HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 7. september 2017 Sag 102/2016 (2. afdeling) Hvidovre Kommune (advokat Lars Carstens) mod Guldborgsund Kommune (advokat Morten Jensen) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Nykøbing Falster den 20. juni 2013 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 19. oktober 2015. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben, Jens Kruse Mikkelsen og Lars Apostoli. Påstande Appellanten, Hvidovre Kommune, har påstået stadfæstelse af byrettens dom. Indstævnte, Guldborgsund Kommune, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaring af Anne Holm, Lone Stier, Marianne Rasmussen, Annette Christiansen, A og B. Anne Holm har forklaret bl.a., at baggrunden for mødet den 4. september 2002 var, at A og B gerne ville købe et hus sammen i Hvidovre, der var tæt på Bs familie og Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU). Det var kommunen, der henvendte sig til amtet, således som det altid sker i tilsvarende sager. Hun ved ikke, hvem der havde anmodet om mø-
- 2 - det. Hun vil tro, at parret havde behov for at vide, om det var muligt at få et tilsagn for at gå videre med købet. A og B var fast besluttede på at købe huset på X-vej. De fortalte, hvad lovgivningen sagde, hvilket parret var tilfreds med, idet A var inden for rammen af loven til at kunne få de nødvendige boligændringer, men der kunne ikke siges noget konkret herom til parret. A og B var meget konkrete i deres spørgsmål, men der var ikke mulighed for at tage stilling hertil på dette tidspunkt, hvilket de sagde til parret. De ville ikke fraråde parret at købe huset, da det var deres eget valg, og da A var omfattet af lovgivningens målgruppe. Hun kan godt forstå, at parret tænkte, at det var fint, at de gik videre med huskøbet. Huset var kun egnet til at flytte ind i for en handicappet person, hvis der blev lavet væsentlige ændringer. Det er generelt sådan, at der er mangler vedrørende adgangsforholdene, og rummene er ofte for små til, at man kan fungere i huset, hvis man sidder i kørestol. Hvis det var umuligt at ændre på huset, ville de nok have frarådet parret at købe huset. Jordbundsforholdene skulle være i orden, så der kunne bygges til, og huset måtte ikke være kondemnabelt. Det sagde hun til A og B, fordi det ville være trist for dem at købe et hus, hvor det ikke var muligt at lave den nødvendige til- og ombygning. Det var et råd, hun gav som fagperson. De forholdt sig ikke til de enkelte rum på mødet. På mødet i september 2002 var de ikke i nærheden af at prøve noget konkret. Det var alt for tidligt. De havde ikke engang modtaget en ansøgning fra A og B endnu. Det var alene et indledende møde. De vil altid samarbejde med borgerne, hvilket skal forstås således, at de vil behandle enhver borger korrekt og give enhver den rådgivning, vedkommende har krav på, herunder gå ind i sager om ombygning. Selvfølgelig ville de behandle A og B ordentligt. De modarbejder ikke borgerne. Hun har før sagt til borgere, at de skal tænke sig grundigt om inden et huskøb for at være sikre på, at huset kan blive funktionelt for dem. Hun havde også ansvaret for at rådgive kommunens medarbejdere. Når der foreligger en ansøgning fra en borger, laver kommunen en funktionsundersøgelse af borgeren. Lone Stier har forklaret bl.a., at A og B på mødet den 4. september 2002 var fast besluttet på at købe huset på X-Vej i Hvidovre. Huset kunne ikke tages i brug uden videre, fordi A ikke kunne komme ind i huset, og fordi rummene var for små til en kørestolsbruger. Det, der sædvanligvis er et problem for kørestolsbrugere, er indgangspartiet, badeværelset og soveværel-
- 3 - set. Badeværelset, soveværelset og indgangspartiet var for små, og A kunne ikke anvende køkkenet. Det var et langtrukkent møde. A og B havde mange konkrete spørgsmål til indretningen, som de ikke kunne svare på. Parret var i tankerne mange skridt foran. De gav råd og vejledning på mødet. De talte ikke om ændringer på mødet, men de talte om lovgivningen og gav en overordnet vejledning om, hvad man kunne gøre. A var inden for lovens målgruppe, idet han er stærkt fysisk handicappet og kørestolsbruger. Kommunen skulle derfor gå ind i sagen og bevilge de nødvendige boligindretninger hverken mere eller mindre. Nødvendige boligindretninger er lovens ord. Det er ikke udtryk for en konkret stillingtagen. Kommunen kunne ikke undlade at bevilge de nødvendige boligindretninger. De afgav ikke noget tilsagn på mødet. De ville selvfølgelig samarbejde med parret, hvis de købte huset og søgte om støtte. Der var tre kommuner, der skulle samarbejde om sagen. As sag adskiller sig ikke fra de andre sager. Den var helt sædvanlig. Det ville have været præcist det samme, han skulle have, hvis der havde været tale om et hus i Guldborgsund Kommune. De har ikke overkompenseret A. Hovedentreprisen lød på 1.099.800 kr. og omfatter køkken, badeværelse, soveværelse og indgangsparti. Det var det beløb, hun søgte om. Hertil kom bl.a. arkitekthonorar og uforudsete udgifter. De 1.200.000 kr., der er angivet på oversigten, er ikke det endelige beløb, men et skøn. Hun kender ikke det endelige beløb. Marianne Rasmussen har forklaret bl.a., at hun var leder af hjælpemiddelområdet i Hvidovre Kommune i perioden 2002-2007. Hun er fortsat af den opfattelse, at Hvidovre Kommune ikke ville have bevilget støtte i det omfang, som blev bevilget i denne sag. De ville i stedet have sagt til borgeren, at han skulle lede en gang mere. Det har de gjort flere gange. Hvidovre Kommune tilbyder f.eks. at besigtige et hus, inden folk køber det. Annette Christiansen har forklaret bl.a., at hun har været i huset på X-vej flere gange. Første gang var sammen med bl.a. Lone Stier fra Sakskøbing Kommune. De kom ind i den gamle del af huset. Den del af huset var ikke egnet for A at flytte ind i. Der var trin op til hoveddøren, som ganske vist kunne afhjælpes med en rampe, men entréforholdene og forholdene i badeværelset og kammeret var for små. Huset var for lille og uegnet til en kørestolsbruger. Han ville måske kunne bo der alene, men det ville kræve store ombygninger.
- 4 - A har forklaret bl.a., at det var vigtigt for ham og B at vide, hvilken hjælp de eventuelt kunne få til ombygning, inden de skrev under på købet af huset. Det gjorde de repræsentanterne fra kommunen opmærksom på. De ville ikke skrive under på køb af huset, hvis de ikke fik et ja. Huset var ikke lige til at flytte ind i. Der var en trappe op til hovedindgangen, ligesom der var trin inde i huset. Derudover var der et lille trin ned til toilettet. Han kunne ikke gå i bad i det eksisterende badeværelse, ligesom han ikke kunne benytte toilettet. Han havde sit hus i Sakskøbing, og B boede i en andelslejlighed, hvor han havde svært ved at komme op. Efter at B havde solgt lejligheden, boede hun sammen med sin søster i huset på X- vej i en periode, indtil ombygningen begyndte. Han kunne godt komme ind og besøge B, men de havde behov for hjælp. De vidste, at de skulle bygge huset om. De fik tilsagn om, hvor stor en procentdel af de enkelte dele af ombygningen der kunne ydes støtte til. Hvis kommunen havde sagt, at han og B ikke kunne få økonomisk støtte, havde de ikke turdet skrive under. Der blev givet et tilsagn i et sådant omfang, at de godt turde skrive under på køb af huset. Gengivelsen af Anne Holms forklaring for landsretten om, at der ikke blev givet tilsagn, lyder lidt forkert. De havde set efter hus gennem længere tid. Da de fandt huset på X-vej, var de rimelig sikre på, at det var det hus, de gerne ville have, hvis de kunne få støtte til ombygningerne. De havde lagt sig nogenlunde fast på området, men hvis der kom noget i for eksempel Rødovre, kunne de godt have valgt et hus der. Det var ikke en nem opgave for ejendomsmæglerne at finde et hus, som de kunne bruge. De havde talt med flere ejendomsmæglere, som blev sat ind i, hvad de havde behov for. B har forklaret bl.a., at det var Jenni Brinch og ikke Margrethe Blytt, der deltog i mødet den 4. september 2002, og at også Anne Holm delvist deltog i mødet. Omkring halvdelen af de 10-20 huse, som de så på, blev sorteret fra blot ved at se på dem udefra, mens de havde en ejendomsmægler med på besigtigelse af den anden halvdel af husene. De så primært på huse på Københavns Vestegn. Efter nogen tid fandt de ud af, at Hvidov-
- 5 - re var deres første prioritet, som de blev ved med at vende tilbage til. PTU rådede dem til at melde klart ud til Hvidovre Kommune, at de ønskede at flytte til kommunen. De havde også fået at vide, at det var As fraflytningskommune, der skulle stå for ombygningen. De tog derfor kontakt til Lone Stier. De var bange for, at nogen efterfølgende ville sige til dem, at de ikke kunne få støtte. De havde derfor behov for et tilsagn om støtte fra kommunen, hvorfor de bad om mødet. Der var ingen byggegrunde i området, så de kunne ikke bygge selv. Huset på X-vej var ikke egnet til, at de kunne flytte lige ind i det. Der var et stort trin op til indgangsdøren, og der var flere trin inde i huset. Entreen var for lille til, at der kunne laves ramper og samtidig være plads til, at A kunne vende rundt med kørestolen. Der var soveværelse i det rum, der på tegningen er markeret som arbejdsrum/stue. A overnattede der en enkelt gang, mens hun boede i huset inden ombygningen, men han skulle bakke ind, og der var ikke plads til, at han kunne få hjælp. Det var derfor nødvendigt med en ombygning. På mødet den 4. september 2002 blev det drøftet, om huset kunne gøres egnet til dem. Der var på det tidspunkt alene lavet en råskitse over huset. Hun og A kunne selv se, at huset godt kunne fungere efter en om- og tilbygning. Det var klart fremme på mødet, at det krævede en omog tilbygning for, at de kunne bo der. Hun kan ikke huske, om de på mødet så på huset rum for rum. Men de drøftede, at det var en god ide med et badeværelse ved siden af soveværelset. De drøftede også, at huset skulle være fremtidssikret, så de kunne blive boende i huset, også når A på et tidspunkt ville få behov for en elektrisk kørestol. Mødedeltagerne prøvede at pejle sig ind på deres behov, og de var meget lydhøre. Hun og A havde brug for et tilsagn, inden de skrev under på køb af huset. Hun har nok været lidt flot i sit ordvalg, når hun tidligere har forklaret, at de fik et principtilsagn, men de fik et tilsagn og sikkerhed for, at de godt kunne fortsætte planerne om køb af huset. De havde lagt et budget sammen med banken. De havde behov for at vide, at de merudgifter, der ville være som følge af deres særlige behov, blev finansieret af det offentlige. De ville ikke selv have haft forudsætningerne for at lægge et budget, hvor der f.eks. var tænkt på etablering af en loft-
- 6 - lift. De fik tilsagn om hjælp til de ombygninger, der var handicapkompenserende. Det blev alene stillet som en betingelse, at de fik foretaget en jordbundsundersøgelse. Højesterets begrundelse og resultat De betalingsforpligtelser, som fremgår af 9 c, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, overgår med de i 9 c, stk. 2-6, anførte undtagelser til den nye opholdskommune, når vedkommende person får ophold i denne kommune. Efter 9 c, stk. 2, har den nye opholdskommune dog ret til refusion fra den tidligere opholdskommune, når denne eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at den pågældende person får ophold i den nye kommune i visse boliger og boformer. Sagens hovedspørgsmål er, om Sakskøbing Kommune (nu Guldborgsund Kommune) eller anden offentlig myndighed medvirkede til As flytning til Hvidovre Kommune, med den virkning at Hvidovre Kommune har ret til refusion i medfør af 9 c, stk. 2. Efter forarbejderne til refusionsbestemmelsen i 9 c, stk. 2, frigøres den tidligere opholdskommune i overensstemmelse med lovens hovedregel for betalingsforpligtelsen, når den pågældende person selv vælger at tage ophold i en anden kommune. As plan om at flytte til Hvidovre Kommune var begrundet i hans ønske om at etablere en fælles bolig med sin kæreste, B, i nærheden af hendes familie og netværk. Beslutningen herom var truffet uden involvering af en offentlig myndighed og forud for, at han og B anmodede om mødet den 4. september 2002 med repræsentanter for Sakskøbing Kommune og Storstrøms Amt. På mødet imødekom kommunens og amtets repræsentanter As og Bs ønske om vejledning om støttemulighederne efter de gældende regler, og på baggrund af denne vejledning traf A og B beslutning om at realisere deres plan om at købe huset på X-vej i Hvidovre. Efter købet af ejendommen ydede Sakskøbing Kommune og amtet støtte til om- og tilbygning af huset efter reglerne i lov om social service om kommunal støtte til boligindretning mv. for personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er ikke godtgjort, at Sakskøbing Kommune og amtet har ydet vejledning og betaling ud over deres forpligtelser efter de gældende regler herom.
- 7 - På baggrund af det anførte lægger Højesteret til grund, at A på eget initiativ og efter eget ønske har valgt at tage ophold i Hvidovre Kommune, og at hverken Sakskøbing Kommune eller Storstrøms Amt aktivt har påvirket hans beslutning eller medvirket ved anskaffelsen af den nye bolig i Hvidovre Kommune på en sådan måde, at det kan begrunde et refusionskrav i medfør af 9 c, stk. 2. Efter Højesterets afgørelse af spørgsmålet om refusionspligt i medfør af retssikkerhedslovens 9 c, stk. 2, er spørgsmålet om gyldigheden af Guldborgsund Kommunes beslutning om at ophøre med refusionsbetalinger med virkning fra 2008 uden betydning for udfaldet af sagen. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Hvidovre Kommune betale 250.000 kr. til Guldborgsund Kommune. Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.