Børn har det med at misforstå!

Artikel til tidsskriftet 0-14 nr. 4 2007, skrevet af konsulent Hanne Holm. Børn har det med at misforstå! Jeg er, som underviser og konsulent bl.a. indenfor feltet konflikthåndtering, optaget af at udvikle og forbedre voksnes muligheder for at støtte børn i deres håndtering af konflikter og fungere som gode rollemodeller for de børn, de har et medansvar for. Sommeren 2006 afsluttede jeg en master i konfliktmægling, hvor jeg valgte at skrive min afsluttende opgave om Børns oplevelser med konflikter i skolen. Jeg interviewede børn fra en ganske almindelig 6 klasse. Aldersgruppen blev valgt, fordi udviklingsmæssigt skal børn være ca. 12 år, før man kan forvente, at de har de kompetencer, der skal til, for at kunne løse konflikter konstruktivt, De skal også have den alder for at kunne reflektere over de konflikter, de har været en del af, henholdsvis i børnehaven, fritidsordningen og skolen, og dermed kan fortælle, hvordan de har oplevet voksne i rollen som konfliktløsere. Jeg vil godt understrege, at jeg mener deres udsagn har relevans uanset hvilken aldersgruppe I arbejder med. Ud fra mit daglige arbejde som underviser og konsulent for medarbejdere fra pædagogiske arbejdspladser, oplever jeg at mange voksne ikke evner at medtage barnets perspektiv i deres arbejde, specielt når det drejer sig om konflikter. Derfor vil jeg nu bruge nogle af børnenes udsagn til at skabe debat og refleksion omkring voksnes rolle i børns konflikter. Dem, der tager konflikter med de voksne, er meget modige! De tør sige dem i imod, selvom de voksne bliver sure og oftest bliver de løst sådan, at de voksne får ret. Når vi har konflikter med voksne har vi et hemmeligt had, det betyder, at vi snakker om det, uden at den voksne får det at vide. Når børn oplever, at det ikke nytter noget at tage det op med den voksne, som de føler sig uretfærdig behandlet af, så kan det komme til udtryk på flere måder: 1. Børnene mister tilliden til, at de kan hente hjælp ved de voksne. Har børnene først mistet tilliden til voksne, kan det blive svært for voksne at nå disse børn! 2. At de enten vender deres frustrationer, vrede eller ked af det mod sig selv, dvs. at de mister selvværd og mister troen på, at de selv magter situationen. Dette kan ende i passivitet og tilpasning og i sidste ende selvdestruktiv adfærd. 3. At de får afløb for deres frustrationer i børneuniverset. I mine interview var der både eksempler, hvor børn mobber mindre børn, eller får konflikter med kammerater, når de ikke kan komme af med deres frustrationer i forhold til overmagten den voksne! 4. Børnene kan rotte sig sammen og lave oprør i forhold til den voksne. Systemkritik kan man opleve hos børn allerede i 6 års alderen, nogle gange tidligere. Når man ikke kan få anerkendelse i voksenverdenen, så laver man subkulturer, hvor man kan hente anerkendelse og bekræftelse, f.eks. en gruppe der laver ballade/hærværk. Hvad er det de voksne gør? Teoretisk kender de voksne i den pædagogiske verden det nye børnesyn, hvor børn er ligeværdige, skal tages alvorligt, lyttes til osv., men mange praksisfortællinger afslører, at i konfliktsituationer handler voksne med udgangspunkt i det traditionelle børnesyn, hvor den voksne har patent på sandheden. Her er hvordan en dreng oplever dette: 1

En voksen holdt fast i noget, som han ikke havde sagt, vi var mange, som kunne huske, hvad han havde sagt, alligevel påstod han: A børn har det med at misforstå. Han sagde direkte: fordi der er forskel på børn og voksne. Det han mente var, at voksne er mere betydningsfulde end børn, - de skal bare vente til de bliver pensionister! Dette oplever barnet helt tydeligt som meget uretfærdigt og her er et eks. på, at den voksne skaber eller optrapper en konflikt med et barn. De voksne tager typisk dommerrollen, når de skal løse konflikter i børnegruppen, dvs. at de kommer med løsningerne og de lader deres moral afgøre, hvem af børnene der har ret, og hvem der har uret. I sådanne situationer føler mindst det ene barn sig uretfærdig behandlet, - de føler sig underkendt. Deres oplevelse bliver der ikke spurgt ind til. Når voksne agerer på denne måde i børns konflikter stjæler de børnenes konflikter. Vi fratager dem den læring det er, at skulle formulere sin oplevelse, skulle lytte til modpartens oplevelse, selv skulle komme med løsningsforslag, som kan løse problemet og måske genoprette en ødelagt relation. Hvis man får skabt en konfliktkultur, der tager udgangspunkt i det nye børnesyn, vil det være en kultur, der kan udvikle respekten for forskellighed. Voksne som dommere i børns konflikter eller voksne, der ikke behandler børn som ligeværdige, når de har konflikter børn/voksne imellem, skaber konflikter og/eller vedligeholder konflikter, som kan fortsætte rigtig længe, bare med et nyt ansigt eller indhold! Derfor er det vigtigt at fralægge sig den gamle opdragerrolle, og i stedet påtage sig den nye opdragerrolle, når man skal hjælpe børn at løse deres konflikter! Yderligere er der den dimension, at når følelserne og konflikten er tilstede, er det den ligeværdige håndtering af parterne der er vigtig. Det man syntes børnene skal lære, skal der tales om, når de ikke er i en konfliktsituation! Voksenkulturens betydning. Børn gør ikke hvad de voksne siger de skal, de gør hvad de ser og oplever de voksne gør! Vi må tage udfordringen op, og se på hvordan vi griber konflikter an i personalegruppen, på stuen, mellem personale og forældre, mellem børnene og i de konflikter der opstår mellem børn og voksne. Det er vigtigt at erkende, hvordan man selv reagerer i konfliktsituationer, om man har mest tendens til at trække sig (konfliktskyhed) eller blive aggressiv (svarer igen, typisk skælder ud og fastholder sin magtposition uden hensyn til modparten). Min påstand er, at vi alle har en overvægt til en af disse strategier, når vi bliver pressede. (kap. 3 i Konflikt og kontakt) Hvad gør I konkret, når I har konflikter? Bliver Jeres konflikter taget op og løst på en ligeværdig måde, eller hænger de i luften, bliver der snakket i krogene, - eller? Har I for nylig talt åbent om der er særlige måder, I håndterer konflikter på? Er der nogle mønstre der går igen? Mangler der en erkendelse af egen strategi kan det være skyld i, at man enten kommer til at svigte børnenes læringsprocesser ved fx, ikke at reagere eller bruger sin magt uden hensyn til barnet og dets oplevelser! Som voksen kan det også være spændende at gå på opdagelse i, hvilke reaktionsmønstre børnene har. De meget konfliktsky eller tavse børn har brug for hjælp til at manifestere sig og komme til orde, hvorimod de aggressive børn har brug for hjælp til at forlade nogle af konflikterne inden det går galt! Hvornår har I sidst snakket om, hvordan I bruger jeres magt? Magtbegrebet er umuligt at komme udenom, da børn er afhængige af de voksne. Det er voksne, der er kulturbærere og sætter rammerne for børnenes muligheder i de forskellige situationer. Teoretisk underbygges det i Bae (1996) og Krag-Müllers (2005) teorier om definitionsmagten. 2

Begrebet henviser til: At voksne er i en overmægtig position i forhold til barnet, når det gælder dets oplevelse af sig selv. Den måde voksne svarer på barnets kommunikation, hvordan de sætter ord på dets handlinger og oplevelser, hvad de reagerer på og ikke i disse processer ligger deres definitionsmagt. Bae siger, at børn altid er afhængige af de voksne. Det er den voksne, som bestemmer, hvordan barnet skal opleve situationen og i sidste ende sig selv. Den voksne udøver magten via sin kommunikation, men også ved at reagere eller lade være med at reagere på barnet eller dets handlinger. Jeg vil gerne understrege, hvor stor betydning det har, at voksne er bevidste om deres magt og reflekterer over, hvordan de bruger den. Desværre oplever jeg, at ordet magt har en negativ klang i pædagogiske kredse og derfor tales der ikke om det, - dette skal laves om, da det er meget vigtigt at erkende og tale om, hvordan vi som voksne bruger vores magt! Fordi - bruges definitionsmagten positivt og bevidst - kan voksne styrke børnenes oplevelse af sig selv og styrke deres udvikling, så de føler de kan klare nogle af deres konflikter selv, og endda hjælpe andre børn med at løse deres. Det giver børn tillid og lyst til at bruge voksne, hvis de ikke selv kan klare konflikterne. Flg. eks. viser hvordan en dreng oplever en hjælp som meget positiv og hjælpsomt: Når jeg har en konflikt med en voksen, så ringer vedkommende hjem. Det er godt for så spørger min mor, hvordan jeg oplevede situationen og hun fortæller så den voksne, hvordan det er sket og hvad jeg følte. Det er dejligt at få det sagt til en voksen, på den måde hjælper mor mig med at få snakket om det. Bruges definitionsmagten negativt, har det den modsatte effekt. Her er et eks. på en dreng, der oplever at blive ignoreret, og som opgiver at bede de voksne om hjælp, når han er i situationer, han ikke selv kan klare, så hvad er det han lærer? Vi bliver for langt det meste ignoreret Selv om jeg kom og bad om hjælp, var de bare ligeglade, de lod bare de store slæbe mig væk Der var en periode, hvor de voksne prøvede at se lidt mere af, hvad der sker på legepladsen, de kaldte det de 100 øjne. Ved du hvad der skete, - overhovedet ingenting, så vi har givet op! I er rollemodeller: Det var meget tydeligt i min lille undersøgelse, at børn bruger den magtform/konfliktløsningsform, de selv er blevet mødt med, når de hjælper hinanden med at løse konflikter, og det har betydning for, hvordan de ser på konflikter, - om man kan lære noget nyt om hinanden, eller - om konflikter er noget man helst undgår, da de alligevel ikke bliver løst på en ordentlig måde, - husk man er sårbar, når man er i konflikt, der er meget på spil! Eks. på at børn bruger det de selv er blevet udsat for, når de hjælper hinanden med at løse konflikter (voksne er rollemodellerne, så iagttag børnene og få et billede af voksenkulturen i din institution): Jeg har tit været mellemmand i andres konflikter, så går jeg først til den ene, så til den anden, de kan så fortælle mig om det, på den måde kan de blive gode venner igen. Engang var der 3 drenge, som slog en anden dreng. Jeg spurgte dem, hvilken klasse de gik i og hvilken lærer de havde, og så sagde jeg til dem, at de skulle holde op. Min påstand er, at der altid er en intention bag et andet menneskes handlinger, den kan være tydelig eller den skal hentes frem via spørgsmål, aktiv lytning og empati. Et dagligdags eksempel kunne være, at når Peter slår, så er det egentlig fordi han gerne vil være med i legen eller bare være en del af fællesskabet, denne forståelse skal være der, for at vi kan hjælpe Peter til at få sit behov opfyldt på en mere konstruktiv måde. 3

Tager vi højde for den ligeværdige tilgang og er bevidste om vores definitionsmagt, kan vi undgå at behandle børn uretfærdigt ved at skælde ud, sanktionere osv. uden først at undersøge, hvad intentionen bag barnets handling egentlig var eller hvad der er foregået forud for konflikten! Vi må anerkende at nogen gange er der børn, der har sagt/gjort noget, som har ramt barnet hårdt, men som er foregået skjult for den voksne. Vi må derfor spørge børnene, så vi får de subjektive oplevelser med. Relationen og anerkendelse som grundlag for konfliktløsning. Grethe Kragh-Müller har defineret relation på denne måde: (i Ritchie, 2005, s. 60) Relation kan defineres som et længerevarende forhold, der er udviklet over tid. Relationer består af interaktioner plus en erindret historie om tidligere interaktioner. Hun siger her, at en relation skal være længerevarende og hun siger, at tidligere erfaringer i en relation kan skabe forventningen til den nuværende relation. Det betyder, at relationen kan være udviklende eller den kan være fastlåsende i forhold til tidligere problemer/konflikter. Et eks. på dette kan være, når en bliver tildelt eller fastholdt i en rolle som syndebuk, jeg har oplevet dette i en institution hvor det smittede af på børnene, så syndebukken fik skyld for en konflikt, selv om barnet ikke var til stede. Dette er et eks. på, at vi voksne kan komme til at lave selvopfyldende profetier: Når barnet alligevel får skylden, kan det jo lige så godt leve op til forventningerne! Prøv at diskuter jeres måde at omtale børn på. De forestillinger (opfattelser) I har om børn, ligger bag jeres måde at være i kontakt på. Jeres relation til børnene udspringer af dette! Tilgangen til barnet kan ændres, i forhold til hvilke ord og hvordan barnets problem omtales! Eksempel: Taler I negativt om børn, der altid vil have ret eller selv bestemme eller omtaler I barnets problem med en positiv reformulering? Det kunne være, at barnet er god til at udtrykke sin mening, er klar over hvad hun/han vil eller passer på sig selv og sine behov. Med denne reformulering lægger det op til en positiv relation, hvor vi forstår og støtter barnet i stedet for at gøre det forkert. Antagelsen er, at barnet er blevet vant til, eller har været nødsaget til at bruge en bestemt strategi, for at få sine behov opfyldt. Nogle børn har lært nogle strategier, som ikke er særlig hensigtsmæssige i forhold til at skabe gode relationer og forstå de sociale koder, disse børn har ekstra brug for at vi forstår deres intentioner. Hvad børn ønsker at de voksne skal tage ansvar for: Jeg vil slutte med at referere til min undersøgelse, - hvad de 12-årige svarede på spørgsmålet: Hvad de ønsker af voksne som konfliktløsere. I min undersøgelse formulerede børnene deres ønsker til de voksne sådan: At voksne tager ansvaret for at få talt om det, hvis de har en konflikt med et barn. At de voksne skal være ærlige. At voksne stiller sig til rådighed som samtalepartner og rådgiver, hvis barnet har en alvorlig konflikt, det ikke selv kan overskue. At voksne griber ind, hvis en konflikt er voldelig eller hvis der er flere mod en. Måden børnene ønsker de voksnes hjælp på er: At den voksne skal fungere som en 3. part i deres konflikter. At de skal snakke stille med de børn, der er indblandet i en konflikt. At voksne viser dem tillid og spørger ind til deres oplevelse og tanker. Min konklusion på deres svar er ret klar: 4

Børnene ønsker voksnes hjælp til at løse deres konflikter på en respektfuld og ligeværdig måde, hvor børnene bliver inddraget og nogen gange selv bliver gjort ansvarlige for at finde en løsning. Undtagelsen er, når konflikter opleves som overgreb. Her udtrykker børnene, at det alene er de voksnes ansvar, og at de har en pligt til at handle. De forventer selvrefleksion og selvafgrænsning af de voksne. De fleste børn vil også gerne have mulighed for selv at reflektere, f.eks. ved at de bliver spurgt. Min erfaring som underviser og superviser er, at voksne gerne vil være gode rollemodeller og gode konfliktløsere i børnemiljøerne. Dette kan personalet føre ud i livet, når de får tilført ny viden, forståelse og handlemuligheder i forhold til konflikthåndtering. Det er nødvendigt og aktuelt, i forhold til det nye børnesyn og børns ønsker, at revidere vores rolle som konfliktløsere. Litteratur, der er henvist til: Bae, Berit (1996): Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Trykt i Social Kritik 47/96. Kragh-Müller, Grethe (2005): Relationer, anerkendelse og underkendelse. I: Ritchie, Tom, red.: Relationer i psykologien. Billesø & Baltzer. Hammerich, Else, Frydensberg, Kirsten (2006): Konflikt og kontakt. Hovedland. Hanne Holm, 26199038. 5