Nyhedsbrev for Tendai Danmark Nr. 11 September 2010 I dette nummer: Sommeren er forbi - 1 At opføre sig buddhistisk - 2 At male med lys - 3 Da Pia blev til Shoken blev til Shomon - 5 Kan vi kalde noget for vores? - 6 Meditation til krisehåndtering - 7 Boganmeldelse: Buddhas budskap - 8 Humor - 9 Kontakt: Shoken Pia Trans (shoken@tendai.dk) Redaktion: Senshin Karina Blomkvist (senshin@tendai.dk) Sommeren er forbi Af Shomon Pia Trans Sommeren er forbi, og vi vender tilbage til hverdagen, på godt og ondt. Ferietiden er vidunderlig: pludselig er der tid til venner og familie, og til at gøre alt det, vi ikke når i vores almindelige hverdag, om så det er at tilbringer timer henslængt på en solseng med en stak gode bøger, at rejse ud og opdage andre kulturer, eller at hengive os til forskellige former for fysisk udfoldelse. Det der imidlertid ofte bliver skubbet i baggrunden, er vores buddhistiske praksis. På en eller anden måde er vejen til zafuen bare meget lang når solen skinner, nætterne er lyse, og vores kære er omkring os. Det er der ikke nødvendigvis ikke noget galt i, men desværre er det sådan, at vi ikke rigtig orker konsekvenserne af vores efterladenhed. Mange af os har stadig svært ved at forstå, at alle handlinger, også de ugjorte, efterlader et karmisk spor, som vi skal leve videre med. Det ville da også være meget bedre hvis man kunne nøjes med en intellektuel beslutning om at ville leve i frihed og lykke, og så var dén hjemme I erkendelse af at jeg er en af de tungtopfattende som har meget svært ved at omsætte teorien om afhængig oprindelse til mine egne aktuelle valg, har jeg de senere år truffet et overordnet valg inden sommeren var over mig. Jeg har på forhånd overvejet hvordan min sommer formentlig ville forløbe, og afsat rimelig tid til forskellige former for praksis. Nøgleordet her er rimelig. I de første år af min praksis løb mit ungdommelige overmod igen og igen af med mig, og jeg forestillede mig timer af fredsommelig meditation, hvor jeg for alvor kunne kultivere dhyanaerne eller lignende storslåede projekter. Når realiteterne (altså min dovenskab) så greb forstyrrende ind, var jeg tilbøjelig til at kaste håndklædet i ringen, fuldt og helt. Kunne jeg ikke opretholde mine (ofte vanvittige) standarter, oplevede jeg at det kunne være fuldkommen lige meget. Disse oplevelser er grunden til at så mange af jer har hørt mig sige at det bedste man kan gøre for sig selv, er at sammensætte en daglig minimumspraksis, som er indrettet efter de reelle omstændigheder. Nogen gange har min minimumspraksis været så lidet omfattende som recitation af tre mantraer dagligt... Det kan man ALTID nå, og det tjener en række gode formål: - man bibeholder sin forbindelse til den vej man så oprigtigt ønsker at følge, - man holder sine idealer friske og levende i sindet, snarere end at lade 1
dem ligge og samle støv, - man vænner sig til at overholde de aftaler man laver med sig selv, snarere end at føle sig tvunget til at bryde dem (som regel fordi de var tåbeligt overmodige til at begynde med), og - man får meget ofte lyst til at sidde lidt mere, når man ikke oplever at ens praksis bliver tvungen eller et uoverkommeligt ræs. Henover sommeren har min daglige praksis, som altid i ferieperioder, været beskeden. Jeg har chantet Hjerte Sutraen hver morgen, og en håndfuld dharnier om aftenen. Der ud over har jeg lavet en enkelt Juhachido ceremoni hver uge. Det har været passende for mig; meget mindre omfattende end min sædvanlige praksis, og så lidt at jeg umuligt har kunnet overbevise mig selv om at jeg ikke havde tid til det. Det interessante er at jeg i år har prøvet at tilføje et helt nyt element; at teste en hidtil ukendt praksisform i min ferie. For en grådig person som mig (ja, jeg har også fået en god portion selverkendelse ), er nye praksisser ofte nemmere at få afsat tid til de har jo nyhedens interesse, hvor imod mit sinds sædvanlige abekattestreger, sagt i al fortrolighed, godt kan blive trættende i længden... I år har jeg testet en gammel praksis, som jeg nok er blevet introduceret til utallige gange, men aldrig har overvejet at gøre til min: nemlig shodo Penslens Vej. Det er traditionel kalligrafi, udført med blæksten og, overraskende nok, navnet taget i betragtning, pensel. Jeg tør godt at afsløre at der ikke er nogen af mine naturlige talenter der sidder i mine hænder (!!), så det har bestemt ikke været nemt, men det har været en sjov udfordring, og jeg har fået ridset lidt i overfladen af en praksis som jeg bestemt ikke har tænkt mig at lægge til side lige med det samme. Hvis der er nogen af jer læsere som har lyst til at dele jeres erfaringer omkring jeres personlige praksis, vil vi meget gerne modtage indlæg til nyhedsbrevet. Jeg nyder altid at høre om andres erfaringer på vejen, og blive inspireret til overvejelser eller endda til handling! Sensommerknus & gassho, Shomon. At opføre sig buddhistisk Af Senshin Karina Blomkvist Da jeg begyndte at interessere mig for buddhisme havde jeg en ide om hvad en buddhist var og hvordan sådan en handler og (især) ikke handler. Jeg ser det også hos andre nye buddhister hele tiden, og det er helt naturligt. Vi går ind til noget helt anderledes og skræmmende og vi forsøger derfor at forberede os, så vi danner ideer om hvordan tingene er for at være lidt på forkant med det hele. De fleste der kommer til buddhismen har set Dalai Lama på tv. Han ser jo venlig og rar ud og taler om medfølelse og lader ikke til at såre nogen eller lade ego råde. Jeg så ham også og jeg fik så ideen om at sådan er buddhister! Spørg lige om jeg fik jeg et chok da jeg bevægede mig ind i den buddhistiske verden på nettet. Her sad mennesker som kaldte sig buddhister, nogle var endda ordinered, og diskuterede, sommetider i en mindre pæn tone. Sommetider var den direkte ubehagelig og det stred mod mine overbevisninger og forventninger. Så jeg smuttede igen. Det var nu nok bare dem på det sted på nettet den var gal med. For gal var den da, når buddhister sådan kunne være som alle andre! Min tolkning af hvordan en buddhist opførte sig fejlede i hvert fald ingenting; Hvorfor blive buddhist hvis man ikke gad opføre sig ordentligt?! Men som tiden gik var jeg jo nødt til at se det i øjnene selvom jeg bestemt ikke havde lyst; Buddhister er som alle andre mennesker. Buddhister lider, de oplever dukkha, de oplever samsara. Hvis ikke var de ikke buddhister, så var de Buddhaer. Og jeg var ikke bare var skuffet over at andre buddhister ikke kunne tale ordentligt til hinanden og 2
sommetider led under deres ego, Jeg var også skuffet over mig selv! Nu havde jeg taget et valg og så var intet ændret, min intention var godt nok bedre, men mine handlinger og begrundelserne for dem var stadig tvivlsomme. Jeg opførte mig ikke meget som jeg havde forventet. Jeg sad på puden og så gik jeg umiddelbart derefter ud og sårede folk eller blev irriteret ovre en bagatel. Jeg regnede ganske enkelt med at få timers praksis ville gøre en kæmpe forskel i mit liv og jeg ville være et meget bedre menneske. Jeg husker jeg skrev tit og ofte til Shomon og var skuffet over mig selv. Selvfølgelig handlede det om at jeg endnu ikke havde udviklet medfølelse med mig selv og om at jeg virkelig ønskede tingene bedre. Men det handlede også, set i bagkundskabens klare lys, om dovenskab og om begær. Jeg ville have det hele nu, og det skulle komme til mig let; få timer på puden skulle give tydelig udslag i min gøren og laden. Og hvis ikke det skete, var det nok fordi det i virkeligheden ikke hjalp mig. Men virkeligheden er jo at vi kommer med mindst et hel livs karma. Sandheden er at den ikke bare lige ændres af få timer på puden, og sandheden er også at de forventninger vi stiller op om hvad buddhismen er, hvad en buddhist gør, nok ser ud som forhindringer, men i virkeligheden er et vigtig skridt på vejen. Frustrationerne over at andre ikke opføre sig som buddhister, fordi de bliver vrede eller irriterede, frustrationerne over at man selv kan blive ked af det og ikke kommer langt nok hurtigt nok og ønsket om at karma ændres over natten, er alt sammen en del af vejen. Det er måske ikke til at se mens man står i det som helt ny, men med tid og øvelse i at observere sindets natur giver det rigtig god mening at buddhister opføre sig som alle andre. En buddhist er en der øver sig. Og også her gælder det at øvelse gør mester. Men ingen øvelse uden fejltagelse. Det er fejltagelserne der er vejen. Det at øve sig i at rumme at være menneske, med alt hvad det indebære, er vejen. At male med lys Af Chizen Bjarne Maschoreck En ting jeg holder meget af ved Tendai, er mangfoldigheden i mulighederne for at praktisere buddhismen. Vi har ikke kun en lang række meditationer, som kan sættes ind mod lidelsen af forskellig slags, men også en del andre muligheder. Meditation skal ikke kun ske på puden, men også tages med ud i livet. Hvor meget er det hele værd, hvis ikke du bærer goderne væk fra puden? Her giver arbejdspraksis og lignende metoder en god mulighed for at øve dig i at være tilstede i nuet, acceptere livet som det er - og elske det. Tendai beskriver også udøvelse af kunst som en praksis. Shodo (japansk kalligrafi) er et godt eksempel på denne form, hvor kunstneren laver en længere meditation / kontemplation over tegnet, - og derefter maler tegnet i en udånding. Jeg har i længere tid haft et ønske om at skabe noget, uden dog at betragte mig selv som nogen kunstner. Jeg har også de seneste år interesseret mig for fotografi, uden at føle mig specielt skrap til det. Jeg elsker gode billeder og misunder enhver fotograf, som virkelig får et pletskud. Så hvorfor ikke kombinere det? Den umiddelbare tanke kan være at det ikke er meditation eller en praksis. Men det kommer an på hvordan teknikken angribes. Et godt fotografi kræver planlægning, medmindre man blot satser på et heldigt pletskud. Ingen af 3
delene forliger sig med en praksis i min verden. Planlægning er et større arbejde med at finde tid, sted og objekt og så ellers få det hele til at gå op i en højere enhed. Det kan dårligt gøres meditativt, da der er for mange forskellige aktive handlinger i processen (måske endda kørsel). At gå efter et heldigt pletskud, kunne integreres f.eks. en gående meditation. Men hvorfor så fotografere? Hvor ligger det meditative? Meditation forstærker sanserne, så en oplagt vej er at meditere og derefter fotografere hvad man så end ser. Senshin har gjort dette med held, inspireret af Daichi, en doshu præst i USA, som gik en daglig lang gående meditation i 100 dage. Resultatet er fremragende - enhver fotograf burde meditere inden de tager et billede! Dette er en udmærket meditativ praksis med foto. En anden metode er meditativt at sætte sig og kontemplere på et buddhistisk emne. F.eks. tomhed, forgængelighed, lidelse osv. Kontemplere over hvordan dit emne ser ud. Du får sikkert ikke svaret under meditationen, da du jo her kun sænker spørgsmålet ned i din krop. Svaret kommer senere, og laver du kontemplationen lige før en fototur, er der gode chancer for at du kommer tilbage med et billede at dit emne. Det var egentlig den metode jeg ville forsøge mig med. Men der var flere ting, som ikke passede mig. Ethvert billede ville være for oplagt genkendeligt. Jeg kunne godt tænke mig billeder, som ikke kun lignede hvad var. Jeg ønsker et aspekt af kunst i billederne. Igen, jeg elsker gode billeder, men jeg betragter dem sjældent som kunst. Da jeg sad i sommerferien og studerede fototeknikker gennem Via kursus, så jeg en interessant indgangsvinkel. Foto er for de fleste et spørgsmål om regler. Lys skal være i orden, skyggerne ligge rigtige, farverne tilpasses en hvidbalance, dit objekt følge 3-dels reglen osv. Alt sammen for at få billedet til at ligne hvad vores hjerne ser i virkeligheden. Flotte billeder kommer der ud af det, men det var jo ikke målet i sig selv for mig. Kurset havde et lidt afsides og mindre afsnit om ikke-fotografi. Det lyder jo unægtelig spændende taget vores ideer om tomhed i betragtning. Non-photography er en metode hvor man netop ikke følger nogle regler. Alt er i princippet tilladt. Man lærer ikke regler for at bryde dem, man starter i stedet uden. Vinkel, farver, lys, komposition osv. ignoreres fuldstændigt. Nitsa, en amerikansk fotokunstner, opfandt denne teknik og hun kalder sig helst ikke kunstner. Ikke desto mindre er hendes kreationer ganske tankevækkende, for ikke at snakke om metoden. Hun planlægger ikke noget, men tager blot kameraet med på når hun er undervejs. Kameraet er typisk et gammelt filmbaseret kamera, til tider købt på loppemarkeder for under en halvtredser. Når hun kommer hjem med en film med billeder, aner hun i realiteten ikke hvad hun har at arbejde med. Hvis ikke billederne i sig selv er "skæve" nok, under- eller overeksponerer hun dem, omdanner til sort/hvid (hvis ikke de var det allerede i kameraet) eller bytter endda farver ud. Hun kombinerer billeder så flere ligger oven i hinanden, forvansker og meget andet. Resultatet er billeder, gerne sort/hvide, som virker mørke og forvanskede og uklare - og alligevel fortæller de en historie. Jeg ønsker at forsøge mig med denne teknik. Jeg holder mig til mit digitale kamera for nemheds skyld, men vil også blot fylde memory kortet med mere eller mindre tilfældige billeder og lade mig overraske når jeg kommer hjem. 4
Det er så her min meditative proces skal starte. Efter en meditation, kontemplerer jeg over hvilket billede jeg skal anvende, kontemplerer igen over dette for at finde detaljerne i billedet. Herefter er det valget mellem forskellige effekter, som billedet kan blive manipuleret med. Om resultatet bliver kunst vil jeg lade andre afgøre. Processen stiller ret store krav til teknisk kunnen, så i skrivende stund afprøver jeg stadig de teknikker, som billederne skal manipuleres med. Det skal dreje sig om en håndfuld grundteknikker, så selve billedbehandlingen kan ske kontemplativt. Heldigvis har Nitsa dokumenteret sit arbejde, så der er hjælp at hente. Jeg vil forsøge ramme samme stil som Nitsa. Billederne med deres sort/hvide præsentation forhindrer sindet i at vandre for meget sammenlignet med kraftige farver, som jo bekendt skaber associationer. Den slørede stil blokerer for genkendelsesprocessen i sindet. Det giver plads til egen fortolkning. Specielt hvis billedet er delvist skarpt og delvist uskarpt. Anvendelsen af teknikken med flere billeder over hinanden tillader placering af buddhistiske ikoner, sutraer m.m. på en kunstnerisk måde, med mulighed for at knytte billedet til et buddhistisk emne. En fotopraksis behøver ikke at involvere billedbehandling, det har blot været mit valg. Jeg vil helt tilbage til begyndelsen, hvor ordet fotografi får sin oprindelige betydning tilbage, "at male med lys". Da Pia blev til Shoken blev til Shomon. Af Shomon Pia Trans Som den opmærksomme læser måske allerede har opdaget, underskriver jeg nyhedsbladets leder som Shomon. Det er fordi jeg endnu engang har skiftet navn og det er ikke som en konsekvens af et besøg hos numerologen! Tilbage i 2004 lød jeg udelukkede det navn mine forældre havde givet mig: Pia. Trods flere års buddhistisk praksis havde jeg endnu ikke fundet en skole eller en lærer hvor jeg havde lyst til at søge tilflugt, men netop det år skulle komme til at blive et markant vendepunkt for mig. Det var nemlig året hvor jeg fik kontakt til Monshin Naamon, manden der senere skulle blive min dejlige lærer. Efter knap et års email korrespondance tog jeg til Albany for at deltage i Tendai gyo, ledet af Monshin. På den første aften af gyo tog jeg tilflugt, og blev givet navnet Shoken. Jeg var mildest talt ikke begejstret for navnet, af den helt banale grund at jeg kendte en anden Shoken, som på ingen måde imponerede... Omvendt måtte jeg ret hurtigt give mine dharma-søskende ret i at navnet som betyder Glædesfyldt hengivenhed passer virkelig godt til mig. Jeg kom til at føle mig mere og mere som Shoken, og kunne godt lide det. Derfor var det også med meget blandede følelser at jeg modtog beskeden om, at den endelige ordination som Tendai Soryo ville blive ledsaget af et navneskift. Tendai traditionen byder at man ved den endelige ordination markerer begivenheden med et nyt navn, som sammensættes af ens oprindelige (dharma-)navn og ens senseis navn, for på den måde at symbolisere dharmaliniens fortsættelse gennem en selv. Det kom på ingen måde som en overraskelse for mig at mit nye navn var Shomon, til trods for at der jo er en del kombinationsmuligheder i navnene, og at Monshin ellers altid har valgt at videregive -shin delen af sit navn. Normalt holder sensei dharmanavne for sig selv indtil de gives ved en ceremoni, men Monshin var kommet til at tale over sig året før. Han kommenterede, lidt tilfældigt ud i det blå, at han burde give mig soryo-navnet Shomon, fordi det ville være så dejligt bekvemt. Han har 5
en anden soryo med navnet Shumon, og han filosoferede lidt over hvor smart det dog ville være; så ville vi jo begge komme, når han kaldte på den ene... Da jeg hørte disse overvejelser, var jeg ikke i tvivl om, at mit soryo-navn ville blive Shomon. Det var nemlig på nøjagtig samme måde jeg fik navnet Pia. Min far mente at det ville være nemt, og dertil lidt pudsigt, at kalde mig Pia, når nu min mor hed Via. Naturligvis gik det aldrig som han forstillede sig, tvært imod vænnede vi os hurtigt til ikke at reagere på et lidt utydeligt...ia, for det var jo nok den anden der blev kaldt på. Helt galt blev det i den periode vi levede i bofællesskab med Mia Udover at det er morsomt og trygt at blive navngivet ud fra samme ædle motiver igen og igen, så er jeg faktisk rigtig glad for mit nye navn. Det er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af en som glædesfyldt lytter underforstået til Dharmaen ; her er ikke tale om hverken gansta rap eller sladder... Det er et smukt ønske Monshin har udtrykt for mig; at jeg vil få lov til at lytte til Dharmaen med glæde. Det er jo ikke en given ting at man fødes og lever i omstændigheder som tillader det; det er stort, og virkelig noget at glædes ved. Faktisk udtrykker vi noget lignende i vores daglige ceremonis Kaikyoge: Det er sjældent at møde Buddhaens vidunderlige lære, selv gennem utallige liv. Lige nu har jeg chancen for at lytte til Dharmaen. Jeg ønsker at udnytte denne mulighed til det yderste. Navne betyder rigtig meget. De er i høj grad objekter for vores begær, tilknytning og illusioner om et Selv, og det bliver meget tydeligt når ens navn bliver udskiftet med mellemrum. Et navn kan påvirke både en selv og ens omgivelser. Derfor gives dharmanavne først efter grundig kontemplation, og man forsøger at udtrykke enten en persons egenskaber (som det i så udpræget grad var tilfældet med navnet Shoken), eller sine ønsker for vedkommende (som i navnet Shomon). Jeg kan huske en af mine tidlige lærere kommenterede på hvordan hans navne havde påvirket ham. Hans døbenavn var Michael, mens hans dharmanavn var Ryuei, som er et ganske voldsomt navn, der betyder noget i retning af den engelsktalende drage, intet mindre. Ligesom mig, brugte han begge sine navne, afhængigt af konteksten, og han mente helt klart at have observeret at Ryuei var meget mere a stick in the mud for nu at bruge hans egne ord, end Michael, som var en hyggelig, udogmatisk fyr. Jeg kan godt sætte mig lidt ind hans personlighedsspaltning, og synes egentlig allerede jeg kan mærke at Shomon er meget rundere og mildere end Shoken var... og ikke nær så stridbar af natur som Pia Kan vi kalde noget for vores? Af Ansu Mette Munk Friesenholm Vi ved godt at alt hvad der opstår forsvinder igen. At intet dødeligt er permanent. Det kan vi sikkert alle se og forstå når vi tænker os om. Det er, sikkert lige som for jer andre, en vigtig del af min praksis. Jeg går og lægger mærke til det så snart jeg husker på det. Men det svære er at mærke det sådan rigtigt. At forstå det helt ind i knoglerne. I foråret havde jeg en oplevelse som jeg gerne vil dele med jer andre. Sådan en hvor jeg kunne mærke at det er sådan. Efter min fars død har min mor svært ved at passe deres tidligere fælles hjem. Huset er stort og hun er en ældre dame som ikke husker så godt længere. Derfor satte vi det til salg her i foråret. Mine forældre har i min verden altid ejet dette hus. Min far har skabt dette sted: Plantet hvert et træ, bygget alle tilbygningerne selv (da han købte det i 1955 var det en mark). Så det er virkelig et 6
Frisenvang sted og derfor lidt underligt at vi skal slippe det. Men jo helt nødvendigt og godt for min mor at kunne flytte til noget hun kan overskue. De følgende uger, når jeg gik mine vandre ture i Buresø området, lagde jeg pludselig mærke til at en del af de andre huse også var til salg. Huse hvor jeg kender de mennesker som nu sælger. I nogle af de huse/haver har jeg som barn leget med deres børn. Jeg så også at nogle huse jeg kendte allerede havde skiftet ejere. En af de nye ejere havde ændret havens udseende meget. De havde blandt andet fældet de fleste træer og stedet ser nu helt anderledes ud. Da kunne jeg pludselig mærke at vi intet ejer. Uanset hvor mange penge vi har og hvor meget vi kan købe os til smukke huse og haver - så er de kun til låns. Vi kan købe os til retten til at bruge et sted en periode. Og dermed muligheden for at nyde og glæde os over det. Men det bliver aldrig VORES. For vi deler alt med verden omkring os. Det samme gælder alt andet dødeligt. Det fortalte mig at mit liv er her lige nu og jeg skal være opmærksom på at være her og opleve det fra øjeblik til øjeblik. Det forandre sig hele tiden. Det lyder måske alt sammen lidt trist det jeg lige har skrevet ned her. Men for mig var det en positiv oplevelse. Det viste mig også friheden i at kunne bevæge sig videre. F.eks. ikke at behøve at hænge fast i gamle svære personlighedstræk de er egentlig heller ikke MINE lige som med huse og haver. Hver dag er en ny dag. Hver dag kan vi forandre vores syn på det at være til - hvis vi vil og tør. Meditation til krisehåndtering Af Chizen Bjarne Maschoreck I en krise er vi tilbøjelige til at være tilbageholdende for ændringer og skabe plads til frygten for det ukendte. Ofte vil der opstå spekulationer og teorier, hvoraf de fleste som regel er opdigtede og uden bund i virkeligheden. Den buddhistiske samatha meditation, hvor et objekt (f.eks. åndedrættet) anvendes til at berolige sindet indtil en dyb indre ro opbygges, kan anvendes til at opbygge og bevare en fuld opmærksomhed og indleven i øjeblikket. Dette er nøglen til at bringe dig ud af smerten og tilbage til lykken. Meditationen er en proces til at linke din tilstedeværelse med opmærksomheden, med henblik på at opbygge, udvikle og forbedre begge. Resultatet er en mere fokuseret og dyb koncentration: Du observerer dine tanker og følelser i stedet for at fordybe dig i dem. Du oplever et sind (et "dig" som du måske vil kalde det), som har og angiveligt oplever oplevelsen, samt et sind som er vidne til oplevelsen og som dermed føles separat. I meditationen skal du lade du følelserne og tankerne opstå. Derefter, i stedet for at fordybe dig i dem, analysere dem og ikke mindst at bygge videre på dem med nye følelser og tanker med ny smerte og sorg, skal du nøjes med at observere tanken eller følelsen når den opstår. Kategoriser 7
derefter observationen som "ikke værdig til videre udforskning" - og lad tanken eller følelsen flyde ud af dit rum. Ved at lade dit observerende sind sortere på denne måde, vil du bemærke at det meste af sindets produktion har en meget lille betydning. Jo oftere du oplever dette, jo nemmere vil det være at undgå at lade dig flyde med dine tanker eller følelser, som en tømmerflåde mod det åbne hav. I stedet vil du bemærke en ro og lykke, som trinvis vokser, da du nu ikke længere bruger energi på smerte og sorg. Hvis du lader det observerende sind arbejde, bliver det trinvist mere modigt til at identificere og undersøge selv de mest smertefulde tanker, opfattelse og erindringer. Resultatet er at de naturligt følgende fysiske følelser kan tolereres. Det observerende sind ved, at du er adskilt fra omstændighederne, så du føler dig på mere sikker grund, end hvis din opmærksomhed var opslugt i disse tanker og følelser. Bliv i lidelsen indtil den forsvinder. For det gør den. Boganmeldelse: Buddhas budskap. Af Shomon Pia Trans Den nye bog, Buddhas Budskap, er en samling af tekster fra Pali Kanon, som illustrerer forskellige dele af den buddhistiske tradition. Bogen er blevet til som et samarbejde i det norske Buddhistforbund, hvor bl.a. Kåre Lie har gjort et stort arbejde. Det er da også Kåre der har oversat teksterne til norsk, og været aktiv i diskussionen om udvælgelsen af tekster. Jeg synes bogen er virkelig vellykket. De udvalgte tekster giver et fint overblik over både legenden om Gotama Buddhas liv, den buddhistiske traditions filosofiske og etiske grundideer, og ikke mindst vigtigt gode, håndfaste råd til hvad jeg gætter på er det primære publikum: de lægpraktiserende. Teksterne er modigt udvalgt, og arbejdsgruppen har tydeligvis ikke taget den nemme vej som oftest tages; de har også medtaget tekster som viser sider af traditionen som ellers ikke så ofte diskuteres. Der er tekster med politisk indhold, og tekster som går imod det fremherskende billede af buddhismen som en nem og let tilgængelig religion. Et par oplagte eksempler er diskussionerne af Sanghaen som det bedste sted at kultivere generøsitet (noget der ofte (fejl-)tolkes som en fed fidus!), og holdningen til velstand. Alt i alt er denne samling en oplagt afløser til den jeg ellers oftest har anbefalet: Nanamolis The Life of the Buddha, ikke mindst på grund af sproget. Gode bøger om buddhismen bliver kun sjældent oversat til dansk. Danske forlæggere synes at prioritere de letomsættelige, men knap så præcise bøger, skrevet af verdenskendte buddhistiske figurer som Thich Nhat Hanh eller Dalai Lama. Buddhas Budskap er så god en samling, at jeg ville anbefale den, selvom den kun var tilgængelig på engelsk. Vi er så heldige at have den på norsk så læs den! Bogen kan købes på denne e-shop 8
Peace of mind The day after completing a 9 day Vipassana retreat, Dave turns up for work at the Zoo. Seeing how chilled out Dave is, the head keeper puts him in charge of the tortoise enclosure. Dave slowly walks over to the cages. At lunch time, the head keeper checks on Dave only to see the cage door is wide open and all the tortoises gone! He runs up to Dave and asks, What happened with the tortoises? Well, said Dave very slowly, I opened the tortoise cage door and it was, like, Whoosh! Om Tendai Danmark Tendai Danmark er den danske gren af den japanske Tendai tradition, som er en af de større traditioner inden for buddhisme. Se mere på www.tendai.dk. Tendai Danmark støtter arrangementer for sanghaer og enkeltpersoner. Uanset hvor du bor, kan du få støtte og hjælp til praktisering af buddhisme, især efter Tendai traditionen. Ønsker du at støtte Tendai Danmark økonomisk, kan du overføre beløb til: EIK Bank. Reg. 6610, Konto 2779097. 9