1/5 Fredag den 09. februar 2007 BØGER (Her downloaded fra www.weekendavisen.dk) Demokratisk. Var kommunisterne gode demokrater i de første befrielsesår? Ung historiker går mod strømmen. Ud ad vinduet Af ARNE HARDIS NR. 06, 9. - 15. februar 2007 Søren Nielsen-Man: Var befrielsesårenes danske kommunister antidemokrater? I Tidsskriftet Historie 2006, nr. 2 side 318-386. Årsabonnement 380 kr. Jysk Selskab for Historie. Var DKP tæt på at acceptere det borgerlige demokrati i de første efterkrigsår? Så tæt, at partiet i de år med føje kan ses som et politisk værksted for SFs dannelse mere end et tiår senere? Det er det interessante spørgsmål, historikeren Søren Nielsen-Man fra Aarhus Universitet stiller i en længere artikel i tidsskriftet Historie på baggrund af sin specialeafhandling om DKP og demokratiet. Helt så offensivt spørger Nielsen-Man ikke, skuden har trods alt for mange lig i lasten til, at det for alvor lykkes at sætte sejl, og den grundstødte jo eftertrykkeligt ved Prag-kuppet i 1948, men historikerens anliggende er nu ikke til at tage fejl af: Han mener, at»et demokratisk mulighedernes vindue havde åbnet sig for DKP i de første efterkrigsår«, et vindue gennem hvilket DKP øjnede»en kommende dansk pluralistisk-demokratisk socialisme«. Påstanden skal være velkommen, ikke mindst fordi der i de seneste år i yngre historikerkredse synes at være sket en kendelig devaluerering af kommunisternes indsats i årene omkring Anden Verdenskrig. Det ligner ansatsen til en ny konsensus, i hvert fald så længe man holder sig til konklusionen, at DKP dumper i disciplinen demokrati. Eksempler: Jørgen Laustsens fokus på DKPs pinlige indsats under Hitler/Stalin-pagten i DKP og myten om den lånte tid (2003). Michael Kjeldsens grundige læsninger af DKPs overgangsprogram, som ikke efterlader nogen tvivl om kommunisternes antidemokratiske sindelag. Eller Bo Lidegaards nyere historieskrivning, som fusionerer dele af modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikerne om forsvaret for demokratiet og følgerigtigt hælder de demokratifjendske kommunister ud af det gode selskab. Bevares, der er også dem, der hævder det modsatte. Eksempelvis Svend Rybner i Partier under pres 1/5
2/5 (2003), som om DKPs indsats i krigsårene skriver, at partiet fremstod som»det borgerlige danske demokratis førende forkæmper«, men kursjusteringen af de kommunistiske aktier i nedadgående retning er vist ellers tydelig nok. En detalje i historieskrivningen? Ingenlunde. DKP var i disse år et stort parti, 60.000 medlemmer, 18 mandater, ejede en stor avis og mødtes af en sympati fra brede intellektuelle kredse, som forekommer helt ubegribelig i dag. Mange af dem brændte sig fatalt på kommunisternes holdning til demokratiet Hans Hertel har udpeget især Kjeld Abell og H.C. Branner, men også Paul la Cour og Knud Sønderby som nogle af dem, der gik kunstnerisk i stykker på loyalitetskonflikten mellem DKP og de vestlige frihedsrettigheder. I Den kulturradikale udfordring (2001) beskriver Hertel klimaet i de kredse som Dracula-effekten:»Den, der bliver bidt af vampyren, må sætte tænderne i en anden. Dracula i Kreml bider Partiet i Dronningens Tværgade, der bider Aksel Larsen, der bider Mogens Fog, der bider Kjeld Abell, der bider osv.«og nok så vigtigt: I en stribe europæiske lande sydøst for Danmark kom de hjemlige kommunisters kammerater til magten i de år i ly af Den røde Hær ville DKP have fulgt deres eksempel, hvis man havde haft magten til det? Og ville det have likvideret demokratiet eller bevaret det? nielsen-man laver en omvendt hvad nu hvis-situation, hvor han ikke spørger til DKPs ageren, hvis Danmark var blevet befriet af Den røde Hær, men i stedet overvejer, hvad der kunne være sket, hvis ikke Den kolde Krig havde sat en stopper for de demokratiske spirer i kommunistpartiet i de første efterkrigsår. Han når frem til sin tese ved en tæt og i det store og hele fair læsning af, hvad kommunisterne faktisk sagde og skrev internt såvel som offentligt i de år. I denne periode havde de enkelte landes kommunistpartier større spillerum end før krigen; Stalins magtapparat, Komintern, var nedlagt, så tøjlerne var slappet noget, og Aksel Larsen og resten af partiledelsen lagde alle kræfter i at bevare og udbygge den politiske kapital, partiet havde erhvervet i modstandskampen. Man gjorde det med en kolossal og skulle det vise sig: fejlagtig selvtillid. Den fungerende formand under Larsens fravær, Alfred Jensen, drømte om 70 procent af stemmerne til modstandsbevægelsens valgblok (som aldrig kom i stand) ved det første befrielsesvalg. Partiet satsede stort på en fusion med Socialdemokratiet, som skulle resultere i kommunistisk dominans i den folkefront, de to partier skulle udgøre grundstammen i. Aksel Larsen forudså en splittelse af Det konservative Folkeparti, hvorefter venstrefløjen under ledelse af Christmas Møller kunne tilslutte sig folkefronten. Samtidig talte man igen og igen om, at det var demokratiet, der lå partiet på sinde. Politiet og hæren skulle demokratiseres, demokratiet skulle indvinde nyt land, der skulle gennemføres ægte, bredt, sandt, socialt demokrati. Kort før forhandlingerne om en fusion med Socialdemokratiet brød sammen sommeren 1945, udsendte DKPs centralkomité en udtalelse, som fastslog, at»det forenede Parti stiller sig ubetinget paa Demokratiets Grund og erklærer de demokratiske Menneskerettigheder som ukrænkelige.«rettighederne gjaldt næsten hele vejen rundt: Den enkelte borgers ukrænkelighed, ligeret mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, demonstrationsog strejkeret, ret til arbejde og uddannelse og religionsfrihed. Min sjæl, hvad vil du mer? Nå, jo, 2/5
3/5 ejendomsretten var ikke med men det var jo også socialisme, man kæmpede for. På DKPs kongres i Århus i januar 1946 talte man om bedre mulighed for»en fredelig Overgang til Socialismen«, og kongressen vedtog en udtalelse, som fastslog retten til at danne partier»paa et demokratisk Grundlag og for demokratiske Formaal«. Igen var der demokrati til overflod. Tilsvarende skete der en programmatisk udvanding af begrebet proletariatets diktatur, så det nærmest blev synonymt med demokrati. Det var sådan noget, ideologen Gelius Lund var god til. har han så ret, Nielsen-Man, i, at alle disse grundigt og sobert fremlagte bevægelser og besværgelser viser et demokratisk vindue åbnet på klem, som så desværre bare blev smækket endegyldigt i, da kommunisterne i Tjekkoslovakiet kuppede sig til magten i februar 1948? Helt banalt er det naturligvis tydeligt, at mange kommunister havde det ubekvemt med bindingen til Sovjet og nogle af de ofre, den binding affødte. Men det havde de jo også efter partiets store demokratifremstød i 1938, der bare beklageligvis blev standset, da Hitler/Stalin-pagten blev indgået og kostede først Polens eksistens og siden truede Finlands. Ligesom det var ubekvemt og beklageligt, at den store moralske renselse efter afsløringerne af Stalin i 1956 druknede i det blod, der flød i Budapests gader. Nogle har haft disse anfægtelser af taktiske grunde, andre af inderlig overbevisning. SFs dannelse i 1959, som trak mange kommunister med, er vel bevis på begge typers eksistens. Problemet er ikke Nielsen-Mans faktuelle oplysninger, men hans opfattelse af DKP som et delvis selvstændigt parti. Partiet var en afdeling af hovedkontoret i Moskva, som ikke kunne gå imod instruktionerne derfra. Uanset om Komintern fandtes eller ej. Hitler/Stalin-pagten var ikke en absurd undtagelsestilstand, men normaltilstanden i den forstand, at DKP lød ordrerne fra Moskva fra 1939 til 1941 såvel som i alle de øvrige år. Kommandoerne kunne skifte, lydigheden var konstant. Nielsen-Mans eksempler på demokratisk tænkning efterlader derfor en fornemmelse af:»javel, meget interessant, det var altså kun i virkeligheden, DKP ikke var demokratisk.«det viser sig jo også ved en nærlæsning af begivenhederne i 1945-47, detaljer, som Nielsen-Man er sober nok til at lægge frem, men som han ikke tillægger så stor betydning, at han kan se, at det demokratiske vindue var og blev lukket fra først til sidst, selv om det måske trak lidt ved vindueskarmen nu og da. Eksempelvis kunne DKP ikke i forhandlingerne med Socialdemkratiet levere den afgørende afsværgelse af proletariatets diktatur. Ikke at det egentlig var»tilstræbelsesværdigt«eller»absolut uundgåeligt«, men»af principielle grunde«holdt man fast i et begreb, som man til gengæld over for socialdemokraterne forsøgte at afdramatisere som et videnskabeligt udtryk, der og dette er Nielsen-Mans ord»i praksis blot betød, at demokratiet måtte holde sine fjender nede«. Blot? Skulle folkefrontens succes stå og falde med et videnskabeligt begreb? Og var det så problemfrit, at demokratiet holdt sine fjender nede? Forståelsen af det problematiske i DKPs elastiske brug af demokratibegrebet er forudsætningen for, at man kan se det ubrudt udemokratiske i partiets 3/5
4/5 positioner også i perioder, hvor begivenheder i Prag, Moskva og Budapest ikke kom i vejen for partiets ageren. Partiet ville indskrænke og udvide demokratiet på en gang. Man ville kapitalisere afskyen for nazismen ved at gøre det acceptabelt at begrænse de demokratiske rettigheder for demokratiets fjender. Men hvem var de? Udrensningerne efter krigen tydeliggjorde, at det var et begreb, der kunne trækkes til at betyde næsten hvad som helst. Og man ville udvide demokratiet ved at lade det dække økonomien og kulturlivet også. Men det er at lade begreber være jævnbyrdige, som ikke kan være det. Med ovennævnte historiker Michael Kjeldsens ræsonnement:»hvad er det for principper, som er fælles for økonomisk, politisk og kulturelt demokrati? (...) Handler det på ny blot om, at folkets flertal skal være bestemmende, så opløses økonomisk og kulturelt demokrati som selvstændige begreber i det politiske demokrati. Handler det derimod om lighed og statskontrol i økonomiske og kulturelle forhold, er der tale om sammenblanding af demokratibegrebet og begrebet socialisme.«eller med andre, lidt enklere ord: Hvis nu folkeflertallet havde besluttet sig for at prøve socialismen, var det så pludselig demokratifjendsk at arbejde for kapitalismens genindførelse? Og var det mon muligt at prøve spørgsmålet afklaret, hvis også politiet og hæren var»demokratiseret«? DKPs krav om udrensning til tops og til bunds får en dybere betydning i lyset af denne diskusion: Det var ikke blot et moralsk krav om, at alle skyldige skulle straffes, høj som lav, det var et forsøg på at bane vejen for en alternativ elite, som kunne sættes i den gamles sted og stå vagt om socialismen som en af demokratiets syldsten. Politisk, administrativt, kulturelt og militært. Stormen på Vinterpaladset var det ikke, men resultatet ville være blevet det samme. Nielsen-Man er opmærksom på problemet med at udbrede demokratiet til det social(istisk)e, men skriver lidt omstændeligt, at for en historiker er»det principielle spørgsmål om den demokratiske nødvendighed af økonomiens demokratisering«ikke endeligt afgjort. Sandt nok: Det er kun i virkeligheden, at det er sket. Endnu er intet demokrati set sammen med socialismen. Endnu er demokrati kun set sammen med kapitalismen. Gammelkommunisterne havde jo ret: En sand kommunist skal kendes på sin holdning til Sovjetunionen. En demokratisk kommunist hedder Aksel Larsen og er SFer. Eller hedder Ole Sohn og er SFer. I virkeligheden var der intet vindue for DKP at åbne. Der var kun et at gøre: springe ud ad det. 4/5
5/5 Var det kuppet i Prag, som gjorde det af med et demokratisk dansk kommunistparti?»folkets militia«, grundlagt af kommunisterne, på march gennem Prag, 28. februar 1948. Weekendavisen - Vimmelskaftet 47, 3. sal, DK-1161 København K Om ophavsret 5/5