Foto: Gisa Kohler Flere flygter fra sudan 2.500 nye flygtninge er for nylig ankommet til Sydsudans Upper Nile-stat. De kommer fra den uroplagede Kordofan-stat i Sudan. Mange af dem er kvinder og børn, og de har gået mellem fem og ti dage. De fortæller, at de har forladt deres hjem på grund af konflikten og mangel på mad, efter at høsten er slået fejl de seneste to gange. Læger uden Grænser har afhjulpet alvorlig under- og fejlernæring 12 forskellige steder i Afar-provinsen i Etiopien siden april måned, hvor undersøgelser har vist, at 26,6 procent af befolkningen var underernærede. Størstedelen af patienterne led af alvorlig underernæring og havde samtidig lungebetændelse eller tuberkulose. I dag er de fleste tilfælde stabile, men flere børn under fem år modtager stadig behandling. 26,6 % procent af befolkningen i afar er underernærede, viser undersøgelser Foto: Faith Schwieker-Miyandazi journalen 96 / november 2013 5

afghanistan aldrig har jeg set så fattige mennesker I Vesten handler historien om afghanistan mest om bomber og krige, men for afghanerne selv handler det mindst lige så meget om overlevelse i et land, der har nogle af verdens værste sundhedsstatistikker t allene taler for sig selv. I Afghanistan er den forventede levealder 60 år. Hver tiende barn dør inden sin fem-års-fødselsdag. Og af dem dør hver femte af en akut luftvejsinfektion eller anden alvorlig infektion, som ikke ville have været livstruende, hvis de havde boet i en anden del af verden. Alt det havde Cheme Andersen læst, inden han blev udsendt som læge til Afghanistan i 2011. Og det var heller ikke første gang, han befandt sig i et af verdens fattigste lande. Alligevel kom omfanget af fattigdommen og konsekvenserne af den bag på ham. Jeg har aldrig været et sted, hvor fattigdommen var så stor, siger Cheme Andersen, der arbejdede seks måneder på Boost-hospitalet i Lashkargah, som er det største hospital i Helmand - en af de fattigste og uroligste provinser i Afghanistan. Boost-hospitalet er det eneste gratis tilbud til 700.000 mennesker. En af de mest triste ting, jeg oplevede, var at se, hvordan konflikten gik ud over befolkningen især børnene, siger han. Den oplevelse deler Kristin Brønnum Nystrup, der er læge, og som også var udsendt et halvt år til Boost-hospitalet i 2012 og 2013. Det var hårdt at se, hvor ødelagt landet var. Det er de fattigste mennesker, jeg nogensinde har set. Og der er et kæmpestort behov for lægehjælp. Jeg så døde børn hver dag, siger hun og fortæller, at mange afghanere 6 journalen 96 / november 2013

læger UDen GrÆnser i afghanistan Foto: Michael Goldfarb Det er de fattigste mennesker, jeg nogensinde har set. og der er et kæmpestort behov for lægehjælp. Jeg så døde børn hver dag. i 2012 stod læger uden Grænser for 332.300 konsultationer, 16.580 fødsler og 7.240 kirurgiske indgreb læger uden Grænser arbejder på ahmad shah baba Hospitalet i det østlige kabul og på boost Hospitalet i lashkargah i Helmand-provinsen. Derudover driver læger uden Grænser også et kirurgisk traumehospital i kunduz og et fødselshospital i khost i den østlige del af landet. Og så var det, vi kunne gøre for børnene, meget begrænset både i forhold til det personale, vi havde, og det udstyr og den viden befolkningen og herunder personalet har om sundhed i Afghanistan. Det var virkelig hårdt at opleve. Foto: Peter Casaer Foto: Peter Casaer venter meget længe, før de tager på hospitalet, blandt andet fordi vejene er usikre, og fordi der er mange vejsidebomber. Mens hun var der, var der et sted mellem 10 og 20 vejsidebomber om måneden. De kommer alt for sent med børnene, og så er det for sent at redde dem, siger Kristin Nystrup. Cheme Andersen oplevede også, at vejen til sundhedshjælp ofte var meget lang og farlig: Man ser mødre, som har måttet kæmpe for at komme på sygehuset. For nogles vedkommende har turen taget flere dage, og det har været farligt, og de risikerer sindssygt meget. De har måske forladt fire andre børn og deres mand i håbet om, at de kan hjælpe og redde det her ene barn, siger Cheme Andersen og fortsætter: Manglende viden Men den manglende sikkerhed og de lange afstande er blot en af mange årsager til, at afghanerne ikke får den sundhedshjælp, de har brug for. Ifølge Heidi Christensen, som er læge og udsendt seks måneder til Læger uden Grænsers traumehospital i byen Kunduz i det nordlige Afghanistan, hvor hun er ansvarlig for de medicinske aktiviteter, er manglen på viden om sundhed også en stor begrænsning: Afghanerne ved ikke, hvornår man er så syg, at man skal af sted med det samme. Vi ser hovedtraumer, hvor patienten i dagevis har ligget bevidstløs derhjemme, men først kommer på hospitalet, når det efter et par dage ikke er gået over af sig selv, siger hun. Hun fortæller, at behovet for kirurgi i Kunduz er enormt. Og at Læger uden Grænsers rygte er så godt, at folk kommer fra naboprovinserne, og nogle gange også bliver henvist fra private klinikker. Selv om hospitalet behandler mange mennesker, der er blevet ramt af vejsidebomber eller skud, så er langt de fleste af de traumer, Læger uden Grænser behandler, trafikuheld. Og vores afdelinger er overfyldte, journalen 96 / november 2013 7

Foto: Peter Casaer LÆGER UDEN GRÆNSER I AFGHANISTAN læger uden Grænser begyndte at arbejde i afghanistan i 1980 erne under krigen mod sovjetunionen, men forlod afghanistan i 2004, efter at fem medarbejdere fra læger uden Grænser blev slået ihjel i et målrettet angreb. i oktober 2009 besluttede læger uden Grænser at vende tilbage, fordi konflikten var eskaleret, sundhedstilbuddene til befolkningen var blevet ringere, og adgangen til lægehjælp var blevet mere begrænset. siger hun. I 2012 havde hospitalet 10.000 patienter og udførte 1.500 operationer. Babyfabrikken i Khost Ud over de mange barrierer for sundhedshjælp i form af afstand, sikkerhed, manglende viden om sundhed, både i befolkningen og blandt det lokale sundhedspersonale, tilføjer den afghanske kultur en ekstra dimension i forhold til kvinder. Hovedparten af landets læger er mænd, og der er mange undersøgelser, de ikke må foretage på kvinder, heriblandt gynækologiske. Men hvis man ikke får en ordentlig, objektiv undersøgelse, så får man heller ikke den rigtige diagnose og behandling, siger Kristin Nystrup, der fortæller, at kvinderne også skal bede familieoverhovedet om lov til at gå til lægen. Nogle gange får de nej eller må vente længe på at komme af sted. Andre gange synes familieoverhovedet ikke, at behandlingen virker hurtigt nok, eller at kvinden skal hjem og passe børnene. Jeg har ofte måttet stå og forhandle om tre ekstra dages indlæggelse, siger Kristin Nystrup. Manglen på tilbud til kvinder har fået Læger uden Grænser til at åbne et fødselshospital i den østlige Khost-provins. Hospitalet har kvalificeret kvindeligt personale og yder gratis behandling til en befolkningsgruppe på omkring en million mennesker, fortæller Kamma Skaarup, der er anæstesisygeplejerske og udsendt til fødselshospitalet i Khost, der med 30-40 fødsler om dagen lever op til sit lokale kælenavn babyfabrikken. Men vejen til hospitalet kan være lang og fuld af forhindringer, da ingen kvinder kan rejse uden mandlig ledsagelse, og den fødende må vente på, at et mandligt familiemedlem har mulighed for at tage med. Efter mørkets frembrud er det for farligt. Kvinderne har heller ikke ret til at give samtykke til behandling af sig selv. Ventetiden på mandens samtykke kan være meget lang, når en kvinde i blødnings-chok skal på operationsbordet,«siger Kamma Skaarup. At gøre en forskel Samtidig med at der er mange barrierer for at få adgang til sundhedshjælp, så oplever Læger uden Grænsers udsendte også, at det er enormt nemt at gøre en stor forskel med den uddannelse og viden, de kommer med. For eksempel oplevede Kristin Nystrup i Khost, at det afghanske personale var meget mindre systematisk i deres tilgang til arbejdet. Og at der var mange basale ting, der ikke var på plads. For eksempel var de slet ikke trænet i selv helt basal genoplivning med hjertemassage og pust. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, hvis der var en, der fik hjertestop. Så stod de bare og kiggede på, siger Kristin Nystrup og fortæller, at hun flere gange på morgenmøderne oplevede, at personalet som forklaring på en patients død nøgternt konstaterede, at patienten gik på toilettet, og så døde han. Det knuste mit hjerte også fordi mange af dem var helt unge patienter, siger Kristin Nystrup, der den efterfølgende måned underviste al personalet i basal genoplivning og nogle i avanceret genoplivning. Også Cheme Andersen oplevede, at han med få midler kunne gøre en stor forskel. Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft, siger han. Det var mit drømmejob at kunne arbejde et sted, hvor der var ingen kvinder kan rejse uden mandlig ledsagelse, og den fødende må vente på, at et mandligt familiemedlem har mulighed for at tage med. og er så stort et behov. Derudover var vi et hold, der sammen med vores afghanske kollegaer fungerede sindssygt godt. Og når jeg kigger tilbage på vores resultater, er det lidt af en mirakelhistorie, siger han og fortæller, hvordan det, da han ankom til hospitalet, var meget tilfældigt, hvordan man håndterede akut dårlige patienter. Hvis der for eksempel kom en patient ind med stort, åbent benbrud, stod alle og kiggede på benet og forsøgte at rense det men de så ikke, at han var ved at dø på grund af en lungepunktur forårsaget af en granatsplint,«fortæller Cheme Andersen, der ved at indføre og træne det afghanske personale i det internationalt anerkendte ABC-system, som definerer, hvordan og i hvilken rækkefølge man skal prioritere undersøgelsen af en akut patient, gjorde en stor forskel for overlevelsesmulighederne for patienterne. Derudover var Cheme Andersen med til at nedbringe udskrivelsen af antibiotikamedicin til patienter fra 80 til 40 procent, forbedre rengøringsniveauet på hospitalet og en lang række andre ting. Det var helt vildt. Og de var også selv glade for det. Det var virkelig fedt, og det var så simpelt, siger Cheme Andersen. Foto: Læger uden Grænser 8 journalen 96 / november 2013 Den danske læge Cheme Andersen undersøger et barn på hospitalet i Lashkargah

afghanistan militær og nødhjælp skal ikke gå hånd i hånd Foto: Vivian Lee når de internationale styrker trækker sig ud af afghanistan, forsvinder en stor del af de krigsførende landes bistandsmidler også. men det land, de efterlader, er stadig et land i krig, hvor de humanitære behov ikke er blevet mindre, mener læger uden Grænsers operationelle koordinator i afghanistan. Foto: Julie Remy D e mange milliarder, som regeringer fra hele verden har givet i nødhjælp til Afghanistan de senere år, er ikke blevet uddelt med udgangspunkt i den afghanske befolknings behov. I stedet er nødhjælpen blevet givet ud fra landenes egne sikkerhedsmæssige interesser og politiske målsætninger. Og det er et problem, mener Læger uden Grænsers operationelle koordinator i Afghanistan, Renzo Fricke. Enorme mængder af penge er blevet hældt ind i landet for at vinde den afghanske befolknings sympati. For eksempel har de internationale styrker stået for kortvarige sundhedsprojekter tæt på frontlinjen. Men samtidig med lægehjælpen har de indsamlet informationer til militære formål. Og det har bragt afghanernes liv i fare. Nogle patienter har fortalt os, at de hellere vil rejse i timevis for at komme til et af Læger uden Grænsers hospitaler end tage til den nærliggende klinik, som drives af militæret, fordi de frygter repressalier, siger Renzo Fricke. Selv om Renzo Fricke er stærkt kritisk over for sammenblandingen af krigsførelse og humanitær hjælp, mener han dog, at de mange penge, der er blevet tilført Afghanistan, også har skabt resultater. Men der er stor forskel på, hvad der står på papiret, og hvordan virkeligheden ser ud. Mange bygninger står tomme, og der mangler forsyninger, medicin, personale eller patienter. Vi kan se, at folk stadig har svært ved at få adgang til lægehjælp på grund af usikkerhed, omkostninger, afstand eller fordi faciliteterne faktisk ikke fungerer. Fricke er overbevist om, at når de internationale tropper trækker sig ud af Afghanistan, så vil mange af de millioner, der er blevet postet ind i landet til udvikling, også Læger uden Grænsers operationelle koordinator i Afghanistan, Renzo Fricke. forsvinde mens behovet for humanitær hjælp på den anden side vil vokse. Mange af de klinikker og hospitaler, der er blevet drevet eller støttet af regeringer, som var involveret i konflikten, vil blive lukket. Og det vil forringe det allerede utilstrækkelige sundhedssystem, siger han. nogle patienter har fortalt os, at de hellere vil rejse i timevis for at komme til et af læger uden Grænsers hospitaler end tage til den nærliggende klinik, som drives af militæret, fordi de frygter repressalier. Foto: Francois Dumont journalen 96 / november 2013 9

OppustEliGt HOspital et hospital er da noget man puster op når krige bryder ud, og naturkatastrofer rammer, er læger uden Grænser klar til at rykke ud. Oppustelige hospitaler gør det muligt at have en fuldt funktionsdygtig operationsstue klar på fire dage, selvom sundhedssystemet er brudt sammen. iltkoncentrator Omdanner luft til ilt til patienten instrumentbord De sterile instrumenter ligger klar brug Historien Første gang, Læger uden Grænser benyttede sig af et oppusteligt hospital, var i forbindelse med et stort jordskælv i Pakistan i 2005. Siden da har de oppustelige hospitaler været i brug flere gange. De er især gode i akutte situationer, når lokale sundhedsstrukturer er ødelagt af naturkatastrofer eller krig. Til dags dato er jordskælvet på Haiti i 2010 Læger uden Grænsers største operation. Her blev der sendt 14 oppustelige telte af sted. Læger uden Grænser har senest sendt en oppustelig operationsstue til Syrien. Den er blevet sat op i en gammel kyllingefarm. luftpumpe En række luftpumper fylder luftkanalerne ForDele Hospitalerne kan sammensættes efter behov, og det er muligt på kort tid at have et hospital med egen vandforsyning, rindende vand, elektricitet, et sterilt miljø og medicinsk udstyr. personale Der er brug for en logistiker med erfaring i at sætte teltet op, en elektriker, en vand- og sanitetsekspert og en biotekniker til det biomedicinske udstyr. andet UDstYr medicin og udstyr til en måned 12 senge Et modtagetelt Håndvaske steriliseringsudstyr En generator 10 journalen 96 / november 2013

Fakta om operationsteltet Det tager 2-3 dage at samle sættet. Fakta om operationsteltet En oppustelig operationsstue består af operationsstue samt et modtagerum med otte senge og et opvågningsrum med fire senge plus et steriliseringsafsnit. Det vejer inklusive medicin og medicinsk udstyr til en måned i alt 15 ton Operationsstuen kan sendes til konflikt- og katastrofeindsatser inden for 24 timer Drop Til væske eller blodtransfusioner Hele skelettet Består af oppustelige kanaler Operationslys Ordentlig lys er vigtigt under operationer Operationsbord Her ligger patienten under operationen Aircondition Sikrer passende temperatur under ekstreme forhold Illustration: Anders Christiansen/APC GRAFIK journalen 96 / november 2013 11

interview syrerne er trætte og desillusionerede situationen i syrien forværres hele tiden, og vinteren betyder temperaturer under frysepunktet og børn i klipklapper, fortæller sygeplejerske adriana kleivan, der har været udsendt til syrien to gange inden for det seneste år. D a jeg ankom til Syrien sidste år i december, var det vinter og minus fem grader, og folk sov på tæpper på gulvet, og børnene gik i klipklapper, fortæller Adriana Kleivan om livet i en flygtningelejr i Syrien tæt på den tyrkiske grænse. Her sørgede Læger uden Grænser for rent drikkevand, byggede latriner, vaccinerede børn for mæslinger og tilså patienter. Da hun kom til Syrien i december, var der 5.000 mennesker i lejren - da hun rejste hjem i marts, var der 20.000. Og situationen bliver hele tiden værre, fortæller Adriana Kleivan, som igen var udsendt til Syrien i juli og august måned med den opgave at opbygge et hospital i udkanten af byen Aleppo, en af krigens mest ødelagte byer, hvor folk bor i efterladte bygninger og fabrikker under dårlige forhold. Håbet svinder, og der bliver også mindre mad dag for dag. Der sker en gradvis forværring hele tiden. Situationen i Aleppo bliver værre og værre. Nu handler det ikke bare om krigen eller om at sundhedssystemet er brudt sammen. Nu handler det om noget så basalt, at de ikke kan få brød. Og nu er det vinter, og folk har ikke varme. Elektriciteten kommer og går. På hospitalet har vi generatorer, men her kommer og går strømmen også. Nogle gange står man med pandelamper og opererer. Jeg kan mærke, at de syrere, jeg stadig holder kontakt med, bliver mere og mere desillusionerede og trætte, siger Adriana Kleivan og fortæller, at behovet for humanitær bistand er enormt. ADRIANA KLEIVAN adriana (30) er uddannet sygeplejerske. Hun bor i københavn og har tidligere været ansat på gynækologisk-kirurgisk afdeling på rigshospitalet. Hun har været udsendt fem gange med læger uden Grænser: sydsudan, Jordan, sierra leone og i syrien to gange og er netop taget til colombia. FOTO: Adriana Kleivan "Vi sov på hospitalet, fordi det var svært at finde et område, vi kunne bo i på grund af sikkerheden. Syv piger i et meget lille værelse. I starten var det ok, men jo trættere man bliver, jo hårdere er det slet ikke at have noget privatliv," fortæller Adriana Kleivan. FOTO: Adriana Kleivan På det sundhedsfaglige plan er der brug for medicin og medicinsk udstyr. Derudover er der også et nødhjælpsbehov. Der mangler mad og tæpper, siger hun. En engel dækket af støv Adriana Kleivan har på alle måder oplevet krigens grimme ansigt. Hun har set bombeofre delt i to. Kvinder, der har født for tidligt. Er blevet beskudt. Og hun har arbejdet side om side med syriske kollegaer, der, mens de stod og forsøgte at redde et menneske, modtog besked om, at af deres egne familiemedlemmer og venner var døde under selvsamme bombeangreb. Der er mange billeder, der har brændt sig fast på Adriana Kleivans nethinde. Et af 12 journalen 96 / november 2013

XXXXXXXXXX FOTOS: Læger uden Grænser dem er en lille seksårig pige, der blev bragt ind efter et bombeangreb. Pigen var blevet begravet i murbrokker, havde mistet sit ene ben og fået granatsplinter i ryggen. Vi var bange for, at hun var blevet lam, for hun bevægede sig slet ikke. Hun var helt blond. Dækket af støv. Hun lignede en lille engel. Men det, der især gjorde indtryk, var, at hun bare lå og kiggede. Hun græd ikke. Jeg kan slet ikke forstå det hun må jo have haft så mange smerter, men chokket må have bedøvet hende, siger Adriana Kleivan og fortæller, at det var meget almindeligt, at børnene ikke græd. Almindelige sygdomme bliver livstruende Efter tre års krig er sygdomme som diabetes, tuberkulose, kræft og hepatitis blevet lige så livstruende som bomberne. I dag dør folk af sygdomme, som det syriske sundhedssystem let kunne behandle inden krigen, fortæller Adriana Kleivan. Vi havde en lille pige på 12 år med diabetes, hvis nyrer satte ud, fordi hun ikke havde fået insulin i lang tid. Læger uden Grænser fik pigen ultralydsscannet i Tyrkiet. Og det viste sig, at hun havde tumorer på nyrerne. Tyrkiet er i forvejen overbelastet, fordi de modtager rigtig mange syrere men de kan ikke tage alle. Så hun blev sendt tilbage. Og vi kunne ikke gøre andet for hende end at donere insulin, fortæller Adriana Kleivan. Pigen og hendes 70-årige far besøgte ofte hospitalet. De to havde kun hinanden moren var død under krigen. Men de var så taknemmelige og hun var så stærk, jeg så hende aldrig græde. Og faren var så rørende taknemmelig over, at vi gav hende insulin. Men man ville ønske, man kunne gøre mere, siger Adriana Kleivan. Det er svært at tage hjem I dag er Adriana Kleivan hjemme i Danmark igen. Men hun tænker tit på sine syriske kollegaer. Og taler med dem via skype eller e-mail. Jeg arbejdede fra kl. 6 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Hvilket er det rene vand i forhold til de lokale syrere, som jo har arbejdet sådan i flere år. Vi sov på hospitalet, fordi det var svært at finde et område, vi kunne bo i på grund af sikkerheden. Syv piger i et meget lille værelse. I starten var det ok, men jo trættere man bliver, jo hårdere er det slet ikke at have noget privatliv. Vi fik dagligt over 200 patienter. Så man vågner jo nærmest til, at der er patienter over det hele. Det er umuligt ikke at blive følelsesmæssigt påvirket og knyttet til hinanden, Det er umuligt ikke at blive følelsesmæssigt påvirket og knyttet til hinanden, når man er sammen om at arbejde på at holde en lille pige i live, der er blevet bombeskudt og mangler sit ene ben. når man er sammen om at arbejde på at holde en lille pige i live, der er blevet bombeskudt og mangler sit ene ben. Det knytter nogle bånd, som er vildt specielle. Man hører deres historier og griner med dem. Og man er sammen hele tiden. Det er noget af det sværeste ved at forlade projekterne igen. Det er godt at holde kontakten, men det er også svært, for jeg er jo også den, der er ude igen og lever mit normale liv og tager i sommerhus og sådan noget, siger Adriana Kleivan. journalen 96 / november 2013 13

støt swaziland Jul i felten selvom det er jul, er der stadig behov for vores hjælp. Derfor holder mange af læger uden Grænsers udsendte jul i felten. se her, hvordan de planlægger at fejre den. trine marott, FeltkoorDinator i swaziland De af os, som er her til jul, planlægger at fejre julen den 25. december sammen, med noget fællesspisning sang og dans. Jeg har fået tilsendt en pakke grødris og vil introducere de andre til risalamande. Jeg har været meget glad for de julepakker, som læger uden Grænsers kontor i Danmark sender til os det er dejligt at blive husket på. Det har blandt andet været lakridsblanding, dameblad og hilsner fra donorerne. mali myanmar Ulla Collins, BioanalYtiker, mali Jeg har holdt jul i felten adskillige gange. Oftest laver de udsendte julemaden i fællesskab. maden er kalkun, hvis det kan fås, ellers and eller kylling. Vi trækker et navn på en kollega, som man skal købe julegave til og skrive et lille digt til personen eller holde en lille tale om, hvor god denne person er. spise- og opholdsrum bliver dekoreret, somme tider er der juletræ af en slags, og man hygger sig gevaldigt. Et år i congo tog vi juleaften til børneafdelingen på hospitalet og sang julesange på bedste amerikanske vis og uddelte godter, det var meget populært, mødrene kom ud og sang også en julesang til os. Helle GammelGaarD, Hr-aDministrator, myanmar Da jeg var på min sidste mission i burco, somaliland, gennemgik vi køleskabet med kreative briller, og det lykkedes os at kreere en julemiddag extraordinaire. Flødekartofler, fyldte pebre, lækre brød med foie gras, som en anden udsendt havde skaffet fra nairobi, og til dessert grillede bananer med chokolade og julegodter, jeg havde modtaget fra kontoret i Danmark. i år skal jeg holde jul i myanmar og måske vil jeg lægge noget i kufferten, så jeg er forberedt. 14 journalen 96 / november 2013

støt Gratis adgang FOTO: Jonas Bendiksen/Magnum Photos se HiV-bEHanDlinG VirkE I anledning af World AIDS Day den 1. december har Læger uden Grænser og AIDS-Fondet fået fotoudstillingen Access to Life til Øksnehallen i København. Bag udstillingen står Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria og fotosammenslutningen Magnum Photos. Udstillingen viser flere end 30 mennesker i 10 lande, der har fået antiretroviral behandling mod hiv. Se den fra 29. november til 12. januar. Læs mere på msf.dk/accesstolife Julekort med kærlig hilsen Med vores støttejulekort sender du ikke blot en julehilsen, men også en støttegave på 45 kr. til Læger uden Grænsers nødhjælpsarbejde. De koster 63 kr. pr. stk. og leveres med kuvert. Se hele udvalget af julekort på shop.msf.dk skattefradrag Mere end et julekort Afsenderen af dette julekort ønsker dig ikke bare en god jul. Udover en julehilsen er kortet en gave på 45 kr. til Læger uden Grænser. For det beløb kan vi for eksempel behandle 7 patienter for malaria med malariamedicin. For beløbet fra 6 julekort kan vi redde livet for et stærkt underernæret barn. Læger uden Grænser er en international humanitær nødhjælpsorganisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden. Vores primære formål er at yde nødhjælp til de befolkningsgrupper, som er mest udsatte i forbindelse med naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, sygdomme, hungersnød og fattigdom. Vi behandler dem som har mest behov for hjælp uanset race, køn, religion eller politisk overbevisning. Hvert år udsender Læger uden Grænser over 4.000 læger, sygeplejersker, logistikere og andet fagpersonale til mere end 60 lande rundt om i verden for at redde liv og lindre nød. Foto: Fotografiet på kortet er fra Masisi i Den Demokratiske Republik Congo, hvor jordemoder Sam, der er udsendt for Læger uden Grænser, giver et kram til den 21-årige Mahoro, der sidder med sin nyfødte i armene. Når Mahoros baby vokser op, er det afgørende, at han får den rigtige ernæring, for at han kan vokse og udvikle sig, som han skal, og for at han bedre kan stå imod sygdomme. Foto: Yasuyoshi Chiba glædelig JUL Og GOdT NYTÅR Husk at du stadig kan nå at få skattefradrag for dine donationer i 2013. Alle bidrag op til 14.500 kr. per år er fradragsberettigede. Vi indberetter til SKAT via dit cpr-nummer. Har vi det ikke, så oplys det på www.msf.dk/cpr (du kan se i følgebrevet til Journalen, om vi har dit cpr-nummer). Vær opmærksom på fristerne for indbetaling i 2013: Bankoverførsel senest 30. december. Girokort stemplet med betaling i 2013. Checks dateret senest 31. december. Dit bidrag gør en forskel DONORSERVICE spørgsmål om donationer, pbs, gavebreve, eller skattefradrag? kontakt vores donorservice på donorservice@msf.dk 39775656 (mandag-fredag 10-16) åbent mellem jul og nytår 27. og 30. december. køb i shoppen netop nu shop.msf.dk lykke kan ikke købes Du kan ikke købe lykke, men for en donation kan du nu få små hæfter med historier med en lykkelig slutning og bidrage til at redde liv rundt om i verden. Alle historierne i hæfterne er baseret på en virkelig oplevelse, fortalt af en udsendt fra Læger uden Grænser. Du kan vælge mellem flere forskellige historier og beløb i vores netbutik. De små hæfter egner sig godt til en sjov og anderledes advents- eller julegave, og de leveres med en kuvert påtrykt God jul og lykkelig slutning. Historierne fås også i printselv versioner. Julegaveideer Julegaver der skaber glæde Køb dine julegaver i netbutikken, for eksempel den flotte globushalskæde fra PILGRIM, den smarte skuldertaske med sødt motiv eller de fine T-shirts til både kvinder, mænd og børn. sidste frist for bestilling i vores netbutik, hvis posten skal nå frem inden jul, er torsdag den 19. december kl. 9.00. journalen 96 / november 2013 15

DanskE udsendte Mohamed Eltom Hamid 8 14 6 medicinsk koordinator Egypten 6. udsendelse for Læger uden Grænser 2 1 9 10 4 17 7 3 5 11 15 13 16 læger uden Grænsers værdier og principper stemmer overens med mine. Vi deler ikke bare piller, mad og nødhjælp ud uden tanke for konteksten, men redder liv og mindsker lidelser på bedst mulig vis for patienter. 12 Mohamed Eltom Hamid, udsendt til Egypten som medicinsk koordinator 1 Arlen Canenguez, læge, Sierra Leone 2 Ulla Collins, bioanalytiker, Mali 3 Guleed Dualeh, HR-administrator, Kenya 4 Helle Gammelgaard, administrator, Myanmar 5 Julita Gil, epidemiolog, Den Demokratiske Republik Congo 6 Mohamed Eltom Hamid, medicinsk koordinator, Egypten 7 Himedan Mohammed Himedan, assisterende landechef, Etiopien 8 Poul Jørgensen, HR-udvikler, Sierra Leone 9 Junaid Khan, farmaceutisk koordinator, Den Centralafrikanske Republik 10 Adriana Ferracin Kleivan, sygeplejerske, Colombia 11 Trine Marott, koordinerende sygeplejerske, feltkoordinator, Swaziland 12 Mal Pantelic, logistiker, Sydsudan 13 Helle Lhjungmann Pedersen, sygeplejerske, Sydsudan 14 Varnie Ponder, vand- og sanitetsekspert, Nigeria 15 Edda Schmidt-Bambach, HR-koordinator, Swaziland 16 Hippolyte Ten, læge, Sydsudan 17 Kristoffer Vogler, læge, Den Demokratiske Republik Congo