PÅBUD PÅ JORDFORURENINGSOMRÅDET Partner, advokat (H) Håkun Djurhuus
MEDDELELSE AF PÅBUD JFL 40 OG 41, MBL 69 SAMT VÆSENTLIGE DOMME Partner, advokat (H) Håkun Djurhuus
DET TYPISKE FORLØB AF EN JORDFORURENINGSSAG Jordforureningen konstateres og anmeldes til tilsynsmyndigheden Miljøbeskyttelseslovens 21 anmeldelsespligt De nærmere omstændigheder klarlægges bedst muligt (officialprincippet: Skræmmeeksempel: Kolding-dommen) Partshøring Eventuel forvarsling af undersøgelsespåbud (hjemmel undersøgelsespåbud: JFL 40, hvis ikke ophørt før 1/1 1992) Undersøgelsespåbud (horisontal og vertikal udbredelse af forureningen, kvantitativ beskrivelse af forureningen, herunder relevante forureningsstoffer, risikovurdering (kontakt, indeklima, grundvand) oprensnings-/afværgeprojekt inkl. relevante økonomiske oplysninger til brug for proportionalitetsvurdering)
DET TYPISKE FORLØB AF EN JORDFORURENINGSSAG (FORTSAT) Eventuel forvarsling af oprensningspåbud partshøring. Oprensningspåbud ( De gamle regler : Typisk MBL 69, jf. 19 eller eksempelvis olietankbekendtgørelsen. De nye regler : JFL 41). Opfølgning på påbud, herunder eventuelt selvhjælpshandlinger og/eller politianmeldelse. Underretning af andre offentlige myndigheder m. fl. samt tinglysning af påbud (underretning af andre myndigheder JFL 70. Tinglysning: JFL 46 sker for påbudsadressatens regning. Også forvarslede påbud tinglyses. Eventuel kortlægning. Eventuel offentlig indsats i henhold til JFL, kap. 3.
OVERSIGT 1969: Betænkning nr. 545 om olietanke og beskyttelse af grundvandet 1970: Første olietankbekendtgørelse (nu bkg. nr. 629 af 24. oktober 1999) 1973: Første miljøbeskyttelseslov (ikrafttræden 1.1.1974) 1983: Kemikalieaffaldsdepotloven 1990: Affaldsdepotloven (nu ophævet). 1991: Ny miljøbeskyttelseslov (ikrafttræden 1.1.1992) senest offentliggjort som lovbkg. nr. 753 af 25.8.2001
OVERSIGT (fortsat) 1991: Rockwool-dommen (U1991.674H, U1992B.34ff) 1994: Miljøerstatningsloven (ikrafttræden 1.7.1994) - lov nr. 225 af 6.4. 1994 1999: Jordforureningsloven (ikrafttræden 1.1.2000/1.1.2001) lov nr. 370 af 2.6.1999
SIGT PÅBUD/ERSTATNING - JORDFORURENING.92 1.7.1994 -X-----------------------------------X-------------------------------X------------------------X-----------------------------X------------- 1.1.2000 1.3.2000 1.1.2001 "Villaolietankordn", JFL 48 og 49 i kraft. BEM: Her er konstateringstidspunktet undtagelsesvist afgørende --- ---------------- JFL 40 --------------------------- ndersøgelsespåbud JFL i kraft (bortset fra påbudsbest.) -------------------------- MEL Objektivt ansvar ---------------- -------------- JFL's skærpede påbudsregler culpakrav v. forurening fra off. eller privat virksomhed Obj. påbudshjemmel Udg.pkt.: + culpakrav
JORDFORURENINGSLOVENS 40
Rockwool-Dommen: (U 1991.674H, kommenteret i U1992B.34ff) Emne: Olietankbekendtgørelsen - påbud om oprensning - culpa. Sagens baggrund I 1962 købte Rockwool en naboejendom med henblik på senere udvidelse af eksisterende virksomhed. I 1987 foretog Rockwool udgravninger på ejendommen med henblik på at opføre en administrationsbygning. I forbindelse hermed konstateredes der en olieforurening i tilknytning til nogle gamle nedgravede olietanke på ejendommen. Rockwool anmeldte i overensstemmelse med Olietankbekendtgørelsen straks olieforureningen til Høje Tåstrup Kommune.
Rockwool-Dommen: (U 1991.674H, kommenteret i U1992B.34ff) (fortsat) Det kunne i sagen lægges til grund, at olieforureningen var sket, før Rockwool overtog den pågældende ejendom, ligesom det kunne lægges til grund, at Rockwool ved overtagelsen af ejendommen hverken vidste eller burde vide noget om forureningen. Høje Tåstrup Kommune påbød i medfør af Olietankbekendtgørelsens 16 (nu 22) Rockwool at foretage oprensning. Rockwool efterkom påbuddet under protest. Rockwool påklagede Kommunens påbud til Miljøstyrelsen, der stadfæstede påbuddet i overensstemmelse med gældende praksis. Rockwool anlagde herefter sag mod Høje Tåstrup Kommune og Miljøstyrelsen og krævede de med oprensningen forbundne omkostninger - ca. kr. 600.000 - tilbagebetalt under anbringende af, at påbuddet var uhjemlet. Østre Landsret frifandt Høje Tåstrup Kommune og Miljøstyrelsen.
Rockwool-Dommen: (U 1991.674H, kommenteret i U1992B.34ff) (fortsat) Sagen påankedes til Højesteret, der dømte Høje Tåstrup Kommune og Miljøstyrelsen at godtgøre Rockwool de med oprensningen forbundne omkostninger. Højesteret fastslog i forbindelse med dommen, at Olietankbekendtgørelsens 16 ikke indeholdt den fornødne hjemmel til at pålægge Rockwool at afholde oprensningsomkostningerne: Som sagen foreligger oplyst, må det lægges til grund, at forureningen er sket før appellantens overtagelse af grunden, at appellanten ikke havde eller burde have haft kendskab til forureningen, og at de omhandlede foranstaltninger ikke har været en forudsætning for det af appellanten iværksatte byggeri. Efter forarbejderne til bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980 sammenholdt med de ansvarsregler, der i øvrigt gælder i miljøbeskyttelseslovgivningen, findes bestemmelserne i bekendtgørelsens 16 at måtte forstås således, at de ikke har givet fornøden hjemmel til at pålægge appellanten at betale udgifterne ved arbejderne.
HØJESTERETSDOMMER POUL SØRENSENS KOMMENTARER TIL ROCKWOOL-DOMMEN (U1992B.34FF.) Efter en sådan utvetydig udtalelse i betænkningen om, at bestemmelserne i stk. 3 og 5 ikke gælder, når forureningen ikke skyldes grundejerens forhold og hvor betænkningen i disse tilfælde sætter lighedstegn mellem ansvaret for skade på tredjemands ejendom og for forholdene på egen ejendom var der i hvert fald ikke grundlag for at pålægge Rockwool nogen betalingspligt over for det offentlige alene i medfør af Olietank-bekendtgørelsens 16, stk. 5. Det måtte vel også være tvivlsomt, om bemyndigelsesbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens 11 (nu 19) overhovedet indeholder hjemmel for i en bekendtgørelse at pålægge en sådan betalingspligt, hvis denne i øvrigt ikke er hjemlet i loven eller andre retsregler. Uden særlig hjemmel kan ansvar for foranstaltninger til forebyggelse af skader derfor ikke pålægges i videre omfang end erstatningsansvaret for allerede indtrufne skader.
BETÆNKNING 545/1969 OLIETANKE OG BESKYTTELSE AF GRUNDVANDET Betænkningens side 32 f.: 4. Om ansvaret for olieforurening af grundvandet Udvalget har derimod anset det for værende uden for sin opgave at tage stilling til det civilretlige erstatningsansvar for forurening af grundvandet eller vandforsyninger af de her omhandlede årsager, hvorved bemærkes, at der heller ikke ved reglen i vandforsyningslovens 43 er gjort op med dette spørgsmål. Udvalget har dog foretaget en undersøgelse af den formodede retstilstand på området. Det må på dette grundlag antages, at der for forureningsskader som følge af lækage af olietanke vil kunne pålægges ejeren ansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige, ulovfæstede erstatningsregel (culpa-reglen). Denne antagelse bestyrkes ved en af Østre Landsret i 1969 afsagt dom, hvorefter ejeren af en olietank som på grund af lækage havde forurenet en brønd på naboejendommen, blev kendt erstatningsansvarlig for den herved indtrufne skade. Dommen henviser til, at tankens ejer ikke havde ført tilsyn med tanken, som ikke var installeret forskriftsmæssigt.
BETÆNKNING 545/1969 OLIETANKE OG BESKYTTELSE AF GRUNDVANDET Betænkningens side 71: Har Sundhedskommissionen kendskab til, hvem der har forvoldt forureningen, vil Sundhedskommissionen i medfør af stk. 4 kunne pålægge ham afhjælpende foranstaltninger. Spørgsmålet om, hvorvidt Sundhedskommissionen kan få sine udgifter ved de af Kommissionen foretagne foranstaltninger dækket, må afgøres af domstolene ud fra de almindelige erstatningsregler, hvorved bemærkes, at udvalget ved bekendtgørelsens udformning helt har afstået fra at foreslå regler om det civilretlige erstatningsansvar. Bekendtgørelsen principper må imidlertid antages at få stor betydning for spørgsmålet om, hvorvidt ansvar bør pålægges.
MILJØSTYRELSENS VEJLEDNING OM BEHANDLING AF PÅBUDSSAGER EFTER OLIETANKBEKENDTGØRELSEN (VEJLEDNING AF 14. NOVEMBER 1995) Miljøstyrelsens opfattelse er, at det på baggrund af de refererede domme, jf. vedlagte bilag, må frarådes, at der udstedes påbud om undersøgelser og oprydning efter Olietankbekendtgørelsen, hvis det klart fremgår af sagen, at påbuddets adressat ikke har handlet uforsvarligt. Formodningen for, at der ikke er handlet uforsvarligt er desto større jo yngre tanken er.
MILJØBESKYTTELSESLOVENS 19
MILJØBESKYTTELSESLOVENS 19
MILJØBESKYTTELSESLOVEN CENTRALE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORURENERANSVAR MILJØBESKYTTELSESLOVENS 27: "Stk. 1. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes. Der kan dog efter 28 gives tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet. ( )"
PÅBUDSBESTEMMELSER - LOVLIGGØRELSESPÅBUD Miljøbeskyttelseslovens 68: Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Miljøbeskyttelseslovens 69: "I de i 68 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden 1) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet, 2) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand, 3) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet."
SILKEBORG-DOMMEN (UFR 2000.276 H) Emne: Culpa-normen - fremmed ejendom - rette påbudsadressat - erstatningsansvar for påbudsmyndigheden. Sagens nærmere omstændigheder: I juli måned 1989 skete der forurening af en tankstationsejendom i Sejs i Silkeborg Kommune. Forureningen skete som følge af overfyldning af en dieselolietank. Tankanlægget tilhørte Q8, hvorimod den faste ejendom ikke tilhørte olieselskabet. Tankanlægget blev vedligeholdt af Q8, der ligeledes forestod levering af benzin- og olieprodukter.
SILKEBORG-DOMMEN (UFR 2000.276 H) Efter overfyldningen iværksatte kommunen en forureningsundersøgelse på ejendommen, hvorved der blev konstateret forholdsvis omfattende forurening af denne. Forureningsundersøgelsen blev udført af Cowi Consult. Cowi's rapport konkluderede, at forureningen " er en kombination af overfyldning, utætheder og spild i øvrigt.". Kommunen påbød grundejeren at iværksætte nærmere undersøgelser, hvilket påbud ikke blev opfyldt, hvorfor undersøgelserne gennemførtes som selvhjælpshandling. Kommunen meddelte herefter den 9. oktober 1990 Q8, der ikke havde reageret på et forvarslet påbud fra august måned, påbud om undersøgelser og oprensning. Påbuddene var meddelt dels efter daværende MBL 52 (nu 72), dels olietankbekendtgørelsen. Påbuddene blev påklaget til Miljøstyrelsen, der stadfæstede påbuddene den 7. maj 1991. Q8 opfyldte påbuddene og krævede - efter Rockwool-modellen - erstatning under anbringende af, at påbuddene var uhjemlede.
SILKEBORG-DOMMEN (UFR 2000.276 H) Efter overfyldningen iværksatte kommunen en forureningsundersøgelse på ejendommen, hvorved der blev konstateret forholdsvis omfattende forurening af denne. Forureningsundersøgelsen blev udført af Cowi Consult. Cowi's rapport konkluderede, at forureningen " er en kombination af overfyldning, utætheder og spild i øvrigt.". Kommunen påbød grundejeren at iværksætte nærmere undersøgelser, hvilket påbud ikke blev opfyldt, hvorfor undersøgelserne gennemførtes som selvhjælpshandling. Kommunen meddelte herefter den 9. oktober 1990 Q8, der ikke havde reageret på et forvarslet påbud fra august måned, påbud om undersøgelser og oprensning. Påbuddene var meddelt dels efter daværende MBL 52 (nu 72), dels olietankbekendtgørelsen. Påbuddene blev påklaget til Miljøstyrelsen, der stadfæstede påbuddene den 7. maj 1991. Q8 opfyldte påbuddene og krævede - efter Rockwool-modellen - erstatning under anbringende af, at påbuddene var uhjemlede.
SILKEBORG-DOMMEN (UFR 2000.276 H) Præmisser: Både Vestre Landsret og Højesteret lagde til grund, at forureningen var forårsaget ved overfyldning, utætheder og spild i øvrigt, jf. Cowi's rapporter herom. I overensstemmelse med kommunens anbringende herom, lagde både landsret og Højesteret til grund, at Q8 var erstatningsansvarlig for forureningen, idet denne antoges alene at kunne være sket som følge af, at Q8's tankvognschauffører og Q8 ikke har sikret sig imod overfyldning, utætheder og spild i fornødent omfang, idet forureningen i så fald ikke ville være sket. Der er her tale om en meget streng culpa-vurdering. Også som følge af svigtende tilsyn fandtes Q8 erstatningsansvarlig. Højesteret fremhævede, at det allerede fra begyndelsen af 1960'erne måtte stå olie- og benzinselskaber klart, at forurening kunne forvolde omfattende skader. (Olieforurenings-udvalget nedsat i 1965 - Betænkning nr. 545/1969 - første olietankbekendtgørelse 1970). Kommunen frifandtes.
SILKEBORG-DOMMEN (UFR 2000.276 H) Kommentarer: Både landsret og Højesteret lægger - helt korrekt - en streng culpavurdering til grund. Det er interessant, at et erstatningsretligt anbringende fra kommunens side - ved siden af anbringendet om, at der forelå fornøden hjemmel - fører til det ønskede resultat. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at olieselskabet, der ikke rådede over ejendommen, men alene over olietankanlægget, findes at kunne være adressat for et oprensningspåbud. Dette indikerer, at en række af landsretsdommene vedrørende fremmed ejendom-problematikken muligvis er forkerte/for vidtgående.
CULPANORMEN I MILJØBESKYTTELSESLOVEN MBL 69 CULPANORMEN U2002.780 H Emne: Culpa-normen - "den for forholdet ansvarlige", jf. MBL 69 - oprensnings- og afværgeforanstaltninger.. Sagens nærmere omstændigheder: I 1993 var der på en tankstation sket påkørsel af en benzinstander. Skaden blev udbedret, men der opstod i forbindelse med udbedringen en ny skade i form af en revne i et rør, hvorfra der efterfølgende skete udsivning af benzin. Kommunen meddelte i 1998 påbud efter miljøbeskyttelseslovens 69, stk. 1, nr. 3, jf. 19, stk. 1, om at foretage "de nødvendige oprensnings- og/eller afværgeforanstaltninger, som kan fjerne den resterende jord- og grundvandsforurening til et acceptabelt niveau".
CULPANORMEN I MILJØBESKYTTELSESLOVEN MBL 69 CULPANORMEN U2002.780 H Ejeren af tankstationen, Christiansen, havde med Kuwait Petroleum indgået en forhandleroverenskomst, hvorefter benzinselskabet ejede standere og tankanlæg. Det var tillige benzinselskabet, der rekvirerede det firma, Dansk Olie-Måler Service, som skulle udbedre skaden i 1993, og som forårsagede den nye revne. Ejeren af tankstationen og dennes forsikringsselskab efterkom påbuddet og stævnede efterfølgende kommunen med påstand om, at påbuddet var ugyldigt, og at kommunen skulle erstatte ejeren og forsikringsselskabet de afholdte udgifter. Landsretten dømte kommunen. Landsretten lagde til grund, at ejeren af tankstationen ikke ejede tankanlæg og standere m.v., at skaden var sket som følge af en fejl hos en medarbejder, hos det firma, der i 1993 havde foretaget reparation af en stander, og at ejeren af tankstationen ikke havde haft instruktionsbeføjelser over dette firma og derfor heller ikke skulle hæfte for den fejl, der var blevet begået.
CULPANORMEN I MILJØBESKYTTELSESLOVEN MBL 69 CULPANORMEN U2002.780 H Højesterets præmisser Højesteret forholdt sig til spørgsmålet om, hvem der i henhold til miljøbeskyttelseslovens 69 kunne anses for "den for forholdet ansvarlige". Højesteret udtalte herom: "Drift af en benzinstation er en erhvervsmæssig aktivitet, som indebærer en sådan forureningsrisiko, at der til beskyttelse af almenheden mod miljøskade som den foreliggende skal udvises særlig omhu ved driften af tankanlægget, herunder i forbindelse med dets vedligeholdelse og reparation. På denne baggrund finder Højesteret, at Christiansen, uanset om han selv måtte have handlet uforsvarligt, i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper er erstatningsansvarlig for den skete forurening, idet han hæfter ikke blot for fejl, der måtte være begået af Kuwait Petroleum, men også for den fejl, som - ifølge parterne - er begået af Dansk Olie-Måler Service, der udførte reparationen i henhold til aftale med Kuwait Petroleum. Tinglev Kommunes påbud af 15. april 1998 er som følge heraf ikke ugyldigt, og Højesteret frifinder derfor kommunen."
OVERSIGT OVER RETSPRAKSIS OG ADMINISTRATIV PRAKSIS VEDRØRENDE TANKSTATIONER UDOVER TINGLEV-DOMMEN OG Q8-DOMMEN MAD 1996.462 MST: Undersøgelsespåbud kunne meddeles til såvel forhandleren (grundejeren/forpagteren) som til olieleverandøren, der ejede tankstationsanlægget og lejede ejendommen. UfR 1999.1600 H Shell-dommen: Vedrørende tidsmæssige kriterier i relation til undersøgelsespåbud. Dommen var årsag til, at JFL 40 nu alene finder anvendelse på forureninger der ikke var ophørt den 1.1.1992 (hvor MBL 72 trådte i kraft) MKN-afgørelse af 16. juli 2002 i j.nr. 41-3: Bevisbyrden for, at en forurening er fortsat efter 1.1.1992 påhviler myndighederne. Bevisbyrden fandtes ikke løftet. MAD 2004.902 (EF-domstolens dom i Walle-sagen): Dommen tog udgangspunkt i affaldsdirektivet i relation til vurderingen af ansvar for olieselskabet, der har leveret til en benzintankstation
OVERSIGT OVER RETSPRAKSIS OG ADMINISTRATIV PRAKSIS VEDRØRENDE TANKSTATIONER UDOVER TINGLEV-DOMMEN OG Q8-DOMMEN (FORTSAT) MAD 2004.199 V: Miljøerstatningsloven blev gjort gældende. Loven blev ikke kommenteret af landsretten. Landsretten fandt (2 dommere) ikke, at kommunen havde godtgjort, at olieselskabet havde optrådt culpøst. En dommer fandt, at manglende anmeldelse i henhold til MBL 21 var udtryk for culpa. Dommen er svær at forene med Tinglev-dommen og Q8-dommen, hvis præjudikats værdi er større end denne doms, da denne dom var afsagt med dissens og alene af landsretten. MAD 2006.1425 MST: Miljøstyrelsen fandt, at et undersøgelsespåbud til en benzinstation ikke opfyldte bestemthedskravet, hvorfor sagen blev hjemvist.
KOLDING-DOMMEN UFR 2005.2949 H Udgangspunktet for sagen var en afvejning af genopretningsprincippet, herunder i JFL 48, stk. 1 og det almindeligt gældende forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. I dommen fremkommer Højesteret med specielt én, særdeles bemærkelsesværdig, præmis. Under henvisning til bl.a. forarbejderne til jordforureningslovens 41 citerede Højesteret følgende fra forarbejderne: For at der kan gives et påbud om oprydning, skal der være en miljø- eller sundhedsmæssig begrundelse for foranstaltningen. Ved en forurening, som ikke er særlig mobil, og som ligger dybt nede i jorden, må det vurderes, hvorvidt forureningen nu eller i fremtiden vil kunne udgøre noget problem.
KOLDING-DOMMEN UFR 2005.2949 H (FORTSAT) Herudover anførte Højesteret helt centralt følgende: Højesteret finder, at proportionalitetsprincippet bl.a. må føre til, at en forurening eller restforurening med olie uafhængigt af omkostningernes størrelse som udgangspunkt ikke kan påbydes fjernet, hvis der foreligger en høj grad af sikkerhed for, at den hverken aktuelt eller i fremtiden indebære en miljø- eller sundhedsmæssig risiko. Bevisbyrden og et særdeles skærpet beviskrav påhviler således den påbudsadressat, der argumenterer for at efterlade en restforurening. Dette er en særdeles væsentlig pointe.
JORDFORURENINGSLOVENS 41
JORDFORURENINGSLOVENS 43
TJEKLISTE - PÅBUDSSAGER 1. Hvem er forurener og dermed påbudsadressat? Jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1: Som forurener anses: 1) den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed, eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. Forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode Hvis flere forurenere JFL 43, stk. 1, første punktum: Hvis en forurening kan henføres til flere forurenere, kan påbud, som omhandlet i 40 og 41, meddeles dem alle. Påbud kan gå i arv, se JFL 45 og, senest, implementeringen af IE-Direktivet, hvorefter driftsherren på ophørstidspunktet skal oprense tilbage til basistilstanden.
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 1. Hvem er forurener og dermed påbudsadressat? (fortsat) Det skal overvejes, hvorvidt man ønsker at meddele påbuddet til olieselskabet, der ofte ejer tankanlæg m.v. eller til forpagteren, der i visse tilfælde i eget navn driver selve tankstationen. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om at meddele påbuddet til dem begge.
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 2. Relevante påbudshjemler, herunder sandsynlige forureningstidspunkter og efter de gamle regler påvisning af det fornødne ansvarsgrundlag: Hvis hovedparten af forureningen er sket før 1.1.2001: Undersøgelsespåbud i henhold til JFL 40. Oprensningspåbud i henhold til MBL 69, stk. 1, nr. 2, jf. MBL 19 (eller 27 spildevand). Hvis hovedparten af forureningen er sket efter 1.1.2001: JFL 41, stk. 1. Hvis villaolietankforurening, der konstateres efter 1. marts 2000 fra en tank i drift: JFL 48, stk. 1 (både undersøgelser og oprensning).
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 3. Myndighedspassivitet: 2-3 år kan efter omstændighederne være nok til at afskære myndighederne fra muligheden for at håndhæve ved påbud. Forslag til standardtekst i forbindelse med opstart af påbudssager: Kommunen er nødsaget til at prioritere sine ressourcer. Dette vil i forureningssager kunne betyde, at der i længere perioder ikke sagsbehandles aktivt. Det understreges, at dette i givet fald ikke er udtryk for, at forureneransvaret er frafaldet. Der vil ske særskilt underretning, såfremt en påbegyndt forureningssag ikke måtte blive fulgt op af meddelelse af påbud eller lignende.
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 4. Forældelse af det offentligretlige påbudsansvar: Der er forskel på konverteret erstatningskrav (krav om betaling af pengeerstatning efter selvhjælpshandling eller lignende) og det offentligretlige påbudsansvars forældelse. Se nu JFL 41, stk. 4, hvorefter det offentligretlige påbudsansvar forældes 30 år efter ophøret af den produktionsmetode, eller anvendelse af det anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 5. Genoprettelsesprincippet vs. det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip: Se herom navnlig Højesterets dom i den såkaldte Koldingsag.
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 6. Det meget vigtige bestemthedskrav : For at kunne håndhæve et påbud skal påbuddet være formuleret fuldstændig entydigt og klart. Påbudsadressaten må ikke kunne gemme sig bag utilstrækkelige eller uklare formuleringer i påbuddet.
TJEKLISTE PÅBUDSSAGER 7. Samlet vurdering af påbudsmulighederne baseret på punkterne ovenfor: Hvis en påbudssag opgives fordi kommunen vurderer, at der ikke er mulighed for at meddele påbud i den konkrete sag, vil dette skulle begrundes på en overbevisende måde, idet regionens offentlige indsats i henhold til JFL kap. 3 er subsidiær i forhold til tilsynsmyndighedens pligt til at forfølge ulovlige jordforureninger overfor forureneren.
KONTAKT OFFENTLIG VIRKSOMHED Håkun Djurhuus Partner, advokat (H) København T +45 72 27 33 44 M +45 25 26 33 44 E djur@bechbruun.com
www.bechbruun.com København Langelinie Allé 35 2100 København Ø T +45 72270000 Aarhus Frue Kirkeplads 4 8100 Aarhus C F +45 72270027 Shanghai 83 Loushanguan Road, suite 2630, 26/F Shanghai E info@bechbruun.com